Først lidt om den katastrofale tackling af Kofod-sagen…
Scroll ned for historien om hvordan to socialdemokrater begik plagiat på plagiat af en journalists hæderlige arbejde.
Kofod ser godt ud, er begavet, og den 15-årige pige har intet at skamme sig over. Men det gør hun måske alligevel nu, hvor hendes langfredagsscoring har været bekendtgjort i tv og aviser.
Måske ville jeg skamme mig mere, hvis jeg vågnede op efter en brandert og havde været sammen med DSU-formand Jakob Bjerregaard (billedet).
Borgelig bums mener derfor Jakob Bjerregaard – ikke Jeppe Kofod – burde gå af, fordi han hænger en af sine dygtigste partifæller ud, og især fordi han indfører snerpede moralske standarder her i landet.
Forargelse er som dominobrikker. Når én råber fy! så følger alle andre efter, for ingen tør stå tilbage og selv blive dømt som uanstændig. Laveste småborgerlige fællesnævner vinder, ligesom ved andre former for politisk korrekthed. At DSU har strenge, interne regler om seksualjustits vedkommer overhovedet ikke alle os andre. Det må de ordne privat.
Jakob Bjerregaards håndtering af sagen har måske voldt uoprettelig skade på fornuftig dansk moral. Vi er hastigt på vej til at blive lige så puritanske som i England – faktisk kræves der nu ikke kun pletfri vandel af politikerne, men af alle kendte. Husk f.eks. sagen om Jørgen Leth.
Kofod har ikke gjort noget ulovligt, og grænsen må gå ved lovligt over for strafbart.
Ellers skal vi også til at høre om alle andre tilfælde hvor en folkevalgt gør noget lovligt, men moralsk tvetydigt.
Var der forresten ikke noget om formanden for færdselssikkerhedskommissionen, der gerne måtte køre for stærkt – uden følger – for det gør alle alligevel!? Jeg kan ikke få øje på nogen logik. Færdselsmanden burde tage konsekvensen af sin strafbare handling, fordi han netop har ansvar for færdselsområdet. Men ellers er privat lort helt uvedkommende.
Vi kan snart forvente overskrifter som:
MF’er besøger ikke sin gamle mor
Helle Thorning glemte at fodre kanariefugl
Birthe Rønn H. sagde “sgu” foran børn
Mette Frederiksen har gammel opvask
Per Stig overfuser ung brillebutiks-praktikant
Man kan dybest set kun tage stilling til sådanne private, moralske sager hvis man selv er involveret. Ikke ud fra en omtale i pressen.
Man kan heller ikke løfte en flig af sagen og lægge låg på resten, sådan som DSU-formanden forsøger at gøre af hensyn til “ofret”. Lavinen ruller. I den næste tid vil der nok komme flere og flere pikante detaljer frem til storvask, for nu er offentligheden involveret, og så vil vi jo gerne vide hvad der egentlig er foregået.
Nok om afsnittet ”love vedrørende kønslivet” i den interne socialdemokratiske moselov. Jeg synes et par spørgsmål er mere relevante:
Hvor fulde var de andre 13-, 14- og 15-årige deltagere?
Det er et faktum at de helt unge drikker mere og mere, og det er væsentlig mere usundt end sex. Bør en offentlig støttet ungdomsorganisation ligefrem fremme det? Alene det generelle DUF-tilskud for 2006 udgjorde kr. 2.848.037 til de 1.991 medlemmer af DSU.
Ekstra Bladet skriver:
“Jeppe Kofoed [var] meget sen til at vælge side mellem Helle Thorning og Frank Jensen. Det endte så med Helle Thorning, få dage før afgørelsen. Men sidste år blev han opfattet som rimeligt illoyal, da han, sammen med Mette Frederiksen, kritiserede ledelsen for at være usynlig og uinspirerende.” (EB 26/3, side 7)
———-
Socialdemokrat plagierede partikammerat som plagierede pressen
Det følgende indlæg skrev jeg i mandags, og det skulle egentlig have været gemt til 1. maj. Men det offentliggøres nu som min personlige spin-gave, der gerne må aflede opmærksomheden lidt fra Jeppe. Historien viser hvorfor S ikke har råd til at vrage Kofod, en af partiets få skarpe hjerner. Der foregår nemlig andre banale og umoralske ting på Esbjerg Højskole!
Den ene socialdemokrat stjæler ordene fra den anden, som igen har plagieret dem fra en journalist. Når den stjålne tekst samtidig handler om Venstre-politikeres forbrydelser, bliver det ekstra selvmodsigende og lidt morsomt.
Johannes Lundsfryd Jensen, socialdemokratisk kandidat på Fyn, holdt denne 1. maj-tale, som han lagde på sin hjemmeside den 15. august 2007. Bemærk teksten som jeg har markeret med orange:
Partifælle Kim Mortensen skriver på sin blog 18. september 2007:
Selv om Kim Mortensen forfiner sammenhængen en smule, har han sakset den markerede tekst fra partikammeraten. Ord for ord.
De to socialdemokrater skrev dog i første omgang af fra pressen.
BT skrev den 12. april 2007, knap tre uger før kampdagen:
(BT/Infomedia)
. . .
(BT/Infomedia)
Her slutter sporet. BT-journalisten har tilsyneladende udført selvstændigt arbejde.
Hvad formår de to socialdemokrater så at sige i citaterne ovenfor, som de ikke har plagieret?
Johannes Lundsfryd:
“Regeringen har været ganske god til at vise, hvordan man ikke skal gøre – et pædagogisk fif, som sikkert har til formål at højne den generelle samfundsmoral.”
…”noget for noget” …
…”bandekriminalitet”…
Lundsfryds tale er bygget op om karakterskalaen. Det kan virke lidt uelegant, al den stund Socialdemokratiet kritiserer den sorte skole, hvor alle præstationer bedømmes med et tal, og han er selv ivrig højskolemand. Lad os se bort fra det platte ved at trække Alberti og Klaus Riskær frem af gemmerne. Det er jo en 1. maj-tale hvor man skal råbe folk op med øl i hånd. Ikke dagen hvor nye tanker præsenteres.
Kim Mortensen:
“Der har været for mange kedelige sager i den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Det skal jeg være den første til at erkende” –
[hvorefter han som modtræk stiller Søren Pind til regnskab for venstremanden P. A. Albertis forbrydelser fra 1908]
“Remsen af organiseret svindel fra partiet Venstre er lang – men det tjener jo ikke noget formål at kaste med mudder“.
Kim Mortensen og Johannes Lundsfryd har dog også forsøgt sig med at levere de politisk brugbare visioner som partiet kronisk hungrer efter. De to har arbejdet sammen på Esbjerg Højskole (arbejderbevægelsen).
De har skrevet en bog der hedder Opgør med egoismen, som er “solgt i 600 eksemplarer”. Helledusse da.
Den handler bl.a. om følgende:
Selv om de ikke direkte kritiserer partiets nye linje, er læserne ikke i tvivl om, hvor sympatien ligger: Den danske identitet er en politisk konstruktion – et blændværk, som udelukkende kommer op til overfladen i form af brændende nationalfølelser i perioder, hvor den ydre påvirkning er i vækst.
»Før 1814 var Danmark et multikulturelt samfund. 40 procent af befolkningen talte tysk og mange norsk og svensk. Der fandtes ikke noget dansk skriftsprog. Først da vi mister Norge i 1814, får vi den første folkeskolelov, og man forsøger at konstruere et fælles dansk skriftsprog og dermed kompensere for det tabte land,« forklarer Johannes Lundsfryd Jensen. »Efter nederlaget i krigen i 1864 får vi en bølge af højskoler, som skulle lære unge at være danske borgere. Man opretter folkemindesamlinger, indsamler folkeeventyr og folkeviser, som skal være med til at konstruere en national identitet og en fælles historie, som rækker tilbage til Gorm den Gamle. I dag sker der igen en voldsom forandring i vores tilværelse med globaliseringen, og det aktualiserer debatten om national identitet.«
Trods sin kritik af den blomstrende nationalfølelse mener højskolelederne ikke, at der er grund til at kritisere det nye socialdemokratiske principprogram, som er blevet kritiseret for at være meget nationalt orienteret. Det holder balancen, mener forfatterne. Men hvad så med den konkrete politiske virkelighed på Christiansborg?
»Ja, så er sagen anderledes. Vi har med vilje ikke skrevet så meget om indvandrere i bogen, fordi det er så politisk betændt. Og jeg er ikke sikker på, at der findes politiske svar på alle ting.«
(Ugebrevet A4, 10/2004, s. 10-12)
Altså: der fandtes ikke et dansk skriftsprog før 1814, og en del borgere i den danske helstat talte svensk!
At skrive en bog med så graverende fejl kan godt kaldes en forbrydelse. Ikke mindst når man er højskolelærer.
På trods af apologien for den multikulturelle stat tør de to ikke foreslå en aktuel politik om indvandring. Det kunne ellers være spændende at høre hvordan deres særprægede opfattelse af danmarkshistorien kunne underbygge en moderne politik.
Indvandring er tidens varmeste emne. De siger lige ud at de har undgået emnet netop fordi det er så aktuelt – og fordi de ikke har et politisk budskab om det!
Det er altså hverken en særlig folkeoplysende eller debatskabende bog.
Jeg må indrømme at jeg ikke har læst noget af den socialdemokratiske kulturideolog Julius Bomholt - som de to ser meget op til. Men forhåbentlig ville han græmme sig og anbefale dem at tage f.eks. et højskolekursus på den rigtige side af katederet.
Når de to sammenvoksede hjerners bogskrivning endte med et så jammerligt resultat, så forstår man at de hellere vil holde sig til smudskastning med stjålet smuds fra BT.
Venstre har da helt sikkert en åre i retning af bondesnuhed, og jeg synes der har været mange ukrudtsblomster mellem Foghs håndplukkede ministre. Jeg regner EU-forfatningen og kommunalreformen for regeringens største fiflerier, men interesserer man sig for småtingene, er her et par samlinger:
-
forbryderalbum.dk - fra det stærkt venstreorienterede forlag Solidaritet, der også udgiver
leksikon.org. De burde vel bruge tiden på at grunde over kommunismens og Blekingegadebandens forbrydelser. Men deres kritik af regeringen er, om ikke andet, værd at kigge på.
-
politikerlede.com - en herlig anarkistisk samling af svindel og humbug begået af politikere fra alle partier. Den anbefales på det varmeste. Ikke uden tør humor, men virker grundig og gennemarbejdet.
Advarsel: Sidstnævnte netsted tillader ikke plagiat. Folkene bag politikerlede.com har været forudseende og lavet en funktion der hindrer brug af copy-paste!
.jpg)
Seismografen til højre virkede bedst.
