Hvad London gør

Fordomsfuld analyse af arketypisk homoseksuelle indtryk fra en tur til London.

Den bedste kur mod homoseksuel tankegang er for tiden at snakke med min ven S. i London. Jeg var i London i forrige uge umiddelbart efter Island. Søndag spiste jeg tør fisk med smeltet fåretalg hos en pinsekirkelig familie på Vestmannaøerne, mandag var jeg i storbyen Reykjavik for en stund, og tirsdag stod jeg i Gatwick. Det var en voldsom overgang.

London virkede ikke som det berømte sydende menneskemylder, men gjorde snarere et lidt kedeligt socialt indtryk. Forfængelige, overfladiske og stræbsomme middelklassemennesker af enhver form og farve samlet på et sted.

Da der for tiden ikke er særlig meget homonatteliv på Island, så jeg egentlig frem til sjov i London, men jeg kom der først og fremmest for at besøge min ven. Så jeg havde intet program, ikke engang en guidebog. Jeg ville egentlig bare slappe lidt af efter at have rendt op og ned ad vulkaner og fjelde på Island.

S. har altid snakket meget om sex. Han kommer fra Østeuropa og har boet et par år i London, hvor han har forandret sig til det værre. Nu er der frit løb for ham på Gaydar, Manhunt og andre netdatingsteder samt på alverdens sexklubber, og han har udviklet sig til sexafhængig i svær grad. Han skal have noget flere gange daglig, og han bruger timer på internettet at finde mændene og træffe aftaler.

Jeg har ikke noget imod at prøve lidt af hvert, når bare man ikke taber sig selv undervejs. Selv om hans snak ret hurtigt overskred mine grænser, så ville jeg gerne en tur med på The Vault, hvor jeg ganske vist mest gik rundt og kiggede, hvorefter jeg satte mig i baren med noget hvidvin. Jeg snakkede med en enkelt høj og pæn fyr, som desværre var på vej hjem. Senere snakkede jeg med en sød britisk neger, og vi gjorde det vi skulle.

Imens var S. i fuld gang. Han kom forbi et par gange og sagde bare: Six! Og næste gang: Nine! Da vi gik derfra, havde han været sammen med tolv. Han undlod dog ikke at fortælle mig at jeg er meget passiv, efter hans mening, hvilket han imidlertid ikke har nogen anledning til at mene noget om. Han er også sur over at nogle kalder ham en slut. Jeg svarede ham at han den dag havde været 1200 % mere slutty end mig, og at han ikke behøvede at udbrede sig om hvorvidt jeg er aktiv eller passiv.

En dag eller to senere skulle vi til det legendariske homo-paradis på Hampstead Heath, en stor park i det nordlige London. Jeg finder det ikke særlig erotisk at vade rundt i mørket, men jeg ville gerne lege turist, da det altid er interessant at se mennesker (jeg mener hvad jeg skriver, og jeg prøver ikke på at snakke udenom). I første omgang var det lidt svært at finde det rigtige område. S. havde fundet en vejbeskrivelse på nettet, men teksten var ret upræcis. S. mente han vidste bedst, og han lod mig ikke få et ord indført. Jeg spurgte om han havde stedsans, for det var tydeligt han ikke anede hvor vi var. Som vanligt svarede han ikke på spørgsmålet. (Jeg husker det også fra min tid i Skt. Petersborg: spørg en russer om en ting, og de svarer på noget helt andet). Jeg sagde at jeg er god til at finde vej, også i mørke, så hvis han lod mig tjekke Google maps på hans iPhone, var der måske en chance. Han mente ikke rigtig det havde noget formål, da ingen mennesker kan finde vej i mørke! Efter en god halv time på vildspor fik jeg dog ledt os på rette vej. Vi fandt de cruisende mænd, der gik lidt rundt. Og det var så det.

Ærlig talt syntes jeg vi selv var latterlige, men jeg havde også ondt af bøsserne på stedet. Tænk at være så sexbesat og samtidig skamfuld at man må gå rundt i en mørk park i jagt på sexpartnere uden ansigt. Nattesøvnen og intimiteten spoleret. Menneskelig elendighed. De kunne da i det mindste stille sig under en lygtepæl.

S. var grædefærdig da vi ventede på natbussen hjem, fordi han ikke havde fået noget.

Efter tre-fire dage sagde han til mig at han var ked af at vi ikke havde været sammen, for han havde håbet jeg ville smide mig på knæ, lægge mig fladt på maven og tigge om at få pik.

Nuvel, jeg havde ikke udelukket muligheden, men det var fuldstændig ude af billedet efter den kommentar. Pointen var at han ikke var skuffet over manglende interesse – og at han tilsyneladende ikke var interesseret i mig som menneske – men at hans enorme skuffelse bestod i hans bristede pornosexfantasi, som han i øvrigt tillagde mig ansvaret for at føre ud i livet, som om han bare skulle gå og vente på at få læst sine tanker. I højeste grad undvigende, indirekte, passivt og ansvarsforflygtigende. Man fristes til at sige: umandig adfærd. Og er det ikke ret typisk blandt bøsser?

S. fortalte mig også om sin fantasi, som gik ud på at dyrke usikker sex med en masse hiv-positive. Selv om han prøvede at lade være, kunne han ikke lade være med at tænke på det, så det var i egentlig forstand en tvangstanke. Jeg spurgte om han da virkelig havde lyst til at få hiv, for der findes jo nogle som har det ønske. Det mente han ikke. Jeg prøvede at tale med ham om det, men det var vanskeligt, da han hele tiden mente det modsatte af mig, også selv om det betød at han mente det modsatte af sig selv.

Problematikken er kendt fra kvinder, for eksempel min mor.

Vi besøgte et fitnesscenter, kun for bøsser, hvor S. kommer. Man må indrømme at beliggenheden var pittoresk, under jernbanebuerne midt i homobydelen Vauxhall. S.’s træner, en hollænder med stor kæft, veltrænede arme og en tilsvarende forsømt hjerne, så mig og udbrød: Hvad i alverden er han for en?

S. har fra naturens side en spinkel krop ligesom mig selv, men han vil gerne undgå den slags kommentarer. Han har fået en del muskler, men er for nylig begyndt at tage testosteron, bestilt på postordre fra Pakistan. Jeg prøvede at forklare ham at det ikke er sagen når man i forvejen lider af psykisk ustabilitet og abnorm sexdrift.

Vi diskuterede emnet gloryholes, og S. mente at jeg var underlig, da jeg ikke har lyst til sex gennem væggen.

Søndag morgen, da vi var kommet hjem fra byen, skulle han pludselig videre på sygehuset. Jeg troede der var noget psykisk på spil. Det viste sig at han om fredagen havde lavet en sexaftale med tre hiv-positive som skulle bolle ham. Nu havde han fundet ud af at han ville have PEP, antiviral medicin, som kan gives efter eksponering for hiv. Det skal helst gives inden for 24 timer og ikke senere end 72 timer, så det var på falderebet. Nu, en uge senere, brækker han sig hver halve time pga. medicinen, men han har stadig flere sexaftaler om dagen, til dels også ubeskyttet. (Trøsten er dog at det sandsynligvis ikke smitter så længe man får antiviral medicin, men det er dårlig stil, ikke sandt?)

Jeg er gammel nok til at lægge to og to sammen.

Man kan gå hen ad Old Compton Street i Soho og se bøssernes vage skikkelser, søgende kaninøjne, neurotisk velvalgte tøj og usikre ansigter smurt glatte af creme. Homoseksuelle i en homo-gade med homoseksuelle butikker og homo-barer. Læg dertil den adfærd, som udvises på internettet og i andre sexklubber (nettet er også en sexklub). Er det så underligt jeg er dødtræt af homoseksuelle efter et besøg i London, homoseksualitetens og den moderne middelklasses centrum? Det er indlysende at der er nogle særlige problemer forbundet med homoseksualitet, en adfærd og et selvbillede som uhyre mange bøsser giver sig hen til. Der mangler en form for ansvarsfuld selvrealisering.

London. Hver passer sit, og ellers er der altid et overvågningskamera som kigger med eller en højttalerbesked som giver venligt formulerede ordrer, så alle kan forstå det. De renvaskede, veltrænede borgere med enhver tænkelig pluralistisk baggrund drømmer om snavs – om den hæmningsløse selvrealisering og intimt samvær, men uden at komme for tæt på hinanden.

Misforstå mig ikke: sex er ikke beskidt, med mindre man føler det sådan. En hel del folk synes det er en fordel at føle sig syndig, fordi det tænder dem. Hvor meget godt man end kan sige om grisen, så har den næppe menneskets sjæleliv. Følgerne af at føle sig som svin er at man lever som svin, og det fungerer ikke i længden, da vi ikke er svin.

S. er måske ekstrem og ude af balance, men han dyrker blot den London-homoseksuelle kultur i rendyrket form. En væremåde som trives blandt bøsser (og et stigende antal heteroseksuelle) i hele den moderne verden. Det er på samme tid skamfuldt og skamløst, men det har under alle omstændigheder noget med skam at gøre. Det er ikke særlig frigjort eller hæmningsløst at være underlagt sin egen angst eller afhængighed.