Spindoktor manipulerede artikel om Morten Løkkegaard på Wikipedia – og truede med konspirationsteori og retssag

Jeg er i gang med en længere dokumentation om kandidaters propaganda for sig selv på det brugerstyrede internetleksikon Wikipedia. Den bliver desværre ikke færdig før en af de nærmeste dage, da der er gået kage i min WordPress. Jeg har brugt nogle timer på det nu, men må lade det ligge indtil videre. Jeg skal jo også nå at stemme.

Men det er mere spændende at læse om den slags før valget end bagefter. Så her er i første omgang en kort omtale med link direkte til kilden.

Jeg har overvåget artiklerne om EP-kandidater på Wikipedia, og det vigtigste tilfælde af propaganda fandt sted allerede i februar/marts på artiklen om Morten Løkkegaard. Det var tilføjet af Løkkegaards nabo/ven/private spindoktor, IT- og mediemanden Anders Lautrup-Larsen, og han blev særdeles hidsig da jeg fjernede hans PR.

Jeg erstattede mandens propagandaartikel med en sober og objektiv artikel om alle Morten løkkegaards bedrifter. Desværre er Morten Løkkegaard ofte blevet husket for mindre flatterende sager, dog med hans bog om Tamilsagen som markant undtagelse. Det kunne jeg ikke gøre for, jeg skrev blot hvad pressen har skrevet om ham, og jeg byggede så vidt muligt på eksakt samme ordlyd som jeg fandt i de 44 kildehenvisninger.

• Artikel om Morten Løkkegaard, Wikipedia (version med positiv PR fra 4. marts, før mine ændringer)

• Artikel om Morten Løkkegaard, Wikipedia som den så ud efter mine ændringer den 11. marts (og omtrent stadig ser ud).

Diskussionen mellem mig og Morten Løkkegaards spindoktor, Anders Lautrup-Larsen, kan læses her: Diskussion:Morten Løkkegaard/Arkiv1.

Diskussionen kan alle læse, men man skal nok have lidt erfaring med Wikipedia for at klikke sig frem og tilbage i versionshistorikkerne.

Som tak blev jeg truet med retssag – den slags er nok almindeligt som primær respons i Charlottenlund. Og som man kan læse i den arkiverede diskussion, så beskyldte manden mig for at handle på vegne af Dansk Folkeparti – hvilket jeg kan afvise. Han var gået ind på min blog, som han kaldte min “propagandaside”, og havde fundet et antal artikler om DF, men han har nok ikke læst dem, da de ikke nødvendigvis er entydigt positive – og jeg skriver om alle partier, men er naturligvis ikke lige glad for alle. Han havde også studeret mine facebook-grupper og mente at kunne bygge noget på det.

Til gengæld spurgte jeg om han var i lønnet ansættelsesforhold hos Morten Løkkegaard, men det fik jeg intet svar på. Faktum er imidlertid at han er Løkkegaards ven og nabo, har lavet kampagnesiden Send Morten til Bruxelles! på Facebook og publiceret ret professionelle kampagnevideoer for ham (Facebook , samt muligvis nogle af disse: Youtube / MortenTV). Jeg kom oprindelig på sporet fordi han havde udsendt denne pressemeddelelse om Løkkegaard fra 1. februar – på engelsk. Det var åbenbart vigtigt at gøre alverden opmærksom på kandidaturet.

Jeg skal snarest komme med en lang og fyldig artikel. Men klik på linket ovenfor, som er dokumentation nok – eller læs artiklen om Morten Løkkegaard på Wikipedia og døm selv.

Andre kandidater, som medarbejdere eller aktivister har lavet PR for på Wikipedia, er Dan Jørgensen, Christel Schaldemose og Emilie Turunen. Det var dog relativt uskyldigt, og de truede ikke med retssager da jeg fjernede propagandaen.

—

Sidste år skrev jeg om Saxo Banks informatonskontrol på Wikipedia:

Mine artikler |Afsløring: Saxo Bank fjerner kritik om sig selv fra nettet | Mere om Saxo Banks anonyme ændringer | Saxo Bank afviser informationskontrol | Sidste ord om Saxo-sagen

Pressen | Saxo Bank beskyldt for manipulation på nettet | Saxo Bank afviser propaganda på internettet | Blogger i nyt sammenstød med Saxo Bank | Blogger trækker kritik mod Saxo-direktør tilbage (NB: jeg trak ikke kritikken tilbage) | Saxo Bank-chef indrømmer censur (han ventede 2½ måned og erkendte så i B.T.)

P.S. Mit navn er Cаspеr Udеmark - og man har til enhver tid kunnet kontakte mig på mail, hvor jeg har svaret med mit fulde navn.

Sex & Samfund kludrer i rundspørge og kårer de forkerte

Foreningen Sex & Samfund har kåret de “mest sexede kandidater”. Hvilket ikke handlede om deres udseende, men om holdninger til foreningens mærkesager. De to vindere var Britta Thomsen og Morten Løkkegaard.

Foto: Sex & Samfund

Morten Løkkegaard er helt sikkert den mest solbrændte, og han siger jo også at han plejer at være en tur i Italien, på Skagen m.v. med hele familien hver sommer. (Morten Løkkegaard på badehotel, Billed-Bladet 2008 – klik og se et endnu mere læder-solbrændt smil).

Men der må være et eller andet galt med foreningens argumenter, for hvis man går ind og ser på pointsummen fra det spørgeskema, som de har belemret kandidaterne med, så er der en hel række der har fået topscore – 4 points. Det vil sige at de har svaret “helt enig” på alle spørgsmål. Og vinderne er ikke iblandt dem:

• Henning A. Jensen (A)
• Claus Larsen-Jensen (A)
• Anna Mee Allerslev (B)
• Sofie Carsten Nielsen (B)
• Peter Norsk (C)
• Hanne Dahl (J)
• Ole Nors Nielsen (N)
• Poul F. Hansen (V)

Morten Løkkegaard fik derimod kun 3,94 point og Britta Thomsen fik 3,88.

Sex & Samfund må have kludret i noget, eller også har de helt bevidst fravalgt nogle af de mindre kendte kandidater (er Hanne Dahl virkelig så ukendt?) til fordel for den solbrændte studievært og den kønsaktuelle Britta Thomsen, der af TV2’s morgen-tv blev udråbt som mand. Eller også har Sex & Samfund handlet ud fra personlige, politiske sympatier.

TV2-vitsen var i øvrigt valgkampens absolutte lavpunkt, og det er ikke tilfældigt at denne uforskammede plathed ikke kom fra en modkandidat, men fra en journalist. Journalisterne tror nemlig de er vor tids paver, som tror de kan hvad som helst.

I anden række kommer lobbyorganisationerne, som bestemt også har et selvværd der siger spar to.

De spammer kandidaterne med spørgeskemaer i en lind strøm, oftest med ret banale og dårligt formulerede spørgsmål. Sex & Samfund kunne altså ikke engang finde ud af at behandle data korrekt. Når de først offentliggjorde resultatet få dage før valget, kunne det måske tyde på at de har haft rod i tingene.

Vil Sex & Samfund trække deres kåring tilbage, eller har de en forklaring?

Her kan man læse Sex & Samfunds artikler (bemærk overskrifterne der skal give billig opmærksomhed):

Der skal mere sex i EU-Parlamentet

Britta og Morten er Danmarks mest sexede EU-kandidater

Kandidaternes svar på spørgsmålene + points

Sidstnævnte link er et vildtvoksende excel-ark. For at se pointtallene skal man klikke på Sheet 1 i excel-vinduets nederste venstre hjørne.

Sluddervorne spørgsmål

Ud over den besynderlige kåring er selve udsagnene i testen ledende og grænser til det banale. Foreningen kommer bl.a. med følgende udsagn:

“Kriminalisering af overførsle af hiv-smitte er til skade for befolkningens sundhed og et brud på almene menneskerettigheder! Et stigende antal europæiske lande har har kriminaliseret overførslen af hiv-smitte. Konsekvensen heraf er yderligere stigmatisering af hiv-smittede, hvilket leder til en følelse af frygt i befolkningen: frygt for at blive testet for hiv, frygt for at fortælle andre (herunder nye partnere) om at være smittet og frygt for at opsøge en læge. Det er skadeligt for den generelle befolknings sundhed.”

Det er næppe kriminelt i noget land at være hiv-smittet eller overføre hiv. Den danske straffelov gør det kriminelt at overføre hiv bevidst og ved grov uansvarlighed, hvilket er anden sag.

Det undrer mig derfor at rigtig mange af de adspurgte kandidater (fra de fleste partier) har svaret “helt enig”.

Enten holder de meget mere end de kan love, eller også har Sex & Samfund rodet rundt i spørgsmål og svar. Udsagnet er nr. 5 på spørgelisten og på det ene excel-ark, men nr. 6 på det andet excel-ark. En datafejl alene kan dog ikke forklare svarene.

Britta Thomsen har lagt kommentarer til alle spørgsmål, fyldigt, men ukonkret og med mange floskler. F.eks. undlader hun at besvare spørgsmålet om kriminalisering, men svarer på diskrimination generelt. Hun vil nok gerne være en blød og altfavnende kandidat, der ikke sådan kriminaliserer folk:

“Som hiv-smittet er stigmatiseringen et af de største problemer, både i den vestlige verden og ikke mindst i udviklingslandene. I takt med at behandlingsmulighederne for hiv er blevet forbedret, er den sociale eksklusion et problem, vi skal give større opmærksomhed.”

Morten Løkkegaard kom nemmere til titlen. Han har ikke har skrevet en eneste kommentar til spørgeskemaet, og jeg har heller ikke hørt ham markere sig om emnet i øvrigt.

Sex & Samfund skriver på deres hjemmeside:

“… kåringen [har] slet intet med kandidaternes udseende eller hverv at gøre. Det handler udelukkende om holdninger. Sex & Samfund har således gennemført en stor spørgeskemaundersøgelse blandt samtlige EU-kandidater …”

og

“Tirsdag den 2. juni kårer foreningen derfor EU-Parlamentvalgets mest sexede kandidater. Det sker på baggrund af en undersøgelse af kandidaternes holdninger til en række væsentlige spørgsmål om europæernes sundhed og rettigheder i forbindelse med seksualitet, graviditet og fødsel”

Når jeg skriver kludrer i overskriften er det kun for at tage højde for risikoen for en fejl. Men det virker ærlig talt som om Sex & Samfund ikke har gennemført kåringen på de præmisser som de selv har opstillet. Det ligner snyd og bedrag.

Hanne Dahl: Ikke flere indlæg om Tyrkiet, tak!

Junibevægelsen er fortaler for åbenhed, nærhed, demokrati (ÅND)  - som vist er et forsøg på at oversætte Jens-Peter Bondes slogan openness, transparency and democracy. Men Hanne Dahl er selektiv, når det handler om at tillade kritiske kommentarer på hendes egen blog.

En automatisk funktion sender imidlertid kommentarerne ud pr. e-post, så jeg kan offentliggøre nogle af dem her.

Hanne Dahl skrev på sin blog den 11. marts et flammende forsvar for Tyrkiet i EU, og hun angreb modstanderne for at have en skjult anti-islamisk dagsorden.          

Hun mente også:

“der er brug for mere religion i samfundsdebatten i stedet for mindre. … politikere [må] ikke begrunde deres handlinger religiøst, fordi de agerer indenfor den offentlige sfære. Derimod må præster, universitetsfolk og lærere f.eks. meget gerne argumentere med afsæt i religionen.”

(Hanne Dahls blog: Tyrkiet i EU…)

Det fremgik ikke om hun opfattede sig selv som præst eller politiker – hun er jo begge dele.

Der opstod en livlig debat, og flere var skuffede over Junibevægelsens holdning på dette punkt.

Jeg mener bestemt ikke at Tyrkiet får negativ særbehandling, tværtimod har man set gennem fingre med mange ting, fordi stærke interesser i EU brænder efter at få fingrene i Tyrkiet. Det skyldes dels det strategiske aspekt, men ikke mindst, som jeg skrev: Tyrkisk medlemskab vil med ét slag sende 40 mio. fattige og uoplyste anatoliske bønder ind på det europæiske arbejdsmarked som løntrykkere.

Kommentarer blev glemt – andre godkendt

På et tidspunkt holdt hun op med at godkende flere kommentarer til indlægget. Umiddelbart kunne det måske skyldes at hun ikke har haft tid til at kigge på kommentarsporet og klikke “OK” ved hver enkelt… Men der er samtidig løbende godkendt mange nye kommentarer til hendes andre – og mindre kontroversielle – indlæg.

I EU-parlamentet har Hanne Dahl kæmpet bravt imod de diktatoriske tiltag fra EPP-ED og PES, de to dominerende konservative og socialdemokratiske grupper, der har dannet en klike og forsøger at hæmme den frie debat, lukke parlamentets små partigrupper osv.

Derfor er det skuffende at Hanne Dahl ikke ønsker fri debat på sin blog.

Et af de bortcensurerede indlæg, som jeg automatisk modtog på e-post. Klik for stort.

Ja, jeg har faktisk aldrig forstået idéen med blogs hvor hver ny kommentar skal gennem censur. Enten er der debat, eller også er der ikke. Måske bør en kandidat slet ikke have et kommentarspor på sin blog, for der er alt for stor risiko for at blive jordet.

 Glemte kommentarer blev sendt ud automatisk

Hanne Dahls blog har en smart funktion. Hvis man tidligere har skrevet en kommentar og angivet sin e-post, så modtager man ganske enkelt alle nye poster i samme debatspor på sin mail.

Derfor har jeg løbende modtaget alle de nye kommentarer i min indbakke, selv om de ikke kan læses på hendes blog. Det eneste der mangler er angivelse af forfatteren, som ikke fremgår.

Som man kan se kom sidste indlæg i går, og det var derfor jeg blev opmærksom på sagen igen.

Disse ikke-godkendte kommentarer skal altså læses i forlængelse af Hanne Dahls indlæg Tyrkiet i EU fra 11. marts:

28. april:

Jeg har deltaget i Junibevægelsen stiftelse og stemt på denne derefter ved EUvalg, men med holdningen om, at Tyrkiet skal optages som fuldgyldig medlem, må jeg stå af og flytte min stemme til Folkebevægelsen mod EU, selv om jeg ikke er direkte imod EU, men kun for et EU af Europæiske Stater med hovedvægten på respekt af enkeltstaternes grundlove! Der skal ikke optages lande uden for Europa, hverken Tyrkiet eller nordafrikanske lande!

13. maj [fra undertegnede]:

Jørgen Mørkholdt > Problemet er ikke kun at magtbalancen bliver rykket mod øst og syd. Jeg vil snarere mene at man svækker de små landes indflydelse kraftigt. F.eks. Tyrkiet, Frankrig og Tyskland og endnu ét stort land vil kunne indgå en alliance og dominere EU enevældigt. Men en anden mulighed er at der blot bliver generel ustabilitet. Det er i det hele taget svært at forudse hvad der sker. Det kommer også an på hvilken regering Tyrkiet har. Og jeg tør da ikke vædde om hvilket regime der hersker i Tyrkiet om 20 år. Men det tør EU og Hanne Dahl åbenbart!

24. maj:

Hanne Dahl,

En EUudvidelse med Tyrkiet vil – efter min bedste overbevisning – blive så stort og anderledes, at det kan blive begyndelsen på, at EU så vil begynde at falde fra hinanden igen! I Europa har vi bl.a. set USSR og Jugoslavien falde fra hinanden! Hvorfor ikke lave en god handelsaftale med Tyrkiet?

26. maj (og vedkommende forsøgte at poste det samme den 28. maj, men uden held):

 Kære Hanne Dahl

 ”Dette uden at vi mister de centrale værdier om menneskets ukrænkelighed, der udspringer af de værdier der skabes i smeltediglen af jødisk, kristent og hellenistisk kultur i århundrederne før og efter Kristi fødsel.” 

Disse idéer er ikke det væsentlige – dem kan ethvert folkeslag bare downloade fra Internettet i dag. Og de har været tilgængelige i lang, lang (meget lang!) tid. Inspirationen fra dem er ikke nok i sig selv. De fleste af dem er i virkeligheden universelle og slet ikke udelukkende knyttet til de kulturer, du opremser.

 Det er ikke udviklingen af idéer, der er det væsentlige (dem, du nævner har f. eks. årtusinder på bagen), men implementeringen af dem. Tæl ligeså mange århundreder tilbage, du vil. – Det var ikke manglen på idéer, der var årsagen til hekseafbrændinger, despoti, og feudalisme. Det tog imidlertid os netop årtusinder at indføre disse idéer, så de blev til vores verdenssyn.

 Det beror på, at det er den kulturelle modning, der gøder jorden for realisationen af idéerne – og ikke omvendt, som det ses af tidsfaktoren. Hvor idéerne stammer fra er ét fedt. Hvor de iværksættes … er det absolut eneste, der tæller! Dér sker udviklingen.

 Den samme lovmæssighed vil naturligvis komme til at gælde tyrkerne. Og jeg er personligt helt overbevist om, at ingen regulering eller tiltag, vil kunne fremskynde den proces nævneværdigt. 

Det sker altsammen i den kulturelle udviklings tempo. Og den tyrkiske kultur betragtes tilmed grundlæggende, som en statisk kultur (modsat de moderne, dynamiske), selvom de modtager nogle kraftige vibrationer fra det nærliggende Vesten. 

P. S. Det er, som Caspar siger det, sådan, at et EU-medlemsskab vil være en mulighed for Tyrkiet til at løse nogle af sine etniske minoritetsproblemer - ved at presse dem/facilitere deres udrejse til Det egentlige Europa. Men det tror du måske ikke på, at de vil gøre ?

6. juni:

Var der nogen der sagde menneskerettigheder? Danmark er simpelthen gået i stå hvad fred i landet, miljø, menneskerettigheden og retfærdigheden angår. Hvad med at Danmark først begynder at feje møjet op for sin egen dør før I kritisere andre lande? Asylansøgere i koncentrationslejre som Sandholmlejren er ved at rådne op. De lever under dårlige vilkår som var de kvæg. Og en ting mere, Danmark skal klart have mere EU, og Tyrkiet kan og må ikke udelukkes fordi på længeresigt er det ikke Tyrkiet der behøver EU men ligeomvendt!

—

NB: Hvis man selv har lyst til at udforske Hanne Dahls blog eller www.j.dk, skal man tage højde for at nogle datoer er angivet i amerikansk format. Nyeste godkendte kommentar er fra 06/05 2009, altså 5. juni.

Her er Folkebevægelsen mod EU’s 6 borgerlige kandidater

Sidste nyt: en meningsmåling fra Gallup 5. juni giver Folkebevægelsen 8,2 pct. Der er dermed mulighed for at valgforbundet mellem Folke- og Junibevægelsen får 2 mandater. Hvis Folkebevægelsen bliver mere end dobbelt så stor som Junibevægelsen, vil den tage begge mandater. Nummer to kan blive en borgerlig kandidat.

> Rul ned for at se de seks borgerlige på liste N… og et par midterfolk

Den borgerlige net-avis 180 Grader bemærkede allerede kort tid efter Folkebevægelsens landsmøde i oktober:

“Folkebevægelsen mod EU har ved næste EU-Parlamentsvalg en politisk bredere opstillingsliste end tidligere. …” (Folkebevægelsen mod EU opstiller tidligere konservativ)

Folkebevægelsen har imidlertid altid været tværpolitisk. I Idet daglige arbejde i bevægelsen spiller det ikke nogen større rolle, hvilken politisk farve man har ved folketingsvalg. Kandidaterne er ikke opstillet for et parti, men er udelukkende forpligtet på Folkebevægelsens valggrundlag (klik og læs).

Folkebevægelsen opstiller det maksimale antal, nemlig 20 kandidater.

Langt de fleste har været engageret i EU-modstanden i mange år og har derfor en viden og indsigt om EU der sætter mange af de andre partiers kandidater til vægs. De er ikke alle kendte i den brede offentlighed, men mange af dem har solid erfaring fra folkelige organisationer og fra tidligere valg.

Hver medlemsorganisation i Folkebevægelsen sender to delegerede til landsmødet – så f.eks. Enhedslisten har ikke mere direkte indflydelse end Retsforbundet, Dansk Samling eller Radikalt EU-kritisk Netværk. Det er ganske vist rigtigt at mange af Folkebevægelsens menige medlemmer er venstreorienterede, men de borgerlige og midterfolkene er særdeles aktive i forskellige udvalg og grupper. I det daglige tænker man ikke altid over hvilken partibog folk har – det er privat og relativt uvedkommende, men man prøver at sikre en balance når der stemmes til forretningsudvalg og opstilles kandidater.

Kandidaterne blev valgt på landsmødet i 2008, og rækkefølgen tyder ikke på at Folkebevægelsen skulle være specielt kommunistisk infiltreret. Tværtimod er kandidaterne godt og grundigt blandet. Og det er jo ikke kun politisk farve der betyder noget – personlighed, politisk tæft, indsigt og gennemslagskraft er vigtigere.

Nederst i dette indlæg er der lidt statistik over kandidaterne, men først vil jeg præsentere de 6 borgerlige hos Folkebevægelsen:

—

Ditte Staun er nr. 2 på listen. Ved sidste EU-valg fik hun 7.514 personlige stemmer. Som øverste kvinde har hun reelle chancer for valg.

Ditte Staun er jordbunden radikal fra Nordvestjylland og fortaler for global udvikling

Hun er uddannet i statskundskab i Århus. Hun har derefter været konsulent til fremme for landdistrikterne i Landbo Limfjord og for erhvervslivet i Skiveegnens Erhvervsråd, og nu som udviklingskonsulent i Skive Kommune. Hun bor på landet i sin fødeby Bærs lidt uden for Skive.

Hun er mangeårig aktiv i Radikalt EU-kritisk Netværk. Ved kommunalvalget til efteråret er hun spidskandidat for det Radikale Venstre i Skive. Hun har arbejde som rådgiver for det britiske uafhængighedsparti UKIP i Bryssel (et parti med en relativt konservativ profil, som fik 2,7 mio. stemmer ved sidste valg og har ti mandater i EU-parlamentet). Folkebevægelsen indgår i et netværk af europæiske EU-kritikere, og Ditte Staun har også været aktiv for nej til EU-medlemskab i Malta og Slovenien. Hun ønsker at EU skal skrotte sin protektionistiske handelspolitik, der holder udviklingslandene nede i fattigdom, da frihandel med den tredje verden vil være hjælp til selvhjælp.

Ditte Staun har en jordbunden og folkelig baggrund, der er sjælden hos de Radikale i dag. Det må være derfor hun var nødt til at blive aktiv i Folkebevægelsen.

Citat fra Ditte Staun: EU er er så udemokratisk, at unionen ikke ville kunne blive optaget – i EU.

[Personlig kampagneside | Ditte Staun på Facebook]

—

Hans-Henrik Larsen -konservativ officer fra Hørsholm

Hans Henrik Larsen er den konservative officer, der passer på finanserne. Han er chefsergent og har en MBA i virksomhedsledelse (business administration). Han var medlem af Det Konservative Folkeparti indtil 2007, men meldte sig ud pga. partiets EU-linje.

Som mangeårig financial controller i forsvaret - for den internationale styrke SHIRBRIG – er han formentlig kvalificeret til at holde et skarpt øje med EU’s finanser.

SHIRBRIG er en fredsbevarende brigade  med hovedkvarter på Høvelte Kaserne i Nordsjælland. 16 lande fra hele verden sender styrker til SHIRBRIG, men kan selv beslutte om de vil deltage i den pågældende aktion, og indsats kræver FN- mandat. Desværre har man – med den danske regering i spidsen – besluttet at nedlægge styrken. På den måde vil man bilde folk ind at vi er nødt til at deltage i en EU-hær for at kunne være med til fredsbevarende indsatser – for alternativet er fjernet! (Fogh vil ofre FN-styrke til fordel for EU-hær)

[Kampagneside: mindreeu.dk | Hans Henrik Larsen på Facebook]

—

Thorkild Sohn - grundtvigsk vestjyde og liberalist

Thorkil Sohn har baggrund i det solide, grundtvigske landskab. Hans far var gårdejer og radikal borgmester i Salling. Thorkil Sohn er uddannet jurist, har i 30 år været efterskoleforstander og er nu selvstændig konsulent og revisorassistent (folk der kan regne er en mangelvare i politik).

Han er formand for Husby menighedsråd og nuværende eller tidligere aktiv i Foreningen af Frie Ungdoms- og Efterskoler, bestyrelsen for Grundtvigsk Forum, Midt- og Vestjyder mod Unionen og Nødvendigt Forum – initiativ til bevarelse af Danmarks selvstændighed.

Thorkil Sohn var medlem af Venstre indtil 1983, men har derefter været et kendt ansigt i Retsforbundet, herunder som partiets næstformand. I Retsforbundet har han været fortaler for en liberalistisk, ideologisk bevidst linje med kritik af den skadelige virkning af indkomstskat og moms. Han er desuden medlem af den kristelig-nationale forening Dansk Samling, der havde sit udgangspunkt i bekæmpelsen af nazismen, bl.a. i modstandskampen under krigen.

[Thorkil Sohn på Facebook]

—

Johanne Langdal

Johanne Langdal Kristiansen er sønderjyde og  studerer teologi i København.

Hun er medlem af Retsforbundet og aktiv i Studentermenigheden i Indre By.

Citat: Hvis atomvåben bliver en del af EU-militæret, så vil Danmark blive medejer og medansvarlig for håndteringen af masseødelæggelsesvåben såfremt vi opgiver forsvarsundtagelsen.

[Dagbog fra en dag under EU-valgkampen | Johanne på Facebook]

—

Sven Skovmand

Sven Skovmand er historiker, journalist, forfatter og veteran i EU-modstanden.

Han var medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen fra 1979 til 1984 og har været radikal folketingsmand 1968-73.

Han har skrevet bl.a. 80 bøger til undervisningsbrug, Politikens etbinds Verdenshistorie og Denmark - en foto- og oversigtsbog om Danmark for et udenlandsk publikum. Han er redaktør for forlaget Hedeskov, hvor han også udgiver avisen Samtid, der formidler samfundsnyheder for folkeskolens ældste klasser.

Sven Skovmand citerer historikeren Palle Lauring: Jeg mindes, hvad Palle Lauring sagde forud for folkeafstemningen om EU i 1972: Der står i Rom-traktaten, at EU kun optager demokratiske stater. Men hvad gør man, hvis staterne holder op med at være demokratiske?

—

Mette Langdal

Mette Langdal er folkeskolelærer og tidligere landsformand for Retsforbundet.

Hun er medlem af bestyrelsen for Nødvendigt Forum og af bestyrelsen for Rødding Højskole.

[Mette Langdal på Facebook]

—

De følgende kandidater skal også nævnes. De er ikke medlem af noget parti, men står nærmest på den politiske midte eller lidt til venstre for den, uden dog at være socialister:

—

Helge Rørtoft-Madsen

Helge Rørtoft-Madsen er forhenværende præst og gymnasielærer og kæmper mod EU’s politisering af kirkerne.

Han er for dansk folkestyre og imod EU’s sammenblanding af religion og politik (se hans debatindlæg). Gennem flere år har han gennem bøger og artikler prøvet at råbe danske folkekirkemedlemmer op og advare om EU’s kirkelige “dialog”, der bruger kirkerne som redskab til at fremme den folkelige opbakning til EU. Denne dialog er indskrevet i Lissabon-traktaten.

Her på bloggen er der en uddybende artikel om emnet, som vil overraske de fleste: Kirker læser forbøn for EU-valget – og EU-ledere holder religiøst topmøde.

Han er også aktiv i Borgerinitiativet Nej til EU-forfatningen.

Citat fra Helge Rørtoft-Madsen: EU er en moderne form for ene-vældigt topstyre, hvor de europæiske ”konger” – statscheferne – sammen med de magtfulde bureaukrater i Kommissionen træffer de afgørende beslutninger om, hvad der skal være gældende lov i EU. Og EU-domstolen bakker dem så vidt muligt op eller skaber selv lov og ret, hvis der mangler noget.  - For mig er den allervigtigste grund til at krydse ved liste N, at vi skal befri Danmark og Europa fra Unionens vanvittigt udemokratiske system, så vi en dag kan komme til at samarbejde på en anden måde om det, der er fælles og vigtigt at samarbejde om på demokratiske betingelser.

—

Ebba Bigler

Ebba Bigler er tidligere lærer, redaktør og radiovært.

Ligesom Helge Rørtoft-Madsen har hun tidligere været opstillet for Junibevægelsen, men de to har opgivet håbet om en demokratisering af EU-systemet og er gået over til den klare og troværdige EU-modstand i Folkebevægelsen.

Ebba Bigler har været aktiv i De Grønne, Minoritetspartiet og Solidarisk Alternativ. De to sidstnævnte er så vidt jeg ved nedlagt, og hun er ikke medlem af et parti. Man kan naturligvis mene om De Grønne og Minoritetspartiet hvad man vil, men de er/var erklæret ikke-socialistiske.

Citat: Jeg stiller op for at bekæmpe unionsudviklingen, og endemålet er frigørelse fra unionen. I stedet vil jeg arbejde for et forpligtende og fleksibelt samarbejde mellem selvstændige og ligeværdige stater, når der skal findes løsninger på grænseoverskridende problemer.

[Ebba Bigler på Facebook]

—

Desuden er der Povl Kristensen, som heller ikke er medlem af noget parti og har været aktiv i det overvejende midterorienterede Nødvendigt Forum. Han anbefales af bl.a. Jens Rosendal fra Dansk Samling.

—

Folkebevægelsens kandidater i tal

Demografi: De to yngste er 23, den ældste 72. Gennemsnitsalderen er 48,8 år. Der er 8 kvinder og 12  mænd. 2 er indvandrere (en kurder og en iraner) og 18 er etniske danskere.

Uddannelse: 7 akademikere, 4 med kort videregående uddannelse, 2 ufaglærte, 2 faglærte, 3 studerende, 1 med både faglært og kort videregående udd., 1 er både officer og akademiker.

Erhverv: Privat/selvstændig 4, offentlig ansat 6, organisationsansat 4, studerende 3, pensionister 2, samt Søren Søndergaard der er nuværende MEP på fuld tid.

Landsdel: Nordjylland 2, Midtjylland 5, Sydddanmark 2, Sjælland 3, Hovedstaden 8 (af de sidstnævnte er nogle eksil-jyder).

Privat partimedlemskab: Partiløse 5, ex-konservativ 1, medlem af de Radikale 2, Retsforbundet 3, SF 1, Enhedslisten 6, Kommunistisk Parti 2.

Fagligt aktive: 3 af de 20 kandidater er aktive i fagbevægelsen, heraf er en partiløs, en er i Enhedslisten, og en er kommunist. Ingen af dem tilhører således den typiske socialdemokratiske kategori, men den mere uafhængige røst i fagbevægelsen.

(I øvrigt er de borgerlige og venstrefløjen i Folkebevægelsen rørende enige om at bevare den danske aftalemodel på arbejdsmarkedet, strejkeretten og at undgå løntrykning pga. ubegrænset arbejdskraft fra lavtlønslande. Det handler nemlig om at bevare den danske samfundsmodel).

—

Internationalt samarbejde

I EU-parlamentet er Søren Søndergaard teknisk associeret med (men ikke direkte medlem af) venstrefløjsgruppen GUE/NGL. Det skyldes at gruppen giver fuld politisk handlefrihed og ingen stemmetvang. Folkebevægelsen var tidligere i gruppe med Junibevægelsen, IND/DEM, men det blev vanskeligt pga. Jens-Peter Bondes udvikling til føderalist. Det er ikke givet at Folkebevægelsen bliver i venstrefløjsgruppen efter valget – det kommer an på hvilke konstellationer der viser sig i det nye parlament. (Dansk Samling har stillet otte skarpe spørgsmål til Søren Søndergaard, bl.a. om gruppesamarbejdet).

Dansk Folkeparti deltager i UEN, og Junibevægelsen i ID-gruppen, som begge omfatter nogle ret aparte politikere. Men gruppemedlemskab betyder ikke alverden, og der er ingen perfekte grupper uden brodne kar. De værste er dog de store kristendemokratiske og socialdemokratiske grupper, som bekæmper demokrati og åbenhed med alle midler og tricks. Den grønne gruppe (med SF) er til gengæld ledet af Daniel Cohn-Bendit, gammel pro-pædofil revolutionær og ultraføderalist (læs herom på Emilie Turunens blog).

På europæisk plan samarbejder Folkebevægelsen i TEAM, The Alliance of EU-critical Movements, som har medlemmer både fra højre- og venstrefløjen. Folkebevægelsen arbejder naturligvis særlig nært sammen med de nordiske nej-bevægelser, ikke minds Nei til EU i Norge. Jeg havde fornøjelsen af at mødes med europæiske EU-kritikere i London i april og med nordmændene på deres landsmøde i Trondhjem i oktober.

Det er ikke kun i Danmark vi er trætte af EU.

Folkebevægelsen er hvad alle partier burde være – en folkelig bevægelse – og der er brug for dens arbejde i parlamentet, oplysningsarbejdet herhjemme, og en uafhængig kritisk stemme om EU.

[www.folkebevaegelsen.dk | Folkebevægelsen på Facebook]

—

Hvis du stadig tænker på at stemme DF, så læs: DF har fiflet med partiprogrammet og er nu EU-tilhængere. DF bøjer generelt sin EU-politik, fordi de drømmer om at komme i regering.

—

Interessante anti-grupper på Facebook: JuniBevægelsen og Folkebevægelsen mod EU burde ikke kunne opstille til EP” – “Folkebevægelsen mod EU, er lige til at lukke op og skide i!”

EU-togets køreplan siden 1972 – og alternativet

Der kommer altid en sporvogn og en traktat til. Her er unionstogets destinationer og nej-stemmetal ved danske folkeafstemninger om EF/EU siden 1972:

Traktat	nej-procent	resultat
1972 EF (Rom-traktaten)	36,7 %	JA
1986 EF-Pakken	43,8 %	JA
1992 Maastricht I	50,7 %	NEJ
1993 Maastricht II + Edinburgh	43,3 %	JA
1998 Amsterdam-traktaten	44,9 %	JA
2000 ØMU’ens 3. fase (euro)	53,2 %	NEJ
Herefter havde folketinget fået nok af de frække vælgere:
2001 Nice-traktaten	snydt!	Folketinget vedtog traktaten
2008 EU-forfatningen I	aflyst	Frankrig og Holland stemte nej for os.
2008 EU-forfatningen II (Lissabon)	snydt!	Folketinget vedtog traktaten 24. april 2008. Kun DF, EL og tre SF’ere stemte imod. Folkets opmærksomhed var da rettet mod Jeppe Kofods sex, Lars Løkkes bilag samt Brian Mikkelsens og Foghs uenighed om boykot af olympiaden i Kina.
2009/2010 Afskaffelse af de fire forbehold fra Edinburgh	?	?
Ca. 2012-2014 Toget kører, og der kommer altid en traktat til. Spørgsmålet er bare hvilke byer de opkaldes efter:  København-traktaten kunne blive underskrevet under det danske formandskab i 2012, som tak for at vi endelig afskaffede forbeholdene.   Berlin-traktaten – tyskerne har aldrig fået en traktat?  Istanbul-traktaten – som cadeau til det kommende medlemsland, symbolsk genoplivning af det gamle Konstatinopel og overvindelse af skismaet mellem øst og vest? Opkaldt efter en østeuropæisk hovedstad af symbolske grunde? Eller Bruxelles-traktaten som kronen på værket – ligesom en kejser der kroner sig selv!	?	?

Danskernes EU-holdning er flyvsk

Meningsmålinger kan være meget svingende, alt efter hvem der bestiller dem. Spørgsmål kan jo stilles på mange måder.

De afliver også rutinemæssigt Folkebevægelsen og Junibevægelsen før et valg, men hver gang viser det sig at de klarer sig bedre ved valget end i meningsmålingerne.

Der har netop været en måling som hævder at danskerne er så EU-glade som aldrig før. 71,2 pct. er for dansk EU-medlemskab og 18,8 procent er imod (Danskere er EU-positive, Ritzau, 1. juni).

For tre uger siden var budskabet det modsatte: Danskernes EU-opbakning smuldrer, TV2, 13. maj 2009: Et flertal siger nej til euroen og nej til at ophæve forbeholdene; fremgang på 5 procentpoint for nej-siden i forhold til januar.

Jeg vil minde om nogle meningsmålinger som blev foretaget af Gallup for Folkebevægelsen mod EU for nogle år siden:

“En ny nordisk undersøgelse viser, at 62 procent af de nordiske borgere ønsker mere nordisk samarbejde. Kun én procent støtter mindre nordisk samarbejde. Og ca. en tredjedel synes samarbejdet har en passende størrelse. … Europabevægelsens synspunkt om at opløse det nordiske samarbejde deles kun af én procent af Nordens borgere.”(Europabevægelsens holdning til Norden støttes kun af én procent)

Gallup fra 2004, hvor folk blev spurgt om EU-holdning sat over for alternativer (Folkebevægelsen)

 

“Meningsmålinger i Danmark, Sverige og Norge viser, at et flertal foretrækker nordisk samarbejde frem for EU-medlemskab … I Norge er procenttallene 46/40 til fordel for Norden. I Sverige er flertallet for det nordiske lidt mindre, nemlig 49/45. I Danmark foretrækker deltagerne i meningsmålingen Norden (51 pct.) fremfor EU (36 pct.) under forudsætning af, at Norden indgår handels- og samarbejdsaftaler med EU.“ (Flertal for et folkeligt, nordisk alternativ til EU)

 

Frihandelsorganisationen EFTAs kontorer rummes i dette højhus i Genève - sammenlign med EU's 40.000 ansatte. (kilde: EU-oplysningen)

Alternativet

“Medlemslandene Norge og Schweiz byder nye velkommen, sådan som frihandelsorganisationens sekretariat i Geneve gør det.” (EFTA-lande vil gerne være flere)

“I dag er der kun fire medlemslande (Island, Liechtenstein, Schweiz og Norge), men EFTA har fordelagtige handelsaftaler med såvel EU-landene som en lang række andre verden over. EFTA giver toldfri adgang til alle lande i såvel EFTA som EU. Og i modsætning til i EU kan medlemmer af EFTA indføre råstoffer og halvfabrikata toldfrit fra lande udenfor EU, hvilket giver industrier i EFTA-lande en konkurrencefordel i forhold til i EU-lande. “ (EFTA – åbent som alternativ til EU)

“Ditte Staun fra Folkebevægelsen mod EU foreslår ny dansk undtagelse overfor EU’s toldunion – ligesom Gibraltar, fordi protektionismen koster Danmark og resten af verden dyrt. …

Den anerkendte franske økonom Patrick Messerlin beregnede i 2001, at EU’s protektionisme koster mellem 6 og 7 procent af bruttonationalproduktet. I Danmark svare det til 20.000 kroner pr. dansker.  …

Norge og Schweiz, som har frihandelsaftaler med EU via EFTA, står uden for toldunionen. Det giver landene mulighed for en anden handelspolitik til gavn for virksomhederne, forbrugerne og resten af verden. Toldunionen i kombination med den eksportstøtte, som her i finanskrisen har fået comeback, forhindrer global frihandel og muligheden for at bruge handel som værktøj til at fjerne fattigdom og øge den samlede globale velstand, fastslår Ditte Staun.” (Dansk undtagelse over for EU’s toldunion, udspil fra Folkebevægelsen mod EU fra i går).

Ditte Staun er nr. 2 på Folkebevægelsen mod EU’s liste, og i det civile liv er hun radikal. Det er klar, liberal tale hun kommer med – i modsætning til de borgerlige EU-politikere. Al snak om at borgerlige EU-modstandere ikke kan stemme på Folkebevægelsen, må forstumme.

Man kan også roligt stemme på Søren Søndergaard, som står inde for samme valggrundlag, da det ikke drejer sig om dansk indenrigspolitik i EU-parlamentet – men om dansk selvstændighed, åbenhed og frihandel.

Resultater af EU-valg 1979-2004

Når man er et “rigtigt parlament”, er man nødt til at spørge vælgerne engang imellem, men EU besværer os ikke for tit. Kun hvert femte år. 

Derfor kan man samle valgresultaterne i en overskuelig tabel. Øverst procenter, nederst mandater:

	1979	1984	1989	1994	1999	2004
A Soc dem	21,9 3	19,5 3	23,3 4	15,8 3	16,5 3	32,6 5
B Radikale	3,3 0	3,1 0	2,8 0	8,5 1	9,1 1	6,4 1
C Kons	14,1 2	20,8 4	13,3 2	17,7 3	8.5 1	11,3 1
D/M Centrum-Dem	6,2 1	6,6 1	8,0 2	0,9 0	3,5 0
E Retsforbundet	3,4 0
F Soc Folkep	4,7 1	9,2 1-2	9,1 1	8,6 1	7,1 1	7,9 1
J Junibev				15,2 2	16,1 3	9,1 1
K/Q Kristendem/Kr F	1,8 0	2,7 0	2,7 0	1,1 0	2,0 0	1,3 0
N Folkebev mod EF/EU	21,0 4	20,8 4	18,9 4	10,3 2	7,3 1	5,2 1
O Dansk Folkep					5,8 1	6,8 1
V Venstre	14,5 3	12,5 2	16,6 3	19,0 4	23,4 5	19,4 3
Y Venstresoc	3,5 0	1,3 0
Z Fremskridtsp	5,8 1	3,5 0	5,3 0	29 0	0,7 0
Valgdeltagelse	47,8	52,4	46,2	52,9	50,5	47,9
Blanke/ugyldige	2,0	1,2	1,2	1,6	2,6	1,4

[Kilde: Folketinget; uddybende: Indenrigsministeriet]

Danmark havde fra 1979 til 2003 seksten mandater i parlamentet. Fra 2004 til nu havde vi fjorten. Fra og med valget 7. juni 2009 er vi beskåret til 13 mandater.

Et af vore 16 mandater blev valgt på Grønland, indtil Grønland forlod EU den 1. januar 1985.  Derefter tilfaldt det 16. mandat SF for resten af valgperioden. (Grønland er det eneste land der nogensinde har meldt sig ud af EU. ) 

Helt blankt

Blanke/ugyldige stemmer udgjorde ved de seneste seks folketingsvalg fra 0,7 til 1,0 pct. Blankprocenten er væsentlig højere ved EU-valg, op til 2,6 pct.

Ved amts-/regionsvalg får vælgeren udleveret to stemmesedler samtidig, og mange undlader at udfylde den den gule amts-/regionsseddel. Ved regionsvalget 2005 stemte hele 5,2 pct. blankt/ugyldigt i Region “Syddanmark”, en region som kulturelt og historisk er lige så aparte konstrueret som den Europæiske Union.

Valgforbund

1994: BQ, CDV, JN

1999: CDV, JN

2004: AF, BK, CV, JN

For 1979-1989 har jeg ikke kunnet finde oplysninger om valgforbund.

Khat-forbud virker… med tiden

Khat-spiser i Sanaa, Jemen (F. Reus/Wikimedia)

Mange somaliske mænd i Europa er stærkt forfaldne til stoffet khat, som gør dem passive og mildt euforiske på samme tid. Det får ofte dagligdagen til at falde fra hinanden, så arbejdsløshed stort set er reglen, og mange ender endda som hjemløse.

Nu siger en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen at unge somaliere under 20 stort set ikke bruger stoffet. Det er altså lykkedes at gøre op med mønstret fra deres fædre. En generation af unge somaliere undgik at blive tabt på gulvet.

Forbudet har også efterhånden medført at kvinderne protesterer og smider deres khat-tyggende mænd ud.

Selv om en restriktiv narkotikapolitik ikke kan holde alle stoffer ude, så er det langt fra ligegyldigt, om samfundet tillader eller forbyder en adfærd. Vi lovliggør heller ikke vold og tyveri, bare fordi det forekommer.

På begge fløje findes der folk som ønsker liberalisering af narkotika, men de kommer oftest med teoretiske og idealistiske argumenter, ikke praktisk fornuft. Der kan siges meget dårligt om den nuværende politik, men hvad er alternativet?

Khat blev forbudt i Danmark fra 1993, men lige siden har de sædvanlige anarkister på begge fløje skræppet op om sagen:

“At gøre de her mennesker illegale, tror jeg ikke er løsningen,” siger Per Clausen (Enhedslisten)

“Det er ikke statens opgave at styre folks liv. Vi går ind for en legalisering, fordi khat skaber ligeså lidt afhængighed som kaffe” … siger landsformand Rune Kristensen fra KU, som dog efterlyser information om, hvor farligt khat er. [Bemærk de to selvmodsigelser: staten skal ikke styre os, men alligevel "informere", og khat er som kaffe, men farligt.]

Og kynikeren:

“… Det er jo en del af deres kultur at tygge det her, og det er der nok ikke noget, vi kan gøre ved,” siger Per Andersen fra Sønderjyllands Politi- og Toldgruppe.

(Fra Politiets jagt på khat er meningsløs, bragt i det “progressive” middelklasseblad Information, 17.7.2008).

Den radikale Nicolai Lang havde mere “humanistiske” argumenter i indlægget Forbud mod hash er kulturchauvinisme fra 2003, hvor han mente at khat var en del af afrikansk kultur, uskadeligt og kun ulovligt for at chikanere indvandrere. Herved udtrykker han samme holdning som det mindretal af somalierne som vil beholde deres khat. Og han afslører en essentialistisk holdning til såkaldt “afrikansk kultur”, for den er vel mange ting?

Blandt somalierne selv er sagen klar, for 64 % af dem ønsker at beholde det danske khat-forbud. Blandt ikke-misbrugerne ønsker hele 92 % at khat skal være forbudt.

Der er imidlertid også 64 % som opfatter khat som en del af somalisk kultur.

Konklusionen må være at somaliere i Danmark er integrationsvillige, for de er indstillet på at en del af somalisk kultur skal være forbudt, fordi den står i vejen for integration!

Der har hele tiden været stærke kræfter blandt danske somaliere som arbejder for bekæmpelse af khat, f.eks. khatforebyggelse.dk – et forbilledligt offentligt-frivilligt projekt i Århus (Gjellerup).

Khat-pause i en hule i bjergene nær Khulan, Jemen (A. de Leeuw/Wikimedia)

De salatlignende khat-blade ser ikke ud af meget og er vist nok et relativt mildt rusmiddel, men problemet er det hæmningsløse forbrug, som mange forfalder til. Mange somaliske mænd sidder og hygger sig, mens de tygger khat fra morgen til aften.  

Det viser at sociale og kulturelle faktorer er en vigtig del af de samlede effekter. Det bør man minde de liberale akademikere eller bankfolk fra socialgruppe 1 om, når de går ind for at lovliggøre hash, fordi de sagtens selv kan finde ud af at bruge det med omtanke. Det er nemlig – som altid – folk på samfundets bund som tager skraldet. Problemerne vender den tunge ende nedad.

Når det gælder khat, kan man lige så godt sige lige ud at det er et forbud mod en social adfærd. Staten har i højeste grad grebet ind i folks liv, og det har virket. Konservativ Ungdom og Enhedslisten kan tage og pakke deres liberale argumenter sammen.

(À propos, så bevirkede en kampagne siden 1997 også et markant fald i omskæringer af somaliske kvinder i Danmark (Ugeskrift for Læger, 2002). Heldigvis nøjes vi ikke mere med den “målrettet forebyggende oplysningsindsats”, som folketinget argumenterede med, da man nedstemte forbudmod kvindelig omskæring i 1997, men har siden 2005 fået indført en solid straffebestemmelse. De to ting bør følges ad).

I Jemen går 40 % af landets sparsomme vandmængder til khat-avl. Ud over Jemen og Somalia er bladene også populære i Etiopien.

N.B.: 65 % af somalierne i Danmark tygger ikke khat. Undersøgelsen erklærer stolt at 77 % af kvinderne aldrig har prøvet at tygge khat, mens den ikke fortæller det tilsvarende tal for mændenes vedkommende. Her kunne man godt have lagt tallene på bordet. Det hele virker noget optimistisk, men under alle omstændigheder har man udryddet misbruget blandt de helt unge.

Derfor er de fremhævet i den politisk korrekte pressemeddelelse fra Sundhedsstyrelsen, men undersøgelsen handlede rent faktisk om alle somaliere, ikke kun de unge:

Undersøgelse: Unge dansk-somaliere fravælger khat, Sundhedsstyrelsen

Kristeligt Dagblad har en anden overskrift:

 Somaliske mænd er storforbrugere af khat - Hver tredje somaliske mand er misbruger af stoffet khat …

Somaliere overfalder khat-modstander - Formand for den somaliske forening er blevet overfaldet af fire unge landsmænd. Politiet mener, det er fordi, han er kritisk over for rusmidlet khat. (Politiken, 2.11.2008)

Koner smider kat-tyggende mænd ud - Manden lovede flere gange at stoppe. Men han holdt ikke ord, så til sidst smed Fatima ham ud. Det var en lettelse, fortæller hun. … Efter at have levet hver for sig har Fatima og hendes mand igen fundet sammen. Og i dag går det meget bedre. (DR, 22.12.2008)

Universalgeni har en anden vinkel end mig: Kriminelle somaliere vælter tonsvis af khat ind i Danmark. Hver dag! (2007)

Men selv om khat-brugerne efterhånden får mindre og mindre forståelse i det somaliske miljø, så kan de fortsat støtte sig til utallige danskere, der mener rusmidler er sunde og uskadelige ting som skal være lovlige…

—

Dette indlæg handler ikke om EU, men jeg vil tilføje: flere tons khat kommer dagligt hertil fra Holland og Storbritannien, hvor det er lovligt. Det er altså et problem at have åbne grænser, når man ikke engang kan blive enige om at bruge EU til noget så vigtigt som en fælles narkotikapolitik.

Europabevægelsen udnævner EU’s chef til årets europæer

José Barroso, formand for EU-kommissionen, er valgt til årets europæer af den Danske Europabevægelse. Et noget fantasiløst valg. Det svarer til at vælge statsministeren til årets dansker. Eller måske ville den rette parallel være hvis Sovjetunionens Kommunistiske Parti havde udnævnte sin leder til årets sovjetborger.

Det viser desværre også at EU-systemet, EU-politikerne og de Europa-begejstrede foreninger har en tom og overfladisk vision om Europa, der kun handler om politik, forfatninger og den evige opbygning af  ”det europæiske hus”, dvs. større og mere magtfulde EU-organer, der overtager magten fra nationalstaterne. Der må naturligvis en vedvarende propaganda til for at gøre det til et folkeligt projekt. Hvad det dog aldrig bliver.

Hvis man interesserede sig for selve det europæiske, ikke EU, så havde man vel valgt en forfatter, kunstner, videnskabsmand, sportsmand, journalist eller bare en politiker der på en eller anden måde havde gjort sig bemærket på usædvanlig vis.

Europabevægelsens geografiske definition af Europa ser ud til at begrænse sig til et kvarter i det østlige Bryssel, og deres definition af europæer er “person som arbejder for EU”.

Det politiske system i EU flyder sammen med den “folkelige” forening Europabevægelsen, ligesom det i forvejen flyder sammen med erhvervsliv, industri og interessegrupper.

Er Barroso årets europæer?, Jyllands-Posten 

Alle meningsmålinger om EU-valget

	EU-valg 2004		A&B/Altinget 26. marts-1.april		Gallup/Berlingske 14.-15. maj		Capacent/DR 22. maj		Megafon/Pol./TV2 29. maj		Catinet/Ritzau 3. juni
	pct	mand	pct	mand	pct	mand	pct	mand	pct	mand	pct	mand
A Socdem	32,6	5	26,4	4	26,3	5	27,9	4	26,5	4	25,7	4
B Rad	6,4	1	3,9		5,0		4,4		4,5		2,9
C Kons	11,3	1	12,1	2	11,3	1	11,8	1	13,6	2	15,1	2
F SF	7,9	1	17,4	3	15,0	2	13,4	2	12,1	2	15,3	2
K Krdem	1,3
I Lib All					0,0		0,0		0,5		1,0
J Junibev	9,1	1	2,2		2,5		3,2		3,8		3,2
N Folkebev	5,2	1	4,0		6,3	1	6,3	1	5,3	1	4,8	1
O DF	6,8	1	12,0	1	12,5	1	8,6	1	10,2	1	12,7	1
V Venstre	19,4	3	22,0	3	21,3	3	24,4	4	23,5	3	19,4	3
ved ikke/blanke	1,4				20		16,8
vil stemme	47,9		83,5		80
antal adspurgte			1047								1065

• Mandater er beregnet ud fra gældende valgforbund (ved dette valg: ABF, CIV, JN).
• Meningsmålingen fra Gallup for Berlingske foretaget 14.-15. maj havde problemer med hovedregningen. Partierne fik tilsammen kun 80 pct. mens de sidste 20 pct. udgjordes af blanke og ved ikke. Målingen blev citeret i flere nyheder, som ikke opdagede den akavede måde at tælle til 100 på. I ovenstående tabel er tallene korrigeret, idet alle partiernes procenter er ganget med faktor 1,25, således at facit er 100. Avisens mandatberegning var desuden forkert.
• Ved målingen fra Capacent/DR den 22. maj var mandatberegningen næsten rigtig – flot klaret, DR. Men der var dog fejlagtigt givet to mandater til C og tre mandater til V. Venstres 24,4 procent divideret med fire giver 6,1, hvilket er mere end de konservatives 11,8 procent divideret med to. Derfor får Venstre fire mandater. D’Hondts metode er ret simpel og beskrevet i valgloven, men den læser journalisterne ikke.

Valgdeltagelsen

  I tallene ovenfor angiver 80-83,5 pct. at de vil stemme. Ifølge en måling om valgdeltagelsen fra Interresearch/Søndagsavisen den17. april ville 84,5 procent stemme, og 39 pct. havde endnu ikke besluttet sig for et parti. En måling fra Megafon/Politiken/TV2 den 8. maj sagde at 82 pct. helt sikkert eller sandsynligvis forventer at stemme.

Der er således masser af vilje, og hverken EU-toppen, politikerne eller pressen har nogen grund til at skyde skylden på vælgerne hvis interessen fordufter undervejs.

Forudsigelserne er naturligvis urealistiske. Her skal man tænke på at målingerne generelt kun omfatter de folk der har indvilliget i at gennemføre undersøgelsen. Omkring 70 pct. siger nej tak til at medvirke ved telefoniske undersøgelser, og en hel del ikke-interesserede er således allerede sorteret fra.

Når man ringer og spørger folk hvilket parti de vil stemme på, så er det meget logisk at de samtidig svarer ja til at de vil stemme. Det er imidlertid påfaldende at interessen vedvarende ligger på 80-85 pct. Nedenstående afstemning på DR’s hjemmeside fortæller omtrent det samme som meningsmålingerne:

Hentet på dr.dk/nyheder den 26. maj

83 pct. vil stemme til EU-valget, og 70 pct. vil stemme om tronfølgeloven. Det gælder i hvert fald dem dem der har fundet vej til dr.dk/nyheder, og som bekendt har en del ikke valgt parti endnu.

Hvis man troede at tronfølgeloven skulle få folk til at myldre til stemmeurnerne må man tro om. Der er trods alt flere der er interesseret i EU-valget.

Mit eget gæt

Min egen prognose er at der kun sker små forskydninger i mandaterne i forhold til 2004:

• Socialdemokratiet må aflevere et mandat til SF
• de Radikales mandat forsvinder, fordi antallet af pladser skæres ned fra 14 til 13

Dansk Folkeparti vil næppe kunne mobilisere sofavælgere nok til at komme op på de ca. 13 pct. som udløser to mandater.

Jeg gætter faktisk på at det EU-kritiske valgforbund har mulighed for at bevare to mandater, da de to bevægelser vokser i meningsmålingerne – fuldstændig som de plejer at gøre umiddelbart før et EU-valg. Det skyldes at de normalt er kraftigt undereksponeret i medierne, men først får lov at komme til orde under valgkampen, og hovedsagelig i valgkampens sidste del.

Forud for valget i 2004 blev bevægelserne rutinemæssigt udraderet i meningsmålingerne. Kun en enkelt meningsmåling forudsagde det reelle resultat (1 mandat til Junibevægelsen og 1 til Folkebevægelsen). Målingen fra Sonar blev bragt i Søndagsavisen få dage før valget, men fortiet af resten af pressen. Se en analyse af Poul Nyrups triumf ved EU-valget 2004 hos APK.

Jeg er næsten blank om valgdeltagelsen, men gætter bare på et sted mellem 47 og 56 pct. Tiltrækningskraften hos S, V, K, R, SF og Junibevægelsen er mindre end magnetisk. De eventuelt dygtige kandidater er ukendte, de kendte er dårlige, og alle famler sig frem. Messerschmidt er en undtagelse, men han har til gengæld ikke været så synlig som han burde.

Amatøragtig EU-prognose med fejl

Prognosen Predict09.eu forudsiger valget i de enkelte EU-lande og sammensætningen af grupperne i det nye parlament. Der er ikke tale om en meningsmåling, men en matematisk model som bygger på en række kriterier for vælgeradfærd i de enkelte lande.

Forudsigelsen om det samlede parlament kan sikkert godt bruges (den tyder ikke på de store udsving mellem blokkene).

For Danmarks vedkommende har man derimod begået amatøragtige fejl. Alligevel er den citeret i dansk presse.

EUpredict09 havde følgende tal i den første version, som nu er fjernet fra hjemmesiden:

A Socdem	22,0
B Rad	4,6
C Kons	8,2
F SF	12,0
J Junibev	7,1
N Folkebev	4,3
O DF	12,0
V Venstre	20,0
Enhedslisten	4,7
Kristendem	3,1

Enhedslisten og Kristendemokraterne stiller som bekendt slet ikke op. Der mangler 2 procentpoint i ovenstående tal for at få et facit på 100. Desuden havde man glemt at bruge valgforbund i mandatberegningen.

Selv om prognosen er åbenlyst vildledende, er det altid en god historie at aflive nej-bevægelserne. En dansk journalist, der ikke kan have undersøgt målingen særlig grundigt, skrev helt ukritisk:

Radikale og nej-partier kan tabe, Berlingske, 25. april

“Både det Radikale Venstre og Folkebevægelsen mod EU står til at ryge ud af Europa-Parlamentet ved valget den 7.juni. Det spår en analyse udarbejdet af politiske forskere fra London School of Economics, der har set på meningsmålinger i alle medlemslande og lavet et skøn over det kommende valgs resultat. …”

Jeg har gjort opmærksom på fejlene. Der er kommet en opdateret version fra Predict09.eu:

Facit bliver denne gang kun 96,8 pct. så der ligger 3,2 pct. og flagrer et sted. Også i den nye måling er mandatberegningen forkert, fordi man har ikke taget hensyn til valgforbund. Ovenstående prognose vil give følgende mandater:

Socdem	4
Venstre	3
SF	2
DF	1
Junibev	2
Kons	1

Et mandat er ganske tæt på at blive flyttet fra Soc.dem. over til Venstre, og Junibevægelsens andet mandat er tæt på at gå til Folkebevægelsen.

Professor Simon Hix skriver til mig den 21. maj: “We’ve just produced a new update of the predictions, which as you will see, includes many of the corrections you mention for the case of Denmark.”

Hans ord kan tolkes sådan at man har fodret hele prognosen med nye oplysninger. Men tallene er nøjagtig de samme for de fleste partier, der i øvrigt ender mistænkeligt på et rundt tal komma nul. Liberal Alliance er kommet på bane med vanvittigt usandsynlige 3,3 procent. Junibevægelsen er pludselig justeret op til 10 pct. Gad vide hvilke obskure oplysninger det hele bygger på?

Det ligner ikke en matematisk model, men gætteri. Modellen er udarbejdet af forskere ved statskundskab, et fag der rettelig burde hedde statskundsnak. Her må det vække rædsel at flere og flere af vore folkevalgte også er uddannet i statskundskab (f.eks. Dan Jørgensen). De har ofte hverken begreb om tal eller politik.

Junibevægelsen får 10 pct. i målingen. Den har brug for at gøre opmærksom på sin eksistens, og den bør forsøge at få presse på sagen. Traditionelt synes pressen dog kun at bevægelsernes død er gode nyheder. Så det er vel tvivlsomt om nogen avis vil skrive om den reviderede prognose.

I første version fik Enhedslisten og Folkebevægelsen tilsammen 9 pct. I den nye version er Enhedslisten fjernet, hvilket er korrekt, men Folkebevægelsen angives nu med kun 4,7 pct.

Centraliseret PR for unionen

Selv om projektet har det internet-smarte navn Predict09.eu skal der faktisk www foran adressen. Også det er en smule amatøragtigt.

Det er udarbejdet af forskere fra London School of Economics m.fl.,  forsynet med forord af EU-parlamentets formand Hans Gert Pöttering og sponsoreret af Burson-Marsteller, et af verdens største PR-bureauer, aktivt i 83 lande og eksperter i blandt andet krisestyring.

Det er Burson-Marsteller man ringer til hvis en supertanker knækker over (Exxon Valdez), hvis en kemisk fabrik springer i luften (Bhopal), atomkraftværk bløpper udslip ud (Tremileøen), eller da det private sikkerhedsfirma Blackwater kom til at dræbe 17 civile i Irak. Så kommer PR-folkene og redder stumperne af det ødelagte image. EU-parlamentet er måske bange for at den lave interesse for valget ender med en sådan nedsmeltning eller katastrofe.

Lobby-PR i dobbeltrolle

Burson-Marstellers kontor i Bryssel laver lobbyarbejde for sig selv og for virksomheder samt PR-kampagner for EU. Det må siges at være noget af en dobbeltrolle. Burson-Marsteller har udsendt en pressemeddelelse om prognosen under overskriften Nyt Europa-Parlament åbner nye muligheder for danske virksomheder. Her afslører de altså at hensigten med meningsmålingen er at fremme deres foretagende – få flere kunder i butikken, som skal købe PR-og lobbytjenester fra Burson-Marsteller.

Tidligere nyt om foretagendet i dansk presse:

Pr-rådgiver i flere dobbeltroller - Stort trekantsforhold. Forbrugerrådet kørte sag mod kosmetikfirmaerne L’Oréal og Natusan, mens alle parterne var kunde hos Burson-Marsteller.

Hård kritik af Burson Marsteller - Har overtrådt brancheforeningens etiske regler på tre punkter.

PR-bureau snigløber Forbrugerrådet - Heftig kritik af Burson-Marstellers dobbeltrolle som først rådgiver og siden kritiker af Forbrugerrådet i vaskepulversag. “Skideballe om dårlig etik”.

Ud over Burson-Marstellers sponsorat, så har EU hyret det tyske reklamebureau Scholz & Friends til at føre en kampagne  der skal få flere til at stemme. Den koster 210 mio. kroner (ifølge Notat) eller 135 mio. kroner (ifølge Euractiv.com). Der er opsat videokabiner (Choice Boxes) rundt omkring, blandt andet på Kongens Nytorv, hvor borgerne kan sende en fortvivlet besked til Bryssel. Måske skal de hellere opsøge en af de listige biografer på Istedgade.

Kampagnen producerer indslag på MySpace, Facebook, Flickr og EUtube. Der bruges plakater som spiller på nationale politiske emner, således grænser og indvandring i Sydeuropa, men computere og sutteflasker i de skandinaviske lande. Ifølge PR-bureaets direktør Lutz Meyer har Europa-Parlamentet et stærkt brand, der genkendes af 85 % af befolkningen, mod f.eks. Armani, der kun genkendes af 67 %. Ville folketinget eller dronningen nogensinde nedlade sig selv til at være et varemærke? Nej. Selv om småkageeksporten til Japan ofte bruges som argument for monarkiet.

En ting er sikker – lobbyisterne og reklamebranchen vinder hvert valg!

[Tak til forskerne Hix, Marsh, Vivyan og Burson-Marsteller.]

DF har fiflet med partiprogrammet og er nu EU-tilhængere

I Dansk Folkepartis partiprogram står der stadig at partiet er modstander af EU. Men spidskandidaten Messerschmidt siger klart at han er tilhænger af EU.

Andre steder skriver partiet snart det ene, snart det andet. En klar EU-modstand i partiprogrammet er blevet fjernet fra hjemmesiden og erstattet med lunken EU-skepsis. Den pågældende side er stadig dateret “oktober 2007″, selv om den er ændret siden da.

Bøjer Dansk Folkeparti sine EU-holdninger med henblik på at komme i regering?

Klip fra et sted på DF's hjemmeside hvor alt er ved det gamle. De aktuelle sider om EU-parlamentsvalget (danskfolkeparti.eu) er dog anderledes "eurorealistiske".

Morten Messerschmidt har formuleret sig klart under valgkampen:

“Du spørger, om Dansk Folkeparti ønsker Danmark ud af EU. Det gør vi ikke. “ Morten Messerschmidts blog i Politiken, 25.3.09

“Han er kritisk tilhænger af EU-medlemskabet …” Portræt af Messerschmidt, Fyens Stiftstidende, 6.4.09

DF’s principprogram siger stadig det modsatte:

“… vi vil ikke acceptere, at Danmark afgiver suverænitet. Heraf følger, at Dansk Folkeparti er modstander af Den Europæiske Union.“ DF’s principprogram 

På nyhedsbloggen EUzoo har de også undret sig: Messerschmidt går imod DF’s principprogram, EUzoo, 20.4.09

Fifleri med programmet

En arkiveret udgave af DF’s partiprogram fra 17.10.2007 siger følgende:

“EU-politik – kort sagt : Dansk Folkeparti er modstander af Den Europæiske Union, og vi bekæmper ethvert forsøg på at skabe en europæisk forbundsstat.” - (DF’s arbejdsprogram ra ”www.danskfolkeparti.dk/Den_Europæiske_Union.asp” arkiveret udgave fra 17.10.2007, gemt automatisk på archive.org )

På samme URL (hjemmeside) hos DF står der i dag noget helt andet. Teksten er blevet meget længere og langt mindre skarp. Men siden er stadig dateret “oktober 2007″.

“Dansk Folkeparti er tilhænger af et åbent og demokratisk samarbejde i Europa. Men vi er modstandere af udbygningen af Den Europæiske Union, og vi bekæmper alle forsøg på at skabe en europæisk forbundsstat, således som de hidtidige EU-traktater har taget sigte på.”  (DF’s arbejdsprogram på danskfolkeparti.dk)

Desuden står der at EU’s opgaver skal indskrænkes til grænseoverskridende problemer og “stordriftsfordele”, hvad det så end omfatter. EU-parlamentet skal ikke nedlægges, men kun være kontrolinstans, ikke lovgivende. Teksten er muligvis formuleret af den liberale Messerschmidt.

Messerschmidt sagde den 18. december 2006 i et interview med TV2:

“Og jeg vil bestemt ikke forsøge at stille op til Europa-Parlamentet, som bør nedlægges, så magten kan overlades de nationale parlamenter.”

Enhver kan ændre planer for sin karriere, men man bør bemærke at han også har modereret sin politiske mening om EU-parlamentets rolle siden dengang.

Forsøg på kompromis

Man kan også finde elegante forsøg på kompromis, for eksempel dette fra 2005:

“Dansk Folkeparti er modstander af EU. DF er modstander af alle forsøg på at skabe en europæisk forbundsstat. … DF er tilhænger af et åbent og demokratisk samarbejde i EU. Samarbejdet skal hovedsageligt omhandle emner som sikkerhed og stabilitet samt handelspolitik.” Europapolitik, TV2, 30.11.05

Dansk Folkeparti er efterhånden på linje med Junibevægelsen bortset fra ét emne: Tyrkiet. Valget handler imidlertid om andet end Tyrkiet.

Udsnit af DF's første principprogram, 1997

Man finder anderledes klare og skarpe ord hvis man går tilbage til Dansk Folkepartis første principprogram fra 1997 (online her hos Det Kongelige Bibl.):

Kun i et suverænt Danmark, som har evnen til at forsvare sig selv, kan landet udvikles efter det dansk folks frie vilje. [fra forord af Pia Kjærsgaard]

Den Europæiske Union

Dansk Folkeparti er tilhænger af princippet om “intet over og intet ved siden af Folketinget”. På den baggrund er Dansk Folkeparti skarp modstander af Den Europæiske Union. Dansk Folkeparti ønsker Europa-samarbejdet koncentreret alene om at sikre fri handel samt at beskytte de fælles naturværdier.  …

Europa-parlamentet

Dansk Folkeparti ønsker, at beslutningerne i EU tages i Ministerrådet, hvorfor Europa-Parlamentets magt skal begrænses. Helst ser Dansk Folkeparti Europa-Parlamentet helt nedlagt. …

EU-Kommissionen

EU-Kommissionen skal arbejde som det, Kommissionen i virkeligheden er; en embedsmandsinstitution, der skal udføre det, som politisk bestemmes. … Dansk Folkeparti ønsker Kommissionens magt begrænset til fordel for folkevalgte, således at det er Ministerrådet – som er underlagt de enkelte landes parlamenter – der kommer med alle initiativer.

Messerschmidt har netop foreslået at den danske kommissær skal udpeges af folketinget, ikke af regeringen. Det lyder umiddelbart lokkende, men det er svært at forudse konsekvenserne. Det vil muligvis styrke kommissionens magt og fremme EU-centralisering. Forslaget har dog ingen chancer for at blive til virkelighed.

DF har bøjet sig for regeringen

Hvis DF kommer med i en regering inden for de næste fem år, så vil DF’s mandater i EU-parlamentet være nul og niks værd. Partiet vil blive fuldblods-EU-tilhængere, bortset fra nogle kritiske pip nu og da. I værste fald vil Messerschmidt blive hentet hjem til Danmark som minister eller lignende. Måske en europaminister, som skal stille de EU-kritiske vælgere hos DF tilfreds?

Camre har ikke brilleret med stor flid i parlamentet. Hans rolle har hovedsagelig været at rapportere hjem til DF’s medlemmer af europaudvalget. Messerschmidt har sagt han vil fortsætte den rolle.

DF’s mandater i EU-parlamentet er dermed underlagt folketingsgruppens behov.

Ideologi og praksis

Det kan godt være DF er ideologisk nationale, men de arbejder ikke konsekvent for dansk selvstændighed i EU. Så man bør hellere stemme på de konsekvente unionsmodstandere i Folkebevægelsen.

Hvad skal man bruge den “korrekte” nationalkonservative ideologi til hvis den ikke er det papir værd den er skrevet på?

Mogens Camre er i øvrigt nærmest en national socialliberal (tidligere på socialdemokratiets højrefløj).

Messerschmidt er ikke nationalkonservativ, men snarere snarere nationalliberal utilitarist. Han begrunder ikke sine standpunkter med en varm fædrelandskærlighed, men siger derimod for eksempel at islam er unyttigt og uønskeligt, fordi de muslimske lande ikke kan præstere økonomisk vækst og sammenhæng. Hans holdning til religion er typisk. Det er langt hen ad vejen en sober holdning, men den er ikke ideologisk konservativ:

“Først vil jeg gerne understrege, at jeg er ateist. Jeg tror ikke på nogen gud. Mener faktisk det er noget pjat. Men jeg kunne aldrig drømme om at blande mig i, om andre vælger at tro. Det er deres helt private sag. At være ateist, er imidlertid ikke det samme som at være relativist. At se religion som overtro, er jo ikke det samme som ikke at kunne se forskel på religionerne. Og jeg vil derfor umiddelbart efter gerne understrege, at jeg anser den evangelisk lutherske kristendom som klart den mest favorable blandt alle religioner. Det er den, som har skabt (særligt Nord-) Europas resultater med fred, velstand og vækst. Uden kristendommen var vi aldrig nået til, hvor vi er idag. Jeg respekterer derfor kristendommen langt højere end jeg for eksempel sætter eskimologi [sic!], buddhisme eller islam.” (Svar fra Morten Messerschmidt på rundspørge fra Ateistisk Forum, 2004)

Camre sagde tilsvarende i et interview fra 2002 at han havde været udmeldt af folkekirken siden 1960′erne, men overvejede at melde sig ind igen “som kulturpolitisk foranstaltning”.

Søren Krarup bør stemme på Folkebevægelsen

Afslutningsvis: Søren Krarup i folketinget, 13.11.2003:

“det er fuldstændig rigtigt, at Dansk Folkeparti er modstander af EU”.

I samme tale siger han i øvrigt at Danmark er medlem af FN “for vores egen skyld”, og han siger:

“Jeg har lige tilbragt 1 måned i New York og været til et FN-møde, og jeg synes, det var ganske spændende at opleve, at der dog – hvad man end kan sige om FN – er et sted, hvor man kan mødes, når der er uenighed.”

Krarup er altså tilhænger af det mellemfolkelige samarbejde i FN, OSCE, Europarådet osv., når blot den nationale suverænitet bevares. Her er han næsten på linje med Folkebevægelsen.

Jeg kan derfor anbefale Søren Krarup at stemme på liste N, som har seks borgerligt-liberale eller konservative kandidater samt yderligere mindst tre moderate midterfolk.

Der er absolut brug for Folkebevægelsens arbejde i EU-parlamentet. Et mandat til DF og et mandat til Folkebevægelsen er langt at foretrække frem for to mandater til DF.

Der kommer en præsentation af alle ikke-socialister hos Folkebevægelsen her på bloggen, men her er tre markante til at begynde med:

 

Thorkil Sohn 
er liberal, grundtvigsk og national
kandidat for Folkebevægelsen mod EU.
Jurist, efterskoleforstander og tidligere næstformand
for Retsforbundet, men inden da medlem af Venstre.
Den kristelig-nationale bevægelse Dansk Samling
anbefalerat stemme på ham (se anbefaling). 

 

 

 

Helge Rørtoft-Madsen
er præst og kandidat for Folkebevægelsen.
Kæmper for dansk folkestyre og
imod EU’s politisering af kirkerne
(se hans debatindlæg).

Her på bloggen er der en uddybende artikel om emnet:
Kirker læser forbøn for EU-valget – og EU-ledere holder religiøst topmøde

  

  

 

 

Hans Henrik Larsen 
er konservativ, chefsergent, financial controller (MBA)
- og kandidat for Folkebevægelsen.
Han vil sørge for at EU passer på pengene.

Europabevægelsens valgtest er ubrugelig

Jeg har talt med kandidater der klager over de bruger alt for megen tid på at svare på spørgeskemaer og lignende.

Journalisterne bag spørgsmålene kunne godt gøre sig lidt mere umage for at formulere sig på en klar og hæderlig måde. Den sproglige udformning er trods alt kun en lille del af arbejdet med sådan en test, som sikkert tager mange timers arbejde for grafikere, programmører og ikke mindst for kandidaterne.

Jeg har anmeldt en række af dem her for nogle dage siden: De bedste valgtests til EU-valget

I dag har jeg fundet en ny – Europabevægelsens test med det smukke navn

ep-09.eu

Man piskes igennem hele 36 manipulerende spørgsmål af typen:

Indlysende og vagt formuleret: ”Europa-Parlamentet burde gøre mere for at beskytte europæisk natur”

Skræmmende: “At være en del af euro-zonen er godt under en finansiel krise”

Lokkende: “Europa-Parlamentet bør støtte flere strukturelle reformer for at skabe jobs”

Argumenterende: “EU skal have mulighed for at sætte pensionsalderen op på grund af EU’s aldrende befolkning”

Malende beskrevet: “EU bør sørge for, at lastbiler ikke kun kompenserer for deres CO2-udledning, men også for deres larm, luftforurening og overbelastning af vejnettet”

Militærsamarbejde med sukkerglasur: “EU bør gå ind i flere konflikter end de gør i dag for at beskytte menneskerettighederne”

Uden for parlamentets kompetence – indtil videre: EU skal sænke valgretsalderen ved Europa-Parlamentsvalg til 17 år

Supereuropæerne i bevægelsen er åbenbart også ligeglade med hvad man stemmer på. Der er ikke en klar slagside til højre eller venstre. Jeg tror faktisk man har forsøgt at kompensere for de ledende udsagn ved at lave cirka lige mange fra hver fløj. Men det gør ikke testen mere brugbar, tværtimod er resultatet ubrugeligt.

EU-skeptikerne er naturligvis fejet af banen, og det var jo nok en del af hensigten. Spørgsmålene er typisk formuleret ud fra borgernes synspynkt: Skal EU-borgerne have mulighed for…

Vi stemmer imidlertid ikke om medarbejdere til et borgerservicekontor, men om et parlament der skal udforme love. Når man udsteder “rettigheder”, så koster det noget i den anden ende. Prisen kan være økonomisk, men i EU handler det særligt om at nationalstaterne betaler en høj pris i form af suverænitetsafgivelse. Ved hvert eneste spørgsmål skal man derfor overveje om man ønsker at overføre kompetencen til EU, væk fra folketinget og væk fra demokratisk kontrol. Typisk med den konsekvens at vi mister retten til at formulere nationale minimumsstandarder. Men den synsvinkel er slet ikke berørt i Europabevægelsens test.

Jeg synes faktisk det er for ringe. Jeg er klar over at bevægelsen er supereuropæisk, men de har ingen pligt til at være manipulerende. Burde de ikke være tilfredse med at få så mange som muligt til at deltage den 7. juni?

Her er mit resultat – som man kan se er alle partier hulter til bulter. En stor kontrast til mine resultater i alle de andre valgtests (se dem her).

• Europabevægelsens test, ep-09.eu

• Toppen:

C. Thomas Krarup

B. Sofie Carsten Nielsen

A. Britta Thomsen

C. Tove Videbæk

B. Claus Brandt Rasmussen

N. Thorkil Sohn

J. Rasmus Paludan

C. Chr. Wedell-Neergaard

B. Stefan Seidler

F. Margrethe Auken

• Bunden:

V. Jens Rohde

F. Hans Okholm

N. Keld Hvalsø Nedergaard

V. Charlotte Antonsen

O. Bente Kronborg Holst

V. Morten Løkkegaard (Jeg er nu glad for at han havnede nederst);-)

Det virkede ellers lige så seriøst hos DF…

DF har en meget stor goodwill i øjeblikket, tre uger før EU-valget. EU-kritiske danskere lige fra Socialdemokratiet og over til den borgerlige fløj pønser på at stemme DF. Hjulpet godt på vej af de borgerliges dårlige kandidater og deres ynkelige forsøg på at springe ud som EU-kritikere én måned før valget. (Selv mener jeg Folkebevægelsen giver den bedste vare, også for borgerlige og nationale EU-kritikere, hvilket jeg vil skrive mere om i den kommende tid).

Valgkampen begynder dog først nu, og slaget er ikke vundet. Folk skal jo lige bestemme sig. Sofaen er dyb og blød.

DF har nu lavet kampagnestart i tivoli-stil. Min første reaktion var: vil man tabe den gode opbakning på gulvet?

“Masser af nitter og kun én vinder … I over 50 byer vil der være lejlighed for danskerne til at møde DF’s kandidater, trække et lod i den gigantiske EU-tombola og få en snak med kandidaterne om EU’s overstatslige dominans på dansk politik. I løbet af kampagnen udloddes fem stk. kroophold for to personer på en dansk kro, ligesom der vil være rigeligt med trøstepræmier.”  (Foto: Carsten Lundager/DF)

Men på den anden side. Hvem ved? Messerschmidt er ægte; han er ikke en falsk humorist som den helikopterflyvende Dan Jørgensen. Måske kan et folkeligt tivoli-træk gennem landet være det der mangler for at få begejstring i valgkampen. DF er garanteret eneste parti der kan levere netop den vare.

DSU's karikatur af Messerschmidt er en gammel kliché

Akilleshælen?

DF-modstandernes typiske retorik er blevet sjældnere. Nazi-kortet vil dog utvivlsomt blive spillet igen i valgkampen, ligesom på DSU’s plakat. Tricket er naturligvis dybt uretfærdigt og useriøst, men hvad vigtigere er: det har mistet enhver effekt. Sangen i Grøften er glemt og borte, bortset fra at den var med til at vise Morten som menneskelig. Det kan danskerne godt lide. Men det er fortid.

Morten Messerschmidts akilleshæl ligger efter min bedømmelse et helt andet sted. Han er nu ganske tæt på at virke alt for perfekt, hvilket er et potentielt problem. Hans karriere er vokset hurtigt. Han kom i folketinget som 24-årig efter at være blevet kendt i Big Brother og via det mediebevidste projekt “Foreningen Kritiske Licensbetalere”.  Medierne tildelte ham rollen som den unge stjerne i DF’s folketingsgruppe. Man skal ikke tage fejl af den lidt konservative og gammelkloge fremtræden. Han er et barn af sin selvbevidste generation.

Manden der kan det hele? Fra DF's kampagneside danskfolkeparti.eu

Træd varsomt

Karisma er ofte en fordel, når man er helt ung. Den unge Messerschmidt blev opfattet som en pudsig charmør med personlighed, en begavet, ung fløs, men ufarlig for modstanderne. Nu er han blot 28 år, færdig jurist og spidskandidat. Han får reel magt og bliver derved bedømt helt anderledes. Den voksne Messerschmidt risikerer at blive bedømt som en overlegen type der minder for meget om Camre. Fortjent eller ej.

At han er meget vidende og velformuleret kan næsten blive en ulempe. For eksempel vil en for hurtig kommentar, en lidt for hård afklapsning af modstanderne i en tv-runde, for elegant påklædning, kunne udløse en jantelovs-agtig modvilje i befolkningen.

Pressegalleriet på DF’s hjemmeside viser Messerschmidt som dressman:

       

Messerschmidt har for megen stil og personlighed til at den brede befolkning kan identificere sig med ham alene.

DF burde derfor huske at promovere de “øvrige kandidater”. Man har faktisk et godt hold, som bestemt kan leve op til kvaliteten i andre partier. Men de er gemt godt væk:

Det er ret tydeligt hvem man gerne vil have valgt som nummer to. Bemærk hans fremhævede placering:

De bedste valgtests til EU-valget

Bumsen har afprøvet en quiz hos Berlingske, den internationale valgtest EU Profiler samt de mere traditionelle tests hos Altinget, DR og Politiken. (Politiske kommentarer med småt).

• Berlingskes 10 spørgsmål: hvor meget ved du om EU?

Et godt sted at begynde. Det er ikke en holdningstest, men en politisk neutral quiz. Spørgsmålene er ikke specielt svære, men handler om de helt grundlæggende EU-fakta.

Spidskandidaterne har prøvet testen, og kun Morten Messerschmidt havde ti rigtige. De andre kunne svare på mellem syv og ni spørgsmål. Benjamin Dickow fra Liberal Alliance fik to rigtige og markerer sig dermed som valgets glade amatør. Da jeg var til vælgermøde i landstingssalen på Christiansborg for to uger siden snakkede Dickow meget lidt om EU, men en masse om liberalisme, og nu forstår jeg hvorfor. Jens Rohde og Bendt Bendtsen valgte den mest usle løsning. De pjækkede fra testen; Jens Rohde med den begrundelse at testen var useriøs! Rohde og Bendtsens partier har ellers en umættelig trang til at teste de små poders kundskaber i folkeskolen…

Borgerlig bums havde ni rigtige. Jeg svarede desværre forkert på noget så simpelt som EU’s indbyggertal. Selv om jeg undersøgte tallet så sent som for tre uger siden, da jeg skulle bruge det til at udregne hvor meget EU’s landbrugspolitik på 410 milliarder kroner årligt koster hver indbygger.

• EU Profiler

Denne kvalitetstest anbefales. Gennem 30 spørgsmål får man sin placering på det EU-politiske landkort. Både på en højre-venstre-skala og på en skala pro/contra EU-integration. Partiernes placering er også markeret, så man kan se hvem man ligner mest.

Svarer man på blot to ekstra, lande-specifikke spørgsmål, så kan man se sin placering i ethvert af de andre EU-landes politiske landskab, altså en sammenligning med de nationale partier i 27 lande. Det afslører bl.a. at den EU-kritiske fløj mangler totalt i mange andre lande. I Danmark er vi derimod ret velforsynet med partier og bevægelser der dækker hele spektret. Der er altså ingen undskyldning for ikke at finde nogen at være enig med.

Testen bekræfter en af mine kæpheste: det vigtigste tema er ikke højre/venstre, men hvorvidt man vil overføre mere eller mindre magt til EU. Det reelle valg står mellem Dansk Folkeparti, Folkebevægelsen og Junibevægelsen på den ene side – og alle de EU-glade partier på den anden side.

På EU Profiler findes jeg helt nede i bunden (ved plus-tegnet). Altså hinsides Folkebevægelsen! Hvis man savner de konservative, så har de gemt sig under Lib. All.

—

• Politikens valgtest

15 hurtige spørgsmål i klart sprog. Emnerne er relevante. Testen er meget overskuelig.

Da DF’s mærkesager er lidt overrepræsenteret i testen, giver den en let slagside til fordel for DF. Det har Politikens journalister nok ikke gjort med vilje.

Politikens test placerede alle EU-modstandere i top, Liberal Alliance som cremen i midten, derefter de to lettere EU-kritiske konservative Jan Køpke Christensen og Karsten Skawbo, og alle ja-partiers kandidater i bunden. Klart adskilte blokke, fuldstændig som forventet.

Andet testforsøg med let justerede svar

Enkelte spørgsmål hos Politiken kunne godt have været mere nuanceret, f.eks.: “EUs landbrugsstøtte bør afvikles“. Udsagnet er overflødigt, da alle danske partier siger at de vil afvikle landbrugsstøtten. - Nogle arbejder imidlertid for sagen, mens andre ikke gør. Regeringen har haft otte år til at føre emnet frem, og EU har i fem år haft en dansk Venstre-landbrugskommissær. Men man kan jo snakke meget om den rigtige “måde” at afslutte noget, hvorved sagen forhales uendeligt. Storindustriens bedste ven, det gamle konservative EU-parlamentsmedlem Chr. Rovsing, har så sent som i 2008 stemt for mere støtte til tobaksbønderne. Det er et klassisk eksempel på EU’s svindelagtige landbrugs- og handelspolitik, der både er meningsløs og trykker ulandene ned i fattigdom. Halvdelen af EU-tobakken er af så elendig kvalitet, at den kun kan eksporteres til fattige lande, hvilket sker med et klækkeligt EU-tilskud, så ulandenes egen tobaksproduktion slås i stykker.  Vi har ikke tobaksavl i Danmark, men to kandidater til valget modtager andre former for landbrugsstøtte: svinebaron Bent Claudi Lassen (V) og hofjægermester, godsejer Christian baron Wedell-Neergaard (C).

• Altinget: Kend din kandidat

De 18 spørgsmål er rimelig hæderlige, men emnerne omfatter pluk fra stort, småt og ligegyldigt. Fælles EU-valgretsalder på 16 år? EU-vejledninger om hvorvidt arbejdsgivere må læse de ansattes profiler på Facebook?

Faktisk er alle emnerne hentet fra den aktuelle EU-politiske dagsorden, hvilket meget godt viser den underlige blanding som EU-parlamentet beskæftiger sig med. Der er både de store sværvægtertemaer som er er kernen i EU, der er udhuling af den nationale suverænitet forklædt som borgerrettigheder, og der er parlamentarisk selvpromovering og fis. Sådan er EU-parlamentet på godt og ondt. Det eneste man kan være sikker på er at det dybt frustrerede parlament ønsker at bestemme mere og mere.

Altingets spørgsmål afspejler hvad en EU-parlamentariker kan forvente at skulle tage stilling til. Nogle af spørgsmålene er tvetydige, da de dækker over tilsyneladende lækre politiske tiltag, men man glemmer at fokusere på det egentlige spørgsmål: skal det pågældende område lægges ind under EU’s kompetence eller ej? Altingets test bygger på en præmis om at føderalismen er fuldt gennemført, og EU-parlamentets magt er ubegrænset. Den eneste undtagelse er det sidste spørgsmål (skal Danmark melde sig ud af EU).

Jeg kan godt lide formuleringen om hvorvidt Tyrkiet skal være “fyldbyrdet medlem” af EU. Som om det var en forbrydelse.

Husk at klikke på kandidaternes personlige bemærkninger, da det ofte er mere interessant end selve svaret.

Altingets test understreger igen pointen: den ægte skillelinje går mellem mere union og mindre union. Ikke mellem højre og venstre. (Jørgen Grøn er et atypisk SF-medlem: privat ansat ingeniør, nordjyde og EU-modstander).

Jeg har prøvet testen flere gange med små justeringer. Det er også lykkedes at få min favorit Ditte Staun, Søren Søndergaard og andre af Folkebevægelsens folk i top. Til min store glæde havnede Margrete Auken helt i bund første gang jeg prøvede testen.

Både Folkebevægelsen og Dansk Folkeparti kan være gode valg. Man må vælge ud fra troværdighed og personlig smag. Men tænk på tre ting:

1. Mogens Camres og Søren Søndergaards arbejdsmåder/indsats i parlamentet har været meget forskellige. Så siger jeg vel ikke for meget.
2. Folkebevægelsen er den folkelige, tværpolitiske EU-modstand, og hvis den forsvinder er det et stort tab.
3. Dansk Folkeparti har lagt tunge bånd på deres egen EU-politiske handlefrihed, da de brænder efter at komme i regering. Hvad hvis DF får to medlemmer af EU-parlamentet og Folkebevægelsen ingen – samtidig med at DF kommer med i en dansk regering? Så vil dansk EU-kritik og EU-modstand være afmonteret. Måske bliver Messerschmidt hentet hjem som dansk europaminister?

Jeg har skrevet til Altinget og brokket mig over at testen kun viser de tre kandidater man er mest/mindst enig med, men de mener ikke folk skal have lov til at se et større udvalg, da det ville virke forvirrende:

“Vi vælger ikke at sætte flere navne i resultat-boksen fordi vi oplever, at nogle gang kommer enigheden ned under 60 pct. ved flere visninger. Og det er så langt nede, at man kan diskutere om man så er enig. Altså hvis man nærmer sig kun at være enig om halvdelen af spørgsmålene (50 pct), er man så enig eller uenig. Derfor vedbliver vi ved vores tre søgeresultater på enig og tre på uenig.” [Mail fra Altinget]

• DR’s valgtest og kandidatbase

Man svarer på 20 udsagn om “Europavalget”, som DR kalder det. Man kan derefter se de ti kandidater man er mest enig og de fem man er mindst enig med.

DR-testen er således grundigere end Altinget og Politiken, men overskuelighed og kvalitet er ringe. Testen er ikke neutralt formuleret, da ordlyden er diskret manipulerende. Eksempler:

“I fremtidens globale konkurrencesituation vil Danmark klare sig bedre alene end i EU.” - Den korrekte formulering er naturligvis ikke alene, men “uden for EU”. Og hvorfor skal man tage stilling til en spådom? Klar tale ville være: “Danmark bør melde sig helt ud af EU” – enig eller uenig?

“Nye EU-traktater skal altid sendes til folkeafstemning.” – Ordet altid er overflødigt og forkludrer sætningens mening.

“EU er en trussel mod den danske velfærdsmodel.” - Dette udsagn dækker ikke over en holdning, men en analyse. Hvad skulle man svare hvis man var modstander af den danske velfærdsmodel?

“Fremtidens kamp for et bedre klima kan bedst ske gennem et samarbejde mellem EU-landene.” - Fremtidens kamp for et bedre klima… her er det ønskede svar givet på forhånd.

“Tyrkiet skal optages i EU, hvis landet lever op til EU’s krav om bl.a. menneskerettigheder.” - Hvis og hvis. Man bør hellere spørge ligesom Politikens enkle udsagn: Tyrkiet bør optages i EU-samarbejdet? Hvis man ønsker flere detaljer, kan man evt. dele emnet op i tre reelle, politiske spørgsmål: Skal tyrkisk medlemskab være et mål? Bør der føres optagelsesforhandlinger p.t.? Hvilke krav skal der stilles til Tyrkiet?

“EU bør generelt have større indflydelse på danske forhold.” – Tilsyneladende et bredt, principielt spørgsmål. Men “indflydelse” er et blødt og uforpligtende begreb. EU, folketinget og andre organer har ikke “indflydelse”, men magt. Har man overført suverænitet, så har man ikke åbnet for indflydelse, men flyttet magten fra et organ til et andet.

DR’s valgside har også forsøgt sig med en lille præsentationsartikel om hver enkelt parti. Det er tydeligt at man har været særdeles flinke mod især Venstre, hvor man uhæmmet snakker partiet efter munden. Man ser konfetti og heppekor for sig. Også det “konstruktive modspil” i Junibevægelsen får en loyal, men dog mere dæmpet omtale.

Man skriver derimod direkte usandt om Folkebevægelsen at den er “en bevægelse der i lighed med JuniBevægelsen samler stemmer op fra venstrefløjens unions- og EU-modstandere“. (Hvad er forskellen på en unions- og EU-modstander?) Det tværpolitiske grundlag – 9 af 20 kandidater er mere eller mindre borgerlige – er ikke nævnt med et ord. Ifølge DR vil Folkebevægelsen skrue tiden tilbage til 1972: “Folkebevægelsen mod EU mener, at Danmark i stedet for EU skal vende tilbage til et nordisk samarbejde i stil med det, Danmark var en del af, før landet 1. januar 1973 blev medlem af EF – nu EU. Dengang var Danmark med i handelssammenslutningen EFTA…” Men Danmark er også i dag medlem af det nordiske samarbejde, om end lidt halvhjertet, og det nordiske var ikke mere udbygget før 1973. Folkebevægelsen har aldrig påstået at det nordiske alene var et alternativ til EU, derimod har man fremlagt en samlet, realistisk vision der bygger på Norden, FN, EFTA, OSCE, Europarådet m.v. Ligesom Svejts, Norge og Island.

Øvrigt

• Zielers politiskkorrekthedstest
• 180 Grader havde en valgtest med borgerligt fokus før  folketingsvalget 2007. 180 Grader har en særdeles EU-kritisk linje, så jeg håber de også vil lancere en valgtest om EU. Resultatet kunne være spændende.
• Folketingets EU-oplysning har en test om EU-valget. Den er latterlig let, måske fordi de tror de gør folk mere positive hvis det lykkes at få ti rigtige. F.eks. skal man svare på om Danmark vælger 5, 13 eller 47 parlamentarikere. Sproget i testen er dog alligevel tungt og kedeligt. Et godt eksempel på at offentlige myndigheder skal lade være med at lege journalister, da private medier er meget bedre til den slags.

DR: Vi sender X-Factor for fællesskabet, men sjofler valgdækningen

Borgerlig bums har fundet et tiggerbrev fra DR - klik for fuldt format (pdf)

DR har sendt venlige trusselsbreve til flere af de fattige studerende her i huset. De er dog straks landet i den fælles papirkurv.

DR har længe udsendt trusler mod sortseere, men nu er mere gået over til tiggerbreve i stil med Røde Kors og den øvrige samvittighedsindustri.

Der står: “Kom med i fællesskabet … dine meddanskere har nemlig stor glæde af de elektroniske medier“.

(De nationale strenge slås an. Meddansker må være årets nye ord).

DR leverer virkelighed, underholdning.

Det bredeste, stærkeste, mest sete, populære og prisbelønnede af alting.

Og du kan ikke engang blive fri, med mindre du tilhører “et absolut mindretal”, som er lukket ude fra omverdenen. “Velkommen i fællesskabet og med venlig hilsen DR”.

Men kære DR, fjernsyn kan aldrig blive fællesskab, da det i sagens natur er eliteskabt, kunstigt, iscenesat og envejskommunikation.

Jeg indrømmer at ikke alle fællesskaber er frie. Der findes påtvungne fællesskaber, og det er ofte de bedste og mest givende: familien, fædrelandet og menneskeheden. Her får man altid menneskelig respons og har ofte mulighed for medbestemmelse. Sådan er det ikke hos DR. Der forventes ikke andre former for bidrag end 2200 kroner.

Medielicensen er en tvangsskat. Den er totalitær og altomfattende, da den pålægges alle kommunikationsmidler – radio, fjernsyn, mobiltelefoner, PC, lommecomputer, stort og småt. Kun en telefon lavet af sejlgarn og konservesdåser går fri.

Public service er blevet til Vild med dans

DR lægger stærke argumenter på bordet: “Tænk bare på X Factor“.

Sagen er imidlertid at DR har skåret sine pligter i den offentlige oplysning og debat ned til sokkeholderne. Ved EU-valget har DR afskaffet præsentationsprogrammer for det enkelte parti. Sidste EU-valg var velsignet med i alt 6½ times sendetid, men denne gang ville DR nøjes med to afslutningsdebatter à 45 minutter.

Kun efter pres fra de politiske partier er DR nu alligevel gået med til at sende nogle korte interviews med de enkelte partier:

DR vil alligevel ikke skære i EU-valgdækning

DR havde lagt op til den helt store neddrosling af optaktsudsendelser til EU-parlamentsvalget den 7. juni. … Men DR har sadlet om, og vil nu bruge mindst lige så meget tid på optakten som ved sidste valg. (TVnyt.com)

Hos DR selv er denne nyhed fordrejet til en succes:

Ambitiøs EU-valgdækning på DR

“Valget til EU-parlamentet er en vigtig opgave for DR. Derfor har vi lagt en ambitiøs plan for, hvor og hvordan vi kan dække valget til gavn for flest mulige vælgere. Vi har blandt andet prioriteret den bedste sendetid på DR1 søndag aften i ugerne op til valget til et nyt koncept med spidskandidaterne” (DR)

Der står ikke at den ambitiøse plan skyldes politisk pres og at det nye koncept er besluttet som en nødløsning i sidste øjeblik. Det virkelig uhyggelige er dog ikke at DR er for stolte til selvkritik, men at de fortier at de har måttet bøje sig. DR bøjer sig ikke for nogen!

Paverne i DR er de virkelige magthavere i Danmark. Det er de ikke berettiget til, hverken ud fra kløgt eller kulturniveau.

DR har måske nok en slagside til venstre, men det er ikke det værste. Vi har p.t. en borgerlig regering, og pressen skal jo være imod. Lidt mere kritik af venstrefløjens dårligdomme ville dog også være godt. Hvis jeg vil læse socialistisk journalistik med relevans, så kigger jeg i Dagbladet Arbejderen, og den mest rammende borgerlige kritik finder man hos de private blogs og 180 Grader på nettet.

Det er derfor skudt lidt ved siden af, når man igen og igen skælder ud på DR’s røde lejesvende. Der findes andre kriterier end ideologisk farve. Den politiske korrekthed er til stede, men ikke altdominerende.

Nej, det værste er at DR’s kvalitet slet ikke lever op til deres opblæste selvbillede. Produktet står ikke i forhold til milliardomsætningen.

Der er undtagelser, f.eks. børneprogrammerne, men heller ikke de har samme standard som for 20 år siden.

Journalistikken er fordummende og sjældent dybdeborende. Underholdning, fakta, kunst og politik blandes sammen i en ulækker vælling. Vi får stoppet politiserende serier à la Ørnen og Livvagterne ned i halsen. Altid garneret med nordisk, co-produceret tungsind og de typiske københavnske middelklasseskuespillere, der prøver at spille noget andet end sig selv, men ikke lykkes. Underholdningen præsenteres som virkelighed.

Journalister som hovedpersoner

Den nye serie Quatraro Mysteriet er en undtagelse, der umiddelbart virker lovende. Den handler om svindel i EU og et muligt mord, sanktioneret fra højeste sted. Men alligevel pakkes det alvorlige emne ind i en lidt usmagelig promovering af de to journalister Brügger og  Bertelsen, der gør sig selv til hovedpersoner. Virkeligheden præsenteres som underholdning.

I Krøniken påduttede man det danske folk at fjernsynets og DR’s historie var lig med danskernes historie.

Monopolets helte var det selvglade navn på en serie om DR’s mest magtfulde medarbejdere gennemtiden. Man kune passende have nøjedes med at skildre én eller to af de virkelige genier, f.eks. Poul Nesgaard.

Den hemmelige krig var et eksempel på en berettiget journalistik, som blev fremsat med uberettigede og uhæderlige filmiske virkemidler. Filmens politiske efterspil blev et klassisk dansk højre-venstre-slagsmål, men det burde hellere have været en diskussion af hvorfor politikerne og alle vi andre lader os tvære rundt i manegen af manipulation.

Medierne skal sætte dagsordenen, siger man. Men hvorfor skal de det?

Det er selvfølgelig ikke kun DR, men hele medieverdenen der overvurderer sig selv. Filmen Riskær, avantgardekapitalisten var et meget personligt og groft nedladende portræt, som ikke fortalte os mere om playboyen Klaus Riskær end vi vidste i forvejen, men derimod i svær grad udstillede instruktøren Christoffer Boes egne fordomme, dårlige moral, mangel på empati, misundelse, lommefilosofi og rene selvsmageri. Denne kapitalist-basher af en film blev ikke vist på DR, men TV2.

Så det var et eksempel på at rød journalistik nok skal overleve, også uden monopol og medielicens. I har intet at frygte, kære medieludere, fremtiden tilhører jer.