Hykleri fra alle sider om lavalder

Ellen Trane Nørby (som er en af de mere sociale Venstre-politikere) skriver på sin Politiken-blog: Afskaf den kriminelle lavalder

Hun vil sætte den kriminelle lavalder ned til nul, men samtidig indføre ungdomsdomstole.

Det mest overraskende er reaktionen fra Politikens læsere. De er positive – selv om hendes forslag er langt mere vidtgående end DF, der kun vil sætte lavalderen ned til 12 år og også indføre ungdomsdomstole og bedre sociale ordninger.

Man kan derfor konstatere at bloglæserne er dybt hykleriske – de er kun imod DF’s  forslag, fordi det kommer fra DF. Men samtidig er de altovervejende glade for et mere ekstremt forslag.

DF har sociale straffe på programmet – men har glemt det?

DF skriver nemlig således i programmet (kap. 6 og 19):

Samfundet skal sætte ind så tidligt som muligt i den kriminelles ”karriere”. Misforstået overbærenhed fører ikke til lovlydighed, men skaber grobund for mere kriminalitet.  Derfor bør der gribes effektivt ind over for unge lovbrydere, f.eks. ved idømmelse af samfundstjeneste eller anden mærkbar sanktion, allerede første gang, straffeloven overtrædes.
Dansk Folkeparti finder det nødvendigt, at den kriminelle lavalder nedsættes til 12 år. Straffesager mod lovovertrædere inden for aldersgruppen 12-18 år bør behandles af særlige ungdomsdomstole. Den seksuelle lavalder skal fastholdes på 15 år.
Unge kriminelle bør ikke afsone deres frihedsstraf sammen med forhærdede kriminelle, der kan påvirke de unges videre livsforløb i afgørende negativ retning. Dansk Folkeparti vil derfor arbejde for, at der oprettes særlige institutioner, der kan sikre en fornuftig uddannelsesindsats over for denne gruppe af lovovertrædere.  …
Dansk Folkeparti mener, at kriminelle børn og unge skal imødekommes med et opsøgende pædagogisk arbejde, f.eks. SSP-samarbejdet. Unge under den kriminelle lavalder skal have hjælp og støtte til at komme ud af dårlige miljøer, men bør samtidig mærke konsekvenserne af deres gerninger. Dansk Folkeparti mener, at alvorlige kriminelle handlinger skal straffes efter forbrydelsens karakter. I de tilfælde, hvor forældrene til den kriminelle unge kan siges at have forsømt deres ansvar, er Dansk Folkeparti tilhænger af at straffe forældrene.

“Samfundet skal sætte ind så tidligt som muligt i den kriminelles ”karriere”. Misforstået overbærenhed fører ikke til lovlydighed, men skaber grobund for mere kriminalitet.  Derfor bør der gribes effektivt ind over for unge lovbrydere, f.eks. ved idømmelse af samfundstjeneste eller anden mærkbar sanktion, allerede første gang, straffeloven overtrædes.

Dansk Folkeparti finder det nødvendigt, at den kriminelle lavalder nedsættes til 12 år. Straffesager mod lovovertrædere inden for aldersgruppen 12-18 år bør behandles af særlige ungdomsdomstole. Den seksuelle lavalder skal fastholdes på 15 år.

Unge kriminelle bør ikke afsone deres frihedsstraf sammen med forhærdede kriminelle, der kan påvirke de unges videre livsforløb i afgørende negativ retning. Dansk Folkeparti vil derfor arbejde for, at der oprettes særlige institutioner, der kan sikre en fornuftig uddannelsesindsats over for denne gruppe af lovovertrædere.  …

Dansk Folkeparti mener, at kriminelle børn og unge skal imødekommes med et opsøgende pædagogisk arbejde, f.eks. SSP-samarbejdet. Unge under den kriminelle lavalder skal have hjælp og støtte til at komme ud af dårlige miljøer, men bør samtidig mærke konsekvenserne af deres gerninger. Dansk Folkeparti mener, at alvorlige kriminelle handlinger skal straffes efter forbrydelsens karakter. I de tilfælde, hvor forældrene til den kriminelle unge kan siges at have forsømt deres ansvar, er Dansk Folkeparti tilhænger af at straffe forældrene. “

Man må selvfølgelig erkende af DF ikke råber særlig højt om de sociale sider af forslaget. Det er en stor fejl. Når man vil give folk hårdere straffe, må man også arbejde for bedre straffe.

Forslaget eller “lovpakken” – som den er udformet af VK-regeringen – lægger alt for lidt vægt på social nytænkning, så det er simpelt hen ikke godt nok.

Her har det uheldige vist sig i at DF har stillet kravet, men den praktiske udformning er kommet fra en konservativ minister, og VK er som bekendt ikke så gode til socialpolitik, som de vil bilde os ind.

Lavalderen varierer stærkt på verdensplan

Ellen T. N.  mener i øvrigt at det er i tråd med FN’s anbefalinger, men det må hun have misforstået. FN ønsker ikke lavalderen sat ned, men accepterer en lavalder på 14 år, så vidt jeg ved. (Jeg har ikke kunnet finde den konkrete oplysning blandt de mange tågehorn i debatten).

Som sædvanlig er der mange der vil gøre os værre end udlandet, uden overhovedet at sætte sig ind i forholdene. Rundt om i den vestlige verden er lavalderen ganske forskellig: fra 7 år i Sydafrika og visse amerikanske stater, 8 år i Skotland, 10 i England, 14 i en lang række europæiske lande, 15 i Norden, 17 i Frankrig og 18 i Belgien (se liste).

Det er imidlertid svært at sammenligne, for det er bestemt ikke alle 7- eller 10-årige som vil blive retsforfulgt i de engelsktalende lande. Her gælder common law, som er sund fornuft uden faste regler, som siger at forbryderen skal være klar over hvad man har gjort, være egnet til straf og så videre. Det udelukker en hel del børn fra tiltale og straf. Men de kunne jo blive straffet, hvorved man har den præventive effekt ved f.eks. bandekriminalitet. I et land som Belgien er lavalderen på 18 også misvisende, da man godt kan give yngre en sanktion og et institutionsophold.

Derfor må det hele komme an på de faktiske forhold: hvordan man behandler den unge afviger.

Her er jeg ikke imod en lavere lavalder, men man skal absolut sørge for at de sociale forhold forbedres kraftigt i reformen. Ungdomsdomstole – som snarere skal ligne et uafhængigt nævn end en domstol – og bedre SSP, samfundstjeneste, uddannelsespligt, behandling af psykiske og sociale problemer, ret til at blive fjernet fra vanartede forældre og omgivelser.

Regeringens udspil er alt for uambitiøst og vil blot bevare status quo – med den ene forskel at 14-årige nu skal udsættes for domstole og straf.

Oppositionen går også ind for status quo, men blot med en lavalder på 15 år.

En bred reform burde være mulig

Man kunne begynde med at gribe ind over for voksne, der udnytter børn til forbrydelser. Det er allerede i dag en skærpende omstændighed, men den regel batter ikke noget – giver højst en lille strafforhøjelse på 25 %. Man burde hellere gøre det til en selvstændig straffelovsparagraf med en pænt stor strafferamme.

En bred reform på det ungdomskriminalle område burde kunne få støtte hele vejen fra DF via regeringen og til Socialdemokratiet og SF:

  • en lavere lavalder for straf  (f.eks. 13-14 år) – eller i det mindste et udspil om styrkelse af de sociale sanktioner
  • en højere lavalder for fængsel (18 år)
  • et helt nyt system af ungdomssanktioner og ungdomsdomstole, fuldstændig adskilt fra voksenstrafferetsplejen
  • unge skal ikke i fængsel, men have særligt tilpassede sanktioner

Manglende modspil til krav fra DF

Jeg ved ikke om DF ikke tager sit eget sociale program alvorligt, men noget kan tyde på en vis overbudspolitik, f.eks. også i dagens udspil om løbesedler der skal brændemærke tidligere pædofil-dømte.

Her har man så sandelig bevæget sig ud i sumpen. Og det vil i øvrigt ikke skabe mere tryghed, men utryghed og panik. Forslaget om “3 strikes and you’re out” var også svært at tage alvorligt.

Det er bare et problem at der ikke er kvalificeret modspil fra andre partier.

Den socialdemokratiske børneorganisation DSU har reageret ved at kræve advarsel til naboer, når en DF’er flytter ind. Det er jo meget morsomt, men der er ikke skyggen af argumenter eller seriøs kritik mod DF’s forslag.

En afstemning hos B.T. fortæller imidlertid at 51 % støtter DF’s forslag. Så socialdemokraterne burde komme op på dupperne og argumentere. Ellers kunne det ende med at forslaget engang bliver virkelighed.

DF har derfor endnu engang sat dagsordenen på dygtig vis og oppositionen har kvajet sig. DF har ikke engang forsøgt at være specielt snedig, men har blot sagt hvad partiet mener.

Hvad har VK og oppositionen egentlig tænkt sig at gøre ved kriminalitet?

Det er stadig sommer

En tilfældig nyhed i Politiken. De skriver om de grønlandske børn der i 1950′erne blev tvangsfjernet og flyttet til Danmark i plan-velfærdsstatens forsøg på at opdyrke en grønlandsk elite. Det er ganske vist ingen nyhed, da sagen har været kendt i nogle år.

Politiken skriver i en underrubrik: “DF vil ikke høre om fejl”

Lige bagefter står der det modsatte, nemlig at Martin Henriksen (DF) kræver at “socialminister Karen Ellemann (V) erkender, at eksperimentet var en »klar fejl fra den danske stats side«.”

Artiklens informationsværdi er under nul.

Aviser er til at pakke fisk ind i, men de folkevalgte kommer også med prøveballoner, sommertorsk og hvad det nu kaldes ifølge traditionen. Pia Kjærsgaard som kulturminister, og Morten Messerschmidts V.I.P.-vaccination. (Der var intet ulovligt ved den sag, bortset fra at nogen har brudt tavshedspligten).

Sådan er det hele vejen igennem, og derfor snakker jeg ikke politik om sommeren. Der er ingen emner det er værd at bruge krudt på.  Jeg undgår konsekvent diskussioner og vil hellere hygge mig med grøn te og nye venner.

Engang var folketingets ferie en dejlig periode, hvor alle var enige om at slappe af. Nu virker det som om pressen konstant pisker op i dødvandet. De burde hellere nøjes med at skrive om badevand og sommerkander.

Her er en forbilledlig agurketidsnyhed: Sådan vinder du i sten-saks-papir

Holder journalisterne aldrig ferie?

Fortsat god sommer!

Alle meningsmålinger om EU-valget

EU-valg 2004 A&B/Altinget 26. marts-1.april Gallup/Berlingske 14.-15. maj Capacent/DR 22. maj Megafon/Pol./TV2 29. maj Catinet/Ritzau 3. juni

pct

mand

pct

mand

pct

mand

pct

mand

pct

mand

pct

mand

A Socdem

32,6

5

26,4

4

26,3

5

27,9

4

26,5

4

25,7

4

B Rad

6,4

1

3,9

 

5,0

 

4,4

 

4,5

 

2,9

 

C Kons

11,3

1

12,1

2

11,3

1

11,8

1

13,6

2

15,1

2

F SF

7,9

1

17,4

3

15,0

2

13,4

2

12,1

2

15,3

2

K Krdem

1,3

I Lib All

 

 

0,0

 

0,0

 

0,5

 

1,0

 

J Junibev

9,1

1

2,2

 

2,5

 

3,2

 

3,8

 

3,2

 

N Folkebev

5,2

1

4,0

 

6,3

1

6,3

1

5,3

1

4,8

1

O DF

6,8

1

12,0

1

12,5

1

8,6

1

10,2

1

12,7

1

V Venstre

19,4

3

22,0

3

21,3

3

24,4

4

23,5

3

19,4

3

 

ved ikke/blanke

1,4

 

 

20

 

16,8

 

 

 

 

 

vil stemme

47,9

83,5

 

80

 

 

 

 

 

 

 

antal adspurgte

 

 

1047

 

 

 

 

 

 

 

1065

 

  • Mandater er beregnet ud fra gældende valgforbund (ved dette valg: ABF, CIV, JN).
  • Meningsmålingen fra Gallup for Berlingske foretaget 14.-15. maj havde problemer med hovedregningen. Partierne fik tilsammen kun 80 pct. mens de sidste 20 pct. udgjordes af blanke og ved ikke. Målingen blev citeret i flere nyheder, som ikke opdagede den akavede måde at tælle til 100 på. I ovenstående tabel er tallene korrigeret, idet alle partiernes procenter er ganget med faktor 1,25, således at facit er 100. Avisens mandatberegning var desuden forkert.
  • Ved målingen fra Capacent/DR den 22. maj var mandatberegningen næsten rigtig – flot klaret, DR. Men der var dog fejlagtigt givet to mandater til C og tre mandater til V. Venstres 24,4 procent divideret med fire giver 6,1, hvilket er mere end de konservatives 11,8 procent divideret med to. Derfor får Venstre fire mandater. D’Hondts metode er ret simpel og beskrevet i valgloven, men den læser journalisterne ikke.

Valgdeltagelsen

  I tallene ovenfor angiver 80-83,5 pct. at de vil stemme. Ifølge en måling om valgdeltagelsen fra Interresearch/Søndagsavisen den17. april ville 84,5 procent stemme, og 39 pct. havde endnu ikke besluttet sig for et parti. En måling fra Megafon/Politiken/TV2 den 8. maj sagde at 82 pct. helt sikkert eller sandsynligvis forventer at stemme.

Der er således masser af vilje, og hverken EU-toppen, politikerne eller pressen har nogen grund til at skyde skylden på vælgerne hvis interessen fordufter undervejs.

Forudsigelserne er naturligvis urealistiske. Her skal man tænke på at målingerne generelt kun omfatter de folk der har indvilliget i at gennemføre undersøgelsen. Omkring 70 pct. siger nej tak til at medvirke ved telefoniske undersøgelser, og en hel del ikke-interesserede er således allerede sorteret fra.

Når man ringer og spørger folk hvilket parti de vil stemme på, så er det meget logisk at de samtidig svarer ja til at de vil stemme. Det er imidlertid påfaldende at interessen vedvarende ligger på 80-85 pct. Nedenstående afstemning på DR’s hjemmeside fortæller omtrent det samme som meningsmålingerne:

DR poll 26 maj

Hentet på dr.dk/nyheder den 26. maj

83 pct. vil stemme til EU-valget, og 70 pct. vil stemme om tronfølgeloven. Det gælder i hvert fald dem dem der har fundet vej til dr.dk/nyheder, og som bekendt har en del ikke valgt parti endnu.

Hvis man troede at tronfølgeloven skulle få folk til at myldre til stemmeurnerne må man tro om. Der er trods alt flere der er interesseret i EU-valget.

Mit eget gæt

Min egen prognose er at der kun sker små forskydninger i mandaterne i forhold til 2004:

  • Socialdemokratiet må aflevere et mandat til SF
  • de Radikales mandat forsvinder, fordi antallet af pladser skæres ned fra 14 til 13

Dansk Folkeparti vil næppe kunne mobilisere sofavælgere nok til at komme op på de ca. 13 pct. som udløser to mandater.

Jeg gætter faktisk på at det EU-kritiske valgforbund har mulighed for at bevare to mandater, da de to bevægelser vokser i meningsmålingerne – fuldstændig som de plejer at gøre umiddelbart før et EU-valg. Det skyldes at de normalt er kraftigt undereksponeret i medierne, men først får lov at komme til orde under valgkampen, og hovedsagelig i valgkampens sidste del.

Forud for valget i 2004 blev bevægelserne rutinemæssigt udraderet i meningsmålingerne. Kun en enkelt meningsmåling forudsagde det reelle resultat (1 mandat til Junibevægelsen og 1 til Folkebevægelsen). Målingen fra Sonar blev bragt i Søndagsavisen få dage før valget, men fortiet af resten af pressen. Se en analyse af Poul Nyrups triumf ved EU-valget 2004 hos APK.

Jeg er næsten blank om valgdeltagelsen, men gætter bare på et sted mellem 47 og 56 pct. Tiltrækningskraften hos S, V, K, R, SF og Junibevægelsen er mindre end magnetisk. De eventuelt dygtige kandidater er ukendte, de kendte er dårlige, og alle famler sig frem. Messerschmidt er en undtagelse, men han har til gengæld ikke været så synlig som han burde.

Amatøragtig EU-prognose med fejl

Prognosen Predict09.eu forudsiger valget i de enkelte EU-lande og sammensætningen af grupperne i det nye parlament. Der er ikke tale om en meningsmåling, men en matematisk model som bygger på en række kriterier for vælgeradfærd i de enkelte lande.

Forudsigelsen om det samlede parlament kan sikkert godt bruges (den tyder ikke på de store udsving mellem blokkene).

For Danmarks vedkommende har man derimod begået amatøragtige fejl. Alligevel er den citeret i dansk presse.

EUpredict09 havde følgende tal i den første version, som nu er fjernet fra hjemmesiden:

A Socdem 22,0
B Rad 4,6
C Kons 8,2
F SF 12,0
J Junibev 7,1
N Folkebev 4,3
O DF 12,0
V Venstre 20,0
Enhedslisten 4,7
Kristendem 3,1

Enhedslisten og Kristendemokraterne stiller som bekendt slet ikke op. Der mangler 2 procentpoint i ovenstående tal for at få et facit på 100. Desuden havde man glemt at bruge valgforbund i mandatberegningen.

Selv om prognosen er åbenlyst vildledende, er det altid en god historie at aflive nej-bevægelserne. En dansk journalist, der ikke kan have undersøgt målingen særlig grundigt, skrev helt ukritisk:

Radikale og nej-partier kan tabe, Berlingske, 25. april

“Både det Radikale Venstre og Folkebevægelsen mod EU står til at ryge ud af Europa-Parlamentet ved valget den 7.juni. Det spår en analyse udarbejdet af politiske forskere fra London School of Economics, der har set på meningsmålinger i alle medlemslande og lavet et skøn over det kommende valgs resultat. …”

Jeg har gjort opmærksom på fejlene. Der er kommet en opdateret version fra Predict09.eu:

Eupredicttabel

Facit bliver denne gang kun 96,8 pct. så der ligger 3,2 pct. og flagrer et sted. Også i den nye måling er mandatberegningen forkert, fordi man har ikke taget hensyn til valgforbund. Ovenstående prognose vil give følgende mandater:

Socdem 4
Venstre 3
SF 2
DF 1
Junibev 2
Kons 1

Et mandat er ganske tæt på at blive flyttet fra Soc.dem. over til Venstre, og Junibevægelsens andet mandat er tæt på at gå til Folkebevægelsen.

Professor Simon Hix skriver til mig den 21. maj: “We’ve just produced a new update of the predictions, which as you will see, includes many of the corrections you mention for the case of Denmark.”

Hans ord kan tolkes sådan at man har fodret hele prognosen med nye oplysninger. Men tallene er nøjagtig de samme for de fleste partier, der i øvrigt ender mistænkeligt på et rundt tal komma nul. Liberal Alliance er kommet på bane med vanvittigt usandsynlige 3,3 procent. Junibevægelsen er pludselig justeret op til 10 pct. Gad vide hvilke obskure oplysninger det hele bygger på?

Det ligner ikke en matematisk model, men gætteri. Modellen er udarbejdet af forskere ved statskundskab, et fag der rettelig burde hedde statskundsnak. Her må det vække rædsel at flere og flere af vore folkevalgte også er uddannet i statskundskab (f.eks. Dan Jørgensen). De har ofte hverken begreb om tal eller politik.

Junibevægelsen får 10 pct. i målingen. Den har brug for at gøre opmærksom på sin eksistens, og den bør forsøge at få presse på sagen. Traditionelt synes pressen dog kun at bevægelsernes død er gode nyheder. Så det er vel tvivlsomt om nogen avis vil skrive om den reviderede prognose.

I første version fik Enhedslisten og Folkebevægelsen tilsammen 9 pct. I den nye version er Enhedslisten fjernet, hvilket er korrekt, men Folkebevægelsen angives nu med kun 4,7 pct.

Centraliseret PR for unionen

Selv om projektet har det internet-smarte navn Predict09.eu skal der faktisk www foran adressen. Også det er en smule amatøragtigt.

Det er udarbejdet af forskere fra London School of Economics m.fl.,  forsynet med forord af EU-parlamentets formand Hans Gert Pöttering og sponsoreret af Burson-Marsteller, et af verdens største PR-bureauer, aktivt i 83 lande og eksperter i blandt andet krisestyring.

Det er Burson-Marsteller man ringer til hvis en supertanker knækker over (Exxon Valdez), hvis en kemisk fabrik springer i luften (Bhopal), atomkraftværk bløpper udslip ud (Tremileøen), eller da det private sikkerhedsfirma Blackwater kom til at dræbe 17 civile i Irak. Så kommer PR-folkene og redder stumperne af det ødelagte image. EU-parlamentet er måske bange for at den lave interesse for valget ender med en sådan nedsmeltning eller katastrofe. :-)

Lobby-PR i dobbeltrolle

Burson-Marstellers kontor i Bryssel laver lobbyarbejde for sig selv og for virksomheder samt PR-kampagner for EU. Det må siges at være noget af en dobbeltrolle. Burson-Marsteller har udsendt en pressemeddelelse om prognosen under overskriften Nyt Europa-Parlament åbner nye muligheder for danske virksomheder. Her afslører de altså at hensigten med meningsmålingen er at fremme deres foretagende – få flere kunder i butikken, som skal købe PR-og lobbytjenester fra Burson-Marsteller.

Tidligere nyt om foretagendet i dansk presse:

Pr-rådgiver i flere dobbeltroller - Stort trekantsforhold. Forbrugerrådet kørte sag mod kosmetikfirmaerne L’Oréal og Natusan, mens alle parterne var kunde hos Burson-Marsteller.

Hård kritik af Burson Marsteller - Har overtrådt brancheforeningens etiske regler på tre punkter.

PR-bureau snigløber Forbrugerrådet - Heftig kritik af Burson-Marstellers dobbeltrolle som først rådgiver og siden kritiker af Forbrugerrådet i vaskepulversag. “Skideballe om dårlig etik”.

Ud over Burson-Marstellers sponsorat, så har EU hyret det tyske reklamebureau Scholz & Friends til at føre en kampagne  der skal få flere til at stemme. Den koster 210 mio. kroner (ifølge Notat) eller 135 mio. kroner (ifølge Euractiv.com). Der er opsat videokabiner (Choice Boxes) rundt omkring, blandt andet på Kongens Nytorv, hvor borgerne kan sende en fortvivlet besked til Bryssel. Måske skal de hellere opsøge en af de listige biografer på Istedgade.

Kampagnen producerer indslag på MySpace, Facebook, Flickr og EUtube. Der bruges plakater som spiller på nationale politiske emner, således grænser og indvandring i Sydeuropa, men computere og sutteflasker i de skandinaviske lande. Ifølge PR-bureaets direktør Lutz Meyer har Europa-Parlamentet et stærkt brand, der genkendes af 85 % af befolkningen, mod f.eks. Armani, der kun genkendes af 67 %. Ville folketinget eller dronningen nogensinde nedlade sig selv til at være et varemærke? Nej. Selv om småkageeksporten til Japan ofte bruges som argument for monarkiet.

En ting er sikker – lobbyisterne og reklamebranchen vinder hvert valg!

[Tak til forskerne Hix, Marsh, Vivyan og Burson-Marsteller.]

Fiksfakseriet om tronfølgeloven og dets vej gennem folketinget

[Facebook-gruppe mod ny tronfølgelov
- klik her: groups.to/fiksfakseri]
Grundloven bliver ikke ændret, hvis den ny tronfølgelov vedtages. Grundlovens § 2 vil fortsat lyde: 
Kongemagten nedarves til mænd og kvinder efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953 fastsatte regler.     
Ved siden af denne regel har man af politiske grunde valgt at indføre en ny tronfølgelov af 2009 – som strengt taget er ugyldig, hvis man skal holde sig til grundlovens tekst. Grundloven har nemlig forrang frem for alle andre love. Der er ingen fortilfælde for denne mærkelige juridiske løsning.

For at ændre tronfølgen må man foretage en almindelig grundlovsændring af grundlovens § 2. Det var alle enige om indtil ca. 2006. Men så fandt Anders Fogh den “geniale” løsning at ændre grundloven uden at ændre i grundloven…

Regeringen pressede derefter den nye tronfølgelov igennem folketinget, selv om oppositionen har kaldt det for et “unødvendigt fiksfakseri”.

Der er tradition for bred enighed ved grundlovsændringer, men ikke i dette tilfælde. Oppositionen var sur over regeringens fremgangsmåde. De ville gerne have skrevet ind i grundloven at Danmark er et folkestyre og et retssamfund. Regeringen ville derimod helst undgå at lave noget om.

Når et folketingsudvalg tænker over en lov, skriver man en betænkning. Betænkninger om grundlovsændringer plejer naturligvis at være meget grundige. Men betænkningerne om tronfølgeloven er papirstynde.

Udvalget behandlede i 2006 forslaget på blot fire møder. Man har slet ikke diskuteret de mange ligestillingsmæssige og praktiske aspekter. Man har dog været kritisk mod det juridiske format.

Udvalget stillede elleve spørgsmål til statsministeren, som naturligvis fik sine embedsmænds opbakning til at støtte det juridiske fiksfakseri. Eksperten Sten Frimodt Nielsen fra Statsministeriet sagde i 2003 at man ikke kunne ændre tronfølgen uden at ændre grundlovens § 2. Tre år senere havde statsministeren fået sine embedsmænd til at ændre mening. Steen Frimodt Nielsen er i øvrigt væk fra statsministeriet, da han har fået nyt job i som dommer i EU-domstolen.

Spørgsmål og svar fra statsministeren til udvalget i 2006

Udvalgsbetænkning fra 2006

Oppositionspartierne fremsatte et alternativt forslag om en mindre grundlovsændring, hvor de bemærkede følgende:

Den af regeringen valgte fremgangsmåde kan formelt og juridisk ikke kaldes grundlovsstridig, da ændringen af tronfølgeloven sker efter reglerne om grundlovsændring i grundlovens § 88, men fremgangsmåden er et unødvendigt fiksfakseri, der alene har det formål at få ændringen af tronfølgeloven til at se ud, som om man ikke ændrer grundloven, selv om det er det, man gør. Ofrene for denne fremgangsmåde er kommende generationer af grundlovslæsere, der nu skal lære, at grundlovens ord om tronfølgen er i strid med retstilstanden.

(Betænkning om oppositionens grundlovsforslag fra 2006 - fylder kun ca. én A4-side).

Hvor mange grundlove har vi?

Regeringen hævder at man følger proceduren i grundlovens § 88:

Vedtager folketinget et forslag til en ny grundlovsbestemmelse, og regeringen vil fremme sagen, udskrives nyvalg til folketinget. Vedtages forslaget i uændret skikkelse af det efter valget følgende folketing, bliver det inden et halvt år efter den endelige vedtagelse at forelægge folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse ved direkte afstemning. De nærmere regler for denne afstemning fastsættes ved lov. Har et flertal af de i afstemningen deltagende og mindst 40 pct. af samtlige stemmeberettigede afgivet deres stemme for folketingets beslutning, og stadfæstes denne af kongen, er den grundlov.

Spørgsmålet er hvad begrebet “en ny grundlovsbestemmelse” dækker over. I sidste sætning står der ikke “Grundloven” eller “en grundlov”, men bare “grundlov”. Hidtil har man opfattet § 88 sådan, at den handler om at ændre Grundloven – at indsætte en ny eller ændret bestemmelse i denne lov, som kun findes i én gældende udgave. Det har ikke været på tale at vi skulle have flere ligestillede grundlove.

I USA ændrer man som regel forfatningen ved at vedtage et amendment, et tillæg til den oprindelige forfatning. Det gør vi ikke i Danmark.

Regeringens argumentation går imidlertid ud på at der findes flere love med “grundlovsrang”. I så fald har vi altså ikke blot én, men mindst to grundlove, der kan ændres uafhængigt af hinanden, hvilket vil overraske de fleste:

  1. Danmarks Riges Grundlov
  2. Tronfølgeloven

Hertil kommer måske de få gældende paragraffer i Kongeloven af 1665, internationale traktater m.v. – er de også grundlove?

Spørgsmålet om Danmark kan have “flere grundlove” har naturligvis været berørt i diskussionen om EU-forfatningen (som endte med at blive en “reformtraktat”). Men også i forbindelse med tanker om en færøsk grundlov. Det forrige landsstyre på Færøerne nedsatte en kommission, som leverede et forslag til en færøsk grundlov i 2004. Færøernes nuværende lagmand Kaj Leo Johannesen sagde dengang: “Jeg vil ikke have en grundlov. Vi har en grundlov, og det må være nok. Man kan heller ikke have flere grundlove”.

Han udtrykte dermed den generelle holdning til Grundloven, sådan som man normalt opfatter den i Danmark.

Hvis tronfølgeloven vedtages, vil dette princip blive historie, og der er åbnet for at man kan vedtage et ubegrænset antal ekstra fiksfakseri-love ved siden af den “gamle” Grundlov. Det vil kunne udnyttes på mange måder politisk.

F.eks. vil man kunne udforme en fremtidig bestemmelse om endegyldig suverænitetsafgivelse til en føderal Europæisk Union som en tillægslov, vedtaget efter folkeafstemningsproceduren i § 88. I denne tillægslov kan man så modificere og udhule den danske suverænitet i selve Grundloven. Man vil kunne sige til vælgerne at selve Grundlovens tekst ikke ændres, så de nemmere kan sluge den bitre pille.

I tilfælde af indre uro, krig eller besættelse vil magthavere måske ønske at udhule frihedsrettighederne i Grundloven. I så fald kan man vedtage en tillægslov, vedtaget efter folkeafstemningsproceduren i § 88. Regeringen kan hævde at det er en midlertidig lov, som derfor udformes som et tillæg til forfatningen. Det vil nemmere få befolkningen til at acceptere den.

Disse scenarier kan vi undgå hvis vi holder fast i at vi kun har én gældende Grundlov. Hvis tronfølgeloven skal ændres må det ske via en ændring af Grundlovens § 2.

Folketingets forretningsorden blev brudt

Det er en sandhed med modifikationer, at lovforslaget har fulgt reglerne for grundlovsændringer. Ifølge folketingets forretningsorden, § 16, skal grundlovsforslag udformes på en ganske bestemt måde:

Lovforslag, der indeholder forandringer i eller tillæg til grundloven (grl. § 88), skal i deres titel være betegnet som grundlovsforslag. Er de ikke betegnet således, afvises de af formanden.

Tronfølgelovforslaget opfylder ikke denne bestemmelse. Det er udformet som ethvert andet almindeligt lovforslag. Den fulde titel er:

Forslag til Lov om ændring af tronfølgeloven

Hvis man skal følge argumentationen om at der er tale om et grundlovsforslag, der kan få retsvirkning som grundlov, så skulle titlen naturligvis have været: “Grundlovsforslag til Lov om ændring af tronfølgeloven”.

Idéen med forretningsordenens § 16 er at man ikke skal kunne snige en grundlovsbestemmelse ind i et almindeligt lovforslag. Grundlovsforslag skal behandles med særlig omhu.

Det er måske en detalje, men det viser hvor lemfældigt folketinget har behandlet denne sag. De har ladet sig trække rundt af statsministeriets embedsmænd på en måde, som aldrig ville kunne finde sted under forfatningskampene i 1800-tallet. Folketingets præsidium har sovet i timen. Enighed gør stærk, siger man, men den kan også gøre søvnig.

Forretningsordenens § 16, stk. 3, siger endvidere:

Lovforslag eller ændringsforslag, der strider mod grundloven, skal afvises. Mener formanden efter forhandling med Udvalget for Forretningsordenen, at en sådan modstrid foreligger, indstiller formanden til Tinget, at forslaget afvises. Der finder ingen forhandling sted om en sådan afvisning.

Grundloven fastsætter at Tronfølgeloven af 1953 er Danmarks tronfølgelov, og derved strider det nye forslag mod Grundloven. Jeg kan ikke se hvordan man kan komme uden om dette.

Bemærk også at folketingets forretningsorden taler om “grundloven”, ikke grundlovene. Der er kun én Grundlov.

Lyntur gennem folketinget

Grundlovsforslag skal igennem to folketingsbehandlinger, en på hver side af et valg, og anden tur gennem folketinget skete i 2008-09.

Den nye tronfølgelov igen ekspederet gennem udvalget, og den nye betænkning var et ark papir uden egentligt indhold. Forhandling havde ikke fundet sted.

Frank Aaen fra Enhedslisten, der er imod monarkiet, stillede dog en række spørgsmål. Desværre virker det som om han mest bare ville irritere regeringen. Han gik ikke ret meget ind på det juridisk uholdbare. (Enhedslistens 9 spørgsmål og svar fra statsministeren)

Der var kritik fra mange sider, både S, SF, DF, de Radikale og Enhedslisten, men oppositionen endte dog alligevel med at støtte fiksfakseriet, da de ikke turde at stemme “imod ligestilling”.

Ved 1. vedtagelse den 2. juni 2006 stemte alle partier i folketinget for; kun Simon Emil Ammitzbøll undlod at stemme.

Ved 2. vedtagelse den 24. februar 2009 stemte alle for, undtagen Enhedslisten, der undlod at stemme.

Ungdomsorganisationer er imod

Konservativ Ungdom fører dog kampagne mod den ny Tronfølgelov nu. Radikal Ungdom har også udtalt sig kritisk.

Der kræves at mindst 40 procent af alle stemmeberettigede skal stemme ja (sofavælgerne tæller i praksis som nej). Derfor kan blot 10-20 pct. nejstemmer forhindre forslaget, alt afhængig af valgdeltagelsen.

Baggrundsartikel: Derfor nej til ny tronfølgelov - 10 juridiske, praktiske og politiske grunde til nej.

Wikipedia

Artiklen Folkeafstemningen om tronfølgeloven giver en grundig dækning af emnet inkl. historisk baggrund, regler i andre monarkier og forskellige citater fra pressen og folketingsbehandlingen. Artiklen er stort set er skrevet af undertegnede, men tilstræbt neutral.

DF har fiflet med partiprogrammet og er nu EU-tilhængere

I Dansk Folkepartis partiprogram står der stadig at partiet er modstander af EU. Men spidskandidaten Messerschmidt siger klart at han er tilhænger af EU.

Andre steder skriver partiet snart det ene, snart det andet. En klar EU-modstand i partiprogrammet er blevet fjernet fra hjemmesiden og erstattet med lunken EU-skepsis. Den pågældende side er stadig dateret “oktober 2007″, selv om den er ændret siden da.

Bøjer Dansk Folkeparti sine EU-holdninger med henblik på at komme i regering?

DF modstander

Klip fra et sted på DF's hjemmeside hvor alt er ved det gamle. De aktuelle sider om EU-parlamentsvalget (danskfolkeparti.eu) er dog anderledes "eurorealistiske".

Morten Messerschmidt har formuleret sig klart under valgkampen:

“Du spørger, om Dansk Folkeparti ønsker Danmark ud af EU. Det gør vi ikke. “ Morten Messerschmidts blog i Politiken, 25.3.09

“Han er kritisk tilhænger af EU-medlemskabet …” Portræt af Messerschmidt, Fyens Stiftstidende, 6.4.09

DF’s principprogram siger stadig det modsatte:

“… vi vil ikke acceptere, at Danmark afgiver suverænitet. Heraf følger, at Dansk Folkeparti er modstander af Den Europæiske Union.“ DF’s principprogram 

På nyhedsbloggen EUzoo har de også undret sig: Messerschmidt går imod DF’s principprogram, EUzoo, 20.4.09

Fifleri med programmet

En arkiveret udgave af DF’s partiprogram fra 17.10.2007 siger følgende:

“EU-politik – kort sagt : Dansk Folkeparti er modstander af Den Europæiske Union, og vi bekæmper ethvert forsøg på at skabe en europæisk forbundsstat.” - (DF’s arbejdsprogram ra ”www.danskfolkeparti.dk/Den_Europæiske_Union.asp” arkiveret udgave fra 17.10.2007, gemt automatisk på archive.org )

samme URL (hjemmeside) hos DF står der i dag noget helt andet. Teksten er blevet meget længere og langt mindre skarp. Men siden er stadig dateret “oktober 2007″.

“Dansk Folkeparti er tilhænger af et åbent og demokratisk samarbejde i Europa. Men vi er modstandere af udbygningen af Den Europæiske Union, og vi bekæmper alle forsøg på at skabe en europæisk forbundsstat, således som de hidtidige EU-traktater har taget sigte på.”  (DF’s arbejdsprogram på danskfolkeparti.dk)

Desuden står der at EU’s opgaver skal indskrænkes til grænseoverskridende problemer og “stordriftsfordele”, hvad det så end omfatter. EU-parlamentet skal ikke nedlægges, men kun være kontrolinstans, ikke lovgivende. Teksten er muligvis formuleret af den liberale Messerschmidt.

Messerschmidt sagde den 18. december 2006 i et interview med TV2:

“Og jeg vil bestemt ikke forsøge at stille op til Europa-Parlamentet, som bør nedlægges, så magten kan overlades de nationale parlamenter.”

Enhver kan ændre planer for sin karriere, men man bør bemærke at han også har modereret sin politiske mening om EU-parlamentets rolle siden dengang.

Forsøg på kompromis

Man kan også finde elegante forsøg på kompromis, for eksempel dette fra 2005:

“Dansk Folkeparti er modstander af EU. DF er modstander af alle forsøg på at skabe en europæisk forbundsstat. … DF er tilhænger af et åbent og demokratisk samarbejde i EU. Samarbejdet skal hovedsageligt omhandle emner som sikkerhed og stabilitet samt handelspolitik.” Europapolitik, TV2, 30.11.05

Dansk Folkeparti er efterhånden på linje med Junibevægelsen bortset fra ét emne: Tyrkiet. Valget handler imidlertid om andet end Tyrkiet.

df princip 1997

Udsnit af DF's første principprogram, 1997

Man finder anderledes klare og skarpe ord hvis man går tilbage til Dansk Folkepartis første principprogram fra 1997 (online her hos Det Kongelige Bibl.):

Kun i et suverænt Danmark, som har evnen til at forsvare sig selv, kan landet udvikles efter det dansk folks frie vilje. [fra forord af Pia Kjærsgaard]

Den Europæiske Union

Dansk Folkeparti er tilhænger af princippet om “intet over og intet ved siden af Folketinget”. På den baggrund er Dansk Folkeparti skarp modstander af Den Europæiske Union. Dansk Folkeparti ønsker Europa-samarbejdet koncentreret alene om at sikre fri handel samt at beskytte de fælles naturværdier.  …

Europa-parlamentet

Dansk Folkeparti ønsker, at beslutningerne i EU tages i Ministerrådet, hvorfor Europa-Parlamentets magt skal begrænses. Helst ser Dansk Folkeparti Europa-Parlamentet helt nedlagt.

EU-Kommissionen

EU-Kommissionen skal arbejde som det, Kommissionen i virkeligheden er; en embedsmandsinstitution, der skal udføre det, som politisk bestemmes. … Dansk Folkeparti ønsker Kommissionens magt begrænset til fordel for folkevalgte, således at det er Ministerrådet – som er underlagt de enkelte landes parlamenter – der kommer med alle initiativer.

Messerschmidt har netop foreslået at den danske kommissær skal udpeges af folketinget, ikke af regeringen. Det lyder umiddelbart lokkende, men det er svært at forudse konsekvenserne. Det vil muligvis styrke kommissionens magt og fremme EU-centralisering. Forslaget har dog ingen chancer for at blive til virkelighed.

DF har bøjet sig for regeringen

Hvis DF kommer med i en regering inden for de næste fem år, så vil DF’s mandater i EU-parlamentet være nul og niks værd. Partiet vil blive fuldblods-EU-tilhængere, bortset fra nogle kritiske pip nu og da. I værste fald vil Messerschmidt blive hentet hjem til Danmark som minister eller lignende. Måske en europaminister, som skal stille de EU-kritiske vælgere hos DF tilfreds?

Camre har ikke brilleret med stor flid i parlamentet. Hans rolle har hovedsagelig været at rapportere hjem til DF’s medlemmer af europaudvalget. Messerschmidt har sagt han vil fortsætte den rolle.

DF’s mandater i EU-parlamentet er dermed underlagt folketingsgruppens behov.

Ideologi og praksis

Det kan godt være DF er ideologisk nationale, men de arbejder ikke konsekvent for dansk selvstændighed i EU. Så man bør hellere stemme på de konsekvente unionsmodstandere i Folkebevægelsen.

Hvad skal man bruge den “korrekte” nationalkonservative ideologi til hvis den ikke er det papir værd den er skrevet på?

Mogens Camre er i øvrigt nærmest en national socialliberal (tidligere på socialdemokratiets højrefløj).

Messerschmidt er ikke nationalkonservativ, men snarere snarere nationalliberal utilitarist. Han begrunder ikke sine standpunkter med en varm fædrelandskærlighed, men siger derimod for eksempel at islam er unyttigt og uønskeligt, fordi de muslimske lande ikke kan præstere økonomisk vækst og sammenhæng. Hans holdning til religion er typisk. Det er langt hen ad vejen en sober holdning, men den er ikke ideologisk konservativ:

“Først vil jeg gerne understrege, at jeg er ateist. Jeg tror ikke på nogen gud. Mener faktisk det er noget pjat. Men jeg kunne aldrig drømme om at blande mig i, om andre vælger at tro. Det er deres helt private sag. At være ateist, er imidlertid ikke det samme som at være relativist. At se religion som overtro, er jo ikke det samme som ikke at kunne se forskel på religionerne. Og jeg vil derfor umiddelbart efter gerne understrege, at jeg anser den evangelisk lutherske kristendom som klart den mest favorable blandt alle religioner. Det er den, som har skabt (særligt Nord-) Europas resultater med fred, velstand og vækst. Uden kristendommen var vi aldrig nået til, hvor vi er idag. Jeg respekterer derfor kristendommen langt højere end jeg for eksempel sætter eskimologi [sic!], buddhisme eller islam.” (Svar fra Morten Messerschmidt på rundspørge fra Ateistisk Forum, 2004)

Camre sagde tilsvarende i et interview fra 2002 at han havde været udmeldt af folkekirken siden 1960′erne, men overvejede at melde sig ind igen “som kulturpolitisk foranstaltning”.

Søren Krarup bør stemme på Folkebevægelsen

Afslutningsvis: Søren Krarup i folketinget, 13.11.2003:

“det er fuldstændig rigtigt, at Dansk Folkeparti er modstander af EU”.

I samme tale siger han i øvrigt at Danmark er medlem af FN “for vores egen skyld”, og han siger:

“Jeg har lige tilbragt 1 måned i New York og været til et FN-møde, og jeg synes, det var ganske spændende at opleve, at der dog – hvad man end kan sige om FN – er et sted, hvor man kan mødes, når der er uenighed.”

Krarup er altså tilhænger af det mellemfolkelige samarbejde i FN, OSCE, Europarådet osv., når blot den nationale suverænitet bevares. Her er han næsten på linje med Folkebevægelsen.

Jeg kan derfor anbefale Søren Krarup at stemme på liste N, som har seks borgerligt-liberale eller konservative kandidater samt yderligere mindst tre moderate midterfolk.

Der er absolut brug for Folkebevægelsens arbejde i EU-parlamentet. Et mandat til DF og et mandat til Folkebevægelsen er langt at foretrække frem for to mandater til DF.

Der kommer en præsentation af alle ikke-socialister hos Folkebevægelsen her på bloggen, men her er tre markante til at begynde med:

 
Thorkil Sohn
Thorkil Sohn 
er liberal, grundtvigsk og national
kandidat for Folkebevægelsen mod EU.
Jurist, efterskoleforstander og tidligere næstformand
for Retsforbundet, men inden da medlem af Venstre.
Den kristelig-nationale bevægelse Dansk Samling
anbefalerat stemme på ham (se anbefaling). 

 

 

Helge Rørtoft-Madsen

 

Helge Rørtoft-Madsen
er præst og kandidat for Folkebevægelsen.
Kæmper for dansk folkestyre og
imod EU’s politisering af kirkerne
(se hans debatindlæg).

Her på bloggen er der en uddybende artikel om emnet:
Kirker læser forbøn for EU-valget – og EU-ledere holder religiøst topmøde

  
Hans Henrik Larsen
  
 

 

Hans Henrik Larsen 
er konservativ, chefsergent, financial controller (MBA)
- og kandidat for Folkebevægelsen.
Han vil sørge for at EU passer på pengene.

Palæstinenser-loven fra 1992 som komisk opera

Villy Søvndal sagde engang til de ekstreme islamister i Hizb-ut-Tahrir: Gå ad helvede til!”

Det må have været spil for galleriet, for SF er nu tilbage i den traditionelle rolle igen:

S og SF vil genåbne irakeres asylsager (Politiken)

S og SF mener altså at man skal være åben over for pression. Enhver flok mennesker skal kunne få asyl hvis de besætter en dansk kirke.

Ved at genåbne asylsagerne siger man at der er begået fejl. S og SF har naturligvis ikke sat sig ind i de enkelte sager. Så hvordan kan de hævde at beslutningerne skal omgøres? En genoptagelse er en helt urimelig særbehandling, der i øvrigt vil belaste asylsystemet yderligere, så ventetiden forlænges for alle andre asylsøgere.

Hvad med de mange dårligt behandlede mennesker (blandt andet danskere) der ikke besætter en kirke, fordi de ikke er frække nok eller stærke nok? De får ikke megen opmærksomhed, de får ikke særlige tilbud fra politikerne, besøg af Arne Melchior eller støttegrupper på facebook med 4700 deltagere.

Nu vil man måske protestere mod min umage sammenligning af Hizb-ut-Tahrir og udviste irakere. Jeg er godt klar over at det ikke er det samme. Hizb-ut-Tahrir har nok væmmelige holdninger der undergraver Danmark, men de er indtil videre en lovlig organisation. Irakerne er derimod retligt udvist, og flere af dem har begået meget alvorlig kriminalitet.

Det er ret vanvittigt at SF vil sende de lovlige ad helvede til, men beholde de ulovlige.

Villy forvekslede form og indhold

Villy Søvndals forsøg på populisme bygger på en forkert analyse af DF’s succes.

Mange på venstrefløjen betragter DF som en sammensværgelse af folk uden egentlig politisk mission. Racisterne i DF har blot valgt nogle syndebukke for at få magt og opmærksomhed, lyder analysen. Nogle gange beskylder man endda DF’erne for at gøre det hele for personlig vindings skyld – som om politisk arbejde er noget man spinder guld på.

Villy Søvndal troede derfor han var genial, når han forsøgte at kopiere mønsteret. Han udvalgte nøje nogle syndebukke, som alle var enige om at hade, og stemmerne væltede ind. Indtil videre dog kun i meningsmålinger.

Men Villy, det er ikke nok at sige tingene. Det er faktisk vigtigere at mene dem. Dansk Folkeparti har en hæderlig indsats bag sig i deres arbejde for at stramme udlændingelovgivningen, bekæmpe kriminalitet med konsekvens og holde sammen på det danske samfund. Indholdet har gjort DF til en succes. Ikke den hårde retorik. Og så hård er den vel heller ikke altid, selv om der er fløjet et par snotklatter.

Villy har sans for genbrug, og han har for nylig sagt det samme om hærværksmændene ved graffitifesten i det indre København: autonome tosser, hjernedøde, bøller, gå ad helvede til. Dog hævdede han også at de ikke havde “noget som helst med venstrefløjen at gøre”.

Demagogisk designerpolitik

Villy Søvndal som barsk vicestatsminister og hans partifælle Anne Baastrup som blid justitsminister?

Det ville måske være et godt, demagogisk parløb. Men det ville være et mareridt for samfundet.

Villy ville piske en stemning op som i de værste folkedomstole, men justitsministeren ville ikke følge det op med nogen form for konsekvens. Vejen ville dermed være banet for konflikter og opløsning på to fronter.

SF har ikke nogen ideologisk baggrund for konsekvent retspolitik, og derfor kan de ikke pludselig opfinde den.

Reaktionen på kirkebesættelsen viser at SF heller aldrig vil få en konsekvent udlændingepolitik.

Jeg er lidt mere overrasket over at Socialdemokratiet bakker op. Henrik Dam Kristensen pakker det lidt ind:

” … selve asylafslaget [står] ikke til diskussion. Men hvis enkelte personers forhold har ændret sig væsentligt siden afslaget, så skal de have mulighed for at søge humanitær opholdstilladelse.”

Socialdemokratiet har åbenbart ikke mod på at overtage regeringsmagten i øjeblikket. De har fejlbedømt folkestemningen, og de vil blive straffet i næste meningsmåling, stol på det.

Palæstinenserloven genopfrisket

Efter 321 palæstinenseres kirkebesættelse i 1992 gennemførte socialdemokraterne, SF og de radikale en særlov, der gav asyl til samtlige aktivister med et pennestrøg.

Jeg går ind for politisk samtidskunst.

Jeg mener absolut palæstinenserloven egner sig til en opera i fem akter.

Den bør opføres i en af de selvsamme kirker der har lagt hus til kirkeasylet:

1. akt. De glade gæster ankommer: Palæstinenserne var rejst hertil fra Libanon i løbet af 1990-1991, hvor de søgte asyl på en påstand om at de var forfulgte i Libanon.

… 2. scene. Problemer opstår: Tidligere havde palæstinensere fra Libanon fået automatisk asyl uden nærmere vurdering. En mindre stramning af sagspraksis under KVR-regeringen i 1989 bevirkede at sagerne nu blev vurderet enkeltvis. 321 palæstinensere fik afslag, da de ikke var forfulgte.

2.akt. Oprør og pression: En gruppe på 50 til100 palæstinensere besatte 7. september 1991 Enghave Kirke og kort efter Blågårds Kirke, hvor sognepræst Lisbeth Søe inviterede dem indenfor. Besættelsen af Blågårds Kirke varede i over fem måneder.

3. akt. Hele menageriet i folkedans: 600 danske præster skrev under på en støtteskrivelse, BZ’ere besatte Udlændingedirektoratet og Justitsministeriet, Savage Rose, Kim Larsen, Anne Marie Helger og Lone Hertz støttede palæstinenserne, og Landsforeningen af Danske Flygtningevenner blev oprettet for at fremme sagen.

4. akt. Jackpot: Den 3. marts 1992 vedtog Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og SF uden om KV-regeringen en særlov, der ophævede udlændingemyndighedernes afgørelse og gav kollektiv opholdstilladelse til alle palæstinensere der havde opholdt sig i Danmark i mere end 12 måneder.

5. akt. Fest: Umiddelbart efter vedtagelsen tog over halvdelen af palæstinenserne tilbage til Libanon for at fejre at de havde fået opholdstilladelse i Danmark.

… 2. scene. Afsløring: Ugen efter kom det yderligere frem at 312 af de 321 palæstinensere havde rejst frem og tilbage mellem Danmark/Libanon/Syrien i løbet af 1990-1991, mens de havde søgt asyl i Danmark.

Efterspil – “tretten år senere”: I 2005 viste en undersøgelse:

  • at omkring 42% (135) af palæstinenserne i de efterfølgende år har været involveret i og dømt for kriminalitet.
  • at 74% (238) var på passiv forsørgelse.
  • gruppen på de 321 palæstinensere havde 110 børn, hvoraf 56% (62) havde været involveret i kriminalitet.

Tæppefald. De medvirkende 321 palæstinensere, 110 efterkommere, 600 præster, politikere, rockmusikere, kunstnere, BZ’ere, flygtningevenner bukker dybt og modtager stormende bifald. De få VK-politikere og grå embedsmænd holder sig diskret i baggrunden. Dengang var DF ikke opfundet, og Glistrup er død, så der er ingen skurke i forestillingen. Det var dengang Danmark var anstændigt og kunne være sig selv bekendt.

Derefter reception arrangeret af Center for Menneskerettigheder, men betalt af staten, halal-pindemadder og fed fest med multikulturel hiphop, mavedans og kristen rock.

(Kilde: min tekst bygger stort set ordret på artiklen om Palæstinenserloven, Wikipedia).

Det virkede ellers lige så seriøst hos DF…

DF har en meget stor goodwill i øjeblikket, tre uger før EU-valget. EU-kritiske danskere lige fra Socialdemokratiet og over til den borgerlige fløj pønser på at stemme DF. Hjulpet godt på vej af de borgerliges dårlige kandidater og deres ynkelige forsøg på at springe ud som EU-kritikere én måned før valget. (Selv mener jeg Folkebevægelsen giver den bedste vare, også for borgerlige og nationale EU-kritikere, hvilket jeg vil skrive mere om i den kommende tid).

Valgkampen begynder dog først nu, og slaget er ikke vundet. Folk skal jo lige bestemme sig. Sofaen er dyb og blød.

DF har nu lavet kampagnestart i tivoli-stil. Min første reaktion var: vil man tabe den gode opbakning på gulvet?

Masser af nitter og kun én vinder … I over 50 byer vil der være lejlighed for danskerne til at møde DF’s kandidater, trække et lod i den gigantiske EU-tombola og få en snak med kandidaterne om EU’s overstatslige dominans på dansk politik. I løbet af kampagnen udloddes fem stk. kroophold for to personer på en dansk kro, ligesom der vil være rigeligt med trøstepræmier.”  (Foto: Carsten Lundager/DF)

Men på den anden side. Hvem ved? Messerschmidt er ægte; han er ikke en falsk humorist som den helikopterflyvende Dan Jørgensen. Måske kan et folkeligt tivoli-træk gennem landet være det der mangler for at få begejstring i valgkampen. DF er garanteret eneste parti der kan levere netop den vare.

karikatur mess

DSU's karikatur af Messerschmidt er en gammel kliché

Akilleshælen?

DF-modstandernes typiske retorik er blevet sjældnere. Nazi-kortet vil dog utvivlsomt blive spillet igen i valgkampen, ligesom på DSU’s plakat. Tricket er naturligvis dybt uretfærdigt og useriøst, men hvad vigtigere er: det har mistet enhver effekt. Sangen i Grøften er glemt og borte, bortset fra at den var med til at vise Morten som menneskelig. Det kan danskerne godt lide. Men det er fortid.

Morten Messerschmidts akilleshæl ligger efter min bedømmelse et helt andet sted. Han er nu ganske tæt på at virke alt for perfekt, hvilket er et potentielt problem. Hans karriere er vokset hurtigt. Han kom i folketinget som 24-årig efter at være blevet kendt i Big Brother og via det mediebevidste projekt “Foreningen Kritiske Licensbetalere”.  Medierne tildelte ham rollen som den unge stjerne i DF’s folketingsgruppe. Man skal ikke tage fejl af den lidt konservative og gammelkloge fremtræden. Han er et barn af sin selvbevidste generation.

Mess

Manden der kan det hele? Fra DF's kampagneside danskfolkeparti.eu

Træd varsomt

Karisma er ofte en fordel, når man er helt ung. Den unge Messerschmidt blev opfattet som en pudsig charmør med personlighed, en begavet, ung fløs, men ufarlig for modstanderne. Nu er han blot 28 år, færdig jurist og spidskandidat. Han får reel magt og bliver derved bedømt helt anderledes. Den voksne Messerschmidt risikerer at blive bedømt som en overlegen type der minder for meget om Camre. Fortjent eller ej.

At han er meget vidende og velformuleret kan næsten blive en ulempe. For eksempel vil en for hurtig kommentar, en lidt for hård afklapsning af modstanderne i en tv-runde, for elegant påklædning, kunne udløse en jantelovs-agtig modvilje i befolkningen.

Pressegalleriet på DF’s hjemmeside viser Messerschmidt som dressman:

       

Messerschmidt har for megen stil og personlighed til at den brede befolkning kan identificere sig med ham alene.

DF burde derfor huske at promovere de “øvrige kandidater”. Man har faktisk et godt hold, som bestemt kan leve op til kvaliteten i andre partier. Men de er gemt godt væk:

andre kand

Det er ret tydeligt hvem man gerne vil have valgt som nummer to. Bemærk hans fremhævede placering:

DF kandidater

De bedste valgtests til EU-valget

Bumsen har afprøvet en quiz hos Berlingske, den internationale valgtest EU Profiler samt de mere traditionelle tests hos Altinget, DR og Politiken. (Politiske kommentarer med småt).

Et godt sted at begynde. Det er ikke en holdningstest, men en politisk neutral quiz. Spørgsmålene er ikke specielt svære, men handler om de helt grundlæggende EU-fakta.

Spidskandidaterne har prøvet testen, og kun Morten Messerschmidt havde ti rigtige. De andre kunne svare på mellem syv og ni spørgsmål. Benjamin Dickow fra Liberal Alliance fik to rigtige og markerer sig dermed som valgets glade amatør. Da jeg var til vælgermøde i landstingssalen på Christiansborg for to uger siden snakkede Dickow meget lidt om EU, men en masse om liberalisme, og nu forstår jeg hvorfor. Jens Rohde og Bendt Bendtsen valgte den mest usle løsning. De pjækkede fra testen; Jens Rohde med den begrundelse at testen var useriøs! Rohde og Bendtsens partier har ellers en umættelig trang til at teste de små poders kundskaber i folkeskolen…

Borgerlig bums havde ni rigtige. Jeg svarede desværre forkert på noget så simpelt som EU’s indbyggertal. Selv om jeg undersøgte tallet så sent som for tre uger siden, da jeg skulle bruge det til at udregne hvor meget EU’s landbrugspolitik på 410 milliarder kroner årligt koster hver indbygger.

Denne kvalitetstest anbefales. Gennem 30 spørgsmål får man sin placering på det EU-politiske landkort. Både på en højre-venstre-skala og på en skala pro/contra EU-integration. Partiernes placering er også markeret, så man kan se hvem man ligner mest.

Svarer man på blot to ekstra, lande-specifikke spørgsmål, så kan man se sin placering i ethvert af de andre EU-landes politiske landskab, altså en sammenligning med de nationale partier i 27 lande. Det afslører bl.a. at den EU-kritiske fløj mangler totalt i mange andre lande. I Danmark er vi derimod ret velforsynet med partier og bevægelser der dækker hele spektret. Der er altså ingen undskyldning for ikke at finde nogen at være enig med.

Testen bekræfter en af mine kæpheste: det vigtigste tema er ikke højre/venstre, men hvorvidt man vil overføre mere eller mindre magt til EU. Det reelle valg står mellem Dansk Folkeparti, Folkebevægelsen og Junibevægelsen på den ene side – og alle de EU-glade partier på den anden side.

ddd

På EU Profiler findes jeg helt nede i bunden (ved plus-tegnet). Altså hinsides Folkebevægelsen! Hvis man savner de konservative, så har de gemt sig under Lib. All.

15 hurtige spørgsmål i klart sprog. Emnerne er relevante. Testen er meget overskuelig.

Da DF’s mærkesager er lidt overrepræsenteret i testen, giver den en let slagside til fordel for DF. Det har Politikens journalister nok ikke gjort med vilje.

Pol test

Politikens test placerede alle EU-modstandere i top, Liberal Alliance som cremen i midten, derefter de to lettere EU-kritiske konservative Jan Køpke Christensen og Karsten Skawbo, og alle ja-partiers kandidater i bunden. Klart adskilte blokke, fuldstændig som forventet.

pol test 2

Andet testforsøg med let justerede svar

Enkelte spørgsmål hos Politiken kunne godt have været mere nuanceret, f.eks.: EUs landbrugsstøtte bør afvikles“. Udsagnet er overflødigt, da alle danske partier siger at de vil afvikle landbrugsstøtten. - Nogle arbejder imidlertid for sagen, mens andre ikke gør. Regeringen har haft otte år til at føre emnet frem, og EU har i fem år haft en dansk Venstre-landbrugskommissær. Men man kan jo snakke meget om den rigtige “måde” at afslutte noget, hvorved sagen forhales uendeligt. Storindustriens bedste ven, det gamle konservative EU-parlamentsmedlem Chr. Rovsing, har så sent som i 2008 stemt for mere støtte til tobaksbønderne. Det er et klassisk eksempel på EU’s svindelagtige landbrugs- og handelspolitik, der både er meningsløs og trykker ulandene ned i fattigdom. Halvdelen af EU-tobakken er af så elendig kvalitet, at den kun kan eksporteres til fattige lande, hvilket sker med et klækkeligt EU-tilskud, så ulandenes egen tobaksproduktion slås i stykker.  Vi har ikke tobaksavl i Danmark, men to kandidater til valget modtager andre former for landbrugsstøtte: svinebaron Bent Claudi Lassen (V) og hofjægermester, godsejer Christian baron Wedell-Neergaard (C).

De 18 spørgsmål er rimelig hæderlige, men emnerne omfatter pluk fra stort, småt og ligegyldigt. Fælles EU-valgretsalder på 16 år? EU-vejledninger om hvorvidt arbejdsgivere må læse de ansattes profiler på Facebook?

Faktisk er alle emnerne hentet fra den aktuelle EU-politiske dagsorden, hvilket meget godt viser den underlige blanding som EU-parlamentet beskæftiger sig med. Der er både de store sværvægtertemaer som er er kernen i EU, der er udhuling af den nationale suverænitet forklædt som borgerrettigheder, og der er parlamentarisk selvpromovering og fis. Sådan er EU-parlamentet på godt og ondt. Det eneste man kan være sikker på er at det dybt frustrerede parlament ønsker at bestemme mere og mere.

Altingets spørgsmål afspejler hvad en EU-parlamentariker kan forvente at skulle tage stilling til. Nogle af spørgsmålene er tvetydige, da de dækker over tilsyneladende lækre politiske tiltag, men man glemmer at fokusere på det egentlige spørgsmål: skal det pågældende område lægges ind under EU’s kompetence eller ej? Altingets test bygger på en præmis om at føderalismen er fuldt gennemført, og EU-parlamentets magt er ubegrænset. Den eneste undtagelse er det sidste spørgsmål (skal Danmark melde sig ud af EU).

Jeg kan godt lide formuleringen om hvorvidt Tyrkiet skal være “fyldbyrdet medlem” af EU. Som om det var en forbrydelse. :)

Husk at klikke på kandidaternes personlige bemærkninger, da det ofte er mere interessant end selve svaret.

Altinget test

Altingets test understreger igen pointen: den ægte skillelinje går mellem mere union og mindre union. Ikke mellem højre og venstre. (Jørgen Grøn er et atypisk SF-medlem: privat ansat ingeniør, nordjyde og EU-modstander).

Jeg har prøvet testen flere gange med små justeringer. Det er også lykkedes at få min favorit Ditte Staun, Søren Søndergaard og andre af Folkebevægelsens folk i top. Til min store glæde havnede Margrete Auken helt i bund første gang jeg prøvede testen.

Både Folkebevægelsen og Dansk Folkeparti kan være gode valg. Man må vælge ud fra troværdighed og personlig smag. Men tænk på tre ting:

1. Mogens Camres og Søren Søndergaards arbejdsmåder/indsats i parlamentet har været meget forskellige. Så siger jeg vel ikke for meget.
2. Folkebevægelsen er den folkelige, tværpolitiske EU-modstand, og hvis den forsvinder er det et stort tab.
3. Dansk Folkeparti har lagt tunge bånd på deres egen EU-politiske handlefrihed, da de brænder efter at komme i regering. Hvad hvis DF får to medlemmer af EU-parlamentet og Folkebevægelsen ingen – samtidig med at DF kommer med i en dansk regering? Så vil dansk EU-kritik og EU-modstand være afmonteret. Måske bliver Messerschmidt hentet hjem som dansk europaminister?

Jeg har skrevet til Altinget og brokket mig over at testen kun viser de tre kandidater man er mest/mindst enig med, men de mener ikke folk skal have lov til at se et større udvalg, da det ville virke forvirrende:

“Vi vælger ikke at sætte flere navne i resultat-boksen fordi vi oplever, at nogle gang kommer enigheden ned under 60 pct. ved flere visninger. Og det er så langt nede, at man kan diskutere om man så er enig. Altså hvis man nærmer sig kun at være enig om halvdelen af spørgsmålene (50 pct), er man så enig eller uenig. Derfor vedbliver vi ved vores tre søgeresultater på enig og tre på uenig.” [Mail fra Altinget]

Man svarer på 20 udsagn om “Europavalget”, som DR kalder det. Man kan derefter se de ti kandidater man er mest enig og de fem man er mindst enig med.

DR-testen er således grundigere end Altinget og Politiken, men overskuelighed og kvalitet er ringe. Testen er ikke neutralt formuleret, da ordlyden er diskret manipulerende. Eksempler:

“I fremtidens globale konkurrencesituation vil Danmark klare sig bedre alene end i EU.” - Den korrekte formulering er naturligvis ikke alene, men “uden for EU”. Og hvorfor skal man tage stilling til en spådom? Klar tale ville være: “Danmark bør melde sig helt ud af EU” – enig eller uenig?

“Nye EU-traktater skal altid sendes til folkeafstemning.” – Ordet altid er overflødigt og forkludrer sætningens mening.

“EU er en trussel mod den danske velfærdsmodel.” - Dette udsagn dækker ikke over en holdning, men en analyse. Hvad skulle man svare hvis man var modstander af den danske velfærdsmodel?

“Fremtidens kamp for et bedre klima kan bedst ske gennem et samarbejde mellem EU-landene.” - Fremtidens kamp for et bedre klima… her er det ønskede svar givet på forhånd. ;-)

“Tyrkiet skal optages i EU, hvis landet lever op til EU’s krav om bl.a. menneskerettigheder.” - Hvis og hvis. Man bør hellere spørge ligesom Politikens enkle udsagn: Tyrkiet bør optages i EU-samarbejdet? Hvis man ønsker flere detaljer, kan man evt. dele emnet op i tre reelle, politiske spørgsmål: Skal tyrkisk medlemskab være et mål? Bør der føres optagelsesforhandlinger p.t.? Hvilke krav skal der stilles til Tyrkiet?

“EU bør generelt have større indflydelse på danske forhold.” – Tilsyneladende et bredt, principielt spørgsmål. Men “indflydelse” er et blødt og uforpligtende begreb. EU, folketinget og andre organer har ikke “indflydelse”, men magt. Har man overført suverænitet, så har man ikke åbnet for indflydelse, men flyttet magten fra et organ til et andet.

DR’s valgside har også forsøgt sig med en lille præsentationsartikel om hver enkelt parti. Det er tydeligt at man har været særdeles flinke mod især Venstre, hvor man uhæmmet snakker partiet efter munden. Man ser konfetti og heppekor for sig. Også det “konstruktive modspil” i Junibevægelsen får en loyal, men dog mere dæmpet omtale.

Man skriver derimod direkte usandt om Folkebevægelsen at den er “en bevægelse der i lighed med JuniBevægelsen samler stemmer op fra venstrefløjens unions- og EU-modstandere“. (Hvad er forskellen på en unions- og EU-modstander?) Det tværpolitiske grundlag – 9 af 20 kandidater er mere eller mindre borgerlige – er ikke nævnt med et ord. Ifølge DR vil Folkebevægelsen skrue tiden tilbage til 1972: “Folkebevægelsen mod EU mener, at Danmark i stedet for EU skal vende tilbage til et nordisk samarbejde i stil med det, Danmark var en del af, før landet 1. januar 1973 blev medlem af EF – nu EU. Dengang var Danmark med i handelssammenslutningen EFTA…” Men Danmark er også i dag medlem af det nordiske samarbejde, om end lidt halvhjertet, og det nordiske var ikke mere udbygget før 1973. Folkebevægelsen har aldrig påstået at det nordiske alene var et alternativ til EU, derimod har man fremlagt en samlet, realistisk vision der bygger på Norden, FN, EFTA, OSCE, Europarådet m.v. Ligesom Svejts, Norge og Island.

Øvrigt

  • Zielers politiskkorrekthedstest
  • 180 Grader havde en valgtest med borgerligt fokus før  folketingsvalget 2007. 180 Grader har en særdeles EU-kritisk linje, så jeg håber de også vil lancere en valgtest om EU. Resultatet kunne være spændende.
  • Folketingets EU-oplysning har en test om EU-valget. Den er latterlig let, måske fordi de tror de gør folk mere positive hvis det lykkes at få ti rigtige. F.eks. skal man svare på om Danmark vælger 5, 13 eller 47 parlamentarikere. Sproget i testen er dog alligevel tungt og kedeligt. Et godt eksempel på at offentlige myndigheder skal lade være med at lege journalister, da private medier er meget bedre til den slags.

Flot men plat plakat fra DSU (Danmarks Stangstive Ungdom)

1242429886296(link til fuldt format, DSU)

DSU anerkender nu den danske kulturarv og kræver: giv os Morten Korch tilbage. Er det slut med at beskylde andre partier for Morten Korch-sympatier?

Plakaten er grafisk pæn og veludformet. Tillykke med det. Men æstetik bør handle om mere end pang-farver, for eksempel om humor.

Bendt Bendtsen er“krybskytten der helst vil pensioneres”. Her rammer man plet. Der er kun en nuance til forskel fra virkeligheden. Bendtsen er nemlig ikke krybskytte, men opbevarer blot sit gevær ulovligt og går gratis på jagt. Han sagde ved sin opstilling til EU-valget at han glæder sig til at få mere tid til jagt, golf og familien.

Morten Messerschmidt er afbildet som nazist i lange ridestøvler, “den højreorienterede galning”. Det er for billigt. DSU bruger et udslidt trick.

Jens Rohde er “storkapitalens lakaj” i studepranger-vest. Her skyder DSU langt hen over det lavtgående missil. Rohde har personlighed og mod. Men har han nogen sinde leveret politiske resultater til gavn for storkapitalen eller for noget som helst andet?

De konservatives afgående parlamentariker Chr. Rovsing har levet bedre op til rollen som storindustriens bedste ven i EU-parlamentet, da han altid har stemt for dårligere miljøstandarder, ja til genmodificering, længere transporttider for slagtedyr osv. Skillelinjen i dansk EU-politik har ofte gået mellem Chr. Rovsing og alle de andre.

Dan Jørgensen er udnævnt til “finanskrisens overmand”. Den var god. Den glade fynske gut er i sine debatter mere beskidt i munden, end man ville tillade i en gammel dansk film, men særlig vittig er han ikke. Hans taktik er altid et flabet og barnligt angreb på modparten. Her passer han glimrende sammen med Jens Rohde.

Retro-udtryk som “storkapitalens lakaj” og de røde kommunistiske EU-flag viser en ikke ringe selvironi. Men måske mere end DSU selv er klar over.

DSU har mange grunde til at drømme sig tilbage til Hans Hedtofts tid.

DSU synker mod bunden

De unge socialdemokrater i DSU er nede på 1.942 medlemmer. De er sakket  langt bagud i forhold til det moderigtige SFU, som er oppe på 3.162. (Tal fra 2008 – forskellen er sikkert vokset siden da).

De knap to tusind medlemmer udløste kun kr. 2.517.378 i tipsmidler fra Dansk Ungdoms Fællesråd. Alligevel er DSU i kraft af sin forbindelse til arbejderbevægelsen en af de mere velhavende organisationer. Som man skriver på hjemmesiden: “DSU har en lang række medarbejdere” – og jeg talte da tretten ansatte bare på den side.

Man bruger traditionelt nogle af de mange, gode penge til at udforme en sjov filmplakat i hver valgkamp. Med vekslende resultat.

Morten Messerschmidt kan trods alt drikke med schwung, og uden at ødelægge noget, men det kan DSU’erne ikke.

Tømmermændene fra det puritanske stunt efter Jeppe Kofod-sagen har måske fået medlemmerne til at sive væk? Er festerne blvet mindre vilde, siden dengang man hærgede Esbjerg Højskole for en kvart million kroner?

Stangstive DSU’ere smadrede højskole (Nyhedsavisen 27.3.2008)

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) har i årevis været kendt for sine abefester til de legendariske påskemøder for op mod 200 DSU-medlemmer ned til 13 år. … I 1990 smadrede en større flok stærkt berusede unge socialdemokrater inventar på Esbjerg Højskole for en kvart million kroner. …
- De gik grassat i fuldskab og ødelagde døre og inventar for, hvad der dengang kostede en kvart million kroner. Jeg ville simpelthen ikke finde mig i det, fordi de lånte højskolen gratis. Jeg forlangte, at DSU simpelthen ikke viste sig på højskolen igen, siger Bendt Drewsen, der var forstander på højskolen.

- Det værste var næsten, at DSU s ledelse aldrig betalte for alt det, de havde ødelagt i fuldskab. Det måtte vi afskrive på skolens budget, siger han.

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom … havde nuværende næstformand for Socialdemokraterne Henrik Sass Larsen som en central figur.

Begge husker i dag episoden, da Nyhedsavisen konfronterer dem med sagen. Henrik Sass Larsen kalder sagen underholdende. …Efter nogle år i landflygtighed på Roskilde Højskole fik de unge socialdemokrater lov til at vende tilbage til Esbjerg Højskole til ungdomsorganisationens årlige ugelange påskemøde.

Her fjerner man den dag i dag alt udstyr, der kan ødelægges, når 200 DSU er invaderer højskolen, fortæller en elev på skolen.

- Vi fik besked på at fjerne alt, der havde værdi, fordi socialdemokraterne nu kom. Og så kunne man ikke være sikker på, at det ville overleve, siger eleven, der fortæller, hvordan fulde 13-14 årige lå og brækkede sig af druk på gangene så sent som i 2005.

- Jeg så unge på 13-14 år ligge sanseløst berusede på gangene, fordi de havde fået serveret for meget alkohol. Mens de unge socialdemokrater i dagtimerne spillede hellige. …

Tidligere artikler om DSU her på bloggen (om Jeppe Kofod-panikken, marts 2008):

Meningsmåling: De fleste VK-vælgere er tilfredse med DF

Et flertal af de konservative vælgere og et stort flertal af Venstre-vælgerne ønsker uændret eller mere indflydelse til Dansk Folkeparti. Generelt set bakker halvdelen af de danske vælgere op om Dansk Folkepartis indflydelse på dansk politik.

Det viser en meningsmåling foretaget af Megafon for Politiken og TV2.

Politiken og Ritzau (og dermed mange dagblade) har bragt nyheden, men fordrejet budskabet til det stik modsatte. Det hænger dog ikke logisk sammen med resultaterne. Bemærk overskriften:

VK-vælgere vil mindske DFs magt (Politiken)

En stor andel af Venstres og de konservatives vælgere så gerne, at Dansk Folkeparti fik mindre indflydelse i fremtiden.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bør arbejde for, at Dansk Folkeparti får mindre indflydelse i fremtiden. 

Det mener en stor andel af Venstres og de konservatives vælgere. 

Næsten halvdelen af de konservative vælgere så gerne, at støttepartiets indflydelse blev mindre under den nye statsminister, mens 22 procent af Venstres vælgere foretrækker mindre magt til Dansk Folkeparti. Det viser en meningsmåling, som Megafon har foretaget for Politiken og TV 2.

Det er især, når politikken handler om EU, udlændinge og skat, at VK-vælgerne gerne så en mindre indflydelse fra støttepartiet.

Næsten halvdelen af de konservative vælgere vil mindske Dansk Folkepartis indflydelse, når det gælder EU- og udlændingepolitikken, mens 37 procent ønsker mindre indgriben fra støttepartiet, når der skal tages beslutninger om den fremtidige skatte- og udlændingepolitik. … 

[Borgerlig bums:  Øh - har man spurgt to gange om udlændingepolitik med forskelligt resultat?]

Men også vælgerne i Lars Løkke Rasmussens eget parti er skeptiske. 

29 procent ønsker mindre indflydelse på EU-politikken, mens henholdsvis 22 og 18 procent gerne så mindre indflydelse til Dansk Folkeparti på udlændinge- og skattepolitikken. …

Generelt set ønsker halvdelen af vælgerne at mindske Dansk Folkepartis indflydelse på dansk politik. 

 

Artiklen bringer ikke de eksakte tal, men man kan udlede at halvdelen af vælgerne er tilfredse eller ligeglade. Holdningen til DF er overraskende positiv.

Det er næsten helt skræmmende – her går man selv og forsøger at være en kritisk tilhænger af VKO, og så er det slet ikke nødvendigt at dukke sig.

En interessant oplysning, som gemmer sig i ovenstående, er at 71 % af Venstre-vælgerne og godt halvdelen af de konservative er rimelig tilfredse med den EU-skeptiske indflydelse fra DF. Her er noget at tænke over før EU-valget. Mere overraskende er det at så mange er tilfredse med DF’s manglende vilje til skattelettelser. Men det er også muligt at folk har misforstået spørgsmålet. Eller at spørgemodus på disse punkter har været sådan at man ikke kan bruge resultatet til noget.

Også de borgerlige på Christiansborg er tilfredse, selv om de er forsøgt fremstillet som utilfredse via en snedig opbygning af artiklen:

“Fra vores stole på Christiansborg er vi ikke irriteret over samarbejdet med Dansk Folkeparti. Hvis ikke Dansk Folkeparti havde støttet skattereformen, så er det slet ikke sikkert, vi var nået så langt, som vi gjorde. …” siger de konservatives politiske ordfører, Henriette Kjær. 
(Personlig har jeg dog oplevet et arrangement i KU, hvor Henriette Kjær brugte det meste af tiden på at rakke ned på Venstre, dernæst DF, en lille smule kritik af de Radikale og endnu mindre af Socialdemokratiet).
Men når vi ikke kan [få 90 mandater], så synes jeg, vi er nået langt i vores samarbejde med Dansk Folkeparti«, siger politisk ordfører i Venstre, Peter Christensen, og understreger, at det ikke er et mål for regeringen at mindske Dansk Folkepartis indflydelse. … “Når jeg har lyttet til debatten, så hører jeg en meget fasttømret rød blok, som selv de radikale har meldt sig helt ind i. Derfor tror jeg, at det bliver meget vanskeligt at få mere bredt samarbejde”.
Henrik Sass Larsen fra Socialdemokratiet afleverer en længere svada i artiklen:
»Jeg tror, der er aflagt en hemmelig ed mellem Lars Løkke Rasmussen og Pia Kjærsgaard om, at alle store fremtidige aftaler udelukkende skal laves sammen med Dansk Folkeparti. … Jeg tror, der er en stigende irritation og væmmelse over, hvordan Dansk Folkeparti opfører sig. De tager en magtbrynje på og buser frem på en måde, som man normalt ikke ser i dansk politik. Det tror jeg, at mange anstændige, borgerlige vælgere ikke kan med.”
“Næsten halvdelen”
Vi har i nogle år set en uheldig tendens til at enormt mange “nyheder” konstrueres af pressen selv. Jeg har hørt en anslåelse af at en tredjedel af nyhederne på den ene eller anden måde bygger på en meningsmåling.
 

Det nye er imidlertid at medierne ikke engang fortolker deres selviscenesatte undersøgelser rigtigt, men fordrejer konklusionen fuldstændig skamløst til det ønskede budskab, uden smålig skelen til målingens resultat.

Hele artiklen er syltet grundigt ind i en vinkling, som må siges at være direkte løgn, intet mindre.

I forgårs hed det: Hver tredje dansker: Jeg er socialist  (68 % var ikke, og 32 % var socialist).

Næsten halvdelen stemte ja til euroen, næsten halvdelen stemte ja til Maastricht, næsten halvdelen foretrak John McCain som præsident. Sådan kunne man blive ved. Det var faktisk dybt udemokratisk at flertallet fik så meget indflydelse. Godt vi har Ritzau og Politiken til at justere sandheden.

Den er imidlertid nem at gennemskue.

Må jeg minde om denne leder, som Tøger Seidenfaden skrev på valgdagen 2007, da Socialdemokraterne gik to mandater tilbage og endnu engang tabte valget:

Helle Thorning-Schmidt står som en af valgkampens største vindere – uanset at Anders Fogh stadig er kneben favorit til statsministerposten, og uanset at Socialdemokraterne ikke står til nogen entydig fremgang …

Borgerligt Centrum udelukker EU-skeptikere

Jeg støtter ikke Borgerligt Centrum, men jeg synes da bestemt de er et frisk pust – sammenlignet med de Radikale. Nu har Simon Emil desuden fået vedtaget adoption for registrerede partnere; muligvis første gang i 100 år at en løsgænger i folketinget har fremlagt et forslag som vedtages. Det fortjener en vis respekt.

Derfor er det fælt skuffende at Borgerligt Centrum på et punkt er langt mindre tolerante end det radikale ophav.

Borgerligt Centrum kæmper på sin hjemmeside mod Big Mother-samfundet  - Anmeld en tåbelig regel.

Jeg har anmeldt § 3, stk. 2 i partiets egne vedtægter som siger:

“Personer, der er medlem af andre partier, lister eller bevægelser, der stiller op til folkevalgte forsamlinger, kan ikke blive eller være medlem af Borgerligt Centrum.”

Jeg kan ikke læse dette som andet end en klar udelukkelse af folk som har valgt at engagere sig i Junibevægelsen og Folkebevægelsen. Så vidt jeg ved har intet andet parti skrevet en så skrap regel ind i vedtægterne.

I Danmark er der tradition for et vist frisind på dette meget vigtige punkt. Man plejer at kunne være med i en af “bevægelserne” som supplement til et parti. Det er naturligvis ikke ensbetydende med at man ikke bliver undertrykt, som f.eks. Radikalt EU-kritisk netværk er et eksempel på. Radikale EU-kritikere får ikke lov til at opstille til folketinget på en valgbar plads, men de får dog lov til at være medlemmer af partiet.

Borgerlige EU-kritikere (som er vokset fra det EU-skeptiske KU) har i dag kun den mulighed at støtte Dansk Folkeparti. Jeg kunne godt tænke mig at DF og BC kan samarbejde på mange punkter og få noget godt ud af det, men det kræver bl.a. at BC anerkender plads til forskellige visioner om EU. Der er ikke brug for endnu et føderalistisk parti som knægter den folkelige EU-skepsis.

Borgerligt Centrum har i øvrigt som det første parti fundet ud af at systematisere indsamling af underskrifter. Mest muligt indtastes på nettet, hvorfra man kan printe en færdig blanket ud med egne data, fiks og færdig med adresse på den pågældende kommunes folkeregister. Det er dygtig logistik som sparer besvær og porto for partiet. Men de skal nok have flere politiske visioner hvis projektet skal lykkes. Foreløbig virker det bare som en opdatering af det Radikale Venstre i realistisk retning. Det er fornuftigt nok, men ikke nok til at bygge et parti på, med mindre de Radikale skulle komme under spærregrænsen, så BC kan overtage deres plads. Og BC vil afskaffe 24-årsreglen – hvad er alternativet?

Makaber demonstration på Nørrebro?

Familien til den dræbte Mustafa Shakir Hsownay, der fredag den 27. februar i år blev dræbt af skud i Mjølnerparken, vil på lørdag bære hans kiste fra Nørrebro Station til Nørreport – en strækning på 3,5 km gennem København.

Og det skulle der ikke være noget problem i, oplyser Københavns Politi.

- Demonstrationen er anmeldt, og da der ikke står noget i reglerne om, at man ikke må bære på en kiste under en demonstration, så får de tilladelse, oplyser Jørgen Thomsen fra Tilladelses- & bevillingskontoret ved Københavns Politi til bt.dk

- Vi regner med måske at kunne blive 300-400 mennesker i mindeoptoget, som også er en protest mod bandekrigen. Jeg ved ikke præcis, hvordan man skal få stoppet skyderierne og volden, men det er måske nødvendigt, at politiet forstærker indsatsen for at finde frem til de våben, der er i omløb. Det har været for nemt at skaffe sig våben, har søsteren til den skuddræbte Mustafa, Somaya, tidligere fortalt B.T. … 

(B.T., med læserafstemning)

Med al respekt for afdøde, som var et uskyldigt offer for bandeskyderierne: min første reaktion på dette var at det lyder temmelig makabert. Vi har ikke tradition for at bruge lig i demonstrationer i Danmark. Vi har faktisk kun yderst sjældent større, offentlige ligtog – det plejer at være for konger og dronninger. Men noget er ændret på Nørrebro – nye tider, andre folk,  andre skikke. Striben fra Nørrebro station til Nørreport er stærkt demonstrationsplaget og ser ud til at blive regnet for et samfund for sig selv med egne normer. Spørgsmålet er blot hvem der skal styre de normer. Det slås man bl.a. om for tiden, ligesom man slås i Södertälje, Rosengård (Malmø), Gaza og Beirut.

DF er ude med riven og vil forbyde optoget. Det ved jeg nu ikke om man bør gøre. Kisten er lukket, så det er jo at betragte som et ligtog, og der er ikke tale om usømmelig omgang med lig i lovens forstand.

Hvis der derimod trækker op til uroligheder, så kan politiet overveje – med risiko for protester – at forbyde demonstrationen for at beskytte den offentlige orden. Det hører vi nok mere om i de følgende dage.

Multikultur har følger på godt og ondt, og de kan i sidste ende ikke holdes nede med tapre forsøg via love og tiltag. Uanset hvad man vælger fra offentlig side har vi et sammenstød mellem dansk kultur og noget nyt og farverigt, som vi ikke har været vant til. Måske skal man en tur til Nørrebro på lørdag kl. 14. I bedste fald bliver det kun et fredeligt mindeoptog, for jeg har ingen skudsikker vest.

Prognose for de næste seks år

Diskussionsoplæg i krystalkuglens tegn. Nørder er velkomne til at tage del i snakken.

Den nuværende valgperiode løber til november 2011. Jeg gætter på at et eventuelt valg falder i 2010. Måske samtidig med en euro-afstemning.   

Hvordan det går med euroen er svært at sige, men lad os forestille os et S-SF-R-flertal ved valget. Den borgerlige regering er kørt træt, har mistet sit ideologiske blod og har haft for mange dårlige sager. Ligesom Obama blev valgt på grund af Bush, så vil Helle og Villy blive valgt på grund af Fogh. Tiden er for stemninger, og stemningen er Hope for change, Yes we can og Our moment is now.

Der kommer altså en S-SF-R-regering, muligvis kun med to af partierne og det tredje som støtteparti, men det er underordnet.

På den borgerlige side står V og K til tilbagegang, mens DF fortsat går svagt frem. Småpartierne Ø, Liberal Alliance og Borgerligt Centrum bliver udrenset.

Så meget siger meningsmålingerne. Men hvad sker der med partiernes roller, deres “adfærdsdynamik”? Jeg ser følgende scenario:

  1. Magtskifte til venstrefløjen, som tegnes af Villy og Helle med de radikale som en lille påhængsvogn.
  2. Færre partier, mindre grumset folketing.
  3. Styrkemæssigt: V og K svækkes, oppositionen tegnes i højere grad af DF.
  4. Ideologisk: Venstre dropper igen den socialliberale linje og vender tilbage til rødderne, rollen som borgerligt velfærdsparti overlades til DF.
  5. Radikale svækkes i styrke og bindes politisk til venstrefløjen, midten af dansk politik tegnes i højere grad af DF.
  6. En folkeafstemning vil varme debatten om euro og EU-forbehold op, og DF kan profitere på det – som eneste EU-skeptiske parti bortset fra Ø.

Venstre vil tegne den økonomisk borgerlige del af oppositionen – den stemme der altid siger “penge fosser ud af statskassen” og alt hvad vælgerne allerede har hørt før. I en tid med stagnerende økonomi vil dette traditionelle borgerlige budskab ikke være populært. Dog vil den fremvoksende generation også gøre Venstre mere værdiliberalt, hvilket imidlertid ikke er en fordel, da nogle vælgere så skifter til DF.

Venstre går ind i en krise og et rivegilde om formandskabet. Det er vel efterhånden klart for de fleste at Lars Løkke aldrig bliver formand, men man forsømmer i øjeblikket at finde en ny kronprins. Dermed udskyder man den uundgåelige konflikt, til skade for partiet fremover.

Til gengæld vil de små liberale afsplitningspartier blive overflødige, fordi Venstre vender tilbage til sine “liberale” rødder. Liberal Alliance og Borgerligt Centrum lider en hurtig død, hvis de ikke allerede har gjort det før valget, og de få hundrede medlemmer kan finde sig til rette i Venstre.

De konservatives rolle er svær at spå om, men i det mindste har partiet en ny leder der kan holde i mange år. De konservative vil nok prøve at lancere sig som et borgerligt midter-oppositionsparti, men næppe med meget held. Med mindre de kan føre sig frem på f.eks. bolig- og bilejernes privilegier, som et nyt CD. Det vil de kunne gøre, når venstrefløjsregeringen indfører roadpricing, bompenge osv., som vil oprøre det traditionelle FDM-segment. Men muligvis laver man et bredt forlig også med Venstre, og hvis de konservative som eneste parti står udenfor et forlig om “grøn trafik”, vil partiet fremstå som miljøfjendsk, altså mister man vælgere til gengæld for dem man får.

DF vil derimod tegne en mere social variant, som er langt mere spiselig for midtervælgerne. DF spiller allerede i dag rollen som vagthund for indvandrings- og værdipolitikken, og den rolle vil de naturligvis bevare. DF kommer altså i en nøglerolle i oppositionen – den bedst tænkelige position for et oppositionsparti. DF vil sandsynligvis også samarbejde med S-SF-R-regeringen på de punkter hvor det kan lade sig gøre. DF vil dermed kunne præsentere sig som et både kritisk og konstruktivt parti.

Er der faktorer som alligevel kan svække DF? Ja, hvis Pia K. går af, og der kommer et formandsopgør. Men jeg tvivler på voldsomheden. Et formandsvalg kunne godt gå hen og blive så stille og roligt at de blodtørstige journalister bliver skuffede. Der er ikke fløje og personfnidder i DF ligesom i Socialdemokratiet.

DF vil i stigende grad blive moderat og accepteret. Før eller siden vil vi se indvandrere som DF-politikere. En anden faktor som kunne svække DF, er derfor hvis der opstår et nationalkonservativt-liberalt parti ude på højrefløjen (i stil med Fremskridtspartiet) eller et tværpolitisk, hardcore anti-indvandringsparti (i stil med SIAD). Sådan et parti vil dog have svært ved at gøre sig gældende.  Som oppositionsparti vil DF ikke stå med ansvaret for en for “blød” indvandringspolitik, og dermed er der ikke basis for et oprør mod DF fra højre. Der er heller ikke megen basis for et nyt protestparti, da islam- og indvandringskritik i stigende grad spiller en rolle i alle partier, bortset fra Ø og R, hvor debatten også vil bryde ud før eller siden. Og endelig ville et sådan nyt anti-indvandringsparti overtage rollen som “rabiat” fra DF, hvorved DF bliver endnu mere spiseligt for de moderate vælgere, og pressens kritiske fokus på DF vil formindskes. Altså lige så meget fordel som ulempe for DF.

De radikales rolle som midterparti vil for alvor være slut, når de dels går tilbage til 3-4 %, og dels knytter sig fast i en venstrefløjsregering.

Det kildne politiske område bliver fortsat det som jeg blandt venner kalder “emnet”. Områder som indvandring, lov og orden, integration vil hurtigt blive et stort problem for S-SF-R-regeringen. Af to grunde:

  • Dels fordi partierne slet ikke er enige. De radikale holder fast i en verdensfjern halalhippie-politik, men en mindre del af partiet vil blive skeptisk mod muslimer, og der vil derfor opstå nye splittelser i de radikale. Også internt i S og SF vil der komme store uenigheder om hvilken “hård/blød” kurs man skal føre.
  • Dels fordi partierne ikke har gode bud på løsninger. Se blot på integrationspolitikken i de socialdemokratisk styrede kommuner København og Århus.

Etnisk uro, faldende integration og mere kriminalitet altså vil blive et stigende problem og altomfattende emne i medierne og i hverdagen, og regeringen vil være splittet og rådvild. Jeg siger ikke at vi får borgerkrig, men mindre kan jo være slemt nok.

DF – i sin politisk styrkede position som oppositions- og midterparti – vil derfor storme frem ved det næstfølgende folketingsvalg, som kommer senest i 2015, men sandsynligvis længe før, idet S-SF-R-regeringen ikke vil kunne holde sammen så længe.

Ligesom den nuværende regering i nogen grad har fået kritik for møg som er lavet under den forrige regering, så vil en kommende rød regering få kritik for dårlig service, skoler, politi osv. som er en følge af VKO’s strukturreform.

Sundhedspolitikken er for alle partiers vedkommende præget af total mangel på visioner; kostbare mega-sygehuse synes at være det eneste bud på en løsning, så en rød regering vil ikke ændre sundhedspolitikkens dødskurs. Dårlig sundhed er altid regeringens skyld, det mener pressen og vælgerne i hvert fald, og det vil de også mene efter et regeringsskifte.

Sammenfatning

Vi får en S-SF-R-regering ved næste valg, som holder i 2-3 år, men derefter stormer DF frem og kommer i en nøglerolle. Om der så kommer en V-K-DF-regering eller en DF-S-regering, det må tiden vise.

Krigsbytte og kalkmalerier er bedre end skrot

DF vil have kortlagt svenske tyverier

Dansk Folkeparti kræver, at regeringen afsætter en halv million kroner i næste års finanslov til en undersøgelse af, hvilke kulturskatte svenskerne har røvet fra Danmark i de mange krige, og som i dag befinder sig i Sverige.

Kravet kommer samtidig med, at VK-regeringens støtteparti stiller et beslutningsforslag i Folketinget om at pålægge regeringen at indlede en udveksling mellem de to lande af sådanne gensidigt røvede kulturskatte…. De røvede danske kulturskatte har siden 1996 stået på Dansk Folkepartis ønskeseddel, og skiftende regeringer har – i større eller mindre grad – støttet ønsket. – (JP/Ritzau)

Politikens overskrift var:

DF vil tage Jyske Lov fra svenskerne

- avisen fordrejer og twister som bekendt alt hvad DF siger (bortset fra når Søren Krarup selv formår at komme med skæve udmeldinger)

Det korrekte begreb er dog hverken tyverier eller røverier, men krigsbytte. Og det rigtige ord for det modsatte er ikke at “tage noget fra svenskerne”, men tilbagelevering eller udveksling.

Venskabelig tilbagelevering er ikke helt uhørt i dag. England tilbageleverede dansk krigsbytte i 2007, ved 200-året for Københavns bombardement, som i øvrigt af det engelske parlament dengang blev erkendt som en krigsforbrydelse.

På samme måde overdrog Danmark fra 1971 og frem til 1997 de islandske håndskrifter til Island. En fin og venskabelig gestus som var fuldstændig frivillig. Håndskrifterne var købt og betalt af Arne Magnusson, en islænding som grundlagde samlingen i København. Københavns Universitet kunne uden videre have beholdt dem, men man skænkede dem som gave til Island, som var blevet en fri republik i 1944. Med i overvejelserne var at Island næsten ikke har gamle kulturskatte, bortset fra litteraturen som er meget vigtig for nordisk åndshistorie.

Overdragelse af de islandske håndskrifter var væsentlig mere kontroversiel, end en overdragelse af nogle få, vigtige kulturskatte fra Sverige til Danmark vil være. Hvis man støttede overdragelsen af de islandske håndskrifter, må man også støtte DF’s krav om en kortlægning af svensk krigsbytte – som minimum.

Datidens Sverige var en brutal stormagt

Hvis man undrer sig over hvorfor danske slotte og herregårde fra før 1700-tallet altid har et underligt bart og nøgent inventar, så er forklaringen at det meste blev ranet i svenskekrigene. En lille rundtur på Stockholms største museer – eller på svenske slotte – vil afsløre mange pudsige genstande, for eksempel Christian IV’s senge, Frederiks II’s bordhimmel, tekstiler, statuer og kunstgenstande. Noget som må formodes at være mere interessant for danskere end for svenskere at kigge på.

Drottningholm Slot - set af en dansk turist

Uno Röndahl: Stormaktstidens svenska plundringståg i Europa og i synnerhet i Danmark

Ved 750-årsjubilæet for Jyske Lov i 1992 søgte nogle danske museer om at låne originalhåndskriftet til Jyske Lov fra Sverige. Upsala Universitetsbibliotek sagde nej, da bogen angivelig blev brugt til forskning. Senere viste det sig dog at bogen slet ikke havde noget katalognummer, hvilket tyder på at den ikke blev brugt. 

Sverige er uhyre rigt på kunst og kultur fra 1600- og 1700-tallet – efter nordiske forhold. Det skyldes at Sverige gennem århundreder var en stormagt som plyndrede og udsugede nabolandene. Intet mindre

Sverige holder holocaust-konferencer og forsøger generelt at frelse hele verden for racisme og og dårligdomme, men det moderne Sverige har en ahistorisk bevidsthed. Det ville være mere relevant at Sverige forholder sig til landets egen, til dels grusomme og krigeriske fortid.

Også Danmark har haft sin imperietid, men den ligger nogle århundreder før den svenske.

Broderlig udveksling

En kortlægning af krigsbyttet vil være et fint historisk projekt. Derefter bør der komme en dialog om hvilke genstande der evt. kan blive udvekslet. Det vil klæde Sverige at tage initiativ til sådan en broderlig gestus.

Som alternativ kunne man samle genstandene i Skåne, eventuelt på et nyt dansk-skånsk-svensk historisk museum. Skåne er – kulturelt set – en provins som aldrig er kommet sig over krigens hærgen for 300-350 år siden. Der kunne være god grund til at give noget af den røvede historie tilbage!

Skrot hæver sig over byens silhouet…

I Københavns havn vil nogle ihærdige folk med penge og magt, men uden hjerne, banke en dynge rustent jern op som nyt vartegn. Eller også skal der være nogle mega-højhuse:

»Det bliver fantastisk. Tiden er klar til et monument«    

Monument over hvad? Skidt og kanel. Det er samme ideal som i nazistisk arkitektur – stort og voldsomt, men uden indhold.

… men kulturen beskides

Der desværre en løbende strøm af dårlige nyheder om den danske kulturarv:

Dybbøl Mølles lillebror rådner op. - Danmarks næststørste mølle, Skovsgårds Mølle, i Esholte ved Slagelse er rådden og utæt. Om et år står den ikke længere til at redde.

Kulturarven rådner stadig op. … 1/3 af museernes magasiner er i orden, 1/3 kan forbedres så de er egnede til opbevaring af kulturarven og 1/3 er helt uegnede til formålet…

Fugtige kældre og utætte loftsrum benyttes som opbevaringsrum for den danske kulturarv, der er tilknyttet de statsanerkendte museer rundt om i landet. …

Kulturarv går tabt i markens gravhøje. Fremtiden for ikke-fredede gravhøje på markerne i Østjylland ser grum ud. 

Hvilken fallit for en regering, som påstår at være bevidst om den danske kultur. Og hvilken fallit for et erhvervsliv som pumper millioner ud i ligegyldigheder (ganske vist ikke helt filantropisk, men via fonde med store skattefordele).

For relativt få penge kan man gøre meget. En solstrålehistorie:

Enestående kulturskat reddet. - I sidste øjeblik er kalkmalerier i Fanefjord Kirke på Møn sikret for eftertiden… 

Milliarder af offentlige og “private” penge (fra skattefrie fonde) puttes i konceptkunst, fjernsynsunderholdning, holdningskampagner, integrationsprojekter, dialogbænke, gratisaviser og hvad ved jeg.

Pressen og skolen er heller ikke for god til at formidle historie og kulturarv. Globaliseret multikultur og moderne egocentrisme betragtes som vigtigere. Det siger sig selv at man forsømmer det lokale og nationale fællesskabs kultur, når man har den prioritering. Historiens fylde står jo i vejen for den postmoderne tomhed som man ønsker at opnå.

Har man derimod ikke et globalistisk, men en mellemfolkeligt grundsynspunkt – så mener man at alle nationer har pligt til at bevare sin egen kulturarv som i sidste ende beriger hele menneskeheden. At ødelægge en nations kulturarv er kulturelt folkemord; at forsømme sin egen kulturarv er selvmord.

Det kan tage århundreder at bygge op, men ødelæggelse er langt nemmere. Vore oldebørn vil hade os for at lade kulturarven forfalde, mens budgetterne bugnede.