Da Danmark mistede Tingbjerg

TV2-nyhederne i aften bragte et indslag med en dansk gut fra Tingbjerg der tog bandernes parti. I hvert fald kom han med beskyldninger mod præsten.

tingbj

Martin, Tingbjerg

Se indslaget her.

Hvad mange vist nok ikke har gennemskuet, inklusive TV2, er at Tingbjerg er totalitært område. Det er simpelt hen uden for lands lov og ret. Ytringsfrihed og retten til liv og helbred gælder ikke på Tingbjerg.

Derfor er sandhedsværdien i drengens udsagn ikke stor. Man kan sammenligne det med at interviewe en tilfældig borger på gaden i Nordkorea.

Den unge dansker har en svagt arabisk påvirket udtale. Kunne det tænkes at hans mening om homoseksuelle også er påvirket af et mellemøstligt livssyn? Det er muligt, men jeg tvivler. Man kan naturligvis ikke vide om han er blevet truet til at lyve, men der er bestemt heller ingen grund til at tro han taler frit og sandt. Mit subjektive indtryk var angst, se især fra 1:16 til 1:32.

taarb

Højtlønnet journalist med slips og minister fra Tårbæk med smagfuldt tørklæde

De sidste sætninger (om præsten) lyder noget sammenflikket. Samtidig står den unge mands “venner” i baggrunden, men ingen af dem vil udtale sig.

Det er er ikke særlig repræsentativt at udvælge en etnisk dansker som pressetalsmand. Ifølge sogn.dk er kun 25 % af Tingbjergs indbyggere medlemmer af folkekirken. Der døbes 8 hvert år og konfirmeres 4.

Medierne er kun interesseret i at få nyheder i kassen. Egentlig burde TV2 slet ikke interviewe ham, for de bringer ham i fare. Tænk hvis “vennerne” alligevel var utilfredse med hans udsagn?

vinreklame

Meget symbolsk blev videoen på TV2's hjemmeside indledt af en reklame for rødvin. Bindingsværk og stokroser. Men vi har trods alt en ting at takke den midaldrende rødvinsklasse for: de har skabt det samfund vi har i dag... Kan de nå at rette op på fejltagelserne før de bliver gamle og mimrende? Og gider de?

At drengen fremstod uden efternavn kan virke uforståeligt, for han er vel kendt af sine “venner” uanset. Det er næppe fordi han er bange for menighedsrådets tæskehold. En årsag kan være at han ikke vil kendes af politi og myndigheder; en anden mulighed er at anonymiteten skal gøre historien mere troværdig.

Sidst i indslaget fik vi en kommentar fra en eller anden Venstre-ministerdame fra Tårbæk. Hun snakkede om udspillet Ny start, indsatser og redegørelser, og hun klappede politi og ministerkollegaer på skulderen.

Tingbjerg og Tårbæk, samfundets absolutte bund og top. Der er kun 9 km afstand. Hvad vil man gøre i Tårbæk, hvis problemerne nærmer sig.

Lukke ørerne? Bygge en mur? Man kan jo altid køre til Slotsholmen i armeret bil.

I Thisted er der fredeligt, og nu kommer min mor med en whisky til mig. Her er der ingen fare, men jeg ville ønske at Tingbjerg også var en del af Danmark og den frihed og sikkerhed vi lever under. Og jeg ville ønske at Tårbæk og TV2/DR’s redaktioner var en del af det danske ansvar og fællesskab.

Hvad London gør

Fordomsfuld analyse af arketypisk homoseksuelle indtryk fra en tur til London.

Den bedste kur mod homoseksuel tankegang er for tiden at snakke med min ven S. i London. Jeg var i London i forrige uge umiddelbart efter Island. Søndag spiste jeg tør fisk med smeltet fåretalg hos en pinsekirkelig familie på Vestmannaøerne, mandag var jeg i storbyen Reykjavik for en stund, og tirsdag stod jeg i Gatwick. Det var en voldsom overgang.

London virkede ikke som det berømte sydende menneskemylder, men gjorde snarere et lidt kedeligt socialt indtryk. Forfængelige, overfladiske og stræbsomme middelklassemennesker af enhver form og farve samlet på et sted.

Da der for tiden ikke er særlig meget homonatteliv på Island, så jeg egentlig frem til sjov i London, men jeg kom der først og fremmest for at besøge min ven. Så jeg havde intet program, ikke engang en guidebog. Jeg ville egentlig bare slappe lidt af efter at have rendt op og ned ad vulkaner og fjelde på Island.

S. har altid snakket meget om sex. Han kommer fra Østeuropa og har boet et par år i London, hvor han har forandret sig til det værre. Nu er der frit løb for ham på Gaydar, Manhunt og andre netdatingsteder samt på alverdens sexklubber, og han har udviklet sig til sexafhængig i svær grad. Han skal have noget flere gange daglig, og han bruger timer på internettet at finde mændene og træffe aftaler.

Jeg har ikke noget imod at prøve lidt af hvert, når bare man ikke taber sig selv undervejs. Selv om hans snak ret hurtigt overskred mine grænser, så ville jeg gerne en tur med på The Vault, hvor jeg ganske vist mest gik rundt og kiggede, hvorefter jeg satte mig i baren med noget hvidvin. Jeg snakkede med en enkelt høj og pæn fyr, som desværre var på vej hjem. Senere snakkede jeg med en sød britisk neger, og vi gjorde det vi skulle.

Imens var S. i fuld gang. Han kom forbi et par gange og sagde bare: Six! Og næste gang: Nine! Da vi gik derfra, havde han været sammen med tolv. Han undlod dog ikke at fortælle mig at jeg er meget passiv, efter hans mening, hvilket han imidlertid ikke har nogen anledning til at mene noget om. Han er også sur over at nogle kalder ham en slut. Jeg svarede ham at han den dag havde været 1200 % mere slutty end mig, og at han ikke behøvede at udbrede sig om hvorvidt jeg er aktiv eller passiv.

En dag eller to senere skulle vi til det legendariske homo-paradis på Hampstead Heath, en stor park i det nordlige London. Jeg finder det ikke særlig erotisk at vade rundt i mørket, men jeg ville gerne lege turist, da det altid er interessant at se mennesker (jeg mener hvad jeg skriver, og jeg prøver ikke på at snakke udenom). I første omgang var det lidt svært at finde det rigtige område. S. havde fundet en vejbeskrivelse på nettet, men teksten var ret upræcis. S. mente han vidste bedst, og han lod mig ikke få et ord indført. Jeg spurgte om han havde stedsans, for det var tydeligt han ikke anede hvor vi var. Som vanligt svarede han ikke på spørgsmålet. (Jeg husker det også fra min tid i Skt. Petersborg: spørg en russer om en ting, og de svarer på noget helt andet). Jeg sagde at jeg er god til at finde vej, også i mørke, så hvis han lod mig tjekke Google maps på hans iPhone, var der måske en chance. Han mente ikke rigtig det havde noget formål, da ingen mennesker kan finde vej i mørke! Efter en god halv time på vildspor fik jeg dog ledt os på rette vej. Vi fandt de cruisende mænd, der gik lidt rundt. Og det var så det.

Ærlig talt syntes jeg vi selv var latterlige, men jeg havde også ondt af bøsserne på stedet. Tænk at være så sexbesat og samtidig skamfuld at man må gå rundt i en mørk park i jagt på sexpartnere uden ansigt. Nattesøvnen og intimiteten spoleret. Menneskelig elendighed. De kunne da i det mindste stille sig under en lygtepæl.

S. var grædefærdig da vi ventede på natbussen hjem, fordi han ikke havde fået noget.

Efter tre-fire dage sagde han til mig at han var ked af at vi ikke havde været sammen, for han havde håbet jeg ville smide mig på knæ, lægge mig fladt på maven og tigge om at få pik.

Nuvel, jeg havde ikke udelukket muligheden, men det var fuldstændig ude af billedet efter den kommentar. Pointen var at han ikke var skuffet over manglende interesse – og at han tilsyneladende ikke var interesseret i mig som menneske – men at hans enorme skuffelse bestod i hans bristede pornosexfantasi, som han i øvrigt tillagde mig ansvaret for at føre ud i livet, som om han bare skulle gå og vente på at få læst sine tanker. I højeste grad undvigende, indirekte, passivt og ansvarsforflygtigende. Man fristes til at sige: umandig adfærd. Og er det ikke ret typisk blandt bøsser?

S. fortalte mig også om sin fantasi, som gik ud på at dyrke usikker sex med en masse hiv-positive. Selv om han prøvede at lade være, kunne han ikke lade være med at tænke på det, så det var i egentlig forstand en tvangstanke. Jeg spurgte om han da virkelig havde lyst til at få hiv, for der findes jo nogle som har det ønske. Det mente han ikke. Jeg prøvede at tale med ham om det, men det var vanskeligt, da han hele tiden mente det modsatte af mig, også selv om det betød at han mente det modsatte af sig selv.

Problematikken er kendt fra kvinder, for eksempel min mor.

Vi besøgte et fitnesscenter, kun for bøsser, hvor S. kommer. Man må indrømme at beliggenheden var pittoresk, under jernbanebuerne midt i homobydelen Vauxhall. S.’s træner, en hollænder med stor kæft, veltrænede arme og en tilsvarende forsømt hjerne, så mig og udbrød: Hvad i alverden er han for en?

S. har fra naturens side en spinkel krop ligesom mig selv, men han vil gerne undgå den slags kommentarer. Han har fået en del muskler, men er for nylig begyndt at tage testosteron, bestilt på postordre fra Pakistan. Jeg prøvede at forklare ham at det ikke er sagen når man i forvejen lider af psykisk ustabilitet og abnorm sexdrift.

Vi diskuterede emnet gloryholes, og S. mente at jeg var underlig, da jeg ikke har lyst til sex gennem væggen.

Søndag morgen, da vi var kommet hjem fra byen, skulle han pludselig videre på sygehuset. Jeg troede der var noget psykisk på spil. Det viste sig at han om fredagen havde lavet en sexaftale med tre hiv-positive som skulle bolle ham. Nu havde han fundet ud af at han ville have PEP, antiviral medicin, som kan gives efter eksponering for hiv. Det skal helst gives inden for 24 timer og ikke senere end 72 timer, så det var på falderebet. Nu, en uge senere, brækker han sig hver halve time pga. medicinen, men han har stadig flere sexaftaler om dagen, til dels også ubeskyttet. (Trøsten er dog at det sandsynligvis ikke smitter så længe man får antiviral medicin, men det er dårlig stil, ikke sandt?)

Jeg er gammel nok til at lægge to og to sammen.

Man kan gå hen ad Old Compton Street i Soho og se bøssernes vage skikkelser, søgende kaninøjne, neurotisk velvalgte tøj og usikre ansigter smurt glatte af creme. Homoseksuelle i en homo-gade med homoseksuelle butikker og homo-barer. Læg dertil den adfærd, som udvises på internettet og i andre sexklubber (nettet er også en sexklub). Er det så underligt jeg er dødtræt af homoseksuelle efter et besøg i London, homoseksualitetens og den moderne middelklasses centrum? Det er indlysende at der er nogle særlige problemer forbundet med homoseksualitet, en adfærd og et selvbillede som uhyre mange bøsser giver sig hen til. Der mangler en form for ansvarsfuld selvrealisering.

London. Hver passer sit, og ellers er der altid et overvågningskamera som kigger med eller en højttalerbesked som giver venligt formulerede ordrer, så alle kan forstå det. De renvaskede, veltrænede borgere med enhver tænkelig pluralistisk baggrund drømmer om snavs – om den hæmningsløse selvrealisering og intimt samvær, men uden at komme for tæt på hinanden.

Misforstå mig ikke: sex er ikke beskidt, med mindre man føler det sådan. En hel del folk synes det er en fordel at føle sig syndig, fordi det tænder dem. Hvor meget godt man end kan sige om grisen, så har den næppe menneskets sjæleliv. Følgerne af at føle sig som svin er at man lever som svin, og det fungerer ikke i længden, da vi ikke er svin.

S. er måske ekstrem og ude af balance, men han dyrker blot den London-homoseksuelle kultur i rendyrket form. En væremåde som trives blandt bøsser (og et stigende antal heteroseksuelle) i hele den moderne verden. Det er på samme tid skamfuldt og skamløst, men det har under alle omstændigheder noget med skam at gøre. Det er ikke særlig frigjort eller hæmningsløst at være underlagt sin egen angst eller afhængighed.

Politiken-journalist skylder 472 kroner til biblioteket

Kvitteringen som afslører Mogensens gæld

Kvitteringen som afslørede Mogensen - klik for stort billede

Den kendte Politiken-journalist Lars Trier Mogensen havde forleden glemt at trykke på afslut-knappen efter at have brugt afleveringsautomaten på Christianshavns bibliotek.

Det kan Borgerlig bums afsløre, efter at han i går mødte op for at aflevere to bøger – rettidigt.

Bumsen trykkede intetanende på aflever-knappen, men maskinen blev ikke klar til at tage imod bøgerne. I stedet spyttede den en kvittering ud fra den foregående låner. Som var den politiske top-journalist Lars Trier Mogensen.

Stjernereporteren var dog ikke blot løbet fra stedet uden at få sin kvittering med sig. Han har også glemt at betale en bøde på 120 kroner for den bog han netop havde afleveret.

Forglemmelsen har sikkert gentaget sig nogle gange, for kvitteringen afslører en gæld på 472 kroner til det offentlige i form af Københavns kommunes biblioteker.

På den sorte liste

Ifølge Københavns kommunes biblioteker mister man låneretten hvis man skylder over 200 kroner. “For at så mange som muligt kan få glæde af bibliotekets materialer”, skriver biblioteket i sine regler.

Galionsvej

Idyl ved Galionsvej på Holmen (foto: Danbolig.dk)

Mogensen er er redaktør for lederkollegiet og fast kommentator hos Politiken samt ekstern underviser på Roskilde Universitet. Han er uddannet cand.scient.pol., hvor man blandt andet studerer hvordan det offentlige fungerer.

I Politiken tager Mogensen gerne en tørn med knoldesparkerne i VK-regeringen og Dansk Folkeparti, men han regnes ikke for at være en af de rigtig bidske skribenter. Dertil er hans stil for saglig.

En bedre verden

Han gør gerne en indsats for fællesskabet. For eksempel den 26. juli, hvor han skrev:

Forlang utopierne tilbage – Menneskeheden kan let løse globale problemer. …

[D]et akutte behov for ny global solidaritet [er] også vokset dramatisk. … Aldrig før i historien har så mange mennesker levet i bundløs fattigdom. … En anden verden er mulig.

Beregninger viser, at det årligt ville koste 40 mia. kr. at give de 120 millioner af verdens børn, der ikke går i skole, en basal grunduddannelse. Udgiften svarer til omsætningen af flødeis og sodavandsis i Europa i år…

Absurd nok er de isolerede omkostninger til skoler, lærere og bøger til alle verdens børn ikke større, end at vi danske skatteborgere ville kunne finansiere projektet uden at mærke afsavn. … I dag må det være muligt at skabe en verden, hvor vi bruger mere på grunduddannelse og rent drikkevand end på flødeis og puddelhunde.

Pudsigt nok var det også emnet for bogen som Mogensen afleverede fire uger for sent.

Den havde titlen Fra utopi til virkelighed.

Privat bor han i det celebre kvarter på Galionsvej på Holmen med Operaen til nabo – ikke langt fra Christianshavn.

DR: Vi sender X-Factor for fællesskabet, men sjofler valgdækningen

tiggerbrev

Borgerlig bums har fundet et tiggerbrev fra DR - klik for fuldt format (pdf)

DR har sendt venlige trusselsbreve til flere af de fattige studerende her i huset. De er dog straks landet i den fælles papirkurv.

DR har længe udsendt trusler mod sortseere, men nu er mere gået over til tiggerbreve i stil med Røde Kors og den øvrige samvittighedsindustri.

Der står: “Kom med i fællesskabet … dine meddanskere har nemlig stor glæde af de elektroniske medier“.

(De nationale strenge slås an. Meddansker må være årets nye ord).

DR leverer virkelighed, underholdning.

Det bredeste, stærkeste, mest sete, populære og prisbelønnede af alting.

Og du kan ikke engang blive fri, med mindre du tilhører “et absolut mindretal”, som er lukket ude fra omverdenen. “Velkommen i fællesskabet og med venlig hilsen DR”.

Men kære DR, fjernsyn kan aldrig blive fællesskab, da det i sagens natur er eliteskabt, kunstigt, iscenesat og envejskommunikation.

Jeg indrømmer at ikke alle fællesskaber er frie. Der findes påtvungne fællesskaber, og det er ofte de bedste og mest givende: familien, fædrelandet og menneskeheden. Her får man altid menneskelig respons og har ofte mulighed for medbestemmelse. Sådan er det ikke hos DR. Der forventes ikke andre former for bidrag end 2200 kroner.

Medielicensen er en tvangsskat. Den er totalitær og altomfattende, da den pålægges alle kommunikationsmidler – radio, fjernsyn, mobiltelefoner, PC, lommecomputer, stort og småt. Kun en telefon lavet af sejlgarn og konservesdåser går fri.

Public service er blevet til Vild med dans

DR lægger stærke argumenter på bordet: “Tænk bare på X Factor“.

Sagen er imidlertid at DR har skåret sine pligter i den offentlige oplysning og debat ned til sokkeholderne. Ved EU-valget har DR afskaffet præsentationsprogrammer for det enkelte parti. Sidste EU-valg var velsignet med i alt 6½ times sendetid, men denne gang ville DR nøjes med to afslutningsdebatter à 45 minutter.

Kun efter pres fra de politiske partier er DR nu alligevel gået med til at sende nogle korte interviews med de enkelte partier:

DR vil alligevel ikke skære i EU-valgdækning

DR havde lagt op til den helt store neddrosling af optaktsudsendelser til EU-parlamentsvalget den 7. juni. … Men DR har sadlet om, og vil nu bruge mindst lige så meget tid på optakten som ved sidste valg. (TVnyt.com)

Hos DR selv er denne nyhed fordrejet til en succes:

Ambitiøs EU-valgdækning på DR

“Valget til EU-parlamentet er en vigtig opgave for DR. Derfor har vi lagt en ambitiøs plan for, hvor og hvordan vi kan dække valget til gavn for flest mulige vælgere. Vi har blandt andet prioriteret den bedste sendetid på DR1 søndag aften i ugerne op til valget til et nyt koncept med spidskandidaterne” (DR)

Der står ikke at den ambitiøse plan skyldes politisk pres og at det nye koncept er besluttet som en nødløsning i sidste øjeblik. Det virkelig uhyggelige er dog ikke at DR er for stolte til selvkritik, men at de fortier at de har måttet bøje sig. DR bøjer sig ikke for nogen!

Paverne i DR er de virkelige magthavere i Danmark. Det er de ikke berettiget til, hverken ud fra kløgt eller kulturniveau.

DR har måske nok en slagside til venstre, men det er ikke det værste. Vi har p.t. en borgerlig regering, og pressen skal jo være imod. Lidt mere kritik af venstrefløjens dårligdomme ville dog også være godt. Hvis jeg vil læse socialistisk journalistik med relevans, så kigger jeg i Dagbladet Arbejderen, og den mest rammende borgerlige kritik finder man hos de private blogs og 180 Grader på nettet.

Det er derfor skudt lidt ved siden af, når man igen og igen skælder ud på DR’s røde lejesvende. Der findes andre kriterier end ideologisk farve. Den politiske korrekthed er til stede, men ikke altdominerende.

Nej, det værste er at DR’s kvalitet slet ikke lever op til deres opblæste selvbillede. Produktet står ikke i forhold til milliardomsætningen.

Der er undtagelser, f.eks. børneprogrammerne, men heller ikke de har samme standard som for 20 år siden.

Journalistikken er fordummende og sjældent dybdeborende. Underholdning, fakta, kunst og politik blandes sammen i en ulækker vælling. Vi får stoppet politiserende serier à la Ørnen og Livvagterne ned i halsen. Altid garneret med nordisk, co-produceret tungsind og de typiske københavnske middelklasseskuespillere, der prøver at spille noget andet end sig selv, men ikke lykkes. Underholdningen præsenteres som virkelighed.

Journalister som hovedpersoner

Den nye serie Quatraro Mysteriet er en undtagelse, der umiddelbart virker lovende. Den handler om svindel i EU og et muligt mord, sanktioneret fra højeste sted. Men alligevel pakkes det alvorlige emne ind i en lidt usmagelig promovering af de to journalister Brügger og  Bertelsen, der gør sig selv til hovedpersoner. Virkeligheden præsenteres som underholdning.

I Krøniken påduttede man det danske folk at fjernsynets og DR’s historie var lig med danskernes historie.

Monopolets helte var det selvglade navn på en serie om DR’s mest magtfulde medarbejdere gennemtiden. Man kune passende have nøjedes med at skildre én eller to af de virkelige genier, f.eks. Poul Nesgaard.

Den hemmelige krig var et eksempel på en berettiget journalistik, som blev fremsat med uberettigede og uhæderlige filmiske virkemidler. Filmens politiske efterspil blev et klassisk dansk højre-venstre-slagsmål, men det burde hellere have været en diskussion af hvorfor politikerne og alle vi andre lader os tvære rundt i manegen af manipulation.

Medierne skal sætte dagsordenen, siger man. Men hvorfor skal de det?

Det er selvfølgelig ikke kun DR, men hele medieverdenen der overvurderer sig selv. Filmen Riskær, avantgardekapitalisten var et meget personligt og groft nedladende portræt, som ikke fortalte os mere om playboyen Klaus Riskær end vi vidste i forvejen, men derimod i svær grad udstillede instruktøren Christoffer Boes egne fordomme, dårlige moral, mangel på empati, misundelse, lommefilosofi og rene selvsmageri. Denne kapitalist-basher af en film blev ikke vist på DR, men TV2.

Så det var et eksempel på at rød journalistik nok skal overleve, også uden monopol og medielicens. I har intet at frygte, kære medieludere, fremtiden tilhører jer.

Sukkerafgiften er nu på bane officielt

Jeg har tidligere skrevet om sukkerafgift. Jeg er overrasket over at forebyggelseskommissionen nu har taget mit forslag op - OK, de har måske blot tænkt samme tanke, uden at læse min blog – men de kunne godt have gjort det for et par måneder siden, før regeringen kom med den mindre fornuftige fedtafgift.

Der er kommet kritik fra de sædvanlige fundamentalistiske liberale. Kritikken rammer lidt forbi, da kommissionen netop ikke er politisk.

En forebyggelseskommission har udelukkende til opgave at komme med kolde og teknokratiske forslag, men det er op til politikerne at bestemme hvor meget der skal gennemføres og hvordan det skal udformes.

Jeg begriber fortsat ikke hvorfor de liberale er mere bekymret over sukker-, tobaks- og alkoholskatter end over skat på arbejde og omsætning. De sidstnævnte skatter er meget mere skadelige og rammer flere mennesker.

Efter min mening er det god politik at flytte lidt af skattebyrden fra indkomstskat og moms over på gift- og miljøskatter.

Det hævdes tit at den fattigste del af befolkningen lever mest usundt og derfor vil blive hårdest ramt af sådanne afgifter. Det er en sandhed med modifikationer, da nyere tal tyder på at “Amarone-bæltet” i rige forstæder drikker mest – og vel også unge og studerende.

En skat på sundhedsskadelige ting skal naturligvis kombineres med en skattelettelse for de sociale grupper der rammes, så der ikke er nogen slagside.

Vi har gang på gang set hvordan en skatteomlægning ender med at den højere middelklasse skummer fløden, og det kan ikke være rigtigt.

Både ideologisk, menneskeligt og økonomisk er det fornuftigt at give de lavestlønnede (og også folk på overførselsindkomster!) nogle hundrede kroner mere i hånden hver måned, men samtidig lade dem vurdere selv om de vil spare pengene eller fyre dem af på dyre smøger, slik og sprut. At kunne råde over lidt flere penge selv er en myndiggørelse – det modsatte af en umyndiggørelse. Og kun myndige, selvstændige mennesker passer på sig selv.

Vi har derimod et ansvar over for de helt unge, som stadig har brug for venlig vejledning fordi de ikke er voksne endnu. Hvordan kan et samfund se på at 15-18-årige har et alkoholforbrug over alkoholikergrænsen – og fortsat debuterer som cigaretrygere, hvilket oftest giver en livslang afhængighed.

De fleste politikere afviser at hæve grænsen for køb af tobak til 18 år, men meget kunne nok opnås bare ved en højere afgift, da prisen virkelig er noget der kan afholde nye rygere fra at begynde.

Med en højere pris, der virkelig batter, kunne man såmænd også overflødiggøre debatten om rygeregler hist og her og spare sig nogle af de mest ydmygende advarsler. Den ret intetsigende sundhedsminister er begejstret for et nyt forslag om billeder af lig på cigaretpakkerne. :-(

Regeringen har skudt forslaget om sukkerskat i sænk, men lad os nu se om det ikke kommer op igen.

Lars Løkke mener at sukkerafgift strider mod skattestoppet, men hvad så med den fedtafgift som man har besluttet at indføre?

Skattestoppet er vist efterhånden en udslidt gammel karklud af et argument, som benyttes og vrides efter behov. Den tror vi ikke på mere. Borgerlig bums lover at han fra nu af kun vil skrive “skattestop” i gåseøjne.

Kommissionen har tænkt sig at fortsætte med de separate punktafgifter på chokolade, sodavand osv. Systemet burde naturligvis hellere totalsaneres, så der kun var én skat på selve sukkeret, uanset om det sælges i løs vægt eller indgår som ingrediens i en vare. Jeg er sikker på at andre EU-lande snart ville følge efter.

Men det er vel egentlig meget naturligt at vi begynder i Danmark, da vort land har det højeste sukkerforbrug pr. person. Så vidt jeg husker er det p.t. 160 gram dagligt, svarende til 4,8 kg om måneden eller 58 kg årligt.  Det er mange poser sukker, og det er blot gennemsnittet.

Tidligere indlæg:

Hellere afgift på sukker end på fedt

Læg skat på sukker - med forklaring af de nuværende, alt for komplicerede punktafgifter

Avisen.dk: Liberale kæmper mod billig, sund mad - en kommentator skriver: “At sænke afgiften på sundere fødevarer er ikke formynderi. At gøre forskel på en marsbar og broccoli er sund fornuft. Det vil gøre det nemmere at vælge men det er selvfølgelig stadig ens eget valg at gøre det.”

Japansk mayonnaise for euroshintoister

1½ dl rapsolie og/eller solsikkeolie
1 æggeblomme
1 tsk æggehvide
½ tsk salt
½ tsk sukker (eller xylitol, honning, stevia)
2 tsk riseddike/æbleeddike (eller citronsaft)
en anelse cayennepeber
¼ tsk askefrø (sechuanpeber)
¼-½ tsk røget paprika (specialitet fra Estremadura, Francos bolværk i Spanien)
ganske små mængder af diverse urter, f.eks. estragon, oregano, salvie, dild, basilikum… ¼ tsk i alt

  • Æg og det andet piskes hvidt, og derefter tilsættes olien langsomt under ivrig piskning. Kan med fordel røres i et syltetøjsglas med én piskedims i håndmixeren eller med en stavblender.

Jeg regner med at læseren har prøvet at lave mayonnaise før, men ellers er det ikke så svært. Tager man lidt æggehvide med, er det langt nemmere.

Japansk mayonnaise bruges på en anden måde end vi er vant til (de spiser ikke så mange æggemadder i Japan) – f.eks. i sushiruller. Den har en mere fyldig smag end vor traditionelle mayonnaise, på en svært forklarlig måde, nærmest som om der var tilsat bouillon. Måske er det smagsforstærker. Man kan købe importeret japansk mayonnaise til godt 40 kr. pr. tube, men vil man have det billigere, så har jeg prøvet at efterligne og videreudvikle den gode smag med denne opskrift.

Den røgede paprika giver en svag, let røget smag. Man kan også erstatte det almindelige salt med røget salt. Ideen med de forskellige urter er at de ikke skal smage igennem, men give en dybde i smagen. Askefrø er typisk i japansk og kinesisk mad, måske ikke i mayonnaise, men det virker fint. Mayonnaisen passer fint til pommes frites (ikke for salte), til skaldyr, eller som en klat tilbehør til japansk mad med samme funktion som sur-sød sovs – eller på et koldt, hårdkogt æg, som man æder i en sulten nattestund.

Denne mayonnaise kan ikke rigtigt tilpasses de midaldrende flippere. De forventer at al udenlandsk mad skal være et bombardement af hvidløg, spidskommen og flåede tomater, men det kan vanskeligt indpasses i den sarte, japanske mayonnaise. Det ville blive noget jazz.

Men hvis man er kommet til at overkrydre mayonnaisen, så giv afkald på den blide smag, tilsæt frisk, knust chili eller sambal oelek og brug den som tilbehør til skaldyr, æg eller pommes frites.

Jeg har tidligere fået kritik for mit politisk ukorrekte forhold til æg. Det kan selvfølgelig anbefales at bruge pasteuriserede æg. Har man kun almindelige æg, kan man skolde ægget før man slår det ud. Da eventuel salmonella oftest sidder på skallen, vil skoldning dræbe bakterierne i de fleste tilfælde. Det er kun 1 promille af æg som er inficeret, hvoraf 9 af 10 tilfælde kun uden på ægget. Bakterier trives ikke i surt miljø som f.eks. vor mayonnaise. Men man kan være uheldig, som i det store salmonella-brag i Vemmingbund i 2000. Den klassiske vej til en salmonellaepidemi er dog stadig at forberede fromage af rå æg til 100 gæster og stille den på køkkenbordet en varm sommerdag.

Guacomole for enlige smagsdommere

Guacomole er en dejlig mexicansk dip. Har man en avocado liggende, som man ikke kan finde ud af at bruge, så er her den rigtige måde. En avocado rækker til 1-2 personer.

1 avocado
1 lime (saft og gerne frugtkød)
evt. 1 spsk olivenolie
1 hakket, grøn, stærk chili eller nogle af de tørrede eller fra glas
1-2 fed presset hvidløg
½ tsk salt
1 smagfuld tomat
hakket, frisk koriander (eller 1-2 tsk stødt korianderfrø, hvilket er kedeligere)
evt. oregano

  • Læg de to halve avocadoer op i en skål og hak den på kryds og tværs med en ske. Først på den ene led, så den anden led. Derefter kan man mose den og røre sammen. Tilsæt resten, bortset fra tomat og frisk koriander. Det kan naturligvis laves i en elektrisk madkværn (“blender” på udenlandsdansk).
  • Til sidst tilsætter man hakket koriander og tomaten hakket i små tern. Oregano er mere sydamerikansk end mexicansk, men smager også glimrende.
  • Spis det med tortillachips (majschips), helst naturel og ikke dem med ostesmag, chili osv.  Drik vand til, eller tequila i weekenden. Man kan også spise det med madretter, måske fisk og skaldyr, men jeg har ikke fundet ud af hvordan.

Vigtigt

Skal guacomolen serveres for menneskerettighedsarbejdere og andre offentligt ansatte over 35, tilsætter man ½ tsk spidskommen og 1 tsk rørsukker. Spidskommen hører nemlig hjemme i al multikulturel mad fra fremmede, spændende kulturer. Serveres i autentiske lerskåle fra en udstationering i Malawi. Man kan yderligere styrke den inspirerende, åbne atmosfære ved at gnide dækkeservietterne med et overskåret hvidløgsfed før gæsterne kommer. Spil larmende afrikansk eller caribisk musik til.

Serverer man derimod for ældre mennesker eller for soldater fra det indre af Jylland, udelader man chili, hvidløg og koriander, men tilsætter 1 dl creme fraiche eller piskefløde. Serveres i hvid porcelænsskål til franske kartofler.

Provençalsk pandejazz for yngre pensionsopsparere

Mens jazzen simrer på en af ungkarlehybelens to kogeplader kan man drømme sig væk til et urealistisk otium i Sydfrankrig. Nem at lave og nem at spise – der skal kun en gaffel til, eller ske hvis man har tømmermænd. En herlig ret på en travl søndag før jul, måske dagen efter en voldsom julefrokost eller bytur?

en bakke hakket oksekød
50-100 g bacon, helst af god, tørsaltet kvalitet (det betaler sig virkelig)
200 g grønne Puy-linser eller Urtekrams grønne linser
1 løg
1-2 gulerødder
2 fed hvidløg
3-4 mellemstore kartofler
1 porre
olivenolie
laurbærblade, salvie, rosmarin, evt. kørvel, sar, oregano
evt. 1 nellikeknop og/eller lidt allehånde, koriander
1 tsk sukker (eller xylitol, honning osv.
1 spsk æbleeddike, vineddike eller evt. citronsaft
salt, peber, evt. frisk persille

  • Du har nu en chance for at bruge sværen fra dit baconstykke i stedet for at smide den væk. Skær sværen af hele baconstykket og læg det til side. Er du økonomisk, gør du som jeg siger – kun sværen – ikke for meget af det gode fedt, som jo godt kan blive siddende til den dag man skærer sig nogle skiver morgenmadsbacon. Skær yderligere et par tykke skiver bacon og skær dem over i tommestore stykker på tværs.
  • Hæld godt med olivenolie på en stor pande. Svits bacon, hakket løg, hvidløg og gulerødder i tern. Fra nu af gælder en standardternstørrelse på 1 cm³.
  • Svits også oksekødet. Læg det løst på panden og klem det ikke sammen. Hak det i lidt mindre stykker, efterhånden som det er let stegt. Det skal ikke mishandles; dette er ikke chili con carne.
  • Skær kartoflerne i velformede tern, tilsæt dem. Spul linserne i en si under håndbruseren og tilsæt dem. Tilsæt en lille kop vand, salt og urter. Krydderierne (peber, evt. nellike osv.) kan stødes eller bruges hele som man behager.
  • Arranger baconsvær, laurbærblade, den mørkegrønne porretop og evt. persillestilke i bunden af panden og resten af jazzen ovenpå. Lad det simre 20-25 minutter under låg.
  • Resten af porren skæres i skiver og tilsættes 10 minutter før det er færdigt. Tilsæt også 1 spsk finere eddike/citronsaft og 1 tsk sukker.

Porretoppe og baconsvær fjernes før servering. Men ellers kan det spises som det er hvis man er folkelig –  eller med grøn salat eller tomatsalat hvis man stemmer på det fimsede trekløver (radikale, konservative og SF).

Drik en billig sydfransk rødvin til. Der er mad til to personer: dig selv og den du har “på besøg”. :-D

> Der vil komme  flere opskrifter på bloggen mandag, tirsdag og onsdag kl. 14.00.

Creme på drengen

Jamn alså… jeg fik denne reklame på Facebook:

“RestoreMax creme modvirker tørr og sår hud på mænds ædlere dele og tilfører den elasticitet og fugtighed”

En creme specielt til pikken… jamen, godt fundet på. Er der et område på kroppen som er godt beskyttet og har fin hud, som ikke bliver grimmere med alderen, så vidt jeg ved, og som ikke har brug for nogen særlig creme, så er det da netop de ædlere dele. Men det skal nok sælge godt til de metroseksuelle og andre narcissister. Hvis fjæset ikke bliver kønnere, uanset hvilke cremer man smører på, så må vi finde på en anden zone at forkæle. Så føler vi os lidt lækre alligevel.

I det mindste har de fundet på et pænere navn end Anusalve, som kan købes i Matas — som formentlig er en type numsecreme. Er det ikke rød hale man kalder det hos spædbørn? Den kan dog bruges andensteds, skulle man forveksle sine ender:

Kan denne creme bruges i ansigtet? – Ja – ANUSALVE™ er naturlig og kan bruges i ansigtet. Selvom det ikke er det tiltænkte område, har vi haft god feedback fra folk der har benyttet cremen til poser under øjnene.

Lidt research viser at peniscremen er et amerikansk produkt — hvilket forklarer sagen. Den er beregnet til de stakkels omskårne mænd der må lide under tørre og ødelagte slimhinder på penis.

Af samme grund kan man købe glidecreme, flere slags, i almindelige supermarkeder i USA. Alle de omskårne er nemlig nødt til at bruge det, både i det ægteskabelige samvær og når de tilfredsstiller sig selv (de har naturligvis ikke sex uden at være gift). Glidecremen sælges gerne under dæknavne såsom fugtgivende middel og lignende.

Drop hellere omskæring, så kan man undvære hjælpemidlerne.

Efter indholdsfortegnelsen at dømme er RestoreMax sikkert et ganske lødigt produkt, som man udmærket kan bruge som ansigtscreme. Dog til en lidt pebret pris à 189 norske kroner.

Jeg så gerne at man lavede en creme specielt til albuerne. Thi er nogen forsømt, tør, glemt og udsat så er det da dem. Men albuer er ikke lige så sexy. Eller hvad med nakken, som må finde sig i at blive konstant ignoreret qua sin uheldige bagsideposition?

Ti bud for hæmning af dygtige individer

Jeg har p.t. ingen kommentarer til øjeblikkets emner, pleje-strejken og hvad der nu rører sig. I virkeligheden har jeg ikke så meget forstand på arbejdsmarkedet, og jeg finder det ret underordnet om man får 12,8 % eller 15 % i lønstigning (begge dele lyder som fråds).

Men jeg er netop stødt på nedenstående notat som jeg skrev i juni 2007. Det handler også om arbejdsmarkedet, men ikke økonomisk set, snarere kulturelt. Og om den måde danskere generelt behandler sig selv og hinanden.

Sådan forhindrer man at folk udnytter evner og potentialer der kunne risikere at gavne dem selv og samfundet:

1. Tal aldrig om løn. Gør det ikke muligt for dine medmennesker at vide hvad de kan opnå hvis de stræber efter det. Dygtige folk fra de lavere samfundslag har ikke godt af at vide at de kan komme til at tjene det dobbelte hvis de tager en uddannelse.

2. Fokuser på det dårlige ved arbejde. Tal og skriv om at man har alt for lidt fritid. At cheferne er dumme, og arbejde gør syg. At skatten er så høj at arbejde slet ikke betaler sig.

3. Behandl de højtbegavede som udskud. Lad dem ikke tro de kan bruges til noget. Gør det tidligt i deres liv. Fortæl dem det ikke er godt at interessere sig for meget for én ting. Sørg for at de højst bliver postbude – det har de fortjent, de overlegne skiderikker. Magten og æren tilhører de mellembegavede.

4. Få dem der har det lidt svært til at tro de er syge. Fokuser intensivt på psykiske lidelser som et stort samfundsproblem. Giv ufokuseret samtaleterapi til dem, der søger behandling – hold dem hen med snak og en pille eller to. Fortæl dem det er genetisk. Er deres sorger små, så lyt til dem, men svar ikke noget bestemt; det vil få dem til at tro at de små sorger er store. Er deres sorger store, så sig at livet er dejligt, at de ikke har grund til at have det dårligt og bare skal smile lidt. Så vil de tro at der er noget galt med dem, når de føler at deres små sorger er store. Giv ikke gode råd til din familie og omgangskreds – kom ikke for tæt på dem – henvis dem til professionelle og evt. til sludrehjælpende bøger.

5. Gør det let at få offentlige ydelser i længere tid. Eller gør det svært – så modtagerne føler de har gjort et stykke arbejde, når de når målet efter en udmattende kamp. Lad evt. modtagerne bruge deres tid på døsige kurser og ligegyldig aktivering.

6. Sæt fokus på samfundsproblemer uden ansigter, især uhåndgribelige og “etiske” temaer som Ungdomshuset, afviste asylsøgere og uro i fjerne verdensdele. Fjern fokus fra mennesket selv og hvad det kan gøre ved sin egen situation. Det vigtigste er bekymring, ikke løsninger.

7. Vær uafhængig. Stil ingen krav til andre, gør ingen særlig indsats for andre. Giv dem ikke noget at leve op til. Lad som ingenting. Gør det nære fællesskab til en illusion.

8. Kom med kritik i hverdagen. Bid straks fra dig når nogen har trådt på dig. Du diskrimineres både som person og som gruppe, uanset hvor gennemsnitlig du er. Kræv din ret, også når den er urimelig. To tredjedele af din tale bør være negativ, højst en tredjedel positiv. (Det er i øvrigt ikke så svært at brokke sig, så punkt 8 går helt af sig selv).

9. Hold alvoren på afstand - altid. Brug hygge og ironi i alle situationer. Hold møder med kaffe og rundstykker eller smørrebrød – det sænker effektiviteten. Vær humoristisk og sarkastisk. Gør det både på arbejde og når du har fri. Dukker der et seriøst eller følsomt emne op, så stik en vittighed.

10. Tro ikke på dig selv. Så gør andre det heller ikke. De skulle jo nødig gøre sig bedre end dig.

Hvis man følger det – og det gør man desværre – så kan man med ret god succes forhindre en del af de dygtige i at udfolde deres potentialer. Og det rammer også alle de andre “almindelige”, for de fleste mennesker er vel dygtige til noget, som de på den måde hæmmes i at udfolde.

Birthe Rønn Hornbechs drømme

Det er muligt at Birthe Rønn Hornbech ligner en sænkekasse af beton eller en mine fra 1. verdenskrig, men hun er lige så tom og let som et vindæg. 

Hun er på mange måder en Fru Danmark. Præstedatter, fhv. politimester, vrangvillig politiker, foredragsholder, om noget en folkelig borger i statens tjeneste, og fuld af typisk danske, men selvmodsigende idealer. Hun svinger den verbale kagerulle for 117. gang, mens der er total mangel på idéer og handling mod social dumping, destruktivitet og islamisering. Konstruktive forslag følger nederst i mit indlæg.

Som minister har hun arrogant nægtet at udtale sig til pressen i stort set alle sager. Samtidig lufter hun sine evindelige personlige meninger når hun ikke bliver spurgt. F.eks. om udvisningen af de to tunesiere med mordplaner, på trods af at hun kendte regelværket da hun trådte til som minister. Hun tolker ministeransvarlighedsloven sådan at hun har pligt til at holde mund, når spørgsmålet ikke er stillet i folketinget, og grundloven tolkes som en pligt til at udbrede sin personlige overbevisning når den er modsat hendes parti og den regering hun er en del af.

Nu har hun kappet de sidste bånd til virkeligheden og er svævet ud i drømmenes verden. Folketingets spørgetime i går (Ritzau-artikel i flere aviser):

Det er “trist”, at SF hænger bestemte grupper ud, mener integrationsminister Birthe Rønn Hornbech i forbindelse med den seneste tids mange brande. »Det undrer mig, at det kommer fra SF«, siger hun til Ritzau efter et møde i dag i folketingssalen, hvor SF’s integrationsordfører, Astrid Krag, havde efterlyst netop integrationsministerens holdning i forbindelse med brandene:

»Nu skal indvandrere beskyldes for det hele« … 

Vi springer tilbage til Kalundborg den 14/2 (se indslag fra TV-avisen):

kalundborg.jpg

 

»Vi satte sådan en barnevogn her, og så satte vi en skraldespand derovre, og så satte vi ild her med benzin og sådan noget der.« -

kalundb2.jpg

 

»Vi har en stærk, du ved, religion, vi vil gerne… vores religion, ikke, den skal respekteres. Der er ingen der skal gøre grin med vores profet og sådan noget der. Det er det, sådan du ved… Det er derfor, når de gør det, så bliver vi nødt til at gøre det her.« -

»Ja, vi vil gerne tages alvorligt, vi vil gerne respekteres og sådan noget der.«

Journalist: Men tror I det er måden at gribe det an på, ved at kaste sten efter politi og brandbiler?

»Nej, det kan godt være det ikke er sådan man gør. Men stadigvæk, vi vil altid gøre det her. Indtil de begynder at respektere os. Vi vil altid gøre det her, det kommer til at ske mere og mere og mere. Og i dag, i aften kommer det til at ske meget mere.«

Samtidig, på en politistation i den danske bydel: 

kalpol.jpg

»Der er ikke nogen tendenser i det boligområde hen over den seneste tid der gør at det skal udvikle sig som det har gjort de sidste to dage. Og det er også det vi undersøger i dag og i aften.«

Integrationsministeren afviser at utilpassede 2. generationsindvandrere skulle have noget specielt med optøjerne at gøre, og hun henviser eventuelle problemer til justitsministerens område. Politiet kan naturligvis ikke føre integrationspolitik, og de har ingen speciel indsigt i bandernes tankegang. Efter afbrændingen af solcentret på Østerbro “undrede” poltitiet sig over gerningsmændenes koldblodige adfærd.

Samtidig har SF bevæget sig nogle gode skridt i realistisk retning. De er et parti i fremgang, mens S i øjeblikket ligner en kage i regn. Måske er SF’s udmeldinger motiveret af “populisme” – al politik er pr. definition mere eller mindre populistisk. Indvandring optager befolkningen, og selv SF’ere kan efterhånden ane at problemerne ikke går væk af sig selv. Deres analyser er dog stadig utilstrækkelige, og jeg tror ikke de kommer med så mange virkelig brugbare løsninger.

Ved at SF bytter position med Birthe Rønn Hornbech er der opstået en ny og spændende debatsituation – for nu at sige det på den måde.

Det handler ikke bare om at de unge skal for politi, dommer og i fængsel, som vores integrationsminister så fint henviser til for at skubbe det over på justitsministerens bord.

Det handler heller ikke kun om socialt udsatte stakler, krigs-traumatiserede forældre og hvad SF ellers holder fast i.

Det sociale og det religiøst-kulturelt-etniske er to sider af samme sag. Det burde absolut være en integrationsministers område at samle og koordinere integrationen - hvad ellers. Jeg foreslår følgende program:

  1. at kontrollere hvem der skal lukkes ind i landet
  2. at motivere etniske grupper til at tage del i samfundet, både arbejdsmæssigt og socialt, og uden at ynke dem
  3. at hanke op i de mest marginale grupper med målrettet hjælp og håndfaste principper
  4. at bremse indflydelsen fra religiøs fanatisme
  5. være regeringens talerør til presse og samfund, herunder optræde med autoritet over for indvandrere

Men Birthe Rønn Hornbech mener kun hun har to opgaver:

  • forvaltningschef for et kontor der stempler opholdstilladelser – her skinner juristen igennem
  • påtage sig rollen som hele Danmarks ærke-grundtvigianer i “dialog” med muslimske sektledere

Hvis man læser mellem linjerne i gårsdagens folketingsdebat, siger den noget om ministerens syn på sociale tiltag. Småborgerlige idealer skinner igennem mellem tomgangssnakken:

Det, jeg skal, er at sørge for, at vi, så godt vi overhovedet kan, hjælper folk til at få uddannelse og sprogfærdigheder og får de unge, de gamle og kvinderne ud på arbejdspladserne. Det gøres der en kæmpe indsats for, og statistikkerne viser, at det stadig går fremad, og at mange af de unge klarer sig utrolig godt og kommer på universiteterne og får høje uddannelser og gode stillinger.

V og K har en utrolig tro på at alle skal have universitetsuddannelse og høje stillinger.

Det har næppe relevans for den gruppe unge der brænder solcentre af, handler med hash, laver indbrud og smadrer bøsser.

Rollemodeller er et meget hot ord for tiden blandt politikere, journalister og pædagoger. Jeg tror ikke at et par veluddannede rollemodeller ændrer noget ved at den dårligst fungerende gruppe, der har total mangel på motivation og tilpasning. Forsvinder problemerne, fordi vi fortæller de gode historier? Næppe.

Lad os sige at de unge indvandrere har et A-hold, et B-hold og et C-hold.

A-holdet klarer sig selv. Det er ikke dansk integrationspolitiks fortjeneste, når der udklækkes pakistanske læger og tyrkiske revisorer. Det er helt naturligt at der sker en social opstigning blandt de velfungerende middelklasse-indvandrere. (Burde Kamal Qureshi i øvrigt ikke finde en tyrkisk revisor?)

B-holdet er den store gruppe af taxachauffører, shawarmarullere og lignende. Rigtig mange af dem mangler arbejde (det kan ikke betale sig for dem eller de kan ikke finde det). De kan godt indgå i samfundet, men der er også risiko for at nogle af dem daler ned til C-holdet. Kunsten er at få dem gjort til lavere middelklasse, hvilket i dag betyder faglærte arbejdere, sygeplejersker osv. Muligvis udsættes de for lettere diskrimination, hvilket sandsynligvis hænger sammen med manglende kendskab til koder i det danske samfund. Eller lavt selvværd, som kommer af mange års parkering i det sociale system eller af den islamiske offermentalitet.

Meget tyder på at den jævne mellemgruppe svinder ind og efterhånden siver over til enten A- eller C-holdet. Flere vindere og flere tabere, færre i midten. Det kaldes øget ulighed. Et udtryk der især bruges af socialt indignerede middelklasse-folk der ikke ønsker at søge egentlige forklaringer.

C-holdet er den type, som jeg så i byretten i går, hvor jeg var inde at kigge på et par retssager. De er højst middel begavede, taler rudimentært dansk og har næppe selvdisciplin eller kulturel indsigt til at gå på middelklassens skoler. Det ville faktisk heller ikke være godt for universiteterne og de høje stillinger, hvis de skulle besættes af den slags folk. Det kan man roligt overlade til A-holdet.

C-holdet er naturligvis også manden i TV-interviewet fra Kalundborg. Han er 17 år, og “deres gruppe kalder sig selv KLP”. (TVA)

Det værste var at journalisten ikke spurgte direkte: Hvordan tror du folk vil respektere jer, hvis I kun kommer med vold og ødelæggelse? Den dialog kom aldrig i gang, ikke i pressens dækning af optøjerne, ikke i debatten i Nørrebro-hallen (sendt 20/2 på TV2), og heller ikke i debatten i folketingssalen i går. Den foregår heller ikke i noget stort omfang inde bag ministeriets mure eller hos alle fagfolkene og konsulenterne.

Her er den virkelige mangel på respekt: man gider ikke engang høre på de kaotiske unge eller forlange noget af dem, ingen forventninger og ingen krav. På den måde har de helt ret, når de mener at de regnes for intet.

De dysfunktionelle på C-holdet skal ikke på universitetet, men i første omgang bare have en læreplads eller et fabriksjob. Det kræver måske nok “opsøgende indsatser”, men først og fremmmest at man banker næven i bordet og siger: du skal selv have viljen, du skal holde styr på dig selv, og du skal respektere andre.

I det etnisk danske samfund har middelklassen gennem årtier koncentreret sig om at hjælpe sig selv op. Mens samfundets virkelige bund parkeres på diverse ydelser og fyldes med ynk og dårlige undskyldninger. Denne politik gør sig nu gældende over for indvandrerne – for det er jo det samme socialsystem, udtænkt af samme embedsmænd og politikere, båret af samme velvillige medlidenhed. Man koncentrerer sig om at yde overflødig hjælp til middelklassen, men er totalt rådvild når det handler om C-holdet.

Samtidig indbyder vores integrationsminister religiøse ledere til møder, så de med det officielle Danmarks opbakning kan gå ud og rekruttere C-holdet til deres islamonazi-sekter.

Herunder et udpluk af citater fra en ganske interessant og afslørende debat.

Astrid Krag, SF: 

Vi er jo nogle, der har savnet integrationsministeren lidt i den seneste tid; det er ikke så meget, man har hørt til ministeren, mens brændende biler og skoler har gjort det klart, at vi altså står med nogle meget store og alvorlige integrationsproblemer i Danmark. De sidste ugers uroligheder står desværre ikke alene, der er nogle områder og bydele i Danmark, hvor påsatte brande er dagens orden, og hvor det ikke er særlig trygt at bo.

Derfor er jeg glad for, at ministeren er til stede ved spørgetimen, og jeg vil give ministeren en chance for at komme med et konstruktivt bidrag til debatten om, hvordan vi får løst problemerne. … Ville det ikke være oplagt, at integrationsministeren og Integrationsudvalget i fællesskab indkaldte alle relevante parter – politifolk, integrationskonsulenter, socialrådgivere, skolefolk osv. – til en række møder, hvor vi kunne få de bedste løsninger frem i lyset? Så det, jeg vil spørge om, er, om ministeren vil tage initiativ til sådan en form for bredt samarbejde sammen med Integrationsudvalget?

Svar fra Integrationsministeren : 

Nu er min kollega, fru Line Barfod, desværre gået, men jeg vil sige, at jeg helt deler fru Line Barfods opfattelse af, at man ikke som minister bare skal fare ud på grund af nogle pressehistorier.

[Line Barfod (Ø) havde talt om: "langsigtet indsats ... opbygge tilstrækkelig viden om, hvad man kan gøre ... se på det voldsforebyggende og se på, hvad man kan lære af de projekter ...." ] :-)

Jeg har den opfattelse, at integrationsspørgsmålet ikke er noget, man bare farer ud med, fordi der er lidt brand i gaden.

Så må jeg sige, at jeg sådan set ikke forstår fru Astrid Krags holdning, for jeg kan se, at det altså nu er indvandrere, der skal beskyldes for at al balladen, siden spørgsmålet bliver rejst til mig. Det synspunkt deler jeg slet ikke, og jeg mener faktisk, at det er med til at grave grøfter, at man hele tiden pukker på det, når det drejer sig om indvandrere, hvorimod det åbenbart ikke er lige så ubekvemt for SF, når det drejer sig om de autonome og deres forkælede forældre, der besætter ejendomme på grund af et bestemt politisk formål. Jeg synes, at det er meget uheldigt, at man på den måde antager det for at være en kendsgerning, at det altså nu indvandrere, det drejer sig om, og at integrationsministeren derfor skal spørges.

Jeg må altså sige, at integration for mig er et meget langt, sejt træk, … … at der løbende er utrolig mange initiativer i gang, som skal gavne integrationen, som har nogle bestemte formål, som drejer sig om de ressourcesvage, som drejer sig om de ressourcesvage forældre, som drejer sig om at få særligt kvinderne ud i samfundet, som drejer sig om at få særlige grupper i arbejde, som drejer sig om, at vi har mentorer for at få folk ud på arbejdspladserne, som drejer sig om at forstærke indsatsen over for mennesker med traumer osv.

Derudover har jeg jo udtalt, at jeg taler med alle grupper, og jeg har netop i de sidste dage haft besøg at flere muslimske organisationer, fordi jeg ved, at de kender til mange af de problemer, som nogle af disse mennesker oplever.

Astrid Krag:

Jeg tror nu, at folk gerne vil have en minister på banen, når der sker sådan nogle alvorlige ting, som vi har set i Danmark den sidste halvanden uge, og at de også gerne vil have ministeren på banen med nogle bud, både på det lange stræk, som jeg er meget enig med ministeren i at der er behov for, og altså også nogle bud på, hvad der skal til her og nu for at sikre, at gaderne ikke står i brand igen om nogle uger.

Men så må jeg måske spørge ministeren, om hun så også vil komme med et løfte om, at hun vil trække verdslige organisationer og forskellige fagfolk ind i samarbejdet om at finde løsninger og ikke kun holde møder med de muslimske organisationer, som ministeren selv er inde på at hun har mødtes med.

[og lidt senere - ] … når vi ser på, hvem det var, der i Århus Vest, i Kalundborg, på Nørrebro og andre steder var ude og brænde biler af, så er der også noget, der tyder på, at integrationsministeren også må på banen.

Mener ministeren, at de svar, der skal til, på de uroligheder, vi har set den sidste halvanden uge, alene er retspolitiske og alene ligger under justitsministerens område, eller vil ministeren godt anerkende, at der altså også skal nogle politiske svar på banen fra ministerens eget område, fra integrationsområdet?

Integrationsministeren: 

Det, jeg skal, er at sørge for, at vi, så godt vi overhovedet kan, hjælper folk til at få uddannelse og sprogfærdigheder og får de unge, de gamle og kvinderne ud på arbejdspladserne. Det gøres der en kæmpe indsats for, og statistikkerne viser, at det stadig går fremad, og at mange af de unge klarer sig utrolig godt og kommer på universiteterne og får høje uddannelser og gode stillinger.

Ornlig syg socialrealisme

Journalister er til for at tage røven på folk. Man spørger en flok hiphoppere om piger, biler og hash, man får de svar man fisker efter og lader dem posere på gruppebillede. Men det er alligevel ret komisk:

Fuck Yallahrup Færgeby!  (Foto: Anders Find/JP)

… Betonblokkene i Bispehaven i Århus V kan set på afstand godt ligne virkelighedens Yallahrup Færgeby. Her er danske alkoholikere, integrationsmedarbejdere og en gruppe unge mænd med palæstinensisk baggrund, som arbejder på en karriere som rapstjerner på linie med deres amerikanske idol Tupac Shakur. … »Ja, Tupac er vores store idol, og ja, vi har guldkæder og muskelhund, og ja, vi er perkere, men de overdriver og forenkler os. Vi har faktisk en hjerne, og der er en mening, med det, vi gør,« siger Mohammad Amcha, alias Krølle, 23 år. …

(Om DR-serien:) »Det var sjovt nok de første fem minutter, men efter 25 minutter, havde jeg mest lyst til at smadre instruktøren. Jeg kan godt se ideen i det, men jeg kan ikke se budskabet i det. Det er for plat. Vi taler slet ikke sådan hele tiden. Det er, som om de vil gøre os til syndebukke,« siger Mohammad Rachid, alias Mo, 23 år, rapper, og fortsætter kritikken;»Fuck Yallahrup Færgeby! Hvis jeg skulle give den point på en skala fra nul til fem, ville den ikke engang få nul,« siger Mo …

De prøver at forklare, hvorfor det var så let for dem at ryge ud i kriminalitet.

»Vores forældre har aldrig haft mange penge, og vi var ofte mange flere børn end i danske familier, så vi kunne kun få tøj fra Bilka. Det blev vi frustrerede over og begyndte at finde måder at skaffe penge på. Pengene kom på mange måder til at styre så meget, at vi ikke kunne koncentrere os om lektierne i skolen« …

»Ens forældre lever stadig i Mellemøsten. Når man kom hjem fra skole, sad ens far og så krig på tv og var helt optaget af det og havde ikke tid til os. Det påvirker os, og det er også derfor, at vi har flere aggressioner i os,« siger Krølle.

De manglende fædre. Hovedpersonerne Ali og Hassans forældre mangler i tv-serien – de findes ikke! Det kunne nok have sat en og anden ting i sammenhæng hvis vi fik deres fædre at se. Måske har DR lidt berøringsangst her.

DR’s Yallahrup er underholdende, men den er hverken rigtig satire eller rigtig socialrealisme. Den handler i virkeligheden om den lyserøde, danske middelklasses syn på sig selv. Serien er dansk-selvkritisk og måske lidt småracistisk. Den spidder kun repræsentanterne for den danske middelklasse (skoleinspektøren og bibliotekaren), mens de andre figurer er mere harmløse. Ali og Hassan er ufarlige tolvårige med pubertetsproblemer. Bagefter har DR prøvet at klistre en politisk korrekt hensigt på deres produktion, som den ikke kan leve op til (heldigvis).

Man kan på en måde godt forstå hiphopperne i Århus V når de føler sig gjort lidt grin med. De er ikke småkriminelle bandemedlemmer, men en gruppe unge med ambitioner og fælles pladestudie, og de kæmper for at lave deres egen identitet i et samfund der ikke har gidet stille krav til dem:

»Vi gør ikke det her for at se godt ud. Vi gør det for at overleve,« siger Hamp-Cha.

Mr. Anstændighed takker af

jp-4-drk.jpg

For kun to måneder siden var Jørgen Poulsen populær. Troværdighedspriser, åbenhedspriser, tolerancepriser vidner om grundlæggende problemer. Det næste bliver vel en ansvarspris til dem der gør hvad de skal.

jp-artikel.jpg   (Politiken)

»Hvis jeg endte på en øde ø og kun kunne få én spalte fra avisen, så ville jeg bede om børskurserne. De viser nemlig, hvordan verden ser ud. Alt andet er snak,« sagde han til Ekstra Bladet.

Gav gode råd om valutahandel
Sandheden er, at også Poulsens privatøkonomi påvirkes af børskurserne. Det ved de medarbejdere hos Røde Kors, der fik møder afbrudt af hastesamtaler fra hans aktiehandler.

Og det ved Danmarks Radios Frank Esmann, der i begyndelsen af 1990’erne var korrespondent i Washington samtidig med Jørgen Poulsen.
Her gav Poulsen gerne gode råd om valutahandel, og de to mænd fik ifølge Esmann »en del tid til at gå med at diskutere dollarens kurs i forhold til schweizerfranc og hollandske gylden«. Frank Esmann kaldte derfor Jørgen Poulsen for »krejleren«. Det var kærligt ment, for Esmann anså mest de finansielle tryllekunster for et kuriosum. Hvorfor risikerer Jørgen Poulsen både sit eftermæle i Dansk Røde Kors og sin troværdighed som politiker for beløb, der næppe kommer i nærheden af indtægterne fra aktiebørsen og boligmarkedets venlige opskrivning af hans villa i Rungsted?

Millioner til ofre gav anerkendelse
En mulig forklaring ligger i krydsfeltet mellem to hovedspor i Jørgen Poulsens liv:
en markant indsats for verdens dårligst stillede. Og en ofte hæsblæsende jagt på personlig anerkendelse.

I Dansk Røde Kors nåede han sin foreløbige topfart, da disse spor for første gang i hans liv løb fuldstændigt parallelt: Når han skaffede stadigt flere millioner til ofrene for verdens katastrofer, voksede også hans egen anerkendelse.

Konkurrenterne i branchen rasede, når han under store katastrofer brugte alle talenter for at sikre Røde Kors mediernes stærkeste søgelys.

Genbrugsbutikkerne fik lister med mærkevarer, der skulle sælges til forhøjede priser. Og Dansk Røde Kors hentede en million til Kosova på en weekend ved at være først med det sidste, da handel på internettet blev tilladt omkring påsken 1999.

Undervejs forsøgte Poulsen også – forgæves – at få Røde Kors til at overtage Klasselotteriet. …

 

Noget tyder på at Røde Kors også har kludret i sagen. De syntes vel det var nemmere at give manden de 750.000 og få det ud af verden. De kunne have forholdt sig passive efter folketingsvalget og afventet Jørgen Poulsens opsigelse. Havde han nægtet at gå af som generalsekretær, havde han for alvor været på dybt vand.

Juraekspert: Poulsen havde aldrig vundet en retssag

Røde Kors betaler for at redde image
Når Dansk Røde Kors alligevel vælger at betale sig ud at sagen er det ifølge Ole Hasselbalch, fordi organisationen ikke ønsker at være forbundet med Jørgen Poulsens navn længere end højst nødvendigt.
»En organisation som Røde Kors, skal gerne fremstå så ren som muligt, og hvis sagen var kommet for domstolen, havde det taget flere år, før sagen blev afsluttet, og der må man overveje, hvor meget, man kan bære – hvor mange gange har man lyst til at blive sat i forbindelse med manden og vække associationer om misbrug af det gode formål«, siger Ole Hasselbalch.Ifølge Ole Hasselbalch kunne Dansk Røde Kors have sluppet uden at betale fratrædelsesgodtgørelse, men de har følt sig pressede til at betale.»De har været i en klemme, og vurderet at de blev nødt til at betale sig fra det«, siger han.

En win-win-situation. Når man er 64 behøver man ikke tænke så meget over hvad andre mener om en, man er blevet folketingsmedlem, så har man prøvet det, og kan trække sig tilbage efter én periode, med mindre man skulle gå hen og blive minister, man ved jo aldrig. Så pyt med partiet som han skylder sit valg, folketinget, Røde Kors’ indsamlere og alle danskere der har bidraget til etablissementet.

Der er dog også noget godt ved det hele. Røde Kors-præsidenten, den tidligere nationalbankdirektør, kan tælle til 750.000. Foreningen lærer at spare!

»Det er helt afgørende, at forliget med Jørgen Poulsen ikke på nogen måde går ud over de mennesker, Dansk Røde Kors hjælper i Danmark eller udlandet. Til gengæld bliver det så nødvendigt at spare på en række omkostninger, ligesom det vil indebære, at vore ansatte kommer til at løbe lidt hurtigere i det kommende år«, siger Bodil Nyboe Andersen.  (Politiken)

Det offentlige som tag selv-bord

p-schluter.jpg(Politiken)

Den ældre Schlüter var heller ikke altid fin i kanten (solgte villa inkl. rotter, men det var trods alt kun en privatperson der blev snydt).  

Peter Schlüters greb i kagekassen er i den lille skala. Der er langt større dispositioner som aldrig kommer i offentlighedens lys. Farum-sagen løb jo i årevis før der gik hul på bylden. Hvad kan man gøre ved det? Mere kontrol med offentlige midler og hårdere straf for dem der tager selv. En politiker eller embedsmand skal ikke slippe mildere end en socialbedrager der henter sig et par ekstra tusind kroner. De der sløser med kontrollen skal også straffes eller sanktioneres, ligesom de ville blive i en privat virksomhed.

Straf virker ikke altid forebyggende – men her gør det, for det er jo kold beregning som ligger bag velhavende menneskers økonomiske bedrag.

(Redigeret 15.8.2008 )

Efterskrift (15.8.2008): Mit indlæg herover skal ikke ses som et personangreb, men en anledning til at tage et emne op. Nemlig politikeres svindel eller frynsegoder og den generelle mangel på kontrol med offentlige udgifter. Jeg kunne også nævne mange politikeres uhæmmede brug af taxa og mobiltelefoni, Ritts designerkontorer, Bondams bil og sminke (som han selv skal have lov at svare på her).

Jeg mener således ikke at 136.000 kroner er i samme klasse som Farum-sagen, men ønskede at belyse fænomenet. Ved nærmere gennemlæsning af Politiken/Ritzaus artikel hævdes det rent faktisk ikke at Peter Schlüter har forsøgt at svindle. De kommer alene med antydninger.

Man bør derfor læse Peter Schlüters kommentar herunder om sagen set fra hans side.

De folkevalgte gør oftest et stort arbejde, men udsættes for både rimelig og urimelig kritik. Grænsen mellem smålighed og borgernes oprigtige bekymring for de offentlige udgifter kan være svær at finde – men vi må prøve, og der må være en åben debat. Derfor bliver indlægget stående.

Jeg beklager at jeg blandede Peter Schüters personlighed og hans far ind i sagen, hvilket ikke var helt fair.

Talende tørklæde 2

83beaa72.jpg528e350.jpg

På en doven togtur griber man måske til Ud & Se, en tyndere og marginalt bedre variant af Samvirke. Bladets serie om eksildanskere er nået til vejs ende med Ulla Terkelsen:

… – I foråret tog jeg lufthavnstoget ind fra Kastrup og senere toget til Hillerød på vej op til min søsters sommerhus i Tisvilde. På Hellerup Station hang en plakat fra Dansk Folkeparti med teksten ‘Stram udlændingepolitik og ægte velfærd. Vi har sat Danmark på rette kurs’. Plakaten hang lige uden for togets vindue, da toget standsede. Det var, som om Pia Kjærsgaard og hendes kolleger på plakaten kiggede direkte ind ad togvinduet og hen på mig personligt. Så jeg rettede mig sporenstregs helt op i sædet, foldede hænderne i skødet og prøvede at se så respektabel ud, som det nu er muligt. Jeg skottede samtidig rundt til de andre passagerer for at se, om der var påfaldende udlændinge blandt dem, måske nogen fra lufthavnstoget, der skulle videre nordpå ligesom mig? Kunne de forstå teksten på plakaten? Skulle jeg oversætte den, hvis de spurgte? Hvad, hvis teksten forskrækkede dem? Skulle jeg tilbyde at skjule dem i min søsters sommerhus, hvis de fik problemer? Da jeg var ung, tog jeg til toget fra Danmark til Polen. Når toget var kommet syd for Warnemünde i det forhenværende DDR, standsede det. De østtyske grænsebetjente kom talstærke om bord og marcherede med våben og hunde gennem toget. De kiggede også ind i kupeerne på en utroligt kritisk måde. Vi passagerer sad helt ret og bad til, at grænsebetjentene ikke fandt et kontroversielt stempel i passet, en forkert udfyldt valucaerklæring, en vestlig avis – der var nemlig mange ting, DDRs grænsebetjente kunne tage fat på for at dæmpe deres medmenneskers gode humor og øge eksistensangsten. Situationen på Hellerup Station endte heldigvis godt. Jeg kom op til min søster i Tisvilde. Men hvis jeg nu havde været udlænding på vej ind fra lufthavnen med erfaringer i eksistensangst, så ville plakaten med den ‘stramme udlændingepolitik’ ikke have sendt noget særlig kærligt velkommen til Danmark-signal. Så hellere den gamle danske feel-good turistplakat med ænderne, der går over gaden, mens en venlig politimand holder trafikken i ave. Åh – those were the days my friend, som det hed i en sang, skrevet af Paul McCartney.

- Har eksilet ændret dit syn på udlandet som sådan?

- Nej. At veksle mellem lande og kulturer skærper synet. Det har jeg levet med – og på – hele mit voksne liv. Når man har været væk, ser man skarpere ved gensynet. Man ser sit lands og sine venners rynker. De ser mine.

Associationstricks er ikke kun tricks. Associationerne kan være en dårlig vane, eller de kan stamme fra et ægte forvirret og følsomt sind. Den kosmopolitiske dame var på transit fra Kastrup til middelklasseghettoen på Nordkysten. Danmark minder hende om DDR, det er slet ikke som det hyggelige hippie-rødgrøds-Danmark i hendes ungdom. Men situationen endte godt, der kom ingen grænsebetjente i Peter Skaarups skikkelse.

 På næste side sammenfatter Lasse Ellegaard serien om de 12 eksildanskere. Han sad for nylig i toget i England ved siden af et sort menneske, og det var så spændende og eksotisk at han blev “fornøjet over [sin] multikulturelle tilgang”. Selv om han holder sig til moderat politisk korrekthed, falder denne karakteristik:

Det er nemt at sidde uden for Danmark med skattefri sprut og kosmopolitiske meninger og gøre sig klog på folk i Avedøre, der ikke har lært at omfavne folk, de ikke kender. Og et blik i de danske aviser stiller spørgsmålet: Hvem skulle lære dem det? Der officielle Danmark taler om integration, men på en måde, der understreger de integreredes isolation.

Jeg kom i tanke om en kronik, forfatteren Carsten Jensen skrev i Politiken, hvor han gør nar ad en fiktiv Jens Hansen, der er fremmedhader hjemme i sin villahave, men glad globaliseret verdensborger, når han tjekker ind på internationale Hilton-hoteller. Billedet er en karikatur, og det er forkert — de fleste globale danskere er, som eksilserien viser, tolerante uden at være øllebrødssentimentale i synet på indvandrere. Og det skyldes faktisk deres provinsielle rødder. De ved, hvor de kommer fra, men også, at det ikke er nok at blive hængende, hvis horisonten skal udvides. Deres generelle afsmag for udlændingedebatten skyldes ikke, at danskere er provinsielle, men at nogle danskere ikke er det på en ordentlig måde.      (Ud & Se, december 2007)

Vi skal være provinsielle på en ordentlig måde. Ulla Terkelsens vision om en plakatkampagne for dansk udlændingepolitik:

wonderful-copenhagen.jpg    (Viggo Vagnby 1953)

Plakaten som skræmte Ulla Terkelsen hører ellers til de mest sobre og nydelige fra DF:

df-plakat.jpg