Censur og bimmelim hos Tøger Seidenfaden

På valgdagen 13. november 2007 skrev Tøger Seidenfaden under overskriften Helles Sejr:

Det er paradoksalt, men ikke desto mindre sandt, at Helle Thorning-Schmidt står som en af valgkampens største vindere – uanset at Anders Fogh stadig er kneben favorit til statsministerposten, og uanset at Socialdemokraterne ikke står til nogen entydig fremgang i meningsmålingerne. …

Uanset hvor vi alle sætter vores kryds i dag, har Helle Thorning dermed vundet en sejr, der peger fremad mod statsministerstolen.

Helle gik kun to mandater tilbage, altså en kneben fremgang…

Bemærk sprogstilen - det lille ord “uanset” kan vende minus til plus i enhver sammenhæng. “Det er paradoksalt, men ikke desto mindre sandt…” minder mig om stilen hos en vis herre der skrev: “Der ligger hundredtusindvis af Columbusæg omkring os, men man møder sjældnere en Columbus.”

Vi springer frem til 10. maj:

Tøgers blog: Dansk Folkeparti kommer ikke ud af stedet 

Det er ikke deres størrelse, men deres placering, der giver dem magt. …

Når det gælder folkelig tilslutning og vælgertilslutning, så kommer Dansk Folkeparti ikke ud af stedet. Siden de kom til fadet i 2001 har de ikke haft nævneværdig fremgang. Mellem 10 og 13 procent af danskerne støtter dem. Den vælgerskare svigter dem ikke, men der kommer heller ikke flere til. …

Tøger er ikke kendt for at lægge vægt på kendsgerninger, men han kunne godt have fået en af sine assistenter til at slå op i en håndbog. Dansk Folkeparti er det eneste parti der kun er gået frem i sin levetid:

  • valg 1998:    7,4 %
  • valg 2001:  12,0 %
  • valg 2005:  13,3 %
  • valg 2007:  13,8 %

Ifølge Politikens egen tjeneste, Meningsmåleren, har seks opinionsinstitutter i marts-april 2008 givet DF mellem 12,9 og 15 %.

Objektivt fortolket: fremgangen er fladet ud, men opbakningen er stabil og nærmest svagt stigende.

At fordreje valgresultater er lige så meningsløst som at fordreje vejret fra i går; det er jo nemt at påvise fejlen.

Heldigvis kan man på god demokratisk vis lægge en kommentar på Tøgers blog. Visse kriterier skal opfyldes:

Læg også mærke til ordene “prioriteres ved godkendelse”. Man skal altså prioriteres og godkendes, man må ikke bare sådan skrive noget.

De første to kommentarer var enige med Tøger, hvis ikke ligefrem skamrosende, så de blev godkendt:

Men ak. Borgerlig bums var ikke så heldig: 

Mine kommentarer er nr. 3 og 4 på siden, og de “afventer” stadig godkendelse. Mens der er i alt 10 godkendte kommentarer. Seidenfadens assistenter granskede, vejede og fandt for let.

Ham her gik derimod gennem nåleøjet:

Uffe Ellemann som snedig fascist. Argumenter og facts.  :D

Filmen som han linker til er TerrorStorm. Den handler om at CIA stod bag 9/11, den britiske regering stod bag London-bomberne i juli 2005 og mange andre vilde konspirationsplot. Vi tager lige lektien igen:

Læserkommentarer der vægter argumenter og facts prioriteres ved godkendelse af kommentarer, mens indlæg der er rent “støj” bliver forsøgt holdt ude.

Censur egner sig måske til en kunstudstilling, men ikke til en debat i en avis, som i øvrigt er momsfritaget fordi den forventes at fremme oplysning og demokrati.

Og hvis censurpraksis fra Seidenfadens blog skulle overføres til en kunstudstilling, så ville der blive banket æggemadder op på væggene, mens de relevante værker ville blive brændt.

Politiken har ført sig frem på “frankofil petitjournalistik”, “venstreorienteret propaganda” og “fascistoidt pis”. Det er alt sammen meget rigtigt, men de må gerne tilføje narcissistisk savleri. Den politiske kritik af VKO kunne godt være mere kvalificeret end de ret uinteressante omskrivninger af virkeligheden som Tøger trækker ud af navlen.

Måske skulle bladet udskifte Viggo Hørups billede med Goebbels eller L. Ron Hubbard. Det er faktisk ikke spor morsomt, men ret uhyggeligt hvor ensidigt og skævt debatten styres på Politiken.

Her er et bud på en psykologisk forklaring: Gode mennesker snyder mest.

Planlægning - ikke lukkeloven - skal forhindre mega-centre

Lukkeloven bringer følelser på bane. Sniksnakken er begyndt at indfinde sig. Her i Politiken (”Småbutikker udsultes hvis lukkelov fjernes“):

… Men det er uvist, om befolkningen og politikerne kender til det fulde omfang af konsekvenserne ved at afskaffe lukkeloven.

»Det er lige som, når vi vil betale mindre i skat og have renere hospitaler, uden vi ved, hvilke konsekvenser det vil have på andre områder«, siger Mogens Bjerre, lektor ved institut for Afsætningsøkonomi ved CBS. …

En tåbelig sammenligning.

Som man kan se, er det et meget ideologiseret emne. Det rører ved noget dybt i vort samfund, der går tilbage til før industrialismens tid. Lige siden enevælden har der nemlig været en masse reguleringer og privilegier inden for handel og erhverv. Den tradition har vi i et vist omfang stadigvæk. Når privilegier har varet længe nok, tror mange de er naturlige. Derfor er det meget svært for lovgiverne at ophæve dem.

Indtil 1856 havde købstæderne monopol på handel. Det var simpelt hen forbudt at oprette købmandsbutikker i landsbyer. En tåbelig og vækst-hæmmende lov, der skulle fastholde vores landsbyer på et middelalderniveau. Da dette stalinist-agtige privilegium blev afskaffet i 1856, gav det selvfølgelig voldsomme protester fra købstæderne. Lige til 1903 gjaldt der stadig en zone på 1 mil (7 km) fra købstæder, hvor man ikke måtte oprette høkerhandel. Når det netop blev afskaffet i 1903, hænger det sikkert sammen med systemskiftet i 1901 hvor bønderne omsider kom til magten.

I mit indlæg Lukkeloven er overflødig, lange åbningstider er også overflødige  skrev jeg om betydningen for den enkelte forbruger. Der mener jeg ikke det har større betydning om lukkeloven bliver afskaffet eller ej (men den er overflødig). Derimod vil det være godt for den butiksdrivende at have handlefrihed.

I mellemtiden har jeg opdaget at lukkeloven rent faktisk kun vedrører tiden fra lørdag kl. 17 til mandag kl. 6. Sådan har det været siden 1995. Aftenlukning på hverdage skyldes altså ikke lukkeloven, men gammel vane eller mangel på kunder. På den baggrund virker loven endnu mere betydningsløs, men den kan selvfølgelig være irriterende på helligdage, især i påsken.

Jeg beklager at jeg skrev om noget jeg ikke havde undersøgt, men det ændrer ikke på mine konklusioner. I øvrigt er der mange andre der ikke er klar over det, f.eks. formanden for KU her.

Hvis man vil undgå mega-centre og butiksdød, så er lukkeloven et forkert redskab. Det er bedre at udnytte den eksisterende planlovgivning og i det hele taget indrette sin byplanlægning efter hvad man vil opnå. Desværre er man gået den stik modsatte vej i de sidste 10 år - hen imod store kolosser forsynet med motorvejstilslutning eller klasket op i bycentrene. Tænk på Field’s, Fisketorvet og den fuldstændig horrible Bilka-sag i Horsens, hvor et ulovligt megabyggeri blev lovliggjort efterfølgende.

Også i min hjemby Thisted bygger man nu et megacenter lige i hjertet af byen. Jeg tør godt påstår at der var en helt overvejende folkestemning imod centret fra borgernes side, men alle protester blev fejet af bordet. Entreprenøren og byrødderne lugtede penge. For at pynte lidt på ravagen i det historiske bycentrum har man opkaldt centret efter byens søn J. P. Jacobsen, som om han nogen sinde havde noget at gøre med detailhandel. Der skal også være en Føtex, noget som Thisted-borgerne (de købedygtige af dem) længe har savnet - fordi Thisted egentlig er for lille som grundlag for sådan en butik - men nu kommer man endelig til at ligne alle de andre småkøbstæder. Holstebro og Skive er de store forbilleder, forstå det hvem der kan. Måske ønsker købstaden Thisted også at hævne sig over næringsloven af 1856 og tage noget af handelen tilbage fra landsbyerne!

Alle disse dårligdomme er ikke blevet forhindret af lukkeloven. Så den dur ikke til byplanlægning.

Alternativt kan man begrænse storcentrenes åbningstider ved at lave en lukkelov der kun gælder specifikt for dem. Det er bedre end den nuværende lukkelov med en mængde komplicerede undtagelser for søndagsåbent. Og da storcentrene kendte reglerne, da de blev bygget, er det ikke noget synderlig stort overgreb mod dem at fortsætte med restriktioner for søndagsåbent. Hvis der altså er brug for sådanne regler.

Lukkeloven er overflødig, lange åbningstider er også overflødige

Det moderne menneskes tidspres. Jais Nielsens maleri ”Afgang” fra 1918.

Jeg er meget skeptisk mod love og reguleringer af ting som man selv burde kunne finde ud af. Også f.eks. lukkeloven. De ansatte er vel ikke dårligere stillet end i andre brancher hvor der ikke gælder en lukkelov.    

I gammel tid var det faktisk meget almindeligt at købmænd gavde åbent til sent om aftenen. Det har min bedstemor bl.a. fortalt mig om dengang hun var barn. Nu var det jo en anden måde sådanne små virksomheder blev drevet på dengang; typisk familiebaseret med en hel håndfuld børn som kunne hjælpe til. Man skulle ikke have tid til ferie, pendling til/fra job, shopping, tv-kiggeri og mange andre af den moderne kulturs plager.

Men selv om jeg altså ikke er vild med lukkeloven, af principielle politiske grunde, så er det ikke de store praktiske argumenter jeg kan give for længere åbningstider. Jeg tror nemlig man ganske automatisk indretter sig efter forholdene. Større “valgfrihed” giver ikke altid mere frihed og trivsel i dagligdagen. I 1980′erne lukkede butikkerne kl. 17.30. Så blev det kl. 19.00, 20.00 eller endnu senere. Men bild mig ikke ind at man er mindre stresset i dag end i 1985, blot fordi man har mere valgfrihed. Har man 16 timers indkøbsmulighed i hvert døgn, så prøver man bare at nå tilsvarende mere. Det skulle vel nok være muligt at nå tyve minutters indkøb, selv om butikkerne kun har åbent i 9-10 timer dagligt. Også for børnefamilier, med mindre begge forældre arbejder 50 timer om ugen og har mange komplicerede rutiner og transportritualer at holde styr på.

Min lokale Super Brugsen her på Christianshavn plejede at holde åbent til kl. 20. Jeg gik altid derover kvart i otte. Så begyndte de for ca. tre år siden at holde åbent til 21. Og jeg gik altid derover kvart i ni. Uanset at jeg havde hele dagen til rådighed. Nogle af os er altid tidligt ude, andre udskyder ting til sidste øjeblik.

Da jeg arbejdede i Irma, også på Christianshavn, lærte jeg hurtigt at de samme kunder altid kommer lige før lukketid. Selv om det var lidt til grin altid at låse samme kunde ud af butikken kl. 20.10 (hr. hvalrosskæg med de to kartoner rødvin, Rød Look og en pakke skipperlabskovs i pølsepakning), så har jeg ikke selv taget ved lære. Jeg kan stadig finde på at dukke op på min gamle arbejdsplads fem minutter i lukketid og suse rundt efter nogle indkøb. Det handler om vaner.

Løsningen kunne være regulært døgnåbne butikker, men jeg er sikker på at det ville betyde jeg udskød mine indkøb i det uendelige, f.eks. til køleskabet var helt tomt. Desuden er døgnåbne butikker (7-Eleven) langt dyrere pga. omkostningerne, så jeg handler der yderst sjældent. Ja, jeg udskyder i så fald indkøb til almindelig butikstid næste dag, eller næste…

Det samme gælder togdriften. 20-minuttersdrift er meget godt, da man så bare kan dukke op og tage næste afgang, uden planlægning. Men skal jeg hjem til Thisted, er der kun forbindelse hver anden time (i bedste fald). Det kræver altså en vis planlægning. Men før man får set sig om, er klokken 17 eller 19, hvor de sidste forbindelser er kørt. Så må man vente til næste dag. For mit vedkommende behøvede der altså kun køre få tog om ugen. Så ville jeg bedre kunne ramme en bestemt afgang. Samuel Rachlin har fortalt fra sin barndom som deporteret til Sibirien, at man kun kunne rejse fra stedet ved at stille sig ved den mægtige Ob-flod og vente på at se røg fra en damper som sejlede hver tredje uge, uden fast plan. Det ville passe mig glimrende.

Her er nogle beretninger fra Hader Kunder, et meget godt website hvis man skal have slået 10 minutter ihjel (vi kan jo godt kede os selv om vi har meget vi skal nå):

“Jeg arbejde i et supermarked på Østerbro, hvor vi lukkede kl. 18.00.

Hver dag kom der en mand kl. 17.59 ind gennem døren og startede sine indkøb og han var ikke til at jage ud, selv om jeg fortalte ham at vi var lukket og vi ville gerne hjem, men ikke tale om han tog den tid det tog for at gøre sine indkøb. Så begyndte vi at holde åbent til kl. 19.00 og hvem kom ind gennem døren kl. 18.59?

Samtidig havde kasse ekspedienten overhørt en samtale hvor han fortalte at han var skolelærer og dermed kom tidlig hjem og altså sagtens kunne nå sine indkøb om eftermiddagen.
Så vi besluttede at give ham en lærestreg.

En aften havde jeg taget skiltene ind og stod parat i indgangsdøren, så da jeg fik øje på ham et par 100 meter væk, skyndte jeg mig at låse døren og lukke gitteret ned.

Han begyndte så at banke på ruden og da jeg gik hend til ham og råbte at vi havde lukket, pegede han på sit armbåndsur for at vise at klokken ikke var 19.00 endnu, så viste jeg ham mit ur, der tilfældigvis viste 19.02.

Næste dag kom han ind i butikken ca. kl. 15.00 og klagede til førstemanden over at vi havde lukket for tidligt, men både førstemanden og kassedamen sagde at klokken var over 7, så han gik med uforrettet sag.

Sammen aften kom han igen kl. 18.59 for at købe ind, men tænk endnu en gang havde jeg lige lukket butikken.

Fremover kom han i god tid.”

 —

“Historien får mig til at tænke på en historie fra 1916, hvor købmanden havde åbent til kl. 11.00 lørdag aften. Min far var i lære og har fortalt mig, at hver lørdag aften 5 min. over 11.00 kom en gammel dame fra nabolaget og bankede på. “Undskyld, man kan jeg ikke lige købe en flaske petroleum. Jeg sad og holdt øje med klokken, men så løb tiden fra mig” Hun havde haft hele dagen til at købe ind, men kom altid efter lukketid hver lørdag - hver gang efter forskellige småting. Historien siger noget om, hvor vigtigt det i grunden er at holde længe åbent.”

Det er drømmen om de uendelige muligheder, individualiseringens paradis, der spiller ind når man tror at vi får et meget bedre liv uden lukkelov, med flextid for alle og døgnåbne institutioner. Men selv om jeg tror lykke-værdien er begrænset, så kunne det nu være meget godt at kunne købe ind til midnat, bare en gang imellem.

Et sidste farvel til Jens og Lykke

Venstre vil give Jens Rohde comeback  (Politiken)

Jens Rohde skal have politisk comeback som europa-parlamentariker, mener topfolk i Venstre. … Også prorektor ved Københavns Universitet, Lykke Friis, nævnes i Venstres top som en oplagt kandidat. …

Comeback i EU-parlamentet? Enhver ved at når man sender politikere derned, så er de lagt på hylden. Jeg synes faktisk Jens Rohde er bedre værd - i hvert fald lidt.

Men jeg ville gerne slippe for Lykke Friis’ propaganda. Når hun er kommet i parlamentet vil vi høre noget fra hende langt sjældnere.

Hvordan kan hun i øvrigt blive brugt som uafhængig kommentator hvis hun er medlem af Venstre? På den anden side blev hun også brugt som kommentator da hun var ansat af Dansk Industri, helt uvildig, naturligvis…

Posted in EU, Venstre. 1 Comment »

DF giver Natasja fingeren tilbage

“DF’s brug af Natasja forarger”

er den seneste vinkel i Politikens DF-kritik. Det består i at den afdøde hetz-rapper Natasja skulle have ophavsret til sætningen “Gi’ os Danmark tilbage”.                             

Natasja-kulten er et interessant eksempel på mytedannelse hos venstrefløjen og hvordan banal kunst og banal politik smelter sammen. Mere om det senere i dette indlæg. Men først lidt om ophavsretsbrud eller inspiration. To ord for næsten det samme.

Natasja begik selv plagiat. Melodien til Natasjas store posthume hit var stjålet fra 1960′er-gruppen Surfaris. Den ikke bare ligner, basgangen er helt den samme (Surfaris: Wipeout, 1963, lyt og genkend på Youtube) :

Andre Natasja-lån er titlen “I Danmark er jeg født” (H.C. Andersen) og verset “Hvis du strammer garnet, kvæler du jo barnet” (Peter Faber: Højt fra træets grønne top). I det hele taget låner hiphop gerne mangt og meget fra andre steder. Det er en del af stilen at den handler om overflade og bruger mange readymade citater, frem for at præstere selvstændig digtning.

På billedsiden er der også plagiat. Her er videoen til Gi’ mig Danmark tilbage, hvor DF havde en stjernerolle (se den på Youtube):

Rapsmarken er brugt i flere DF-publikationer, blandt andet på DF’s hjemmeside.

Natasjas plagiat.

Folkedanskerpartiet med vindmølle og hollandske tulipaner. En af de mere originale Natasja-visioner.

Når Natasja-fløjen bliver så vrede og sårede, så handler det ikke om brud på ophavsretten, men krænkelse af venstrefløjens ære og selvbillede. De har aldrig drømt om at fingeren kunne blive vendt mod dem selv. De anser sig selv for samfundets evige ofre der har eneret til ironi og oprør. DF driller dem nu ved at tage et symbol og vende det på hovedet.

Sangens producer, Søren Skov (DJ Pharfar), er især forarget over, at Dansk Folkeparti tager et nummer, som er ment som en lodret finger i fjæset på den højredrejning af det danske samfund, som Dansk Folkeparti står i spidsen for.  (Politiken)

Det er netop derfor man frydes over at DF giver Natasja fingeren igen. DF ønsker jo også at give Danmark tilbage til folket. Det må vel være tydeligt for enhver at det er hvad DF’s selvopfattelse bygger på. At “give et land tilbage til folket” kan bruges som slagord for alle mulige subjektive politiske opfattelser. Natasja kan ikke tage patent på det. Natasjas sang er langt mere et politisk statement end den er noget andet, og så må man have lov til genmæle. Sangen i sig selv var dog ikke noget særligt. Det var først efter Natasjas død og ophøjelse at hun blev til symbol på kampen mod VKO og det etablerede samfund. Det er farligt hvis ingen får lov til at punktere venstrefløjens myter, der i øvrigt bruges til at legitimere vold.

Dog skal jeg ikke kunne sige om DF eller partiets reklamebureau (hvis de bruger sådan et) virkelig har været bevidst om hvad Natasjas sang står for. Eller at sætningen Gi’ mig Danmark tilbage forbindes med hende. En sangtitel eller et slogan kan jo være rammende netop fordi det er lånt fra dagligsproget. DF har i det mindste lagt en selvstændig nuance ind, da deres udgave er Gi’ os Danmark tilbage. Det lille “os” er måske fællesskabet.

Politiken har fundet en “ekspert i ophavsret” som erklærer at sloganet er lovligt, da udtrykket jo ikke er Natasjas opfindelse. Alligevel bøjer Politiken hans ord til at det er “en gråzone”, tilsyneladende en selvmodsigelse i forhold til hvad han ellers siger.

Det havde været godt hvis DF citerede Natasja mere ordret. Gerne længere sekvenser. Så ville man blive mindet om DF’s annoncer hver gang man hørte Natasja, og måske ville hun miste noget popularitet, så jeg ikke var tvangsindlagt til at høre hendes væmmelige støj-reggae og fanatiske tekster, der har forfulgt mig overalt i byen. Som propaganda er musik effektivt, for man kan ikke bare bladre væk fra det, ligesom man kan med en annonce.

Natasjas budskab

Det bedste jeg kan sige om Natasjas musik er at den er energisk. Til gengæld er indholdet ikke så skarpt. De politiske visioner er naive og usammenhængende. Der er ikke meget tolerant hippie-drøm i Natasjas budskab. Der er en forhærdet og hadsk undertone, som hendes fans nok ikke rigtig vil erkende, for den er jo rettet mod dem som de alle elsker at hade.

Jeg har lyttet til flere Natasja-numre igen for at kunne dømme hende rimeligt i dette indlæg. Selv om hun ikke er nogen stor sanger, så har hun masser af drive og enkelte steder noget ægte. Men det som jeg ikke kan snuppe er hendes personlighed som skinner igennem det hele. Så selvbevidst og selvretfærdig. Som hos andre kunstnere er hendes personlige usikkerhed udgangspunktet, og en stor udadvendthed er det som gør usikkerheden kunsnerisk frugtbar. Men der er noget vredt og monomant over hende. Hendes mange små politiske budskaber har ikke til hensigt at overbevise, udvide horisonten hos lytteren eller få ham til at tænke. Det er letkøbte holdninger som de fleste i hiphop-miljøet er enige i. De tjener altså bare til at bekræfte sig selv og hinanden i hvor gode mennesker man er, og hvor væmmelige modstanderne er.

Det gode er at jeg ikke længere må holde mig for ørerne når jeg hører hendes musik. Hun er ligesom blevet ufarlig og hevet ned på jorden. Efter DF’s drilleri (som sikkert var ganske utilsigtet) så står det 1-1 mellem DF og Natasja. Eller 2-1, da Natasja-tilbederne lavede et stort selvmål ved at optræde fornærmet ud over alle grænser.

Teksterne er yderst normative selv om de netop hævder at være imod “normalisering”. De deler hele samfundet op i “os” og “dem”, altså netop det som man beskylder VKO for at gøre. Se videoen til “Gi’ mig Danmark tilbage”, der viser grå flok-zombier stillet over for vilde og dejlige, ægte mennesker. De onde er de over 50 % af Danmarks befolkning, som går på arbejde, er grå og kedelige, støtter regeringen og er gode venner med politiet. De onde er på coke, som de køber i Istedgade, mens de gode ryger hash og elsker Christiania.

Jeg kan se det ske, det er ak det er ve,
det er Satan og han lægger kræfterne i,
det er nat over dag, det er bæ over ble,
det er død over liv, det er træl over fri,
det er kød på kniv, det er råb, det er skrig,
det ligner en krig, og det er spild af politi,
det er dødelig gift i min urtete.
Og det er noget de kan li’ i det danske parti,
helt fucked up på sne.
Woow, sagde jeg det?  
(Gi’ mig Danmark tilbage)

Dansk Folkeparti får altså sine fucked up idéer fordi de alle sammen er på sne (kokain).

Det er lidt mystisk hvorfor forsagelse af Satan kommer ind i billedet, når Natasja samtidig lægger afstand til religion. Hun bryder sig jo ikke om Ruth Evensens frikirke. Men det er vist bare en ordflom, som dansk rap ofte er. “Bæ over ble”. Der er dog en kraftig dualisme som også kendes fra religion: Satan, ak og ve, nat, bæ, død, træl, råb, skrig, krig, gift. Stillet over for: dag, liv, fri, urtete.

Hun havde også andre meninger om det gode liv, for eksempel hvor lang tid sex skal vare. Det er jo bestemt ikke op til den enkelte, det er et kønspolitisk spørgsmål:

Sex er godt, sex er fedt, sex er sundt
Og det får hele verden til at snurre rundt
Sex er bedst når det vare mere end et sekund
Og det skal helt sikkert ikke gøre ondt
Sex er godt når man får hvad man kan rumme,
men visse pornofilm er sgu da rimelig grumme
De burde vist ha en advarsel i starten, fuldstændig ligesom i Jackass
’Yo, dont try this shit at home’ …
Du’ da herre grim er du ikk?
Tror du selv at jeg vil ha din pik
Du må vist videre, hils din pik
Fi er min og du får den ikk…
Gå nu væk med dig selv og din pik
Fi er min og du får den ikk
Jeg ved at den er fin, men du har ingen respekt
Så få lidt skik på din lille pik
Dumme sultne unge mænd,
styrer slet ingen ting
Tingen styrer deres ben og fører dem fra seng til seng …
(Fi er min)

De politisk aggressive tekster er de mest populære, og det er selvfølgelig ikke Natasjas skyld, men det siger noget om kulten omkring hende. Der er også godmodige sange, men det er ikke dem hun er blevet kendt for:

Kom nu tøser, find de nyeste bedste dansesko
Før solen går stille ned over Vesterbro
Nu' det tid til et bad og en mojito
De fede jeans på og røven den er go’
Du er som født igen, og verden den er stor
Du gør din ting uanset hvor meget de glor
Der er ild i bålet, bassen pumper, tag din plads
Natten stopper ikke før du' tilfreds
(Op med ho’det)

“I Danmark er jeg født” er faktisk en af de få sange, hvor jeg hørte noget ægte personligt og lyrisk der gjorde indtryk på mig:

Verden den er stor
Mærk dig mine ord
Jeg trives hvor jeg bor
Men jeg savner Sudan og den røde jord
Min far, min søster og min bror... ye-ah

Så verden den er stor
Mærk dig mine ord
Jeg savner min mor
Når jeg følger mit hjerte, hen hvor peberet gror
Og hvor musikken bor i hvert ét ord... ye-ah

“Sudan og den røde jord” - det er smukt. Desværre er den lyriske passage hurtig overstået. Sangtitlen passer ret dårligt, og indholdet er selvmodsigende, for hun trives ikke og føler sig ikke 100 % hjemme i Danmark, men er splittet.

I Danmark er jeg født
Der har jeg hjemme
Der har jeg rod, og
Derfra min verden går
Men jeg tøver år efter år
Kan ikke se hele den vide verden hvor
Jeg skal blive gammel, slå mig ned og byg' min bondegård...

Skal jeg blive hos min mor
Og de hårde vintre i det kolde Nord
Eller skal jeg søge sydpå ad tropiske rytmespor
Hjælp mig Odin og Thor! ...
Jeg rejser væk igen og letter mit tungsind
Fuld galop i den varme ørkenvind
Hesten den er døbt og købt, jeg ... den, jeg vinder løb
Som første kvinde
og Sudan er over ende... Ingensteds
har jeg følt mig så elsket og så hjem'
Familien og de mange smil får mig til at glem'.. at
det danske sprog er min modersstemm'
Kalder på mig inden længe
med et suk, pudser jeg min vinge
For at vende næsen stik nord igen
Men noget inden i mig trækker mod Caribien
Der er en melodi
Så simpel og så fri, jeg synger med, for den har sat sig inden i
Jeg skriver sange om blandet blod
om den storm, der raser i mit hoved
Om at vælge eller vrage, om at være, om at vise mod... overskud

(”Jeg vinder løb” henviser til at Natasja som første kvinde vandt et hestevæddeløb i Sudan).

Det kunne have været en meget god sang om at have hjemme flere steder, men pludselig skal Pia Kjærsgaard, Jonni Hansen og Ruth Evensen have skylden:

Det er komplet lige meget, hvor pæredansk jeg er
Jeg vil altid være hende "Den lille mørke dér"
"Er du adopteret?”
”Kommer du fra Indien?”
”Har du en far?”
”Hvor kommer du fra?”
Og jeg må svare: ” Islands Brygge det er da klart”
Jeg føler mig dansk og det er nemt at blende ind,
men der vil altid være en Pia, en Jonni og en Evensen
der synes jeg er for dum og grim og bør sendes hjem
men fuck nu dem, for jeg ved at hele verden er mit hjem

“Det er komplet lige meget, hvor pæredansk jeg er” og de næste linjer synges med en karrikeret højdansk udtale. “De rige”, Dansk Folkeparti, nazisterne og Faderhuset er samme grød.

Sangen slutter langt fra det lyriske udgangspunkt. Hun er meget bevidst om sin popularitet på Jamaica. Men hun ved godt hun ikke bliver accepteret som neger, selvom hun gerne ville:

Jeg kører klatten når jeg taler som dem
Jeg hører mine sange styre Irie FM
Og selvom de kan li’ mig og de elsker min stemm’
Så er jeg meget hvider’ og lugter langt vær af peng’…

Jeg prøver lykken år efter år
Og jeg ved li’ præcis hvor jeg står
I Sudan er jeg en blegfis
Og i Danmark det Sorte Får. Mæhhh
(I Danmark er jeg født)

At hun var “det sorte får” i Danmark er ren selviscenesættelse og misvisende. Hun var forholdsvis ukendt før hun døde, og bagefter blev hun forgudet.

Næsten alle hendes sange handler lidt om hash. Især om hvor gode mennesker hashrygere er. De eneste gode danskere er faktisk dem der ryger den fede på staden. Her er der en hyldest til den internationale hashhandel:

Hvis de nu lovliggjorde tjalden
og tog lidt skat på ballen
var der flere lommepenge til os alle ...
Tjalalala flyder over vande,
tjalala flyder mellem lande,
tjalalala flyder over grænser,
meget mere end du ænser!

Chistiania, Danmark 
Stå sammen
Kom ud af skabene
Vis I ryger den fede
Vi ved der er 2 millioner mennesker, der ryger den fede
hver evige evige eneste dag
Politiet går rundt på Christiania hver evige evige eneste dag
Tonsene vælter ind over grænserne
(fra efterspillet til I Danmark er jeg født)

Bemærk at hun også kommer med en idé til en ny skat. Natasja kunne alt og vidste alt. Hun var aldrig bleg for at komme med banale politiske løsninger. Nok så klichéagtigt, men meget populært i det segment der lytter til hendes musik.

Natasja døde som bekendt fordi hun kørte i bil med en fuld og skæv chauffør, der i øvrigt stak af fra ulykkesstedet (EB/Politiken). Det var altså hendes ulykke at hun tog til Jamaica i steden for at ryge den fede på Christiania, hvor biler fornuftigt nok er forbudt. Hash og bilkørsel går jo ikke så godt sammen (de 132 biler på Christiania må parkere ude i de omgivende gader).

Må man også minde om denne her - den havde trods alt humor:

 (Gaffa)

Bladet kan købes for kr. 30 hos Gaffa. Plakaten er vist udsolgt, så plagiatet af DF’s design blev altså en kunstnerisk og kommerciel succes.

Originalen var denne her:

 (DF)

Jeg synes at både DF’s brug af en helt almindelig sætning, Natasjas plagiat af og injurier mod DF, og  Outlandish/Gaffas plagiat  af DF’s design er inden for det tilladeliges grænser, uanset værdien af deres kunst og politik. Selv om Gaffa selvfølgelig stjæler af reklamebureauets arbejde, som ligger bag DF-plakaten. Brugen af DF’s logo er lige på grænsen. Natasjas brug af The Surfaris’ musik er rent tyveri, med mindre der er betalt royalties. Det handler jo ikke om et citat som led i en kunstnerisk eller politisk debat.

Juraen er imidlertid ligegyldig for de krænkede. Der er gået noget i stykker inde i dem selv, og de er naturligvis overbevist om at DF har gjort det for at såre dem. Når DF hævder at det bare er en almindelig sætning, så må det naturligvis være fordi de lyver. Intet fra DF’s side er tilfældigheder, da de p.t. er den ondeste kraft i universet. Derfor er DF og Natasja ikke lige for loven.

Natasja var ret ukendt indtil hun døde, men siden har man opbygget en total myte om hende. Når man havde de lækre holdninger, døde ung (uanset at man ikke døde for holdningernes skyld) - og dertil har vundet tre Danish DeeJay Awards, tre Zulu Awards, fire Danish Music Awards og to gange Årets Steppeulv efter sin død, så har man krav på at have retten på sin side, mener Natasja-krigerne. Honi soit qui mal y pense, på nudansk: dem der mener noget andet skal have bank.

Opdateret/udvidet 10. maj.

Såkaldt forargelse giver medvind for DF

(DF)

DF’s lille annoncekampagne har skabt en bølge af beskyldninger og afstandtagen, helt efter bogen. At kalde det oprigtig forargelse er en vanvittig overdrivelse. Der er tale om en reaktion helt nede fra reptilhjernen.

Forargelsens vinde har noget til fælles med det ægte vindfænomen, hvor én retning nede på jorden skaber en stik modsat vindretning oppe i højere luftlag. De andre partier spræller, men meget snart vil de som vanligt dreje ind på DF’s kurs, fordi DF igen har sat fingeren på et ømt sted.     

De tre annoncer, hvoraf én faktisk viser en kvinde kun med tørklæde og ikke slør, er forsynet med en relativt lang argumenterende tekst. Den kan man blot læse, og så har man DF’s holdning. Selvfølgelig stiller man budskabet på spidsen, hvad ellers? Enhver god kampagne skal provokere. Som en buddhistisk leder sagde om blasfemi: Vi støtter det, for det får folk til at tænke (Robert Irwin, JP 12/4, side 17). Jeg tør godt udelukke at DF skulle være i stand til at spekulere bevidst med provokation som eneste formål. Reaktioner er nemlig ikke så enkle at forudsige. Forargelsens mod- og medvind kan være en bieffekt, men i første omgang handler det om at formidle sit budskab, og det gør DF på meget enkel og troværdig måde. Det er udelukkende de politiske modstanderes eget ansvar, når de kvajer sig hver gang og gør deres angreb på DF til selvmål.

DF’s kampagnestrategi                     

DF udmærker sig ikke kun ved sin konsekvente kritik af islamisering, men også via sin måde at føre kampagner på. DF bruger hovedsagelig penge på annoncer og plakater mellem valgene. I modsætning til alle andre partier der brænder det hele af under valgkampen. Der findes en konsensus om at tonen godt må være hård i en valgkamp, men DF fører altså på en måde valgkamp hele tiden, i den forstand at de konstant viser klare holdninger. Hvilket de andre partier og pressen vist aldrig har accepteret, endsige taget ved lære af. Det er altså ikke kun DF’s holdninger og stil men også kampagnepraksis der provokerer.

Den lange og seje strategi har også givet pote - i form af støt og rolig fremgang ved hvert valg. Uanset politisk farve må man mene at det er godt klaret af et kun tretten år gammelt parti, som i den grad var lukket ude af det gode selskab fra starten.

Hvis man skal efterligne DF’s strategi kræver det naturligvis at der er et noget at formidle. Løbende reklamer for pakker uden indhold sælger ikke noget. En lille gætteleg - hvilke partier har følgende budskaber? Alle er sakset fra partiernes hjemmesider i dag.

Hold musen over sætningerne for at få svar.

Kig selv på hjemmesiderne. De er ens helt ned i selve opbygningen. Det er kommet på mode at inddele siderne efter de 4 p’er: politik, parti, personer, presse. Også her er det stort set kun DF der skiller sig ud fra de andre.

Ved sidste valg var alle partiers plakatdesign udformet moderigtigt af førende reklamebureauer - undtagen DF der holdt fast i en gammeldags, usmart og kedelig grafik, som imidlertid må have understreget noget troværdigt. Det samme ser man i DF’s annoncer - de kunne have været hjemmelavet (se flere af dem her). Men de virker, fordi der er et budskab.

Pointen er at indpakning ikke betyder noget, med mindre man konkurrerer om at sælge samme vare som alle andre.

Forargelsespropaganda

er modtrækket til DF’s kampagne. Forargelsen er en refleks ligesom at bøvse efter måltidet eller hyggeprutte i søvne. Der er dog tegn på at Politiken indstiller kampen efter at have dækket ikke-nyheden fra alle ender og kanter i nogle dage. Som afskedssalut har der været en afstemning for Politiken-læsere! Det er ligesom når en diskussion løber af sporet, og man siger: “Nå, men selv om vi ikke kan få ret, er vi hvert fald enige med os selv.”

På trods af den håndfaste argumentation stemte kun 83 % af Politiken-læserne ja, så der er et stykke vej til forbilledet fra 1938 på 99,7 %:

 (Wikipedia)

Som i øvrigt var både valg af rigsdag, fører og godkendelse af Østrigs indlemmelse (efter den havde fundet sted). Tre folkeafstemninger i ét, måske et eksempel til efterfølgelse for Anders Fogh? Men det er en anden historie.

Hvad jeg i øvrigt mener om tørklæderne vil jeg vende tilbage til, da dette indlæg skulle handle om mediestrategier og indpakninger. Og jeg har vel lov til at have “betænkningstid” ligesom socialdemokraterne, der i øvrigt har excelleret i en total forvirret udmelding: Først blev DF’s annonce udskreget som nazistisk, men senere ville S gange tørklædeforbudet med en faktor 100:

Socialdemokraterne vil ikke bare forbyde muslimske tørklæder hos dommere. Partiet vil også forhindre, at andre offentlige myndighedspersoner går med religiøse symboler. Efter flere dages betænkningstid erklærer Socialdemokraternes integrationsordfører, Henrik Dam Kristensen, sig enig med Dansk Folkeparti, som har foreslået at udvide tørklædeforbuddet til f.eks. sygeplejersker og lærere.

Hvilket Politiken skrev under den meget formildende overskrift “S siger nej til religion i det offentlige rum”. Prøv at sammenligne det med overskrifterne om det samme forslag fra DF.

Sidste: Radioavisen fortæller netop at Henrik Dam Kristensen trækker forslaget tilbage, idet han

“har været for upræcis og givet udtryk for holdninger han ikke har.”

Udpakket betyder det: Jeg har været for præcis og givet udtryk for en holdning jeg havde, men jeg har ændret holdning og/eller partiet er ikke enige. (S splittet om tørklædeforbud, DR).

DF har igen trukket et meget langt strå, udelukkende ved at tage en af samfundets udfordringer op, lave tre simple annoncer og stå fast på en klar holdning. Så enkel er vejen til politisk succes, og så svær at finde for de andre partier. Det bliver spændende at se DF og S i næste meningsmåling.

Creme på drengen

Jamn alså… jeg fik denne reklame på Facebook:

“RestoreMax creme modvirker tørr og sår hud på mænds ædlere dele og tilfører den elasticitet og fugtighed”

En creme specielt til pikken… jamen, godt fundet på. Er der et område på kroppen som er godt beskyttet og har fin hud, som ikke bliver grimmere med alderen, så vidt jeg ved, og som ikke har brug for nogen særlig creme, så er det da netop de ædlere dele. Men det skal nok sælge godt til de metroseksuelle og andre narcissister. Hvis fjæset ikke bliver kønnere, uanset hvilke cremer man smører på, så må vi finde på en anden zone at forkæle. Så føler vi os lidt lækre alligevel.

I det mindste har de fundet på et pænere navn end Anusalve, som kan købes i Matas — som formentlig er en type numsecreme. Er det ikke rød hale man kalder det hos spædbørn? Den kan dog bruges andensteds, skulle man forveksle sine ender:

Kan denne creme bruges i ansigtet? – Ja - ANUSALVE™ er naturlig og kan bruges i ansigtet. Selvom det ikke er det tiltænkte område, har vi haft god feedback fra folk der har benyttet cremen til poser under øjnene.

Lidt research viser at peniscremen er et amerikansk produkt — hvilket forklarer sagen. Den er beregnet til de stakkels omskårne mænd der må lide under tørre og ødelagte slimhinder på penis.

Af samme grund kan man købe glidecreme, flere slags, i almindelige supermarkeder i USA. Alle de omskårne er nemlig nødt til at bruge det, både i det ægteskabelige samvær og når de tilfredsstiller sig selv (de har naturligvis ikke sex uden at være gift). Glidecremen sælges gerne under dæknavne såsom fugtgivende middel og lignende.

Drop hellere omskæring, så kan man undvære hjælpemidlerne.

Efter indholdsfortegnelsen at dømme er RestoreMax sikkert et ganske lødigt produkt, som man udmærket kan bruge som ansigtscreme. Dog til en lidt pebret pris à 189 norske kroner.

Jeg så gerne at man lavede en creme specielt til albuerne. Thi er nogen forsømt, tør, glemt og udsat så er det da dem. Men albuer er ikke lige så sexy. Eller hvad med nakken, som må finde sig i at blive konstant ignoreret qua sin uheldige bagsideposition?

Ti bud for hæmning af dygtige individer

Jeg har p.t. ingen kommentarer til øjeblikkets emner, pleje-strejken og hvad der nu rører sig. I virkeligheden har jeg ikke så meget forstand på arbejdsmarkedet, og jeg finder det ret underordnet om man får 12,8 % eller 15 % i lønstigning (begge dele lyder som fråds). Men jeg er netop stødt på nedenstående notat som jeg skrev i juni 2007. Det handler også om arbejdsmarkedet, men ikke økonomisk set, og om den måde danskere generelt behandler sig selv og hinanden.

Sådan forhindrer man at folk udnytter evner og potentialer der kunne risikere at gavne dem selv og samfundet:

1. Tal aldrig om løn. Gør det ikke muligt for dine medmennesker at vide hvad de kan opnå hvis de stræber efter det. Dygtige folk fra de lavere samfundslag har ikke godt af at vide at de kan komme til at tjene det dobbelte hvis de tager en uddannelse.

2. Fokuser på det dårlige ved arbejde. Tal og skriv om at man har alt for lidt fritid. At cheferne er dumme, og arbejde gør syg. At skatten er så høj at arbejde slet ikke betaler sig.

3. Behandl de højtbegavede som udskud. Lad dem ikke tro de kan bruges til noget. Gør det tidligt i deres liv. Fortæl dem det ikke er godt at interessere sig for meget for én ting. Sørg for at de højst bliver postbude - det har de fortjent, de overlegne skiderikker. Magten og æren tilhører de mellembegavede.

4. Få dem der har det lidt svært til at tro de er syge. Fokuser intensivt på psykiske lidelser som et stort samfundsproblem. Giv ufokuseret samtaleterapi til dem, der søger behandling - hold dem hen med snak og en pille eller to. Fortæl dem det er genetisk. Er deres sorger små, så lyt til dem, men svar ikke noget bestemt; det vil få dem til at tro at de små sorger er store. Er deres sorger store, så sig at livet er dejligt, at de ikke har grund til at have det dårligt og bare skal smile lidt. Så vil de tro at der er noget galt med dem, når de føler at deres små sorger er store. Giv ikke gode råd til din familie og omgangskreds - kom ikke for tæt på dem - henvis dem til professionelle og evt. til sludrehjælpende bøger.

5. Gør det let at få offentlige ydelser i længere tid. Eller gør det svært - så modtagerne føler de har gjort et stykke arbejde, når de når målet. Lad evt. modtagerne bruge deres tid på døsige kurser og ligegyldig aktivering.

6. Sæt fokus på samfundsproblemer, især uhåndgribelige og “etiske” temaer som Ungdomshuset, afviste asylsøgere og uro i fjerne verdensdele. Fjern fokus fra mennesket selv og hvad det kan gøre ved sin egen situation. Det vigtigste er at alle er bekymrede.

7. Vær uafhængig. Stil ingen krav til andre, gør ingen særlig indsats for andre. Giv dem ikke noget at leve op til. Lad som ingenting. Gør det nære fællesskab til en illusion.

8. Kom med kritik i hverdagen. Bid straks fra dig når nogen har trådt på dig. Du diskrimineres både som person og som gruppe. Kræv din ret, også når den er urimelig. To tredjedele af din tale bør være negativ, højst en tredjedel positiv.

9. Brug hygge og ironi - altid. Hold møder med kaffe og rundstykker eller smørrebrød - det sænker effektiviteten. Vær humoristisk og sarkastisk. Gør det både på arbejde og når du har fri. Dukker der et seriøst eller følsomt emne op, så stik en vittighed.

10. Tro ikke på dig selv. Så gør andre det heller ikke. De skulle jo nødig gøre sig bedre end dig.

Hvis man følger det - og det gør man desværre - så kan man med ret god succes forhindre en del af de dygtige i at udfolde deres potentialer. Og det rammer også alle de andre “almindelige”, for de fleste mennesker er vel dygtige til noget.

Ungdomshus-politikere har ikke råd til opera

Venstrefløj vil af med millionstøtte til Operaen (Berlingske)

Venstrefløjen på Københavns Råd­hus vil droppe kommunens årlige støtte til Det Kongelige Teater og Operaen. Det er ikke en kommunal opgave at poste millioner i en statslig institution, lyder det. 

SF og Enhedslisten på Københavns Rådhus vil stoppe kommunens årlige økonomiske støtte på 40 mio. kr. til Operaen og Det Kongelige Teater. Ifølge de to partier er det principielt forkert, at københavnerne skal sponsorere en statsinstitution, og samtidig er københavnernes udbytte af støtten minimal, mener socialborgmester Mikkel Warming (Enh.).

»Når man ser på, hvad Københavns Kommune får for de 40 mio. kr., så kan det slet ikke forsvares, at vi giver så mange penge til projektet, samtidig med at vi står og mangler penge til f.eks. integration og den forebyggende sociale indsats. Det kan da godt være, at den årlige operakoncert i Søndermarken på Frederiksberg nu afholdes i Fælledparken i Københavns Kommune, men jeg tror faktisk, at langt de fleste københavnere er ligeglade med, om de skal gå 200 meter ind på Frederiksberg for at høre opera,« siger Mikkel Warming. …

»Det er noget rod, at vi som kommune giver penge til en statslig institution – vi støtter jo heller ikke Nationalmuseet eller Statens Museum for Kunst. Og desuden kan vi få langt flere tilbud for pengene, hvis vi selv råder over midlerne, både når det gælder kultur, integration og den sociale indsats,« siger SFs børne- og ungdomsborgmester, Bo Asmus Kjeldgaard. …

Ha ha ha ha ha… hvad med de 70 millioner som S-SF-Radikale-Enhedslisten på Københavns Rådhus har bevilget til nyt Ungdomshus med tilbehør.

Hvis ikke det var fordi jeg er jyde og ikke ægte københavner, og hvis ikke det var fordi jeg i mit liv foreløbig har været netto-nyder frem for yder af skattepenge, så ville der ikke være så meget at grine ad.

I øvrigt har netop Mikkel Warming (Ø) ikke så gode erfaringer med at styre offentlige penge. Læs her. Der er foreløbig delte meninger om Bo Asmus Kjeldgaards succes med oprydning efter Per Bregengaards (Ø) katastrofale underskud på 500 millioner - i det mindste var Kjeldgaard medansvarlig for underskuddet, da han sad i økonomiudvalget (pro, contra). Men Københavns Rådhus virker generelt som lidt af en tivolibule hvor politikerne har hænder af teflon. Ansvar glider af, og teflonhænderne har svært ved at holde fast om nogen former for principper og politisk styring.

Nazitysk smædesang om de allierede storhitter?

Politiken og DR har gjort det til en dårlig vane at være Kina-venlige. Nu hvor alle andre er blevet så kritiske. Skal man være kritisk mod vesten, må man være flink mod diktaturstaten Kina, synes journalisthjernerne at tænke.

Den kinesiske propagandamaskine har virket. Politiken har loyalt labbet det i sig. Se artiklen herunder i venstre spalte. Der er ganske vist indskudt et “efter sigende” to gange. China Daily er beskrevet som“statskontrolleret”, men det er ikke nok til at give et alibi for objektiv og kritisk journalistik.

Lad os forestille os en forårsdag i 1943, kort efter opstanden i Warszawa. I højre spalte ses mit bud på hvad Politiken eventuelt kunne have skrevet.

Dengang havde man i det mindste den undskyldning at Danmark var besat og pressen underlagt censur  i modsætning til i dag. Eller?

Politiken i dag:

Kinesisk smædesang om CNN storhitter

 
En kinesisk popsangerinde har lavet en protestsang mod CNN’s dækning af urolighederne i Tibet. Millioner af kinesere lyttere er eftersigende vilde med den.

Der er milevid forskel på kinesiske og vestlige mediers dækning optøjerne i Tibet sidste måned. Og ifølge den kinesiske popsanger Murong Xuan er de vestlige medier, i særdeleshed amerikanske CNN, havnet i den helt forkerte grøft.

Derfor har hun skrevet en sang, der har den engelske titel ‘Don’t be too CNN’ (Vær ikke for meget CNN), som lige nu storhitter i Kina.

CNN er bedrag
Mens kinesisk tv og aviser mest fortalte om de vrede tibetaneres overfald på han-kinesere og afbrændinger af kinesiske butikker i deres dækning, har de vestlige medier i højere grad fokuseret på tibetanernes desperation over at blive holdt i et kinesisk jerngreb.

Som modtræk til det billede har Murong Xuang lagt sin sang ud på internettet sammen med en video, der viser klip fra CNN’s dækning af urolighederne klippet med billeder, der viser han-kineserne, der bankes og får brændt deres butikker af.

»Hvorfor bryder I jeres hjerne med at gøre alt sort til hvidt«, spørger sangerinden i sangen.

»CNN sværger, at alt på kanalen er sandhed, men jeg har langsomt fundet ud af, at det rent faktisk er bedrag. Tro ikke, at en løgn bliver mere sand ved at gentage den igen og igen«, lyder teksten.

Samles i soldaritet mod CNN
Ifølge den statskontrollerede avis China Daily har CNN’s troværdighed lidt et alvorligt knæk i Kina, siden kanalen viste billeder af en flok mennesker, der angriber militære køretøjer - ifølge China Daily for at bevise, at der er en overdrevet stor kinesisk militær tilstedeværelse i hovedbyen Lhasa.

»Bølgen af vrede og patriotisme, som er affødt af CNN’s nylige dækning af Kina, har ført til skabelsen et kæmpe hit og har fået millioner af internetbrugere til at vise deres soldaritet online«, skriver China Daily.

Vil hitte i karaokebarerne
Ifølge avisen opfordrer nogle af de eftersigende millioner af fans af ‘Don’t be too CNN’ til, at sangen bliver gjort til karaokesang, så alle kinesere kan synge med på landets mange karaokebarer.

»Hele det kinsesiske folk er forenet i støtten til vores land, når det møder udfordringer«, skriver en kinesisk lytter i et debat på nettet.

Hør hele sangen og se videoen her.

Politiken – som man kunne have forestillet sig i 1943:

Tysk Smædesang om udenlandsk Presse er en ren Schlager

En tysk Varietésangerinde har lavet en Protestsang mod allieret Pressedækning af Urolighederne i Warszawa. Millioner af tyske Lyttere er efter sigende vilde med den.

Der er milevid Forskel paa Tysk og allieret Presses dækning af optøjerne i Warszawa i sidste Maaned. Og ifølge den tyske Varietésangerinde Marika Rökk er den jødekapitalistiske Presse, i særdeleshed den amerikanske, havnet i den helt forkerte Grøft.

Derfor har hun skrevet en Sang, der har den engelske Titel “Don’t be too American” (Vær ikke for amerikansk), som lige nu er blevet en populær Schlager i Tyskland.

USA er bedrag
Mens tysk Filmrevy og Aviser mest fortalte om de vrede Jøders og Polakkers overfald paa Ariere og afbrændinger af ariske Butikker i deres Dækning, har den allierede Presse i højere Grad fokuseret paa Polakkernes Desperation over at blive holdt i et tysk Jerngreb.

Som modtræk til det Billede har Marika Rökk udgivet sin Sang paa gratis Folkegrammofonplader sammen med et Billedhæfte, der viser Klip fra amerikansk Presses dækning af Urolighederne klippet med Billeder, der viser Arierne, der bankes og faar brændt deres Butikker af.

»Hvorfor bryder I jeres Hjerne med at gøre alt sort til hvidt«, spørger Sangerinden i Sangen.

»Den amerikanske Presse sværger, at alt i deres Aviser er sandhed, men jeg har langsomt fundet ud af, at det rent faktisk er Bedrag. Tro ikke, at en Løgn bliver mere sand ved at gentage den igen og igen«, lyder Teksten.

Samles i Solidaritet mod USA
Ifølge den statskontrollerede Avis Völkischer Beobachter har den amerikanske Troværdighed lidt et alvorligt Knæk i Tyskland, siden man i USA viste Billeder af en Flok Mennesker, der angriber militære Køretøjer - ifølge Völkischer Beobachter for at bevise, at der er en overdrevet stor tysk militær Tilstedeværelse i Generalgouvernementets hovedby Warszawa.

»Bølgen af Vrede og Patriotisme, som er affødt af USA-Pressens nylige Dækning af Tyskland, har ført til Skabelsen af en populær Sang og har faaet Millioner af Avislæsere til at vise deres Solidaritet«, skriver Völkischer Beobachter.

Vil blive populær i Varietébarerne
Ifølge Avisen opfordrer nogle af de efter sigende Millioner af Tilhængere af “Don’t be too American” til, at sangen vises paa Filmskærme, saa alle Tyskere kan synge med paa landets mange Varietébarer.

»Hele det tyske Folk er forenet i Støtten til vort Land, naar det møder Udfordringer«, skriver en tysk Avislæser i en Debat i Pressen.