Tanker om skilsmissens afskaffelse

I nat drømte jeg at jeg sad i en overfyldt bus med småfede journalist- eller fotografstuderende i hvide skjorter og krøllet, sort tøj. Vi kørte gennem min barndoms Thy, men ingen var interesseret i hvad de så ud af vinduet. Der blev snakket om jeg, mig, mig selv og storbyen, og der blev grinet ad en mand der talte i telefon med sin skat og derved brød den glatte, individualistiske facade.

Vi kørte forbi et gammelt, bevaringsværdigt hus som p.t. er blevet planlagt nedrevet  (jeg har, i det virkelige liv, klaget til statsforvaltningen over det). I drømmen var det revet halvt ned.

Jeg kom til mit barndomshjem hvor der var temmelig øde og tomt. En fremmed bil kørte ind på gårdspladsen, men den skulle bare vende, den drejede ved grøftekanten og forsvandt. Jeg gik langs husvæggen, ind i entréen eller garagen, mens jeg vågnede og tænkte over dengang hver flyttede til sit og vores hjem blev dobbelt så tyndt befolket, fra fem til to indbyggere.

Jeg hader skilsmisse. Der blev fred og ro, men mine forældre sank ind i sig selv og blev ikke så lykkelige som de havde håbet på. Det handler heller ikke om dem: uanset at de boede forholdsvis tæt på hinanden og kunne tale sammen, så blev mit hjem slået i stykker.

Nu til det upersonlige, der ikke nødvendigvis bygger på egne erfaringer.

Hvis jeg blev politiker ville jeg gøre alt for at forhindre skilsmisse:

• Skattesystemet skal ikke give fordele til enlige og i hvert fald slet ikke til fraskilte. Danmark er muligvis det eneste land i verden hvor der er skattefordel ved at være enlig og ulempe ved at være gift. Det er vanvittigt.
• Også andre økonomiske incitamenter der fremmer skilsmisse skal afskaffes. Staten skal ikke forgylde en enlig mor/far med offentlige ydelser.
• Er der børn i ægteskabet skal skilsmisse aldrig kunne bevilges umiddelbart. En mild stramning ville være ét års separation hvis parterne kan blive helt enige om bodeling og forældremyndighed, to år hvis de er uenige.
• Skilsmisse skal ikke betragtes som et privat anliggende, men en sag hvor samfundet og evt. de to familier inddrages. Der skal være særlige familiedomstole, en slags samråd med repræsentanter for loven (en dommer), socialforvaltning, de to parter, nogle som repræsenterer børnene (klasselærer, pædagoger eller familie) og evt. deltagelse af øvrige familiemedlemmer. Dommeren og det offentliges repræsentant skal være specialuddannede og have indsigt i mægling og familieproblemer. Deres empatiske evner skal bevises med en særlig test eller med anbefalinger. Disse samråd skal ikke kun bestemme vilkårene for en skilsmisse, men i første omgang søge at mægle eller henvise parret til mægling og rådgivning i privat eller halvoffentligt regi. De skal følge parret gennem separationstiden, med mindst et obligatorisk retsmøde ved separationens begyndelse og slutning eller evt. med et halvt års mellemrum. (Princippet om konfliktråd bør også indføres i alle straffesager, men det er en anden historie).
• Parterne skal betale for skilsmissen, en takst der naturligvis stiger med omkostningerne, ligesom i andre retssager. Kan de selv finde ud af vilkårene, er omkostningerne relativt lave. Er de uenige og ikke samarbejdsvillige, bliver det dyrt.

Der kan være tilfælde hvor skilsmisse er eneste gode løsning, men de er sjældne. Det må vurderes individuelt. Følgende kan være med til at skabe mere ordnede forhold når skilsmissen er en realitet:

• I dag er statsamtet *) barnepige for forældre der ikke kan eller vil tale med hinanden. I stedet skal folk krediteres for deres evne til selv at lave aftaler. Saboterer en af forældrene samværet eller viser hun (i sjældnere tilfælde han) ikke god vilje, så skal det have indflydelse på hvem der får forældremyndigheden. Intet barn er tjent med en mor (evt. far) der bagtaler og ødelægger samværet med den anden.
• Statsamtet skal opkræve betaling for sin mægling og indgriben i forældremyndighedsforhold. Dog ikke sådan at en velhavende part kan tryne en ikke-bemidlet.
• Barnet skal ikke være en postpakke der sendes frem og tilbage for at kreditere forældrenes forfængelige behov. Forældrene skal opfordres til bosætte sig tæt på hinanden. Flytter en af forældrene til den anden ende af landet, skal det have passende konsekvenser for forældremyndighed og samværsret.
• Skolelærere, pædagoger og andre der har ansvar for børn skal have pligt til at gribe ind (under strafansvar) hvis barnet vantrives. Hver kommune, eller evt. de pågældendens fagforening eller friskolernes brancheforening, skal have en kontaktperson som de pågældende lærere/pædagoger kan henvende sig til for råd og vejledning. Enhver privatperson, f.eks. naboer, familie og bekendte, der oplever børn vantrives skal også have pligt til at gribe ind (under strafansvar). Der skal evt. oprettes en børneombudsmand eller børnerådgivning hvor børn anonymt kan få hjælp og støtte. Børnegrupperne i Vejle og Åbenrå er et glimrende initiativ. Der vil altid være indvendinger om at staten blander sig i private anliggender, men her må de ideologiske hensyn vige. Det handler om at tage parti for barnet, som ellers ikke har nogen at gå til. Loven skal beskytte den svage.

Familedomstolene eller -samrådene kan virke som en dyr løsning, hvilket kun er en fordel, da sagens parter skal betale. Incitamentet for skilsmisse vil blive minimeret. Om brugerbetalingen skal være hel eller delvis må komme an på nærmere overvejelser. Betaler samfundet, så vil der være store besparelser på længere sigt (færre offentlige ydelser til de enlige forældre, mindre behov for boliger, færre skilsmissebørn med psykiske og sociale problemer). Der skal være mulighed for fri proces; der kan jo som sagt være tilfælde hvor skilsmisse er en nødvendighed. Sagsomkostningerne bør som hovedregel fordeles ligeligt mellem parterne. Vurderer retten at den ene part klart er mere skyld i skilsmissen end den anden, kan sagsomkostningerne forskydes til ⅓ mod ⅔. Kun i sjældne tilfælde skal de pålægges den ene part alene.

Har man ingen børn, så gælder ovenstående naturligvis ikke. Så kan man for min skyld trække sin skilsmisse i en automat eller via tast-selv.

Papirløst samliv inkl. børn har gammel hævd i Norden, og det skal også være en mulighed der tages hensyn til. Hvordan det kan sidestilles med ægteskab er et mere teknisk problem. Generelt handler det ikke om at gøre det svært at få selve den formelle skilsmisse – papirløse behøver jo ikke ansøge nogen myndighed før de bliver skilt – men om at fjerne de forgyldte vilkår som venter efter skilsmissen. De skal kunne betale sig at forliges og leve sammen.

Hvis vilkårene efter en skilsmisse er mindre lokkende, så vil der opstå behov for at løse uoverensstemmelser på en anden måde. Vi vil se privat par- og familierådgivning blomstre op, både mod betaling og i nonprofit-regi (formidlet af foreninger, kirkesamfund og frivillige organisationer). I private samtaler og i medierne vil man begynde at beskæftige sig med emnet: hvordan arbejder man for et godt ægteskab.

Bogen Myten om den lykkelige skilsmisse kan anbefales. Her skildrer en amerikansk psykolog langtidsvirkningerne af skilsmisse. Hun har fulgt en flok skilsmissebørn fra 1970′erne til i dag, og ingen af dem har helt undgået ar på sjælen, men nogle har naturligvis klaret det bedre end andre. Ifølge bogen finder den typiske skilsmisse sted efter ni års ægteskab. Det må være efter amerikanske forhold, for her i landet går der vel typisk kun 3-4 år. Et halvt års forelskelse + 1 års hyggeligt samvær + 1 års frustrationer + ½ års åbent had, og så udfylder man en blanket og sender den til statsamtet.

Ole Birk Olesen (manden bag 180 Grader) fortæller i Taberfabrikken blandt andet om hvordan staten belønner skilsmisse. Han fokuserer hovedsagelig på det økonomiske, og han er noget af en hård nød, idet hans analyser præges af ønsket om at bevise liberalismens fortræffeligheder. Men det kan også have sin plads at se bort fra sødsuppen af falsk medlidenhed for en stund.

*) Nu hedder det vel Statsforvaltningen – men jeg kan ikke få mig til at nævne dette udyr i to sammenhænge i samme blogindlæg.