(Billede: DIY Happy/Not Martha)
Jeg er normalt imod sjov med mad. Mad er en alvorlig sag. Jeg hader når københavnere smider med råvarerne, tager om dem uden enhver respekt, holder på dem som om det var en ligegyldig ting. Eller når Mik Schack klaskede stege i bordet i sit tv-program. Hver gang han præsenterede et stykke kød blev det svunget i luften, hamret mod skærebrættet eller klappet på. Greven (nært beslægtet med prins Joachim) har nok ikke lært køkkenpli fra barnsben. Når han først gik i gang ved gryderne, var han dog ganske hengiven, og resultaterne var jo gode nok, så vidt man kunne følge på skærmen.
Men sukkerstads er til for sjov, og her må der gerne grines.
Dette forunderlige link præsenterer to kogebøger om sjov med mad (søde sager):
En politisk vinkling på det er nok søgt, men jeg kunne sige noget rosende om amerikansk kreativitet. Og i USA er slik identitetsskabende, man gør noget ud af at have en type favoritslik.
Både kapitalisme og kommunisme fylder folk med sukker. I Sovjet elskede man søde kager. Herhjemme var det trist at opleve at man uddelte bolsjer på valgstedet da jeg stemte sidst – og det var ikke engang led i en indsamling eller propaganda. Det var formålsløst slikkeri.
Just say no til sukker! Undtagen en sjælden gang imellem.
