Birthe Rønn Hornbechs drømme

Det er muligt at Birthe Rønn Hornbech ligner en sænkekasse af beton eller en mine fra 1. verdenskrig, men hun er lige så tom og let som et vindæg. 

Hun er på mange måder en Fru Danmark. Præstedatter, fhv. politimester, vrangvillig politiker, foredragsholder, om noget en folkelig borger i statens tjeneste, og fuld af typisk danske, men selvmodsigende idealer. Hun svinger den verbale kagerulle for 117. gang, mens der er total mangel på idéer og handling mod social dumping, destruktivitet og islamisering. Konstruktive forslag følger nederst i mit indlæg.

Som minister har hun arrogant nægtet at udtale sig til pressen i stort set alle sager. Samtidig lufter hun sine evindelige personlige meninger når hun ikke bliver spurgt. F.eks. om udvisningen af de to tunesiere med mordplaner, på trods af at hun kendte regelværket da hun trådte til som minister. Hun tolker ministeransvarlighedsloven sådan at hun har pligt til at holde mund, når spørgsmålet ikke er stillet i folketinget, og grundloven tolkes som en pligt til at udbrede sin personlige overbevisning når den er modsat hendes parti og den regering hun er en del af.

Nu har hun kappet de sidste bånd til virkeligheden og er svævet ud i drømmenes verden. Folketingets spørgetime i går (Ritzau-artikel i flere aviser):

Det er “trist”, at SF hænger bestemte grupper ud, mener integrationsminister Birthe Rønn Hornbech i forbindelse med den seneste tids mange brande. »Det undrer mig, at det kommer fra SF«, siger hun til Ritzau efter et møde i dag i folketingssalen, hvor SF’s integrationsordfører, Astrid Krag, havde efterlyst netop integrationsministerens holdning i forbindelse med brandene:

»Nu skal indvandrere beskyldes for det hele« … 

—

Vi springer tilbage til Kalundborg den 14/2 (se indslag fra TV-avisen):

 

»Vi satte sådan en barnevogn her, og så satte vi en skraldespand derovre, og så satte vi ild her med benzin og sådan noget der.« -

 

»Vi har en stærk, du ved, religion, vi vil gerne… vores religion, ikke, den skal respekteres. Der er ingen der skal gøre grin med vores profet og sådan noget der. Det er det, sådan du ved… Det er derfor, når de gør det, så bliver vi nødt til at gøre det her.« -

»Ja, vi vil gerne tages alvorligt, vi vil gerne respekteres og sådan noget der.«

Journalist: Men tror I det er måden at gribe det an på, ved at kaste sten efter politi og brandbiler?

»Nej, det kan godt være det ikke er sådan man gør. Men stadigvæk, vi vil altid gøre det her. Indtil de begynder at respektere os. Vi vil altid gøre det her, det kommer til at ske mere og mere og mere. Og i dag, i aften kommer det til at ske meget mere.«

Samtidig, på en politistation i den danske bydel: 

»Der er ikke nogen tendenser i det boligområde hen over den seneste tid der gør at det skal udvikle sig som det har gjort de sidste to dage. Og det er også det vi undersøger i dag og i aften.«

—

Integrationsministeren afviser at utilpassede 2. generationsindvandrere skulle have noget specielt med optøjerne at gøre, og hun henviser eventuelle problemer til justitsministerens område. Politiet kan naturligvis ikke føre integrationspolitik, og de har ingen speciel indsigt i bandernes tankegang. Efter afbrændingen af solcentret på Østerbro “undrede” poltitiet sig over gerningsmændenes koldblodige adfærd.

Samtidig har SF bevæget sig nogle gode skridt i realistisk retning. De er et parti i fremgang, mens S i øjeblikket ligner en kage i regn. Måske er SF’s udmeldinger motiveret af “populisme” – al politik er pr. definition mere eller mindre populistisk. Indvandring optager befolkningen, og selv SF’ere kan efterhånden ane at problemerne ikke går væk af sig selv. Deres analyser er dog stadig utilstrækkelige, og jeg tror ikke de kommer med så mange virkelig brugbare løsninger.

Ved at SF bytter position med Birthe Rønn Hornbech er der opstået en ny og spændende debatsituation – for nu at sige det på den måde.

Det handler ikke bare om at de unge skal for politi, dommer og i fængsel, som vores integrationsminister så fint henviser til for at skubbe det over på justitsministerens bord.

Det handler heller ikke kun om socialt udsatte stakler, krigs-traumatiserede forældre og hvad SF ellers holder fast i.

Det sociale og det religiøst-kulturelt-etniske er to sider af samme sag. Det burde absolut være en integrationsministers område at samle og koordinere integrationen - hvad ellers. Jeg foreslår følgende program:

1. at kontrollere hvem der skal lukkes ind i landet
2. at motivere etniske grupper til at tage del i samfundet, både arbejdsmæssigt og socialt, og uden at ynke dem
3. at hanke op i de mest marginale grupper med målrettet hjælp og håndfaste principper
4. at bremse indflydelsen fra religiøs fanatisme
5. være regeringens talerør til presse og samfund, herunder optræde med autoritet over for indvandrere

Men Birthe Rønn Hornbech mener kun hun har to opgaver:

• forvaltningschef for et kontor der stempler opholdstilladelser – her skinner juristen igennem
• påtage sig rollen som hele Danmarks ærke-grundtvigianer i “dialog” med muslimske sektledere

Hvis man læser mellem linjerne i gårsdagens folketingsdebat, siger den noget om ministerens syn på sociale tiltag. Småborgerlige idealer skinner igennem mellem tomgangssnakken:

Det, jeg skal, er at sørge for, at vi, så godt vi overhovedet kan, hjælper folk til at få uddannelse og sprogfærdigheder og får de unge, de gamle og kvinderne ud på arbejdspladserne. Det gøres der en kæmpe indsats for, og statistikkerne viser, at det stadig går fremad, og at mange af de unge klarer sig utrolig godt og kommer på universiteterne og får høje uddannelser og gode stillinger.

V og K har en utrolig tro på at alle skal have universitetsuddannelse og høje stillinger.

Det har næppe relevans for den gruppe unge der brænder solcentre af, handler med hash, laver indbrud og smadrer bøsser.

Rollemodeller er et meget hot ord for tiden blandt politikere, journalister og pædagoger. Jeg tror ikke at et par veluddannede rollemodeller ændrer noget ved at den dårligst fungerende gruppe, der har total mangel på motivation og tilpasning. Forsvinder problemerne, fordi vi fortæller de gode historier? Næppe.

Lad os sige at de unge indvandrere har et A-hold, et B-hold og et C-hold.

A-holdet klarer sig selv. Det er ikke dansk integrationspolitiks fortjeneste, når der udklækkes pakistanske læger og tyrkiske revisorer. Det er helt naturligt at der sker en social opstigning blandt de velfungerende middelklasse-indvandrere. (Burde Kamal Qureshi i øvrigt ikke finde en tyrkisk revisor?)

B-holdet er den store gruppe af taxachauffører, shawarmarullere og lignende. Rigtig mange af dem mangler arbejde (det kan ikke betale sig for dem eller de kan ikke finde det). De kan godt indgå i samfundet, men der er også risiko for at nogle af dem daler ned til C-holdet. Kunsten er at få dem gjort til lavere middelklasse, hvilket i dag betyder faglærte arbejdere, sygeplejersker osv. Muligvis udsættes de for lettere diskrimination, hvilket sandsynligvis hænger sammen med manglende kendskab til koder i det danske samfund. Eller lavt selvværd, som kommer af mange års parkering i det sociale system eller af den islamiske offermentalitet.

Meget tyder på at den jævne mellemgruppe svinder ind og efterhånden siver over til enten A- eller C-holdet. Flere vindere og flere tabere, færre i midten. Det kaldes øget ulighed. Et udtryk der især bruges af socialt indignerede middelklasse-folk der ikke ønsker at søge egentlige forklaringer.

C-holdet er den type, som jeg så i byretten i går, hvor jeg var inde at kigge på et par retssager. De er højst middel begavede, taler rudimentært dansk og har næppe selvdisciplin eller kulturel indsigt til at gå på middelklassens skoler. Det ville faktisk heller ikke være godt for universiteterne og de høje stillinger, hvis de skulle besættes af den slags folk. Det kan man roligt overlade til A-holdet.

C-holdet er naturligvis også manden i TV-interviewet fra Kalundborg. Han er 17 år, og “deres gruppe kalder sig selv KLP”. (TVA)

Det værste var at journalisten ikke spurgte direkte: Hvordan tror du folk vil respektere jer, hvis I kun kommer med vold og ødelæggelse? Den dialog kom aldrig i gang, ikke i pressens dækning af optøjerne, ikke i debatten i Nørrebro-hallen (sendt 20/2 på TV2), og heller ikke i debatten i folketingssalen i går. Den foregår heller ikke i noget stort omfang inde bag ministeriets mure eller hos alle fagfolkene og konsulenterne.

Her er den virkelige mangel på respekt: man gider ikke engang høre på de kaotiske unge eller forlange noget af dem, ingen forventninger og ingen krav. På den måde har de helt ret, når de mener at de regnes for intet.

De dysfunktionelle på C-holdet skal ikke på universitetet, men i første omgang bare have en læreplads eller et fabriksjob. Det kræver måske nok “opsøgende indsatser”, men først og fremmmest at man banker næven i bordet og siger: du skal selv have viljen, du skal holde styr på dig selv, og du skal respektere andre.

I det etnisk danske samfund har middelklassen gennem årtier koncentreret sig om at hjælpe sig selv op. Mens samfundets virkelige bund parkeres på diverse ydelser og fyldes med ynk og dårlige undskyldninger. Denne politik gør sig nu gældende over for indvandrerne – for det er jo det samme socialsystem, udtænkt af samme embedsmænd og politikere, båret af samme velvillige medlidenhed. Man koncentrerer sig om at yde overflødig hjælp til middelklassen, men er totalt rådvild når det handler om C-holdet.

Samtidig indbyder vores integrationsminister religiøse ledere til møder, så de med det officielle Danmarks opbakning kan gå ud og rekruttere C-holdet til deres islamonazi-sekter.

Herunder et udpluk af citater fra en ganske interessant og afslørende debat.

Astrid Krag, SF: 

Vi er jo nogle, der har savnet integrationsministeren lidt i den seneste tid; det er ikke så meget, man har hørt til ministeren, mens brændende biler og skoler har gjort det klart, at vi altså står med nogle meget store og alvorlige integrationsproblemer i Danmark. De sidste ugers uroligheder står desværre ikke alene, der er nogle områder og bydele i Danmark, hvor påsatte brande er dagens orden, og hvor det ikke er særlig trygt at bo.

Derfor er jeg glad for, at ministeren er til stede ved spørgetimen, og jeg vil give ministeren en chance for at komme med et konstruktivt bidrag til debatten om, hvordan vi får løst problemerne. … Ville det ikke være oplagt, at integrationsministeren og Integrationsudvalget i fællesskab indkaldte alle relevante parter – politifolk, integrationskonsulenter, socialrådgivere, skolefolk osv. – til en række møder, hvor vi kunne få de bedste løsninger frem i lyset? Så det, jeg vil spørge om, er, om ministeren vil tage initiativ til sådan en form for bredt samarbejde sammen med Integrationsudvalget?

Svar fra Integrationsministeren : 

Nu er min kollega, fru Line Barfod, desværre gået, men jeg vil sige, at jeg helt deler fru Line Barfods opfattelse af, at man ikke som minister bare skal fare ud på grund af nogle pressehistorier.

[Line Barfod (Ø) havde talt om: "langsigtet indsats ... opbygge tilstrækkelig viden om, hvad man kan gøre ... se på det voldsforebyggende og se på, hvad man kan lære af de projekter ...." ]

Jeg har den opfattelse, at integrationsspørgsmålet ikke er noget, man bare farer ud med, fordi der er lidt brand i gaden.

Så må jeg sige, at jeg sådan set ikke forstår fru Astrid Krags holdning, for jeg kan se, at det altså nu er indvandrere, der skal beskyldes for at al balladen, siden spørgsmålet bliver rejst til mig. Det synspunkt deler jeg slet ikke, og jeg mener faktisk, at det er med til at grave grøfter, at man hele tiden pukker på det, når det drejer sig om indvandrere, hvorimod det åbenbart ikke er lige så ubekvemt for SF, når det drejer sig om de autonome og deres forkælede forældre, der besætter ejendomme på grund af et bestemt politisk formål. Jeg synes, at det er meget uheldigt, at man på den måde antager det for at være en kendsgerning, at det altså nu indvandrere, det drejer sig om, og at integrationsministeren derfor skal spørges.

Jeg må altså sige, at integration for mig er et meget langt, sejt træk, … … at der løbende er utrolig mange initiativer i gang, som skal gavne integrationen, som har nogle bestemte formål, som drejer sig om de ressourcesvage, som drejer sig om de ressourcesvage forældre, som drejer sig om at få særligt kvinderne ud i samfundet, som drejer sig om at få særlige grupper i arbejde, som drejer sig om, at vi har mentorer for at få folk ud på arbejdspladserne, som drejer sig om at forstærke indsatsen over for mennesker med traumer osv.

Derudover har jeg jo udtalt, at jeg taler med alle grupper, og jeg har netop i de sidste dage haft besøg at flere muslimske organisationer, fordi jeg ved, at de kender til mange af de problemer, som nogle af disse mennesker oplever.

Astrid Krag:

Jeg tror nu, at folk gerne vil have en minister på banen, når der sker sådan nogle alvorlige ting, som vi har set i Danmark den sidste halvanden uge, og at de også gerne vil have ministeren på banen med nogle bud, både på det lange stræk, som jeg er meget enig med ministeren i at der er behov for, og altså også nogle bud på, hvad der skal til her og nu for at sikre, at gaderne ikke står i brand igen om nogle uger.

Men så må jeg måske spørge ministeren, om hun så også vil komme med et løfte om, at hun vil trække verdslige organisationer og forskellige fagfolk ind i samarbejdet om at finde løsninger og ikke kun holde møder med de muslimske organisationer, som ministeren selv er inde på at hun har mødtes med.

[og lidt senere - ] … når vi ser på, hvem det var, der i Århus Vest, i Kalundborg, på Nørrebro og andre steder var ude og brænde biler af, så er der også noget, der tyder på, at integrationsministeren også må på banen.

Mener ministeren, at de svar, der skal til, på de uroligheder, vi har set den sidste halvanden uge, alene er retspolitiske og alene ligger under justitsministerens område, eller vil ministeren godt anerkende, at der altså også skal nogle politiske svar på banen fra ministerens eget område, fra integrationsområdet?

Integrationsministeren: 

Det, jeg skal, er at sørge for, at vi, så godt vi overhovedet kan, hjælper folk til at få uddannelse og sprogfærdigheder og får de unge, de gamle og kvinderne ud på arbejdspladserne. Det gøres der en kæmpe indsats for, og statistikkerne viser, at det stadig går fremad, og at mange af de unge klarer sig utrolig godt og kommer på universiteterne og får høje uddannelser og gode stillinger.

 (Folketingets spørgetid 27.2.2008 )