Den kendte Politiken-journalist Lars Trier Mogensen havde forleden glemt at trykke på afslut-knappen efter at have brugt afleveringsautomaten på Christianshavns bibliotek.
Det kan Borgerlig bums afsløre, efter at han i går mødte op for at aflevere to bøger – rettidigt.
Bumsen trykkede intetanende på aflever-knappen, men maskinen blev ikke klar til at tage imod bøgerne. I stedet spyttede den en kvittering ud fra den foregående låner. Som var den politiske top-journalist Lars Trier Mogensen.
Stjernereporteren var dog ikke blot løbet fra stedet uden at få sin kvittering med sig. Han har også glemt at betale en bøde på 120 kroner for den bog han netop havde afleveret.
Forglemmelsen har sikkert gentaget sig nogle gange, for kvitteringen afslører en gæld på 472 kroner til det offentlige i form af Københavns kommunes biblioteker.
På den sorte liste
Ifølge Københavns kommunes biblioteker mister man låneretten hvis man skylder over 200 kroner. “For at så mange som muligt kan få glæde af bibliotekets materialer”, skriver biblioteket i sine regler.
Mogensen er er redaktør for lederkollegiet og fast kommentator hos Politiken samt ekstern underviser på Roskilde Universitet. Han er uddannet cand.scient.pol., hvor man blandt andet studerer hvordan det offentlige fungerer.
I Politiken tager Mogensen gerne en tørn med knoldesparkerne i VK-regeringen og Dansk Folkeparti, men han regnes ikke for at være en af de rigtig bidske skribenter. Dertil er hans stil for saglig.
En bedre verden
Han gør gerne en indsats for fællesskabet. For eksempel den 26. juli, hvor han skrev:
Forlang utopierne tilbage – Menneskeheden kan let løse globale problemer. …
[D]et akutte behov for ny global solidaritet [er] også vokset dramatisk. … Aldrig før i historien har så mange mennesker levet i bundløs fattigdom. … En anden verden er mulig.
Beregninger viser, at det årligt ville koste 40 mia. kr. at give de 120 millioner af verdens børn, der ikke går i skole, en basal grunduddannelse. Udgiften svarer til omsætningen af flødeis og sodavandsis i Europa i år…
Absurd nok er de isolerede omkostninger til skoler, lærere og bøger til alle verdens børn ikke større, end at vi danske skatteborgere ville kunne finansiere projektet uden at mærke afsavn. … I dag må det være muligt at skabe en verden, hvor vi bruger mere på grunduddannelse og rent drikkevand end på flødeis og puddelhunde.
Pudsigt nok var det også emnet for bogen som Mogensen afleverede fire uger for sent.
Den havde titlen Fra utopi til virkelighed.
Privat bor han i det celebre kvarter på Galionsvej på Holmen med Operaen til nabo – ikke langt fra Christianshavn.


onsdag 12. august 2009 - 12:14 kl. 12:14 pm
Ahiii….ved du nu hvad borgerlige bums. Jeg har aldrig forstået det der med, at det skulle være gratis at låne på biblioteket. Jeg betaler næsten altid
Ok, en overdrivelse måske….
Come on. Det siger altså ikke noget om mandens moral (din kategorisering). Højst at han er glemsom. Måske har han glemt bogen på en ferie. Der er en milliard muligheder. Det at han glemmer at printe ud kunne godt tyde på, at han bare er stresset…
Den her post er MEGET agurkeagtig
og måske også lige på kanten af, hvad der er rimeligt at offentliggøre.
onsdag 12. august 2009 - 12:33 kl. 12:33 pm
Lotte > Jeg tror ikke du ser ironien. Det er jo AGURKETID. Jeg var også i tvivl, men på den anden side. Journalisterne endevender Jesper Langballes taxaregninger og alle mulige småting hos politikerne, så hvorfor ikke gå i kødet på journalisterne. Min eneste betænkelighed var faktisk at Lars Trier Mogensen ikke hører til de groft usaglige. Han har fornylig kaldt Messerschmidt for en “celebrity-charlatan“, men grovere er det ikke. (Derfor bruger jeg også celebrity-ordet i ovenstående).
Jeg ville synes historien var bedre hvis det var Seidenfaden eller Peter Mogensen der havde snydt sig til en kop kaffe eller smidt batterier i skraldespanden…
Prøv at læse Politikens agurke-artikler og deres frelste ledere, og du vil se relevansen.
onsdag 12. august 2009 - 12:37 kl. 12:37 pm
Denne her post afslører en ny facet af overvågningssamfundet. Teknologien er simpelthen så effektiv, at den bliver ubehageligt afslørende for almindelige mennesker. På de fleste biblioteker skal man vist også indtaste cpr-nummer for at låne en pc. Jeg siger “vist”, for jeg har droppet biliotekerne, efter at bøderne er blevet uanstændigt dyre for almindeligt glemsomme mennesker (læs mænd). Hvordan mon kønsfordelingen er på dette “gratis” tilbud til folket?
onsdag 12. august 2009 - 12:38 kl. 12:38 pm
I øvrigt kan de fleste mennesker slet ikke tåle alle de bøger. Luk folkebibliotekerne!
onsdag 12. august 2009 - 12:40 kl. 12:40 pm
Kimpo > Det er jo i småtingsafdelingen, det er netop min pointe. Det er drilleri.
A propos, så har jeg tidligere skrevet i forbindelse med Jeppe Kofod-hysteriet:
Jeg ville såmænd bare lave en parodi på Politikens moralisme og Ekstra Bladets pladderjournalistik. Men kvitteringen er ægte nok.
onsdag 12. august 2009 - 13:04 kl. 1:04 pm
Jo jo, jeg så fint ironien…..
Så også bare Kimpos pointe mellem linjerne…..
Dem der har i forvejen kan sagtens tåle den slags, dem der ingenting har eller har meget lidt de vil blive presset af “mekanismen” der allerede er for udbredt i forskellige forklædninger….
onsdag 12. august 2009 - 13:06 kl. 1:06 pm
Og forresten…
Seidenfaden segmentet HAR snydt sig til kaffe. Det gør vi alle fra tid til anden. Så meget desto mere er det beklageligt, at udvælgelsen af FORBRYDERE bygger på et tilfældighedsprincip der har NÆR forbindelse til frygten for at blive eksponeret. Det føder simpelthen mere moralisme. (Frygten gør)
onsdag 12. august 2009 - 13:12 kl. 1:12 pm
Ja, janteloven bygger da helt klart på at man projicerer sin skyldfølelse over på andre. Klimaproblemerne er de pædofiles skyld, osv. De kulturradikale mener at alting er DF’s skyld, og DF mener alt er de kulturradikales skyld.
Dertil kommer den særlig danske dimension, hvor alle banale småting bruges imod folk. Aksel Sandemose skrev ikke kun de ti bud i Janteloven, som han kaldte “Jantes grundlov”. Han formulerede også Jantes straffelov, som lyder:
Du tror måske ikke jeg ved noget om dig?
fredag 14. august 2009 - 06:49 kl. 6:49 am
Den historie havde måske været sjovere hvis du havde indlagt et navneforbund i teksten og vi så skulle have sidde og gættet.
mandag 17. august 2009 - 14:30 kl. 2:30 pm
Den her borgerlige bums – undertegnede altså – kender Lars Mogensen som et gennemhæderligt menneske. Hæderlighed, ordholdenhed, den slags ting, betragter jeg som rygraden i et godt borgerligt samfund. Derfor skuffer det mig også dybt, at succen tilsyneladende har koblet realitetscentret fra i Morten Messerschmidts hjerne. Og givet plads til en jeg-alene-skal-have-vaccinen-før-alle-andre tænkning, helt uden skelen til vælgere eller næsten. Uhæderligt, i modsætning til Lars Mogensens gøren og laden.
lørdag 29. august 2009 - 09:49 kl. 9:49 am
[...] har Sandbeck og Christiansen haft en tilsyneladende hyggelig samtale med Politiken-redaktøren Lars Trier Mogensen. Samtalen er gengivet her. Personerne som bogen handler om beskrives i samtalen som [...]