Censur og bimmelim hos Tøger Seidenfaden

På valgdagen 13. november 2007 skrev Tøger Seidenfaden under overskriften Helles Sejr:

Det er paradoksalt, men ikke desto mindre sandt, at Helle Thorning-Schmidt står som en af valgkampens største vindere – uanset at Anders Fogh stadig er kneben favorit til statsministerposten, og uanset at Socialdemokraterne ikke står til nogen entydig fremgang i meningsmålingerne. …

Uanset hvor vi alle sætter vores kryds i dag, har Helle Thorning dermed vundet en sejr, der peger fremad mod statsministerstolen.

Helle gik kun to mandater tilbage, altså en kneben fremgang…

Bemærk sprogstilen - det lille ord “uanset” kan vende minus til plus i enhver sammenhæng. “Det er paradoksalt, men ikke desto mindre sandt…” minder mig om stilen hos en vis herre der skrev: “Der ligger hundredtusindvis af Columbusæg omkring os, men man møder sjældnere en Columbus.”

Vi springer frem til 10. maj:

Tøgers blog: Dansk Folkeparti kommer ikke ud af stedet 

Det er ikke deres størrelse, men deres placering, der giver dem magt. …

Når det gælder folkelig tilslutning og vælgertilslutning, så kommer Dansk Folkeparti ikke ud af stedet. Siden de kom til fadet i 2001 har de ikke haft nævneværdig fremgang. Mellem 10 og 13 procent af danskerne støtter dem. Den vælgerskare svigter dem ikke, men der kommer heller ikke flere til. …

Tøger er ikke kendt for at lægge vægt på kendsgerninger, men han kunne godt have fået en af sine assistenter til at slå op i en håndbog. Dansk Folkeparti er det eneste parti der kun er gået frem i sin levetid:

• valg 1998:    7,4 %
• valg 2001:  12,0 %
• valg 2005:  13,3 %
• valg 2007:  13,8 %

Ifølge Politikens egen tjeneste, Meningsmåleren, har seks opinionsinstitutter i marts-april 2008 givet DF mellem 12,9 og 15 %.

Objektivt fortolket: fremgangen er fladet ud, men opbakningen er stabil og nærmest svagt stigende.

At fordreje valgresultater er lige så meningsløst som at fordreje vejret fra i går; det er jo nemt at påvise fejlen.

Heldigvis kan man på god demokratisk vis lægge en kommentar på Tøgers blog. Visse kriterier skal opfyldes:

Læg også mærke til ordene “prioriteres ved godkendelse”. Man skal altså prioriteres og godkendes, man må ikke bare sådan skrive noget.

De første to kommentarer var enige med Tøger, hvis ikke ligefrem skamrosende, så de blev godkendt:

Men ak. Borgerlig bums var ikke så heldig: 

Mine kommentarer er nr. 3 og 4 på siden, og de “afventer” stadig godkendelse. Mens der er i alt 10 godkendte kommentarer. Seidenfadens assistenter granskede, vejede og fandt for let.

Ham her gik derimod gennem nåleøjet:

Uffe Ellemann som snedig fascist. Argumenter og facts. 

Filmen som han linker til er TerrorStorm. Den handler om at CIA stod bag 9/11, den britiske regering stod bag London-bomberne i juli 2005 og mange andre vilde konspirationsplot. Vi tager lige lektien igen:

Læserkommentarer der vægter argumenter og facts prioriteres ved godkendelse af kommentarer, mens indlæg der er rent “støj” bliver forsøgt holdt ude.

Censur egner sig måske til en kunstudstilling, men ikke til en debat i en avis, som i øvrigt er momsfritaget fordi den forventes at fremme oplysning og demokrati.

Og hvis censurpraksis fra Seidenfadens blog skulle overføres til en kunstudstilling, så ville der blive banket æggemadder op på væggene, mens de relevante værker ville blive brændt.

Politiken har ført sig frem på “frankofil petitjournalistik”, “venstreorienteret propaganda” og “fascistoidt pis”. Det er alt sammen meget rigtigt, men de må gerne tilføje narcissistisk savleri. Den politiske kritik af VKO kunne godt være mere kvalificeret end de ret uinteressante omskrivninger af virkeligheden som Tøger trækker ud af navlen.

Måske skulle bladet udskifte Viggo Hørups billede med Goebbels eller L. Ron Hubbard. Det er faktisk ikke spor morsomt, men ret uhyggeligt hvor ensidigt og skævt debatten styres på Politiken.

Her er et bud på en psykologisk forklaring: Gode mennesker snyder mest.