Sukkerafgiften er nu på bane officielt

Jeg har tidligere skrevet om sukkerafgift. Jeg er overrasket over at forebyggelseskommissionen nu har taget mit forslag op - OK, de har måske blot tænkt samme tanke, uden at læse min blog – men de kunne godt have gjort det for et par måneder siden, før regeringen kom med den mindre fornuftige fedtafgift.

Der er kommet kritik fra de sædvanlige fundamentalistiske liberale. Kritikken rammer lidt forbi, da kommissionen netop ikke er politisk.

En forebyggelseskommission har udelukkende til opgave at komme med kolde og teknokratiske forslag, men det er op til politikerne at bestemme hvor meget der skal gennemføres og hvordan det skal udformes.

Jeg begriber fortsat ikke hvorfor de liberale er mere bekymret over sukker-, tobaks- og alkoholskatter end over skat på arbejde og omsætning. De sidstnævnte skatter er meget mere skadelige og rammer flere mennesker.

Efter min mening er det god politik at flytte lidt af skattebyrden fra indkomstskat og moms over på gift- og miljøskatter.

Det hævdes tit at den fattigste del af befolkningen lever mest usundt og derfor vil blive hårdest ramt af sådanne afgifter. Det er en sandhed med modifikationer, da nyere tal tyder på at “Amarone-bæltet” i rige forstæder drikker mest – og vel også unge og studerende.

En skat på sundhedsskadelige ting skal naturligvis kombineres med en skattelettelse for de sociale grupper der rammes, så der ikke er nogen slagside.

Vi har gang på gang set hvordan en skatteomlægning ender med at den højere middelklasse skummer fløden, og det kan ikke være rigtigt.

Både ideologisk, menneskeligt og økonomisk er det fornuftigt at give de lavestlønnede (og også folk på overførselsindkomster!) nogle hundrede kroner mere i hånden hver måned, men samtidig lade dem vurdere selv om de vil spare pengene eller fyre dem af på dyre smøger, slik og sprut. At kunne råde over lidt flere penge selv er en myndiggørelse – det modsatte af en umyndiggørelse. Og kun myndige, selvstændige mennesker passer på sig selv.

Vi har derimod et ansvar over for de helt unge, som stadig har brug for venlig vejledning fordi de ikke er voksne endnu. Hvordan kan et samfund se på at 15-18-årige har et alkoholforbrug over alkoholikergrænsen – og fortsat debuterer som cigaretrygere, hvilket oftest giver en livslang afhængighed.

De fleste politikere afviser at hæve grænsen for køb af tobak til 18 år, men meget kunne nok opnås bare ved en højere afgift, da prisen virkelig er noget der kan afholde nye rygere fra at begynde.

Med en højere pris, der virkelig batter, kunne man såmænd også overflødiggøre debatten om rygeregler hist og her og spare sig nogle af de mest ydmygende advarsler. Den ret intetsigende sundhedsminister er begejstret for et nyt forslag om billeder af lig på cigaretpakkerne.

Regeringen har skudt forslaget om sukkerskat i sænk, men lad os nu se om det ikke kommer op igen.

Lars Løkke mener at sukkerafgift strider mod skattestoppet, men hvad så med den fedtafgift som man har besluttet at indføre?

Skattestoppet er vist efterhånden en udslidt gammel karklud af et argument, som benyttes og vrides efter behov. Den tror vi ikke på mere. Borgerlig bums lover at han fra nu af kun vil skrive “skattestop” i gåseøjne.

Kommissionen har tænkt sig at fortsætte med de separate punktafgifter på chokolade, sodavand osv. Systemet burde naturligvis hellere totalsaneres, så der kun var én skat på selve sukkeret, uanset om det sælges i løs vægt eller indgår som ingrediens i en vare. Jeg er sikker på at andre EU-lande snart ville følge efter.

Men det er vel egentlig meget naturligt at vi begynder i Danmark, da vort land har det højeste sukkerforbrug pr. person. Så vidt jeg husker er det p.t. 160 gram dagligt, svarende til 4,8 kg om måneden eller 58 kg årligt.  Det er mange poser sukker, og det er blot gennemsnittet.

Tidligere indlæg:

Hellere afgift på sukker end på fedt

Læg skat på sukker - med forklaring af de nuværende, alt for komplicerede punktafgifter

Avisen.dk: Liberale kæmper mod billig, sund mad - en kommentator skriver: “At sænke afgiften på sundere fødevarer er ikke formynderi. At gøre forskel på en marsbar og broccoli er sund fornuft. Det vil gøre det nemmere at vælge men det er selvfølgelig stadig ens eget valg at gøre det.”

EU bestikker fattige med gratis mad

EU uddeler gratis fødevarer til fattige – og nu forventes de at kvittere med EU-positive holdninger. Det skriver man helt åbenlyst i en betænkning fra EU-kommissionen og EU-Parlamentet.

Samtidig er der sat en ny PR-mølle i gang, nemlig en selvsmagende betænkning om “aktiv dialog med borgerne”.

Køb af de fattiges hengivenhed til gengæld for milde gaver er i så grov modstrid med dansk tradition, at selv den meget EU-positive avis Politiken nævner sagen: Gratis mad skal lokke fattige til at støtte EU.

Træk vejret. Det første dokument hedder:

Betænkning om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1290/2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik og forordning (EF) nr. 1234/2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen), for så vidt angår uddeling af fødevarer til de socialt dårligst stillede personer i Fællesskabet (KOM(2008)0563 – C6-0353/2008 – 2008/0183(CNS))

Det fremgår at ordningen har eksisteret i 22 år uden at få den ønskede effekt på de lavere klassers holdninger. De fattige er fortsat de mest “euroskeptiske” (et klart negativt begreb nede på de kanter – det er kun i Danmark og Storbritannien ordet kan opfattes positivt).

Kun ét dansk medlem, Niels Busk (V), har deltaget i udvalget. Hvad han har stemt – og hans begrundelse – kunne jeg godt tænke mig at kende til.

Nogle pluk fra betænkningen:

»Bortset fra de fordele, der er forbundet med uddelingen af fødevarer, såsom begrænsning af fattigdommen blandt Unionens dårligst stillede borgere, ændrer uddelingen endvidere deres forhold til og holdning over for Den Europæiske Union og den fælles landbrugspolitik«

»Derfor vil ethvert forsøg på at opgive programmet eller begrænse dets finansielle ressourcer kunne resultere i en mere negativ holdning blandt befolkningen og dermed øge antallet af euroskeptikere«. 

Det andet papir, som blev vedtaget for nylig, hedder Betænkning om aktiv dialog med borgerne om EU(2008/2224(INI)).

Her rustes der op til propagandakrig for at styrke EU’s popularitet.

Afsnittet “Den offentlige mening” beretter:

“1. Europa-Parlamentet …  minder om, at undersøgelser viser, at jo dårligere uddannet og mindre velhavende borgere i Unionen er, jo mere sandsynligt er det, at de modsætter sig yderligere europæisk integration, hvilket viser, at den europæiske tanke på trods af alle tidligere anstrengelser hovedsagelig når ud til det veluddannede og velhavende segment i det europæiske samfund; betragter aktiv dialog mellem EU og dets borgere som afgørende for en virkeliggørelse af EU-projektets principper og værdigrundlag, men erkender, at kommunikationen indtil videre ikke har været særlig vellykket;”

Måske er det selve projektet som ikke har været vellykket, thi borgerne har fået positiv kommunikation op til begge ører.

Parlamentet og kommissionen skamroser hinanden for deres “gode idéer”, samtidig med at man har den frækhed at nedgøre de irske vælgere for deres nej til Lissabon-traktaten:

“2. Europa-Parlamentet …   beklager, at den succes, som er opnået i forbindelse med at øge de europæiske borgeres vidensniveau og interesse i europæiske emner, på trods af Kommissionens indsats og gode idéer har været meget begrænset, hvilket beklageligvis fremgik af den irske folkeafstemning;”

Disse uvidende kartoffelspisere. Men EU-politikerne har en plan:

“3. Europa-Parlamentet …   understreger, at det er specielt vigtigt, at der etableres samhørighedsskabende kommunikationsforbindelser med målrettet indhold både mellem EU og regioner med særlige karakteristika og mellem EU og særlige samfundsgrupper;”

Samhørighedsskabende kommunikationsforbindelser med målrettet indhold betyder “propaganda”. Bemærk at man målrettet vil gå efter særlige regioner – måske de lande hvor de nationale forfatninger foreskriver folkeafstemninger, de EU-kritiske lande i almindelighed, eller blot de regioner der modtager mest EU-bistand? Og særlige samfundsgrupper – de fattige og sultne?

“4.  Europa-Parlamentet …  bemærker, at et stort flertal af de europæiske borgere ifølge nyere undersøgelser går ind for … [opremsning af gode EU-tiltag]; henleder opmærksomheden på, at det derfor også er vigtigt at rette blikket mod, hvad der kommunikeres gennem handlinger, og sammenligne, hvorledes dette afviger fra det budskab, EU ønsker at udsende til borgerne;”

EU har fået øje på at handlingerne ikke stemmer overens med de gode intentioner. Hatten af for denne erkendelse. Men så skal man jo ændre det man gør, ikke det man siger.

“5.   Europa-Parlamentet …   gør opmærksom på, at et flertal af de kvindelige vælgere har stemt “nej” ved de seneste folkeafstemninger om EU: 56 % i Frankrig …, 63 % i Nederlandene … og 56 % i Irland …; mener, at det negative resultat af afstemningerne bl.a. skyldes de europæiske institutioners begrænsede engagement i de politikker, der direkte berører kvinderne, og som ligger til grund for den fortsatte mangel på lige muligheder mellem mænd og kvinder, såsom politikkerne til forening af arbejds- og familieliv og støtte til plejekrævende personer;”

Dette afsnit er et vildskud som tyder på dyb desparation. Rent faktisk var der uhyre lidt forskel på mænd og kvinders stemmer ved folkeafstemningerne i de tre lande. De totale nej-stemmer (begge køn) udgjorde 55 % i Frankrig, 62 % i Nederlandene og 53 % i Irland.

Ovenfor (i punkt 2) påstår EU-parlamentarikerne at “nej” ved folkeafstemningen i Irland skyldtes vælgernes manglende viden. Men i punkt 5 hævdes det derimod at det skyldes EU’s manglende politik på visse områder. Løsning: flere EU-regler på mange flere områder.

Jeg tror ikke EU’s forsøg på at købe kvindernes stemmer vil falde heldigt ud. Hvis man skulle forsøge at indføre et virksomt EU-regelkompleks på så omfattende områder som “forening af arbejds- og familieliv og støtte til plejekrævende personer” - så ville det samtidig være så centralistisk og detaljeregulerende at det ville få den stik modsatte effekt.

Men nu er vi altså advaret om at EU vil forsøge sig på dette område også, ikke for at gøre os en tjeneste, men for at markedsføre unionen. Blandt de mest EU-skeptiske lande er samtidig nogle af dem der har den bedst fungerende velfærdsstat, og det er ikke ligefrem et folkekrav i Danmark at EU skal blande sig i velfærdsstaten.

EU ville derfor gøre sig selv en tjeneste ved at holde fingrene væk, men det kan de ikke forstå. Systemet er kun indrettet på en stadig voksende indblanding i nationale opgaver.

Der er dog også plads til selvkritik:

“20.   Europa-Parlamentet …  fremhæver nødvendigheden af, at Europa-Parlamentets medlemmer udviser større engagement i kommunikationen med EU’s borgere … ; håber, at Europa-Parlamentets medlemmer parallelt med de partipolitiske valgkampagner til valget til Europa-Parlamentet vil deltage aktivt i valgkampen på lokalt plan;”

Parlamentet opfordrer medlemmerne til at udvise større engagement – og deltage i deres egen valgkamp!

De enkelte politikeres indsats er dog kun et lille supplement til helheden, for det er tydeligvis betænkningens idé at EU-systemet som samlet maskine skal føre en PR-kampagne med ét budskab. Det er en totalitær fremgangsmåde, som er i modsætning til det vi kender fra demokratiske nationalstater, hvor partier og politikere deler sig efter anskuelser og fører hver deres kampagne.

Det vil føre for vidt at gøre rede for hele propaganda-betænkningen i dette indlæg, så jeg forbereder en selvstændig artikel, når jeg har læst alle de blomstrende tanker og forslag igennem.

Tilbage til betænkningen om fattigbespisning:

“Den 22. maj 2008 vedtog Europa-Parlamentet en beslutning om stigende fødevarepriser i EU og udviklingslandene, hvori det understreger, at retten til mad er en menneskeret, og at alle mennesker på alle tidspunkter bør have bedre adgang til tilstrækkelig mad, således at de kan leve et aktivt og sundt liv.”

Af sidstnævnte sætning ser man resultatet af at gøre alt til menneskerettigheder. Det er logisk at alle mennesker har brug for noget at spise. Det er ingen politiske ideologier uenige i. Men når det skrives ind i en liste over rettigheder, kan og vil det blive misbrugt politisk.

Bemærk også retten til “et aktivt og sundt liv”. Gad vide hvilke tvangstiltag vi kan vente os? Måske er en kampagne på trapperne med sloganet: EU sikrer dit aktive og sunde liv? Hvis man kender til EU’s regler om tilsætningsstoffer i mad, kemi i hverdagen og landbrugspolitikkens indvirkning på madkvaliteten, så vil man vide at det er en skarp fortolkning af virkeligheden.

Jeg kunne aldrig finde på at påstå at EU minder om dronning Marie Antoinette, der lod hånt om den plagede befolkning og anbefalede dem at spise kager hvis de ikke havde brød.

Brød og skuespil

Nej, EU’s socialpolitik er langt mere gennemtænkt og forankret i en politisk holdningskampagne. Det minder mere om tilstandene i Romerriget, hvor kejseren holdt pøbelen i ro med brød og skuespil. Og hvor lokale rigmænd købte sig til magten, til gengæld for at yde borgerne beskyttelse og arbejde. Det eneste de skulle gøre til gengæld var at stemme på ham, og så kunne de ellers komme til ham med alle deres sorger (også kendt som clientala-systemet – en lærerig, lille artikel kan læses her).

Den dumme Marie Antoinette blev halshugget fordi folk sultede. Det romerske interessefællesskab mellem en patron (magtfuld rigmand) og klienterne (loyale fattigfolk) trivedes derimod og regnes af mange for at være en forløber for den senere mafia. Det kan altså betale sig at være gavmild mod de lavere klasser.

Spørgsmålet er om det virker i dag hvor folk trods alt er mere oplyst end i gamle tider. Her er EU så på banen med “effektive kommunikationskampagner”, der skal banke pointen ind.

Om selve fødevarehjælpen skriver EU:

“Programmet for uddeling af fødevarer til de dårligst stillede i Fællesskabet har i de 22 år, det har eksisteret, bidraget til opfyldelsen af to af den fælles landbrugspolitiks vigtigste mål, nemlig dels at yde hjælp til at stabilisere markerne ved at reducere interventionslagrene og dels at sikre de nødvendige fødevareforsyninger til Unionens fattigste indbyggere.”

EU’s landbrugspolitik har som bekendt et blandet formål – som er i modstrid med sig selv.

Overproduktion, centralisme og omvendt u-landshjælp

På den ene side sørger politikken for en stor overproduktion. Det skal gavne forsyningssikkerhed og stabile leverancer til fødevareindustrien. Derfor støtter man storproduktion, centralisering og standardisering – til skade for småbønder, til skade for forskelligheden af de lokalt producerede varer, og til skade for kvaliteten. Det har vi mærket i Danmark i godt 35 år, og lige nu kan følgerne især mærkes i Polen, hvor små familiebrug udslettes og erstattes af storlandbrug. De tyske godsejere vender tilbage (suppleret af danske svinebaroner – hvoraf flere er skamløse nok til at stille op til EU-Parlamentsvalget).

På den anden side ønsker man at holde priserne oppe, på trods af overproduktionen. Derfor destruerer eller oplagrer EU mange fødevarer. Disse bruges så til eksempelvis fødevarehjælp til unionens fattige medborgere (mon ikke en del ryger af i svinget til svindel og fiflerier?) En anden del eksporteres til u-lande til dumpingpriser eller som fødevarehjælp, der smadrer de lokale markeder, som i øvrigt er afskåret fra selv at eksportere til EU på grund af solide toldmure.

Man kunne spørge sig selv om disse fattige borgere i EU ikke havde lige så meget gavn af lavere fødevarepriser – eller lavere skatter – eller forskellige lokale løsninger. EU’s budget finansieres blandt andet via 1 % af momsgrundlaget i medlemslandene, uanset om det er den fattiges havregryn eller den riges kaviar. Nødhjælp og andre former for “barmhjertighed” er altid med til at give den gavmilde prestige, men det er jo ikke en løsning af de underliggende problemer.

Set i lyset af at ordningen har eksisteret i 22 år og ikke formået at gøre de fattige mere EU-venlige eller mindre fattige, så ligner det en fiasko for EU.

Intet under at unionen konstant skruer op for propagandamaskinen i ren desparation.

Hellere afgift på sukker end på fedt

Den nye afgift på mættet fedt (20 kroner pr. kg ex moms) kom helt uventet med i skatteforliget. Det er ikke en helt fornuftig skat.

Fordi:

1. Man fik for eksempel undtaget mælk efter at Mejeriforeningen havde blandet sig – selv om mælkeprodukter er en kilde til rigtig meget usundt fedt. Der er 35 gram mættet fedt i en liter sødmælk – og ca. 47 gram mælkesukker i en liter af alle mælketyper.
2. Afgiften er ikke kombineret med skattelettelser på sunde madvarer, f.eks. differentieret moms.
3. Man tog ikke fat på en totalskrotning af de mange mærkelige regler for konfektureafgift (selv om man gjorde afgiften på læskedrikke lidt mere fornuftig, en marginal ændring).
4. Afgiften er ikke tænkt ind i en sundhedspolitisk sammenhæng. Den kom med i skatteforliget i sidste øjeblik – ud af den blå luft – for at skrabe penge i statskassen. 
5. Fedtafgift er meget sværere at administrere end sukkerafgift. Skal der også være afgift på fedt i kød? Det bliver svært at beregne. Kødets fedtsammensætning afhænger bl.a. af foderet – et kreatur som har gået på græs indeholder masser af sunde omega 3-fedtsyrer, hvorimod et lynfodret stalddyr stort set kun indeholder usundt fedt. Skal de få sunde, mættede plantefedttyper (f.eks. kokosfedt) være omfattet?
6. Sukkeret er den store skurk – sukker er mere afhængighedsskabende, fedende og skadeligt end fedt. Det ved den nyeste forskning, men det tager åbenbart 15 år før denne viden siver op i regeringens korridorer.
7. Pengene bruges uansvarligt, f.eks. på det tåbelige byggetilskud til husejere, hvor man jo blot kunne have lempet skattetrykket med samme beløb – det ville i lige så høj grad have fremmet forbruget. Afgift på fedt, sukker, tobak og alkohol vil erfaringsmæssigt vende den tunge ende nedad. Derfor må de kombineres med en skattelettelse for samme gruppe – ellers er det etisk uforsvarligt. En sådan skattelettelse i bunden kommer ikke kun de fattigste til gode, men hele befolkningen.

Sukkerafgift er den afgift man burde starte med og afvente effekten i et par år.

Om der så skulle være behov for en fedtafgift også, er jeg tvivlende over for. Jeg vil helst begrænse den slags til det mest nødvendige og etisk forsvarlige.

Hensigten er ikke at skabe et stort kompleks af adfærdsregulering, men at skattebyrden lige så godt kan lægges om på varer vi alligevel gerne vil begrænse.

Afgiften er programsat til “medio 2010″. Den ubestemte dato tyder på at regeringen ikke har skyggen af idé om hvordan regler og kontrolapparat skal udformes i praksis.

Derfor: Tænk jer om – skrot fedtafgiften og læg den om til en sukkerafgift. Det kan nås endnu.

Mit indlæg om sukkerskat fra december kan læses her - jeg har også forklaret hvorfor de nuværende afgifter på slik, nødder, mandler, kakao og sodavand er usammenhængende og tåbelige: Læg skat på sukker

Spejlæg for dummies

(særligt for ingeniører og andre mænd med ADHD)

1. Gå ud i køkkenet og se dig omkring. Prøv at finde et skab med en hvid, blank metaldør. Træk i en af dørens sider. Hvis den ikke åbner, så træk i den modsatte side. 
2. Inde i skabet, evt. i en grå papæske, finder du nogle små, runde, hårde, aflange bolde. De kan være hvide eller lysebrune, ca. 5-7 cm lange, og har en tilspidset form i den ene ende. Tag forsigtigt en af dem ud og læg den et sted på køkkenbordet hvor du nemt kan finde den igen.
3. Hvis den hvide bold triller på gulvet, bliver den ulækker. Din mor, kone eller hund vil tage sig af den. Start igen fra punkt 2.
4. Identificer et møbel som har 2-4 runde knapper til at skrue på, samt 2-4 runde markeringer på toppen. Disse kan være runde, gråligt-sorte metalskiver eller runde, hvide konturer på en sort glasplade. Skiverne/markeringerne er 18-25 cm i diameter. Drej frontknapperne rundt indtil de er i bund. De runde markeringer eller skiver ovenpå dimsen vil nu blive røde. Det kan tage lidt tid.
5. Har du et møbel, der ligner beskrivelsen, men med 5-8 cm store, udstående topskiver, samt et jerngitter på toppen, så er det en eksplosionsfarlig model. Stop her, kald på din mor/kone eller gå på pizzeria.
6. Hvis du kommer til at røre ved de røde skiver, bør du gå på bar og bestille en dobbelt whisky med is. Drik whiskyen og put isterningen på hånden.
7. Find en rund metalskive, udformet som en fordybning med kanter. Fra kanten af skiven stikker der en jernstang frem, eventuelt beklædt med træ eller plast. Den findes ofte under bordet, evt. bag en dør, eller i en skuffe under møblet med de gloende skiver. Alternativt står den nede i en fordybning i bordet. Hvis stang-metalskiven er våd, så tør den med et stykke stof eller papir. Stof hænger ofte på væggen, men ellers kan du bruge noget gammelt undertøj. Er stang-metalskiven fyldt med gammel mad, så skrab det til side.
8. Sæt skiven fra punkt 7 oven på en af de røde skiver på møblet. Nu kommer det svære.
9. Find den hvide/lysebrune bold, bank den én gang hårdt mod kanten af skiven fra punkt 7, og hold den straks ind over metalskiven, hvor du lader indholdet løbe ud på skiven. Det ser helt forkert ud, men vent og se, det bliver godt. Du skal kun have det gennemsigtige og gule ud. Den hårde yderside skal ikke med, så den lægger du væk, hvor din mor, kone eller hund senere vil fjerne den.
10. Hvis du banker den hvide/lysebrune bold mod kanten, men der ikke kommer noget fluidum ud, så har du fået et hårdkogt eksemplar. Disse er ret sjældne, men opstår af og til. Stop her, kald på din kone eller gå på pizzeria.
11. Vent nogle minutter, mens fluidummet giver spruttende lyde fra sig. Når det er stivnet til en hvid plamage med en gul plet i midten, løfter du metal-stang-skiven væk. Du har lavet et spejlæg! Er der kraftig røgudvikling, så kald på din mor/kone og gå på pizzeria.
12.  Tag fat om håndgrebet. Sæt det hele ned i fordybningen i køkkenbordet.
13. Du kan skrue frontskiverne på det gloende møbel tilbage til udgangsposition, men hvis du glemmer det, vil din mor eller kone gøre det.
14. Når metal-stang-skiven har stået i fordybingen i køkkenbordet i nogle minutter, skraber du den hvid/gule plamage bort og æder den! Guten Appetit. Smid metal-stang-skiven til side, tør dig om munden og forlad køkkenet. Din mor, kone eller hund vil ordne resten.

Ekspertversion

• Manualen kan udbygges med redskaber, fedtstoffer, porcelænsskiver og natriumsalte.

Nem version

• Spring over punkt 7-8. Slå indholdet af den hvide/lysebrune bold direkte ud på de røde, gloende skiver. Det lyder umiddelbart simpelt, men pas på. Det færdige produkt er sværere at få indenbords, og der kan opstå komplikationer med din mor/kone.

Sidste madopskrift i denne omgang.

Japansk mayonnaise for euroshintoister

1½ dl rapsolie og/eller solsikkeolie
1 æggeblomme
1 tsk æggehvide
½ tsk salt
½ tsk sukker (eller xylitol, honning, stevia)
2 tsk riseddike/æbleeddike (eller citronsaft)
en anelse cayennepeber
¼ tsk askefrø (sechuanpeber)
¼-½ tsk røget paprika (specialitet fra Estremadura, Francos bolværk i Spanien)
ganske små mængder af diverse urter, f.eks. estragon, oregano, salvie, dild, basilikum… ¼ tsk i alt

• Æg og det andet piskes hvidt, og derefter tilsættes olien langsomt under ivrig piskning. Kan med fordel røres i et syltetøjsglas med én piskedims i håndmixeren eller med en stavblender.

Jeg regner med at læseren har prøvet at lave mayonnaise før, men ellers er det ikke så svært. Tager man lidt æggehvide med, er det langt nemmere.

Japansk mayonnaise bruges på en anden måde end vi er vant til (de spiser ikke så mange æggemadder i Japan) – f.eks. i sushiruller. Den har en mere fyldig smag end vor traditionelle mayonnaise, på en svært forklarlig måde, nærmest som om der var tilsat bouillon. Måske er det smagsforstærker. Man kan købe importeret japansk mayonnaise til godt 40 kr. pr. tube, men vil man have det billigere, så har jeg prøvet at efterligne og videreudvikle den gode smag med denne opskrift.

Den røgede paprika giver en svag, let røget smag. Man kan også erstatte det almindelige salt med røget salt. Ideen med de forskellige urter er at de ikke skal smage igennem, men give en dybde i smagen. Askefrø er typisk i japansk og kinesisk mad, måske ikke i mayonnaise, men det virker fint. Mayonnaisen passer fint til pommes frites (ikke for salte), til skaldyr, eller som en klat tilbehør til japansk mad med samme funktion som sur-sød sovs – eller på et koldt, hårdkogt æg, som man æder i en sulten nattestund.

Denne mayonnaise kan ikke rigtigt tilpasses de midaldrende flippere. De forventer at al udenlandsk mad skal være et bombardement af hvidløg, spidskommen og flåede tomater, men det kan vanskeligt indpasses i den sarte, japanske mayonnaise. Det ville blive noget jazz.

Men hvis man er kommet til at overkrydre mayonnaisen, så giv afkald på den blide smag, tilsæt frisk, knust chili eller sambal oelek og brug den som tilbehør til skaldyr, æg eller pommes frites.

Jeg har tidligere fået kritik for mit politisk ukorrekte forhold til æg. Det kan selvfølgelig anbefales at bruge pasteuriserede æg. Har man kun almindelige æg, kan man skolde ægget før man slår det ud. Da eventuel salmonella oftest sidder på skallen, vil skoldning dræbe bakterierne i de fleste tilfælde. Det er kun 1 promille af æg som er inficeret, hvoraf 9 af 10 tilfælde kun uden på ægget. Bakterier trives ikke i surt miljø som f.eks. vor mayonnaise. Men man kan være uheldig, som i det store salmonella-brag i Vemmingbund i 2000. Den klassiske vej til en salmonellaepidemi er dog stadig at forberede fromage af rå æg til 100 gæster og stille den på køkkenbordet en varm sommerdag.

Terijakisovs for det grå segment som hygger sig i smug

Egentlig skal terijaki laves med japansk sherry (mirin) og risvin (sake), men har man det ikke lige til rådighed, kan man bruge europæiske ingredienser, for eksempel cognac. Smagen bliver efter min mening mindst lige så god, måske bedre.

½ dl soja, helst den japanske som ikke er for salt
½ dl æbleeddike eller riseddike
1 presset hvidløg
1 spsk knust ingefær
½-1 finthakket/knust forårsløg (det hvide)
1 spsk honning, karamel eller brun farin
1-2 tsk ristet sesamolie eller 2 tsk ristede sesamfrø
2 tsk cognac/whisky eller 2 spsk sherry
evt. lidt knust chili efter behag

• Man blander det hele og bruger det til marinering af kylling, fisk eller fine strimler oksekød i en halv til en hel time. Derefter grilles eller steges kødet. Kan drysses med sesamfrø.

Maden kan garneres med et enkelt, pænt udskåret forårsløg, som man i forvejen har grillet/stegt og drysset med ristede sesamfrø. Serveres med ris.

Drik dertil kildevand i små porcelænsglas, hvid te eller en rigtig god og dyr grøn te – eller en let øl hvis du ikke har glutenallergi.

Soja er ikke glutenfrit, men glutenfri soja kan bl.a. fås hos jøden i Special Foods, Rosenørns Allé 39, Frederiksberg, som også har kosher-produkter.

Guacomole for enlige smagsdommere

Guacomole er en dejlig mexicansk dip. Har man en avocado liggende, som man ikke kan finde ud af at bruge, så er her den rigtige måde. En avocado rækker til 1-2 personer.

1 avocado
1 lime (saft og gerne frugtkød)
evt. 1 spsk olivenolie
1 hakket, grøn, stærk chili eller nogle af de tørrede eller fra glas
1-2 fed presset hvidløg
½ tsk salt
1 smagfuld tomat
hakket, frisk koriander (eller 1-2 tsk stødt korianderfrø, hvilket er kedeligere)
evt. oregano

• Læg de to halve avocadoer op i en skål og hak den på kryds og tværs med en ske. Først på den ene led, så den anden led. Derefter kan man mose den og røre sammen. Tilsæt resten, bortset fra tomat og frisk koriander. Det kan naturligvis laves i en elektrisk madkværn (“blender” på udenlandsdansk).

• Til sidst tilsætter man hakket koriander og tomaten hakket i små tern. Oregano er mere sydamerikansk end mexicansk, men smager også glimrende.

• Spis det med tortillachips (majschips), helst naturel og ikke dem med ostesmag, chili osv.  Drik vand til, eller tequila i weekenden. Man kan også spise det med madretter, måske fisk og skaldyr, men jeg har ikke fundet ud af hvordan.

Vigtigt

Skal guacomolen serveres for menneskerettighedsarbejdere og andre offentligt ansatte over 35, tilsætter man ½ tsk spidskommen og 1 tsk rørsukker. Spidskommen hører nemlig hjemme i al multikulturel mad fra fremmede, spændende kulturer. Serveres i autentiske lerskåle fra en udstationering i Malawi. Man kan yderligere styrke den inspirerende, åbne atmosfære ved at gnide dækkeservietterne med et overskåret hvidløgsfed før gæsterne kommer. Spil larmende afrikansk eller caribisk musik til.

Serverer man derimod for ældre mennesker eller for soldater fra det indre af Jylland, udelader man chili, hvidløg og koriander, men tilsætter 1 dl creme fraiche eller piskefløde. Serveres i hvid porcelænsskål til franske kartofler.

Læg skat på sukker

Læg en afgift på sukker på 50-100 kroner pr. kg. Intet andet enkelttiltag vil have en større og mere dramatisk effekt på folkesundheden. 

Familie- og forbrugerministeren lancerede sidste år en “genstandsgrænse” for børns forbrug af sodavand. SF svarede igen med at kræve en afgiftsforhøjelse på 5 kr. pr. kg slik. Sidstnævnte er næsten lige så latterligt som det første, for 5 kroner pr. kg er alt for lidt. Og hvorfor skulle det ramme  slik, men ikke andre sukkerprodukter?

Sukker er vanedannende og meget sundhedsskadeligt, i hvert fald hvis det indtages i større mængder. Derfor kan en skat på sukker retfærdiggøres lige så meget som afgifter på alkohol og tobak. Sukkerskatten ville ramme sukkergrisene, så de satte deres forbrug kraftigt ned, men den ville ikke ramme folk med et fornuftigt forhold til sukker. Tænk dig f.eks. en ikke så sund børnefamilie med et dagligt sukkerforbrug på 500 g. Når sukkerskatten er indført vil de kunne spare 600-1200 kroner om måneden hvis de sætter deres forbrug ned til 100 g dagligt. Oveni vil de få det meget bedre.

Sukkerafgiften vil være nem at administrere, da den pålægges selve råvaren, ikke færdigprodukterne (med mindre de importeres færdige). Man kan sammenligne med de svært gennemskuelige afgifter på læskedrikke og chokolade.

Nuværende afgifter er bimmelim  

Punktafgiftsvejledningen fra Skat er underholdende læsning, der leder tanken hen på gamle danske film à la Olsenbanden og Den forsvundne fuldmægtig.

Skattepligtig kiks

Vidste du f.eks. at der er afgift på flødeboller, men ikke på kager? Der er afgift på små romkugler, men ikke på store. Der er afgift på kiks med chokoladeovertræk og fire lag, men ikke på chokoladekiks med to lag. Kandiseret frugt er afgiftsbelagt, undtagen citrusfrugt.

Afgiften på chokolade er 14,20 kr. pr. kg, og den gælder også for kakaopulver, dog ikke hvis det indeholder mindre end 30 % kakao. En producent kan altså spare penge ved at hælde mere sukker i, mens man må betale fuld afgift af mere lødige produkter med over 30 % kakao.

Skattefri kiks

Sukkerfri tyggegummi er afgiftsbelagt som slik, også den type som sælges med henblik på tandhygiejnen. Der er også fuld afgift på lakridsrod, som ellers er sundt.

Samme gælder mandler (21,30 kr. pr kg), hasselnødder (14,20 kr. pr. kg), men de fleste nødder i skal er skattefri. Kokosmel pålægges 4,25 kr. pr kg.

Der er 6,25 kr. afgift pr. kg te, selv om te anses for at være sundt. Danmark har et årligt forbrug på 1260 tons te, en skatteindtægt på kun 8 mio. kroner. Hver borger betaler 1,45 kr. i te-skat om året. Hvad mon det koster i administration at opretholde den slags pjat?

Mineralvand beskattes med 91 øre pr. liter, men små producenter der har fremstillet sodavand siden 1. januar 1984 kan få et nedslag på 9 øre pr. liter. Der er ikke afgift på danskvand uden citrus, men der er er afgift på danskvand med citrus. Afgiften på spiseis er 3,40 kr. pr. liter, og man skal også registreres hvis man fremstiller isen selv i restaurant, hotel eller kantine.

Konfektureafgiften stammer fra 1922 og mineralvandsafgiften fra 194o. Dengang handlede det ikke om sundhed, men om at skrabe penge ind til den altid sultne statskasse. Ligesom med afgifterne på grammofonplader, parfume og biler drejede det sig importvarer, da man samtidig ønskede at gavne betalingsbalancen.

Tiden er moden til at totalsanere dette bureaukratiske afgiftskompleks. Afsnittet om læskedrikke fylder 3700 ord, og om sukker- og chokoladevarer 8800 ord. (Se punktafgiftsvejledningen her).

En simpel afgift på sukker vil være en stor forenkling.

Sukkerskatten og markedet

Sukker er en billig og ernæringsmæssig værdiløs råvare. Den bruges næsten altid til at erstatte mere lødige og sunde ingredienser. En højere pris på sukker vil altså tilskynde producenterne til at vende tilbage til bedre råvarer.

En 2 liters cola (11 % sukker) vil koste 11-22 kroner ekstra. En discountcola vil altså komme til at koste det samme som en Coca-Cola eller Pepsi på nuværende tidspunkt. Det ville sandsynligvis betyde at 1 liters-flasker igen blev standard for sodavand. Der ville blive en klar prisforskel på sodavand og kildevand. Det ville også betyde at mærkevarecolaerne måtte sænke deres horrible avancer, så de er mere konkurrencedygtige. Og endelig er her en skat som de multinationale fødevareproducenter ikke kan omgå via kreativ bogføring.

Som alternativ ville der komme fut i udviklingen af alternative sødestoffer, så man får indført nogle midler som med garanti ikke er sundhedsskadelige og desuden smager godt (f.eks. stevia). Jeg tror dog aldrig man kommer til at konsumere sødestoffer i lige så høj grad som sukker, da sødestofferne ikke har den vanedannende effekt. Folk vil ganske enkelt vænne sig til at alting ikke skal være hvinende sødt.

Da sukker ofte ledsager fedt (i kager osv.) vil fedtforbruget også falde. Mange undersøgelser tyder på at indtagelse af fedt og sukker i kombination virker særlig fedende og vanedannende.

Ulødig alkohol bliver dyrere

Den mest usunde del af alkoholforbruget vil på helt naturlig vis blive hæmmet af sukkerskatten. De søde sukkerdrikke med alkohol glider alt for nemt ned, hvilket teenagere kan tale med om. Incitamentet til at drikke alkopops vil blive langt mindre, når de bliver 3-5 kr. dyrere pr. flaske. Indholdet af sukker er ofte større end i sodavand. Denne underlødige form for sprut i saftevand vil altså blive hårdt ramt. De yngste vil drikke lidt mindre eller vente et par år med deres drikkedebut, indtil de er gamle nok til at have smag for øl og vin.

Den såkaldte “cider” som skamløst markedsføres af bl.a. Carlsberg er i virkeligheden en saftdrik med tilsat sukker, alkohol og kulsyre. Denne fuskdrik vil blive dyrere pga. sukkerskatten. I stedet kan man begynde at sælge ægte cider, som er gæret på ren æblemost og derfor ikke belastet af sukkerskatten.

Men hvad med den danske sukkerroeavl? Dansk sukkerroeproduktion er egentlig ved at være passé, da man kan dyrke roer meget billigere andre steder. Produktionen holder sig kun oppe på nogle solide EU-tilskud. Den slags er økonomisk usundt og skal finde sit naturlige leje igen, så arealerne og arbejdspladserne kan bruges på noget bedre. Man må indstille sig på at dyrke andre og mere rentable afgrøder, men jeg gætter på at en vis nicheproduktion af roesukker vil fortsætte.

Branchen må satse på kvalitet og nyskabelse

Fødevareindustrien vil nok komme med et større ramaskrig end landbruget, da dansk fødevareproduktion i høj grad er indrettet på at producere store mængder mad af lav kvalitet. Men så må de bare omstille sig til noget andet end citronmåner, sodavand og slik. Den slags mad er alligevel på vej ud.

Med sukkerskat kommer 250 g slik til at koste 12-25 kroner ekstra. Det er da noget der kan mærkes. Især for familier med børn, og det er meningen. Man vil snart gå over til 100 grams-poser som standard. Man vil vende tilbage til de vaner man havde for årtier siden, hvor man konsumerede slik sjældnere og i mindre portioner end i dag.

Industriens lyst til at blande sukker i alt muligt vil blive bremset. Det er f.eks. blevet almindeligt at putte sukker i rugbrød. Det har vist sig at det giver pote at sigte efter forbrugernes søde tand. Det giver tilvænning. Så når en producent søder rugbrødet er konkurrenterne nødt til at følge trop. Hvis producenterne kan spare 1 krone i produktionsomkostninger for 500 g rugbrød ved at udelade sukker, er det noget der kan mærkes i deres udgifter til råvarer. Og derfor vil de holde op med at tilsætte sukker. Jeg så dog allerhelst et regelsæt for tilladte ingredienser i traditionelle madvarer. Noget i stil med det tyske reinheitsgebot, reglen om at øl kun må laves af malt, gær og humle.

Løftede pegefingre kan undværes

Kommunerne er begyndt at lave restriktioner for skolemad.  Både BUPL og Socialdemokratiet er på bane. Børn med Nutella-madder i madpakken risikerer at få et brev med hjem. 

Sukkerskatten vil gøre den slags moralske indgreb overflødige, da problemet løser sig selv. Man kan spare de formynderiske kampagner der ikke tjener til andet end at give folk skyldfølelse.

Lad mig lige vende den konservative ministers “genstandsgrænse” for sodavand igen. Den slags regler vil nok blive iagttaget til børnefødselsdage i Gentofte og Hørsholm, men ikke i samfundets nederste lag. Jeg forstår ikke logikken i argumentet: “Det er forældrenes eget ansvar, derfor skal vi ikke lave regler, men påvirke borgerne med kampagner”.

Jeg forstår heller ikke at staten laver ernæringskampagner når man samtidig kan købe junkmad alt for billigt. Blandt andet pga. statens tilskud til masseproduceret sukker, svinekød og mælkeprodukter.

Bliver sukkersmugling et problem? Det vil nok forekomme meget sporadisk. Det er ikke så ligetil at gemme 1 ton sukker i en personbil, og hvem skulle købe det? Privatpersoner har ikke et stort forbrug af stødt melis. Den allerstørste del af vort sukkerforbrug er fra færdigkøbte læskedrikke, kager, slik, snask, kræs, guf, gnask og knas.

En sukkerskat rammer rammer især billige, fabriksfremstillede søde sager. En konditorkage eller en fin dessert vil ikke blive belastet i samme grad, fordi sukkeret udgør en forholdsmæssig mindre del af kagens pris. Folk vil sandsynligvis give afkald på baljefulde blandet slik og en halv meter lange roulader, men til gengæld værdsætte søde sager af høj kvalitet. Når råvaren stiger i pris bliver den brugt med omtanke. Der vil stadig blive råd til at bage julesmåkager og lave en kande hyldeblomstdrik ude i de små hjem.

Kort sagt er sukker ikke en basisfødevare, men et nydelsesmiddel. Prisen skal være derefter. Løsningen er ikke forbud, ikke løftede pegefingre, men blot en nemt administrerbar skat. Kombineres den med en momslettelse på andre varer, kan skattestoppet overholdes.

Skattebyrden behøver ikke stige, selv om de bredeste skuldre bærer det tungeste læs.

Provençalsk pandejazz for yngre pensionsopsparere

Mens jazzen simrer på en af ungkarlehybelens to kogeplader kan man drømme sig væk til et urealistisk otium i Sydfrankrig. Nem at lave og nem at spise – der skal kun en gaffel til, eller ske hvis man har tømmermænd. En herlig ret på en travl søndag før jul, måske dagen efter en voldsom julefrokost eller bytur?

en bakke hakket oksekød
50-100 g bacon, helst af god, tørsaltet kvalitet (det betaler sig virkelig)
200 g grønne Puy-linser eller Urtekrams grønne linser
1 løg
1-2 gulerødder
2 fed hvidløg
3-4 mellemstore kartofler
1 porre
olivenolie
laurbærblade, salvie, rosmarin, evt. kørvel, sar, oregano
evt. 1 nellikeknop og/eller lidt allehånde, koriander
1 tsk sukker (eller xylitol, honning osv.
1 spsk æbleeddike, vineddike eller evt. citronsaft
salt, peber, evt. frisk persille

• Du har nu en chance for at bruge sværen fra dit baconstykke i stedet for at smide den væk. Skær sværen af hele baconstykket og læg det til side. Er du økonomisk, gør du som jeg siger – kun sværen – ikke for meget af det gode fedt, som jo godt kan blive siddende til den dag man skærer sig nogle skiver morgenmadsbacon. Skær yderligere et par tykke skiver bacon og skær dem over i tommestore stykker på tværs.

• Hæld godt med olivenolie på en stor pande. Svits bacon, hakket løg, hvidløg og gulerødder i tern. Fra nu af gælder en standardternstørrelse på 1 cm³.

• Svits også oksekødet. Læg det løst på panden og klem det ikke sammen. Hak det i lidt mindre stykker, efterhånden som det er let stegt. Det skal ikke mishandles; dette er ikke chili con carne.

• Skær kartoflerne i velformede tern, tilsæt dem. Spul linserne i en si under håndbruseren og tilsæt dem. Tilsæt en lille kop vand, salt og urter. Krydderierne (peber, evt. nellike osv.) kan stødes eller bruges hele som man behager.

• Arranger baconsvær, laurbærblade, den mørkegrønne porretop og evt. persillestilke i bunden af panden og resten af jazzen ovenpå. Lad det simre 20-25 minutter under låg.

• Resten af porren skæres i skiver og tilsættes 10 minutter før det er færdigt. Tilsæt også 1 spsk finere eddike/citronsaft og 1 tsk sukker.

Porretoppe og baconsvær fjernes før servering. Men ellers kan det spises som det er hvis man er folkelig –  eller med grøn salat eller tomatsalat hvis man stemmer på det fimsede trekløver (radikale, konservative og SF).

Drik en billig sydfransk rødvin til. Der er mad til to personer: dig selv og den du har “på besøg”.

> Der vil komme  flere opskrifter på bloggen mandag, tirsdag og onsdag kl. 14.00.

Ris à l’amande for kernesunde kernefamilier

grødris
vand/rismælk/sojamælk/havremælk/mandelmælk
(1/4 tsk salt)
1 spsk vanillesukker
50-100 g smør
2 æg
½-1 dl sukker/xylitol
1 dl hakkede mandler

1. Kog risengrød.
2. Tilsæt smør og evt. en ganske lille smule salt.
3. To æggeblommer piskes hvide med sukker og vanillesukker.
4. Pisk æggeblommer i risengrøden (med håndmixer). Grøden bør stadig være varm.
5. Pisk æggehviderne stive med ½ tsk citronsaft/eddike og lidt sukker.
6. Vend de stive æggehvider og de hakkede mandler i grøden, som vi nu vil tillade os at kalde ris à l’amande.
7. Serveres med almindelig kirsebærsovs – eller med hjemmelavet, sukkerfri sovs. Hindbær er bedre end kirsebær, efter min mening, men det er et alvorligt brud på traditionen.

Idéen går ud på at erstatte fløde med smør + æggeblommer. Flødeskummets luftige konsistens erstattes med piskede æggehvider. Og det virker. Men man skal nok vende æggehviderne i umiddelbart før serveringen.

Smør tåles af de fleste som er intolerante mod mælkeprotein, men er man fanatisk, kan man bruge ghee (klaret smør). Sukker kan udelades eller rationeres efter ønske i hele opskriften.

Jeg har ikke målt hvor mange grødris jeg brugte, men det kommer jo også an på hvor stor familien er. Derimod har jeg angivet to æg, for det var det antal jeg brugte. Og ingen familie har vel råd til at ofre flere æg – i disse finanskrisetider, hvor Politiken hele tiden forsikrer os om at verdens undergang er på trapperne, og selv ikke den store Obama kan frelse os.

Man kan også erstatte ris à  l’amanden med risengrød og kanel – eller kokos-ris med mango, en kendt thai-dessert. Nu har man hele december til at diskutere og øve sig. risalamande ris alamande lamande kernesund glutenfri mælkefri uden mælk gluten

Grønkål for kernesunde metroseksuelle

200 g hakket grønkål
lidt vand
hønsebouillon eller salt

(1 tsk gelatinepulver)

½-1 tsk sukker/xylitol/honning
1-2 tsk æbleeddike/citronsaft
lidt peber, koriander, timian
ganske lidt muskat og kanel
mild olivenolie (f.eks. toscansk)

1. Frossen eller frisk grønkål koges i få minutter med salt eller bouillon. Skal ikke være for udkogt, men heller ikke for rå.
2. (Gelatinen giver en vis dybde i smag og konsistens og sikrer samtidig mod halal.:-) Jeg opfatter det som en lødigere form for jævning end mel, maizena og den slags. Edgar Cayce anbefalede at man altid spiste grøntsager med gelatine for at optage næringsstofferne bedre, især hvis man har mave-tarm-problemer. Han var clairvoyant, så det må være rigtigt – eller værd at prøve).
3. Før servering tilsættes lidt sukker, eddike/citron, krydderier. Olie kan tilsættes i gryden eller hældes over ved servering.
4. Æd.

Kan udmærket spises som forret. Vore forfædre spiste kål først, men dengang kaldte man dog alle slags bladgrønt for kål. De brugte mange flere slags end vi gør i dag.

Det smager endda udmærket som morgenmad! Prøv det.

Som variant kan man dampe spinat (frisk eller frossen) og putte blade af frisk koriander i til sidst. Jeg fatter ikke at folk stuver det med fløde, mel og mælk, det er en skam.

Efter syv magre år

Fedekuren er skudt i gang

Jeg har været ved specialist (gastroenterolog) fordi jeg tror jeg har fødevareintolerans mod mælk og gluten. Efter at have udtaget diverse prøver mener han ikke der er noget at komme efter. Han mener simpelt hen jeg spiser for lidt. Jeg har ført journal over hvad jeg spiser, og jeg kan godt se at det i perioder har været temmelig smal kost.  

I første halvdel af august var jeg en tur i Rusland, hvor jeg tolkede for en gruppe svenskere. Der var stort set daglige ædegilder; jeg elsker nemlig russisk mad. Men da jeg kom hjem igen skulle jeg klare mig for 40 kroner resten af måneden. Som en eller anden marginal personlighed i en Dostojevskij-roman som går rundt i Petersborg i sit støvede, sorte vadmelskostume. Jeg kan oplyse at der ikke er særlig mange penge at hente ved at samle flasker.

Dybest set tror jeg ikke på lægen, da jeg stadig oplever symptomer hver gang jeg indtager mælk og gluten. Der vil sikkert komme mere herom på bloggen, vent og se. Men foreløbig har jeg bøjet mig for sagkundskaben. Det kan jo ikke skade med lidt huld. Han synes jeg skal prøve at få solid morgenmad, frokost, aftensmad, natmad samt mellemmåltider.

I går blev det til:

Morgen: Arme riddere stegt i olie, med syltetøj, kaffe.
Formiddag: Sandwich med spegepølse, smoothie.
Frokost: To forårsruller, ris, grøntsager i fed, kinesisk sovs, grøn salat, te.
Eftermiddag: ½ liter cola, banan.

Da jeg kom hjem igen, måtte jeg kapitulere. Jeg kunne ikke rumme aftensmad og gik i seng for at slå mave. Men i morges vågnede jeg tidligt og kunne indhente natmaden:

Oksesteg, kartoffelmos med fløde og smør, sovs, grønne bønner med olivenolie (billedet).

Jeg håber økonomien holder, så jeg kan komme til at se resultater på vægten. Udgangspunktet var 61 for en måneds tid siden, men jeg tror allerede jeg er oppe på 63. (Jeg ejer ikke selv en vægt, så desværre kan jeg ikke følge det dagligt).

Visdom på det Kgl. Bibliotek

Mange akademikere, mange bøger, liden praktisk sans, men ikke uden charme.

Vælg indkomst

Vist er det dejligt at kunne vælge sin indkomst. Men tit er jeg ude for spørgeskemaer, hvor intervallerne begynder med 100.000-199.999. Det regnes altså for umuligt at man kan tjene under 100.000! Det er vel svært at forestille sig for de marketingfolk der sidder og laver den slags undersøgelser.

Men her var der endelig svarmuligheder for fattigfolk:

All pictures © Casper

EU sikrer farver og striber

At lade EU deltage i denne kåring er som at lade Hells Angels sponsorere Det Kriminalpræventive Råd, hvorefter pressen roser dem for deres engagement:

Danmark fører an i kamp mod azo-farver 

En kampagne mod farvestoffer, der kan gøre børn hyperaktive, er udpeget som den bedste danske forbrugerkampagne. Nu skal kampagnen dyste i EU. …

Kampagnen fik på bare en måned en række firmaer til at love, at de ville trække azo-stoffer ud af deres produkter.Det skete blandt andet fordi mange tusinde forbrugere gik ind på kampagnesitet og føjede produkter til, som de havde fundet på butikkernes hylder.Forbrugerrådet har varslet, at man i løbet af marts og april i år vil undersøge, om slik- og sodavandsproducenter lever op til deres løfter om at fjerne azo-farverne fra deres varer. Også her vil forbrugerne blive sendt ud som kontrollører. …

Bedste europæiske forbrugerkampagne skal udpeges i forbindelse med den europæiske forbrugerdag 15. marts i år.  (Politiken)

—

Azo-forbindelserne gør ikke kun hyperaktiv, men er også allergi- og sandsynligvis kræftfremkaldende. De er unødvendige, da der er gode alternativer.

Jeg troede en kamp var noget man udkæmpede mod naturkræfter og hære, ikke mod farvestoffer. Det er jo bare et spørgsmål om dokumentation og lovregulering. Hvis ikke Danmark via EU var forhindret i at forbyde stofferne, behøvede man ikke at sende 1000 forbrugere ud og kigge efter på hylderne. Og bede producenterne til at fjerne stofferne frivilligt.

Hvad har vi dog en stat til. Nå ja, til at uddele priser.

At en avis kan fremstille ovenstående som en positiv historie er i hvert fald ikke kritisk forbrugerjournalistik. De labber bare et PR-fremstød i sig. Det er ikke fødevareindustrien som er skurken, men EU, der modarbejder bedre standarder og forhindrer medlemslandene i at gå foran, og naturligvis vor regerings lammefromme adfærd i EU-sammenhæng.

Om azo-farverne på ecofoods.dk:

I alt 11 forskellige azo-farvestoffer er tilladt i Danmark, og de anvendes hovedsageligt i slik, sodavand og saftevand. Alle azo-farvestoffer har vist sig at kunne fremkalde allergi-lignende symptomer, som fx høfeber, nældefeber og astma. Det gule azo-farvestof tartrazin (E 102) er det tilsætningsstof som flest mennesker er rapporteret allergiske over for. Nyere engelske undersøgelser har desuden indikeret at tartrazin samt en række andre azo-farvestoffer kan forårsage hyperaktivitet hos børn. Endelig menes enkelte azo-farvestoffer muligvis at kunne være kræftfremkaldende.

(World Chem Corporation)

Sjov med slik

    (Billede: DIY Happy/Not Martha)

Jeg er normalt imod sjov med mad. Mad er en alvorlig sag. Jeg hader når københavnere smider med råvarerne, tager om dem uden enhver respekt, holder på dem som om det var en ligegyldig ting. Eller når Mik Schack klaskede stege i bordet i sit tv-program. Hver gang han præsenterede et stykke kød blev det svunget i luften, hamret mod skærebrættet eller klappet på. Greven (nært beslægtet med prins Joachim) har nok ikke lært køkkenpli fra barnsben. Når han først gik i gang ved gryderne, var han dog ganske hengiven, og resultaterne var jo gode nok, så vidt man kunne følge på skærmen.

Men sukkerstads er til for sjov, og her må der gerne grines.

Dette forunderlige link præsenterer to kogebøger om sjov med mad (søde sager):

http://www.yummyfun.com/

En politisk vinkling på det er nok søgt, men jeg kunne sige noget rosende om amerikansk kreativitet. Og i USA er slik identitetsskabende, man gør noget ud af at have en type favoritslik.

Både kapitalisme og kommunisme fylder folk med sukker. I Sovjet elskede man søde kager. Herhjemme var det trist at opleve at man uddelte bolsjer på valgstedet da jeg stemte sidst – og det var ikke engang led i en indsamling eller propaganda. Det var formålsløst slikkeri.

Just say no til sukker! Undtagen en sjælden gang imellem.