Valgkaos truer igen i Slesvig-Holsten

Det sidste landdagsvalg i Slesvig-Holsten i 2005 førte til stor ballade. Ingen af de to fløje fik flertal. Det danske mindretals parti SSV blev tungen på vægtskålen. Det kunne nogle af de mere reaktionære politikere hos FDP og CDU ikke tåle, og fra hele Tyskland kom der protester mod disse danskere, der ville blande sig i tysk politik...

Den socialdemokratiske betonlady, Heide Simonis, var ministerpræsident 1993-2005

Da man endelig havde forhandlet aftalen mellem SPD, De Grønne og SSV på plads, ventede der en skandale.

Man vælger ministerpræsidenten ved hemmelig afstemning. Et ukendt landdagsmedlem stemte blankt. Formentlig en person fra ministerpræsident Heide Simonis’ eget parti, SPD.

Heide Simonis forsøgte med en, to, tre og fire afstemningsrunder, før hun kastede håndklædet i ringen og opgav sin koalition.

Rygtet siger at den ukendte blanke stemme kom fra finansminister Ralf Stegner. Dels fordi han havde personlige udeståender med Heide Simonis, og dels fordi han var det eneste SPD-medlem som ville kunne opnå noget ved manøvren.

Ralf Stegner (SPD), "der rote Rambo"

Efter endnu en måneds forhandling kunne man præsentere enkoalition mellem SPD og CDU.

En sådan “stor koalition” er den mest kedelige og magtfuldkomne løsning, som var og er dømt til at give politisk stilstand og politikerlede.

Heide Simonis trak sig helt ud af landdagen, og Ralf Stegner blev frontfigur i partiet, nu som indenrigsminister.

Information har et portræt af Stegner her: Den røde Rambo nægter at give sig.

Stegner gik af som minister i 2008, og det er bl.a. modsætninger mellem ham og den godmodige ministerpræsident Peter Harry Carstensen (CDU), som nu bevirker et valg i utide.

Ministerpræsident Carstensen (CDU)

(Carstensen er friser fra Nordstrand i Vadehavet. Det er svært at stå for hans videopræsentation af Slesvig-Holsten på plattysk).

Der er også en anden vanskelig person med i spillet, FDP-lederen Wolfgang Kubicki, som flere gange har demonstreret et kulsort syn på de danske mindretalspolitikere i SSV.

Måske skal man tage det med et gran salt, for tonen er hård i tysk politik.

Ny valgkrise i horisonten

Landdagsvalget afholdes samtidig med det tyske forbundsdagsvalg på søndag.

Der kan imidlertid komme problemer, som langt vil overstige skærmydslerne fra 2005. Denne gang er der nemlig tvivl om selve mandatfordelingen.

De fleste af de 69 mandater vælges i 40 enkeltmandsvalgkredse. Her vælges den kandidat der har flest stemmer. Det er samme system som i de fleste engelsktalende lande og i Danmark før 1920.

For at sikre et forholdsmæssigt resultat vælges der dog også mindst 29 tillægsmandater. Antallet ligger ikke fast, så landdagen kan sagtens have mange flere medlemmer end de 69.

Hvis et parti f.eks. vinder 80 % af valgkredsene, selv om det kun får 40 % af stemmerne, så får partiet flere mandater, end det burde have. Det udlignes med tillægsmandaterne.

Tvivlen går ud på hvor mange tillægsmandater der egentlig er til rådighed.

Systemet er skabt til en tid, da Tyskland nærmest havde et topartisystem bestående af CDU og SPD. Men i dag har man fem partier på landsplan, suppleret med et sjette parti i Slesvig-Holsten, det danske SSV.

Efter en tid med en “stor koalition” bestående af CDU og SPD vil der typisk ske det at vælgerne siver ud til oppositionspartierne på begge fløje. Det liberale FDP og De Grønne står til stor fremgang, og venstrefløjspartiet Die Linke vil for første gang komme ind i landdagen (se meningsmålinger).

En nylig meningsmåling siger at CDU vil ende med 33 %, mens SPD må nøjes med 24 %. Helt usædvanligt vil flere af de andre partier få over 10 % af stemmerne.

Det betyder at CDU sandsynligvis vinder de fleste valgkredse, men venstrefløjen kan alligevel vinde de fleste stemmer.

Forvirringen bliver ikke bedre af at nøjagtig samme regel findes i den kommunale valglov. Det har ført til at hver kommune tolker den forskelligt – en helt uholdbar situation.

Forvaltningsdomstolen afsagde først en kendelse i én retning i 2005, men har senere ændret mening i en ny afgørelse fra 2009, som støtter den rene forholdsmæssige fordeling. Forvaltningsdomstolen har imidlertid ingen kompetence over landdagsvalgene.

Formanden for valgnævnet – die Landeswahlleiterin - har ikke samme opfattelse som forvaltningsdomstolen.

Hun bestemmer på valgaftenen, men valget skal godkendes af hele valgnævnet. Så det kan tænkes at mandatfordelingen omgøres når nævnet træder sammen.

Flertallet i valgnævnet udgøres nemlig af oppositionspartierne De Grønne, FDP, SSW og Die Linke, som vil få mandatmæssig gavn af at følge forvaltningsdomstolens linje.

På den anden side vil FDP eventuelt få gavn af at følge de store partiers holdning, hvis valgresultatet medfører et CDU-FDP-flertal. Så må FDP acceptere et par mandater mindre, men til gengæld kan de komme i regering.

Uklar jura

Man kan selv prøve at hitte rede i landdagsvalglovens § 3, stk. 5:

“Er antallet af de i valgkredsene for et parti valgte kandidater større end dets forholdsmæssige mandatandel, så beholder det de derudovergående mandater (overskudsmandater). I dette tilfælde skal der på de i henhold til stk. 2, sætning 2 og 3 endnu ikke i betragtning tagne næstfølgende højeste tal fordeles så mange yderligere mandater og besættes i henhold til stk. 3, indtil det sidste overskudsmandat er dækket ind af den forholdsmæssige mandatandel. Antallet af de yderligere mandater må derved imidlertid ikke overstige det dobbelte af af overskudsmandaternes antal. Er det i henhold til sætningerne 1 og 3 forhøjede samlede mandatantal et lige tal, så tildeles der et ekstra mandat til det endnu ikke i betragtning tagne næstfølgende højeste tal.”

Det giver mere mening at læse følgende artikel med en nærmere forklaring – og udregninger baseret på de seneste meningmålinger. Her kan man også prøve kræfter med paragraffens originale tyske tekst:

Umstrittene Ausgleichsmandate können Schleswig-Holstein-Wahl entscheiden, wahlrecht.de

Valgloven stammer fra 1991, og problemet har været velkendt. Men da tvivlen gavner de store partier, har der ikke været flertal for at ændre noget. Ved landdagsvalgene i 1992 og 2000 fik SPD et godt valg og mange flere kredsmandater end de burde have. Men tilfældigvis gav fordelingen af tillægsmandater samme resultat, uanset hvilken af de to fortolkninger man brugte, så der var ikke noget at komme efter.

Denne gang kan det blive helt anderledes, da de store partier ligger langt under 40 % af stemmerne.

Et fuldendt kaos er muligt.

Tradition for skandaler

Hvis man må drille vor sydlige nabo lidt, så har delstaten altid været præget af politikere med alt for stor personlighed, politisk skidtkastning og skandaler. Jeg vil blot nævne Uwe Barschel (CDU) og senere Björn Engholm (SPD).

Uwe Jens Lornsen lavede rav i den, og det er stadig ikke lykkedes at få styr på Slesvig-Holsten

Den tysksindede danske embedsmand Uwe Jens Lornsen søsatte i 1830 selve ideen om Slesvigholsten – i stedet for Slesvig og Holsten. Han foreslog en fiks og færdig forfatning i skriftet Über das Verfassungswerk in Schleswigholstein. Han var (og er) en stor figur for tysksindede, demokratiske slesvig-holstenere (men mindre elsket af danskerne).

Under alle omstændigheder er det synd at delstatens politikere ikke magter at fuldende forfatningsværket via en klar og utvetydig valglov, 179 år senere.