Dyring-Olsen og jeg har naturligvis talt sammen, inden vi hver især gik i byen med vores budskab; jeg var således godt klar over, at han ville anbefale noget andet end mig. Dansk Samling er jo ikke et traditionelt parti med plads til kun eet forkromet svar formuleret af en centralkomité – så længe vi er enige i udgangspunktet, er der plads til uenighed i detaljen.

Når det er sagt, så vil jeg tilføje, at jeg sagtens kan følge Dyring-Olsens tankegang – jeg undlod selv at stemme ved EP-valget i 2004. Men jeg er ikke helt så “firkantet” som Dyring-Olsen, der jo mener, at det *eneste* rigtige er at blive hjemme, mens jeg mener, at man enten bør blive hjemme eller stemme på en konsekvent unionsmodstander (altså liste N). Hvis ikke Folkebevægelsen stillede op, ville jeg også anbefale, at man blev hjemme (eller gik i kirke, eller hvad man nu kan foretage sig på en højhellig søndag).

Når jeg ved dette valg inderligt håber, at de mange unionsmodstandere blandt vælgerne stemmer liste N i stedet for at blive hjemme, er det ikke mindst pga. faren for, at Folkebevægelsen ellers ryger helt ud af EU-parlamentet – og det vil være skadeligt for unionsmodstanden; ja, ikke bare for den, men også for den bredere kamp for bevarelse af de danske forbehold, der efter alt at dømme skal føres senest næste år.

Hvad angår min position som en af de mere ‘radikale’; dette afholder mig ikke fra også at have både respekt og sympati for Søren Søndergaard, som jeg synes gør det godt som repræsentant for Folkebevægelsen.

Til Adam Wagner; hvad synes du om at landssekretæren af Dansk Samling; Erik Dyring-Olsen, opfordrer til at boykotte EU valget?

Med de mange gode argumenter og overvejelser der findes i denne tråd er det ikke blevet lettere at træffe et valg. På den anden side mener jeg alle de foreslåede modstander-kandidater ville være ret gode, så hvor man end kommer til at sætte sit kryds vil det heldigvis ikke være spildt.

Jeg føler bare jeg er lidt træt af radikale for tiden, så jeg næsten foretrækker en midtsøgende trotskist :-/

Ja, trotskismen er også kommunisme, men den blev aldrig realiseret, bortset fra de få år indtil Trotskijs landflygtighed. Og det var vel også derfor trotskismen ikke har de store forbrydelser bag sig. Var den blevet realiseret for alvor, så var det nok gået som under Stalin. (Hvad jeg hævder her forudsætter at man ikke regner Trotskijs forbrydelser i den Røde Hær som trotskismens forbrydelser).

Både Ditte Staun og Søren Søndergaard (og de fleste andre på listen) er pæredanske af sind og indstilling. Det betyder også noget.

Hvis du stemmer på Søndergaard, er det naturligvis ud fra moden overvejelse, men jeg vil bare minde om, at det er unødvendigt, da hans repræsentation jo er sikret, hvis liste N da overhovedet får et mandat. Derfor kan det være mere gavnligt at støtte en anden kandidat længere nede på listen. Får de borgerlige kandidater mange stemmer, kan det være med til at vise deres uundværlighed indadtil i Folkebevægelsen og således være med til at sikre bevægelsens tværpolitiske udgangspunkt også i fremtiden.

Jeg var en smule skuffet over liste N’s valgpræsentation på DR i går, for så vidt jeg kunne se glemte man at nævne at Ditte Staun var radikal! For at sige det ligeud, hun glemte selv at nævne det. Journalisten fiskede ellers efter det, da han sagde til Søren: “Du repræsenterer en tværpolitisk liste, det kalder I det i hvert fald… men det er ikke nogen hemmelighed at du har dit ståsted på venstrefløjen, du har været medlem af SAP, folketingsmedlem for Enhedslisten… kan du definere et tidspunkt hvor du blev venstreorienteret?” Den forglemmelse kan koste tusinder af stemmer.

Husk, kommunismen er død, og vi kan virkelig ikke beskylde den danske venstrefløj for dens forbrydelser. I øvrigt er Søren ikke kommunist, men fra det trotskistiske SAP, og jeg har nu altid syntes bedre om dem end om så mange andre på den fløj. Det lille SAP var en af de drivende kræfter i etableringen af Enhedslisten, og det viser deres samarbejdsvilje.

Jeg mener at venstrefløjen ofte leverer den nødvendige kritik og de skarpe analyser. Den borgerlige fløj er derimod bedst til løsninger. EU-parlamentet er først og fremmest et kritisk organ, da der ikke tages initiativ til love, og muligheden for virkelig indflydelse er meget begrænset. Folkebevægelsens opgave er hovedsagelig at være vagthund. Dette forklarer hvorfor en venstreorienteret person godt kan stå for opgaven.

I øvrigt er det ikke blot nødvendigt at sikre Folkebevægelsens mandat af hensyn til unionsmodstanden i EP, men også (og måske især) af hensyn til unionsmodstanden herhjemme. Mister liste N således sit mandat, vil det forhindre bevægelsen i – på lige fod med JA-partierne – at deltage i debatten forud for den kommende afstemning om afskaffelse af de danske forbehold mod EU. Da SF jo efterhånden ikke er til at stole på i den sag, vil det efterlade Enhedslisten og DF som de eneste til at forsvare forbeholdene.

Mon det er nok til at hive mere end halvdelen af stemmerne i hus? Jeg tror det ikke. Folkebevægelsen har med sin erfaring og tværpolitiske baggrund (selvom tyngden i venstre side er størst) god mulighed for at få mange tvivlere til at stemme for bevarelse af de danske forbehold.

Jeg siger: Stem på Thorkil Sohn, nr. 14 på liste N!

PS I øvrigt er det en glimrende analyse “Borgerlig bums” her har leveret.

Når du og jeg er imod Tyrkiets optagelse (og kritiske mod islam), så går jeg ud fra at vi ikke er imod begrebet i sig selv, men fordi det giver negative indvirkninger på netop menneskerettigheder, udviklingsniveau og demokrati.

Folkebevægelsen har gang på gang sat fokus på problemerne. Vi hører altså bestemt ikke til dem der vil give nogen særbehandling, tværtimod. Der findes en lang række begrundelser mod medlemskab:

- Tyrkiet har besat halvdelen af EU-landet Cypern
- Tyrkiet undertrykker alle sine mindretal (armenere, kristne, grækere, den muslimske reformbevægelse alevi’erne, som udgør 20 % af befolkningen, m.v.)
- Tyrkiet lever ikke op til retssikkerhed og demokrati
- Tyrkiet er overvejende fattigt og underudviklet og vil derfor levere mange millioner løntrykkere til EU (hvilket undergraver det danske arbejdsmarked endnu mere end hidtil)
- Det store land vil få en stærk magt i EU, til skade for de små lande, og f.eks. en tysk-fransk-tyrkisk alliance vil kunne bestemme det meste.
- EU skal ikke udvides for hurtigt og uansvarligt
- Det er tvivlsomt om det egentlig vil gavne tyrkerne selv at komme med i EU.
- Der findes allerede udmærkede handelsaftaler som evt. kan udbygges. En anden mulighed er tyrkisk EFTA-medlemskab hvor man kan skræddersy vilkårene, men det har ikke været diskuteret.

Det kan godt være at de venstreorienterede i Folkebevægelsen er åbne for den fremtidsmulighed der hedder et demokratisk, civiliseret Tyrkiet. Jeg er mere skeptisk. Men fælles for os er at vi ikke vil give nogen rabat på optagelseskriterierne, og hvis Tyrkiet aldrig forbedrer sig (hvad jeg personlig ikke tror på), så er resultatet i praksis det samme: et nej.

Det ville klæde Dansk Folkeparti hvis de ville huske at nævne nogle af disse begrundelser, for hvis man kun argumenterer med islam, så får man ikke flertallet af befolkningen med sig. Måske ender man ligefrem med at få en stemning imod sig? Folkebevægelsens argumenter er bredere. Jeg tror dog DF kan skrive under på dem også.

Det er vel næppe forbudt at sige i Folkebevægelsen at Tyrkiet ikke bør komme med pga. religion og fordi det ikke er et europæisk land. Men på den anden side er der mange argumenter i forvejen, så det er heller ikke specifikt nødvendigt at nævne islam hver gang. Det er ligesom DF’s specialitet…

Dansk Folkeparti støtter dog alligevel en regering der har indgået en aftale om optagelsesforhandlinger med Tyrkiet. Anders Fogh på posten som Nato-chef gjorde måske danskerne stolte, men nu er vores regering bundet til at betale en pris for tyrkernes støtte. Vi så hvordan han valgte at at krybe og sleske for tyrkerne. Det er næppe en god ting hvis man er imod tyrkisk EU-medlemskab, og også inden for Nato vil kritik af Tyrkiet være fy-fy i flere år fremover. I praksis støtter Danmark, EU og Nato dermed den nationalistisk-islamiserende kurs i Tyrkiet. Resultatet vil måske være at Tyrkiet aldrig kommer med i EU, men heller ikke bliver mere “europæisk” og civiliseret. Man tror man fremmer udviklingen i Tyrkiet ved at være “flink” mod dem, men man skulle hellere være kritisk, så de selv må gøre noget for at leve op til kriterierne og ændre deres samfund i demokratisk retning.

Jeg tror selv at ønskerne om at få Tyrkiet med kommer fra den vesteuropæiske storindustri, da de jo vil få næsten ubegrænset, billig arbejdskraft. Derfor er der brug for også at have nogle i EU-parlamentet der kan belyse dette. Sarkozy og Merkel siger de ikke vil optage Tyrkiet, men holder det? Der er stærke kræfter som presser på.

Til sammenligning vil Hanne Dahl fra Junibev. meget gerne have tyrkerne med: Tyrkiet i EU… – Hanne Dahl Måske skulle Hanne Dahl deaktivere kommentarfunktionen på sin blog, da hun bliver jordet alt for tit.

———

Søgning på “tyrkisk” på Folkebevægelsen.dk: http://www.folkebevaegelsen.dk/spip.php?page=recherche&recherche=tyrkisk – der er bl.a. et indlæg fra Søren Søndergaard den 3. maj 2009: Hele den tyrkiske musik

… B[endt] B[endtsen] er jo som sagt ikke et ubeskrevet blad. I over 7 år har han været vicestatsminister i en regering, som har underskrevet en helt konkret aftale om at påbegynde optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet med det klare endemål, at Tyrkiet – når de ad åre opfylder de aftalte betingelser – skal kunne blive medlem af EU. Man kan diskutere, om det var klogt. Men man kan ikke diskutere, at BB har indgået en aftale med tyrkerne. Den aftale løber han nu fra. Ham kan man tydeligvis ikke stole på!

Men tingene kan jo have ændret sig, kan BB indvende. Og i sin kronik i Jyllands-Posten forsøger han også delvist at begrunde sit kursskifte med Tyrkiets modstand mod Anders Fogh som generalsekretær for NATO. Den kan, ifølge BB, ”sammenfattes under ét ord: ytringsfrihed”.

Nu skal man jo være ualmindeligt dårligt orienteret for at blive overrasket over at Tyrkiet har et problem med ytringsfriheden. Det er der intet nyt i, hvad titusinder af modige tyrkere og kurdere i årevis har forsøgt at fortælle BB fra deres fængselsceller. Uden at det dog har haft hans interesse. For hvordan kan det ellers være, at BB aldrig nogensinde – og heller ikke nu – har sat spørgsmålstegn ved Tyrkiets medlemskab af NATO? En alliance, som ellers ifølge dens egen formålsparagraf er baseret på principperne om ”demokrati, den personlige frihed samt lov og ret”? ...

I 2006 demonstrerede Søren Søndergaard mod Tyrkiets undertrykkelse af menneskerettighederne og sagde:

Kommissionen har lige meddelt, at de ønsker Rumænien og Bulgarien som medlemmer om mindre end et år, selvom retstilstanden i disse lande stadig lader meget tilbage at ønske. Men for EU betyder vokseværk og den styrkede magt på verdensplan, som udvidelsen giver, mere end respekt for menneskerettigheder, siger Søren Søndergaard og tilføjer: – Folkebevægelsen mod EU er generelt set hverken tilhænger eller modstander af udvidelse. På den ene side kan vi ikke anbefale medlemskab af en unionsdannelse, vi selv vil forlade. På den anden side mener vi, at andre befolkninger selv må bestemme, hvad de vil, og vi respekterer beslutninger, som er truffet på et reelt demokratisk grundlag. Men under alle omstændigheder kræver Folkebevægelsen respekt for menneskerettighederne.(Tyrkiet krænker menneskerettigheder )

I altingets kandidatdatabase finder du de 20 kandidaters svar på spørgsmålet om Tyrkiet. Det ser ud til at de fleste svarer “hverken enig eller uenig”, mens nogle siger “helt uenig”. Den radikale Sven Skovmand skriver: “Et tyrkisk medlemskab kan få helt uoverskuelige følger for EU”, og den ex-konservative Hans Henrik Larsen: “EU skal standse for tilgang af nye lande og i stedet arbejde på at få orden i eget hus. Vil man have fælles valuta må man også have fælles finanspolitik o.s.v. Der er masser af interne projekter at tage fat på ved siden af en bedre organisering af hjælpen til den tredie verden.”

Konklusionen er vel at man godt kunne ønske en lidt klarere stillingtagen imod Tyrkiet, men jeg synes nu ikke det skræmmer mig væk, for i praksis fører argumenterne om menneskerettigheder, udviklingsniveau og demokrati også til et nej.

Søren Søndergaard er bevidst om problemerne med Tyrkiet, så han er god nok for mig.

Casper Bums er indtil videre mere uklar i mælet end dem han skoser

At DF ønsker ministerposter er da tænkeligt. At nogen gerne sælger skiver af deres EU-modstand kan tænkes. Men at deres EP-kandidater skulle svinge om til at acceptere de farlige Moder Stat-agtige EU-tiltag, tvivler jeg stærkt på.

Hvor mange er lige modstandere af fælles samarbejde på praktiske områder som diverse tekniske standarder lettere handel med varer (ikke mennesker) etc.. ?

Her er lidt nyt fra Ritzau:

———————–

Dansk enighed om EU-linjen

Partistrid og blokpolitik, nej tak. Det ligner snarere fælles rød-hvid front, når den daglige danske EU-kurs støttes hele vejen fra SF til Dansk Folkeparti. …

Det viser en Ritzau-gennemgang af beslutningsreferaterne i Folketingets magtfulde Europaudvalg, som godkender regeringens kurs i konkrete EU-sager: Hele vejen fra den socialistiske venstrefløj til den nationale højrefløj stemmer partierne regelmæssigt sammen i national konsensus om landets linje i de hyppige forhandlinger, der finder sted i EU’s lovgivende ministerråd.

Dansk Folkeparti, som jævnligt tordner mod unionens magt, stemmer overraskende ofte sammen med regeringen og klubben af japartier. I hele to ud af tre tilfælde flyver danske ministre til forhandlinger i Bruxelles og Luxembourg med politisk velsignelse fra DF. Alligevel svigter de markante EU-skeptikere på ingen måde deres unionsvægrende vælgerbase, mener partiets faste medlem af Europaudvalget og spidskandidat til Europaparlamentet, Morten Messerschmidt.

- EU lovgiver uanset, om vi kan lide det eller ej, og når unionen blander sig i alting, bliver vi nødt til at præge processen, forklarer Morten Messerschmidt, som kalder sin tilgang “konstruktiv”.

—————

Morten M. har selvfølgelig ret i – på en måde – at man skal deltage konstruktivt, men da det ikke er bakket op af en bagvedliggende EU-modstanderstrategi, så er resultatet at DF i praksis skærer skive for skive af dansk selvstændighed og overfører den til EU-organer. DF kunne føre meget mere for at gøre vælgerne opmærksomme på denne daglige suverænitetsafgivelse mellem valgene. De sidder i europaudvalget og har al indsigten, og Messerschmidt er garanteret det kvikkeste hoved derinde. Han kunne gøre meget for at få sager frem i pressen. Men han er dybest set ikke EU-skeptiker.

Hanne Dahl er ude og kritisere det, hun har naturligvis observeret det samme som jeg gør opmærksom på her, men jeg synes nu også der er lidt frelst DF-had over hendes kommentar:

“Optællingen fra Ritzau overrasker mig på ingen måde. Det har længe været mit indtryk, at DF’s EU-politik mere handlede om opportunisme end om substans, siger Hanne Dahl. Optællingen understreger jo blot, at deres unions-kritik er en hul og tom skal. Noget de hiver frem når det bekommer dem vel, og ellers gemmer langt væk. Tænk blot på Lissabon-traktaten; her sagde de at de ville have en folkeafstemning, men valgte alligevel ikke at udnyttede deres magt til at få en. Det vil ikke undre mig, om vi indenfor de næste par år ser Dansk Folkeparti gøre som SF – altså markant ændre EU-politik i jagten på ministerposter.”

—-

Den bløde unionskritiker Hanne Dahl burde træde varsomt. Mit indlæg her handler om at DF ikke er unionsmodstandere, men jeg vil ikke benægte de er unionskritikere. Så det giver ikke så meget mening at sige at deres “unions-kritik er en hul og tom skal”. Det er Hanne Dahls kritik på en måde også. Hverken DF eller Juni vil opnå ret meget ved deres konstruktive unionskritik, man lytter ikke til dem i systemet og i parlamentet.

Dansk Folkeparti er en borgerlig-liberal-national pendant til Junibevægelsen. Junibevægelsen er i øvrigt bestemt ikke tværpolitisk, men en slags EU-kritisk udgave af SF. Man kan bare prøve at sammenligne Junibevægelsens og Folkebevægelsens valggrundlag. Sidstnævnte er tværpolitisk, men bestemt ikke uden værdier.

Coca-Cola der ikke betalte skat er et godt eksempel.

Han var faktisk meget kompetent, og hvis han ønsker at spille den samme rolle i EUP, så har han nok min stemme.

Indsigt i rådets regnskab er da også lidt af et resultat.

Jeg hørte om en DF-kandidat (en af de unge og uspolerede) som efter et vælgermøde sagde til Folkebevægelsens mand: “Det kan godt være vi hellere skal se at komme ud af det” [dvs. af EU]. Men han sagde det ikke under debatten. Jeg har hørt om andre af de unge kandidater der klart er modstandere af EU. Men det er trist hvis kandidaterne ikke engang tør sige åbent at de står fast på partiets program! Hvordan kan man så forvente deres indsats i parlamentet bliver?

Du citerer selv på din blog den unge DF-kandidat Jeppe Jakobsen: [Ja-partierne i folketinget] “afskrev i dag, torsdag, nationalstaten Danmark, da de ratificerede EU-forfatningen, kaldet Lissabon-traktaten.” – Og du spørger “Ja tak Jeppe, men hvad har Dansk Folkeparti gjort for at afværge faren?” Det er sagen i en nøddeskal. DF har ikke EU som en mærkesag, selv om de burde have det.

DF ser sådan på det at MEP’ernes vigtigste rolle er at melde tilbage til DF’s medlemmer i folketingest europaudvalg. Man arbejder altså nært sammen om at påvirke lovgivningsarbejde i samarbejde med VK-regeringen. Man må forvente at Dansk Folkepartis MEP’er bliver holdt i kort snor. Hvis DF på Christiansborg beslutter at ændre kurs til pro-EU, så vil deres medlemmer i EU-parlamentet blive værdiløse.

Jeg er helt enig med dig i at DF skulle have gjort Lissabon til et kabinetsspørgsmål. Det kunne DF desuden være blevet populære på. Men de turde ikke – et fremtidigt regeringssamarbejde er måske på spil?

Folkebevægelsen ser sig selv i en anderledes rolle i EU, som danskernes og borgernes vagthund, men forsøger naturligvis at påvirke beslutningerne hvis man kan. Folkebev. har gode resultater med at afsløre svindel og holde kontrol med kommissionen, hvilket er en lang og sej kamp. Det tog 39 år at få parlamentet til at kræve indsigt i rådets regnskab – hvilket Søren Søndergaard fik ordnet som ordfører her for nylig!

DF’s svar på Metock-dommen var en aftale om skærpede krav til dansk statsborgerskab. Det kan godt være det er en DF-mærkesag, men de to ting har intet med hinanden at gøre. Det er uholdbart i fremtiden hvis DF giver indrømmelser på alle områder, til gengæld for stramninger af statsborgerskabsregler. Jeg mener egentlig de regler er stramme nok i dag, stort set. (Du vil måske være uenig, men jeg kan fint acceptere et vist antal nye danskere, når bare ikke det er flere end vi kan absorbere og holde styr på). Det hjælper jo ikke på lov og orden i vort land at vi strammer statsborgerskabsreglerne hvis vi alligevel har åbne porte for indvandring.

I bredere forstand er folkebevægelsens EU-argumenter mere troværdige, da de giver alternativer til EU. Folkebevægelsen mener et internationalt samarbejde er ønskeligt når bare det bygger på selvstændige nationer. DF’s EU-argumenter er ret snævert nationale og handler om at skrue tiden lidt tilbage til det gamle EF, men vi ved jo at det ikke kan lade sig gøre. Derfor er der meget brug for at Folkebevægelsen også bliver hørt, så den brede danske EU-modstand kan være troværdig.

Det er hermed gjort.

Jeg kan se at jeg har fået et problem mere, da jeg ellers indtil videre regnede med at jeg kunne sætte mit kryds ved Morten Messerschmidt.

Jeg burde dog have vist bedre i forvejen.

Efter et noget forstyrret debatmøde i Odense den 6. november 2003, fik jeg lejlighed til at veksle nogle ord om EU med Morten Messerschmidt. Jeg kan desværre ikke komme med et fyldestgørende referat, men husker at Morten sagde angående EU; ‘det løb er kørt’.

Han forekom mig noget opgivende, og hans udmeldinger, som jeg med undtagelse af ovenstående citat ikke husker ordlyden af, efterlod mig noget forvirret, og ikke mindst skuffet.

Morten Messerschmidt (der i øvrigt optrådte sammen med ‘min ven Bashy Quereshi’) virkede mere optaget af liberalisme end af det som jeg opfattede som gældende DF politik.

Det var åbenbart noget i stil med ‘if you can’t beat them join them’, og det minder mistænkeligt meget om den opgivende kurs Dansk Folkeparti har ført de senere år, hvor modstand mod indvandring er blevet til den nuværende ‘integrationsfremmende’ kurs.

Principper er blevet byttet ud med kompromissøgende realpolitik og man flyder viljeløst med strømmen.

Angående Messerschmidt, så har han fortsat imponeret mig kolossalt med sin enorm store viden, samt sin charme og slagfærdighed i EU debatten, men jeg sætter store spørgsmålstegn ved den kurs han og resten af partiet er inde på nu, både i EU spørgsmålet og den generelle kurs.

Alle partier skal selvfølgelig finde en balance mellem principper og idealer, og de politiske realiteter. Men forfølger man den praktiske kompromissøgende linje i for høj en grad, svigter man samtidigt sin opgave som rollemodel og meningsdanner.

DFs største svigt

Jeg kan ikke huske et eneste tidspunkt de senere år hvor DF har sat foden ned og for alvor forfulgt nogle dyrebare principper. Det største svigt var at man ikke turde risikere sin lune plads som regeringens støtteparti ved at tvinge Fogh regeringen til at lægge Lissabontraktaten til folkeafstemning.

Dansk Folkeparti kan nu som rollemodel og foregangsmænd allerhøjst appellere til frafaldne Socialdemokrater. Der er pt. ingen andre alternativer at stemme på, men det er ikke med nogen stor entusiasme at jeg sætter mit kryds der længere.

Der er et stort behov for et nyt parti der ikke skammer sig over at erklære sig for at være uforfalskede nationalister. Et parti der vil kunne generere en ægte entusiasme og håb hos græsrødderne, og som ikke føler sig for højt hævet over andre europæiske nationalistiske partier til at kunne indgå det højst nødvendige samarbejde på tværs af landegrænserne.

Mogens Camres udmeldinger angående Rumænien og Bulgarien, hvor rigtig de end kan være, bidrager heller ikke til fælles fodslag mellem europæiske nationalister. På trods af disse to landes åbenlyse mangler, er det dog også her at muligheden for at smide grus ind i EU maskineriet er størst.

Men Camre er nu åbenbart også mere interesseret i at EU skal kunne fungere efter planen end at udnytte enhver mulighed for at standse den totalitære kolos.

Efter at have læst Caspers indlæg ved jeg dog endnu mindre hvor jeg skal sætte krydset til EU valget, men jeg vil holde mig orienteret her på bloggen, i håb om at der kommer flere argumenter på bordet der kan hjælpe mig med at træffe min endelige beslutning.