Intet ondt ord om forfædredyrkelse – og denne blogs formål er heller ikke at rakke ned på dansk kultur – men et sted går grænsen jo for hvad man forstår. Hvorfor ønsker folk en pæn grav hvis de ikke selv bor i nærheden og kan vedligeholde den – og gå på kirkegården og bese den.
Endnu i 1950′erne forekom der kirkegårde i Vestjylland med vildt græs og konservesdåser som blomstervaser, skrev Palle Lauring dengang, men de tider er forbi. (Han syntes i øvrigt det var gudsjammerligt, han foretrak pænheden). Nu er der pænt og friseret overalt.
Og hvorfor lægger man egentlig gran på grave om vinteren? Er der en funktion ud over den stedsegrønne symbolik? Der er så mange kirke- og menighedsrådsengagerede i min familie at jeg burde vide det, men svaret er gået mig forbi.
Undskyld, Johanne Poulsen, det er ikke personlig ment.
Bumsen var netop i Brugsen og købe hvidvin og én banan. Det var ikke til aftensmad, som man måske kunne mistænke. Nu vil jeg smutte afsted til julefrokost.
søndag 16. december 2007 - 12:16 kl. 12:16 pm
Granen er symbolsk, så den afdøde ikke fryser i frostvejr. Det kan synes latterligt, – den døde mærker vel ingenting, især ikke hvis vedkommende er kremeret – men det er egentlig en ganske smuk tanke. Man bekymrer sig om sine kære.
Jeg var til en urnenedsættelse for nyligt. Den 19-årige efterladte datter var oprigtigt bekymret for, om det skulle blive nattefrost, når nu hendes mor endnu ikke havde fået grandækken.
Det var meget rørende.