Ornlig syg socialrealisme

Journalister er til for at tage røven på folk. Man spørger en flok hiphoppere om piger, biler og hash, man får de svar man fisker efter og lader dem posere på gruppebillede. Men det er alligevel ret komisk:

Fuck Yallahrup Færgeby!  (Foto: Anders Find/JP)

… Betonblokkene i Bispehaven i Århus V kan set på afstand godt ligne virkelighedens Yallahrup Færgeby. Her er danske alkoholikere, integrationsmedarbejdere og en gruppe unge mænd med palæstinensisk baggrund, som arbejder på en karriere som rapstjerner på linie med deres amerikanske idol Tupac Shakur. … »Ja, Tupac er vores store idol, og ja, vi har guldkæder og muskelhund, og ja, vi er perkere, men de overdriver og forenkler os. Vi har faktisk en hjerne, og der er en mening, med det, vi gør,« siger Mohammad Amcha, alias Krølle, 23 år. …

(Om DR-serien:) »Det var sjovt nok de første fem minutter, men efter 25 minutter, havde jeg mest lyst til at smadre instruktøren. Jeg kan godt se ideen i det, men jeg kan ikke se budskabet i det. Det er for plat. Vi taler slet ikke sådan hele tiden. Det er, som om de vil gøre os til syndebukke,« siger Mohammad Rachid, alias Mo, 23 år, rapper, og fortsætter kritikken;»Fuck Yallahrup Færgeby! Hvis jeg skulle give den point på en skala fra nul til fem, ville den ikke engang få nul,« siger Mo …

De prøver at forklare, hvorfor det var så let for dem at ryge ud i kriminalitet.

»Vores forældre har aldrig haft mange penge, og vi var ofte mange flere børn end i danske familier, så vi kunne kun få tøj fra Bilka. Det blev vi frustrerede over og begyndte at finde måder at skaffe penge på. Pengene kom på mange måder til at styre så meget, at vi ikke kunne koncentrere os om lektierne i skolen« …

»Ens forældre lever stadig i Mellemøsten. Når man kom hjem fra skole, sad ens far og så krig på tv og var helt optaget af det og havde ikke tid til os. Det påvirker os, og det er også derfor, at vi har flere aggressioner i os,« siger Krølle.

De manglende fædre. Hovedpersonerne Ali og Hassans forældre mangler i tv-serien – de findes ikke! Det kunne nok have sat en og anden ting i sammenhæng hvis vi fik deres fædre at se. Måske har DR lidt berøringsangst her.

DR’s Yallahrup er underholdende, men den er hverken rigtig satire eller rigtig socialrealisme. Den handler i virkeligheden om den lyserøde, danske middelklasses syn på sig selv. Serien er dansk-selvkritisk og måske lidt småracistisk. Den spidder kun repræsentanterne for den danske middelklasse (skoleinspektøren og bibliotekaren), mens de andre figurer er mere harmløse. Ali og Hassan er ufarlige tolvårige med pubertetsproblemer. Bagefter har DR prøvet at klistre en politisk korrekt hensigt på deres produktion, som den ikke kan leve op til (heldigvis).

Man kan på en måde godt forstå hiphopperne i Århus V når de føler sig gjort lidt grin med. De er ikke småkriminelle bandemedlemmer, men en gruppe unge med ambitioner og fælles pladestudie, og de kæmper for at lave deres egen identitet i et samfund der ikke har gidet stille krav til dem:

»Vi gør ikke det her for at se godt ud. Vi gør det for at overleve,« siger Hamp-Cha.

—