Her er Folkebevægelsen mod EU’s 6 borgerlige kandidater

Sidste nyt: en meningsmåling fra Gallup 5. juni giver Folkebevægelsen 8,2 pct. Der er dermed mulighed for at valgforbundet mellem Folke- og Junibevægelsen får 2 mandater. Hvis Folkebevægelsen bliver mere end dobbelt så stor som Junibevægelsen, vil den tage begge mandater. Nummer to kan blive en borgerlig kandidat.

> Rul ned for at se de seks borgerlige på liste N… og et par midterfolk

Den borgerlige net-avis 180 Grader bemærkede allerede kort tid efter Folkebevægelsens landsmøde i oktober:

“Folkebevægelsen mod EU har ved næste EU-Parlamentsvalg en politisk bredere opstillingsliste end tidligere. …” (Folkebevægelsen mod EU opstiller tidligere konservativ)

Folkebevægelsen har imidlertid altid været tværpolitisk. I Idet daglige arbejde i bevægelsen spiller det ikke nogen større rolle, hvilken politisk farve man har ved folketingsvalg. Kandidaterne er ikke opstillet for et parti, men er udelukkende forpligtet på Folkebevægelsens valggrundlag (klik og læs).

Folkebevægelsen opstiller det maksimale antal, nemlig 20 kandidater.

Langt de fleste har været engageret i EU-modstanden i mange år og har derfor en viden og indsigt om EU der sætter mange af de andre partiers kandidater til vægs. De er ikke alle kendte i den brede offentlighed, men mange af dem har solid erfaring fra folkelige organisationer og fra tidligere valg.

Hver medlemsorganisation i Folkebevægelsen sender to delegerede til landsmødet – så f.eks. Enhedslisten har ikke mere direkte indflydelse end Retsforbundet, Dansk Samling eller Radikalt EU-kritisk Netværk. Det er ganske vist rigtigt at mange af Folkebevægelsens menige medlemmer er venstreorienterede, men de borgerlige og midterfolkene er særdeles aktive i forskellige udvalg og grupper. I det daglige tænker man ikke altid over hvilken partibog folk har – det er privat og relativt uvedkommende, men man prøver at sikre en balance når der stemmes til forretningsudvalg og opstilles kandidater.

Kandidaterne blev valgt på landsmødet i 2008, og rækkefølgen tyder ikke på at Folkebevægelsen skulle være specielt kommunistisk infiltreret. Tværtimod er kandidaterne godt og grundigt blandet. Og det er jo ikke kun politisk farve der betyder noget – personlighed, politisk tæft, indsigt og gennemslagskraft er vigtigere.

Nederst i dette indlæg er der lidt statistik over kandidaterne, men først vil jeg præsentere de 6 borgerlige hos Folkebevægelsen:

—

Ditte Staun er nr. 2 på listen. Ved sidste EU-valg fik hun 7.514 personlige stemmer. Som øverste kvinde har hun reelle chancer for valg.

Ditte Staun er jordbunden radikal fra Nordvestjylland og fortaler for global udvikling

Hun er uddannet i statskundskab i Århus. Hun har derefter været konsulent til fremme for landdistrikterne i Landbo Limfjord og for erhvervslivet i Skiveegnens Erhvervsråd, og nu som udviklingskonsulent i Skive Kommune. Hun bor på landet i sin fødeby Bærs lidt uden for Skive.

Hun er mangeårig aktiv i Radikalt EU-kritisk Netværk. Ved kommunalvalget til efteråret er hun spidskandidat for det Radikale Venstre i Skive. Hun har arbejde som rådgiver for det britiske uafhængighedsparti UKIP i Bryssel (et parti med en relativt konservativ profil, som fik 2,7 mio. stemmer ved sidste valg og har ti mandater i EU-parlamentet). Folkebevægelsen indgår i et netværk af europæiske EU-kritikere, og Ditte Staun har også været aktiv for nej til EU-medlemskab i Malta og Slovenien. Hun ønsker at EU skal skrotte sin protektionistiske handelspolitik, der holder udviklingslandene nede i fattigdom, da frihandel med den tredje verden vil være hjælp til selvhjælp.

Ditte Staun har en jordbunden og folkelig baggrund, der er sjælden hos de Radikale i dag. Det må være derfor hun var nødt til at blive aktiv i Folkebevægelsen.

Citat fra Ditte Staun: EU er er så udemokratisk, at unionen ikke ville kunne blive optaget – i EU.

[Personlig kampagneside | Ditte Staun på Facebook]

—

Hans-Henrik Larsen -konservativ officer fra Hørsholm

Hans Henrik Larsen er den konservative officer, der passer på finanserne. Han er chefsergent og har en MBA i virksomhedsledelse (business administration). Han var medlem af Det Konservative Folkeparti indtil 2007, men meldte sig ud pga. partiets EU-linje.

Som mangeårig financial controller i forsvaret - for den internationale styrke SHIRBRIG – er han formentlig kvalificeret til at holde et skarpt øje med EU’s finanser.

SHIRBRIG er en fredsbevarende brigade  med hovedkvarter på Høvelte Kaserne i Nordsjælland. 16 lande fra hele verden sender styrker til SHIRBRIG, men kan selv beslutte om de vil deltage i den pågældende aktion, og indsats kræver FN- mandat. Desværre har man – med den danske regering i spidsen – besluttet at nedlægge styrken. På den måde vil man bilde folk ind at vi er nødt til at deltage i en EU-hær for at kunne være med til fredsbevarende indsatser – for alternativet er fjernet! (Fogh vil ofre FN-styrke til fordel for EU-hær)

[Kampagneside: mindreeu.dk | Hans Henrik Larsen på Facebook]

—

Thorkild Sohn - grundtvigsk vestjyde og liberalist

Thorkil Sohn har baggrund i det solide, grundtvigske landskab. Hans far var gårdejer og radikal borgmester i Salling. Thorkil Sohn er uddannet jurist, har i 30 år været efterskoleforstander og er nu selvstændig konsulent og revisorassistent (folk der kan regne er en mangelvare i politik).

Han er formand for Husby menighedsråd og nuværende eller tidligere aktiv i Foreningen af Frie Ungdoms- og Efterskoler, bestyrelsen for Grundtvigsk Forum, Midt- og Vestjyder mod Unionen og Nødvendigt Forum – initiativ til bevarelse af Danmarks selvstændighed.

Thorkil Sohn var medlem af Venstre indtil 1983, men har derefter været et kendt ansigt i Retsforbundet, herunder som partiets næstformand. I Retsforbundet har han været fortaler for en liberalistisk, ideologisk bevidst linje med kritik af den skadelige virkning af indkomstskat og moms. Han er desuden medlem af den kristelig-nationale forening Dansk Samling, der havde sit udgangspunkt i bekæmpelsen af nazismen, bl.a. i modstandskampen under krigen.

[Thorkil Sohn på Facebook]

—

Johanne Langdal

Johanne Langdal Kristiansen er sønderjyde og  studerer teologi i København.

Hun er medlem af Retsforbundet og aktiv i Studentermenigheden i Indre By.

Citat: Hvis atomvåben bliver en del af EU-militæret, så vil Danmark blive medejer og medansvarlig for håndteringen af masseødelæggelsesvåben såfremt vi opgiver forsvarsundtagelsen.

[Dagbog fra en dag under EU-valgkampen | Johanne på Facebook]

—

Sven Skovmand

Sven Skovmand er historiker, journalist, forfatter og veteran i EU-modstanden.

Han var medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen fra 1979 til 1984 og har været radikal folketingsmand 1968-73.

Han har skrevet bl.a. 80 bøger til undervisningsbrug, Politikens etbinds Verdenshistorie og Denmark - en foto- og oversigtsbog om Danmark for et udenlandsk publikum. Han er redaktør for forlaget Hedeskov, hvor han også udgiver avisen Samtid, der formidler samfundsnyheder for folkeskolens ældste klasser.

Sven Skovmand citerer historikeren Palle Lauring: Jeg mindes, hvad Palle Lauring sagde forud for folkeafstemningen om EU i 1972: Der står i Rom-traktaten, at EU kun optager demokratiske stater. Men hvad gør man, hvis staterne holder op med at være demokratiske?

—

Mette Langdal

Mette Langdal er folkeskolelærer og tidligere landsformand for Retsforbundet.

Hun er medlem af bestyrelsen for Nødvendigt Forum og af bestyrelsen for Rødding Højskole.

[Mette Langdal på Facebook]

—

De følgende kandidater skal også nævnes. De er ikke medlem af noget parti, men står nærmest på den politiske midte eller lidt til venstre for den, uden dog at være socialister:

—

Helge Rørtoft-Madsen

Helge Rørtoft-Madsen er forhenværende præst og gymnasielærer og kæmper mod EU’s politisering af kirkerne.

Han er for dansk folkestyre og imod EU’s sammenblanding af religion og politik (se hans debatindlæg). Gennem flere år har han gennem bøger og artikler prøvet at råbe danske folkekirkemedlemmer op og advare om EU’s kirkelige “dialog”, der bruger kirkerne som redskab til at fremme den folkelige opbakning til EU. Denne dialog er indskrevet i Lissabon-traktaten.

Her på bloggen er der en uddybende artikel om emnet, som vil overraske de fleste: Kirker læser forbøn for EU-valget – og EU-ledere holder religiøst topmøde.

Han er også aktiv i Borgerinitiativet Nej til EU-forfatningen.

Citat fra Helge Rørtoft-Madsen: EU er en moderne form for ene-vældigt topstyre, hvor de europæiske ”konger” – statscheferne – sammen med de magtfulde bureaukrater i Kommissionen træffer de afgørende beslutninger om, hvad der skal være gældende lov i EU. Og EU-domstolen bakker dem så vidt muligt op eller skaber selv lov og ret, hvis der mangler noget.  - For mig er den allervigtigste grund til at krydse ved liste N, at vi skal befri Danmark og Europa fra Unionens vanvittigt udemokratiske system, så vi en dag kan komme til at samarbejde på en anden måde om det, der er fælles og vigtigt at samarbejde om på demokratiske betingelser.

—

Ebba Bigler

Ebba Bigler er tidligere lærer, redaktør og radiovært.

Ligesom Helge Rørtoft-Madsen har hun tidligere været opstillet for Junibevægelsen, men de to har opgivet håbet om en demokratisering af EU-systemet og er gået over til den klare og troværdige EU-modstand i Folkebevægelsen.

Ebba Bigler har været aktiv i De Grønne, Minoritetspartiet og Solidarisk Alternativ. De to sidstnævnte er så vidt jeg ved nedlagt, og hun er ikke medlem af et parti. Man kan naturligvis mene om De Grønne og Minoritetspartiet hvad man vil, men de er/var erklæret ikke-socialistiske.

Citat: Jeg stiller op for at bekæmpe unionsudviklingen, og endemålet er frigørelse fra unionen. I stedet vil jeg arbejde for et forpligtende og fleksibelt samarbejde mellem selvstændige og ligeværdige stater, når der skal findes løsninger på grænseoverskridende problemer.

[Ebba Bigler på Facebook]

—

Desuden er der Povl Kristensen, som heller ikke er medlem af noget parti og har været aktiv i det overvejende midterorienterede Nødvendigt Forum. Han anbefales af bl.a. Jens Rosendal fra Dansk Samling.

—

Folkebevægelsens kandidater i tal

Demografi: De to yngste er 23, den ældste 72. Gennemsnitsalderen er 48,8 år. Der er 8 kvinder og 12  mænd. 2 er indvandrere (en kurder og en iraner) og 18 er etniske danskere.

Uddannelse: 7 akademikere, 4 med kort videregående uddannelse, 2 ufaglærte, 2 faglærte, 3 studerende, 1 med både faglært og kort videregående udd., 1 er både officer og akademiker.

Erhverv: Privat/selvstændig 4, offentlig ansat 6, organisationsansat 4, studerende 3, pensionister 2, samt Søren Søndergaard der er nuværende MEP på fuld tid.

Landsdel: Nordjylland 2, Midtjylland 5, Sydddanmark 2, Sjælland 3, Hovedstaden 8 (af de sidstnævnte er nogle eksil-jyder).

Privat partimedlemskab: Partiløse 5, ex-konservativ 1, medlem af de Radikale 2, Retsforbundet 3, SF 1, Enhedslisten 6, Kommunistisk Parti 2.

Fagligt aktive: 3 af de 20 kandidater er aktive i fagbevægelsen, heraf er en partiløs, en er i Enhedslisten, og en er kommunist. Ingen af dem tilhører således den typiske socialdemokratiske kategori, men den mere uafhængige røst i fagbevægelsen.

(I øvrigt er de borgerlige og venstrefløjen i Folkebevægelsen rørende enige om at bevare den danske aftalemodel på arbejdsmarkedet, strejkeretten og at undgå løntrykning pga. ubegrænset arbejdskraft fra lavtlønslande. Det handler nemlig om at bevare den danske samfundsmodel).

—

Internationalt samarbejde

I EU-parlamentet er Søren Søndergaard teknisk associeret med (men ikke direkte medlem af) venstrefløjsgruppen GUE/NGL. Det skyldes at gruppen giver fuld politisk handlefrihed og ingen stemmetvang. Folkebevægelsen var tidligere i gruppe med Junibevægelsen, IND/DEM, men det blev vanskeligt pga. Jens-Peter Bondes udvikling til føderalist. Det er ikke givet at Folkebevægelsen bliver i venstrefløjsgruppen efter valget – det kommer an på hvilke konstellationer der viser sig i det nye parlament. (Dansk Samling har stillet otte skarpe spørgsmål til Søren Søndergaard, bl.a. om gruppesamarbejdet).

Dansk Folkeparti deltager i UEN, og Junibevægelsen i ID-gruppen, som begge omfatter nogle ret aparte politikere. Men gruppemedlemskab betyder ikke alverden, og der er ingen perfekte grupper uden brodne kar. De værste er dog de store kristendemokratiske og socialdemokratiske grupper, som bekæmper demokrati og åbenhed med alle midler og tricks. Den grønne gruppe (med SF) er til gengæld ledet af Daniel Cohn-Bendit, gammel pro-pædofil revolutionær og ultraføderalist (læs herom på Emilie Turunens blog).

På europæisk plan samarbejder Folkebevægelsen i TEAM, The Alliance of EU-critical Movements, som har medlemmer både fra højre- og venstrefløjen. Folkebevægelsen arbejder naturligvis særlig nært sammen med de nordiske nej-bevægelser, ikke minds Nei til EU i Norge. Jeg havde fornøjelsen af at mødes med europæiske EU-kritikere i London i april og med nordmændene på deres landsmøde i Trondhjem i oktober.

Det er ikke kun i Danmark vi er trætte af EU.

Folkebevægelsen er hvad alle partier burde være – en folkelig bevægelse – og der er brug for dens arbejde i parlamentet, oplysningsarbejdet herhjemme, og en uafhængig kritisk stemme om EU.

[www.folkebevaegelsen.dk | Folkebevægelsen på Facebook]

—

Hvis du stadig tænker på at stemme DF, så læs: DF har fiflet med partiprogrammet og er nu EU-tilhængere. DF bøjer generelt sin EU-politik, fordi de drømmer om at komme i regering.

—

Interessante anti-grupper på Facebook: JuniBevægelsen og Folkebevægelsen mod EU burde ikke kunne opstille til EP” – “Folkebevægelsen mod EU, er lige til at lukke op og skide i!”

Kronik: 18 grunde til nej til tronfølgeloven

Denne kronik er en samlet fremstilling af mine argumenter for nej – hvoraf en del har været bragt i tidligere indlæg. Ligesom mange andre blev jeg overrasket over den pludselige debat, som godt kunne have varet længere, da den foreløbig har været for useriøs. Desværre har Politiken i dag valgt at bringe en vrøvlet og barnlig kronik om at kongehuset strider mod menneskerettighederne – og 180 Grader bragte i går en klumme om at man skulle skrive “Leve republikken” på stemmesedlen, men uden nye argumenter.

Politiken og 180 Grader afviste mig til gengæld, da jeg var for sent ude. Så denne kronik kan kun læses her:

Forslaget om ny tronfølgelov blev i 2006 kaldt ”fiksfakseri” af oppositionen. Tronfølgeforslaget fører ikke til ligestilling i vort samfund, og ændringen er tvivlsom jura, som undergraver grundloven. Det kan føre til kommende ”grundlovsændringer light” eller retlig strid om arvefølgen.

Statsministeriet fører en kampagne, der skal få os til at vedtage den nye tronfølgelov. Folketinget vedtog loven med næsten sovjetisk enighed, og finansudvalget var enigt om at bevilge 5 mio. kroner til kampagnen. Med nostalgiske sort/hvide billeder, som minder om underholdningsserien Krøniken, advarer ministeriet om, at ligestilingen bankes tilbage til 1950’erne, hvis vi stemmer nej.

Kampagnefilmen handler faktisk på intet sted om den lovændring, vi nu skal stemme om. Filmen handler om loven af 1953, så det er en kampagne, som er 56 år forsinket.

Det er naturligvis svært at tale for sagen med nutidige argumenter, fordi lovændringen er overflødig. Der er tale om en symbolsk, politisk markering, som Anders Fogh og Lars Løkke har sat stor prestige ind på. Resten af folketinget var skeptisk, men sprang med på vognen, fordi de ikke kunne tillade sig at stemme imod ligestilling.

Der er fremsat forskellige argumenter for at stemme blankt, hvilket har samme virkning som nej, men det er efter min mening et lunkent valg. Vi må tage udgangspunkt i den retsordning vi har, og det er ikke en republik. Her er 18 gode grunde til at stemme NEJ til loven:

1. Lovændringen er symbolsk og uden nogen praktisk hensigt i mange årtier frem. Overflødige love er ikke blot uønskelige, men skadelige, da de afleder opmærksomheden fra virkelige problemer.

2. Ændringen handler ikke om ligestilling, men om ligestilling mellem prinser og prinsesser. Tronfølgeloven er den mest diskriminerende lov, vi har, fordi den bestemmer, at landets cheftitel og principielt mest magtfulde post nedarves i en bestemt slægt. Og sådan må det være, så længe vi har et arveligt kongedømme.

3. Grundlovens § 81 diskriminerer fortsat. I tilfælde af krig vil kun unge mænd blive sendt på slagmarken. Er mandlig værnepligt indlysende? I Israel har begge køn værnepligt. Man kan argumentere for og imod, men ikke benægte, at emnet er mere væsentligt end den symbolske ligestilling af prinser og prinsesser. I 2008 ramte den mandlige værnepligt 39.901 unge danske mænd, der måtte møde på session. I 2007 måtte 6.305 værnepligtige springe soldat i fire til tolv måneder, og 281 aftjente civil værnepligt.

Til sammenligning vil den nye tronfølgelov måske få betydning for en kvinde i hvert århundrede.

Man kan også nævne den solide diskriminering af fædre i skilsmisse- og samværssager, der strider mod moderne kønsprincipper, mod retssikkerheden og ofte mod barnets tarv. Eller den manglende stimulus fra mandlige forbilleder i opvæksten, som diskriminerer drenge.

Lov om ægteskabets retsvirkninger er fra 1925 - ligesom denne dame

Lov om ægteskabets retsvirkninger er stærkt diskriminerende. Den er jo også fra 1925. § 11 handler om ægtefællernes ret til at indgå aftaler på begges vegne – med den hjemmegående hustru som det tynde øl: ”Samme ret har hustruen med hensyn til sædvanlige retshandler til fyldestgørelse af sit særlige behov.” Når der ikke har været højlydte krav fra venstrefløjen om at sanere denne oldgamle lov, så skyldes det nok, at den giver kvinderne særrettigheder, men den gør dem også til andenrangs væsener.

Par af samme køn må finde sig i at blive til ”registrerede partnere”, mens andre kan indgå et ægte ægteskab. To ord, to love, to sæt blanketter for nøjagtig det samme. Er det ligestilling?

4. En gammel garder, Mads Schmidt Eriksen, skrev for nylig et læserbrev, der fjernede den sidste tvivl hos mig: hvis man har en konge, følger der altid en dronning med, som kan udfylde sin rolle som dronning fuldt og helt. Har man en regerende dronning, følger der kun en prinsgemal med, der ikke kan føre sig frem som mand. Valget står altså mellem en konge og en dronning – eller en dronning og et vedhæng. Dronningen har man alligevel, men mandens skæbne er forskellig.

En kvindelig tronarving kan derfor få problemer med at finde en mand.

Borgerlige politikere har for nylig stået i folketinget og sagt, at homoseksuelle medborgere ikke må adoptere, fordi et barn har behov for en far og en mor. De skulle skamme sig. Det er hykleri, for nu vil de samtidig afskaffe landsfaderen og landsmoderen – i den borgerlige ligestillings navn.

Der er mange eksempler på stærke, regerende dronninger: Victoria og Elizabeth II af England; Wilhelmina, Juliana, Beatrix af Nederlandene, og måske engang den kommende Victoria af Sverige. Men de har alle haft en vanskelig start.

5. Det hævdes uden videre, at ændringen i 1953 var en modernisering. Det er ikke helt rigtigt. Danmark havde faktisk en begrænset kvindelig arvefølge under Kongeloven, som gjaldt til 1853. Den så man sig nødsaget til at afskaffe for at holde sammen på monarkiet. Holsten var nemlig et tysk len under tysk ret, som kun havde mandlig arvefølge, og Danmark-Slesvig måtte indrette sig derefter. Dronning Louise skulle egentlig have været regent, men hun afgav tronen til sin mand, Christian 9. Efter krigen i 1864 mistede vi hertugdømmerne, og så faldt begrundelsen for den rent mandlige arvefølge væk, men loven bestod til 1953.

Ændringen i 1953 var altså på mange måder historisk korrekt og i samsvar med nordisk tradition. Dernæst handlede det om at forfremme den populære prinsesse Margrethe til tronfølger. Men det handlede ikke om ligestilling.

6. Det er en udbredt misforståelse, at demokratiet er Danmarks styreform, og at monarkiet er rent symbolsk. Men i virkeligheden har vi to systemer side om side: det enevældige, kongelige ceremoniel og så folkestyret. De kan godt fungere sammen, som vi har set i 160 år. Men når vi nu engang har valgt denne dobbelte styreform, så må vi være konsekvente. Det giver ingen mening at overføre demokratiets principper på et arveligt kongehus. I så fald skulle vi gå over til valgkongedømme eller republik, som der også kan gives argumenter for – men det er ikke vor statsform.

7. Danmark har det mest lukkede kongehus i Europa. Der betales ikke moms og skat, og regnskaberne er hemmelige (i det omfang de eksisterer?). Forskellige sager har antydet rodede forhold, løst forbrug og uklare ansættelsesforhold, der aldrig ville gå i en offentlig eller privat virksomhed. Folkestyret bevilger pengene, og vi har naturligvis krav på indsigt og ordnede forhold. Dette krav er intet nyt, for til alle tider har rigsråd og ting ønsket kontrol over pengestrømmen til kongens hof. Man kan ikke forvente, at reformer skal udgå fra kongehuset selv – de må hjælpes lidt på vej.

8. Kongen er ansvarsfri, står der i grundloven, men i praksis udstrækker denne regel sig til hele kongehuset. Ifølge en gammel paragraf i Kongeloven kan regenten straffe sine prinser, hvis de overtræder loven, men det har vi ikke set blive gjort. Hvad gør man, hvis en kongelig ikke blot er ansvarsfri, men ansvarsløs? Vil det ikke undergrave respekten med tiden?

Og hvad har alle disse ting så med tronfølgeloven at gøre, kan man spørge? Jo, de er relevante, fordi vi har fået at vide, at ”ligestillingen” er nødvendig for monarkiets fremtid og for, at vort land kan være sig selv bekendt. Men man kan nævne en stribe andre reformer, som er mere påkrævede, både for monarkiets og folkets skyld.

9. Regering og folketing har ladet sig løbe over ende af ugeblads-royalismen. Det hævdes, at ændring af tronfølgen var et folkekrav. Men kan man læse noget sådant ud af meningsmålinger, som er bestilt til lejligheden? Et af formiddagsbladene placerer nyheder om tronfølgeloven under rubrikken Royalt, ikke under Politik. Det er da sigende.

Prinsesse Elisabeth

10. Gennemgår man folketingsdebatten, finder man de sædvanlige floskler om kødgryder og bleskift. Jeg mindes at have set et gammelt filmklip, hvor Kronprinsesse Margrethe stod over de dampende gryder på en husholdningsskole. Hun undgik altså ikke kødgryderne, bare fordi hun blev tronfølger.

Også Prinsesse Elisabeth, der er nummer ni i tronfølgen, har taget et år over gryderne på en husholdningsskole og et år på maskinskrivningskursus, før hun gjorde karriere i udenrigsministeriet. Det kan man læse i hendes CV på kongehusets hjemmeside.

Dog tror jeg ikke, nogen af de kongelige bakser med kødgryder og bleskift i det daglige.

Der har ganske enkelt ikke været nogen diskussion og argumentation for ændringen af tronfølgeloven. Derfor reagerer folketingspolitikere som Henriette Kjær nu med bitterhed over de dumme vælgere, som vover at stemme nej (”det er fuldstændig barnagtigt og latterligt” – de må jo være mænd, som bare vil lave ballade!). Hun er nemlig overrasket over debatten, som kom i sidste øjeblik. Men hun – og de andre – skulle have tænkt sig om i steden for at hoppe med på bølgen.

En grundlovsprocedure må få det til at krible sødt i enhver folkevalgt. Det er spændende og historisk at være med til. Men hvad der skulle have været et symbolsk monument over vores nuværende regering og folketing, kan slå fejl, fordi det var overflødigt.

11. Nogle har foreslået at stemme blank, fordi de ønsker en gennemgribende grundlovsreform. Andre vil stemme ja, fordi de frygter sådan en reform. Men der er ingen grund til at stemme taktisk, for en grundlovsreform er kun mulig, hvis der er meget bred enighed i folketinget. Hvis bare ét mellemstort parti går imod en sådan reform, bliver den svær at få igennem.

Personlig tvivler jeg på behovet for en sproglig grundlovsrevision alene. Skiftende regeringers respekt for grundloven er ikke imponerende, og sproglig plastikkirurgi på grundloven vil næppe hjælpe. Justitsministeriet forklarede os i år 2000, at § 26 (kongen har ret til at slå mønt) skulle forstås som den ene side af euro-mønterne, ikke sedler eller valuta! Dertil kommer § 20 om suverænitetsafgivelse, der har udviklet sig til en bøjelig gummislasker af en paragraf. Indskrivning af menneskerettighederne er ikke påtrængende, da de allerede er gældende lov.

Men der kunne godt tænkes andre elementer, som bør komme med i grundloven, for eksempel en forfatningsdomstol, kommunalt selvstyre og åbenhed i forvaltningen.  Den diskussion kan vi tage til den tid. Hvis tronfølgeændringen bliver nedstemt, så har vælgerne i hvert fald vist, at vi ikke er til salg for billige argumenter ved en eventuel fremtidig grundlovsændring. Vi vil have en seriøs og saglig debat.

12. I tronfølgelovforslaget er kongen blevet til ”kongen eller den regerende dronning”, og ordet ”han” er erstattet med ”den pågældende”. Forsøget på at gøre sproget kønsløst er absurd. Grundloven taler fortsat om tjenestemænd, mandskab, lægmænd, formænd og enkeltmandskredse. Selv om grundloven kun nævner ”kongen” og omtaler regenten som ”han”, har vi haft en regerende dronning siden 1972, uden at staten gik under. Det viser, at også de sproglige justeringer i tronfølgelovforslaget er unødvendige. Tronfølgeloven bør følge grundlovens sprogbrug, så forvirring undgås.

13. Regeringen har ikke fulgt den normale skik med bred debat og enighed forud for en grundlovsændring. Det foreliggende forslag er et afværgeforslag, der skulle lukke munden på oppositionen. Ordet ”ligestilling” har været nævnt lige fra starten – det står i lovforslagets titel – og det virkede. Oppositionen sprang på limpinden. Hvem kan stemme nej til ligestilling. Denne ligestilling, som for en sikkerheds skyld er nævnt bag på de udsendte valgkort.

14. Forslaget blev sendt hurtigt gennem folketinget og behandlet på blot fire møder i grundlovsudvalget. Betænkningen er papirstynd. Man har slet ikke fremsat argumenter for lovændringen, da alle syntes, det var indlysende. Holger K. Nielsens kommentar i folketinget var karakteristisk: ”SF kan støtte det her lovforslag, og det er såmænd ud fra almindelig sund fornuft.”

15. Vi lovgiver om noget, der er vore børnebørns og oldebørns anliggende. Man opgiver således muligheden for at regulere arvefølgen i fremtiden, sådan som man gjorde i 1953. Det vil for altid være politisk umuligt at genindføre den gamle tronfølgelov, selv hvis der kommer en uegnet tronfølger, da ingen politiker tør afskaffe “ligestilling”.

16. Proceduren er grundlovsstridig. Tronfølgen kan ikke ændres, uden at man ændrer grundlovens § 2, som direkte siger: Kongemagten nedarves til mænd og kvinder efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953 fastsatte regler.

Tronfølgeloven fra 1953 er et tillæg, som hænger fast sammen med grundlovens § 2. Denne paragraf bliver ikke ændret med den nye tronfølgelov. Fremgangsmåden minder om de amerikanske constitiutional amendments, forfatningstillæg, som er ukendte i dansk ret.

Afdelingschef i statsministeriet Sten Frimodt Nielsen sagde den 9.10.2003 til B.T., at man ikke kan ændre i tronfølgeloven uden at ændre i grundloven. Dette havde der hidtil været konsensus om. Men to år senere havde statsministeriets jurister ændret mening, sådan at Anders Fogh kunne komme igennem med sin genistreg. Derved ville han undgå at åbne en politisk debat om grundlovens indhold.

Oppositionen mente i 2006: ”fremgangsmåden er et unødvendigt fiksfakseri, der alene har det formål at få ændringen af tronfølgeloven til at se ud, som om man ikke ændrer grundloven, selv om det er det, man gør. Ofrene for denne fremgangsmåde er kommende generationer af grundlovslæsere, der nu skal lære, at grundlovens ord om tronfølgen er i strid med retstilstanden.”

Professor i offentlig ret ved Århus Universitet Jens Peter Christensen har sagt, at lovforslaget var ”sjusk, dårlig forbrugervejledning og noget rod”, at statsministerens fremgangsmåde var ”overfiffig”, og: ”Det er så oversmart udtænkt, at ingen jurist har tænkt tanken før – at man kan finde på at ændre den underliggende lov, her tronfølgeloven, uden at ændre de bestemmelser i grundloven, der henviser til den.”

Man bør derfor ændre teksten i grundlovens § 2, da de to love ellers er i modstrid med hinanden.

17. Konsekvensen af dette kan blive tvivl om arvefølgen i fremtiden. Lyder det usandsynligt? Vi kender ikke fremtiden og fremtidige juristers meninger. Der har været mange arvefølgestridigheder i verden.

Man skal forestille sig en situation, hvor en kvinde arver tronen ifølge den nye tronfølgelov, men en mand arver tronen ifølge den gamle tronfølgelov (som stadig gælder ifølge grundlovens § 2). Hvis der er samtidig er krise og magtkamp i landet, er det en oplagt mulighed, at de trækkes ind i politiske spil eller spekulationer. Formålet med arvekongedømmet er netop, at der aldrig må være tvivl om tronfølgen. Kongen er ikke valgt, men født, fordi kongen skal være en samlende og stabil figur. Krigen i 1864 var også en arvefølgekrig.

Inden det går så vidt, kan sagen dog nok ordnes i Højesteret, som eventuelt må afgøre, at lillebror skal arve tronen i stedet for storesøster, fordi tronfølgeloven af 2009 var grundlovsstridig.

18. Man risikerer at danne en ny norm, hvor man kan sætte grundlovsregler ud af kraft via almindelige love, når blot de sendes til folkeafstemning osv. Denne præcedens kan føre til fremtidige “grundlovsændringer light”. Hvis f.eks. en kommende EU-traktat kræver en grundlovsændring, så er det en oplagt mulighed, at man gentager nummeret; det vil sige, at man ikke ændrer selve grundlovens tekst, men laver en tillægslov, som ændrer budskabet i grundloven.

Og alternativet? Man kunne begynde med at gennemføre mere åbne forhold i kongehusets økonomi og administration. Ligestilling skal foregå ude i samfundet, ikke i kongehuset. Og endelig må en evt. ændring af tronfølgeloven naturligvis udformes, så den er juridisk holdbar. Det vil sige en rigtig ændring af grundlovens § 2.

Derfor: brug ligestillingskræfterne og snakketøjet på noget andet.

Man kan trygt stemme NEJ til fiksfakseri på søndag – ikke mindst for grundlovens skyld.

Casper Udemark, etnologistuderende, København K

—

Uddybende | Folkeafstemningen om tronfølgeloven, Wikipedia – historie, baggrund, folketingsbehandling, kampagne, holdninger og citater fra politikere, borgere, eksperter og presse | Arvefølge, Wikipedia – om tronfølgens historie i Europa (de to artikler er hovedsagelig skrevet af mig, men neutrale).

Facebook-gruppe | Nej til tronfølgeloven – af seriøse grunde.

Tidligere indlæg her på bloggen | Fiksfakseriet om tronfølgeloven og dets vej gennem folketinget - om Foghs taktiske manøvre og den manglende debat i folketinget | Derfor nej til ny tronfølgelov - om jura-sjusk og muligheden for arvefølgestrid.

Kilder | Grundloven.dk | Statistik fra Forsvarets rekruttering | Fakta om Forsvaret, 2008 | Nyhedsbrev fra Militærnægteradministrationen, feb. 2009 | Folketinget, betænkning om L3, 2005-06 | Mads Schmidt Eriksen: Stem nej 7. juni, Berlingske, 28. maj 2009 | Professor: Sjusk med tronfølgeloven, DR, 19.10.05 | Mary kan ændre grundloven, B.T., 9.10.2003 | Lovforslaget og folketingsdebatten 2009 /2005-06.

Læs også Her er Folkebevægelsen mod EU’s 6 borgerlige kandidater

Alle meningsmålinger om EU-valget

	EU-valg 2004		A&B/Altinget 26. marts-1.april		Gallup/Berlingske 14.-15. maj		Capacent/DR 22. maj		Megafon/Pol./TV2 29. maj		Catinet/Ritzau 3. juni
	pct	mand	pct	mand	pct	mand	pct	mand	pct	mand	pct	mand
A Socdem	32,6	5	26,4	4	26,3	5	27,9	4	26,5	4	25,7	4
B Rad	6,4	1	3,9		5,0		4,4		4,5		2,9
C Kons	11,3	1	12,1	2	11,3	1	11,8	1	13,6	2	15,1	2
F SF	7,9	1	17,4	3	15,0	2	13,4	2	12,1	2	15,3	2
K Krdem	1,3
I Lib All					0,0		0,0		0,5		1,0
J Junibev	9,1	1	2,2		2,5		3,2		3,8		3,2
N Folkebev	5,2	1	4,0		6,3	1	6,3	1	5,3	1	4,8	1
O DF	6,8	1	12,0	1	12,5	1	8,6	1	10,2	1	12,7	1
V Venstre	19,4	3	22,0	3	21,3	3	24,4	4	23,5	3	19,4	3
ved ikke/blanke	1,4				20		16,8
vil stemme	47,9		83,5		80
antal adspurgte			1047								1065

• Mandater er beregnet ud fra gældende valgforbund (ved dette valg: ABF, CIV, JN).
• Meningsmålingen fra Gallup for Berlingske foretaget 14.-15. maj havde problemer med hovedregningen. Partierne fik tilsammen kun 80 pct. mens de sidste 20 pct. udgjordes af blanke og ved ikke. Målingen blev citeret i flere nyheder, som ikke opdagede den akavede måde at tælle til 100 på. I ovenstående tabel er tallene korrigeret, idet alle partiernes procenter er ganget med faktor 1,25, således at facit er 100. Avisens mandatberegning var desuden forkert.
• Ved målingen fra Capacent/DR den 22. maj var mandatberegningen næsten rigtig – flot klaret, DR. Men der var dog fejlagtigt givet to mandater til C og tre mandater til V. Venstres 24,4 procent divideret med fire giver 6,1, hvilket er mere end de konservatives 11,8 procent divideret med to. Derfor får Venstre fire mandater. D’Hondts metode er ret simpel og beskrevet i valgloven, men den læser journalisterne ikke.

Valgdeltagelsen

  I tallene ovenfor angiver 80-83,5 pct. at de vil stemme. Ifølge en måling om valgdeltagelsen fra Interresearch/Søndagsavisen den17. april ville 84,5 procent stemme, og 39 pct. havde endnu ikke besluttet sig for et parti. En måling fra Megafon/Politiken/TV2 den 8. maj sagde at 82 pct. helt sikkert eller sandsynligvis forventer at stemme.

Der er således masser af vilje, og hverken EU-toppen, politikerne eller pressen har nogen grund til at skyde skylden på vælgerne hvis interessen fordufter undervejs.

Forudsigelserne er naturligvis urealistiske. Her skal man tænke på at målingerne generelt kun omfatter de folk der har indvilliget i at gennemføre undersøgelsen. Omkring 70 pct. siger nej tak til at medvirke ved telefoniske undersøgelser, og en hel del ikke-interesserede er således allerede sorteret fra.

Når man ringer og spørger folk hvilket parti de vil stemme på, så er det meget logisk at de samtidig svarer ja til at de vil stemme. Det er imidlertid påfaldende at interessen vedvarende ligger på 80-85 pct. Nedenstående afstemning på DR’s hjemmeside fortæller omtrent det samme som meningsmålingerne:

Hentet på dr.dk/nyheder den 26. maj

83 pct. vil stemme til EU-valget, og 70 pct. vil stemme om tronfølgeloven. Det gælder i hvert fald dem dem der har fundet vej til dr.dk/nyheder, og som bekendt har en del ikke valgt parti endnu.

Hvis man troede at tronfølgeloven skulle få folk til at myldre til stemmeurnerne må man tro om. Der er trods alt flere der er interesseret i EU-valget.

Mit eget gæt

Min egen prognose er at der kun sker små forskydninger i mandaterne i forhold til 2004:

• Socialdemokratiet må aflevere et mandat til SF
• de Radikales mandat forsvinder, fordi antallet af pladser skæres ned fra 14 til 13

Dansk Folkeparti vil næppe kunne mobilisere sofavælgere nok til at komme op på de ca. 13 pct. som udløser to mandater.

Jeg gætter faktisk på at det EU-kritiske valgforbund har mulighed for at bevare to mandater, da de to bevægelser vokser i meningsmålingerne – fuldstændig som de plejer at gøre umiddelbart før et EU-valg. Det skyldes at de normalt er kraftigt undereksponeret i medierne, men først får lov at komme til orde under valgkampen, og hovedsagelig i valgkampens sidste del.

Forud for valget i 2004 blev bevægelserne rutinemæssigt udraderet i meningsmålingerne. Kun en enkelt meningsmåling forudsagde det reelle resultat (1 mandat til Junibevægelsen og 1 til Folkebevægelsen). Målingen fra Sonar blev bragt i Søndagsavisen få dage før valget, men fortiet af resten af pressen. Se en analyse af Poul Nyrups triumf ved EU-valget 2004 hos APK.

Jeg er næsten blank om valgdeltagelsen, men gætter bare på et sted mellem 47 og 56 pct. Tiltrækningskraften hos S, V, K, R, SF og Junibevægelsen er mindre end magnetisk. De eventuelt dygtige kandidater er ukendte, de kendte er dårlige, og alle famler sig frem. Messerschmidt er en undtagelse, men han har til gengæld ikke været så synlig som han burde.

Amatøragtig EU-prognose med fejl

Prognosen Predict09.eu forudsiger valget i de enkelte EU-lande og sammensætningen af grupperne i det nye parlament. Der er ikke tale om en meningsmåling, men en matematisk model som bygger på en række kriterier for vælgeradfærd i de enkelte lande.

Forudsigelsen om det samlede parlament kan sikkert godt bruges (den tyder ikke på de store udsving mellem blokkene).

For Danmarks vedkommende har man derimod begået amatøragtige fejl. Alligevel er den citeret i dansk presse.

EUpredict09 havde følgende tal i den første version, som nu er fjernet fra hjemmesiden:

A Socdem	22,0
B Rad	4,6
C Kons	8,2
F SF	12,0
J Junibev	7,1
N Folkebev	4,3
O DF	12,0
V Venstre	20,0
Enhedslisten	4,7
Kristendem	3,1

Enhedslisten og Kristendemokraterne stiller som bekendt slet ikke op. Der mangler 2 procentpoint i ovenstående tal for at få et facit på 100. Desuden havde man glemt at bruge valgforbund i mandatberegningen.

Selv om prognosen er åbenlyst vildledende, er det altid en god historie at aflive nej-bevægelserne. En dansk journalist, der ikke kan have undersøgt målingen særlig grundigt, skrev helt ukritisk:

Radikale og nej-partier kan tabe, Berlingske, 25. april

“Både det Radikale Venstre og Folkebevægelsen mod EU står til at ryge ud af Europa-Parlamentet ved valget den 7.juni. Det spår en analyse udarbejdet af politiske forskere fra London School of Economics, der har set på meningsmålinger i alle medlemslande og lavet et skøn over det kommende valgs resultat. …”

Jeg har gjort opmærksom på fejlene. Der er kommet en opdateret version fra Predict09.eu:

Facit bliver denne gang kun 96,8 pct. så der ligger 3,2 pct. og flagrer et sted. Også i den nye måling er mandatberegningen forkert, fordi man har ikke taget hensyn til valgforbund. Ovenstående prognose vil give følgende mandater:

Socdem	4
Venstre	3
SF	2
DF	1
Junibev	2
Kons	1

Et mandat er ganske tæt på at blive flyttet fra Soc.dem. over til Venstre, og Junibevægelsens andet mandat er tæt på at gå til Folkebevægelsen.

Professor Simon Hix skriver til mig den 21. maj: “We’ve just produced a new update of the predictions, which as you will see, includes many of the corrections you mention for the case of Denmark.”

Hans ord kan tolkes sådan at man har fodret hele prognosen med nye oplysninger. Men tallene er nøjagtig de samme for de fleste partier, der i øvrigt ender mistænkeligt på et rundt tal komma nul. Liberal Alliance er kommet på bane med vanvittigt usandsynlige 3,3 procent. Junibevægelsen er pludselig justeret op til 10 pct. Gad vide hvilke obskure oplysninger det hele bygger på?

Det ligner ikke en matematisk model, men gætteri. Modellen er udarbejdet af forskere ved statskundskab, et fag der rettelig burde hedde statskundsnak. Her må det vække rædsel at flere og flere af vore folkevalgte også er uddannet i statskundskab (f.eks. Dan Jørgensen). De har ofte hverken begreb om tal eller politik.

Junibevægelsen får 10 pct. i målingen. Den har brug for at gøre opmærksom på sin eksistens, og den bør forsøge at få presse på sagen. Traditionelt synes pressen dog kun at bevægelsernes død er gode nyheder. Så det er vel tvivlsomt om nogen avis vil skrive om den reviderede prognose.

I første version fik Enhedslisten og Folkebevægelsen tilsammen 9 pct. I den nye version er Enhedslisten fjernet, hvilket er korrekt, men Folkebevægelsen angives nu med kun 4,7 pct.

Centraliseret PR for unionen

Selv om projektet har det internet-smarte navn Predict09.eu skal der faktisk www foran adressen. Også det er en smule amatøragtigt.

Det er udarbejdet af forskere fra London School of Economics m.fl.,  forsynet med forord af EU-parlamentets formand Hans Gert Pöttering og sponsoreret af Burson-Marsteller, et af verdens største PR-bureauer, aktivt i 83 lande og eksperter i blandt andet krisestyring.

Det er Burson-Marsteller man ringer til hvis en supertanker knækker over (Exxon Valdez), hvis en kemisk fabrik springer i luften (Bhopal), atomkraftværk bløpper udslip ud (Tremileøen), eller da det private sikkerhedsfirma Blackwater kom til at dræbe 17 civile i Irak. Så kommer PR-folkene og redder stumperne af det ødelagte image. EU-parlamentet er måske bange for at den lave interesse for valget ender med en sådan nedsmeltning eller katastrofe.

Lobby-PR i dobbeltrolle

Burson-Marstellers kontor i Bryssel laver lobbyarbejde for sig selv og for virksomheder samt PR-kampagner for EU. Det må siges at være noget af en dobbeltrolle. Burson-Marsteller har udsendt en pressemeddelelse om prognosen under overskriften Nyt Europa-Parlament åbner nye muligheder for danske virksomheder. Her afslører de altså at hensigten med meningsmålingen er at fremme deres foretagende – få flere kunder i butikken, som skal købe PR-og lobbytjenester fra Burson-Marsteller.

Tidligere nyt om foretagendet i dansk presse:

Pr-rådgiver i flere dobbeltroller - Stort trekantsforhold. Forbrugerrådet kørte sag mod kosmetikfirmaerne L’Oréal og Natusan, mens alle parterne var kunde hos Burson-Marsteller.

Hård kritik af Burson Marsteller - Har overtrådt brancheforeningens etiske regler på tre punkter.

PR-bureau snigløber Forbrugerrådet - Heftig kritik af Burson-Marstellers dobbeltrolle som først rådgiver og siden kritiker af Forbrugerrådet i vaskepulversag. “Skideballe om dårlig etik”.

Ud over Burson-Marstellers sponsorat, så har EU hyret det tyske reklamebureau Scholz & Friends til at føre en kampagne  der skal få flere til at stemme. Den koster 210 mio. kroner (ifølge Notat) eller 135 mio. kroner (ifølge Euractiv.com). Der er opsat videokabiner (Choice Boxes) rundt omkring, blandt andet på Kongens Nytorv, hvor borgerne kan sende en fortvivlet besked til Bryssel. Måske skal de hellere opsøge en af de listige biografer på Istedgade.

Kampagnen producerer indslag på MySpace, Facebook, Flickr og EUtube. Der bruges plakater som spiller på nationale politiske emner, således grænser og indvandring i Sydeuropa, men computere og sutteflasker i de skandinaviske lande. Ifølge PR-bureaets direktør Lutz Meyer har Europa-Parlamentet et stærkt brand, der genkendes af 85 % af befolkningen, mod f.eks. Armani, der kun genkendes af 67 %. Ville folketinget eller dronningen nogensinde nedlade sig selv til at være et varemærke? Nej. Selv om småkageeksporten til Japan ofte bruges som argument for monarkiet.

En ting er sikker – lobbyisterne og reklamebranchen vinder hvert valg!

[Tak til forskerne Hix, Marsh, Vivyan og Burson-Marsteller.]

De bedste valgtests til EU-valget

Bumsen har afprøvet en quiz hos Berlingske, den internationale valgtest EU Profiler samt de mere traditionelle tests hos Altinget, DR og Politiken. (Politiske kommentarer med småt).

• Berlingskes 10 spørgsmål: hvor meget ved du om EU?

Et godt sted at begynde. Det er ikke en holdningstest, men en politisk neutral quiz. Spørgsmålene er ikke specielt svære, men handler om de helt grundlæggende EU-fakta.

Spidskandidaterne har prøvet testen, og kun Morten Messerschmidt havde ti rigtige. De andre kunne svare på mellem syv og ni spørgsmål. Benjamin Dickow fra Liberal Alliance fik to rigtige og markerer sig dermed som valgets glade amatør. Da jeg var til vælgermøde i landstingssalen på Christiansborg for to uger siden snakkede Dickow meget lidt om EU, men en masse om liberalisme, og nu forstår jeg hvorfor. Jens Rohde og Bendt Bendtsen valgte den mest usle løsning. De pjækkede fra testen; Jens Rohde med den begrundelse at testen var useriøs! Rohde og Bendtsens partier har ellers en umættelig trang til at teste de små poders kundskaber i folkeskolen…

Borgerlig bums havde ni rigtige. Jeg svarede desværre forkert på noget så simpelt som EU’s indbyggertal. Selv om jeg undersøgte tallet så sent som for tre uger siden, da jeg skulle bruge det til at udregne hvor meget EU’s landbrugspolitik på 410 milliarder kroner årligt koster hver indbygger.

• EU Profiler

Denne kvalitetstest anbefales. Gennem 30 spørgsmål får man sin placering på det EU-politiske landkort. Både på en højre-venstre-skala og på en skala pro/contra EU-integration. Partiernes placering er også markeret, så man kan se hvem man ligner mest.

Svarer man på blot to ekstra, lande-specifikke spørgsmål, så kan man se sin placering i ethvert af de andre EU-landes politiske landskab, altså en sammenligning med de nationale partier i 27 lande. Det afslører bl.a. at den EU-kritiske fløj mangler totalt i mange andre lande. I Danmark er vi derimod ret velforsynet med partier og bevægelser der dækker hele spektret. Der er altså ingen undskyldning for ikke at finde nogen at være enig med.

Testen bekræfter en af mine kæpheste: det vigtigste tema er ikke højre/venstre, men hvorvidt man vil overføre mere eller mindre magt til EU. Det reelle valg står mellem Dansk Folkeparti, Folkebevægelsen og Junibevægelsen på den ene side – og alle de EU-glade partier på den anden side.

På EU Profiler findes jeg helt nede i bunden (ved plus-tegnet). Altså hinsides Folkebevægelsen! Hvis man savner de konservative, så har de gemt sig under Lib. All.

—

• Politikens valgtest

15 hurtige spørgsmål i klart sprog. Emnerne er relevante. Testen er meget overskuelig.

Da DF’s mærkesager er lidt overrepræsenteret i testen, giver den en let slagside til fordel for DF. Det har Politikens journalister nok ikke gjort med vilje.

Politikens test placerede alle EU-modstandere i top, Liberal Alliance som cremen i midten, derefter de to lettere EU-kritiske konservative Jan Køpke Christensen og Karsten Skawbo, og alle ja-partiers kandidater i bunden. Klart adskilte blokke, fuldstændig som forventet.

Andet testforsøg med let justerede svar

Enkelte spørgsmål hos Politiken kunne godt have været mere nuanceret, f.eks.: “EUs landbrugsstøtte bør afvikles“. Udsagnet er overflødigt, da alle danske partier siger at de vil afvikle landbrugsstøtten. - Nogle arbejder imidlertid for sagen, mens andre ikke gør. Regeringen har haft otte år til at føre emnet frem, og EU har i fem år haft en dansk Venstre-landbrugskommissær. Men man kan jo snakke meget om den rigtige “måde” at afslutte noget, hvorved sagen forhales uendeligt. Storindustriens bedste ven, det gamle konservative EU-parlamentsmedlem Chr. Rovsing, har så sent som i 2008 stemt for mere støtte til tobaksbønderne. Det er et klassisk eksempel på EU’s svindelagtige landbrugs- og handelspolitik, der både er meningsløs og trykker ulandene ned i fattigdom. Halvdelen af EU-tobakken er af så elendig kvalitet, at den kun kan eksporteres til fattige lande, hvilket sker med et klækkeligt EU-tilskud, så ulandenes egen tobaksproduktion slås i stykker.  Vi har ikke tobaksavl i Danmark, men to kandidater til valget modtager andre former for landbrugsstøtte: svinebaron Bent Claudi Lassen (V) og hofjægermester, godsejer Christian baron Wedell-Neergaard (C).

• Altinget: Kend din kandidat

De 18 spørgsmål er rimelig hæderlige, men emnerne omfatter pluk fra stort, småt og ligegyldigt. Fælles EU-valgretsalder på 16 år? EU-vejledninger om hvorvidt arbejdsgivere må læse de ansattes profiler på Facebook?

Faktisk er alle emnerne hentet fra den aktuelle EU-politiske dagsorden, hvilket meget godt viser den underlige blanding som EU-parlamentet beskæftiger sig med. Der er både de store sværvægtertemaer som er er kernen i EU, der er udhuling af den nationale suverænitet forklædt som borgerrettigheder, og der er parlamentarisk selvpromovering og fis. Sådan er EU-parlamentet på godt og ondt. Det eneste man kan være sikker på er at det dybt frustrerede parlament ønsker at bestemme mere og mere.

Altingets spørgsmål afspejler hvad en EU-parlamentariker kan forvente at skulle tage stilling til. Nogle af spørgsmålene er tvetydige, da de dækker over tilsyneladende lækre politiske tiltag, men man glemmer at fokusere på det egentlige spørgsmål: skal det pågældende område lægges ind under EU’s kompetence eller ej? Altingets test bygger på en præmis om at føderalismen er fuldt gennemført, og EU-parlamentets magt er ubegrænset. Den eneste undtagelse er det sidste spørgsmål (skal Danmark melde sig ud af EU).

Jeg kan godt lide formuleringen om hvorvidt Tyrkiet skal være “fyldbyrdet medlem” af EU. Som om det var en forbrydelse.

Husk at klikke på kandidaternes personlige bemærkninger, da det ofte er mere interessant end selve svaret.

Altingets test understreger igen pointen: den ægte skillelinje går mellem mere union og mindre union. Ikke mellem højre og venstre. (Jørgen Grøn er et atypisk SF-medlem: privat ansat ingeniør, nordjyde og EU-modstander).

Jeg har prøvet testen flere gange med små justeringer. Det er også lykkedes at få min favorit Ditte Staun, Søren Søndergaard og andre af Folkebevægelsens folk i top. Til min store glæde havnede Margrete Auken helt i bund første gang jeg prøvede testen.

Både Folkebevægelsen og Dansk Folkeparti kan være gode valg. Man må vælge ud fra troværdighed og personlig smag. Men tænk på tre ting:

1. Mogens Camres og Søren Søndergaards arbejdsmåder/indsats i parlamentet har været meget forskellige. Så siger jeg vel ikke for meget.
2. Folkebevægelsen er den folkelige, tværpolitiske EU-modstand, og hvis den forsvinder er det et stort tab.
3. Dansk Folkeparti har lagt tunge bånd på deres egen EU-politiske handlefrihed, da de brænder efter at komme i regering. Hvad hvis DF får to medlemmer af EU-parlamentet og Folkebevægelsen ingen – samtidig med at DF kommer med i en dansk regering? Så vil dansk EU-kritik og EU-modstand være afmonteret. Måske bliver Messerschmidt hentet hjem som dansk europaminister?

Jeg har skrevet til Altinget og brokket mig over at testen kun viser de tre kandidater man er mest/mindst enig med, men de mener ikke folk skal have lov til at se et større udvalg, da det ville virke forvirrende:

“Vi vælger ikke at sætte flere navne i resultat-boksen fordi vi oplever, at nogle gang kommer enigheden ned under 60 pct. ved flere visninger. Og det er så langt nede, at man kan diskutere om man så er enig. Altså hvis man nærmer sig kun at være enig om halvdelen af spørgsmålene (50 pct), er man så enig eller uenig. Derfor vedbliver vi ved vores tre søgeresultater på enig og tre på uenig.” [Mail fra Altinget]

• DR’s valgtest og kandidatbase

Man svarer på 20 udsagn om “Europavalget”, som DR kalder det. Man kan derefter se de ti kandidater man er mest enig og de fem man er mindst enig med.

DR-testen er således grundigere end Altinget og Politiken, men overskuelighed og kvalitet er ringe. Testen er ikke neutralt formuleret, da ordlyden er diskret manipulerende. Eksempler:

“I fremtidens globale konkurrencesituation vil Danmark klare sig bedre alene end i EU.” - Den korrekte formulering er naturligvis ikke alene, men “uden for EU”. Og hvorfor skal man tage stilling til en spådom? Klar tale ville være: “Danmark bør melde sig helt ud af EU” – enig eller uenig?

“Nye EU-traktater skal altid sendes til folkeafstemning.” – Ordet altid er overflødigt og forkludrer sætningens mening.

“EU er en trussel mod den danske velfærdsmodel.” - Dette udsagn dækker ikke over en holdning, men en analyse. Hvad skulle man svare hvis man var modstander af den danske velfærdsmodel?

“Fremtidens kamp for et bedre klima kan bedst ske gennem et samarbejde mellem EU-landene.” - Fremtidens kamp for et bedre klima… her er det ønskede svar givet på forhånd.

“Tyrkiet skal optages i EU, hvis landet lever op til EU’s krav om bl.a. menneskerettigheder.” - Hvis og hvis. Man bør hellere spørge ligesom Politikens enkle udsagn: Tyrkiet bør optages i EU-samarbejdet? Hvis man ønsker flere detaljer, kan man evt. dele emnet op i tre reelle, politiske spørgsmål: Skal tyrkisk medlemskab være et mål? Bør der føres optagelsesforhandlinger p.t.? Hvilke krav skal der stilles til Tyrkiet?

“EU bør generelt have større indflydelse på danske forhold.” – Tilsyneladende et bredt, principielt spørgsmål. Men “indflydelse” er et blødt og uforpligtende begreb. EU, folketinget og andre organer har ikke “indflydelse”, men magt. Har man overført suverænitet, så har man ikke åbnet for indflydelse, men flyttet magten fra et organ til et andet.

DR’s valgside har også forsøgt sig med en lille præsentationsartikel om hver enkelt parti. Det er tydeligt at man har været særdeles flinke mod især Venstre, hvor man uhæmmet snakker partiet efter munden. Man ser konfetti og heppekor for sig. Også det “konstruktive modspil” i Junibevægelsen får en loyal, men dog mere dæmpet omtale.

Man skriver derimod direkte usandt om Folkebevægelsen at den er “en bevægelse der i lighed med JuniBevægelsen samler stemmer op fra venstrefløjens unions- og EU-modstandere“. (Hvad er forskellen på en unions- og EU-modstander?) Det tværpolitiske grundlag – 9 af 20 kandidater er mere eller mindre borgerlige – er ikke nævnt med et ord. Ifølge DR vil Folkebevægelsen skrue tiden tilbage til 1972: “Folkebevægelsen mod EU mener, at Danmark i stedet for EU skal vende tilbage til et nordisk samarbejde i stil med det, Danmark var en del af, før landet 1. januar 1973 blev medlem af EF – nu EU. Dengang var Danmark med i handelssammenslutningen EFTA…” Men Danmark er også i dag medlem af det nordiske samarbejde, om end lidt halvhjertet, og det nordiske var ikke mere udbygget før 1973. Folkebevægelsen har aldrig påstået at det nordiske alene var et alternativ til EU, derimod har man fremlagt en samlet, realistisk vision der bygger på Norden, FN, EFTA, OSCE, Europarådet m.v. Ligesom Svejts, Norge og Island.

Øvrigt

• Zielers politiskkorrekthedstest
• 180 Grader havde en valgtest med borgerligt fokus før  folketingsvalget 2007. 180 Grader har en særdeles EU-kritisk linje, så jeg håber de også vil lancere en valgtest om EU. Resultatet kunne være spændende.
• Folketingets EU-oplysning har en test om EU-valget. Den er latterlig let, måske fordi de tror de gør folk mere positive hvis det lykkes at få ti rigtige. F.eks. skal man svare på om Danmark vælger 5, 13 eller 47 parlamentarikere. Sproget i testen er dog alligevel tungt og kedeligt. Et godt eksempel på at offentlige myndigheder skal lade være med at lege journalister, da private medier er meget bedre til den slags.

Flot men plat plakat fra DSU (Danmarks Stangstive Ungdom)

(link til fuldt format, DSU)

DSU anerkender nu den danske kulturarv og kræver: giv os Morten Korch tilbage. Er det slut med at beskylde andre partier for Morten Korch-sympatier?

Plakaten er grafisk pæn og veludformet. Tillykke med det. Men æstetik bør handle om mere end pang-farver, for eksempel om humor.

Bendt Bendtsen er“krybskytten der helst vil pensioneres”. Her rammer man plet. Der er kun en nuance til forskel fra virkeligheden. Bendtsen er nemlig ikke krybskytte, men opbevarer blot sit gevær ulovligt og går gratis på jagt. Han sagde ved sin opstilling til EU-valget at han glæder sig til at få mere tid til jagt, golf og familien.

Morten Messerschmidt er afbildet som nazist i lange ridestøvler, “den højreorienterede galning”. Det er for billigt. DSU bruger et udslidt trick.

Jens Rohde er “storkapitalens lakaj” i studepranger-vest. Her skyder DSU langt hen over det lavtgående missil. Rohde har personlighed og mod. Men har han nogen sinde leveret politiske resultater til gavn for storkapitalen eller for noget som helst andet?

De konservatives afgående parlamentariker Chr. Rovsing har levet bedre op til rollen som storindustriens bedste ven i EU-parlamentet, da han altid har stemt for dårligere miljøstandarder, ja til genmodificering, længere transporttider for slagtedyr osv. Skillelinjen i dansk EU-politik har ofte gået mellem Chr. Rovsing og alle de andre.

Dan Jørgensen er udnævnt til “finanskrisens overmand”. Den var god. Den glade fynske gut er i sine debatter mere beskidt i munden, end man ville tillade i en gammel dansk film, men særlig vittig er han ikke. Hans taktik er altid et flabet og barnligt angreb på modparten. Her passer han glimrende sammen med Jens Rohde.

Retro-udtryk som “storkapitalens lakaj” og de røde kommunistiske EU-flag viser en ikke ringe selvironi. Men måske mere end DSU selv er klar over.

DSU har mange grunde til at drømme sig tilbage til Hans Hedtofts tid.

DSU synker mod bunden

De unge socialdemokrater i DSU er nede på 1.942 medlemmer. De er sakket  langt bagud i forhold til det moderigtige SFU, som er oppe på 3.162. (Tal fra 2008 – forskellen er sikkert vokset siden da).

De knap to tusind medlemmer udløste kun kr. 2.517.378 i tipsmidler fra Dansk Ungdoms Fællesråd. Alligevel er DSU i kraft af sin forbindelse til arbejderbevægelsen en af de mere velhavende organisationer. Som man skriver på hjemmesiden: “DSU har en lang række medarbejdere” – og jeg talte da tretten ansatte bare på den side.

Man bruger traditionelt nogle af de mange, gode penge til at udforme en sjov filmplakat i hver valgkamp. Med vekslende resultat.

Morten Messerschmidt kan trods alt drikke med schwung, og uden at ødelægge noget, men det kan DSU’erne ikke.

Tømmermændene fra det puritanske stunt efter Jeppe Kofod-sagen har måske fået medlemmerne til at sive væk? Er festerne blvet mindre vilde, siden dengang man hærgede Esbjerg Højskole for en kvart million kroner?

Stangstive DSU’ere smadrede højskole (Nyhedsavisen 27.3.2008)

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) har i årevis været kendt for sine abefester til de legendariske påskemøder for op mod 200 DSU-medlemmer ned til 13 år. … I 1990 smadrede en større flok stærkt berusede unge socialdemokrater inventar på Esbjerg Højskole for en kvart million kroner. …
- De gik grassat i fuldskab og ødelagde døre og inventar for, hvad der dengang kostede en kvart million kroner. Jeg ville simpelthen ikke finde mig i det, fordi de lånte højskolen gratis. Jeg forlangte, at DSU simpelthen ikke viste sig på højskolen igen, siger Bendt Drewsen, der var forstander på højskolen.

- Det værste var næsten, at DSU s ledelse aldrig betalte for alt det, de havde ødelagt i fuldskab. Det måtte vi afskrive på skolens budget, siger han.

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom … havde nuværende næstformand for Socialdemokraterne Henrik Sass Larsen som en central figur.

Begge husker i dag episoden, da Nyhedsavisen konfronterer dem med sagen. Henrik Sass Larsen kalder sagen underholdende. …Efter nogle år i landflygtighed på Roskilde Højskole fik de unge socialdemokrater lov til at vende tilbage til Esbjerg Højskole til ungdomsorganisationens årlige ugelange påskemøde.

Her fjerner man den dag i dag alt udstyr, der kan ødelægges, når 200 DSU er invaderer højskolen, fortæller en elev på skolen.

- Vi fik besked på at fjerne alt, der havde værdi, fordi socialdemokraterne nu kom. Og så kunne man ikke være sikker på, at det ville overleve, siger eleven, der fortæller, hvordan fulde 13-14 årige lå og brækkede sig af druk på gangene så sent som i 2005.

- Jeg så unge på 13-14 år ligge sanseløst berusede på gangene, fordi de havde fået serveret for meget alkohol. Mens de unge socialdemokrater i dagtimerne spillede hellige. …

—

Tidligere artikler om DSU her på bloggen (om Jeppe Kofod-panikken, marts 2008):

• Socialdemokrat plagierede partikammerat som plagierede pressen
• Storvasken ruller – DSU åbnede Pandoras æske
• DSU’s regler om sex og druk (bonus: pikante detaljer og Sodoma) - hvor man bl.a. kan se DSU’s interne plakater med 19 regler om sex og alkohol.

Meningsmåling: De fleste VK-vælgere er tilfredse med DF

Et flertal af de konservative vælgere og et stort flertal af Venstre-vælgerne ønsker uændret eller mere indflydelse til Dansk Folkeparti. Generelt set bakker halvdelen af de danske vælgere op om Dansk Folkepartis indflydelse på dansk politik.

Det viser en meningsmåling foretaget af Megafon for Politiken og TV2.

Politiken og Ritzau (og dermed mange dagblade) har bragt nyheden, men fordrejet budskabet til det stik modsatte. Det hænger dog ikke logisk sammen med resultaterne. Bemærk overskriften:

VK-vælgere vil mindske DFs magt (Politiken)

En stor andel af Venstres og de konservatives vælgere så gerne, at Dansk Folkeparti fik mindre indflydelse i fremtiden.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bør arbejde for, at Dansk Folkeparti får mindre indflydelse i fremtiden. 

Det mener en stor andel af Venstres og de konservatives vælgere. 

Næsten halvdelen af de konservative vælgere så gerne, at støttepartiets indflydelse blev mindre under den nye statsminister, mens 22 procent af Venstres vælgere foretrækker mindre magt til Dansk Folkeparti. Det viser en meningsmåling, som Megafon har foretaget for Politiken og TV 2.

Det er især, når politikken handler om EU, udlændinge og skat, at VK-vælgerne gerne så en mindre indflydelse fra støttepartiet.

Næsten halvdelen af de konservative vælgere vil mindske Dansk Folkepartis indflydelse, når det gælder EU- og udlændingepolitikken, mens 37 procent ønsker mindre indgriben fra støttepartiet, når der skal tages beslutninger om den fremtidige skatte- og udlændingepolitik. … 

[Borgerlig bums:  Øh - har man spurgt to gange om udlændingepolitik med forskelligt resultat?]

Men også vælgerne i Lars Løkke Rasmussens eget parti er skeptiske. 

29 procent ønsker mindre indflydelse på EU-politikken, mens henholdsvis 22 og 18 procent gerne så mindre indflydelse til Dansk Folkeparti på udlændinge- og skattepolitikken. …

Generelt set ønsker halvdelen af vælgerne at mindske Dansk Folkepartis indflydelse på dansk politik. 

 

Artiklen bringer ikke de eksakte tal, men man kan udlede at halvdelen af vælgerne er tilfredse eller ligeglade. Holdningen til DF er overraskende positiv.

Det er næsten helt skræmmende – her går man selv og forsøger at være en kritisk tilhænger af VKO, og så er det slet ikke nødvendigt at dukke sig.

En interessant oplysning, som gemmer sig i ovenstående, er at 71 % af Venstre-vælgerne og godt halvdelen af de konservative er rimelig tilfredse med den EU-skeptiske indflydelse fra DF. Her er noget at tænke over før EU-valget. Mere overraskende er det at så mange er tilfredse med DF’s manglende vilje til skattelettelser. Men det er også muligt at folk har misforstået spørgsmålet. Eller at spørgemodus på disse punkter har været sådan at man ikke kan bruge resultatet til noget.

Også de borgerlige på Christiansborg er tilfredse, selv om de er forsøgt fremstillet som utilfredse via en snedig opbygning af artiklen:

“Fra vores stole på Christiansborg er vi ikke irriteret over samarbejdet med Dansk Folkeparti. Hvis ikke Dansk Folkeparti havde støttet skattereformen, så er det slet ikke sikkert, vi var nået så langt, som vi gjorde. …” siger de konservatives politiske ordfører, Henriette Kjær. 

(Personlig har jeg dog oplevet et arrangement i KU, hvor Henriette Kjær brugte det meste af tiden på at rakke ned på Venstre, dernæst DF, en lille smule kritik af de Radikale og endnu mindre af Socialdemokratiet).

Men når vi ikke kan [få 90 mandater], så synes jeg, vi er nået langt i vores samarbejde med Dansk Folkeparti«, siger politisk ordfører i Venstre, Peter Christensen, og understreger, at det ikke er et mål for regeringen at mindske Dansk Folkepartis indflydelse. … “Når jeg har lyttet til debatten, så hører jeg en meget fasttømret rød blok, som selv de radikale har meldt sig helt ind i. Derfor tror jeg, at det bliver meget vanskeligt at få mere bredt samarbejde”.

Henrik Sass Larsen fra Socialdemokratiet afleverer en længere svada i artiklen:

»Jeg tror, der er aflagt en hemmelig ed mellem Lars Løkke Rasmussen og Pia Kjærsgaard om, at alle store fremtidige aftaler udelukkende skal laves sammen med Dansk Folkeparti. … Jeg tror, der er en stigende irritation og væmmelse over, hvordan Dansk Folkeparti opfører sig. De tager en magtbrynje på og buser frem på en måde, som man normalt ikke ser i dansk politik. Det tror jeg, at mange anstændige, borgerlige vælgere ikke kan med.”

“Næsten halvdelen”
Vi har i nogle år set en uheldig tendens til at enormt mange “nyheder” konstrueres af pressen selv. Jeg har hørt en anslåelse af at en tredjedel af nyhederne på den ene eller anden måde bygger på en meningsmåling.

 

Det nye er imidlertid at medierne ikke engang fortolker deres selviscenesatte undersøgelser rigtigt, men fordrejer konklusionen fuldstændig skamløst til det ønskede budskab, uden smålig skelen til målingens resultat.

Hele artiklen er syltet grundigt ind i en vinkling, som må siges at være direkte løgn, intet mindre.

I forgårs hed det: Hver tredje dansker: Jeg er socialist  (68 % var ikke, og 32 % var socialist).

Næsten halvdelen stemte ja til euroen, næsten halvdelen stemte ja til Maastricht, næsten halvdelen foretrak John McCain som præsident. Sådan kunne man blive ved. Det var faktisk dybt udemokratisk at flertallet fik så meget indflydelse. Godt vi har Ritzau og Politiken til at justere sandheden.

Den er imidlertid nem at gennemskue.

Må jeg minde om denne leder, som Tøger Seidenfaden skrev på valgdagen 2007, da Socialdemokraterne gik to mandater tilbage og endnu engang tabte valget:

Helle Thorning-Schmidt står som en af valgkampens største vindere – uanset at Anders Fogh stadig er kneben favorit til statsministerposten, og uanset at Socialdemokraterne ikke står til nogen entydig fremgang …

Prognose for de næste seks år

Diskussionsoplæg i krystalkuglens tegn. Nørder er velkomne til at tage del i snakken.

Den nuværende valgperiode løber til november 2011. Jeg gætter på at et eventuelt valg falder i 2010. Måske samtidig med en euro-afstemning.   

Hvordan det går med euroen er svært at sige, men lad os forestille os et S-SF-R-flertal ved valget. Den borgerlige regering er kørt træt, har mistet sit ideologiske blod og har haft for mange dårlige sager. Ligesom Obama blev valgt på grund af Bush, så vil Helle og Villy blive valgt på grund af Fogh. Tiden er for stemninger, og stemningen er Hope for change, Yes we can og Our moment is now.

Der kommer altså en S-SF-R-regering, muligvis kun med to af partierne og det tredje som støtteparti, men det er underordnet.

På den borgerlige side står V og K til tilbagegang, mens DF fortsat går svagt frem. Småpartierne Ø, Liberal Alliance og Borgerligt Centrum bliver udrenset.

Så meget siger meningsmålingerne. Men hvad sker der med partiernes roller, deres “adfærdsdynamik”? Jeg ser følgende scenario:

1. Magtskifte til venstrefløjen, som tegnes af Villy og Helle med de radikale som en lille påhængsvogn.
2. Færre partier, mindre grumset folketing.
3. Styrkemæssigt: V og K svækkes, oppositionen tegnes i højere grad af DF.
4. Ideologisk: Venstre dropper igen den socialliberale linje og vender tilbage til rødderne, rollen som borgerligt velfærdsparti overlades til DF.
5. Radikale svækkes i styrke og bindes politisk til venstrefløjen, midten af dansk politik tegnes i højere grad af DF.
6. En folkeafstemning vil varme debatten om euro og EU-forbehold op, og DF kan profitere på det – som eneste EU-skeptiske parti bortset fra Ø.

Venstre vil tegne den økonomisk borgerlige del af oppositionen – den stemme der altid siger “penge fosser ud af statskassen” og alt hvad vælgerne allerede har hørt før. I en tid med stagnerende økonomi vil dette traditionelle borgerlige budskab ikke være populært. Dog vil den fremvoksende generation også gøre Venstre mere værdiliberalt, hvilket imidlertid ikke er en fordel, da nogle vælgere så skifter til DF.

Venstre går ind i en krise og et rivegilde om formandskabet. Det er vel efterhånden klart for de fleste at Lars Løkke aldrig bliver formand, men man forsømmer i øjeblikket at finde en ny kronprins. Dermed udskyder man den uundgåelige konflikt, til skade for partiet fremover.

Til gengæld vil de små liberale afsplitningspartier blive overflødige, fordi Venstre vender tilbage til sine “liberale” rødder. Liberal Alliance og Borgerligt Centrum lider en hurtig død, hvis de ikke allerede har gjort det før valget, og de få hundrede medlemmer kan finde sig til rette i Venstre.

De konservatives rolle er svær at spå om, men i det mindste har partiet en ny leder der kan holde i mange år. De konservative vil nok prøve at lancere sig som et borgerligt midter-oppositionsparti, men næppe med meget held. Med mindre de kan føre sig frem på f.eks. bolig- og bilejernes privilegier, som et nyt CD. Det vil de kunne gøre, når venstrefløjsregeringen indfører roadpricing, bompenge osv., som vil oprøre det traditionelle FDM-segment. Men muligvis laver man et bredt forlig også med Venstre, og hvis de konservative som eneste parti står udenfor et forlig om “grøn trafik”, vil partiet fremstå som miljøfjendsk, altså mister man vælgere til gengæld for dem man får.

DF vil derimod tegne en mere social variant, som er langt mere spiselig for midtervælgerne. DF spiller allerede i dag rollen som vagthund for indvandrings- og værdipolitikken, og den rolle vil de naturligvis bevare. DF kommer altså i en nøglerolle i oppositionen – den bedst tænkelige position for et oppositionsparti. DF vil sandsynligvis også samarbejde med S-SF-R-regeringen på de punkter hvor det kan lade sig gøre. DF vil dermed kunne præsentere sig som et både kritisk og konstruktivt parti.

Er der faktorer som alligevel kan svække DF? Ja, hvis Pia K. går af, og der kommer et formandsopgør. Men jeg tvivler på voldsomheden. Et formandsvalg kunne godt gå hen og blive så stille og roligt at de blodtørstige journalister bliver skuffede. Der er ikke fløje og personfnidder i DF ligesom i Socialdemokratiet.

DF vil i stigende grad blive moderat og accepteret. Før eller siden vil vi se indvandrere som DF-politikere. En anden faktor som kunne svække DF, er derfor hvis der opstår et nationalkonservativt-liberalt parti ude på højrefløjen (i stil med Fremskridtspartiet) eller et tværpolitisk, hardcore anti-indvandringsparti (i stil med SIAD). Sådan et parti vil dog have svært ved at gøre sig gældende.  Som oppositionsparti vil DF ikke stå med ansvaret for en for “blød” indvandringspolitik, og dermed er der ikke basis for et oprør mod DF fra højre. Der er heller ikke megen basis for et nyt protestparti, da islam- og indvandringskritik i stigende grad spiller en rolle i alle partier, bortset fra Ø og R, hvor debatten også vil bryde ud før eller siden. Og endelig ville et sådan nyt anti-indvandringsparti overtage rollen som “rabiat” fra DF, hvorved DF bliver endnu mere spiseligt for de moderate vælgere, og pressens kritiske fokus på DF vil formindskes. Altså lige så meget fordel som ulempe for DF.

De radikales rolle som midterparti vil for alvor være slut, når de dels går tilbage til 3-4 %, og dels knytter sig fast i en venstrefløjsregering.

Det kildne politiske område bliver fortsat det som jeg blandt venner kalder “emnet”. Områder som indvandring, lov og orden, integration vil hurtigt blive et stort problem for S-SF-R-regeringen. Af to grunde:

• Dels fordi partierne slet ikke er enige. De radikale holder fast i en verdensfjern halalhippie-politik, men en mindre del af partiet vil blive skeptisk mod muslimer, og der vil derfor opstå nye splittelser i de radikale. Også internt i S og SF vil der komme store uenigheder om hvilken “hård/blød” kurs man skal føre.

• Dels fordi partierne ikke har gode bud på løsninger. Se blot på integrationspolitikken i de socialdemokratisk styrede kommuner København og Århus.

Etnisk uro, faldende integration og mere kriminalitet altså vil blive et stigende problem og altomfattende emne i medierne og i hverdagen, og regeringen vil være splittet og rådvild. Jeg siger ikke at vi får borgerkrig, men mindre kan jo være slemt nok.

DF – i sin politisk styrkede position som oppositions- og midterparti – vil derfor storme frem ved det næstfølgende folketingsvalg, som kommer senest i 2015, men sandsynligvis længe før, idet S-SF-R-regeringen ikke vil kunne holde sammen så længe.

Ligesom den nuværende regering i nogen grad har fået kritik for møg som er lavet under den forrige regering, så vil en kommende rød regering få kritik for dårlig service, skoler, politi osv. som er en følge af VKO’s strukturreform.

Sundhedspolitikken er for alle partiers vedkommende præget af total mangel på visioner; kostbare mega-sygehuse synes at være det eneste bud på en løsning, så en rød regering vil ikke ændre sundhedspolitikkens dødskurs. Dårlig sundhed er altid regeringens skyld, det mener pressen og vælgerne i hvert fald, og det vil de også mene efter et regeringsskifte.

Sammenfatning

Vi får en S-SF-R-regering ved næste valg, som holder i 2-3 år, men derefter stormer DF frem og kommer i en nøglerolle. Om der så kommer en V-K-DF-regering eller en DF-S-regering, det må tiden vise.

Læg skat på sukker

Læg en afgift på sukker på 50-100 kroner pr. kg. Intet andet enkelttiltag vil have en større og mere dramatisk effekt på folkesundheden. 

Familie- og forbrugerministeren lancerede sidste år en “genstandsgrænse” for børns forbrug af sodavand. SF svarede igen med at kræve en afgiftsforhøjelse på 5 kr. pr. kg slik. Sidstnævnte er næsten lige så latterligt som det første, for 5 kroner pr. kg er alt for lidt. Og hvorfor skulle det ramme  slik, men ikke andre sukkerprodukter?

Sukker er vanedannende og meget sundhedsskadeligt, i hvert fald hvis det indtages i større mængder. Derfor kan en skat på sukker retfærdiggøres lige så meget som afgifter på alkohol og tobak. Sukkerskatten ville ramme sukkergrisene, så de satte deres forbrug kraftigt ned, men den ville ikke ramme folk med et fornuftigt forhold til sukker. Tænk dig f.eks. en ikke så sund børnefamilie med et dagligt sukkerforbrug på 500 g. Når sukkerskatten er indført vil de kunne spare 600-1200 kroner om måneden hvis de sætter deres forbrug ned til 100 g dagligt. Oveni vil de få det meget bedre.

Sukkerafgiften vil være nem at administrere, da den pålægges selve råvaren, ikke færdigprodukterne (med mindre de importeres færdige). Man kan sammenligne med de svært gennemskuelige afgifter på læskedrikke og chokolade.

Nuværende afgifter er bimmelim  

Punktafgiftsvejledningen fra Skat er underholdende læsning, der leder tanken hen på gamle danske film à la Olsenbanden og Den forsvundne fuldmægtig.

Skattepligtig kiks

Vidste du f.eks. at der er afgift på flødeboller, men ikke på kager? Der er afgift på små romkugler, men ikke på store. Der er afgift på kiks med chokoladeovertræk og fire lag, men ikke på chokoladekiks med to lag. Kandiseret frugt er afgiftsbelagt, undtagen citrusfrugt.

Afgiften på chokolade er 14,20 kr. pr. kg, og den gælder også for kakaopulver, dog ikke hvis det indeholder mindre end 30 % kakao. En producent kan altså spare penge ved at hælde mere sukker i, mens man må betale fuld afgift af mere lødige produkter med over 30 % kakao.

Skattefri kiks

Sukkerfri tyggegummi er afgiftsbelagt som slik, også den type som sælges med henblik på tandhygiejnen. Der er også fuld afgift på lakridsrod, som ellers er sundt.

Samme gælder mandler (21,30 kr. pr kg), hasselnødder (14,20 kr. pr. kg), men de fleste nødder i skal er skattefri. Kokosmel pålægges 4,25 kr. pr kg.

Der er 6,25 kr. afgift pr. kg te, selv om te anses for at være sundt. Danmark har et årligt forbrug på 1260 tons te, en skatteindtægt på kun 8 mio. kroner. Hver borger betaler 1,45 kr. i te-skat om året. Hvad mon det koster i administration at opretholde den slags pjat?

Mineralvand beskattes med 91 øre pr. liter, men små producenter der har fremstillet sodavand siden 1. januar 1984 kan få et nedslag på 9 øre pr. liter. Der er ikke afgift på danskvand uden citrus, men der er er afgift på danskvand med citrus. Afgiften på spiseis er 3,40 kr. pr. liter, og man skal også registreres hvis man fremstiller isen selv i restaurant, hotel eller kantine.

Konfektureafgiften stammer fra 1922 og mineralvandsafgiften fra 194o. Dengang handlede det ikke om sundhed, men om at skrabe penge ind til den altid sultne statskasse. Ligesom med afgifterne på grammofonplader, parfume og biler drejede det sig importvarer, da man samtidig ønskede at gavne betalingsbalancen.

Tiden er moden til at totalsanere dette bureaukratiske afgiftskompleks. Afsnittet om læskedrikke fylder 3700 ord, og om sukker- og chokoladevarer 8800 ord. (Se punktafgiftsvejledningen her).

En simpel afgift på sukker vil være en stor forenkling.

Sukkerskatten og markedet

Sukker er en billig og ernæringsmæssig værdiløs råvare. Den bruges næsten altid til at erstatte mere lødige og sunde ingredienser. En højere pris på sukker vil altså tilskynde producenterne til at vende tilbage til bedre råvarer.

En 2 liters cola (11 % sukker) vil koste 11-22 kroner ekstra. En discountcola vil altså komme til at koste det samme som en Coca-Cola eller Pepsi på nuværende tidspunkt. Det ville sandsynligvis betyde at 1 liters-flasker igen blev standard for sodavand. Der ville blive en klar prisforskel på sodavand og kildevand. Det ville også betyde at mærkevarecolaerne måtte sænke deres horrible avancer, så de er mere konkurrencedygtige. Og endelig er her en skat som de multinationale fødevareproducenter ikke kan omgå via kreativ bogføring.

Som alternativ ville der komme fut i udviklingen af alternative sødestoffer, så man får indført nogle midler som med garanti ikke er sundhedsskadelige og desuden smager godt (f.eks. stevia). Jeg tror dog aldrig man kommer til at konsumere sødestoffer i lige så høj grad som sukker, da sødestofferne ikke har den vanedannende effekt. Folk vil ganske enkelt vænne sig til at alting ikke skal være hvinende sødt.

Da sukker ofte ledsager fedt (i kager osv.) vil fedtforbruget også falde. Mange undersøgelser tyder på at indtagelse af fedt og sukker i kombination virker særlig fedende og vanedannende.

Ulødig alkohol bliver dyrere

Den mest usunde del af alkoholforbruget vil på helt naturlig vis blive hæmmet af sukkerskatten. De søde sukkerdrikke med alkohol glider alt for nemt ned, hvilket teenagere kan tale med om. Incitamentet til at drikke alkopops vil blive langt mindre, når de bliver 3-5 kr. dyrere pr. flaske. Indholdet af sukker er ofte større end i sodavand. Denne underlødige form for sprut i saftevand vil altså blive hårdt ramt. De yngste vil drikke lidt mindre eller vente et par år med deres drikkedebut, indtil de er gamle nok til at have smag for øl og vin.

Den såkaldte “cider” som skamløst markedsføres af bl.a. Carlsberg er i virkeligheden en saftdrik med tilsat sukker, alkohol og kulsyre. Denne fuskdrik vil blive dyrere pga. sukkerskatten. I stedet kan man begynde at sælge ægte cider, som er gæret på ren æblemost og derfor ikke belastet af sukkerskatten.

Men hvad med den danske sukkerroeavl? Dansk sukkerroeproduktion er egentlig ved at være passé, da man kan dyrke roer meget billigere andre steder. Produktionen holder sig kun oppe på nogle solide EU-tilskud. Den slags er økonomisk usundt og skal finde sit naturlige leje igen, så arealerne og arbejdspladserne kan bruges på noget bedre. Man må indstille sig på at dyrke andre og mere rentable afgrøder, men jeg gætter på at en vis nicheproduktion af roesukker vil fortsætte.

Branchen må satse på kvalitet og nyskabelse

Fødevareindustrien vil nok komme med et større ramaskrig end landbruget, da dansk fødevareproduktion i høj grad er indrettet på at producere store mængder mad af lav kvalitet. Men så må de bare omstille sig til noget andet end citronmåner, sodavand og slik. Den slags mad er alligevel på vej ud.

Med sukkerskat kommer 250 g slik til at koste 12-25 kroner ekstra. Det er da noget der kan mærkes. Især for familier med børn, og det er meningen. Man vil snart gå over til 100 grams-poser som standard. Man vil vende tilbage til de vaner man havde for årtier siden, hvor man konsumerede slik sjældnere og i mindre portioner end i dag.

Industriens lyst til at blande sukker i alt muligt vil blive bremset. Det er f.eks. blevet almindeligt at putte sukker i rugbrød. Det har vist sig at det giver pote at sigte efter forbrugernes søde tand. Det giver tilvænning. Så når en producent søder rugbrødet er konkurrenterne nødt til at følge trop. Hvis producenterne kan spare 1 krone i produktionsomkostninger for 500 g rugbrød ved at udelade sukker, er det noget der kan mærkes i deres udgifter til råvarer. Og derfor vil de holde op med at tilsætte sukker. Jeg så dog allerhelst et regelsæt for tilladte ingredienser i traditionelle madvarer. Noget i stil med det tyske reinheitsgebot, reglen om at øl kun må laves af malt, gær og humle.

Løftede pegefingre kan undværes

Kommunerne er begyndt at lave restriktioner for skolemad.  Både BUPL og Socialdemokratiet er på bane. Børn med Nutella-madder i madpakken risikerer at få et brev med hjem. 

Sukkerskatten vil gøre den slags moralske indgreb overflødige, da problemet løser sig selv. Man kan spare de formynderiske kampagner der ikke tjener til andet end at give folk skyldfølelse.

Lad mig lige vende den konservative ministers “genstandsgrænse” for sodavand igen. Den slags regler vil nok blive iagttaget til børnefødselsdage i Gentofte og Hørsholm, men ikke i samfundets nederste lag. Jeg forstår ikke logikken i argumentet: “Det er forældrenes eget ansvar, derfor skal vi ikke lave regler, men påvirke borgerne med kampagner”.

Jeg forstår heller ikke at staten laver ernæringskampagner når man samtidig kan købe junkmad alt for billigt. Blandt andet pga. statens tilskud til masseproduceret sukker, svinekød og mælkeprodukter.

Bliver sukkersmugling et problem? Det vil nok forekomme meget sporadisk. Det er ikke så ligetil at gemme 1 ton sukker i en personbil, og hvem skulle købe det? Privatpersoner har ikke et stort forbrug af stødt melis. Den allerstørste del af vort sukkerforbrug er fra færdigkøbte læskedrikke, kager, slik, snask, kræs, guf, gnask og knas.

En sukkerskat rammer rammer især billige, fabriksfremstillede søde sager. En konditorkage eller en fin dessert vil ikke blive belastet i samme grad, fordi sukkeret udgør en forholdsmæssig mindre del af kagens pris. Folk vil sandsynligvis give afkald på baljefulde blandet slik og en halv meter lange roulader, men til gengæld værdsætte søde sager af høj kvalitet. Når råvaren stiger i pris bliver den brugt med omtanke. Der vil stadig blive råd til at bage julesmåkager og lave en kande hyldeblomstdrik ude i de små hjem.

Kort sagt er sukker ikke en basisfødevare, men et nydelsesmiddel. Prisen skal være derefter. Løsningen er ikke forbud, ikke løftede pegefingre, men blot en nemt administrerbar skat. Kombineres den med en momslettelse på andre varer, kan skattestoppet overholdes.

Skattebyrden behøver ikke stige, selv om de bredeste skuldre bærer det tungeste læs.

Politiken kræver ramadan-fri, K er forarget

Jammer og klynk i Politiken:   

Muslimer har svært ved at fejre eid

De danske muslimer fejrer i disse dage højtiden eid, men det kan godt være svært, når man har et arbejde at passe.

Det er dog ikke muslimerne som sådan der jamrer, men danske journalister – som så ofte før.

Politiken har strikket en klar politisk kampagneartikel sammen, der munder ud i at vi skal afskaffe Kristi Himmelfartsdag til fordel for en officiel, muslimsk helligdag.

Først er der en praktisk hindring som Politiken har overset. Eid er en bevægelig helligdag og kan ikke puttes ind i kalenderen på forhånd. En somali-dansk blogger skriver:

Sagen er, at ingen rent faktisk ved, hvornår det er Eid med 100 procent sikkerhed. Man ender altid med at gætte indtil det allersidste sekund. Grunden til det er noget med månens position og andre ting, der skal være på plads. 

Bl.a. Unicef nævnes af Politiken som eksempel på en arbejdsplads med multikulti-tolerance over for diverse religiøse højtider.  Unicef er imidlertid langtfra en normal arbejdsplads, men en international myndighed, hvor man ikke betaler dansk skat, ifølge min viden.

En anden meget ubehagelig ting ved artiklen er at den uden videre deler os op i “kristne danskere” og muslimske danskere. Det bliver mere og mere almindeligt med den sprogbrug.

I dag må man planlægge en fridag fra arbejdet. De interviewede muslimer siger faktisk at man godt kan klare sig på denne måde. Politiken har også fundet en muslimsk førtidspensionist som jo ikke har brug for nogen statslig helligdag.

(Indvandrere på førtidspension er der en del af, og igen skyldes deres tragiske skæbne først og fremmest idiotiske danske politikere og sagsbehandlere, der har kasseret dem fra arbejdsmarkedet og gjort dem til andenrangsborgere, fordi det var så synd for dem! Men det er en anden historie).

De eneste som ikke kan planlægge sig til en fridag er skoleeleverne.

Her er jeg faktisk ret pragmatisk. Hvorfor ikke give dem fri, hvis det vel at mærke begrænses til én dag om året.  Det er jo realiteten at de pjækker den dag. Det er dog noget som må besluttes lokalt, og dagen bør erstattes med at tage en dag fra ferierne eller en lørdag.

Vi holder ekstrem lang ferie i Danmark, både privat ansatte og i skolerne, så hvorfor ikke være lidt fleksibel.  Der er masser af feriedage at tage af.

De konservative mener derimod:

K raser over skolepjæk ved ramadan

De konservative langer ud efter muslimske familier, der holder deres børn hjemme på grund af den religiøse højtid ramadanen. Det sker, efter at flere folkeskoler melder om udbredt pjæk blandt muslimske elever her ved afslutningen af ramadanen i denne uge. 

»Samfundet må sige fra, når forældre pådutter deres børn religiøse skikke, som kan skade deres skolegang og integration«, siger Henriette Kjær. …

Gad vide om DF ikke ville få med grovfilen hvis de sagde det samme?

De konservative har fundet et emne, der typisk irriterer deres højborgerlige idealer, nemlig skolepjæk.

Selv har jeg gået på to udmærkede, landlige, jyske folkeskoler, hvor det var acceptabelt at man kunne få fri hvis man skulle hjælpe til i høsten, med fiskeriet eller hvis man skulle på en rejse med forældrene.

Lærerne var altid lidt mugne over det, da de syntes deres middelklasse-undervisning var vigtigere end det virkelige liv uden for skolen. I sidste ende følte de sig vel såret over at man valgte skolen fra til fordel for andre aktiviteter. Men man fandt en løsning.

Der var både fiskerbørn fra kysten, bondebørn fra indlandet og funktionærbørn fra byerne, så der var brug for en del gensidig tolerance mellem disse meget forskellige kulturer. Vi var dog i sidste ende alle etniske thyboer og danskere, så vi havde et fælles grundlag at stå på. I dag, kun 20 år senere, er det anderledes.

For min skyld kan muslimske børn godt få lov til at holde eid-fri – besluttet lokalt og gerne med en lokal erstatningsskoledag.

En betingelse er dog at man gør klart at det sker af praktiske grunde og ikke som tilpasning til islams religiøse krav. Hvis religiøse ledere blander sig, skal der ikke være nogen fridag!

En national helligdag ser jeg absolut ingen grund til at indføre.

Det er ganske vist rigtigt at der er alt for mange kristne helligdage om foråret, og det kunne være smart at flytte nogle af dem til perioden juli-november, som slet ikke har helligdage. Mest oplagt er Store Bededag, som er uden enhver kirkelig betydning. Man kan også bare droppe den. Så får vi en arbejdsdag mere, og det kan vi godt tåle i dette land med fem ugers lovbestemt ferie.

Men at kæde de to ting sammen – afskaffe en kristen helligdag til fordel for en muslimsk – ville være højst uheldigt.

Jeg kan leve med at Danmark er et kristent land, men det ville være mere end dobbelt så slemt at vi også skulle til at være et officielt islamisk land.

Det offentlige som tag selv-bord

(Politiken)

Den ældre Schlüter var heller ikke altid fin i kanten (solgte villa inkl. rotter, men det var trods alt kun en privatperson der blev snydt).  

Peter Schlüters greb i kagekassen er i den lille skala. Der er langt større dispositioner som aldrig kommer i offentlighedens lys. Farum-sagen løb jo i årevis før der gik hul på bylden. Hvad kan man gøre ved det? Mere kontrol med offentlige midler og hårdere straf for dem der tager selv. En politiker eller embedsmand skal ikke slippe mildere end en socialbedrager der henter sig et par ekstra tusind kroner. De der sløser med kontrollen skal også straffes eller sanktioneres, ligesom de ville blive i en privat virksomhed.

Straf virker ikke altid forebyggende – men her gør det, for det er jo kold beregning som ligger bag velhavende menneskers økonomiske bedrag.

(Redigeret 15.8.2008 )

Efterskrift (15.8.2008): Mit indlæg herover skal ikke ses som et personangreb, men en anledning til at tage et emne op. Nemlig politikeres svindel eller frynsegoder og den generelle mangel på kontrol med offentlige udgifter. Jeg kunne også nævne mange politikeres uhæmmede brug af taxa og mobiltelefoni, Ritts designerkontorer, Bondams bil og sminke (som han selv skal have lov at svare på her).

Jeg mener således ikke at 136.000 kroner er i samme klasse som Farum-sagen, men ønskede at belyse fænomenet. Ved nærmere gennemlæsning af Politiken/Ritzaus artikel hævdes det rent faktisk ikke at Peter Schlüter har forsøgt at svindle. De kommer alene med antydninger.

Man bør derfor læse Peter Schlüters kommentar herunder om sagen set fra hans side.

De folkevalgte gør oftest et stort arbejde, men udsættes for både rimelig og urimelig kritik. Grænsen mellem smålighed og borgernes oprigtige bekymring for de offentlige udgifter kan være svær at finde – men vi må prøve, og der må være en åben debat. Derfor bliver indlægget stående.

Jeg beklager at jeg blandede Peter Schüters personlighed og hans far ind i sagen, hvilket ikke var helt fair.