Mandag den 21. januar skulle være årets mest deprimerende dag ifølge en forsker i Wales. Han er formentlig globaliseret, næppe waliser, for det glade folkeslag ville da aldrig beskæftige sig med sådan noget?
I Thy var det ikke en trist dag, tværtimod var det skjøn a frisk wejjle. Der er mange slags overskyet; dette var af den lysere slags. Jeg gik en tur ud i heden og skoven. Billederne kunne ikke postes fra barndomshjemmet, da der i Thy stadig lever mennesker som er koblet op med modem (spiser fisk, taler dialekt, ikke gider se fjernsyn, besøger naboer uden at ringe først og alt andet som er utænkeligt længere østpå) – men her er de:
Byger i sønden. (Kort)
Her tog de gamle thyboer bad.
Havklitter i vest. (Kort)
Forskellen mellem sommer og vinter er svær at få øje på.
Væltede træer har fået lov at ligge hen, uden for skovvæsenets opmærksomhed.
Sjöar, skog… næsten som Nordskandinavien.
Færgegård Sig, nær Flegkjær Sande. (Kort)
En sti, formentlig trådt af vildt.
Solcelledrevet hegn med batteri.
Til bedrøvelse for natur-hattedamerne: illusionen om det uberørte er brudt, skovene udtyndes med motorsav.
Men flis er godt at fyre med.
Helt uventet: et menneske med vandrestave.
Efter kaffe ved naboen gik jeg hjem i mørkningen. Den typiske savtakkede, vestjyske horisont af nåletræer. (Kort)
Nationalpark eller ej, det ligner sig selv. Skoven og det meste af heden er statslig, udstyret med røde pæle med vejviserpile, som det kan ses på næstsidste billede (til højre for vejen). De røde pæle er vist et design fra Dyrehaven, som siden er blevet gennemført i alle statsskove, ensartethed er vigtig. Min far kunne have ejet en stor del af hvad vi lige har set, hvis ikke det var blevet solgt fra i 1948, men fredet ville det jo under alle omstændigheder være. Jeg tænker på om den stavgående turist oplever naturen på samme måde som jeg, den lokale, gør?
All photos © Casper.
