Venstres kandidat til EU-parlamentet, den tidligere DR-journalist Poul F. Hansen, skriver i dag et indlæg på Facebook, hvor han nævner EU-skeptikere, nazister og islamister som eksempler på grupper han er meget uenig med.
Han mener dog at der kan være grund til at forstå de sidstnævnte, hvorimod han afviser at gå til møder med EU-kritikere.
Debat med EU-modstandere er ikke mulig, mener han, fordi de sætter “spørgsmålstegn ved det, som gennem 36 år har været grundlaget for vores samfunds udvikling”. EU-modstanderne ønsker ikke en “virkelig dialog … men blot til at få lidt reklame for deres møder” via Poul F. Hansens nærværelse.
Derimod er det “lidt mere speget” med nazisterne:
“For på den ene side så kan en dialog opfattes som en slags anerkendelse, og det har de ikke fortjent. Men på den anden side, så år årsagen til at de er blevet nynazister måske, at de som mennesker føler sig sat uden for. Bumser, skæve tænder, svenskerhår, dårlig ånde, ingen pigetække.”
Her er indlægget i sin helhed (klik på overskrift for original):
(Mine fremhævelser)
Han skriver derefter i to kommentarer til sit indlæg: “jeg bruger blot forskellige eksempler på folk, som jeg er dundrendde uenige med … Selvfølgelig er de ikke sammenlignelige og det var heller ikke min pointe…”
Ikke sammenlignelige? Det må jeg give ham ret i. Han opfatter ikke de forskellige grupper som ét fedt. Han mener EU-modstanderne er værst:
- Klart nej til dialog med EU-modstandere
- Ja til dialog med nazister
- “Måske” til dialog med islamister
Konklusionen er mildt sagt overraskende. Hvordan kan man være så indædt imod sine EU-politiske modstandere, at man betragter dem som ekstremister? Og afslår deres opfordring til dialog.
Og hvordan kan man være så naiv mod nazister og islamister, at man uopfordret leverer en stribe banale undskyldninger for deres handlinger?
Problemet er ikke sammenligning, men mangel på samme. At sætte begreberne i perspektiv ud fra faste principper.
Naivt syn på ekstremister
I virkeligheden bliver ingen af modstanderne taget alvorligt, da “fjenderne” udnævnes til psykologiske vrag. Det er både mangel på respekt og en undervurdering:
- Nazister har psykologiske traumer og skæve tænder bag sig.
- Hizb-ut-tahrir er veluddannede mennesker med identitetskrise.
- Israel står for en “meget blodig afstraffelse” af palæstinenserne. (Hvilket vil medføre svækket opbakning til Hamas, mener han. Argumentationen kan undre).
Næppe det bedste udgangspunkt for dialog. Banaliseringen er en foruroligende holdning til demokratiets fjender, som tyder på naivitet og dårlig dømmekraft.
Dialog eller angst?
Den rationelle eller realpolitiske tilgang til forbryderiske regimer kan man altid diskutere. Men det virker som om Poul F. Hansen har følgende kriterier for dialog:
- Nej til debat med folk som “vi” er meget uenige med, og som er betydningsløse.
- Ja til dialog med dem vi er bange for. Dialogen bør indledes med at lægge forsvarende argumenter i munden på dem.
Ordet “dialog” har efterhånden fået betydningen: smigrende eller selvudslettende tale med folk som man er bange for.
Poul F. Hansen tilslutter sig de mange som har en svævende opfattelse af vold, had og ondskab. Man forstår det ikke rigtig. Derfor griber man til psykologiske bortforklaringer. Mennesket som et produkt af miljøpåvirkninger, som et stykke træ der flyder i vand. Her afsløres et menneskesyn som måske kan kaldes blødt socialt-dialektisk, men borgerligt er det i hvert fald ikke.
Poul F. Hansen glemmer en vigtig faktor, nemlig idéernes betydning.
Den vigtigste årsag til nazisternes og islamisternes adfærd er ikke deres dårlige ånde, men de ideologier som de tror på.
Vil man holde “dialog” med nazister og islamister, skal man hellere begynde med en monolog, en forsvarstale for det frie menneskesyn, ansvarlighed, demokrati og de øvrige værdier som vort samfund bygger på. Man skal simpelt hen vide hvad vi står for. Man skal være godt forberedt, da det ellers kan ende katastrofalt. Tænk hvis fjenderne vandt debatten fordi demokratiets repræsentant ikke var så dygtig eller velartikuleret. VU i Århus har bl.a. sammenlignet deres nazist-debatmøde med tidligere møder med ludere, Attac og venstrefløjen. Foreløbig tyder intet på at VU har styr på begreberne.
Gider ikke møder uden for sæsonen
Og endelig leverer Poul F. Hansen ikke noget godt billede af demokratiet, når han stiller op til EU-valg, men ikke gider diskutere med sine modstandere.
Han har misforstået formålet med debatmøder. Han skriver:
“langt inden valgkampen er skudt i gang har jeg fået henvendelser om debatmøder fra NEJ-siden. Jeg har sagt nej.
…der [er] nok ikke mange chancer for at jeg kan omvende dem. De ønsker altså ikke at komme i virkelig dialog med mig”.
Dialog handler ikke om at omvende forsamlingen, men snarere at lytte til deres synspunkter og svare igen.
En valgkamp skydes ikke i gang på et bestemt tidspunkt. Hvis man er så diskret en kandidat, at man ønsker at være fri for henvendelser, så må man få adressebeskyttelse eller hemmeligt telefonnummer.
De EU-begejstrede plejer at mene at EU-debatten fylder alt for lidt, så det burde være prisværdigt at borgere arrangerer debatmøder lang tid før valget. Men Poul F. Hansen gider ikke at komme og være med til at forplumre noget.
Hvis han kom til et af de nævnte møder, ville han netop være med til at diskutere alle detaljerne, ikke kun ja og nej. Jeg kender i øvrigt ikke til at EU-skeptikere betegner tilhængerne som deres “fjender”.
Angående debatmøderne, som Poul F. “har en mistanke ikke er særligt velbesøgte”, så har Folkebevægelsen mod EU på tre måneder noteret sig en fremgang på 123 medlemmer (FiB 02/09, side 7). Der er ingen tegn på at EU-modstanden er døende, selv efter 36 år.
Ja-sigerne undgår debat
Hvis EU-møder ikke er så spændende, kan det skyldes at arrangørerne ofte prøver at undgå reel debat.
Debatmødet ”EU – Hvad nu?” på Grundvigs Højskole den 1. december var et typisk eksempel.
Det var arrangeret af Europabevægelsen og omfattede såkaldt “Debat om de danske EU-forbehold” ved Margrethe Auken (SF), Niels Helveg (RV) og Michael Aastrup Jensen (V). Alle tre vil fjerne forbeholdene i større eller mindre grad.
Derefter var der debat om Lissabon-traktaten. Tilhængerne var repræsenteret ved formanden for den internationale Europabevægelse, og modstanderen var en politiker fra Sinn Fein, den politiske gren af IRA!
Arrangørerne havde altså valgt to forskellige taktikker: Dels at sørge for en skin-debat ved at invitere tre næsten enige politikere fra ja-siden. Dels at marginalisere “nej-sigeren” ved at vælge en ekstrem figur, som i øvrigt ikke var dansk politiker.
Her kunne man have inviteret nogle af de udmærkede folkevalgte fra et af de såkaldt “nej-partier”. Eller endnu bedre: en EU-skeptiker med meningers mod fra et af “ja-partierne”. Vi har jo faktisk i Danmark tre EU-kritiske bevægelser/partier som stiller op til valg og derved fuldt ud indgår i det demokratiske ansvar – og repræsenterer en stor del af vælgerne. Men man foretrækker altså at gå i dialog med Sinn Fein.
Pointen i dette er at man ikke valgte sin dialogpartner ud fra demokratiske spilleregler, men ud fra opportunisme og hovmod. Her er Poul F. Hansens budskab dybest set det samme.
Dette hovmod fører gang på gang til overraskelser når stemmerne er talt op. Det skete i Frankrig, Holland og Irland, og det var årsagen til at danskerne ikke måtte stemme om Lissabon. EU-skeptikerne har ved forskellige folkeafstemninger vist sig at udgøre op til 53 % af befolkningen (euro-afstemningen 2000).
EU-skeptikerne vil gerne have dialog
Så hvorfor ikke begynde dialogen? De EU-positive kan kun vinde på det, med mindre de fortsat ønsker at drive et elitært projekt.
Vi på den såkaldte nej-side har i årevis forsøgt at føre en dialog; det var blandt andet derfor vi ønskede en folkeafstemning om Lissabon.
Når man ligefrem afslår invitationer til debatmøder med sine modstandere – og er stolt over det – så har man for alvor gravet en skyttegrav mellem “ja-sigere” og “nej-sigere”.
Så får vi ikke én valgkamp, men to separate valgkampe, en for hver fløj. Det bliver politisk apartheid.
Alt tyder på at “nej-partierne” får det alt for nemt. Det begynder altså godt, men jeg havde hellere set en god, demokratisk debat.
Demokratisk arrogance kan man dog leve med.
Værre er det at etablissementets selvbevidsthed forsvinder som dug for solen, når den møder voldsideologier. Så er viljen til dialog og imødekommenhed næsten uden grænser.
