Bispevalg med fusk og overfladiskhed

Hvorfor interesserer en hedning i København sig for bispevalget i Roskilde? Jo, fordi 84 % af befolkningen er medlemmer af folkekirken, og det må være interessant for os alle sammen hvordan den største åndelige forening i Danmark fungerer.

Derudover er biskopperne kongelige embedsmænd hvis løn og pension er betalt 100 % over finansloven, ikke via kirkeskatten. Tilsyneladende mener flere af kandidaterne at det giver dem en særlig pligt/ret til at udtale sig om samfundets øvrige anliggender, altså blande sig i politik. Jeg vil så til gengæld blande mig i deres syn på folkekirken. Selv om jeg helst så at bispeembedet overgik til folkekirkens egen finansiering, så jeg kunne være fri for at have det argument.

Min overskrift skal forstås sådan at der har været fusk eller i hvert fald dyb uansvarlighed/ligegyldighed i valgets proces, og at valgkampens indhold præges af manglende dybde. Det er desværre kedelige tendenser vi også ser i det øvrige samfund, som nu er trængt ind blandt folkekirkens folk.

Det nye og hidtil uhørte er ikke kun valgsvindelen (for nu at sige det lige ud). Der måtte som bekendt holdes omvalg pga. valgbestyrelsens manglende evne eller vilje til at optælle fem bunker à 50 konvolutter korrekt. Måske var det ikke ond vilje, måske havde man bare for travlt med at finde et cirka-resultat og komme til smørrebrøddet. Ikke underligt at man også har svært ved at holde styr på udgifterne rundt om på stiftskontorer og i sognene. I “det gamle Danmark” ville enhver valgbestyrelse udføre sit hverv yderst omhyggeligt, da det jo handler om et stort ansvar man er blevet pålagt – om selve tilliden til institutionen.

Roskilde stift som sociologisk fænomen

Vi har set lignende uredelighed ved kommunalvalg: sagen i Ramsø efter valget i 2001, pudsigt nok ikke langt fra Roskilde (klik her for lang version/kort version). En lang og træg efterforskning løb ud i sandet. Borgmesteren mente det var straf nok:

“Jeg tror, forbryderen har følt stor straf ved at frygte, at det blev opdaget – med offentlighedens skarpe lys på sagen. Det kan godt være forbryderen føler lettelse over, at statsadvokaten henlægger sagen. Det vil da være et menneskeligt træk. Men jeg tror også, at dét at bære på denne viden resten af sit liv for et almindeligt sundt tænkende menneske vil være en straf i sig selv af uanede dimensioner.”  (Citeret fra kenielsen.dk)

Vi kommer nok til at se mere til det, for den manglende selvindsigt hos de ansvarlige tyder på at normerne er skredet.

Når jeg nævner at Ramsø ikke ligger så langt fra Roskilde, er det naturligvis ingen konspirationsteori, men fordi jeg opfatter at de gamle dyder og ansvarligheden – endnu – holder sig bedst i Danmarks “yderområder”, mens de storbynære områder er stærkt præget af fællesskabets forfald. Selve storbyerne er derimod præget af dels en underklasse i frit fald og dels en højere middeklasse der suger eliten fra hele landet til sig. Ude i Roskilde stift er man hverken fugl eller fisk – man er for tæt på København til at bevare landområdernes og provinsbyernes fællesskaber – men man får heller ikke gavn af storbyens liv, kun som pendleropland.

Medierettet valgkamp

Den anden nyskabelse i bispevalget er en temmelig medierettet kampagne der ligner en egentlig valgkamp, med duelmøder, debat i medierne, forsøg på at gøre sig populær, lidt for mange kortfattede budskaber i læse let-stil. Det vil sige at man har overtaget faconen fra det politiske liv. Ordet valgkamp bruges nu uden ironisk undertone.

Jeg kalder det ikke for en politisering, da det politiske liv netop handler om alt for meget andet end politik i dag.

De fem kandidater afspejler på mange måder de forskellige strategier i folkekirken i dag. Den klassiske modsætning mellem grundtvigianisme over for indre mission eller “liberale” over for den “kirkelige højrefløj” er ude af billedet. Forskellene handler derimod om hvordan kirken skal markere sig i samfundet.

• Poul Joachim Stender er “kendt for gourmet-middage i kirken og bramfri snak om sex fra prædikestolen“ ifølge Kr. Dagblad. Lavkirkelig i sprog og stil. Som noget positivt vil han bevare de små sognes selvstændighed, han er modstander af kirkeministeriets forsøg på beton-centralisering, men uden et klart bud på alternativet. Han skriver: “Hvis jeg bliver biskop, kan man ikke vente sig hvad som helst”, i den forstand at han vil bevare alt det gode, men samtidig vil han gøre forkyndelsen sanselig og lidenskabelig, og han vil indkalde de politiske ungdomsforeninger til et møde om folkekirken. Han vil gerne det hele. Relativt kritisk mod islam, men ikke imod multikultur som sådan: vil elske den muslimske næste, men fordømme hans tro.
• Peter Fischer-Møller, også grundtvigianer til den liberale side, men en mere traditionel type end førstnævnte. Han er blevet mistænkeliggjort for at deltage i et støttenetværk for Grosbøll – men han ønskede vist mest at forsvare retten til forskellige gudsopfattelser. Har et meget venligt syn på islam.
• Henrik Wigh-Poulsen, grundtvigianer af Birth Rønn Hornbech-typen (”den kirkelige midte”). Langer ud mod materialisme, ateister, folk der kritiserer indvandring, Tidehverv og mange andre. Han støtter vist nok homofiles ret til kirkelig registrering, i lighed med flere af de andre kandidater. Dette er ikke mere så stort et stridsemne som det har været, men som smagsprøve på hans evner som kommunikator kan man tygge lidt på dette indlæg, der lader budskabet svæve i det uvisse: Kjeld, bøsserne og familieværdierne.  Da jeg først læste det, troede jeg han gjorde nar. Det er lige så tåget og show-agtigt som Lars Bukdahls anmeldelser. Selvbevidst, intelligent og med mange friske udsagn, men har både i sine skrifter og på debatmøder udvist en meget konfrontatorisk stil. Henrik Wigh-Poulsen er et spændende tilfælde, men nok den eneste af de fem, som er decideret uegnet som biskop og leder.
• Steffen Ravn Jørgensen, en stilfærdig og velformuleret mand, der får sindene i kog hos nogle af sine modkandidater. Jeg vil vove at påstå at det er dem, ikke ham, der er ekstreme.
• Per Melhof, valgets outsider fra den danske kirke i Bryssel, som markerer sig med et noget tørt budskab om at kirken kan tage ved lære af erhvervslivet – som modsætning til traditionel offentlig detailstyring – hvilket han sikkert har ret i på mange punkter. Han vil gerne aktivere de frivillige ressourcer i sognene. En klart plus er at han har det enkleste navn af de fem. Hvorfor har så mange præster et bindestregs-efternavn?

Som hyppigt set blandt præster, er der sværmere og brushoveder imellem. Udprægede holdningskandidater, der gerne indleder sætninger med “Jeg mener…” Ønsker man at være en reformator, der nydefinerer kirkens forhold til sex og sanselighed, er det udmærket, men spørgsmålet er om denne opgave bør udføres fra bispesædet. (Undskyld det billedlige udtryk!)

Nogle af de fem er spredere, der kunne ødelægge folkekirken på få år, hvis deres type sad i alle landets bispestole. Men de kan de sikkert være ganske udmærkede som sognepræster, redaktører osv. der blander sig i den offentlige debat som de vil.

Den egentlige udfordring

Steffen Ravn-Jørgensen virker absolut som den mest solide af de fem. (Se videoen på hans hjemmeside hvor han giver en sammenhængende fremstilling af sit budskab, i modsætning til alle de andre kandidater). Han har tydeligvis en god teologisk baggrund, reflekterer om sin rolle som administrator og teologisk vejleder. Han er en stille slider der har opbygget diverse kurser og et udmærket skole-kirke-samarbejde i Helsingør stift. Han endte på en fjerdeplads i første valgrunde, velsagtens fordi han ikke ønsker at spille ud med en masse spektakulære ændringer,  er en ret grå figur i forhold til de mere medieliderlige, og måske også fordi det lykkedes modstanderne at rakke ham ned som angivelig Tidehvervs-mand – hvilket han ikke er – hvad der så end skulle være galt med det.

Men det er holdninger som denne der falder de intolerant-tolerante for brystet – fra en artikel Berlingske og andre dagblad, 18. marts:

Troløse: Danskerne svigter i stigende grad folkekirken

Næsten halvdelen af danskerne har ikke været til gudstjeneste inden for det seneste år, og kun hver ottende har planer om at gå i kirke i løbet af påsken – kirkeårets største højtid. Det vækker bekymring i den danske folkekirke. 

Næsten halvdelen, 45 pct. … har således ikke været til gudstjeneste i løbet af det seneste år, viser en ny Gallup-undersøgelse om danskernes forhold til påsken, folkekirken og det kristne budskab.  I 2003 var det mindre end en tredjedel … 31. pct., som ikke havde havde været i kirke i de seneste 12 måneder, så på bare fem år har folkekirken fået et markant tiltagende problem med at trække folk ind i Guds huse. …Kun 13 pct. eller rundt regnet hver ottende … tilkendegiver nemlig, at de har planer om at gå i kirke i påsken.  Det er et dramatisk fald fra 2003, da … 20 pct. regnede med at gå i kirke i påsken.

Yderligere er det bemærkelsesværdigt, at selv om 82 pct. af befolkningen er medlem af den danske folkekirke, så mener kun 58 pct., at det betyder noget for dem at være medlem. I 2003 betød det noget for 64 pct. af befolkningen.

For domprovst ved Sct Olai. Kirke i Helsingør, Steffen Ravn-Jørgensen , er det en bekymrende udvikling.

»Det er tal, som viser, at vi i den kristne kirke står over for en stor udfordring. Vi skal blive meget bedre til at vise, hvad kristendommen er for en størrelse,« siger han og sigter i den forbindelse især til kristendommen som modvægt til islam:

»Kristendommen har været befordrende for anvendelse af fornuften, og den har været et opgør med alt det, der har bremset, herunder de religiøse love i islam, der jo bremser udviklingen. Når mine børnebørn kommer ud i en skole, hvor de møder religiøse love, for eksempel islamiske love, hvor der tales om rent og urent mad og mennesker, så vil jeg modsige det med kristendommen og sige, at i den kristne religion er der ikke den religiøse begrænsning. Der skal med andre ord fortælles om kristendommen, for at vores børn og børnebørn får den frihed, som vi andre nyder godt af. Der mener jeg virkelig, at der mangler et kæmpe oplysningsarbejde, en bevidstgørelse om du vil.«

Men lægger du med dine ord ikke op til konfrontation med den anden store religion på vores breddegrader?

»Det er klart. Islam skal da modsiges. Men det skal ske med ordet eller argumentet, aldrig med hånden eller volden. Og det er det, vi har lært med kristendommen at her kan vi diskutere tingene.«

Jeg kan ikke se andet end at Steffen Ravn-Jørgensen tør tage en af tidens største udfordringer op. Almindelige borgere ville nok – i modsætning til præsterne – mene at han gør det på en sober og givende måde, at han løfter netop det ansvar som han er sat til. Mon ikke også vore muslimer – bortset fra dem der drømmer om kalifatet – foretrækker et intelligent modspil fra kristendommen.

Biskop Lise-Lotte Rebel, der har ansat ham og således må formodes at være på linje med ham, nævner dog en anden strategi. Den skal lige nævnes:

Lise-Lotte Rebel, der er biskop i Danmarks befolkningsmæssigt største stift, Helsingør Stift, havde gerne set bedre tal i Gallup-undersøgelsen.

»Men du får mig ikke til at sige, at vi er ved at lukke og slukke,« som hun siger.

Hun mener, at danskernes forhold til kirken er langt mere kompliceret og nuanceret, end de rå tal umiddelbart giver indtryk af. Og hun hæfter sig ved, at kirkerne, i hvert fald i hendes eget stift, knytter nye kontakter til befolkningen, bl.a. i kraft af et udstrakt skole-kirke-samarbejde, ligesom de kirkelige handlinger som dåb, bryllup og begravelse står stærkt. Endelig nævner hun, at der bygges nye kirker i Helsingør Stift, og at der er mange nye tiltag, f.eks. såkaldt babysalmesang for nybagte mødre eller »spaghettigudstjenester« med efterfølgende spisning for børnefamilier.

Der var de berømte spaghettigudstjenester.

Bent A. Koch har i Kristeligt Dagblad mistænkeliggjort Steffen Ravn-Jørgensen på denne besynderlige måde:

“Vi er også kommet vidt omkring [i valgkampen]. Men det forekommer mig, at der er et ikke uvæsenligt spørgsmål, der ikke er stillet, eller som kandidaterne ikke selv er kommet ind på.

Det drejer sig om deres forhold til Tidehverv, således som offentligheden har lært denne bevægelse at kende gennem Tidehvervs to frontfigurer i dag, Søren Krarup og Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti – specielt de to præstepolitikeres syn på islam og på den måde, vi behandler vore flygtninge og indvandrere på.

Specielt vil det være interessant at få klarhed over, hvor domprovst Steffen Ravn Jørgensen står. Underligt nok er han ikke medlem af det islamkritiske netværk, som Tidehverv står bag – underligt, fordi han, så langt jeg har kunnet følge ham, deler dette netværks synspunkter, Også når det gælder det økumeniske samarbejde ligger han på linje med Søren Krarup og andre, jævnfør hans optræden i Det Mellemkirkelige Råd.

Et nærliggende spørgsmål, som jeg synes bør rejses, er derfor: På hvilke områder deler Ravn Jørgensen ikke Søren Krarups og Jesper Langballes teologiske og politiske synspunkter, specielt som den kommer til udtryk i deres holdning til afviste asylsøgere og deres børn. … “

Biskoppen skal altså vælges ud fra hans private, politiske holdning til afviste asylsøgere… Det manglende medlemskab af islamkritisk netværk bruges til en absurd mistænkeliggørelse. Er du medlem, så er du naturligvis dømt ude; er du ikke medlem, så er det underligt, thi vi ved hvilken side du står på!

Endnu et eksempel, der er så mistænkeliggørende og bitter-surt som kun præster i indbyrdes strid kan være. Grundtvigsk Forum er den “midt-grundtvigske” platform for den farverige Henrik Wigh-Poulsen. Forummets næstformand Helge Baden Nielsen skriver:

… Saglig kritik er jo altid mere end velkommen, sådan har det altid været i Grundtvigsk Forum. Det er derimod trivielt og kedsommeligt at bruge tid på at værge sig mod skræmmekampagner og se sig nødsaget til at tilbagevise fordrejninger, der jo ikke bliver sandere af at blive gentaget.

Det mest ejendommelige ved det hele er dog imidlertid, at Steffen Ravn Jørgensen selv er medlem af Grundtvigsk Forum. Han fik godkendt sin ansøgning om optagelse netop også i maj 2007. Det var jeg selv med til. Men hvorfor søgte han dog om optagelse, når den grundtvigske stemme i dansk kirkeliv, Grundtvigsk Forum står for, byder ham så meget imod? Det skylder han ærligt talt en rigtig god forklaring på!  — (Kr. Dagblad 22/1 2008)

Anden valgrunde

Primærvalget i Roskilde gik om på behørig vis, i modsætning til Michigan og Florida, hvor man stadig skændes om det. Lige som i USA er det ikke altid de bedste, men ofte de mest midtsøgende kandidater der går videre.

Steffen Ravn-Jørgensen gik ikke videre, så nu står anden valgrunde mellem Peter Fischer-Møller og Poul Joachim Stender.

Der er mest nuancer til forskel, og som ikke-medlem er det svært for mig at gå ind i en anbefaling. De lægger begge vægt på at kirken skal øve en vis politisk indflydelse, den ene dog tilsyneladende mere end den anden. Jeg ville nok tænke mig om en ekstra gang før jeg stemte på ham der er “kendt for gourmet-middage i kirken og bramfri snak om sex fra prædikestolen”. Danskerne har fortjent bedre end en folkekirke der orienterer sig mod glatte, medie-orienterede events og politiserede budskaber. Det vil sætte hele det folkelige menighedsfundament over styr.

På den anden side står Peter Fischer-Møller for en slags status quo, han vil ikke blive en medie-sprællemand, men folkekirkens udflydende linje vil fortsætte, også uden en klar og positiv afgrænsning over for islam.

Folk ønsker at det skal betyde noget for dem at være medlem, med ordene fra artiklen ovenfor. Mit bud er at under Stender vil det nok se ud af mere og mere, men betyde mindre og mindre. Under Fischer-Møller vil det hverken betyde eller se ud af noget, men denne udvikling kender vi allerede, det vil bare fortsætte langsomt. Fischer-Møller opfatter sig mest som administrator – med stor respekt for forkyndelsesfriheden - så han giver trods alt rum for at den enkelte præst kan udfylde den rolle han mener folkekirken skal have. Og intet tyder på at Fischer-Møller vil politisere, med mindre han bliver spurgt!

Valget mellem en seriøs og useriøs kirke

Det er ikke som i forgangne tider et valg mellem fundamentalistisk og frisindet kristendom, men mellem en seriøs og useriøs variant. Hvis undertegnede, som afkristnet, skulle sætte min fod i kirken, er det ikke for en spaghettigudstjeneste eller for godtkøbsord, som jeg kunne finde i nærmeste gratisavis, heller ikke for fakkeltog som Amnesty eller Støttekredsen for Flygtninge i Fare sikkert kan organisere lige så godt. Men måske for en hæderlig og interessant prædiken der formidler en flig af evigheden, af ordet eller Gud i præstens personlige tolkning. Mon ikke de aktive medlemmer ønsker det samme hvis de skal fastholdes.

Skulle der være en enkelt Grosbøll her og der, betyder det intet for helheden. Dette spørgsmål er blevet stærkt overvurderet at præsterne. Folkekirkens medlemmer kan godt skelne mellem skæg og snot.

De kandidater, der taler mest om at tiltrække mange nye kirkegængere ved en stribe spændende metoder, repræsenterer efter mit skøn den største fare for kirken. Jeg mener også de overvurderer den rolle kirken skal spille som inspirator for tidens store samfundsspørgsmål. Som ikke-kristen håber jeg man vil lytte til hvordan jeg ser det – jeg mener ikke kirken opnår noget ved at promovere sig aktivt i alle de eksistentielle spørgsmål vi i dag stilles over for. Man kan naturligvis være udadvendt, men det vigtigste er at bevare en tryg og troværdig havn, hvor mennesker kan søge sig hen når de har behov. Kirken klarer ganske godt at forny det der skal fornyes, uden pres ovenfra, og tidens glatte politik- og medielandskab er altså ikke et udtryk for det danske folks åndelige ønsker. Det er en katastrofal forveksling, hvis man tror der er noget der skal efterlignes dér.

Folkekirkens begyndende økonomiske problemer skal man nok få hold på, for de handler mest om dårlig organisering og udgiftsstyring. Hvert stift bør ansætte en slags departementschef, en kreativ økonom eller HR-mand, der omorganiserer tingene. God administration i stiftet er efter min mening vigtigere end et ja/nej til stiftsråd. Det er helt nødvendigt hvis man skal undgå en centralisering, der gør folkekirken endnu mere til statskirke. Sådan en administratorstilling kunne måske være et job for Per Melhof?

Der findes åndelige alternativer til spaghettigudstjenester - på en messiansk jødes blog fandt jeg en smuk, sunget version af fadervor på aramæisk (mp3).

Note: Min tipoldefar på mødrene side N. P. Madsen var præst med dårlige nerver på Christiansø, i Kollerup (Fjerritslev) og i Vorupør, hvor han grundlagde sin egen metodistisk-inspirerede variant af Indre Mission. Han var barnefødt i Tune, så jeg har dog en vis forbindelse til Roskilde stift. Men jeg ville nok heller ikke anbefale ham hvis han stillede op. (Se hans biografi og en lille epistel af ham). Min oldemor på fædrene side, Ane Josephsen, var sandsynligvis Danmarks første kvindelige menighedsrådsmedlem, valgt allerede i 1903, da menighedsråd og samtidig kvindelig valgret blev indført.