Kirker læser forbøn for EU-valget – og EU-ledere holder religiøst topmøde

Glade præster og lobbyister under Europafanen (leuenberg.net)

Et EU-hyrdebrev og en forbøn skal læses i kirkerne forud for EU-valget den 7. juni.

Og formændene for EU-parlamentet og kommissionen har netop holdt topmøde med religiøse ledere. De ser frem til vedtagelsen af Lissabon-traktaten, fordi den forpligter til samhørighed mellem EU og kirkerne.

Folkekirken er medlem af Det protestantiske kirkefællesskab i Europa, som har udsendt et hyrdebrev med lovprisning af EU, som skal læses op fra prædikestolen sammen med en lang forbøn for EU-valget.

Jeg præsenterer her teksterne i dansk oversættelse. De er et skamløst misbrug af kirken til politiske formål. Og tilsyneladende et frontalt angreb på den lutherske idé om at holde Gud adskilt fra kejseren i Rom.

Den ukristelige studehandel er følgende: EU ønsker at udnytte kirkerne til at mobilisere folkelig opbakning til det “europæiske projekt”. Kirkerne medvirker, da de måske tror på en beskeden indflydelse på det politiske resultat – og bare for at markere sig.

Religiøse topmøder

Hans-Gert Pöttering (CDU), EU-parlamentets formand

Det euro-kirkelige projekt har opbakning på højeste EU-plan. Siden 2005 har religiøse samtaler med EU været formaliseret med et årligt møde. Selveste kommissionsformand José Barroso og EU-parlamentets formand Hans-Gert Pöttering har i denne måned holdt topmøde med religiøse ledere i Europa:

Lisbon Treaty strengthens role of religion says EU (EUobserver, 11. maj)

Pöttering er fra det store tyske, borgerlige parti CDU (Christlich Demokratische Union), som traditionelt hilser et samarbejde mellem kirker og politik velkomment. Pöttering udtalte at det er afgørende at få Lissabon-traktaten igennem. I traktaten er det nemlig mejslet i sten at EU skal føre en “dialog” med biskopper, kardinaler og andre gejstlige.

“I Lissabon-traktaten er vore kirker og vore religiøse samfund for første gang omfattet af den Europæiske Unions love.” “Hvis ikke Lissabon-traktaten ratificeres, kan en ny kommission eller et nyt parlament afskaffe denne dialog, fordi den ikke er juridisk bindende,” sagde han.

Diarmuid Martin, ærkebiskop af Dublin

Den katolske ærkebiskop for Dublin, Diarmuid Martin, deltog også i mødet.

Han udtalte: “Irland har brug for Europa, men Europa har også brug for Irland … Et pluralistisk Europa indebærer ikke et sekulært Europa; Europa har brug for sin religiøse arv og kan kun have gavn af at værdsætte og respektere denne relgiøse arv.”

Ærkebiskoppen har i de seneste måneder brugt sin status til at vejlede sine katolske undersåtter med “større klarhed om en række spørgsmål, som de irske vælgere bekymrede sig for.”

I klart sprog: ærkebiskoppen blander sig i politik. Han takker EU for opmærksomheden ved at udtale sig til støtte for EU ved enhver lejlighed. Han håber irerne stemmer ja til Lissabon-traktaten, når der er folkeafstemning for anden gang til efteråret.

Forbøn for EU-parlamentsvalget

EU-logoet fylder en hel side i det protestantiske kirkefællesskabs hyrdebrev

Det protestantiske kirkefællesskab, også kaldet Leuenberg-fællesskabet består af over 100 kirkesamfund. Der er hovedkontor i Wien og lobby-kontor i Bryssel.

Teologerne i kirkefællesskabet har udsendt et hyrdebrev og en forbøn til alle medlemskirkerne. Herunder folkekirken i Danmark.

Brochuren indeholder EU-parlamentets logo. Hvem er afsenderen: kirkerne eller EU-parlamentet? Det ligner bestillingsarbejde. Her er teksten:

European elections 4 to 7 June 2009:  Strengthening democracy in Europe (klik for den officielle tekst, engelsk)

Europa-Wahlen vom 4. bis 7. Juni 2009: Die Demokratie in Europa stärken (klik for den officielle tekst,tysk)

—

“Erklæring fra prædikestolen ved pinse eller trinitatis

Europa-valget den 4.-7. juni 2009: styrkelse af demokratiet i Europa

Mellem den 4. og 7. juni 2009 finder valget til Europa-Parlamentet sted i den Europæiske Unions medlemslande. Europa-Parlamentet repræsenterer borgerne på europæisk niveau. Her arbejder folkevalgte fra 27 lande sammen på 23 sprog.

Mange klager over, at de europæiske myndigheders arbejde er uigennemskueligt. Men Europa-Parlamentet er den myndighed, hvis medlemmer er valgt af borgerne selv, hvorigennem de kan udøve indflydelse på europæisk politik på en direkte måde. Efter kirkernes mening har der i mange år været gjort et godt og grundlæggende arbejde for folk i Europa dér.

I dag bliver mange politiske spørgsmål besluttet på europæisk niveau: for at få en løsning af den finansielle og økonomiske krise, har vi brug for solidaritet mellem de europæiske stater. Fred og sikkerhed i Europa kan kun sikres med hinanden og ikke imod hinanden. Kun i fællesskab kan vi forebygge klimaforandringer. Særlig i krisetider vil det være vigtigt for os at hjælpe folk i nød. Ansvaret for andre må ikke standse ved nationale grænser.

I “Charta Oecumenica” erklærer Europas kirker sammen: “Vi er overbevist om, at kristendommens åndelige arv udgør en styrkende kilde til berigelse og inspiration for Europa. På vor kristne tros grundlag vil vi arbejde sammen for et humant, socialt bevidst Europa, hvor menneskerettigheder og de grundlæggende værdier som fred, retfærdighed, tolerance, deltagelse og solidaritet bevares.”

I år fejrer vi 20-årsdagen for demokratiseringen i Øst- og Centraleuropa. Retten til at kunne stemme frit tilkæmpede man sig i disse lande med meget mod og personlig hengivenhed. Demokratiet lever i kraft af mænds og kvinders engagement. Det er så sandt i dag, som det var for 20 år siden. Derfor beder vi jer om at gå hen og stemme ved Europa-valget.

Wien, april 2009

Fællesskabet af protestantiske kirker i Europas præsidium”

—

“Forbøn for Europa-valget den 4.-7. juni 2009

Herre, i denne tid fejrer vi pinsen. Vi fejrer den måde, hvorpå du har forenet mænd og kvinder af forskellig oprindelse og med forskellige sprog i din kirke. I kirken oplever vi, hvordan mænd og kvinder bliver ét i dit fællesskab, hinsides alle grænser.

På samme måde er vi taknemmelige, når folk i verden også finder hinanden hinsides grænserne. Vi er taknemmelige for den europæiske enhedsproces [the process of European union], som ligeledes har gjort fjender til venner. Vi beder for, at folk i Europa må fortsætte ad forsoningens og fredens vej.

Vi beder for dem i Europa, der er i nød i denne tid. For dem, der er ramt af den finansielle og økonomiske krise, som er bekymret for deres arbejde, selve deres eksistens. Hjælp os med at stå stammen i vanskelige tider og med at vi ikke lukker øjnene for andres behov.

Vi beder for dem, der kommer til os som fremmede, fra andre lande i Europa eller andre dele af verden, fordi de søger arbejde eller beskyttelse for forfølgelse. Du har bedt os om at gøre fremmede til venner (3 Mos 19, 33-34). Hjælp os at finde plads til dem i din kirke, hvor de er i sikkerhed.

Vi beder for dem, der bærer et politisk ansvar; i vort fællesskab, i vort land, i Europa. Styrk dem med din ånd, at de må træffe de rette beslutninger, når de møder svære udfordringer. Hjælp os, så vi ikke lader dem alene med deres ansvar, men støtter dem og styrker dem i deres arbejde for det fælles bedste.

Du har bedt os om at “stræbe efter lykke og fremgang for byen … , og bede til Herren for den; går det den godt, går det også jer godt” (Jer. 29, 7). Således beder vi til dig for vort samfunds, vort lands, Europas og verdens vel. Hjælp os, så valget til Europa-Parlamentet bidrager til at styrke demokratiet i Europa og fremme ansvarligheden for freden og for vor alles velvære. Amen.”

[Oversat fra engelsk, bibelcitat fra aut. dansk udgave]

—

Ligegyldighed i Danmark

Kristeligt Dagblad har spurgt et par danske præster, som er svagt skeptiske mod EU-bønnen. (Folkekirken får bøn til EU-valget, 5. maj).

Man kan dog tvivle på om de overhovedet har læst bønnens indhold, for de har svaret uklart.

Paul Verner Skærved fra folkekirkens mellemkirkelige råd sagde: “Jeg kan godt gå med til at bede en bøn for demokratiet, men jeg synes ikke, man skal blande en valgkamp ind i kirken.” Han kan dog finde god mening i at bede en bøn for, at den europæiske unionsproces skaber lige vilkår for alle kirker.

Biskop Kristian Drejergaard siger:  “Jeg tror ikke, at initiativet har de store muligheder i Danmark. Vi beder måske for Dronningen og andre øvrigheder, men ikke for folketingsvalget for eksempel. Men jeg kan godt forstå, at mindretalskirker rundt om i Europa kan samles om EU-bønnen.”

Vi savner en kirkelig reaktion fra flere biskopper og præster – og vi savner en politisk reaktion fra de mange kirkeligt aktive politikere. Helge Rørtoft-Madsen, præst og kandidat for Folkebevægelsen mod EU, har dog markeret sig. Se nærmere nederst i dette indlæg.

I modstrid med folkekirken

De danske præster bør naturligvis ikke læse makværket op i kirkerne, da det er i stærk modstrid med dansk folkekirkelig tradition.

Pinseunderet er centralt i kristendommen. Det er miraklet med de mange tungemål, som disciplene begyndte at kvidre på, da Guds ånd kom over dem.

I teksterne ovenfor bliver pinseunderet misbrugt på det skammeligste. Pinseunderet er – ifølge EU og det protestantiske kirkefællesskab – et globalistisk og europæisk projekt, hvor folk skal være solidariske hinsides grænserne!

Typisk for ikke-politikeres indblanding i politik er de mange uforpligtende ord: human, socialt bevidst, menneskerettigheder, fred, retfærdighed, tolerance, deltagelse og solidaritet … Tidens mest fremherskende politisk korrekte begreber er også med: klimaproblemer, flygtninge, indvandring, finanskrise.

Min oversættelse er til fri afbenyttelse i kirkerne, hvis man husker at kreditere Borgerlig bums og nævne at jeg ikke støtter indholdet…

For god ordens skyld: jeg er ikke kristen, men mener dog at have lidt forstand på hvad luthersk kristendom står for. Allerede Jesus smed gøglere og kræmmere ud af templet. Luther gjorde op med pavekirkens brug af kirken som politisk magtmiddel.

Kirken som politisk instrument

Det var dengang. Er de protestantiske kirker i dag blevet et feelgood-fællesskab uden indhold, der ligger åbent for EU’s pression?

Mange protestantiske kirker har en stor trang til at have fingeren på pulsen, være med hvor den politiske debat foregår. Sådan er den danske folkekirke ikke, da det er meningen den skal kunne rumme alle. Og det er godt nok, for kirken skal ikke føre politik. Vi kan jo ikke stemme på en anden kirke, ligesom vi skifter politisk parti, hvis vi er utilfredse. Teologerne i kirken står ikke til ansvar for deres holdninger, og derfor skal de heller ikke have politisk magt.

Tendensen er voksende i hele verden. Det kristne højre i USA misbruger religionen til politiske formål. Islam og hinduisme fusioneres i stigende grad med politik. Resultaterne er ikke gode. Det skader både religionen og politikken.

Politisk religion i Nazi-Tyskland (Foto: Talk2action)

Nazi-Tyskland misbrugte kirken

I Nazi-Tyskland gik mange protestantiske præster velvilligt med i Deutsche Christen, en pseudo-kirke der skulle legitimere Hitlers racepolitik. Den centrale idé var at Jesus var en uskyldig arier, som blev dræbt af jøderne. Det var naturligvis noget vrøvl, men alt kan jo bøjes og forvrænges. Dengang som nu lod de tyske protestanter sig udnytte til at tjene magthaverne.

Sovjet undertrykte kirken i de første årtier, men efterhånden opgav magthaverne at udrydde religionen. I stedet indgik stat og kirke en nær og gensidig accept. Moskva-patriarkatet, dvs. kirkens øverste ledelse, er blevet kaldt “et underordnet organ, praktisk talt et søsterselskab til KGB“. Adskillige præster var KGB-agenter.

Putin og patriark Aleksej II

I dag er den ortodokse kirke igen blevet et nationalistisk projekt. Den er en varm støtte af Putins regime; til gengæld kommer Putin i kirken. Det er fashionabelt at være “kristen” i Rusland, men de fleste kender ikke engang fadervor. To tredjedele regner sig for ortodokse, men kun 4 % anser deres kirke for en kilde til moralske værdier.

Cypern blev selvstændigt fra Storbritannien i 1960. Den karismatiske ærkebiskop Makarios, som havde været leder af selvstændighedskampen, blev valgt til præsident. Som bekendt gik det selvstændige Cypern hurtigt op i hat og briller med etniske konflikter, statskup, tyrkisk invasion og deling fra 1974. Makarios gjorde et hæderligt forsøg på at holde sammen på det hele, og han var oppe imod flere skurke. Men samtidig var han højdepunktet af sammenblanding af religion og stat - samt den etniske førerfigur for græskcyprioterne, men ikke for tyrkcyprioterne. Til gengæld var han ikke politiker, for han var aldrig medlem af et parti, skulle ikke argumentere politisk og stå til ansvar for en partiorganisation. Denne middelalderlige cæsaropapisme var måske ment som en nødløsning eller en overgangsfase. Cypern nåede aldrig i sit 14-årige liv at tage skridtet over til en moderne, kedelig statsform, hvor præsteskab og politik er adskilte kategorier.

Præsident og ærkebiskop Makarios III af Cypern

Den romersk-katolske kirkes indblanding i politik er velkendt.

Faktisk er vi i Danmark næsten en undtagelse fra reglen. Her i landet er det kun Moses Hansen, Faderhuset og en håndfuld politiske præster der ønsker at sammenblande kirke og politik for alvor. Folkekirken er rent administrativt underlagt staten, men den udtaler sig ikke om politik.

Gad vide om Leuenberg-lobbyisterne har tænkt på at også den norske og islandske folkekirke og flere svejtsiske kirkesamfund er medlemmer af fællesskabet? De vil vel næppe bede for et valg, de slet ikke har noget med at gøre? Især de svejtsiske protestanter er kendt som stolte tilhængere af selvstændighed. Svejts har ikke uden grund et kors i flaget. Husker man Wilhem Tell?

EU-forfatningen holder “dialog” med kirkerne

Helge Rørtoft-Madsen, Folkebevægelsen mod EU

Helge Rørtoft-Madsen, præst og kandidat for Folkebevægelsen mod EU, siger:

Er det den slags ”specifikke bidrag” til Unionen, der kan forventes fra de kirkelige organisationer, når eller hvis Lissabon-traktaten gennemføres (jf. EUF art.17, stk. 3)? Mener de danske bisper – hvoraf nogle for ret nylig har været på EU-visit – at den bøn kan bedes i folkekirken?

Helge Rørtoft var tidligere i den lunkne Junibevægelse, men er nu gået over til den rene vare. Han har skrevet en række bøger om truslen fra EU mod folkekirkens selvstændighed.

Blander EU sig i kirkepolitik? Først troede jeg det var paranoia fra kirkelige nørder. Men efter at have undersøgt sagen nærmere, må jeg sige at der virkelig er grund til at kæmpe imod EU’s indblanding i kirker og trossamfund.

EU-forfatningens og Lissabon-traktatens artikel 17 handler ikke om adskillelse af kirke og EU. Der står ingenting om kirkernes selvstændighed. EU “respekterer” kirkernes status, hvad det så end betyder. Og EU forpligtes til en dialog med kirkerne:

Artikel 17: Respekt for kirkers og konfessionsløse organisationers status
1. Unionen respekterer og må ikke anfægte den status, som kirker og religiøse sammenslutninger eller samfund har i medlemsstaterne i henhold til national lovgivning.
2. Unionen respekterer ligeledes den status, som filosofiske og konfessionsløse organisationer har i henhold til national lovgivning.
3. Unionen opretholder en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog med disse kirker og organisationer i anerkendelse af deres identitet og specifikke bidrag.

Til sammenligning er den danske folkekirke rent administrativt knyttet til staten, men vor grundlov bestemmer ikke at kirken skal konsulteres om politik. I Lissabon-traktaten er det omvendt.

Det handler om at EU på bedste totalitære vis søger et “partnerskab” mellem kirker og EU, så man sammen arbejder for at fremme den “europæiske integration”. Det vil sige at overføre mere magt til EU’s uigennemsigtige og udemokratiske institutioner. Kirkerne skal få os til at elske EU!

Fat det: Gud har ingen mening om EU

Ingen kan være interesseret i at EU lægger sin hånd på de åndelige-kulturelle organisationer. Hverken troende eller ateister. Med mindre man da mener at kirkernes eneste formål er at støtte politiske projekter. Det mener Leuenbach-fællesskabet, og det mener EU-politikerne.

Vi tager det sekulære princip for givet i Danmark, og vi er for lidt bevidste om hvad der er på spil hvis vi mister det.

De danske EU-kandidater og de øvrige kirkeligt aktive politikere bør nu melde klart ud og sige: EU skal ingen indflydelse have på kirkerne. Folkekirken skal ikke have en mening om EU.

Pastor Margrethe Auken, nationens vogtere Langballe og Krarup, ærkegrundtvigianer og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech m.fl. Vi venter på jeres svar…

Skønt ofte misbrugt, har Gud ingen mening om politik