Kronik: 18 grunde til nej til tronfølgeloven

Denne kronik er en samlet fremstilling af mine argumenter for nej – hvoraf en del har været bragt i tidligere indlæg. Ligesom mange andre blev jeg overrasket over den pludselige debat, som godt kunne have varet længere, da den foreløbig har været for useriøs. Desværre har Politiken i dag valgt at bringe en vrøvlet og barnlig kronik om at kongehuset strider mod menneskerettighederne – og 180 Grader bragte i går en klumme om at man skulle skrive “Leve republikken” på stemmesedlen, men uden nye argumenter.

Politiken og 180 Grader afviste mig til gengæld, da jeg var for sent ude. Så denne kronik kan kun læses her:

Forslaget om ny tronfølgelov blev i 2006 kaldt ”fiksfakseri” af oppositionen. Tronfølgeforslaget fører ikke til ligestilling i vort samfund, og ændringen er tvivlsom jura, som undergraver grundloven. Det kan føre til kommende ”grundlovsændringer light” eller retlig strid om arvefølgen.

Statsministeriet fører en kampagne, der skal få os til at vedtage den nye tronfølgelov. Folketinget vedtog loven med næsten sovjetisk enighed, og finansudvalget var enigt om at bevilge 5 mio. kroner til kampagnen. Med nostalgiske sort/hvide billeder, som minder om underholdningsserien Krøniken, advarer ministeriet om, at ligestilingen bankes tilbage til 1950’erne, hvis vi stemmer nej.

Kampagnefilmen handler faktisk på intet sted om den lovændring, vi nu skal stemme om. Filmen handler om loven af 1953, så det er en kampagne, som er 56 år forsinket.

Det er naturligvis svært at tale for sagen med nutidige argumenter, fordi lovændringen er overflødig. Der er tale om en symbolsk, politisk markering, som Anders Fogh og Lars Løkke har sat stor prestige ind på. Resten af folketinget var skeptisk, men sprang med på vognen, fordi de ikke kunne tillade sig at stemme imod ligestilling.

Der er fremsat forskellige argumenter for at stemme blankt, hvilket har samme virkning som nej, men det er efter min mening et lunkent valg. Vi må tage udgangspunkt i den retsordning vi har, og det er ikke en republik. Her er 18 gode grunde til at stemme NEJ til loven:

1. Lovændringen er symbolsk og uden nogen praktisk hensigt i mange årtier frem. Overflødige love er ikke blot uønskelige, men skadelige, da de afleder opmærksomheden fra virkelige problemer.

2. Ændringen handler ikke om ligestilling, men om ligestilling mellem prinser og prinsesser. Tronfølgeloven er den mest diskriminerende lov, vi har, fordi den bestemmer, at landets cheftitel og principielt mest magtfulde post nedarves i en bestemt slægt. Og sådan må det være, så længe vi har et arveligt kongedømme.

3. Grundlovens § 81 diskriminerer fortsat. I tilfælde af krig vil kun unge mænd blive sendt på slagmarken. Er mandlig værnepligt indlysende? I Israel har begge køn værnepligt. Man kan argumentere for og imod, men ikke benægte, at emnet er mere væsentligt end den symbolske ligestilling af prinser og prinsesser. I 2008 ramte den mandlige værnepligt 39.901 unge danske mænd, der måtte møde på session. I 2007 måtte 6.305 værnepligtige springe soldat i fire til tolv måneder, og 281 aftjente civil værnepligt.

Til sammenligning vil den nye tronfølgelov måske få betydning for en kvinde i hvert århundrede.

Man kan også nævne den solide diskriminering af fædre i skilsmisse- og samværssager, der strider mod moderne kønsprincipper, mod retssikkerheden og ofte mod barnets tarv. Eller den manglende stimulus fra mandlige forbilleder i opvæksten, som diskriminerer drenge.

Lov om ægteskabets retsvirkninger er fra 1925 - ligesom denne dame

Lov om ægteskabets retsvirkninger er stærkt diskriminerende. Den er jo også fra 1925. § 11 handler om ægtefællernes ret til at indgå aftaler på begges vegne – med den hjemmegående hustru som det tynde øl: ”Samme ret har hustruen med hensyn til sædvanlige retshandler til fyldestgørelse af sit særlige behov.” Når der ikke har været højlydte krav fra venstrefløjen om at sanere denne oldgamle lov, så skyldes det nok, at den giver kvinderne særrettigheder, men den gør dem også til andenrangs væsener.

Par af samme køn må finde sig i at blive til ”registrerede partnere”, mens andre kan indgå et ægte ægteskab. To ord, to love, to sæt blanketter for nøjagtig det samme. Er det ligestilling?

4. En gammel garder, Mads Schmidt Eriksen, skrev for nylig et læserbrev, der fjernede den sidste tvivl hos mig: hvis man har en konge, følger der altid en dronning med, som kan udfylde sin rolle som dronning fuldt og helt. Har man en regerende dronning, følger der kun en prinsgemal med, der ikke kan føre sig frem som mand. Valget står altså mellem en konge og en dronning – eller en dronning og et vedhæng. Dronningen har man alligevel, men mandens skæbne er forskellig.

En kvindelig tronarving kan derfor få problemer med at finde en mand.

Borgerlige politikere har for nylig stået i folketinget og sagt, at homoseksuelle medborgere ikke må adoptere, fordi et barn har behov for en far og en mor. De skulle skamme sig. Det er hykleri, for nu vil de samtidig afskaffe landsfaderen og landsmoderen – i den borgerlige ligestillings navn.

Der er mange eksempler på stærke, regerende dronninger: Victoria og Elizabeth II af England; Wilhelmina, Juliana, Beatrix af Nederlandene, og måske engang den kommende Victoria af Sverige. Men de har alle haft en vanskelig start.

5. Det hævdes uden videre, at ændringen i 1953 var en modernisering. Det er ikke helt rigtigt. Danmark havde faktisk en begrænset kvindelig arvefølge under Kongeloven, som gjaldt til 1853. Den så man sig nødsaget til at afskaffe for at holde sammen på monarkiet. Holsten var nemlig et tysk len under tysk ret, som kun havde mandlig arvefølge, og Danmark-Slesvig måtte indrette sig derefter. Dronning Louise skulle egentlig have været regent, men hun afgav tronen til sin mand, Christian 9. Efter krigen i 1864 mistede vi hertugdømmerne, og så faldt begrundelsen for den rent mandlige arvefølge væk, men loven bestod til 1953.

Ændringen i 1953 var altså på mange måder historisk korrekt og i samsvar med nordisk tradition. Dernæst handlede det om at forfremme den populære prinsesse Margrethe til tronfølger. Men det handlede ikke om ligestilling.

6. Det er en udbredt misforståelse, at demokratiet er Danmarks styreform, og at monarkiet er rent symbolsk. Men i virkeligheden har vi to systemer side om side: det enevældige, kongelige ceremoniel og så folkestyret. De kan godt fungere sammen, som vi har set i 160 år. Men når vi nu engang har valgt denne dobbelte styreform, så må vi være konsekvente. Det giver ingen mening at overføre demokratiets principper på et arveligt kongehus. I så fald skulle vi gå over til valgkongedømme eller republik, som der også kan gives argumenter for – men det er ikke vor statsform.

7. Danmark har det mest lukkede kongehus i Europa. Der betales ikke moms og skat, og regnskaberne er hemmelige (i det omfang de eksisterer?). Forskellige sager har antydet rodede forhold, løst forbrug og uklare ansættelsesforhold, der aldrig ville gå i en offentlig eller privat virksomhed. Folkestyret bevilger pengene, og vi har naturligvis krav på indsigt og ordnede forhold. Dette krav er intet nyt, for til alle tider har rigsråd og ting ønsket kontrol over pengestrømmen til kongens hof. Man kan ikke forvente, at reformer skal udgå fra kongehuset selv – de må hjælpes lidt på vej.

8. Kongen er ansvarsfri, står der i grundloven, men i praksis udstrækker denne regel sig til hele kongehuset. Ifølge en gammel paragraf i Kongeloven kan regenten straffe sine prinser, hvis de overtræder loven, men det har vi ikke set blive gjort. Hvad gør man, hvis en kongelig ikke blot er ansvarsfri, men ansvarsløs? Vil det ikke undergrave respekten med tiden?

Og hvad har alle disse ting så med tronfølgeloven at gøre, kan man spørge? Jo, de er relevante, fordi vi har fået at vide, at ”ligestillingen” er nødvendig for monarkiets fremtid og for, at vort land kan være sig selv bekendt. Men man kan nævne en stribe andre reformer, som er mere påkrævede, både for monarkiets og folkets skyld.

9. Regering og folketing har ladet sig løbe over ende af ugeblads-royalismen. Det hævdes, at ændring af tronfølgen var et folkekrav. Men kan man læse noget sådant ud af meningsmålinger, som er bestilt til lejligheden? Et af formiddagsbladene placerer nyheder om tronfølgeloven under rubrikken Royalt, ikke under Politik. Det er da sigende.

Prinsesse Elisabeth

10. Gennemgår man folketingsdebatten, finder man de sædvanlige floskler om kødgryder og bleskift. Jeg mindes at have set et gammelt filmklip, hvor Kronprinsesse Margrethe stod over de dampende gryder på en husholdningsskole. Hun undgik altså ikke kødgryderne, bare fordi hun blev tronfølger.

Også Prinsesse Elisabeth, der er nummer ni i tronfølgen, har taget et år over gryderne på en husholdningsskole og et år på maskinskrivningskursus, før hun gjorde karriere i udenrigsministeriet. Det kan man læse i hendes CV på kongehusets hjemmeside.

Dog tror jeg ikke, nogen af de kongelige bakser med kødgryder og bleskift i det daglige.

Der har ganske enkelt ikke været nogen diskussion og argumentation for ændringen af tronfølgeloven. Derfor reagerer folketingspolitikere som Henriette Kjær nu med bitterhed over de dumme vælgere, som vover at stemme nej (”det er fuldstændig barnagtigt og latterligt” – de må jo være mænd, som bare vil lave ballade!). Hun er nemlig overrasket over debatten, som kom i sidste øjeblik. Men hun – og de andre – skulle have tænkt sig om i steden for at hoppe med på bølgen.

En grundlovsprocedure må få det til at krible sødt i enhver folkevalgt. Det er spændende og historisk at være med til. Men hvad der skulle have været et symbolsk monument over vores nuværende regering og folketing, kan slå fejl, fordi det var overflødigt.

11. Nogle har foreslået at stemme blank, fordi de ønsker en gennemgribende grundlovsreform. Andre vil stemme ja, fordi de frygter sådan en reform. Men der er ingen grund til at stemme taktisk, for en grundlovsreform er kun mulig, hvis der er meget bred enighed i folketinget. Hvis bare ét mellemstort parti går imod en sådan reform, bliver den svær at få igennem.

Personlig tvivler jeg på behovet for en sproglig grundlovsrevision alene. Skiftende regeringers respekt for grundloven er ikke imponerende, og sproglig plastikkirurgi på grundloven vil næppe hjælpe. Justitsministeriet forklarede os i år 2000, at § 26 (kongen har ret til at slå mønt) skulle forstås som den ene side af euro-mønterne, ikke sedler eller valuta! Dertil kommer § 20 om suverænitetsafgivelse, der har udviklet sig til en bøjelig gummislasker af en paragraf. Indskrivning af menneskerettighederne er ikke påtrængende, da de allerede er gældende lov.

Men der kunne godt tænkes andre elementer, som bør komme med i grundloven, for eksempel en forfatningsdomstol, kommunalt selvstyre og åbenhed i forvaltningen.  Den diskussion kan vi tage til den tid. Hvis tronfølgeændringen bliver nedstemt, så har vælgerne i hvert fald vist, at vi ikke er til salg for billige argumenter ved en eventuel fremtidig grundlovsændring. Vi vil have en seriøs og saglig debat.

12. I tronfølgelovforslaget er kongen blevet til ”kongen eller den regerende dronning”, og ordet ”han” er erstattet med ”den pågældende”. Forsøget på at gøre sproget kønsløst er absurd. Grundloven taler fortsat om tjenestemænd, mandskab, lægmænd, formænd og enkeltmandskredse. Selv om grundloven kun nævner ”kongen” og omtaler regenten som ”han”, har vi haft en regerende dronning siden 1972, uden at staten gik under. Det viser, at også de sproglige justeringer i tronfølgelovforslaget er unødvendige. Tronfølgeloven bør følge grundlovens sprogbrug, så forvirring undgås.

13. Regeringen har ikke fulgt den normale skik med bred debat og enighed forud for en grundlovsændring. Det foreliggende forslag er et afværgeforslag, der skulle lukke munden på oppositionen. Ordet ”ligestilling” har været nævnt lige fra starten – det står i lovforslagets titel – og det virkede. Oppositionen sprang på limpinden. Hvem kan stemme nej til ligestilling. Denne ligestilling, som for en sikkerheds skyld er nævnt bag på de udsendte valgkort.

14. Forslaget blev sendt hurtigt gennem folketinget og behandlet på blot fire møder i grundlovsudvalget. Betænkningen er papirstynd. Man har slet ikke fremsat argumenter for lovændringen, da alle syntes, det var indlysende. Holger K. Nielsens kommentar i folketinget var karakteristisk: ”SF kan støtte det her lovforslag, og det er såmænd ud fra almindelig sund fornuft.”

15. Vi lovgiver om noget, der er vore børnebørns og oldebørns anliggende. Man opgiver således muligheden for at regulere arvefølgen i fremtiden, sådan som man gjorde i 1953. Det vil for altid være politisk umuligt at genindføre den gamle tronfølgelov, selv hvis der kommer en uegnet tronfølger, da ingen politiker tør afskaffe “ligestilling”.

16. Proceduren er grundlovsstridig. Tronfølgen kan ikke ændres, uden at man ændrer grundlovens § 2, som direkte siger: Kongemagten nedarves til mænd og kvinder efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953 fastsatte regler.

Tronfølgeloven fra 1953 er et tillæg, som hænger fast sammen med grundlovens § 2. Denne paragraf bliver ikke ændret med den nye tronfølgelov. Fremgangsmåden minder om de amerikanske constitiutional amendments, forfatningstillæg, som er ukendte i dansk ret.

Afdelingschef i statsministeriet Sten Frimodt Nielsen sagde den 9.10.2003 til B.T., at man ikke kan ændre i tronfølgeloven uden at ændre i grundloven. Dette havde der hidtil været konsensus om. Men to år senere havde statsministeriets jurister ændret mening, sådan at Anders Fogh kunne komme igennem med sin genistreg. Derved ville han undgå at åbne en politisk debat om grundlovens indhold.

Oppositionen mente i 2006: ”fremgangsmåden er et unødvendigt fiksfakseri, der alene har det formål at få ændringen af tronfølgeloven til at se ud, som om man ikke ændrer grundloven, selv om det er det, man gør. Ofrene for denne fremgangsmåde er kommende generationer af grundlovslæsere, der nu skal lære, at grundlovens ord om tronfølgen er i strid med retstilstanden.”

Professor i offentlig ret ved Århus Universitet Jens Peter Christensen har sagt, at lovforslaget var ”sjusk, dårlig forbrugervejledning og noget rod”, at statsministerens fremgangsmåde var ”overfiffig”, og: ”Det er så oversmart udtænkt, at ingen jurist har tænkt tanken før – at man kan finde på at ændre den underliggende lov, her tronfølgeloven, uden at ændre de bestemmelser i grundloven, der henviser til den.”

Man bør derfor ændre teksten i grundlovens § 2, da de to love ellers er i modstrid med hinanden.

17. Konsekvensen af dette kan blive tvivl om arvefølgen i fremtiden. Lyder det usandsynligt? Vi kender ikke fremtiden og fremtidige juristers meninger. Der har været mange arvefølgestridigheder i verden.

Man skal forestille sig en situation, hvor en kvinde arver tronen ifølge den nye tronfølgelov, men en mand arver tronen ifølge den gamle tronfølgelov (som stadig gælder ifølge grundlovens § 2). Hvis der er samtidig er krise og magtkamp i landet, er det en oplagt mulighed, at de trækkes ind i politiske spil eller spekulationer. Formålet med arvekongedømmet er netop, at der aldrig må være tvivl om tronfølgen. Kongen er ikke valgt, men født, fordi kongen skal være en samlende og stabil figur. Krigen i 1864 var også en arvefølgekrig.

Inden det går så vidt, kan sagen dog nok ordnes i Højesteret, som eventuelt må afgøre, at lillebror skal arve tronen i stedet for storesøster, fordi tronfølgeloven af 2009 var grundlovsstridig.

18. Man risikerer at danne en ny norm, hvor man kan sætte grundlovsregler ud af kraft via almindelige love, når blot de sendes til folkeafstemning osv. Denne præcedens kan føre til fremtidige “grundlovsændringer light”. Hvis f.eks. en kommende EU-traktat kræver en grundlovsændring, så er det en oplagt mulighed, at man gentager nummeret; det vil sige, at man ikke ændrer selve grundlovens tekst, men laver en tillægslov, som ændrer budskabet i grundloven.

Og alternativet? Man kunne begynde med at gennemføre mere åbne forhold i kongehusets økonomi og administration. Ligestilling skal foregå ude i samfundet, ikke i kongehuset. Og endelig må en evt. ændring af tronfølgeloven naturligvis udformes, så den er juridisk holdbar. Det vil sige en rigtig ændring af grundlovens § 2.

Derfor: brug ligestillingskræfterne og snakketøjet på noget andet.

Man kan trygt stemme NEJ til fiksfakseri på søndag – ikke mindst for grundlovens skyld.

Casper Udemark, etnologistuderende, København K

—

Uddybende | Folkeafstemningen om tronfølgeloven, Wikipedia – historie, baggrund, folketingsbehandling, kampagne, holdninger og citater fra politikere, borgere, eksperter og presse | Arvefølge, Wikipedia – om tronfølgens historie i Europa (de to artikler er hovedsagelig skrevet af mig, men neutrale).

Facebook-gruppe | Nej til tronfølgeloven – af seriøse grunde.

Tidligere indlæg her på bloggen | Fiksfakseriet om tronfølgeloven og dets vej gennem folketinget - om Foghs taktiske manøvre og den manglende debat i folketinget | Derfor nej til ny tronfølgelov - om jura-sjusk og muligheden for arvefølgestrid.

Kilder | Grundloven.dk | Statistik fra Forsvarets rekruttering | Fakta om Forsvaret, 2008 | Nyhedsbrev fra Militærnægteradministrationen, feb. 2009 | Folketinget, betænkning om L3, 2005-06 | Mads Schmidt Eriksen: Stem nej 7. juni, Berlingske, 28. maj 2009 | Professor: Sjusk med tronfølgeloven, DR, 19.10.05 | Mary kan ændre grundloven, B.T., 9.10.2003 | Lovforslaget og folketingsdebatten 2009 /2005-06.

Læs også Her er Folkebevægelsen mod EU’s 6 borgerlige kandidater

Midaldrende kvinder ville bytte valgret for udseende

Oliefabrikken Nivea har lavet en rundspørge blandt 45- til 60-årige kvinder. 18 % af dem ville opgive stemmeretten hvis det kunne få dem til at se ti år yngre ud.

64 % ville dog foretrække stemmeret frem for udseende. De øvrige kunne ikke bestemme sig.

19 % har overvejet at få en ansigtsløftning.

Der indgik 750 midaldrende, hollandske dåser. Bag undersøgelsen står smørelsesproduktet Visage Facelift.

(Kilde: foknieuws.nl/De Telegraaf)

Derfor nej til ny tronfølgelov

[Facebook-gruppe mod ny tronfølgelov
- klik her: groups.to/fiksfakseri ]

Ligestilling er godt, og Anders Fogh har tilsyneladende fundet en ren vindersag ved at gøre den nye tronfølgelov til en “principsag” for regeringen. En principsag, da loven er symbolsk og tidspunktet er flere årtier forkert.

Efter overvejelse mener jeg der er mange juridiske og praktiske grunde til at stemme nej.

Først grunden til at stemme ja: “Princippet“ 

Princippet er ganske vist rent symbolsk og betydningsløst i de næste ca. 70 år.

Hvis man tror at kongelig ligestilling siver ned gennem samfundet og forandrer os alle sammen, så kan man stemme ja.

Men husk at lukke det ene øje. Lovene og samfundet diskriminerer stadig.

Taler vi om grundloven, så har man glemt at kigge på værnepligten. Det er fortsat kun mænd som skal slås ihjel i krig. § 81 lyder: Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar…

Der kan sikkert argumenteres for og imod mandlig værnepligt, ligesom der kan argumenteres for og imod kvindelig tronfølge. Man har dog slet ikke taget fat på en diskussion, men bare taget det hele som en selvfølge.

Her er så grundene til at stemme nej:

1. Overflødig lov

• Ændringen er overflødig og symbolsk, og overflødige love skal vi ikke have.

2. Muligheden for fremtidig regulering går tabt

Grev Ingolf (tidl. prins)

• Man opgiver folkestyrets mulighed for at påvirke arvefølgen, hvis der kommer en uegnet, førstefødt pige – en kvindelig Ingolf.  Da tronfølgeloven blev ændret i 1953, ville man undgå Arveprins Knud og hans søn Ingolf på tronen. Arveprins Knud var upopulær, og både han og sønnen blev betragtet som uegnet (måske svagt begavet). Derfor er det bedst at udskyde en eventuel ændring af tronfølgen indtil vi kender personerne. Så kan man til den tid ændre loven for at undgå en dårlig tronarving. Denne mulighed skal vi beholde i baghånden, derfor ingen lovændring nu. Er den nye arvefølge først gennemført, vil det være politisk umuligt at genindføre den gamle, da ingen politiker tør at afskaffe “ligestilling”.

3. Grundlovsstridig procedure

• Tronfølgen kan ikke ændres uden at man ændrer grundlovens § 2, som direkte fastsætter: “Kongemagten nedarves til mænd og kvinder efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953 fastsatte regler.” Tronfølgeloven fra 1953 er altså et tillæg, som hænger fast sammen med grundlovens § 2. Sådan er grundloven tænkt, og det har hidtil været konsensus blandt jurister og statsretseksperter.

Afdelingschef i statsministeriet Sten Frimodt Nielsen sagde i 2003 til B.T.:

“En ændring er en omfattende sag. Tronfølgeloven omtales i grundlovens paragraf 2 og kan derfor kun ændres efter samme procedure som selve grundloven. Det vil sige, at man ikke kan ændre i tronfølgeloven uden at ændre i grundloven. … Det er en meget omstændelig procedure, som f.eks. slet ikke kan sammenlignes med, hvor let det er at ændre den svenske grundlov.”

Det nuværende forslag viger uden om en formel grundlovsændring – da man ikke ønsker at ændre i grundlovens tekst. Fremgangsmåden minder om de amerikanske constitiutional amendments, som ikke ændrer i grundteksten, men udformes som et tillæg.

Dette er ukendt i dansk ret. Grundlovens § 2 vil uændret henvise til tronfølgeloven af 1953.

Statsministeriets eksperter er åbenbart blevet banket på plads. Hvorfor?

Svaret er sandsynligvis at regeringen vil have gennemført ligestillingen i Anders Foghs og Lars Løkkes regeringstid, men undgå en bredere debat om grundloven. Det er imidlertid dårlig jura, som allerede blev kritiseret i 2005: Professor: Sjusk med tronfølgeloven. Det vidner om et lemfældigt forhold til grundloven, hvor ændringer kringles på plads af politiske grunde.

Juridisk er det fuldstændig uhørt at man ændrer en lov uden at ændre den underliggende henvisning, for så har ændringen jo ingen retsgyldighed. Grundlovens ord har forrang.

• Man risikerer at danne en ny norm for at sætte grundlovsregler ud af kraft via almindelige love, når blot de sendes til folkeafstemning osv. Mener du at fremgangsmåden er grundlovsstridig, bør du altså også stemme nej. For ellers skaber du en farlig præcedens som måske kan føre til fremtidige “grundlovsændringer light”. Hvis for eksempel en kommende EU-traktat kræver en grundlovsændring, så er det en oplagt mulighed at man gentager nummeret, det vil sige at man ikke ændrer selve grundlovens tekst, men laver en tillægslov som ændrer budskabet i grundloven. Derved vil man bedre kunne sælge projektet, hokus pokus – den bitre pille glider nemmere ned.

4. Usikkerhed i fremtiden

• Kan en kongelig i fremtiden bestride lovændringens gyldighed, når grundloven fortsat henviser til 1953-loven? Ja, det er et muligt scenario. Højesteret kan blive nødt til at afgøre at lillebror skal arve tronen i stedet for storesøster. En sådan sag vil have større konsekvenser end Tvind-loven, som også blev ophævet af Højesteret. Virker det usandsynligt? Måske, men ikke umuligt. Vi kender ikke fremtiden.

• Da den engelske Kong Edward 8. abdicerede i 1936, skyldtes det ikke kun forholdet til Wallis Simpson, men også politiske grunde. Kongen havde blandet sig i politik og var venlig mod aksemagterne. Han ville også modernisere monarkiet. Alt det var upopulært hos etablissementet. Kongens forhold og abdikationen udløste en krise og ændrede måske historiens gang. Det var altså ikke bare ligegyldigt om Edward 8. eller broderen George 6. sad på tronen, da de var meget forskellige, og der var interesser på spil. Historien har budt på mange arvefølgekrige, og de havde alle politiske eller magtmæssige intriger bag sig.

• Strid om arvefølgen var en medvirkende årsag til de slesvigske krige. Den danske kongeslægt var uddøende. Ifølge tysk tolkning af tronfølgen skulle den tyskvenlige hertug af Augustenborg arve tronen. Ifølge dansk tolkning var prinsesse Louise af Hessen den arveberettigede. Nogle mente at den første regel gjaldt i Slesvig og Holsten, mens den anden regel gjaldt i det egentlige Danmark. Da prinsesse Louise i 1842 giftede sig med den senere kong Christian den 9., overdrog hun tronrettighederne til sin mand. Hertug Christian August af Augustenborg gav afkald på sine rettigheder i 1852 (mod en enorm erstatning), og det blev bekræftet ved en aftale mellem stormagterne, London-protokollen. Men det hindrede ikke hertugens søn Frederik i at udråbe sig selv som “Friedrich der 8.” Han mente nemlig ikke at hans faders aftale gjaldt for sønnen. Det lykkedes den “falske hertug” at blive anerkendt af flere tyske stater og af de tysksindede slesvig-holstenere. Dette eskalerede i 1863, og det faldt sammen med den slesvigske krig i 1864. Der var mange årsager til krigen, men arvefølgen var en komplicerende faktor. I mange år kaldte man i tysk historieskrivning krigen for den “tysk-danske arvefølgekrig”. Vi bør tage ved lære af dette og undgå en juridisk uklar lovændring, som kan skabe tvivl om arvefølgen. Vi kan ikke vide om der opstår en kritisk situation i fremtiden – en intern strid mellem to politiske fløje i Danmark, måske med storpolitiske forviklinger. Denne strid kan være så uheldig at falde sammen med et arvefølgespørgsmål, hvor to søskende strides om retsgyldigheden af lovændringen.

• Vi skal forestille os en situation hvor en kvinde arver tronen ifølge den nye tronfølgelov, men en mand arver tronen ifølge den gamle tronfølgelov (som stadig gælder ifølge grundlovens § 2). De to tronarvinger er måske meget forskellige, hvad angår politiske eller udenlandske sympatier. Er der samtidig krise og magtkamp i landet, er det en oplagt mulighed at de trækkes ind i politiske spil eller spekulationer i pressen. Formålet med arvekongedømmet er netop at der aldrig må være tvivl om tronfølgen. Kongen er ikke valgt, men født, fordi kongen skal være en samlende figur. Tvivl om tronfølgeloven skader denne stabilitet, som royalister igen og igen nævner som det vigtigste argument for det danske monarki.

5. Vore børnebørns valg

• Bliver loven ændret, træffer vi en beslutning som ikke gælder for os selv, men for vore efterkommere. Arvefølgen er sikret frem til og med lilleprinsen Christian. Hvis han får en datter, vil hun først komme på tronen om ca. 70 år. Skal vore børnebørn ikke selv have lov at bestemme om spørgsmålet?

6. Er det et vigtigt samfundsemne?

• Vi fik ikke lov at stemme om Lissabon-traktaten, Nice-traktaten, kommunalreformen, velfærdsreform, udlændingelovgivningen og mange andre vigtige emner. Når politikerne har fremsat tronfølge-forslaget, så signalerer de at det er et af vore vigtigste samfundsmener, værdig til en folkeafstemning. Stemmer man ja, så er man for så vidt enig i prioriteringen.

7. Afleder opmærksomheden fra virkelig diskrimination

• Ligestilling mellem prinser og prinsesser er ret irrelevant i et samfund, hvor der er større problemer med diskrimination. Det stikker blår i øjnene og skjuler de virkelige problemer.

Hvad med reel ligestilling for kvinder i løn- og arbejdsmarkedsspørgsmål? Mænds manglende rettigheder i skilsmissesager, forældremyndighed og i spørgsmålet om værnepligt? Lige rettigheder for homoseksuelle? Nogle af disse ting kan klares juridisk; andre kræver en folkelig og personlig indsats. Symbolske love, festtaler og fakkeltog er skadelige, fordi de er en sovepude i forhold til virkelige problemer.

8. “Ligestilling” gælder pr. definition ikke for kongelige

• Selv om ligestilling er en god ting, giver det ikke mening at overføre begrebet til kongehuset, som er en kategori for sig. Det er populisme at snakke om ligestilling i monarkiet, som bygger på arvelighed og ikke-ligestilling. Tronfølgeloven vil fortsat diskriminere uægte børn, og de kongelige skal fortsat have godkendt deres “arrangerede ægteskaber” af regeringen.
• Ved enhver ny lov bør der være en diskussion om det substantielle indhold. Men ingen har for alvor argumenteret for den nye tronfølgelov. Man regner det bare for en selvfølge.
• Dronning Margrethe er p.t. den eneste dansker der har prøvet at være regent og kan udtale sig om egne erfaringer. Hun har sagt at det ikke er en dans på roser at sidde på den hårde post. Hun har antydet at det er et job for en mand. Hun har også sagt at en dronning vil få umuligt ved at finde en mand, hvis hun ikke har nået at gifte sig før tronbestigelsen, da ingen mænd ønsker at være den evige nummer to. (Prins Henriks problemer med sin rolle bekræfter dette). Den svenske kronprinsesse Victoria har haft svært ved at håndtere det pres, som en tronfølger er underlagt. På den anden side er der også eksempler på stærke dronninger, f.eks. den britiske Victoria, de hollandske Juliana og Beatrix. Men de fleste havde en hård start.
• Det er meget vigtigt hvem vi sætter på vort lands chefpost – for livstid. Alle argumenter burde derfor tales igennem, så man kan veje for og imod. Jeg tror selv jeg ville ende med at støtte princippet om ligeberettiget tronfølge. Men hvordan skal jeg som borger have en chance for at diskutere, tænke og afveje spørgsmålet, når der ikke er nogen debat?

"Jeg ændrede tronfølgeloven"

9. Monument for politikere

• Lovændringen er et symbolsk monument over Anders Foghs regeringstid. De andre politikere stemmer også ja, fordi de vil være med. De fleste politikere elsker at deltage i noget så spændende som en grundlovs- eller tronfølgeændring.

Politikerne må finde en bedre sag hvis de vil gå over i danmarkshistorien. Vi vælgere bør ikke tage hensyn til deres personlige ambitioner.

10. Legitimering af det mest lukkede kongehus i Europa

• Hvis man er kritisk mod monarkiet (det gælder naturligvis ikke alle) – så bør man tænke på følgende: Vælgerne bliver spurgt om en ufarlig detalje. Ugeblads-monarkiet kan fortsætte.

Vigtige emner som f.eks. gennemsigtige regnskaber, kongelig momsfrihed og deres forhold til loven bliver ikke berørt. Disse forhold kunne naturligvis reguleres, ligesom man har gjort i andre monarkier, også uden grundlovsændring – men man vil ikke i Danmark.

Tronfølge-afstemningen vil blive udlagt som en opbakning til monarkiet. Politikere og kulørte blade vil skrive: “Se her, rigtig mange danskere støtter fortsat kongehuset, og monarkiet følger med tiden”.

Stemmer man ja, er man med til at legitimere monarkiet i en symbolsk “moderne” udgave. Der bliver imidlertid ikke moderniseret i form af åbenhed i kongehuset, så vi kommer desværre stadig ikke op på samme niveau som andre europæiske monarkier.

Sammenfatning

Der er fire tunge juridiske og praktiske grunde til et nej. Fem politiske grunde til et nej. (Plus en ekstra grund hvis man er kritisk mod monarkiets nuværende forhold). I alt 9-10 grunde.

Der er kun én grund til ja, og den er rent symbolsk og betydningsløs i de næste ca. 70 år. Til gengæld er det fortsat kun mænd der har værnepligt, da man glemte at foreslå ligestilling i § 81.

Jeg mener det praktiske skal have større vægt end det symbolske og hypotetiske, så sagen er afgjort for mig.

Forslaget kan falde

I Danmark stemmer ca. 90 % ved folketingsvalg, men under 50 % ved EU-valg. Det er ikke fordi folk ikke gider stemme, men de kan godt kende forskel på væsentligt og uvæsentligt.

Regeringen har valgt at afholde afstemningen samtidig med EU-valg. Måske for at trække flere vælgere til begge dele. Kan nyhedens interesse vare indtil 7. juni?

Valgdeltagelsen ved de direkte EU-valg siden 1979 har ligget lavt, mellem 46,2 og 57,9 % (kilde).

For tronfølgeændringen kræves ikke blot et flertal, men at 40 % af alle stemmeberettigede skal stemme ja.

Ved en lav valgdeltagelse på 46 kræves der altså mindst 87 % ja, højst 13 % nej/blanke.

Ved en høj valgdeltagelse på 58 skal mindst 69 % stemme ja, højst 31 % må stemme nej/blankt.

Der er altså ganske gode chancer for at tronfølgeforslaget falder – alt efter hvor mange skeptikere der gennemskuer at lovændringen er et mediestunt.

Og naturligvis afhængigt af vejret på valgdagen. I tilfælde af dejligt vejr vil turen ikke gå til valglokalet, men til skov og strand. Den 7. juni er også første søndag i måneden, hvor butikker og storcentre holder åbent.

Debatten skal være alsidig

Der er brug for en organiseret indsats og debat. Alle partier i folketinget (minus Simon Emil Ammitzbøll) har stemt for, så hvem skal få debatten i gang? Det må være menige borgere.

Pressen, og særlig DR, skal holdes fast på deres alsidighedsforpligtelse. Der skal være en debat for og imod, som ved alle andre folkeafstemninger.

Alternativet

Det er synd at nej-stemmen kan blive misforstået som om man er modstander af ligestilling, men det kan ikke være anderledes med det foreliggende forslag.

Kritikken skal ikke kun være negativ. Regering og folketing burde ændre tre ting, før jeg måske kunne støtte forslaget:

• Udforme ændringen, så den er juridisk holdbar. Det vil sige en rigtig ændring af grundlovens § 2.
• Love at åbne en debat om ligestilling på andre punkter: værnepligt, diskriminationen af mænd ved skilsmisse, diskrimination af homoseksuelle m.v.
• Gennemføre mere åbne forhold i kongehusets økonomi og administration og sikre at disse ting kan debatteres frit.

Angående værnepligt, så kan man enten afskaffe den mandlige værnepligt eller indføre værnepligt for begge køn. Det er ikke klarlagt om man behøver ændre grundloven for at gøre dette. Det har slet ikke været diskuteret.

Tilbage står dog et problem. Man vil med den nye tronfølgelov lovgive om forhold som ligger mange år ude i fremtiden, og det er næppe fornuftigt, på trods af gode hensigter.

Læs også: Fiksfakseriet om tronfølgeloven og dets vej gennem folketinget

På Facebook

Se også den nye facebook-gruppe Nej til ny tronfølgelov – af seriøse grunde. Meld dig ind, diskuter, og sig videre. Genvej: groups.to/fiksfakseri

Wikipedia

Artiklen Folkeafstemningen om tronfølgeloven, som stort set er skrevet af undertegnede, giver en neutral dækning af emnet inkl. grundig historisk baggrund og forskellige citater fra pressen og folketingsbehandlingen.

Opdateret 3.6.2009

Kvinden eller negeren: USA-valg set med europæiske øjne

 

Kvinden eller negeren er ikke det amerikanske valg i en nøddeskal. Men det udtrykker danske journalisters syn på valget.

De venstreorienterede europæere er nemlig i fuldstændig overdreven grad fikseret på køn og race, og derved gør de sig selv til racister og sexister. Politikken snakkes der ikke meget om. De politisk korrekte bliver slemt skuffede når hverken “kvinden” eller “negeren” bliver valgt, men John McCain.

I USA fik den ifølge egen selvopfattelse tolerante presse held til at feje Mitt Romney af banen fordi han er mormon. Selv om han var en ret liberal kandidat, og intet som helst tydede på at han ville slå op i Mormons bog før han traf sine politiske valg. Tolerance og tolerance er højst forskellige begreber, alt efter hvem der skal tolereres, kan vi så lære det!

Men jeg glæder mig til primærvalgene er overstået; måske kommer vi til at høre om politik frem for biologi.

Tanker om skilsmissens afskaffelse

I nat drømte jeg at jeg sad i en overfyldt bus med småfede journalist- eller fotografstuderende i hvide skjorter og krøllet, sort tøj. Vi kørte gennem min barndoms Thy, men ingen var interesseret i hvad de så ud af vinduet. Der blev snakket om jeg, mig, mig selv og storbyen, og der blev grinet ad en mand der talte i telefon med sin skat og derved brød den glatte, individualistiske facade.

Vi kørte forbi et gammelt, bevaringsværdigt hus som p.t. er blevet planlagt nedrevet  (jeg har, i det virkelige liv, klaget til statsforvaltningen over det). I drømmen var det revet halvt ned.

Jeg kom til mit barndomshjem hvor der var temmelig øde og tomt. En fremmed bil kørte ind på gårdspladsen, men den skulle bare vende, den drejede ved grøftekanten og forsvandt. Jeg gik langs husvæggen, ind i entréen eller garagen, mens jeg vågnede og tænkte over dengang hver flyttede til sit og vores hjem blev dobbelt så tyndt befolket, fra fem til to indbyggere.

Jeg hader skilsmisse. Der blev fred og ro, men mine forældre sank ind i sig selv og blev ikke så lykkelige som de havde håbet på. Det handler heller ikke om dem: uanset at de boede forholdsvis tæt på hinanden og kunne tale sammen, så blev mit hjem slået i stykker.

Nu til det upersonlige, der ikke nødvendigvis bygger på egne erfaringer.

Hvis jeg blev politiker ville jeg gøre alt for at forhindre skilsmisse:

• Skattesystemet skal ikke give fordele til enlige og i hvert fald slet ikke til fraskilte. Danmark er muligvis det eneste land i verden hvor der er skattefordel ved at være enlig og ulempe ved at være gift. Det er vanvittigt.
• Også andre økonomiske incitamenter der fremmer skilsmisse skal afskaffes. Staten skal ikke forgylde en enlig mor/far med offentlige ydelser.
• Er der børn i ægteskabet skal skilsmisse aldrig kunne bevilges umiddelbart. En mild stramning ville være ét års separation hvis parterne kan blive helt enige om bodeling og forældremyndighed, to år hvis de er uenige.
• Skilsmisse skal ikke betragtes som et privat anliggende, men en sag hvor samfundet og evt. de to familier inddrages. Der skal være særlige familiedomstole, en slags samråd med repræsentanter for loven (en dommer), socialforvaltning, de to parter, nogle som repræsenterer børnene (klasselærer, pædagoger eller familie) og evt. deltagelse af øvrige familiemedlemmer. Dommeren og det offentliges repræsentant skal være specialuddannede og have indsigt i mægling og familieproblemer. Deres empatiske evner skal bevises med en særlig test eller med anbefalinger. Disse samråd skal ikke kun bestemme vilkårene for en skilsmisse, men i første omgang søge at mægle eller henvise parret til mægling og rådgivning i privat eller halvoffentligt regi. De skal følge parret gennem separationstiden, med mindst et obligatorisk retsmøde ved separationens begyndelse og slutning eller evt. med et halvt års mellemrum. (Princippet om konfliktråd bør også indføres i alle straffesager, men det er en anden historie).
• Parterne skal betale for skilsmissen, en takst der naturligvis stiger med omkostningerne, ligesom i andre retssager. Kan de selv finde ud af vilkårene, er omkostningerne relativt lave. Er de uenige og ikke samarbejdsvillige, bliver det dyrt.

Der kan være tilfælde hvor skilsmisse er eneste gode løsning, men de er sjældne. Det må vurderes individuelt. Følgende kan være med til at skabe mere ordnede forhold når skilsmissen er en realitet:

• I dag er statsamtet *) barnepige for forældre der ikke kan eller vil tale med hinanden. I stedet skal folk krediteres for deres evne til selv at lave aftaler. Saboterer en af forældrene samværet eller viser hun (i sjældnere tilfælde han) ikke god vilje, så skal det have indflydelse på hvem der får forældremyndigheden. Intet barn er tjent med en mor (evt. far) der bagtaler og ødelægger samværet med den anden.
• Statsamtet skal opkræve betaling for sin mægling og indgriben i forældremyndighedsforhold. Dog ikke sådan at en velhavende part kan tryne en ikke-bemidlet.
• Barnet skal ikke være en postpakke der sendes frem og tilbage for at kreditere forældrenes forfængelige behov. Forældrene skal opfordres til bosætte sig tæt på hinanden. Flytter en af forældrene til den anden ende af landet, skal det have passende konsekvenser for forældremyndighed og samværsret.
• Skolelærere, pædagoger og andre der har ansvar for børn skal have pligt til at gribe ind (under strafansvar) hvis barnet vantrives. Hver kommune, eller evt. de pågældendens fagforening eller friskolernes brancheforening, skal have en kontaktperson som de pågældende lærere/pædagoger kan henvende sig til for råd og vejledning. Enhver privatperson, f.eks. naboer, familie og bekendte, der oplever børn vantrives skal også have pligt til at gribe ind (under strafansvar). Der skal evt. oprettes en børneombudsmand eller børnerådgivning hvor børn anonymt kan få hjælp og støtte. Børnegrupperne i Vejle og Åbenrå er et glimrende initiativ. Der vil altid være indvendinger om at staten blander sig i private anliggender, men her må de ideologiske hensyn vige. Det handler om at tage parti for barnet, som ellers ikke har nogen at gå til. Loven skal beskytte den svage.

Familedomstolene eller -samrådene kan virke som en dyr løsning, hvilket kun er en fordel, da sagens parter skal betale. Incitamentet for skilsmisse vil blive minimeret. Om brugerbetalingen skal være hel eller delvis må komme an på nærmere overvejelser. Betaler samfundet, så vil der være store besparelser på længere sigt (færre offentlige ydelser til de enlige forældre, mindre behov for boliger, færre skilsmissebørn med psykiske og sociale problemer). Der skal være mulighed for fri proces; der kan jo som sagt være tilfælde hvor skilsmisse er en nødvendighed. Sagsomkostningerne bør som hovedregel fordeles ligeligt mellem parterne. Vurderer retten at den ene part klart er mere skyld i skilsmissen end den anden, kan sagsomkostningerne forskydes til ⅓ mod ⅔. Kun i sjældne tilfælde skal de pålægges den ene part alene.

Har man ingen børn, så gælder ovenstående naturligvis ikke. Så kan man for min skyld trække sin skilsmisse i en automat eller via tast-selv.

Papirløst samliv inkl. børn har gammel hævd i Norden, og det skal også være en mulighed der tages hensyn til. Hvordan det kan sidestilles med ægteskab er et mere teknisk problem. Generelt handler det ikke om at gøre det svært at få selve den formelle skilsmisse – papirløse behøver jo ikke ansøge nogen myndighed før de bliver skilt – men om at fjerne de forgyldte vilkår som venter efter skilsmissen. De skal kunne betale sig at forliges og leve sammen.

Hvis vilkårene efter en skilsmisse er mindre lokkende, så vil der opstå behov for at løse uoverensstemmelser på en anden måde. Vi vil se privat par- og familierådgivning blomstre op, både mod betaling og i nonprofit-regi (formidlet af foreninger, kirkesamfund og frivillige organisationer). I private samtaler og i medierne vil man begynde at beskæftige sig med emnet: hvordan arbejder man for et godt ægteskab.

Bogen Myten om den lykkelige skilsmisse kan anbefales. Her skildrer en amerikansk psykolog langtidsvirkningerne af skilsmisse. Hun har fulgt en flok skilsmissebørn fra 1970′erne til i dag, og ingen af dem har helt undgået ar på sjælen, men nogle har naturligvis klaret det bedre end andre. Ifølge bogen finder den typiske skilsmisse sted efter ni års ægteskab. Det må være efter amerikanske forhold, for her i landet går der vel typisk kun 3-4 år. Et halvt års forelskelse + 1 års hyggeligt samvær + 1 års frustrationer + ½ års åbent had, og så udfylder man en blanket og sender den til statsamtet.

Ole Birk Olesen (manden bag 180 Grader) fortæller i Taberfabrikken blandt andet om hvordan staten belønner skilsmisse. Han fokuserer hovedsagelig på det økonomiske, og han er noget af en hård nød, idet hans analyser præges af ønsket om at bevise liberalismens fortræffeligheder. Men det kan også have sin plads at se bort fra sødsuppen af falsk medlidenhed for en stund.

*) Nu hedder det vel Statsforvaltningen – men jeg kan ikke få mig til at nævne dette udyr i to sammenhænge i samme blogindlæg.

Overraskelse: Obama har ingen politik

Gode mennesker med gode holdninger vrider og vender sig. Det er forbundet med store kvaler at vælge mellem en kvinde og en lysebrun mand. Da Hillary lå i spidsen, var det klagende budskab: USA er ikke klar til en sort præsident. Nu fører Obama, og så hedder det: USA er ikke klar til en kvindelig præsident.

I virkeligheden er det ren sexisme og racisme at vurdere kandidaterne på hudfarve og køn. Det er synd at John McCain ikke er en lesbisk neger, for så ville hun få alle de velmenende middelklasse-demokraters stemmer.

Her et ulideligt eksempel fra to Politiken-journalister, der har fået en dejlig rejse rundt i USA og kvitterer med en blog der handler om alt andet end politik:

Valgets jøde er ikke Barack

Las Vegas, Nevada – I USA kan en sort kandidat, Barack Obama, ende med at blive valgt på trods af sin hudfarve og fordi, han er mand – eller rettere fordi, hans modpart, Hillary Clinton, er kvinde. Er USA klar til en kvindelig præsident? Nej, har vi efterhånden hørt flere sige. Men så til en sort? Måske. I hvert fald før en kvinde. … [Lang beskrivelse af ferieoplevelser i det kvindeundertrykkende Las Vegas] … 

Når Hillary ikke klarer sig bedst, er en temmelig stor faktor med sikkerhed – at hun er kvinde. … Her i USA fik sorte mænd stemmeret halvfjerds år før, at kvinderne fik det. Og her fra Las Vegas undrer det mig ikke, hvis en del amerikanere føler sig mere trygge ved at vælge en sort mand, end en hvid kvinde. … Set fra the Strip er Hillary, ikke Barack, valgets jøde.  (Kampagnesporet 11/2).

—

Men – for første gang nogen sinde har jeg nu læst i dansk presse om Barack Obamas politik og ikke hans hudfarve. Jeg har skam længe bemærket at Obama ikke har præsteret noget politisk budskab ud over bedemølle-mantraet “change”. Men jeg var ikke stensikker på  at han ikke havde nogen holdninger. Hvordan kan man vide at han ikke har noget, som der ikke fortælles om? Det kunne jo være formidlernes skyld, altså pressen.

Medier og demokrater undrer sig over Obamas projekt

Hvad gør Obama, hvis han bliver præsident? Det er det spørgsmål som mange kommentatorer og ledende demokrater stiller sig selv i disse dage.

Pas på med, hvad du ønsker dig. Det kan gå i opfyldelse. Sådan lyder et gammelt mundheld, og sådan føler mange medier og demokrater det tydeligvis lige nu. … Men netop som det for alvor er lykkedes Barack Obama at blive den demokratiske favorit og han står på tærsklen til at blive USA’s første sorte præsidentkandidat, repræsentanten for en ny generation, er mange af de demokratiske kommentatorer, han skylder sin succes, pludselig begyndt at få kolde fødder og stoppe op og sige ’vent lige et øjeblik. Er han virkelig manden – eller er det hele lige lovligt luftigt?’

»Obamamysteriet«
Det gælder den indflydelsesrige demokratiske kommentator David Ignatius, der har været blandt Obamas største fans. I en klumme i weekenden bemærkede han under overskriften »Obamamysteriet«, at tiden er kommet til at se Obama nærmere efter i kortene:

»Hvad Obama rent faktisk ville gøre som præsident forbliver et mysterium. Og før han fuldfører, hvad der mere og mere ligner en march til den demokratiske nominering er det afgørende, at Obama mere klart definerer hvad der gemmer sig bag det forjættende slogan om ’forandring’«, skrev han. …

I avisen Newsday advarede journalisten James Klurfeld således Obama om, at »pressen nu vil komme efter dig«, og havde selv en række ubesvarede spørgsmål til kandidaten.

»Først og fremmest, hvordan vil Obama bringe landet sammen og finde enighed på de punkter, der har delt det i næste tre årtier. Bare at sige, at man vil bringe folk sammen er ikke nok. Hvordan finder man enighed mellem modstandere abort og tilhængere? Hvordan trækker man sig ud af Irak uden at styrke al-Qaeda?« …

Obama har indset faren. Til et vælgermøde hos General Motors i fredags … startede hans tale med at sige, at han ville gå »lidt mere i detaljer og tale lidt længere«.

Men det med at gå i detaljer kan vise sig sværere end som så for Obama. Ikke fordi han ikke kan. Manden har skrevet to bøger, er jurist fra Harvard og har været professionel politiker årevis. Men fordi hans succes på mange måder er baseret på ikke at være alt for konkret. … Som Sean Wilentz, en historiker på Princeton Universitet (og ven af familien Clinton) udtrykte det »Hvis du ikke taler om temaerne i særligt mange detaljer kan […] alle tro, at du vil gøre netop deres drømme til virkelighed«. …

»Det her minder mere om en kult end en politisk kampagne«, skrev Kathleen Geier – der selv er tilhænger af Obama – til ABC News. »Sproget er det samme som i en kristen bevægelse. De frivillige taler om hvordan de ‘kom til Obama’, på samme måde som kristne taler om at have ’fundet Jesus’«, skrev hun og opfordrede Obamas folk til at komme lidt ned på jorden igen. …

Efter Obamas sejrstale 12. februar sagde MSNBC’s studievært Chris Matthews, at han fik »en isnende fornemmelse« og at Obama efter hans mening mindede for meget om »Det Nye Testamente«.

I en kommentar skrev den amerikanske journalist og mediekritiker James Wolcott, at han »kunne se præsident Hillary for sig i Det Hvide Hus i konstant kamp med republikanerne, men ikke kunne se præsident Obama for sig i samme rolle, fordi hans henvisninger til historiens vingesus og opfordring til håb går ud over lovgivning og politiske studehandler«.

For Wolcott var det et minus, fordi han ikke søger det åndelige i sin præsident, men for mange af Obamas fans er det selvsagt lige det de, drømmer om. En præsident der forandrer hele det politiske spil. … (Politiken 19/1)

—

Amerikanere i Danmark vælger Obama  – men de vil helst have både og:

Suchi Jensen er sekretær for Democrats Abroad og stemte selv på Barack Obama.

»Begge kandidater er faktisk meget gode. Det ville være fantastisk både at have en sort og en kvinde som præsident, men jeg stemte alligevel på Obama, for han er en meget inspirerende figur, meget håbefuld og optimistisk. Efter otte år med Bush har vi lige præcis brug for en som ham«, fortæller hun.

Inden optællingen var hendes oplevelse, at løbet ville være tæt, da mange støttede både Hillary og Obama. (Politiken 5/2)

—

Den politisk korrektes dilemma når der pludselig er for meget at vælge imellem.

Det er naturligvis teoretisk muligt at Obama bluffer. Efter primærvalgene, hvis han kåres som kandidat, kunne han begynde at tale politik uden risiko for at støde vælgere over til Hillary. Men jeg tror det ikke.

En politiker er jo også et menneske, og man stiller sig naturligvis op og siger hvad man har på hjerte. Er der intet, så fortæller man intet. Obama er populist i sit udtryk, men en tør teknokrat og akademiker på bunden. En interessant kombination, men kan det bruges til noget? Som præsident uden holdninger er det ikke sandsynligt at han kan præstere change, tværtimod vil han være en svag præsident der ligger under for lobbyer, den traditionelle magtelite og for kongressen. Hvad der sker når han trækker USA ud af Irak er tvivlsomt – hvis han da overhovedet kan holde det løfte.

På trods af at Obama indtil videre er en joker eller et gråt papir, mener jeg dog at alle tre – Hillary, McCain og ham – er bedre end både George W. Bush, Al Gore og John Kerry.

DR2: Tørklæde er cool

 (DR)

TørklædeXperimentet (1:3)

06. januar 2008 kl. 19:15 på DR2

Hvad sker der når en feminist, en fotomodel og en kristen, lesbisk kvinde begynder at gå med det muslimske tørklæde?

Kvinderne vejledes af Samilla Qureshi, som bærer tørklæde til daglig.

–

Hvad sker der når en journalist fra DR, en tøjdesigner og en homoseksuel, polyteistisk bøsse lader sig omskære af ren sympati for det multikulturelle? Nå nej, sharia er jo nærmest det modsatte – i hvert fald en meget hierarkisk multikulturalisme.

Hvad sker der når vi alle sammen frivilligt går over til Taliban og fjernsyn, herunder DR2, bliver forbudt?

Bemærk den fikse stavemåde med X i Xperimentet. En cool og smart vinkling. Det er naturligvis ikke første gang DR2 promoverer tørklædet. Men første gang danske kvinder putter sig i det. Sjovt nok *)  understreges det nu at tørklædet ikke er en personlig modegenstand, stik imod den strategi som tørklæde-forsvarerne eller har ført mest. For når man eksplicit lader danske, kristne, lesbiske, feministiske kvinder tage tørklæde på, så understreger man netop at tørklædet er del af en anderledes religiøs-kulturel norm.

Elsebeth Gerner Nielsens tørklædestunt havde dog et figenblad af tolerance (ifølge hendes egen opfattelse), samt en god portion dumhed. Dette her er ren kamikaze.

Og når man så tænker på at Benazir Bhutto nøjedes med et symbolsk, løsthængende tørklæde, som hun stort set kun brugte når hun var ude af føre valgkamp – tja. De tre DR2-kvinders grundige indpakning minder om det der krympeplast, som man pakker om elektronik og krymper sammen med en hårtørrer.

Skrevet fra et Thisted med kraftig ruskregn, grønne græsplæner og grå himmel. København og de vanvittige mennesker, der flirter med tørklædet, forekommer mig så langt væk.

*) Sjovt nok betyder på jysk ikke nødvendigvis morsomt, men besynderligt, mærkeligt.

Ungdomshuset bliver kommercielt

 (Politiken)

Ungdomshus-folkene har brug for penge og har kastet sig ud i det frie initiativ. De er endda gået hele vejen til den kønsundertrykkende kapitalisme. Den nøgne kvindekrop giver altid profit. Tillykke med den nye indsigt. Men gid de havde arbejdet på at samle penge ind til et nyt hus, så de selv kunne betale det. Det er ikke så konstruktivt at samle penge til bøder.

Håndtryk til alle, nu også for præster

Sagen om håndtryk til kvindelige præster har (efter et halvt år) fundet den eneste rigtige løsning.

Ingen kan sige at de få formørkede, mandlige håndtryksnægtere ikke er blevet hørt og set. Man har holdt møder, snak og debat for deres skyld, men de havde en umulig sag.

Det handler ikke om at tage hensyn til et mindretal. Dette mindretal har jo al ret til at sidde i de sogne hvor de er ansat som præst, sammen med et menighedsråd som er enig med deres trossyn.

De formørkede præster kan bevare deres egen mening om kvindelige præster, men de skal anerkende de kollegaer som biskoppen har udnævnt. 

At nægte håndtryk er ikke et indlæg i en teologisk debat, men en hånlig demonstration mod både de kvindelige kollegaer og mod sammenhængskraft og øvrighed.

Ingen virksomhed, organisation eller samfund i øvrigt kan leve med det.

Håndtryksnægterne har prøvet at fordreje sagen til et spørgsmål om kirkens rummelighed - den rummelighed som de selv modarbejder:

Håndtrykssagen rejser nemlig spørgsmålet om, hvor rummelig folkekirken skal være. Skal der være plads til alle nuancer i det kirkelige landskab, eller kan man stille krav til kirken, på samme måde som man stiller krav til serviceinstitutioner som folkeskolen og hospitalssystemet?  (Politiken 14/12)

Kirken er muligvis blevet til lidt af et serviceorgan (det har den altid været), men spørgsmålet her har intet med det at gøre. Det handler om respekt og sammenhængskraft, dybe kulturelle værdier.

Det er første gang i årevis at et kirkeligt spørgsmål vækker bred, folkelig interesse, hvilket burde glæde alle præster. Når der ikke har været den store diskussion i befolkningen, er det fordi de stort set er enige om at præster naturligvis skal give håndtryk til kvinder.

Lutheransk kristendom betoner normalt at kirken skal indordne sig loyalt under statens love og magtordning, men der er åbenbart undtagelser fra princippet. Hvis de ultra-indremissionske præster er utilfredse må de tage konsekvensen og vinke farvel til tjenestemandsløn, præstegård og pension.

Essensen i kvindesynet er det samme som hos muslimske imamer: skal rigtige mennesker give håndtryk til kvinder?

Kirkeministeren vil ikke tage ansvar:

Den nyvalgte kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) siger til Politiken, at hun har det principielle kirkesyn, at folkekirken skal være åben og rummelig og præget af stor spændvidde. Diskussionen om mandlige præster, der har problemer med at have kvindelige kolleger, ønsker hun som minister ikke at blande sig i.  (Politiken 8/12)

Reaktionerne er typiske, for vi kender dem fra konfrontationer med muslimer:

• Sagens hovedpersoner prøver på alle måder at udnytte den danske og vestlige hensyntagen til mindretal. Hovedpersonerne er i dette tilfælde præster, men det kunne have været imamer.

• Politikens rygrad klasker sammen som gelé, hver gang nogen spiller pluralisme-kortet. Ægte frisind viger for lunken tolerance.

• Birthe Rønn Hornbech, det grundtvigianske tågehorn, siger store ord om ingenting.

Når tolerance og respekt er to modsætninger skal man vælge og kræve respekt, for den er vigtigere og mere fundamental af de to. Det ved danskerne godt.

 (Dansk Håndtryksforening)

Den evindelige kønsvinkling

Fra aftenens tv-program:

21.25 Penge: Kvinder investerer bedst 

Flere og flere danskere sætter sparepenge i aktier. Investeringerne handler om at kombinere risiko og snusfornuft bedst muligt, og det er kvinder bedre til end mænd. “Magasinet Penge” analyserer den lille forskel, når der er penge på spil.

Jeg skal ikke se det – jeg spiller ikke på børsen. Men tænk hvis budskabet var “Mænd investerer bedst” – hvilket køns-ramaskrig. Jeg kender mange kvinder og bøsser der ikke har forstand på penge, men det kan rimeligvis forklares ad socialpsykologiske veje. Omvendt snakker mænd gerne om penge som om de har forstand på dem, og så kan det jo give bagslag.

Mon ikke de individuelle egenskaber er det der former en god investor. Samt en masse held.

Princippet om at fremhæve kvinder på mænds bekostning er det samme som når man nedrakker dansk kultur og derved tror at man gavner indvandrere. Men det giver naturligvis ikke den “svage” part mere værdighed. Det skaber blot kløfter og misforhold. Det er et problem at en stor del af vore 5-10 % indvandrere har lært at jamre over at de bliver undertrykt, da de på den måde holder sig selv nede. Men det er værre når vore 50 % kvinder gør det samme.