Trykkefrihedsselskabet giver ytringsfriheden et gok i nødden

“Holocaust-revisionist ansat af DR

DR-journalist sætter spørgsmålstegn ved omfanget af 2. verdenskrigs jødeudryddelser. Nu er journalisten indkaldt til en kammeratlig samtale. …” (Uwe Max Jensen, Trykkefrihedsselskabets tiddskrift Sappho, 24. juni)

Trykkefrihedsselskabet er ude i et paradoksalt ærinde, når de kritiserer den journaliststuderende Samira Tavin for at sige sin mening.

Samira Tavin sagde den 22. juni i en diskussion i Deadline på DR 2 i at hun støtter Ahmadjinedad som Irans præsident, og at hun i øvrigt er enig med Ahmadjinedad i hans tvivl om folkemordet på jøderne under 2. verdenskrig.

Hendes indlæg var noget usammenhængende og springende. Jeg må hellere straks sige jeg ikke er enig med hende (hvis nogen kunne mistænke mig for det). Det handler imidlertid ikke om hendes politiske standpunkt, men om ytringsfrihed. Hun havde netop en pointe da hun sagde:

For hvis det var rigtigt at der døde seks millioner jøder, hvorfor må man så ikke forske i det i dag? Dem der stiller spørgsmålstegn og efterforsker det, de bliver sendt i retten. Og er det rigtigt? Er det demokrati? Er det ytringsfrihed? [Sproget forbedret af Borgerlig bums]

Såkaldt holokaustbenægtelse er strafbart i flere europæiske lande, men ikke i Danmark. Det er dog blot en detalje.

Samira Tavin antyder at forbudet beviser at der er fusket med fakta om holokaust. Det har hun naturligvis ikke ret i. Men man må erkende at indskrænkning af ytringsfriheden netop skaber den mistænksomhed, som hun gav udtryk for. Derfor er det tåbeligt og kontraproduktivt at det i en række europæiske lande er forbudt at benægte folkemordet på jøderne. Det gavner revisionisternes sag, fordi det gør dem til martyrer.

Af samme grund er jeg også skeptisk mod at en stribe vestlige parlamenter har vedtaget resolutioner om det tyrkiske folkemord på armenerne i 1915-17. Det kan ikke være parlamenternes opgave at udtale sig om noget som de folkevalgte ikke har forstand på. Det må overlades til historikerne. Politikerne bør derimod fuldt og helt kritisere den tyrkiske paragraf der forbyder omtale af folkemordet – fordi den indskrænker ytringsfriheden.

Ikke mindst EU-parlamentet, der er desparat for at demonstere sin egen vigtighed, udsender mange politiske erklæringer om vind og vejr. De har da også diskuteret at gøre Auschwitz-benægtelse strafbart i hele EU og forbyde nazistiske symboler. Det strandede foreløbig fordi østeuropæiske politikere krævede at hammer og segl også skulle være forbudt hvis hagekorset skulle være det.

Man skal ikke ad politisk vej definere sandheden, men skabe vilkår for at sandheden kan siges. Dermed må man acceptere at løgnere og fantaster også har ytringsfrihed. Grundtvig kaldte det Frihed for Loke som for Thor. Voltaires mening blev gengivet af Evelyn Beatrice Hall således: “I disapprove of what you say, but I will defend to the death your right to say it.”

DR-værten Nikolai Sommer gav også udtryk for en snert af politisk korrekthed, da han spurgte: “Kan du som en borger i Danmark støtte det?”

Borgere i Danmark har ikke pligt til at mene noget som helst. Det ville være totalitært. Men det overser Trykkefrihedsselskabet i sin artikel.

Formålet med debatten i Deadline var at anskueliggøre argumenter for og imod Musavi og Ahmadjinedad – og det lykkedes da også delvis. Et af de brugbare argumenter fra Samira Tavin var at Ahmadjinedad har støttet infrastrukturen og udviklingen i landdistrikter. Samira Tavin og Ahmadjinedads holokaustbenægtelse kan måske ikke skaffe stemmer i Danmark, men det kan den altså i Iran, hvorfor det var relevant at nævne det.

DR ønsker berufsverbot – Trykkefrihedsselskabet bakker op

Samira Tavin arbejder som journalistpraktikant hos DR Sporten. Det kan godt undre at DR’s Deadline så indkalder hende til et interview i egenskab af at være iraner, helt uden at nævne at hun allerede er ansat i firmaet. Hvis DR ikke gider bevæge sig uden for eget hus er de blevet en lokal-tv-station. Men nok om det.  Når de har valgt at interviewe hende skal hun naturligvis have lov at sige sin mening uden repressalier.

Helt galt bliver det derfor når Trykkefrihedsselskabet godter sig over at DR har indkaldt Samira Tavin til en kammeratlig samtale på grund af hendes synspunkter. Trykkefrihedsselskabet burde bestemt ikke støtte politisk berufsverbot. Tværtimod burde man kritisere DR for denne praksis.

Uwe Max Jensen lægger således ordene i munden på chefen for DR Sporten når han spørger hende: “Mener du, at Samira Tavins udtalelser om Holocaust matcher DR’s værdier?”

Svaret fra DR-chefen var: “… jeg har haft Samira inde til en kammeratlig samtale, da hun skal vide, at den slags gør man ikke som journalist. Der blander man ikke sine egne holdninger ind i faget. Man kan ikke både være meningsbærer og objektiv journalist.”

Men hun udtalte hun sig som privatperson, ikke som DR-ansat. Det fremgik ikke af Deadline-programmet at hun var DR-journalist. Underteksten beskrev hende som “studerende”.

Udtrykket “en kammeratlig samtale” kunne være sagt af Kammerat Napoleon i George Orwells Animal Farm. I sagens natur kan en chef-skideballe ikke være kammeratlig, da man ikke er kammerat med en chef. Det undertrykkende ses i selve den fordrejning af sproget som anvendes i udtrykket.

Det ville være væmmeligt hvis DR skal have lov til følgende:

1. Bruge sine egne medarbejdere som interviewpersoner i nyhedsprogrammer
2. Undlade at nævne de er repræsentanter for DR, men fremstille dem som om de er uafhængige eksperter eller privatpersoner
3. Kontrollere at de giver udtryk for de rigtige holdninger, “matcher DR’s værdier”
4. Udsætte dem for repressalier hvis de har forkerte meninger

DR har allerede begået fejl 1 og 2 ved overhovedet at invitere Samira Tavin i studiet.  Men det bliver mere end dobbelt så slemt, når DR begår fejl 3 og 4. Så er det ikke blot dårlig journalistik, men totalitær sindelagskontrol. Når alle punkterne 1-4 udføres, er de en opskrift på total iscenesættelse af virkeligheden, som i DDR.

Trykkefrihedsselskabet – Danmarks førende forening for ytringsfrihed – begår fejl nr. 5 ved at bakke op om sindelagskontrollen, ja, ligefrem kræve af DR at de giver kvinden sanktioner. Trykkefrihedsselskabet spiller her ikke rollen som uafhængig NGO, men snarere som østtysk blockpartei (de små ekstra partier i DDR, som skulle forestille at være garanter for mangfoldighed, men blot var systemets forlængede arm).

Trykkefrihedsselskabet har ellers ofte kritiseret DR, men selskabets holdning til ytringsfriheden er åbenbart afhængig af ytringens indhold.

Når både venstrefløjen (mange medier, akademikere og politikere) og højrefløjen (Trykkefrihedsselskabet) går ind for totalitær politisk korrekthed, så har friheden trange udsigter i fremtiden.

Uwe Max Jensen får også flettet ind i sin artikel at Samira Tavin dyrker skydning som hobby – hvad det end har med sagen at gøre.

Uwe Max Jensen har selv udfordret ytringsfrihedens grænser i sin kunst, og han har måttet mærke konsekvenser både i form af bødestraf og bortvisning fra kunstakademiet, det småborgerlige museum Aros og fra et stockholmsk hotel. Derfor kan det undre at han vil lynche politiske afvigere. Det er åbenbart ikke kun de venstreorienterede kunstnere der kan gå galt i byen når de blander sig i politik.

—

Hele interviewet kan ses på Snaphanen i artiklen Samira Tavin – holocaust-revisionist - som nøjes med at imødegå hendes synspunkt, hvilket er helt rimeligt.

Uriasposten: Samira Tavin, DR-praktikant – bakker op om Trykkefrihedsselskabets vinkel.

—

Note: Jeg staver ord fra fremmede alfabeter på dansk – derfor  skriver jeg holokaust, Ahmadjinedad og Musavi.

Palæstinenser-loven fra 1992 som komisk opera

Villy Søvndal sagde engang til de ekstreme islamister i Hizb-ut-Tahrir: “Gå ad helvede til!”

Det må have været spil for galleriet, for SF er nu tilbage i den traditionelle rolle igen:

S og SF vil genåbne irakeres asylsager (Politiken)

S og SF mener altså at man skal være åben over for pression. Enhver flok mennesker skal kunne få asyl hvis de besætter en dansk kirke.

Ved at genåbne asylsagerne siger man at der er begået fejl. S og SF har naturligvis ikke sat sig ind i de enkelte sager. Så hvordan kan de hævde at beslutningerne skal omgøres? En genoptagelse er en helt urimelig særbehandling, der i øvrigt vil belaste asylsystemet yderligere, så ventetiden forlænges for alle andre asylsøgere.

Hvad med de mange dårligt behandlede mennesker (blandt andet danskere) der ikke besætter en kirke, fordi de ikke er frække nok eller stærke nok? De får ikke megen opmærksomhed, de får ikke særlige tilbud fra politikerne, besøg af Arne Melchior eller støttegrupper på facebook med 4700 deltagere.

Nu vil man måske protestere mod min umage sammenligning af Hizb-ut-Tahrir og udviste irakere. Jeg er godt klar over at det ikke er det samme. Hizb-ut-Tahrir har nok væmmelige holdninger der undergraver Danmark, men de er indtil videre en lovlig organisation. Irakerne er derimod retligt udvist, og flere af dem har begået meget alvorlig kriminalitet.

Det er ret vanvittigt at SF vil sende de lovlige ad helvede til, men beholde de ulovlige.

Villy forvekslede form og indhold

Villy Søvndals forsøg på populisme bygger på en forkert analyse af DF’s succes.

Mange på venstrefløjen betragter DF som en sammensværgelse af folk uden egentlig politisk mission. Racisterne i DF har blot valgt nogle syndebukke for at få magt og opmærksomhed, lyder analysen. Nogle gange beskylder man endda DF’erne for at gøre det hele for personlig vindings skyld – som om politisk arbejde er noget man spinder guld på.

Villy Søvndal troede derfor han var genial, når han forsøgte at kopiere mønsteret. Han udvalgte nøje nogle syndebukke, som alle var enige om at hade, og stemmerne væltede ind. Indtil videre dog kun i meningsmålinger.

Men Villy, det er ikke nok at sige tingene. Det er faktisk vigtigere at mene dem. Dansk Folkeparti har en hæderlig indsats bag sig i deres arbejde for at stramme udlændingelovgivningen, bekæmpe kriminalitet med konsekvens og holde sammen på det danske samfund. Indholdet har gjort DF til en succes. Ikke den hårde retorik. Og så hård er den vel heller ikke altid, selv om der er fløjet et par snotklatter.

Villy har sans for genbrug, og han har for nylig sagt det samme om hærværksmændene ved graffitifesten i det indre København: autonome tosser, hjernedøde, bøller, gå ad helvede til. Dog hævdede han også at de ikke havde “noget som helst med venstrefløjen at gøre”.

Demagogisk designerpolitik

Villy Søvndal som barsk vicestatsminister og hans partifælle Anne Baastrup som blid justitsminister?

Det ville måske være et godt, demagogisk parløb. Men det ville være et mareridt for samfundet.

Villy ville piske en stemning op som i de værste folkedomstole, men justitsministeren ville ikke følge det op med nogen form for konsekvens. Vejen ville dermed være banet for konflikter og opløsning på to fronter.

SF har ikke nogen ideologisk baggrund for konsekvent retspolitik, og derfor kan de ikke pludselig opfinde den.

Reaktionen på kirkebesættelsen viser at SF heller aldrig vil få en konsekvent udlændingepolitik.

Jeg er lidt mere overrasket over at Socialdemokratiet bakker op. Henrik Dam Kristensen pakker det lidt ind:

” … selve asylafslaget [står] ikke til diskussion. Men hvis enkelte personers forhold har ændret sig væsentligt siden afslaget, så skal de have mulighed for at søge humanitær opholdstilladelse.”

Socialdemokratiet har åbenbart ikke mod på at overtage regeringsmagten i øjeblikket. De har fejlbedømt folkestemningen, og de vil blive straffet i næste meningsmåling, stol på det.

Palæstinenserloven genopfrisket

Efter 321 palæstinenseres kirkebesættelse i 1992 gennemførte socialdemokraterne, SF og de radikale en særlov, der gav asyl til samtlige aktivister med et pennestrøg.

Jeg går ind for politisk samtidskunst.

Jeg mener absolut palæstinenserloven egner sig til en opera i fem akter.

Den bør opføres i en af de selvsamme kirker der har lagt hus til kirkeasylet:

1. akt. De glade gæster ankommer: Palæstinenserne var rejst hertil fra Libanon i løbet af 1990-1991, hvor de søgte asyl på en påstand om at de var forfulgte i Libanon.

… 2. scene. Problemer opstår: Tidligere havde palæstinensere fra Libanon fået automatisk asyl uden nærmere vurdering. En mindre stramning af sagspraksis under KVR-regeringen i 1989 bevirkede at sagerne nu blev vurderet enkeltvis. 321 palæstinensere fik afslag, da de ikke var forfulgte.

2.akt. Oprør og pression: En gruppe på 50 til100 palæstinensere besatte 7. september 1991 Enghave Kirke og kort efter Blågårds Kirke, hvor sognepræst Lisbeth Søe inviterede dem indenfor. Besættelsen af Blågårds Kirke varede i over fem måneder.

3. akt. Hele menageriet i folkedans: 600 danske præster skrev under på en støtteskrivelse, BZ’ere besatte Udlændingedirektoratet og Justitsministeriet, Savage Rose, Kim Larsen, Anne Marie Helger og Lone Hertz støttede palæstinenserne, og Landsforeningen af Danske Flygtningevenner blev oprettet for at fremme sagen.

4. akt. Jackpot: Den 3. marts 1992 vedtog Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og SF uden om KV-regeringen en særlov, der ophævede udlændingemyndighedernes afgørelse og gav kollektiv opholdstilladelse til alle palæstinensere der havde opholdt sig i Danmark i mere end 12 måneder.

5. akt. Fest: Umiddelbart efter vedtagelsen tog over halvdelen af palæstinenserne tilbage til Libanon for at fejre at de havde fået opholdstilladelse i Danmark.

… 2. scene. Afsløring: Ugen efter kom det yderligere frem at 312 af de 321 palæstinensere havde rejst frem og tilbage mellem Danmark/Libanon/Syrien i løbet af 1990-1991, mens de havde søgt asyl i Danmark.

Efterspil – “tretten år senere”: I 2005 viste en undersøgelse:

• at omkring 42% (135) af palæstinenserne i de efterfølgende år har været involveret i og dømt for kriminalitet.
• at 74% (238) var på passiv forsørgelse.
• gruppen på de 321 palæstinensere havde 110 børn, hvoraf 56% (62) havde været involveret i kriminalitet.

Tæppefald. De medvirkende 321 palæstinensere, 110 efterkommere, 600 præster, politikere, rockmusikere, kunstnere, BZ’ere, flygtningevenner bukker dybt og modtager stormende bifald. De få VK-politikere og grå embedsmænd holder sig diskret i baggrunden. Dengang var DF ikke opfundet, og Glistrup er død, så der er ingen skurke i forestillingen. Det var dengang Danmark var anstændigt og kunne være sig selv bekendt.

Derefter reception arrangeret af Center for Menneskerettigheder, men betalt af staten, halal-pindemadder og fed fest med multikulturel hiphop, mavedans og kristen rock.

(Kilde: min tekst bygger stort set ordret på artiklen om Palæstinenserloven, Wikipedia).

Hån, spot og latterliggørelse

 (Askhelga.dk)

Godt det kun var Jesusbarnet og ikke Muhammed. En ny krise er undgået.

Jeg kan i øvrigt anbefale etablissementets forestillinger. Selv om udgangspunktet er fjollet, plejer de at holde høj kunstnerisk kvalitet. Klik på billede eller link for detaljer.

Der findes med 99,9999999% garanti ikke noget som Bøssehuset i Saudi-Arabien eller Pakistan.

Krigsbytte og kalkmalerier er bedre end skrot

DF vil have kortlagt svenske tyverier

Dansk Folkeparti kræver, at regeringen afsætter en halv million kroner i næste års finanslov til en undersøgelse af, hvilke kulturskatte svenskerne har røvet fra Danmark i de mange krige, og som i dag befinder sig i Sverige.

Kravet kommer samtidig med, at VK-regeringens støtteparti stiller et beslutningsforslag i Folketinget om at pålægge regeringen at indlede en udveksling mellem de to lande af sådanne gensidigt røvede kulturskatte…. De røvede danske kulturskatte har siden 1996 stået på Dansk Folkepartis ønskeseddel, og skiftende regeringer har – i større eller mindre grad – støttet ønsket. – (JP/Ritzau)

Politikens overskrift var:

DF vil tage Jyske Lov fra svenskerne

- avisen fordrejer og twister som bekendt alt hvad DF siger (bortset fra når Søren Krarup selv formår at komme med skæve udmeldinger)

Det korrekte begreb er dog hverken tyverier eller røverier, men krigsbytte. Og det rigtige ord for det modsatte er ikke at “tage noget fra svenskerne”, men tilbagelevering eller udveksling.

Venskabelig tilbagelevering er ikke helt uhørt i dag. England tilbageleverede dansk krigsbytte i 2007, ved 200-året for Københavns bombardement, som i øvrigt af det engelske parlament dengang blev erkendt som en krigsforbrydelse.

På samme måde overdrog Danmark fra 1971 og frem til 1997 de islandske håndskrifter til Island. En fin og venskabelig gestus som var fuldstændig frivillig. Håndskrifterne var købt og betalt af Arne Magnusson, en islænding som grundlagde samlingen i København. Københavns Universitet kunne uden videre have beholdt dem, men man skænkede dem som gave til Island, som var blevet en fri republik i 1944. Med i overvejelserne var at Island næsten ikke har gamle kulturskatte, bortset fra litteraturen som er meget vigtig for nordisk åndshistorie.

Overdragelse af de islandske håndskrifter var væsentlig mere kontroversiel, end en overdragelse af nogle få, vigtige kulturskatte fra Sverige til Danmark vil være. Hvis man støttede overdragelsen af de islandske håndskrifter, må man også støtte DF’s krav om en kortlægning af svensk krigsbytte – som minimum.

Datidens Sverige var en brutal stormagt

Hvis man undrer sig over hvorfor danske slotte og herregårde fra før 1700-tallet altid har et underligt bart og nøgent inventar, så er forklaringen at det meste blev ranet i svenskekrigene. En lille rundtur på Stockholms største museer – eller på svenske slotte – vil afsløre mange pudsige genstande, for eksempel Christian IV’s senge, Frederiks II’s bordhimmel, tekstiler, statuer og kunstgenstande. Noget som må formodes at være mere interessant for danskere end for svenskere at kigge på.

Drottningholm Slot - set af en dansk turist

Uno Röndahl: Stormaktstidens svenska plundringståg i Europa og i synnerhet i Danmark

Ved 750-årsjubilæet for Jyske Lov i 1992 søgte nogle danske museer om at låne originalhåndskriftet til Jyske Lov fra Sverige. Upsala Universitetsbibliotek sagde nej, da bogen angivelig blev brugt til forskning. Senere viste det sig dog at bogen slet ikke havde noget katalognummer, hvilket tyder på at den ikke blev brugt. 

Sverige er uhyre rigt på kunst og kultur fra 1600- og 1700-tallet – efter nordiske forhold. Det skyldes at Sverige gennem århundreder var en stormagt som plyndrede og udsugede nabolandene. Intet mindre

Sverige holder holocaust-konferencer og forsøger generelt at frelse hele verden for racisme og og dårligdomme, men det moderne Sverige har en ahistorisk bevidsthed. Det ville være mere relevant at Sverige forholder sig til landets egen, til dels grusomme og krigeriske fortid.

Også Danmark har haft sin imperietid, men den ligger nogle århundreder før den svenske.

Broderlig udveksling

En kortlægning af krigsbyttet vil være et fint historisk projekt. Derefter bør der komme en dialog om hvilke genstande der evt. kan blive udvekslet. Det vil klæde Sverige at tage initiativ til sådan en broderlig gestus.

Som alternativ kunne man samle genstandene i Skåne, eventuelt på et nyt dansk-skånsk-svensk historisk museum. Skåne er – kulturelt set – en provins som aldrig er kommet sig over krigens hærgen for 300-350 år siden. Der kunne være god grund til at give noget af den røvede historie tilbage!

Skrot hæver sig over byens silhouet…

I Københavns havn vil nogle ihærdige folk med penge og magt, men uden hjerne, banke en dynge rustent jern op som nyt vartegn. Eller også skal der være nogle mega-højhuse:

»Det bliver fantastisk. Tiden er klar til et monument«    

Monument over hvad? Skidt og kanel. Det er samme ideal som i nazistisk arkitektur – stort og voldsomt, men uden indhold.

… men kulturen beskides

Der desværre en løbende strøm af dårlige nyheder om den danske kulturarv:

Dybbøl Mølles lillebror rådner op. - Danmarks næststørste mølle, Skovsgårds Mølle, i Esholte ved Slagelse er rådden og utæt. Om et år står den ikke længere til at redde.

Kulturarven rådner stadig op. … 1/3 af museernes magasiner er i orden, 1/3 kan forbedres så de er egnede til opbevaring af kulturarven og 1/3 er helt uegnede til formålet…

Fugtige kældre og utætte loftsrum benyttes som opbevaringsrum for den danske kulturarv, der er tilknyttet de statsanerkendte museer rundt om i landet. …

Kulturarv går tabt i markens gravhøje. Fremtiden for ikke-fredede gravhøje på markerne i Østjylland ser grum ud. 

Hvilken fallit for en regering, som påstår at være bevidst om den danske kultur. Og hvilken fallit for et erhvervsliv som pumper millioner ud i ligegyldigheder (ganske vist ikke helt filantropisk, men via fonde med store skattefordele).

For relativt få penge kan man gøre meget. En solstrålehistorie:

Enestående kulturskat reddet. - I sidste øjeblik er kalkmalerier i Fanefjord Kirke på Møn sikret for eftertiden… 

Milliarder af offentlige og “private” penge (fra skattefrie fonde) puttes i konceptkunst, fjernsynsunderholdning, holdningskampagner, integrationsprojekter, dialogbænke, gratisaviser og hvad ved jeg.

Pressen og skolen er heller ikke for god til at formidle historie og kulturarv. Globaliseret multikultur og moderne egocentrisme betragtes som vigtigere. Det siger sig selv at man forsømmer det lokale og nationale fællesskabs kultur, når man har den prioritering. Historiens fylde står jo i vejen for den postmoderne tomhed som man ønsker at opnå.

Har man derimod ikke et globalistisk, men en mellemfolkeligt grundsynspunkt – så mener man at alle nationer har pligt til at bevare sin egen kulturarv som i sidste ende beriger hele menneskeheden. At ødelægge en nations kulturarv er kulturelt folkemord; at forsømme sin egen kulturarv er selvmord.

Det kan tage århundreder at bygge op, men ødelæggelse er langt nemmere. Vore oldebørn vil hade os for at lade kulturarven forfalde, mens budgetterne bugnede.

Lukkeloven er overflødig, lange åbningstider er også overflødige

Det moderne menneskes tidspres. Jais Nielsens maleri ”Afgang” fra 1918.

(Dansk Litteraturkanon / Storstrøms Kunstmus.)

Jeg er meget skeptisk mod love og reguleringer af ting som man selv burde kunne finde ud af. Også f.eks. lukkeloven. De ansatte er vel ikke dårligere stillet end i andre brancher hvor der ikke gælder en lukkelov.    

I gammel tid var det faktisk meget almindeligt at købmænd gavde åbent til sent om aftenen. Det har min bedstemor bl.a. fortalt mig om dengang hun var barn. Nu var det jo en anden måde sådanne små virksomheder blev drevet på dengang; typisk familiebaseret med en hel håndfuld børn som kunne hjælpe til. Man skulle ikke have tid til ferie, pendling til/fra job, shopping, tv-kiggeri og mange andre af den moderne kulturs plager.

Men selv om jeg altså ikke er vild med lukkeloven, af principielle politiske grunde, så er det ikke de store praktiske argumenter jeg kan give for længere åbningstider. Jeg tror nemlig man ganske automatisk indretter sig efter forholdene. Større “valgfrihed” giver ikke altid mere frihed og trivsel i dagligdagen. I 1980′erne lukkede butikkerne kl. 17.30. Så blev det kl. 19.00, 20.00 eller endnu senere. Men bild mig ikke ind at man er mindre stresset i dag end i 1985, blot fordi man har mere valgfrihed. Har man 16 timers indkøbsmulighed i hvert døgn, så prøver man bare at nå tilsvarende mere. Det skulle vel nok være muligt at nå tyve minutters indkøb, selv om butikkerne kun har åbent i 9-10 timer dagligt. Også for børnefamilier, med mindre begge forældre arbejder 50 timer om ugen og har mange komplicerede rutiner og transportritualer at holde styr på.

Min lokale Super Brugsen her på Christianshavn plejede at holde åbent til kl. 20. Jeg gik altid derover kvart i otte. Så begyndte de for ca. tre år siden at holde åbent til 21. Og jeg gik altid derover kvart i ni. Uanset at jeg havde hele dagen til rådighed. Nogle af os er altid tidligt ude, andre udskyder ting til sidste øjeblik.

Da jeg arbejdede i Irma, også på Christianshavn, lærte jeg hurtigt at de samme kunder altid kommer lige før lukketid. Selv om det var lidt til grin altid at låse samme kunde ud af butikken kl. 20.10 (hr. hvalrosskæg med de to kartoner rødvin, Rød Look og en pakke skipperlabskovs i pølsepakning), så har jeg ikke selv taget ved lære. Jeg kan stadig finde på at dukke op på min gamle arbejdsplads fem minutter i lukketid og suse rundt efter nogle indkøb. Det handler om vaner.

Løsningen kunne være regulært døgnåbne butikker, men jeg er sikker på at det ville betyde jeg udskød mine indkøb i det uendelige, f.eks. til køleskabet var helt tomt. Desuden er døgnåbne butikker (7-Eleven) langt dyrere pga. omkostningerne, så jeg handler der yderst sjældent. Ja, jeg udskyder i så fald indkøb til almindelig butikstid næste dag, eller næste…

Det samme gælder togdriften. 20-minuttersdrift er meget godt, da man så bare kan dukke op og tage næste afgang, uden planlægning. Men skal jeg hjem til Thisted, er der kun forbindelse hver anden time (i bedste fald). Det kræver altså en vis planlægning. Men før man får set sig om, er klokken 17 eller 19, hvor de sidste forbindelser er kørt. Så må man vente til næste dag. For mit vedkommende behøvede der altså kun køre få tog om ugen. Så ville jeg bedre kunne ramme en bestemt afgang. Samuel Rachlin har fortalt fra sin barndom som deporteret til Sibirien, at man kun kunne rejse fra stedet ved at stille sig ved den mægtige Ob-flod og vente på at se røg fra en damper som sejlede hver tredje uge, uden fast plan. Det ville passe mig glimrende.

Her er nogle beretninger fra Hader Kunder, et meget godt website hvis man skal have slået 10 minutter ihjel (vi kan jo godt kede os selv om vi har meget vi skal nå):

“Jeg arbejde i et supermarked på Østerbro, hvor vi lukkede kl. 18.00.

Hver dag kom der en mand kl. 17.59 ind gennem døren og startede sine indkøb og han var ikke til at jage ud, selv om jeg fortalte ham at vi var lukket og vi ville gerne hjem, men ikke tale om han tog den tid det tog for at gøre sine indkøb. Så begyndte vi at holde åbent til kl. 19.00 og hvem kom ind gennem døren kl. 18.59?

Samtidig havde kasse ekspedienten overhørt en samtale hvor han fortalte at han var skolelærer og dermed kom tidlig hjem og altså sagtens kunne nå sine indkøb om eftermiddagen.
Så vi besluttede at give ham en lærestreg.

En aften havde jeg taget skiltene ind og stod parat i indgangsdøren, så da jeg fik øje på ham et par 100 meter væk, skyndte jeg mig at låse døren og lukke gitteret ned.

Han begyndte så at banke på ruden og da jeg gik hend til ham og råbte at vi havde lukket, pegede han på sit armbåndsur for at vise at klokken ikke var 19.00 endnu, så viste jeg ham mit ur, der tilfældigvis viste 19.02.

Næste dag kom han ind i butikken ca. kl. 15.00 og klagede til førstemanden over at vi havde lukket for tidligt, men både førstemanden og kassedamen sagde at klokken var over 7, så han gik med uforrettet sag.

Sammen aften kom han igen kl. 18.59 for at købe ind, men tænk endnu en gang havde jeg lige lukket butikken.

Fremover kom han i god tid.”

 —

“Historien får mig til at tænke på en historie fra 1916, hvor købmanden havde åbent til kl. 11.00 lørdag aften. Min far var i lære og har fortalt mig, at hver lørdag aften 5 min. over 11.00 kom en gammel dame fra nabolaget og bankede på. “Undskyld, man kan jeg ikke lige købe en flaske petroleum. Jeg sad og holdt øje med klokken, men så løb tiden fra mig” Hun havde haft hele dagen til at købe ind, men kom altid efter lukketid hver lørdag – hver gang efter forskellige småting. Historien siger noget om, hvor vigtigt det i grunden er at holde længe åbent.”

—

Det er drømmen om de uendelige muligheder, individualiseringens paradis, der spiller ind når man tror at vi får et meget bedre liv uden lukkelov, med flextid for alle og døgnåbne institutioner. Men selv om jeg tror lykke-værdien er begrænset, så kunne det nu være meget godt at kunne købe ind til midnat, bare en gang imellem.

DF giver Natasja fingeren tilbage

“DF’s brug af Natasja forarger”

er den seneste vinkel i Politikens DF-kritik. Det består i at den afdøde hetz-rapper Natasja skulle have ophavsret til sætningen “Gi’ os Danmark tilbage”.                              

Natasja-kulten er et interessant eksempel på mytedannelse hos venstrefløjen og hvordan banal kunst og banal politik smelter sammen. Mere om det senere i dette indlæg. Men først lidt om ophavsretsbrud eller inspiration. To ord for næsten det samme.

Natasja begik selv plagiat. Melodien til Natasjas store posthume hit var stjålet fra 1960′er-gruppen Surfaris. Den ikke bare ligner, basgangen er helt den samme (Surfaris: Wipeout, 1963, lyt og genkend på Youtube) :

Andre Natasja-lån er titlen “I Danmark er jeg født” (H.C. Andersen) og verset “Hvis du strammer garnet, kvæler du jo barnet” (Peter Faber: Højt fra træets grønne top). I det hele taget låner hiphop gerne mangt og meget fra andre steder. Det er en del af stilen at den handler om overflade og bruger mange readymade citater, frem for at præstere selvstændig digtning.

På billedsiden er der også plagiat. Her er videoen til Gi’ mig Danmark tilbage, hvor DF havde en stjernerolle (se den på Youtube):

Rapsmarken er brugt i flere DF-publikationer, blandt andet på DF’s hjemmeside.

Natasjas plagiat.

Folkedanskerpartiet med vindmølle og hollandske tulipaner. En af de mere originale Natasja-visioner.

Når Natasja-fløjen bliver så vrede og sårede, så handler det ikke om brud på ophavsretten, men krænkelse af venstrefløjens ære og selvbillede. De har aldrig drømt om at fingeren kunne blive vendt mod dem selv. De anser sig selv for samfundets evige ofre der har eneret til ironi og oprør. DF driller dem nu ved at tage et symbol og vende det på hovedet.

Sangens producer, Søren Skov (DJ Pharfar), er især forarget over, at Dansk Folkeparti tager et nummer, som er ment som en lodret finger i fjæset på den højredrejning af det danske samfund, som Dansk Folkeparti står i spidsen for.  (Politiken)

Det er netop derfor man frydes over at DF giver Natasja fingeren igen. DF ønsker jo også at give Danmark tilbage til folket. Det må vel være tydeligt for enhver at det er hvad DF’s selvopfattelse bygger på. At “give et land tilbage til folket” kan bruges som slagord for alle mulige subjektive politiske opfattelser. Natasja kan ikke tage patent på det. Natasjas sang er langt mere et politisk statement end den er noget andet, og så må man have lov til genmæle. Sangen i sig selv var dog ikke noget særligt. Det var først efter Natasjas død og ophøjelse at hun blev til symbol på kampen mod VKO og det etablerede samfund. Det er farligt hvis ingen får lov til at punktere venstrefløjens myter, der i øvrigt bruges til at legitimere vold.

Dog skal jeg ikke kunne sige om DF eller partiets reklamebureau (hvis de bruger sådan et) virkelig har været bevidst om hvad Natasjas sang står for. Eller at sætningen Gi’ mig Danmark tilbage forbindes med hende. En sangtitel eller et slogan kan jo være rammende netop fordi det er lånt fra dagligsproget. DF har i det mindste lagt en selvstændig nuance ind, da deres udgave er Gi’ os Danmark tilbage. Det lille “os” er måske fællesskabet.

Politiken har fundet en “ekspert i ophavsret” som erklærer at sloganet er lovligt, da udtrykket jo ikke er Natasjas opfindelse. Alligevel bøjer Politiken hans ord til at det er “en gråzone”, tilsyneladende en selvmodsigelse i forhold til hvad han ellers siger.

Det havde været godt hvis DF citerede Natasja mere ordret. Gerne længere sekvenser. Så ville man blive mindet om DF’s annoncer hver gang man hørte Natasja, og måske ville hun miste noget popularitet, så jeg ikke var tvangsindlagt til at høre hendes væmmelige støj-reggae og fanatiske tekster, der har forfulgt mig overalt i byen. Som propaganda er musik effektivt, for man kan ikke bare bladre væk fra det, ligesom man kan med en annonce.

Natasjas budskab

Det bedste jeg kan sige om Natasjas musik er at den er energisk. Til gengæld er indholdet ikke så skarpt. De politiske visioner er naive og usammenhængende. Der er ikke meget tolerant hippie-drøm i Natasjas budskab. Der er en forhærdet og hadsk undertone, som hendes fans nok ikke rigtig vil erkende, for den er jo rettet mod dem som de alle elsker at hade.

Jeg har lyttet til flere Natasja-numre igen for at kunne dømme hende rimeligt i dette indlæg. Selv om hun ikke er nogen stor sanger, så har hun masser af drive og enkelte steder noget ægte. Men det som jeg ikke kan snuppe er hendes personlighed som skinner igennem det hele. Så selvbevidst og selvretfærdig. Som hos andre kunstnere er hendes personlige usikkerhed udgangspunktet, og en stor udadvendthed er det som gør usikkerheden kunsnerisk frugtbar. Men der er noget vredt og monomant over hende. Hendes mange små politiske budskaber har ikke til hensigt at overbevise, udvide horisonten hos lytteren eller få ham til at tænke. Det er letkøbte holdninger som de fleste i hiphop-miljøet er enige i. De tjener altså bare til at bekræfte sig selv og hinanden i hvor gode mennesker man er, og hvor væmmelige modstanderne er.

Det gode er at jeg ikke længere må holde mig for ørerne når jeg hører hendes musik. Hun er ligesom blevet ufarlig og hevet ned på jorden. Efter DF’s drilleri (som sikkert var ganske utilsigtet) så står det 1-1 mellem DF og Natasja. Eller 2-1, da Natasja-tilbederne lavede et stort selvmål ved at optræde fornærmet ud over alle grænser.

Teksterne er yderst normative selv om de netop hævder at være imod “normalisering”. De deler hele samfundet op i “os” og “dem”, altså netop det som man beskylder VKO for at gøre. Se videoen til “Gi’ mig Danmark tilbage”, der viser grå flok-zombier stillet over for vilde og dejlige, ægte mennesker. De onde er de over 50 % af Danmarks befolkning, som går på arbejde, er grå og kedelige, støtter regeringen og er gode venner med politiet. De onde er på coke, som de køber i Istedgade, mens de gode ryger hash og elsker Christiania.

Jeg kan se det ske, det er ak det er ve,
det er Satan og han lægger kræfterne i,
det er nat over dag, det er bæ over ble,
det er død over liv, det er træl over fri,
det er kød på kniv, det er råb, det er skrig,
det ligner en krig, og det er spild af politi,
det er dødelig gift i min urtete.
Og det er noget de kan li’ i det danske parti,
helt fucked up på sne.
Woow, sagde jeg det?  
(Gi' mig Danmark tilbage)

Dansk Folkeparti får altså sine fucked up idéer fordi de alle sammen er på sne (kokain).

Det er lidt mystisk hvorfor forsagelse af Satan kommer ind i billedet, når Natasja samtidig lægger afstand til religion. Hun bryder sig jo ikke om Ruth Evensens frikirke. Men det er vist bare en ordflom, som dansk rap ofte er. “Bæ over ble”. Der er dog en kraftig dualisme som også kendes fra religion: Satan, ak og ve, nat, bæ, død, træl, råb, skrig, krig, gift. Stillet over for: dag, liv, fri, urtete.

Hun havde også andre meninger om det gode liv, for eksempel hvor lang tid sex skal vare. Det er jo bestemt ikke op til den enkelte, det er et kønspolitisk spørgsmål:

Sex er godt, sex er fedt, sex er sundt
Og det får hele verden til at snurre rundt
Sex er bedst når det vare mere end et sekund
Og det skal helt sikkert ikke gøre ondt
Sex er godt når man får hvad man kan rumme,
men visse pornofilm er sgu da rimelig grumme
De burde vist ha en advarsel i starten, fuldstændig ligesom i Jackass
’Yo, dont try this shit at home’ ...
Du’ da herre grim er du ikk?
Tror du selv at jeg vil ha din pik
Du må vist videre, hils din pik
Fi er min og du får den ikk...
Gå nu væk med dig selv og din pik
Fi er min og du får den ikk
Jeg ved at den er fin, men du har ingen respekt
Så få lidt skik på din lille pik
Dumme sultne unge mænd,
styrer slet ingen ting
Tingen styrer deres ben og fører dem fra seng til seng ...
(Fi er min)

De politisk aggressive tekster er de mest populære, og det er selvfølgelig ikke Natasjas skyld, men det siger noget om kulten omkring hende. Der er også godmodige sange, men det er ikke dem hun er blevet kendt for:

Kom nu tøser, find de nyeste bedste dansesko
Før solen går stille ned over Vesterbro
Nu' det tid til et bad og en mojito
De fede jeans på og røven den er go’
Du er som født igen, og verden den er stor
Du gør din ting uanset hvor meget de glor
Der er ild i bålet, bassen pumper, tag din plads
Natten stopper ikke før du' tilfreds
(Op med ho'det)

“I Danmark er jeg født” er faktisk en af de få sange, hvor jeg hørte noget ægte personligt og lyrisk der gjorde indtryk på mig:

Verden den er stor
Mærk dig mine ord
Jeg trives hvor jeg bor
Men jeg savner Sudan og den røde jord
Min far, min søster og min bror... ye-ah

Så verden den er stor
Mærk dig mine ord
Jeg savner min mor
Når jeg følger mit hjerte, hen hvor peberet gror
Og hvor musikken bor i hvert ét ord... ye-ah

“Sudan og den røde jord” – det er smukt. Desværre er den lyriske passage hurtig overstået. Sangtitlen passer ret dårligt, og indholdet er selvmodsigende, for hun trives ikke og føler sig ikke 100 % hjemme i Danmark, men er splittet.

I Danmark er jeg født
Der har jeg hjemme
Der har jeg rod, og
Derfra min verden går
Men jeg tøver år efter år
Kan ikke se hele den vide verden hvor
Jeg skal blive gammel, slå mig ned og byg' min bondegård...

Skal jeg blive hos min mor
Og de hårde vintre i det kolde Nord
Eller skal jeg søge sydpå ad tropiske rytmespor
Hjælp mig Odin og Thor! ...
Jeg rejser væk igen og letter mit tungsind
Fuld galop i den varme ørkenvind
Hesten den er døbt og købt, jeg ... den, jeg vinder løb
Som første kvinde
og Sudan er over ende... Ingensteds
har jeg følt mig så elsket og så hjem'
Familien og de mange smil får mig til at glem'.. at
det danske sprog er min modersstemm'
Kalder på mig inden længe
med et suk, pudser jeg min vinge
For at vende næsen stik nord igen
Men noget inden i mig trækker mod Caribien
Der er en melodi
Så simpel og så fri, jeg synger med, for den har sat sig inden i
Jeg skriver sange om blandet blod
om den storm, der raser i mit hoved
Om at vælge eller vrage, om at være, om at vise mod... overskud

(“Jeg vinder løb” henviser til at Natasja som første kvinde vandt et hestevæddeløb i Sudan).

Det kunne have været en meget god sang om at have hjemme flere steder, men pludselig skal Pia Kjærsgaard, Jonni Hansen og Ruth Evensen have skylden:

Det er komplet lige meget, hvor pæredansk jeg er
Jeg vil altid være hende "Den lille mørke dér"
"Er du adopteret?”
”Kommer du fra Indien?”
”Har du en far?”
”Hvor kommer du fra?”
Og jeg må svare: ” Islands Brygge det er da klart”
Jeg føler mig dansk og det er nemt at blende ind,
men der vil altid være en Pia, en Jonni og en Evensen
der synes jeg er for dum og grim og bør sendes hjem
men fuck nu dem, for jeg ved at hele verden er mit hjem

“Det er komplet lige meget, hvor pæredansk jeg er” og de næste linjer synges med en karrikeret højdansk udtale. “De rige”, Dansk Folkeparti, nazisterne og Faderhuset er samme grød.

Sangen slutter langt fra det lyriske udgangspunkt. Hun er meget bevidst om sin popularitet på Jamaica. Men hun ved godt hun ikke bliver accepteret som neger, selvom hun gerne ville:

Jeg kører klatten når jeg taler som dem
Jeg hører mine sange styre Irie FM
Og selvom de kan li’ mig og de elsker min stemm’
Så er jeg meget hvider’ og lugter langt vær af peng’…

Jeg prøver lykken år efter år
Og jeg ved li’ præcis hvor jeg står
I Sudan er jeg en blegfis
Og i Danmark det Sorte Får. Mæhhh
(I Danmark er jeg født)

At hun var “det sorte får” i Danmark er ren selviscenesættelse og misvisende. Hun var forholdsvis ukendt før hun døde, og bagefter blev hun forgudet.

Næsten alle hendes sange handler lidt om hash. Især om hvor gode mennesker hashrygere er. De eneste gode danskere er faktisk dem der ryger den fede på staden. Her er der en hyldest til den internationale hashhandel:

Hvis de nu lovliggjorde tjalden
og tog lidt skat på ballen
var der flere lommepenge til os alle ...
Tjalalala flyder over vande,
tjalala flyder mellem lande,
tjalalala flyder over grænser,
meget mere end du ænser!

Chistiania, Danmark 
Stå sammen
Kom ud af skabene
Vis I ryger den fede
Vi ved der er 2 millioner mennesker, der ryger den fede
hver evige evige eneste dag
Politiet går rundt på Christiania hver evige evige eneste dag
Tonsene vælter ind over grænserne
(fra efterspillet til I Danmark er jeg født)

Bemærk at hun også kommer med en idé til en ny skat. Natasja kunne alt og vidste alt. Hun var aldrig bleg for at komme med banale politiske løsninger. Nok så klichéagtigt, men meget populært i det segment der lytter til hendes musik.

Natasja døde som bekendt fordi hun kørte i bil med en fuld og skæv chauffør, der i øvrigt stak af fra ulykkesstedet (EB/Politiken). Det var altså hendes ulykke at hun tog til Jamaica i steden for at ryge den fede på Christiania, hvor biler fornuftigt nok er forbudt. Hash og bilkørsel går jo ikke så godt sammen (de 132 biler på Christiania må parkere ude i de omgivende gader).

Må man også minde om denne her – den havde trods alt humor:

 (Gaffa)

Bladet kan købes for kr. 30 hos Gaffa. Plakaten er vist udsolgt, så plagiatet af DF’s design blev altså en kunstnerisk og kommerciel succes.

Originalen var denne her:

 (DF)

Jeg synes at både DF’s brug af en helt almindelig sætning, Natasjas plagiat af og injurier mod DF, og  Outlandish/Gaffas plagiat  af DF’s design er inden for det tilladeliges grænser, uanset værdien af deres kunst og politik. Selv om Gaffa selvfølgelig stjæler af reklamebureauets arbejde, som ligger bag DF-plakaten. Brugen af DF’s logo er lige på grænsen. Natasjas brug af The Surfaris’ musik er rent tyveri, med mindre der er betalt royalties. Det handler jo ikke om et citat som led i en kunstnerisk eller politisk debat.

Juraen er imidlertid ligegyldig for de krænkede. Der er gået noget i stykker inde i dem selv, og de er naturligvis overbevist om at DF har gjort det for at såre dem. Når DF hævder at det bare er en almindelig sætning, så må det naturligvis være fordi de lyver. Intet fra DF’s side er tilfældigheder, da de p.t. er den ondeste kraft i universet. Derfor er DF og Natasja ikke lige for loven.

Natasja var ret ukendt indtil hun døde, men siden har man opbygget en total myte om hende. Når man havde de lækre holdninger, døde ung (uanset at man ikke døde for holdningernes skyld) – og dertil har vundet tre Danish DeeJay Awards, tre Zulu Awards, fire Danish Music Awards og to gange Årets Steppeulv efter sin død, så har man krav på at have retten på sin side, mener Natasja-krigerne. Honi soit qui mal y pense, på nudansk: dem der mener noget andet skal have bank.

Opdateret/udvidet 10. maj.

Ungdomshus-politikere har ikke råd til opera

Venstrefløj vil af med millionstøtte til Operaen (Berlingske)

Venstrefløjen på Københavns Råd­hus vil droppe kommunens årlige støtte til Det Kongelige Teater og Operaen. Det er ikke en kommunal opgave at poste millioner i en statslig institution, lyder det. 

SF og Enhedslisten på Københavns Rådhus vil stoppe kommunens årlige økonomiske støtte på 40 mio. kr. til Operaen og Det Kongelige Teater. Ifølge de to partier er det principielt forkert, at københavnerne skal sponsorere en statsinstitution, og samtidig er københavnernes udbytte af støtten minimal, mener socialborgmester Mikkel Warming (Enh.).

»Når man ser på, hvad Københavns Kommune får for de 40 mio. kr., så kan det slet ikke forsvares, at vi giver så mange penge til projektet, samtidig med at vi står og mangler penge til f.eks. integration og den forebyggende sociale indsats. Det kan da godt være, at den årlige operakoncert i Søndermarken på Frederiksberg nu afholdes i Fælledparken i Københavns Kommune, men jeg tror faktisk, at langt de fleste københavnere er ligeglade med, om de skal gå 200 meter ind på Frederiksberg for at høre opera,« siger Mikkel Warming. …

»Det er noget rod, at vi som kommune giver penge til en statslig institution – vi støtter jo heller ikke Nationalmuseet eller Statens Museum for Kunst. Og desuden kan vi få langt flere tilbud for pengene, hvis vi selv råder over midlerne, både når det gælder kultur, integration og den sociale indsats,« siger SFs børne- og ungdomsborgmester, Bo Asmus Kjeldgaard. …

Ha ha ha ha ha… hvad med de 70 millioner som S-SF-Radikale-Enhedslisten på Københavns Rådhus har bevilget til nyt Ungdomshus med tilbehør.

Hvis ikke det var fordi jeg er jyde og ikke ægte københavner, og hvis ikke det var fordi jeg i mit liv foreløbig har været netto-nyder frem for yder af skattepenge, så ville der ikke være så meget at grine ad.

I øvrigt har netop Mikkel Warming (Ø) ikke så gode erfaringer med at styre offentlige penge. Læs her. Der er foreløbig delte meninger om Bo Asmus Kjeldgaards succes med oprydning efter Per Bregengaards (Ø) katastrofale underskud på 500 millioner – i det mindste var Kjeldgaard medansvarlig for underskuddet, da han sad i økonomiudvalget (pro, contra). Men Københavns Rådhus virker generelt som lidt af en tivolibule hvor politikerne har hænder af teflon. Ansvar glider af, og teflonhænderne har svært ved at holde fast om nogen former for principper og politisk styring.

Ungdomshuset bliver kommercielt

 (Politiken)

Ungdomshus-folkene har brug for penge og har kastet sig ud i det frie initiativ. De er endda gået hele vejen til den kønsundertrykkende kapitalisme. Den nøgne kvindekrop giver altid profit. Tillykke med den nye indsigt. Men gid de havde arbejdet på at samle penge ind til et nyt hus, så de selv kunne betale det. Det er ikke så konstruktivt at samle penge til bøder.

Kirkegårdskultur

   (Thisted Dagblad)

Intet ondt ord om forfædredyrkelse – og denne blogs formål er heller ikke at rakke ned på dansk kultur – men et sted går grænsen jo for hvad man forstår. Hvorfor ønsker folk en pæn grav hvis de ikke selv bor i nærheden og kan vedligeholde den – og gå på kirkegården og bese den.

Endnu i 1950′erne forekom der kirkegårde i Vestjylland med vildt græs og konservesdåser som blomstervaser, skrev Palle Lauring dengang, men de tider er forbi. (Han syntes i øvrigt det var gudsjammerligt, han foretrak pænheden). Nu er der pænt og friseret overalt.

Og hvorfor lægger man egentlig gran på grave om vinteren? Er der en funktion ud over den stedsegrønne symbolik? Der er så mange kirke- og menighedsrådsengagerede i min familie at jeg burde vide det, men svaret er gået mig forbi.

Undskyld, Johanne Poulsen, det er ikke personlig ment.

Bumsen var netop i Brugsen og købe hvidvin og én banan. Det var ikke til aftensmad, som man måske kunne mistænke. Nu vil jeg smutte afsted til julefrokost.

Sjov med slik

    (Billede: DIY Happy/Not Martha)

Jeg er normalt imod sjov med mad. Mad er en alvorlig sag. Jeg hader når københavnere smider med råvarerne, tager om dem uden enhver respekt, holder på dem som om det var en ligegyldig ting. Eller når Mik Schack klaskede stege i bordet i sit tv-program. Hver gang han præsenterede et stykke kød blev det svunget i luften, hamret mod skærebrættet eller klappet på. Greven (nært beslægtet med prins Joachim) har nok ikke lært køkkenpli fra barnsben. Når han først gik i gang ved gryderne, var han dog ganske hengiven, og resultaterne var jo gode nok, så vidt man kunne følge på skærmen.

Men sukkerstads er til for sjov, og her må der gerne grines.

Dette forunderlige link præsenterer to kogebøger om sjov med mad (søde sager):

http://www.yummyfun.com/

En politisk vinkling på det er nok søgt, men jeg kunne sige noget rosende om amerikansk kreativitet. Og i USA er slik identitetsskabende, man gør noget ud af at have en type favoritslik.

Både kapitalisme og kommunisme fylder folk med sukker. I Sovjet elskede man søde kager. Herhjemme var det trist at opleve at man uddelte bolsjer på valgstedet da jeg stemte sidst – og det var ikke engang led i en indsamling eller propaganda. Det var formålsløst slikkeri.

Just say no til sukker! Undtagen en sjælden gang imellem.

Trætte skulpturer og Grundtvigs grav i Køge

I søndags kunne man køre gratis med S-tog, og turen gik for min del til Køge, der nok er et besøg værd. Om ikke andet så for bindingsværkshusene i centrum. For at gøre det til en rigtig udflugt kørte jeg med regionaltog til Køge, via Roskilde, så jeg kunne se på Ga(d)strup, Havdrup og Lille Skensved undervejs; førstnævnte udtales med stumt d, det var nyt for mig. Der var fredeligt i Køge, det gjorde godt. Jeg havde udset mig en udstilling på kunstmuseet Køge Skitsesamling, Visioner og værker til det offentlige rum af Torben Ebbesen. Jeg kendte ikke manden, men titlen lød interessant nok. Museet ligger i et restaureret gågadehus. Det forekommer mig at der var fakler ved indgangen, men det kan godt være der bare kunne have været fakler. Gammelt udvendigt, hvidmalet og moderne indvendigt, som den slags skal være, med etagegennembrud og svalegange, en miniature af Handelshøjskolen ved Dalgas Have. I billetsalget sad en frisk dame der så ud som Køges kulturelle tovholder. Kunstneren var også til stede, sagde hun. Ellers havde jeg det for mig selv.

Vi søger en forklaring…

… og der var den: Isabel af Aragoniens drøm. Titlen er bedre end figuren.

Denne ikke realiserede pistijavert kunne have prydet et dansk gågademiljø.

Skitsens flygtige præg. Man kan ikke lade være med at tænke om Torben Ebbesen havde haft flere realiserede projekter bag sig hvis han var lidt mere omhyggelig med modellerne.

Den skånske perle Højenæs (Höganäs) snød sig selv for en amorf barokskygge.

Torben Ebbesen har dog også fået realiseret skulpturer, enkelte af dem var OK. Jeg skal bare nævne Hjernelandskabet i Karlsruhe. Jeg har for vane at fotografere det mest pudsige og glemme det skønne. Der var enkelte visionære værker, men udstillingen var revl og krat. Som så meget i dansk skulpturkunst – vi ser skrotbunkerne på rådhuse, i banker, på gymnasier og universiteter.

Berlingske skrev:

Dengang Torben Ebbesen var så heldig, at der var ballade om et af hans værker, var i 1985, da han skabte en navnløs og helt abstrakt skulptur i Ringsted. Folkeviddet mente, at der måtte være tale om nogle byggematerialer, håndværkerne havde glemt i forbindelse med opførelsen af det ny bibliotek, foran hvilket værket var placeret …

Køge Skitsesamling byder også på skitserne til Bjørn Nørgaards gobeliner på Christiansborg. Det kan anbefales hvis man gerne vil have god tid til at se på motiverne og få forklaret de mange kunsthistoriske og symbolske referencer.

Efter museet gik jeg ud for at se Grundtvigs grav på Køge Ås. Det var godt nok mørkt, men nu havde jeg chancen, og Grundtvig trak. Jeg havde regnet med en gravhøj eller en bautasten, men det var et større mausolæum, som nok er beregnet til at se på en lys sommerdag. Dejlig mystisk ser det jo ud.

Næste søndag går turen måske til Rungstedlund - selv om man ikke kan komme helt derop med S-tog. Eller til Lyngby Svømmehal med 50 m banen.