Såkaldt forargelse giver medvind for DF

(DF)

DF’s lille annoncekampagne har skabt en bølge af beskyldninger og afstandtagen, helt efter bogen. At kalde det oprigtig forargelse er en vanvittig overdrivelse. Der er tale om en reaktion helt nede fra reptilhjernen.

Forargelsens vinde har noget til fælles med det ægte vindfænomen, hvor én retning nede på jorden skaber en stik modsat vindretning oppe i højere luftlag. De andre partier spræller, men meget snart vil de som vanligt dreje ind på DF’s kurs, fordi DF igen har sat fingeren på et ømt sted.     

De tre annoncer, hvoraf én faktisk viser en kvinde kun med tørklæde og ikke slør, er forsynet med en relativt lang argumenterende tekst. Den kan man blot læse, og så har man DF’s holdning. Selvfølgelig stiller man budskabet på spidsen, hvad ellers? Enhver god kampagne skal provokere. Som en buddhistisk leder sagde om blasfemi: Vi støtter det, for det får folk til at tænke (Robert Irwin, JP 12/4, side 17). Jeg tør godt udelukke at DF skulle være i stand til at spekulere bevidst med provokation som eneste formål. Reaktioner er nemlig ikke så enkle at forudsige. Forargelsens mod- og medvind kan være en bieffekt, men i første omgang handler det om at formidle sit budskab, og det gør DF på meget enkel og troværdig måde. Det er udelukkende de politiske modstanderes eget ansvar, når de kvajer sig hver gang og gør deres angreb på DF til selvmål.

DF’s kampagnestrategi                     

DF udmærker sig ikke kun ved sin konsekvente kritik af islamisering, men også via sin måde at føre kampagner på. DF bruger hovedsagelig penge på annoncer og plakater mellem valgene. I modsætning til alle andre partier der brænder det hele af under valgkampen. Der findes en konsensus om at tonen godt må være hård i en valgkamp, men DF fører altså på en måde valgkamp hele tiden, i den forstand at de konstant viser klare holdninger. Hvilket de andre partier og pressen vist aldrig har accepteret, endsige taget ved lære af. Det er altså ikke kun DF’s holdninger og stil men også kampagnepraksis der provokerer.

Den lange og seje strategi har også givet pote - i form af støt og rolig fremgang ved hvert valg. Uanset politisk farve må man mene at det er godt klaret af et kun tretten år gammelt parti, som i den grad var lukket ude af det gode selskab fra starten.

Hvis man skal efterligne DF’s strategi kræver det naturligvis at der er et noget at formidle. Løbende reklamer for pakker uden indhold sælger ikke noget. En lille gætteleg - hvilke partier har følgende budskaber? Alle er sakset fra partiernes hjemmesider i dag.

1. Vi tør tage ansvar
2. Ny kurs for Danmark
3. Tryggere Danmark
4. En helhjertet integrationsindsats
5. Fuld integration af alle med indvandrerbaggrund
6. Børnenes Danmark
7. Børnene må ikke komme i klemme 
8. Styrket indsats mod klimaforandringer
9. Danmark som klimaforbillede

Hold musen over sætningerne for at få svar.

Kig selv på hjemmesiderne. De er ens helt ned i selve opbygningen. Det er kommet på mode at inddele siderne efter de 4 p’er: politik, parti, personer, presse. Også her er det stort set kun DF der skiller sig ud fra de andre.

Ved sidste valg var alle partiers plakatdesign udformet moderigtigt af førende reklamebureauer - undtagen DF der holdt fast i en gammeldags, usmart og kedelig grafik, som imidlertid må have understreget noget troværdigt. Det samme ser man i DF’s annoncer - de kunne have været hjemmelavet (se flere af dem her). Men de virker, fordi der er et budskab.

Pointen er at indpakning ikke betyder noget, med mindre man konkurrerer om at sælge samme vare som alle andre.

Forargelsespropaganda

er modtrækket til DF’s kampagne. Forargelsen er en refleks ligesom at bøvse efter måltidet eller hyggeprutte i søvne. Der er dog tegn på at Politiken indstiller kampen efter at have dækket ikke-nyheden fra alle ender og kanter i nogle dage. Som afskedssalut har der været en afstemning for Politiken-læsere! Det er ligesom når en diskussion løber af sporet, og man siger: “Nå, men selv om vi ikke kan få ret, er vi hvert fald enige med os selv.”

På trods af den håndfaste argumentation stemte kun 83 % af Politiken-læserne ja, så der er et stykke vej til forbilledet fra 1938 på 99,7 %:

 (Wikipedia)

Som i øvrigt var både valg af rigsdag, fører og godkendelse af Østrigs indlemmelse (efter den havde fundet sted). Tre folkeafstemninger i ét, måske et eksempel til efterfølgelse for Anders Fogh? Men det er en anden historie.

Hvad jeg i øvrigt mener om tørklæderne vil jeg vende tilbage til, da dette indlæg skulle handle om mediestrategier og indpakninger. Og jeg har vel lov til at have “betænkningstid” ligesom socialdemokraterne, der i øvrigt har excelleret i en total forvirret udmelding: Først blev DF’s annonce udskreget som nazistisk, men senere ville S gange tørklædeforbudet med en faktor 100:

Socialdemokraterne vil ikke bare forbyde muslimske tørklæder hos dommere. Partiet vil også forhindre, at andre offentlige myndighedspersoner går med religiøse symboler. Efter flere dages betænkningstid erklærer Socialdemokraternes integrationsordfører, Henrik Dam Kristensen, sig enig med Dansk Folkeparti, som har foreslået at udvide tørklædeforbuddet til f.eks. sygeplejersker og lærere.

Hvilket Politiken skrev under den meget formildende overskrift “S siger nej til religion i det offentlige rum”. Prøv at sammenligne det med overskrifterne om det samme forslag fra DF.

Sidste: Radioavisen fortæller netop at Henrik Dam Kristensen trækker forslaget tilbage, idet han

“har været for upræcis og givet udtryk for holdninger han ikke har.”

Udpakket betyder det: Jeg har været for præcis og givet udtryk for en holdning jeg havde, men jeg har ændret holdning og/eller partiet er ikke enige. (S splittet om tørklædeforbud, DR).

DF har igen trukket et meget langt strå, udelukkende ved at tage en af samfundets udfordringer op, lave tre simple annoncer og stå fast på en klar holdning. Så enkel er vejen til politisk succes, og så svær at finde for de andre partier. Det bliver spændende at se DF og S i næste meningsmåling.