DF har fiflet med partiprogrammet og er nu EU-tilhængere

I Dansk Folkepartis partiprogram står der stadig at partiet er modstander af EU. Men spidskandidaten Messerschmidt siger klart at han er tilhænger af EU.

Andre steder skriver partiet snart det ene, snart det andet. En klar EU-modstand i partiprogrammet er blevet fjernet fra hjemmesiden og erstattet med lunken EU-skepsis. Den pågældende side er stadig dateret “oktober 2007″, selv om den er ændret siden da.

Bøjer Dansk Folkeparti sine EU-holdninger med henblik på at komme i regering?

Klip fra et sted på DF's hjemmeside hvor alt er ved det gamle. De aktuelle sider om EU-parlamentsvalget (danskfolkeparti.eu) er dog anderledes "eurorealistiske".

Morten Messerschmidt har formuleret sig klart under valgkampen:

“Du spørger, om Dansk Folkeparti ønsker Danmark ud af EU. Det gør vi ikke. “ Morten Messerschmidts blog i Politiken, 25.3.09

“Han er kritisk tilhænger af EU-medlemskabet …” Portræt af Messerschmidt, Fyens Stiftstidende, 6.4.09

DF’s principprogram siger stadig det modsatte:

“… vi vil ikke acceptere, at Danmark afgiver suverænitet. Heraf følger, at Dansk Folkeparti er modstander af Den Europæiske Union.“ DF’s principprogram 

På nyhedsbloggen EUzoo har de også undret sig: Messerschmidt går imod DF’s principprogram, EUzoo, 20.4.09

Fifleri med programmet

En arkiveret udgave af DF’s partiprogram fra 17.10.2007 siger følgende:

“EU-politik – kort sagt : Dansk Folkeparti er modstander af Den Europæiske Union, og vi bekæmper ethvert forsøg på at skabe en europæisk forbundsstat.” - (DF’s arbejdsprogram ra ”www.danskfolkeparti.dk/Den_Europæiske_Union.asp” arkiveret udgave fra 17.10.2007, gemt automatisk på archive.org )

På samme URL (hjemmeside) hos DF står der i dag noget helt andet. Teksten er blevet meget længere og langt mindre skarp. Men siden er stadig dateret “oktober 2007″.

“Dansk Folkeparti er tilhænger af et åbent og demokratisk samarbejde i Europa. Men vi er modstandere af udbygningen af Den Europæiske Union, og vi bekæmper alle forsøg på at skabe en europæisk forbundsstat, således som de hidtidige EU-traktater har taget sigte på.”  (DF’s arbejdsprogram på danskfolkeparti.dk)

Desuden står der at EU’s opgaver skal indskrænkes til grænseoverskridende problemer og “stordriftsfordele”, hvad det så end omfatter. EU-parlamentet skal ikke nedlægges, men kun være kontrolinstans, ikke lovgivende. Teksten er muligvis formuleret af den liberale Messerschmidt.

Messerschmidt sagde den 18. december 2006 i et interview med TV2:

“Og jeg vil bestemt ikke forsøge at stille op til Europa-Parlamentet, som bør nedlægges, så magten kan overlades de nationale parlamenter.”

Enhver kan ændre planer for sin karriere, men man bør bemærke at han også har modereret sin politiske mening om EU-parlamentets rolle siden dengang.

Forsøg på kompromis

Man kan også finde elegante forsøg på kompromis, for eksempel dette fra 2005:

“Dansk Folkeparti er modstander af EU. DF er modstander af alle forsøg på at skabe en europæisk forbundsstat. … DF er tilhænger af et åbent og demokratisk samarbejde i EU. Samarbejdet skal hovedsageligt omhandle emner som sikkerhed og stabilitet samt handelspolitik.” Europapolitik, TV2, 30.11.05

Dansk Folkeparti er efterhånden på linje med Junibevægelsen bortset fra ét emne: Tyrkiet. Valget handler imidlertid om andet end Tyrkiet.

Udsnit af DF's første principprogram, 1997

Man finder anderledes klare og skarpe ord hvis man går tilbage til Dansk Folkepartis første principprogram fra 1997 (online her hos Det Kongelige Bibl.):

Kun i et suverænt Danmark, som har evnen til at forsvare sig selv, kan landet udvikles efter det dansk folks frie vilje. [fra forord af Pia Kjærsgaard]

Den Europæiske Union

Dansk Folkeparti er tilhænger af princippet om “intet over og intet ved siden af Folketinget”. På den baggrund er Dansk Folkeparti skarp modstander af Den Europæiske Union. Dansk Folkeparti ønsker Europa-samarbejdet koncentreret alene om at sikre fri handel samt at beskytte de fælles naturværdier.  …

Europa-parlamentet

Dansk Folkeparti ønsker, at beslutningerne i EU tages i Ministerrådet, hvorfor Europa-Parlamentets magt skal begrænses. Helst ser Dansk Folkeparti Europa-Parlamentet helt nedlagt. …

EU-Kommissionen

EU-Kommissionen skal arbejde som det, Kommissionen i virkeligheden er; en embedsmandsinstitution, der skal udføre det, som politisk bestemmes. … Dansk Folkeparti ønsker Kommissionens magt begrænset til fordel for folkevalgte, således at det er Ministerrådet – som er underlagt de enkelte landes parlamenter – der kommer med alle initiativer.

Messerschmidt har netop foreslået at den danske kommissær skal udpeges af folketinget, ikke af regeringen. Det lyder umiddelbart lokkende, men det er svært at forudse konsekvenserne. Det vil muligvis styrke kommissionens magt og fremme EU-centralisering. Forslaget har dog ingen chancer for at blive til virkelighed.

DF har bøjet sig for regeringen

Hvis DF kommer med i en regering inden for de næste fem år, så vil DF’s mandater i EU-parlamentet være nul og niks værd. Partiet vil blive fuldblods-EU-tilhængere, bortset fra nogle kritiske pip nu og da. I værste fald vil Messerschmidt blive hentet hjem til Danmark som minister eller lignende. Måske en europaminister, som skal stille de EU-kritiske vælgere hos DF tilfreds?

Camre har ikke brilleret med stor flid i parlamentet. Hans rolle har hovedsagelig været at rapportere hjem til DF’s medlemmer af europaudvalget. Messerschmidt har sagt han vil fortsætte den rolle.

DF’s mandater i EU-parlamentet er dermed underlagt folketingsgruppens behov.

Ideologi og praksis

Det kan godt være DF er ideologisk nationale, men de arbejder ikke konsekvent for dansk selvstændighed i EU. Så man bør hellere stemme på de konsekvente unionsmodstandere i Folkebevægelsen.

Hvad skal man bruge den “korrekte” nationalkonservative ideologi til hvis den ikke er det papir værd den er skrevet på?

Mogens Camre er i øvrigt nærmest en national socialliberal (tidligere på socialdemokratiets højrefløj).

Messerschmidt er ikke nationalkonservativ, men snarere snarere nationalliberal utilitarist. Han begrunder ikke sine standpunkter med en varm fædrelandskærlighed, men siger derimod for eksempel at islam er unyttigt og uønskeligt, fordi de muslimske lande ikke kan præstere økonomisk vækst og sammenhæng. Hans holdning til religion er typisk. Det er langt hen ad vejen en sober holdning, men den er ikke ideologisk konservativ:

“Først vil jeg gerne understrege, at jeg er ateist. Jeg tror ikke på nogen gud. Mener faktisk det er noget pjat. Men jeg kunne aldrig drømme om at blande mig i, om andre vælger at tro. Det er deres helt private sag. At være ateist, er imidlertid ikke det samme som at være relativist. At se religion som overtro, er jo ikke det samme som ikke at kunne se forskel på religionerne. Og jeg vil derfor umiddelbart efter gerne understrege, at jeg anser den evangelisk lutherske kristendom som klart den mest favorable blandt alle religioner. Det er den, som har skabt (særligt Nord-) Europas resultater med fred, velstand og vækst. Uden kristendommen var vi aldrig nået til, hvor vi er idag. Jeg respekterer derfor kristendommen langt højere end jeg for eksempel sætter eskimologi [sic!], buddhisme eller islam.” (Svar fra Morten Messerschmidt på rundspørge fra Ateistisk Forum, 2004)

Camre sagde tilsvarende i et interview fra 2002 at han havde været udmeldt af folkekirken siden 1960′erne, men overvejede at melde sig ind igen “som kulturpolitisk foranstaltning”.

Søren Krarup bør stemme på Folkebevægelsen

Afslutningsvis: Søren Krarup i folketinget, 13.11.2003:

“det er fuldstændig rigtigt, at Dansk Folkeparti er modstander af EU”.

I samme tale siger han i øvrigt at Danmark er medlem af FN “for vores egen skyld”, og han siger:

“Jeg har lige tilbragt 1 måned i New York og været til et FN-møde, og jeg synes, det var ganske spændende at opleve, at der dog – hvad man end kan sige om FN – er et sted, hvor man kan mødes, når der er uenighed.”

Krarup er altså tilhænger af det mellemfolkelige samarbejde i FN, OSCE, Europarådet osv., når blot den nationale suverænitet bevares. Her er han næsten på linje med Folkebevægelsen.

Jeg kan derfor anbefale Søren Krarup at stemme på liste N, som har seks borgerligt-liberale eller konservative kandidater samt yderligere mindst tre moderate midterfolk.

Der er absolut brug for Folkebevægelsens arbejde i EU-parlamentet. Et mandat til DF og et mandat til Folkebevægelsen er langt at foretrække frem for to mandater til DF.

Der kommer en præsentation af alle ikke-socialister hos Folkebevægelsen her på bloggen, men her er tre markante til at begynde med:

 

Thorkil Sohn 
er liberal, grundtvigsk og national
kandidat for Folkebevægelsen mod EU.
Jurist, efterskoleforstander og tidligere næstformand
for Retsforbundet, men inden da medlem af Venstre.
Den kristelig-nationale bevægelse Dansk Samling
anbefalerat stemme på ham (se anbefaling). 

 

 

 

Helge Rørtoft-Madsen
er præst og kandidat for Folkebevægelsen.
Kæmper for dansk folkestyre og
imod EU’s politisering af kirkerne
(se hans debatindlæg).

Her på bloggen er der en uddybende artikel om emnet:
Kirker læser forbøn for EU-valget – og EU-ledere holder religiøst topmøde

  

  

 

 

Hans Henrik Larsen 
er konservativ, chefsergent, financial controller (MBA)
- og kandidat for Folkebevægelsen.
Han vil sørge for at EU passer på pengene.

Palæstinenser-loven fra 1992 som komisk opera

Villy Søvndal sagde engang til de ekstreme islamister i Hizb-ut-Tahrir: “Gå ad helvede til!”

Det må have været spil for galleriet, for SF er nu tilbage i den traditionelle rolle igen:

S og SF vil genåbne irakeres asylsager (Politiken)

S og SF mener altså at man skal være åben over for pression. Enhver flok mennesker skal kunne få asyl hvis de besætter en dansk kirke.

Ved at genåbne asylsagerne siger man at der er begået fejl. S og SF har naturligvis ikke sat sig ind i de enkelte sager. Så hvordan kan de hævde at beslutningerne skal omgøres? En genoptagelse er en helt urimelig særbehandling, der i øvrigt vil belaste asylsystemet yderligere, så ventetiden forlænges for alle andre asylsøgere.

Hvad med de mange dårligt behandlede mennesker (blandt andet danskere) der ikke besætter en kirke, fordi de ikke er frække nok eller stærke nok? De får ikke megen opmærksomhed, de får ikke særlige tilbud fra politikerne, besøg af Arne Melchior eller støttegrupper på facebook med 4700 deltagere.

Nu vil man måske protestere mod min umage sammenligning af Hizb-ut-Tahrir og udviste irakere. Jeg er godt klar over at det ikke er det samme. Hizb-ut-Tahrir har nok væmmelige holdninger der undergraver Danmark, men de er indtil videre en lovlig organisation. Irakerne er derimod retligt udvist, og flere af dem har begået meget alvorlig kriminalitet.

Det er ret vanvittigt at SF vil sende de lovlige ad helvede til, men beholde de ulovlige.

Villy forvekslede form og indhold

Villy Søvndals forsøg på populisme bygger på en forkert analyse af DF’s succes.

Mange på venstrefløjen betragter DF som en sammensværgelse af folk uden egentlig politisk mission. Racisterne i DF har blot valgt nogle syndebukke for at få magt og opmærksomhed, lyder analysen. Nogle gange beskylder man endda DF’erne for at gøre det hele for personlig vindings skyld – som om politisk arbejde er noget man spinder guld på.

Villy Søvndal troede derfor han var genial, når han forsøgte at kopiere mønsteret. Han udvalgte nøje nogle syndebukke, som alle var enige om at hade, og stemmerne væltede ind. Indtil videre dog kun i meningsmålinger.

Men Villy, det er ikke nok at sige tingene. Det er faktisk vigtigere at mene dem. Dansk Folkeparti har en hæderlig indsats bag sig i deres arbejde for at stramme udlændingelovgivningen, bekæmpe kriminalitet med konsekvens og holde sammen på det danske samfund. Indholdet har gjort DF til en succes. Ikke den hårde retorik. Og så hård er den vel heller ikke altid, selv om der er fløjet et par snotklatter.

Villy har sans for genbrug, og han har for nylig sagt det samme om hærværksmændene ved graffitifesten i det indre København: autonome tosser, hjernedøde, bøller, gå ad helvede til. Dog hævdede han også at de ikke havde “noget som helst med venstrefløjen at gøre”.

Demagogisk designerpolitik

Villy Søvndal som barsk vicestatsminister og hans partifælle Anne Baastrup som blid justitsminister?

Det ville måske være et godt, demagogisk parløb. Men det ville være et mareridt for samfundet.

Villy ville piske en stemning op som i de værste folkedomstole, men justitsministeren ville ikke følge det op med nogen form for konsekvens. Vejen ville dermed være banet for konflikter og opløsning på to fronter.

SF har ikke nogen ideologisk baggrund for konsekvent retspolitik, og derfor kan de ikke pludselig opfinde den.

Reaktionen på kirkebesættelsen viser at SF heller aldrig vil få en konsekvent udlændingepolitik.

Jeg er lidt mere overrasket over at Socialdemokratiet bakker op. Henrik Dam Kristensen pakker det lidt ind:

” … selve asylafslaget [står] ikke til diskussion. Men hvis enkelte personers forhold har ændret sig væsentligt siden afslaget, så skal de have mulighed for at søge humanitær opholdstilladelse.”

Socialdemokratiet har åbenbart ikke mod på at overtage regeringsmagten i øjeblikket. De har fejlbedømt folkestemningen, og de vil blive straffet i næste meningsmåling, stol på det.

Palæstinenserloven genopfrisket

Efter 321 palæstinenseres kirkebesættelse i 1992 gennemførte socialdemokraterne, SF og de radikale en særlov, der gav asyl til samtlige aktivister med et pennestrøg.

Jeg går ind for politisk samtidskunst.

Jeg mener absolut palæstinenserloven egner sig til en opera i fem akter.

Den bør opføres i en af de selvsamme kirker der har lagt hus til kirkeasylet:

1. akt. De glade gæster ankommer: Palæstinenserne var rejst hertil fra Libanon i løbet af 1990-1991, hvor de søgte asyl på en påstand om at de var forfulgte i Libanon.

… 2. scene. Problemer opstår: Tidligere havde palæstinensere fra Libanon fået automatisk asyl uden nærmere vurdering. En mindre stramning af sagspraksis under KVR-regeringen i 1989 bevirkede at sagerne nu blev vurderet enkeltvis. 321 palæstinensere fik afslag, da de ikke var forfulgte.

2.akt. Oprør og pression: En gruppe på 50 til100 palæstinensere besatte 7. september 1991 Enghave Kirke og kort efter Blågårds Kirke, hvor sognepræst Lisbeth Søe inviterede dem indenfor. Besættelsen af Blågårds Kirke varede i over fem måneder.

3. akt. Hele menageriet i folkedans: 600 danske præster skrev under på en støtteskrivelse, BZ’ere besatte Udlændingedirektoratet og Justitsministeriet, Savage Rose, Kim Larsen, Anne Marie Helger og Lone Hertz støttede palæstinenserne, og Landsforeningen af Danske Flygtningevenner blev oprettet for at fremme sagen.

4. akt. Jackpot: Den 3. marts 1992 vedtog Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og SF uden om KV-regeringen en særlov, der ophævede udlændingemyndighedernes afgørelse og gav kollektiv opholdstilladelse til alle palæstinensere der havde opholdt sig i Danmark i mere end 12 måneder.

5. akt. Fest: Umiddelbart efter vedtagelsen tog over halvdelen af palæstinenserne tilbage til Libanon for at fejre at de havde fået opholdstilladelse i Danmark.

… 2. scene. Afsløring: Ugen efter kom det yderligere frem at 312 af de 321 palæstinensere havde rejst frem og tilbage mellem Danmark/Libanon/Syrien i løbet af 1990-1991, mens de havde søgt asyl i Danmark.

Efterspil – “tretten år senere”: I 2005 viste en undersøgelse:

• at omkring 42% (135) af palæstinenserne i de efterfølgende år har været involveret i og dømt for kriminalitet.
• at 74% (238) var på passiv forsørgelse.
• gruppen på de 321 palæstinensere havde 110 børn, hvoraf 56% (62) havde været involveret i kriminalitet.

Tæppefald. De medvirkende 321 palæstinensere, 110 efterkommere, 600 præster, politikere, rockmusikere, kunstnere, BZ’ere, flygtningevenner bukker dybt og modtager stormende bifald. De få VK-politikere og grå embedsmænd holder sig diskret i baggrunden. Dengang var DF ikke opfundet, og Glistrup er død, så der er ingen skurke i forestillingen. Det var dengang Danmark var anstændigt og kunne være sig selv bekendt.

Derefter reception arrangeret af Center for Menneskerettigheder, men betalt af staten, halal-pindemadder og fed fest med multikulturel hiphop, mavedans og kristen rock.

(Kilde: min tekst bygger stort set ordret på artiklen om Palæstinenserloven, Wikipedia).

Virkeligheden og antropologiens kødhakkemaskine

Jeg faldt over en artikel på videnskab.dk, et tilfældigt nedslag i den flom af papir der i øjeblikket flyder ud af universiteterne inden for disciplinen politisk anæstesiologi. Ligesom lægevidenskaben giver sprøjter, piller og lattergas, så er en mængde forskere, journalister og politikere parat til at rykke ud med smertestillende bortforklaringer, når dele af samfundskroppen gør ondt.

En antropolog har skrevet ph.d. om ungdomsbander. Den undskyldende og udglattende tone er understreget fra starten, idet der tales om marginaliserede unge, gadedrenge,  gadelivsstil, ungdomsfællesskaber eller blot “unge”. Bandezoner er blevet til “drengezoner”.

Nu kan man selvfølgelig i nogen grad forsvare et neutralt sprogbrug, men det går nemt over i det bevidst neutraliserende. Udtrykket “marginaliserede unge” indeholder i sig selv en påstand, nemlig at andre aktivt har marginaliseret disse stakkels unge; begrebet er altså ikke spor neutralt, men lægger skylden på det omgivende samfund.

Artiklen er garneret med nøje udvalgte billeder. Først to voldelige danske unge med lys hud, siden en gangsta-hiphopper af anden etnisk baggrund, meget ung, nyvasket og som taget ud af en musikvideo.

Hvis man havde byttet rundt på etnicitet eller hudfarve i de to billeder – nydelig dansker fra tøjkatalog sat op imod to truende indvandrere med hævet knytnæve – så tror jeg nogen ville skrige om racisme og manipulation.

(På tilsvarende måde bruger en anden artikel, Ingen forskning i den danske bandekrig, et foto af to danske Hells Angels-rockere, selv om artiklens emne egentlig er manglende forskning i de “etniske” bander).

Langt nede i artiklen afsløres det at drengegrupperne, i hvert fald i det eneste specifikke eksempel, var “18-22-årige mænd med kurdisk og tyrkisk baggrund”. Den aldersgruppe plejer ikke at blive betegnet som drenge, men det afslører blot den banaliserende sprogbrug fra forskerens og journalistens side.

Det fremgår ingen steder om hun også har beskæftiget sig med etnisk danske ungdomsbander, hvilket er ærgerligt, da det kunne have været interessant med en sammenlignende analyse på tværs af kulturel baggrund. Hun drager en sammenligning med “unge danskere … i 1970′erne og 1980′erne, da de mødtes på gaderne”. Mit forsigtige gæt er at forskeren ikke kender til nogen danske drengebander af samme kaliber – fordi de ikke eksisterer – og derfor går hun tilbage til sin egen ungdom for at finde en dårlig sammenligning. En mere oplagt parallel havde været fodboldhooligans og rockere, men dermed ville man have rubriceret de etniske “drengegrupper” i samme kategori som kriminelle, hvilket en anstændig antropolog naturligvis må undgå.

Først forsøger forskeren sig med en lille diskursanalyse hentet fra kønsforskningen:

“Kirsten Hviid fortæller, at sproget er med til at vise et maskulint tilhørsforhold til gruppen. Vil man være en rigtig gangsta, må man tale som en gangsta. Hvis man bruger macho-udtryk som ’stiv pik’ viser man mandighed, styrke og potens. Omvendt viser udtryk som ‘bøsse’ og ’svans’, at man er svag.”

“Det her lyder banalt,” siger forskeren. Det synes jeg da også. 

Det er velkendt for alle at macho-sprog (på ældre dansk: karlekammersnak) er med til at underbygge maskuline fællesskaber. Men der må være en misforståelse i den sidste sætning. Når man kalder andre for “bøsse” og “svans” er det for at styrke egen mandighed, så en macho-person bliver ikke svagere af at bruge sådanne udtryk.

Men til sagen, “drengegrupperne”:

“Sidst i 1990erne blev Nivå og Kokkedal i det daværende Karlebo Kommune hærget af grupper af 18-22-årige mænd med kurdisk og tyrkisk baggrund. Kommunen lavede et forsøg og gav bandemedlemmerne lov til at lave en klub helt fra bunden. De skulle selv styre klubben og stå for aktiviteterne mod, at de selv stoppede med at lave hærværk og var med til at hjælpe andre unge ud af problemer…. Forsøget blev en bragende succes. Kriminaliteten dalede til næsten ingenting, og samarbejdet mellem de unge, kommunen og politiet fungerede så godt, at politiet endda bad klubmedlemmerne om hjælp til at tale gemytterne ned, når der var ballade i byen.”

Så vidt jeg ved er der også i dag ballade, vold og hærværk i Nivå/Kokkedal. Så man kan bestride hvor stor en succes det var. Jeg kender ikke området godt nok til at kunne vurdere om det virkelig var en succes indtil klubberne lukkede i 2001, sådan som forskeren påstår.

Men jeg kan jo se at den forsøgte taktik var at skabe et lille parallelsamfund ­- en autonom celle, finansieret af det offentlige.

Det minder meget om Ungdomshus-modellen. Og her vil man jo nok også diskutere i mange år fremover – uden at nå til enighed – om denne model netop sikrede fred og ro eller tværtimod lagde kimen til voldelige konflikter med det omgivende samfund.

Parallelsamfundet i Kokkedal gik videre end Ungdomshuset i den forstand at det ligefrem blev udstyret med en særlig myndighed til at opretholde en slags ro og orden i samfundet:

“Politiet bad [endda] klubmedlemmerne om hjælp til at tale gemytterne ned, når der var ballade i byen.”

I princippet en mafia-model. Med kommunens og politiets velvillige hjælp blev der skabt en klan eller en særlig privilegeret klasse, som skulle holde justits med de andre.

De mindre privilegerede klaner blev naturligvis utilfredse og begik oprør.

Historien ligner den del- og hersk-taktik, som blev praktiseret af de britiske koloniherrer i Indien eller belgierne i Rwanda (tutsierne blev indsat som en adelsklasse, der skulle holde styr på hutuerne). Fredensborg kommune var måske nok lidt mindre bevidst om sin kulturkolonialistiske politik, men konsekvenserne var de samme, dog naturligvis i mindre målestok.

Det gik ikke i længden, fortæller forskeren, uden at forstå sammenhængen:

“Den dårlige nyhed er, at klubben lukkede efter fem år. Paradoksalt nok gav klubben problemer, fordi unge uden for målgruppen blev jaloux. De begik hærværk mod klubben, og et enkelt klubmedlem blev overfaldet. Efterhånden mistede kommunen troen på, at de unge kunne styre klubben, og i 2001 lukkede projektet. Karlebo Kommune forsøgte senere at åbne en ny klub under kommunens kontrol. Den måtte lukke efter et halvt år.”

Det fremgår ikke hvorfor den nye klub måtte lukke igen. Hvis kommunen skulle have fortsat den gamle taktik, så skulle man have bakket op om den privilegerede klan og hjulpet dem med at undertrykke de ikke-privilegerede. Det ville have sikret en slags ro og orden, baseret på vold og angst.

Det er nemlig sådan adskillige præ-moderne samfund fungerer, ikke mindst i Mellemøsten.

Forskeren siger:

“Når gruppen bliver truet, rykker man sammen og får efterhånden skabt et broderskab, som bygger på offervilje og blodsbånd.”

Ja, det er som taget ud af en beskrivelse af et klansamfund, men forskeren drager ikke selv ligheden.

Men måske opdagede kommunen hvad deres politik havde medført – en halvvejs åbenbaring er jo også en slags erkendelse.

Mærkeligt nok nævner forskeren mange faktorer som de unges gruppe- eller bandementalitet bygger på: maskulinitet, gangsta-rap og hiphop, modetøj, marginalisering, mangel på tillid og respekt, chikane fra politiet, trange boligforhold og at de “føler sig udenfor på grund af deres liv eller bare deres hudfarve”.

Kulturel, etnisk og religiøs baggrund er overhovedet ikke nævnt. Skal man have nogle ekstremt nærsynede briller for at blive antropolog?

Der er også en lille infobox i artiklen som siger:

“Du kan kende en ung mand uden for kontrol på, at han svinger mellem at være ekstremt aggressiv og voldelig for i næste sekund at opføre sig som et lille barn og søge om hjælp. Det er ifølge Kirsten Hviid et tegn på, at han er kommet så langt ud, at han ikke længere ved, hvordan han skal tackle sin situation.”

Ærlig talt, så er det nok det billede som de fleste danskere har af dårligt fungerende mellemøstlige indvandrere i almindelighed.

Eller mere specifikt, vort indtryk af den reaktion vi igen og igen ser fra  ”muslimer under pres”.

Hvis det billede skal bekæmpes, så er der brug for en forskning der skiller fårene fra bukkene. Samt en fri og ærlig demokratisk samtale, hvilket ikke er det samme som antropologisk samtaleterapi. Der skal slibes mange knaster væk, og jeg tror ikke den totale harmoni vil genopstå lige om hjørnet. Så har jeg sagt det på den mest mulig optimistiske måde.

Ovenstående er en kommentar til artiklen på videnskab.dk, ikke til Kirsten Hviids afhandling i sin helhed.

Makaber demonstration på Nørrebro?

Familien til den dræbte Mustafa Shakir Hsownay, der fredag den 27. februar i år blev dræbt af skud i Mjølnerparken, vil på lørdag bære hans kiste fra Nørrebro Station til Nørreport – en strækning på 3,5 km gennem København.

Og det skulle der ikke være noget problem i, oplyser Københavns Politi.

- Demonstrationen er anmeldt, og da der ikke står noget i reglerne om, at man ikke må bære på en kiste under en demonstration, så får de tilladelse, oplyser Jørgen Thomsen fra Tilladelses- & bevillingskontoret ved Københavns Politi til bt.dk

- Vi regner med måske at kunne blive 300-400 mennesker i mindeoptoget, som også er en protest mod bandekrigen. Jeg ved ikke præcis, hvordan man skal få stoppet skyderierne og volden, men det er måske nødvendigt, at politiet forstærker indsatsen for at finde frem til de våben, der er i omløb. Det har været for nemt at skaffe sig våben, har søsteren til den skuddræbte Mustafa, Somaya, tidligere fortalt B.T. … 

(B.T., med læserafstemning)

Med al respekt for afdøde, som var et uskyldigt offer for bandeskyderierne: min første reaktion på dette var at det lyder temmelig makabert. Vi har ikke tradition for at bruge lig i demonstrationer i Danmark. Vi har faktisk kun yderst sjældent større, offentlige ligtog – det plejer at være for konger og dronninger. Men noget er ændret på Nørrebro – nye tider, andre folk,  andre skikke. Striben fra Nørrebro station til Nørreport er stærkt demonstrationsplaget og ser ud til at blive regnet for et samfund for sig selv med egne normer. Spørgsmålet er blot hvem der skal styre de normer. Det slås man bl.a. om for tiden, ligesom man slås i Södertälje, Rosengård (Malmø), Gaza og Beirut.

DF er ude med riven og vil forbyde optoget. Det ved jeg nu ikke om man bør gøre. Kisten er lukket, så det er jo at betragte som et ligtog, og der er ikke tale om usømmelig omgang med lig i lovens forstand.

Hvis der derimod trækker op til uroligheder, så kan politiet overveje – med risiko for protester – at forbyde demonstrationen for at beskytte den offentlige orden. Det hører vi nok mere om i de følgende dage.

Multikultur har følger på godt og ondt, og de kan i sidste ende ikke holdes nede med tapre forsøg via love og tiltag. Uanset hvad man vælger fra offentlig side har vi et sammenstød mellem dansk kultur og noget nyt og farverigt, som vi ikke har været vant til. Måske skal man en tur til Nørrebro på lørdag kl. 14. I bedste fald bliver det kun et fredeligt mindeoptog, for jeg har ingen skudsikker vest.

Prognose for de næste seks år

Diskussionsoplæg i krystalkuglens tegn. Nørder er velkomne til at tage del i snakken.

Den nuværende valgperiode løber til november 2011. Jeg gætter på at et eventuelt valg falder i 2010. Måske samtidig med en euro-afstemning.   

Hvordan det går med euroen er svært at sige, men lad os forestille os et S-SF-R-flertal ved valget. Den borgerlige regering er kørt træt, har mistet sit ideologiske blod og har haft for mange dårlige sager. Ligesom Obama blev valgt på grund af Bush, så vil Helle og Villy blive valgt på grund af Fogh. Tiden er for stemninger, og stemningen er Hope for change, Yes we can og Our moment is now.

Der kommer altså en S-SF-R-regering, muligvis kun med to af partierne og det tredje som støtteparti, men det er underordnet.

På den borgerlige side står V og K til tilbagegang, mens DF fortsat går svagt frem. Småpartierne Ø, Liberal Alliance og Borgerligt Centrum bliver udrenset.

Så meget siger meningsmålingerne. Men hvad sker der med partiernes roller, deres “adfærdsdynamik”? Jeg ser følgende scenario:

1. Magtskifte til venstrefløjen, som tegnes af Villy og Helle med de radikale som en lille påhængsvogn.
2. Færre partier, mindre grumset folketing.
3. Styrkemæssigt: V og K svækkes, oppositionen tegnes i højere grad af DF.
4. Ideologisk: Venstre dropper igen den socialliberale linje og vender tilbage til rødderne, rollen som borgerligt velfærdsparti overlades til DF.
5. Radikale svækkes i styrke og bindes politisk til venstrefløjen, midten af dansk politik tegnes i højere grad af DF.
6. En folkeafstemning vil varme debatten om euro og EU-forbehold op, og DF kan profitere på det – som eneste EU-skeptiske parti bortset fra Ø.

Venstre vil tegne den økonomisk borgerlige del af oppositionen – den stemme der altid siger “penge fosser ud af statskassen” og alt hvad vælgerne allerede har hørt før. I en tid med stagnerende økonomi vil dette traditionelle borgerlige budskab ikke være populært. Dog vil den fremvoksende generation også gøre Venstre mere værdiliberalt, hvilket imidlertid ikke er en fordel, da nogle vælgere så skifter til DF.

Venstre går ind i en krise og et rivegilde om formandskabet. Det er vel efterhånden klart for de fleste at Lars Løkke aldrig bliver formand, men man forsømmer i øjeblikket at finde en ny kronprins. Dermed udskyder man den uundgåelige konflikt, til skade for partiet fremover.

Til gengæld vil de små liberale afsplitningspartier blive overflødige, fordi Venstre vender tilbage til sine “liberale” rødder. Liberal Alliance og Borgerligt Centrum lider en hurtig død, hvis de ikke allerede har gjort det før valget, og de få hundrede medlemmer kan finde sig til rette i Venstre.

De konservatives rolle er svær at spå om, men i det mindste har partiet en ny leder der kan holde i mange år. De konservative vil nok prøve at lancere sig som et borgerligt midter-oppositionsparti, men næppe med meget held. Med mindre de kan føre sig frem på f.eks. bolig- og bilejernes privilegier, som et nyt CD. Det vil de kunne gøre, når venstrefløjsregeringen indfører roadpricing, bompenge osv., som vil oprøre det traditionelle FDM-segment. Men muligvis laver man et bredt forlig også med Venstre, og hvis de konservative som eneste parti står udenfor et forlig om “grøn trafik”, vil partiet fremstå som miljøfjendsk, altså mister man vælgere til gengæld for dem man får.

DF vil derimod tegne en mere social variant, som er langt mere spiselig for midtervælgerne. DF spiller allerede i dag rollen som vagthund for indvandrings- og værdipolitikken, og den rolle vil de naturligvis bevare. DF kommer altså i en nøglerolle i oppositionen – den bedst tænkelige position for et oppositionsparti. DF vil sandsynligvis også samarbejde med S-SF-R-regeringen på de punkter hvor det kan lade sig gøre. DF vil dermed kunne præsentere sig som et både kritisk og konstruktivt parti.

Er der faktorer som alligevel kan svække DF? Ja, hvis Pia K. går af, og der kommer et formandsopgør. Men jeg tvivler på voldsomheden. Et formandsvalg kunne godt gå hen og blive så stille og roligt at de blodtørstige journalister bliver skuffede. Der er ikke fløje og personfnidder i DF ligesom i Socialdemokratiet.

DF vil i stigende grad blive moderat og accepteret. Før eller siden vil vi se indvandrere som DF-politikere. En anden faktor som kunne svække DF, er derfor hvis der opstår et nationalkonservativt-liberalt parti ude på højrefløjen (i stil med Fremskridtspartiet) eller et tværpolitisk, hardcore anti-indvandringsparti (i stil med SIAD). Sådan et parti vil dog have svært ved at gøre sig gældende.  Som oppositionsparti vil DF ikke stå med ansvaret for en for “blød” indvandringspolitik, og dermed er der ikke basis for et oprør mod DF fra højre. Der er heller ikke megen basis for et nyt protestparti, da islam- og indvandringskritik i stigende grad spiller en rolle i alle partier, bortset fra Ø og R, hvor debatten også vil bryde ud før eller siden. Og endelig ville et sådan nyt anti-indvandringsparti overtage rollen som “rabiat” fra DF, hvorved DF bliver endnu mere spiseligt for de moderate vælgere, og pressens kritiske fokus på DF vil formindskes. Altså lige så meget fordel som ulempe for DF.

De radikales rolle som midterparti vil for alvor være slut, når de dels går tilbage til 3-4 %, og dels knytter sig fast i en venstrefløjsregering.

Det kildne politiske område bliver fortsat det som jeg blandt venner kalder “emnet”. Områder som indvandring, lov og orden, integration vil hurtigt blive et stort problem for S-SF-R-regeringen. Af to grunde:

• Dels fordi partierne slet ikke er enige. De radikale holder fast i en verdensfjern halalhippie-politik, men en mindre del af partiet vil blive skeptisk mod muslimer, og der vil derfor opstå nye splittelser i de radikale. Også internt i S og SF vil der komme store uenigheder om hvilken “hård/blød” kurs man skal føre.

• Dels fordi partierne ikke har gode bud på løsninger. Se blot på integrationspolitikken i de socialdemokratisk styrede kommuner København og Århus.

Etnisk uro, faldende integration og mere kriminalitet altså vil blive et stigende problem og altomfattende emne i medierne og i hverdagen, og regeringen vil være splittet og rådvild. Jeg siger ikke at vi får borgerkrig, men mindre kan jo være slemt nok.

DF – i sin politisk styrkede position som oppositions- og midterparti – vil derfor storme frem ved det næstfølgende folketingsvalg, som kommer senest i 2015, men sandsynligvis længe før, idet S-SF-R-regeringen ikke vil kunne holde sammen så længe.

Ligesom den nuværende regering i nogen grad har fået kritik for møg som er lavet under den forrige regering, så vil en kommende rød regering få kritik for dårlig service, skoler, politi osv. som er en følge af VKO’s strukturreform.

Sundhedspolitikken er for alle partiers vedkommende præget af total mangel på visioner; kostbare mega-sygehuse synes at være det eneste bud på en løsning, så en rød regering vil ikke ændre sundhedspolitikkens dødskurs. Dårlig sundhed er altid regeringens skyld, det mener pressen og vælgerne i hvert fald, og det vil de også mene efter et regeringsskifte.

Sammenfatning

Vi får en S-SF-R-regering ved næste valg, som holder i 2-3 år, men derefter stormer DF frem og kommer i en nøglerolle. Om der så kommer en V-K-DF-regering eller en DF-S-regering, det må tiden vise.

V-kandidat: Dialog med nazister og islamister, men ikke med EU-modstandere

Venstres kandidat til EU-parlamentet, den tidligere DR-journalist Poul F. Hansen, skriver i dag et indlæg på Facebook, hvor han nævner EU-skeptikere, nazister og islamister som eksempler på grupper han er meget uenig med.

Han mener dog at der kan være grund til at forstå de sidstnævnte, hvorimod han afviser at gå til møder med EU-kritikere.

Debat med EU-modstandere er ikke mulig, mener han, fordi de sætter “spørgsmålstegn ved det, som gennem 36 år har været grundlaget for vores samfunds udvikling”. EU-modstanderne ønsker ikke en “virkelig dialog … men blot til at få lidt reklame for deres møder” via Poul F. Hansens nærværelse.

Derimod er det “lidt mere speget” med nazisterne: 

“For på den ene side så kan en dialog opfattes som en slags anerkendelse, og det har de ikke fortjent. Men på den anden side, så år årsagen til at de er blevet nynazister måske, at de som mennesker føler sig sat uden for. Bumser, skæve tænder, svenskerhår, dårlig ånde, ingen pigetække.”

Her er indlægget i sin helhed (klik på overskrift for original):

Skal man snakke med sine fjender?

Nynazister, NEJ-til EU, Hisp-ut-Tahrir, Iran. Skal vi gå i dialog med mennesker og grupper, som vi er dundrende ueninge med?

Jeg tror ikke der er et entydigt svar. Man må tage stilling til det fra gang til gang. Jeg kan tage mig selv som eksempel. Jeg stiller op som kandidat til EU-parlamentet og langt inden valgkampen er skudt i gang har jeg fået henvendelser om debatmøder fra NEJ-siden. Jeg har sagt nej. Jeg synes, det er meningsløst, spild af alles tid og desuden forplumrende for debatten, at der igen og igen skal skal sættes spørgsmålstegn ved det, som gennem 36 år har været grundlaget for vores samfunds udvikling. Og hvis folk efter alle disse år, stadig er imod EU, er der nok ikke mange chancer for at jeg kan omvende dem. De ønsker altså ikke at komme i virkelig dialog med mig, men blot til at få lidt reklame for deres møder, som jeg har en mistanke ikke er særligt velbesøgte.

VU-Århus har fået et rap over fingrene for at tale med nynazister. Her er situationen lidt mere speget. For på den ene side så kan en dialog opfattes som en slags anerkendelse, og det har de ikke fortjent. Men på den anden side, så år årsagen til at de er blevet nynazister måske, at de som mennesker føler sig sat uden for. Bumser, skæve tænder, svenskerhår, dårlig ånde, ingen pigetække. Altsammen kan være med til at få dem til at sige: “Nåh I vil ikke acceptere mig! Så kan i rende mig…” Nøjagtigt det samme sker på venstrefløjen med punkere og autonome. Her er det nok på sin plads at træffe en beslutning ud fra hvad en professionel psykolog, ville foreslå. Og mit gæt er: “Snak med dem, forsøg at trække dem ind i fællesskabet igen.” For i Danmark har vi ikke den sociale eller økonomiske grobund for nazisme eller andre totalitære strømininger. 

Gælder det samme så for Hisb u-Tahrir? Jeg tror det desværre ikke. Noget tyder opå at den ekstreme islamisme ikke i første omgang “rammer” de udstødte 2.generationsindvandrere fra Ishøj. Her er det snarere de mere veluddannede, som, måske i en identitetskrise, splittet mellem en vestlig dekadent livsstil og en “ren” islamisk. bevidst vælger det sidste. De er overbeviste og fanatiske og rokker sig ikke ud af stedet. Jo mere man snakker med dem, jo mere vil de føle sig styrket i deres retfærdige kamp. Blekingegadebanden og Rote Arme Fraktion i Tyskland, tror jeg, var gjort af samme stof. 

Barak Obama har allede sendt sine første udsendinge afsted til Mellemøsten. Richard Holbrook taller med alle i Gaza-konflikten – undtagen Hamaz. Heller ikke Obama vil tale med terrorister. Men hans nye FN-ambassadør, Susan Rice, har erklæret sig parat til en direkte dialog med Iran, som om alle ved at Hamaz kun eksisterer takket være Iranske penge. Inkonsekvent! Ja, men rationelt. Den meget blodige israelske afstraffelse af palæstinenserne i Gaza kan få dem til at fortryde at de stemte Hamaz til magten, fordi deres tilværelse er blevet endnu mere ubærlig. En yderligere isolering af Iran vil ikke bringe Mujadinidads styre til fald, snarere styrke det.   

Der er altså ikke noget universelt svar på spørgsmålet: dialog eller afvisning.

(Mine fremhævelser)

Han skriver derefter i to kommentarer til sit indlæg: “jeg bruger blot forskellige eksempler på folk, som jeg er dundrendde uenige med … Selvfølgelig er de ikke sammenlignelige og det var heller ikke min pointe…”

Ikke sammenlignelige? Det må jeg give ham ret i. Han opfatter ikke de forskellige grupper som ét fedt. Han mener EU-modstanderne er værst:

• Klart nej til dialog med EU-modstandere
• Ja til dialog med nazister
• “Måske” til dialog med islamister

Konklusionen er mildt sagt overraskende. Hvordan kan man være så indædt imod sine EU-politiske modstandere, at man betragter dem som ekstremister? Og afslår deres opfordring til dialog.

Og hvordan kan man være så naiv mod nazister og islamister, at man uopfordret leverer en stribe banale undskyldninger for deres handlinger?

Problemet er ikke sammenligning, men mangel på samme. At sætte begreberne i perspektiv ud fra faste principper.

Naivt syn på ekstremister

I virkeligheden bliver ingen af modstanderne taget alvorligt, da “fjenderne” udnævnes til psykologiske vrag. Det er både mangel på respekt og en undervurdering:

• Nazister har psykologiske traumer og skæve tænder bag sig.
• Hizb-ut-tahrir er veluddannede mennesker med identitetskrise.
• Israel står for en “meget blodig afstraffelse” af palæstinenserne. (Hvilket vil medføre svækket opbakning til Hamas, mener han. Argumentationen kan undre).

Næppe det bedste udgangspunkt for dialog. Banaliseringen er en foruroligende holdning til demokratiets fjender, som tyder på naivitet og dårlig dømmekraft.

Dialog eller angst?

Den rationelle eller realpolitiske tilgang til forbryderiske regimer kan man altid diskutere. Men det virker som om Poul F. Hansen har følgende kriterier for dialog:

• Nej til debat med folk som “vi” er meget uenige med, og som er betydningsløse.
• Ja til dialog med dem vi er bange for. Dialogen bør indledes med at lægge forsvarende argumenter i munden på dem.

Ordet “dialog” har efterhånden fået betydningen: smigrende eller selvudslettende tale med folk som man er bange for.

Poul F. Hansen tilslutter sig de mange som har en svævende opfattelse af vold, had og ondskab. Man forstår det ikke rigtig. Derfor griber man til psykologiske bortforklaringer. Mennesket som et produkt af miljøpåvirkninger, som et stykke træ der flyder i vand. Her afsløres et menneskesyn som måske kan kaldes blødt socialt-dialektisk, men borgerligt er det i hvert fald ikke.

Poul F. Hansen glemmer en vigtig faktor, nemlig idéernes betydning.

Den vigtigste årsag til nazisternes og islamisternes adfærd er ikke deres dårlige ånde, men de ideologier som de tror på.

Vil man holde “dialog” med nazister og islamister, skal man hellere begynde med en monolog, en forsvarstale for det frie menneskesyn, ansvarlighed, demokrati og de øvrige værdier som vort samfund bygger på. Man skal simpelt hen vide hvad vi står for. Man skal være godt forberedt, da det ellers kan ende katastrofalt. Tænk hvis fjenderne vandt debatten fordi demokratiets repræsentant ikke var så dygtig eller velartikuleret. VU i Århus har bl.a. sammenlignet deres nazist-debatmøde med tidligere møder med ludere, Attac og venstrefløjen. Foreløbig tyder intet på at VU har styr på begreberne.

Gider ikke møder uden for sæsonen

Og endelig leverer Poul F. Hansen ikke noget godt billede af demokratiet, når han stiller op til EU-valg, men ikke gider diskutere med sine modstandere.

Han har misforstået formålet med debatmøder. Han skriver:

“langt inden valgkampen er skudt i gang har jeg fået henvendelser om debatmøder fra NEJ-siden. Jeg har sagt nej.

…der [er] nok ikke mange chancer for at jeg kan omvende dem. De ønsker altså ikke at komme i virkelig dialog med mig”.

Dialog handler ikke om at omvende forsamlingen, men snarere at lytte til deres synspunkter og svare igen.

En valgkamp skydes ikke i gang på et bestemt tidspunkt. Hvis man er så diskret en kandidat, at man ønsker at være fri for henvendelser, så må man få adressebeskyttelse eller hemmeligt telefonnummer.

De EU-begejstrede plejer at mene at EU-debatten fylder alt for lidt, så det burde være prisværdigt at borgere arrangerer debatmøder lang tid før valget. Men Poul F. Hansen gider ikke at komme og være med til at forplumre noget.

Hvis han kom til et af de nævnte møder, ville han netop være med til at diskutere alle detaljerne, ikke kun ja og nej. Jeg kender i øvrigt ikke til at EU-skeptikere betegner tilhængerne som deres “fjender”.

Angående debatmøderne, som Poul F. “har en mistanke ikke er særligt velbesøgte”, så har Folkebevægelsen mod EU på tre måneder noteret sig en fremgang på 123 medlemmer (FiB 02/09, side 7). Der er ingen tegn på at EU-modstanden er døende, selv efter 36 år.

Ja-sigerne undgår debat

Hvis EU-møder ikke er så spændende, kan det skyldes at arrangørerne ofte prøver at undgå reel debat.

Debatmødet ”EU – Hvad nu?” på Grundvigs Højskole den 1. december var et typisk eksempel.

Det var arrangeret af Europabevægelsen og omfattede såkaldt “Debat om de danske EU-forbehold” ved Margrethe Auken (SF), Niels Helveg (RV) og Michael Aastrup Jensen (V). Alle tre vil fjerne forbeholdene i større eller mindre grad.

Derefter var der debat om Lissabon-traktaten. Tilhængerne var repræsenteret ved formanden for den internationale Europabevægelse, og modstanderen var en politiker fra Sinn Fein, den politiske gren af IRA!

Arrangørerne havde altså valgt to forskellige taktikker: Dels at sørge for en skin-debat ved at invitere tre næsten enige politikere fra ja-siden. Dels at marginalisere “nej-sigeren” ved at vælge en ekstrem figur, som i øvrigt ikke var dansk politiker.

Her kunne man have inviteret nogle af de udmærkede folkevalgte fra et af de såkaldt “nej-partier”. Eller endnu bedre: en EU-skeptiker med meningers mod fra et af “ja-partierne”. Vi har jo faktisk i Danmark tre EU-kritiske bevægelser/partier som stiller op til valg og derved fuldt ud indgår i det demokratiske ansvar – og repræsenterer en stor del af vælgerne. Men man foretrækker altså at gå i dialog med Sinn Fein.

Pointen i dette er at man ikke valgte sin dialogpartner ud fra demokratiske spilleregler, men ud fra opportunisme og hovmod. Her er Poul F. Hansens budskab dybest set det samme.

Dette hovmod fører gang på gang til overraskelser når stemmerne er talt op. Det skete i Frankrig, Holland og Irland, og det var årsagen til at danskerne ikke måtte stemme om Lissabon. EU-skeptikerne har ved forskellige folkeafstemninger vist sig at udgøre op til 53 % af befolkningen (euro-afstemningen 2000).

EU-skeptikerne vil gerne have dialog

Så hvorfor ikke begynde dialogen? De EU-positive kan kun vinde på det, med mindre de fortsat ønsker at drive et elitært projekt.

Vi på den såkaldte nej-side har i årevis forsøgt at føre en dialog; det var blandt andet derfor vi ønskede en folkeafstemning om Lissabon.

Når man ligefrem afslår invitationer til debatmøder med sine modstandere – og er stolt over det – så har man for alvor gravet en skyttegrav mellem “ja-sigere” og “nej-sigere”.

Så får vi ikke én valgkamp, men to separate valgkampe, en for hver fløj. Det bliver politisk apartheid.

Alt tyder på at “nej-partierne” får det alt for nemt. Det begynder altså godt, men jeg havde hellere set en god, demokratisk debat.

Demokratisk arrogance kan man dog leve med.

Værre er det at etablissementets selvbevidsthed forsvinder som dug for solen, når den møder voldsideologier. Så er viljen til dialog og imødekommenhed næsten uden grænser.

Politiken kræver ramadan-fri, K er forarget

Jammer og klynk i Politiken:   

Muslimer har svært ved at fejre eid

De danske muslimer fejrer i disse dage højtiden eid, men det kan godt være svært, når man har et arbejde at passe.

Det er dog ikke muslimerne som sådan der jamrer, men danske journalister – som så ofte før.

Politiken har strikket en klar politisk kampagneartikel sammen, der munder ud i at vi skal afskaffe Kristi Himmelfartsdag til fordel for en officiel, muslimsk helligdag.

Først er der en praktisk hindring som Politiken har overset. Eid er en bevægelig helligdag og kan ikke puttes ind i kalenderen på forhånd. En somali-dansk blogger skriver:

Sagen er, at ingen rent faktisk ved, hvornår det er Eid med 100 procent sikkerhed. Man ender altid med at gætte indtil det allersidste sekund. Grunden til det er noget med månens position og andre ting, der skal være på plads. 

Bl.a. Unicef nævnes af Politiken som eksempel på en arbejdsplads med multikulti-tolerance over for diverse religiøse højtider.  Unicef er imidlertid langtfra en normal arbejdsplads, men en international myndighed, hvor man ikke betaler dansk skat, ifølge min viden.

En anden meget ubehagelig ting ved artiklen er at den uden videre deler os op i “kristne danskere” og muslimske danskere. Det bliver mere og mere almindeligt med den sprogbrug.

I dag må man planlægge en fridag fra arbejdet. De interviewede muslimer siger faktisk at man godt kan klare sig på denne måde. Politiken har også fundet en muslimsk førtidspensionist som jo ikke har brug for nogen statslig helligdag.

(Indvandrere på førtidspension er der en del af, og igen skyldes deres tragiske skæbne først og fremmest idiotiske danske politikere og sagsbehandlere, der har kasseret dem fra arbejdsmarkedet og gjort dem til andenrangsborgere, fordi det var så synd for dem! Men det er en anden historie).

De eneste som ikke kan planlægge sig til en fridag er skoleeleverne.

Her er jeg faktisk ret pragmatisk. Hvorfor ikke give dem fri, hvis det vel at mærke begrænses til én dag om året.  Det er jo realiteten at de pjækker den dag. Det er dog noget som må besluttes lokalt, og dagen bør erstattes med at tage en dag fra ferierne eller en lørdag.

Vi holder ekstrem lang ferie i Danmark, både privat ansatte og i skolerne, så hvorfor ikke være lidt fleksibel.  Der er masser af feriedage at tage af.

De konservative mener derimod:

K raser over skolepjæk ved ramadan

De konservative langer ud efter muslimske familier, der holder deres børn hjemme på grund af den religiøse højtid ramadanen. Det sker, efter at flere folkeskoler melder om udbredt pjæk blandt muslimske elever her ved afslutningen af ramadanen i denne uge. 

»Samfundet må sige fra, når forældre pådutter deres børn religiøse skikke, som kan skade deres skolegang og integration«, siger Henriette Kjær. …

Gad vide om DF ikke ville få med grovfilen hvis de sagde det samme?

De konservative har fundet et emne, der typisk irriterer deres højborgerlige idealer, nemlig skolepjæk.

Selv har jeg gået på to udmærkede, landlige, jyske folkeskoler, hvor det var acceptabelt at man kunne få fri hvis man skulle hjælpe til i høsten, med fiskeriet eller hvis man skulle på en rejse med forældrene.

Lærerne var altid lidt mugne over det, da de syntes deres middelklasse-undervisning var vigtigere end det virkelige liv uden for skolen. I sidste ende følte de sig vel såret over at man valgte skolen fra til fordel for andre aktiviteter. Men man fandt en løsning.

Der var både fiskerbørn fra kysten, bondebørn fra indlandet og funktionærbørn fra byerne, så der var brug for en del gensidig tolerance mellem disse meget forskellige kulturer. Vi var dog i sidste ende alle etniske thyboer og danskere, så vi havde et fælles grundlag at stå på. I dag, kun 20 år senere, er det anderledes.

For min skyld kan muslimske børn godt få lov til at holde eid-fri – besluttet lokalt og gerne med en lokal erstatningsskoledag.

En betingelse er dog at man gør klart at det sker af praktiske grunde og ikke som tilpasning til islams religiøse krav. Hvis religiøse ledere blander sig, skal der ikke være nogen fridag!

En national helligdag ser jeg absolut ingen grund til at indføre.

Det er ganske vist rigtigt at der er alt for mange kristne helligdage om foråret, og det kunne være smart at flytte nogle af dem til perioden juli-november, som slet ikke har helligdage. Mest oplagt er Store Bededag, som er uden enhver kirkelig betydning. Man kan også bare droppe den. Så får vi en arbejdsdag mere, og det kan vi godt tåle i dette land med fem ugers lovbestemt ferie.

Men at kæde de to ting sammen – afskaffe en kristen helligdag til fordel for en muslimsk – ville være højst uheldigt.

Jeg kan leve med at Danmark er et kristent land, men det ville være mere end dobbelt så slemt at vi også skulle til at være et officielt islamisk land.

Irakisk bøsse slagtet af islamister

Out & About (københavnske bøssers hyggelige svar på Se & Hør) skriver:

Irakisk homoaktivist henrettet

Den 27 årige Bashar, som var en af de mest fremtrædende irakiske homoaktivister er blevet brutalt henrettet, fortæller Peter Tatchell fra menneskerettighedsorganisationen Outrage. 

Bashar organiserede såkaldte ”sikre huse” for bøsser og lesbiske i Bagdad. 

”Bashars indsats har reddet mange mennesker”, skriver Tatchell i en udtalelse. 

Outrage beskylder islamistiske dødspatruljer for ”henretningen” af homoaktivisten. Selvom homoseksualitet ikke er illegalt i Irak, er det dog flere gange sket, at islamiske militsgrupper har udpeget og dræbt homoseksuelle, som led i en ”udrensning”. 

Her er der lidt kludder i ordvalget. Stater henretter folk, privatpersoner myrder dem. Faktisk troede jeg, første gang jeg læste overskriften, at det var i Iran.

Udenlandske netmedier skriver det mere direkte:

pinknews.co.uk: Gay leader assassinated in Baghdad

While homosexuality is in itself not illegal in Iraq, several laws are used to persecute gay people.

Laws against loitering, indecent exposure, spreading “dangerous diseases,” committing and indecent act in public and making “indecent” advances are all used.

However, of much more pressing threat to gay Iraqis are the actions of militia groups.

Advocate.com: Iraqi Gay Activist Murdered in Baghdad

Gays Without Borders: Sexual Cleansing in Iraq: Bashar, Coordinator of Iraqi LGBT in Baghdad Assassinated,

Islamist Death Squads Are Hunting Down Gay Iraqis and Summarily Executing Them…

Islamist death squads are engaged in a homophobic killing spree, with the active encouragement of leading Muslim clerics, such as Moqtada al-Sadr, as Newsweek recently revealed.

One of these clerics, Grand Ayatollah Ali al-Sistani, the spiritual leader of Shia Islam, issued a fatwa urging the killing of lesbians and gays in the “worst, most severe way possible.”

The short film, Queer Fear – Gay Life, Gay Death in Iraq, produced by David Grey for Village Film, documents the tragic fates of a several individual gay Iraqis. …

CNN: Gays in Iraq terrorized by threats, rape, murder - citerer en officiel FN-rapport:

“Armed Islamic groups and militias have been known to be particularly hostile toward homosexuals, frequently and openly engaging in violent campaigns against them,” the report said, adding that homosexuals have been murdered.

“Militias are reportedly threatening families of men believed to be homosexual, stating that they will begin killing family members unless the men are handed over or killed by the family,” it said.

The report was issued at the end of 2006 and is the last U.N. study to touch on the subject.

Human rights experts say homosexuals are targeted for cultural reasons as well.

“Gay men and lesbians in Iraq face a lot of risks right now, because homosexuality is sometimes interpreted by people in Iraq as being a Western import,” said Scott Portman with the Heartland Alliance, a group that promotes human rights worldwide. “So they can sometimes be targeted by insurgent groups or militias, in part, because of animosity toward the West and, in part, because homosexuality is not well-accepted in Iraqi society.”

Her i den fredelige del af verden er der små ting, som bøsser har ondt i røven over. Out & About skriver også:

McCains stabschef outet

Amerikanske bloggere har outet den republikanske præsidentkandidats John McCains stabschef Mark Buse. 

Homobloggerne Mike Rogers og Michael Signorile har på deres blog skrevet om Buses angivelige homoseksualitet. De nævner blandt andet Buses ekskæreste som kilde. De kritiserer videre Buse for at arbejde for en præsidentkandidat, som udbreder homofobi. 

McCains kampagnen har indtil videre valgt ikke at svare på pressens spørgsmål om dette emne. 

Buse, der er ud af en stenrig familie fra Arizona, begyndte sin karriere som praktikant hos senator McCain tilbage i 1994. 

McCains kampagnemedarbejder måtte ikke have sit privatliv for sig selv, men skulle nedgøres i ligegyldig smudsjournalistik! Bemærk detaljen om at han er “stenrig”. Homo homini lupus.

Selvfølgelig kan man kritisere McCains manglende anerkendelse af “homorettigheder” – det er dog ikke værre end at han mener staterne selv skal have lov til at bestemme. Obama er heller ikke for glad for bøsser.

Men samtidig er det USA’s engagement i Irak- som McCain støtter indtil videre – der sikrer at irakiske bøsser har fået et lille frirum, som de må kæmpe for med livet som indsats. Ligesom de mange andre irakiske borgere der arbejder for demokratiet.

Sat meget på spidsen: Man kan godt spørge sig selv om det ville gavne homorettighederne  i Mellemøsten, hvis Obama kommer til magten. En abrupt tilbagetrækning fra Irak vil ikke være gavnlig for irakiske bøssers liv og helbred. Det samme gælder formentlig Obamas politik over for Iran, der som bekendt lyder: “Jeg vil besøge Ahmajinedad, han er sikkert til at snakke med.”

50-årsplan for marokkansk homosex

I Marokko tænker man ikke kortsigtet. Gay.nl skriver i dag:        

Chance for flere rettigheder for bøsser i Marokko inden for de nærmeste 50 år

Marokko overvejer “måske at gøre noget ved homorettigheder inden for de nærmeste 50 år.” Det blev gjort klart på en kongres om homorettigheder i muslimske lande.

En talsmand for en homorettighedsorganisation i Marokko, Kif-Kif, sagde at homoseksualitet stadig er ulovligt i Marokko, men Kif-Kif har kontakt til Socialistpartiet. Og det betyder at der således er håb for det nordafrikanske land.

Unaturligt

Kif-Kif har 3000 medlemmer i Spanien, Frankrig, Canada og Marokko. Paragraf 489 i den marokkanske grundlov betyder at mennesker som “begår unaturlige handlinger med nogen af samme køn” kan idømmes fængselsstraffe.

Sidste år blev seks mænd anholdt og fængslet, efter at der var lagt en video på Youtube fra en fest som ifølge myndighederne var et homobryllup og således en ulovlig fest.

(fra hollandsk til ære for Bumsens danske læsere)

De seks mænd fra festen blev i øvrigt dømt uden nogen beviser for at de havde lavet snavs.

Borgerlig bums hilser 50-årsplanen velkommen. Et land med en grundlov med mindst 489 paragraffer må være god til det der med detaljer.

Der findes en mere fyldig artikel her: 

Morocco may give gays some rights ‘within fifty years’, pinknews.co.uk

P.S. Der er adskillige marokkanske socialistpartier, men man kan forsøge at identificere det omtalte parti på denne liste over marokkanske partier.

Shakir Badar, Mr. Gay Morocco 2006

Han er jo meget sød. Samme år var der faktisk en Mr. Gay Vatican City og en Mr. Gay Iran. Iraneren var dog så fornuftig at bo i Canada. Se dem her (ej porno).

Dansk fjerkrægigant stolt over at være 100% halal – i Sverige

“Rose Poultry är Danmarks största kycklingslakteri. …

– Det som skiljer oss från de svenska kycklingproducenterna är att alla produkter som vi producerar på våra anläggningar är halalslaktade.

… eftersom den muslimska målgruppen är väldigt viktig för oss. Därför är också samtliga våra produkter markerade att de är halalslaktade, avslutar Ante Brixstedt.”

—

Det er vel efterhånden velkendt at (næsten?) alle danske kyllinger er halal-slagtede, men man kunne godt ønske at Rose Poultry reklamerede lige så stolt med dette faktum her i landet. De er nogle kyllinger. Nogen burde udsprede det rygte i hele den muslimske verden at Rose Poultry ejes af Flemming Rose.

Annoncen er fra stockholmsudgaven af Metro den 17. september. Det er den svenske udgave af vores MetroXpress, eller rettere sagt er det omvendt, da den svenske Metro-koncern udgiver sine gratisaviser i 21 lande, herunder i Danmark. Den 17. september havde Metro et Ramadan-tillæg med overskriften Ett mångkulturellt samhälle ud over forsiden. Sponsoreret af Svensk Handel, som er Sveriges store detailhandelsforening.

 (Klik for hele bladet i pdf - Ramadan begynder fra side 21)

Det ser dejligt ud. Tørrede frugter, silkepuder og en velklædt familie med barnet i centrum. Ikke så meget om religion her.

Men forsiden er bare sukkeret der skal få den bitre pille til at glide ned. Man taler om det mangekulturelle samfund, hvor der egentlig handler om et knæfald for islam. På den måde gør man alle indvandrere til gidsler i promoveringen af en religion. Desuden er en gammel kliché på spil: indvandrere er reduceret til at spille rollen som en slags spændende orientalsk kryddderi, der der sikrer fut og farver i det svenske samfund.

Inde i bladet siger Svensk Handel: “For nogle år siden fandtes der ikke friske dadler i de store supermarkeder”, og “handelen satser på ramadan”. At øge omsætningen er hele pointen i forsøget på at gøre ramadan til en svensk højtid.

Vi kender det fra Muhammedkrisen, hvor dansk erhvervsliv vred og vendte sig for at bevare eksporten af pumper, smør og falsk fetaost.

Der er også overdådige ramadan-opskrifter i bladet. Man beder bønner på tom mave om dagen og spiser bønner efter mørkets frembrud om aftenen. Jeg kan godt lide maden, men betakker mig for det andet.

På side 4 løftes lidt af sløret for at det handler om andet end dadler, nemlig religion:

 

Denne annonce spiller på svensk selvhad, som der findes meget af i Sverige:

- “I har en kultur, en identitet, en historie. Og hvad har vi? Vi har midsommeraften og sådan nogle fjollede ting”.  S-formand Mona Sahlin til det tyrkiske ungdomsforbund. (2002)

- “Ursvensk var kun barbariet. Resten af udviklingen er kommet udefra.”  Statsminister Reinfeldt (konservativ), sagt under besøg i en indvandrerghetto. (14.11.2006)

Dybest set er forklaringen vel at mange svenskere føler sig højt hævet over udlandet. “Bäst i världen” har i 100 år været svensk identitet. Så prøver man at kompensere ved at tilsvine sin egen kultur – som om der var noget høfligt i det. Det kendes også fra Danmark. Vi tror at målet med al udenrigs- og bistandspolitik er at udbrede de skandinaviske værdier til hele verden.

Jeg synes det er (mindst) lige så slemt at foragte sin egen kultur som at være respektløs mod andre. Det er ikke noget tegn på oprigtig interesse for fremmede kulturer, når man promoverer ramadan fordi det kan øge omsætningen eller fordi man synes Sverige er for farveløst. At man samtidig fremmer en undertrykkende religion er katastrofal dumhed.

Den iranske svensker og heavy metal-skribent Nima Daryamadj kan heller ikke lide det på sin blog: “Ramadumb”. Sveriges Radio P1 havde inviteret ham i studiet til Dagens ramadanvers, som månedens kritiske figenblad. Han valgte:

De som fornægter vore tegn skal vi sandelig stege i ilden; hver gang deres hud er gennemstegt, skal vi give dem en ny hud for at de skal smage straffen, thi Allah er den evigt ophøjede, mægtig og vis. (Sura 4:56)

Værd at tænke på når man griller sin halal-kylling.

Derefter måtte han svare på studieværtens forsøg på at tale udenom: om det ikke skulle forstås symbolsk, om ikke kristendommens helvede var lige så slemt osv. osv. (Læs hans blog om Dagens ramadanläsning eller lyt til indslaget fra 10/9 her, spol frem til 36:40).

 

Alderen trykker…

Jeg har fået mit nye studiekort -

- men jeg er født 10.10.1950? De har gjort mig lidt ældre end jeg er.

Når de nu var i gang kunne de godt have skrevet 1943, så folkepension og frynsegoder var blevet udløst.

Såkaldt forargelse giver medvind for DF

(DF)

DF’s lille annoncekampagne har skabt en bølge af beskyldninger og afstandtagen, helt efter bogen. At kalde det oprigtig forargelse er en vanvittig overdrivelse. Der er tale om en reaktion helt nede fra reptilhjernen.

Forargelsens vinde har noget til fælles med det ægte vindfænomen, hvor én retning nede på jorden skaber en stik modsat vindretning oppe i højere luftlag. De andre partier spræller, men meget snart vil de som vanligt dreje ind på DF’s kurs, fordi DF igen har sat fingeren på et ømt sted.     

De tre annoncer, hvoraf én faktisk viser en kvinde kun med tørklæde og ikke slør, er forsynet med en relativt lang argumenterende tekst. Den kan man blot læse, og så har man DF’s holdning. Selvfølgelig stiller man budskabet på spidsen, hvad ellers? Enhver god kampagne skal provokere. Som en buddhistisk leder sagde om blasfemi: Vi støtter det, for det får folk til at tænke (Robert Irwin, JP 12/4, side 17). Jeg tør godt udelukke at DF skulle være i stand til at spekulere bevidst med provokation som eneste formål. Reaktioner er nemlig ikke så enkle at forudsige. Forargelsens mod- og medvind kan være en bieffekt, men i første omgang handler det om at formidle sit budskab, og det gør DF på meget enkel og troværdig måde. Det er udelukkende de politiske modstanderes eget ansvar, når de kvajer sig hver gang og gør deres angreb på DF til selvmål.

DF’s kampagnestrategi                     

DF udmærker sig ikke kun ved sin konsekvente kritik af islamisering, men også via sin måde at føre kampagner på. DF bruger hovedsagelig penge på annoncer og plakater mellem valgene. I modsætning til alle andre partier der brænder det hele af under valgkampen. Der findes en konsensus om at tonen godt må være hård i en valgkamp, men DF fører altså på en måde valgkamp hele tiden, i den forstand at de konstant viser klare holdninger. Hvilket de andre partier og pressen vist aldrig har accepteret, endsige taget ved lære af. Det er altså ikke kun DF’s holdninger og stil men også kampagnepraksis der provokerer.

Den lange og seje strategi har også givet pote – i form af støt og rolig fremgang ved hvert valg. Uanset politisk farve må man mene at det er godt klaret af et kun tretten år gammelt parti, som i den grad var lukket ude af det gode selskab fra starten.

Hvis man skal efterligne DF’s strategi kræver det naturligvis at der er et noget at formidle. Løbende reklamer for pakker uden indhold sælger ikke noget. En lille gætteleg – hvilke partier har følgende budskaber? Alle er sakset fra partiernes hjemmesider i dag.

1. Vi tør tage ansvar
2. Ny kurs for Danmark
3. Tryggere Danmark
4. En helhjertet integrationsindsats
5. Fuld integration af alle med indvandrerbaggrund
6. Børnenes Danmark
7. Børnene må ikke komme i klemme 
8. Styrket indsats mod klimaforandringer
9. Danmark som klimaforbillede

Hold musen over sætningerne for at få svar.

Kig selv på hjemmesiderne. De er ens helt ned i selve opbygningen. Det er kommet på mode at inddele siderne efter de 4 p’er: politik, parti, personer, presse. Også her er det stort set kun DF der skiller sig ud fra de andre.

Ved sidste valg var alle partiers plakatdesign udformet moderigtigt af førende reklamebureauer – undtagen DF der holdt fast i en gammeldags, usmart og kedelig grafik, som imidlertid må have understreget noget troværdigt. Det samme ser man i DF’s annoncer – de kunne have været hjemmelavet (se flere af dem her). Men de virker, fordi der er et budskab.

Pointen er at indpakning ikke betyder noget, med mindre man konkurrerer om at sælge samme vare som alle andre.

Forargelsespropaganda

er modtrækket til DF’s kampagne. Forargelsen er en refleks ligesom at bøvse efter måltidet eller hyggeprutte i søvne. Der er dog tegn på at Politiken indstiller kampen efter at have dækket ikke-nyheden fra alle ender og kanter i nogle dage. Som afskedssalut har der været en afstemning for Politiken-læsere! Det er ligesom når en diskussion løber af sporet, og man siger: “Nå, men selv om vi ikke kan få ret, er vi hvert fald enige med os selv.”

På trods af den håndfaste argumentation stemte kun 83 % af Politiken-læserne ja, så der er et stykke vej til forbilledet fra 1938 på 99,7 %:

 (Wikipedia)

Som i øvrigt var både valg af rigsdag, fører og godkendelse af Østrigs indlemmelse (efter den havde fundet sted). Tre folkeafstemninger i ét, måske et eksempel til efterfølgelse for Anders Fogh? Men det er en anden historie.

Hvad jeg i øvrigt mener om tørklæderne vil jeg vende tilbage til, da dette indlæg skulle handle om mediestrategier og indpakninger. Og jeg har vel lov til at have “betænkningstid” ligesom socialdemokraterne, der i øvrigt har excelleret i en total forvirret udmelding: Først blev DF’s annonce udskreget som nazistisk, men senere ville S gange tørklædeforbudet med en faktor 100:

Socialdemokraterne vil ikke bare forbyde muslimske tørklæder hos dommere. Partiet vil også forhindre, at andre offentlige myndighedspersoner går med religiøse symboler. Efter flere dages betænkningstid erklærer Socialdemokraternes integrationsordfører, Henrik Dam Kristensen, sig enig med Dansk Folkeparti, som har foreslået at udvide tørklædeforbuddet til f.eks. sygeplejersker og lærere.

Hvilket Politiken skrev under den meget formildende overskrift “S siger nej til religion i det offentlige rum”. Prøv at sammenligne det med overskrifterne om det samme forslag fra DF.

Sidste: Radioavisen fortæller netop at Henrik Dam Kristensen trækker forslaget tilbage, idet han

“har været for upræcis og givet udtryk for holdninger han ikke har.”

Udpakket betyder det: Jeg har været for præcis og givet udtryk for en holdning jeg havde, men jeg har ændret holdning og/eller partiet er ikke enige. (S splittet om tørklædeforbud, DR).

DF har igen trukket et meget langt strå, udelukkende ved at tage en af samfundets udfordringer op, lave tre simple annoncer og stå fast på en klar holdning. Så enkel er vejen til politisk succes, og så svær at finde for de andre partier. Det bliver spændende at se DF og S i næste meningsmåling.

Kronik: Tre farlige tabuer om kriminalitet blandt indvandrere

Denne forbilledlige kronik er sakset fra Snaphanen. Forfatteren, Nicolai Sennels, arbejder selv med kriminelle unge. Han kræver at tre tabuer brydes, for at vi kan tage fat på de eksplosive problemer med dårlig integration og kriminalitet.    

Rul ned for den fulde tekst. Her er et resumé:

Det første tabu er … at kunne tale højt om at den dårlige integration og høje kriminalitet blandt indvandrere i Danmark ikke kun er et socialt problem, men i høj grad er et udslag af deres kulturelle baggrund. …

Det andet farlige tabu handler om at vi skal give ansvaret tilbage til dem som reelt skaber problemerne. Der skal med andre ord stilles krav. Derudover skal indvandrerne selv, deres sammenslutninger og disses talsmænd i langt højere grad komme på banen og byde ind med hvad de selv kan gøre for at forbedre situationen. …

Hvis de unge skal have mere respekt for vores samfund er de ganske enkelt nødt til at lære det bedre at kende. Dette gælder både vores historie, værdier og sociale normer, vores forskellige myndigheder og politiske institutioner osv. Vi skal sætte langt mere ind overfor indvandrerfamilier med vejledning i samfundets opbygning og hvordan man navigerer i det.

Samme metode skal bruges overfor de kriminelle unge. På samme måde som man kan blive idømt deltagelse i kurser i at håndtere sin vrede (såkaldt anger management), bør man kunne blive dømt til at modtage undervisning i hvordan vores samfund fungerer. Fordi forståelse skaber respekt. …

Det tredje farlige tabu angår den religiøse ekstremisme. …

Det er vigtigt at muslimer forstår at islams hellige skrifter skal ses i en historisk kontekst, og at ikke alle dens leveregler kan bruges i dag. … Muslimernes hellige skrifter bør lægges åbent frem og kendes af enhver. Dermed bliver det tydeligt for enhver, hvilke dele af disse bøger som kan bruges i et moderne samfund, og hvilke dele der er ubrugelige fordi de er kvindeundertrykkende, udtrykker modstand mod demokratiet eller ligefrem påbyder kriminelle handlinger. Det skal være muligt at kunne argumentere, pege fingre af, latterliggøre og eventuelt forbyde de dele af disse næsten 1.300 år gamle skrifter, som er åbenlyst middelalderlige eller kriminelle og derfor ubrugelige i vores samfund.

Det tredje tabu skal altså brydes ved at blotlægge religionens svagheder, også selvom den er hellig for nogen. Ekstremismen skal bekæmpes ved at vise at ingen religion kan være over grundloven, humanisme og almindelig sund fornuft. …

Kan vi sammen, det danske samfund og indvandrerne, bryde disse tre tabuer, så vil det åbne dørene for helt nye muligheder og redskaber til at løse de problemer som vi alle har lyst til at leve foruden.

Snaphanen skriver:

Politiken ville ikke publicere den. Det ville vi.

Nicolai Sennels arbejder som psykolog i et ungdomsfængsel. Gennem sit daglige arbejde får han et indblik i problemerne med integration og indvandrerkriminalitet, som er mere intimt end noget andet sted, nemlig i terapilokalet. Nicolai Sennels mener, at integrationsdebatten lider under en række farlige tabuer. Tabuerne er farlige, fordi de forhindrer os i at løse de voldsomme problemer med integration og indvandrerkriminalitet, som indtil nu kun er vokset sig større og større. Særligt Københavns Kommune synes at være hårdt ramt af disse tabuer.

 —

Kronik: Danmarks tre farligste tabuer

af Nicolai Sennels

“Kun ni procent af Københavns borgere mener at integrationen går godt”. Sådan åbnede Københavns borgmester for integration, Jacob Hougaard (S), sin integrationskonference på Københavns Rådhus den 27. februar 2008. Tilfredshedsundersøgelsen er vel og mærke lavet før danmarkshistoriens første indvandreroptøjer resulterede i hundredvis af påsatte brande i uge 7.

Den altdominerende holdning (jeg var selv tilstede) på konferencen var i øvrigt at den megen kriminalitet, arbejdsløshed og ekstremisme som findes i indvandrermiljøer ikke skyldes indvandrerne selv, men er et resultat af at samfundet ikke forstår og accepterer dem. Ikke en eneste af de mange tilstedeværende integrationskonsulenter, pædagoger, imamer eller talsmænd for indvandrerforeninger sagde noget om at indvandrerne selv har et ansvar i alt rodet. Konferencen endte desværre med en masse fine ord, mens nytænkning, konkrete forslag og især kritik af egen indsats glimrede ved deres fravær.

For nylig kom det endelig frem at vold og omsorgssvigt mod børn i etniske familier er ekstremt høj. 90 procent af samtlige tvangsfjernelser i Københavns Kommune sker således i etniske familier. Københavns socialborgmester Mikkel Warming (Enhedslisten) mener ikke at de mange børn som bliver banket og svigtet af deres forældre har at gøre med at indvandrerfamilier har en anden kultur. Han forklarer i stedet de ekstremt mange tvangsfjernelser fra etniske familier med at fattige mennesker oftere slår deres børn.

Til at starte med må man sige at påstanden om at fattige mennesker er dårligere til at opdrage deres børn mere end andre, er en hån mod ens fattige medborgere – især når det er sagt af en mand som sikkert tjener på den gode side af en halv million om året. Skulle Warming have ret i sin teori ligger løsningen jo lige til højrebenet: hvis det er fattigdom som er skyld i at forældre behandler deres børn værre end loven tillader, hvorfor tager vi så ikke bare de mange millioner som årligt bruges på plejefamilier og døgninstitutioner for tvangsfjernede børn og giver pengene direkte til forældrene selv? Alt afhængigt af hvilke instutioner børnene er placeret på koster det nemlig op mod 130.000 kr. om måneden (!) pr. barn. Så skulle den potte være ude, for rige forældre er jo ifølge vores socialborgmester bedre forældre end os andre.

Med den øverste ansvarlige for børn og unges ve og vel, socialborgmesteren, i spidsen, handicapper Københavns Kommune sine egne handlemuligheder med deres tabu om at kultur ikke har indflydelse på hvordan vi opdrager vores børn.

For blot at nævne nogle flere statistikker om børn af indvandrere, kan det nævnes at 67 procent af al kriminalitet i København begås af indvandrere, og at omkring 95 procent af disse indvandrere har muslimsk baggrund.[1] For dem der håber at tiden læger alle sår er der dårligt nyt. Indvandrernes børn er nemlig ikke mindre kriminelle end deres forældre, på trods af at de er født og opvoksede i Danmark, tværtimod. Kriminaliteten hos indvandrerne er på 8 procent, imens den hos 2. generationsindvandrerne er på hele 15 procent. Bare for en ordens skyld skal det nævnes at etniske danskere ligger på 5 procent i denne sammenhæng.[2]

Ifølge Danmarks Statistik begår indvandrere og efterkommere med vestlig baggrund forholdsvis langt mindre kriminalitet end gruppen af ikke-vestlige. Selv hvis man ved beregninger tager højde for at den ikke-vestlige gruppe er dårligere uddannet og tjener mindre, er voldskriminaliteten blandt gruppen 42 procent højere end blandt befolkningen generelt[3]. Så meget for Warmings påstande om at det er fattigdom og dårlig uddannelse og ikke kultur som er årsagen til den meget kriminalitet.

At kalde en skovl for en skovl

For at komme problemerne til livs bliver vi først nødt til at kalde en spade for en spade og en skovl for en skovl, og her ligger det første og farligste tabu. Vi er nødt til at se i øjnene at den enorme stigning i sociale problemer og integrationsproblemer ikke kun er et socialt problem, men at også den kultur som folk kommer fra, har en betydning – ganske som vores efterhånden alle sammens Villy Søvndal (SF) har sagt så højt og tydeligt for nyligt.

Alle som har arbejdet med grupper, hvad enten de er pædagoger, ledere eller en bare del af en helt almindelige gruppe af arbejdskolleger, ved at når der kommer nye folk til i en gruppe, så er det ikke ligegyldigt hvilken indstilling de nyankomne har. Nogle mennesker passer ganske enkelt bedre ind i en gruppe end andre. På samme måde passer nogle mennesker bedre ind i et givent samfund end andre.

Når to kulturer mødes og den ene kultur skal integreres i den anden, så har det stor betydning hvilke kulturer det er som mødes. Går det nemt, så er der ingen grund til at tænke meget over det. Vi har således titusindvis af svenskere, tyskere, englændere, amerikanere, polakker osv. som aldrig har været årsag til bekymrende statistikker, fortvivlede læserbreve eller utrygge medborgere.

Det er tydeligt – måske en dag også for førnævnte hr. Warming – at den kultur som har sværest ved at integrere sig i både Danmark og i den vestlige verden generelt er den muslimske. Folk fra muslimske lande behøver ikke nødvendigvis at være særligt religiøse, men de har det tilfælles at de er opvokset i en muslimsk kultur skabt på baggrund af islam. Dette er en ren konstatering og har intet med racisme eller mangel på humanisme at gøre.

Når først vi har givet os selv lov til at kalde tingene det de er kommer næste skridt. Vi bliver ganske enkelt nødt til at kigge på hvilke elementer i den muslimske kultur der gør at den har så svært ved at finde en plads i det danske samfund. Er det måden man opdrager børn på, synet på kvinder, familiemønstrene, forholdet til ikke-muslimer, opfattelsen af de danske myndigheder eller hvad? Når først vi har fået blotlagt de problematiske aspekter vil det være langt nemmere at sætte målrettet ind gennem oplysning, vejledning og om nødvendigt tvang.

Det første tabu er altså at kunne tale højt om at den dårlige integration og høje kriminalitet blandt indvandrere i Danmark ikke kun er et socialt problem, men i høj grad er et udslag af deres kulturelle baggrund.

Forståelse skaber respekt

Det andet farlige tabu handler om at vi skal give ansvaret tilbage til dem som reelt skaber problemerne. Der skal med andre ord stilles krav. Derudover skal indvandrerne selv, deres sammenslutninger og disses talsmænd i langt højere grad komme på banen og byde ind med hvad de selv kan gøre for at forbedre situationen.

En vigtig årsag til den høje kriminalitet blandt unge indvandrere er at mange af disse unge ikke forstår det danske samfund. De unge forstår ikke opbygningen af det danske samfund, vores værdier og normer og de føler ikke et fællesskab med den øvrige befolkning. Når der er noget man ikke forstår og som man ikke føler sig en del af, er det svært at have respekt for det. Og når man ikke respekterer samfundet, så er det mere naturligt at forbryde sig imod dets love.

Mange af vores efterkommere er vokset op i hjemmet i stedet for at være i vuggestue og børnehave, hvilket både påvirker sprogudvikling og integrationen negativt. Tiden i folkeskolen er også svær for mange indvandrerunge. 64 procent af alle børn med arabisk baggrund kan således hverken læse eller skrive efter 10 år i folkeskolen.[4] Forældrenes involvering i deres børns skolegang er desuden i mange tilfælde minimal, både hvad angår deltagelse i forældremøder, hjælp til lektierne osv. Unge muslimer har også et enormt stort frafald fra de videre uddannelser. For eksempel gennemfører 60 procent ikke deres erhvervsfaglige uddannelse. Indvandreres repræsentation på arbejdsmarkedet er også lavere end etniske danskere, og mange af dem som har et arbejde er i øvrigt selvstændige og når derfor aldrig at opleve et egentligt kollegafællesskab med danskere.

Mange indvandrerforældre prioriterer arbejde og penge over uddannelse og sætter deres børn til at bidrage til hjemmets økonomi ved at arbejde i stedet for at sende dem i skole eller satse på at de tager en uddannelse. Dette gør de fordi de er vant til at det er andre ting som er vigtige for at få mad på bordet. Forældrene har mange gange ikke forståelse for hvor vigtigt f.eks. uddannelse er for at være succesfuld i denne verden. Også forældrene skal derfor tilbydes vejledning i hvordan de bedst muligt kan støtte deres børn til at blive en konstruktiv del af vores fællesskab. Indvandrerforældre skal forstå vigtigheden af at tale dansk i hjemmet, af at støtte børnene i deres skolegang, at tilmelde dem idrætsklubber, at hjælpe deres børn til at vælge den rigtige uddannelse osv.

Hvis de unge skal have mere respekt for vores samfund er de ganske enkelt nødt til at lære det bedre at kende. Dette gælder både vores historie, værdier og sociale normer, vores forskellige myndigheder og politiske institutioner osv. Vi skal sætte langt mere ind overfor indvandrerfamilier med vejledning i samfundets opbygning og hvordan man navigerer i det.

Samme metode skal bruges overfor de kriminelle unge. På samme måde som man kan blive idømt deltagelse i kurser i at håndtere sin vrede (såkaldt anger management), bør man kunne blive dømt til at modtage undervisning i hvordan vores samfund fungerer. Fordi forståelse skaber respekt. Et andet konkret forslag er at ungdomssanktionen (en særlig toårig pædagogisk behandlingsdom rettet mod unge kriminelle) skal gøres langt mere struktureret og indebære langt flere krav til de dømte end den gør i dag. Som det er nu, er ungdomssanktionen nærmest spild af de rigtig mange millioner, eftersom over 80 procent af alle unge som gennemgår disse to år med behandling begår senere såkaldt grov kriminalitet.[5]

Kampen mod ekstremisme

Det tredje farlige tabu angår den religiøse ekstremisme. I kampen mod den voldelige ekstremisme er det først og fremmest vigtigt at forstå at det er en almen holdning blandt muslimer at jo mere bogstaveligt man tager Koranen, og jo mere man følger den, jo bedre en muslim er man. De mennesker som truer og udøver vold og terror i islams navn har ikke misforstået deres religion, tværtimod. Udover passager med råd om mådehold, venlighed og god stil, er islams skrifter nemlig fyldt med talrige opfordringer til vold, tortur, krig og terror. Den danske sprogforsker Tina Magaard har således i sin afhandling om vold i forskellige religioner sammenlignet de hellige skrifter fra verdens ti største religioner. Konklusionen er at islam er verdens absolut mest krigeriske religion, og at dens skrifter har langt flere opfordringer til vold og krig end nogen anden religion.[6]

Det er vigtigt at muslimer forstår at islams hellige skrifter skal ses i en historisk kontekst, og at ikke alle dens leveregler kan bruges i dag. Dette gælder for eksempel de barbariske straffe i sharia-lovene, opfordringen til at skabe et verdensomspændende kalifat, at demokrati er en hån mod Allah (fordi kun Allah har ret til at bestemme over menneskene) og profeten Muhammeds ekstremt fjendtlige holdninger til ikke-muslimer. Muslimernes hellige skrifter bør lægges åbent frem og kendes af enhver. Dermed bliver det tydeligt for enhver, hvilke dele af disse bøger som kan bruges i et moderne samfund, og hvilke dele der er ubrugelige fordi de er kvindeundertrykkende, udtrykker modstand mod demokratiet eller ligefrem påbyder kriminelle handlinger. Det skal være muligt at kunne argumentere, pege fingre af, latterliggøre og eventuelt forbyde de dele af disse næsten 1.300 år gamle skrifter, som er åbenlyst middelalderlige eller kriminelle og derfor ubrugelige i vores samfund.

Det tredje tabu skal altså brydes ved at blotlægge religionens svagheder, også selvom den er hellig for nogen. Ekstremismen skal bekæmpes ved at vise at ingen religion kan være over grundloven, humanisme og almindelig sund fornuft.

Både det danske samfund og indvandrerne selv bliver nødt til at forstå nogle ting, førend vi kan løse situationen. Vi skal som samfund erkende at det er indvandrere med muslimsk baggrund som står for langt størstedelen af integrationsproblemerne og kriminaliteten, for først da kan vi for alvor løse problemerne. Dernæst er indvandrerne nødt til selv at se i øjnene at vi hver især har ansvaret for de problemer vi selv laver. De har indtil nu været alt for passive i arbejdet for at løse situationen og bør i langt højere grad opbygge en følelse af pligt til at bidrage til samfundet. Endelig bliver vi nødt til at forstå at den religiøse fanatisme skal bekæmpes gennem oplysning og kritisk stillingtagen. Dette kræver dog at vi tør tage et nøgternt kig på noget som mange betragter som helligt, nemlig religion.

Kan vi sammen, det danske samfund og indvandrerne, bryde disse tre tabuer, så vil det åbne dørene for helt nye muligheder og redskaber til at løse de problemer som vi alle har lyst til at leve foruden.

—

[1] Seks af 10 unge i dommervagten af fremmed herkomst, BT, 4. marts 2008

[2] Kulturpsykolog Kirsten Damgaard og børneforsker Carsten Ringsmose: De voldelige efterkommere, altinget.dk, gengivet på Respublica

[3] Unge efterkommere er de mest kriminelle, Nyhedsavisen, 19. januar 2008

[4] 2 ud af 3 indvandrerbørn lærer aldrig at læse, citat fra Nyhedsavisen 10. marts 2007, gengivet på dr.dk

[5] Hjørnet: Ungdomssanktionen ikke væsentligt forbedret, Orientering, DR P1, 8. februar 2007

[6] Jyllandsposten, 10. september 2005

Tak for kommentarer + en danskers naivitet i de varme lande

Ytringsfrihed og omtanke

Borgerlig bums var den mest læste danske blog på wordpress i går, nr. 38 på internationalt plan.

Blandt kommentarerne var der beskyldninger for at forhåne ofrets familie, være “closet racist”, forkælet, rig, navlepillende, et kendt navn i højre-radikale kredse, uden empati, hoven, arrogant, belærende retorik, der minder om noget fra 30′ernes Tyskland, “vant til at kalde dem alle for perkere”. Samt: “Jeg gider ikke forklare dig hvorfor du er en idiot, for det vil være spild af min tid” og en der havde “mest lyst til at opsøge dig og fuck dig op.”

Mit udgangspunkt for at kommentere mordet var følgende: Man skal ikke fortie vold med dansk-racistisk fortegn, når nu pressen og bloggerne bruger så meget energi på at påpege vold fra indvandrere. Lige for lige. Jeg kan roligt sige at min hensigt er blevet totalt misforstået af nogle læsere med forudfattede meninger. Jeg bliver taget til indtægt for alverdens højrebloggere, som jeg ikke kender og ikke har refereret til. Jeg finder det ikke så interessant at bruge min tid på at tage afstand til gud og hvermand. Hvis man læser lidt i mine andre indlæg, vil man nok se jeg ikke er den klassiske danske højreorienterede eller borgerlige.

Jeg har også prøvet at fokusere lidt på gerningsmændenes dårlige sociale baggrund. Der er normalt god tone i centrum- og venstreorienterede kredse, hvor man gerne vil forstå menneskers handlinger før man farer ud med krav om hårdere straffe, lavere kriminel lavalder osv. Nogle læsere udlægger det som om jeg vil undskylde mordet! Jeg udpensler åbenbart ikke min sorg og min afstandtagen tilstrækkeligt

Jeg har for eksempel aldrig deltaget i fakkeltog. Er det et bevis for min manglende empati? Selvfølgelig er jeg berørt når jeg ser billedet af Deniz i sygesengen. Jeg kan bare ikke se det er interessant at læse om mine følelser. Ekstra Bladet gør det så glimrende, hvis man er til den slags. I øvrigt en smuk, ung mand, men det vil puritanerne vel heller ikke have at jeg skriver.

Tak for seriøs kritik, herunder fra indvandrere/nydanskere, som jeg lytter til med meget interesse – de kender jo problematikkerne på nært hold. De er i øvrigt indbyrdes uenige og naturligvis meget forskellige, selv om nogle vil tale på alles vegne.

—

En danskers naivitet i de varme lande

Følgende er meget interessant:

Torben Venning Says:
lørdag 22. marts 2008 – 09:41 at e

Hej Borgerlig Bums,
jeg skriver fra et multikulturelt land, Malaysia, hvor racistisk motiveret vold er yderst sjaelden. Samtidigt et land hvor det multikulturelle udgoer en stor rigdom og byder paa fremgang.
Overfaldet paa den unge avisdreng er modbydeligt og al sympati maa vaere med den draebtes familie. Der er ingen stoerre sorg end at miste et elsket barn.
Det er derfor chokerende at den gamle “blame the victim” metode er sat i brug her. Af dig lidt mere raffineret af andre modbydeligt ligefremt og kynisk.
Naar en gruppe unge med indvandrerbaggrund meningsloest slaar en italiensk turist ihjel eller de taever en anden ung til handicappet, lyder det fra jeres flok: Det er Islams eller det multikulturelle samfunds skyld. Underforstaaet: skrub hjem med jer, indvandrere med muslimsk baggrund. i er ikke oenskede her.
Naar en ung dreng af tyrkisk baggrund meningsloest slaas ihjel af 3 jaevnaldrende danskere.
Endnu engang: Det er det multietniske samfunds skyld og dermed underforstaaet: I skulle ikke vaere kommet her. Det er jeres egen skyld.
Det er dit budskab til foraeldrene.
Og undskyld mig. Det er egentlig modbydeligt og hjerteloest og at du pakker det paenere ind goer det ikke spor bedre.
Du boer overveje en stor undskyldning til familien paa dit naeste blogindlaeg.

—

Torben Venning:

Fra engelsk Wikipedia erfarer jeg:

• Ifølge forfatningen defineres en malaj som enhver muslimsk indbygger der praktiserer malajisk kultur. En person der kalder sig malaj (den største etniske gruppe) har altså pligt til at være muslim.
• 60 % er muslimer, 19.2 % buddhister; 9 % kristne; 6 % hinduer, 5 % andre religioner. Andre tal siger dog kun 57 % muslimer og 22 % buddhister.
• Indtil op i 1900-tallet praktiserede de fleste traditionel animisme (naturreligion).
• Der findes et parallelt sharia-retssystem der dømmer i sager med muslimer. Det kan dog kun dømme til højst tre års fængsel eller seks piskeslag…
• Alle ikke-muslimer som gifter sig med en muslim skal konvertere til islam.
• I nogle af Malaysias delstater er der begrænsninger i ikke-muslimers ret til religionsudøvelse (fx kirkebyggeri, fejring af højtider).
• Hvis en muslim vil afsværge islam, skal det gå gennem sharia-domstolen, og det er svært! En kvinde blev dømt til to års fængsel for det: Apostate From Islam Jailed For Two Years
• Mange eks-muslimer må leve et hemmeligt dobbeltliv. Alt dette mærker privilegerede udlændinge som dig, Torben Venning, ikke noget til.

Emnet diskuteres på denne side hos BBC: Your comments: Religion in Malaysia.

En malaj skriver:

“We are supposedly a multi-cultural and multi-race country but we lack freedom of speech as Malaysia regards this issue as being sensitive, and a threat to the Muslim community. The Westerners that live in Malaysia will not be exposed to the internal issues of Malaysia. “

En anden skriver:

“It is painful to know that my country prides itself in having racial harmony and religious freedom, yet one can hardly feel free in such a repressed society.”

Jeg kan konstatere at du er blevet fuppet dig til at tro på den malajiske stats officielle billede. Lever du i en europæisk ghetto? Som udenlandsk overklasse har du naturligvis mulighed for at rejse hjem den dag det brænder på.

Det er måske derfor du lukker øjnene for den religiøse konflikt domineret af islam, som man hurtigt kan få øje på ved at læse 20 minutters grundlæggende info om landet.

At Malaysia er gået til at blive et muslimsk domineret samfund på under 100 år gør det ret tankevækkende.

Også at islam med kun 57 % af befolkningen er i stand til at dominere totalt.

Det er også interessant at man ikke definerer sig pr. etnisk gruppe, men pr. religion. Samme udvikling har vi set i resten af verden hvor islam er involveret. For 20 år siden hed det Mellemøsten, i dag snakker man om den muslimske verden. I Danmark taler man om muslimer, og et stigende antal unge definerer sig selv som muslimer frem for tyrkere, palæstinensere osv.

Alt sammen tegn på en forkert udvikling hvor islam fylder mere og mere for den enkelte muslim og i de samfund hvor muslimer bor. Samtidig vinder de uforsonlige former for islam frem på bekostning af de mere åndelige eller fredelige retninger. Og sig ikke at det er det samme for alle religioner. Malaysias animisme, buddhisme, hinduisme og kristendom repræsenterer relativt tolerante religioner. Formentlig i den rækkefølge – det er ikke tilfældigt jeg nævner kristendom sidst, men den er dog i dag langt mere tolerant end islam og så er den ikke-voldelig. Disse religioner bukker under i mødet med den aggressive form for islam, også selv om muslimer til at begynde med er et lille mindretal.

Se på Thailand og Libanon, der er henholdsvis tidligt og sent i denne proces. Danmark som helhed er naturligvis ikke truet af en muslimsk magtovertagelse. Derfor kan man være fuldstændig ligeglad hvis man bor i Gentofte eller Risskov eller på anden måde er væk fra problemet. Bor man i en ghetto ser det anderledes ud. Gjellerup, Nørrebro og Tingbjerg er mikrosamfund som er meget præget af at dogmatiske muslimer der prøver at dominere hverdagen. Først tvinger man de mere frisindede muslimer til at makke ret, derefter må ikke-muslimerne indrette sig.

Prøv at tage en tur til Malmøs forstæder næste gang du er på visit i Danmark. I Sverige er processen nået lidt længere, og her havde muslimske ledere i 2006 mod til at kræve sharia indført: Muslimer vill ha egna lagar i Sverige.

Det er i øvrigt ikke så enkelt bare at give dem lov, for der er indbyrdes konflikter: Krav på muslimska lagar i Sverige skapar maktkamp.

Englands ærkebiskop Rowan Williams har foreslået visse dele af sharia indført i Storbritannien, og Lolland-Falsters biskop mener man godt kan diskutere det i Danmark.

Når jeg kritiserer multikulturalisme skal det særlig forstås som multikultur hvor én gruppe ser sig som hævet over de andre, for det fører naturligvis til spændinger. Den islamiske selvopfattelse giver det resultat.

Bevares, der findes da fredelige multikuturelle lande, hvor man har fundet ud af at omgås på lige fod: Finland og Schweiz. Ikke engang Belgien kommer i denne kategori.

Birthe Rønn Hornbechs drømme

Det er muligt at Birthe Rønn Hornbech ligner en sænkekasse af beton eller en mine fra 1. verdenskrig, men hun er lige så tom og let som et vindæg. 

Hun er på mange måder en Fru Danmark. Præstedatter, fhv. politimester, vrangvillig politiker, foredragsholder, om noget en folkelig borger i statens tjeneste, og fuld af typisk danske, men selvmodsigende idealer. Hun svinger den verbale kagerulle for 117. gang, mens der er total mangel på idéer og handling mod social dumping, destruktivitet og islamisering. Konstruktive forslag følger nederst i mit indlæg.

Som minister har hun arrogant nægtet at udtale sig til pressen i stort set alle sager. Samtidig lufter hun sine evindelige personlige meninger når hun ikke bliver spurgt. F.eks. om udvisningen af de to tunesiere med mordplaner, på trods af at hun kendte regelværket da hun trådte til som minister. Hun tolker ministeransvarlighedsloven sådan at hun har pligt til at holde mund, når spørgsmålet ikke er stillet i folketinget, og grundloven tolkes som en pligt til at udbrede sin personlige overbevisning når den er modsat hendes parti og den regering hun er en del af.

Nu har hun kappet de sidste bånd til virkeligheden og er svævet ud i drømmenes verden. Folketingets spørgetime i går (Ritzau-artikel i flere aviser):

Det er “trist”, at SF hænger bestemte grupper ud, mener integrationsminister Birthe Rønn Hornbech i forbindelse med den seneste tids mange brande. »Det undrer mig, at det kommer fra SF«, siger hun til Ritzau efter et møde i dag i folketingssalen, hvor SF’s integrationsordfører, Astrid Krag, havde efterlyst netop integrationsministerens holdning i forbindelse med brandene:

»Nu skal indvandrere beskyldes for det hele« … 

—

Vi springer tilbage til Kalundborg den 14/2 (se indslag fra TV-avisen):

 

»Vi satte sådan en barnevogn her, og så satte vi en skraldespand derovre, og så satte vi ild her med benzin og sådan noget der.« -

 

»Vi har en stærk, du ved, religion, vi vil gerne… vores religion, ikke, den skal respekteres. Der er ingen der skal gøre grin med vores profet og sådan noget der. Det er det, sådan du ved… Det er derfor, når de gør det, så bliver vi nødt til at gøre det her.« -

»Ja, vi vil gerne tages alvorligt, vi vil gerne respekteres og sådan noget der.«

Journalist: Men tror I det er måden at gribe det an på, ved at kaste sten efter politi og brandbiler?

»Nej, det kan godt være det ikke er sådan man gør. Men stadigvæk, vi vil altid gøre det her. Indtil de begynder at respektere os. Vi vil altid gøre det her, det kommer til at ske mere og mere og mere. Og i dag, i aften kommer det til at ske meget mere.«

Samtidig, på en politistation i den danske bydel: 

»Der er ikke nogen tendenser i det boligområde hen over den seneste tid der gør at det skal udvikle sig som det har gjort de sidste to dage. Og det er også det vi undersøger i dag og i aften.«

—

Integrationsministeren afviser at utilpassede 2. generationsindvandrere skulle have noget specielt med optøjerne at gøre, og hun henviser eventuelle problemer til justitsministerens område. Politiet kan naturligvis ikke føre integrationspolitik, og de har ingen speciel indsigt i bandernes tankegang. Efter afbrændingen af solcentret på Østerbro “undrede” poltitiet sig over gerningsmændenes koldblodige adfærd.

Samtidig har SF bevæget sig nogle gode skridt i realistisk retning. De er et parti i fremgang, mens S i øjeblikket ligner en kage i regn. Måske er SF’s udmeldinger motiveret af “populisme” – al politik er pr. definition mere eller mindre populistisk. Indvandring optager befolkningen, og selv SF’ere kan efterhånden ane at problemerne ikke går væk af sig selv. Deres analyser er dog stadig utilstrækkelige, og jeg tror ikke de kommer med så mange virkelig brugbare løsninger.

Ved at SF bytter position med Birthe Rønn Hornbech er der opstået en ny og spændende debatsituation – for nu at sige det på den måde.

Det handler ikke bare om at de unge skal for politi, dommer og i fængsel, som vores integrationsminister så fint henviser til for at skubbe det over på justitsministerens bord.

Det handler heller ikke kun om socialt udsatte stakler, krigs-traumatiserede forældre og hvad SF ellers holder fast i.

Det sociale og det religiøst-kulturelt-etniske er to sider af samme sag. Det burde absolut være en integrationsministers område at samle og koordinere integrationen - hvad ellers. Jeg foreslår følgende program:

1. at kontrollere hvem der skal lukkes ind i landet
2. at motivere etniske grupper til at tage del i samfundet, både arbejdsmæssigt og socialt, og uden at ynke dem
3. at hanke op i de mest marginale grupper med målrettet hjælp og håndfaste principper
4. at bremse indflydelsen fra religiøs fanatisme
5. være regeringens talerør til presse og samfund, herunder optræde med autoritet over for indvandrere

Men Birthe Rønn Hornbech mener kun hun har to opgaver:

• forvaltningschef for et kontor der stempler opholdstilladelser – her skinner juristen igennem
• påtage sig rollen som hele Danmarks ærke-grundtvigianer i “dialog” med muslimske sektledere

Hvis man læser mellem linjerne i gårsdagens folketingsdebat, siger den noget om ministerens syn på sociale tiltag. Småborgerlige idealer skinner igennem mellem tomgangssnakken:

Det, jeg skal, er at sørge for, at vi, så godt vi overhovedet kan, hjælper folk til at få uddannelse og sprogfærdigheder og får de unge, de gamle og kvinderne ud på arbejdspladserne. Det gøres der en kæmpe indsats for, og statistikkerne viser, at det stadig går fremad, og at mange af de unge klarer sig utrolig godt og kommer på universiteterne og får høje uddannelser og gode stillinger.

V og K har en utrolig tro på at alle skal have universitetsuddannelse og høje stillinger.

Det har næppe relevans for den gruppe unge der brænder solcentre af, handler med hash, laver indbrud og smadrer bøsser.

Rollemodeller er et meget hot ord for tiden blandt politikere, journalister og pædagoger. Jeg tror ikke at et par veluddannede rollemodeller ændrer noget ved at den dårligst fungerende gruppe, der har total mangel på motivation og tilpasning. Forsvinder problemerne, fordi vi fortæller de gode historier? Næppe.

Lad os sige at de unge indvandrere har et A-hold, et B-hold og et C-hold.

A-holdet klarer sig selv. Det er ikke dansk integrationspolitiks fortjeneste, når der udklækkes pakistanske læger og tyrkiske revisorer. Det er helt naturligt at der sker en social opstigning blandt de velfungerende middelklasse-indvandrere. (Burde Kamal Qureshi i øvrigt ikke finde en tyrkisk revisor?)

B-holdet er den store gruppe af taxachauffører, shawarmarullere og lignende. Rigtig mange af dem mangler arbejde (det kan ikke betale sig for dem eller de kan ikke finde det). De kan godt indgå i samfundet, men der er også risiko for at nogle af dem daler ned til C-holdet. Kunsten er at få dem gjort til lavere middelklasse, hvilket i dag betyder faglærte arbejdere, sygeplejersker osv. Muligvis udsættes de for lettere diskrimination, hvilket sandsynligvis hænger sammen med manglende kendskab til koder i det danske samfund. Eller lavt selvværd, som kommer af mange års parkering i det sociale system eller af den islamiske offermentalitet.

Meget tyder på at den jævne mellemgruppe svinder ind og efterhånden siver over til enten A- eller C-holdet. Flere vindere og flere tabere, færre i midten. Det kaldes øget ulighed. Et udtryk der især bruges af socialt indignerede middelklasse-folk der ikke ønsker at søge egentlige forklaringer.

C-holdet er den type, som jeg så i byretten i går, hvor jeg var inde at kigge på et par retssager. De er højst middel begavede, taler rudimentært dansk og har næppe selvdisciplin eller kulturel indsigt til at gå på middelklassens skoler. Det ville faktisk heller ikke være godt for universiteterne og de høje stillinger, hvis de skulle besættes af den slags folk. Det kan man roligt overlade til A-holdet.

C-holdet er naturligvis også manden i TV-interviewet fra Kalundborg. Han er 17 år, og “deres gruppe kalder sig selv KLP”. (TVA)

Det værste var at journalisten ikke spurgte direkte: Hvordan tror du folk vil respektere jer, hvis I kun kommer med vold og ødelæggelse? Den dialog kom aldrig i gang, ikke i pressens dækning af optøjerne, ikke i debatten i Nørrebro-hallen (sendt 20/2 på TV2), og heller ikke i debatten i folketingssalen i går. Den foregår heller ikke i noget stort omfang inde bag ministeriets mure eller hos alle fagfolkene og konsulenterne.

Her er den virkelige mangel på respekt: man gider ikke engang høre på de kaotiske unge eller forlange noget af dem, ingen forventninger og ingen krav. På den måde har de helt ret, når de mener at de regnes for intet.

De dysfunktionelle på C-holdet skal ikke på universitetet, men i første omgang bare have en læreplads eller et fabriksjob. Det kræver måske nok “opsøgende indsatser”, men først og fremmmest at man banker næven i bordet og siger: du skal selv have viljen, du skal holde styr på dig selv, og du skal respektere andre.

I det etnisk danske samfund har middelklassen gennem årtier koncentreret sig om at hjælpe sig selv op. Mens samfundets virkelige bund parkeres på diverse ydelser og fyldes med ynk og dårlige undskyldninger. Denne politik gør sig nu gældende over for indvandrerne – for det er jo det samme socialsystem, udtænkt af samme embedsmænd og politikere, båret af samme velvillige medlidenhed. Man koncentrerer sig om at yde overflødig hjælp til middelklassen, men er totalt rådvild når det handler om C-holdet.

Samtidig indbyder vores integrationsminister religiøse ledere til møder, så de med det officielle Danmarks opbakning kan gå ud og rekruttere C-holdet til deres islamonazi-sekter.

Herunder et udpluk af citater fra en ganske interessant og afslørende debat.

Astrid Krag, SF: 

Vi er jo nogle, der har savnet integrationsministeren lidt i den seneste tid; det er ikke så meget, man har hørt til ministeren, mens brændende biler og skoler har gjort det klart, at vi altså står med nogle meget store og alvorlige integrationsproblemer i Danmark. De sidste ugers uroligheder står desværre ikke alene, der er nogle områder og bydele i Danmark, hvor påsatte brande er dagens orden, og hvor det ikke er særlig trygt at bo.

Derfor er jeg glad for, at ministeren er til stede ved spørgetimen, og jeg vil give ministeren en chance for at komme med et konstruktivt bidrag til debatten om, hvordan vi får løst problemerne. … Ville det ikke være oplagt, at integrationsministeren og Integrationsudvalget i fællesskab indkaldte alle relevante parter – politifolk, integrationskonsulenter, socialrådgivere, skolefolk osv. – til en række møder, hvor vi kunne få de bedste løsninger frem i lyset? Så det, jeg vil spørge om, er, om ministeren vil tage initiativ til sådan en form for bredt samarbejde sammen med Integrationsudvalget?

Svar fra Integrationsministeren : 

Nu er min kollega, fru Line Barfod, desværre gået, men jeg vil sige, at jeg helt deler fru Line Barfods opfattelse af, at man ikke som minister bare skal fare ud på grund af nogle pressehistorier.

[Line Barfod (Ø) havde talt om: "langsigtet indsats ... opbygge tilstrækkelig viden om, hvad man kan gøre ... se på det voldsforebyggende og se på, hvad man kan lære af de projekter ...." ]

Jeg har den opfattelse, at integrationsspørgsmålet ikke er noget, man bare farer ud med, fordi der er lidt brand i gaden.

Så må jeg sige, at jeg sådan set ikke forstår fru Astrid Krags holdning, for jeg kan se, at det altså nu er indvandrere, der skal beskyldes for at al balladen, siden spørgsmålet bliver rejst til mig. Det synspunkt deler jeg slet ikke, og jeg mener faktisk, at det er med til at grave grøfter, at man hele tiden pukker på det, når det drejer sig om indvandrere, hvorimod det åbenbart ikke er lige så ubekvemt for SF, når det drejer sig om de autonome og deres forkælede forældre, der besætter ejendomme på grund af et bestemt politisk formål. Jeg synes, at det er meget uheldigt, at man på den måde antager det for at være en kendsgerning, at det altså nu indvandrere, det drejer sig om, og at integrationsministeren derfor skal spørges.

Jeg må altså sige, at integration for mig er et meget langt, sejt træk, … … at der løbende er utrolig mange initiativer i gang, som skal gavne integrationen, som har nogle bestemte formål, som drejer sig om de ressourcesvage, som drejer sig om de ressourcesvage forældre, som drejer sig om at få særligt kvinderne ud i samfundet, som drejer sig om at få særlige grupper i arbejde, som drejer sig om, at vi har mentorer for at få folk ud på arbejdspladserne, som drejer sig om at forstærke indsatsen over for mennesker med traumer osv.

Derudover har jeg jo udtalt, at jeg taler med alle grupper, og jeg har netop i de sidste dage haft besøg at flere muslimske organisationer, fordi jeg ved, at de kender til mange af de problemer, som nogle af disse mennesker oplever.

Astrid Krag:

Jeg tror nu, at folk gerne vil have en minister på banen, når der sker sådan nogle alvorlige ting, som vi har set i Danmark den sidste halvanden uge, og at de også gerne vil have ministeren på banen med nogle bud, både på det lange stræk, som jeg er meget enig med ministeren i at der er behov for, og altså også nogle bud på, hvad der skal til her og nu for at sikre, at gaderne ikke står i brand igen om nogle uger.

Men så må jeg måske spørge ministeren, om hun så også vil komme med et løfte om, at hun vil trække verdslige organisationer og forskellige fagfolk ind i samarbejdet om at finde løsninger og ikke kun holde møder med de muslimske organisationer, som ministeren selv er inde på at hun har mødtes med.

[og lidt senere - ] … når vi ser på, hvem det var, der i Århus Vest, i Kalundborg, på Nørrebro og andre steder var ude og brænde biler af, så er der også noget, der tyder på, at integrationsministeren også må på banen.

Mener ministeren, at de svar, der skal til, på de uroligheder, vi har set den sidste halvanden uge, alene er retspolitiske og alene ligger under justitsministerens område, eller vil ministeren godt anerkende, at der altså også skal nogle politiske svar på banen fra ministerens eget område, fra integrationsområdet?

Integrationsministeren: 

Det, jeg skal, er at sørge for, at vi, så godt vi overhovedet kan, hjælper folk til at få uddannelse og sprogfærdigheder og får de unge, de gamle og kvinderne ud på arbejdspladserne. Det gøres der en kæmpe indsats for, og statistikkerne viser, at det stadig går fremad, og at mange af de unge klarer sig utrolig godt og kommer på universiteterne og får høje uddannelser og gode stillinger.

 (Folketingets spørgetid 27.2.2008 )

Tyrkiske muslimer vågner op, danskere slumrer endnu

Tyrkere langer ud efter trossamfund  (Berlingske/Ritzau)

…

Imamerne fra Det Islamiske Trossamfund pisker en stemning op og gør mere skade end gavn med deres fanatiske udtalelser og deltagelse i Hizb-ut-Tahrirs demonstration i sidste uge. Det mener tyrkiske muslimer i København, der nu langer kraftigt ud efter trossamfundet.

- Vi har fælles religion, men de repræsenterer ikke os, og vi tager skarpt afstand fra fanatisme, og den måde imamerne fra Islamisk Trossamfund deltager i samfundsdebatten på. Fanatikerne kan ikke tage patent på islam og integrationsarbejdet i Danmark, siger næstformand i De Tyrkiske Muslimers Trossamfund i København Erfan Kurtulmos.

Der er omkring 200.000 muslimer i Danmark. Heraf har 70.000 tyrkiske rødder og udgør dermed den største muslimske indvandrergruppe. …

—

Islamisk Trossamfund har valgt et godt navn. Det er lykkedes dem at bilde utrolig mange danskere ind at de repræsenterer alle muslimer. Selv efter Muhammedkrisen gik det ikke op for dansk presse + en del politikere at det ikke er tilfældet.

De mere fredeligt sindede muslimer har naturligvis en del af ansvaret, i den forstand at de har forholdt sig ret tavse. Men hvem er ikke bange for Hizb-ut-Tahrir?

Med klar afstandtagen til HuT og Islamisk Trossamfund fra de tyrkiske muslimer og fra Villy Søvndals side, så er der flyttet et par grænser. Søvndals udtalelse er naturligvis gratis, men alligevel. Nu skal det øvrige blegrøde segment bare vågne op. Måske kan vi komme i gang med at snakke lidt mindre om islam og mere om kultur og etnicitet, eller rettere sagt: tage hensyn til folks forskellighed, men ikke til den aggressive religion som de evt. bekender sig til.

På gårsdagens debatmøde fra Nørrebrohallen, sendt på TV2, måtte vi endnu engang se på de kvalmende sektledere Kassem Ahmad og Abdul Wahid Pedersen som repræsentanter for muslimerne. Pia Kjærsgaard var den eneste der var klar i mælet når det gjaldt om at lægge afstand til de to, Lene Espersen var mere skarp end normal, men holdt sig stort set til de juridiske løsninger uden at tage fat på multikultur-aspektet. Der kunne fornemmes masser af vilje til at der skal gøres noget, men under den vibrerende stemning var der forvirring og rådvildhed. Det var måske de forkerte folk de havde inviteret derind, bl.a. masser af unge piger i omhyggelig indpakning, nogle ikke særligt begavet udseende teenagedrenge og vrøvlehoveder som Manu Sareen.

Til mine højreorienterede læsere, så jeg ikke behøver at skrive det på Uriasposten, hvor det drukner i de sædvanlige hysteriske kommentarer: Det er ikke alle muslimer der arbejder på at overtage Danmark og indføre kalifatet, og de sidste 14 dages optøjer er ikke nødvendigvis en muslimsk erobringskrig. De unges mellemøstlige kulturbaggrund og deres muslimske selvforståelse er ikke den direkte årsag til optøjerne, men nok en forværrende faktor. Europæiske vrede unge mænd nøjes traditionelt med at stjæle en bil og ryge lidt hash. Ungdomshus-optøjerne var tilsyneladende en undtagelse fra den regel – men her spillede de “etniske” teenagebander også en stor rolle. Det tjener intet formål at skubbe de unge over i armene på HuT nu.