DF vil have kortlagt svenske tyverier
Dansk Folkeparti kræver, at regeringen afsætter en halv million kroner i næste års finanslov til en undersøgelse af, hvilke kulturskatte svenskerne har røvet fra Danmark i de mange krige, og som i dag befinder sig i Sverige.
Kravet kommer samtidig med, at VK-regeringens støtteparti stiller et beslutningsforslag i Folketinget om at pålægge regeringen at indlede en udveksling mellem de to lande af sådanne gensidigt røvede kulturskatte…. De røvede danske kulturskatte har siden 1996 stået på Dansk Folkepartis ønskeseddel, og skiftende regeringer har – i større eller mindre grad – støttet ønsket. – (JP/Ritzau)
Politikens overskrift var:
- avisen fordrejer og twister som bekendt alt hvad DF siger (bortset fra når Søren Krarup selv formår at komme med skæve udmeldinger)
Det korrekte begreb er dog hverken tyverier eller røverier, men krigsbytte. Og det rigtige ord for det modsatte er ikke at “tage noget fra svenskerne”, men tilbagelevering eller udveksling.
Venskabelig tilbagelevering er ikke helt uhørt i dag. England tilbageleverede dansk krigsbytte i 2007, ved 200-året for Københavns bombardement, som i øvrigt af det engelske parlament dengang blev erkendt som en krigsforbrydelse.
På samme måde overdrog Danmark fra 1971 og frem til 1997 de islandske håndskrifter til Island. En fin og venskabelig gestus som var fuldstændig frivillig. Håndskrifterne var købt og betalt af Arne Magnusson, en islænding som grundlagde samlingen i København. Københavns Universitet kunne uden videre have beholdt dem, men man skænkede dem som gave til Island, som var blevet en fri republik i 1944. Med i overvejelserne var at Island næsten ikke har gamle kulturskatte, bortset fra litteraturen som er meget vigtig for nordisk åndshistorie.
Overdragelse af de islandske håndskrifter var væsentlig mere kontroversiel, end en overdragelse af nogle få, vigtige kulturskatte fra Sverige til Danmark vil være. Hvis man støttede overdragelsen af de islandske håndskrifter, må man også støtte DF’s krav om en kortlægning af svensk krigsbytte – som minimum.
Datidens Sverige var en brutal stormagt
Hvis man undrer sig over hvorfor danske slotte og herregårde fra før 1700-tallet altid har et underligt bart og nøgent inventar, så er forklaringen at det meste blev ranet i svenskekrigene. En lille rundtur på Stockholms største museer – eller på svenske slotte – vil afsløre mange pudsige genstande, for eksempel Christian IV’s senge, Frederiks II’s bordhimmel, tekstiler, statuer og kunstgenstande. Noget som må formodes at være mere interessant for danskere end for svenskere at kigge på.
Drottningholm Slot - set af en dansk turist
Uno Röndahl: Stormaktstidens svenska plundringståg i Europa og i synnerhet i Danmark
Ved 750-årsjubilæet for Jyske Lov i 1992 søgte nogle danske museer om at låne originalhåndskriftet til Jyske Lov fra Sverige. Upsala Universitetsbibliotek sagde nej, da bogen angivelig blev brugt til forskning. Senere viste det sig dog at bogen slet ikke havde noget katalognummer, hvilket tyder på at den ikke blev brugt.
Sverige er uhyre rigt på kunst og kultur fra 1600- og 1700-tallet – efter nordiske forhold. Det skyldes at Sverige gennem århundreder var en stormagt som plyndrede og udsugede nabolandene. Intet mindre
Sverige holder holocaust-konferencer og forsøger generelt at frelse hele verden for racisme og og dårligdomme, men det moderne Sverige har en ahistorisk bevidsthed. Det ville være mere relevant at Sverige forholder sig til landets egen, til dels grusomme og krigeriske fortid.
Også Danmark har haft sin imperietid, men den ligger nogle århundreder før den svenske.
Broderlig udveksling
En kortlægning af krigsbyttet vil være et fint historisk projekt. Derefter bør der komme en dialog om hvilke genstande der evt. kan blive udvekslet. Det vil klæde Sverige at tage initiativ til sådan en broderlig gestus.
Som alternativ kunne man samle genstandene i Skåne, eventuelt på et nyt dansk-skånsk-svensk historisk museum. Skåne er – kulturelt set – en provins som aldrig er kommet sig over krigens hærgen for 300-350 år siden. Der kunne være god grund til at give noget af den røvede historie tilbage!
Skrot hæver sig over byens silhouet…
I Københavns havn vil nogle ihærdige folk med penge og magt, men uden hjerne, banke en dynge rustent jern op som nyt vartegn. Eller også skal der være nogle mega-højhuse:
Monument over hvad? Skidt og kanel. Det er samme ideal som i nazistisk arkitektur – stort og voldsomt, men uden indhold.
… men kulturen beskides
Der desværre en løbende strøm af dårlige nyheder om den danske kulturarv:
Dybbøl Mølles lillebror rådner op. - Danmarks næststørste mølle, Skovsgårds Mølle, i Esholte ved Slagelse er rådden og utæt. Om et år står den ikke længere til at redde.
Kulturarven rådner stadig op. … 1/3 af museernes magasiner er i orden, 1/3 kan forbedres så de er egnede til opbevaring af kulturarven og 1/3 er helt uegnede til formålet…
Fugtige kældre og utætte loftsrum benyttes som opbevaringsrum for den danske kulturarv, der er tilknyttet de statsanerkendte museer rundt om i landet. …
Kulturarv går tabt i markens gravhøje. Fremtiden for ikke-fredede gravhøje på markerne i Østjylland ser grum ud.
Hvilken fallit for en regering, som påstår at være bevidst om den danske kultur. Og hvilken fallit for et erhvervsliv som pumper millioner ud i ligegyldigheder (ganske vist ikke helt filantropisk, men via fonde med store skattefordele).
For relativt få penge kan man gøre meget. En solstrålehistorie:
Enestående kulturskat reddet. - I sidste øjeblik er kalkmalerier i Fanefjord Kirke på Møn sikret for eftertiden…
Milliarder af offentlige og “private” penge (fra skattefrie fonde) puttes i konceptkunst, fjernsynsunderholdning, holdningskampagner, integrationsprojekter, dialogbænke, gratisaviser og hvad ved jeg.
Pressen og skolen er heller ikke for god til at formidle historie og kulturarv. Globaliseret multikultur og moderne egocentrisme betragtes som vigtigere. Det siger sig selv at man forsømmer det lokale og nationale fællesskabs kultur, når man har den prioritering. Historiens fylde står jo i vejen for den postmoderne tomhed som man ønsker at opnå.
Har man derimod ikke et globalistisk, men en mellemfolkeligt grundsynspunkt – så mener man at alle nationer har pligt til at bevare sin egen kulturarv som i sidste ende beriger hele menneskeheden. At ødelægge en nations kulturarv er kulturelt folkemord; at forsømme sin egen kulturarv er selvmord.
Det kan tage århundreder at bygge op, men ødelæggelse er langt nemmere. Vore oldebørn vil hade os for at lade kulturarven forfalde, mens budgetterne bugnede.
