Valgkaos truer igen i Slesvig-Holsten

Det sidste landdagsvalg i Slesvig-Holsten i 2005 førte til stor ballade. Ingen af de to fløje fik flertal. Det danske mindretals parti SSV blev tungen på vægtskålen. Det kunne nogle af de mere reaktionære politikere hos FDP og CDU ikke tåle, og fra hele Tyskland kom der protester mod disse danskere, der ville blande sig i tysk politik...

Den socialdemokratiske betonlady, Heide Simonis, var ministerpræsident 1993-2005

Da man endelig havde forhandlet aftalen mellem SPD, De Grønne og SSV på plads, ventede der en skandale.

Man vælger ministerpræsidenten ved hemmelig afstemning. Et ukendt landdagsmedlem stemte blankt. Formentlig en person fra ministerpræsident Heide Simonis’ eget parti, SPD.

Heide Simonis forsøgte med en, to, tre og fire afstemningsrunder, før hun kastede håndklædet i ringen og opgav sin koalition.

Rygtet siger at den ukendte blanke stemme kom fra finansminister Ralf Stegner. Dels fordi han havde personlige udeståender med Heide Simonis, og dels fordi han var det eneste SPD-medlem som ville kunne opnå noget ved manøvren.

Ralf Stegner (SPD), "der rote Rambo"

Efter endnu en måneds forhandling kunne man præsentere enkoalition mellem SPD og CDU.

En sådan “stor koalition” er den mest kedelige og magtfuldkomne løsning, som var og er dømt til at give politisk stilstand og politikerlede.

Heide Simonis trak sig helt ud af landdagen, og Ralf Stegner blev frontfigur i partiet, nu som indenrigsminister.

Information har et portræt af Stegner her: Den røde Rambo nægter at give sig.

Stegner gik af som minister i 2008, og det er bl.a. modsætninger mellem ham og den godmodige ministerpræsident Peter Harry Carstensen (CDU), som nu bevirker et valg i utide.

Ministerpræsident Carstensen (CDU)

(Carstensen er friser fra Nordstrand i Vadehavet. Det er svært at stå for hans videopræsentation af Slesvig-Holsten på plattysk).

Der er også en anden vanskelig person med i spillet, FDP-lederen Wolfgang Kubicki, som flere gange har demonstreret et kulsort syn på de danske mindretalspolitikere i SSV.

Måske skal man tage det med et gran salt, for tonen er hård i tysk politik.

Ny valgkrise i horisonten

Landdagsvalget afholdes samtidig med det tyske forbundsdagsvalg på søndag.

Der kan imidlertid komme problemer, som langt vil overstige skærmydslerne fra 2005. Denne gang er der nemlig tvivl om selve mandatfordelingen.

De fleste af de 69 mandater vælges i 40 enkeltmandsvalgkredse. Her vælges den kandidat der har flest stemmer. Det er samme system som i de fleste engelsktalende lande og i Danmark før 1920.

For at sikre et forholdsmæssigt resultat vælges der dog også mindst 29 tillægsmandater. Antallet ligger ikke fast, så landdagen kan sagtens have mange flere medlemmer end de 69.

Hvis et parti f.eks. vinder 80 % af valgkredsene, selv om det kun får 40 % af stemmerne, så får partiet flere mandater, end det burde have. Det udlignes med tillægsmandaterne.

Tvivlen går ud på hvor mange tillægsmandater der egentlig er til rådighed.

Systemet er skabt til en tid, da Tyskland nærmest havde et topartisystem bestående af CDU og SPD. Men i dag har man fem partier på landsplan, suppleret med et sjette parti i Slesvig-Holsten, det danske SSV.

Efter en tid med en “stor koalition” bestående af CDU og SPD vil der typisk ske det at vælgerne siver ud til oppositionspartierne på begge fløje. Det liberale FDP og De Grønne står til stor fremgang, og venstrefløjspartiet Die Linke vil for første gang komme ind i landdagen (se meningsmålinger).

En nylig meningsmåling siger at CDU vil ende med 33 %, mens SPD må nøjes med 24 %. Helt usædvanligt vil flere af de andre partier få over 10 % af stemmerne.

Det betyder at CDU sandsynligvis vinder de fleste valgkredse, men venstrefløjen kan alligevel vinde de fleste stemmer.

Forvirringen bliver ikke bedre af at nøjagtig samme regel findes i den kommunale valglov. Det har ført til at hver kommune tolker den forskelligt – en helt uholdbar situation.

Forvaltningsdomstolen afsagde først en kendelse i én retning i 2005, men har senere ændret mening i en ny afgørelse fra 2009, som støtter den rene forholdsmæssige fordeling. Forvaltningsdomstolen har imidlertid ingen kompetence over landdagsvalgene.

Formanden for valgnævnet – die Landeswahlleiterin - har ikke samme opfattelse som forvaltningsdomstolen.

Hun bestemmer på valgaftenen, men valget skal godkendes af hele valgnævnet. Så det kan tænkes at mandatfordelingen omgøres når nævnet træder sammen.

Flertallet i valgnævnet udgøres nemlig af oppositionspartierne De Grønne, FDP, SSW og Die Linke, som vil få mandatmæssig gavn af at følge forvaltningsdomstolens linje.

På den anden side vil FDP eventuelt få gavn af at følge de store partiers holdning, hvis valgresultatet medfører et CDU-FDP-flertal. Så må FDP acceptere et par mandater mindre, men til gengæld kan de komme i regering.

Uklar jura

Man kan selv prøve at hitte rede i landdagsvalglovens § 3, stk. 5:

“Er antallet af de i valgkredsene for et parti valgte kandidater større end dets forholdsmæssige mandatandel, så beholder det de derudovergående mandater (overskudsmandater). I dette tilfælde skal der på de i henhold til stk. 2, sætning 2 og 3 endnu ikke i betragtning tagne næstfølgende højeste tal fordeles så mange yderligere mandater og besættes i henhold til stk. 3, indtil det sidste overskudsmandat er dækket ind af den forholdsmæssige mandatandel. Antallet af de yderligere mandater må derved imidlertid ikke overstige det dobbelte af af overskudsmandaternes antal. Er det i henhold til sætningerne 1 og 3 forhøjede samlede mandatantal et lige tal, så tildeles der et ekstra mandat til det endnu ikke i betragtning tagne næstfølgende højeste tal.”

Det giver mere mening at læse følgende artikel med en nærmere forklaring – og udregninger baseret på de seneste meningmålinger. Her kan man også prøve kræfter med paragraffens originale tyske tekst:

Umstrittene Ausgleichsmandate können Schleswig-Holstein-Wahl entscheiden, wahlrecht.de

Valgloven stammer fra 1991, og problemet har været velkendt. Men da tvivlen gavner de store partier, har der ikke været flertal for at ændre noget. Ved landdagsvalgene i 1992 og 2000 fik SPD et godt valg og mange flere kredsmandater end de burde have. Men tilfældigvis gav fordelingen af tillægsmandater samme resultat, uanset hvilken af de to fortolkninger man brugte, så der var ikke noget at komme efter.

Denne gang kan det blive helt anderledes, da de store partier ligger langt under 40 % af stemmerne.

Et fuldendt kaos er muligt.

Tradition for skandaler

Hvis man må drille vor sydlige nabo lidt, så har delstaten altid været præget af politikere med alt for stor personlighed, politisk skidtkastning og skandaler. Jeg vil blot nævne Uwe Barschel (CDU) og senere Björn Engholm (SPD).

Uwe Jens Lornsen lavede rav i den, og det er stadig ikke lykkedes at få styr på Slesvig-Holsten

Den tysksindede danske embedsmand Uwe Jens Lornsen søsatte i 1830 selve ideen om Slesvigholsten – i stedet for Slesvig og Holsten. Han foreslog en fiks og færdig forfatning i skriftet Über das Verfassungswerk in Schleswigholstein. Han var (og er) en stor figur for tysksindede, demokratiske slesvig-holstenere (men mindre elsket af danskerne).

Under alle omstændigheder er det synd at delstatens politikere ikke magter at fuldende forfatningsværket via en klar og utvetydig valglov, 179 år senere.

EU bestikker fattige med gratis mad

EU uddeler gratis fødevarer til fattige – og nu forventes de at kvittere med EU-positive holdninger. Det skriver man helt åbenlyst i en betænkning fra EU-kommissionen og EU-Parlamentet.

Samtidig er der sat en ny PR-mølle i gang, nemlig en selvsmagende betænkning om “aktiv dialog med borgerne”.

Køb af de fattiges hengivenhed til gengæld for milde gaver er i så grov modstrid med dansk tradition, at selv den meget EU-positive avis Politiken nævner sagen: Gratis mad skal lokke fattige til at støtte EU.

Træk vejret. Det første dokument hedder:

Betænkning om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1290/2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik og forordning (EF) nr. 1234/2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen), for så vidt angår uddeling af fødevarer til de socialt dårligst stillede personer i Fællesskabet (KOM(2008)0563 – C6-0353/2008 – 2008/0183(CNS))

Det fremgår at ordningen har eksisteret i 22 år uden at få den ønskede effekt på de lavere klassers holdninger. De fattige er fortsat de mest “euroskeptiske” (et klart negativt begreb nede på de kanter – det er kun i Danmark og Storbritannien ordet kan opfattes positivt).

Kun ét dansk medlem, Niels Busk (V), har deltaget i udvalget. Hvad han har stemt – og hans begrundelse – kunne jeg godt tænke mig at kende til.

Nogle pluk fra betænkningen:

»Bortset fra de fordele, der er forbundet med uddelingen af fødevarer, såsom begrænsning af fattigdommen blandt Unionens dårligst stillede borgere, ændrer uddelingen endvidere deres forhold til og holdning over for Den Europæiske Union og den fælles landbrugspolitik«

»Derfor vil ethvert forsøg på at opgive programmet eller begrænse dets finansielle ressourcer kunne resultere i en mere negativ holdning blandt befolkningen og dermed øge antallet af euroskeptikere«. 

Det andet papir, som blev vedtaget for nylig, hedder Betænkning om aktiv dialog med borgerne om EU(2008/2224(INI)).

Her rustes der op til propagandakrig for at styrke EU’s popularitet.

Afsnittet “Den offentlige mening” beretter:

“1. Europa-Parlamentet …  minder om, at undersøgelser viser, at jo dårligere uddannet og mindre velhavende borgere i Unionen er, jo mere sandsynligt er det, at de modsætter sig yderligere europæisk integration, hvilket viser, at den europæiske tanke på trods af alle tidligere anstrengelser hovedsagelig når ud til det veluddannede og velhavende segment i det europæiske samfund; betragter aktiv dialog mellem EU og dets borgere som afgørende for en virkeliggørelse af EU-projektets principper og værdigrundlag, men erkender, at kommunikationen indtil videre ikke har været særlig vellykket;”

Måske er det selve projektet som ikke har været vellykket, thi borgerne har fået positiv kommunikation op til begge ører.

Parlamentet og kommissionen skamroser hinanden for deres “gode idéer”, samtidig med at man har den frækhed at nedgøre de irske vælgere for deres nej til Lissabon-traktaten:

“2. Europa-Parlamentet …   beklager, at den succes, som er opnået i forbindelse med at øge de europæiske borgeres vidensniveau og interesse i europæiske emner, på trods af Kommissionens indsats og gode idéer har været meget begrænset, hvilket beklageligvis fremgik af den irske folkeafstemning;”

Disse uvidende kartoffelspisere. Men EU-politikerne har en plan:

“3. Europa-Parlamentet …   understreger, at det er specielt vigtigt, at der etableres samhørighedsskabende kommunikationsforbindelser med målrettet indhold både mellem EU og regioner med særlige karakteristika og mellem EU og særlige samfundsgrupper;”

Samhørighedsskabende kommunikationsforbindelser med målrettet indhold betyder “propaganda”. Bemærk at man målrettet vil gå efter særlige regioner – måske de lande hvor de nationale forfatninger foreskriver folkeafstemninger, de EU-kritiske lande i almindelighed, eller blot de regioner der modtager mest EU-bistand? Og særlige samfundsgrupper – de fattige og sultne?

“4.  Europa-Parlamentet …  bemærker, at et stort flertal af de europæiske borgere ifølge nyere undersøgelser går ind for … [opremsning af gode EU-tiltag]; henleder opmærksomheden på, at det derfor også er vigtigt at rette blikket mod, hvad der kommunikeres gennem handlinger, og sammenligne, hvorledes dette afviger fra det budskab, EU ønsker at udsende til borgerne;”

EU har fået øje på at handlingerne ikke stemmer overens med de gode intentioner. Hatten af for denne erkendelse. Men så skal man jo ændre det man gør, ikke det man siger.

“5.   Europa-Parlamentet …   gør opmærksom på, at et flertal af de kvindelige vælgere har stemt “nej” ved de seneste folkeafstemninger om EU: 56 % i Frankrig …, 63 % i Nederlandene … og 56 % i Irland …; mener, at det negative resultat af afstemningerne bl.a. skyldes de europæiske institutioners begrænsede engagement i de politikker, der direkte berører kvinderne, og som ligger til grund for den fortsatte mangel på lige muligheder mellem mænd og kvinder, såsom politikkerne til forening af arbejds- og familieliv og støtte til plejekrævende personer;”

Dette afsnit er et vildskud som tyder på dyb desparation. Rent faktisk var der uhyre lidt forskel på mænd og kvinders stemmer ved folkeafstemningerne i de tre lande. De totale nej-stemmer (begge køn) udgjorde 55 % i Frankrig, 62 % i Nederlandene og 53 % i Irland.

Ovenfor (i punkt 2) påstår EU-parlamentarikerne at “nej” ved folkeafstemningen i Irland skyldtes vælgernes manglende viden. Men i punkt 5 hævdes det derimod at det skyldes EU’s manglende politik på visse områder. Løsning: flere EU-regler på mange flere områder.

Jeg tror ikke EU’s forsøg på at købe kvindernes stemmer vil falde heldigt ud. Hvis man skulle forsøge at indføre et virksomt EU-regelkompleks på så omfattende områder som “forening af arbejds- og familieliv og støtte til plejekrævende personer” - så ville det samtidig være så centralistisk og detaljeregulerende at det ville få den stik modsatte effekt.

Men nu er vi altså advaret om at EU vil forsøge sig på dette område også, ikke for at gøre os en tjeneste, men for at markedsføre unionen. Blandt de mest EU-skeptiske lande er samtidig nogle af dem der har den bedst fungerende velfærdsstat, og det er ikke ligefrem et folkekrav i Danmark at EU skal blande sig i velfærdsstaten.

EU ville derfor gøre sig selv en tjeneste ved at holde fingrene væk, men det kan de ikke forstå. Systemet er kun indrettet på en stadig voksende indblanding i nationale opgaver.

Der er dog også plads til selvkritik:

“20.   Europa-Parlamentet …  fremhæver nødvendigheden af, at Europa-Parlamentets medlemmer udviser større engagement i kommunikationen med EU’s borgere … ; håber, at Europa-Parlamentets medlemmer parallelt med de partipolitiske valgkampagner til valget til Europa-Parlamentet vil deltage aktivt i valgkampen på lokalt plan;”

Parlamentet opfordrer medlemmerne til at udvise større engagement – og deltage i deres egen valgkamp!

De enkelte politikeres indsats er dog kun et lille supplement til helheden, for det er tydeligvis betænkningens idé at EU-systemet som samlet maskine skal føre en PR-kampagne med ét budskab. Det er en totalitær fremgangsmåde, som er i modsætning til det vi kender fra demokratiske nationalstater, hvor partier og politikere deler sig efter anskuelser og fører hver deres kampagne.

Det vil føre for vidt at gøre rede for hele propaganda-betænkningen i dette indlæg, så jeg forbereder en selvstændig artikel, når jeg har læst alle de blomstrende tanker og forslag igennem.

Tilbage til betænkningen om fattigbespisning:

“Den 22. maj 2008 vedtog Europa-Parlamentet en beslutning om stigende fødevarepriser i EU og udviklingslandene, hvori det understreger, at retten til mad er en menneskeret, og at alle mennesker på alle tidspunkter bør have bedre adgang til tilstrækkelig mad, således at de kan leve et aktivt og sundt liv.”

Af sidstnævnte sætning ser man resultatet af at gøre alt til menneskerettigheder. Det er logisk at alle mennesker har brug for noget at spise. Det er ingen politiske ideologier uenige i. Men når det skrives ind i en liste over rettigheder, kan og vil det blive misbrugt politisk.

Bemærk også retten til “et aktivt og sundt liv”. Gad vide hvilke tvangstiltag vi kan vente os? Måske er en kampagne på trapperne med sloganet: EU sikrer dit aktive og sunde liv? Hvis man kender til EU’s regler om tilsætningsstoffer i mad, kemi i hverdagen og landbrugspolitikkens indvirkning på madkvaliteten, så vil man vide at det er en skarp fortolkning af virkeligheden.

Jeg kunne aldrig finde på at påstå at EU minder om dronning Marie Antoinette, der lod hånt om den plagede befolkning og anbefalede dem at spise kager hvis de ikke havde brød.

Brød og skuespil

Nej, EU’s socialpolitik er langt mere gennemtænkt og forankret i en politisk holdningskampagne. Det minder mere om tilstandene i Romerriget, hvor kejseren holdt pøbelen i ro med brød og skuespil. Og hvor lokale rigmænd købte sig til magten, til gengæld for at yde borgerne beskyttelse og arbejde. Det eneste de skulle gøre til gengæld var at stemme på ham, og så kunne de ellers komme til ham med alle deres sorger (også kendt som clientala-systemet – en lærerig, lille artikel kan læses her).

Den dumme Marie Antoinette blev halshugget fordi folk sultede. Det romerske interessefællesskab mellem en patron (magtfuld rigmand) og klienterne (loyale fattigfolk) trivedes derimod og regnes af mange for at være en forløber for den senere mafia. Det kan altså betale sig at være gavmild mod de lavere klasser.

Spørgsmålet er om det virker i dag hvor folk trods alt er mere oplyst end i gamle tider. Her er EU så på banen med “effektive kommunikationskampagner”, der skal banke pointen ind.

Om selve fødevarehjælpen skriver EU:

“Programmet for uddeling af fødevarer til de dårligst stillede i Fællesskabet har i de 22 år, det har eksisteret, bidraget til opfyldelsen af to af den fælles landbrugspolitiks vigtigste mål, nemlig dels at yde hjælp til at stabilisere markerne ved at reducere interventionslagrene og dels at sikre de nødvendige fødevareforsyninger til Unionens fattigste indbyggere.”

EU’s landbrugspolitik har som bekendt et blandet formål – som er i modstrid med sig selv.

Overproduktion, centralisme og omvendt u-landshjælp

På den ene side sørger politikken for en stor overproduktion. Det skal gavne forsyningssikkerhed og stabile leverancer til fødevareindustrien. Derfor støtter man storproduktion, centralisering og standardisering – til skade for småbønder, til skade for forskelligheden af de lokalt producerede varer, og til skade for kvaliteten. Det har vi mærket i Danmark i godt 35 år, og lige nu kan følgerne især mærkes i Polen, hvor små familiebrug udslettes og erstattes af storlandbrug. De tyske godsejere vender tilbage (suppleret af danske svinebaroner – hvoraf flere er skamløse nok til at stille op til EU-Parlamentsvalget).

På den anden side ønsker man at holde priserne oppe, på trods af overproduktionen. Derfor destruerer eller oplagrer EU mange fødevarer. Disse bruges så til eksempelvis fødevarehjælp til unionens fattige medborgere (mon ikke en del ryger af i svinget til svindel og fiflerier?) En anden del eksporteres til u-lande til dumpingpriser eller som fødevarehjælp, der smadrer de lokale markeder, som i øvrigt er afskåret fra selv at eksportere til EU på grund af solide toldmure.

Man kunne spørge sig selv om disse fattige borgere i EU ikke havde lige så meget gavn af lavere fødevarepriser – eller lavere skatter – eller forskellige lokale løsninger. EU’s budget finansieres blandt andet via 1 % af momsgrundlaget i medlemslandene, uanset om det er den fattiges havregryn eller den riges kaviar. Nødhjælp og andre former for “barmhjertighed” er altid med til at give den gavmilde prestige, men det er jo ikke en løsning af de underliggende problemer.

Set i lyset af at ordningen har eksisteret i 22 år og ikke formået at gøre de fattige mere EU-venlige eller mindre fattige, så ligner det en fiasko for EU.

Intet under at unionen konstant skruer op for propagandamaskinen i ren desparation.

EU forbyder effektivt malariamiddel

Her har vi et godt eksempel på at medierne fortier og fordrejer EU-historier. Og så beskylder de samtidig danskerne for at være uinteresserede og uengagerede i EU-politik. Ja, naturligvis – både de hurra-europæiske politikere og ditto medier prøver jo hele tiden at skjule og forvanske hvad der foregår.

Politiken hævder:

Danmark forbyder salg af malariasucces

Miljøstyrelsen forbyder læger at sælge malariabeskyttende net, der kan redde tusinder, og som anbefales globalt af WHO.

Læger nægter at adlyde myndighederne

Danske læger kalder forbud absurd og vil trodse myndighederne og fortsætte med at sælge myggenet mod malaria.

I virkeligheden er det ikke danske myndigheder, men EU som står bag. Det fremgår langt nede i artiklen, gemt godt væk fra pøbelens kritiske blikke.

Permethrin bruges imidlertid stadig som standardbehandling af fnat og lus. Man må formode at man optager langt mere af stoffet fra en creme eller shampoo end fra et myggenet. Hvis man ville forbyde brug af permethrin i stor stil i vore omgivelser, så kunne man have lavet en lille undtagelse for malaria-myggenet. Her er et godt eksempel på at EU’s centralisme og tilfældige embedsmandsgriller, styret af snart den ene, snart den anden lobby, ikke dur til virkeligheden. Det ville være bedre og mere smidigt, om hvert medlemsland kunne tilpasse reglerne. Det bliver ikke bedre i fremtiden med den nye EU-forfatning.

Borgerlig bums opfordrer til at man bruger hjernecellerne før EU-valget 7. juni.

I øvrigt siger en teori at Romerriget gik under på grund af malaria!

Se også det tidligere indlæg EU sikrer farver og striber om EU-kommissionens PR-kampagne mod de azo-farvestoffer, som EU selv har tilladt.

CIA zapper en ø væk

Mexico efterlyser forsvunden ø     

Har havet eller CIA taget øen Bermeja, spørger politikere.

Engang i slutningen af 1990’erne forsvandt den 80 kvadratkilometer store ø Bermaja i den Mexicanske Golf fra havets overflade – men hvorfor og hvordan?

…den lavtliggende ø, var ikke en hvilken som helst lille landklat. Faktisk udgjorde den et grænseskel mellem mexicansk og internationalt farvand eller med andre ord grænsen for de mexicanske olierettigheder. Med øens forsvinden blev det mexicanske råderum væsentligt formindsket, og det er ved at blive ret prekært, fordi den amerikanske olieindustri står på den anden side og puster mexicanerne i nakken. …

Forsvandt den som følge af klimaforandringer og stigende vandstand? Eller står CIA bag? Sprængte de simpelthen øen væk, for at bane vejen for USA’s olieindustri? …

(Berlingske)

I Mexico tror de også på UFO’er.

DR’s version har også “den globale opvarmning” inde over. Søndagsavisen skriver at øen er lavtliggende og bringer et luftfoto af en klippeø.

USA er skyld i meget, og kan man ikke placere ansvaret for sammensværgelsen hos Bush eller andre navngivne politikere, så må det være det store, mystiske CIA som står bag.

Det er også dårlig styr man har på sine landområder i Mexico hvis en ø kan forsvinde uden at flypiloter, flåden, fiskere, handelsskibe og militæret opdager noget. Indtil ti år efter.

Øen Bermeja har sandsynligvis aldrig eksisteret. Den forsvandt fra nogle mexicanske landkort i 1997 – altså ikke fra havets overflade, men fra kortet. Allerede i 1844 ledte man forgæves efter øen, som var med på kort fra 1600-tallet.

Jeg har på min væg et landkort fra 1660, hvor Jyllands top laver nogle underlige knæk. Nogle af mine gæster har kigget på det og sagt: Tænk, det er da alligevel utroligt så meget landet har forandret sig siden dengang. Ikke alle mennesker er lige kvikke.

Kilde: bl.a. Wikipedia

Grønkål for kernesunde metroseksuelle

200 g hakket grønkål
lidt vand
hønsebouillon eller salt

(1 tsk gelatinepulver)

½-1 tsk sukker/xylitol/honning
1-2 tsk æbleeddike/citronsaft
lidt peber, koriander, timian
ganske lidt muskat og kanel
mild olivenolie (f.eks. toscansk)

1. Frossen eller frisk grønkål koges i få minutter med salt eller bouillon. Skal ikke være for udkogt, men heller ikke for rå.
2. (Gelatinen giver en vis dybde i smag og konsistens og sikrer samtidig mod halal.:-) Jeg opfatter det som en lødigere form for jævning end mel, maizena og den slags. Edgar Cayce anbefalede at man altid spiste grøntsager med gelatine for at optage næringsstofferne bedre, især hvis man har mave-tarm-problemer. Han var clairvoyant, så det må være rigtigt – eller værd at prøve).
3. Før servering tilsættes lidt sukker, eddike/citron, krydderier. Olie kan tilsættes i gryden eller hældes over ved servering.
4. Æd.

Kan udmærket spises som forret. Vore forfædre spiste kål først, men dengang kaldte man dog alle slags bladgrønt for kål. De brugte mange flere slags end vi gør i dag.

Det smager endda udmærket som morgenmad! Prøv det.

Som variant kan man dampe spinat (frisk eller frossen) og putte blade af frisk koriander i til sidst. Jeg fatter ikke at folk stuver det med fløde, mel og mælk, det er en skam.

Krigsbytte og kalkmalerier er bedre end skrot

DF vil have kortlagt svenske tyverier

Dansk Folkeparti kræver, at regeringen afsætter en halv million kroner i næste års finanslov til en undersøgelse af, hvilke kulturskatte svenskerne har røvet fra Danmark i de mange krige, og som i dag befinder sig i Sverige.

Kravet kommer samtidig med, at VK-regeringens støtteparti stiller et beslutningsforslag i Folketinget om at pålægge regeringen at indlede en udveksling mellem de to lande af sådanne gensidigt røvede kulturskatte…. De røvede danske kulturskatte har siden 1996 stået på Dansk Folkepartis ønskeseddel, og skiftende regeringer har – i større eller mindre grad – støttet ønsket. – (JP/Ritzau)

Politikens overskrift var:

DF vil tage Jyske Lov fra svenskerne

- avisen fordrejer og twister som bekendt alt hvad DF siger (bortset fra når Søren Krarup selv formår at komme med skæve udmeldinger)

Det korrekte begreb er dog hverken tyverier eller røverier, men krigsbytte. Og det rigtige ord for det modsatte er ikke at “tage noget fra svenskerne”, men tilbagelevering eller udveksling.

Venskabelig tilbagelevering er ikke helt uhørt i dag. England tilbageleverede dansk krigsbytte i 2007, ved 200-året for Københavns bombardement, som i øvrigt af det engelske parlament dengang blev erkendt som en krigsforbrydelse.

På samme måde overdrog Danmark fra 1971 og frem til 1997 de islandske håndskrifter til Island. En fin og venskabelig gestus som var fuldstændig frivillig. Håndskrifterne var købt og betalt af Arne Magnusson, en islænding som grundlagde samlingen i København. Københavns Universitet kunne uden videre have beholdt dem, men man skænkede dem som gave til Island, som var blevet en fri republik i 1944. Med i overvejelserne var at Island næsten ikke har gamle kulturskatte, bortset fra litteraturen som er meget vigtig for nordisk åndshistorie.

Overdragelse af de islandske håndskrifter var væsentlig mere kontroversiel, end en overdragelse af nogle få, vigtige kulturskatte fra Sverige til Danmark vil være. Hvis man støttede overdragelsen af de islandske håndskrifter, må man også støtte DF’s krav om en kortlægning af svensk krigsbytte – som minimum.

Datidens Sverige var en brutal stormagt

Hvis man undrer sig over hvorfor danske slotte og herregårde fra før 1700-tallet altid har et underligt bart og nøgent inventar, så er forklaringen at det meste blev ranet i svenskekrigene. En lille rundtur på Stockholms største museer – eller på svenske slotte – vil afsløre mange pudsige genstande, for eksempel Christian IV’s senge, Frederiks II’s bordhimmel, tekstiler, statuer og kunstgenstande. Noget som må formodes at være mere interessant for danskere end for svenskere at kigge på.

Drottningholm Slot - set af en dansk turist

Uno Röndahl: Stormaktstidens svenska plundringståg i Europa og i synnerhet i Danmark

Ved 750-årsjubilæet for Jyske Lov i 1992 søgte nogle danske museer om at låne originalhåndskriftet til Jyske Lov fra Sverige. Upsala Universitetsbibliotek sagde nej, da bogen angivelig blev brugt til forskning. Senere viste det sig dog at bogen slet ikke havde noget katalognummer, hvilket tyder på at den ikke blev brugt. 

Sverige er uhyre rigt på kunst og kultur fra 1600- og 1700-tallet – efter nordiske forhold. Det skyldes at Sverige gennem århundreder var en stormagt som plyndrede og udsugede nabolandene. Intet mindre

Sverige holder holocaust-konferencer og forsøger generelt at frelse hele verden for racisme og og dårligdomme, men det moderne Sverige har en ahistorisk bevidsthed. Det ville være mere relevant at Sverige forholder sig til landets egen, til dels grusomme og krigeriske fortid.

Også Danmark har haft sin imperietid, men den ligger nogle århundreder før den svenske.

Broderlig udveksling

En kortlægning af krigsbyttet vil være et fint historisk projekt. Derefter bør der komme en dialog om hvilke genstande der evt. kan blive udvekslet. Det vil klæde Sverige at tage initiativ til sådan en broderlig gestus.

Som alternativ kunne man samle genstandene i Skåne, eventuelt på et nyt dansk-skånsk-svensk historisk museum. Skåne er – kulturelt set – en provins som aldrig er kommet sig over krigens hærgen for 300-350 år siden. Der kunne være god grund til at give noget af den røvede historie tilbage!

Skrot hæver sig over byens silhouet…

I Københavns havn vil nogle ihærdige folk med penge og magt, men uden hjerne, banke en dynge rustent jern op som nyt vartegn. Eller også skal der være nogle mega-højhuse:

»Det bliver fantastisk. Tiden er klar til et monument«    

Monument over hvad? Skidt og kanel. Det er samme ideal som i nazistisk arkitektur – stort og voldsomt, men uden indhold.

… men kulturen beskides

Der desværre en løbende strøm af dårlige nyheder om den danske kulturarv:

Dybbøl Mølles lillebror rådner op. - Danmarks næststørste mølle, Skovsgårds Mølle, i Esholte ved Slagelse er rådden og utæt. Om et år står den ikke længere til at redde.

Kulturarven rådner stadig op. … 1/3 af museernes magasiner er i orden, 1/3 kan forbedres så de er egnede til opbevaring af kulturarven og 1/3 er helt uegnede til formålet…

Fugtige kældre og utætte loftsrum benyttes som opbevaringsrum for den danske kulturarv, der er tilknyttet de statsanerkendte museer rundt om i landet. …

Kulturarv går tabt i markens gravhøje. Fremtiden for ikke-fredede gravhøje på markerne i Østjylland ser grum ud. 

Hvilken fallit for en regering, som påstår at være bevidst om den danske kultur. Og hvilken fallit for et erhvervsliv som pumper millioner ud i ligegyldigheder (ganske vist ikke helt filantropisk, men via fonde med store skattefordele).

For relativt få penge kan man gøre meget. En solstrålehistorie:

Enestående kulturskat reddet. - I sidste øjeblik er kalkmalerier i Fanefjord Kirke på Møn sikret for eftertiden… 

Milliarder af offentlige og “private” penge (fra skattefrie fonde) puttes i konceptkunst, fjernsynsunderholdning, holdningskampagner, integrationsprojekter, dialogbænke, gratisaviser og hvad ved jeg.

Pressen og skolen er heller ikke for god til at formidle historie og kulturarv. Globaliseret multikultur og moderne egocentrisme betragtes som vigtigere. Det siger sig selv at man forsømmer det lokale og nationale fællesskabs kultur, når man har den prioritering. Historiens fylde står jo i vejen for den postmoderne tomhed som man ønsker at opnå.

Har man derimod ikke et globalistisk, men en mellemfolkeligt grundsynspunkt – så mener man at alle nationer har pligt til at bevare sin egen kulturarv som i sidste ende beriger hele menneskeheden. At ødelægge en nations kulturarv er kulturelt folkemord; at forsømme sin egen kulturarv er selvmord.

Det kan tage århundreder at bygge op, men ødelæggelse er langt nemmere. Vore oldebørn vil hade os for at lade kulturarven forfalde, mens budgetterne bugnede.

Derfor nej til ny tronfølgelov

[Facebook-gruppe mod ny tronfølgelov
- klik her: groups.to/fiksfakseri ]

Ligestilling er godt, og Anders Fogh har tilsyneladende fundet en ren vindersag ved at gøre den nye tronfølgelov til en “principsag” for regeringen. En principsag, da loven er symbolsk og tidspunktet er flere årtier forkert.

Efter overvejelse mener jeg der er mange juridiske og praktiske grunde til at stemme nej.

Først grunden til at stemme ja: “Princippet“ 

Princippet er ganske vist rent symbolsk og betydningsløst i de næste ca. 70 år.

Hvis man tror at kongelig ligestilling siver ned gennem samfundet og forandrer os alle sammen, så kan man stemme ja.

Men husk at lukke det ene øje. Lovene og samfundet diskriminerer stadig.

Taler vi om grundloven, så har man glemt at kigge på værnepligten. Det er fortsat kun mænd som skal slås ihjel i krig. § 81 lyder: Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar…

Der kan sikkert argumenteres for og imod mandlig værnepligt, ligesom der kan argumenteres for og imod kvindelig tronfølge. Man har dog slet ikke taget fat på en diskussion, men bare taget det hele som en selvfølge.

Her er så grundene til at stemme nej:

1. Overflødig lov

• Ændringen er overflødig og symbolsk, og overflødige love skal vi ikke have.

2. Muligheden for fremtidig regulering går tabt

Grev Ingolf (tidl. prins)

• Man opgiver folkestyrets mulighed for at påvirke arvefølgen, hvis der kommer en uegnet, førstefødt pige – en kvindelig Ingolf.  Da tronfølgeloven blev ændret i 1953, ville man undgå Arveprins Knud og hans søn Ingolf på tronen. Arveprins Knud var upopulær, og både han og sønnen blev betragtet som uegnet (måske svagt begavet). Derfor er det bedst at udskyde en eventuel ændring af tronfølgen indtil vi kender personerne. Så kan man til den tid ændre loven for at undgå en dårlig tronarving. Denne mulighed skal vi beholde i baghånden, derfor ingen lovændring nu. Er den nye arvefølge først gennemført, vil det være politisk umuligt at genindføre den gamle, da ingen politiker tør at afskaffe “ligestilling”.

3. Grundlovsstridig procedure

• Tronfølgen kan ikke ændres uden at man ændrer grundlovens § 2, som direkte fastsætter: “Kongemagten nedarves til mænd og kvinder efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953 fastsatte regler.” Tronfølgeloven fra 1953 er altså et tillæg, som hænger fast sammen med grundlovens § 2. Sådan er grundloven tænkt, og det har hidtil været konsensus blandt jurister og statsretseksperter.

Afdelingschef i statsministeriet Sten Frimodt Nielsen sagde i 2003 til B.T.:

“En ændring er en omfattende sag. Tronfølgeloven omtales i grundlovens paragraf 2 og kan derfor kun ændres efter samme procedure som selve grundloven. Det vil sige, at man ikke kan ændre i tronfølgeloven uden at ændre i grundloven. … Det er en meget omstændelig procedure, som f.eks. slet ikke kan sammenlignes med, hvor let det er at ændre den svenske grundlov.”

Det nuværende forslag viger uden om en formel grundlovsændring – da man ikke ønsker at ændre i grundlovens tekst. Fremgangsmåden minder om de amerikanske constitiutional amendments, som ikke ændrer i grundteksten, men udformes som et tillæg.

Dette er ukendt i dansk ret. Grundlovens § 2 vil uændret henvise til tronfølgeloven af 1953.

Statsministeriets eksperter er åbenbart blevet banket på plads. Hvorfor?

Svaret er sandsynligvis at regeringen vil have gennemført ligestillingen i Anders Foghs og Lars Løkkes regeringstid, men undgå en bredere debat om grundloven. Det er imidlertid dårlig jura, som allerede blev kritiseret i 2005: Professor: Sjusk med tronfølgeloven. Det vidner om et lemfældigt forhold til grundloven, hvor ændringer kringles på plads af politiske grunde.

Juridisk er det fuldstændig uhørt at man ændrer en lov uden at ændre den underliggende henvisning, for så har ændringen jo ingen retsgyldighed. Grundlovens ord har forrang.

• Man risikerer at danne en ny norm for at sætte grundlovsregler ud af kraft via almindelige love, når blot de sendes til folkeafstemning osv. Mener du at fremgangsmåden er grundlovsstridig, bør du altså også stemme nej. For ellers skaber du en farlig præcedens som måske kan føre til fremtidige “grundlovsændringer light”. Hvis for eksempel en kommende EU-traktat kræver en grundlovsændring, så er det en oplagt mulighed at man gentager nummeret, det vil sige at man ikke ændrer selve grundlovens tekst, men laver en tillægslov som ændrer budskabet i grundloven. Derved vil man bedre kunne sælge projektet, hokus pokus – den bitre pille glider nemmere ned.

4. Usikkerhed i fremtiden

• Kan en kongelig i fremtiden bestride lovændringens gyldighed, når grundloven fortsat henviser til 1953-loven? Ja, det er et muligt scenario. Højesteret kan blive nødt til at afgøre at lillebror skal arve tronen i stedet for storesøster. En sådan sag vil have større konsekvenser end Tvind-loven, som også blev ophævet af Højesteret. Virker det usandsynligt? Måske, men ikke umuligt. Vi kender ikke fremtiden.

• Da den engelske Kong Edward 8. abdicerede i 1936, skyldtes det ikke kun forholdet til Wallis Simpson, men også politiske grunde. Kongen havde blandet sig i politik og var venlig mod aksemagterne. Han ville også modernisere monarkiet. Alt det var upopulært hos etablissementet. Kongens forhold og abdikationen udløste en krise og ændrede måske historiens gang. Det var altså ikke bare ligegyldigt om Edward 8. eller broderen George 6. sad på tronen, da de var meget forskellige, og der var interesser på spil. Historien har budt på mange arvefølgekrige, og de havde alle politiske eller magtmæssige intriger bag sig.

• Strid om arvefølgen var en medvirkende årsag til de slesvigske krige. Den danske kongeslægt var uddøende. Ifølge tysk tolkning af tronfølgen skulle den tyskvenlige hertug af Augustenborg arve tronen. Ifølge dansk tolkning var prinsesse Louise af Hessen den arveberettigede. Nogle mente at den første regel gjaldt i Slesvig og Holsten, mens den anden regel gjaldt i det egentlige Danmark. Da prinsesse Louise i 1842 giftede sig med den senere kong Christian den 9., overdrog hun tronrettighederne til sin mand. Hertug Christian August af Augustenborg gav afkald på sine rettigheder i 1852 (mod en enorm erstatning), og det blev bekræftet ved en aftale mellem stormagterne, London-protokollen. Men det hindrede ikke hertugens søn Frederik i at udråbe sig selv som “Friedrich der 8.” Han mente nemlig ikke at hans faders aftale gjaldt for sønnen. Det lykkedes den “falske hertug” at blive anerkendt af flere tyske stater og af de tysksindede slesvig-holstenere. Dette eskalerede i 1863, og det faldt sammen med den slesvigske krig i 1864. Der var mange årsager til krigen, men arvefølgen var en komplicerende faktor. I mange år kaldte man i tysk historieskrivning krigen for den “tysk-danske arvefølgekrig”. Vi bør tage ved lære af dette og undgå en juridisk uklar lovændring, som kan skabe tvivl om arvefølgen. Vi kan ikke vide om der opstår en kritisk situation i fremtiden – en intern strid mellem to politiske fløje i Danmark, måske med storpolitiske forviklinger. Denne strid kan være så uheldig at falde sammen med et arvefølgespørgsmål, hvor to søskende strides om retsgyldigheden af lovændringen.

• Vi skal forestille os en situation hvor en kvinde arver tronen ifølge den nye tronfølgelov, men en mand arver tronen ifølge den gamle tronfølgelov (som stadig gælder ifølge grundlovens § 2). De to tronarvinger er måske meget forskellige, hvad angår politiske eller udenlandske sympatier. Er der samtidig krise og magtkamp i landet, er det en oplagt mulighed at de trækkes ind i politiske spil eller spekulationer i pressen. Formålet med arvekongedømmet er netop at der aldrig må være tvivl om tronfølgen. Kongen er ikke valgt, men født, fordi kongen skal være en samlende figur. Tvivl om tronfølgeloven skader denne stabilitet, som royalister igen og igen nævner som det vigtigste argument for det danske monarki.

5. Vore børnebørns valg

• Bliver loven ændret, træffer vi en beslutning som ikke gælder for os selv, men for vore efterkommere. Arvefølgen er sikret frem til og med lilleprinsen Christian. Hvis han får en datter, vil hun først komme på tronen om ca. 70 år. Skal vore børnebørn ikke selv have lov at bestemme om spørgsmålet?

6. Er det et vigtigt samfundsemne?

• Vi fik ikke lov at stemme om Lissabon-traktaten, Nice-traktaten, kommunalreformen, velfærdsreform, udlændingelovgivningen og mange andre vigtige emner. Når politikerne har fremsat tronfølge-forslaget, så signalerer de at det er et af vore vigtigste samfundsmener, værdig til en folkeafstemning. Stemmer man ja, så er man for så vidt enig i prioriteringen.

7. Afleder opmærksomheden fra virkelig diskrimination

• Ligestilling mellem prinser og prinsesser er ret irrelevant i et samfund, hvor der er større problemer med diskrimination. Det stikker blår i øjnene og skjuler de virkelige problemer.

Hvad med reel ligestilling for kvinder i løn- og arbejdsmarkedsspørgsmål? Mænds manglende rettigheder i skilsmissesager, forældremyndighed og i spørgsmålet om værnepligt? Lige rettigheder for homoseksuelle? Nogle af disse ting kan klares juridisk; andre kræver en folkelig og personlig indsats. Symbolske love, festtaler og fakkeltog er skadelige, fordi de er en sovepude i forhold til virkelige problemer.

8. “Ligestilling” gælder pr. definition ikke for kongelige

• Selv om ligestilling er en god ting, giver det ikke mening at overføre begrebet til kongehuset, som er en kategori for sig. Det er populisme at snakke om ligestilling i monarkiet, som bygger på arvelighed og ikke-ligestilling. Tronfølgeloven vil fortsat diskriminere uægte børn, og de kongelige skal fortsat have godkendt deres “arrangerede ægteskaber” af regeringen.
• Ved enhver ny lov bør der være en diskussion om det substantielle indhold. Men ingen har for alvor argumenteret for den nye tronfølgelov. Man regner det bare for en selvfølge.
• Dronning Margrethe er p.t. den eneste dansker der har prøvet at være regent og kan udtale sig om egne erfaringer. Hun har sagt at det ikke er en dans på roser at sidde på den hårde post. Hun har antydet at det er et job for en mand. Hun har også sagt at en dronning vil få umuligt ved at finde en mand, hvis hun ikke har nået at gifte sig før tronbestigelsen, da ingen mænd ønsker at være den evige nummer to. (Prins Henriks problemer med sin rolle bekræfter dette). Den svenske kronprinsesse Victoria har haft svært ved at håndtere det pres, som en tronfølger er underlagt. På den anden side er der også eksempler på stærke dronninger, f.eks. den britiske Victoria, de hollandske Juliana og Beatrix. Men de fleste havde en hård start.
• Det er meget vigtigt hvem vi sætter på vort lands chefpost – for livstid. Alle argumenter burde derfor tales igennem, så man kan veje for og imod. Jeg tror selv jeg ville ende med at støtte princippet om ligeberettiget tronfølge. Men hvordan skal jeg som borger have en chance for at diskutere, tænke og afveje spørgsmålet, når der ikke er nogen debat?

"Jeg ændrede tronfølgeloven"

9. Monument for politikere

• Lovændringen er et symbolsk monument over Anders Foghs regeringstid. De andre politikere stemmer også ja, fordi de vil være med. De fleste politikere elsker at deltage i noget så spændende som en grundlovs- eller tronfølgeændring.

Politikerne må finde en bedre sag hvis de vil gå over i danmarkshistorien. Vi vælgere bør ikke tage hensyn til deres personlige ambitioner.

10. Legitimering af det mest lukkede kongehus i Europa

• Hvis man er kritisk mod monarkiet (det gælder naturligvis ikke alle) – så bør man tænke på følgende: Vælgerne bliver spurgt om en ufarlig detalje. Ugeblads-monarkiet kan fortsætte.

Vigtige emner som f.eks. gennemsigtige regnskaber, kongelig momsfrihed og deres forhold til loven bliver ikke berørt. Disse forhold kunne naturligvis reguleres, ligesom man har gjort i andre monarkier, også uden grundlovsændring – men man vil ikke i Danmark.

Tronfølge-afstemningen vil blive udlagt som en opbakning til monarkiet. Politikere og kulørte blade vil skrive: “Se her, rigtig mange danskere støtter fortsat kongehuset, og monarkiet følger med tiden”.

Stemmer man ja, er man med til at legitimere monarkiet i en symbolsk “moderne” udgave. Der bliver imidlertid ikke moderniseret i form af åbenhed i kongehuset, så vi kommer desværre stadig ikke op på samme niveau som andre europæiske monarkier.

Sammenfatning

Der er fire tunge juridiske og praktiske grunde til et nej. Fem politiske grunde til et nej. (Plus en ekstra grund hvis man er kritisk mod monarkiets nuværende forhold). I alt 9-10 grunde.

Der er kun én grund til ja, og den er rent symbolsk og betydningsløs i de næste ca. 70 år. Til gengæld er det fortsat kun mænd der har værnepligt, da man glemte at foreslå ligestilling i § 81.

Jeg mener det praktiske skal have større vægt end det symbolske og hypotetiske, så sagen er afgjort for mig.

Forslaget kan falde

I Danmark stemmer ca. 90 % ved folketingsvalg, men under 50 % ved EU-valg. Det er ikke fordi folk ikke gider stemme, men de kan godt kende forskel på væsentligt og uvæsentligt.

Regeringen har valgt at afholde afstemningen samtidig med EU-valg. Måske for at trække flere vælgere til begge dele. Kan nyhedens interesse vare indtil 7. juni?

Valgdeltagelsen ved de direkte EU-valg siden 1979 har ligget lavt, mellem 46,2 og 57,9 % (kilde).

For tronfølgeændringen kræves ikke blot et flertal, men at 40 % af alle stemmeberettigede skal stemme ja.

Ved en lav valgdeltagelse på 46 kræves der altså mindst 87 % ja, højst 13 % nej/blanke.

Ved en høj valgdeltagelse på 58 skal mindst 69 % stemme ja, højst 31 % må stemme nej/blankt.

Der er altså ganske gode chancer for at tronfølgeforslaget falder – alt efter hvor mange skeptikere der gennemskuer at lovændringen er et mediestunt.

Og naturligvis afhængigt af vejret på valgdagen. I tilfælde af dejligt vejr vil turen ikke gå til valglokalet, men til skov og strand. Den 7. juni er også første søndag i måneden, hvor butikker og storcentre holder åbent.

Debatten skal være alsidig

Der er brug for en organiseret indsats og debat. Alle partier i folketinget (minus Simon Emil Ammitzbøll) har stemt for, så hvem skal få debatten i gang? Det må være menige borgere.

Pressen, og særlig DR, skal holdes fast på deres alsidighedsforpligtelse. Der skal være en debat for og imod, som ved alle andre folkeafstemninger.

Alternativet

Det er synd at nej-stemmen kan blive misforstået som om man er modstander af ligestilling, men det kan ikke være anderledes med det foreliggende forslag.

Kritikken skal ikke kun være negativ. Regering og folketing burde ændre tre ting, før jeg måske kunne støtte forslaget:

• Udforme ændringen, så den er juridisk holdbar. Det vil sige en rigtig ændring af grundlovens § 2.
• Love at åbne en debat om ligestilling på andre punkter: værnepligt, diskriminationen af mænd ved skilsmisse, diskrimination af homoseksuelle m.v.
• Gennemføre mere åbne forhold i kongehusets økonomi og administration og sikre at disse ting kan debatteres frit.

Angående værnepligt, så kan man enten afskaffe den mandlige værnepligt eller indføre værnepligt for begge køn. Det er ikke klarlagt om man behøver ændre grundloven for at gøre dette. Det har slet ikke været diskuteret.

Tilbage står dog et problem. Man vil med den nye tronfølgelov lovgive om forhold som ligger mange år ude i fremtiden, og det er næppe fornuftigt, på trods af gode hensigter.

Læs også: Fiksfakseriet om tronfølgeloven og dets vej gennem folketinget

På Facebook

Se også den nye facebook-gruppe Nej til ny tronfølgelov – af seriøse grunde. Meld dig ind, diskuter, og sig videre. Genvej: groups.to/fiksfakseri

Wikipedia

Artiklen Folkeafstemningen om tronfølgeloven, som stort set er skrevet af undertegnede, giver en neutral dækning af emnet inkl. grundig historisk baggrund og forskellige citater fra pressen og folketingsbehandlingen.

Opdateret 3.6.2009

Planlægning – ikke lukkeloven – skal forhindre mega-centre

Lukkeloven bringer følelser på bane. Sniksnakken er begyndt at indfinde sig. Her i Politiken (“Småbutikker udsultes hvis lukkelov fjernes“):

… Men det er uvist, om befolkningen og politikerne kender til det fulde omfang af konsekvenserne ved at afskaffe lukkeloven.

»Det er lige som, når vi vil betale mindre i skat og have renere hospitaler, uden vi ved, hvilke konsekvenser det vil have på andre områder«, siger Mogens Bjerre, lektor ved institut for Afsætningsøkonomi ved CBS. …

En tåbelig sammenligning.

Som man kan se, er det et meget ideologiseret emne. Det rører ved noget dybt i vort samfund, der går tilbage til før industrialismens tid. Lige siden enevælden har der nemlig været en masse reguleringer og privilegier inden for handel og erhverv. Den tradition har vi i et vist omfang stadigvæk. Når privilegier har varet længe nok, tror mange de er naturlige. Derfor er det meget svært for lovgiverne at ophæve dem.

Indtil 1856 havde købstæderne monopol på handel. Det var simpelt hen forbudt at oprette købmandsbutikker i landsbyer. En tåbelig og vækst-hæmmende lov, der skulle fastholde vores landsbyer på et middelalderniveau. Da dette stalinist-agtige privilegium blev afskaffet i 1856, gav det selvfølgelig voldsomme protester fra købstæderne. Lige til 1903 gjaldt der stadig en zone på 1 mil (7 km) fra købstæder, hvor man ikke måtte oprette høkerhandel. Når det netop blev afskaffet i 1903, hænger det sikkert sammen med systemskiftet i 1901 hvor bønderne omsider kom til magten.

I mit indlæg Lukkeloven er overflødig, lange åbningstider er også overflødige  skrev jeg om betydningen for den enkelte forbruger. Der mener jeg ikke det har større betydning om lukkeloven bliver afskaffet eller ej (men den er overflødig). Derimod vil det være godt for den butiksdrivende at have handlefrihed.

I mellemtiden har jeg opdaget at lukkeloven rent faktisk kun vedrører tiden fra lørdag kl. 17 til mandag kl. 6. Sådan har det været siden 1995. Aftenlukning på hverdage skyldes altså ikke lukkeloven, men gammel vane eller mangel på kunder. På den baggrund virker loven endnu mere betydningsløs, men den kan selvfølgelig være irriterende på helligdage, især i påsken.

Jeg beklager at jeg skrev om noget jeg ikke havde undersøgt, men det ændrer ikke på mine konklusioner. I øvrigt er der mange andre der ikke er klar over det, f.eks. formanden for KU her.

Hvis man vil undgå mega-centre og butiksdød, så er lukkeloven et forkert redskab. Det er bedre at udnytte den eksisterende planlovgivning og i det hele taget indrette sin byplanlægning efter hvad man vil opnå. Desværre er man gået den stik modsatte vej i de sidste 10 år – hen imod store kolosser forsynet med motorvejstilslutning eller klasket op i bycentrene. Tænk på Field’s, Fisketorvet og den fuldstændig horrible Bilka-sag i Horsens, hvor et ulovligt megabyggeri blev lovliggjort efterfølgende.

Også i min hjemby Thisted bygger man nu et megacenter lige i hjertet af byen. Jeg tør godt påstår at der var en helt overvejende folkestemning imod centret fra borgernes side, men alle protester blev fejet af bordet. Entreprenøren og byrødderne lugtede penge. For at pynte lidt på ravagen i det historiske bycentrum har man opkaldt centret efter byens søn J. P. Jacobsen, som om han nogen sinde havde noget at gøre med detailhandel. Der skal også være en Føtex, noget som Thisted-borgerne (de købedygtige af dem) længe har savnet – fordi Thisted egentlig er for lille som grundlag for sådan en butik – men nu kommer man endelig til at ligne alle de andre småkøbstæder. Holstebro og Skive er de store forbilleder, forstå det hvem der kan. Måske ønsker købstaden Thisted også at hævne sig over næringsloven af 1856 og tage noget af handelen tilbage fra landsbyerne!

Alle disse dårligdomme er ikke blevet forhindret af lukkeloven. Så den dur ikke til byplanlægning.

Alternativt kan man begrænse storcentrenes åbningstider ved at lave en lukkelov der kun gælder specifikt for dem. Det er bedre end den nuværende lukkelov med en mængde komplicerede undtagelser for søndagsåbent. Og da storcentrene kendte reglerne, da de blev bygget, er det ikke noget synderlig stort overgreb mod dem at fortsætte med restriktioner for søndagsåbent. Hvis der altså er brug for sådanne regler.

Blodets bånd

Verden er lige nu lidt skuffet efter publiceringen af Geert Wilders’ lille film, der dels ikke viste noget nyt, dels ikke ser ud til at udløse det bebudede ragnarok. (Det kan nå at udvikle sig, men lad os nu se). Derfor vil jeg ikke kommentere den yderligere i dag, men henlede opmærksomheden på noget helt andet end religion.

Der tales meget om to aspekter ved indvandring/integration, nemlig islam og det kulturelt-socialt-økonomiske. Heraf mener folk at kunne udlede gode/onde effekter på samfundet, alt efter politisk ståsted.

Men der er noget andet som skaber sociale fællesskaber og samfund end disse flygtige ting.

Slægten er altings grundpille, om man så vil indse det eller ej. Uanset hvor lidt den fylder i lovgivningen, så er den stadig en ramme om næsten alle menneskers liv og identitet. For eksempel er vores infrastruktur stærkt belastet af mennesker der ønsker at pleje familietilknytningen, på trods af at det moderne samfund officielt er indrettet med stor ligegyldighed over for slægten. Folk rejser tværs gennem landet hver weekend eller får telefonlinjerne til at gløde daglig, bare for at bevare kontakten. Prøv at spørge folk i et IC-tog over Storebælt om hvor mange der er på vej til/fra noget familierelateret. Det er mange.

Slægterne hænger sammen i større netværk, ethnier, folk eller stammer. Liberalister, postmodernister, socialister, kulturalister og religiøse fundamentalister finder det dybt beklageligt, men der er ligesom ikke noget at gøre ved det! Slægtens bånd er simpelt hen det grundlag som folkeslagene er vokset frem af, og dermed er det også grundlaget for de moderne nationer.

Før man slagter mig, skal jeg lige sige at det ikke nødvendigvis indebærer at slægtsfællesskabet skal være en lukket kreds. Det betyder heller ikke at man skal tilstræbe en særlig renhed eller indavl. Og i videre forstand er alle mennesker på jorden i familie med hinanden, med venner og fjender - om end ikke lige meget med alle. En øget erkendelse af slægtskabets betydning kan derfor lige så godt underbygge en større bevidsthed om det globale som det modsatte. Vi er jo også i familie med dyr, planter og fysisk stof, så hvorfor ikke behandle hinanden ordentligt.

Blodets bånd er mere end bare genetisk slægtskab, da det også handler om fælles erfaring, historie og videregivelse af livsopfattelse. De fleste af os er ikke bare børn af vore forældre, vi er vokset op hos dem og har haft nær kontakt hele vort liv. Og vi er omgivet i det daglige af folk som vi er relativt nært beslægtet med, måske ikke at vi lige er klar over det, men man skal ikke mange led ud før man har tusindvis af slægtninge.

Moderne genetik giver ikke noget belæg for at konstruere “racer” i klassisk forstand, og slet ikke for at “racerne” skulle have bestemte karaktertræk. Der findes tusindvis af enkelttræk i generne, hvilket giver utallige kombinationsmuligheder, men naturligvis er verdens indbyggere stadig opdelt sådan at nogle er mere i familie med hinanden end med andre. Det er ikke noget der kan sættes i forenklede skemaer, men det har stor praktisk betydning for menneskenes sociale mønstre.

Det gælder også en forholdsvis ung nation som USA. Meget godt at blive mindet om at USA ikke kun er en idealistisk konstruktion, som vi plejer at se det, men også et rent konkret samfund befolket med væsener af kød og blod:

Obama og Clinton er i slægt med hinanden (Politiken) 

De to demokratiske præsidentkandidater er familiemæssigt forbundne via Brad Pitt og Angelina Jolie, påviser slægtsforskere.

Barack Obama er fætter i niende led til Brad Pitt. Og Hillary Clinton er kusine – ligeledes i niende led – til Brad Pitts kone, Angelina Jolie. Det påviser forskere fra The New England Historic Genealogical Society efter tre års studier i de to demokratiske præsidentkandidaters familiære fortid.

Slægtsforskningsinstituttet fandt også frem til, at den republikanske kandidat, John McCain, er fætter i sjette led til den nuværende førstedame i USA, Laura Bush.

»Præsidentkandidaterne fokuserer oftest på forskellene mellem dem. Men deres forfædre viser, at de har meget mere til fælles, end de tror«, siger slægtsforsker Christopher Child fra instituttet i New England til nyhedsbureauet AP.

Instituttets resultater viser tillige, at de musikalske gener er særdeles stærke i Hillary Clintons slægt. Hun er af fransk-canadisk herkomst på sin mors side og er herigennem fjern kusine til så prominente sangerinder som Madonna, Celine Dion og Alanis Morissette.

Obama på sin side er søn af en hvid kvinde fra Kansas og en farvet mand fra Kenya. Gennem sin mors slægt kan han regne sig i familie med ikke færre end seks tidligere amerikanske præsidenter. Det drejer sig om: George W. Bush, dennes far George H.W. Bush, Gerald Ford, Lyndon Johnson, Harry S. Truman og James Madison. Andre kendisser i Barack Obamas slægt er: Vicepræsident Dick Cheney, Sir Winston Churchill og sydstaternes general fra borgerkrigen Robert E. Lee.

I Clintons slægt finder man tillige forfatteren Jack Kerouac og prins Charles hustru Camilla Parker-Bowles. …

—

Jeg håber vi snart bliver fri for det vulgær-racistiske fokus på Obamas hudfarve og Clintons køn, som politisk korrekte journalister har svælget i gennem det seneste år. Nu må tiden efterhånden være kommet til at tale om deres politik.

Muhammed – mystiker, epileptiker eller skizofren

> Koenraad Elst: Wahi: the Supernatural Basis of Islam

Denne artikel fra 2004 redegør for Muhammeds syner og hvorfor han grundlagde en religion. Som visse andre profeter var han snarere paranoid skizofren, muligvis på grund af en hjernesvulst eller forkerte eksperimenter med meditation uden kyndig vejledning.

Det kan man bl.a. udlede af hvad han selv fortæller i Koranen og af muslimsk overlevering, som generelt betragtes som troværdig.

Koranen fortæller om de fornuftige arabiske hedninge (de før-muslimske polyteister):

“Folkene i Mekka stod fast ved deres guder; deres tro på guderne blev slet ikke rystet af Muhammeds angreb. Allah fortæller: “Da det blev sagt til dem: der er ingen Gud uden Allah, blev de hånlige og sagde: Skal vi svigte vore guder for en gal digter?” (Koranen 37:36/35)

“Og de undredes over at en varslingsmand var kommet fra deres egen midte. De sagde: Dette er en troldmand, en charlatan.” (Koranen 38:4/3)

Wahi er betegnelsen for de åbenbaringer som Muhammed modtog gennem trance eller anfald. Herom skriver Wikipedia:

Muhammad is reported to have mysterious seizures at the moments of inspiration. Welch, a scholar of Islamic studies, in Encyclopedia of Islam states that the graphic descriptions of Muhammad’s condition at these moments may be regarded as genuine, since they are unlikely to have been invented by later Muslims. According to Welch, these seizures should have been the most convincing evidence for the superhuman origin of Muhammad’s inspirations for people around him. Muhammad’s enemies however accused him as one possessed, a soothsayer, or a magician since these experiences made an impression similar to those soothsayer figures well known in ancient Arabia.

Pluk fra Koenraad Elsts artikel om Muhammed:

As a three-year-old, he was found lying on the ground, pale and in shock, and he complained to his foster-parents (townspeople often put their children in the care of poor country folk) that two white-clad men had come and opened his belly, looking for something. His foster-mother Halima even considered returning him to his real mother, not wanting to bear the responsibility if something went wrong with the boy, and she opined to her that the boy might ‘have a jinn’ or ghost. As indications of a latent mental problem, this is still pretty vague, but this much is clear that even as a boy, Mohammed was noticed as a special case. 

(To hvidklædte mænd, som åbner hans mave og søger efter noget. Det er måske en universel drøm eller psykose, som vi i moderne tid kender som alien abduction syndrome).

In the years preceding the start of the Quranic revelations, we know that his wife Khadija thought he had the ‘evil eye’. For this reason, she sent him to exorcists for treatment. …

… Mohammed’s hallucinations which clearly mark him as a paranoia patient. A loud voice localized in heaven or in a gigantic heavenly person speaks to him in the second person: you are the prophet, chosen to convey the words of the Creator of the Universe. He is given a uniquely central role in the cosmic scheme of things: God’s final spokesman, the rightful ruler of mankind as God’s vice-regent on earth …

Closer to an explicit symptomatology is Mohammed’s own description of the physical sensations accompanying his trance ... During the initial revelations, the Prophet felt the angel’s presence exerting an enormous, suffocating pressure on him. To Abdullah ibn Umar he once described the sensations typically accompanying the trance: loud noise, being hit by a mighty blow, feeling outside himself. The intensity of the sound was unbearable to his oversensitive ears (or rather his auditory brain centre), which is also why he disliked live music, a dislike later emulated by Padeshah (Moghul emperor) Aurangzeb in the late 17th century and by Ayatollah Khomeini in the 1980s as a matter of piety. Somers also quotes Ibn Sa’d recording the Prophet’s words: ‘Revelation comes to me in two ways. Sometimes Gabriel comes and speaks to me from man to man, but I forget what he says then. But sometimes he comes to me with the sound of a bell, like the roaring of many waters, so that I get into confusion. But what is revealed to me in this manner never lets go of me again.’

This indicates an identifiable neuropathological basis for Mohammed’s hallucinations. As a hypothetical physiological explanation of Mohammed’s mental problems, Dr. Somers suggests that very near the main sensory (auditory and visual) nerves in the mid-brain and on the front part of his pituitary gland, Mohammed may have developed a tumour. The descriptions of Mohammed’s physical characteristics may indicate traces of acromegaly, a disorder involving a belatedly over-active growth hormone and leading to roughness of the extremities and a strong body odour (suggested by Mohammed’s well-attested abundant use of perfumes), and that would only confirm this hypothesis. But this, of course, is more speculative than the well-established psychopathological diagnosis of Mohammed’s paranoia condition. As both Arabic scholarship and neuropathological science continue to progress, future researchers may determine more definitely what we must leave as merely an interesting hypothesis for now. Mohammed’s paranoia, by contrast, is an obvious, scripturally well-attested and diagnostically articulate fact. …

Koenraad Elst er en af de fremmeste europæiske kendere af indisk religion og politik – hans øvrige artikler anbefales. Som man kan tænke sig er indisk politik stærkt præget af modsætningen mellem islam og alle de andre. Men Indien er alligevel verdens største demokrati, nu på enogtresindstyvende år.

Herman Somers, som der henvises til i artiklen, er en belgisk psykolog og religionsforsker. Hans værker går også i flæsket på de andre åbenbaringsreligioner, Jehovas Vidner, satanisme m.v.

Trætte skulpturer og Grundtvigs grav i Køge

I søndags kunne man køre gratis med S-tog, og turen gik for min del til Køge, der nok er et besøg værd. Om ikke andet så for bindingsværkshusene i centrum. For at gøre det til en rigtig udflugt kørte jeg med regionaltog til Køge, via Roskilde, så jeg kunne se på Ga(d)strup, Havdrup og Lille Skensved undervejs; førstnævnte udtales med stumt d, det var nyt for mig. Der var fredeligt i Køge, det gjorde godt. Jeg havde udset mig en udstilling på kunstmuseet Køge Skitsesamling, Visioner og værker til det offentlige rum af Torben Ebbesen. Jeg kendte ikke manden, men titlen lød interessant nok. Museet ligger i et restaureret gågadehus. Det forekommer mig at der var fakler ved indgangen, men det kan godt være der bare kunne have været fakler. Gammelt udvendigt, hvidmalet og moderne indvendigt, som den slags skal være, med etagegennembrud og svalegange, en miniature af Handelshøjskolen ved Dalgas Have. I billetsalget sad en frisk dame der så ud som Køges kulturelle tovholder. Kunstneren var også til stede, sagde hun. Ellers havde jeg det for mig selv.

Vi søger en forklaring…

… og der var den: Isabel af Aragoniens drøm. Titlen er bedre end figuren.

Denne ikke realiserede pistijavert kunne have prydet et dansk gågademiljø.

Skitsens flygtige præg. Man kan ikke lade være med at tænke om Torben Ebbesen havde haft flere realiserede projekter bag sig hvis han var lidt mere omhyggelig med modellerne.

Den skånske perle Højenæs (Höganäs) snød sig selv for en amorf barokskygge.

Torben Ebbesen har dog også fået realiseret skulpturer, enkelte af dem var OK. Jeg skal bare nævne Hjernelandskabet i Karlsruhe. Jeg har for vane at fotografere det mest pudsige og glemme det skønne. Der var enkelte visionære værker, men udstillingen var revl og krat. Som så meget i dansk skulpturkunst – vi ser skrotbunkerne på rådhuse, i banker, på gymnasier og universiteter.

Berlingske skrev:

Dengang Torben Ebbesen var så heldig, at der var ballade om et af hans værker, var i 1985, da han skabte en navnløs og helt abstrakt skulptur i Ringsted. Folkeviddet mente, at der måtte være tale om nogle byggematerialer, håndværkerne havde glemt i forbindelse med opførelsen af det ny bibliotek, foran hvilket værket var placeret …

Køge Skitsesamling byder også på skitserne til Bjørn Nørgaards gobeliner på Christiansborg. Det kan anbefales hvis man gerne vil have god tid til at se på motiverne og få forklaret de mange kunsthistoriske og symbolske referencer.

Efter museet gik jeg ud for at se Grundtvigs grav på Køge Ås. Det var godt nok mørkt, men nu havde jeg chancen, og Grundtvig trak. Jeg havde regnet med en gravhøj eller en bautasten, men det var et større mausolæum, som nok er beregnet til at se på en lys sommerdag. Dejlig mystisk ser det jo ud.

Næste søndag går turen måske til Rungstedlund - selv om man ikke kan komme helt derop med S-tog. Eller til Lyngby Svømmehal med 50 m banen.