Da Danmark mistede Tingbjerg

TV2-nyhederne i aften bragte et indslag med en dansk gut fra Tingbjerg der tog bandernes parti. I hvert fald kom han med beskyldninger mod præsten.

Martin, Tingbjerg

Se indslaget her.

Hvad mange vist nok ikke har gennemskuet, inklusive TV2, er at Tingbjerg er totalitært område. Det er simpelt hen uden for lands lov og ret. Ytringsfrihed og retten til liv og helbred gælder ikke på Tingbjerg.

Derfor er sandhedsværdien i drengens udsagn ikke stor. Man kan sammenligne det med at interviewe en tilfældig borger på gaden i Nordkorea.

Den unge dansker har en svagt arabisk påvirket udtale. Kunne det tænkes at hans mening om homoseksuelle også er påvirket af et mellemøstligt livssyn? Det er muligt, men jeg tvivler. Man kan naturligvis ikke vide om han er blevet truet til at lyve, men der er bestemt heller ingen grund til at tro han taler frit og sandt. Mit subjektive indtryk var angst, se især fra 1:16 til 1:32.

Højtlønnet journalist med slips og minister fra Tårbæk med smagfuldt tørklæde

De sidste sætninger (om præsten) lyder noget sammenflikket. Samtidig står den unge mands “venner” i baggrunden, men ingen af dem vil udtale sig.

Det er er ikke særlig repræsentativt at udvælge en etnisk dansker som pressetalsmand. Ifølge sogn.dk er kun 25 % af Tingbjergs indbyggere medlemmer af folkekirken. Der døbes 8 hvert år og konfirmeres 4.

Medierne er kun interesseret i at få nyheder i kassen. Egentlig burde TV2 slet ikke interviewe ham, for de bringer ham i fare. Tænk hvis “vennerne” alligevel var utilfredse med hans udsagn?

Meget symbolsk blev videoen på TV2's hjemmeside indledt af en reklame for rødvin. Bindingsværk og stokroser. Men vi har trods alt en ting at takke den midaldrende rødvinsklasse for: de har skabt det samfund vi har i dag... Kan de nå at rette op på fejltagelserne før de bliver gamle og mimrende? Og gider de?

At drengen fremstod uden efternavn kan virke uforståeligt, for han er vel kendt af sine “venner” uanset. Det er næppe fordi han er bange for menighedsrådets tæskehold. En årsag kan være at han ikke vil kendes af politi og myndigheder; en anden mulighed er at anonymiteten skal gøre historien mere troværdig.

Sidst i indslaget fik vi en kommentar fra en eller anden Venstre-ministerdame fra Tårbæk. Hun snakkede om udspillet Ny start, indsatser og redegørelser, og hun klappede politi og ministerkollegaer på skulderen.

Tingbjerg og Tårbæk, samfundets absolutte bund og top. Der er kun 9 km afstand. Hvad vil man gøre i Tårbæk, hvis problemerne nærmer sig.

Lukke ørerne? Bygge en mur? Man kan jo altid køre til Slotsholmen i armeret bil.

I Thisted er der fredeligt, og nu kommer min mor med en whisky til mig. Her er der ingen fare, men jeg ville ønske at Tingbjerg også var en del af Danmark og den frihed og sikkerhed vi lever under. Og jeg ville ønske at Tårbæk og TV2/DR’s redaktioner var en del af det danske ansvar og fællesskab.

Khat-forbud virker… med tiden

Khat-spiser i Sanaa, Jemen (F. Reus/Wikimedia)

Mange somaliske mænd i Europa er stærkt forfaldne til stoffet khat, som gør dem passive og mildt euforiske på samme tid. Det får ofte dagligdagen til at falde fra hinanden, så arbejdsløshed stort set er reglen, og mange ender endda som hjemløse.

Nu siger en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen at unge somaliere under 20 stort set ikke bruger stoffet. Det er altså lykkedes at gøre op med mønstret fra deres fædre. En generation af unge somaliere undgik at blive tabt på gulvet.

Forbudet har også efterhånden medført at kvinderne protesterer og smider deres khat-tyggende mænd ud.

Selv om en restriktiv narkotikapolitik ikke kan holde alle stoffer ude, så er det langt fra ligegyldigt, om samfundet tillader eller forbyder en adfærd. Vi lovliggør heller ikke vold og tyveri, bare fordi det forekommer.

På begge fløje findes der folk som ønsker liberalisering af narkotika, men de kommer oftest med teoretiske og idealistiske argumenter, ikke praktisk fornuft. Der kan siges meget dårligt om den nuværende politik, men hvad er alternativet?

Khat blev forbudt i Danmark fra 1993, men lige siden har de sædvanlige anarkister på begge fløje skræppet op om sagen:

“At gøre de her mennesker illegale, tror jeg ikke er løsningen,” siger Per Clausen (Enhedslisten)

“Det er ikke statens opgave at styre folks liv. Vi går ind for en legalisering, fordi khat skaber ligeså lidt afhængighed som kaffe” … siger landsformand Rune Kristensen fra KU, som dog efterlyser information om, hvor farligt khat er. [Bemærk de to selvmodsigelser: staten skal ikke styre os, men alligevel "informere", og khat er som kaffe, men farligt.]

Og kynikeren:

“… Det er jo en del af deres kultur at tygge det her, og det er der nok ikke noget, vi kan gøre ved,” siger Per Andersen fra Sønderjyllands Politi- og Toldgruppe.

(Fra Politiets jagt på khat er meningsløs, bragt i det “progressive” middelklasseblad Information, 17.7.2008).

Den radikale Nicolai Lang havde mere “humanistiske” argumenter i indlægget Forbud mod hash er kulturchauvinisme fra 2003, hvor han mente at khat var en del af afrikansk kultur, uskadeligt og kun ulovligt for at chikanere indvandrere. Herved udtrykker han samme holdning som det mindretal af somalierne som vil beholde deres khat. Og han afslører en essentialistisk holdning til såkaldt “afrikansk kultur”, for den er vel mange ting?

Blandt somalierne selv er sagen klar, for 64 % af dem ønsker at beholde det danske khat-forbud. Blandt ikke-misbrugerne ønsker hele 92 % at khat skal være forbudt.

Der er imidlertid også 64 % som opfatter khat som en del af somalisk kultur.

Konklusionen må være at somaliere i Danmark er integrationsvillige, for de er indstillet på at en del af somalisk kultur skal være forbudt, fordi den står i vejen for integration!

Der har hele tiden været stærke kræfter blandt danske somaliere som arbejder for bekæmpelse af khat, f.eks. khatforebyggelse.dk – et forbilledligt offentligt-frivilligt projekt i Århus (Gjellerup).

Khat-pause i en hule i bjergene nær Khulan, Jemen (A. de Leeuw/Wikimedia)

De salatlignende khat-blade ser ikke ud af meget og er vist nok et relativt mildt rusmiddel, men problemet er det hæmningsløse forbrug, som mange forfalder til. Mange somaliske mænd sidder og hygger sig, mens de tygger khat fra morgen til aften.  

Det viser at sociale og kulturelle faktorer er en vigtig del af de samlede effekter. Det bør man minde de liberale akademikere eller bankfolk fra socialgruppe 1 om, når de går ind for at lovliggøre hash, fordi de sagtens selv kan finde ud af at bruge det med omtanke. Det er nemlig – som altid – folk på samfundets bund som tager skraldet. Problemerne vender den tunge ende nedad.

Når det gælder khat, kan man lige så godt sige lige ud at det er et forbud mod en social adfærd. Staten har i højeste grad grebet ind i folks liv, og det har virket. Konservativ Ungdom og Enhedslisten kan tage og pakke deres liberale argumenter sammen.

(À propos, så bevirkede en kampagne siden 1997 også et markant fald i omskæringer af somaliske kvinder i Danmark (Ugeskrift for Læger, 2002). Heldigvis nøjes vi ikke mere med den “målrettet forebyggende oplysningsindsats”, som folketinget argumenterede med, da man nedstemte forbudmod kvindelig omskæring i 1997, men har siden 2005 fået indført en solid straffebestemmelse. De to ting bør følges ad).

I Jemen går 40 % af landets sparsomme vandmængder til khat-avl. Ud over Jemen og Somalia er bladene også populære i Etiopien.

N.B.: 65 % af somalierne i Danmark tygger ikke khat. Undersøgelsen erklærer stolt at 77 % af kvinderne aldrig har prøvet at tygge khat, mens den ikke fortæller det tilsvarende tal for mændenes vedkommende. Her kunne man godt have lagt tallene på bordet. Det hele virker noget optimistisk, men under alle omstændigheder har man udryddet misbruget blandt de helt unge.

Derfor er de fremhævet i den politisk korrekte pressemeddelelse fra Sundhedsstyrelsen, men undersøgelsen handlede rent faktisk om alle somaliere, ikke kun de unge:

Undersøgelse: Unge dansk-somaliere fravælger khat, Sundhedsstyrelsen

Kristeligt Dagblad har en anden overskrift:

 Somaliske mænd er storforbrugere af khat - Hver tredje somaliske mand er misbruger af stoffet khat …

Somaliere overfalder khat-modstander - Formand for den somaliske forening er blevet overfaldet af fire unge landsmænd. Politiet mener, det er fordi, han er kritisk over for rusmidlet khat. (Politiken, 2.11.2008)

Koner smider kat-tyggende mænd ud - Manden lovede flere gange at stoppe. Men han holdt ikke ord, så til sidst smed Fatima ham ud. Det var en lettelse, fortæller hun. … Efter at have levet hver for sig har Fatima og hendes mand igen fundet sammen. Og i dag går det meget bedre. (DR, 22.12.2008)

Universalgeni har en anden vinkel end mig: Kriminelle somaliere vælter tonsvis af khat ind i Danmark. Hver dag! (2007)

Men selv om khat-brugerne efterhånden får mindre og mindre forståelse i det somaliske miljø, så kan de fortsat støtte sig til utallige danskere, der mener rusmidler er sunde og uskadelige ting som skal være lovlige…

—

Dette indlæg handler ikke om EU, men jeg vil tilføje: flere tons khat kommer dagligt hertil fra Holland og Storbritannien, hvor det er lovligt. Det er altså et problem at have åbne grænser, når man ikke engang kan blive enige om at bruge EU til noget så vigtigt som en fælles narkotikapolitik.

Palæstinenser-loven fra 1992 som komisk opera

Villy Søvndal sagde engang til de ekstreme islamister i Hizb-ut-Tahrir: “Gå ad helvede til!”

Det må have været spil for galleriet, for SF er nu tilbage i den traditionelle rolle igen:

S og SF vil genåbne irakeres asylsager (Politiken)

S og SF mener altså at man skal være åben over for pression. Enhver flok mennesker skal kunne få asyl hvis de besætter en dansk kirke.

Ved at genåbne asylsagerne siger man at der er begået fejl. S og SF har naturligvis ikke sat sig ind i de enkelte sager. Så hvordan kan de hævde at beslutningerne skal omgøres? En genoptagelse er en helt urimelig særbehandling, der i øvrigt vil belaste asylsystemet yderligere, så ventetiden forlænges for alle andre asylsøgere.

Hvad med de mange dårligt behandlede mennesker (blandt andet danskere) der ikke besætter en kirke, fordi de ikke er frække nok eller stærke nok? De får ikke megen opmærksomhed, de får ikke særlige tilbud fra politikerne, besøg af Arne Melchior eller støttegrupper på facebook med 4700 deltagere.

Nu vil man måske protestere mod min umage sammenligning af Hizb-ut-Tahrir og udviste irakere. Jeg er godt klar over at det ikke er det samme. Hizb-ut-Tahrir har nok væmmelige holdninger der undergraver Danmark, men de er indtil videre en lovlig organisation. Irakerne er derimod retligt udvist, og flere af dem har begået meget alvorlig kriminalitet.

Det er ret vanvittigt at SF vil sende de lovlige ad helvede til, men beholde de ulovlige.

Villy forvekslede form og indhold

Villy Søvndals forsøg på populisme bygger på en forkert analyse af DF’s succes.

Mange på venstrefløjen betragter DF som en sammensværgelse af folk uden egentlig politisk mission. Racisterne i DF har blot valgt nogle syndebukke for at få magt og opmærksomhed, lyder analysen. Nogle gange beskylder man endda DF’erne for at gøre det hele for personlig vindings skyld – som om politisk arbejde er noget man spinder guld på.

Villy Søvndal troede derfor han var genial, når han forsøgte at kopiere mønsteret. Han udvalgte nøje nogle syndebukke, som alle var enige om at hade, og stemmerne væltede ind. Indtil videre dog kun i meningsmålinger.

Men Villy, det er ikke nok at sige tingene. Det er faktisk vigtigere at mene dem. Dansk Folkeparti har en hæderlig indsats bag sig i deres arbejde for at stramme udlændingelovgivningen, bekæmpe kriminalitet med konsekvens og holde sammen på det danske samfund. Indholdet har gjort DF til en succes. Ikke den hårde retorik. Og så hård er den vel heller ikke altid, selv om der er fløjet et par snotklatter.

Villy har sans for genbrug, og han har for nylig sagt det samme om hærværksmændene ved graffitifesten i det indre København: autonome tosser, hjernedøde, bøller, gå ad helvede til. Dog hævdede han også at de ikke havde “noget som helst med venstrefløjen at gøre”.

Demagogisk designerpolitik

Villy Søvndal som barsk vicestatsminister og hans partifælle Anne Baastrup som blid justitsminister?

Det ville måske være et godt, demagogisk parløb. Men det ville være et mareridt for samfundet.

Villy ville piske en stemning op som i de værste folkedomstole, men justitsministeren ville ikke følge det op med nogen form for konsekvens. Vejen ville dermed være banet for konflikter og opløsning på to fronter.

SF har ikke nogen ideologisk baggrund for konsekvent retspolitik, og derfor kan de ikke pludselig opfinde den.

Reaktionen på kirkebesættelsen viser at SF heller aldrig vil få en konsekvent udlændingepolitik.

Jeg er lidt mere overrasket over at Socialdemokratiet bakker op. Henrik Dam Kristensen pakker det lidt ind:

” … selve asylafslaget [står] ikke til diskussion. Men hvis enkelte personers forhold har ændret sig væsentligt siden afslaget, så skal de have mulighed for at søge humanitær opholdstilladelse.”

Socialdemokratiet har åbenbart ikke mod på at overtage regeringsmagten i øjeblikket. De har fejlbedømt folkestemningen, og de vil blive straffet i næste meningsmåling, stol på det.

Palæstinenserloven genopfrisket

Efter 321 palæstinenseres kirkebesættelse i 1992 gennemførte socialdemokraterne, SF og de radikale en særlov, der gav asyl til samtlige aktivister med et pennestrøg.

Jeg går ind for politisk samtidskunst.

Jeg mener absolut palæstinenserloven egner sig til en opera i fem akter.

Den bør opføres i en af de selvsamme kirker der har lagt hus til kirkeasylet:

1. akt. De glade gæster ankommer: Palæstinenserne var rejst hertil fra Libanon i løbet af 1990-1991, hvor de søgte asyl på en påstand om at de var forfulgte i Libanon.

… 2. scene. Problemer opstår: Tidligere havde palæstinensere fra Libanon fået automatisk asyl uden nærmere vurdering. En mindre stramning af sagspraksis under KVR-regeringen i 1989 bevirkede at sagerne nu blev vurderet enkeltvis. 321 palæstinensere fik afslag, da de ikke var forfulgte.

2.akt. Oprør og pression: En gruppe på 50 til100 palæstinensere besatte 7. september 1991 Enghave Kirke og kort efter Blågårds Kirke, hvor sognepræst Lisbeth Søe inviterede dem indenfor. Besættelsen af Blågårds Kirke varede i over fem måneder.

3. akt. Hele menageriet i folkedans: 600 danske præster skrev under på en støtteskrivelse, BZ’ere besatte Udlændingedirektoratet og Justitsministeriet, Savage Rose, Kim Larsen, Anne Marie Helger og Lone Hertz støttede palæstinenserne, og Landsforeningen af Danske Flygtningevenner blev oprettet for at fremme sagen.

4. akt. Jackpot: Den 3. marts 1992 vedtog Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og SF uden om KV-regeringen en særlov, der ophævede udlændingemyndighedernes afgørelse og gav kollektiv opholdstilladelse til alle palæstinensere der havde opholdt sig i Danmark i mere end 12 måneder.

5. akt. Fest: Umiddelbart efter vedtagelsen tog over halvdelen af palæstinenserne tilbage til Libanon for at fejre at de havde fået opholdstilladelse i Danmark.

… 2. scene. Afsløring: Ugen efter kom det yderligere frem at 312 af de 321 palæstinensere havde rejst frem og tilbage mellem Danmark/Libanon/Syrien i løbet af 1990-1991, mens de havde søgt asyl i Danmark.

Efterspil – “tretten år senere”: I 2005 viste en undersøgelse:

• at omkring 42% (135) af palæstinenserne i de efterfølgende år har været involveret i og dømt for kriminalitet.
• at 74% (238) var på passiv forsørgelse.
• gruppen på de 321 palæstinensere havde 110 børn, hvoraf 56% (62) havde været involveret i kriminalitet.

Tæppefald. De medvirkende 321 palæstinensere, 110 efterkommere, 600 præster, politikere, rockmusikere, kunstnere, BZ’ere, flygtningevenner bukker dybt og modtager stormende bifald. De få VK-politikere og grå embedsmænd holder sig diskret i baggrunden. Dengang var DF ikke opfundet, og Glistrup er død, så der er ingen skurke i forestillingen. Det var dengang Danmark var anstændigt og kunne være sig selv bekendt.

Derefter reception arrangeret af Center for Menneskerettigheder, men betalt af staten, halal-pindemadder og fed fest med multikulturel hiphop, mavedans og kristen rock.

(Kilde: min tekst bygger stort set ordret på artiklen om Palæstinenserloven, Wikipedia).

Sukkerafgiften er nu på bane officielt

Jeg har tidligere skrevet om sukkerafgift. Jeg er overrasket over at forebyggelseskommissionen nu har taget mit forslag op - OK, de har måske blot tænkt samme tanke, uden at læse min blog – men de kunne godt have gjort det for et par måneder siden, før regeringen kom med den mindre fornuftige fedtafgift.

Der er kommet kritik fra de sædvanlige fundamentalistiske liberale. Kritikken rammer lidt forbi, da kommissionen netop ikke er politisk.

En forebyggelseskommission har udelukkende til opgave at komme med kolde og teknokratiske forslag, men det er op til politikerne at bestemme hvor meget der skal gennemføres og hvordan det skal udformes.

Jeg begriber fortsat ikke hvorfor de liberale er mere bekymret over sukker-, tobaks- og alkoholskatter end over skat på arbejde og omsætning. De sidstnævnte skatter er meget mere skadelige og rammer flere mennesker.

Efter min mening er det god politik at flytte lidt af skattebyrden fra indkomstskat og moms over på gift- og miljøskatter.

Det hævdes tit at den fattigste del af befolkningen lever mest usundt og derfor vil blive hårdest ramt af sådanne afgifter. Det er en sandhed med modifikationer, da nyere tal tyder på at “Amarone-bæltet” i rige forstæder drikker mest – og vel også unge og studerende.

En skat på sundhedsskadelige ting skal naturligvis kombineres med en skattelettelse for de sociale grupper der rammes, så der ikke er nogen slagside.

Vi har gang på gang set hvordan en skatteomlægning ender med at den højere middelklasse skummer fløden, og det kan ikke være rigtigt.

Både ideologisk, menneskeligt og økonomisk er det fornuftigt at give de lavestlønnede (og også folk på overførselsindkomster!) nogle hundrede kroner mere i hånden hver måned, men samtidig lade dem vurdere selv om de vil spare pengene eller fyre dem af på dyre smøger, slik og sprut. At kunne råde over lidt flere penge selv er en myndiggørelse – det modsatte af en umyndiggørelse. Og kun myndige, selvstændige mennesker passer på sig selv.

Vi har derimod et ansvar over for de helt unge, som stadig har brug for venlig vejledning fordi de ikke er voksne endnu. Hvordan kan et samfund se på at 15-18-årige har et alkoholforbrug over alkoholikergrænsen – og fortsat debuterer som cigaretrygere, hvilket oftest giver en livslang afhængighed.

De fleste politikere afviser at hæve grænsen for køb af tobak til 18 år, men meget kunne nok opnås bare ved en højere afgift, da prisen virkelig er noget der kan afholde nye rygere fra at begynde.

Med en højere pris, der virkelig batter, kunne man såmænd også overflødiggøre debatten om rygeregler hist og her og spare sig nogle af de mest ydmygende advarsler. Den ret intetsigende sundhedsminister er begejstret for et nyt forslag om billeder af lig på cigaretpakkerne.

Regeringen har skudt forslaget om sukkerskat i sænk, men lad os nu se om det ikke kommer op igen.

Lars Løkke mener at sukkerafgift strider mod skattestoppet, men hvad så med den fedtafgift som man har besluttet at indføre?

Skattestoppet er vist efterhånden en udslidt gammel karklud af et argument, som benyttes og vrides efter behov. Den tror vi ikke på mere. Borgerlig bums lover at han fra nu af kun vil skrive “skattestop” i gåseøjne.

Kommissionen har tænkt sig at fortsætte med de separate punktafgifter på chokolade, sodavand osv. Systemet burde naturligvis hellere totalsaneres, så der kun var én skat på selve sukkeret, uanset om det sælges i løs vægt eller indgår som ingrediens i en vare. Jeg er sikker på at andre EU-lande snart ville følge efter.

Men det er vel egentlig meget naturligt at vi begynder i Danmark, da vort land har det højeste sukkerforbrug pr. person. Så vidt jeg husker er det p.t. 160 gram dagligt, svarende til 4,8 kg om måneden eller 58 kg årligt.  Det er mange poser sukker, og det er blot gennemsnittet.

Tidligere indlæg:

Hellere afgift på sukker end på fedt

Læg skat på sukker - med forklaring af de nuværende, alt for komplicerede punktafgifter

Avisen.dk: Liberale kæmper mod billig, sund mad - en kommentator skriver: “At sænke afgiften på sundere fødevarer er ikke formynderi. At gøre forskel på en marsbar og broccoli er sund fornuft. Det vil gøre det nemmere at vælge men det er selvfølgelig stadig ens eget valg at gøre det.”

EU bestikker fattige med gratis mad

EU uddeler gratis fødevarer til fattige – og nu forventes de at kvittere med EU-positive holdninger. Det skriver man helt åbenlyst i en betænkning fra EU-kommissionen og EU-Parlamentet.

Samtidig er der sat en ny PR-mølle i gang, nemlig en selvsmagende betænkning om “aktiv dialog med borgerne”.

Køb af de fattiges hengivenhed til gengæld for milde gaver er i så grov modstrid med dansk tradition, at selv den meget EU-positive avis Politiken nævner sagen: Gratis mad skal lokke fattige til at støtte EU.

Træk vejret. Det første dokument hedder:

Betænkning om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1290/2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik og forordning (EF) nr. 1234/2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen), for så vidt angår uddeling af fødevarer til de socialt dårligst stillede personer i Fællesskabet (KOM(2008)0563 – C6-0353/2008 – 2008/0183(CNS))

Det fremgår at ordningen har eksisteret i 22 år uden at få den ønskede effekt på de lavere klassers holdninger. De fattige er fortsat de mest “euroskeptiske” (et klart negativt begreb nede på de kanter – det er kun i Danmark og Storbritannien ordet kan opfattes positivt).

Kun ét dansk medlem, Niels Busk (V), har deltaget i udvalget. Hvad han har stemt – og hans begrundelse – kunne jeg godt tænke mig at kende til.

Nogle pluk fra betænkningen:

»Bortset fra de fordele, der er forbundet med uddelingen af fødevarer, såsom begrænsning af fattigdommen blandt Unionens dårligst stillede borgere, ændrer uddelingen endvidere deres forhold til og holdning over for Den Europæiske Union og den fælles landbrugspolitik«

»Derfor vil ethvert forsøg på at opgive programmet eller begrænse dets finansielle ressourcer kunne resultere i en mere negativ holdning blandt befolkningen og dermed øge antallet af euroskeptikere«. 

Det andet papir, som blev vedtaget for nylig, hedder Betænkning om aktiv dialog med borgerne om EU(2008/2224(INI)).

Her rustes der op til propagandakrig for at styrke EU’s popularitet.

Afsnittet “Den offentlige mening” beretter:

“1. Europa-Parlamentet …  minder om, at undersøgelser viser, at jo dårligere uddannet og mindre velhavende borgere i Unionen er, jo mere sandsynligt er det, at de modsætter sig yderligere europæisk integration, hvilket viser, at den europæiske tanke på trods af alle tidligere anstrengelser hovedsagelig når ud til det veluddannede og velhavende segment i det europæiske samfund; betragter aktiv dialog mellem EU og dets borgere som afgørende for en virkeliggørelse af EU-projektets principper og værdigrundlag, men erkender, at kommunikationen indtil videre ikke har været særlig vellykket;”

Måske er det selve projektet som ikke har været vellykket, thi borgerne har fået positiv kommunikation op til begge ører.

Parlamentet og kommissionen skamroser hinanden for deres “gode idéer”, samtidig med at man har den frækhed at nedgøre de irske vælgere for deres nej til Lissabon-traktaten:

“2. Europa-Parlamentet …   beklager, at den succes, som er opnået i forbindelse med at øge de europæiske borgeres vidensniveau og interesse i europæiske emner, på trods af Kommissionens indsats og gode idéer har været meget begrænset, hvilket beklageligvis fremgik af den irske folkeafstemning;”

Disse uvidende kartoffelspisere. Men EU-politikerne har en plan:

“3. Europa-Parlamentet …   understreger, at det er specielt vigtigt, at der etableres samhørighedsskabende kommunikationsforbindelser med målrettet indhold både mellem EU og regioner med særlige karakteristika og mellem EU og særlige samfundsgrupper;”

Samhørighedsskabende kommunikationsforbindelser med målrettet indhold betyder “propaganda”. Bemærk at man målrettet vil gå efter særlige regioner – måske de lande hvor de nationale forfatninger foreskriver folkeafstemninger, de EU-kritiske lande i almindelighed, eller blot de regioner der modtager mest EU-bistand? Og særlige samfundsgrupper – de fattige og sultne?

“4.  Europa-Parlamentet …  bemærker, at et stort flertal af de europæiske borgere ifølge nyere undersøgelser går ind for … [opremsning af gode EU-tiltag]; henleder opmærksomheden på, at det derfor også er vigtigt at rette blikket mod, hvad der kommunikeres gennem handlinger, og sammenligne, hvorledes dette afviger fra det budskab, EU ønsker at udsende til borgerne;”

EU har fået øje på at handlingerne ikke stemmer overens med de gode intentioner. Hatten af for denne erkendelse. Men så skal man jo ændre det man gør, ikke det man siger.

“5.   Europa-Parlamentet …   gør opmærksom på, at et flertal af de kvindelige vælgere har stemt “nej” ved de seneste folkeafstemninger om EU: 56 % i Frankrig …, 63 % i Nederlandene … og 56 % i Irland …; mener, at det negative resultat af afstemningerne bl.a. skyldes de europæiske institutioners begrænsede engagement i de politikker, der direkte berører kvinderne, og som ligger til grund for den fortsatte mangel på lige muligheder mellem mænd og kvinder, såsom politikkerne til forening af arbejds- og familieliv og støtte til plejekrævende personer;”

Dette afsnit er et vildskud som tyder på dyb desparation. Rent faktisk var der uhyre lidt forskel på mænd og kvinders stemmer ved folkeafstemningerne i de tre lande. De totale nej-stemmer (begge køn) udgjorde 55 % i Frankrig, 62 % i Nederlandene og 53 % i Irland.

Ovenfor (i punkt 2) påstår EU-parlamentarikerne at “nej” ved folkeafstemningen i Irland skyldtes vælgernes manglende viden. Men i punkt 5 hævdes det derimod at det skyldes EU’s manglende politik på visse områder. Løsning: flere EU-regler på mange flere områder.

Jeg tror ikke EU’s forsøg på at købe kvindernes stemmer vil falde heldigt ud. Hvis man skulle forsøge at indføre et virksomt EU-regelkompleks på så omfattende områder som “forening af arbejds- og familieliv og støtte til plejekrævende personer” - så ville det samtidig være så centralistisk og detaljeregulerende at det ville få den stik modsatte effekt.

Men nu er vi altså advaret om at EU vil forsøge sig på dette område også, ikke for at gøre os en tjeneste, men for at markedsføre unionen. Blandt de mest EU-skeptiske lande er samtidig nogle af dem der har den bedst fungerende velfærdsstat, og det er ikke ligefrem et folkekrav i Danmark at EU skal blande sig i velfærdsstaten.

EU ville derfor gøre sig selv en tjeneste ved at holde fingrene væk, men det kan de ikke forstå. Systemet er kun indrettet på en stadig voksende indblanding i nationale opgaver.

Der er dog også plads til selvkritik:

“20.   Europa-Parlamentet …  fremhæver nødvendigheden af, at Europa-Parlamentets medlemmer udviser større engagement i kommunikationen med EU’s borgere … ; håber, at Europa-Parlamentets medlemmer parallelt med de partipolitiske valgkampagner til valget til Europa-Parlamentet vil deltage aktivt i valgkampen på lokalt plan;”

Parlamentet opfordrer medlemmerne til at udvise større engagement – og deltage i deres egen valgkamp!

De enkelte politikeres indsats er dog kun et lille supplement til helheden, for det er tydeligvis betænkningens idé at EU-systemet som samlet maskine skal føre en PR-kampagne med ét budskab. Det er en totalitær fremgangsmåde, som er i modsætning til det vi kender fra demokratiske nationalstater, hvor partier og politikere deler sig efter anskuelser og fører hver deres kampagne.

Det vil føre for vidt at gøre rede for hele propaganda-betænkningen i dette indlæg, så jeg forbereder en selvstændig artikel, når jeg har læst alle de blomstrende tanker og forslag igennem.

Tilbage til betænkningen om fattigbespisning:

“Den 22. maj 2008 vedtog Europa-Parlamentet en beslutning om stigende fødevarepriser i EU og udviklingslandene, hvori det understreger, at retten til mad er en menneskeret, og at alle mennesker på alle tidspunkter bør have bedre adgang til tilstrækkelig mad, således at de kan leve et aktivt og sundt liv.”

Af sidstnævnte sætning ser man resultatet af at gøre alt til menneskerettigheder. Det er logisk at alle mennesker har brug for noget at spise. Det er ingen politiske ideologier uenige i. Men når det skrives ind i en liste over rettigheder, kan og vil det blive misbrugt politisk.

Bemærk også retten til “et aktivt og sundt liv”. Gad vide hvilke tvangstiltag vi kan vente os? Måske er en kampagne på trapperne med sloganet: EU sikrer dit aktive og sunde liv? Hvis man kender til EU’s regler om tilsætningsstoffer i mad, kemi i hverdagen og landbrugspolitikkens indvirkning på madkvaliteten, så vil man vide at det er en skarp fortolkning af virkeligheden.

Jeg kunne aldrig finde på at påstå at EU minder om dronning Marie Antoinette, der lod hånt om den plagede befolkning og anbefalede dem at spise kager hvis de ikke havde brød.

Brød og skuespil

Nej, EU’s socialpolitik er langt mere gennemtænkt og forankret i en politisk holdningskampagne. Det minder mere om tilstandene i Romerriget, hvor kejseren holdt pøbelen i ro med brød og skuespil. Og hvor lokale rigmænd købte sig til magten, til gengæld for at yde borgerne beskyttelse og arbejde. Det eneste de skulle gøre til gengæld var at stemme på ham, og så kunne de ellers komme til ham med alle deres sorger (også kendt som clientala-systemet – en lærerig, lille artikel kan læses her).

Den dumme Marie Antoinette blev halshugget fordi folk sultede. Det romerske interessefællesskab mellem en patron (magtfuld rigmand) og klienterne (loyale fattigfolk) trivedes derimod og regnes af mange for at være en forløber for den senere mafia. Det kan altså betale sig at være gavmild mod de lavere klasser.

Spørgsmålet er om det virker i dag hvor folk trods alt er mere oplyst end i gamle tider. Her er EU så på banen med “effektive kommunikationskampagner”, der skal banke pointen ind.

Om selve fødevarehjælpen skriver EU:

“Programmet for uddeling af fødevarer til de dårligst stillede i Fællesskabet har i de 22 år, det har eksisteret, bidraget til opfyldelsen af to af den fælles landbrugspolitiks vigtigste mål, nemlig dels at yde hjælp til at stabilisere markerne ved at reducere interventionslagrene og dels at sikre de nødvendige fødevareforsyninger til Unionens fattigste indbyggere.”

EU’s landbrugspolitik har som bekendt et blandet formål – som er i modstrid med sig selv.

Overproduktion, centralisme og omvendt u-landshjælp

På den ene side sørger politikken for en stor overproduktion. Det skal gavne forsyningssikkerhed og stabile leverancer til fødevareindustrien. Derfor støtter man storproduktion, centralisering og standardisering – til skade for småbønder, til skade for forskelligheden af de lokalt producerede varer, og til skade for kvaliteten. Det har vi mærket i Danmark i godt 35 år, og lige nu kan følgerne især mærkes i Polen, hvor små familiebrug udslettes og erstattes af storlandbrug. De tyske godsejere vender tilbage (suppleret af danske svinebaroner – hvoraf flere er skamløse nok til at stille op til EU-Parlamentsvalget).

På den anden side ønsker man at holde priserne oppe, på trods af overproduktionen. Derfor destruerer eller oplagrer EU mange fødevarer. Disse bruges så til eksempelvis fødevarehjælp til unionens fattige medborgere (mon ikke en del ryger af i svinget til svindel og fiflerier?) En anden del eksporteres til u-lande til dumpingpriser eller som fødevarehjælp, der smadrer de lokale markeder, som i øvrigt er afskåret fra selv at eksportere til EU på grund af solide toldmure.

Man kunne spørge sig selv om disse fattige borgere i EU ikke havde lige så meget gavn af lavere fødevarepriser – eller lavere skatter – eller forskellige lokale løsninger. EU’s budget finansieres blandt andet via 1 % af momsgrundlaget i medlemslandene, uanset om det er den fattiges havregryn eller den riges kaviar. Nødhjælp og andre former for “barmhjertighed” er altid med til at give den gavmilde prestige, men det er jo ikke en løsning af de underliggende problemer.

Set i lyset af at ordningen har eksisteret i 22 år og ikke formået at gøre de fattige mere EU-venlige eller mindre fattige, så ligner det en fiasko for EU.

Intet under at unionen konstant skruer op for propagandamaskinen i ren desparation.

Har Danmark det politi vi fortjener?

- Hvad har De i næsen?

 Nederst i dette indlæg kan man læse min egen klage over politiet. Jeg rørte ved min næse på en provokerende måde. Derfor blev jeg visiteret for narko.

Formanden for de københavnske politibetjente mener der er for mange klager over politiet, skriver Politiken.

Derfor skal det være sværere at klage, siger han! 

En privat virksomhed ville nok værdsætte klagerne, men prøve at fjerne grunden til dem. Ellers ville man snart gå nedenom og hjem.

Reaktionen burde være at politikorpset skal efteruddannes, reglerne strammes op, eller at der i det mindste skal ses kritisk på forholdet mellem politi og borger. Politiformanden kunne også bruge lejligheden til at kritisere politiets vilkår i de sidste par år.

Nu er det imidlertid svært at sammenligne politiet med private virksomheder. Politiet har et såkaldt voldsmonopol. Det vil sige at vi alle sammen har givet afkald på selvtægt fordi vi stoler på at det offentlige kan løse opgaven.

Når lov og orden er i uorden

Politiet førte solskinspolitik på Roskilde Festival for to år siden

Voldsmonopolet er faktisk endnu en god grund til at politiet skal optræde korrekt. Politiet kan ikke bare fare frem efter forgodtbefindende. De skal opretholde lov og orden, eventuelt med den nødvendige magtanvendelse, men derudover kan de ikke tillade sig at ydmyge arrestanter og andre.

De kan heller ikke tillade sig at optræde arrogant over for borgere der ringer efter hjælp. Pressen har dokumenteret en stribe sager hvor politiet ikke blot nægter at rykke ud, men også kommer med nedladende bemærkninger. Også hvis man vil hjælpe politiet som vidne, får man samme behandling, hvilket jeg selv har prøvet.

Det er naturligvis rigtigt at politiet er hårdt spændt op, til dels på grund af den meningsløse uro og hærgen som fulgte efter rydningen af Ungdomshuset. Til dels på grund af uroen på Christiania, som er eskaleret blandt andet fordi Slots- og Ejendomsstyrelsen elsker at drille christianitterne på de forkerte tidspunkter.

Og endelig har den fatalt mislykkede politireform sat spor, som i mange år frem kan betyde et dårligt politi og øget kriminalitet. Man har mistet overtaget i forhold til organiserede bander, som måske er i gang med at udvikle sig til en egentlig mafia i Danmark.

Politireformen var fatal

Borgere i landets “yderområder” organiserer borgervæbninger fordi politiet ikke kan eller vil udføre sit arbejde. Yderområderne behøver ikke være så langt ude; der er for eksempel lavet borgerværn i Skibby i hovedstadsområdet, så mon ikke omkring halvdelen af Danmarks areal er at henregne til de politifrie områder? Samtidig med politireformen gennemførte man en centralisering af domstolene uden sidestykke. Alt i alt vil mennesker ude i den rå provins – alt uden for de 15 største byer – være nødsaget til at gå over til wild west-justits, hvor hverdagens sager klares uden om politi og domstole.

I Hanstholm skød en politimand i 2007 en ung mand som virkede truende, men uden at der var en egentlig farlig situation. Nærmeste forstærkning skulle hentes i Holstebro, 100 km væk, og det kunne man ikke vente på. Politimanden blev senere idømt en salomonisk dom. Læs dommen, den argumenterer over et par sider kraftigt for handlingens strafbarhed, men derefter bruger den syv linjer på at dreje konklusionen til det stik modsatte, “skyldig, men straffri”. En sådan dom er ikke fremmende for retsbevidstheden.

Retten skubbede ansvaret videre (over på den svageste part, den sølle unge mand, som tilhørte bunden af vort samfund). Politimanden burde have fået en dom på 4-6 måneders fængsel, da man ellers kan tillade sig hvad som helst (strafferammen er op til 6 år). Men en del af ansvaret burde også skubbes derhen hvor det egentlig hører hjemme, hos regeringen og politiledelsen.

Der er nemlig altid en forekomst af forvirrede, sindssyge, frustrerede, destruktive mennesker i samfundet, som skal anholdes, uskadeliggøres eller tales til ro. Der er også altid en vis politisk utilfredshed og ungdommelig sprælskhed som kan føre til ballademageri. Det er statsmagtens opgave at tage fat om dem så skånsomt som muligt.

Vi taler ikke om hærdede kriminelle. Antallet af sager om politivold og tilfælde hvor politiet har skudt på borgerne i såkaldt nødværge er steget voldsomt i de senere år. Det bør få nogle alarmer til at ringe.

Politireformen og ungdomshusoptøjerne kan dog ikke forklare hele problemet. I de foregående år har vi også haft svigt og overgreb fra politiets side: Benjamin på Rådhuspladsen og Jens Arne Ørskov fra Løgstør er blot to kendte eksempler. Min mening er at politiet har haft et problem i årevis, som blot er forværret nu hvor arbejdsbyrden og reformen kradser. Politiet har aldrig taget det store skridt ud af det autoritære, gammellutheranske samfund og ind i en moderne tid. Det bliver ikke nemmere af at vi i Danmark alle sammen er bonderøve i nogen grad. Vi er generelt ikke gode til stringent og respektfuld opførsel, men det kan man jo lære.

Lov og orden forudsætter hæderlighed

Visse borgerlige vil altid forsvare politiet 100 %. Ja, politiet (og forsvaret) er faktisk den eneste gruppe som skånes for kritik af dem som ellers elsker at brokke sig over offentligt ansatte.

Det er da også et sundt udgangspunkt at forsvare dem som er sat til at opretholde lov og orden. Politiet over for de kriminelle er ikke som en sportskamp, hvor de to hold er lige gode om det. Politiet må bruge nødvendig magt – men ikke mere end det, og enhver er uskyldig indtil det modsatte er bevist. (Dette er temmelig hypotetisk i Danmark, hvilket man vil vide hvis man har overværet en retssag – jeg har været domsmand i 4 år).

I kampen for at bevare orden i samfundet findes der regler og principper som skal overholdes, fordi man ellers selv kommer til at nedbryde den lov, anstændighed og tillid, som man var sat til at opretholde.

Kors og bånd og stjerner på

Derfor er det helt nødvendigt at politiet selv – og de borgerlige politikere – erkender de ufuldkommenheder og skønhedspletter som præger dansk politi. Det må man kunne tale åbent om uden at stille sig på kriminelle og uromageres side – sådan som venstrefløjen desværre gør.

Når det gælder politiets ledelse kan jeg ikke rigtig få øje på hvilken “side” de står på, ud over at de virker temmelig solidt inkompetente. Hele problemet ser ud til at være mere af administrativ art end politisk. Der er en ånd fra enevælden som aldrig er blevet brudt.

Politiets udspil om at “tale bandekriminaliteten ned” er en total falliterklæring – som om det onde forsvinder fordi man ikke taler om det. “Vi kan påvirke situationen retorisk ved at udtale os rigtigt”, siger en politiinspektør ved Københavns politi. (JP)

De har valgt samme holdning når det gælder politiets interne problemer og adfærd. Det er en dumhed som skader politiet – og dermed lov og orden – i det lange løb.

Fem gode råd

Regeringen må gennemføre nogle helt nødvendige kursændringer, hvis stumperne skal reddes:

• Tal åbent om problemet – det er efterhånden for tydeligt til at tale udenom.
• Lav et kontrol- og klagesystem uden om politi og statsadvokater. Tænk på at et uafhængigt kontrolsystem også kan hjælpe politiet til at udpege problemer – og rense politiet for grundløse anklager.
• Skift politiledelsen ud – opslå alle stillinger forfra. Overvej hvordan politireformen kan skæres til påny.
• Stil lederne til regnskab. Det dur ikke at politilederne kan bo på hotel i Rio for statens regning og slippe uden så meget som en påtale! “Jeg betalte pengene tilbage” – holder den hvis en person fra samfundets lavere lag har begået bedrageri? Nej.
• Lav en gennemgribende forandring i politiets arbejdsformer, uddannelse, og giv dem løbende efteruddannelse. Noget der batter. Få inspiration fra udlandet. Det engelske politi patruljerer uden våben, hvordan mon de gør? Respekt og verbale evner er nøgleordene.

Det er den politireform vi egentlig har brug for.

Ændringerne kan gøre politiet til en ærefuld arbejdsplads igen. Måske kan man hverve elever uden at lokke med egen pistol, sådan som politiet har gjort i en panisk hvervekampagne.

Tilliden er skadet

Hvis man ikke forstår hvad jeg taler om, så må det være fordi man ikke har haft kontakt med det danske politi (særlig den københavnske udgave). Det er muligt at politiet kun opfører sig dumt i ét ud af ti tilfælde, men det er et for meget. Det er de kedelige oplevelser man husker, og det skader tilliden til politiet blandt borgerne. Derved skader det hele samfundsordenen.

Det siges at indvandrerdrengene på Nørrebro er blevet udsat for at skulle smide bukserne på åben gade for at politiet kunne visitere dem med frit kig til de ædlere dele. Jeg forstår deres frustration (men forsvarer ikke den vold og ildspåsættelse der er blevet reageret med).

Dengang opfordrede politiet i øvrigt til at man skulle sende en klage. “Den skal vi nok tage alvorligt“.

Næsen

Den 15. juni var jeg en nat i byen, og desværre kom jeg til at røre ved min næse idet jeg trådte ud fra et toilet. Allerhøjst mistænkeligt. Inspektør Clouseau og hans kumpan stod på spring for at visitere mig.

Betjentene løj om eksistensen af en visitationszone, de trak selv legitimation frem af min tegnebog og var generelt grove. Da jeg bad om en begrundelse, blev det opfattet som en “provokation”. Lidt senere opfandt de en grund:

Betjent 1 sagde, at jeg havde ”store pupiller”, hvilket var grunden til visitationen.

Jeg svarede, at det nok var fordi det var meget mørkt. (Korridoren er svagt oplyst).

Betjent 1 gav udtryk for, at han mente, jeg optrådte provokerende. Han kunne dog ikke præcisere hvordan. Han sagde, at jeg havde berørt min næse på en påfaldende måde, da jeg forlod toilettet. Han viste med et strøg over siden af næsen, hvad han mente.

Jeg sagde, at jeg meget ofte rører ved min næse, uden at jeg tænker over det. (Jeg har i øvrigt fødevareallergi, hvilket kan medføre let stoppet næse, men det plejer ikke på nogen måde at virke påfaldende på andre).

Han sagde, at sidste gang, han havde antruffet en mand, der forlod toilettet og berørte sin næse på den måde, havde han visiteret personen og fundet et halvt kilo ”cola”.

Jeg sagde roligt, at de hellere burde gå ud og fange nogle rigtige forbrydere.

Begrundelsen var helt i skoven. Man må ikke visitere for narko uden anholdelse. Visitationszonerne giver dem kun lov til at visitere for våben, og zonen eksisterede i øvrigt ikke, for den var ophævet to måneder før.

Klagen kan læses herunder. Jeg har endnu ikke fået svar, trods rykker. Jeg skriver ikke grundigt for at chikanere politidirektøren, men fordi jeg har en dybt naiv tro på at tingene kan forbedres via argumenter.

(Klik for pdf)

Jeg sendte også en ansøgning om aktindsigt, efter at en jurist havde forsikret mig om at man har krav på at få oplyst navn og tjenestested. Jeg ville egentlig bare gerne læse hvad de to politifolk har skrevet i rapporten, eller om de overhovedet har skrevet en rapport. Politiet behandler som bekendt klager over politiet, så jeg stoler ikke på at de finder de to politibetjentes navne frem:

(Klik for pdf)

Jeg sendte en rykker, som jeg heller ikke har fået svar på:

(Klik for forstørrelse)

Der er masser af materiale om politivold og korruption på nettet. En stor samling af aktuelle eksempler: Dansk politi i frit fald mod bunden (politikerlede.com).

Multikulturel vold går begge veje – pressen hykler, og de svage taber

Det er meget sjældent at Politiken stiller blodtørstige krav om hårde straffe til forbrydere og fokuserer på deres etnicitet. Det skyldes kun at gerningsmændene denne gang er danske racister, mens ofret er en uskyldig tyrk. En abnormitet, for det går stadig den modsatte vej i langt de fleste voldssager, men i de tilfælde tier man gerne om den etniske baggrund eller har travlt med undskyldninger.

Jeg skal ikke benægte det tragiske i sagen. Og når man påtaler indvandreres kriminalitet, skal man naturligvis ikke tie om et dansk-racistisk overfald. Derfor skal det omtales her på lige fod med vold fra andre sider.

Sagen er at den multikulturelle pærevælling medfører vold og kaos, både fra udenlandsk-etnisk og dansk-etnisk side.

(Politiken)

Politikens omtale bygger på TV2 News: Forældre i sorg over hjernedød søn (se video).

TV2-indslaget fokuserer på det tragiske og de menneskelige reaktioner. De få sætninger med ønske om straf, som familien ytrer, fylder ikke meget i billedet.

Politiken drejer derimod historien nærmest til hævntørst, noget familien ikke selv giver udtryk for. Avisen fokuserer også på racisme:

Forældre til overfaldet avisbud: Skyldige skal straffes

[Moderen:] Jeg har mistet min søn. Jeg beder bare til Allah om, at ingen skal lide, som jeg gør lige nu«. …

Drengens far appelerer til, at de skyldige bliver straffet. …

»Vi har ingen fordomme mod tyrkere, danskere, kristne eller kurdere… det kendte vi ikke til, vi har altid kunnet snakke med alle«, siger hun.

»Hvordan kan man dræbe et menneske? Min søn havde krop og sjæl. Det, der er sket, er meget voldsomt, og jeg har kun et ønske: At de skyldige bliver straffet«, fortæller hun tydeligt medtaget af situationen.

Samtidig tilføjer hun, at hun ikke ønsker, at mødrene til overfaldsmændene mister deres børn og kommer til at lide, som hun gør nu. …

»Nu er det nok« …

»Jeg har ikke opdraget min dreng til, at han skulle dø som 16-årig. Han sloges aldrig. Det er nok nu. Jeg appellerer til ambassaden om, at overfaldsmændene skal retsforfølges«, siger han i TV 2 News.

Racemotiv bag overfald?
Det 16-årige avisbud var sammen med en ven, da overfaldet fandt sted. Ifølge flere af de to drenges venner er der tale om et racemotiveret overfald.

Venner, der har talt med den dreng, der var med på avisruten, og som var vidne til overfaldet, siger, at gerningsmændene råbte racistiske skældsord ad de to drenge.

»De sad og spiste lidt, og så kom de hen og spurgte »hva’ glor du på, perkersvin?«. Så blev han (den 16-årige, red.) slået bagfra med en kølle. Han gik tre skridt og faldt om«, fortæller en af vennerne til TV2 News. …

—

Min kritik går selvfølgelig ikke på de stakkels forældre, men på Politiken, der vinkler og misbruger deres udsagn.

Overskriften “Nu er det nok” lægger ordene i munden på faderen og tager dem ud af sammenhæng. Hans ord bruges til at bære budskabet om at dansk-racistisk vold mod udlændinge er et eskalerende problem, som skal straffes hårdt nu! Noget han faktisk ikke har sagt.

(En interessant detalje i TV2-indslaget: Faderen, der desværre ikke taler dansk, appellerer til den tyrkiske ambassade i stedet for danske myndigheder).

De anstændige medier og gode mennesker taler ellers meget om at man skal se på årsagerne til problemet og ikke piske stemningen op. Politikens vinkling på udpenslede følelser og racehad kaster i værste fald benzin på et bål. Vi har en potentielt meget brandfarlig konflikt mellem to etniske grupper, hvor voldsspiralen i princippet kan fortsætte hvis den først kommer i gang.

Det er naturligvis værd at nævne årsagen til volden, som både er en relevant og skærpende omstændighed.

Derfor ville jeg ønske at Politiken også ville nævne når danskere er ofre for racistisk vold, og jeg ville ønske de beskrev ofrenes følelser lige så personligt (dog gerne uden fordrejelser).

Det vil nu komme en syndflod af analyser om at “vort racistiske samfund” er årsag til den type overfald. De vil kræve massepropaganda i skoler, aviser og tv, der skal bilde danskerne ind at vi er et racistisk folk med en ultrahøjre-regering, der skaber klimaet for sådanne overfald.

Det første eksempel – Carsten Koefoed på Frit Irak Blog, med fynd og klem:

Racemordets ideologiske bagmænd

… Der går nemlig en lige linje fra islamhetz og ”gå ad helvede til”, over Vestens massemord på muslimer, ”undermenneskene”, i Irak og Afghanistan, til mordet på Deniz på Amager. De tre unge mordere er nemlig ikke født med had til ”perkere”. Det er skabt i et sygt samfund, hvor den åbenlyse racisme og islamofobi, en gryende fascisme, både har regeringsmagten, er i ”opposition” og sidder på langt størstedelen af medierne. Alle disse menneskefjendske kræfter er de ideologiske bagmænd til og medskyldige i det racistiske mord på Deniz. – (Frit Irak blog)

—

Racisme?

Racisme præger ikke det danske samfund, men derimod er samfundet – visse steder – blevet multikulturelt. Det er årsagen til de uundgåelige gnidninger, der somme tider fører til vold.

Danmark fører en relativt stram kurs over for indvandring – hvor man bl.a. forventer og kræver vilje til at opføre sig ordentligt. Det har ikke bevirket mere racisme eller mere vold, tværtimod. Prøv at sammenligne med Sverige. Sverige har stadig åbne porte for indvandring. Sverige har afslappede vilkår for folk på overførselsindkomster, et debatklima hvor ethvert tilløb til “uanstændighed” undertrykkes. Og i Sverige florerer etnisk vold.

Den frie debat i Danmark er ikke racistisk. Den har ikke bevirket mere vold og overgreb, tværtimod. Den har bl.a. medført at vi i Danmark ikke har nazister og højreekstremisme af betydning. Prøv igen at sammenligne med vore nabolande.

I dag i Vellinge ved Malmø:

Politiet fjernede truende nynazister (Skånska Dagbladet)

Det er en daglig foreteelse i Sverige. Ikke i Danmark.
De unge voldsmænd på Amager er ikke udtryk for nogen bølge af højreekstrem eller racistisk vold, de er snarere – indtil videre – en undtagelse fra reglen her i Danmark. Indtil videre, fordi det kan blive værre hvis ikke der sættes ind over for de problemer der er fulgt med multikulturalismen.

Nabolaget

Hvor ligger så Polensgade? Lidt længere ude på Amager, end der hvor “pæne mennesker” kommer. De nøjes med en eksotisk tur på Nørrebrogade i ny og næ.

“Østrigsgades Skole oplyser, at andelen af tosprogede elever udgør ca. 42 %, hvilket afspejler befolkningssammensætningen i skolens distrikt.” – (Sundpark Skole)

Samme skole har også en lyrisk målsætning:

“Målsætning

Østrigsgades Skole … afspejler det mangfoldige samfund, der omgiver den.
Vi forsøger at skabe en åben og tolerant atmosfære – en rummelig skole … ­

At det er en styrke, at vores skole er multikulturel ” (Østrigsgades Skole)

Smukke ord fra vridemaskinen – tyder på problemer.

De tre gerningsmænd er 15, 17 og 19 år, hvoraf de to yngste er brødre! Og de bor i en ghetto. Der er ganske vist ikke 80-100% indvandrere, som i Gjellerup og Vollsmose, men der er en pæn slant. De sociale alarmklokker burde ringe hos alle de venstreorienterede journalister. Hvorfor belyser ingen voldens baggrund, ligesom man søger at gøre ved 2. generationsindvandrere på Nørrebro. Det er lige så relevant her som der.

Tre årsager til vold

Lad os sige at der er tre årsager til at vold florerer i bestemte grupper. Det sociale, det kulturelle og det religiøse. Ingen af de tre aspekter skal overses, men vi må erkende at de ikke vejer lige tungt for alle grupper. Det forklarer hvorfor vold ikke er lige hyppigt i alle socialt belastede grupper. For danskeres vedkommende kan vi lade det religiøse aspekt ude af billedet. Den danske vold rettet mod udlændinge er relativt sjældnere end det modsatte – det er et faktum. Det kan forklares med at danskeres vold ikke er religiøst motiveret, men kun socialt motiveret. Det kulturelle motiv fylder også kun lidt, for ifølge dansk tradition omfatter acceptabel vold hovedsagelig kun værtshusslagsmål. Tænk på Sønderjylland, hvor over 100 års kraftige modsætninger mellem dansk og tysk kun yderst sjældent gav sig udslag i vold. Tænk på den relativt fredsommelige danske arbejderklasse over for f.eks. den engelske hooligan-kultur. Prøv så at sammenligne det med samfundstraditioner i Mellemøsten eller på Balkan.

For de voldsmænd, som har hjemme i arabisk macho-kultur, hvor drenge forkæles ud over rimelighedens grænser, og som i øjeblikket bliver påvirket af islamisk ekstremisme, ser det anderledes ud. Lige som de danske sociale tabere, så er de muslimske sociale taberes vold mod danskere (og grønlændere og hinanden) socialt betinget – men den er også kulturelt og religiøst betinget.

Og det forklarer hvorfor multikulturel vold fra dansk side – trods alt – er relativt sjældent. Der er kun én og ikke tre årsager.

Dermed ikke sagt at den højreekstreme eller dansk-racistiske vold ikke kan vokse. Vi har jo netop et begyndende multikulturelt samfund, og i multikulturelle samfund florerer den slags problemer, ikke mindst når en af multikulturens parter er islam. Politikerne er forvirrede og rådvilde, når de f.eks. taler om hvad man skal gøre ved vandalerne på Nørrebro (både ungdomshusaktivister og 2. generationsindvandrere). Ligesom man ikke har tæmmet unge muslimers vold, så vil også vold fra unge danske “white trash”-mennesker vokse i omfang.

Sådan er det på bunden af samfundet, hvor modsætningerne føles hver dag, især blandt de helt unge. Mens middelklassen nøjes med at drømme, holde debatmøder, læse og skrive aviser.

Det løsrevne menneske

Den sociale del af årsagen er at vort samfund styres efter materialistiske og neoliberale principper, der uundgåeligt fører til en større gruppe af marginaliserede tabere. Men også multikulturalismen er en del af samme neoliberale tankegang. Neoliberalismen forventer fejlagtigt at alle mennesker er stærke vindere der kan klare det hele, frigjorte fra tradition og sammenhæng. Tror man på dette ideologiske billede, så spiller kulturel og religiøs baggrund ingen rolle. I Danmark er alle partier neoliberale. Undtagelserne er detaljer: DF er kun neoliberalt i økonomisk henseende, Enhedslisten (og evt. SF) kun i kulturel henseende.

Og det på trods af at danskerne er et et meget konservativt folk. I ordets bedste betydning, hvor der både lægges vægt på frihed, fællesskab og en vis solidaritet. Måske derfor har Danmark trods alt ført an i at skabe en fri debat om det multikulturelle samfunds problemer. Men i stedet for at sigte isoleret på de enkelte etniske grupper (indvandrere, muslimer, danskere, “white trash”…), så burde man rette kritikken mod selve den bagvedliggende ideologi.

Den privilegerede øvre middelklasse må blive bevidst om at dette verdenssyn skaber flere problemer end det løser. At drømmen om den multikulturelle masse ikke er et egentligt menneskesyn, men et forsøg på at benægte problemerne ved det opløste og rodløse samfund. Det vil nok vare et årti endnu før man pudser de multikulturelle briller – i politik, presse og på universiteterne – og indser sine fejltagelser.

Multikulturel vold går begge veje – pressen hykler, og de svage taber

 

> Klik her for indlægget <