Trykkefrihedsselskabet giver ytringsfriheden et gok i nødden

“Holocaust-revisionist ansat af DR

DR-journalist sætter spørgsmålstegn ved omfanget af 2. verdenskrigs jødeudryddelser. Nu er journalisten indkaldt til en kammeratlig samtale. …” (Uwe Max Jensen, Trykkefrihedsselskabets tiddskrift Sappho, 24. juni)

Trykkefrihedsselskabet er ude i et paradoksalt ærinde, når de kritiserer den journaliststuderende Samira Tavin for at sige sin mening.

Samira Tavin sagde den 22. juni i en diskussion i Deadline på DR 2 i at hun støtter Ahmadjinedad som Irans præsident, og at hun i øvrigt er enig med Ahmadjinedad i hans tvivl om folkemordet på jøderne under 2. verdenskrig.

Hendes indlæg var noget usammenhængende og springende. Jeg må hellere straks sige jeg ikke er enig med hende (hvis nogen kunne mistænke mig for det). Det handler imidlertid ikke om hendes politiske standpunkt, men om ytringsfrihed. Hun havde netop en pointe da hun sagde:

For hvis det var rigtigt at der døde seks millioner jøder, hvorfor må man så ikke forske i det i dag? Dem der stiller spørgsmålstegn og efterforsker det, de bliver sendt i retten. Og er det rigtigt? Er det demokrati? Er det ytringsfrihed? [Sproget forbedret af Borgerlig bums]

Såkaldt holokaustbenægtelse er strafbart i flere europæiske lande, men ikke i Danmark. Det er dog blot en detalje.

Samira Tavin antyder at forbudet beviser at der er fusket med fakta om holokaust. Det har hun naturligvis ikke ret i. Men man må erkende at indskrænkning af ytringsfriheden netop skaber den mistænksomhed, som hun gav udtryk for. Derfor er det tåbeligt og kontraproduktivt at det i en række europæiske lande er forbudt at benægte folkemordet på jøderne. Det gavner revisionisternes sag, fordi det gør dem til martyrer.

Af samme grund er jeg også skeptisk mod at en stribe vestlige parlamenter har vedtaget resolutioner om det tyrkiske folkemord på armenerne i 1915-17. Det kan ikke være parlamenternes opgave at udtale sig om noget som de folkevalgte ikke har forstand på. Det må overlades til historikerne. Politikerne bør derimod fuldt og helt kritisere den tyrkiske paragraf der forbyder omtale af folkemordet – fordi den indskrænker ytringsfriheden.

Ikke mindst EU-parlamentet, der er desparat for at demonstere sin egen vigtighed, udsender mange politiske erklæringer om vind og vejr. De har da også diskuteret at gøre Auschwitz-benægtelse strafbart i hele EU og forbyde nazistiske symboler. Det strandede foreløbig fordi østeuropæiske politikere krævede at hammer og segl også skulle være forbudt hvis hagekorset skulle være det.

Man skal ikke ad politisk vej definere sandheden, men skabe vilkår for at sandheden kan siges. Dermed må man acceptere at løgnere og fantaster også har ytringsfrihed. Grundtvig kaldte det Frihed for Loke som for Thor. Voltaires mening blev gengivet af Evelyn Beatrice Hall således: “I disapprove of what you say, but I will defend to the death your right to say it.”

DR-værten Nikolai Sommer gav også udtryk for en snert af politisk korrekthed, da han spurgte: “Kan du som en borger i Danmark støtte det?”

Borgere i Danmark har ikke pligt til at mene noget som helst. Det ville være totalitært. Men det overser Trykkefrihedsselskabet i sin artikel.

Formålet med debatten i Deadline var at anskueliggøre argumenter for og imod Musavi og Ahmadjinedad – og det lykkedes da også delvis. Et af de brugbare argumenter fra Samira Tavin var at Ahmadjinedad har støttet infrastrukturen og udviklingen i landdistrikter. Samira Tavin og Ahmadjinedads holokaustbenægtelse kan måske ikke skaffe stemmer i Danmark, men det kan den altså i Iran, hvorfor det var relevant at nævne det.

DR ønsker berufsverbot – Trykkefrihedsselskabet bakker op

Samira Tavin arbejder som journalistpraktikant hos DR Sporten. Det kan godt undre at DR’s Deadline så indkalder hende til et interview i egenskab af at være iraner, helt uden at nævne at hun allerede er ansat i firmaet. Hvis DR ikke gider bevæge sig uden for eget hus er de blevet en lokal-tv-station. Men nok om det.  Når de har valgt at interviewe hende skal hun naturligvis have lov at sige sin mening uden repressalier.

Helt galt bliver det derfor når Trykkefrihedsselskabet godter sig over at DR har indkaldt Samira Tavin til en kammeratlig samtale på grund af hendes synspunkter. Trykkefrihedsselskabet burde bestemt ikke støtte politisk berufsverbot. Tværtimod burde man kritisere DR for denne praksis.

Uwe Max Jensen lægger således ordene i munden på chefen for DR Sporten når han spørger hende: “Mener du, at Samira Tavins udtalelser om Holocaust matcher DR’s værdier?”

Svaret fra DR-chefen var: “… jeg har haft Samira inde til en kammeratlig samtale, da hun skal vide, at den slags gør man ikke som journalist. Der blander man ikke sine egne holdninger ind i faget. Man kan ikke både være meningsbærer og objektiv journalist.”

Men hun udtalte hun sig som privatperson, ikke som DR-ansat. Det fremgik ikke af Deadline-programmet at hun var DR-journalist. Underteksten beskrev hende som “studerende”.

Udtrykket “en kammeratlig samtale” kunne være sagt af Kammerat Napoleon i George Orwells Animal Farm. I sagens natur kan en chef-skideballe ikke være kammeratlig, da man ikke er kammerat med en chef. Det undertrykkende ses i selve den fordrejning af sproget som anvendes i udtrykket.

Det ville være væmmeligt hvis DR skal have lov til følgende:

1. Bruge sine egne medarbejdere som interviewpersoner i nyhedsprogrammer
2. Undlade at nævne de er repræsentanter for DR, men fremstille dem som om de er uafhængige eksperter eller privatpersoner
3. Kontrollere at de giver udtryk for de rigtige holdninger, “matcher DR’s værdier”
4. Udsætte dem for repressalier hvis de har forkerte meninger

DR har allerede begået fejl 1 og 2 ved overhovedet at invitere Samira Tavin i studiet.  Men det bliver mere end dobbelt så slemt, når DR begår fejl 3 og 4. Så er det ikke blot dårlig journalistik, men totalitær sindelagskontrol. Når alle punkterne 1-4 udføres, er de en opskrift på total iscenesættelse af virkeligheden, som i DDR.

Trykkefrihedsselskabet – Danmarks førende forening for ytringsfrihed – begår fejl nr. 5 ved at bakke op om sindelagskontrollen, ja, ligefrem kræve af DR at de giver kvinden sanktioner. Trykkefrihedsselskabet spiller her ikke rollen som uafhængig NGO, men snarere som østtysk blockpartei (de små ekstra partier i DDR, som skulle forestille at være garanter for mangfoldighed, men blot var systemets forlængede arm).

Trykkefrihedsselskabet har ellers ofte kritiseret DR, men selskabets holdning til ytringsfriheden er åbenbart afhængig af ytringens indhold.

Når både venstrefløjen (mange medier, akademikere og politikere) og højrefløjen (Trykkefrihedsselskabet) går ind for totalitær politisk korrekthed, så har friheden trange udsigter i fremtiden.

Uwe Max Jensen får også flettet ind i sin artikel at Samira Tavin dyrker skydning som hobby – hvad det end har med sagen at gøre.

Uwe Max Jensen har selv udfordret ytringsfrihedens grænser i sin kunst, og han har måttet mærke konsekvenser både i form af bødestraf og bortvisning fra kunstakademiet, det småborgerlige museum Aros og fra et stockholmsk hotel. Derfor kan det undre at han vil lynche politiske afvigere. Det er åbenbart ikke kun de venstreorienterede kunstnere der kan gå galt i byen når de blander sig i politik.

—

Hele interviewet kan ses på Snaphanen i artiklen Samira Tavin – holocaust-revisionist - som nøjes med at imødegå hendes synspunkt, hvilket er helt rimeligt.

Uriasposten: Samira Tavin, DR-praktikant – bakker op om Trykkefrihedsselskabets vinkel.

—

Note: Jeg staver ord fra fremmede alfabeter på dansk – derfor  skriver jeg holokaust, Ahmadjinedad og Musavi.