Trykkefrihedsselskabet giver ytringsfriheden et gok i nødden

“Holocaust-revisionist ansat af DR

DR-journalist sætter spørgsmålstegn ved omfanget af 2. verdenskrigs jødeudryddelser. Nu er journalisten indkaldt til en kammeratlig samtale. …” (Uwe Max Jensen, Trykkefrihedsselskabets tiddskrift Sappho, 24. juni)

Trykkefrihedsselskabet er ude i et paradoksalt ærinde, når de kritiserer den journaliststuderende Samira Tavin for at sige sin mening.

Samira Tavin sagde den 22. juni i en diskussion i Deadline på DR 2 i at hun støtter Ahmadjinedad som Irans præsident, og at hun i øvrigt er enig med Ahmadjinedad i hans tvivl om folkemordet på jøderne under 2. verdenskrig.

Hendes indlæg var noget usammenhængende og springende. Jeg må hellere straks sige jeg ikke er enig med hende (hvis nogen kunne mistænke mig for det). Det handler imidlertid ikke om hendes politiske standpunkt, men om ytringsfrihed. Hun havde netop en pointe da hun sagde:

For hvis det var rigtigt at der døde seks millioner jøder, hvorfor må man så ikke forske i det i dag? Dem der stiller spørgsmålstegn og efterforsker det, de bliver sendt i retten. Og er det rigtigt? Er det demokrati? Er det ytringsfrihed? [Sproget forbedret af Borgerlig bums]

Såkaldt holokaustbenægtelse er strafbart i flere europæiske lande, men ikke i Danmark. Det er dog blot en detalje.

Samira Tavin antyder at forbudet beviser at der er fusket med fakta om holokaust. Det har hun naturligvis ikke ret i. Men man må erkende at indskrænkning af ytringsfriheden netop skaber den mistænksomhed, som hun gav udtryk for. Derfor er det tåbeligt og kontraproduktivt at det i en række europæiske lande er forbudt at benægte folkemordet på jøderne. Det gavner revisionisternes sag, fordi det gør dem til martyrer.

Af samme grund er jeg også skeptisk mod at en stribe vestlige parlamenter har vedtaget resolutioner om det tyrkiske folkemord på armenerne i 1915-17. Det kan ikke være parlamenternes opgave at udtale sig om noget som de folkevalgte ikke har forstand på. Det må overlades til historikerne. Politikerne bør derimod fuldt og helt kritisere den tyrkiske paragraf der forbyder omtale af folkemordet – fordi den indskrænker ytringsfriheden.

Ikke mindst EU-parlamentet, der er desparat for at demonstere sin egen vigtighed, udsender mange politiske erklæringer om vind og vejr. De har da også diskuteret at gøre Auschwitz-benægtelse strafbart i hele EU og forbyde nazistiske symboler. Det strandede foreløbig fordi østeuropæiske politikere krævede at hammer og segl også skulle være forbudt hvis hagekorset skulle være det.

Man skal ikke ad politisk vej definere sandheden, men skabe vilkår for at sandheden kan siges. Dermed må man acceptere at løgnere og fantaster også har ytringsfrihed. Grundtvig kaldte det Frihed for Loke som for Thor. Voltaires mening blev gengivet af Evelyn Beatrice Hall således: “I disapprove of what you say, but I will defend to the death your right to say it.”

DR-værten Nikolai Sommer gav også udtryk for en snert af politisk korrekthed, da han spurgte: “Kan du som en borger i Danmark støtte det?”

Borgere i Danmark har ikke pligt til at mene noget som helst. Det ville være totalitært. Men det overser Trykkefrihedsselskabet i sin artikel.

Formålet med debatten i Deadline var at anskueliggøre argumenter for og imod Musavi og Ahmadjinedad – og det lykkedes da også delvis. Et af de brugbare argumenter fra Samira Tavin var at Ahmadjinedad har støttet infrastrukturen og udviklingen i landdistrikter. Samira Tavin og Ahmadjinedads holokaustbenægtelse kan måske ikke skaffe stemmer i Danmark, men det kan den altså i Iran, hvorfor det var relevant at nævne det.

DR ønsker berufsverbot – Trykkefrihedsselskabet bakker op

Samira Tavin arbejder som journalistpraktikant hos DR Sporten. Det kan godt undre at DR’s Deadline så indkalder hende til et interview i egenskab af at være iraner, helt uden at nævne at hun allerede er ansat i firmaet. Hvis DR ikke gider bevæge sig uden for eget hus er de blevet en lokal-tv-station. Men nok om det.  Når de har valgt at interviewe hende skal hun naturligvis have lov at sige sin mening uden repressalier.

Helt galt bliver det derfor når Trykkefrihedsselskabet godter sig over at DR har indkaldt Samira Tavin til en kammeratlig samtale på grund af hendes synspunkter. Trykkefrihedsselskabet burde bestemt ikke støtte politisk berufsverbot. Tværtimod burde man kritisere DR for denne praksis.

Uwe Max Jensen lægger således ordene i munden på chefen for DR Sporten når han spørger hende: “Mener du, at Samira Tavins udtalelser om Holocaust matcher DR’s værdier?”

Svaret fra DR-chefen var: “… jeg har haft Samira inde til en kammeratlig samtale, da hun skal vide, at den slags gør man ikke som journalist. Der blander man ikke sine egne holdninger ind i faget. Man kan ikke både være meningsbærer og objektiv journalist.”

Men hun udtalte hun sig som privatperson, ikke som DR-ansat. Det fremgik ikke af Deadline-programmet at hun var DR-journalist. Underteksten beskrev hende som “studerende”.

Udtrykket “en kammeratlig samtale” kunne være sagt af Kammerat Napoleon i George Orwells Animal Farm. I sagens natur kan en chef-skideballe ikke være kammeratlig, da man ikke er kammerat med en chef. Det undertrykkende ses i selve den fordrejning af sproget som anvendes i udtrykket.

Det ville være væmmeligt hvis DR skal have lov til følgende:

1. Bruge sine egne medarbejdere som interviewpersoner i nyhedsprogrammer
2. Undlade at nævne de er repræsentanter for DR, men fremstille dem som om de er uafhængige eksperter eller privatpersoner
3. Kontrollere at de giver udtryk for de rigtige holdninger, “matcher DR’s værdier”
4. Udsætte dem for repressalier hvis de har forkerte meninger

DR har allerede begået fejl 1 og 2 ved overhovedet at invitere Samira Tavin i studiet.  Men det bliver mere end dobbelt så slemt, når DR begår fejl 3 og 4. Så er det ikke blot dårlig journalistik, men totalitær sindelagskontrol. Når alle punkterne 1-4 udføres, er de en opskrift på total iscenesættelse af virkeligheden, som i DDR.

Trykkefrihedsselskabet – Danmarks førende forening for ytringsfrihed – begår fejl nr. 5 ved at bakke op om sindelagskontrollen, ja, ligefrem kræve af DR at de giver kvinden sanktioner. Trykkefrihedsselskabet spiller her ikke rollen som uafhængig NGO, men snarere som østtysk blockpartei (de små ekstra partier i DDR, som skulle forestille at være garanter for mangfoldighed, men blot var systemets forlængede arm).

Trykkefrihedsselskabet har ellers ofte kritiseret DR, men selskabets holdning til ytringsfriheden er åbenbart afhængig af ytringens indhold.

Når både venstrefløjen (mange medier, akademikere og politikere) og højrefløjen (Trykkefrihedsselskabet) går ind for totalitær politisk korrekthed, så har friheden trange udsigter i fremtiden.

Uwe Max Jensen får også flettet ind i sin artikel at Samira Tavin dyrker skydning som hobby – hvad det end har med sagen at gøre.

Uwe Max Jensen har selv udfordret ytringsfrihedens grænser i sin kunst, og han har måttet mærke konsekvenser både i form af bødestraf og bortvisning fra kunstakademiet, det småborgerlige museum Aros og fra et stockholmsk hotel. Derfor kan det undre at han vil lynche politiske afvigere. Det er åbenbart ikke kun de venstreorienterede kunstnere der kan gå galt i byen når de blander sig i politik.

—

Hele interviewet kan ses på Snaphanen i artiklen Samira Tavin – holocaust-revisionist - som nøjes med at imødegå hendes synspunkt, hvilket er helt rimeligt.

Uriasposten: Samira Tavin, DR-praktikant – bakker op om Trykkefrihedsselskabets vinkel.

—

Note: Jeg staver ord fra fremmede alfabeter på dansk – derfor  skriver jeg holokaust, Ahmadjinedad og Musavi.

DR: Vi sender X-Factor for fællesskabet, men sjofler valgdækningen

Borgerlig bums har fundet et tiggerbrev fra DR - klik for fuldt format (pdf)

DR har sendt venlige trusselsbreve til flere af de fattige studerende her i huset. De er dog straks landet i den fælles papirkurv.

DR har længe udsendt trusler mod sortseere, men nu er mere gået over til tiggerbreve i stil med Røde Kors og den øvrige samvittighedsindustri.

Der står: “Kom med i fællesskabet … dine meddanskere har nemlig stor glæde af de elektroniske medier“.

(De nationale strenge slås an. Meddansker må være årets nye ord).

DR leverer virkelighed, underholdning.

Det bredeste, stærkeste, mest sete, populære og prisbelønnede af alting.

Og du kan ikke engang blive fri, med mindre du tilhører “et absolut mindretal”, som er lukket ude fra omverdenen. “Velkommen i fællesskabet og med venlig hilsen DR”.

Men kære DR, fjernsyn kan aldrig blive fællesskab, da det i sagens natur er eliteskabt, kunstigt, iscenesat og envejskommunikation.

Jeg indrømmer at ikke alle fællesskaber er frie. Der findes påtvungne fællesskaber, og det er ofte de bedste og mest givende: familien, fædrelandet og menneskeheden. Her får man altid menneskelig respons og har ofte mulighed for medbestemmelse. Sådan er det ikke hos DR. Der forventes ikke andre former for bidrag end 2200 kroner.

Medielicensen er en tvangsskat. Den er totalitær og altomfattende, da den pålægges alle kommunikationsmidler – radio, fjernsyn, mobiltelefoner, PC, lommecomputer, stort og småt. Kun en telefon lavet af sejlgarn og konservesdåser går fri.

Public service er blevet til Vild med dans

DR lægger stærke argumenter på bordet: “Tænk bare på X Factor“.

Sagen er imidlertid at DR har skåret sine pligter i den offentlige oplysning og debat ned til sokkeholderne. Ved EU-valget har DR afskaffet præsentationsprogrammer for det enkelte parti. Sidste EU-valg var velsignet med i alt 6½ times sendetid, men denne gang ville DR nøjes med to afslutningsdebatter à 45 minutter.

Kun efter pres fra de politiske partier er DR nu alligevel gået med til at sende nogle korte interviews med de enkelte partier:

DR vil alligevel ikke skære i EU-valgdækning

DR havde lagt op til den helt store neddrosling af optaktsudsendelser til EU-parlamentsvalget den 7. juni. … Men DR har sadlet om, og vil nu bruge mindst lige så meget tid på optakten som ved sidste valg. (TVnyt.com)

Hos DR selv er denne nyhed fordrejet til en succes:

Ambitiøs EU-valgdækning på DR

“Valget til EU-parlamentet er en vigtig opgave for DR. Derfor har vi lagt en ambitiøs plan for, hvor og hvordan vi kan dække valget til gavn for flest mulige vælgere. Vi har blandt andet prioriteret den bedste sendetid på DR1 søndag aften i ugerne op til valget til et nyt koncept med spidskandidaterne” (DR)

Der står ikke at den ambitiøse plan skyldes politisk pres og at det nye koncept er besluttet som en nødløsning i sidste øjeblik. Det virkelig uhyggelige er dog ikke at DR er for stolte til selvkritik, men at de fortier at de har måttet bøje sig. DR bøjer sig ikke for nogen!

Paverne i DR er de virkelige magthavere i Danmark. Det er de ikke berettiget til, hverken ud fra kløgt eller kulturniveau.

DR har måske nok en slagside til venstre, men det er ikke det værste. Vi har p.t. en borgerlig regering, og pressen skal jo være imod. Lidt mere kritik af venstrefløjens dårligdomme ville dog også være godt. Hvis jeg vil læse socialistisk journalistik med relevans, så kigger jeg i Dagbladet Arbejderen, og den mest rammende borgerlige kritik finder man hos de private blogs og 180 Grader på nettet.

Det er derfor skudt lidt ved siden af, når man igen og igen skælder ud på DR’s røde lejesvende. Der findes andre kriterier end ideologisk farve. Den politiske korrekthed er til stede, men ikke altdominerende.

Nej, det værste er at DR’s kvalitet slet ikke lever op til deres opblæste selvbillede. Produktet står ikke i forhold til milliardomsætningen.

Der er undtagelser, f.eks. børneprogrammerne, men heller ikke de har samme standard som for 20 år siden.

Journalistikken er fordummende og sjældent dybdeborende. Underholdning, fakta, kunst og politik blandes sammen i en ulækker vælling. Vi får stoppet politiserende serier à la Ørnen og Livvagterne ned i halsen. Altid garneret med nordisk, co-produceret tungsind og de typiske københavnske middelklasseskuespillere, der prøver at spille noget andet end sig selv, men ikke lykkes. Underholdningen præsenteres som virkelighed.

Journalister som hovedpersoner

Den nye serie Quatraro Mysteriet er en undtagelse, der umiddelbart virker lovende. Den handler om svindel i EU og et muligt mord, sanktioneret fra højeste sted. Men alligevel pakkes det alvorlige emne ind i en lidt usmagelig promovering af de to journalister Brügger og  Bertelsen, der gør sig selv til hovedpersoner. Virkeligheden præsenteres som underholdning.

I Krøniken påduttede man det danske folk at fjernsynets og DR’s historie var lig med danskernes historie.

Monopolets helte var det selvglade navn på en serie om DR’s mest magtfulde medarbejdere gennemtiden. Man kune passende have nøjedes med at skildre én eller to af de virkelige genier, f.eks. Poul Nesgaard.

Den hemmelige krig var et eksempel på en berettiget journalistik, som blev fremsat med uberettigede og uhæderlige filmiske virkemidler. Filmens politiske efterspil blev et klassisk dansk højre-venstre-slagsmål, men det burde hellere have været en diskussion af hvorfor politikerne og alle vi andre lader os tvære rundt i manegen af manipulation.

Medierne skal sætte dagsordenen, siger man. Men hvorfor skal de det?

Det er selvfølgelig ikke kun DR, men hele medieverdenen der overvurderer sig selv. Filmen Riskær, avantgardekapitalisten var et meget personligt og groft nedladende portræt, som ikke fortalte os mere om playboyen Klaus Riskær end vi vidste i forvejen, men derimod i svær grad udstillede instruktøren Christoffer Boes egne fordomme, dårlige moral, mangel på empati, misundelse, lommefilosofi og rene selvsmageri. Denne kapitalist-basher af en film blev ikke vist på DR, men TV2.

Så det var et eksempel på at rød journalistik nok skal overleve, også uden monopol og medielicens. I har intet at frygte, kære medieludere, fremtiden tilhører jer.

Jordskælv: Hvem står bag? – byg din egen seismograf

Seismografen til højre virkede bedst.

Der er visse fordele ved at have et altid overfyldt køkkenskab. Jeg havde netop lagt risengryn i blød i aftes (ses i kanden til højre i billedet). Den står oven på en usikker stabel underkopper. Et glimrende instrument til at registrere jordskælv med klirren og ballade.

Idéen er til fri afbenyttelse hvis du vil være forberedt på det næste jordskælv. Der skal nok bruges en del risengryn i længden, da det indtræffer ret sjældent.

Jeg sov og troede jeg drømte, da jeg blev rystet fra side til side og op og ned i madrassens fjedre. Jeg har ellers altid forestillet mig at jorden bare går op og ned ved et jordskælv, men dette var i alle retninger. Lidt efter klirrede det i skabet. Jeg tænkte på om det kunne være en eksplosion nede i metroen – der var nemlig ikke noget brag at høre – men ellers var jeg egentlig klar over at det måtte være et jordskælv.

Herligt! Nu ved vi så at jorden er levende; det er da godt at vide.

Nu rejser der sig en række spørgsmål:

• Står DR-byen endnu? (Ja, desværre).
• Står Malmø endnu? (Ja, Nordens grimmeste by og fallitbo skal desværre ikke genopbygges).
• Vil Politiken skyde skylden på klimaproblemer?
• Vil højrebloggerne beskylde indvandrere for at stå bag?
• Mener debattørerne på Kristeligt Dagblad at den sidste tid er kommet?
• Vil V og K argumentere for at vi skal gå med i euroen, så vi er forberedt på katastrofer?
• En forbindelse til Stein Baggers ankomst er helt oplagt, og den har flere da også allerede fået øje på.

Det er pudsigt at sætte reaktionerne i sociokulturel sammenhæng.

I dansk radio og på tv spøgte og grinede man over jordskælvet da det første kvarter var gået.

De svenske medier lægger vægt på Svenssons angst for den manglende tryghed, samt en rationalistisk bekymring for materielle værdier:

“Ett skalv av den här omfattning är inte farlig för människor, men det kan leda till mindre sprickbildning i hus, enligt Bödvardsson. ”(DN)

Bemærk det ingeniøragtige sprog.

“Uppringare till Sydsvenskan blev mycket rädda när husen skakade. …
- En väldigt otrevlig upplevelse. 
Skalvet kändes kraftigt i omkring tio sekunder och rapporterna om skakande hus är många. Enligt Reynir Bödvarsson kan skalvet påverka byggnader och byggnadskonstruktioner. Nu väntas sannolikt efterskalv. Många ringde även till polisen under morgonen. Det är ännu oklart om något skadats under skalvet. ” (Sydsvenskan)

SOS Alarm blev under morgonen fullständigt nedringt. Larmcentraler runt om i landet fick avlasta när trycket var som värst vid sjutiden. SOS Alarm vädjade via lokalradion att inte ringa med frågor om skalvet, detta för att inte riskera att skadade inte ska få hjälp. 
Sydsvenskan.se kommer under dagen att rapportera om hela händelseförloppet och försöka förklara vad som hände och varför.”  (Sydsvenskan)

Infrastrukturen inte skadad (Sydsvenskan)

Försäkringarna gäller vid jordskalv – “Hemförsäkringen gäller för jordskalv över 4,0.”  (Sydsvenskan)

Men til skåningenes forsvar skal siges at skælvet måske var kraftigere derovre. Spettkakorna kan være faldet sammen. Vore danske flødeskumskager er forhåbentlig mere stabile.

Politiken, Danmarks svenskeste avis, er også hurtig til at lægge den høje pande i bekymrede folder:

Politiet: Vi har ikke taget højde for jordskælv

Regeringen og DF har svigtet!

En læser på Ekstra Bladet troede at det var spøgelser (se kommentarerne under artiklen). Det undrer mig ikke.

En ven af mig ringede til politiet. Det gjorde jeg så ikke, jeg forventer ikke at politiet har styr på noget som helst.

Normalt er det Thy som er den mest jordskælvsplagede del af Danmark. Desværre var jeg ikke hjemme i Vorupør i 1998, da en 1,5 meter høj tsunami skyllede op på stranden. Ingen druknede, men det var tæt på. Da det var alt for langt fra København, blev det ikke omtalt i landsdækkende medier. Også når det gælder snestorme og hedebølger, er Nordvestjylland i top.

Her er lidt baggrundsviden:        

Danmark rammes typisk af jordskælv mellem to og ti gange om året. Størrelsen ligger mellem 1,5 og 4,5 på Richterskalaen, så det er normalt ikke noget, vi lægger mærke til.

Det ældste registrerede jordskælv fandt sted i 1073, mens det mest ødelæggende fandt sted i Thy i 1841. Ved denne lejlighed væltede nogle skorstene og en del husmure slog revner. 

I Danmark er Thy et af de mest seimisk urolige områder. Således indtraf et jordskælv i Skagerak ud for Thy den 9.7.1998. Jordskælvet havde en styrke på 3,3 på Richterskalaen og blev følt af mange mennesker i Thisted, Hurup, Vestervig og Ydby. Et tilsvarende jordskælv i området fandt sted den 4.12.1997. Også dette jordskælv, der havde en styrke på 4, blev bemærket af en del mennesker.

Faktalink: Introduktion til jordskælv

Derfor nej til ny tronfølgelov

[Facebook-gruppe mod ny tronfølgelov
- klik her: groups.to/fiksfakseri ]

Ligestilling er godt, og Anders Fogh har tilsyneladende fundet en ren vindersag ved at gøre den nye tronfølgelov til en “principsag” for regeringen. En principsag, da loven er symbolsk og tidspunktet er flere årtier forkert.

Efter overvejelse mener jeg der er mange juridiske og praktiske grunde til at stemme nej.

Først grunden til at stemme ja: “Princippet“ 

Princippet er ganske vist rent symbolsk og betydningsløst i de næste ca. 70 år.

Hvis man tror at kongelig ligestilling siver ned gennem samfundet og forandrer os alle sammen, så kan man stemme ja.

Men husk at lukke det ene øje. Lovene og samfundet diskriminerer stadig.

Taler vi om grundloven, så har man glemt at kigge på værnepligten. Det er fortsat kun mænd som skal slås ihjel i krig. § 81 lyder: Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar…

Der kan sikkert argumenteres for og imod mandlig værnepligt, ligesom der kan argumenteres for og imod kvindelig tronfølge. Man har dog slet ikke taget fat på en diskussion, men bare taget det hele som en selvfølge.

Her er så grundene til at stemme nej:

1. Overflødig lov

• Ændringen er overflødig og symbolsk, og overflødige love skal vi ikke have.

2. Muligheden for fremtidig regulering går tabt

Grev Ingolf (tidl. prins)

• Man opgiver folkestyrets mulighed for at påvirke arvefølgen, hvis der kommer en uegnet, førstefødt pige – en kvindelig Ingolf.  Da tronfølgeloven blev ændret i 1953, ville man undgå Arveprins Knud og hans søn Ingolf på tronen. Arveprins Knud var upopulær, og både han og sønnen blev betragtet som uegnet (måske svagt begavet). Derfor er det bedst at udskyde en eventuel ændring af tronfølgen indtil vi kender personerne. Så kan man til den tid ændre loven for at undgå en dårlig tronarving. Denne mulighed skal vi beholde i baghånden, derfor ingen lovændring nu. Er den nye arvefølge først gennemført, vil det være politisk umuligt at genindføre den gamle, da ingen politiker tør at afskaffe “ligestilling”.

3. Grundlovsstridig procedure

• Tronfølgen kan ikke ændres uden at man ændrer grundlovens § 2, som direkte fastsætter: “Kongemagten nedarves til mænd og kvinder efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953 fastsatte regler.” Tronfølgeloven fra 1953 er altså et tillæg, som hænger fast sammen med grundlovens § 2. Sådan er grundloven tænkt, og det har hidtil været konsensus blandt jurister og statsretseksperter.

Afdelingschef i statsministeriet Sten Frimodt Nielsen sagde i 2003 til B.T.:

“En ændring er en omfattende sag. Tronfølgeloven omtales i grundlovens paragraf 2 og kan derfor kun ændres efter samme procedure som selve grundloven. Det vil sige, at man ikke kan ændre i tronfølgeloven uden at ændre i grundloven. … Det er en meget omstændelig procedure, som f.eks. slet ikke kan sammenlignes med, hvor let det er at ændre den svenske grundlov.”

Det nuværende forslag viger uden om en formel grundlovsændring – da man ikke ønsker at ændre i grundlovens tekst. Fremgangsmåden minder om de amerikanske constitiutional amendments, som ikke ændrer i grundteksten, men udformes som et tillæg.

Dette er ukendt i dansk ret. Grundlovens § 2 vil uændret henvise til tronfølgeloven af 1953.

Statsministeriets eksperter er åbenbart blevet banket på plads. Hvorfor?

Svaret er sandsynligvis at regeringen vil have gennemført ligestillingen i Anders Foghs og Lars Løkkes regeringstid, men undgå en bredere debat om grundloven. Det er imidlertid dårlig jura, som allerede blev kritiseret i 2005: Professor: Sjusk med tronfølgeloven. Det vidner om et lemfældigt forhold til grundloven, hvor ændringer kringles på plads af politiske grunde.

Juridisk er det fuldstændig uhørt at man ændrer en lov uden at ændre den underliggende henvisning, for så har ændringen jo ingen retsgyldighed. Grundlovens ord har forrang.

• Man risikerer at danne en ny norm for at sætte grundlovsregler ud af kraft via almindelige love, når blot de sendes til folkeafstemning osv. Mener du at fremgangsmåden er grundlovsstridig, bør du altså også stemme nej. For ellers skaber du en farlig præcedens som måske kan føre til fremtidige “grundlovsændringer light”. Hvis for eksempel en kommende EU-traktat kræver en grundlovsændring, så er det en oplagt mulighed at man gentager nummeret, det vil sige at man ikke ændrer selve grundlovens tekst, men laver en tillægslov som ændrer budskabet i grundloven. Derved vil man bedre kunne sælge projektet, hokus pokus – den bitre pille glider nemmere ned.

4. Usikkerhed i fremtiden

• Kan en kongelig i fremtiden bestride lovændringens gyldighed, når grundloven fortsat henviser til 1953-loven? Ja, det er et muligt scenario. Højesteret kan blive nødt til at afgøre at lillebror skal arve tronen i stedet for storesøster. En sådan sag vil have større konsekvenser end Tvind-loven, som også blev ophævet af Højesteret. Virker det usandsynligt? Måske, men ikke umuligt. Vi kender ikke fremtiden.

• Da den engelske Kong Edward 8. abdicerede i 1936, skyldtes det ikke kun forholdet til Wallis Simpson, men også politiske grunde. Kongen havde blandet sig i politik og var venlig mod aksemagterne. Han ville også modernisere monarkiet. Alt det var upopulært hos etablissementet. Kongens forhold og abdikationen udløste en krise og ændrede måske historiens gang. Det var altså ikke bare ligegyldigt om Edward 8. eller broderen George 6. sad på tronen, da de var meget forskellige, og der var interesser på spil. Historien har budt på mange arvefølgekrige, og de havde alle politiske eller magtmæssige intriger bag sig.

• Strid om arvefølgen var en medvirkende årsag til de slesvigske krige. Den danske kongeslægt var uddøende. Ifølge tysk tolkning af tronfølgen skulle den tyskvenlige hertug af Augustenborg arve tronen. Ifølge dansk tolkning var prinsesse Louise af Hessen den arveberettigede. Nogle mente at den første regel gjaldt i Slesvig og Holsten, mens den anden regel gjaldt i det egentlige Danmark. Da prinsesse Louise i 1842 giftede sig med den senere kong Christian den 9., overdrog hun tronrettighederne til sin mand. Hertug Christian August af Augustenborg gav afkald på sine rettigheder i 1852 (mod en enorm erstatning), og det blev bekræftet ved en aftale mellem stormagterne, London-protokollen. Men det hindrede ikke hertugens søn Frederik i at udråbe sig selv som “Friedrich der 8.” Han mente nemlig ikke at hans faders aftale gjaldt for sønnen. Det lykkedes den “falske hertug” at blive anerkendt af flere tyske stater og af de tysksindede slesvig-holstenere. Dette eskalerede i 1863, og det faldt sammen med den slesvigske krig i 1864. Der var mange årsager til krigen, men arvefølgen var en komplicerende faktor. I mange år kaldte man i tysk historieskrivning krigen for den “tysk-danske arvefølgekrig”. Vi bør tage ved lære af dette og undgå en juridisk uklar lovændring, som kan skabe tvivl om arvefølgen. Vi kan ikke vide om der opstår en kritisk situation i fremtiden – en intern strid mellem to politiske fløje i Danmark, måske med storpolitiske forviklinger. Denne strid kan være så uheldig at falde sammen med et arvefølgespørgsmål, hvor to søskende strides om retsgyldigheden af lovændringen.

• Vi skal forestille os en situation hvor en kvinde arver tronen ifølge den nye tronfølgelov, men en mand arver tronen ifølge den gamle tronfølgelov (som stadig gælder ifølge grundlovens § 2). De to tronarvinger er måske meget forskellige, hvad angår politiske eller udenlandske sympatier. Er der samtidig krise og magtkamp i landet, er det en oplagt mulighed at de trækkes ind i politiske spil eller spekulationer i pressen. Formålet med arvekongedømmet er netop at der aldrig må være tvivl om tronfølgen. Kongen er ikke valgt, men født, fordi kongen skal være en samlende figur. Tvivl om tronfølgeloven skader denne stabilitet, som royalister igen og igen nævner som det vigtigste argument for det danske monarki.

5. Vore børnebørns valg

• Bliver loven ændret, træffer vi en beslutning som ikke gælder for os selv, men for vore efterkommere. Arvefølgen er sikret frem til og med lilleprinsen Christian. Hvis han får en datter, vil hun først komme på tronen om ca. 70 år. Skal vore børnebørn ikke selv have lov at bestemme om spørgsmålet?

6. Er det et vigtigt samfundsemne?

• Vi fik ikke lov at stemme om Lissabon-traktaten, Nice-traktaten, kommunalreformen, velfærdsreform, udlændingelovgivningen og mange andre vigtige emner. Når politikerne har fremsat tronfølge-forslaget, så signalerer de at det er et af vore vigtigste samfundsmener, værdig til en folkeafstemning. Stemmer man ja, så er man for så vidt enig i prioriteringen.

7. Afleder opmærksomheden fra virkelig diskrimination

• Ligestilling mellem prinser og prinsesser er ret irrelevant i et samfund, hvor der er større problemer med diskrimination. Det stikker blår i øjnene og skjuler de virkelige problemer.

Hvad med reel ligestilling for kvinder i løn- og arbejdsmarkedsspørgsmål? Mænds manglende rettigheder i skilsmissesager, forældremyndighed og i spørgsmålet om værnepligt? Lige rettigheder for homoseksuelle? Nogle af disse ting kan klares juridisk; andre kræver en folkelig og personlig indsats. Symbolske love, festtaler og fakkeltog er skadelige, fordi de er en sovepude i forhold til virkelige problemer.

8. “Ligestilling” gælder pr. definition ikke for kongelige

• Selv om ligestilling er en god ting, giver det ikke mening at overføre begrebet til kongehuset, som er en kategori for sig. Det er populisme at snakke om ligestilling i monarkiet, som bygger på arvelighed og ikke-ligestilling. Tronfølgeloven vil fortsat diskriminere uægte børn, og de kongelige skal fortsat have godkendt deres “arrangerede ægteskaber” af regeringen.
• Ved enhver ny lov bør der være en diskussion om det substantielle indhold. Men ingen har for alvor argumenteret for den nye tronfølgelov. Man regner det bare for en selvfølge.
• Dronning Margrethe er p.t. den eneste dansker der har prøvet at være regent og kan udtale sig om egne erfaringer. Hun har sagt at det ikke er en dans på roser at sidde på den hårde post. Hun har antydet at det er et job for en mand. Hun har også sagt at en dronning vil få umuligt ved at finde en mand, hvis hun ikke har nået at gifte sig før tronbestigelsen, da ingen mænd ønsker at være den evige nummer to. (Prins Henriks problemer med sin rolle bekræfter dette). Den svenske kronprinsesse Victoria har haft svært ved at håndtere det pres, som en tronfølger er underlagt. På den anden side er der også eksempler på stærke dronninger, f.eks. den britiske Victoria, de hollandske Juliana og Beatrix. Men de fleste havde en hård start.
• Det er meget vigtigt hvem vi sætter på vort lands chefpost – for livstid. Alle argumenter burde derfor tales igennem, så man kan veje for og imod. Jeg tror selv jeg ville ende med at støtte princippet om ligeberettiget tronfølge. Men hvordan skal jeg som borger have en chance for at diskutere, tænke og afveje spørgsmålet, når der ikke er nogen debat?

"Jeg ændrede tronfølgeloven"

9. Monument for politikere

• Lovændringen er et symbolsk monument over Anders Foghs regeringstid. De andre politikere stemmer også ja, fordi de vil være med. De fleste politikere elsker at deltage i noget så spændende som en grundlovs- eller tronfølgeændring.

Politikerne må finde en bedre sag hvis de vil gå over i danmarkshistorien. Vi vælgere bør ikke tage hensyn til deres personlige ambitioner.

10. Legitimering af det mest lukkede kongehus i Europa

• Hvis man er kritisk mod monarkiet (det gælder naturligvis ikke alle) – så bør man tænke på følgende: Vælgerne bliver spurgt om en ufarlig detalje. Ugeblads-monarkiet kan fortsætte.

Vigtige emner som f.eks. gennemsigtige regnskaber, kongelig momsfrihed og deres forhold til loven bliver ikke berørt. Disse forhold kunne naturligvis reguleres, ligesom man har gjort i andre monarkier, også uden grundlovsændring – men man vil ikke i Danmark.

Tronfølge-afstemningen vil blive udlagt som en opbakning til monarkiet. Politikere og kulørte blade vil skrive: “Se her, rigtig mange danskere støtter fortsat kongehuset, og monarkiet følger med tiden”.

Stemmer man ja, er man med til at legitimere monarkiet i en symbolsk “moderne” udgave. Der bliver imidlertid ikke moderniseret i form af åbenhed i kongehuset, så vi kommer desværre stadig ikke op på samme niveau som andre europæiske monarkier.

Sammenfatning

Der er fire tunge juridiske og praktiske grunde til et nej. Fem politiske grunde til et nej. (Plus en ekstra grund hvis man er kritisk mod monarkiets nuværende forhold). I alt 9-10 grunde.

Der er kun én grund til ja, og den er rent symbolsk og betydningsløs i de næste ca. 70 år. Til gengæld er det fortsat kun mænd der har værnepligt, da man glemte at foreslå ligestilling i § 81.

Jeg mener det praktiske skal have større vægt end det symbolske og hypotetiske, så sagen er afgjort for mig.

Forslaget kan falde

I Danmark stemmer ca. 90 % ved folketingsvalg, men under 50 % ved EU-valg. Det er ikke fordi folk ikke gider stemme, men de kan godt kende forskel på væsentligt og uvæsentligt.

Regeringen har valgt at afholde afstemningen samtidig med EU-valg. Måske for at trække flere vælgere til begge dele. Kan nyhedens interesse vare indtil 7. juni?

Valgdeltagelsen ved de direkte EU-valg siden 1979 har ligget lavt, mellem 46,2 og 57,9 % (kilde).

For tronfølgeændringen kræves ikke blot et flertal, men at 40 % af alle stemmeberettigede skal stemme ja.

Ved en lav valgdeltagelse på 46 kræves der altså mindst 87 % ja, højst 13 % nej/blanke.

Ved en høj valgdeltagelse på 58 skal mindst 69 % stemme ja, højst 31 % må stemme nej/blankt.

Der er altså ganske gode chancer for at tronfølgeforslaget falder – alt efter hvor mange skeptikere der gennemskuer at lovændringen er et mediestunt.

Og naturligvis afhængigt af vejret på valgdagen. I tilfælde af dejligt vejr vil turen ikke gå til valglokalet, men til skov og strand. Den 7. juni er også første søndag i måneden, hvor butikker og storcentre holder åbent.

Debatten skal være alsidig

Der er brug for en organiseret indsats og debat. Alle partier i folketinget (minus Simon Emil Ammitzbøll) har stemt for, så hvem skal få debatten i gang? Det må være menige borgere.

Pressen, og særlig DR, skal holdes fast på deres alsidighedsforpligtelse. Der skal være en debat for og imod, som ved alle andre folkeafstemninger.

Alternativet

Det er synd at nej-stemmen kan blive misforstået som om man er modstander af ligestilling, men det kan ikke være anderledes med det foreliggende forslag.

Kritikken skal ikke kun være negativ. Regering og folketing burde ændre tre ting, før jeg måske kunne støtte forslaget:

• Udforme ændringen, så den er juridisk holdbar. Det vil sige en rigtig ændring af grundlovens § 2.
• Love at åbne en debat om ligestilling på andre punkter: værnepligt, diskriminationen af mænd ved skilsmisse, diskrimination af homoseksuelle m.v.
• Gennemføre mere åbne forhold i kongehusets økonomi og administration og sikre at disse ting kan debatteres frit.

Angående værnepligt, så kan man enten afskaffe den mandlige værnepligt eller indføre værnepligt for begge køn. Det er ikke klarlagt om man behøver ændre grundloven for at gøre dette. Det har slet ikke været diskuteret.

Tilbage står dog et problem. Man vil med den nye tronfølgelov lovgive om forhold som ligger mange år ude i fremtiden, og det er næppe fornuftigt, på trods af gode hensigter.

Læs også: Fiksfakseriet om tronfølgeloven og dets vej gennem folketinget

På Facebook

Se også den nye facebook-gruppe Nej til ny tronfølgelov – af seriøse grunde. Meld dig ind, diskuter, og sig videre. Genvej: groups.to/fiksfakseri

Wikipedia

Artiklen Folkeafstemningen om tronfølgeloven, som stort set er skrevet af undertegnede, giver en neutral dækning af emnet inkl. grundig historisk baggrund og forskellige citater fra pressen og folketingsbehandlingen.

Opdateret 3.6.2009

Er grisetestikler mere værd end drengetissemænd?

Nogle landbrugs-fremmedgjorte politikere er flippet ud over kastration af grise.   

For godt et år siden var der politisk stemning for gratis omskæring af drenge, der blev kaldt “fornuftigt” og “naturligt”.

Denne krænkelse af menneskerettigheder blev promoveret af de samme partier som nu græder over krænkede svinerettigheder.

Værsågod at sammenligne de to sager, der i øvrigt begge er skabt på mediernes initiativ:

Flertal for at forbyde kastration af smågrise   (Ritzau/Politiken)

Smågrise bør ikke udsættes for smertefulde kastrationer uden bedøvelse. Det mener et politisk flertal uden om regeringen.

I dag tillader dyreværnsloven, at grise, som det eneste dyr, kan kastreres uden at blive bedøvet først.

Hvert år kastreres 13 millioner hangrise i Danmark. Årsagen er, at et par procent af dem risikerer at udvikle en ubehagelig ornelugt og – smag i kødet.

Men det vil et politisk flertal bestående af S, SF, R og DF nu forbyde, efter at 21 Søndag har vist partiernes dyrevelfærdsordførere, hvordan kastreringen foregår i dag. …

————

Politikere åbne over for gratis omskæring af drenge   (DR, 28. december 2006)

I Danmark blev muligheden for omskæring på enkelte af landets sygehuse helt afskaffet i 2003.

Men nu er flere politikere positivt stemt over for at gøre omskæring til et landsdækkende gratis tilbud for små drenge.

Det sker i lyset af flere internationale undersøgelser, der viser, at omskæring fører til lavere smittefare for HIV, og derfor har Verdenssundheds- organisationen (WHO) for nylig anbefalet omskæring af mænd og drenge i Afrika.

S og SF: Fornuftigt og naturligt
- Det er rigtig fornuftigt at gøre det gratis, især i lyset af undersøgelserne af hiv-risikoen. Der bør vi gribe til alle redskaber, siger Socialdemokraternes medlem af sundhedsudvalget, Lene Hansen til Nordjyske.

Hun ser gerne, at alle vordende og nybagte forældre i fremtiden bliver gjort bekendt med muligheden for omskæring – også af hygiejniske grunde.

SF kalder det naturligt, at omskæring gøres gratis, men advarer samtidig mod at presse forældre til omskæring for at minimere aids-risikoen.

R og DF er mere forbeholdne
Både De Radikale og Dansk Folkeparti er åbne over for gratis tilbud, hvis der vel og mærke er belæg for undersøgelserne.

- Hvis det er af forebyggende karakter og har en effekt, er vi klar til at kigge nærmere på det. Men jeg vil først se undersøgelserne, for der er jo ikke samme hygiejniske forhold i Danmark som syd for Sahara, siger Dansk Folkepartis sundhedsordfører Birthe Skaarup.

AIDS-fondet: Det har ingen effekt
Læge og formand for AIDS-Fondet, Peter Skinhøj advarer da også mod at tro, at omskæring vil have nogen effekt på hiv-smitten i Danmark.

- De fleste hiv-smittede i Danmark smittes via rifter, sår og homoseksuelle samlejer, og her er der intet bevis for, at omskæring spiller en rolle, siger han.

Altså: Sundhedsordførerne  tog stilling udelukkende på grundlag af en FN-rapport om HIV i Afrika, der intet havde med HIV-smitteforholdene i Danmark at gøre.

HIV er ikke en folkesygdom i Danmark, men smitter hovedsagelig via homosex, Afrika og stofmisbrug (kilde).

Og det må vel forventes at folk bruger kondom hvis de vil beskytte sig.

Sundhedsordførerne var i øvrigt alle kvinder der vel har begrænset føling med forhudens betydning.

Lemlæstelse med/uden bedøvelse

Det etiske problem - at fjerne en velfungerende legemsdel uden ofrets samtykke - berøres ikke i artiklen ovenfor.

Jeg finder tvangsfjerning af kropsdele langt værre end spørgsmålet om bedøvelse.

Omskæring af drengebørn gennemføres, så vidt jeg ved, oftest uden bedøvelse.

Jeg synes ikke at smerten er det afgørende, da mangt og meget gør ondt her i livet.

Men samfundsudviklingen går hen imod at overgreb på individet gerne må gennemføres, når bare det sker pænt og smertefrit. Livets værdighed bliver gjort til et spørgsmål om bedøvelse.

Endog henrettelser er blevet gjort “humane” og hygiejniske. I Texas er galgen erstattet af sprøjten. I Iran hugger man ikke hænder af med en økse, men fjerner dem under narkose.

Det er forsøg på at få barbariet til at harmonere med det moderne, sarte menneske.

Om man bør kræve bedøvelse af grisene kan diskuteres – på et sagligt grundlag, ikke ud fra følelser der fremkaldes af at se indgrebet på film.

Man kan ikke vide med sikkerhed hvordan spædbørn/grise opfatter smerte. Begge grupper hyler en stor del af tiden, uanset om de udsættes for kirurgiske indgreb eller ej. Måske kan man hævde at de ikke kan undgå at føle traume og kaos ved omverdenens påvirkninger. Der findes flere studier over den problematik.

Det er svært at tro at dyrenes trivsel (og menneskenes) bliver afgørende forbedret, fordi politikerne forbyder en ældgammel praksis med gilding af smågrise.

Det egentlige ømme punkt handler om tingsliggørelse af dyr.

Statsstøttet dyrplageri

Der er ikke mangel på regler og etiske indspark, men det er små snøft i den store sammenhæng.

Landbruget er stærkt styret og statsfinansieret, så man kan ikke bare skyde skylden på udviklingen. Det er strukturen som er gal.

Den overordnede politik gavner industrialisering og store dyrefabrikker. Nogle af følgerne er de lange dyretransporter, trængsel i staldene, gener for svinefarmenes naboer og overproduktion.

Politikerne vil ikke tale om det og kan ikke ændre på det, da dansk landbrugspolitik har ligget trygt i EU’s favn siden 1973.

Groft sagt giver EU’s skatteydere enorme summer til statsstøttet dyrplageri, og samtidig jamrer vi over den udvikling vi selv har skabt.

Tårer og etik

I de to historier klynkes og hykles der om et indgreb på grise, mens et sammenligneligt indgreb på menneskebørn promoveres.

Grisekastration er (måske) nødvendig i produktionen og bygger på skik og brug.

Omskærelse af drenge er ikke nødvendig og ikke almindelig i dansk tradition.

Måske bør nogle ordførere få fjernet tårekanalerne og/eller syet læberne sammen (ikke kønslæberne, som i kvindelig omskærelse, men dem man snakker med).

Bedøvelse er formentlig unødvendig, da de pågældende politikere allerede har et ualmindelig sløvt centralnervesystem.

Spøg til side om de anatomiske løsninger. En saglig, etisk debat er velkommen.

Både om omskærelse og om EU’s landbrugspolitik, som gavner store bønder og skader små grise.

Sådan dechifrerer du nyheder om højreekstreme optøjer

En hispanofil ven tippede mig om denne DR-nyhed og spurgte mig: Gad vide hvad der er foregået i virkeligheden? Dvs. uden DR’s filter:

  

Voldsomme optøjer i Madrid  (DR)

Spansk politi måtte i går bruge tåregas for at stoppe et sammenstød mellem demonstranter i Madrid.

To højreorienterede grupper havde arrangeret demonstrationen, der blev mødt af en protestdemonstration.

Banker smadret
Flere biler og skraldespande blev stukket i brand under optøjerne, og banker fik smadret både vinduer og kontantautomater.

Ifølge et vidne blev episoden optrappet yderligere, da højreorienterede demonstranter løb ind i et indvandrerkvarter, hvor beboerne forsøgte at stoppe dem. …

—

Jeg har været i Spanien på noget EU-støttet studenterhygge, og jeg kender deres tendens til fastlåst ideologisk kamp uden smålig skelen til virkeligheden.

Så jeg gættede umiddelbart på en kæmpe skare spanske venstreorienterede, med knyttede næver, slagord fra borgerkrigens tid og bannere så lange og røde som S-tog. Over for dem en lille gruppe Franco-proselytter, der ville afholde en lovlig demonstration, men måtte flygte ind i en etnisk ghetto, “hvor beboerne forsøgte at stoppe dem”, dvs. slå dem ihjel.

Og jeg gættede rigtigt, i hvert fald om det første. Jeg fandt følgende version ude på nettet:

   (EFE/Spain News)

Anti-riot police in clashes with demonstrators in Madrid

The clashes came after anti-fascist demonstrators went to stop a pro-fascist demonstration in the capital

Anti-riot police have been out on the streets of Madrid as clashes have been seen with hundreds of antifascist demonstrators. The protestors went to the Plaza de Tirso de Molina in the capital where supporters of Francisco Franco were holding an act in homage to the dead dictator.

As the demonstrators fled from police they damaged cars, threw stones and bricks at the police, and set fire to rubbish containers in the street. It seems there was not direct fighting between the two groups of demonstrators. Police responded using rubber bullets and smoke bombs, and made a total of six arrests. …

—

De to grupper demonstranter har ikke været oppe at slås med hinanden. Det var ikke højreorienterede i angreb på en protestdemontration, som DR antyder, men “antifascister” mod politiet. Men hvad gør det, hvis man sætter lighedstegn mellem fascismen og det bestående samfund. Fascister og politi er et fedt. Det er dejlig nemt at orientere sig i verden, man kender sine fjender, som i sidste instans er alle “normale” samfundsborgere. Med den opfattelse savner man aldrig nogen at smide sten på.

Hvis man klikker videre til den originale nyhed på Spain News, så bør man bemærke de relaterede nyheder: det skete også 25. november, 21. november, 18. november, 16. november, i Madrid, Granada . . .

Det er det samme i hele Europa. Der er tre tydelige klaner, der laver kaos på hver sin måde.

Her er en lille tabel, der kan bruges til at afkode kommende DR-nyheder fra de urolige europæiske storbyer:

Genstand for ødelæggelse	Metode	Gruppe på spil
Banker og kontantautomater	Smadring	Autonome
Biler og skraldespande	Afbrænding	Utilpassede mellemøstlige unge
Den gode stemning	Lovlige demonstrationer	Højreekstremister

Ved nærmere eftertanke er højreekstremisterne ikke de mest skadelige, og der er ikke særlig mange af dem. Men de får ansvaret for balladen. I Danmark får politiet grå hår af bekymring, når 25 Dansk Front-medlemmer demonstrerer – ikke på grund af dem, men på grund af de 200 voldelige moddemonstranter der dukker op. Bagefter skriver pressen om voldelige sammenstød fremprovokeret af højreekstremister. Yderst sjældent hører man om de højreorienterede der bliver slået til plukfisk.

De skal naturligvis have ret til at demonstrere fredeligt som alle andre.

I København den 21. oktober blev SIAD’s demonstration overfaldet (SIAD: Venstreradikale forsøgte at slå os ihjel, Uriasposten). Og så er SIAD endda erklæret demokratisk, står på grundlovens grund og ikke specifikt højreorienteret.

Det blev fortiet eller fordrejet i pressen. De få medier der omtalte overfaldet skrev:

Ritzau (via Politiken 21/10):  Demonstranter med tandbeskyttere anholdt - 18 personer blev anholdt, da de troppede op iført tandbeskyttere til en antiislamistisk demonstration foran Udenrigsministeriet. — [Da] en gruppe på 18 mænd iført tandbeskyttere ville slutte sig til demonstrationen, skred politiet til præventive anholdelser — for at forhindre, at der opstod ballade under demonstrationen. Kort forinden var anti-islamforeningens talsmand, Anders Gravers, nemlig blevet overfaldet af flere mænd i en parkeringskælder.

DR 21/10 (bygger på Ritzau): Uro ved anti-islamisk demonstration

Overfaldet er blevet til “uro”, de autonome blevet til “mænd iført tandbeskyttere”, og uden sammenhæng nævnes “flere mænd i en parkeringskælder”.

Det antydes at tandbeskytterne er højreekstremister, faktisk ser det næsten ud som om Ritzau selv tror på det, for artiklen slutter med det mistænkeliggørende: “Anders Gravers afviser at have kendskab til de anholdte.”

Politiet citeres:

»Folkene bag demonstrationen fik nogle skrammer ved det overfald, og vi frygtede derfor, at den episode skulle ‘byttes’. Og da der så møder personer op med tandbeskyttere i munden, så vurderede vi, at vi måtte skride til handling.«

“Nogle skrammer” er en underdrivelse. Se billederne på Uriasposten. Den logiske sammenhæng går helt tabt. Ritzau antyder følgende: 18 mænd med tandbeskyttere møder op for slutte sig til en gruppe, som de sympatiserer med og samtidig vil hævne sig på - og de vil hævne et overfald, som de selv har begået mod dem de vil hævne sig på.

JP var en smule grundigere:

Demonstranter overfaldet

(tilsyneladende senere ændret til: 18 demonstranter med tandbeskyttere anholdt)

Formanden … og tre af foreningens støtter blev søndag ved 13-tiden overfaldet i en parkeringskælder på Amager. Gruppen var på vej til en anmeldt demonstration foran Institut for Menneskerettigheder, men nåede ikke at parkere bilerne, før de blev overfaldet af en gruppe på ca. ni personer. Ifølge Anders Gravers var det »autonomt udseende« personer med sort tøj og sorte masker, der slog med jernstænger mod forruden, sideruderne og bagruden af bilen. …

Men til sidst i artiklen gives der alligevel indtryk af at de to parter var lige gode om det. Politiet citeres:

»Noget tyder på, at det var nogle, der ikke var enige med vedkommende« … »Der er nogle få, både på højre- og venstrefløjen, som er meget stærke i troen og ikke vil lade demokratiets spilleregler gælde. Vi kan gang på gang konstatere, at risikoen for politisk motiveret vold er til stede« … (JP 23/10, kræver login)

—

Noter og distanceringer:

1. Jeg sympatiserer ikke med SIAD.
2. Jeg er ikke højreekstremist, heller ikke i hemmelighed.
3. Jeg er ikke hispanofil, men de laver god sherry og gode kapers. Jeg har dog 1/16 spansk blod i årerne, nemlig en ukendt sømand som strandede på Thy-kysten mens min officielle forfader var borte i krigen i 1864. Jeg håber han ikke var rigtig spanioler, men basker eller galicier.
4. Det lykkedes kun at formidle politisk korrekthed i de to første noter; undskyld for det.
5. Om Franco-tilhængere er højreekstreme/-radikale/-orienterede eller ultra-konservative tager jeg ikke stilling til. Ordene afhænger af øjnene der ser.

DR2: Tørklæde er cool

 (DR)

TørklædeXperimentet (1:3)

06. januar 2008 kl. 19:15 på DR2

Hvad sker der når en feminist, en fotomodel og en kristen, lesbisk kvinde begynder at gå med det muslimske tørklæde?

Kvinderne vejledes af Samilla Qureshi, som bærer tørklæde til daglig.

–

Hvad sker der når en journalist fra DR, en tøjdesigner og en homoseksuel, polyteistisk bøsse lader sig omskære af ren sympati for det multikulturelle? Nå nej, sharia er jo nærmest det modsatte – i hvert fald en meget hierarkisk multikulturalisme.

Hvad sker der når vi alle sammen frivilligt går over til Taliban og fjernsyn, herunder DR2, bliver forbudt?

Bemærk den fikse stavemåde med X i Xperimentet. En cool og smart vinkling. Det er naturligvis ikke første gang DR2 promoverer tørklædet. Men første gang danske kvinder putter sig i det. Sjovt nok *)  understreges det nu at tørklædet ikke er en personlig modegenstand, stik imod den strategi som tørklæde-forsvarerne eller har ført mest. For når man eksplicit lader danske, kristne, lesbiske, feministiske kvinder tage tørklæde på, så understreger man netop at tørklædet er del af en anderledes religiøs-kulturel norm.

Elsebeth Gerner Nielsens tørklædestunt havde dog et figenblad af tolerance (ifølge hendes egen opfattelse), samt en god portion dumhed. Dette her er ren kamikaze.

Og når man så tænker på at Benazir Bhutto nøjedes med et symbolsk, løsthængende tørklæde, som hun stort set kun brugte når hun var ude af føre valgkamp – tja. De tre DR2-kvinders grundige indpakning minder om det der krympeplast, som man pakker om elektronik og krymper sammen med en hårtørrer.

Skrevet fra et Thisted med kraftig ruskregn, grønne græsplæner og grå himmel. København og de vanvittige mennesker, der flirter med tørklædet, forekommer mig så langt væk.

*) Sjovt nok betyder på jysk ikke nødvendigvis morsomt, men besynderligt, mærkeligt.

Den evindelige kønsvinkling

Fra aftenens tv-program:

21.25 Penge: Kvinder investerer bedst 

Flere og flere danskere sætter sparepenge i aktier. Investeringerne handler om at kombinere risiko og snusfornuft bedst muligt, og det er kvinder bedre til end mænd. “Magasinet Penge” analyserer den lille forskel, når der er penge på spil.

Jeg skal ikke se det – jeg spiller ikke på børsen. Men tænk hvis budskabet var “Mænd investerer bedst” – hvilket køns-ramaskrig. Jeg kender mange kvinder og bøsser der ikke har forstand på penge, men det kan rimeligvis forklares ad socialpsykologiske veje. Omvendt snakker mænd gerne om penge som om de har forstand på dem, og så kan det jo give bagslag.

Mon ikke de individuelle egenskaber er det der former en god investor. Samt en masse held.

Princippet om at fremhæve kvinder på mænds bekostning er det samme som når man nedrakker dansk kultur og derved tror at man gavner indvandrere. Men det giver naturligvis ikke den “svage” part mere værdighed. Det skaber blot kløfter og misforhold. Det er et problem at en stor del af vore 5-10 % indvandrere har lært at jamre over at de bliver undertrykt, da de på den måde holder sig selv nede. Men det er værre når vore 50 % kvinder gør det samme.

Ornlig syg socialrealisme

Journalister er til for at tage røven på folk. Man spørger en flok hiphoppere om piger, biler og hash, man får de svar man fisker efter og lader dem posere på gruppebillede. Men det er alligevel ret komisk:

Fuck Yallahrup Færgeby!  (Foto: Anders Find/JP)

… Betonblokkene i Bispehaven i Århus V kan set på afstand godt ligne virkelighedens Yallahrup Færgeby. Her er danske alkoholikere, integrationsmedarbejdere og en gruppe unge mænd med palæstinensisk baggrund, som arbejder på en karriere som rapstjerner på linie med deres amerikanske idol Tupac Shakur. … »Ja, Tupac er vores store idol, og ja, vi har guldkæder og muskelhund, og ja, vi er perkere, men de overdriver og forenkler os. Vi har faktisk en hjerne, og der er en mening, med det, vi gør,« siger Mohammad Amcha, alias Krølle, 23 år. …

(Om DR-serien:) »Det var sjovt nok de første fem minutter, men efter 25 minutter, havde jeg mest lyst til at smadre instruktøren. Jeg kan godt se ideen i det, men jeg kan ikke se budskabet i det. Det er for plat. Vi taler slet ikke sådan hele tiden. Det er, som om de vil gøre os til syndebukke,« siger Mohammad Rachid, alias Mo, 23 år, rapper, og fortsætter kritikken;»Fuck Yallahrup Færgeby! Hvis jeg skulle give den point på en skala fra nul til fem, ville den ikke engang få nul,« siger Mo …

De prøver at forklare, hvorfor det var så let for dem at ryge ud i kriminalitet.

»Vores forældre har aldrig haft mange penge, og vi var ofte mange flere børn end i danske familier, så vi kunne kun få tøj fra Bilka. Det blev vi frustrerede over og begyndte at finde måder at skaffe penge på. Pengene kom på mange måder til at styre så meget, at vi ikke kunne koncentrere os om lektierne i skolen« …

»Ens forældre lever stadig i Mellemøsten. Når man kom hjem fra skole, sad ens far og så krig på tv og var helt optaget af det og havde ikke tid til os. Det påvirker os, og det er også derfor, at vi har flere aggressioner i os,« siger Krølle.

De manglende fædre. Hovedpersonerne Ali og Hassans forældre mangler i tv-serien – de findes ikke! Det kunne nok have sat en og anden ting i sammenhæng hvis vi fik deres fædre at se. Måske har DR lidt berøringsangst her.

DR’s Yallahrup er underholdende, men den er hverken rigtig satire eller rigtig socialrealisme. Den handler i virkeligheden om den lyserøde, danske middelklasses syn på sig selv. Serien er dansk-selvkritisk og måske lidt småracistisk. Den spidder kun repræsentanterne for den danske middelklasse (skoleinspektøren og bibliotekaren), mens de andre figurer er mere harmløse. Ali og Hassan er ufarlige tolvårige med pubertetsproblemer. Bagefter har DR prøvet at klistre en politisk korrekt hensigt på deres produktion, som den ikke kan leve op til (heldigvis).

Man kan på en måde godt forstå hiphopperne i Århus V når de føler sig gjort lidt grin med. De er ikke småkriminelle bandemedlemmer, men en gruppe unge med ambitioner og fælles pladestudie, og de kæmper for at lave deres egen identitet i et samfund der ikke har gidet stille krav til dem:

»Vi gør ikke det her for at se godt ud. Vi gør det for at overleve,« siger Hamp-Cha.

—