Din tiltro til organisationer er imponerende.
Det er ikke noget jeg deler.

Jeg holder mest af mennesker, har vist sågar elsket nogle.
Men en eller flere organisationer hvorfor de skulle være den eller de bedste principelle forsvarere af ytringsfrihed, det overgår aldeles min ringe forstand?

Mennesker gerne flere mennesker eventuelt men ikke nødvendigvis organiseret i en eller flere organisationer er for mig at se ytringsfrihedens bedste forsvar. Mennesker. Navnlig mennesker.

Nogle synes nævnt i kommentarer på Operas hjemmeside, at mene systemet virker godt og andre har diverse problemer. Uden på nogen måde ville mene jeg selv er specielt teknisk – nøjes med installering af Opera Unite uden Opera 10 da denne sidst nævnte stadig er i beta-udgaven.

Se eventuelt her yderligere for problemløsning:
http://dev.opera.com/articles/view/opera-unite-developer-primer/#servi ce

Så mangler vi blandt andet en højeffektiv solfanger, der er billig med tilhørende omformer til computerens strømforbrug, men- den er der nok andre, der har klar?

Det havde været en god ting hvis Trykkefrihedsselskabet indimellem også havde sat fokus på de langt farligere og effektive angreb på ytringsfriheden der stammer fra jødiske kredse, og som endnu udgør langt hovedparten af de aktører der kæmper for censur.

Mens det for det meste er højt råbende og truende muslimer, for det meste uden større sympati eller opbakning i store dele af befolkningen der udgør den største fare fra den islamiske side, er det velorganiserede og indflydelsesrige jødiske millionforetagender med venner de rigtige steder indenfor politik og medier, der står bag hovedparten af de censurtiltag og dissidentforfølgelser der planlægges og vedtages i den vestlige verden.

Af samme grund er det ekstra pinligt når Trykkefrihedsselskabets medlemmer eller sympatisanter går til angreb, (eller blot gør nar) af en modig ung kvinde, der støtter en upopulær iransk kandidat, og hævder sin i øvrigt ganske naturlige ret til at mene at det populære ofte gentagede dødstal på seks millioner under holocaust er overdrevet, hvilket som sådan slet ikke er et specielt ‘revisionistisk’ synspunkt.

Modet kommer af at turde gå imod strømmen og mene noget andet end de fleste.

Man kan kalde Hirsi Ali, Wilders, og Wafa Sultan for modige, fordi de trods trusler fra islamister bliver ved med at komme med deres mening. Men alle disse mennesker har et stort bagland, inklusiv kendte personer der bakker dem op, og bliver ydermere bakket op af store dele af den offentlige opinion, og deres sikkerhed vogtes af offentlige myndigheder.

Langt mere modigt er det efter min mening når man som Samira Tavin stiller sig op med en mening der møder meget lidt forståelse fra de mennesker man befinder sig i blandt til daglig. Det at sætte agtelsen blandt sine medmennesker på spil ved at ytre sig åbent om kontroversielle synspunkter kræver langt mere mod, end det at udsætte sig for angreb fra en ydre fjende, som i forvejen bliver fordømt af langt de fleste, selv ens politiske modstandere.

Med sin seneste udmelding har Trykkefrihedsselskabet derfor sat sig i nøjagtig samme situation som Amnesty International og danske PEN, og kan ikke gøre krav på at være en forening der forsvarer ytringsfriheden som princip, men kan defineres som endnu en anti-islamisk og stærkt pro-zionistisk kamporganisation.

Og det er en stor skam, for lige meget fra hvilken side censuren trænger sig på, er den til skade for fritænkere og de vestlige værdier som den hævdes at forsvare.

Noget så vigtigt som ytringsfriheden har krav på en principiel forsvarer, og nok kan man som del af en sådan organisation pointere at man altså ikke er enig i de synspunkter hvis ophavsmænd man forsvarer, men det bør blive ved en kort bemærkning, skal ikke ledsages af metervis af argumentation for at de synspunkter hvis ophavsmand m/k man forsvarer er forkerte, og på denne måde holde fokus på det principielle.

En sådan organisation kunne passende være sammensat af mennesker med meget divergerende synspunkter og sympatier, og ville i så fald have en del mere gennemslagskraft end en forening der primært beskæftiger sig med at udbrede antiislamiske synspunkter.

Udi teorien, for nemheds skyld er det lettest at være enten for eller imod støtten op om ytringsfrihed.

Jeg skal derfor for det første gøre indsigelse mod at borgere eller Selskaber i Danmark skulle have pligt til at mene noget som helst om noget som helst. Selv Selskaber med tydeligt skildrede formål har ingen pligt til at mene noget om alt, selv ikke forhold nært relateret deres eget skildrede formål.
For at bruge Borgerlig Bums ord fra oplægget i udvidet form, vendt lidt, og strøget og tilføjet lidt.
Frihed også ytringsfrihed indebærer hvilket hermed skulle være vist – frihed til tilsyneladende modsigelse(r).

Der er intet at komme efter. Der er heller ikke et gulvtæppe.

Det står vist stadig enhver frit for at stifte “Selskabet der per automatik er for Ytringsfrihed”, “Selskabet der er for Ytringsfrihed for Alt”, “Selskabet der er for Ytringsfrihed for Alle” og “Selskabet der er for Ytringsfrihed for Alt og Alle”, og alle mulige andre Selskaber.
Med mindre der er tale om et vel opsat computerprogram, eller der kan findes personale til besvarelse af alle henvendelser om Selskabernes støtte til det ene og andet, her specifikt Ytringsfrihedsrelateret, forbliver individer og Selskaber selv med Ytringsfrihedsrelateret baggrund og formål i virkelighedens verden, derfor også til tider- selvmodsigende.

Trykkefrihedsselskabet, hr. Møller er i virkelighedens verden.
Den selvmodsigende, den reelle verden.

Ytringen “Enten støtter man op om ytringsfrihed, eller også gør man ikke” er en verbal formulering af en teoretisk virkelighed der i virkelighedens verden – efter min opfattelse- savner det eller de praktiske eksempler på individer og Selskaber der viser støtte til ytringsfrihed for alt og alle.

For det andet skulle jeg mene, højrefløjens eksistens ville vise sig i- eksempelvis- voldsom forøget privat kapitals satsen på opførsel af mange billige bæredygtige boliger i stil med Frilands-eksemplerne, hvilket ikke finder sted, dette medfører, at jeg er af opfattelsen af at forestillinger om højrefløjen, samt Trykkefrihedsselskabets befinden sig på højrefløjen, er helt ude af proportioner i forhold til virkelighedens verden.
Højrefløjen har i min opfattelse en meget stor del at gøre med forhold vedrørende privat kapital og ejendom, skat og også noget mere.

Som talsperson for “Selskabet for Indførelse af Ytringsfrihed i Danmark og Resten af Verden” bør jeg nævne Selskabet blandt andet går ind for forbud mod trusler så heller ikke dette Selskab går i praksis ind for fuld ytringsfrihed. Selskabet har heller ikke midler eller mandskab til at forsvare ytringsfrihed – selv ikke som Selskabet definerer og forsvarer ytringsfriheden- for alle overalt.

På egne og Selskabets vegne- med venlig hilsen Peter Buch

Du citerer fra Trykkedfrihedsselskabets vedtægter, hvor §1 lyder:

Foreningens navn er Trykkefrihedsselskabet af 2004, og dens formål er at træde i brechen for det frie ord hvor som helst, dette er truet, og uanset, hvem der truer det, idet foreningen støtter sig til grundlovens §77, der fastslår, at “enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene”. Foreningen vil bestræbe sig på at yde hjælp og beskyttelse dér, hvor ytrings- og åndsfriheden er truet.

I marts 2006, altså mindst ca. 1½ år efter stiftelsen af Trykkefrihedsselskabet, skrev Kim Møller på sin blog et forsvar for, at Lars Hedegaard eller Trykkefrihedsselskabet ikke havde givet støtte til David Irving, som i 2006 blev idømt 3 års fængsel efter at have erklæret sig skyldig i anklagerne mod sig. De gik, populært sagt, på at benægte Holocaust.
Kim Møllers argument for ikke at forsvare Irving lød:

Såfremt Hedegaard eller andre af de ‘onde konservative’ havde kritiseret dommen over David Irving, så ville en broget skare af tolerante liberale og venstreradikale stå på tæerne af hinanden for at drage associationer mellem nazismen og kulturkonservatismen.

http://www.uriasposten.net/?p=3242

3 år senere blev Kim Møller påmindet sin holdning dengang, og den har ikke ændret sig. Den 11. juni i år lød det:

Hvis jeg sletter indlæg er jeg tilhænger af censur. Hvis jeg ikke sletter indlæg, promoverer jeg racisme og hatespeech.

Hvis jeg forsvarer David Irvings ytringsfrihed, er jeg racist og holocaustbenægter. Hvis jeg ikke forsvarer David Irvings ytringsfrihed er jeg en hykler.

Hvis man debatterer i eget navn, risikerer man at blive udstillet på anonyme hadesider. Hvis man ikke debatterer i eget navn, er man en hykler.

Fortsæt selv listen.

http://www.uriasposten.net/?p=6881#comment-872806

Enten støtter man op om ytringsfrihed, eller også gør man ikke. Trykkefrihedsselskabet gør tilsyneladende ikke, Kim Møller gør tilsyneladende heller ikke.

Din fornemmelse om de herrer præsterne og hr. Redeker er intet værd som målestok når du ikke har mere end din fornemmelse at have den i. Du har ingen målinger over enig uenig eller ved ikke om punktet “kritik af hr. Redeker for omtale af kristendom” efter begivenheden, eller også har du glemt at spørge nogen.

“Selskabet skal ikke klandres for deres gæster”. Når du lige har gjort netop det, du er faktisk licensen værd- Bums.

Trykkefrihedsselskabet er ikke talerør for højrefløjen, efter min opfattelse, højrefløjen priser blandt andre ting kraftigt privat initiativ og en lille stat, det er ikke hvad ovennævnte politikere medvirker til, når deres stemmer villigt medvirker til både et stort skattetryk og en omfangsrig stat.