Den ældre Schlüter var heller ikke altid fin i kanten (solgte villa inkl. rotter, men det var trods alt kun en privatperson der blev snydt).
Peter Schlüters greb i kagekassen er i den lille skala. Der er langt større dispositioner som aldrig kommer i offentlighedens lys. Farum-sagen løb jo i årevis før der gik hul på bylden. Hvad kan man gøre ved det? Mere kontrol med offentlige midler og hårdere straf for dem der tager selv. En politiker eller embedsmand skal ikke slippe mildere end en socialbedrager der henter sig et par ekstra tusind kroner. De der sløser med kontrollen skal også straffes eller sanktioneres, ligesom de ville blive i en privat virksomhed.
Straf virker ikke altid forebyggende – men her gør det, for det er jo kold beregning som ligger bag velhavende menneskers økonomiske bedrag.
(Redigeret 15.8.2008 )
Efterskrift (15.8.2008): Mit indlæg herover skal ikke ses som et personangreb, men en anledning til at tage et emne op. Nemlig politikeres svindel eller frynsegoder og den generelle mangel på kontrol med offentlige udgifter. Jeg kunne også nævne mange politikeres uhæmmede brug af taxa og mobiltelefoni, Ritts designerkontorer, Bondams bil og sminke (som han selv skal have lov at svare på her).
Jeg mener således ikke at 136.000 kroner er i samme klasse som Farum-sagen, men ønskede at belyse fænomenet. Ved nærmere gennemlæsning af Politiken/Ritzaus artikel hævdes det rent faktisk ikke at Peter Schlüter har forsøgt at svindle. De kommer alene med antydninger.
Man bør derfor læse Peter Schlüters kommentar herunder om sagen set fra hans side.
De folkevalgte gør oftest et stort arbejde, men udsættes for både rimelig og urimelig kritik. Grænsen mellem smålighed og borgernes oprigtige bekymring for de offentlige udgifter kan være svær at finde – men vi må prøve, og der må være en åben debat. Derfor bliver indlægget stående.
Jeg beklager at jeg blandede Peter Schüters personlighed og hans far ind i sagen, hvilket ikke var helt fair.
søndag 3. august 2008 - 15:23 kl. 3:23 pm
Det er altid underholdende at læse andres fortolkninger af ens egne familiemæssige forhold. Jeg har mødt mange forskellige og nuancerede holdninger f.eks. til kendte politikere og deres børn. Ikke sjældent er disse ord og holdninger naturligvis præget af skribentens eget faktuelle vidensniveau og egen politiske observans.
Så tillad mig derfor – blot høfligst og rent faktuelt – at supplere din blog med et par detaljer til dit indlæg, sådan bare for lidt god ordens skyld.
Rotteredesagen…
Den såkaldte “rotterede” sag, som du nævner, stammer tilbage i 1980′erne og visse detajler herfra har (sjovt nok) ikke været ret meget omtalt – heller ikke af dig. Balladen i medierne efter hussalget skyldtes et gennemtæret kloakrør i Gentofte Kommunes vejnet, samt en efterfølgende konstateret fejl i kloakrørlægningen ind til det omtalte hus på Emilikildevej . Fejlene i rørlægningen på selve matriklen blev først kendt efter hussalget under en større udgravning af bryggers og køkkengulv og herefter udbedret- i øvrigt på min fars initiativ og bekostning.
Samtidig afsløredes problemer med rørføringen til andre matrikler i området. Skadedyrsproblemet var forstærket af og – forblev uopdaget, formentlig idet der på ulovlig vis i det umiddelbare nabolag dengang blev holdt heste, geder, høns og andre husdyr, som jo som bekendt tiltrækker den slags.
Tabt arbejdsfortjeneste…
Din formulering kan jo umidelbart tolkes direkte derhen, at jeg skulle have taget af pengekassen i Københavns kommune. Måske formålet med din formulering og din indledende vinkling – alle borgerlige politikere er kriminelle banditter og plattenslagere? Sagen du nævner noget uflatterende i min favør er måske lidt mere nuanceret end du beskriver den – og enhver sag har vel to sider?
Jeg har siden kommunalvalget 1. januar 2006 været tilmeldt ordningen “Erstatning af dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste” som folkevalgt i Københavns kommune. Du kan finde relevante bilag om sagen på min egen hjemmeside, hvor disse ligger frit tilgælgeligt for alle (også journalister), som har interesse i at følge sagen og dens noget bgesynderlige forløb, som jeg nu har påklaget til Statsforvaltningen, idet Københavns Økonomiforvaltning har krævet tilbagebetaling af 136.000 kr, som jeg ikke desto mindre har en af Økonomiforvaltningen uafhængig statsautoriseret revisors opgørelse og gentagne påtegning af, at jeg har været fuldt berettiget til at modtage. Der ligger et måske ganske interessant referat af den politiske debat om hele sagen på kommunens hjemmeside, hvis du er interesseret i et lidt mere nuanceret indblik i sagen og dens mange – skal vi blot sige ganske besynderlige detaljer. Indtil nu har sagen kostet mig over 40.000 kr. i advokatbistand og Københavns Økonomiforvaltning har betalt sit eget advokatfirma 280.000 skattekroner for en såkaldt uvildig advokatundersøgelse. Jo, i sandhed en besynderlig sag med mange uforklarlige hændelser og ubesvarede spørgsmål, hvilket fremgår af omtalte mødereferat fra Borgerrepræsentationen.
Bedste hilsener og fortsat god vind med din blog
Peter Schlüter
Borgerrepræsentant i København.
http://www.peterschluter.dk