Staten lukker munden på vanskelig borger

Fra sn.dk (Frederiksborg Amts Avis):

Retssag tog 22 år

Det danske retsvæsen har brugt urimelig lang tid på at afslutte en stævningssag, som den tidligere Vejby-borger Birthe Lundquist rejste mod det private vandværk Studebjerg i 1985. Sagen blev først afgjort i 2006 – 22 år og 72 dage efter, at den blev rejst.

Den lange procestid er nu årsagen til, at Birthe Lundquist får tilkendt en økonomisk erstatning på 12.000 Euro. Det er en del af et forlig, som nu er blevet stadfæstet af menneskeretsdomstolen i Strassburg.

I forliget forpligter Birthe Lundquist sig til ikke at komme med flere klager over de gener, hun har haft ved at retsvæsenet var så længe om at afgøre sagen. …

Meget besynderligt – og væmmeligt at den danske stat giver en borger mundkurv på.

Men samtidig er det en stor indrømmelse fra statens side.

Hvis det på nogen måde var borgerens egen skyld at sagen havde varet i 22 år, så ville staten aldrig have givet sig en tomme.

Det kræver udholdenhed og en dygtig advokat at komme så langt – og så bliver man spist af med sølle 12.ooo  euro.

For staten er det ingenting.

For Birgit Lundquist, der efterhånden er 74 år, har det måske været bedre end at trække sagen endnu mere i langdrag, og så har hun stillet sig tilfreds med det latterligt lave beløb. Eller måske har advokaten foretrukket et forlig inklusive betaling af de sikkert betragtelige sagsomkostninger frem for en afgørelse i retten, der jo altid er usikker.

Det er under alle omstændigheder dybt forkasteligt at staten uddeler hold mund-klausuler.

Selve erstatningssagen mod vandværket blev afgjort ret tvivlsomt af landsretten i 2000 og højesteret i 2006 (klik og læs DR’s omtale fra dengang).

Børn stemmer borgerligt

Ved kommunalvalget kunne man brevstemme på Københavns kommunes biblioteker, og samtidig havde de fundet på noget nyt: børnevalg.

Valgmodus var temmelig forenklet, ja, man fristes til at sige populistisk. Man skulle ikke vælge mellem partier og personer, men svare på spørgsmålet: Hvad ville du gøre hvis det var dig der blev valgt til borgmester i København?

Bibliotekarerne synes at det  “siger noget om engagement og interesse blandt børn og unge i forbindelse med valg og demokrati”. Det lugter alt sammen lidt af socialisme, hvor alle pinedød skal tvinges til at deltage, men svarene er givet på forhånd.

Men se nu hvad børnene stemte:

• Det skal være sikkert at gå på gaden – 125 stemmer
• Sund mad på alle skoler i København – 68 stemmer
• Det skal være gratis at gå til sport – 54 stemmer
• Der skal være flere cykelstier – 29 stemmer

Det virker meget fornuftigt – det vigtigste først.

At de kræver gratis sport frem for flere cykelstier, kan man så se gennem fingre med, for det er ikke sikkert de lige har tænkt på hvor pengene skal komme fra. Det blev de ikke spurgt om. Man kan desuden tolke det sådan at cykelstierne i København i forvejen er ganske godt udbygget. I øvrigt er gratis sport for børn ikke et urimeligt krav når man tænker hvor mange milliarder der bruges på konkurrencesport.

Den unavngivne børnebibliotekar som har skrevet artiklen på bibliotekernes hjemmeside tillader sig lidt frækt at relativere resultatet:

“Det kan være en hentydning til de mange skudepisoder i relation til de københavnske bandemiljøer, men generelt kan det også være udtryk for, at det betyder meget for børnene, at de kan færdes sikkert i det offentlige rum, fx til og fra skole eller i deres fritid.”

Altså: vi skal helst ikke tro at de små poder går ind for lov og orden. Så det må have noget med trafiksikkerhed at gøre!

Ifølge en meningsmåling for ca. tre år ville de fleste børn i øvrigt stemme på Dansk Folkeparti. Motiverne var dog ikke overbevisende. Jeg kan desværre ikke finde artiklen igen.

Kronik: Læg den nye bane forbi Roskilde Lufthavn

Hermed link til min kronik fra september på Ingeniørens webudgave (ing.dk):

Rationel trafikpolitik: Læg den nye bane forbi Roskilde Lufthavn

Ingen af de to officielle forslag om en ny København-Ringsted-bane er optimale. Men de kan lægges sammen til en kombineret løsning:

Banen skal gå forbi Roskilde Lufthavn, som skal aflaste Kastrup.

Løsningen vil gavne hele det sjællandske område, og banen vil også kunne bruges af en eventuel fremtidig Kattegat-forbindelse. Man vil desuden spare 15 km nybygget bane i forhold til den officielle nybygningsløsning. . . .

(Klik og læs hele kronikken. For at diskutere skal man tilmelde sig som “ny bruger” nederst på siden hos Ingeniøren).

Da Danmark mistede Tingbjerg

TV2-nyhederne i aften bragte et indslag med en dansk gut fra Tingbjerg der tog bandernes parti. I hvert fald kom han med beskyldninger mod præsten.

Martin, Tingbjerg

Se indslaget her.

Hvad mange vist nok ikke har gennemskuet, inklusive TV2, er at Tingbjerg er totalitært område. Det er simpelt hen uden for lands lov og ret. Ytringsfrihed og retten til liv og helbred gælder ikke på Tingbjerg.

Derfor er sandhedsværdien i drengens udsagn ikke stor. Man kan sammenligne det med at interviewe en tilfældig borger på gaden i Nordkorea.

Den unge dansker har en svagt arabisk påvirket udtale. Kunne det tænkes at hans mening om homoseksuelle også er påvirket af et mellemøstligt livssyn? Det er muligt, men jeg tvivler. Man kan naturligvis ikke vide om han er blevet truet til at lyve, men der er bestemt heller ingen grund til at tro han taler frit og sandt. Mit subjektive indtryk var angst, se især fra 1:16 til 1:32.

Højtlønnet journalist med slips og minister fra Tårbæk med smagfuldt tørklæde

De sidste sætninger (om præsten) lyder noget sammenflikket. Samtidig står den unge mands “venner” i baggrunden, men ingen af dem vil udtale sig.

Det er er ikke særlig repræsentativt at udvælge en etnisk dansker som pressetalsmand. Ifølge sogn.dk er kun 25 % af Tingbjergs indbyggere medlemmer af folkekirken. Der døbes 8 hvert år og konfirmeres 4.

Medierne er kun interesseret i at få nyheder i kassen. Egentlig burde TV2 slet ikke interviewe ham, for de bringer ham i fare. Tænk hvis “vennerne” alligevel var utilfredse med hans udsagn?

Meget symbolsk blev videoen på TV2's hjemmeside indledt af en reklame for rødvin. Bindingsværk og stokroser. Men vi har trods alt en ting at takke den midaldrende rødvinsklasse for: de har skabt det samfund vi har i dag... Kan de nå at rette op på fejltagelserne før de bliver gamle og mimrende? Og gider de?

At drengen fremstod uden efternavn kan virke uforståeligt, for han er vel kendt af sine “venner” uanset. Det er næppe fordi han er bange for menighedsrådets tæskehold. En årsag kan være at han ikke vil kendes af politi og myndigheder; en anden mulighed er at anonymiteten skal gøre historien mere troværdig.

Sidst i indslaget fik vi en kommentar fra en eller anden Venstre-ministerdame fra Tårbæk. Hun snakkede om udspillet Ny start, indsatser og redegørelser, og hun klappede politi og ministerkollegaer på skulderen.

Tingbjerg og Tårbæk, samfundets absolutte bund og top. Der er kun 9 km afstand. Hvad vil man gøre i Tårbæk, hvis problemerne nærmer sig.

Lukke ørerne? Bygge en mur? Man kan jo altid køre til Slotsholmen i armeret bil.

I Thisted er der fredeligt, og nu kommer min mor med en whisky til mig. Her er der ingen fare, men jeg ville ønske at Tingbjerg også var en del af Danmark og den frihed og sikkerhed vi lever under. Og jeg ville ønske at Tårbæk og TV2/DR’s redaktioner var en del af det danske ansvar og fællesskab.

Hykleri fra alle sider om lavalder

Ellen Trane Nørby (som er en af de mere sociale Venstre-politikere) skriver på sin Politiken-blog: Afskaf den kriminelle lavalder

Hun vil sætte den kriminelle lavalder ned til nul, men samtidig indføre ungdomsdomstole.

Det mest overraskende er reaktionen fra Politikens læsere. De er positive – selv om hendes forslag er langt mere vidtgående end DF, der kun vil sætte lavalderen ned til 12 år og også indføre ungdomsdomstole og bedre sociale ordninger.

Man kan derfor konstatere at bloglæserne er dybt hykleriske – de er kun imod DF’s  forslag, fordi det kommer fra DF. Men samtidig er de altovervejende glade for et mere ekstremt forslag.

DF har sociale straffe på programmet – men har glemt det?

DF skriver nemlig således i programmet (kap. 6 og 19):

Samfundet skal sætte ind så tidligt som muligt i den kriminelles ”karriere”. Misforstået overbærenhed fører ikke til lovlydighed, men skaber grobund for mere kriminalitet.  Derfor bør der gribes effektivt ind over for unge lovbrydere, f.eks. ved idømmelse af samfundstjeneste eller anden mærkbar sanktion, allerede første gang, straffeloven overtrædes.

Dansk Folkeparti finder det nødvendigt, at den kriminelle lavalder nedsættes til 12 år. Straffesager mod lovovertrædere inden for aldersgruppen 12-18 år bør behandles af særlige ungdomsdomstole. Den seksuelle lavalder skal fastholdes på 15 år.

Unge kriminelle bør ikke afsone deres frihedsstraf sammen med forhærdede kriminelle, der kan påvirke de unges videre livsforløb i afgørende negativ retning. Dansk Folkeparti vil derfor arbejde for, at der oprettes særlige institutioner, der kan sikre en fornuftig uddannelsesindsats over for denne gruppe af lovovertrædere.  …

Dansk Folkeparti mener, at kriminelle børn og unge skal imødekommes med et opsøgende pædagogisk arbejde, f.eks. SSP-samarbejdet. Unge under den kriminelle lavalder skal have hjælp og støtte til at komme ud af dårlige miljøer, men bør samtidig mærke konsekvenserne af deres gerninger. Dansk Folkeparti mener, at alvorlige kriminelle handlinger skal straffes efter forbrydelsens karakter. I de tilfælde, hvor forældrene til den kriminelle unge kan siges at have forsømt deres ansvar, er Dansk Folkeparti tilhænger af at straffe forældrene.

“Samfundet skal sætte ind så tidligt som muligt i den kriminelles ”karriere”. Misforstået overbærenhed fører ikke til lovlydighed, men skaber grobund for mere kriminalitet.  Derfor bør der gribes effektivt ind over for unge lovbrydere, f.eks. ved idømmelse af samfundstjeneste eller anden mærkbar sanktion, allerede første gang, straffeloven overtrædes.

Dansk Folkeparti finder det nødvendigt, at den kriminelle lavalder nedsættes til 12 år. Straffesager mod lovovertrædere inden for aldersgruppen 12-18 år bør behandles af særlige ungdomsdomstole. Den seksuelle lavalder skal fastholdes på 15 år.

Unge kriminelle bør ikke afsone deres frihedsstraf sammen med forhærdede kriminelle, der kan påvirke de unges videre livsforløb i afgørende negativ retning. Dansk Folkeparti vil derfor arbejde for, at der oprettes særlige institutioner, der kan sikre en fornuftig uddannelsesindsats over for denne gruppe af lovovertrædere.  …

Dansk Folkeparti mener, at kriminelle børn og unge skal imødekommes med et opsøgende pædagogisk arbejde, f.eks. SSP-samarbejdet. Unge under den kriminelle lavalder skal have hjælp og støtte til at komme ud af dårlige miljøer, men bør samtidig mærke konsekvenserne af deres gerninger. Dansk Folkeparti mener, at alvorlige kriminelle handlinger skal straffes efter forbrydelsens karakter. I de tilfælde, hvor forældrene til den kriminelle unge kan siges at have forsømt deres ansvar, er Dansk Folkeparti tilhænger af at straffe forældrene. “

Man må selvfølgelig erkende af DF ikke råber særlig højt om de sociale sider af forslaget. Det er en stor fejl. Når man vil give folk hårdere straffe, må man også arbejde for bedre straffe.

Forslaget eller “lovpakken” – som den er udformet af VK-regeringen – lægger alt for lidt vægt på social nytænkning, så det er simpelt hen ikke godt nok.

Her har det uheldige vist sig i at DF har stillet kravet, men den praktiske udformning er kommet fra en konservativ minister, og VK er som bekendt ikke så gode til socialpolitik, som de vil bilde os ind.

Lavalderen varierer stærkt på verdensplan

Ellen T. N.  mener i øvrigt at det er i tråd med FN’s anbefalinger, men det må hun have misforstået. FN ønsker ikke lavalderen sat ned, men accepterer en lavalder på 14 år, så vidt jeg ved. (Jeg har ikke kunnet finde den konkrete oplysning blandt de mange tågehorn i debatten).

Som sædvanlig er der mange der vil gøre os værre end udlandet, uden overhovedet at sætte sig ind i forholdene. Rundt om i den vestlige verden er lavalderen ganske forskellig: fra 7 år i Sydafrika og visse amerikanske stater, 8 år i Skotland, 10 i England, 14 i en lang række europæiske lande, 15 i Norden, 17 i Frankrig og 18 i Belgien (se liste).

Det er imidlertid svært at sammenligne, for det er bestemt ikke alle 7- eller 10-årige som vil blive retsforfulgt i de engelsktalende lande. Her gælder common law, som er sund fornuft uden faste regler, som siger at forbryderen skal være klar over hvad man har gjort, være egnet til straf og så videre. Det udelukker en hel del børn fra tiltale og straf. Men de kunne jo blive straffet, hvorved man har den præventive effekt ved f.eks. bandekriminalitet. I et land som Belgien er lavalderen på 18 også misvisende, da man godt kan give yngre en sanktion og et institutionsophold.

Derfor må det hele komme an på de faktiske forhold: hvordan man behandler den unge afviger.

Her er jeg ikke imod en lavere lavalder, men man skal absolut sørge for at de sociale forhold forbedres kraftigt i reformen. Ungdomsdomstole – som snarere skal ligne et uafhængigt nævn end en domstol – og bedre SSP, samfundstjeneste, uddannelsespligt, behandling af psykiske og sociale problemer, ret til at blive fjernet fra vanartede forældre og omgivelser.

Regeringens udspil er alt for uambitiøst og vil blot bevare status quo – med den ene forskel at 14-årige nu skal udsættes for domstole og straf.

Oppositionen går også ind for status quo, men blot med en lavalder på 15 år.

En bred reform burde være mulig

Man kunne begynde med at gribe ind over for voksne, der udnytter børn til forbrydelser. Det er allerede i dag en skærpende omstændighed, men den regel batter ikke noget – giver højst en lille strafforhøjelse på 25 %. Man burde hellere gøre det til en selvstændig straffelovsparagraf med en pænt stor strafferamme.

En bred reform på det ungdomskriminalle område burde kunne få støtte hele vejen fra DF via regeringen og til Socialdemokratiet og SF:

• en lavere lavalder for straf  (f.eks. 13-14 år) – eller i det mindste et udspil om styrkelse af de sociale sanktioner
• en højere lavalder for fængsel (18 år)
• et helt nyt system af ungdomssanktioner og ungdomsdomstole, fuldstændig adskilt fra voksenstrafferetsplejen
• unge skal ikke i fængsel, men have særligt tilpassede sanktioner

Manglende modspil til krav fra DF

Jeg ved ikke om DF ikke tager sit eget sociale program alvorligt, men noget kan tyde på en vis overbudspolitik, f.eks. også i dagens udspil om løbesedler der skal brændemærke tidligere pædofil-dømte.

Her har man så sandelig bevæget sig ud i sumpen. Og det vil i øvrigt ikke skabe mere tryghed, men utryghed og panik. Forslaget om “3 strikes and you’re out” var også svært at tage alvorligt.

Det er bare et problem at der ikke er kvalificeret modspil fra andre partier.

Den socialdemokratiske børneorganisation DSU har reageret ved at kræve advarsel til naboer, når en DF’er flytter ind. Det er jo meget morsomt, men der er ikke skyggen af argumenter eller seriøs kritik mod DF’s forslag.

En afstemning hos B.T. fortæller imidlertid at 51 % støtter DF’s forslag. Så socialdemokraterne burde komme op på dupperne og argumentere. Ellers kunne det ende med at forslaget engang bliver virkelighed.

DF har derfor endnu engang sat dagsordenen på dygtig vis og oppositionen har kvajet sig. DF har ikke engang forsøgt at være specielt snedig, men har blot sagt hvad partiet mener.

Hvad har VK og oppositionen egentlig tænkt sig at gøre ved kriminalitet?

Dansk studerende valgt til tysk landdag

Det danske mindretals parti SSV fik valgt fire medlemmer ind i landdagen i Slesvig-Holsten.

Men der er fem danske i landdagen.

(Nuvel, der er egentlig kun tre danske i SSV, da Lars Harms er friser, og SSV repræsenterer også friserne… men vi vil tillade os at regne ham med).

Den femte blev Rasmus Andresen fra De Grønne.

Rasmus Andresen
(foto: Die Grünen SH)

Han er 22 år, student fra Duborg-skolen og studerende på Roskilde Universitet, men stadig med bopæl i Flensborg.

I Tyskland er han landsformand for Grüne Jugend i Slesvig-Holsten, og han er desuden aktiv i SF og SFU i Danmark.

Det vakte røre i det danske mindretal, da han sidste år stillede op til kommunalvalget i Flensborg, thi man skal holde sammen med sine egne, mente SSV. Næstformanden for SSV i Flensborg mente at SF i Danmark ikke kunne leve med et medlem der “aktivt bekæmper det danske mindretals parti i Sydslesvig”.

Rasmus Andresen svarede at SSV var “kultur-, sprog- og nationalpolitisk for konservative” og desuden var for glade for motorveje.

SSV regnes ellers normalt for at ligge lidt til venstre for midten, men Rasmus Andresen tilhører ifølge eget udsagn De Grønnes venstrefløj.

Undertegnede er ikke just på linje med dem (ud over miljø og trafik) og ville måske hellere se en dansker i det liberale FDP – hvilket nok har trange kår, da det slesvig-holstenske FDP hidtil har ført en nærmest mindretalsfjendtlig politik.

Det er både godt og ondt at isolere de dansksindede i et mindretalsparti. Men det er stadig nødvendigt, da SSV’erne er de eneste som kæmper for ligeberettigelse på skole- og kulturområdet, som er nogle af delstatens vigtige opgaver. Dertil kommer Sydslesvigs position som udkantsområde, hvor SSV arbejder for at landsdelen er med hvor det sker.

Alligevel skal man have lov til at stemme på og kandidere for det parti man vil. Og det er forståeligt at nogle ikke passer ind i det danske mindretals indelukkede miljø.

Hvis man ikke forstår hvad jeg mener, så kig på læsebrevsspalten i Flensborg Avis og se det evindelige kævl mellem personer og fløje, mellem Flensborg og vestkysten, men også mellem mindretallets forskellige foreninger indbyrdes.

Man tager uregerlig dansk debatkultur + det stridbare sønderjyske sindelag + den hårde tyske måde at sige tingene på, og så har man Sydslesvig i en nøddeskal.

Hvis SSV ikke kan holde på medlemmer og vælgere, så må de selv om det. Det går dog meget godt – de sidste 20 år har SSV haft fremgang over hele linjen.

I denne video kan man se Rasmus og hans 24-årige partifælle Luise Amtsberg, der nok er det første landdagsmedlem med piercing. Velkommen til de to, der vil lyse op blandt de mange stive jakkesæt i tysk politik.

Opdatering: Der er valgt endnu et landdagsmedlem fra det danske mindretal, nemlig Birte Pauls for SPD. Hun bor i Slesvig og er sygeplejerske i Dansk Sundhedstjeneste.

Slesvig-holstensk valgresultat åbent for retsopgør

Her på bloggen i fredags skrev jeg: Valgkaos truer igen i Slesvig-Holsten.

Og det ser nu ud til at det værst tænkelige scenario – set fra folkestyrets synsvinkel – er blevet virkelighed.

Pressen er kun lige begyndt at opdage det. F.eks. det gode blad Spiegel, der er helt på niveau med Borgerlig bums:

Entscheidung durch Überhangmandate

Det afhænger af overskuds- og udligningsmandater, om de sort-gule [CDU og FDP] vil danne regering. Reglerne er komplicerede og juridisk omstridte. …

Kort fortalt: en meget vigtig regel i delstatens valglov er uklar. Den kan udlægges på to måder.

Flertallet vipper – alt efter fortolkning af valgjura

Den ene fortolkning vil give de borgerlige partier CDU og FDP flertal i landdagen, selv om de fik færre stemmer end den kommende opposition.

Den anden fortolkning følger vælgernes stemmeafgivning og vil derfor give flest mandater til SPD, De Grønne, Die Linke og SSV. I så fald kan CDU og FDP kun danne regering hvis de allierer sig med et af midterpartierne.

CDU og FDP fik tilsammen kun 46,4 pct. af stemmerne, mens landdagens øvrige partier kunne mønstre 48,1 pct.

Landdagen er normalt på 69 medlemmer, hvoraf de 40 er kredsmandater og de 29 tillægsmandater (Ausgleichsmandate).

Ved valget i går blev CDU største parti og vandt 34 kredse. SPD måtte nøjes med 6 kredse.

Derfor bliver landdagen udvidet med et antal ekstra medlemmer. Det samlede resultat skal nemlig være forholdsmæssigt afbalanceret, sådan at landdagen afspejler vælgernes stemmer.

Der er imidlertid et loft over antallet af tillægsmandater. Ifølge valgloven må antallet af  ”ekstra mandater” højst svare til det dobbelte af de overskydende kredsmandater.

Men valgloven forklarer ikke begrebet ekstra mandater (weitere Mandate).

Fortolkning  A – borgerligt flertal

Ifølge den ene fortolkning er “ekstra mandater” ensbetydende med alle mandater som går ud over landdagens oprindelige 69 mandater. Da CDU fik 11 overskydende kredsmandater må landdagen højst udvides med det dobbelte – i alt 22 ekstra medlemmer.

(Ifølge min opfattelse, som wahlrecht.de også deler, vil landdagen dermed få 91 mandater. 47 til den borgerlige fløj mod 44 til den anden fløj.

Valgnævnets formand har en lidt anden fortolkning, der imidlertid giver samme resultat: borgerligt flertal.

Vi vil derfor holde os til hendes officielle resultat, så vi ikke gør forvirringen total. Hermed er vores opfattelse ude af billedet. Men valgloven indeholder altså ikke blot én uklarhed, men også en under-uklarhed, hvilket en en interessant krølle på historien.)

Valgnævnets formand (die Landeswahlleiterin) når frem til en landdag med 95 medlemmer. Med et borgerligt flertal på 49 mod 46:

CDU 34, FDP 15, SPD 25, Grønne 12, Linke 5, SSV 4.

Altså et pænt flertal for CDU og FDP. Fordi der ikke er tillægsmandater nok til at udligne de kredsmandater som CDU fik “for meget”.

Fortolkning B – de borgerlige mangler et mandat i at få flertal

Den anden fortolkning vil føre til en landdag der er sammensat korrekt i forhold til vælgernes stemmer, fordi der er langt flere tillægsmandater til rådighed.

Ifølge denne opfattelse skal de “ekstra mandater” kun forstås som de ekstra tillægsmandater. I så fald vil landdagen blive udvidet med de 11 overskydende kredsmandater til CDU – samt indtil det dobbelte i ekstra tillægsmandater, dvs. indtil 22. Det er dog kun nødvendigt med 21 ekstra tillægsmandater for at gøre sammensætningen forholdsmæssigt korrekt.

Landdagen vil ende på 101 mandater: 50 til CDU og FDP mod 51 til de øvrige partier.

Dermed kan de to borgerlige partier ikke regere alene, men må finde sammen med et af midterpartierne.

Vejen til godkendelse af valget

Valgleder Manuela Söller-Winkler er lige nu den mest magtfulde kvinde i Slesvig-Holsten - indtil valgnævnet træder sammen. (Foto: NDR)

Valgnævnets formand har som nævnt godkendt de beregninger som er sendt ud til pressen som vorläufiges amtliches Endergebnis.

Der er dog flere trin før valget er godkendt.

• Valgnævnet skal behandle valget. Her sidder én repræsentant for hvert parti samt formanden, som er embedsmand.
• Landdagen godkender valget endeligt – og følger formentlig valgnævnets indstilling.
• Afgørelsen kan indbringes for delstatens forfatningsdomstol. Den kan alle partier og vælgere klage til, og det plejer de at gøre.

De små partier kan danne et flertal i valgnævnet hvis de vil. Der kan dermed omgøre formandens holdning (fortolkning A) og gennemtvinge en mere forholdsmæssig opgørelse af valget – fortolkning B.

Kun CDU vil få en utvetydig fordel af af holde fast i valglederens udlægning, som giver dem ekstra mandater.

FDP kan få ét ekstra mandat ved at gå imod valglederen, men de vil på den anden side miste flertallet sammen med CDU.

SPD har altid støttet den fedtede fordeling af tillægsmandater – valglederens udlægning. Men hvis de ændrer mening nu, kan de få tre ekstra mandater og desuden fjerne det borgerlige flertal.

De Grønne vil få ét ekstra mandat og kan blive tungen på vægtskålen i den nye landdag hvis valglederens opfattelse nedstemmes. Partiet har hele tiden gået ind for en mere retfærdig fordeling af tillægsmandaterne. Men de har endnu ikke gjort deres stilling i valgnævnet klar.

Die Linke toner klart flag. Hvis valgnævnet og landdagen godkender de skæve, overskydende mandater til CDU, vil partiet gå til forfatningsdomstolen.

SSV vil – hvis valglederens holdning omgøres – blive bragt i en nøglerolle ligesom De Grønne. SSV har også været kritisk mod den tvetydige tekst i valgloven. Men overraskende har SSV i aften udtalt at de ikke vil gå imod valglederens afgørelse – såfremt de andre partier lover at ville ændre valgloven før næste valg.

Valgnævnets afgørelse står derfor i øjeblikket helt åben.

Der kan tegne sig et flertal imod formandens afgørelse med 5 stemmer mod 2 – bestående af SPD, FDP, Grønne, Linke og SSV mod CDU og formanden.

Eller nævnet kan godkende det foreløbige reultat med et flertal, der næppe bliver større end 4 mod 3: formanden, CDU, SSV og FDP mod SPD, Grønne og Linke.

Wahlrecht.de forudser at SSV eventuelt vil undlade at stemme, hvorved afstemningen vil blive uafgjort 3-3, og formanden vil dermed afgøre sagen.

(SSV mener at et så kontroversielt spørgsmål ikke bør afgøres af valgnævnet eller en domstol. Spørgsmålet er så hvordan SSV vil kunne forsvare hvis de undlader at stemme i den vigtige sag – og lader de andre afgøre den… Måske ønsker SSV bare at undgå at lægge sig ud med CDU, med henblik på et kommende samarbejde. SSV burde ligesom de andre små partier insistere på at få tvivlen bragt ud af verden via forfatningsdomstolen. For vælgerne har jo netop ikke givet flertal til CDU+FDP ).

Domstol var uenig med sig selv

Den kommunale valglov i Slesvig-Holsten har samme fortolkningsproblem. Teksten i den pågældende paragraf er næsten enslydende med landdagsvalgloven.

Det har ført til at kommunerne har forskellig praksis når de opgør et valg.

Der har været indbragt sager for forvaltningsdomstolen, som i 2005 afgjorde en sag i henhold til fortolkning B. Men i 2008 havde domstolen ændret mening, og en anden sag blev afgjort efter fortolkning A. Dommen blev stadfæstet af overforvaltningsdomtolen.

Valgnævnets formand henholdt sig da også til sidstnævnte fortolkning, altså den restriktive fordeling af tillægsmandater, da sagen var oppe at vende i landdagens udvalg den 3. juni i år.

Da havde De Grønne nemlig fremlagt et lovforslag, som skulle fjerne tvivlen i landdagsvalgloven. Det blev støttet af FDP, mens de to store partier var imod.

Forvaltningsdommen gælder imidlertid kun for kommunale valg. Det er den slesvig-holstenske forfatningsdomstol som behandler sager om landdagsvalg.

Selv om reglerne har næsten samme ordlyd i den kommunale valglov og landddagsvalgloven, kan delstatsforfatningen spille ind på en eventuel retssag.

Der står nemlig i forfatningens § 10 at landdagsvalget skal ske på en måde som “forbinder personvalg med forholdstalsvalgets grundprincipper” – og at der skal tildeles udjævningsmandater i tilfælde af overskydende kredsmandater.

Denne formulering lægger op til en debat i højeste juridiske omdrejningstal.

Forbundsdomstolen har pålagt forbundsdagen at ændre nogle mindre, utilsigtede virkninger af den nuværende forbundsdagsvalglov.

Derfor er det svært at forstå hvis Slesvig-Holsten får lov til at gå igennem med den officielle opgørelse af landdagsvalget i går.

For det officielle resultat strider jo med selve grundprincippet i forholdstalsvalg: at et flertal af vælgerne skal svare til et flertal i parlamentet.

Det bryder også med et andet vigtigt forfatningsprincip. Tyske regeringer skal have et positivt parlamentarisk flertal, som igen forudsættes at bygge på et flertal i befolkningen.

Forældet valgsystem

Der er naturligvis en forklaring på at det kunne komme så vidt.

Tysklands partisystem har forandret sig. Men de to store partier har nægtet at ændre valgreglerne, fordi de ønsker at holde fast i deres privilegier.

Valgsystemet  er skabt til en tid, da Tyskland havde to store partier. CDU og SPD var næsten altdominerende, og det lille liberale FDP kunne kun lige klemme sig ind mellem fløjene med ca. 5 % af stemmerne.

Dengang fik de to store partier hver godt over 40 % af stemmerne. Det gav derfor god mening at lade de fleste folkevalgte vælge i enkeltmandskredse, kun suppleret af et antal tillægsmandater.

Senere kom De Grønne til, men systemet byggede stadig på to mastodont-partier. I dag er Die Linke også rykket ind i forbundsdagen, som nu har fem partier.

I Slesvig-Holsten har man desuden det danske parti SSV. Delstaten har dermed et sekspartisystem.

For få år siden indskrænkede man landdagen fra 75 til 69 medlemmer, men hele 40 af disse vælges i enkeltmandskredse. Selv om der kan gives et antal ekstra tillægsmandater er der ikke nok til at sikre en retfærdig fordeling.

(Der findes et lignende system ved valg til forbundsdagen, men den er sammensat af 299 enkeltmandskredse og mindst 299 tillægsmandater. Dermed er der større spillerum til at udjævne resultatet, som dog ikke er helt perfekt).

De to store partier svækket

Denne gang fik begge de store partier et katastrofevalg i Slesvig-Holsten. Formentlig fordi vælgerne var trætte af den “store koalition” mellem CDU og SPD.

CDU blev det største parti med 31,5 % af stemmerne. Der var et stykke vej ned til SPD, som fik 25,4 %.

På trods af tilbagegangen kunne CDU derfor erobre langt de fleste valgkredse – fordi partiet er større end konkurrenterne.

Udgangen blev derfor at CDU med under en tredjedel af stemmerne kunne score 85 % af kredsmandaterne.

I en sådan situation er det nødvendigt at have et stort antal tillægsmandater til rådighed, sådan at landdagen alligevel kan komme til at afspejle vælgernes stemmer.

Men valgloven sætter et loft over antallet af tillægsmandater. Og desuden er det uklart hvor højt dette loft er.

De to store partier har nægtet at ændre loven, fordi de selv plejer at få fordele af systemet. Dog kan begge parter i sagens natur ikke vinde hvert valg. Denne gang blev det tilfældigvis CDU der rendte med gevinsten. Spørgsmålet er nu om SPD vil ændre mening og ønske en lovændring.

En lovændring vil først gælde fra næste valg, men det nuværende valg skal gennem en godkendelse i valgnævnet. Og her er fortolkningen af den nugældende paragraf helt åben.

Derefter følger der med stor sandsynlighed et opgør i delstatens forfatningsdomstol.

Rechtsstreit um Schwarz-Gelbe Mehrheit droht, wahlrecht.de

Der schwierige Weg zur Sitzverteilung, shz.de - Beregningen af mandater efter landdagsvalget i Slesvig-Holsten er blevet til et kompliceret pillearbejde for valgledelsen …

SSW will Wahlrecht in Schleswig-Holstein ändern, WE – Et valg som afgøres ved det grønne bord – af valgnævnet eller af forfatningsdomstolen? Det kan man ikke, mener Anke Spoorendonk – derfor vil SSV ændre valgloven.

29. sep.: Streit um Mehrheit ohne Mehrheit, SHZ - Eine schwarz-gelbe Koalition ohne Mehrheit der Stimmen im Wahlvolk – ist das in Ordnung? Gut möglich, dass der Wahlausgang vom Sonntag das Landesverfassungsgericht beschäftigen wird.

Zu viele Abgeordete: Platzproblem im Landeshaus, SHZ

Valgkaos truer igen i Slesvig-Holsten

Det sidste landdagsvalg i Slesvig-Holsten i 2005 førte til stor ballade. Ingen af de to fløje fik flertal. Det danske mindretals parti SSV blev tungen på vægtskålen. Det kunne nogle af de mere reaktionære politikere hos FDP og CDU ikke tåle, og fra hele Tyskland kom der protester mod disse danskere, der ville blande sig i tysk politik...

Den socialdemokratiske betonlady, Heide Simonis, var ministerpræsident 1993-2005

Da man endelig havde forhandlet aftalen mellem SPD, De Grønne og SSV på plads, ventede der en skandale.

Man vælger ministerpræsidenten ved hemmelig afstemning. Et ukendt landdagsmedlem stemte blankt. Formentlig en person fra ministerpræsident Heide Simonis’ eget parti, SPD.

Heide Simonis forsøgte med en, to, tre og fire afstemningsrunder, før hun kastede håndklædet i ringen og opgav sin koalition.

Rygtet siger at den ukendte blanke stemme kom fra finansminister Ralf Stegner. Dels fordi han havde personlige udeståender med Heide Simonis, og dels fordi han var det eneste SPD-medlem som ville kunne opnå noget ved manøvren.

Ralf Stegner (SPD), "der rote Rambo"

Efter endnu en måneds forhandling kunne man præsentere enkoalition mellem SPD og CDU.

En sådan “stor koalition” er den mest kedelige og magtfuldkomne løsning, som var og er dømt til at give politisk stilstand og politikerlede.

Heide Simonis trak sig helt ud af landdagen, og Ralf Stegner blev frontfigur i partiet, nu som indenrigsminister.

Information har et portræt af Stegner her: Den røde Rambo nægter at give sig.

Stegner gik af som minister i 2008, og det er bl.a. modsætninger mellem ham og den godmodige ministerpræsident Peter Harry Carstensen (CDU), som nu bevirker et valg i utide.

Ministerpræsident Carstensen (CDU)

(Carstensen er friser fra Nordstrand i Vadehavet. Det er svært at stå for hans videopræsentation af Slesvig-Holsten på plattysk).

Der er også en anden vanskelig person med i spillet, FDP-lederen Wolfgang Kubicki, som flere gange har demonstreret et kulsort syn på de danske mindretalspolitikere i SSV.

Måske skal man tage det med et gran salt, for tonen er hård i tysk politik.

Ny valgkrise i horisonten

Landdagsvalget afholdes samtidig med det tyske forbundsdagsvalg på søndag.

Der kan imidlertid komme problemer, som langt vil overstige skærmydslerne fra 2005. Denne gang er der nemlig tvivl om selve mandatfordelingen.

De fleste af de 69 mandater vælges i 40 enkeltmandsvalgkredse. Her vælges den kandidat der har flest stemmer. Det er samme system som i de fleste engelsktalende lande og i Danmark før 1920.

For at sikre et forholdsmæssigt resultat vælges der dog også mindst 29 tillægsmandater. Antallet ligger ikke fast, så landdagen kan sagtens have mange flere medlemmer end de 69.

Hvis et parti f.eks. vinder 80 % af valgkredsene, selv om det kun får 40 % af stemmerne, så får partiet flere mandater, end det burde have. Det udlignes med tillægsmandaterne.

Tvivlen går ud på hvor mange tillægsmandater der egentlig er til rådighed.

Systemet er skabt til en tid, da Tyskland nærmest havde et topartisystem bestående af CDU og SPD. Men i dag har man fem partier på landsplan, suppleret med et sjette parti i Slesvig-Holsten, det danske SSV.

Efter en tid med en “stor koalition” bestående af CDU og SPD vil der typisk ske det at vælgerne siver ud til oppositionspartierne på begge fløje. Det liberale FDP og De Grønne står til stor fremgang, og venstrefløjspartiet Die Linke vil for første gang komme ind i landdagen (se meningsmålinger).

En nylig meningsmåling siger at CDU vil ende med 33 %, mens SPD må nøjes med 24 %. Helt usædvanligt vil flere af de andre partier få over 10 % af stemmerne.

Det betyder at CDU sandsynligvis vinder de fleste valgkredse, men venstrefløjen kan alligevel vinde de fleste stemmer.

Forvirringen bliver ikke bedre af at nøjagtig samme regel findes i den kommunale valglov. Det har ført til at hver kommune tolker den forskelligt – en helt uholdbar situation.

Forvaltningsdomstolen afsagde først en kendelse i én retning i 2005, men har senere ændret mening i en ny afgørelse fra 2009, som støtter den rene forholdsmæssige fordeling. Forvaltningsdomstolen har imidlertid ingen kompetence over landdagsvalgene.

Formanden for valgnævnet – die Landeswahlleiterin - har ikke samme opfattelse som forvaltningsdomstolen.

Hun bestemmer på valgaftenen, men valget skal godkendes af hele valgnævnet. Så det kan tænkes at mandatfordelingen omgøres når nævnet træder sammen.

Flertallet i valgnævnet udgøres nemlig af oppositionspartierne De Grønne, FDP, SSW og Die Linke, som vil få mandatmæssig gavn af at følge forvaltningsdomstolens linje.

På den anden side vil FDP eventuelt få gavn af at følge de store partiers holdning, hvis valgresultatet medfører et CDU-FDP-flertal. Så må FDP acceptere et par mandater mindre, men til gengæld kan de komme i regering.

Uklar jura

Man kan selv prøve at hitte rede i landdagsvalglovens § 3, stk. 5:

“Er antallet af de i valgkredsene for et parti valgte kandidater større end dets forholdsmæssige mandatandel, så beholder det de derudovergående mandater (overskudsmandater). I dette tilfælde skal der på de i henhold til stk. 2, sætning 2 og 3 endnu ikke i betragtning tagne næstfølgende højeste tal fordeles så mange yderligere mandater og besættes i henhold til stk. 3, indtil det sidste overskudsmandat er dækket ind af den forholdsmæssige mandatandel. Antallet af de yderligere mandater må derved imidlertid ikke overstige det dobbelte af af overskudsmandaternes antal. Er det i henhold til sætningerne 1 og 3 forhøjede samlede mandatantal et lige tal, så tildeles der et ekstra mandat til det endnu ikke i betragtning tagne næstfølgende højeste tal.”

Det giver mere mening at læse følgende artikel med en nærmere forklaring – og udregninger baseret på de seneste meningmålinger. Her kan man også prøve kræfter med paragraffens originale tyske tekst:

Umstrittene Ausgleichsmandate können Schleswig-Holstein-Wahl entscheiden, wahlrecht.de

Valgloven stammer fra 1991, og problemet har været velkendt. Men da tvivlen gavner de store partier, har der ikke været flertal for at ændre noget. Ved landdagsvalgene i 1992 og 2000 fik SPD et godt valg og mange flere kredsmandater end de burde have. Men tilfældigvis gav fordelingen af tillægsmandater samme resultat, uanset hvilken af de to fortolkninger man brugte, så der var ikke noget at komme efter.

Denne gang kan det blive helt anderledes, da de store partier ligger langt under 40 % af stemmerne.

Et fuldendt kaos er muligt.

Tradition for skandaler

Hvis man må drille vor sydlige nabo lidt, så har delstaten altid været præget af politikere med alt for stor personlighed, politisk skidtkastning og skandaler. Jeg vil blot nævne Uwe Barschel (CDU) og senere Björn Engholm (SPD).

Uwe Jens Lornsen lavede rav i den, og det er stadig ikke lykkedes at få styr på Slesvig-Holsten

Den tysksindede danske embedsmand Uwe Jens Lornsen søsatte i 1830 selve ideen om Slesvigholsten – i stedet for Slesvig og Holsten. Han foreslog en fiks og færdig forfatning i skriftet Über das Verfassungswerk in Schleswigholstein. Han var (og er) en stor figur for tysksindede, demokratiske slesvig-holstenere (men mindre elsket af danskerne).

Under alle omstændigheder er det synd at delstatens politikere ikke magter at fuldende forfatningsværket via en klar og utvetydig valglov, 179 år senere.

Tøger tryner alle

Politiken udgiver omstridt bog

‘Jæger – i krig med eliten’ udkommer med Politiken i morgen. Det sker for at sikre offentligheden indsigt i bogen, som forsvaret vil stoppe.

Selv om bogen altså trykkes i sin fulde ordlyd i morgendagens Politiken, bliver den ikke lagt på politiken.dk. Nysgerrige netlæsere må i stedet i kiosken efter en papirudgave. Eller købe den i Politikens forhal.

»Hvis vi lagde den på nettet, kunne det opfattes som om at vi ville gøre det muligt for folk selv at trykke deres bog. …« siger Seidenfaden.

Politiken gjorde det også med Kommissærens Dagbog, som ikke afslørede meget andet end at Ritt Bjerregaards liv som toppamper i EU var usigeligt kedeligt.

Nu gør Tøger det igen. Loven gælder jo ikke for ham.

Politiken udgiver omstridt bog

‘Jæger – i krig med eliten’ udkommer med Politiken i morgen. Det sker for at sikre offentligheden indsigt i bogen, som forsvaret vil stoppe. …

Politiken er for tidligt ude. Bogen er ikke trukket tilbage, og der er ikke noget fogedforbud endnu. Den er planlagt til udgivelse om nogle uger på forlaget People’s Press.

Politiken har ingen som helst grund til at udgive bogen på nuværende tidspunkt. Det er overhovedet ikke aktuelt før der er nedlagt fogedforbud – og i givet fald skal man naturligvis spørge forfatteren om han ønsker bogen trykt.

Forfatterens og forlagets indtjeningsmuligheder er nu ødelagt – eller kraftigt beskåret.

Politiken holder sig ikke tilbage fra slet skjult reklame i sin artikel:

Selv om bogen altså trykkes i sin fulde ordlyd i morgendagens Politiken, bliver den ikke lagt på politiken.dk. Nysgerrige netlæsere må i stedet i kiosken efter en papirudgave. Eller købe den i Politikens forhal.

»Hvis vi lagde den på nettet, kunne det opfattes som om at vi ville gøre det muligt for folk selv at trykke deres bog. …« siger Seidenfaden.

»Hele formålet med aktionen er jo at genetablere den naturlige retstilstand i Danmark, nemlig at bøger kan udkomme frit«.

Den naturlige retstilstand, at alle og enhver kan trykke bøger som er skrevet af andre?

Politikens læsere er overraskende lunkne. I en afstemning går kun 56 % ind for projektet. Afstemningen findes på samme side som en vanlig selvbevidst propaganda-leder fra Tøger.

Kan fogedretten nå at møde op for at standse Politikens trykpresser? Det ville være glædeligt hvis lovens lange arm også når til Politikens hus, og den må gerne gribe fat i Tøger og give han en velfortjent slankekur i Vestre Fængsel.

Men bemærk Politikens timing. Nyheden er offentliggjort præcis kl. 21.00, formentlig forudindstillet. Den kan nå at komme med i den sene tv-avis, men juristerne arbejder ikke uden for kontortid. Hvis sagen går i fogedretten i morgen tidlig, vil den først være afgjort når avisen er ude på salgsstederne.

Det er dog også muligt at Tøger bluffer og afblæser aktionen, når han har fået opmærksomhed nok. Alt kan ventes.

Forsvaret burde måske have gjort lidt mere ud af at forklare det ikke kun handler om “rigets sikkerhed”, men om soldaters liv. Tøger forstår med garanti ikke en sådan abstraktion. For ham er det volapyk på linje med “fædrelandet” og “ophavsretten”.

Hvad angår de menige soldater, så har de næppe fortjent at leve, ifølge Tøger, da de har formastet sig til at kæmpe på den onde regerings side. Derfor må Politiken slutte sig til den modsatte lejr og evt. afsløre informationer der kan hjælpe Taliban. Det er en bivirkning som er værd at tage med når det handler om at bekæmpe VKO, ikke sandt? (Men ikke engang S og SF støtter Politiken).

Se også: Censur og bimmelim hos Tøger Seidenfaden

Hvad London gør

Fordomsfuld analyse af arketypisk homoseksuelle indtryk fra en tur til London.

Den bedste kur mod homoseksuel tankegang er for tiden at snakke med min ven S. i London. Jeg var i London i forrige uge umiddelbart efter Island. Søndag spiste jeg tør fisk med smeltet fåretalg hos en pinsekirkelig familie på Vestmannaøerne, mandag var jeg i storbyen Reykjavik for en stund, og tirsdag stod jeg i Gatwick. Det var en voldsom overgang.

London virkede ikke som det berømte sydende menneskemylder, men gjorde snarere et lidt kedeligt socialt indtryk. Forfængelige, overfladiske og stræbsomme middelklassemennesker af enhver form og farve samlet på et sted.

Da der for tiden ikke er særlig meget homonatteliv på Island, så jeg egentlig frem til sjov i London, men jeg kom der først og fremmest for at besøge min ven. Så jeg havde intet program, ikke engang en guidebog. Jeg ville egentlig bare slappe lidt af efter at have rendt op og ned ad vulkaner og fjelde på Island.

S. har altid snakket meget om sex. Han kommer fra Østeuropa og har boet et par år i London, hvor han har forandret sig til det værre. Nu er der frit løb for ham på Gaydar, Manhunt og andre netdatingsteder samt på alverdens sexklubber, og han har udviklet sig til sexafhængig i svær grad. Han skal have noget flere gange daglig, og han bruger timer på internettet at finde mændene og træffe aftaler.

Jeg har ikke noget imod at prøve lidt af hvert, når bare man ikke taber sig selv undervejs. Selv om hans snak ret hurtigt overskred mine grænser, så ville jeg gerne en tur med på The Vault, hvor jeg ganske vist mest gik rundt og kiggede, hvorefter jeg satte mig i baren med noget hvidvin. Jeg snakkede med en enkelt høj og pæn fyr, som desværre var på vej hjem. Senere snakkede jeg med en sød britisk neger, og vi gjorde det vi skulle.

Imens var S. i fuld gang. Han kom forbi et par gange og sagde bare: Six! Og næste gang: Nine! Da vi gik derfra, havde han været sammen med tolv. Han undlod dog ikke at fortælle mig at jeg er meget passiv, efter hans mening, hvilket han imidlertid ikke har nogen anledning til at mene noget om. Han er også sur over at nogle kalder ham en slut. Jeg svarede ham at han den dag havde været 1200 % mere slutty end mig, og at han ikke behøvede at udbrede sig om hvorvidt jeg er aktiv eller passiv.

En dag eller to senere skulle vi til det legendariske homo-paradis på Hampstead Heath, en stor park i det nordlige London. Jeg finder det ikke særlig erotisk at vade rundt i mørket, men jeg ville gerne lege turist, da det altid er interessant at se mennesker (jeg mener hvad jeg skriver, og jeg prøver ikke på at snakke udenom). I første omgang var det lidt svært at finde det rigtige område. S. havde fundet en vejbeskrivelse på nettet, men teksten var ret upræcis. S. mente han vidste bedst, og han lod mig ikke få et ord indført. Jeg spurgte om han havde stedsans, for det var tydeligt han ikke anede hvor vi var. Som vanligt svarede han ikke på spørgsmålet. (Jeg husker det også fra min tid i Skt. Petersborg: spørg en russer om en ting, og de svarer på noget helt andet). Jeg sagde at jeg er god til at finde vej, også i mørke, så hvis han lod mig tjekke Google maps på hans iPhone, var der måske en chance. Han mente ikke rigtig det havde noget formål, da ingen mennesker kan finde vej i mørke! Efter en god halv time på vildspor fik jeg dog ledt os på rette vej. Vi fandt de cruisende mænd, der gik lidt rundt. Og det var så det.

Ærlig talt syntes jeg vi selv var latterlige, men jeg havde også ondt af bøsserne på stedet. Tænk at være så sexbesat og samtidig skamfuld at man må gå rundt i en mørk park i jagt på sexpartnere uden ansigt. Nattesøvnen og intimiteten spoleret. Menneskelig elendighed. De kunne da i det mindste stille sig under en lygtepæl.

S. var grædefærdig da vi ventede på natbussen hjem, fordi han ikke havde fået noget.

Efter tre-fire dage sagde han til mig at han var ked af at vi ikke havde været sammen, for han havde håbet jeg ville smide mig på knæ, lægge mig fladt på maven og tigge om at få pik.

Nuvel, jeg havde ikke udelukket muligheden, men det var fuldstændig ude af billedet efter den kommentar. Pointen var at han ikke var skuffet over manglende interesse – og at han tilsyneladende ikke var interesseret i mig som menneske – men at hans enorme skuffelse bestod i hans bristede pornosexfantasi, som han i øvrigt tillagde mig ansvaret for at føre ud i livet, som om han bare skulle gå og vente på at få læst sine tanker. I højeste grad undvigende, indirekte, passivt og ansvarsforflygtigende. Man fristes til at sige: umandig adfærd. Og er det ikke ret typisk blandt bøsser?

S. fortalte mig også om sin fantasi, som gik ud på at dyrke usikker sex med en masse hiv-positive. Selv om han prøvede at lade være, kunne han ikke lade være med at tænke på det, så det var i egentlig forstand en tvangstanke. Jeg spurgte om han da virkelig havde lyst til at få hiv, for der findes jo nogle som har det ønske. Det mente han ikke. Jeg prøvede at tale med ham om det, men det var vanskeligt, da han hele tiden mente det modsatte af mig, også selv om det betød at han mente det modsatte af sig selv.

Problematikken er kendt fra kvinder, for eksempel min mor.

Vi besøgte et fitnesscenter, kun for bøsser, hvor S. kommer. Man må indrømme at beliggenheden var pittoresk, under jernbanebuerne midt i homobydelen Vauxhall. S.’s træner, en hollænder med stor kæft, veltrænede arme og en tilsvarende forsømt hjerne, så mig og udbrød: Hvad i alverden er han for en?

S. har fra naturens side en spinkel krop ligesom mig selv, men han vil gerne undgå den slags kommentarer. Han har fået en del muskler, men er for nylig begyndt at tage testosteron, bestilt på postordre fra Pakistan. Jeg prøvede at forklare ham at det ikke er sagen når man i forvejen lider af psykisk ustabilitet og abnorm sexdrift.

Vi diskuterede emnet gloryholes, og S. mente at jeg var underlig, da jeg ikke har lyst til sex gennem væggen.

Søndag morgen, da vi var kommet hjem fra byen, skulle han pludselig videre på sygehuset. Jeg troede der var noget psykisk på spil. Det viste sig at han om fredagen havde lavet en sexaftale med tre hiv-positive som skulle bolle ham. Nu havde han fundet ud af at han ville have PEP, antiviral medicin, som kan gives efter eksponering for hiv. Det skal helst gives inden for 24 timer og ikke senere end 72 timer, så det var på falderebet. Nu, en uge senere, brækker han sig hver halve time pga. medicinen, men han har stadig flere sexaftaler om dagen, til dels også ubeskyttet. (Trøsten er dog at det sandsynligvis ikke smitter så længe man får antiviral medicin, men det er dårlig stil, ikke sandt?)

Jeg er gammel nok til at lægge to og to sammen.

Man kan gå hen ad Old Compton Street i Soho og se bøssernes vage skikkelser, søgende kaninøjne, neurotisk velvalgte tøj og usikre ansigter smurt glatte af creme. Homoseksuelle i en homo-gade med homoseksuelle butikker og homo-barer. Læg dertil den adfærd, som udvises på internettet og i andre sexklubber (nettet er også en sexklub). Er det så underligt jeg er dødtræt af homoseksuelle efter et besøg i London, homoseksualitetens og den moderne middelklasses centrum? Det er indlysende at der er nogle særlige problemer forbundet med homoseksualitet, en adfærd og et selvbillede som uhyre mange bøsser giver sig hen til. Der mangler en form for ansvarsfuld selvrealisering.

London. Hver passer sit, og ellers er der altid et overvågningskamera som kigger med eller en højttalerbesked som giver venligt formulerede ordrer, så alle kan forstå det. De renvaskede, veltrænede borgere med enhver tænkelig pluralistisk baggrund drømmer om snavs – om den hæmningsløse selvrealisering og intimt samvær, men uden at komme for tæt på hinanden.

Misforstå mig ikke: sex er ikke beskidt, med mindre man føler det sådan. En hel del folk synes det er en fordel at føle sig syndig, fordi det tænder dem. Hvor meget godt man end kan sige om grisen, så har den næppe menneskets sjæleliv. Følgerne af at føle sig som svin er at man lever som svin, og det fungerer ikke i længden, da vi ikke er svin.

S. er måske ekstrem og ude af balance, men han dyrker blot den London-homoseksuelle kultur i rendyrket form. En væremåde som trives blandt bøsser (og et stigende antal heteroseksuelle) i hele den moderne verden. Det er på samme tid skamfuldt og skamløst, men det har under alle omstændigheder noget med skam at gøre. Det er ikke særlig frigjort eller hæmningsløst at være underlagt sin egen angst eller afhængighed.

Politiken-journalist skylder 472 kroner til biblioteket

Kvitteringen som afslørede Mogensen - klik for stort billede

Den kendte Politiken-journalist Lars Trier Mogensen havde forleden glemt at trykke på afslut-knappen efter at have brugt afleveringsautomaten på Christianshavns bibliotek.

Det kan Borgerlig bums afsløre, efter at han i går mødte op for at aflevere to bøger – rettidigt.

Bumsen trykkede intetanende på aflever-knappen, men maskinen blev ikke klar til at tage imod bøgerne. I stedet spyttede den en kvittering ud fra den foregående låner. Som var den politiske top-journalist Lars Trier Mogensen.

Stjernereporteren var dog ikke blot løbet fra stedet uden at få sin kvittering med sig. Han har også glemt at betale en bøde på 120 kroner for den bog han netop havde afleveret.

Forglemmelsen har sikkert gentaget sig nogle gange, for kvitteringen afslører en gæld på 472 kroner til det offentlige i form af Københavns kommunes biblioteker.

På den sorte liste

Ifølge Københavns kommunes biblioteker mister man låneretten hvis man skylder over 200 kroner. “For at så mange som muligt kan få glæde af bibliotekets materialer”, skriver biblioteket i sine regler.

Idyl ved Galionsvej på Holmen (foto: Danbolig.dk)

Mogensen er er redaktør for lederkollegiet og fast kommentator hos Politiken samt ekstern underviser på Roskilde Universitet. Han er uddannet cand.scient.pol., hvor man blandt andet studerer hvordan det offentlige fungerer.

I Politiken tager Mogensen gerne en tørn med knoldesparkerne i VK-regeringen og Dansk Folkeparti, men han regnes ikke for at være en af de rigtig bidske skribenter. Dertil er hans stil for saglig.

En bedre verden

Han gør gerne en indsats for fællesskabet. For eksempel den 26. juli, hvor han skrev:

Forlang utopierne tilbage – Menneskeheden kan let løse globale problemer. …

[D]et akutte behov for ny global solidaritet [er] også vokset dramatisk. … Aldrig før i historien har så mange mennesker levet i bundløs fattigdom. … En anden verden er mulig.

Beregninger viser, at det årligt ville koste 40 mia. kr. at give de 120 millioner af verdens børn, der ikke går i skole, en basal grunduddannelse. Udgiften svarer til omsætningen af flødeis og sodavandsis i Europa i år…

Absurd nok er de isolerede omkostninger til skoler, lærere og bøger til alle verdens børn ikke større, end at vi danske skatteborgere ville kunne finansiere projektet uden at mærke afsavn. … I dag må det være muligt at skabe en verden, hvor vi bruger mere på grunduddannelse og rent drikkevand end på flødeis og puddelhunde.

Pudsigt nok var det også emnet for bogen som Mogensen afleverede fire uger for sent.

Den havde titlen Fra utopi til virkelighed.

Privat bor han i det celebre kvarter på Galionsvej på Holmen med Operaen til nabo – ikke langt fra Christianshavn.

Det er stadig sommer

En tilfældig nyhed i Politiken. De skriver om de grønlandske børn der i 1950′erne blev tvangsfjernet og flyttet til Danmark i plan-velfærdsstatens forsøg på at opdyrke en grønlandsk elite. Det er ganske vist ingen nyhed, da sagen har været kendt i nogle år.

Politiken skriver i en underrubrik: “DF vil ikke høre om fejl”

Lige bagefter står der det modsatte, nemlig at Martin Henriksen (DF) kræver at “socialminister Karen Ellemann (V) erkender, at eksperimentet var en »klar fejl fra den danske stats side«.”

Artiklens informationsværdi er under nul.

Aviser er til at pakke fisk ind i, men de folkevalgte kommer også med prøveballoner, sommertorsk og hvad det nu kaldes ifølge traditionen. Pia Kjærsgaard som kulturminister, og Morten Messerschmidts V.I.P.-vaccination. (Der var intet ulovligt ved den sag, bortset fra at nogen har brudt tavshedspligten).

Sådan er det hele vejen igennem, og derfor snakker jeg ikke politik om sommeren. Der er ingen emner det er værd at bruge krudt på.  Jeg undgår konsekvent diskussioner og vil hellere hygge mig med grøn te og nye venner.

Engang var folketingets ferie en dejlig periode, hvor alle var enige om at slappe af. Nu virker det som om pressen konstant pisker op i dødvandet. De burde hellere nøjes med at skrive om badevand og sommerkander.

Her er en forbilledlig agurketidsnyhed: Sådan vinder du i sten-saks-papir

Holder journalisterne aldrig ferie?

Fortsat god sommer!

Trykkefrihedsselskabet giver ytringsfriheden et gok i nødden

“Holocaust-revisionist ansat af DR

DR-journalist sætter spørgsmålstegn ved omfanget af 2. verdenskrigs jødeudryddelser. Nu er journalisten indkaldt til en kammeratlig samtale. …” (Uwe Max Jensen, Trykkefrihedsselskabets tiddskrift Sappho, 24. juni)

Trykkefrihedsselskabet er ude i et paradoksalt ærinde, når de kritiserer den journaliststuderende Samira Tavin for at sige sin mening.

Samira Tavin sagde den 22. juni i en diskussion i Deadline på DR 2 i at hun støtter Ahmadjinedad som Irans præsident, og at hun i øvrigt er enig med Ahmadjinedad i hans tvivl om folkemordet på jøderne under 2. verdenskrig.

Hendes indlæg var noget usammenhængende og springende. Jeg må hellere straks sige jeg ikke er enig med hende (hvis nogen kunne mistænke mig for det). Det handler imidlertid ikke om hendes politiske standpunkt, men om ytringsfrihed. Hun havde netop en pointe da hun sagde:

For hvis det var rigtigt at der døde seks millioner jøder, hvorfor må man så ikke forske i det i dag? Dem der stiller spørgsmålstegn og efterforsker det, de bliver sendt i retten. Og er det rigtigt? Er det demokrati? Er det ytringsfrihed? [Sproget forbedret af Borgerlig bums]

Såkaldt holokaustbenægtelse er strafbart i flere europæiske lande, men ikke i Danmark. Det er dog blot en detalje.

Samira Tavin antyder at forbudet beviser at der er fusket med fakta om holokaust. Det har hun naturligvis ikke ret i. Men man må erkende at indskrænkning af ytringsfriheden netop skaber den mistænksomhed, som hun gav udtryk for. Derfor er det tåbeligt og kontraproduktivt at det i en række europæiske lande er forbudt at benægte folkemordet på jøderne. Det gavner revisionisternes sag, fordi det gør dem til martyrer.

Af samme grund er jeg også skeptisk mod at en stribe vestlige parlamenter har vedtaget resolutioner om det tyrkiske folkemord på armenerne i 1915-17. Det kan ikke være parlamenternes opgave at udtale sig om noget som de folkevalgte ikke har forstand på. Det må overlades til historikerne. Politikerne bør derimod fuldt og helt kritisere den tyrkiske paragraf der forbyder omtale af folkemordet – fordi den indskrænker ytringsfriheden.

Ikke mindst EU-parlamentet, der er desparat for at demonstere sin egen vigtighed, udsender mange politiske erklæringer om vind og vejr. De har da også diskuteret at gøre Auschwitz-benægtelse strafbart i hele EU og forbyde nazistiske symboler. Det strandede foreløbig fordi østeuropæiske politikere krævede at hammer og segl også skulle være forbudt hvis hagekorset skulle være det.

Man skal ikke ad politisk vej definere sandheden, men skabe vilkår for at sandheden kan siges. Dermed må man acceptere at løgnere og fantaster også har ytringsfrihed. Grundtvig kaldte det Frihed for Loke som for Thor. Voltaires mening blev gengivet af Evelyn Beatrice Hall således: “I disapprove of what you say, but I will defend to the death your right to say it.”

DR-værten Nikolai Sommer gav også udtryk for en snert af politisk korrekthed, da han spurgte: “Kan du som en borger i Danmark støtte det?”

Borgere i Danmark har ikke pligt til at mene noget som helst. Det ville være totalitært. Men det overser Trykkefrihedsselskabet i sin artikel.

Formålet med debatten i Deadline var at anskueliggøre argumenter for og imod Musavi og Ahmadjinedad – og det lykkedes da også delvis. Et af de brugbare argumenter fra Samira Tavin var at Ahmadjinedad har støttet infrastrukturen og udviklingen i landdistrikter. Samira Tavin og Ahmadjinedads holokaustbenægtelse kan måske ikke skaffe stemmer i Danmark, men det kan den altså i Iran, hvorfor det var relevant at nævne det.

DR ønsker berufsverbot – Trykkefrihedsselskabet bakker op

Samira Tavin arbejder som journalistpraktikant hos DR Sporten. Det kan godt undre at DR’s Deadline så indkalder hende til et interview i egenskab af at være iraner, helt uden at nævne at hun allerede er ansat i firmaet. Hvis DR ikke gider bevæge sig uden for eget hus er de blevet en lokal-tv-station. Men nok om det.  Når de har valgt at interviewe hende skal hun naturligvis have lov at sige sin mening uden repressalier.

Helt galt bliver det derfor når Trykkefrihedsselskabet godter sig over at DR har indkaldt Samira Tavin til en kammeratlig samtale på grund af hendes synspunkter. Trykkefrihedsselskabet burde bestemt ikke støtte politisk berufsverbot. Tværtimod burde man kritisere DR for denne praksis.

Uwe Max Jensen lægger således ordene i munden på chefen for DR Sporten når han spørger hende: “Mener du, at Samira Tavins udtalelser om Holocaust matcher DR’s værdier?”

Svaret fra DR-chefen var: “… jeg har haft Samira inde til en kammeratlig samtale, da hun skal vide, at den slags gør man ikke som journalist. Der blander man ikke sine egne holdninger ind i faget. Man kan ikke både være meningsbærer og objektiv journalist.”

Men hun udtalte hun sig som privatperson, ikke som DR-ansat. Det fremgik ikke af Deadline-programmet at hun var DR-journalist. Underteksten beskrev hende som “studerende”.

Udtrykket “en kammeratlig samtale” kunne være sagt af Kammerat Napoleon i George Orwells Animal Farm. I sagens natur kan en chef-skideballe ikke være kammeratlig, da man ikke er kammerat med en chef. Det undertrykkende ses i selve den fordrejning af sproget som anvendes i udtrykket.

Det ville være væmmeligt hvis DR skal have lov til følgende:

1. Bruge sine egne medarbejdere som interviewpersoner i nyhedsprogrammer
2. Undlade at nævne de er repræsentanter for DR, men fremstille dem som om de er uafhængige eksperter eller privatpersoner
3. Kontrollere at de giver udtryk for de rigtige holdninger, “matcher DR’s værdier”
4. Udsætte dem for repressalier hvis de har forkerte meninger

DR har allerede begået fejl 1 og 2 ved overhovedet at invitere Samira Tavin i studiet.  Men det bliver mere end dobbelt så slemt, når DR begår fejl 3 og 4. Så er det ikke blot dårlig journalistik, men totalitær sindelagskontrol. Når alle punkterne 1-4 udføres, er de en opskrift på total iscenesættelse af virkeligheden, som i DDR.

Trykkefrihedsselskabet – Danmarks førende forening for ytringsfrihed – begår fejl nr. 5 ved at bakke op om sindelagskontrollen, ja, ligefrem kræve af DR at de giver kvinden sanktioner. Trykkefrihedsselskabet spiller her ikke rollen som uafhængig NGO, men snarere som østtysk blockpartei (de små ekstra partier i DDR, som skulle forestille at være garanter for mangfoldighed, men blot var systemets forlængede arm).

Trykkefrihedsselskabet har ellers ofte kritiseret DR, men selskabets holdning til ytringsfriheden er åbenbart afhængig af ytringens indhold.

Når både venstrefløjen (mange medier, akademikere og politikere) og højrefløjen (Trykkefrihedsselskabet) går ind for totalitær politisk korrekthed, så har friheden trange udsigter i fremtiden.

Uwe Max Jensen får også flettet ind i sin artikel at Samira Tavin dyrker skydning som hobby – hvad det end har med sagen at gøre.

Uwe Max Jensen har selv udfordret ytringsfrihedens grænser i sin kunst, og han har måttet mærke konsekvenser både i form af bødestraf og bortvisning fra kunstakademiet, det småborgerlige museum Aros og fra et stockholmsk hotel. Derfor kan det undre at han vil lynche politiske afvigere. Det er åbenbart ikke kun de venstreorienterede kunstnere der kan gå galt i byen når de blander sig i politik.

—

Hele interviewet kan ses på Snaphanen i artiklen Samira Tavin – holocaust-revisionist - som nøjes med at imødegå hendes synspunkt, hvilket er helt rimeligt.

Uriasposten: Samira Tavin, DR-praktikant – bakker op om Trykkefrihedsselskabets vinkel.

—

Note: Jeg staver ord fra fremmede alfabeter på dansk – derfor  skriver jeg holokaust, Ahmadjinedad og Musavi.

Spindoktor manipulerede artikel om Morten Løkkegaard på Wikipedia – og truede med konspirationsteori og retssag

Jeg er i gang med en længere dokumentation om kandidaters propaganda for sig selv på det brugerstyrede internetleksikon Wikipedia. Den bliver desværre ikke færdig før en af de nærmeste dage, da der er gået kage i min WordPress. Jeg har brugt nogle timer på det nu, men må lade det ligge indtil videre. Jeg skal jo også nå at stemme.

Men det er mere spændende at læse om den slags før valget end bagefter. Så her er i første omgang en kort omtale med link direkte til kilden.

Jeg har overvåget artiklerne om EP-kandidater på Wikipedia, og det vigtigste tilfælde af propaganda fandt sted allerede i februar/marts på artiklen om Morten Løkkegaard. Det var tilføjet af Løkkegaards nabo/ven/private spindoktor, IT- og mediemanden Anders Lautrup-Larsen, og han blev særdeles hidsig da jeg fjernede hans PR.

Jeg erstattede mandens propagandaartikel med en sober og objektiv artikel om alle Morten løkkegaards bedrifter. Desværre er Morten Løkkegaard ofte blevet husket for mindre flatterende sager, dog med hans bog om Tamilsagen som markant undtagelse. Det kunne jeg ikke gøre for, jeg skrev blot hvad pressen har skrevet om ham, og jeg byggede så vidt muligt på eksakt samme ordlyd som jeg fandt i de 44 kildehenvisninger.

• Artikel om Morten Løkkegaard, Wikipedia (version med positiv PR fra 4. marts, før mine ændringer)

• Artikel om Morten Løkkegaard, Wikipedia som den så ud efter mine ændringer den 11. marts (og omtrent stadig ser ud).

Diskussionen mellem mig og Morten Løkkegaards spindoktor, Anders Lautrup-Larsen, kan læses her: Diskussion:Morten Løkkegaard/Arkiv1.

Diskussionen kan alle læse, men man skal nok have lidt erfaring med Wikipedia for at klikke sig frem og tilbage i versionshistorikkerne.

Som tak blev jeg truet med retssag – den slags er nok almindeligt som primær respons i Charlottenlund. Og som man kan læse i den arkiverede diskussion, så beskyldte manden mig for at handle på vegne af Dansk Folkeparti – hvilket jeg kan afvise. Han var gået ind på min blog, som han kaldte min “propagandaside”, og havde fundet et antal artikler om DF, men han har nok ikke læst dem, da de ikke nødvendigvis er entydigt positive – og jeg skriver om alle partier, men er naturligvis ikke lige glad for alle. Han havde også studeret mine facebook-grupper og mente at kunne bygge noget på det.

Til gengæld spurgte jeg om han var i lønnet ansættelsesforhold hos Morten Løkkegaard, men det fik jeg intet svar på. Faktum er imidlertid at han er Løkkegaards ven og nabo, har lavet kampagnesiden Send Morten til Bruxelles! på Facebook og publiceret ret professionelle kampagnevideoer for ham (Facebook , samt muligvis nogle af disse: Youtube / MortenTV). Jeg kom oprindelig på sporet fordi han havde udsendt denne pressemeddelelse om Løkkegaard fra 1. februar – på engelsk. Det var åbenbart vigtigt at gøre alverden opmærksom på kandidaturet.

Jeg skal snarest komme med en lang og fyldig artikel. Men klik på linket ovenfor, som er dokumentation nok – eller læs artiklen om Morten Løkkegaard på Wikipedia og døm selv.

Andre kandidater, som medarbejdere eller aktivister har lavet PR for på Wikipedia, er Dan Jørgensen, Christel Schaldemose og Emilie Turunen. Det var dog relativt uskyldigt, og de truede ikke med retssager da jeg fjernede propagandaen.

—

Sidste år skrev jeg om Saxo Banks informatonskontrol på Wikipedia:

Mine artikler |Afsløring: Saxo Bank fjerner kritik om sig selv fra nettet | Mere om Saxo Banks anonyme ændringer | Saxo Bank afviser informationskontrol | Sidste ord om Saxo-sagen

Pressen | Saxo Bank beskyldt for manipulation på nettet | Saxo Bank afviser propaganda på internettet | Blogger i nyt sammenstød med Saxo Bank | Blogger trækker kritik mod Saxo-direktør tilbage (NB: jeg trak ikke kritikken tilbage) | Saxo Bank-chef indrømmer censur (han ventede 2½ måned og erkendte så i B.T.)

P.S. Mit navn er Cаspеr Udеmark - og man har til enhver tid kunnet kontakte mig på mail, hvor jeg har svaret med mit fulde navn.

Sex & Samfund kludrer i rundspørge og kårer de forkerte

Foreningen Sex & Samfund har kåret de “mest sexede kandidater”. Hvilket ikke handlede om deres udseende, men om holdninger til foreningens mærkesager. De to vindere var Britta Thomsen og Morten Løkkegaard.

Foto: Sex & Samfund

Morten Løkkegaard er helt sikkert den mest solbrændte, og han siger jo også at han plejer at være en tur i Italien, på Skagen m.v. med hele familien hver sommer. (Morten Løkkegaard på badehotel, Billed-Bladet 2008 – klik og se et endnu mere læder-solbrændt smil).

Men der må være et eller andet galt med foreningens argumenter, for hvis man går ind og ser på pointsummen fra det spørgeskema, som de har belemret kandidaterne med, så er der en hel række der har fået topscore – 4 points. Det vil sige at de har svaret “helt enig” på alle spørgsmål. Og vinderne er ikke iblandt dem:

• Henning A. Jensen (A)
• Claus Larsen-Jensen (A)
• Anna Mee Allerslev (B)
• Sofie Carsten Nielsen (B)
• Peter Norsk (C)
• Hanne Dahl (J)
• Ole Nors Nielsen (N)
• Poul F. Hansen (V)

Morten Løkkegaard fik derimod kun 3,94 point og Britta Thomsen fik 3,88.

Sex & Samfund må have kludret i noget, eller også har de helt bevidst fravalgt nogle af de mindre kendte kandidater (er Hanne Dahl virkelig så ukendt?) til fordel for den solbrændte studievært og den kønsaktuelle Britta Thomsen, der af TV2’s morgen-tv blev udråbt som mand. Eller også har Sex & Samfund handlet ud fra personlige, politiske sympatier.

TV2-vitsen var i øvrigt valgkampens absolutte lavpunkt, og det er ikke tilfældigt at denne uforskammede plathed ikke kom fra en modkandidat, men fra en journalist. Journalisterne tror nemlig de er vor tids paver, som tror de kan hvad som helst.

I anden række kommer lobbyorganisationerne, som bestemt også har et selvværd der siger spar to.

De spammer kandidaterne med spørgeskemaer i en lind strøm, oftest med ret banale og dårligt formulerede spørgsmål. Sex & Samfund kunne altså ikke engang finde ud af at behandle data korrekt. Når de først offentliggjorde resultatet få dage før valget, kunne det måske tyde på at de har haft rod i tingene.

Vil Sex & Samfund trække deres kåring tilbage, eller har de en forklaring?

Her kan man læse Sex & Samfunds artikler (bemærk overskrifterne der skal give billig opmærksomhed):

Der skal mere sex i EU-Parlamentet

Britta og Morten er Danmarks mest sexede EU-kandidater

Kandidaternes svar på spørgsmålene + points

Sidstnævnte link er et vildtvoksende excel-ark. For at se pointtallene skal man klikke på Sheet 1 i excel-vinduets nederste venstre hjørne.

Sluddervorne spørgsmål

Ud over den besynderlige kåring er selve udsagnene i testen ledende og grænser til det banale. Foreningen kommer bl.a. med følgende udsagn:

“Kriminalisering af overførsle af hiv-smitte er til skade for befolkningens sundhed og et brud på almene menneskerettigheder! Et stigende antal europæiske lande har har kriminaliseret overførslen af hiv-smitte. Konsekvensen heraf er yderligere stigmatisering af hiv-smittede, hvilket leder til en følelse af frygt i befolkningen: frygt for at blive testet for hiv, frygt for at fortælle andre (herunder nye partnere) om at være smittet og frygt for at opsøge en læge. Det er skadeligt for den generelle befolknings sundhed.”

Det er næppe kriminelt i noget land at være hiv-smittet eller overføre hiv. Den danske straffelov gør det kriminelt at overføre hiv bevidst og ved grov uansvarlighed, hvilket er anden sag.

Det undrer mig derfor at rigtig mange af de adspurgte kandidater (fra de fleste partier) har svaret “helt enig”.

Enten holder de meget mere end de kan love, eller også har Sex & Samfund rodet rundt i spørgsmål og svar. Udsagnet er nr. 5 på spørgelisten og på det ene excel-ark, men nr. 6 på det andet excel-ark. En datafejl alene kan dog ikke forklare svarene.

Britta Thomsen har lagt kommentarer til alle spørgsmål, fyldigt, men ukonkret og med mange floskler. F.eks. undlader hun at besvare spørgsmålet om kriminalisering, men svarer på diskrimination generelt. Hun vil nok gerne være en blød og altfavnende kandidat, der ikke sådan kriminaliserer folk:

“Som hiv-smittet er stigmatiseringen et af de største problemer, både i den vestlige verden og ikke mindst i udviklingslandene. I takt med at behandlingsmulighederne for hiv er blevet forbedret, er den sociale eksklusion et problem, vi skal give større opmærksomhed.”

Morten Løkkegaard kom nemmere til titlen. Han har ikke har skrevet en eneste kommentar til spørgeskemaet, og jeg har heller ikke hørt ham markere sig om emnet i øvrigt.

Sex & Samfund skriver på deres hjemmeside:

“… kåringen [har] slet intet med kandidaternes udseende eller hverv at gøre. Det handler udelukkende om holdninger. Sex & Samfund har således gennemført en stor spørgeskemaundersøgelse blandt samtlige EU-kandidater …”

og

“Tirsdag den 2. juni kårer foreningen derfor EU-Parlamentvalgets mest sexede kandidater. Det sker på baggrund af en undersøgelse af kandidaternes holdninger til en række væsentlige spørgsmål om europæernes sundhed og rettigheder i forbindelse med seksualitet, graviditet og fødsel”

Når jeg skriver kludrer i overskriften er det kun for at tage højde for risikoen for en fejl. Men det virker ærlig talt som om Sex & Samfund ikke har gennemført kåringen på de præmisser som de selv har opstillet. Det ligner snyd og bedrag.