Racismen i Danmark er beskeden, bekræfter en undersøgelse i MetroXpress.
92 % af indbyggerne vil ikke afvise at de kunne have et parforhold med en person med anden hudfarve. Heraf siger de 71 % klart ja.
Kun 8 % siger nej til sådanne forhold, mens 4 % siger ved ikke.
Propagandisterne på MetroXpress fik den direkte modsatte konklusion ud af sagen:
Hver 10. fravælger en partner med anden hudfarve. Ekspert i racediskrimination er bekymret …
VALG AF PARTNER?
Ville du kunne være kæreste eller gift med en person, der har en anden hudfarve?
Ja: 69 procent.
Ja, allerede: 2 procent.
Nej: 8 procent.
Måske: 17 procent.
Ved ikke: 4 procent.
Den klassiske opskrift er fulgt: man bestiller en opinionsmåling, tilsætter en menneskerettighedsekspert og en ordentlig spand bekymring. Man afslutter med citat fra en borgerlig politiker, som man forsøger at give skylden for det hele.
Konklusion: danskerne er racister, og det er især regeringens skyld.
Det var vist givet på forhånd at artiklen skulle munde ud i det budskab, uanset hvad meningsmålingen nåede frem til.
Den 180° fordrejede vinkel er blevet gengivet ukritisk af flere andre medier. Det plejer ellers at være MetroXpress der skriver af fra de rigtige aviser, men nu er det altså omvendt.
Undersøgelsen handler i øvrigt ikke om synspunkter, men om folks personlige præferencer. Formentlig er deanskerne mindst lige så liberale – eller mere, når det gælder meninger om andres parforhold. Det giver jo ikke logisk mening at være imod “raceblanding” hos andre, hvis man ikke er det hos sig selv.
Det kunne naturligvis være interessant at vide hvad en meningsmåling ud fra partnerens rygning, hårfarve eller madvaner ville sige?
Tilsvarende må homofobien være et stort problem, hvis 90 % afviser at indgå i parforhold med en person af samme køn…?
Jeg kender mange som ikke tænder på asiater, og de bliver fra tid til anden skældt ud for at være racister, hvilket er helt til grin.
Journalister er neurotiske racister
Danske medier besluttede sig tidligt for at ødelægge dækningen af præsidentvalget i USA. De ellers spændende politiske meningsforskelle blev ignoreret eller nedtonet. Det eneste vi måtte høre om var hudfarve, race og køn i en lind strøm. Selv om Obama netop ikke spillede på sin race (i hvert fald kun subtilt), men blev valgt på grund af sit budskab, sine talegaver og organisationstalent. De danske journalisters race-vinkling var ikke blot ensidig, men også irrelevant og misvisende.
På samme måde har dansk udlændingedebat i 25 år været forpestet af journalisters racisme-vinkel. Religionskritik bliver gjort til et spørgsmål om racisme. Kritik af kriminalitet udlægges som racisme. International sikkerhedspolitik analyseres som racisme. Problemer affødt af tosprogethed (eller rettere sagt mangel på samme) gøres til en problematik om racisme.
For eksempel denne leder fra Politiken, som handler om at fordele børn med udenlandsk baggrund ud på flere skoler:
I denne Politiken-analyse blandes det hele sammen: politik, race og religion:
Obama kan udhule ‘muslimkortet’
… måske vil hans hudfarve blive hans største bidrag til historien. …
Obama hudfarve afgørende
Skal Danmark have en muslimsk statsminister? Næppe foreløbig, vil mange måske svare. Sådan har man i mange årtier ligeså svaret i USA, når nogen spurgte om det var tid til en sort præsident. Jesse Jackson forsøgte, men fejlede. Men pludselig er det en realitet. Racespørgsmålet er med Obama i den grad løftet ud af debatten og USA har taget den moralske førertrøje på.
Vi har i Europa længe set skævt til den indskrænkede racisme, som har trivedes i især de amerikanske sydstater, samtidig med, at vi i stadig flere lande har intensiveret vores egen udgave af samme debat, blot med muslimer i de sortes sted. …Sagt lige ud, så bliver det interessant at se, om danske vælgere til den tid [ved næste valg] er lige så skræmte over bl.a. muslimer, som de har været siden systemskiftet i 2001. Med Obama, som en dominerende global politiker over de næste tre år, er det ikke sikkert, at ‘udlændingekortet’ virker fuldt så effektivt i en valgkampagne som tidligere.
Her har vi et godt eksempel på hvad racisme-historier i pressen egentlig er beregnet til. Et beskidt indspark i den danske politisk debat.
Man kan vist konkludere at journalisterne er de største racister og sexister i Danmark. Der er god grund til at generalisere, for der er kun få saglige eksemplarer iblandt.
Jeg gruer for den dag vi får en partileder af udenlandsk etnisk oprindelse, for det vil betyde at nyhedsvinklingen bliver usaglig og uudholdelig. Alle der ikke stemmer på vedkommende, er racister. Hm… det har vi da forresten prøvet… Var der ikke en Naser Khader som blev partileder? Han var yderst populær blandt pressens folk fra starten, men det viste sig dog hurtigt at berømmelsen blegnede.
Khader passer dog ikke helt ind i skabelonen, fordi han er særdeles integreret. Han repræsenterer desuden holdninger, som er direkte modsat den rabiate del af de “ædle vilde” . Derved lever han ikke op til journalisternes racistisk-neurotiske kriterier om en eksotisk fremmed, som man kan være begejstret for. Desuden var der tale om et lille borgerligt parti.
Hvis et stort, centrum/venstreorienteret parti fik en sort partiformand, så ville det være en anden sag. Helle Thorning Schmidt har virkelig sin blege lød imod sig, for hvis hun var neger, ville journalisterne piske en stemning op til fordel for hende. Hun skulle også gerne være lesbisk og 15 år yngre. Det ville blive en klar succes blandt pressefolk og menneskerettighedseksperter.
Enhver ved jo at samfundet undertrykker unge, kvinder, homoseksuelle, udlændinge og muslimer. Det er børnelærdom – det er i hvert fald hvad man forsøger at bilde vore børn og unge ind i folkeskoler og på gymnasier.
Drop tvangsforestillinger
Pointen fra mig er naturligvis at det indre tæller, ikke det ydre. Det ved almindelige mennesker godt. Journalisterne har svært ved at slippe deres egne tvangsforestillinger.
Det rigtige svar på om man kan være kæreste med en person af anden hudfarve, eller om en sådan person kunne være statsminister i Danmark, ville derfor være: Det kommer an på personen.
Det samme gælder i princippet hvis spørgsmålet gik på religion eller politisk overbevisning, men her må man nok sige at disse ting kan hænge tæt sammen med personlighed og holdninger.
Såkaldte antiracister er ofte racister, idet de lægger alt for megen vægt på hudfarve. Ligesom ekstreme ateister kan virke ret religiøse.
torsdag 22. januar 2009 - 12:51 kl. 12:51 pm
Utroligt, som journaliststanden har det med hudfarver. Er de allesammen racister?
torsdag 22. januar 2009 - 13:39 kl. 1:39 pm
Anna >> Det virker jo som om de næsten alle sammen er det.
Der er tradition for i det danske uddannelsesvæsen at man skal “problematisere” alting. Måske er journalisterne så vilde med at problematisere at de opfinder problemer som ikke eksisterer.
A propos:
Den gode Jacob Holdt mener altså at man “øjeblikkeligt” kan løse et problem ved at udpege en person ud fra hans ydre kendetegn. Jeg tror hellere Naser Khader vil beskrives som demokrat end som muslim. Men for (anti)racisten Jacob Holdt har Khader først og fremmest én funktion, som repræsentant for islam. Hvis Khader var neger/bøsse, ville han være repræsentant for de sorte, homoseksuelle osv. Jeg tror ikke Jacob Holdt vil blive ked af at jeg kalder ham racist, da han selv mener at vi alle sammen, inklusive ham, er racister. Han mener det godt nok, men han er et glimrende eksempel på at man er så optaget af antiracisme at man graver sig ned i racismen.
Desuden afslører han sig som dybt upolitisk. Det er typisk for upolitiske mennesker at mene at den rette person kan rette op på alting med ét slag. Jeg mener derimod det handler om idéerne og de praktiske politiske tiltag, og det er egentlig ligegyldigt hvilke personer der står bag. Af samme grund er jeg meget imod al snak om “rollemodeller”, om det så er kongelige eller kendisser. Rollemodeller har man brug for i sit privatliv og i de nære omgivelser, ikke som feticher for massetilbedelse.
Det er f.eks. dybt fordomsfuldt når Khader kun er blevet nævnt som aktuel på to poster: statsminister eller integrationsminister. I flere lande har man udnævnt en indvandrer til integrationsminister. Men skal en indvandrerpolitiker opnå anerkendelse (i den forstand at ingen tænker på hudfarve og herkomst), så er det snarere på en af de almindelige, kedelige ministerposter: sundhed, trafik, skat osv. Jeg mener egentlig at lige netop på integrationsministerposten bør der måske sidde en dansker, da den gamle befolkning jo skal byde den nye velkommen.
Nogle aviser prøvede også, i lyset af Obamanien, at bringe spørgsmålet op:
Det er en totalt skæv sammenligning. Obama er jo ikke indvandrer, men amerikaner! Men danske journalister synes at parallellen til en neger i USA er en indvandrer i Danmark. Som om negeren ikke var rigtig amerikaner. De afslører altså sig selv som racister, og det kommer lige fra underbevidstheden!
I øvrigt kan en indvandrer slet ikke blive præsident i USA, da man skal være født i landet.
Jeg tror endda der er lavet meningsmålinger om spørgsmålet “kunne du se en indvandrer/muslim/neger som statsminister?”. Det er et spørgsmål man ikke kan besvare hvis man ikke kender personen. Jeg mener personlig ikke en indvandrer ville egne sig til statsminister eller konge/dronning, med mindre der var et helt exceptionelt godt kendskab til vort samfund (hvilket er usandsynligt). Derfor kræver man jo også at tronfølgerne skal have dansk skolegang, hvorfor Benediktes børn har mistet deres plads i tronfølgen.