Det virkede ellers lige så seriøst hos DF…

DF har en meget stor goodwill i øjeblikket, tre uger før EU-valget. EU-kritiske danskere lige fra Socialdemokratiet og over til den borgerlige fløj pønser på at stemme DF. Hjulpet godt på vej af de borgerliges dårlige kandidater og deres ynkelige forsøg på at springe ud som EU-kritikere én måned før valget. (Selv mener jeg Folkebevægelsen giver den bedste vare, også for borgerlige og nationale EU-kritikere, hvilket jeg vil skrive mere om i den kommende tid).

Valgkampen begynder dog først nu, og slaget er ikke vundet. Folk skal jo lige bestemme sig. Sofaen er dyb og blød.

DF har nu lavet kampagnestart i tivoli-stil. Min første reaktion var: vil man tabe den gode opbakning på gulvet?

Masser af nitter og kun én vinder … I over 50 byer vil der være lejlighed for danskerne til at møde DF’s kandidater, trække et lod i den gigantiske EU-tombola og få en snak med kandidaterne om EU’s overstatslige dominans på dansk politik. I løbet af kampagnen udloddes fem stk. kroophold for to personer på en dansk kro, ligesom der vil være rigeligt med trøstepræmier.”  (Foto: Carsten Lundager/DF)

Men på den anden side. Hvem ved? Messerschmidt er ægte; han er ikke en falsk humorist som den helikopterflyvende Dan Jørgensen. Måske kan et folkeligt tivoli-træk gennem landet være det der mangler for at få begejstring i valgkampen. DF er garanteret eneste parti der kan levere netop den vare.

karikatur mess

DSU's karikatur af Messerschmidt er en gammel kliché

Akilleshælen?

DF-modstandernes typiske retorik er blevet sjældnere. Nazi-kortet vil dog utvivlsomt blive spillet igen i valgkampen, ligesom på DSU’s plakat. Tricket er naturligvis dybt uretfærdigt og useriøst, men hvad vigtigere er: det har mistet enhver effekt. Sangen i Grøften er glemt og borte, bortset fra at den var med til at vise Morten som menneskelig. Det kan danskerne godt lide. Men det er fortid.

Morten Messerschmidts akilleshæl ligger efter min bedømmelse et helt andet sted. Han er nu ganske tæt på at virke alt for perfekt, hvilket er et potentielt problem. Hans karriere er vokset hurtigt. Han kom i folketinget som 24-årig efter at være blevet kendt i Big Brother og via det mediebevidste projekt “Foreningen Kritiske Licensbetalere”.  Medierne tildelte ham rollen som den unge stjerne i DF’s folketingsgruppe. Man skal ikke tage fejl af den lidt konservative og gammelkloge fremtræden. Han er et barn af sin selvbevidste generation.

Mess

Manden der kan det hele? Fra DF's kampagneside danskfolkeparti.eu

Træd varsomt

Karisma er ofte en fordel, når man er helt ung. Den unge Messerschmidt blev opfattet som en pudsig charmør med personlighed, en begavet, ung fløs, men ufarlig for modstanderne. Nu er han blot 28 år, færdig jurist og spidskandidat. Han får reel magt og bliver derved bedømt helt anderledes. Den voksne Messerschmidt risikerer at blive bedømt som en overlegen type der minder for meget om Camre. Fortjent eller ej.

At han er meget vidende og velformuleret kan næsten blive en ulempe. For eksempel vil en for hurtig kommentar, en lidt for hård afklapsning af modstanderne i en tv-runde, for elegant påklædning, kunne udløse en jantelovs-agtig modvilje i befolkningen.

Pressegalleriet på DF’s hjemmeside viser Messerschmidt som dressman:

       

Messerschmidt har for megen stil og personlighed til at den brede befolkning kan identificere sig med ham alene.

DF burde derfor huske at promovere de “øvrige kandidater”. Man har faktisk et godt hold, som bestemt kan leve op til kvaliteten i andre partier. Men de er gemt godt væk:

andre kand

Det er ret tydeligt hvem man gerne vil have valgt som nummer to. Bemærk hans fremhævede placering:

DF kandidater

9 svar to “Det virkede ellers lige så seriøst hos DF…”

  1. Arild Says:

    Tænk, at DF laver en plakat med påskriften “eu lotteri”, det er hele TO fejl. Pinligt!

  2. Arild Says:

    NB. Hvis nogen skulle være i tvivl, er det eneste korrekte naturligvis “EU-lotteri”.

    Jeg har for øvrigt aldrig brudt mig om Messerschmidts selvpromoverende stil, hvor personen ikke sjældent synes vigtigere end sagen. Men det er måske mig, der er gammeldags?

  3. Casper Says:

    William > > Tja, man overskrider nu engang en grænse når man afbilder folk som nazist. Selv om DSU rent formelt ikke kalder ham nazist, men højreorienteret galning i støvler og skrårem. Rottefængeren Villy synes jeg nu ikke er helt så slem. I øvrigt er de ikke afbildet som rotter, men mennesker… eventyret om rottefængeren handler jo netop om at han lokker mennesker med sin fløjte. Så der er en vis pointe i det. Men plat er det. Danske ungdomsorganisationer er jo plat, ballade og provokationer mod moderpartiet. I mange andre lande laver de derimod seriøst arbejde og får indflydelse.

    Jeg synes også det er irrelevant at beskylde demokratiske socialister for at være gammelkommunister. Stalinismen er vist stendød i Danmark. “Revolution” er et fuldstændig udvandet begreb hos alle de socialister jeg kender – det betyder i hvert fald ikke en væbnet revolution som hos Marx og Lenin.

    Arild >> Jeg har opgivet at lægge mærke til stavefejl… men DF burde holde det danske sprog i hævd. De har Søren Espersens kone som reklamebureau, hvilket er forklaringen på retro-designet. Men de kan jo også lige så godt gøre det billigt og holde det inden for familien. Folkebevægelsens plakater er endnu mere retro. Det har i øvrigt vist sig at retro-design er troværdigt og effektivt over for vælgerne.

    Spørgsmål: Hvorfra stammer motivet med de fem EU-flag, dannebrog og “find fem fejl”? Har DF stjålet det fra Folkebevægelsen eller omvendt?

  4. WilliamJansen Says:

    Når jeg udvikler en subjektiv holdning til en politikers personlighed, så er det næsten altid fordi politikerne har kvajet sig.

    MM sælger personlighed, han skiller sig ud på hans personlighed. Det er måske taktisk smart, når man er ung himmelstormer, men når man er spidskandidat så bør man sikre sig at folks første association er ‘MM… ham med forslag X og forslag Y, og idéerne om Z’. Det er MMs eget ansvar at det første jeg tænker på er hans offentlige image.

  5. Casper Says:

    William > Ja, du har ret. Jeg tror dog ikke han har gjort et taktisk valg om at sælge sig på sin personlighed. Jeg tror bare han er som han er.

    Jeg er selv kommet i den alder hvor man ikke længere kan få sympati bare ved at være den unge, kvikke, søde, anderledes person. Når man er over 30 bliver man bedømt på de hårde realiteter.

    Messerschmidts tivoli-historie medførte ikke at hans politiske sindelag blev draget i tvivl for alvor. B.T.’s beskyldninger var langt ude. Derimod har Messerschmidts seriøsitet taget en lille smule skade. Han er ganske vist ung og kan tilgives, men vil først blive betragtet som en rigtig voksen politiker når han er blevet lidt ældre og mere moden. Hvis DSU var kvikke, ville de ikke spille nazi-kortet, men prøve at gøre grin med “den sjove ølhund, sanger og slipsedreng” Messerschmidt.

    I det lange, seje træk så bliver de seriøse politikere mest anerkendt. Ganske som på en arbejdsplads. Men det er ingen ulempe at man også har lidt gennemslagskraft, ellers ender man med at være ukendt som Anne E. Jensen.

  6. William Jansen Says:

    Det er tragikomisk at opleve, hvorledes et påstået nationalkonservativt parti som Dansk Samling vil stemme på den kommunisk kontrollerede Folkebevægelsen mod EU, således at den trotskistiske kommunist Søren Søndergaard kan blive valgt.

  7. Casper Says:

    William > Var det ironisk eller hvad? :-)

    Søren Søndergaard er opstillet på Folkebevægelsens valggrundlag, og han har gjort et prima arbejde indtil nu i parlamentet.

    Men jeg ved da godt at folk giver mig bank på Uriasposten når jeg forklarer dem at DF har en svingende EU-linje, bøjer sig for regeringen og derfor ikke er et troværdigt valg for EU-modstandere.

    Folkebevægelsen – med eller uden et par kommunister – arbejder for dansk selvstændighed, loyalt mod det danske folk og den danske grundlov. Det kan man da kalde nationalt. Folkebevægelsen har desuden sine alternativer til EU i orden, og man har et globalt udsyn som nu engang gør hele politikken mere bred og troværdig end DF, der kører med snævre argumenter og alligevel ikke kan få lov til at virkeliggøre sine EU-synspunkter.

    Jeg ønsker dog et godt valg for både DF og Folkebevægelsen, men er man seriøs skal man da stemme på liste N.

  8. Casper Says:

    Ovenstående kommentar af “William Jansen” fra torsdag den 21. maj 21:05 er afsendt af IP-nummeret 87.59.78.29, som Jan Michaelsen tidligere har afsendt kommentarer fra…

    Jeg syntes jo nok det hele virkede lidt muggent, så jeg gik ind og tjekkede det.

    Jeg har netop søgt efter lovregler, og utroligt nok er det ikke ulovligt at udgive sig for en anden, med mindre man udøver injurier, dokumentfalsk eller udgiver sig for at være en offentlig myndighed. (Redegørelse fra Justitsmin.)

    Men det er hamrende usportsligt. Ujysk.

    Lad være med det.

    Jeg vil ikke kalde det udansk, for Jan Michaelsen er meget national. Det giver jeg ikke en pot pis for.

    Må jeg minde om denne her:

    I alle de riger og lande,
    Hvorhen jog i verden foer,
    Jeg fægted med åben pande
    For hvad jeg for alvor tror.

    En ørn var mit hjelmemærke;
    På brynjen stod korsets tegn.
    På skjold bar jeg løverne stærke
    I hjerternes milde hegn.

    Når mænd jeg kasted min handske,
    Opslog jeg min ridderhjelm;
    De så, jeg var Holger Danske
    Og ingen formummet skælm.

    Vil dansken i verden fægte,
    Men dølger åsyn og navn,
    jeg véd, hans ånd er ej ægte –
    Jeg tager ham ej i favn.

    [B. S. Ingemann via den nationalkonservative hjemmeside Nomos]

    Du skriver i øvrigt “kommunisk kontrollerede” – er du bange for “kommunerne i folkebevægelsen”?

  9. Kontakt søges til 87.59.78.29 « Bohemian Rhapsody Says:

    [...] Bums har ladet mig (og menneskeheden i al almindelighed) vide at der er blevet postet en besked i mit navn på hans blog. En besked som ikke er i overensstemmelse med mit politiske [...]


Læg en kommentar