Planlægning - ikke lukkeloven - skal forhindre mega-centre

Lukkeloven bringer følelser på bane. Sniksnakken er begyndt at indfinde sig. Her i Politiken (”Småbutikker udsultes hvis lukkelov fjernes“):

… Men det er uvist, om befolkningen og politikerne kender til det fulde omfang af konsekvenserne ved at afskaffe lukkeloven.

»Det er lige som, når vi vil betale mindre i skat og have renere hospitaler, uden vi ved, hvilke konsekvenser det vil have på andre områder«, siger Mogens Bjerre, lektor ved institut for Afsætningsøkonomi ved CBS. …

En tåbelig sammenligning.

Som man kan se, er det et meget ideologiseret emne. Det rører ved noget dybt i vort samfund, der går tilbage til før industrialismens tid. Lige siden enevælden har der nemlig været en masse reguleringer og privilegier inden for handel og erhverv. Den tradition har vi i et vist omfang stadigvæk. Når privilegier har varet længe nok, tror mange de er naturlige. Derfor er det meget svært for lovgiverne at ophæve dem.

Indtil 1856 havde købstæderne monopol på handel. Det var simpelt hen forbudt at oprette købmandsbutikker i landsbyer. En tåbelig og vækst-hæmmende lov, der skulle fastholde vores landsbyer på et middelalderniveau. Da dette stalinist-agtige privilegium blev afskaffet i 1856, gav det selvfølgelig voldsomme protester fra købstæderne. Lige til 1903 gjaldt der stadig en zone på 1 mil (7 km) fra købstæder, hvor man ikke måtte oprette høkerhandel. Når det netop blev afskaffet i 1903, hænger det sikkert sammen med systemskiftet i 1901 hvor bønderne omsider kom til magten.

I mit indlæg Lukkeloven er overflødig, lange åbningstider er også overflødige  skrev jeg om betydningen for den enkelte forbruger. Der mener jeg ikke det har større betydning om lukkeloven bliver afskaffet eller ej (men den er overflødig). Derimod vil det være godt for den butiksdrivende at have handlefrihed.

I mellemtiden har jeg opdaget at lukkeloven rent faktisk kun vedrører tiden fra lørdag kl. 17 til mandag kl. 6. Sådan har det været siden 1995. Aftenlukning på hverdage skyldes altså ikke lukkeloven, men gammel vane eller mangel på kunder. På den baggrund virker loven endnu mere betydningsløs, men den kan selvfølgelig være irriterende på helligdage, især i påsken.

Jeg beklager at jeg skrev om noget jeg ikke havde undersøgt, men det ændrer ikke på mine konklusioner. I øvrigt er der mange andre der ikke er klar over det, f.eks. formanden for KU her.

Hvis man vil undgå mega-centre og butiksdød, så er lukkeloven et forkert redskab. Det er bedre at udnytte den eksisterende planlovgivning og i det hele taget indrette sin byplanlægning efter hvad man vil opnå. Desværre er man gået den stik modsatte vej i de sidste 10 år - hen imod store kolosser forsynet med motorvejstilslutning eller klasket op i bycentrene. Tænk på Field’s, Fisketorvet og den fuldstændig horrible Bilka-sag i Horsens, hvor et ulovligt megabyggeri blev lovliggjort efterfølgende.

Også i min hjemby Thisted bygger man nu et megacenter lige i hjertet af byen. Jeg tør godt påstår at der var en helt overvejende folkestemning imod centret fra borgernes side, men alle protester blev fejet af bordet. Entreprenøren og byrødderne lugtede penge. For at pynte lidt på ravagen i det historiske bycentrum har man opkaldt centret efter byens søn J. P. Jacobsen, som om han nogen sinde havde noget at gøre med detailhandel. Der skal også være en Føtex, noget som Thisted-borgerne (de købedygtige af dem) længe har savnet - fordi Thisted egentlig er for lille som grundlag for sådan en butik - men nu kommer man endelig til at ligne alle de andre småkøbstæder. Holstebro og Skive er de store forbilleder, forstå det hvem der kan. Måske ønsker købstaden Thisted også at hævne sig over næringsloven af 1856 og tage noget af handelen tilbage fra landsbyerne!

Alle disse dårligdomme er ikke blevet forhindret af lukkeloven. Så den dur ikke til byplanlægning.

Alternativt kan man begrænse storcentrenes åbningstider ved at lave en lukkelov der kun gælder specifikt for dem. Det er bedre end den nuværende lukkelov med en mængde komplicerede undtagelser for søndagsåbent. Og da storcentrene kendte reglerne, da de blev bygget, er det ikke noget synderlig stort overgreb mod dem at fortsætte med restriktioner for søndagsåbent. Hvis der altså er brug for sådanne regler.

One Response to “Planlægning - ikke lukkeloven - skal forhindre mega-centre”

  1. Poul Gottlieb Jacobsen Says:

    Det kan kun vaere mennesker som ikke kan lide fri konkurrence, og som er imod det frie marked. Hvis man sammenligner med andre lande uden lukkelov, ser man at de mindre og smaa forretninger overlever, og det er op til den individuelle ejer om han vil konkurrere ved at specialicere sig. Danmark maa vaagne op til et frit og aabent marked, som vil sende flere i arbejde, ogsaa naa de gode tider slipper vaek. Kun de som oensker stats styre, kan vaere imod at afskaffe lukkeloven, eller ogsaa er de totalt uden forstaaelse, for at vi har andre love som goer at medarbejderne bliver beskyttet mod at arbejde overtid uden kompensation. Eller er man bange for at arbejde extra for at tjene mere? Frit valg og aaben konkurrence er vejen frem!

Leave a Reply