Staten lukker munden på vanskelig borger

Fra sn.dk (Frederiksborg Amts Avis):

Retssag tog 22 år

Det danske retsvæsen har brugt urimelig lang tid på at afslutte en stævningssag, som den tidligere Vejby-borger Birthe Lundquist rejste mod det private vandværk Studebjerg i 1985. Sagen blev først afgjort i 2006 – 22 år og 72 dage efter, at den blev rejst.

Den lange procestid er nu årsagen til, at Birthe Lundquist får tilkendt en økonomisk erstatning på 12.000 Euro. Det er en del af et forlig, som nu er blevet stadfæstet af menneskeretsdomstolen i Strassburg.

I forliget forpligter Birthe Lundquist sig til ikke at komme med flere klager over de gener, hun har haft ved at retsvæsenet var så længe om at afgøre sagen. …

Meget besynderligt – og væmmeligt at den danske stat giver en borger mundkurv på.

Men samtidig er det en stor indrømmelse fra statens side.

Hvis det på nogen måde var borgerens egen skyld at sagen havde varet i 22 år, så ville staten aldrig have givet sig en tomme.

Det kræver udholdenhed og en dygtig advokat at komme så langt – og så bliver man spist af med sølle 12.ooo  euro.

For staten er det ingenting.

For Birgit Lundquist, der efterhånden er 74 år, har det måske været bedre end at trække sagen endnu mere i langdrag, og så har hun stillet sig tilfreds med det latterligt lave beløb. Eller måske har advokaten foretrukket et forlig inklusive betaling af de sikkert betragtelige sagsomkostninger frem for en afgørelse i retten, der jo altid er usikker.

Det er under alle omstændigheder dybt forkasteligt at staten uddeler hold mund-klausuler.

Selve erstatningssagen mod vandværket blev afgjort ret tvivlsomt af landsretten i 2000 og højesteret i 2006 (klik og læs DR’s omtale fra dengang).

Slesvig-holstensk valgresultat åbent for retsopgør

Her på bloggen i fredags skrev jeg: Valgkaos truer igen i Slesvig-Holsten.

Og det ser nu ud til at det værst tænkelige scenario – set fra folkestyrets synsvinkel – er blevet virkelighed.

Pressen er kun lige begyndt at opdage det. F.eks. det gode blad Spiegel, der er helt på niveau med Borgerlig bums:

Entscheidung durch Überhangmandate

Det afhænger af overskuds- og udligningsmandater, om de sort-gule [CDU og FDP] vil danne regering. Reglerne er komplicerede og juridisk omstridte. …

Kort fortalt: en meget vigtig regel i delstatens valglov er uklar. Den kan udlægges på to måder.

Flertallet vipper – alt efter fortolkning af valgjura

Den ene fortolkning vil give de borgerlige partier CDU og FDP flertal i landdagen, selv om de fik færre stemmer end den kommende opposition.

Den anden fortolkning følger vælgernes stemmeafgivning og vil derfor give flest mandater til SPD, De Grønne, Die Linke og SSV. I så fald kan CDU og FDP kun danne regering hvis de allierer sig med et af midterpartierne.

CDU og FDP fik tilsammen kun 46,4 pct. af stemmerne, mens landdagens øvrige partier kunne mønstre 48,1 pct.

Landdagen er normalt på 69 medlemmer, hvoraf de 40 er kredsmandater og de 29 tillægsmandater (Ausgleichsmandate).

Ved valget i går blev CDU største parti og vandt 34 kredse. SPD måtte nøjes med 6 kredse.

Derfor bliver landdagen udvidet med et antal ekstra medlemmer. Det samlede resultat skal nemlig være forholdsmæssigt afbalanceret, sådan at landdagen afspejler vælgernes stemmer.

Der er imidlertid et loft over antallet af tillægsmandater. Ifølge valgloven må antallet af  ”ekstra mandater” højst svare til det dobbelte af de overskydende kredsmandater.

Men valgloven forklarer ikke begrebet ekstra mandater (weitere Mandate).

Fortolkning  A – borgerligt flertal

Ifølge den ene fortolkning er “ekstra mandater” ensbetydende med alle mandater som går ud over landdagens oprindelige 69 mandater. Da CDU fik 11 overskydende kredsmandater må landdagen højst udvides med det dobbelte – i alt 22 ekstra medlemmer.

(Ifølge min opfattelse, som wahlrecht.de også deler, vil landdagen dermed få 91 mandater. 47 til den borgerlige fløj mod 44 til den anden fløj.

Valgnævnets formand har en lidt anden fortolkning, der imidlertid giver samme resultat: borgerligt flertal.

Vi vil derfor holde os til hendes officielle resultat, så vi ikke gør forvirringen total. Hermed er vores opfattelse ude af billedet. Men valgloven indeholder altså ikke blot én uklarhed, men også en under-uklarhed, hvilket en en interessant krølle på historien.)

Valgnævnets formand (die Landeswahlleiterin) når frem til en landdag med 95 medlemmer. Med et borgerligt flertal på 49 mod 46:

CDU 34, FDP 15, SPD 25, Grønne 12, Linke 5, SSV 4.

Altså et pænt flertal for CDU og FDP. Fordi der ikke er tillægsmandater nok til at udligne de kredsmandater som CDU fik “for meget”.

Fortolkning B – de borgerlige mangler et mandat i at få flertal

Den anden fortolkning vil føre til en landdag der er sammensat korrekt i forhold til vælgernes stemmer, fordi der er langt flere tillægsmandater til rådighed.

Ifølge denne opfattelse skal de “ekstra mandater” kun forstås som de ekstra tillægsmandater. I så fald vil landdagen blive udvidet med de 11 overskydende kredsmandater til CDU – samt indtil det dobbelte i ekstra tillægsmandater, dvs. indtil 22. Det er dog kun nødvendigt med 21 ekstra tillægsmandater for at gøre sammensætningen forholdsmæssigt korrekt.

Landdagen vil ende på 101 mandater: 50 til CDU og FDP mod 51 til de øvrige partier.

Dermed kan de to borgerlige partier ikke regere alene, men må finde sammen med et af midterpartierne.

Vejen til godkendelse af valget

Valgleder Manuela Söller-Winkler er lige nu den mest magtfulde kvinde i Slesvig-Holsten - indtil valgnævnet træder sammen. (Foto: NDR)

Valgnævnets formand har som nævnt godkendt de beregninger som er sendt ud til pressen som vorläufiges amtliches Endergebnis.

Der er dog flere trin før valget er godkendt.

• Valgnævnet skal behandle valget. Her sidder én repræsentant for hvert parti samt formanden, som er embedsmand.
• Landdagen godkender valget endeligt – og følger formentlig valgnævnets indstilling.
• Afgørelsen kan indbringes for delstatens forfatningsdomstol. Den kan alle partier og vælgere klage til, og det plejer de at gøre.

De små partier kan danne et flertal i valgnævnet hvis de vil. Der kan dermed omgøre formandens holdning (fortolkning A) og gennemtvinge en mere forholdsmæssig opgørelse af valget – fortolkning B.

Kun CDU vil få en utvetydig fordel af af holde fast i valglederens udlægning, som giver dem ekstra mandater.

FDP kan få ét ekstra mandat ved at gå imod valglederen, men de vil på den anden side miste flertallet sammen med CDU.

SPD har altid støttet den fedtede fordeling af tillægsmandater – valglederens udlægning. Men hvis de ændrer mening nu, kan de få tre ekstra mandater og desuden fjerne det borgerlige flertal.

De Grønne vil få ét ekstra mandat og kan blive tungen på vægtskålen i den nye landdag hvis valglederens opfattelse nedstemmes. Partiet har hele tiden gået ind for en mere retfærdig fordeling af tillægsmandaterne. Men de har endnu ikke gjort deres stilling i valgnævnet klar.

Die Linke toner klart flag. Hvis valgnævnet og landdagen godkender de skæve, overskydende mandater til CDU, vil partiet gå til forfatningsdomstolen.

SSV vil – hvis valglederens holdning omgøres – blive bragt i en nøglerolle ligesom De Grønne. SSV har også været kritisk mod den tvetydige tekst i valgloven. Men overraskende har SSV i aften udtalt at de ikke vil gå imod valglederens afgørelse – såfremt de andre partier lover at ville ændre valgloven før næste valg.

Valgnævnets afgørelse står derfor i øjeblikket helt åben.

Der kan tegne sig et flertal imod formandens afgørelse med 5 stemmer mod 2 – bestående af SPD, FDP, Grønne, Linke og SSV mod CDU og formanden.

Eller nævnet kan godkende det foreløbige reultat med et flertal, der næppe bliver større end 4 mod 3: formanden, CDU, SSV og FDP mod SPD, Grønne og Linke.

Wahlrecht.de forudser at SSV eventuelt vil undlade at stemme, hvorved afstemningen vil blive uafgjort 3-3, og formanden vil dermed afgøre sagen.

(SSV mener at et så kontroversielt spørgsmål ikke bør afgøres af valgnævnet eller en domstol. Spørgsmålet er så hvordan SSV vil kunne forsvare hvis de undlader at stemme i den vigtige sag – og lader de andre afgøre den… Måske ønsker SSV bare at undgå at lægge sig ud med CDU, med henblik på et kommende samarbejde. SSV burde ligesom de andre små partier insistere på at få tvivlen bragt ud af verden via forfatningsdomstolen. For vælgerne har jo netop ikke givet flertal til CDU+FDP ).

Domstol var uenig med sig selv

Den kommunale valglov i Slesvig-Holsten har samme fortolkningsproblem. Teksten i den pågældende paragraf er næsten enslydende med landdagsvalgloven.

Det har ført til at kommunerne har forskellig praksis når de opgør et valg.

Der har været indbragt sager for forvaltningsdomstolen, som i 2005 afgjorde en sag i henhold til fortolkning B. Men i 2008 havde domstolen ændret mening, og en anden sag blev afgjort efter fortolkning A. Dommen blev stadfæstet af overforvaltningsdomtolen.

Valgnævnets formand henholdt sig da også til sidstnævnte fortolkning, altså den restriktive fordeling af tillægsmandater, da sagen var oppe at vende i landdagens udvalg den 3. juni i år.

Da havde De Grønne nemlig fremlagt et lovforslag, som skulle fjerne tvivlen i landdagsvalgloven. Det blev støttet af FDP, mens de to store partier var imod.

Forvaltningsdommen gælder imidlertid kun for kommunale valg. Det er den slesvig-holstenske forfatningsdomstol som behandler sager om landdagsvalg.

Selv om reglerne har næsten samme ordlyd i den kommunale valglov og landddagsvalgloven, kan delstatsforfatningen spille ind på en eventuel retssag.

Der står nemlig i forfatningens § 10 at landdagsvalget skal ske på en måde som “forbinder personvalg med forholdstalsvalgets grundprincipper” – og at der skal tildeles udjævningsmandater i tilfælde af overskydende kredsmandater.

Denne formulering lægger op til en debat i højeste juridiske omdrejningstal.

Forbundsdomstolen har pålagt forbundsdagen at ændre nogle mindre, utilsigtede virkninger af den nuværende forbundsdagsvalglov.

Derfor er det svært at forstå hvis Slesvig-Holsten får lov til at gå igennem med den officielle opgørelse af landdagsvalget i går.

For det officielle resultat strider jo med selve grundprincippet i forholdstalsvalg: at et flertal af vælgerne skal svare til et flertal i parlamentet.

Det bryder også med et andet vigtigt forfatningsprincip. Tyske regeringer skal have et positivt parlamentarisk flertal, som igen forudsættes at bygge på et flertal i befolkningen.

Forældet valgsystem

Der er naturligvis en forklaring på at det kunne komme så vidt.

Tysklands partisystem har forandret sig. Men de to store partier har nægtet at ændre valgreglerne, fordi de ønsker at holde fast i deres privilegier.

Valgsystemet  er skabt til en tid, da Tyskland havde to store partier. CDU og SPD var næsten altdominerende, og det lille liberale FDP kunne kun lige klemme sig ind mellem fløjene med ca. 5 % af stemmerne.

Dengang fik de to store partier hver godt over 40 % af stemmerne. Det gav derfor god mening at lade de fleste folkevalgte vælge i enkeltmandskredse, kun suppleret af et antal tillægsmandater.

Senere kom De Grønne til, men systemet byggede stadig på to mastodont-partier. I dag er Die Linke også rykket ind i forbundsdagen, som nu har fem partier.

I Slesvig-Holsten har man desuden det danske parti SSV. Delstaten har dermed et sekspartisystem.

For få år siden indskrænkede man landdagen fra 75 til 69 medlemmer, men hele 40 af disse vælges i enkeltmandskredse. Selv om der kan gives et antal ekstra tillægsmandater er der ikke nok til at sikre en retfærdig fordeling.

(Der findes et lignende system ved valg til forbundsdagen, men den er sammensat af 299 enkeltmandskredse og mindst 299 tillægsmandater. Dermed er der større spillerum til at udjævne resultatet, som dog ikke er helt perfekt).

De to store partier svækket

Denne gang fik begge de store partier et katastrofevalg i Slesvig-Holsten. Formentlig fordi vælgerne var trætte af den “store koalition” mellem CDU og SPD.

CDU blev det største parti med 31,5 % af stemmerne. Der var et stykke vej ned til SPD, som fik 25,4 %.

På trods af tilbagegangen kunne CDU derfor erobre langt de fleste valgkredse – fordi partiet er større end konkurrenterne.

Udgangen blev derfor at CDU med under en tredjedel af stemmerne kunne score 85 % af kredsmandaterne.

I en sådan situation er det nødvendigt at have et stort antal tillægsmandater til rådighed, sådan at landdagen alligevel kan komme til at afspejle vælgernes stemmer.

Men valgloven sætter et loft over antallet af tillægsmandater. Og desuden er det uklart hvor højt dette loft er.

De to store partier har nægtet at ændre loven, fordi de selv plejer at få fordele af systemet. Dog kan begge parter i sagens natur ikke vinde hvert valg. Denne gang blev det tilfældigvis CDU der rendte med gevinsten. Spørgsmålet er nu om SPD vil ændre mening og ønske en lovændring.

En lovændring vil først gælde fra næste valg, men det nuværende valg skal gennem en godkendelse i valgnævnet. Og her er fortolkningen af den nugældende paragraf helt åben.

Derefter følger der med stor sandsynlighed et opgør i delstatens forfatningsdomstol.

Rechtsstreit um Schwarz-Gelbe Mehrheit droht, wahlrecht.de

Der schwierige Weg zur Sitzverteilung, shz.de - Beregningen af mandater efter landdagsvalget i Slesvig-Holsten er blevet til et kompliceret pillearbejde for valgledelsen …

SSW will Wahlrecht in Schleswig-Holstein ändern, WE – Et valg som afgøres ved det grønne bord – af valgnævnet eller af forfatningsdomstolen? Det kan man ikke, mener Anke Spoorendonk – derfor vil SSV ændre valgloven.

29. sep.: Streit um Mehrheit ohne Mehrheit, SHZ - Eine schwarz-gelbe Koalition ohne Mehrheit der Stimmen im Wahlvolk – ist das in Ordnung? Gut möglich, dass der Wahlausgang vom Sonntag das Landesverfassungsgericht beschäftigen wird.

Zu viele Abgeordete: Platzproblem im Landeshaus, SHZ

Valgkaos truer igen i Slesvig-Holsten

Det sidste landdagsvalg i Slesvig-Holsten i 2005 førte til stor ballade. Ingen af de to fløje fik flertal. Det danske mindretals parti SSV blev tungen på vægtskålen. Det kunne nogle af de mere reaktionære politikere hos FDP og CDU ikke tåle, og fra hele Tyskland kom der protester mod disse danskere, der ville blande sig i tysk politik...

Den socialdemokratiske betonlady, Heide Simonis, var ministerpræsident 1993-2005

Da man endelig havde forhandlet aftalen mellem SPD, De Grønne og SSV på plads, ventede der en skandale.

Man vælger ministerpræsidenten ved hemmelig afstemning. Et ukendt landdagsmedlem stemte blankt. Formentlig en person fra ministerpræsident Heide Simonis’ eget parti, SPD.

Heide Simonis forsøgte med en, to, tre og fire afstemningsrunder, før hun kastede håndklædet i ringen og opgav sin koalition.

Rygtet siger at den ukendte blanke stemme kom fra finansminister Ralf Stegner. Dels fordi han havde personlige udeståender med Heide Simonis, og dels fordi han var det eneste SPD-medlem som ville kunne opnå noget ved manøvren.

Ralf Stegner (SPD), "der rote Rambo"

Efter endnu en måneds forhandling kunne man præsentere enkoalition mellem SPD og CDU.

En sådan “stor koalition” er den mest kedelige og magtfuldkomne løsning, som var og er dømt til at give politisk stilstand og politikerlede.

Heide Simonis trak sig helt ud af landdagen, og Ralf Stegner blev frontfigur i partiet, nu som indenrigsminister.

Information har et portræt af Stegner her: Den røde Rambo nægter at give sig.

Stegner gik af som minister i 2008, og det er bl.a. modsætninger mellem ham og den godmodige ministerpræsident Peter Harry Carstensen (CDU), som nu bevirker et valg i utide.

Ministerpræsident Carstensen (CDU)

(Carstensen er friser fra Nordstrand i Vadehavet. Det er svært at stå for hans videopræsentation af Slesvig-Holsten på plattysk).

Der er også en anden vanskelig person med i spillet, FDP-lederen Wolfgang Kubicki, som flere gange har demonstreret et kulsort syn på de danske mindretalspolitikere i SSV.

Måske skal man tage det med et gran salt, for tonen er hård i tysk politik.

Ny valgkrise i horisonten

Landdagsvalget afholdes samtidig med det tyske forbundsdagsvalg på søndag.

Der kan imidlertid komme problemer, som langt vil overstige skærmydslerne fra 2005. Denne gang er der nemlig tvivl om selve mandatfordelingen.

De fleste af de 69 mandater vælges i 40 enkeltmandsvalgkredse. Her vælges den kandidat der har flest stemmer. Det er samme system som i de fleste engelsktalende lande og i Danmark før 1920.

For at sikre et forholdsmæssigt resultat vælges der dog også mindst 29 tillægsmandater. Antallet ligger ikke fast, så landdagen kan sagtens have mange flere medlemmer end de 69.

Hvis et parti f.eks. vinder 80 % af valgkredsene, selv om det kun får 40 % af stemmerne, så får partiet flere mandater, end det burde have. Det udlignes med tillægsmandaterne.

Tvivlen går ud på hvor mange tillægsmandater der egentlig er til rådighed.

Systemet er skabt til en tid, da Tyskland nærmest havde et topartisystem bestående af CDU og SPD. Men i dag har man fem partier på landsplan, suppleret med et sjette parti i Slesvig-Holsten, det danske SSV.

Efter en tid med en “stor koalition” bestående af CDU og SPD vil der typisk ske det at vælgerne siver ud til oppositionspartierne på begge fløje. Det liberale FDP og De Grønne står til stor fremgang, og venstrefløjspartiet Die Linke vil for første gang komme ind i landdagen (se meningsmålinger).

En nylig meningsmåling siger at CDU vil ende med 33 %, mens SPD må nøjes med 24 %. Helt usædvanligt vil flere af de andre partier få over 10 % af stemmerne.

Det betyder at CDU sandsynligvis vinder de fleste valgkredse, men venstrefløjen kan alligevel vinde de fleste stemmer.

Forvirringen bliver ikke bedre af at nøjagtig samme regel findes i den kommunale valglov. Det har ført til at hver kommune tolker den forskelligt – en helt uholdbar situation.

Forvaltningsdomstolen afsagde først en kendelse i én retning i 2005, men har senere ændret mening i en ny afgørelse fra 2009, som støtter den rene forholdsmæssige fordeling. Forvaltningsdomstolen har imidlertid ingen kompetence over landdagsvalgene.

Formanden for valgnævnet – die Landeswahlleiterin - har ikke samme opfattelse som forvaltningsdomstolen.

Hun bestemmer på valgaftenen, men valget skal godkendes af hele valgnævnet. Så det kan tænkes at mandatfordelingen omgøres når nævnet træder sammen.

Flertallet i valgnævnet udgøres nemlig af oppositionspartierne De Grønne, FDP, SSW og Die Linke, som vil få mandatmæssig gavn af at følge forvaltningsdomstolens linje.

På den anden side vil FDP eventuelt få gavn af at følge de store partiers holdning, hvis valgresultatet medfører et CDU-FDP-flertal. Så må FDP acceptere et par mandater mindre, men til gengæld kan de komme i regering.

Uklar jura

Man kan selv prøve at hitte rede i landdagsvalglovens § 3, stk. 5:

“Er antallet af de i valgkredsene for et parti valgte kandidater større end dets forholdsmæssige mandatandel, så beholder det de derudovergående mandater (overskudsmandater). I dette tilfælde skal der på de i henhold til stk. 2, sætning 2 og 3 endnu ikke i betragtning tagne næstfølgende højeste tal fordeles så mange yderligere mandater og besættes i henhold til stk. 3, indtil det sidste overskudsmandat er dækket ind af den forholdsmæssige mandatandel. Antallet af de yderligere mandater må derved imidlertid ikke overstige det dobbelte af af overskudsmandaternes antal. Er det i henhold til sætningerne 1 og 3 forhøjede samlede mandatantal et lige tal, så tildeles der et ekstra mandat til det endnu ikke i betragtning tagne næstfølgende højeste tal.”

Det giver mere mening at læse følgende artikel med en nærmere forklaring – og udregninger baseret på de seneste meningmålinger. Her kan man også prøve kræfter med paragraffens originale tyske tekst:

Umstrittene Ausgleichsmandate können Schleswig-Holstein-Wahl entscheiden, wahlrecht.de

Valgloven stammer fra 1991, og problemet har været velkendt. Men da tvivlen gavner de store partier, har der ikke været flertal for at ændre noget. Ved landdagsvalgene i 1992 og 2000 fik SPD et godt valg og mange flere kredsmandater end de burde have. Men tilfældigvis gav fordelingen af tillægsmandater samme resultat, uanset hvilken af de to fortolkninger man brugte, så der var ikke noget at komme efter.

Denne gang kan det blive helt anderledes, da de store partier ligger langt under 40 % af stemmerne.

Et fuldendt kaos er muligt.

Tradition for skandaler

Hvis man må drille vor sydlige nabo lidt, så har delstaten altid været præget af politikere med alt for stor personlighed, politisk skidtkastning og skandaler. Jeg vil blot nævne Uwe Barschel (CDU) og senere Björn Engholm (SPD).

Uwe Jens Lornsen lavede rav i den, og det er stadig ikke lykkedes at få styr på Slesvig-Holsten

Den tysksindede danske embedsmand Uwe Jens Lornsen søsatte i 1830 selve ideen om Slesvigholsten – i stedet for Slesvig og Holsten. Han foreslog en fiks og færdig forfatning i skriftet Über das Verfassungswerk in Schleswigholstein. Han var (og er) en stor figur for tysksindede, demokratiske slesvig-holstenere (men mindre elsket af danskerne).

Under alle omstændigheder er det synd at delstatens politikere ikke magter at fuldende forfatningsværket via en klar og utvetydig valglov, 179 år senere.

EU bestikker fattige med gratis mad

EU uddeler gratis fødevarer til fattige – og nu forventes de at kvittere med EU-positive holdninger. Det skriver man helt åbenlyst i en betænkning fra EU-kommissionen og EU-Parlamentet.

Samtidig er der sat en ny PR-mølle i gang, nemlig en selvsmagende betænkning om “aktiv dialog med borgerne”.

Køb af de fattiges hengivenhed til gengæld for milde gaver er i så grov modstrid med dansk tradition, at selv den meget EU-positive avis Politiken nævner sagen: Gratis mad skal lokke fattige til at støtte EU.

Træk vejret. Det første dokument hedder:

Betænkning om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1290/2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik og forordning (EF) nr. 1234/2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen), for så vidt angår uddeling af fødevarer til de socialt dårligst stillede personer i Fællesskabet (KOM(2008)0563 – C6-0353/2008 – 2008/0183(CNS))

Det fremgår at ordningen har eksisteret i 22 år uden at få den ønskede effekt på de lavere klassers holdninger. De fattige er fortsat de mest “euroskeptiske” (et klart negativt begreb nede på de kanter – det er kun i Danmark og Storbritannien ordet kan opfattes positivt).

Kun ét dansk medlem, Niels Busk (V), har deltaget i udvalget. Hvad han har stemt – og hans begrundelse – kunne jeg godt tænke mig at kende til.

Nogle pluk fra betænkningen:

»Bortset fra de fordele, der er forbundet med uddelingen af fødevarer, såsom begrænsning af fattigdommen blandt Unionens dårligst stillede borgere, ændrer uddelingen endvidere deres forhold til og holdning over for Den Europæiske Union og den fælles landbrugspolitik«

»Derfor vil ethvert forsøg på at opgive programmet eller begrænse dets finansielle ressourcer kunne resultere i en mere negativ holdning blandt befolkningen og dermed øge antallet af euroskeptikere«. 

Det andet papir, som blev vedtaget for nylig, hedder Betænkning om aktiv dialog med borgerne om EU(2008/2224(INI)).

Her rustes der op til propagandakrig for at styrke EU’s popularitet.

Afsnittet “Den offentlige mening” beretter:

“1. Europa-Parlamentet …  minder om, at undersøgelser viser, at jo dårligere uddannet og mindre velhavende borgere i Unionen er, jo mere sandsynligt er det, at de modsætter sig yderligere europæisk integration, hvilket viser, at den europæiske tanke på trods af alle tidligere anstrengelser hovedsagelig når ud til det veluddannede og velhavende segment i det europæiske samfund; betragter aktiv dialog mellem EU og dets borgere som afgørende for en virkeliggørelse af EU-projektets principper og værdigrundlag, men erkender, at kommunikationen indtil videre ikke har været særlig vellykket;”

Måske er det selve projektet som ikke har været vellykket, thi borgerne har fået positiv kommunikation op til begge ører.

Parlamentet og kommissionen skamroser hinanden for deres “gode idéer”, samtidig med at man har den frækhed at nedgøre de irske vælgere for deres nej til Lissabon-traktaten:

“2. Europa-Parlamentet …   beklager, at den succes, som er opnået i forbindelse med at øge de europæiske borgeres vidensniveau og interesse i europæiske emner, på trods af Kommissionens indsats og gode idéer har været meget begrænset, hvilket beklageligvis fremgik af den irske folkeafstemning;”

Disse uvidende kartoffelspisere. Men EU-politikerne har en plan:

“3. Europa-Parlamentet …   understreger, at det er specielt vigtigt, at der etableres samhørighedsskabende kommunikationsforbindelser med målrettet indhold både mellem EU og regioner med særlige karakteristika og mellem EU og særlige samfundsgrupper;”

Samhørighedsskabende kommunikationsforbindelser med målrettet indhold betyder “propaganda”. Bemærk at man målrettet vil gå efter særlige regioner – måske de lande hvor de nationale forfatninger foreskriver folkeafstemninger, de EU-kritiske lande i almindelighed, eller blot de regioner der modtager mest EU-bistand? Og særlige samfundsgrupper – de fattige og sultne?

“4.  Europa-Parlamentet …  bemærker, at et stort flertal af de europæiske borgere ifølge nyere undersøgelser går ind for … [opremsning af gode EU-tiltag]; henleder opmærksomheden på, at det derfor også er vigtigt at rette blikket mod, hvad der kommunikeres gennem handlinger, og sammenligne, hvorledes dette afviger fra det budskab, EU ønsker at udsende til borgerne;”

EU har fået øje på at handlingerne ikke stemmer overens med de gode intentioner. Hatten af for denne erkendelse. Men så skal man jo ændre det man gør, ikke det man siger.

“5.   Europa-Parlamentet …   gør opmærksom på, at et flertal af de kvindelige vælgere har stemt “nej” ved de seneste folkeafstemninger om EU: 56 % i Frankrig …, 63 % i Nederlandene … og 56 % i Irland …; mener, at det negative resultat af afstemningerne bl.a. skyldes de europæiske institutioners begrænsede engagement i de politikker, der direkte berører kvinderne, og som ligger til grund for den fortsatte mangel på lige muligheder mellem mænd og kvinder, såsom politikkerne til forening af arbejds- og familieliv og støtte til plejekrævende personer;”

Dette afsnit er et vildskud som tyder på dyb desparation. Rent faktisk var der uhyre lidt forskel på mænd og kvinders stemmer ved folkeafstemningerne i de tre lande. De totale nej-stemmer (begge køn) udgjorde 55 % i Frankrig, 62 % i Nederlandene og 53 % i Irland.

Ovenfor (i punkt 2) påstår EU-parlamentarikerne at “nej” ved folkeafstemningen i Irland skyldtes vælgernes manglende viden. Men i punkt 5 hævdes det derimod at det skyldes EU’s manglende politik på visse områder. Løsning: flere EU-regler på mange flere områder.

Jeg tror ikke EU’s forsøg på at købe kvindernes stemmer vil falde heldigt ud. Hvis man skulle forsøge at indføre et virksomt EU-regelkompleks på så omfattende områder som “forening af arbejds- og familieliv og støtte til plejekrævende personer” - så ville det samtidig være så centralistisk og detaljeregulerende at det ville få den stik modsatte effekt.

Men nu er vi altså advaret om at EU vil forsøge sig på dette område også, ikke for at gøre os en tjeneste, men for at markedsføre unionen. Blandt de mest EU-skeptiske lande er samtidig nogle af dem der har den bedst fungerende velfærdsstat, og det er ikke ligefrem et folkekrav i Danmark at EU skal blande sig i velfærdsstaten.

EU ville derfor gøre sig selv en tjeneste ved at holde fingrene væk, men det kan de ikke forstå. Systemet er kun indrettet på en stadig voksende indblanding i nationale opgaver.

Der er dog også plads til selvkritik:

“20.   Europa-Parlamentet …  fremhæver nødvendigheden af, at Europa-Parlamentets medlemmer udviser større engagement i kommunikationen med EU’s borgere … ; håber, at Europa-Parlamentets medlemmer parallelt med de partipolitiske valgkampagner til valget til Europa-Parlamentet vil deltage aktivt i valgkampen på lokalt plan;”

Parlamentet opfordrer medlemmerne til at udvise større engagement – og deltage i deres egen valgkamp!

De enkelte politikeres indsats er dog kun et lille supplement til helheden, for det er tydeligvis betænkningens idé at EU-systemet som samlet maskine skal føre en PR-kampagne med ét budskab. Det er en totalitær fremgangsmåde, som er i modsætning til det vi kender fra demokratiske nationalstater, hvor partier og politikere deler sig efter anskuelser og fører hver deres kampagne.

Det vil føre for vidt at gøre rede for hele propaganda-betænkningen i dette indlæg, så jeg forbereder en selvstændig artikel, når jeg har læst alle de blomstrende tanker og forslag igennem.

Tilbage til betænkningen om fattigbespisning:

“Den 22. maj 2008 vedtog Europa-Parlamentet en beslutning om stigende fødevarepriser i EU og udviklingslandene, hvori det understreger, at retten til mad er en menneskeret, og at alle mennesker på alle tidspunkter bør have bedre adgang til tilstrækkelig mad, således at de kan leve et aktivt og sundt liv.”

Af sidstnævnte sætning ser man resultatet af at gøre alt til menneskerettigheder. Det er logisk at alle mennesker har brug for noget at spise. Det er ingen politiske ideologier uenige i. Men når det skrives ind i en liste over rettigheder, kan og vil det blive misbrugt politisk.

Bemærk også retten til “et aktivt og sundt liv”. Gad vide hvilke tvangstiltag vi kan vente os? Måske er en kampagne på trapperne med sloganet: EU sikrer dit aktive og sunde liv? Hvis man kender til EU’s regler om tilsætningsstoffer i mad, kemi i hverdagen og landbrugspolitikkens indvirkning på madkvaliteten, så vil man vide at det er en skarp fortolkning af virkeligheden.

Jeg kunne aldrig finde på at påstå at EU minder om dronning Marie Antoinette, der lod hånt om den plagede befolkning og anbefalede dem at spise kager hvis de ikke havde brød.

Brød og skuespil

Nej, EU’s socialpolitik er langt mere gennemtænkt og forankret i en politisk holdningskampagne. Det minder mere om tilstandene i Romerriget, hvor kejseren holdt pøbelen i ro med brød og skuespil. Og hvor lokale rigmænd købte sig til magten, til gengæld for at yde borgerne beskyttelse og arbejde. Det eneste de skulle gøre til gengæld var at stemme på ham, og så kunne de ellers komme til ham med alle deres sorger (også kendt som clientala-systemet – en lærerig, lille artikel kan læses her).

Den dumme Marie Antoinette blev halshugget fordi folk sultede. Det romerske interessefællesskab mellem en patron (magtfuld rigmand) og klienterne (loyale fattigfolk) trivedes derimod og regnes af mange for at være en forløber for den senere mafia. Det kan altså betale sig at være gavmild mod de lavere klasser.

Spørgsmålet er om det virker i dag hvor folk trods alt er mere oplyst end i gamle tider. Her er EU så på banen med “effektive kommunikationskampagner”, der skal banke pointen ind.

Om selve fødevarehjælpen skriver EU:

“Programmet for uddeling af fødevarer til de dårligst stillede i Fællesskabet har i de 22 år, det har eksisteret, bidraget til opfyldelsen af to af den fælles landbrugspolitiks vigtigste mål, nemlig dels at yde hjælp til at stabilisere markerne ved at reducere interventionslagrene og dels at sikre de nødvendige fødevareforsyninger til Unionens fattigste indbyggere.”

EU’s landbrugspolitik har som bekendt et blandet formål – som er i modstrid med sig selv.

Overproduktion, centralisme og omvendt u-landshjælp

På den ene side sørger politikken for en stor overproduktion. Det skal gavne forsyningssikkerhed og stabile leverancer til fødevareindustrien. Derfor støtter man storproduktion, centralisering og standardisering – til skade for småbønder, til skade for forskelligheden af de lokalt producerede varer, og til skade for kvaliteten. Det har vi mærket i Danmark i godt 35 år, og lige nu kan følgerne især mærkes i Polen, hvor små familiebrug udslettes og erstattes af storlandbrug. De tyske godsejere vender tilbage (suppleret af danske svinebaroner – hvoraf flere er skamløse nok til at stille op til EU-Parlamentsvalget).

På den anden side ønsker man at holde priserne oppe, på trods af overproduktionen. Derfor destruerer eller oplagrer EU mange fødevarer. Disse bruges så til eksempelvis fødevarehjælp til unionens fattige medborgere (mon ikke en del ryger af i svinget til svindel og fiflerier?) En anden del eksporteres til u-lande til dumpingpriser eller som fødevarehjælp, der smadrer de lokale markeder, som i øvrigt er afskåret fra selv at eksportere til EU på grund af solide toldmure.

Man kunne spørge sig selv om disse fattige borgere i EU ikke havde lige så meget gavn af lavere fødevarepriser – eller lavere skatter – eller forskellige lokale løsninger. EU’s budget finansieres blandt andet via 1 % af momsgrundlaget i medlemslandene, uanset om det er den fattiges havregryn eller den riges kaviar. Nødhjælp og andre former for “barmhjertighed” er altid med til at give den gavmilde prestige, men det er jo ikke en løsning af de underliggende problemer.

Set i lyset af at ordningen har eksisteret i 22 år og ikke formået at gøre de fattige mere EU-venlige eller mindre fattige, så ligner det en fiasko for EU.

Intet under at unionen konstant skruer op for propagandamaskinen i ren desparation.

Sidste ord om Saxo-sagen

Børsen skriver – ganske let overdrevet: 

“Blogger trækker kritik mod Saxo-direktør tilbage

Blogger må sande, at der ikke var belæg for personlige anklager om manipulation på nettet mod kommunikationsdirektøren i Saxo Bank.        

Argumentationen var ikke i orden, da bloggen Borgerlig bums beskyldte kommunikationsdirektør Fleming Voetman fra Saxo Bank for at stå bag systematisk redigering af oplysninger om banken i opslag på det brugerskrevne leksikon på internettet, Wikipedia. …”

Her skal jeg blot præcisere at jeg ikke har anklaget kommunikationschefen personligt. Jeg har skelnet mellem personen og den pågældende computer/IP-nummer.

Jeg skrev “Saxo-chefs IP-nummer bag anonyme ændringer”. Jeg skrev også at “rengøringspersonalet eller banknissen” måske havde brugt den pågældende computer, og mine ord var valgt med omhu. Jeg var i god tro, for IP-nummeret fulgte med en kommentar som kommunikationschefen havde lagt på bloggen.

Nu har kommunikationschefen godtgjort at IP-nummeret tilhører bankens proxyserver og ikke en bestemt computer som sådan. Dermed kan det ikke bevises hvilke medarbejdere der står bag.

Forvirringen viser hvad der kommer ud af disse anonyme redigeringer, og det viser at man efterlader spor på nettet.

Tilbage står det faktum at anonyme ansatte i Saxo Bank har manipuleret oplysninger i Wikipedia, fjernet både saglig og usaglig kritik og tilføjet positivt spin.

Den organiserede indsats kan ikke bevises, men banken har erklæret sig enig i store dele af min kritik. Kommunikationschef Fleming Voetmann vil stramme op på normerne. Han skrev i en kommentar tidligere i dag:

… Lad mig korrigere en misforståelse: jeg beklager rent faktisk at vi har rettet i wiki uden at tone rent flag. Det er en fejl. Det har jeg også fortalt til Børsen. Fremover vil folk i kommunikationsafdelingen altid angive ansættelsesforhold når de redigerer i opslagt (og vi lover at rette så lidt som muligt). …

Konkusion: afsløringen var på sin plads, men Fleming Voetman har også tacklet sagen udmærket.

—

Opdatering: Saxo Bank-chef indrømmer censur, B.T. den 10. december 2008. Voetmann erkender, at der blev udført ændringer under pseudonym, dog for at fjerne angivelig usand information.

“‘Censuren’, som Flemming Voetmann selv kalder det, er udført på hans ordre af en studentermedhjælper i bankens kommunikationsafdeling. … 

- Manipulation er så stærkt et udtryk. Vi har censureret på noget, som vi mener er usandt. Formålet har ikke været at gøre os bedre, end vi er, siger Flemming Voetmann.”

Over for B.T. skal jeg (Borgerlig bums) lige bemærke, at jeg var i email-kontakt med Flemming Voetmann i løbet af sagen, og jeg var ikke anonym over for ham.

Saxo Bank afviser informationskontrol

Min nyhed om Saxo Banks udrensning af kritik på Wikipedia blev omtalt i Børsen i torsdags.

Det skete under overskriften Saxo Bank beskyldt for manipulation på nettet, og banken fik lov til at svare i artiklen Saxo Bank afviser propaganda på internettet, som – på trods af overskriften – handler om at Saxo Bank indrømmer redigeringer, men afviser systematisk sletning.

Der erkendes også 8 nye redigeringer, som jeg slet ikke var opmærksom på i første omgang, og derved er det totale antal mindst 19 tilfælde gennem de sidste to år.

Ifølge kommunikationschef Fleming Voetmann er det kun de otte redigeringer via brugernavnet Kirstine 11, som er sket med bankens godkendelse.

I de øvrige tilfælde står anonyme medarbejdere bag – det vil sige bag de elleve redigeringer der er sket via IP-numrene 193.178.175.46, 193.178.175.69 og  193.178.175.51. (Deres bidrag ser man her: 1 2 3 4)

Jeg bragte i går et indlæg under titlen Saxo-chefs IP-nummer bag anonyme ændringer, hvor jeg skrev at det første af disse IP-numre tilhørte Saxo Banks kommunikationschef Fleming Voetmann. (Uden at jeg dog direkte påstod at han personligt havde foretaget ændringerne, for man kan ikke vide hvem der bruger hans computer).

Det skyldes at hans kommentar på bloggen var afsendt fra lige præcis dette IP-nummer:

Men Fleming Voetmann meddeler at IP-adressen tilhører bankens proxy server, og at individuelle PC’er i banken ikke har individuelle IP-adresser.

Det ændrer naturligvis på det aspekt af sagen, men resten af min kritik står ved magt.

Børsen har i dag under overskriften Blogger i nyt sammenstød med Saxo Bank skrevet, at kommunikationschefen:

“… henviser til, at man i banken bruger mange forskellige arbejdspladser og at andre medarbejdere dermed også kan have brugt denne computer.”

Fleming Voetmannhar også kommenteret bloggen, hvilket jeg har svaret på i mit opdaterede indlæg:

Mere om Saxo Banks anonyme ændringer

Fleming Voetmann skriver at han er enig i 98 % af kritikken.

Borgerlig bums beklager den lille misforståelse om IP-nummeret – og erkender at en virksomhed i visse tilfælde og i fuld åbenhed kan have lov til at korrigere oplysninger i Wikipedia, men ikke anonymt og manipulerende som det er sket.

Der vil forhåbentlig blive holdt øje med at redigeringerne er redelige fremover.

Mere om Saxo Banks anonyme ændringer

Denne post er opdateret lørdag den 27. september, efter at informationschef Fleming Voetmann afviste at han stod bag redigeringerne i Wikipedia. Jeg har dog ikke direkte beskyldt ham personlig for at stå bag, men sammenkædet IP-nummeret med hans kommentar her på bloggen (min overskrift var: Saxo-chefs IP-nummer bag anonyme ændringer).

På Børsen i dag (Blogger i nyt sammenstød med Saxo Bank) forklarer informationschefen at forskellige medarbejdere skifter mellem arbejdspladser og dermed computere. I en mail og kommentar til mig forklarer han desuden at det pågældende IP-nummer tilhører bankens proxyserver og ikke som sådan kan spores til en bestemt computer.

Den to forklaringer er ikke selvmodsigende, men forklaringen om de skiftende arbejdspladser havde været overflødig, når IP-nummeret alligevel ikke kan spores til en bestemt computer. Jeg vælger at tro at det er korrekt.

Resten af kritikken er stadig relevant, og Saxo Banks medarbejdere har leveret det første kendte eksempel på såkaldt corporate editing i Danmark – virksomheders informationskontrol på Wikipedia. Ligesom i udenlandske tilfælde kan det være svært at skelne mellem organiseret indgriben og medarbejdere der skriver på eget initiativ.

Borgerlig bums synes det hele er lærerigt, og forhåbentlig vil danske virksomheder blive bevidste om god skik på nettet.

Min nyhed om Saxo Banks udrensning af kritik på nettet blev omtalt i Børsen i går (fredag 26/9).

Bankens kommunikationschef Fleming Voetmann har afvist systematisk redigering. Han har også kommenteret bloggen, hvilket han er særdeles velkommen til.           

Når man skriver på bloggen afslører man også sit IP-nummer, som man kan se på dette billede:

Vi godtager dog forklaringen om at nummeret tilhører bankens proxyserver – og ikke en bestemt computer.

Børsen skrev: Saxo Bank beskyldt for manipulation på nettet, og banken fik lov til at svare i artiklen Saxo Bank afviser propaganda på internettet, som – på trods af overskriften – handler om at Saxo Bank indrømmer redigeringerne.

Banken hævder at ændringerne er rimelige fordi de sletter usaglig kritik og personlige oplysninger. Det synspunkt har banken naturligvis ret til at forsvare, selv om det langt fra er dækkende for alle ændringerne.

Men hvis redigeringerne kan retfærdiggøres, som banken mener, er der jo ikke noget at skjule. Derfor kan det undre at man ikke står ved ansvaret for de anonyme redigeringer.

En bruger på Wikipedia hævdede den 11. august 2008:

“The article sounds like it was written by the public relations department of saxo bank. which employs more than 300 computer technicians. Many of these technicians’ jobs is exactly to go on the internet and make good publicity for Saxo bank and make certain that pages where disgruntled clients have posted any negative information is challenged.”

Denne kommentar blev ikke skrevet ind i selve opslaget om Saxo Bank, men på opslagets diskussionsside, hvor man netop kan diskutere sådanne forhold.  Kommentaren blev ikke slettet af Saxo Bank, men heller ikke besvaret.

Det påstås altså at Saxo Bank – ligesom andre virksomheder – målrettet imødegår kritik på nettet og giver svar på tiltale.

At følge med i informationsudvekslingen er en udmærket og nødvendig praksis for en virksomhed. Men hvis de ansatte decideret har sådanne arbejdsopgaver, bør virksomheden også have en politik for at det sker på en åben og redelig måde.

Endnu otte redigeringer erkendt

Mit blogindlæg handlede om 11 anonyme redigeringer. Kommunikationschefen går elegant uden om disse.

Derimod fortæller han således – ifølge Børsen:

“Banken godkendte rettelser

I en enkelt medarbejders tilfælde har det været med bankens godkendelse, at der er blevet redigeret i opslagene under brugernavnet Kirstine11. Blandt andet har man fjernet information om bortvisningen og efterforskningen af bankens schweiziske direktør Charles Henri-Sabet.  …”

Her blandes tingene sammen. Ingen af kritikpunkterne fra mit blogindlæg handlede om Kirstine11’s redigeringer – da jeg netop ikke vidste at Kirstine11 havde noget med Saxo Bank at gøre. (Se de 8 redigeringer fra Kirstine11).

Med de nye oplysninger er der ikke tale om mindst 11 tilfælde, som jeg oprindelig skrev, men om mindst 19 tilfælde.

Sætningen om Charles Henri-Sabet blev ikke fjernet af den registrerede bruger Kirstine11, men af en anonym bruger fra banken (IP-nummer 193.178.175.46, som altså skal tilhøre bankens proxyserver). Se det direkte link til Wikipedias hukommelse der viser ændringen.

IP-nummeret 193.178.175.46 står for syv anonyme redigeringer ud af elleve (se dem i mit indlæg fra fredag 16. september). Fire gange i det danske og tre gange i det engelske opslag.

Hvem?

Jeg var i første omgang ikke ude efter at få navne på bordet, da jeg synes det overordnede fænomen er vigtigere. At banken tilsyneladende dyrker målrettet informationskontrol, hvilket falder tilbage på hele virksomhedens troværdighed.

Det må være op til bankens interne justits om personer skal drages til ansvar – IT-medarbejdere, rengøringspersonalet eller banknissen.

Børsen undrede sig meget over hvilken medarbejder der kunne have rettet i Wikipedia:

“Anonyme rettelser undersøges ikke

Men også andre medarbejdere end Kirstine11 har rettet opslagene. Det er sket anonymt, men da rettelser i Wikipedia registreres med den enkelte computers IP-adresse har bloggen Borgerlig bums sporet rettelserne til tre forskellige computere i Saxo Bank.

Her er der tale om væsentligt grovere redigering, hvor oplysninger om fyringer af medarbejdere og objektiv kritisk omtale af stifterne Lars Seier Christensen og Kim Fournais’ forretningsmæssige fortid er erstattet med informationer om Saxo Banks sponsor af professional cykling og omtale af bankens tilbud inden for aktie- og valutahandel.

Men selvom det vil være en relativt enkel opgave for bankens IT-afdeling at spore de enkelte computere og dermed medarbejderne, der har manipuleret opslagene, så vil det ikke ske.

“Der er jo ytringsfrihed og det gælder også i banken. Som udgangspunkt har vi tillid til folk,” siger Flemming Voetmann til borsen.dk. …”

Er det altid forkert at redigere i artikler om sig selv?

Nogle har gjort opmærksom på at Wikipedias regler ikke eksplicit forbyder at redigere artikler om sig selv. Dette er for så vidt rigtigt hvis det drejer sig om at fjerne direkte løgne eller opdatere faktuelle oplysninger.

Jeg må derfor præcisere min påstand om at det er en “dødssynd på Wikipedia at redigere i artikler om sig selv”.

Det er kun en dødssynd hvis det sker af usaglige bevæggrunde og/eller under dække af anonymitet. De ansatte i Saxo Bank har gjort begge dele.

Fra Wikipedias side om Conflict of interest:

A Wikipedia conflict of interest (COI) is an incompatibility between the aim of Wikipedia, which is to produce a neutral, reliably sourcedencyclopedia, and the aims of an individual editor.

COI editing involves contributing to Wikipedia in order to promote your own interests or those of other individuals, companies, or groups. …

COI editing is strongly discouraged. When editing causes disruption to the encyclopedia through violation of policies such as neutral point of view,what Wikipedia is not, and notability, accounts may be blocked.

Der er mange flere retningslinjer på Wikipedia, som dog ikke er absolutte regler, men snarere en beskrivelse af praksis. Se også Wikipedia: Neutral point of view. (Dansk Wikipedia har egne normer, som stort set ligner de engelske, men dog ikke er så udbyggede, og fortolkningen er præget af brugernes konflikter).

Der er almindelig enighed om at man ikke bør pynte på “egne” artikler, især ikke hvis man er politiker, en virksomhed eller på anden måde kan mistænkes for uædle motiver. I givet fald bør man træde frem med brugernavn og en kort præsentation om hvem man er og hvad man retter.

I USA har for eksempel Pepsi Cola, Wal-Mart, oliegiganten Exxon samt Diebold, en fabrikant af de udskældte elektroniske stemmemaskiner, brændt sig på redigeringer i Wikipedia: Seeing Corporate Fingerprints in Wikipedia Edits (New YorkTimes, 13.8.2007).

Også kongresmedlemmer er blevet taget med fingrene i kagekassen, særlig i 2006: USA Congressional staff edits to Wikipedia.

CIA og FBI har redigeret i artikler om invasionen i Irak og Guantanamo: CIA, FBI computers used for Wikipedia edits (Reuters, 16.8.2007).

Første større eksempel i Danmark

Saxo Banks udrensning af kritik er måske ikke en skandale, men en meget pinlig affære.

Det er så vidt vides også det første eksempel på udbredt corporate editing i Danmark.

Artiklen Den elektroniske slagmark (epn/JP, 19.1.2008) nævner som det hidtil “grelleste” tilfælde at da studievært Jeppe Nybroe blev fyret fra DR, var konkurrenterne på TV2 de første til at notere det i Wikipedia. Tilfældet falder nok uden for den forbudte kategori.

Saxo Bank er med helt fremme

Der er endnu ikke mange afsløringer af denne informationskontrol i Danmark. Måske fordi politikere og spindoktorer ikke rigtig har kastet sig over Wikipedia og lignende fora. Det såkaldte “Web 2.0” som skabes løbende af brugere for brugere.

Saxo Bank er derimod fuldt bevidst om vigtigheden af den måde man portrætteres på, ikke kun i pressen, men også ude på internettet. Banken er vokset frem med internettet og baseret på web-handel af aktier m.v.

Utilfredse kunder og kritisk information på internettet kan have en potentielt negativ effekt for banken, som nogen har gjort en målrettet indsats for at styre – under anonymt dække, eller i hvert fald uden at stå åbent frem.

Jeg erkender dog at der måske ikke er en organiseret indsats bag alle tilfældene, men snarere mangel på samme. Redigeringerne peger nemlig i flere retninger. I et par tilfælde er de anonyme Saxo-ansatte kommet til at slette tekniske koder, hvilket tyder på at den pågældende ikke har været Wikipedia-ekspert.

Det burde være overflødigt at nævne, men for en ordens skyld skal det siges:

Jeg er ikke ude efter Saxo Bank af politiske grunde. Bankens rolle i politik – og det problematiske ved sammenbindingen af en bank og et parti – kan vi diskutere en anden gang.  Det samme gælder bankens rolle i økonomi og den moderne spekulationsøkonomi generelt.

Ikke politisk, men moralsk dilemma

Saxo Banks engagement i politik er ærligt ment, men banken har også argumenteret for en stolt kapitalistisk moral når det gælder ansættelsespolitikken. Ved en af de sidste fyringsbølger (oktober 2007) snakkede Finansforbundet om lav moral. Banken svarede:

»Vores medarbejdere ved, at vi har en præstationskultur. Det er der ikke noget anstødeligt i. Vi mener derimod, at det er moralsk forkasteligt, hvis man underlader at sige til folk, at samarbejdet ikke er succesfuldt, og de skal videre i livet,« siger Erik Kjær, HR-direktør i Saxo Bank.

(Finansforbundet raser over bank-fyringer, Berlingske, 17.10.2007)

Og det er ikke eneste gang Saxo Bank har talt om moral. Udsagn om liberalisme, kapitalisme og Ayn Rands tyndbenede filosofi flyder i enhver sammenhæng. Ikke kun om hvordan samfundet bør se ud, men som grundlag for bankens daglige drift.

Bankens syv værdier omfatter: Rationality, independence, integrity, honesty, justice, productivity, pride. (Corporate statement, pdf).

Jeg finder det usmart at man lancerer sig selv som en moralsk kraft, samtidig med at man manipulerer med den brugerstyrede vidensudveksling på Wikipedia.

Wkipedia repræsenterer nogle af de bedste ting i det fremvoksende, frie netværkssamfund, som Saxo Bank selv promoverer både via sin forretning og sit politiske engagement.

Derfor ville det klæde Saxo Bank at tage kritikken på sig og sige: “Vi beklager!” – og love rene linjer fremover.

Herunder kan man læse mit svar på Fleming Voetmanns kritikpunkter eller springe ned til debatten i bunden af siden.

Fleming Voetmanns kommentarer bliver desværre fanget i spamfilteret, uvist af hvilken grund. Derfor kom hans indlæg fra onsdag først på bloggen om torsdagen.

Fleming Voetmann siger: (torsdag 25. september 2008 – 13:53)

Afsløring: der er ingen afsløring

Tak for dit indlæg, det er meget tankevækkende. Tillad mig et par kommentarer:

1: Vi har én person i kommunikationsafdeling som fra tid til anden retter i Wiki. Dette sker ikke anonymt, med rent faktisk med navns nævnelse; Kirstine. Men, jeg er helt enig i at ordet ”saxo” burde fremgå af user-id. Det er mest fair for alle læserne og vil ske fremover.

• Der er ikke kun tale om brugeren Kirstine11 – som jeg faktisk slet ikke var opmærksom på i mit indlæg. Derimod kritiserer jeg de mange anonyme redigeringer. Herunder fra dit IP-nummer.
• Men da du nu gør opmærksom på Kirstine11, vil jeg gennemgå hendes 8 redigeringer (oversigt).
• Kirstine11 har med fire ændringer den 18/6 den bidraget med små faktuelle opdateringer, f.eks. om bankens medarbejderantal.
• I et tilfælde, den 18/6 kl. 14:24 (her) tilføjer hun rimelige oplysninger om bankens ekspansion, nye afdelinger og sponsoratet af Riis Cykling. Hun tilføjede også:“ In January, Portugal’s third largest financial group, Espirito Santo, took a five percent stake in Saxo Bank, making Saxo Bank’s market value worth at Euros 1.26 billion. Following the transaction, Saxo Bank was ranked as the fourth largest Danish bank by market capital.”
• Sætningen om det portugisiske opkøb i banken blev dog slettet igen få minutter senere (her, kl. 14:32). Oplysningen har ellers været fremme i pressen (Reuters). Hvorfor var den ikke relevant? Banker er som regel stolte af deres ejerskab af underselskaber, mens man er anderledes diskret når det gælder ens egne ejere. Saxo Bank fremstår ellers i artiklen som ejet af Midas Fondsmæglerselskab eller af de to stiftere personlig, men hvis 5% af banken ejes af et portugisisk selskab, er det da værd at nævne – og ikke negativt på nogen måde.
• I to gentagne tilfælde (her den 18/6 og her 25/6) sletter Kirstine11 en hel sektion med kritisk information, nemlig omtale af bankens rolle i 1990′erne, godkendelsesprocessen hos Finanstilsynet, henvisningen til DR’s Rapporten og en kildehenvisning til business.dk. (Se forskellen her)

2: Der skrives løbende megen sludder om os på Wiki, og det er vel kun i wikis ånd at få den slags rette? Præcis lige som det heller ikke er meningen med wiki at det skal være propaganda for os, men et opslag med nyttige faktuelle oplysninger. Jeg er helt enig i at det mest optimale ville være hvis en ”uvildig bruger” ville rette fejlene så snart vi opdagede dem. Og selv om jeg er anelse tvivlende overfor anvendeligheden, så lover jeg at gøre forsøget med et par af de fejl, som findes på vores opslag lige nu.

• Jeg er enig i at man må slette/rette direkte løgnagtige og forkerte oplysninger. Wikipedia skal hverken være propaganda for eller imod nogen.
• Saxo Bank er imidlertid gået langt videre, da man brutalt har fjernet alle “ubehagelige” dele af Saxo Banks historie, også selv om de var forsynet med kildehenvisninger til pressen.
• Samtidig har I erstattet de grimme fakta med positive fakta, f.eks. om cykelsponsoratet og direkte reklame som f.eks.: “50 handler med danske aktier gratis hver måned. I øvrigt er Saxo Bank også billigst på handel med udenlandske aktier, såfremt kunderne åbner en valutakonto i banken.” (Se forskel)

3: Vi har ingen interesse i at stoppe diskussioner af Saxo Bank. Tværtimod, der foregår en udmærket diskussion af os i disse dage bl.a. på business.dk. Men, vi tillader os rette fejl. Eks at købet af aktierne i Tricom aldrig blev effektueret. Det er meget relevant for læserne at vide at vi ikke ejer 35 % af Tricom.

• Ja, men det burde være sket i form af en tilføjelse, ikke en sletning. Oplysningen har stadig almen interesse, men burde være opdateret.F.eks. kunne man have tilføjet: “Købet af Tricom-aktier blev afblæst i august 2008″. 
• Tricom var et australsk mæglerfirma i store vanskeligheder. Tricom-aftalen den 5.5.2008 blev modtaget med glæde i Australien (link 1, Danish white knight rides to Tricom’s rescue). Der var tilsvarende stor skuffelse, da Saxo Bank trak sig ud af aftalen den 23. august (link 1, 2, Saxo Banks australske erobring vakler, Børsen). 
• Saxo Bank har selv indskrevet oplysningen i WIkipedia. Kirstine11 tilføjede den 18. juni: “Furthermore, in May 2008, Saxo Bank acquired a 35 % holding in Tricom, a Sydney-based brokerage, with the option of gaining full ownership within three years.”  (se forskel).
• Derfor kan det se ud som om Saxo Bank rutinemæssigt tilføjer positiv information, men sletter alle dårlige minder, med henblik på at fremstå attraktivt som muligt for potentielle kunder og partnere. Opslaget i Wikipedia er imidlertid ikke virksomhedens hjemmeside hvor man kan lægge til og trække fra som man vil. Igen tror jeg at banken overvurderer den betydning, som den “negative” historie kan have. Et køb, som blev aflyst, er vel noget alle virksomheder kan opleve. Men pointen er at nogen i Saxo Bank har søgt at slette og kontrollere informationen

Og at vi heller ikke er i færd med at opføre et nyt hovedkvarter – det er taget i brug.

• Det har jeg slet ikke omtalt i min artikel. Du hentyder til det nuværende danske opslag om Saxo Bank, hvor der står: Banken er p.t. i gang med at bygge et nyt hovedsæde på 15.000 kvadratmeter nord for København.
• Når I nu har rettet så meget andet, undrer det mig at du ikke selv redigerer denne oplysning, men jeg vil med glæde rette den for dig i Wikipedia, straks når jeg er færdig med dette indlæg.

4: Det er i øvrigt tankevækkende at de personer som er mest flittige til at skrive mindre flatterende ting om os alle er anonyme. Er det i virkeligheden ikke mere kritisabelt?

• Kombinationen af anonym og ikke-objektiv er altid kritisabel. Både når Saxo Bank gør det og når andre brugere gør det. Det er ingen undskyldning at andre gør det samme.
• Der er ikke belæg for at de kritiske tilføjelser kommer specielt fra anonyme brugere.
• F.eks. har brugeren Fair and unbiased  skrevet i dansk Wiki (bidrag) og engelsk Wiki (bidrag). Han er imidlertid ikke anonym, og han har gengivet kritikken som nævnt i DR’s Rapporten og i Berlingske nogenlunde fair, med kildeangivelse.
• Brugeren Saxofraud (bidrag) er ikke upartisk, idet han kommer med kritiske påstande om Saxo Banks forretningspraksis uden kildeangivelse (her og her). Men der er kun tale om to indlæg. 
• I yderligere et indlæg (her) på artiklens diskussionsside hævder han at Saxo Banks PR-medarbejdere “go on the internet and make good publicity for Saxo bank and make certain that pages where disgruntled clients have posted any negative information is challenged.”  Dette indlæg er anbragt ikke i artiklen, men på artiklens diskussionsside, som er til for at Wikipedia-brugerne kan diskutere artiklens indhold. Så her er der ikke strenge krav til kildeangivelser (i øvrigt er det fra i dag dokumenteret at det passer!).
• Det er muligt at nogle af disse brugere er vrede kunder eller tidligere medarbejdere – men de fylder som sagt ikke meget i det store billede. Hvis de tilføjer ukorrekt info skal det fjernes. 
• Saxo Bank er en virksomhed med en professionel kommunikationsafdeling og har som sådan større moralske krav at leve op til end disse enkeltpersoner – som jo i øvrigt ikke skriver direkte løgne, men blot udokumenteret kritik.

5: Vi har forsøgt at fjerne personfølsomme oplysninger – uden held, desværre.

• Du hentyder til ét enkelttilfælde, suspensionen af Charles Henri-Sabet, se nede under punkt 7.

Vi har ingen interesse i at slette henvisninger til CEPOS,

• Men det har man gjort. Bankens IP-nummer (193.178.175.46) fjernede tirsdag i sidste uge (16/9 kl. 08:18) tre sætninger, hvoraf den ene var: ”Saxo Bank is also a main sponsor of the liberal-conservative think tank CEPOS.” (Se forskel)

- til gengæld indrømmer jeg blankt at grundteksten ligner noget fra en virksomhedspræsentation.

• Den side af sagen er acceptabel, da det er et stilistisk spørgsmål. Grundteksten kan altid gennemskrives til objektiv stil på et tidspunkt.
• I har ikke kun skrevet den spæde grundtekst, men løbende overvåget og redigeret artiklen efter jeres forgodtbefindende – som om den fortsat var jeres virksomhedspræsentation.

6: ”Although Anders Fogh Rasmussen’s father collaborated extensively with Nazi Germany during WW2, and Anders Fogh himself was part of a Neo-Nazi youth organisation in his late teens, he later switched allegiance to Venstre.” Citatet er fundet på Wikipedia under Anders Fogh. Det tjener alene til illustration af at en grundig kildekritik også er nødvendig på Wikipedia.

• Der findes mange eksempler på banal vandalisme, som skolebørn og barnlige sjæle skriver ind i Wikipedia, men det bliver hurtigt udrenset. Det kan ikke sammenlignes med de redigeringer Saxo Bank har lavet.

7: Medier citerer medier. Der er ofte tendens til at et medie tror at de medier de citerer, har lavet grundig kildekritik osv. I tilfældet betyder det er at en historie uden kildeangivelse og som ingen kan verificerer ukritisk viderebringes på Wikipedia: ”On August 29, 2008, the bank suspended its Global Head of Trading, Charles Henri-Sabet, pending a legal investigation for criminal insider trading.” Er det fair over for pågældende person? Og er det fair det står på Wikipedia blot fordi det har stået i en avis?

• Det er vel et faktum, som jeg ikke ser nogen grund til at slette. Mange banker oplever enkeltpersoner, som begår ulovligheder. Historien er nævnt i medierne og har almen interesse. (Saxo Bank suspenderer topchef, Berlingske). 
• Sådan en affære rammer ikke Saxo Bank hårdere, end den ville ramme enhver anden bank. Men når I sletter omtale af affæren i artiklen, prøver I at stille jer i et gunstigere lys end andre banker i samme situation. Det er netop derfor man skal afholde sig fra at rette i egne artikler. 
• Det “personfølsomme” kunne fjernes ved at slette selve navnet, ikke hele sætningen. Hans navn er allerede omtalt i pressen og ude på nettet.
• Saxo Bank har – så vidt jeg kan finde ud af – bekræftet at han er suspenderet pga. en efterforskning, men ikke den konkrete mistanke. Hvis du mener at der ikke er belæg for at skrive mistanke om insiderhandel, burde du blot have slettet de fire små ord: ”for criminal insider trading”. Jeg skal gerne slette disse ord i opslaget hvis der ikke findes en kilde til påstanden.

Afsløring: Saxo Bank fjerner kritik om sig selv fra nettet

Saxo Bank har manipuleret artikler om banken på det brugerredigerede leksikon Wikipedia. Det er sket mindst ti gange over de sidste to år. Selv om censuren er sket anonymt, har banken efterladt sit IP-nummer.           

Der er blevet slettet kritiske detaljer og veldokumenterede fakta, men også tilføjet rosende omtale af bankens produkter. Redigeringen er sket i både den danske og engelske udgave af leksikonnet. Saxo Bank har valgt at skrive uden brugernavn, i modsætning til den åbenhed, som banken udviser om sit engagement i dansk politik.     

Det betragtes som en dødssynd på Wikipedia at redigere i artikler om sig selv, især hvis det sker anonymt. Hvis man mener der er forkerte eller udokumenterede påstande i artiklen, kan man ifølge Wikipedias politik bede en uvildig bruger om at gennemse den, men man må ikke skrive eller slette info om sig selv.    

Det er dog ikke svært at opdage, da alle redigeringer logges med IP-nummer. Alle og enhver kan klikke sig ind på historikken, hvor det fremgår af hvem og hvornår ændringerne er foretaget.      

Saxo Banks let genkendelige IP-nummer begynder med 193.178.175.xx. Det kan man hurtigt slå op på RIPEnet. De sidste to eller tre cifre (xx) angiver en plads i netværket.      

Ud med kritik – ind med Team CSC Saxo Bank

Saxo Banks moderselskab, Midas Fondsmæglerselskab, blev grundlagt i de glade 1990′ere. Ligesom andre i branchen blev det kritiseret for sin virksomhed, bl.a. i Rapporten på DR og i Penge og Privatøkonomi. Er man interesseret i baggrunden, fortæller denne artikel nærmere: Saxo Bank – fra forretningsmæssig gråzone til respektabel mæcen. Det var i øvrigt stjerneadvokaten John Korsø Jensen, der netop havde fået frifundet Jan Bonde Nielsen, som fik overbevist bagmandspolitiet om lovligheden. Advokaten blev bagefter bestyrelsesmedlem (Berlingske: Milliardærer fra sidegaden).

IP-nummeret 193.178.175.46 fra Saxo Bank har været aktivt for at fjerne de gamle minder – han har redigeret fire gange alene i dansk Wikipedia:

• Den 18. juni 2008 blev der fjernet info om at Jens Olaf Jersild i DR’s Rapporten havde kaldt grundlæggerne af banken for “sidegadevekselerere”. Jersild granskede tvivlsomme salgsmetoder i fondsmæglerselskabet Midas, grundlagt af Lars Seier Christensen, Kim Fournais og Marc Hauschildt, som i dag er moderselskab til Saxo Bank. [Se forskel] 

• Brugeren rettede også information om hvor mange ansatte banken har, og han tilføjede glade detaljer om den nye sponsorkontrakt med Riis Cycling. Han tilføjede også info om bankens produkter og om deres engagement i klassisk liberalisme. [Se forskel]

• Den 25. juni 2008 slettede han igen en omtale af DR Rapportens program fra 1996. Her stod der at selskabets advokat dengang fik gjort klart for bagmandspolitiet at virksomheden var lovlig, og at Finanstilsynet kort efter gav Midas licens til at drive fondsmæglervirksomhed. [Se forskel]

Kritik om afskedigelser fjernet

Den samme flittige Saxo-medarbejder har endvidere fjernet informationer tre gange fra engelsk Wikipedia:

• Den 9. september 2008 fjernede han/hun nogle kritiske punkter, hvor det bl.a. hævdes at banken sender personlige kundeinformationer ud i almindelig email. At bankens spanske afdeling ikke udleverer kunden et eksemplar af kundeaftalen (hvilket hævdes at være ulovligt). At det er umuligt at finde en samlet oversigt over bankens gebyrer. At banken ikke fører sine egne bankkonti, men placerer kundens penge i Deutsche Bank. At banken tilbyder valutahandler baseret på fiktive tilbud, hvilket er til ulempe for kunden. Samt at banken formidler naked short selling, en korttids-investeringsform med høje fiktive beløb, der nu er blevet begrænset af de amerikanske myndigheder og hævdes at kunne give kunden store renteudgifter og tab. [Se forskel]. Uanset om kritikken er berettiget eller ej, tilkommer det ikke Saxo Bank at fjerne den.

• Samme dag fjernede han et kritisk indlæg om bankens fyringspolitik, hvor der var citeret en nyhed fra dansk presse om at banken i august 2007 fyrede 39 medarbejdere, men samtidig ansatte 46 nye. [Se forskel]. Emnet må siges at være relevant, da det adskiller sig fra andre danske bankers praksis og har været omtalt i pressen. (Finansforbundet raser over bank-fyringer, debatindlæg fra bl.a. tidligere ansatte).

• Den 16. september 2008 slettede han en sætning om at banken har suspenderet sin globale handelschef, Charles Henri-Sabet, på grund af mistanke om insiderhandel, som efterforskes i samarbejde med de svejtsiske myndigheder. Sagen har været nævnt i danske medier for nylig (Saxo Bank suspenderer topchef).

• Der blev også fjernet info om at Saxo Bank har købt en andel af den australske mægler Tricom. Hvilket ellers ikke er hemmeligt, da banken selv har meddelt det i denne pressemeddelelse.

• Oplysningen om at banken er en hovedsponsor for tænketanken CEPOS blev også fjernet. Det er velkendt i Danmark, men måske synes man ikke den udenlandske kundekreds behøver at vide det. [Se forskel]

Vild med Ny Alliance og George Michael

Samme anonyme Saxo-medarbejder interesserer sig også for Ny/Liberal Alliance. Han har den 1. april 2008 skrevet i Wikipedias liste over “Aprilsnar i danske medier“, hvor han tilføjede BT’s historie om at “Khader hyrer Blachman” som åndelig vejleder for partiet.

Han er også fan af George Michael. Her har han gjort et mere konstruktivt arbejde for Wikipedia, idet han ikke har slettet noget, men tilføjet en liste over sange  og et par ord om afskedskoncerten i København. Han har desuden skrevet i en artikel om den britiske forretningsmand Robert Tchenguiz.

Gratis reklameplads

Saxo Bank har ikke kun fjernet uønsket kritik, men også brugt muligheden for gratis reklameplads. IP-nummeret 193.178.175.69 har redigeret tre gange i den danske artikel:

• Den 19. december 2006 var der præciseringer om CFD, også kaldet differencekontrakter, et af bankens produkter.

• Den 21. juni 2007 blev der reklameret for bankens IT-platform SaxoTrader – samt tilbud om “50 handler med danske aktier gratis hver måned. I øvrigt er Saxo Bank også billigst på handel med udenlandske aktier, såfremt kunderne åbner en valutakonto i banken.” [Se forskel]

IP-nummeret 193.178.175.51 har redigeret én gang, den 26. maj 2008. Her modererede man noget af den reklame der tidligere var blevet indsat og opdatede bankens medarbejdertal, der nu var steget fra 1200 til 1300 ansatte. [Se forskel]

Ud over den danske og engelske artikel om Saxo Bank findes en tredje version – på kinesisk. Den er kun få linjer lang og har foreløbig fået lov til at være i fred for bankens indblanding.

Travl PR-afdeling

En bruger hævder i diskussionen på Wikipedia den 11. august 2008:

“The article sounds like it was written by the public relations department of Saxo Bank. Which employs more than 300 computer technicians. Many of these technicians’ jobs is exactly to go on the internet and make good publicity for Saxo Bank and make certain that pages where disgruntled clients have posted any negative information is challenged.”

Jeg skal ikke kunne sige om det er rigtigt. Men det er i hvert fald et faktum at anonyme computere fra Saxo Bank har fjernet kritik i ti tilfælde fra artiklerne samt i mindst ét tilfælde fra diskussionerne.

Saxo Bank har en stor IT-afdeling, da banken netop er baseret på handel via internet, og banken har desuden udviklet en platform hvor transaktioner kan finde sted under samarbejdspartneres navne, dvs. under dække af andre bankers navne, selv om den egentlige handel finder sted via Saxo Bank i Danmark.

Ud over de anonyme bidrag kan man skrive på Wikipedia som registreret bruger. Jeg mistænker mindst ét tilfælde, hvor en af bankens medarbejdere eller venner har oprettet et brugernavn for at skrive i artiklen om Saxo Bank.

Dozo efterlod spor

Brugeren Dozo på engelsk Wikipedia har således i sin tid grundlagt artiklen Saxo Bank med nogle reklame-lignende udsagn om bankens servicetilbud. Dozo, som tydeligvis er fagmand udi det finansielle, har også skrevet en artikel om et finansielt produkt, CFD, eller på dansk differencekontrakter. En slags handel hvor man køber optioner og aktier for penge man ikke har. Som i Danmark kun tilbydes af Saxo Bank, E Trade Bank og Nordnet. (Hvad er CFD?) 

Dozo var kun aktiv i efteråret 2006 og har kun skrevet om Saxo Bank samt bankens produkt, differencekontrakterne. Hans sidste indlæg er fra 6. november 2006. Fra 19. december 2006 blev en anonym bruger fra Saxo Bank, 193.178.175.69, aktiv på den danske Wikipedia. Det var ham der tilføjede at Saxo Bank var billigst på aktiehandel, som nævnt ovenfor. Han har også skrevet en dansk version af artiklen om differencekontrakter. 

Så noget kan tyde på “Dozo” blev oprettet for at kunne skrive uden at afsløre Saxo Banks IP-nummer. En måned senere skrev den samme person i dansk Wikipedia – denne gang med mindre kontroversielle indlæg – og glemte derfor at dække sig under et brugernavn.

Man kan kun gisne om hvem der gemmer sig bag navnet Dozo, men jeg gætter på en studentermedarbejder eller lavere funktionær. Hvis han er en matematisk nørd, kan navnet være inspireret af matematikeren E. Lami Dozo, men det passer også næsten med initialstavelserne i en af Saxo-chefernes navne. Det kan ikke være lånt fra triphop-sangen DoZo, som er fra oktober 2007, et år senere.

Jeg udelukker ikke at der kan gemme sig flere eksempler hvis man gransker historikken på Wikipedia.

Banken og friheden

Saxo Bank er ellers kendt for at støtte liberalismen, så det kan undre at klassisk arvegods kastes overbord. Det gælder dyder som informations- og ytringsfrihed – og at stå til ansvar for sine handlinger via brugernavn, referencer og kilder.

Et godt spørgsmål, som sikkert ikke vil blive besvaret, handler om hvilke konkrete medarbejdere der har været skribenter? Er det computere på direktionsgangen, i PR-afdelingen eller de menige medarbejdere blandt Saxo Banks teknikere?

Såkaldt corporate editing er et stigende problem på de brugerbaserede netsteder. Politikere, virksomheder og organisationer sletter ubekvemme fakta og erstatter dem med noget mere spiseligt. Mere i denne artikel fra International Herald Tribune. Amerikanske kongresmedlemmer er også kommet galt afsted, når de har pyntet på artikler om sig selv og er blevet opdaget. Lars Seier Christensen har proklameret at han går ind i politik – ved at købe et medlemskort til Alliancen – men uden at stille op til valg.

Jeg kender ikke hans IP-nummer, men det gør webmaster på Berlingske, for dér har han har sin blog. Hvor han i øvrigt har talt varmt for sit nye produkt, differencekontrakter, den 25. marts 2008. Måske bør han også holde lidt styr på hvad hans ansatte laver på nettet.

Socialdemokrat plagierede partikammerat som plagierede pressen

Først lidt om den katastrofale tackling af Kofod-sagen…

Scroll ned for historien om hvordan to socialdemokrater begik plagiat på plagiat af en journalists hæderlige arbejde.

Kofod ser godt ud, er begavet, og den 15-årige pige har intet at skamme sig over. Men det gør hun måske alligevel nu, hvor hendes langfredagsscoring har været bekendtgjort i tv og aviser.  

Måske ville jeg skamme mig mere, hvis jeg vågnede op efter en brandert og havde været sammen med DSU-formand Jakob Bjerregaard (billedet). 

Borgelig bums mener derfor Jakob Bjerregaard – ikke Jeppe Kofod – burde gå af, fordi han hænger en af sine dygtigste partifæller ud, og især fordi han indfører snerpede moralske standarder her i landet.

Forargelse er som dominobrikker. Når én råber fy! så følger alle andre efter, for ingen tør stå tilbage og selv blive dømt som uanstændig. Laveste småborgerlige fællesnævner vinder, ligesom ved andre former for politisk korrekthed. At DSU har strenge, interne regler om seksualjustits vedkommer overhovedet ikke alle os andre. Det må de ordne privat.

Jakob Bjerregaards håndtering af sagen har måske voldt uoprettelig skade på fornuftig dansk moral. Vi er hastigt på vej til at blive lige så puritanske som i England – faktisk kræves der nu ikke kun pletfri vandel af politikerne, men af alle kendte. Husk f.eks. sagen om Jørgen Leth.

Kofod har ikke gjort noget ulovligt, og grænsen må gå ved lovligt over for strafbart.

Ellers skal vi også til at høre om alle andre tilfælde hvor en folkevalgt gør noget lovligt, men moralsk tvetydigt.

Var der forresten ikke noget om formanden for færdselssikkerhedskommissionen, der gerne måtte køre for stærkt – uden følger – for det gør alle alligevel!? Jeg kan ikke få øje på nogen logik. Færdselsmanden burde tage konsekvensen af sin strafbare handling, fordi han netop har ansvar for færdselsområdet. Men ellers er privat lort helt uvedkommende.

Vi kan snart forvente overskrifter som:

MF’er besøger ikke sin gamle mor

Helle Thorning glemte at fodre kanariefugl

Birthe Rønn H. sagde “sgu” foran børn

Mette Frederiksen har gammel opvask

Per Stig overfuser ung brillebutiks-praktikant

Man kan dybest set kun tage stilling til sådanne private, moralske sager hvis man selv er involveret. Ikke ud fra en omtale i pressen.

Man kan heller ikke løfte en flig af sagen og lægge låg på resten, sådan som DSU-formanden forsøger at gøre af hensyn til “ofret”. Lavinen ruller. I den næste tid vil der nok komme flere og flere pikante detaljer frem til storvask, for nu er offentligheden involveret, og så vil vi jo gerne vide hvad der egentlig er foregået.

Nok om afsnittet ”love vedrørende kønslivet” i den interne socialdemokratiske moselov. Jeg synes et par spørgsmål er mere relevante:

• Hvorfor holder DSU fire dages påskekursus med druk-fest hver aften – med servering for teenagere?

Hvor fulde var de andre 13-, 14- og 15-årige deltagere?

Det er et faktum at de helt unge drikker mere og mere, og det er væsentlig mere usundt end sex. Bør en offentlig støttet ungdomsorganisation ligefrem fremme det? Alene det generelle DUF-tilskud for 2006 udgjorde kr. 2.848.037 til de 1.991 medlemmer af DSU.

• Er der en politisk baggrund for den hårde justits mod Jeppe Kofod?

Ekstra Bladet skriver:

“Jeppe Kofoed [var] meget sen til at vælge side mellem Helle Thorning og Frank Jensen. Det endte så med Helle Thorning, få dage før afgørelsen. Men sidste år blev han opfattet som rimeligt illoyal, da han, sammen med Mette Frederiksen, kritiserede ledelsen for at være usynlig og uinspirerende.” (EB 26/3, side 7)

———-

 

Socialdemokrat plagierede partikammerat som plagierede pressen

Det følgende indlæg skrev jeg i mandags, og det skulle egentlig have været gemt til 1. maj. Men det offentliggøres nu som min personlige spin-gave, der gerne må aflede opmærksomheden lidt fra Jeppe. Historien viser hvorfor S ikke har råd til at vrage Kofod, en af partiets få skarpe hjerner. Der foregår nemlig andre banale og umoralske ting på Esbjerg Højskole!

Den ene socialdemokrat stjæler ordene fra den anden, som igen har plagieret dem fra en journalist. Når den stjålne tekst samtidig handler om Venstre-politikeres forbrydelser, bliver det ekstra selvmodsigende og lidt morsomt.

Johannes Lundsfryd Jensen, socialdemokratisk kandidat på Fyn, holdt denne 1. maj-tale, som han lagde på sin hjemmeside den 15. august 2007. Bemærk teksten som jeg har markeret med orange:

 

Partifælle Kim Mortensen skriver på sin blog 18. september 2007:

 

Selv om Kim Mortensen forfiner sammenhængen en smule, har han sakset den markerede tekst fra partikammeraten. Ord for ord.

De to socialdemokrater skrev dog i første omgang af fra pressen.

BT skrev den 12. april 2007, knap tre uger før kampdagen:

 (BT/Infomedia)

. . .

 (BT/Infomedia)

Her slutter sporet. BT-journalisten har tilsyneladende udført selvstændigt arbejde.

Hvad formår de to socialdemokrater så at sige i citaterne ovenfor, som de ikke har plagieret?

Johannes Lundsfryd:

“Regeringen har været ganske god til at vise, hvordan man ikke skal gøre – et pædagogisk fif, som sikkert har til formål at højne den generelle samfundsmoral.”

…”noget for noget” …

…”bandekriminalitet”…

Lundsfryds tale er bygget op om karakterskalaen. Det kan virke lidt uelegant, al den stund Socialdemokratiet kritiserer den sorte skole, hvor alle præstationer bedømmes med et tal, og han er selv ivrig højskolemand. Lad os se bort fra det platte ved at trække Alberti og Klaus Riskær frem af gemmerne. Det er jo en 1. maj-tale hvor man skal råbe folk op med øl i hånd. Ikke dagen hvor nye tanker præsenteres.

Kim Mortensen:

“Der har været for mange kedelige sager i den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Det skal jeg være den første til at erkende” –

[hvorefter han som modtræk stiller Søren Pind til regnskab for venstremanden P. A. Albertis forbrydelser fra 1908]

“Remsen af organiseret svindel fra partiet Venstre er lang – men det tjener jo ikke noget formål at kaste med mudder“.

Kim Mortensen og Johannes Lundsfryd har dog også forsøgt sig med at levere de politisk brugbare visioner som partiet kronisk hungrer efter. De to har arbejdet sammen på Esbjerg Højskole (arbejderbevægelsen).

De har skrevet en bog der hedder Opgør med egoismen, som er “solgt i 600 eksemplarer”. Helledusse da.

Den handler bl.a. om følgende:

Selv om de ikke direkte kritiserer partiets nye linje, er læserne ikke i tvivl om, hvor sympatien ligger: Den danske identitet er en politisk konstruktion – et blændværk, som udelukkende kommer op til overfladen i form af brændende nationalfølelser i perioder, hvor den ydre påvirkning er i vækst.

»Før 1814 var Danmark et multikulturelt samfund. 40 procent af befolkningen talte tysk og mange norsk og svensk. Der fandtes ikke noget dansk skriftsprog. Først da vi mister Norge i 1814, får vi den første folkeskolelov, og man forsøger at konstruere et fælles dansk skriftsprog og dermed kompensere for det tabte land,« forklarer Johannes Lundsfryd Jensen. »Efter nederlaget i krigen i 1864 får vi en bølge af højskoler, som skulle lære unge at være danske borgere. Man opretter folkemindesamlinger, indsamler folkeeventyr og folkeviser, som skal være med til at konstruere en national identitet og en fælles historie, som rækker tilbage til Gorm den Gamle. I dag sker der igen en voldsom forandring i vores tilværelse med globaliseringen, og det aktualiserer debatten om national identitet.«

Trods sin kritik af den blomstrende nationalfølelse mener højskolelederne ikke, at der er grund til at kritisere det nye socialdemokratiske principprogram, som er blevet kritiseret for at være meget nationalt orienteret. Det holder balancen, mener forfatterne. Men hvad så med den konkrete politiske virkelighed på Christiansborg?

»Ja, så er sagen anderledes. Vi har med vilje ikke skrevet så meget om indvandrere i bogen, fordi det er så politisk betændt. Og jeg er ikke sikker på, at der findes politiske svar på alle ting.«

(Ugebrevet A4, 10/2004, s. 10-12)

Altså: der fandtes ikke et dansk skriftsprog før 1814, og en del borgere i den danske helstat talte svensk!

At skrive en bog med så graverende fejl kan godt kaldes en forbrydelse. Ikke mindst når man er højskolelærer.

På trods af apologien for den multikulturelle stat tør de to ikke foreslå en aktuel politik om indvandring. Det kunne ellers være spændende at høre hvordan deres særprægede opfattelse af danmarkshistorien kunne underbygge en moderne politik.

Indvandring er tidens varmeste emne. De siger lige ud at de har undgået emnet netop fordi det er så aktuelt – og fordi de ikke har et politisk budskab om det!

Det er altså hverken en særlig folkeoplysende eller debatskabende bog.

Jeg må indrømme at jeg ikke har læst noget af den socialdemokratiske kulturideolog Julius Bomholt - som de to ser meget op til. Men forhåbentlig ville han græmme sig og anbefale dem at tage f.eks. et højskolekursus på den rigtige side af katederet.

Når de to sammenvoksede hjerners bogskrivning endte med et så jammerligt resultat, så forstår man at  de hellere vil holde sig til smudskastning med stjålet smuds fra BT.

Venstre har da helt sikkert en åre i retning af bondesnuhed, og jeg synes der har været mange ukrudtsblomster mellem Foghs håndplukkede ministre. Jeg regner EU-forfatningen og kommunalreformen for regeringens største fiflerier, men interesserer man sig for småtingene, er her et par samlinger:

• forbryderalbum.dk - fra det stærkt venstreorienterede forlag Solidaritet, der også udgiver leksikon.org. De burde vel bruge tiden på at grunde over kommunismens og Blekingegadebandens forbrydelser. Men deres kritik af regeringen er, om ikke andet, værd at kigge på.

• politikerlede.com - en herlig anarkistisk samling af svindel og humbug begået af politikere fra alle partier. Den anbefales på det varmeste. Ikke uden tør humor, men virker grundig og gennemarbejdet.

Advarsel: Sidstnævnte netsted tillader ikke plagiat. Folkene bag politikerlede.com har været forudseende og lavet en funktion der hindrer brug af copy-paste!

Kamal stjal opgave fra studiekammerater

Kamal snød til lægeeksamen

… Ved 3. semesters afslutning i 1990 skulle de lægestuderende – gruppevis – aflevere i alt seks opgaver. Også Kamal, der var i gruppe med en enkelt medstuderende.

- Vi var en gruppe på fire, som havde afleveret vores fysikopgave. Men vi fik overraskende den melding, at man ikke havde modtaget vores opgave. Det kunne vi ikke forstå. Vi stod i en meget dum situation, hvor vi risikerede ikke at blive indstillet til eksamen, fortæller en kilde, der i dag er læge på et storkøbenhavnsk hospital.

- Ved et rent tilfælde ser vi i et dueslag, hvor vi skulle aflevere opgaverne, at der lå en opgave, der ord til anden var vores opgave. Men den var forsynet med to andre navne end vores. Det ene navn var Kamal. Vi bad om en forklaring. Han tilstod, at han havde hugget vores opgave og forsynet den med sit eget navn. Vi pressede ham til at tilstå over for dekanen på sundhedsfagligt fakultet. På den måde blev vi renset og alligevel indstillet til eksamen, fortæller kilden.

Denne kilde betegner Kamals moral som ’flosset’.

Kamals snyd bekræftes af endnu en kilde tæt på hændelsesforløbet.

- Affæren viste os, at Kamal har en personlig brist. Han har svært ved at skelne mellem rigtigt og forkert. Det viser den aktuelle sag om hans navne-falskneri jo også tydeligt. Desværre, siger kilden, der også er uddannet læge.

[Her smører kilden lige tykt nok på. Er han psykiater?]

Kamal var med sit opgavetyveri ved også at rive sin gruppefælle med i fedtefadet. Denne klarede dog frisag og undgik studieforlængelse eller anden straf, fordi Kamal erkendte, at han var alene om tyveriet.

- Det er det eneste punkt i denne pinlige affære, hvor der kan siges en lille smule godt om Kamal, konkluderer kilden. … (Ekstra Bladet)

—

Læge er læge værst. Snyde i skolen er én ting, men ligefrem stjæle andres opgaver.

Da jeg ikke kan lide at hetze folk, vil jeg gerne påpege at mange andre politikere har svindlet mere. Desværre er det kun privatlivets fusk der trækkes frem og vækker forargelse. På den anden side er det ikke til at vide hvad Kamal ville lave hvis han havde magt og indflydelse.

Ritts manglende troværdighed (boligerne kommer om 5.000 år, som P3 sagde) er efterhånden ved at stå klar for selv de mest tungnemme Københavnere. Hvad gør de så? Vælgerne er geniale – de går over til SF. Mere af det samme. Og hvis så Kamal manøvreres ud af folketinget ville han være selvskreven til en af de tunge borgmesterposter hvor man kan lave fede numre.

“Gode mennesker” snyder mest

Stadig som fortsættelse af Kamal-temaet – denne perle af en artikel fra Nyhedsavisen:

Gode mennesker er hyklere

Folk, der er meget generøse og betragter sig selv som humanitære mennesker stjæler, lyver og snyder mere end andre.

Hvis du beskriver dig selv som et ærlig og hjælpsomt menneske, så er der store chancer for, at du er galoperende hyklerisk.

En ny undersøgelse viser nemlig, at folk, der betragter sig selv som ”gode” mennesker ofte, er de værste af alle. De mener, at deres løgne og svindel bliver retfærdiggjort af den gode sag, de kæmper for.- Folk, der betragter sig selv som meget moralske og hjælpsomme tænker måske: Hvis jeg snyder, kommer jeg på universitetet og kan blive læge og hjælpe en masse mennesker. Derfor er det ganske logisk, at de, der betragter sig selv som særligt gode, også er de største hyklere, siger forskeren bag undersøgelsen …

Forskere bad 200 studerende og 200 mellemledere i virksomheder om at udfylde spørgeskemaer. Det viste sig at alle snød, stjal og løj, men at de, der betragtede sig selv som meget moralske mennesker stjal, snød og løj meget mere end de andre. … (Nyhedsavisen 15.11.07)

Oh, det er godt. Sjov detalje om lægen.

Selv har jeg stadig små moralist-pletter i min sjæl, men mindre end for få år siden; til gengæld er jeg ikke helt ærlig endnu.

Og husk det nu, alle snyder, stjæler og lyver. Når vi har erkendt det kan vi begynde at sammenligne hvor meget, hvor ofte, hvor groft, hvordan og hvorfor. Tak.

Baggrundsstof til Kamal-sagen

Kamal tryner udlejer, EB 16.6.2007. Udlejeren siger:

 - Vi har været for godtroende. Vi udlejede netop til Kamal , fordi han slog på, at han var i personlig krise efter en skilsmisse, og at han var boligløs. Han græd af glæde, da vi lejede ud til ham. I midten af januar fortæller vi Kamal , at det desværre må blive ved de seks måneder, fordi vores realkreditinstitut krævede et salg af ejerlejligheden hurtigst muligt.

Huset sat til salg
- 10. maj anlægger Kamal så sag mod os. Han står til at tabe sagen med et brag, men vil vinde tid. Fogeden vil nemlig ikke sætte Kamal ud så længe, der verserer en retssag ved domstolene.  …

-  Vi står nu i den situation, at vi næppe kan sælge ejerlejligheden i Fiolstræde. Hvem vil købe en ejerlejlighed med en lejer, der nægter at flytte. Derfor har jeg nu måttet sætte vores hjem i Birkerød til salg. Vores økonomi kan ikke bære at betale husleje begge steder i endnu et års tid.

- Vi har tilbudt Kamal at finde en anden lejlighed til ham til samme husleje og kvalitet, men det er Kamal ikke interesseret i. Jeg synes, hans opførsel er uklædelig, siger Oliver Bahner.

Modparten, samme dag i EB:

“Udlejer bryder kontrakten”

- Jeg forholder mig til, at jeg har en to-årig lejekontrakt, og at en boligadvokat råder mig til at anlægge sag.

Det siger SF’eren Kamal Qureshi til Ekstra Bladet.

- Men Kamal , virkeligheden er jo, at du kun har en seks-måneders lejekontrakt …

- Jeg er jo ikke jurist. Jeg har sat en boligadvokat på sagen, der råder mig til at anlægge sag.

- Jurist eller ej: Er vi ikke enige om, at der alene foreligger en underskrevet lejekontrakt, der løber seks måneder?

– Der foreligger en to-årig kontrakt, men udlejer bryder kontrakten.

- Kan du fremvise en to-årig, underskrevet lejekontrakt?

- Jeg forholder mig til, hvad boligadvokaten råder mig til. Jeg har ikke yderligere kommentarer.

- Gør det indtryk på dig, at udlejer må sælge sit eget hus, fordi du ikke umiddelbart kan smides ud af lejemålet?

- Jeg forholder mig til, at lejeloven yder lejere en vis beskyttelse. Jeg har ikke yderligere kommentarer.

Sagen kommer for byretten den 26. april.

Det nye, som kom frem i denne uge, var at Kamal havde udlejet værelser samt taget imod depositum under falsk navn. Som han ikke ville betale tilbage, vist nok fordi lejeren ikke havde ryddet op.

Hvis det hele er rigtigt, så har Kamal gjort en banal leje- og fremlejestrid til en straffesag pga. det falske navn.

Bøssernes ven fupper lejerne

SF’er meldt til politiet for bedrageri

Et medlem af Folketinget, SFs Kamal Qureshi, er blevet meldt til politiet for bedrageri. Han har udgivet sig for at være en anden person. Han undskylder sig med, at han har begået “en tanketorsk”, skriver Ekstra Bladet.Det er ejeren af den lejlighed, som Qureshi bor i i Fiolstræde i København, som står bag anmeldelsen. Folketingsmedlemmet har udlejet et værelse til en studerende, og i den forbindelse har han underskrevet sig med ejerens fornavn – Oliver.   (Ritzau/BT)

—

- Men hvorfor skriver du ‘Oliver’?

- Det er for at bruge et navn, som ikke rigtig virker kendt.

- Men er det ikke en dumhed, når du nu ligger i retssag om lejemålet med lejlighedens ejer, Oliver Bahner?

- Jo, det kan godt være, at jeg burde have brugt et andet navn. Jeg kan godt se sagen fra Olivers side.  (EB)

 

“Oliver” har ikke bare underskrevet sig osv., men også modtaget depositum som han ikke vil betale tilbage, ifølge EB.

MF’ere behøver ikke være rollemodeller for min skyld, bare almindeligt ærlige mennesker. Vi har før set folketingsmedlemmer der kludrer i privatlivet og laver små, dagligdags lovovertrædelser. Der har været endnu flere der laver lovlige fupnumre. Men det er vel særlig det at udgive sig for en anden som vækker anstød. Det strider i den grad mod decorum.

“Oliver” er bøssernes ven, og det kan jo være godt nok, men desværre har han en meget socialist-snerpet og populistisk facon. Jeg tror heller ikke han ville have kastet sig over emnet, hvis ikke det var fordi den traditionelle reaktionære borgerlighed desværre støder mange bøsser og andre frisindede fra sig. Der findes faktisk en del bøsser og lebber der vælger parti ud fra bøsse- og lebbepolitik, uanset hvor perifert et område det er.

Han kan ikke støtte homoseksuelles rettigheder uden at komme med stereotype fraser som “Vestjylland er problemet” eller “Indre Mission er problemet”, og så er han jo lige vidt hvad angår respekt for befolkningsgrupper. I øvrigt en stærk overvurdering af Indre Missions betydning. Men det giver pote, fordi det er et fjendebillede.

Vi har alle svagheder, men han beviser så udmærket socialisternes forkerte prioritering: lave om på verden, før man laver om på sig selv.

 (Foto: Stephen Freiheit/kamal.dk)

“Oliver” er ikke spor anonym, men meget let at genkende. Derfor kan man have sin tvivl om han virkelig har haft til hensigt at udgive sig for en hr. Bahne. Jeg så hans sure fjæs så sent som i går aftes på et værtshus. Han smiler aldrig i virkeligheden. Det gjorde han ikke engang da han var til hofbal i sin ellers udmærkede dragt:

 (Scanpix/TV2)

Mr. Anstændighed takker af

For kun to måneder siden var Jørgen Poulsen populær. Troværdighedspriser, åbenhedspriser, tolerancepriser vidner om grundlæggende problemer. Det næste bliver vel en ansvarspris til dem der gør hvad de skal.

   (Politiken)

»Hvis jeg endte på en øde ø og kun kunne få én spalte fra avisen, så ville jeg bede om børskurserne. De viser nemlig, hvordan verden ser ud. Alt andet er snak,« sagde han til Ekstra Bladet.

Gav gode råd om valutahandel
Sandheden er, at også Poulsens privatøkonomi påvirkes af børskurserne. Det ved de medarbejdere hos Røde Kors, der fik møder afbrudt af hastesamtaler fra hans aktiehandler.

Og det ved Danmarks Radios Frank Esmann, der i begyndelsen af 1990’erne var korrespondent i Washington samtidig med Jørgen Poulsen.Her gav Poulsen gerne gode råd om valutahandel, og de to mænd fik ifølge Esmann »en del tid til at gå med at diskutere dollarens kurs i forhold til schweizerfranc og hollandske gylden«. Frank Esmann kaldte derfor Jørgen Poulsen for »krejleren«. Det var kærligt ment, for Esmann anså mest de finansielle tryllekunster for et kuriosum. …Hvorfor risikerer Jørgen Poulsen både sit eftermæle i Dansk Røde Kors og sin troværdighed som politiker for beløb, der næppe kommer i nærheden af indtægterne fra aktiebørsen og boligmarkedets venlige opskrivning af hans villa i Rungsted?

Millioner til ofre gav anerkendelse
En mulig forklaring ligger i krydsfeltet mellem to hovedspor i Jørgen Poulsens liv: en markant indsats for verdens dårligst stillede. Og en ofte hæsblæsende jagt på personlig anerkendelse.

I Dansk Røde Kors nåede han sin foreløbige topfart, da disse spor for første gang i hans liv løb fuldstændigt parallelt: Når han skaffede stadigt flere millioner til ofrene for verdens katastrofer, voksede også hans egen anerkendelse. …

Konkurrenterne i branchen rasede, når han under store katastrofer brugte alle talenter for at sikre Røde Kors mediernes stærkeste søgelys.

Genbrugsbutikkerne fik lister med mærkevarer, der skulle sælges til forhøjede priser. Og Dansk Røde Kors hentede en million til Kosova på en weekend ved at være først med det sidste, da handel på internettet blev tilladt omkring påsken 1999.

Undervejs forsøgte Poulsen også – forgæves – at få Røde Kors til at overtage Klasselotteriet. …

 

Noget tyder på at Røde Kors også har kludret i sagen. De syntes vel det var nemmere at give manden de 750.000 og få det ud af verden. De kunne have forholdt sig passive efter folketingsvalget og afventet Jørgen Poulsens opsigelse. Havde han nægtet at gå af som generalsekretær, havde han for alvor været på dybt vand.

Juraekspert: Poulsen havde aldrig vundet en retssag

…

Røde Kors betaler for at redde image
Når Dansk Røde Kors alligevel vælger at betale sig ud at sagen er det ifølge Ole Hasselbalch, fordi organisationen ikke ønsker at være forbundet med Jørgen Poulsens navn længere end højst nødvendigt.»En organisation som Røde Kors, skal gerne fremstå så ren som muligt, og hvis sagen var kommet for domstolen, havde det taget flere år, før sagen blev afsluttet, og der må man overveje, hvor meget, man kan bære – hvor mange gange har man lyst til at blive sat i forbindelse med manden og vække associationer om misbrug af det gode formål«, siger Ole Hasselbalch.Ifølge Ole Hasselbalch kunne Dansk Røde Kors have sluppet uden at betale fratrædelsesgodtgørelse, men de har følt sig pressede til at betale.»De har været i en klemme, og vurderet at de blev nødt til at betale sig fra det«, siger han.

En win-win-situation. Når man er 64 behøver man ikke tænke så meget over hvad andre mener om en, man er blevet folketingsmedlem, så har man prøvet det, og kan trække sig tilbage efter én periode, med mindre man skulle gå hen og blive minister, man ved jo aldrig. Så pyt med partiet som han skylder sit valg, folketinget, Røde Kors’ indsamlere og alle danskere der har bidraget til etablissementet.

Der er dog også noget godt ved det hele. Røde Kors-præsidenten, den tidligere nationalbankdirektør, kan tælle til 750.000. Foreningen lærer at spare!

»Det er helt afgørende, at forliget med Jørgen Poulsen ikke på nogen måde går ud over de mennesker, Dansk Røde Kors hjælper i Danmark eller udlandet. Til gengæld bliver det så nødvendigt at spare på en række omkostninger, ligesom det vil indebære, at vore ansatte kommer til at løbe lidt hurtigere i det kommende år«, siger Bodil Nyboe Andersen.  (Politiken)

Det offentlige som tag selv-bord

(Politiken)

Den ældre Schlüter var heller ikke altid fin i kanten (solgte villa inkl. rotter, men det var trods alt kun en privatperson der blev snydt).  

Peter Schlüters greb i kagekassen er i den lille skala. Der er langt større dispositioner som aldrig kommer i offentlighedens lys. Farum-sagen løb jo i årevis før der gik hul på bylden. Hvad kan man gøre ved det? Mere kontrol med offentlige midler og hårdere straf for dem der tager selv. En politiker eller embedsmand skal ikke slippe mildere end en socialbedrager der henter sig et par ekstra tusind kroner. De der sløser med kontrollen skal også straffes eller sanktioneres, ligesom de ville blive i en privat virksomhed.

Straf virker ikke altid forebyggende – men her gør det, for det er jo kold beregning som ligger bag velhavende menneskers økonomiske bedrag.

(Redigeret 15.8.2008 )

Efterskrift (15.8.2008): Mit indlæg herover skal ikke ses som et personangreb, men en anledning til at tage et emne op. Nemlig politikeres svindel eller frynsegoder og den generelle mangel på kontrol med offentlige udgifter. Jeg kunne også nævne mange politikeres uhæmmede brug af taxa og mobiltelefoni, Ritts designerkontorer, Bondams bil og sminke (som han selv skal have lov at svare på her).

Jeg mener således ikke at 136.000 kroner er i samme klasse som Farum-sagen, men ønskede at belyse fænomenet. Ved nærmere gennemlæsning af Politiken/Ritzaus artikel hævdes det rent faktisk ikke at Peter Schlüter har forsøgt at svindle. De kommer alene med antydninger.

Man bør derfor læse Peter Schlüters kommentar herunder om sagen set fra hans side.

De folkevalgte gør oftest et stort arbejde, men udsættes for både rimelig og urimelig kritik. Grænsen mellem smålighed og borgernes oprigtige bekymring for de offentlige udgifter kan være svær at finde – men vi må prøve, og der må være en åben debat. Derfor bliver indlægget stående.

Jeg beklager at jeg blandede Peter Schüters personlighed og hans far ind i sagen, hvilket ikke var helt fair.