Talende tørklæde 2

På en doven togtur griber man måske til Ud & Se, en tyndere og marginalt bedre variant af Samvirke. Bladets serie om eksildanskere er nået til vejs ende med Ulla Terkelsen:

… – I foråret tog jeg lufthavnstoget ind fra Kastrup og senere toget til Hillerød på vej op til min søsters sommerhus i Tisvilde. På Hellerup Station hang en plakat fra Dansk Folkeparti med teksten ‘Stram udlændingepolitik og ægte velfærd. Vi har sat Danmark på rette kurs’. Plakaten hang lige uden for togets vindue, da toget standsede. Det var, som om Pia Kjærsgaard og hendes kolleger på plakaten kiggede direkte ind ad togvinduet og hen på mig personligt. Så jeg rettede mig sporenstregs helt op i sædet, foldede hænderne i skødet og prøvede at se så respektabel ud, som det nu er muligt. Jeg skottede samtidig rundt til de andre passagerer for at se, om der var påfaldende udlændinge blandt dem, måske nogen fra lufthavnstoget, der skulle videre nordpå ligesom mig? Kunne de forstå teksten på plakaten? Skulle jeg oversætte den, hvis de spurgte? Hvad, hvis teksten forskrækkede dem? Skulle jeg tilbyde at skjule dem i min søsters sommerhus, hvis de fik problemer? Da jeg var ung, tog jeg til toget fra Danmark til Polen. Når toget var kommet syd for Warnemünde i det forhenværende DDR, standsede det. De østtyske grænsebetjente kom talstærke om bord og marcherede med våben og hunde gennem toget. De kiggede også ind i kupeerne på en utroligt kritisk måde. Vi passagerer sad helt ret og bad til, at grænsebetjentene ikke fandt et kontroversielt stempel i passet, en forkert udfyldt valucaerklæring, en vestlig avis – der var nemlig mange ting, DDRs grænsebetjente kunne tage fat på for at dæmpe deres medmenneskers gode humor og øge eksistensangsten. Situationen på Hellerup Station endte heldigvis godt. Jeg kom op til min søster i Tisvilde. Men hvis jeg nu havde været udlænding på vej ind fra lufthavnen med erfaringer i eksistensangst, så ville plakaten med den ‘stramme udlændingepolitik’ ikke have sendt noget særlig kærligt velkommen til Danmark-signal. Så hellere den gamle danske feel-good turistplakat med ænderne, der går over gaden, mens en venlig politimand holder trafikken i ave. Åh – those were the days my friend, som det hed i en sang, skrevet af Paul McCartney.

- Har eksilet ændret dit syn på udlandet som sådan?

- Nej. At veksle mellem lande og kulturer skærper synet. Det har jeg levet med – og på – hele mit voksne liv. Når man har været væk, ser man skarpere ved gensynet. Man ser sit lands og sine venners rynker. De ser mine.

Associationstricks er ikke kun tricks. Associationerne kan være en dårlig vane, eller de kan stamme fra et ægte forvirret og følsomt sind. Den kosmopolitiske dame var på transit fra Kastrup til middelklasseghettoen på Nordkysten. Danmark minder hende om DDR, det er slet ikke som det hyggelige hippie-rødgrøds-Danmark i hendes ungdom. Men situationen endte godt, der kom ingen grænsebetjente i Peter Skaarups skikkelse.

 På næste side sammenfatter Lasse Ellegaard serien om de 12 eksildanskere. Han sad for nylig i toget i England ved siden af et sort menneske, og det var så spændende og eksotisk at han blev “fornøjet over [sin] multikulturelle tilgang”. Selv om han holder sig til moderat politisk korrekthed, falder denne karakteristik:

Det er nemt at sidde uden for Danmark med skattefri sprut og kosmopolitiske meninger og gøre sig klog på folk i Avedøre, der ikke har lært at omfavne folk, de ikke kender. Og et blik i de danske aviser stiller spørgsmålet: Hvem skulle lære dem det? Der officielle Danmark taler om integration, men på en måde, der understreger de integreredes isolation.

Jeg kom i tanke om en kronik, forfatteren Carsten Jensen skrev i Politiken, hvor han gør nar ad en fiktiv Jens Hansen, der er fremmedhader hjemme i sin villahave, men glad globaliseret verdensborger, når han tjekker ind på internationale Hilton-hoteller. Billedet er en karikatur, og det er forkert — de fleste globale danskere er, som eksilserien viser, tolerante uden at være øllebrødssentimentale i synet på indvandrere. Og det skyldes faktisk deres provinsielle rødder. De ved, hvor de kommer fra, men også, at det ikke er nok at blive hængende, hvis horisonten skal udvides. Deres generelle afsmag for udlændingedebatten skyldes ikke, at danskere er provinsielle, men at nogle danskere ikke er det på en ordentlig måde.      (Ud & Se, december 2007)

Vi skal være provinsielle på en ordentlig måde. Ulla Terkelsens vision om en plakatkampagne for dansk udlændingepolitik:

    (Viggo Vagnby 1953)

Plakaten som skræmte Ulla Terkelsen hører ellers til de mest sobre og nydelige fra DF: