Amatøragtig EU-prognose med fejl

Prognosen Predict09.eu forudsiger valget i de enkelte EU-lande og sammensætningen af grupperne i det nye parlament. Der er ikke tale om en meningsmåling, men en matematisk model som bygger på en række kriterier for vælgeradfærd i de enkelte lande.

Forudsigelsen om det samlede parlament kan sikkert godt bruges (den tyder ikke på de store udsving mellem blokkene).

For Danmarks vedkommende har man derimod begået amatøragtige fejl. Alligevel er den citeret i dansk presse.

EUpredict09 havde følgende tal i den første version, som nu er fjernet fra hjemmesiden:

A Socdem 22,0
B Rad 4,6
C Kons 8,2
F SF 12,0
J Junibev 7,1
N Folkebev 4,3
O DF 12,0
V Venstre 20,0
Enhedslisten 4,7
Kristendem 3,1

Enhedslisten og Kristendemokraterne stiller som bekendt slet ikke op. Der mangler 2 procentpoint i ovenstående tal for at få et facit på 100. Desuden havde man glemt at bruge valgforbund i mandatberegningen.

Selv om prognosen er åbenlyst vildledende, er det altid en god historie at aflive nej-bevægelserne. En dansk journalist, der ikke kan have undersøgt målingen særlig grundigt, skrev helt ukritisk:

Radikale og nej-partier kan tabe, Berlingske, 25. april

“Både det Radikale Venstre og Folkebevægelsen mod EU står til at ryge ud af Europa-Parlamentet ved valget den 7.juni. Det spår en analyse udarbejdet af politiske forskere fra London School of Economics, der har set på meningsmålinger i alle medlemslande og lavet et skøn over det kommende valgs resultat. …”

Jeg har gjort opmærksom på fejlene. Der er kommet en opdateret version fra Predict09.eu:

Eupredicttabel

Facit bliver denne gang kun 96,8 pct. så der ligger 3,2 pct. og flagrer et sted. Også i den nye måling er mandatberegningen forkert, fordi man har ikke taget hensyn til valgforbund. Ovenstående prognose vil give følgende mandater:

Socdem 4
Venstre 3
SF 2
DF 1
Junibev 2
Kons 1

Et mandat er ganske tæt på at blive flyttet fra Soc.dem. over til Venstre, og Junibevægelsens andet mandat er tæt på at gå til Folkebevægelsen.

Professor Simon Hix skriver til mig den 21. maj: “We’ve just produced a new update of the predictions, which as you will see, includes many of the corrections you mention for the case of Denmark.”

Hans ord kan tolkes sådan at man har fodret hele prognosen med nye oplysninger. Men tallene er nøjagtig de samme for de fleste partier, der i øvrigt ender mistænkeligt på et rundt tal komma nul. Liberal Alliance er kommet på bane med vanvittigt usandsynlige 3,3 procent. Junibevægelsen er pludselig justeret op til 10 pct. Gad vide hvilke obskure oplysninger det hele bygger på?

Det ligner ikke en matematisk model, men gætteri. Modellen er udarbejdet af forskere ved statskundskab, et fag der rettelig burde hedde statskundsnak. Her må det vække rædsel at flere og flere af vore folkevalgte også er uddannet i statskundskab (f.eks. Dan Jørgensen). De har ofte hverken begreb om tal eller politik.

Junibevægelsen får 10 pct. i målingen. Den har brug for at gøre opmærksom på sin eksistens, og den bør forsøge at få presse på sagen. Traditionelt synes pressen dog kun at bevægelsernes død er gode nyheder. Så det er vel tvivlsomt om nogen avis vil skrive om den reviderede prognose.

I første version fik Enhedslisten og Folkebevægelsen tilsammen 9 pct. I den nye version er Enhedslisten fjernet, hvilket er korrekt, men Folkebevægelsen angives nu med kun 4,7 pct.

Centraliseret PR for unionen

Selv om projektet har det internet-smarte navn Predict09.eu skal der faktisk www foran adressen. Også det er en smule amatøragtigt.

Det er udarbejdet af forskere fra London School of Economics m.fl.,  forsynet med forord af EU-parlamentets formand Hans Gert Pöttering og sponsoreret af Burson-Marsteller, et af verdens største PR-bureauer, aktivt i 83 lande og eksperter i blandt andet krisestyring.

Det er Burson-Marsteller man ringer til hvis en supertanker knækker over (Exxon Valdez), hvis en kemisk fabrik springer i luften (Bhopal), atomkraftværk bløpper udslip ud (Tremileøen), eller da det private sikkerhedsfirma Blackwater kom til at dræbe 17 civile i Irak. Så kommer PR-folkene og redder stumperne af det ødelagte image. EU-parlamentet er måske bange for at den lave interesse for valget ender med en sådan nedsmeltning eller katastrofe. :-)

Lobby-PR i dobbeltrolle

Burson-Marstellers kontor i Bryssel laver lobbyarbejde for sig selv og for virksomheder samt PR-kampagner for EU. Det må siges at være noget af en dobbeltrolle. Burson-Marsteller har udsendt en pressemeddelelse om prognosen under overskriften Nyt Europa-Parlament åbner nye muligheder for danske virksomheder. Her afslører de altså at hensigten med meningsmålingen er at fremme deres foretagende – få flere kunder i butikken, som skal købe PR-og lobbytjenester fra Burson-Marsteller.

Tidligere nyt om foretagendet i dansk presse:

Pr-rådgiver i flere dobbeltroller - Stort trekantsforhold. Forbrugerrådet kørte sag mod kosmetikfirmaerne L’Oréal og Natusan, mens alle parterne var kunde hos Burson-Marsteller.

Hård kritik af Burson Marsteller - Har overtrådt brancheforeningens etiske regler på tre punkter.

PR-bureau snigløber Forbrugerrådet - Heftig kritik af Burson-Marstellers dobbeltrolle som først rådgiver og siden kritiker af Forbrugerrådet i vaskepulversag. “Skideballe om dårlig etik”.

Ud over Burson-Marstellers sponsorat, så har EU hyret det tyske reklamebureau Scholz & Friends til at føre en kampagne  der skal få flere til at stemme. Den koster 210 mio. kroner (ifølge Notat) eller 135 mio. kroner (ifølge Euractiv.com). Der er opsat videokabiner (Choice Boxes) rundt omkring, blandt andet på Kongens Nytorv, hvor borgerne kan sende en fortvivlet besked til Bryssel. Måske skal de hellere opsøge en af de listige biografer på Istedgade.

Kampagnen producerer indslag på MySpace, Facebook, Flickr og EUtube. Der bruges plakater som spiller på nationale politiske emner, således grænser og indvandring i Sydeuropa, men computere og sutteflasker i de skandinaviske lande. Ifølge PR-bureaets direktør Lutz Meyer har Europa-Parlamentet et stærkt brand, der genkendes af 85 % af befolkningen, mod f.eks. Armani, der kun genkendes af 67 %. Ville folketinget eller dronningen nogensinde nedlade sig selv til at være et varemærke? Nej. Selv om småkageeksporten til Japan ofte bruges som argument for monarkiet.

En ting er sikker – lobbyisterne og reklamebranchen vinder hvert valg!

[Tak til forskerne Hix, Marsh, Vivyan og Burson-Marsteller.]

3 svar to “Amatøragtig EU-prognose med fejl”

  1. Filip Schwartz Kirkegaard Says:

    Vi undrede os også på EU ZOO over tjenesten, da vi opdagede den. Også metodeafsnittet fremstod rodet og ukonkret.

    Sjovt, med den kritik af Burson-Marsteller, du har hevet frem fra arkiverne. Men man må så også sige, at det ville være mærkeligt, hvis så stort et firma ikke lavede fejl i ny og næ.

    Dette er dog helt til grin.

  2. Casper Says:

    Det viser noget om at det er meget svært at overskue 27 landes forhold via en centraliseret model… gælder både forskere og EU ;-)

  3. VVS-BOB Says:

    Aj hold nu op. Det er innovativt at forsøge at lave en prognose for hele Parlamentets sammensætning og desuden forsøger forskerne at gå kritisk til eurobarometers prognoser om valægdeltagelse. ingen tvivl om at der er begået nogle små fejl i den danske prognose men overordnet set er det at ganske interesant stykke arbejde som ingen andre har kunnet levere op til ep-valget.


Læg en kommentar