DF har fiflet med partiprogrammet og er nu EU-tilhængere

I Dansk Folkepartis partiprogram står der stadig at partiet er modstander af EU. Men spidskandidaten Messerschmidt siger klart at han er tilhænger af EU.

Andre steder skriver partiet snart det ene, snart det andet. En klar EU-modstand i partiprogrammet er blevet fjernet fra hjemmesiden og erstattet med lunken EU-skepsis. Den pågældende side er stadig dateret “oktober 2007″, selv om den er ændret siden da.

Bøjer Dansk Folkeparti sine EU-holdninger med henblik på at komme i regering?

Klip fra et sted på DF's hjemmeside hvor alt er ved det gamle. De aktuelle sider om EU-parlamentsvalget (danskfolkeparti.eu) er dog anderledes "eurorealistiske".

Morten Messerschmidt har formuleret sig klart under valgkampen:

“Du spørger, om Dansk Folkeparti ønsker Danmark ud af EU. Det gør vi ikke. “ Morten Messerschmidts blog i Politiken, 25.3.09

“Han er kritisk tilhænger af EU-medlemskabet …” Portræt af Messerschmidt, Fyens Stiftstidende, 6.4.09

DF’s principprogram siger stadig det modsatte:

“… vi vil ikke acceptere, at Danmark afgiver suverænitet. Heraf følger, at Dansk Folkeparti er modstander af Den Europæiske Union.“ DF’s principprogram 

På nyhedsbloggen EUzoo har de også undret sig: Messerschmidt går imod DF’s principprogram, EUzoo, 20.4.09

Fifleri med programmet

En arkiveret udgave af DF’s partiprogram fra 17.10.2007 siger følgende:

“EU-politik – kort sagt : Dansk Folkeparti er modstander af Den Europæiske Union, og vi bekæmper ethvert forsøg på at skabe en europæisk forbundsstat.” - (DF’s arbejdsprogram ra ”www.danskfolkeparti.dk/Den_Europæiske_Union.asp” arkiveret udgave fra 17.10.2007, gemt automatisk på archive.org )

På samme URL (hjemmeside) hos DF står der i dag noget helt andet. Teksten er blevet meget længere og langt mindre skarp. Men siden er stadig dateret “oktober 2007″.

“Dansk Folkeparti er tilhænger af et åbent og demokratisk samarbejde i Europa. Men vi er modstandere af udbygningen af Den Europæiske Union, og vi bekæmper alle forsøg på at skabe en europæisk forbundsstat, således som de hidtidige EU-traktater har taget sigte på.”  (DF’s arbejdsprogram på danskfolkeparti.dk)

Desuden står der at EU’s opgaver skal indskrænkes til grænseoverskridende problemer og “stordriftsfordele”, hvad det så end omfatter. EU-parlamentet skal ikke nedlægges, men kun være kontrolinstans, ikke lovgivende. Teksten er muligvis formuleret af den liberale Messerschmidt.

Messerschmidt sagde den 18. december 2006 i et interview med TV2:

“Og jeg vil bestemt ikke forsøge at stille op til Europa-Parlamentet, som bør nedlægges, så magten kan overlades de nationale parlamenter.”

Enhver kan ændre planer for sin karriere, men man bør bemærke at han også har modereret sin politiske mening om EU-parlamentets rolle siden dengang.

Forsøg på kompromis

Man kan også finde elegante forsøg på kompromis, for eksempel dette fra 2005:

“Dansk Folkeparti er modstander af EU. DF er modstander af alle forsøg på at skabe en europæisk forbundsstat. … DF er tilhænger af et åbent og demokratisk samarbejde i EU. Samarbejdet skal hovedsageligt omhandle emner som sikkerhed og stabilitet samt handelspolitik.” Europapolitik, TV2, 30.11.05

Dansk Folkeparti er efterhånden på linje med Junibevægelsen bortset fra ét emne: Tyrkiet. Valget handler imidlertid om andet end Tyrkiet.

Udsnit af DF's første principprogram, 1997

Man finder anderledes klare og skarpe ord hvis man går tilbage til Dansk Folkepartis første principprogram fra 1997 (online her hos Det Kongelige Bibl.):

Kun i et suverænt Danmark, som har evnen til at forsvare sig selv, kan landet udvikles efter det dansk folks frie vilje. [fra forord af Pia Kjærsgaard]

Den Europæiske Union

Dansk Folkeparti er tilhænger af princippet om “intet over og intet ved siden af Folketinget”. På den baggrund er Dansk Folkeparti skarp modstander af Den Europæiske Union. Dansk Folkeparti ønsker Europa-samarbejdet koncentreret alene om at sikre fri handel samt at beskytte de fælles naturværdier.  …

Europa-parlamentet

Dansk Folkeparti ønsker, at beslutningerne i EU tages i Ministerrådet, hvorfor Europa-Parlamentets magt skal begrænses. Helst ser Dansk Folkeparti Europa-Parlamentet helt nedlagt. …

EU-Kommissionen

EU-Kommissionen skal arbejde som det, Kommissionen i virkeligheden er; en embedsmandsinstitution, der skal udføre det, som politisk bestemmes. … Dansk Folkeparti ønsker Kommissionens magt begrænset til fordel for folkevalgte, således at det er Ministerrådet – som er underlagt de enkelte landes parlamenter – der kommer med alle initiativer.

Messerschmidt har netop foreslået at den danske kommissær skal udpeges af folketinget, ikke af regeringen. Det lyder umiddelbart lokkende, men det er svært at forudse konsekvenserne. Det vil muligvis styrke kommissionens magt og fremme EU-centralisering. Forslaget har dog ingen chancer for at blive til virkelighed.

DF har bøjet sig for regeringen

Hvis DF kommer med i en regering inden for de næste fem år, så vil DF’s mandater i EU-parlamentet være nul og niks værd. Partiet vil blive fuldblods-EU-tilhængere, bortset fra nogle kritiske pip nu og da. I værste fald vil Messerschmidt blive hentet hjem til Danmark som minister eller lignende. Måske en europaminister, som skal stille de EU-kritiske vælgere hos DF tilfreds?

Camre har ikke brilleret med stor flid i parlamentet. Hans rolle har hovedsagelig været at rapportere hjem til DF’s medlemmer af europaudvalget. Messerschmidt har sagt han vil fortsætte den rolle.

DF’s mandater i EU-parlamentet er dermed underlagt folketingsgruppens behov.

Ideologi og praksis

Det kan godt være DF er ideologisk nationale, men de arbejder ikke konsekvent for dansk selvstændighed i EU. Så man bør hellere stemme på de konsekvente unionsmodstandere i Folkebevægelsen.

Hvad skal man bruge den “korrekte” nationalkonservative ideologi til hvis den ikke er det papir værd den er skrevet på?

Mogens Camre er i øvrigt nærmest en national socialliberal (tidligere på socialdemokratiets højrefløj).

Messerschmidt er ikke nationalkonservativ, men snarere snarere nationalliberal utilitarist. Han begrunder ikke sine standpunkter med en varm fædrelandskærlighed, men siger derimod for eksempel at islam er unyttigt og uønskeligt, fordi de muslimske lande ikke kan præstere økonomisk vækst og sammenhæng. Hans holdning til religion er typisk. Det er langt hen ad vejen en sober holdning, men den er ikke ideologisk konservativ:

“Først vil jeg gerne understrege, at jeg er ateist. Jeg tror ikke på nogen gud. Mener faktisk det er noget pjat. Men jeg kunne aldrig drømme om at blande mig i, om andre vælger at tro. Det er deres helt private sag. At være ateist, er imidlertid ikke det samme som at være relativist. At se religion som overtro, er jo ikke det samme som ikke at kunne se forskel på religionerne. Og jeg vil derfor umiddelbart efter gerne understrege, at jeg anser den evangelisk lutherske kristendom som klart den mest favorable blandt alle religioner. Det er den, som har skabt (særligt Nord-) Europas resultater med fred, velstand og vækst. Uden kristendommen var vi aldrig nået til, hvor vi er idag. Jeg respekterer derfor kristendommen langt højere end jeg for eksempel sætter eskimologi [sic!], buddhisme eller islam.” (Svar fra Morten Messerschmidt på rundspørge fra Ateistisk Forum, 2004)

Camre sagde tilsvarende i et interview fra 2002 at han havde været udmeldt af folkekirken siden 1960′erne, men overvejede at melde sig ind igen “som kulturpolitisk foranstaltning”.

Søren Krarup bør stemme på Folkebevægelsen

Afslutningsvis: Søren Krarup i folketinget, 13.11.2003:

“det er fuldstændig rigtigt, at Dansk Folkeparti er modstander af EU”.

I samme tale siger han i øvrigt at Danmark er medlem af FN “for vores egen skyld”, og han siger:

“Jeg har lige tilbragt 1 måned i New York og været til et FN-møde, og jeg synes, det var ganske spændende at opleve, at der dog – hvad man end kan sige om FN – er et sted, hvor man kan mødes, når der er uenighed.”

Krarup er altså tilhænger af det mellemfolkelige samarbejde i FN, OSCE, Europarådet osv., når blot den nationale suverænitet bevares. Her er han næsten på linje med Folkebevægelsen.

Jeg kan derfor anbefale Søren Krarup at stemme på liste N, som har seks borgerligt-liberale eller konservative kandidater samt yderligere mindst tre moderate midterfolk.

Der er absolut brug for Folkebevægelsens arbejde i EU-parlamentet. Et mandat til DF og et mandat til Folkebevægelsen er langt at foretrække frem for to mandater til DF.

Der kommer en præsentation af alle ikke-socialister hos Folkebevægelsen her på bloggen, men her er tre markante til at begynde med:

 

Thorkil Sohn 
er liberal, grundtvigsk og national
kandidat for Folkebevægelsen mod EU.
Jurist, efterskoleforstander og tidligere næstformand
for Retsforbundet, men inden da medlem af Venstre.
Den kristelig-nationale bevægelse Dansk Samling
anbefalerat stemme på ham (se anbefaling). 

 

 

 

Helge Rørtoft-Madsen
er præst og kandidat for Folkebevægelsen.
Kæmper for dansk folkestyre og
imod EU’s politisering af kirkerne
(se hans debatindlæg).

Her på bloggen er der en uddybende artikel om emnet:
Kirker læser forbøn for EU-valget – og EU-ledere holder religiøst topmøde

  

  

 

 

Hans Henrik Larsen 
er konservativ, chefsergent, financial controller (MBA)
- og kandidat for Folkebevægelsen.
Han vil sørge for at EU passer på pengene.

Palæstinenser-loven fra 1992 som komisk opera

Villy Søvndal sagde engang til de ekstreme islamister i Hizb-ut-Tahrir: “Gå ad helvede til!”

Det må have været spil for galleriet, for SF er nu tilbage i den traditionelle rolle igen:

S og SF vil genåbne irakeres asylsager (Politiken)

S og SF mener altså at man skal være åben over for pression. Enhver flok mennesker skal kunne få asyl hvis de besætter en dansk kirke.

Ved at genåbne asylsagerne siger man at der er begået fejl. S og SF har naturligvis ikke sat sig ind i de enkelte sager. Så hvordan kan de hævde at beslutningerne skal omgøres? En genoptagelse er en helt urimelig særbehandling, der i øvrigt vil belaste asylsystemet yderligere, så ventetiden forlænges for alle andre asylsøgere.

Hvad med de mange dårligt behandlede mennesker (blandt andet danskere) der ikke besætter en kirke, fordi de ikke er frække nok eller stærke nok? De får ikke megen opmærksomhed, de får ikke særlige tilbud fra politikerne, besøg af Arne Melchior eller støttegrupper på facebook med 4700 deltagere.

Nu vil man måske protestere mod min umage sammenligning af Hizb-ut-Tahrir og udviste irakere. Jeg er godt klar over at det ikke er det samme. Hizb-ut-Tahrir har nok væmmelige holdninger der undergraver Danmark, men de er indtil videre en lovlig organisation. Irakerne er derimod retligt udvist, og flere af dem har begået meget alvorlig kriminalitet.

Det er ret vanvittigt at SF vil sende de lovlige ad helvede til, men beholde de ulovlige.

Villy forvekslede form og indhold

Villy Søvndals forsøg på populisme bygger på en forkert analyse af DF’s succes.

Mange på venstrefløjen betragter DF som en sammensværgelse af folk uden egentlig politisk mission. Racisterne i DF har blot valgt nogle syndebukke for at få magt og opmærksomhed, lyder analysen. Nogle gange beskylder man endda DF’erne for at gøre det hele for personlig vindings skyld – som om politisk arbejde er noget man spinder guld på.

Villy Søvndal troede derfor han var genial, når han forsøgte at kopiere mønsteret. Han udvalgte nøje nogle syndebukke, som alle var enige om at hade, og stemmerne væltede ind. Indtil videre dog kun i meningsmålinger.

Men Villy, det er ikke nok at sige tingene. Det er faktisk vigtigere at mene dem. Dansk Folkeparti har en hæderlig indsats bag sig i deres arbejde for at stramme udlændingelovgivningen, bekæmpe kriminalitet med konsekvens og holde sammen på det danske samfund. Indholdet har gjort DF til en succes. Ikke den hårde retorik. Og så hård er den vel heller ikke altid, selv om der er fløjet et par snotklatter.

Villy har sans for genbrug, og han har for nylig sagt det samme om hærværksmændene ved graffitifesten i det indre København: autonome tosser, hjernedøde, bøller, gå ad helvede til. Dog hævdede han også at de ikke havde “noget som helst med venstrefløjen at gøre”.

Demagogisk designerpolitik

Villy Søvndal som barsk vicestatsminister og hans partifælle Anne Baastrup som blid justitsminister?

Det ville måske være et godt, demagogisk parløb. Men det ville være et mareridt for samfundet.

Villy ville piske en stemning op som i de værste folkedomstole, men justitsministeren ville ikke følge det op med nogen form for konsekvens. Vejen ville dermed være banet for konflikter og opløsning på to fronter.

SF har ikke nogen ideologisk baggrund for konsekvent retspolitik, og derfor kan de ikke pludselig opfinde den.

Reaktionen på kirkebesættelsen viser at SF heller aldrig vil få en konsekvent udlændingepolitik.

Jeg er lidt mere overrasket over at Socialdemokratiet bakker op. Henrik Dam Kristensen pakker det lidt ind:

” … selve asylafslaget [står] ikke til diskussion. Men hvis enkelte personers forhold har ændret sig væsentligt siden afslaget, så skal de have mulighed for at søge humanitær opholdstilladelse.”

Socialdemokratiet har åbenbart ikke mod på at overtage regeringsmagten i øjeblikket. De har fejlbedømt folkestemningen, og de vil blive straffet i næste meningsmåling, stol på det.

Palæstinenserloven genopfrisket

Efter 321 palæstinenseres kirkebesættelse i 1992 gennemførte socialdemokraterne, SF og de radikale en særlov, der gav asyl til samtlige aktivister med et pennestrøg.

Jeg går ind for politisk samtidskunst.

Jeg mener absolut palæstinenserloven egner sig til en opera i fem akter.

Den bør opføres i en af de selvsamme kirker der har lagt hus til kirkeasylet:

1. akt. De glade gæster ankommer: Palæstinenserne var rejst hertil fra Libanon i løbet af 1990-1991, hvor de søgte asyl på en påstand om at de var forfulgte i Libanon.

… 2. scene. Problemer opstår: Tidligere havde palæstinensere fra Libanon fået automatisk asyl uden nærmere vurdering. En mindre stramning af sagspraksis under KVR-regeringen i 1989 bevirkede at sagerne nu blev vurderet enkeltvis. 321 palæstinensere fik afslag, da de ikke var forfulgte.

2.akt. Oprør og pression: En gruppe på 50 til100 palæstinensere besatte 7. september 1991 Enghave Kirke og kort efter Blågårds Kirke, hvor sognepræst Lisbeth Søe inviterede dem indenfor. Besættelsen af Blågårds Kirke varede i over fem måneder.

3. akt. Hele menageriet i folkedans: 600 danske præster skrev under på en støtteskrivelse, BZ’ere besatte Udlændingedirektoratet og Justitsministeriet, Savage Rose, Kim Larsen, Anne Marie Helger og Lone Hertz støttede palæstinenserne, og Landsforeningen af Danske Flygtningevenner blev oprettet for at fremme sagen.

4. akt. Jackpot: Den 3. marts 1992 vedtog Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og SF uden om KV-regeringen en særlov, der ophævede udlændingemyndighedernes afgørelse og gav kollektiv opholdstilladelse til alle palæstinensere der havde opholdt sig i Danmark i mere end 12 måneder.

5. akt. Fest: Umiddelbart efter vedtagelsen tog over halvdelen af palæstinenserne tilbage til Libanon for at fejre at de havde fået opholdstilladelse i Danmark.

… 2. scene. Afsløring: Ugen efter kom det yderligere frem at 312 af de 321 palæstinensere havde rejst frem og tilbage mellem Danmark/Libanon/Syrien i løbet af 1990-1991, mens de havde søgt asyl i Danmark.

Efterspil – “tretten år senere”: I 2005 viste en undersøgelse:

• at omkring 42% (135) af palæstinenserne i de efterfølgende år har været involveret i og dømt for kriminalitet.
• at 74% (238) var på passiv forsørgelse.
• gruppen på de 321 palæstinensere havde 110 børn, hvoraf 56% (62) havde været involveret i kriminalitet.

Tæppefald. De medvirkende 321 palæstinensere, 110 efterkommere, 600 præster, politikere, rockmusikere, kunstnere, BZ’ere, flygtningevenner bukker dybt og modtager stormende bifald. De få VK-politikere og grå embedsmænd holder sig diskret i baggrunden. Dengang var DF ikke opfundet, og Glistrup er død, så der er ingen skurke i forestillingen. Det var dengang Danmark var anstændigt og kunne være sig selv bekendt.

Derefter reception arrangeret af Center for Menneskerettigheder, men betalt af staten, halal-pindemadder og fed fest med multikulturel hiphop, mavedans og kristen rock.

(Kilde: min tekst bygger stort set ordret på artiklen om Palæstinenserloven, Wikipedia).

Kirker læser forbøn for EU-valget – og EU-ledere holder religiøst topmøde

Glade præster og lobbyister under Europafanen (leuenberg.net)

Et EU-hyrdebrev og en forbøn skal læses i kirkerne forud for EU-valget den 7. juni.

Og formændene for EU-parlamentet og kommissionen har netop holdt topmøde med religiøse ledere. De ser frem til vedtagelsen af Lissabon-traktaten, fordi den forpligter til samhørighed mellem EU og kirkerne.

Folkekirken er medlem af Det protestantiske kirkefællesskab i Europa, som har udsendt et hyrdebrev med lovprisning af EU, som skal læses op fra prædikestolen sammen med en lang forbøn for EU-valget.

Jeg præsenterer her teksterne i dansk oversættelse. De er et skamløst misbrug af kirken til politiske formål. Og tilsyneladende et frontalt angreb på den lutherske idé om at holde Gud adskilt fra kejseren i Rom.

Den ukristelige studehandel er følgende: EU ønsker at udnytte kirkerne til at mobilisere folkelig opbakning til det “europæiske projekt”. Kirkerne medvirker, da de måske tror på en beskeden indflydelse på det politiske resultat – og bare for at markere sig.

Religiøse topmøder

Hans-Gert Pöttering (CDU), EU-parlamentets formand

Det euro-kirkelige projekt har opbakning på højeste EU-plan. Siden 2005 har religiøse samtaler med EU været formaliseret med et årligt møde. Selveste kommissionsformand José Barroso og EU-parlamentets formand Hans-Gert Pöttering har i denne måned holdt topmøde med religiøse ledere i Europa:

Lisbon Treaty strengthens role of religion says EU (EUobserver, 11. maj)

Pöttering er fra det store tyske, borgerlige parti CDU (Christlich Demokratische Union), som traditionelt hilser et samarbejde mellem kirker og politik velkomment. Pöttering udtalte at det er afgørende at få Lissabon-traktaten igennem. I traktaten er det nemlig mejslet i sten at EU skal føre en “dialog” med biskopper, kardinaler og andre gejstlige.

“I Lissabon-traktaten er vore kirker og vore religiøse samfund for første gang omfattet af den Europæiske Unions love.” “Hvis ikke Lissabon-traktaten ratificeres, kan en ny kommission eller et nyt parlament afskaffe denne dialog, fordi den ikke er juridisk bindende,” sagde han.

Diarmuid Martin, ærkebiskop af Dublin

Den katolske ærkebiskop for Dublin, Diarmuid Martin, deltog også i mødet.

Han udtalte: “Irland har brug for Europa, men Europa har også brug for Irland … Et pluralistisk Europa indebærer ikke et sekulært Europa; Europa har brug for sin religiøse arv og kan kun have gavn af at værdsætte og respektere denne relgiøse arv.”

Ærkebiskoppen har i de seneste måneder brugt sin status til at vejlede sine katolske undersåtter med “større klarhed om en række spørgsmål, som de irske vælgere bekymrede sig for.”

I klart sprog: ærkebiskoppen blander sig i politik. Han takker EU for opmærksomheden ved at udtale sig til støtte for EU ved enhver lejlighed. Han håber irerne stemmer ja til Lissabon-traktaten, når der er folkeafstemning for anden gang til efteråret.

Forbøn for EU-parlamentsvalget

EU-logoet fylder en hel side i det protestantiske kirkefællesskabs hyrdebrev

Det protestantiske kirkefællesskab, også kaldet Leuenberg-fællesskabet består af over 100 kirkesamfund. Der er hovedkontor i Wien og lobby-kontor i Bryssel.

Teologerne i kirkefællesskabet har udsendt et hyrdebrev og en forbøn til alle medlemskirkerne. Herunder folkekirken i Danmark.

Brochuren indeholder EU-parlamentets logo. Hvem er afsenderen: kirkerne eller EU-parlamentet? Det ligner bestillingsarbejde. Her er teksten:

European elections 4 to 7 June 2009:  Strengthening democracy in Europe (klik for den officielle tekst, engelsk)

Europa-Wahlen vom 4. bis 7. Juni 2009: Die Demokratie in Europa stärken (klik for den officielle tekst,tysk)

—

“Erklæring fra prædikestolen ved pinse eller trinitatis

Europa-valget den 4.-7. juni 2009: styrkelse af demokratiet i Europa

Mellem den 4. og 7. juni 2009 finder valget til Europa-Parlamentet sted i den Europæiske Unions medlemslande. Europa-Parlamentet repræsenterer borgerne på europæisk niveau. Her arbejder folkevalgte fra 27 lande sammen på 23 sprog.

Mange klager over, at de europæiske myndigheders arbejde er uigennemskueligt. Men Europa-Parlamentet er den myndighed, hvis medlemmer er valgt af borgerne selv, hvorigennem de kan udøve indflydelse på europæisk politik på en direkte måde. Efter kirkernes mening har der i mange år været gjort et godt og grundlæggende arbejde for folk i Europa dér.

I dag bliver mange politiske spørgsmål besluttet på europæisk niveau: for at få en løsning af den finansielle og økonomiske krise, har vi brug for solidaritet mellem de europæiske stater. Fred og sikkerhed i Europa kan kun sikres med hinanden og ikke imod hinanden. Kun i fællesskab kan vi forebygge klimaforandringer. Særlig i krisetider vil det være vigtigt for os at hjælpe folk i nød. Ansvaret for andre må ikke standse ved nationale grænser.

I “Charta Oecumenica” erklærer Europas kirker sammen: “Vi er overbevist om, at kristendommens åndelige arv udgør en styrkende kilde til berigelse og inspiration for Europa. På vor kristne tros grundlag vil vi arbejde sammen for et humant, socialt bevidst Europa, hvor menneskerettigheder og de grundlæggende værdier som fred, retfærdighed, tolerance, deltagelse og solidaritet bevares.”

I år fejrer vi 20-årsdagen for demokratiseringen i Øst- og Centraleuropa. Retten til at kunne stemme frit tilkæmpede man sig i disse lande med meget mod og personlig hengivenhed. Demokratiet lever i kraft af mænds og kvinders engagement. Det er så sandt i dag, som det var for 20 år siden. Derfor beder vi jer om at gå hen og stemme ved Europa-valget.

Wien, april 2009

Fællesskabet af protestantiske kirker i Europas præsidium”

—

“Forbøn for Europa-valget den 4.-7. juni 2009

Herre, i denne tid fejrer vi pinsen. Vi fejrer den måde, hvorpå du har forenet mænd og kvinder af forskellig oprindelse og med forskellige sprog i din kirke. I kirken oplever vi, hvordan mænd og kvinder bliver ét i dit fællesskab, hinsides alle grænser.

På samme måde er vi taknemmelige, når folk i verden også finder hinanden hinsides grænserne. Vi er taknemmelige for den europæiske enhedsproces [the process of European union], som ligeledes har gjort fjender til venner. Vi beder for, at folk i Europa må fortsætte ad forsoningens og fredens vej.

Vi beder for dem i Europa, der er i nød i denne tid. For dem, der er ramt af den finansielle og økonomiske krise, som er bekymret for deres arbejde, selve deres eksistens. Hjælp os med at stå stammen i vanskelige tider og med at vi ikke lukker øjnene for andres behov.

Vi beder for dem, der kommer til os som fremmede, fra andre lande i Europa eller andre dele af verden, fordi de søger arbejde eller beskyttelse for forfølgelse. Du har bedt os om at gøre fremmede til venner (3 Mos 19, 33-34). Hjælp os at finde plads til dem i din kirke, hvor de er i sikkerhed.

Vi beder for dem, der bærer et politisk ansvar; i vort fællesskab, i vort land, i Europa. Styrk dem med din ånd, at de må træffe de rette beslutninger, når de møder svære udfordringer. Hjælp os, så vi ikke lader dem alene med deres ansvar, men støtter dem og styrker dem i deres arbejde for det fælles bedste.

Du har bedt os om at “stræbe efter lykke og fremgang for byen … , og bede til Herren for den; går det den godt, går det også jer godt” (Jer. 29, 7). Således beder vi til dig for vort samfunds, vort lands, Europas og verdens vel. Hjælp os, så valget til Europa-Parlamentet bidrager til at styrke demokratiet i Europa og fremme ansvarligheden for freden og for vor alles velvære. Amen.”

[Oversat fra engelsk, bibelcitat fra aut. dansk udgave]

—

Ligegyldighed i Danmark

Kristeligt Dagblad har spurgt et par danske præster, som er svagt skeptiske mod EU-bønnen. (Folkekirken får bøn til EU-valget, 5. maj).

Man kan dog tvivle på om de overhovedet har læst bønnens indhold, for de har svaret uklart.

Paul Verner Skærved fra folkekirkens mellemkirkelige råd sagde: “Jeg kan godt gå med til at bede en bøn for demokratiet, men jeg synes ikke, man skal blande en valgkamp ind i kirken.” Han kan dog finde god mening i at bede en bøn for, at den europæiske unionsproces skaber lige vilkår for alle kirker.

Biskop Kristian Drejergaard siger:  “Jeg tror ikke, at initiativet har de store muligheder i Danmark. Vi beder måske for Dronningen og andre øvrigheder, men ikke for folketingsvalget for eksempel. Men jeg kan godt forstå, at mindretalskirker rundt om i Europa kan samles om EU-bønnen.”

Vi savner en kirkelig reaktion fra flere biskopper og præster – og vi savner en politisk reaktion fra de mange kirkeligt aktive politikere. Helge Rørtoft-Madsen, præst og kandidat for Folkebevægelsen mod EU, har dog markeret sig. Se nærmere nederst i dette indlæg.

I modstrid med folkekirken

De danske præster bør naturligvis ikke læse makværket op i kirkerne, da det er i stærk modstrid med dansk folkekirkelig tradition.

Pinseunderet er centralt i kristendommen. Det er miraklet med de mange tungemål, som disciplene begyndte at kvidre på, da Guds ånd kom over dem.

I teksterne ovenfor bliver pinseunderet misbrugt på det skammeligste. Pinseunderet er – ifølge EU og det protestantiske kirkefællesskab – et globalistisk og europæisk projekt, hvor folk skal være solidariske hinsides grænserne!

Typisk for ikke-politikeres indblanding i politik er de mange uforpligtende ord: human, socialt bevidst, menneskerettigheder, fred, retfærdighed, tolerance, deltagelse og solidaritet … Tidens mest fremherskende politisk korrekte begreber er også med: klimaproblemer, flygtninge, indvandring, finanskrise.

Min oversættelse er til fri afbenyttelse i kirkerne, hvis man husker at kreditere Borgerlig bums og nævne at jeg ikke støtter indholdet…

For god ordens skyld: jeg er ikke kristen, men mener dog at have lidt forstand på hvad luthersk kristendom står for. Allerede Jesus smed gøglere og kræmmere ud af templet. Luther gjorde op med pavekirkens brug af kirken som politisk magtmiddel.

Kirken som politisk instrument

Det var dengang. Er de protestantiske kirker i dag blevet et feelgood-fællesskab uden indhold, der ligger åbent for EU’s pression?

Mange protestantiske kirker har en stor trang til at have fingeren på pulsen, være med hvor den politiske debat foregår. Sådan er den danske folkekirke ikke, da det er meningen den skal kunne rumme alle. Og det er godt nok, for kirken skal ikke føre politik. Vi kan jo ikke stemme på en anden kirke, ligesom vi skifter politisk parti, hvis vi er utilfredse. Teologerne i kirken står ikke til ansvar for deres holdninger, og derfor skal de heller ikke have politisk magt.

Tendensen er voksende i hele verden. Det kristne højre i USA misbruger religionen til politiske formål. Islam og hinduisme fusioneres i stigende grad med politik. Resultaterne er ikke gode. Det skader både religionen og politikken.

Politisk religion i Nazi-Tyskland (Foto: Talk2action)

Nazi-Tyskland misbrugte kirken

I Nazi-Tyskland gik mange protestantiske præster velvilligt med i Deutsche Christen, en pseudo-kirke der skulle legitimere Hitlers racepolitik. Den centrale idé var at Jesus var en uskyldig arier, som blev dræbt af jøderne. Det var naturligvis noget vrøvl, men alt kan jo bøjes og forvrænges. Dengang som nu lod de tyske protestanter sig udnytte til at tjene magthaverne.

Sovjet undertrykte kirken i de første årtier, men efterhånden opgav magthaverne at udrydde religionen. I stedet indgik stat og kirke en nær og gensidig accept. Moskva-patriarkatet, dvs. kirkens øverste ledelse, er blevet kaldt “et underordnet organ, praktisk talt et søsterselskab til KGB“. Adskillige præster var KGB-agenter.

Putin og patriark Aleksej II

I dag er den ortodokse kirke igen blevet et nationalistisk projekt. Den er en varm støtte af Putins regime; til gengæld kommer Putin i kirken. Det er fashionabelt at være “kristen” i Rusland, men de fleste kender ikke engang fadervor. To tredjedele regner sig for ortodokse, men kun 4 % anser deres kirke for en kilde til moralske værdier.

Cypern blev selvstændigt fra Storbritannien i 1960. Den karismatiske ærkebiskop Makarios, som havde været leder af selvstændighedskampen, blev valgt til præsident. Som bekendt gik det selvstændige Cypern hurtigt op i hat og briller med etniske konflikter, statskup, tyrkisk invasion og deling fra 1974. Makarios gjorde et hæderligt forsøg på at holde sammen på det hele, og han var oppe imod flere skurke. Men samtidig var han højdepunktet af sammenblanding af religion og stat - samt den etniske førerfigur for græskcyprioterne, men ikke for tyrkcyprioterne. Til gengæld var han ikke politiker, for han var aldrig medlem af et parti, skulle ikke argumentere politisk og stå til ansvar for en partiorganisation. Denne middelalderlige cæsaropapisme var måske ment som en nødløsning eller en overgangsfase. Cypern nåede aldrig i sit 14-årige liv at tage skridtet over til en moderne, kedelig statsform, hvor præsteskab og politik er adskilte kategorier.

Præsident og ærkebiskop Makarios III af Cypern

Den romersk-katolske kirkes indblanding i politik er velkendt.

Faktisk er vi i Danmark næsten en undtagelse fra reglen. Her i landet er det kun Moses Hansen, Faderhuset og en håndfuld politiske præster der ønsker at sammenblande kirke og politik for alvor. Folkekirken er rent administrativt underlagt staten, men den udtaler sig ikke om politik.

Gad vide om Leuenberg-lobbyisterne har tænkt på at også den norske og islandske folkekirke og flere svejtsiske kirkesamfund er medlemmer af fællesskabet? De vil vel næppe bede for et valg, de slet ikke har noget med at gøre? Især de svejtsiske protestanter er kendt som stolte tilhængere af selvstændighed. Svejts har ikke uden grund et kors i flaget. Husker man Wilhem Tell?

EU-forfatningen holder “dialog” med kirkerne

Helge Rørtoft-Madsen, Folkebevægelsen mod EU

Helge Rørtoft-Madsen, præst og kandidat for Folkebevægelsen mod EU, siger:

Er det den slags ”specifikke bidrag” til Unionen, der kan forventes fra de kirkelige organisationer, når eller hvis Lissabon-traktaten gennemføres (jf. EUF art.17, stk. 3)? Mener de danske bisper – hvoraf nogle for ret nylig har været på EU-visit – at den bøn kan bedes i folkekirken?

Helge Rørtoft var tidligere i den lunkne Junibevægelse, men er nu gået over til den rene vare. Han har skrevet en række bøger om truslen fra EU mod folkekirkens selvstændighed.

Blander EU sig i kirkepolitik? Først troede jeg det var paranoia fra kirkelige nørder. Men efter at have undersøgt sagen nærmere, må jeg sige at der virkelig er grund til at kæmpe imod EU’s indblanding i kirker og trossamfund.

EU-forfatningens og Lissabon-traktatens artikel 17 handler ikke om adskillelse af kirke og EU. Der står ingenting om kirkernes selvstændighed. EU “respekterer” kirkernes status, hvad det så end betyder. Og EU forpligtes til en dialog med kirkerne:

Artikel 17: Respekt for kirkers og konfessionsløse organisationers status
1. Unionen respekterer og må ikke anfægte den status, som kirker og religiøse sammenslutninger eller samfund har i medlemsstaterne i henhold til national lovgivning.
2. Unionen respekterer ligeledes den status, som filosofiske og konfessionsløse organisationer har i henhold til national lovgivning.
3. Unionen opretholder en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog med disse kirker og organisationer i anerkendelse af deres identitet og specifikke bidrag.

Til sammenligning er den danske folkekirke rent administrativt knyttet til staten, men vor grundlov bestemmer ikke at kirken skal konsulteres om politik. I Lissabon-traktaten er det omvendt.

Det handler om at EU på bedste totalitære vis søger et “partnerskab” mellem kirker og EU, så man sammen arbejder for at fremme den “europæiske integration”. Det vil sige at overføre mere magt til EU’s uigennemsigtige og udemokratiske institutioner. Kirkerne skal få os til at elske EU!

Fat det: Gud har ingen mening om EU

Ingen kan være interesseret i at EU lægger sin hånd på de åndelige-kulturelle organisationer. Hverken troende eller ateister. Med mindre man da mener at kirkernes eneste formål er at støtte politiske projekter. Det mener Leuenbach-fællesskabet, og det mener EU-politikerne.

Vi tager det sekulære princip for givet i Danmark, og vi er for lidt bevidste om hvad der er på spil hvis vi mister det.

De danske EU-kandidater og de øvrige kirkeligt aktive politikere bør nu melde klart ud og sige: EU skal ingen indflydelse have på kirkerne. Folkekirken skal ikke have en mening om EU.

Pastor Margrethe Auken, nationens vogtere Langballe og Krarup, ærkegrundtvigianer og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech m.fl. Vi venter på jeres svar…

Skønt ofte misbrugt, har Gud ingen mening om politik

Søndagen er hellig for kristne partier i Holland

Fra det nederlandske:

Kristelige: Banker bør ikke reddes om søndagen

HAAG: ChristenUnie og SGP i parlamentet kritiserer at finansminister Wouter Bos  for halvanden uge siden ringede til dem om søndagen angående en redningsoperation for banken ING [til 22 mia. euro]. Ifølge dem var der ikke tale om en nødsituation, som kunne retfærdiggøre brud på søndagshvilen.

Ifølge ChristenUnie og SGP var nationale interesser ikke på spil den søndag, og der var ikke tale om en nødsituation, som ikke kunne have ventet til mandagen.

- “Vi skal ikke snige os til også at inddrage søndagen også i vores mødekalender, for den er allerede rigelig fyldt op,” siger SGP-gruppeformand Bas van der Vlies henvendt til finansminister Bos og parlamentsformanden Gerdi Verbeet. ”Mandag morgen klokken 6 ville jeg også have været der.”

(ANP/Volkskrant i går)

André Rouvoet fra det venstrekristne CU

ChristenUnie er det mindste parti i regeringskoalitionen med CDA (kristelige demokrater) og PvdA (socialdemokrater).

ChristenUnie er en slags stærkt troende, glad, guitarspillende og lettere socialistisk udgave af de danske kristendemokrater.

André Rouvoet er leder af ChristenUnie, vicepremierminister og minister for ungdom og familie – naturligvis.

 

Bas van der Vlies, leder af det højrekristne SGP

SGP (Staatkundig Gereformeerde Partij: det politisk reformerte parti) er et ultra-kristeligt og teokratisk parti, som bygger sin politik på bibelen. Derfor går man bl.a. ind for dødsstraf. Kvinder kan ikke blive folkevalgte repræsentanter for partiet. Nogle kommuner har på SGP’s initiativ indført forbud mod at bande offentligt.

Men partiet udmærker sig også ved meget ærlige, klare og stabile holdninger. Partiet er borgerligt orienteret, støtter f.eks. en sund økonomi, landbrug, børnefamilier og Israel, og er ganske skeptisk mod islamisering og uhæmmet indvandring.

Som “samvittighedsparti” har det erklæret ikke at ville deltage i nogen regering. Stemmetallet er yderst stabilt; det vokser ganske langsomt i takt med befolkningen i de ultra-protestantiske miljøer. På landsplan får SGP altid omkring 1,6 % og to mandater.

SGP’s hjemmeside er lukket om søndagen.

Venstrefløjen kritiserer selvfølgelig hyppigt de kristne partiers manglende accept af kvinderettigheder og homoseksualitet, mens man ikke siger så meget til muslimer der mener det samme. I den forgangne måned blev der åbnet en satirisk udgave af SGP’s hjemmeside. Den er plat, men værd at se: www.staatkundiggereformeerdepartij.nl 

Premierminister Jan Pieter Balkenende (CDA), også kaldet Harry Potter

 

Det tredje kristelige parti er det store regeringsparti CDA, som nærmest svarer til Kristendemokraterne i Danmark eller CDU i Tyskland. Vælgerne hentes både blandt protestanter, katolikker og ikke-religiøse.

Balkenende har dog noget af det protestantiske look. Han kommer fra en reformert familie i Zeeland.

Et sekulært, konservativt parti har manglet i Nederlandene, måske fordi funktionen allerede er udfyldt af de kristelige partier.

Men Pim Fortuyn ruskede op i systemet, og i dag kan man sige at den iltre Geert Wilders er en populistisk-konservativ bannerfører med hans Parti for Friheden (PVV).

 

Det nederlandske bibelbælte

Mens CDA er et bredt folkeparti, får de to fundamentalistiske partier hovedsagelig stemmer i bibelbæltet fra Zeeland i sydvest over mod Overijssel i øst. Herunder ses tilslutningen til SGP ved valget i 2003:

Nord for bibelbæltet er flertallet ikke kristent. Syd for bibelbæltet er flertallet katolikker.

Den lille røde prik nord for midten af kortet er Urk, en meget traditionel fiskerby på en tidligere ø i Ijsselmeer. Med sit stærke sociale sammenhold og den isolerede beliggenhed kan man godt kalde det Hollands svar på Thyborøn.

På Urk fik de tre kristelige partier tilsammen 94 %, hvoraf SGP alene 34 % (valget i 2006). I fiskersamfundet Urk er man forståeligt nok også stærkt EU-kritisk, og 91 % stemte nej til EU-grundloven i 2005.

I Amsterdam, verdens liberale hovedstad og Europas mest hashrygende og friturelugtende by, får de tre kristelige partier tilsammen 11,2 % af stemmerne (2006).

Både i Amsterdam og den katolske provins Limburg i syd kan det ultraprotestantiske SGP notere sig under 0,1 % af stemmerne.

Også når det gælder fødselsraten er Urk og Limburg ekstremer: 2,3 børn pr. kvinde på Urk, 1,6 i Limburg og blot 1,1 i landets sydligste kommune, Vaals. Katolicismen er ikke hvad den har været.

De fire søjler

På trods af den religiøse opsplitning har man ikke haft religionskrige i Nederlandene. Frihedskrigen mod Spanien, der varede hele 80 år (1568-1648), handlede først og sidst om uafhængighed. Men bitterhed og voldsomhed i denne langvarige krig, hvor oprørerne oftest var calvinister, førte til en radikalisering af de religiøse anskuelser, som har præget landet siden.

Gennem 1800- og 1900-tallet vænnede man sig til at hver trosretning havde sine skoler, butikker, sportsforeninger, partier, aviser, universiteter og senere også radio- og tv-stationer. De katolske og protestantiske institutioner blev suppleret med to ikke-religiøse søjler: den “socialistiske” for arbejderbevægelsen og den “liberale” for borgerskabet.

Indtil ca. 1960 plejede protestanter således kun at handle hos den protestantiske bager og købmand. En ikke-katolik kunne ikke blive medlem af den katolske fodboldklub.

Systemet kaldes de fire søjler. En samfundskontrakt for fire parallelsamfund. Det apartheid-lignende system gik i opløsning fra 1960′erne. Søjlerne findes endnu, når det gælder institutionerne, men indbyggerne føler ikke noget tilhørsforhold til dem.

Det politiske system er ekstremt præget af konsensus. Regeringsdannelse tager som regel flere måneder, men så er alle knaster også slebet bort under forhandlinger bag lukkede døre. Det har givet stabilitet, men også politikerlede.

Islam som den femte søjle

Da islam begyndte at komme ind i billedet, havde hollandske politikere intet imod en femte søjle. Man kendte jo til paralllelsamfund i forvejen. Tolerancen mod anderledes tænkende var noget grundlæggende – det havde jo været nødvendigt for at kunne leve sammen.

Det provokerende ved Pim Fortuyn og siden Geert Wilders – for det politiske etablissement – er at de ikke accepterer konsensus, men udfordrer islams ret til at danne et parallelsamfund.

Årsagen er selvfølgelig at det i virkeligheden ikke er lykkedes at gøre islam og muslimske indvandrere til en femte søjle i det hollandske samfund. Det ville kræve at gruppen forsørgede sig selv og ikke levede af andres penge, at den ikke optrådte med vold og kriminalitet, og at udenforståendes værdier og privatliv blev respekteret.

Alle de fire oprindelige søjler i det hollandske samfund var nemlig enige om individets frihed, lov og orden som grundlag. Da islam ikke rigtig forstår disse begreber, er det umuligt at opbygge en fredelig sameksistens.

Holland er ikke Danmark

Men på den anden siden har Holland ingen tradition for en folkelig, “grundtvigsk” og fælles identitet, så det er svært at give indvandrere en nederlandskhed som de må forholde sig til.

I Danmark har den hårde debat fra årene før og efter 2001 lagt sig lidt, så der i dag er en ret bred forståelse af problemerne ved indvandring og islam, men også en stigende accept af fremmede, når blot de overholder grundlæggende normer. Den danske tradition for fri debat og fælles ansvar har været stærkere end de ideologiske modsætninger. Dermed ikke sagt at problemerne er løst, eller at der er enighed om løsningerne.

I Holland gætter jeg på at modsætningerne vil blive dybere og større. Både i politik og i hverdagslivet. Folk føler ikke noget tilhørsforhold til det gamle søjlesystem, som tidligere gav identitet og fællesskab.

Den tåbelige idé om at retsforfølge Geert Wilders for racistiske udtalelser vil næppe lukke munden på ham, men har foreløbig givet hans parti en stor fremgang i de seneste meningsmålinger. Samtidig graver de etablerede partier sig dybere ned i sandet og nægter at anerkende de problemer som Wilders gør opmærksom på.

Hån, spot og latterliggørelse

 (Askhelga.dk)

Godt det kun var Jesusbarnet og ikke Muhammed. En ny krise er undgået.

Jeg kan i øvrigt anbefale etablissementets forestillinger. Selv om udgangspunktet er fjollet, plejer de at holde høj kunstnerisk kvalitet. Klik på billede eller link for detaljer.

Der findes med 99,9999999% garanti ikke noget som Bøssehuset i Saudi-Arabien eller Pakistan.

Politiken kræver ramadan-fri, K er forarget

Jammer og klynk i Politiken:   

Muslimer har svært ved at fejre eid

De danske muslimer fejrer i disse dage højtiden eid, men det kan godt være svært, når man har et arbejde at passe.

Det er dog ikke muslimerne som sådan der jamrer, men danske journalister – som så ofte før.

Politiken har strikket en klar politisk kampagneartikel sammen, der munder ud i at vi skal afskaffe Kristi Himmelfartsdag til fordel for en officiel, muslimsk helligdag.

Først er der en praktisk hindring som Politiken har overset. Eid er en bevægelig helligdag og kan ikke puttes ind i kalenderen på forhånd. En somali-dansk blogger skriver:

Sagen er, at ingen rent faktisk ved, hvornår det er Eid med 100 procent sikkerhed. Man ender altid med at gætte indtil det allersidste sekund. Grunden til det er noget med månens position og andre ting, der skal være på plads. 

Bl.a. Unicef nævnes af Politiken som eksempel på en arbejdsplads med multikulti-tolerance over for diverse religiøse højtider.  Unicef er imidlertid langtfra en normal arbejdsplads, men en international myndighed, hvor man ikke betaler dansk skat, ifølge min viden.

En anden meget ubehagelig ting ved artiklen er at den uden videre deler os op i “kristne danskere” og muslimske danskere. Det bliver mere og mere almindeligt med den sprogbrug.

I dag må man planlægge en fridag fra arbejdet. De interviewede muslimer siger faktisk at man godt kan klare sig på denne måde. Politiken har også fundet en muslimsk førtidspensionist som jo ikke har brug for nogen statslig helligdag.

(Indvandrere på førtidspension er der en del af, og igen skyldes deres tragiske skæbne først og fremmest idiotiske danske politikere og sagsbehandlere, der har kasseret dem fra arbejdsmarkedet og gjort dem til andenrangsborgere, fordi det var så synd for dem! Men det er en anden historie).

De eneste som ikke kan planlægge sig til en fridag er skoleeleverne.

Her er jeg faktisk ret pragmatisk. Hvorfor ikke give dem fri, hvis det vel at mærke begrænses til én dag om året.  Det er jo realiteten at de pjækker den dag. Det er dog noget som må besluttes lokalt, og dagen bør erstattes med at tage en dag fra ferierne eller en lørdag.

Vi holder ekstrem lang ferie i Danmark, både privat ansatte og i skolerne, så hvorfor ikke være lidt fleksibel.  Der er masser af feriedage at tage af.

De konservative mener derimod:

K raser over skolepjæk ved ramadan

De konservative langer ud efter muslimske familier, der holder deres børn hjemme på grund af den religiøse højtid ramadanen. Det sker, efter at flere folkeskoler melder om udbredt pjæk blandt muslimske elever her ved afslutningen af ramadanen i denne uge. 

»Samfundet må sige fra, når forældre pådutter deres børn religiøse skikke, som kan skade deres skolegang og integration«, siger Henriette Kjær. …

Gad vide om DF ikke ville få med grovfilen hvis de sagde det samme?

De konservative har fundet et emne, der typisk irriterer deres højborgerlige idealer, nemlig skolepjæk.

Selv har jeg gået på to udmærkede, landlige, jyske folkeskoler, hvor det var acceptabelt at man kunne få fri hvis man skulle hjælpe til i høsten, med fiskeriet eller hvis man skulle på en rejse med forældrene.

Lærerne var altid lidt mugne over det, da de syntes deres middelklasse-undervisning var vigtigere end det virkelige liv uden for skolen. I sidste ende følte de sig vel såret over at man valgte skolen fra til fordel for andre aktiviteter. Men man fandt en løsning.

Der var både fiskerbørn fra kysten, bondebørn fra indlandet og funktionærbørn fra byerne, så der var brug for en del gensidig tolerance mellem disse meget forskellige kulturer. Vi var dog i sidste ende alle etniske thyboer og danskere, så vi havde et fælles grundlag at stå på. I dag, kun 20 år senere, er det anderledes.

For min skyld kan muslimske børn godt få lov til at holde eid-fri – besluttet lokalt og gerne med en lokal erstatningsskoledag.

En betingelse er dog at man gør klart at det sker af praktiske grunde og ikke som tilpasning til islams religiøse krav. Hvis religiøse ledere blander sig, skal der ikke være nogen fridag!

En national helligdag ser jeg absolut ingen grund til at indføre.

Det er ganske vist rigtigt at der er alt for mange kristne helligdage om foråret, og det kunne være smart at flytte nogle af dem til perioden juli-november, som slet ikke har helligdage. Mest oplagt er Store Bededag, som er uden enhver kirkelig betydning. Man kan også bare droppe den. Så får vi en arbejdsdag mere, og det kan vi godt tåle i dette land med fem ugers lovbestemt ferie.

Men at kæde de to ting sammen – afskaffe en kristen helligdag til fordel for en muslimsk – ville være højst uheldigt.

Jeg kan leve med at Danmark er et kristent land, men det ville være mere end dobbelt så slemt at vi også skulle til at være et officielt islamisk land.

Hovedpine, kristendom og stoicisme

Bloggen har været hvilende i en tid, men jeg vil starte blødt op med at gengive dagens snak på messenger:

R siger:

Hej Casper
Hvordan har du det i dag?

Casuperu siger:

hejsa
udmærket
lidt hovedpine
men der er vel ingen grund til at gå i detaljer…
hvad med dig

R siger:

Hvis det er en mild hovedpine, så er det vel begrænset, hvor mange detaljer, der kan være?
Jo tak, jeg har det fint.
Skal snart cykle hen til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen med et årsregnskab.

Casuperu siger:

jeg tror det er pga. gluten [Glutenintolerans]
og også lidt pga varmen
man vågner så tidligt

R siger:

Det er vigtigt at drikke meget.

Casuperu siger:

ja, men det hjælper kun lidt

R siger:

1000 mg paracetamol + 25 mg Codein og 400 mg ibuprofen så?

Casuperu siger:

altså man æder da ikke piller bare fordi vejret er varmt og man er lidt bløppet
Så kunne man jo gøre sådan hele sommeren.

Jeg åd faktisk to paracetamol i går, men det var fordi jeg også havde ondt i nakken og i maven. Men jeg bryder mig ikke om at gå og tage sådan noget. Det er dårlig moral.

Min moral siger nemlig bl.a. at man skal være god ved sig selv og sin krop.
Jeg er jo også en del af naturen

Jeg har lige læst Dialogcentrets mening om alternativ behandling. De forbinder det med krystalkugler, “orientalske” religioner og hvad ved jeg.

Det er meget interessant at læse hvad Dialogcentret skriver. De har gang på gang klart og præcist forklaret mig hvad luthersk kristendom går ud på.
Nemlig især at være sur og afvisende over for alt andet.

Min pointe er: når så mange danskere er fuldstændig afvisende over for alle former for holistisk medicin og alternativ behandling, så er det fordi det er en trussel mod deres livssyn.
Som luthersk kristen skal man helst finde sig i at have det lidt dårligt. Ønsker man at være helt rask, er det en slags perfektionisme, som er et oprør mod Gud. En gernings-filosofi.

Men det var godt at læse det, for nu har jeg lettere ved at forstå min familie og respektere dem.
Jeg bør ikke komme og foreslå dem løsninger på deres sundhedsproblemer, for det er at gribe ind i deres livssyn.
Hidtil har jeg troet at de havde et ønske om helbredelse, når de tog piller og gik til læge og beklagede sig. Men i virkeligheden ville de bare have lidt lindring.
Jeg bor jo i et kristent land, så jeg bør vide hvordan de kristne tænker, så jeg kan tage hensyn.

R siger:

HAHA
Ja, det er da et interessant synspunkt, der sikkert kan have nogen sandhed.
Dog nok ikke en universel forklaring.

Casuperu siger:

Det mener jeg faktisk.
Der er jo grunde til at folk er som de er. Et samfunds liv er i højeste grad bestemt af det filosofiske/religiøse livssyn som det hviler på.
Jeg kan da også se fordele ved det kristne/lutherske. Det er så dejlig konkret. Det giver en høj grad af ydmyghed, stabilitet og loyalitet mod regler.

Kristendommen er i virkeligheden meget konkret og nærmest materialistisk-rationel.
Det smarte er at man har arrangeret det religiøse aspekt på en måde, så der også er lidt overnaturlighed til dem der har behov for det. Jesu opstandelse er fuldstænidg irrationel, men det forklares netop med at der er brug for noget vi ikke kan forstå.
Og har man svært ved at tro på det, så siger de: “Alle kristne kender jo til tvivl”.
Endelig er der altid Helligånden, et helt diffust begreb, som kan gå ind udfylde enhver funktion som den faktor X der mangler.

Jeg prøvede at søge på “christianity” og “stoicism” i går, og det viste sig faktisk at der en en del som har forsket i kristendommens historie som en udløber af stoicisme. [Link 1 2 3]
Det skal jeg læse mere om.

R siger:

Ja, det er da spændende.

Bispevalg med fusk og overfladiskhed

Hvorfor interesserer en hedning i København sig for bispevalget i Roskilde? Jo, fordi 84 % af befolkningen er medlemmer af folkekirken, og det må være interessant for os alle sammen hvordan den største åndelige forening i Danmark fungerer.

Derudover er biskopperne kongelige embedsmænd hvis løn og pension er betalt 100 % over finansloven, ikke via kirkeskatten. Tilsyneladende mener flere af kandidaterne at det giver dem en særlig pligt/ret til at udtale sig om samfundets øvrige anliggender, altså blande sig i politik. Jeg vil så til gengæld blande mig i deres syn på folkekirken. Selv om jeg helst så at bispeembedet overgik til folkekirkens egen finansiering, så jeg kunne være fri for at have det argument.

Min overskrift skal forstås sådan at der har været fusk eller i hvert fald dyb uansvarlighed/ligegyldighed i valgets proces, og at valgkampens indhold præges af manglende dybde. Det er desværre kedelige tendenser vi også ser i det øvrige samfund, som nu er trængt ind blandt folkekirkens folk.

Det nye og hidtil uhørte er ikke kun valgsvindelen (for nu at sige det lige ud). Der måtte som bekendt holdes omvalg pga. valgbestyrelsens manglende evne eller vilje til at optælle fem bunker à 50 konvolutter korrekt. Måske var det ikke ond vilje, måske havde man bare for travlt med at finde et cirka-resultat og komme til smørrebrøddet. Ikke underligt at man også har svært ved at holde styr på udgifterne rundt om på stiftskontorer og i sognene. I “det gamle Danmark” ville enhver valgbestyrelse udføre sit hverv yderst omhyggeligt, da det jo handler om et stort ansvar man er blevet pålagt – om selve tilliden til institutionen.

Roskilde stift som sociologisk fænomen

Vi har set lignende uredelighed ved kommunalvalg: sagen i Ramsø efter valget i 2001, pudsigt nok ikke langt fra Roskilde (klik her for lang version/kort version). En lang og træg efterforskning løb ud i sandet. Borgmesteren mente det var straf nok:

“Jeg tror, forbryderen har følt stor straf ved at frygte, at det blev opdaget – med offentlighedens skarpe lys på sagen. Det kan godt være forbryderen føler lettelse over, at statsadvokaten henlægger sagen. Det vil da være et menneskeligt træk. Men jeg tror også, at dét at bære på denne viden resten af sit liv for et almindeligt sundt tænkende menneske vil være en straf i sig selv af uanede dimensioner.”  (Citeret fra kenielsen.dk)

Vi kommer nok til at se mere til det, for den manglende selvindsigt hos de ansvarlige tyder på at normerne er skredet.

Når jeg nævner at Ramsø ikke ligger så langt fra Roskilde, er det naturligvis ingen konspirationsteori, men fordi jeg opfatter at de gamle dyder og ansvarligheden – endnu – holder sig bedst i Danmarks “yderområder”, mens de storbynære områder er stærkt præget af fællesskabets forfald. Selve storbyerne er derimod præget af dels en underklasse i frit fald og dels en højere middeklasse der suger eliten fra hele landet til sig. Ude i Roskilde stift er man hverken fugl eller fisk – man er for tæt på København til at bevare landområdernes og provinsbyernes fællesskaber – men man får heller ikke gavn af storbyens liv, kun som pendleropland.

Medierettet valgkamp

Den anden nyskabelse i bispevalget er en temmelig medierettet kampagne der ligner en egentlig valgkamp, med duelmøder, debat i medierne, forsøg på at gøre sig populær, lidt for mange kortfattede budskaber i læse let-stil. Det vil sige at man har overtaget faconen fra det politiske liv. Ordet valgkamp bruges nu uden ironisk undertone.

Jeg kalder det ikke for en politisering, da det politiske liv netop handler om alt for meget andet end politik i dag.

De fem kandidater afspejler på mange måder de forskellige strategier i folkekirken i dag. Den klassiske modsætning mellem grundtvigianisme over for indre mission eller “liberale” over for den “kirkelige højrefløj” er ude af billedet. Forskellene handler derimod om hvordan kirken skal markere sig i samfundet.

• Poul Joachim Stender er “kendt for gourmet-middage i kirken og bramfri snak om sex fra prædikestolen“ ifølge Kr. Dagblad. Lavkirkelig i sprog og stil. Som noget positivt vil han bevare de små sognes selvstændighed, han er modstander af kirkeministeriets forsøg på beton-centralisering, men uden et klart bud på alternativet. Han skriver: “Hvis jeg bliver biskop, kan man ikke vente sig hvad som helst”, i den forstand at han vil bevare alt det gode, men samtidig vil han gøre forkyndelsen sanselig og lidenskabelig, og han vil indkalde de politiske ungdomsforeninger til et møde om folkekirken. Han vil gerne det hele. Relativt kritisk mod islam, men ikke imod multikultur som sådan: vil elske den muslimske næste, men fordømme hans tro.
• Peter Fischer-Møller, også grundtvigianer til den liberale side, men en mere traditionel type end førstnævnte. Han er blevet mistænkeliggjort for at deltage i et støttenetværk for Grosbøll – men han ønskede vist mest at forsvare retten til forskellige gudsopfattelser. Har et meget venligt syn på islam.
• Henrik Wigh-Poulsen, grundtvigianer af Birth Rønn Hornbech-typen (“den kirkelige midte”). Langer ud mod materialisme, ateister, folk der kritiserer indvandring, Tidehverv og mange andre. Han støtter vist nok homofiles ret til kirkelig registrering, i lighed med flere af de andre kandidater. Dette er ikke mere så stort et stridsemne som det har været, men som smagsprøve på hans evner som kommunikator kan man tygge lidt på dette indlæg, der lader budskabet svæve i det uvisse: Kjeld, bøsserne og familieværdierne.  Da jeg først læste det, troede jeg han gjorde nar. Det er lige så tåget og show-agtigt som Lars Bukdahls anmeldelser. Selvbevidst, intelligent og med mange friske udsagn, men har både i sine skrifter og på debatmøder udvist en meget konfrontatorisk stil. Henrik Wigh-Poulsen er et spændende tilfælde, men nok den eneste af de fem, som er decideret uegnet som biskop og leder.
• Steffen Ravn Jørgensen, en stilfærdig og velformuleret mand, der får sindene i kog hos nogle af sine modkandidater. Jeg vil vove at påstå at det er dem, ikke ham, der er ekstreme.
• Per Melhof, valgets outsider fra den danske kirke i Bryssel, som markerer sig med et noget tørt budskab om at kirken kan tage ved lære af erhvervslivet – som modsætning til traditionel offentlig detailstyring – hvilket han sikkert har ret i på mange punkter. Han vil gerne aktivere de frivillige ressourcer i sognene. En klart plus er at han har det enkleste navn af de fem. Hvorfor har så mange præster et bindestregs-efternavn?

Som hyppigt set blandt præster, er der sværmere og brushoveder imellem. Udprægede holdningskandidater, der gerne indleder sætninger med “Jeg mener…” Ønsker man at være en reformator, der nydefinerer kirkens forhold til sex og sanselighed, er det udmærket, men spørgsmålet er om denne opgave bør udføres fra bispesædet. (Undskyld det billedlige udtryk!)

Nogle af de fem er spredere, der kunne ødelægge folkekirken på få år, hvis deres type sad i alle landets bispestole. Men de kan de sikkert være ganske udmærkede som sognepræster, redaktører osv. der blander sig i den offentlige debat som de vil.

Den egentlige udfordring

Steffen Ravn-Jørgensen virker absolut som den mest solide af de fem. (Se videoen på hans hjemmeside hvor han giver en sammenhængende fremstilling af sit budskab, i modsætning til alle de andre kandidater). Han har tydeligvis en god teologisk baggrund, reflekterer om sin rolle som administrator og teologisk vejleder. Han er en stille slider der har opbygget diverse kurser og et udmærket skole-kirke-samarbejde i Helsingør stift. Han endte på en fjerdeplads i første valgrunde, velsagtens fordi han ikke ønsker at spille ud med en masse spektakulære ændringer,  er en ret grå figur i forhold til de mere medieliderlige, og måske også fordi det lykkedes modstanderne at rakke ham ned som angivelig Tidehvervs-mand – hvilket han ikke er – hvad der så end skulle være galt med det.

Men det er holdninger som denne der falder de intolerant-tolerante for brystet – fra en artikel Berlingske og andre dagblad, 18. marts:

Troløse: Danskerne svigter i stigende grad folkekirken

Næsten halvdelen af danskerne har ikke været til gudstjeneste inden for det seneste år, og kun hver ottende har planer om at gå i kirke i løbet af påsken – kirkeårets største højtid. Det vækker bekymring i den danske folkekirke. 

Næsten halvdelen, 45 pct. … har således ikke været til gudstjeneste i løbet af det seneste år, viser en ny Gallup-undersøgelse om danskernes forhold til påsken, folkekirken og det kristne budskab.  I 2003 var det mindre end en tredjedel … 31. pct., som ikke havde havde været i kirke i de seneste 12 måneder, så på bare fem år har folkekirken fået et markant tiltagende problem med at trække folk ind i Guds huse. …Kun 13 pct. eller rundt regnet hver ottende … tilkendegiver nemlig, at de har planer om at gå i kirke i påsken.  Det er et dramatisk fald fra 2003, da … 20 pct. regnede med at gå i kirke i påsken.

Yderligere er det bemærkelsesværdigt, at selv om 82 pct. af befolkningen er medlem af den danske folkekirke, så mener kun 58 pct., at det betyder noget for dem at være medlem. I 2003 betød det noget for 64 pct. af befolkningen.

For domprovst ved Sct Olai. Kirke i Helsingør, Steffen Ravn-Jørgensen , er det en bekymrende udvikling.

»Det er tal, som viser, at vi i den kristne kirke står over for en stor udfordring. Vi skal blive meget bedre til at vise, hvad kristendommen er for en størrelse,« siger han og sigter i den forbindelse især til kristendommen som modvægt til islam:

»Kristendommen har været befordrende for anvendelse af fornuften, og den har været et opgør med alt det, der har bremset, herunder de religiøse love i islam, der jo bremser udviklingen. Når mine børnebørn kommer ud i en skole, hvor de møder religiøse love, for eksempel islamiske love, hvor der tales om rent og urent mad og mennesker, så vil jeg modsige det med kristendommen og sige, at i den kristne religion er der ikke den religiøse begrænsning. Der skal med andre ord fortælles om kristendommen, for at vores børn og børnebørn får den frihed, som vi andre nyder godt af. Der mener jeg virkelig, at der mangler et kæmpe oplysningsarbejde, en bevidstgørelse om du vil.«

Men lægger du med dine ord ikke op til konfrontation med den anden store religion på vores breddegrader?

»Det er klart. Islam skal da modsiges. Men det skal ske med ordet eller argumentet, aldrig med hånden eller volden. Og det er det, vi har lært med kristendommen at her kan vi diskutere tingene.«

Jeg kan ikke se andet end at Steffen Ravn-Jørgensen tør tage en af tidens største udfordringer op. Almindelige borgere ville nok – i modsætning til præsterne – mene at han gør det på en sober og givende måde, at han løfter netop det ansvar som han er sat til. Mon ikke også vore muslimer – bortset fra dem der drømmer om kalifatet – foretrækker et intelligent modspil fra kristendommen.

Biskop Lise-Lotte Rebel, der har ansat ham og således må formodes at være på linje med ham, nævner dog en anden strategi. Den skal lige nævnes:

Lise-Lotte Rebel, der er biskop i Danmarks befolkningsmæssigt største stift, Helsingør Stift, havde gerne set bedre tal i Gallup-undersøgelsen.

»Men du får mig ikke til at sige, at vi er ved at lukke og slukke,« som hun siger.

Hun mener, at danskernes forhold til kirken er langt mere kompliceret og nuanceret, end de rå tal umiddelbart giver indtryk af. Og hun hæfter sig ved, at kirkerne, i hvert fald i hendes eget stift, knytter nye kontakter til befolkningen, bl.a. i kraft af et udstrakt skole-kirke-samarbejde, ligesom de kirkelige handlinger som dåb, bryllup og begravelse står stærkt. Endelig nævner hun, at der bygges nye kirker i Helsingør Stift, og at der er mange nye tiltag, f.eks. såkaldt babysalmesang for nybagte mødre eller »spaghettigudstjenester« med efterfølgende spisning for børnefamilier.

Der var de berømte spaghettigudstjenester.

Bent A. Koch har i Kristeligt Dagblad mistænkeliggjort Steffen Ravn-Jørgensen på denne besynderlige måde:

“Vi er også kommet vidt omkring [i valgkampen]. Men det forekommer mig, at der er et ikke uvæsenligt spørgsmål, der ikke er stillet, eller som kandidaterne ikke selv er kommet ind på.

Det drejer sig om deres forhold til Tidehverv, således som offentligheden har lært denne bevægelse at kende gennem Tidehvervs to frontfigurer i dag, Søren Krarup og Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti – specielt de to præstepolitikeres syn på islam og på den måde, vi behandler vore flygtninge og indvandrere på.

Specielt vil det være interessant at få klarhed over, hvor domprovst Steffen Ravn Jørgensen står. Underligt nok er han ikke medlem af det islamkritiske netværk, som Tidehverv står bag – underligt, fordi han, så langt jeg har kunnet følge ham, deler dette netværks synspunkter, Også når det gælder det økumeniske samarbejde ligger han på linje med Søren Krarup og andre, jævnfør hans optræden i Det Mellemkirkelige Råd.

Et nærliggende spørgsmål, som jeg synes bør rejses, er derfor: På hvilke områder deler Ravn Jørgensen ikke Søren Krarups og Jesper Langballes teologiske og politiske synspunkter, specielt som den kommer til udtryk i deres holdning til afviste asylsøgere og deres børn. … “

Biskoppen skal altså vælges ud fra hans private, politiske holdning til afviste asylsøgere… Det manglende medlemskab af islamkritisk netværk bruges til en absurd mistænkeliggørelse. Er du medlem, så er du naturligvis dømt ude; er du ikke medlem, så er det underligt, thi vi ved hvilken side du står på!

Endnu et eksempel, der er så mistænkeliggørende og bitter-surt som kun præster i indbyrdes strid kan være. Grundtvigsk Forum er den “midt-grundtvigske” platform for den farverige Henrik Wigh-Poulsen. Forummets næstformand Helge Baden Nielsen skriver:

… Saglig kritik er jo altid mere end velkommen, sådan har det altid været i Grundtvigsk Forum. Det er derimod trivielt og kedsommeligt at bruge tid på at værge sig mod skræmmekampagner og se sig nødsaget til at tilbagevise fordrejninger, der jo ikke bliver sandere af at blive gentaget.

Det mest ejendommelige ved det hele er dog imidlertid, at Steffen Ravn Jørgensen selv er medlem af Grundtvigsk Forum. Han fik godkendt sin ansøgning om optagelse netop også i maj 2007. Det var jeg selv med til. Men hvorfor søgte han dog om optagelse, når den grundtvigske stemme i dansk kirkeliv, Grundtvigsk Forum står for, byder ham så meget imod? Det skylder han ærligt talt en rigtig god forklaring på!  — (Kr. Dagblad 22/1 2008)

Anden valgrunde

Primærvalget i Roskilde gik om på behørig vis, i modsætning til Michigan og Florida, hvor man stadig skændes om det. Lige som i USA er det ikke altid de bedste, men ofte de mest midtsøgende kandidater der går videre.

Steffen Ravn-Jørgensen gik ikke videre, så nu står anden valgrunde mellem Peter Fischer-Møller og Poul Joachim Stender.

Der er mest nuancer til forskel, og som ikke-medlem er det svært for mig at gå ind i en anbefaling. De lægger begge vægt på at kirken skal øve en vis politisk indflydelse, den ene dog tilsyneladende mere end den anden. Jeg ville nok tænke mig om en ekstra gang før jeg stemte på ham der er “kendt for gourmet-middage i kirken og bramfri snak om sex fra prædikestolen”. Danskerne har fortjent bedre end en folkekirke der orienterer sig mod glatte, medie-orienterede events og politiserede budskaber. Det vil sætte hele det folkelige menighedsfundament over styr.

På den anden side står Peter Fischer-Møller for en slags status quo, han vil ikke blive en medie-sprællemand, men folkekirkens udflydende linje vil fortsætte, også uden en klar og positiv afgrænsning over for islam.

Folk ønsker at det skal betyde noget for dem at være medlem, med ordene fra artiklen ovenfor. Mit bud er at under Stender vil det nok se ud af mere og mere, men betyde mindre og mindre. Under Fischer-Møller vil det hverken betyde eller se ud af noget, men denne udvikling kender vi allerede, det vil bare fortsætte langsomt. Fischer-Møller opfatter sig mest som administrator – med stor respekt for forkyndelsesfriheden - så han giver trods alt rum for at den enkelte præst kan udfylde den rolle han mener folkekirken skal have. Og intet tyder på at Fischer-Møller vil politisere, med mindre han bliver spurgt!

Valget mellem en seriøs og useriøs kirke

Det er ikke som i forgangne tider et valg mellem fundamentalistisk og frisindet kristendom, men mellem en seriøs og useriøs variant. Hvis undertegnede, som afkristnet, skulle sætte min fod i kirken, er det ikke for en spaghettigudstjeneste eller for godtkøbsord, som jeg kunne finde i nærmeste gratisavis, heller ikke for fakkeltog som Amnesty eller Støttekredsen for Flygtninge i Fare sikkert kan organisere lige så godt. Men måske for en hæderlig og interessant prædiken der formidler en flig af evigheden, af ordet eller Gud i præstens personlige tolkning. Mon ikke de aktive medlemmer ønsker det samme hvis de skal fastholdes.

Skulle der være en enkelt Grosbøll her og der, betyder det intet for helheden. Dette spørgsmål er blevet stærkt overvurderet at præsterne. Folkekirkens medlemmer kan godt skelne mellem skæg og snot.

De kandidater, der taler mest om at tiltrække mange nye kirkegængere ved en stribe spændende metoder, repræsenterer efter mit skøn den største fare for kirken. Jeg mener også de overvurderer den rolle kirken skal spille som inspirator for tidens store samfundsspørgsmål. Som ikke-kristen håber jeg man vil lytte til hvordan jeg ser det – jeg mener ikke kirken opnår noget ved at promovere sig aktivt i alle de eksistentielle spørgsmål vi i dag stilles over for. Man kan naturligvis være udadvendt, men det vigtigste er at bevare en tryg og troværdig havn, hvor mennesker kan søge sig hen når de har behov. Kirken klarer ganske godt at forny det der skal fornyes, uden pres ovenfra, og tidens glatte politik- og medielandskab er altså ikke et udtryk for det danske folks åndelige ønsker. Det er en katastrofal forveksling, hvis man tror der er noget der skal efterlignes dér.

Folkekirkens begyndende økonomiske problemer skal man nok få hold på, for de handler mest om dårlig organisering og udgiftsstyring. Hvert stift bør ansætte en slags departementschef, en kreativ økonom eller HR-mand, der omorganiserer tingene. God administration i stiftet er efter min mening vigtigere end et ja/nej til stiftsråd. Det er helt nødvendigt hvis man skal undgå en centralisering, der gør folkekirken endnu mere til statskirke. Sådan en administratorstilling kunne måske være et job for Per Melhof?

Der findes åndelige alternativer til spaghettigudstjenester - på en messiansk jødes blog fandt jeg en smuk, sunget version af fadervor på aramæisk (mp3).

Note: Min tipoldefar på mødrene side N. P. Madsen var præst med dårlige nerver på Christiansø, i Kollerup (Fjerritslev) og i Vorupør, hvor han grundlagde sin egen metodistisk-inspirerede variant af Indre Mission. Han var barnefødt i Tune, så jeg har dog en vis forbindelse til Roskilde stift. Men jeg ville nok heller ikke anbefale ham hvis han stillede op. (Se hans biografi og en lille epistel af ham). Min oldemor på fædrene side, Ane Josephsen, var sandsynligvis Danmarks første kvindelige menighedsrådsmedlem, valgt allerede i 1903, da menighedsråd og samtidig kvindelig valgret blev indført.

Håndtryk til alle, nu også for præster

Sagen om håndtryk til kvindelige præster har (efter et halvt år) fundet den eneste rigtige løsning.

Ingen kan sige at de få formørkede, mandlige håndtryksnægtere ikke er blevet hørt og set. Man har holdt møder, snak og debat for deres skyld, men de havde en umulig sag.

Det handler ikke om at tage hensyn til et mindretal. Dette mindretal har jo al ret til at sidde i de sogne hvor de er ansat som præst, sammen med et menighedsråd som er enig med deres trossyn.

De formørkede præster kan bevare deres egen mening om kvindelige præster, men de skal anerkende de kollegaer som biskoppen har udnævnt. 

At nægte håndtryk er ikke et indlæg i en teologisk debat, men en hånlig demonstration mod både de kvindelige kollegaer og mod sammenhængskraft og øvrighed.

Ingen virksomhed, organisation eller samfund i øvrigt kan leve med det.

Håndtryksnægterne har prøvet at fordreje sagen til et spørgsmål om kirkens rummelighed - den rummelighed som de selv modarbejder:

Håndtrykssagen rejser nemlig spørgsmålet om, hvor rummelig folkekirken skal være. Skal der være plads til alle nuancer i det kirkelige landskab, eller kan man stille krav til kirken, på samme måde som man stiller krav til serviceinstitutioner som folkeskolen og hospitalssystemet?  (Politiken 14/12)

Kirken er muligvis blevet til lidt af et serviceorgan (det har den altid været), men spørgsmålet her har intet med det at gøre. Det handler om respekt og sammenhængskraft, dybe kulturelle værdier.

Det er første gang i årevis at et kirkeligt spørgsmål vækker bred, folkelig interesse, hvilket burde glæde alle præster. Når der ikke har været den store diskussion i befolkningen, er det fordi de stort set er enige om at præster naturligvis skal give håndtryk til kvinder.

Lutheransk kristendom betoner normalt at kirken skal indordne sig loyalt under statens love og magtordning, men der er åbenbart undtagelser fra princippet. Hvis de ultra-indremissionske præster er utilfredse må de tage konsekvensen og vinke farvel til tjenestemandsløn, præstegård og pension.

Essensen i kvindesynet er det samme som hos muslimske imamer: skal rigtige mennesker give håndtryk til kvinder?

Kirkeministeren vil ikke tage ansvar:

Den nyvalgte kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) siger til Politiken, at hun har det principielle kirkesyn, at folkekirken skal være åben og rummelig og præget af stor spændvidde. Diskussionen om mandlige præster, der har problemer med at have kvindelige kolleger, ønsker hun som minister ikke at blande sig i.  (Politiken 8/12)

Reaktionerne er typiske, for vi kender dem fra konfrontationer med muslimer:

• Sagens hovedpersoner prøver på alle måder at udnytte den danske og vestlige hensyntagen til mindretal. Hovedpersonerne er i dette tilfælde præster, men det kunne have været imamer.

• Politikens rygrad klasker sammen som gelé, hver gang nogen spiller pluralisme-kortet. Ægte frisind viger for lunken tolerance.

• Birthe Rønn Hornbech, det grundtvigianske tågehorn, siger store ord om ingenting.

Når tolerance og respekt er to modsætninger skal man vælge og kræve respekt, for den er vigtigere og mere fundamental af de to. Det ved danskerne godt.

 (Dansk Håndtryksforening)

Ydmyg kristendemokrat slår igen

Der har været polemik mellem bloggeren Ydmyghed og undertegnede – på grund af mit blogindlæg:

Ydmyg kristendemokrat shamer DF 

Bloggeren følte sig hængt ud fordi jeg oprindelig citerede ham med navns nævnelse samt at han er lokalformand for KD, religionsekspert ved Kristeligt Dagblad m.v. Hans protester gjorde mig nysgerrig, så nu har jeg først for alvor rå-googlet på sagen, og jeg fandt ud af at Ydmyghed tidligere har bragt sig i fokus på Uriasposten. (1)(2)(3)

Dermed har det mere almen interesse – værsågod, klik, scroll ned til kommentarerne, læs nærmere og bedøm.

Tørklædets teori – kluden holder mennesket rent

Jeg vil ikke bruge for mange kræfter på at kommentere andres blogs, men her er et fint eksempel på tankegangen hos en ikke særlig ekstrem dansk muslim. Moderat islam – muslimernes svar på katolsk præstesnak, Jehovas Vidner eller indre mission anno 1900.

Under overskiftet Korsets logik skriver bloggeren kaso:

Fred til alle

(Dansk for Salam aleikum – måske den måde alle siger goddag på om 100 år?)

Mange opfatter tørklædet og løstsiddende dækkende beklædning som et muslimsk symbol – noget muslimske kvinder har på for at vise deres religion. Man sammenligner så med det kristne kors, der ligeledes opfattes som et symbol på kristendommen som den kristne bærer for at vise sin tro.

Ovennævnte muslimske beklædning tjener imidlertid et funktionelt formål, nemlig at begrænse sexualiseringen af det offentlige rum. … Sex er smukt, livgivende, dejligt og en sublim form for tilbedelse af Gud og livets gave – men hvis begæret slippes løs medfører det den enkelte og samfundets degradering og forfald. Bl.a fordi mange, især unge mænd der som bekendt har mindre selvkontrol og større seksuelt begær, ikke har tilgang til sex, er det vigtigt at den kvindelige varme, det sensuelle, bløde, blide, skønne, erotisk tiltrækkende køn ikke udstilles og kommercialiseres. Det skaber splid og er en perverteret nedvurdering af det seksuelle. Det er ødelæggende for den fantastiske harmoni der findes i skabelsen hvis det seksuelle frit får lov at kontrollere mennesker og samfund. …

Muslimsk beklædning er en helt konkret metode til at begrænse det seksuelles magt over menneske og samfund. I øvrigt er der også beklædningsregler for mænd, bl.a. at området mellem knæ og navle ikke må blottes over for andre end ens kone og børn. Desuden opfordres begge køn til at sænke blikket og ikke stirre på det andet køn, fordi blikket er den første faktor der blivet afledt.

For nu at vende tilbage til korset, som i stigende grad bæres nærmest protestagtigt af flere og flere danskere, er det svært at se hvilken funktion det skulle have. Måske er det en skjult trussel om korsfæstelse? Bizart forekommer det ihvertfald af rende rundt med så morbidt et mordvåben/ torturredskab om halsen. Endnu mere absurd bliver det når det kombineres med halvbare bryster, bar mave og billig, udfordrende beklædning. Har de ingen indblik i hvad Ny Testamente siger om kvinder?

—

Kan man kontrollere seksualiteten, kontrollerer man menneskene.

Det kunne jo være de unge muslimske mænd ville have godt af at få tilgang til sex og dermed opnå større selvkontrol, så de ikke behøvede gå til danske piger og foragte dem som ludere samtidig. Tænk hvor fredeligt der kunne blive i muslimske lande hvis ikke de unge mænds seksuelle frustrationer skulle brændes af i demonstrationer og al slags hysteri. Og hvis kvinderne kunne få lov til at eje deres egen krop inkl. de lyster og glæder som den indeholder.

Muslimsk kropskontrol indeholder også regler om afvaskning, som de fleste nok kender til, men også at man f.eks. skal barbere alle kropshår mindst hver fyrretyvende dag. Så forklaringen på de mange glatbarberede unge indvandrermænd man ser i svømmehallen, er altså ikke en særlig modebevidsthed, men religiøst betinget. De kan dårligt komme i svømmehallen uden at overtræde andre bud, f.eks. beklædning fra navle til knæ, men de gør det heldigvis alligevel.

Jeg begriber ikke at det er en “kommercialisering” at udstille sin frisure og evt. halve bryster. Det er jo ikke alle vantro kvinder der er til salg. Her viser islam sine fællestræk med socialismen. Når nogen tjener penge på at fremstille tøj og smykker, som vi gerne vil købe, så er det ond udnyttelse. Vi andre synes bare det er livet, markedet, den frie udfoldelse. Derimod er det jo op til en selv om man vil være en slave af egoistisk selviscenesættelse. Men vi har en rest af den kristne puritanisme i os, når vi nogle gange tror at alt det forbudte er dejligt, fordi alt det dejlige er forbudt. Så havner skønhed og nydelse i samme kategori som selvdestruktivitet og kynisme.

Ja til indre moral, omtanke, frihed, glæde og ansvarlighed – nej til forbudsreligioner.

Ydmyg kristendemokrat shamer DF

Lad os hive Kristendemokraterne op af glemmebogen et øjeblik, før de igen glider derned hvor de hører hjemme.

På ydmyghed.urbanblog.dk finder man en meget selvbevidst KD-lokalformand samt religionsekspert ved Kristeligt Dagblad, som udgyder den groveste shaming af DF. Det er et sjældent eksempel på at for meget kristelig pænhed kan kamme over i bimlende had og ærekrænkelse. (Selv om han henvender sig til vælgerne som “vi” kristendemokrater, har han gjort mig opmærksom på at han ikke taler på Kristendemokraternes vegne – ).

Skik følge eller land fly
November 3rd, 2007 by Kristian
To utålmodige unge mænd i Helsinge er gået foran for at demonstrere meningen med DF´s nye valgslogan: Skik følge eller land fly.
En kvinde, der er muslim, ville krydse Rundinsvej. Her blev hun mødt af tilråb fra en gruppe unge om, at hun skulle tage sit tørklæde af, hvis hun vil bo i Danmark.
En 18-årig mand tiltales for at have løbet ud på gaden, hvor han rev hendes tørklæde af og gav hende et knytnæveslag i baghovedet.
En 20-årig man tiltales for at have forulempet en 40-årig kvinde, som ville gribe ind. Han tiltales for at have slået hende i ansigtet med knytnæve og for at have sparket hende på kroppen.
Kilde: Lorry.
Ingen tvivl om at Dansk Folkeparti kan inspirere mange fædrelandskærlige mennesker. I øvrigt minder DF´s kampagneplakater påfaldende om nazisternes billeder af jøder.

—

Dansk Folkepartis landsskadelige virksomhed
Onsdag, Oktober 31st, 2007
DF´s kynisme er så omfattende, at man må overraskes gang på gang. Velvidende at DF er på vej ud i mørket igen, lancerer DF en valgplakat med Muhammeds billede på.
Formålet er ene og alene at provokere muslimer til at protestere og i “bedste fald” at lave ballade. DF ønsker polarisering og konfrontation. Det ved muslimerne i Danmark udmærket, og derfor ignorerer de også DF´s tåbelige provokation.
Men DF vil gerne have et par ambassadeafbrændinger og måske også en enkelt kidnapning eller sådan noget, for så er man sikker på et godt valg. Så enkelt er det: Når ekstremister protesterer højlydt, så kan DF sætte dagsordenen.
Jeg beder til at DF´s provokation må blive overhørt og overset. Et parti, der ernærer sig ved og lever på at skabe splittelse og had, fortjener ikke at være i folketinget!
Kristendemokraterne kæmper for at begrænse DF´s dødsensfarlige påvirkning af vores samfund. Vi mener, at danskerne skal samles – ikke spredes.

—

Dansk Fronteparti må æde sin egen medicin November 2nd, 2007 by Kristian

DF har holdt ytringsfrihedens fane højt i bestræbelsen på at trampe mest muligt på muslimer. Nu udstiller en hjemmeside ved navn Dansk Folkekunst DF-plakater med politiske overtegninger, faktisk lidt i stil med en bombe i turbanen.

Og minsandten om ikke DF glemmer alt om ytringsfrihed, idet DF skarpt kritiserer disse frie ytringer, og lover sagsanlæg mod misdæderne.

Hvilket jo afslører den afgrundsdybe hulhed i dette parti. Kynisk spekulation med demokratiet – meget andet kan de ikke.

—

Dansk Folkepartis kaniner
November 3rd, 2007 by Kristian
Spændende at se, hvilke kaniner DF snart trækker op af hatten, for at skræmme danskerne til at stemme højreradikalt.
Men måske er det ret forudsigeligt. Et brutalt overfald, hvor en indvandrer er gerningsmanden – det kan DF bruge. Men ikke hvis en dansker står bag. Så kan det jo være en rocker, og rockerne stemmer sikkert på DF.
En langtidssyg indvandrer – hende kan DF bruge. Men ikke hvis det er en dansker. Så rammer man jo DF´s kernevælgere.
Døde danske soldater – dem kan DF bruge. Men ikke døde irakiske civile, deres offer betyder ikke noget for DF.
Afviste asylsøgere, der ikke vil rejse hjem, fordi de ikke vil overlade børnene til krigens gru – dem kan DF bruge. Og deres børn bruger de kynisk imod forældrene. Endog med trusler om splitte familierne.
Mennesker betyder ikke meget. Magten er afgørende.

—

Selv om blogskriveren taler flygtninges sag, så er der forskel på flygtninge og flygtninge. Kristne flygtninge er mere lige end andre:

Skjult i kirke
Torsdag, September 20th, 2007
Iranske Shahla Valadi har siddet 7 år i kirkeasyl i Norge. Hun er flygtning fra Iran, og så længe hun er i kirken, rører myndighederne hende ikke. Egentlig troede hun ikke på at kirken ville beskytte en muslim, men der blev ikke stillet krav.
Hun havde selvmordstanker. En nat drømte hun, at hun stod på et højt bjerg, og ville kaste sig ud. Pludselig var der et stærkt lys, og nogen trak hende i armene bagover. En anden gang drømte hun, at politiet forfulgte hende, og hun blev trukket op mod himlen, hvor hun hang udenfor politiets rækkevidde.
Efter to år, valgte hun at lade sig døbe. På det tidspunkt var hun blevet godt kendt med Bibelen. Hendes favoritbibelvers er Salme 23. Herren er min hyrde, og Han passer godt på mig.
Det indestængte liv tærer på Shahlas kræfter. Jeg har mistet nogle af mine bedste år, siger hun.
Shahla bruger ventetiden til at bede, læse Bibelen og deltage i kirkens aktiviteter. Politikere og beslutningstagere nævnes altid i hendes bønner. Hun beder for Bjarne Håkon Hanssen (Arbeids- og inkluderingsminister), og at han må se, at hun er et menneske.
Men skulle hun blive sendt tilbage til Iran, vil hendes død være for Jesus, som døde for hende.

—

Man kan være skeptisk mod økonomisk vækst som eneste politiske mål. Men KD’eren går langt videre. Han er imod vækst:

Økonomisk vækst ødelægger os 

November 19th, 2007 by Kristian
Den helligste ko i verden er kravet om vækst. Alle vil have mere – men maveskindet kan ikke holde til det. …
Den stadige vækst betyder i Danmark:
- Et rastløst og uroligt liv for de fleste
- Børnene adskilles fra deres familier
- Mange flere sygdomsfremkaldende faktorer i vores miljø
- Naturen er ude af balance
- Konflikter og ligegyldighed mellem mennesker
- Man kan blive ved
Eliten i samfundet har travlt med at fortælle os, at vi ikke kan leve uden vækst. Almindelige mennesker klapper glade i hænderne ved udsigten til flere forbrugsgoder. Kan vi slet ikke se ud over vores næsetip?
Hvis vi indførte et vækststop, kunne vi blandt andet:
- Få mere tid til børn, gamle og syge
- Få mere tid til hinanden
- Reducere udgifter til energi og affaldsbortskaffelse
- Beskytte naturen
- Undgå at kræve arbejde af syge
- Løse problemet med arbejdskraftmangel
- Forebygge sygdomme
- Reducere presset på transportanlæg
- Stoppe spekulationen på boligmarkedet

—

Politisk ukorrekt er måske at tage munden for fuld, men det er et aparte parti:

Det mest politisk ukorrekte parti
Mandag, Oktober 29th, 2007
er naturligvis et lille parti! Et parti, der går ind for ærlighed og kærlighed, trodser jo al den kynisme, som er dagens religion.
Jeg tror egentlig, at mange mennesker er temmelig enig med Kristendemokraterne. De ved det bare ikke, for medierne giver ikke et lille parti meget plads.
Mange mennesker tror, at man ikke kan blande religion og politik sammen. Faktisk kan man ikke andet. Hvis man er helt uden håb og visioner, er det jo fordi man er dybt deprimeret og måske på vej til selvmord. Næsten alle mennesker lever for noget større!

(“Leve for noget større” som politisk mål - lyder som totalitarisme).

Camres tilbagetog – der fortjener al kritik i verden – er også guf for den ortodokse KD-blogger:

Pistol-Camre med vådt krudt i bøssen tisser på demokratiet
November 15th, 2007 by Kristian

(Klik hvis du gider).

Jeg har spurgt Kristendemokraterne om de bakker op om lokalformandens synspunkter, men de har ikke svaret. De har også deres sorger og gæld at slås med i øjeblikket.

Opdatering: Mere om sagen i mit indlæg Ydmyg kristendemokrat slår igen