Flot men plat plakat fra DSU (Danmarks Stangstive Ungdom)

1242429886296(link til fuldt format, DSU)

DSU anerkender nu den danske kulturarv og kræver: giv os Morten Korch tilbage. Er det slut med at beskylde andre partier for Morten Korch-sympatier?

Plakaten er grafisk pæn og veludformet. Tillykke med det. Men æstetik bør handle om mere end pang-farver, for eksempel om humor.

Bendt Bendtsen er“krybskytten der helst vil pensioneres”. Her rammer man plet. Der er kun en nuance til forskel fra virkeligheden. Bendtsen er nemlig ikke krybskytte, men opbevarer blot sit gevær ulovligt og går gratis på jagt. Han sagde ved sin opstilling til EU-valget at han glæder sig til at få mere tid til jagt, golf og familien.

Morten Messerschmidt er afbildet som nazist i lange ridestøvler, “den højreorienterede galning”. Det er for billigt. DSU bruger et udslidt trick.

Jens Rohde er “storkapitalens lakaj” i studepranger-vest. Her skyder DSU langt hen over det lavtgående missil. Rohde har personlighed og mod. Men har han nogen sinde leveret politiske resultater til gavn for storkapitalen eller for noget som helst andet?

De konservatives afgående parlamentariker Chr. Rovsing har levet bedre op til rollen som storindustriens bedste ven i EU-parlamentet, da han altid har stemt for dårligere miljøstandarder, ja til genmodificering, længere transporttider for slagtedyr osv. Skillelinjen i dansk EU-politik har ofte gået mellem Chr. Rovsing og alle de andre.

Dan Jørgensen er udnævnt til “finanskrisens overmand”. Den var god. Den glade fynske gut er i sine debatter mere beskidt i munden, end man ville tillade i en gammel dansk film, men særlig vittig er han ikke. Hans taktik er altid et flabet og barnligt angreb på modparten. Her passer han glimrende sammen med Jens Rohde.

Retro-udtryk som “storkapitalens lakaj” og de røde kommunistiske EU-flag viser en ikke ringe selvironi. Men måske mere end DSU selv er klar over.

DSU har mange grunde til at drømme sig tilbage til Hans Hedtofts tid.

DSU synker mod bunden

De unge socialdemokrater i DSU er nede på 1.942 medlemmer. De er sakket  langt bagud i forhold til det moderigtige SFU, som er oppe på 3.162. (Tal fra 2008 – forskellen er sikkert vokset siden da).

De knap to tusind medlemmer udløste kun kr. 2.517.378 i tipsmidler fra Dansk Ungdoms Fællesråd. Alligevel er DSU i kraft af sin forbindelse til arbejderbevægelsen en af de mere velhavende organisationer. Som man skriver på hjemmesiden: “DSU har en lang række medarbejdere” – og jeg talte da tretten ansatte bare på den side.

Man bruger traditionelt nogle af de mange, gode penge til at udforme en sjov filmplakat i hver valgkamp. Med vekslende resultat.

Morten Messerschmidt kan trods alt drikke med schwung, og uden at ødelægge noget, men det kan DSU’erne ikke.

Tømmermændene fra det puritanske stunt efter Jeppe Kofod-sagen har måske fået medlemmerne til at sive væk? Er festerne blvet mindre vilde, siden dengang man hærgede Esbjerg Højskole for en kvart million kroner?

Stangstive DSU’ere smadrede højskole (Nyhedsavisen 27.3.2008)

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) har i årevis været kendt for sine abefester til de legendariske påskemøder for op mod 200 DSU-medlemmer ned til 13 år. … I 1990 smadrede en større flok stærkt berusede unge socialdemokrater inventar på Esbjerg Højskole for en kvart million kroner. …
- De gik grassat i fuldskab og ødelagde døre og inventar for, hvad der dengang kostede en kvart million kroner. Jeg ville simpelthen ikke finde mig i det, fordi de lånte højskolen gratis. Jeg forlangte, at DSU simpelthen ikke viste sig på højskolen igen, siger Bendt Drewsen, der var forstander på højskolen.

- Det værste var næsten, at DSU s ledelse aldrig betalte for alt det, de havde ødelagt i fuldskab. Det måtte vi afskrive på skolens budget, siger han.

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom … havde nuværende næstformand for Socialdemokraterne Henrik Sass Larsen som en central figur.

Begge husker i dag episoden, da Nyhedsavisen konfronterer dem med sagen. Henrik Sass Larsen kalder sagen underholdende. …Efter nogle år i landflygtighed på Roskilde Højskole fik de unge socialdemokrater lov til at vende tilbage til Esbjerg Højskole til ungdomsorganisationens årlige ugelange påskemøde.

Her fjerner man den dag i dag alt udstyr, der kan ødelægges, når 200 DSU er invaderer højskolen, fortæller en elev på skolen.

- Vi fik besked på at fjerne alt, der havde værdi, fordi socialdemokraterne nu kom. Og så kunne man ikke være sikker på, at det ville overleve, siger eleven, der fortæller, hvordan fulde 13-14 årige lå og brækkede sig af druk på gangene så sent som i 2005.

- Jeg så unge på 13-14 år ligge sanseløst berusede på gangene, fordi de havde fået serveret for meget alkohol. Mens de unge socialdemokrater i dagtimerne spillede hellige. …

Tidligere artikler om DSU her på bloggen (om Jeppe Kofod-panikken, marts 2008):

Ét svar to “Flot men plat plakat fra DSU (Danmarks Stangstive Ungdom)”

  1. WilliamJansen Says:

    DFU har begået en plakat der kun er marginalt bedre, hvor SF’s vælgere karikeres som rotter.

    Rottefaengeren.com som synes at sige Villy er smart og hans vælgere er dumme (og det budskab de skal ud med er jo det stik modsatte).

    Med den side så synes jeg at DF bør parkere ‘vi er blevet svinet’-kortet for en stund, hvilket måske er grunden til at der endnu ikke har været en DF-respons på den seneste DSU-plakat.

    Den gamle modstandsmand og KZ-fange (okay så, Frøslev-fange) Gert Petersen får iøvrigt en tørn på samme side fordi han som 13-årig var nazist i en kort overgang.


Læg en kommentar