Saxo Bank har manipuleret artikler om banken på det brugerredigerede leksikon Wikipedia. Det er sket mindst ti gange over de sidste to år. Selv om censuren er sket anonymt, har banken efterladt sit IP-nummer.
Der er blevet slettet kritiske detaljer og veldokumenterede fakta, men også tilføjet rosende omtale af bankens produkter. Redigeringen er sket i både den danske og engelske udgave af leksikonnet. Saxo Bank har valgt at skrive uden brugernavn, i modsætning til den åbenhed, som banken udviser om sit engagement i dansk politik.
Det betragtes som en dødssynd på Wikipedia at redigere i artikler om sig selv, især hvis det sker anonymt. Hvis man mener der er forkerte eller udokumenterede påstande i artiklen, kan man ifølge Wikipedias politik bede en uvildig bruger om at gennemse den, men man må ikke skrive eller slette info om sig selv.
Det er dog ikke svært at opdage, da alle redigeringer logges med IP-nummer. Alle og enhver kan klikke sig ind på historikken, hvor det fremgår af hvem og hvornår ændringerne er foretaget.
Saxo Banks let genkendelige IP-nummer begynder med 193.178.175.xx. Det kan man hurtigt slå op på RIPEnet. De sidste to eller tre cifre (xx) angiver en plads i netværket.
Ud med kritik – ind med Team CSC Saxo Bank
Saxo Banks moderselskab, Midas Fondsmæglerselskab, blev grundlagt i de glade 1990′ere. Ligesom andre i branchen blev det kritiseret for sin virksomhed, bl.a. i Rapporten på DR og i Penge og Privatøkonomi. Er man interesseret i baggrunden, fortæller denne artikel nærmere: Saxo Bank – fra forretningsmæssig gråzone til respektabel mæcen. Det var i øvrigt stjerneadvokaten John Korsø Jensen, der netop havde fået frifundet Jan Bonde Nielsen, som fik overbevist bagmandspolitiet om lovligheden. Advokaten blev bagefter bestyrelsesmedlem (Berlingske: Milliardærer fra sidegaden).
IP-nummeret 193.178.175.46 fra Saxo Bank har været aktivt for at fjerne de gamle minder – han har redigeret fire gange alene i dansk Wikipedia:
- Den 18. juni 2008 blev der fjernet info om at Jens Olaf Jersild i DR’s Rapporten havde kaldt grundlæggerne af banken for “sidegadevekselerere”. Jersild granskede tvivlsomme salgsmetoder i fondsmæglerselskabet Midas, grundlagt af Lars Seier Christensen, Kim Fournais og Marc Hauschildt, som i dag er moderselskab til Saxo Bank. [Se forskel]
- Brugeren rettede også information om hvor mange ansatte banken har, og han tilføjede glade detaljer om den nye sponsorkontrakt med Riis Cycling. Han tilføjede også info om bankens produkter og om deres engagement i klassisk liberalisme. [Se forskel]
- Den 25. juni 2008 slettede han igen en omtale af DR Rapportens program fra 1996. Her stod der at selskabets advokat dengang fik gjort klart for bagmandspolitiet at virksomheden var lovlig, og at Finanstilsynet kort efter gav Midas licens til at drive fondsmæglervirksomhed. [Se forskel]
Kritik om afskedigelser fjernet
Den samme flittige Saxo-medarbejder har endvidere fjernet informationer tre gange fra engelsk Wikipedia:
- Den 9. september 2008 fjernede han/hun nogle kritiske punkter, hvor det bl.a. hævdes at banken sender personlige kundeinformationer ud i almindelig email. At bankens spanske afdeling ikke udleverer kunden et eksemplar af kundeaftalen (hvilket hævdes at være ulovligt). At det er umuligt at finde en samlet oversigt over bankens gebyrer. At banken ikke fører sine egne bankkonti, men placerer kundens penge i Deutsche Bank. At banken tilbyder valutahandler baseret på fiktive tilbud, hvilket er til ulempe for kunden. Samt at banken formidler naked short selling, en korttids-investeringsform med høje fiktive beløb, der nu er blevet begrænset af de amerikanske myndigheder og hævdes at kunne give kunden store renteudgifter og tab. [Se forskel]. Uanset om kritikken er berettiget eller ej, tilkommer det ikke Saxo Bank at fjerne den.
- Samme dag fjernede han et kritisk indlæg om bankens fyringspolitik, hvor der var citeret en nyhed fra dansk presse om at banken i august 2007 fyrede 39 medarbejdere, men samtidig ansatte 46 nye. [Se forskel]. Emnet må siges at være relevant, da det adskiller sig fra andre danske bankers praksis og har været omtalt i pressen. (Finansforbundet raser over bank-fyringer, debatindlæg fra bl.a. tidligere ansatte).
- Den 16. september 2008 slettede han en sætning om at banken har suspenderet sin globale handelschef, Charles Henri-Sabet, på grund af mistanke om insiderhandel, som efterforskes i samarbejde med de svejtsiske myndigheder. Sagen har været nævnt i danske medier for nylig (Saxo Bank suspenderer topchef).
- Der blev også fjernet info om at Saxo Bank har købt en andel af den australske mægler Tricom. Hvilket ellers ikke er hemmeligt, da banken selv har meddelt det i denne pressemeddelelse.
- Oplysningen om at banken er en hovedsponsor for tænketanken CEPOS blev også fjernet. Det er velkendt i Danmark, men måske synes man ikke den udenlandske kundekreds behøver at vide det. [Se forskel]
Vild med Ny Alliance og George Michael
Samme anonyme Saxo-medarbejder interesserer sig også for Ny/Liberal Alliance. Han har den 1. april 2008 skrevet i Wikipedias liste over “Aprilsnar i danske medier“, hvor han tilføjede BT’s historie om at “Khader hyrer Blachman” som åndelig vejleder for partiet.
Han er også fan af George Michael. Her har han gjort et mere konstruktivt arbejde for Wikipedia, idet han ikke har slettet noget, men tilføjet en liste over sange og et par ord om afskedskoncerten i København. Han har desuden skrevet i en artikel om den britiske forretningsmand Robert Tchenguiz.
Gratis reklameplads
Saxo Bank har ikke kun fjernet uønsket kritik, men også brugt muligheden for gratis reklameplads. IP-nummeret 193.178.175.69 har redigeret tre gange i den danske artikel:
- Den 19. december 2006 var der præciseringer om CFD, også kaldet differencekontrakter, et af bankens produkter.
- Den 21. juni 2007 blev der reklameret for bankens IT-platform SaxoTrader – samt tilbud om “50 handler med danske aktier gratis hver måned. I øvrigt er Saxo Bank også billigst på handel med udenlandske aktier, såfremt kunderne åbner en valutakonto i banken.” [Se forskel]
IP-nummeret 193.178.175.51 har redigeret én gang, den 26. maj 2008. Her modererede man noget af den reklame der tidligere var blevet indsat og opdatede bankens medarbejdertal, der nu var steget fra 1200 til 1300 ansatte. [Se forskel]
Ud over den danske og engelske artikel om Saxo Bank findes en tredje version – på kinesisk. Den er kun få linjer lang og har foreløbig fået lov til at være i fred for bankens indblanding.
Travl PR-afdeling
En bruger hævder i diskussionen på Wikipedia den 11. august 2008:
“The article sounds like it was written by the public relations department of Saxo Bank. Which employs more than 300 computer technicians. Many of these technicians’ jobs is exactly to go on the internet and make good publicity for Saxo Bank and make certain that pages where disgruntled clients have posted any negative information is challenged.”
Jeg skal ikke kunne sige om det er rigtigt. Men det er i hvert fald et faktum at anonyme computere fra Saxo Bank har fjernet kritik i ti tilfælde fra artiklerne samt i mindst ét tilfælde fra diskussionerne.
Saxo Bank har en stor IT-afdeling, da banken netop er baseret på handel via internet, og banken har desuden udviklet en platform hvor transaktioner kan finde sted under samarbejdspartneres navne, dvs. under dække af andre bankers navne, selv om den egentlige handel finder sted via Saxo Bank i Danmark.
Ud over de anonyme bidrag kan man skrive på Wikipedia som registreret bruger. Jeg mistænker mindst ét tilfælde, hvor en af bankens medarbejdere eller venner har oprettet et brugernavn for at skrive i artiklen om Saxo Bank.
Dozo efterlod spor
Brugeren Dozo på engelsk Wikipedia har således i sin tid grundlagt artiklen Saxo Bank med nogle reklame-lignende udsagn om bankens servicetilbud. Dozo, som tydeligvis er fagmand udi det finansielle, har også skrevet en artikel om et finansielt produkt, CFD, eller på dansk differencekontrakter. En slags handel hvor man køber optioner og aktier for penge man ikke har. Som i Danmark kun tilbydes af Saxo Bank, E Trade Bank og Nordnet. (Hvad er CFD?)
Dozo var kun aktiv i efteråret 2006 og har kun skrevet om Saxo Bank samt bankens produkt, differencekontrakterne. Hans sidste indlæg er fra 6. november 2006. Fra 19. december 2006 blev en anonym bruger fra Saxo Bank, 193.178.175.69, aktiv på den danske Wikipedia. Det var ham der tilføjede at Saxo Bank var billigst på aktiehandel, som nævnt ovenfor. Han har også skrevet en dansk version af artiklen om differencekontrakter.
Så noget kan tyde på “Dozo” blev oprettet for at kunne skrive uden at afsløre Saxo Banks IP-nummer. En måned senere skrev den samme person i dansk Wikipedia – denne gang med mindre kontroversielle indlæg – og glemte derfor at dække sig under et brugernavn.
Man kan kun gisne om hvem der gemmer sig bag navnet Dozo, men jeg gætter på en studentermedarbejder eller lavere funktionær. Hvis han er en matematisk nørd, kan navnet være inspireret af matematikeren E. Lami Dozo, men det passer også næsten med initialstavelserne i en af Saxo-chefernes navne. Det kan ikke være lånt fra triphop-sangen DoZo, som er fra oktober 2007, et år senere.
Jeg udelukker ikke at der kan gemme sig flere eksempler hvis man gransker historikken på Wikipedia.
Banken og friheden
Saxo Bank er ellers kendt for at støtte liberalismen, så det kan undre at klassisk arvegods kastes overbord. Det gælder dyder som informations- og ytringsfrihed – og at stå til ansvar for sine handlinger via brugernavn, referencer og kilder.
Et godt spørgsmål, som sikkert ikke vil blive besvaret, handler om hvilke konkrete medarbejdere der har været skribenter? Er det computere på direktionsgangen, i PR-afdelingen eller de menige medarbejdere blandt Saxo Banks teknikere?
Såkaldt corporate editing er et stigende problem på de brugerbaserede netsteder. Politikere, virksomheder og organisationer sletter ubekvemme fakta og erstatter dem med noget mere spiseligt. Mere i denne artikel fra International Herald Tribune. Amerikanske kongresmedlemmer er også kommet galt afsted, når de har pyntet på artikler om sig selv og er blevet opdaget. Lars Seier Christensen har proklameret at han går ind i politik – ved at købe et medlemskort til Alliancen – men uden at stille op til valg.
Jeg kender ikke hans IP-nummer, men det gør webmaster på Berlingske, for dér har han har sin blog. Hvor han i øvrigt har talt varmt for sit nye produkt, differencekontrakter, den 25. marts 2008. Måske bør han også holde lidt styr på hvad hans ansatte laver på nettet.
fredag 19. september 2008 - 16:46 kl. 4:46 pm
Jeg skriver selv lidt på Wikipedia ind imellem. Og det er let nok at slette, men som du skriver, gemmes IP-adresser, hvis du ikke har en konto.
Pinligt. Uhyre pinligt. Pinligt i den yderste mening af ordet pinlighed. Næsten så pinligt, at det ikke kan blive pinligere. (Frit oversat fra Yes, Prime Minister).
lørdag 20. september 2008 - 01:06 kl. 1:06 am
Jeg under dig gerne at være utilfreds med Saxo Bank (eller er det måske Liberal Alliance du sigter på?), men jeg vil helst ikke tages til indtægt for dit sensationsmageri via wikipedia.
Det er *ikke* en dødssynd at skrive om sig selv. Det er, i det mindste i mine øjne, heller ikke problematisk i sig selv. Det bliver først problmatisk i det øjeblik vi taler om skønmaleri. Og det er der næsten ikke tale om i dette tilfælde. Jeg sidder og vrænger mine mundvige op i et anstrengt smil mens jeg skriver dette, for der er faktisk en antydning af væmmelse i denne “sag”. Som aktiv bruger på wikipedia, føler jeg en pænt stor væmmelse ved at se mig selv være inddraget som ufrivilligt gidsel i din kampagne. Jeg kan godt nok ikke helt gennemskue om du er imod Saxo Bank, Liberal Alliance, eller om du bare er ved at prostituere wikipedia for at få nogle flere hits her. Men uanset dine motiver, så virker dit korstog langt over målet. Du har fundet frem til en redigering der fjerner nogle rimeligt grovkornede beskyldninger mod Saxo bank, der er blevet fjernet. Jeg ville selv have fjernet dem, hvis jeg var kommet forbi dem, så hvad er problemet?
Prøver du på at misbruge wikipedias troværdighed for at dyrke politik, eller er du “bare” ude på at skabe dig selv et navn? Uanset hvad dit svar er, så er du gået galt i byen.
lørdag 20. september 2008 - 10:10 kl. 10:10 am
Først: Det handler ikke om politik. Jeg tror Saxo Banks politiske engagement er ægte nok. Men jeg gør bare opmærksom på at det harmonerer dårligt at promovere liberal ideologi på den ene side – og undertrykke kritik og fri information på den anden side. Jeg tror du overvurderer den politiske vinkel i mit indlæg.
Når jeg nævner Ny Alliance, er det jo for fuldstændighedens skyld. Et af de tre anonyme IP-numre har skrevet om netop Saxo Bank, Ny Alliance, George Michael og en britisk forretningsmand. De to første emner er et pudsigt sammenfald, som jeg faktisk synes er ret morsomt. Man efterlader sig hurtigt spor på nettet som siger meget om ens interesser.
Det handler heller ikke om utilfredshed med Saxo Bank. Jeg var ikke specielt utilfreds med dem før jeg fandt ud af hvad de laver på Wikipedia. Det synes jeg er en skændsel. Eller i det mindste yderst pinligt. Det er muligt at Saxo Banks fortid som fondsmæglerselskab i 1990′erne er uvæsentlig i dag. Jeg har ikke fremkommet med påstande i mit blogindlæg. Jeg gengiver hvad der er blevet sagt i DR’s rapporten og af den meget værdsatte erhvervsjournalist Eigil Evert (fred være med ham). Saxo Banks fortid er blevet fyldigt behandlet i danske medier, især for 3-6 år siden – Saxo Bank har slettet det på lusket vis fra artiklen – og alene derfor har de så sandelig fortjent at det bliver nævnt igen. Hele idéen med fri information og brugerbaseret konsensus er jo at læseren selv skal kunne tage stilling, ikke en redaktør eller censor.
Saxo Banks redigeringer/sletninger overtræder god skik, ikke bare på ét punkt, men mange punkter:
1. De er et firma som har redigeret i artiklen om sig selv. Jo større og jo mere mediebevågenhed firmaet har, jo mindre acceptabelt er det at skrive/slette i sin egen artikel, særlig om kontroversielle emner.
2. Det kunne gå an hvis det var faktuelle ændringer, men det er det netop ikke, bortset fra nogle få af rettelserne. Disse få sproglige og faktuelle rettelser er nævnt ganske kort i mit blogindlæg, da de ikke er så væsentlige. Du skal bide mærke i det væsentlige, som er følgende:
3. Rettelserne har overvejende bestået i at slette information (hele sektioner). Det ser jeg som langt værre end omformuleringer og fjernelse af “bias”. Jeg ser ingen undskyldninger for det. Wikipedia har en stribe af advarselsmærker og skabeloner til rådighed , man kunne altså have nøjedes med at tilføje en kasse med “kilde mangler”, “Denne artikels neutralitet er omstridt”, “Eftersyn” osv. [advarsler i dansk Wiki / engelsk Wiki]
4. Redigeringerne/sletningerne er overvejende sket anonymt, altså uden brugernavn.
5. Der er ikke skrevet noget i resuméfeltet (hvor man plejer at beskrive ændringen med et par ord). Her kan man f.eks. skrive: “fjerner urigtige påstande om X” eller lignende. Teksten i resuméfeltet er jo hvad man ser, når man går ind på artiklens historik, og der vil det straks springe i øjnene, når en (anonym) bruger har “fjernet urigtige påstande”. Det vil få mange andre brugere til at gå ind og kontrollere om objektivitet er overholdt. Når resuméfeltet står tomt, virker det som om ændringen skulle være så diskret som mulig, altså uden at gøre opmærksom på hvad man har fjernet. Det er også muligt at personerne bare har været ligeglade – de har været inde på Wikipedia og så har de fjernet alt “smuds” hårdt og brutalt. I et tilfælde har de også fjernet kategorimærker og henvisninger (tekniske markører i bunden af artiklen) – man er altså kommet til at udøve uagtsomt hærværk.
6. Der er også fjernet et indlæg fra diskussionssiden, hvilket man bare ikke gør! [Se forskellen] En person havde her citeret en nyhed om at Saxo Bank fyrer personale med den ene hånd og ansætter med den anden. Han spurgte de andre brugere om de kendte nærmere til sagen eller havde kilder. Han sendte altså en forespørgsel på diskussionssiden før han skrev en usikker nyhed ind i selve artiklen. Det er den helt rigtige og dannede fremgangsmåde. Men Saxo fjernede dette indlæg kort og kontant. Dermed har de i høj grad undertrykt en debat om et ubehageligt emne.
7. I mindst ét tilfælde er der dog skrevet under registreret brugernavn (Dozo). Det er bedre i forhold til anonymiteten – men det er værre i forhold til at man på den måde kan skjule sit IP-nummer. Sagen lugter nemlig stadig lidt af fisk, når man undlader at angive sit interesseforhold i det firma som man skriver om – samtidig med at man ikke skriver objektivt og indgår i en edit war (som Dozo indgik i, se her). Jeg skriver at “noget kan tyde på” at Dozo er den samme som senere skrev fra et Saxo Bank-IP-nummer. Det er altovervejende sandsynligt; der er sammenfald i emner og i tid; han indledte med at skrive en lille artikel om banken formuleret ligesom man skriver i en PR-brochure, og han er tydeligvis ekspert i CFD (differencekontrakter).
Jeg mener at have sørget for god og fyldig dokumentation. Som læser af mit blogindlæg kan man jo bare klikke på noterne, og så ser man versionsforskellene med egne øjne. Der er altså direkte mulighed for at kontrollere hvad jeg skriver.
Saxo Bank har langtfra kun lavet “en redigering der fjerner nogle rimeligt grovkornede beskyldninger”, som du skriver (min fremhævelse af “én”). Du skriver også: “Jeg ville selv have fjernet dem, hvis jeg var kommet forbi dem”. – Ja, det ville jo netop være OK, fordi du ikke er involveret i firmaet. Men Saxo-medarbejderne kunne som minumum have præsenteret sig med navns nævnelse på diskussionssiden og begrundet sagen med få ord, samt naturligvis skrevet noget i resuméfeltet. Der er heller ikke kun blevet fjernet urimeligheder – der er også fjernet saglig information, tilføjet reklame osv. Hvad hjælper det at fjerne negativ bias, hvis man tilføjer sin egen positive bias? Det lyser langt væk at det er et forsøg på at udslette kritik og sprede positiv PR.
tirsdag 23. september 2008 - 10:34 kl. 10:34 am
[...] virksomheder beskrives på Wikipedia, hvor alle og enhver kan redigere indholdet. Men læs lige denne artikel hos Casper, den “borgerlige bums”, før du giver dig i kast med at oprette en artikel [...]
torsdag 25. september 2008 - 13:53 kl. 1:53 pm
Afsløring: der er ingen afsløring
Tak for dit indlæg, det er meget tankevækkende. Tillad mig et par kommentarer:
1: Vi har én person i kommunikationsafdeling som fra tid til anden retter i Wiki. Dette sker ikke anonymt, med rent faktisk med navns nævnelse; Kirstine. Men, jeg er helt enig i at ordet ”saxo” burde fremgå af user-id. Det er mest fair for alle læserne og vil ske fremover.
2: Der skrives løbende megen sludder om os på Wiki, og det er vel kun i wikis ånd at få den slags rette? Præcis lige som det heller ikke er meningen med wiki at det skal være propaganda for os, men et opslag med nyttige faktuelle oplysninger. Jeg er helt enig i at det mest optimale ville være hvis en ”uvildig bruger” ville rette fejlene så snart vi opdagede dem. Og selv om jeg er anelse tvivlende overfor anvendeligheden, så lover jeg at gøre forsøget med et par af de fejl, som findes på vores opslag lige nu.
3: Vi har ingen interesse i at stoppe diskussioner af Saxo Bank. Tværtimod, der foregår en udmærket diskussion af os i disse dage bl.a. på business.dk. Men, vi tillader os rette fejl. Eks at købet af aktierne i Tricom aldrig blev effektueret. Det er meget relevant for læserne at vide at vi ikke ejer 35 % af Tricom. Og at vi heller ikke er i færd med at opføre et nyt hovedkvarter – det er taget i brug.
4: Det er i øvrigt tankevækkende at de personer som er mest flittige til at skrive mindre flatterende ting om os alle er anonyme. Er det i virkeligheden ikke mere kritisabelt?
5: Vi har forsøgt at fjerne personfølsomme oplysninger – uden held, desværre. Vi har ingen interesse i at slette henvisninger til CEPOS, til gengæld indrømmer jeg blankt at grundteksten ligner noget fra en virksomhedspræsentation.
6: ”Although Anders Fogh Rasmussen’s father collaborated extensively with Nazi Germany during WW2, and Anders Fogh himself was part of a Neo-Nazi youth organisation in his late teens, he later switched allegiance to Venstre.” Citatet er fundet på Wikipedia under Anders Fogh. Det tjener alene til illustration af at en grundig kildekritik også er nødvendig på Wikipedia.
7: Medier citerer medier. Der er ofte tendens til at et medie tror at de medier de citerer, har lavet grundig kildekritik osv. I tilfældet betyder det er at en historie uden kildeangivelse og som ingen kan verificerer ukritisk viderebringes på Wikipedia: ”On August 29, 2008, the bank suspended its Global Head of Trading, Charles Henri-Sabet, pending a legal investigation for criminal insider trading.” Er det fair over for pågældende person? Og er det fair det står på Wikipedia blot fordi det har stået i en avis?
Det var nogle få tanker og overvejelser om vores relation til Wikipedia.
torsdag 25. september 2008 - 14:27 kl. 2:27 pm
Godt gået, Casper.
Børsen omtaler din historie
http://borsen.dk/it/nyhed/141209/
Og jeg nævner den også på Facebook
http://www.new.facebook.com/profile.php?id=703682507&ref=profile
Og så har du netop fået en fast abonnement på din blog
fredag 26. september 2008 - 12:32 kl. 12:32 pm
Geez, godt forsvaret Flemming. Men måske du undervurderer web 2.0’s power (brugerne, der samtaler og deler information uden om Saxo Bank), når du benytter den der “Jamen, de andre laver også fejl”-retorik.
Undskyld, at I har lavet en fejl. Vi tager hånd om det. Vi er desuden meget beæret over, at andre også ønsker at skrive om vores bank i verdens vigtigste online leksikon.
Slut-prut-finale – mere kan I ikke gøre PR-mæssigt nu.
Og så i øvrigt rigtig meget held og lykke med at ræse fra Armstrong næste sommer
fredag 26. september 2008 - 13:25 kl. 1:25 pm
[...] bloggen Borgerlig Bums skriver: Afsløring: Saxo Bank fjerner kritik om sig selv fra nettet, kan historien brede sig til Børsen: Saxo Bank beskyldt for manipulation på nettet. Så har den [...]
lørdag 27. september 2008 - 18:26 kl. 6:26 pm
Jeg har besvaret Fleming Voetmanns punkter nederst i indlægget: Mere om Saxo Banks anonyme ændringer
onsdag 1. oktober 2008 - 01:35 kl. 1:35 am
Kom for en tid igen til at huske på de gode gamle dage, hvor Saxo Banks direktør Kim Fournais pressede en handikappet kørestolsbruger ud i fiktive højrisikoinvesteringer, jf. den nævnte tv-udsendelse.
Nok så flot marketing og strategisk kommunikationsindsats som Saxo har leveret i gennem flere år, kan man næsten kun selv underminere. At lave egen redigering af Wiki-artikler er bare klokkeklart selvmål!
Som borgerlig står man ved sine holdninger, og står offentligt frem, og overlader uetisk praksis til venstrefløjen! That simple.
Nu hvor vi har Voetman her, kan vi måske få at vide om det er rigtigt eller ej, at Sabet er suspenderet for insiderhandel? Nu er det jo ligesom ude!
Med venlig hilsen
Kim Andersen,
København
onsdag 1. oktober 2008 - 20:38 kl. 8:38 pm
Ikke være op til mig at svare på, men:
Så vidt jeg har forstået, bekræfter banken at Charles-Henri Sabet er suspenderet og at der er gang i en efterforskning i samarbejde med svejtiske finansmyndigheder. Det fremgår af bankens pressemeddelelser. Banken vil dog ikke kommentere årsagen, altså heller ikke be- eller afkræfte insiderhandel.
Voetmann har på disse sider begrundet fjernelsen af sætningen fra Wikipedia således: “Vi har forsøgt at fjerne personfølsomme oplysninger”, men han har ikke kaldt det for urigtige oplysninger.
Jeg har genindsat oplysningen i Wikipedia, men uden ordene ”for criminal insider trading”, da der ikke findes kilder til denne del af påstanden.
torsdag 2. oktober 2008 - 14:45 kl. 2:45 pm
Det er da næsten så grotesk, som noget kan være. Tænk engang at liberalismen ikke er så liberalistisk endda alligevel.