Staten lukker munden på vanskelig borger

Fra sn.dk (Frederiksborg Amts Avis):

Retssag tog 22 år

Det danske retsvæsen har brugt urimelig lang tid på at afslutte en stævningssag, som den tidligere Vejby-borger Birthe Lundquist rejste mod det private vandværk Studebjerg i 1985. Sagen blev først afgjort i 2006 – 22 år og 72 dage efter, at den blev rejst.

Den lange procestid er nu årsagen til, at Birthe Lundquist får tilkendt en økonomisk erstatning på 12.000 Euro. Det er en del af et forlig, som nu er blevet stadfæstet af menneskeretsdomstolen i Strassburg.

I forliget forpligter Birthe Lundquist sig til ikke at komme med flere klager over de gener, hun har haft ved at retsvæsenet var så længe om at afgøre sagen. …

Meget besynderligt – og væmmeligt at den danske stat giver en borger mundkurv på.

Men samtidig er det en stor indrømmelse fra statens side.

Hvis det på nogen måde var borgerens egen skyld at sagen havde varet i 22 år, så ville staten aldrig have givet sig en tomme.

Det kræver udholdenhed og en dygtig advokat at komme så langt – og så bliver man spist af med sølle 12.ooo  euro.

For staten er det ingenting.

For Birgit Lundquist, der efterhånden er 74 år, har det måske været bedre end at trække sagen endnu mere i langdrag, og så har hun stillet sig tilfreds med det latterligt lave beløb. Eller måske har advokaten foretrukket et forlig inklusive betaling af de sikkert betragtelige sagsomkostninger frem for en afgørelse i retten, der jo altid er usikker.

Det er under alle omstændigheder dybt forkasteligt at staten uddeler hold mund-klausuler.

Selve erstatningssagen mod vandværket blev afgjort ret tvivlsomt af landsretten i 2000 og højesteret i 2006 (klik og læs DR’s omtale fra dengang).

Tøger tryner alle

Politiken udgiver omstridt bog
‘Jæger – i krig med eliten’ udkommer med Politiken i morgen. Det sker for at sikre offentligheden indsigt i bogen, som forsvaret vil stoppe.
Selv om bogen altså trykkes i sin fulde ordlyd i morgendagens Politiken, bliver den ikke lagt på politiken.dk. Nysgerrige netlæsere må i stedet i kiosken efter en papirudgave. Eller købe den i Politikens forhal.
»Hvis vi lagde den på nettet, kunne det opfattes som om at vi ville gøre det muligt for folk selv at trykke deres bog. …« siger Seidenfaden.

Politiken gjorde det også med Kommissærens Dagbog, som ikke afslørede meget andet end at Ritt Bjerregaards liv som toppamper i EU var usigeligt kedeligt.

Nu gør Tøger det igen. Loven gælder jo ikke for ham.

Politiken udgiver omstridt bog

‘Jæger – i krig med eliten’ udkommer med Politiken i morgen. Det sker for at sikre offentligheden indsigt i bogen, som forsvaret vil stoppe. …

Politiken er for tidligt ude. Bogen er ikke trukket tilbage, og der er ikke noget fogedforbud endnu. Den er planlagt til udgivelse om nogle uger på forlaget People’s Press.

Politiken har ingen som helst grund til at udgive bogen på nuværende tidspunkt. Det er overhovedet ikke aktuelt før der er nedlagt fogedforbud – og i givet fald skal man naturligvis spørge forfatteren om han ønsker bogen trykt.

Forfatterens og forlagets indtjeningsmuligheder er nu ødelagt – eller kraftigt beskåret.

Politiken holder sig ikke tilbage fra slet skjult reklame i sin artikel:

Selv om bogen altså trykkes i sin fulde ordlyd i morgendagens Politiken, bliver den ikke lagt på politiken.dk. Nysgerrige netlæsere må i stedet i kiosken efter en papirudgave. Eller købe den i Politikens forhal.

»Hvis vi lagde den på nettet, kunne det opfattes som om at vi ville gøre det muligt for folk selv at trykke deres bog. …« siger Seidenfaden.

»Hele formålet med aktionen er jo at genetablere den naturlige retstilstand i Danmark, nemlig at bøger kan udkomme frit«.

Den naturlige retstilstand, at alle og enhver kan trykke bøger som er skrevet af andre?

Politikens læsere er overraskende lunkne. I en afstemning går kun 56 % ind for projektet. Afstemningen findes på samme side som en vanlig selvbevidst propaganda-leder fra Tøger.

Kan fogedretten nå at møde op for at standse Politikens trykpresser? Det ville være glædeligt hvis lovens lange arm også når til Politikens hus, og den må gerne gribe fat i Tøger og give han en velfortjent slankekur i Vestre Fængsel.

Men bemærk Politikens timing. Nyheden er offentliggjort præcis kl. 21.00, formentlig forudindstillet. Den kan nå at komme med i den sene tv-avis, men juristerne arbejder ikke uden for kontortid. Hvis sagen går i fogedretten i morgen tidlig, vil den først være afgjort når avisen er ude på salgsstederne.

Det er dog også muligt at Tøger bluffer og afblæser aktionen, når han har fået opmærksomhed nok. Alt kan ventes.

Forsvaret burde måske have gjort lidt mere ud af at forklare det ikke kun handler om “rigets sikkerhed”, men om soldaters liv. Tøger forstår med garanti ikke en sådan abstraktion. For ham er det volapyk på linje med “fædrelandet” og “ophavsretten”.

Hvad angår de menige soldater, så har de næppe fortjent at leve, ifølge Tøger, da de har formastet sig til at kæmpe på den onde regerings side. Derfor må Politiken slutte sig til den modsatte lejr og evt. afsløre informationer der kan hjælpe Taliban. Det er en bivirkning som er værd at tage med når det handler om at bekæmpe VKO, ikke sandt? (Men ikke engang S og SF støtter Politiken).

Se også: Censur og bimmelim hos Tøger Seidenfaden

Hvad London gør

Fordomsfuld analyse af arketypisk homoseksuelle indtryk fra en tur til London.

Den bedste kur mod homoseksuel tankegang er for tiden at snakke med min ven S. i London. Jeg var i London i forrige uge umiddelbart efter Island. Søndag spiste jeg tør fisk med smeltet fåretalg hos en pinsekirkelig familie på Vestmannaøerne, mandag var jeg i storbyen Reykjavik for en stund, og tirsdag stod jeg i Gatwick. Det var en voldsom overgang.

London virkede ikke som det berømte sydende menneskemylder, men gjorde snarere et lidt kedeligt socialt indtryk. Forfængelige, overfladiske og stræbsomme middelklassemennesker af enhver form og farve samlet på et sted.

Da der for tiden ikke er særlig meget homonatteliv på Island, så jeg egentlig frem til sjov i London, men jeg kom der først og fremmest for at besøge min ven. Så jeg havde intet program, ikke engang en guidebog. Jeg ville egentlig bare slappe lidt af efter at have rendt op og ned ad vulkaner og fjelde på Island.

S. har altid snakket meget om sex. Han kommer fra Østeuropa og har boet et par år i London, hvor han har forandret sig til det værre. Nu er der frit løb for ham på Gaydar, Manhunt og andre netdatingsteder samt på alverdens sexklubber, og han har udviklet sig til sexafhængig i svær grad. Han skal have noget flere gange daglig, og han bruger timer på internettet at finde mændene og træffe aftaler.

Jeg har ikke noget imod at prøve lidt af hvert, når bare man ikke taber sig selv undervejs. Selv om hans snak ret hurtigt overskred mine grænser, så ville jeg gerne en tur med på The Vault, hvor jeg ganske vist mest gik rundt og kiggede, hvorefter jeg satte mig i baren med noget hvidvin. Jeg snakkede med en enkelt høj og pæn fyr, som desværre var på vej hjem. Senere snakkede jeg med en sød britisk neger, og vi gjorde det vi skulle.

Imens var S. i fuld gang. Han kom forbi et par gange og sagde bare: Six! Og næste gang: Nine! Da vi gik derfra, havde han været sammen med tolv. Han undlod dog ikke at fortælle mig at jeg er meget passiv, efter hans mening, hvilket han imidlertid ikke har nogen anledning til at mene noget om. Han er også sur over at nogle kalder ham en slut. Jeg svarede ham at han den dag havde været 1200 % mere slutty end mig, og at han ikke behøvede at udbrede sig om hvorvidt jeg er aktiv eller passiv.

En dag eller to senere skulle vi til det legendariske homo-paradis på Hampstead Heath, en stor park i det nordlige London. Jeg finder det ikke særlig erotisk at vade rundt i mørket, men jeg ville gerne lege turist, da det altid er interessant at se mennesker (jeg mener hvad jeg skriver, og jeg prøver ikke på at snakke udenom). I første omgang var det lidt svært at finde det rigtige område. S. havde fundet en vejbeskrivelse på nettet, men teksten var ret upræcis. S. mente han vidste bedst, og han lod mig ikke få et ord indført. Jeg spurgte om han havde stedsans, for det var tydeligt han ikke anede hvor vi var. Som vanligt svarede han ikke på spørgsmålet. (Jeg husker det også fra min tid i Skt. Petersborg: spørg en russer om en ting, og de svarer på noget helt andet). Jeg sagde at jeg er god til at finde vej, også i mørke, så hvis han lod mig tjekke Google maps på hans iPhone, var der måske en chance. Han mente ikke rigtig det havde noget formål, da ingen mennesker kan finde vej i mørke! Efter en god halv time på vildspor fik jeg dog ledt os på rette vej. Vi fandt de cruisende mænd, der gik lidt rundt. Og det var så det.

Ærlig talt syntes jeg vi selv var latterlige, men jeg havde også ondt af bøsserne på stedet. Tænk at være så sexbesat og samtidig skamfuld at man må gå rundt i en mørk park i jagt på sexpartnere uden ansigt. Nattesøvnen og intimiteten spoleret. Menneskelig elendighed. De kunne da i det mindste stille sig under en lygtepæl.

S. var grædefærdig da vi ventede på natbussen hjem, fordi han ikke havde fået noget.

Efter tre-fire dage sagde han til mig at han var ked af at vi ikke havde været sammen, for han havde håbet jeg ville smide mig på knæ, lægge mig fladt på maven og tigge om at få pik.

Nuvel, jeg havde ikke udelukket muligheden, men det var fuldstændig ude af billedet efter den kommentar. Pointen var at han ikke var skuffet over manglende interesse – og at han tilsyneladende ikke var interesseret i mig som menneske – men at hans enorme skuffelse bestod i hans bristede pornosexfantasi, som han i øvrigt tillagde mig ansvaret for at føre ud i livet, som om han bare skulle gå og vente på at få læst sine tanker. I højeste grad undvigende, indirekte, passivt og ansvarsforflygtigende. Man fristes til at sige: umandig adfærd. Og er det ikke ret typisk blandt bøsser?

S. fortalte mig også om sin fantasi, som gik ud på at dyrke usikker sex med en masse hiv-positive. Selv om han prøvede at lade være, kunne han ikke lade være med at tænke på det, så det var i egentlig forstand en tvangstanke. Jeg spurgte om han da virkelig havde lyst til at få hiv, for der findes jo nogle som har det ønske. Det mente han ikke. Jeg prøvede at tale med ham om det, men det var vanskeligt, da han hele tiden mente det modsatte af mig, også selv om det betød at han mente det modsatte af sig selv.

Problematikken er kendt fra kvinder, for eksempel min mor.

Vi besøgte et fitnesscenter, kun for bøsser, hvor S. kommer. Man må indrømme at beliggenheden var pittoresk, under jernbanebuerne midt i homobydelen Vauxhall. S.’s træner, en hollænder med stor kæft, veltrænede arme og en tilsvarende forsømt hjerne, så mig og udbrød: Hvad i alverden er han for en?

S. har fra naturens side en spinkel krop ligesom mig selv, men han vil gerne undgå den slags kommentarer. Han har fået en del muskler, men er for nylig begyndt at tage testosteron, bestilt på postordre fra Pakistan. Jeg prøvede at forklare ham at det ikke er sagen når man i forvejen lider af psykisk ustabilitet og abnorm sexdrift.

Vi diskuterede emnet gloryholes, og S. mente at jeg var underlig, da jeg ikke har lyst til sex gennem væggen.

Søndag morgen, da vi var kommet hjem fra byen, skulle han pludselig videre på sygehuset. Jeg troede der var noget psykisk på spil. Det viste sig at han om fredagen havde lavet en sexaftale med tre hiv-positive som skulle bolle ham. Nu havde han fundet ud af at han ville have PEP, antiviral medicin, som kan gives efter eksponering for hiv. Det skal helst gives inden for 24 timer og ikke senere end 72 timer, så det var på falderebet. Nu, en uge senere, brækker han sig hver halve time pga. medicinen, men han har stadig flere sexaftaler om dagen, til dels også ubeskyttet. (Trøsten er dog at det sandsynligvis ikke smitter så længe man får antiviral medicin, men det er dårlig stil, ikke sandt?)

Jeg er gammel nok til at lægge to og to sammen.

Man kan gå hen ad Old Compton Street i Soho og se bøssernes vage skikkelser, søgende kaninøjne, neurotisk velvalgte tøj og usikre ansigter smurt glatte af creme. Homoseksuelle i en homo-gade med homoseksuelle butikker og homo-barer. Læg dertil den adfærd, som udvises på internettet og i andre sexklubber (nettet er også en sexklub). Er det så underligt jeg er dødtræt af homoseksuelle efter et besøg i London, homoseksualitetens og den moderne middelklasses centrum? Det er indlysende at der er nogle særlige problemer forbundet med homoseksualitet, en adfærd og et selvbillede som uhyre mange bøsser giver sig hen til. Der mangler en form for ansvarsfuld selvrealisering.

London. Hver passer sit, og ellers er der altid et overvågningskamera som kigger med eller en højttalerbesked som giver venligt formulerede ordrer, så alle kan forstå det. De renvaskede, veltrænede borgere med enhver tænkelig pluralistisk baggrund drømmer om snavs – om den hæmningsløse selvrealisering og intimt samvær, men uden at komme for tæt på hinanden.

Misforstå mig ikke: sex er ikke beskidt, med mindre man føler det sådan. En hel del folk synes det er en fordel at føle sig syndig, fordi det tænder dem. Hvor meget godt man end kan sige om grisen, så har den næppe menneskets sjæleliv. Følgerne af at føle sig som svin er at man lever som svin, og det fungerer ikke i længden, da vi ikke er svin.

S. er måske ekstrem og ude af balance, men han dyrker blot den London-homoseksuelle kultur i rendyrket form. En væremåde som trives blandt bøsser (og et stigende antal heteroseksuelle) i hele den moderne verden. Det er på samme tid skamfuldt og skamløst, men det har under alle omstændigheder noget med skam at gøre. Det er ikke særlig frigjort eller hæmningsløst at være underlagt sin egen angst eller afhængighed.

Politiken-journalist skylder 472 kroner til biblioteket

Kvitteringen som afslører Mogensens gæld

Kvitteringen som afslørede Mogensen - klik for stort billede

Den kendte Politiken-journalist Lars Trier Mogensen havde forleden glemt at trykke på afslut-knappen efter at have brugt afleveringsautomaten på Christianshavns bibliotek.

Det kan Borgerlig bums afsløre, efter at han i går mødte op for at aflevere to bøger – rettidigt.

Bumsen trykkede intetanende på aflever-knappen, men maskinen blev ikke klar til at tage imod bøgerne. I stedet spyttede den en kvittering ud fra den foregående låner. Som var den politiske top-journalist Lars Trier Mogensen.

Stjernereporteren var dog ikke blot løbet fra stedet uden at få sin kvittering med sig. Han har også glemt at betale en bøde på 120 kroner for den bog han netop havde afleveret.

Forglemmelsen har sikkert gentaget sig nogle gange, for kvitteringen afslører en gæld på 472 kroner til det offentlige i form af Københavns kommunes biblioteker.

På den sorte liste

Ifølge Københavns kommunes biblioteker mister man låneretten hvis man skylder over 200 kroner. “For at så mange som muligt kan få glæde af bibliotekets materialer”, skriver biblioteket i sine regler.

Galionsvej

Idyl ved Galionsvej på Holmen (foto: Danbolig.dk)

Mogensen er er redaktør for lederkollegiet og fast kommentator hos Politiken samt ekstern underviser på Roskilde Universitet. Han er uddannet cand.scient.pol., hvor man blandt andet studerer hvordan det offentlige fungerer.

I Politiken tager Mogensen gerne en tørn med knoldesparkerne i VK-regeringen og Dansk Folkeparti, men han regnes ikke for at være en af de rigtig bidske skribenter. Dertil er hans stil for saglig.

En bedre verden

Han gør gerne en indsats for fællesskabet. For eksempel den 26. juli, hvor han skrev:

Forlang utopierne tilbage – Menneskeheden kan let løse globale problemer. …

[D]et akutte behov for ny global solidaritet [er] også vokset dramatisk. … Aldrig før i historien har så mange mennesker levet i bundløs fattigdom. … En anden verden er mulig.

Beregninger viser, at det årligt ville koste 40 mia. kr. at give de 120 millioner af verdens børn, der ikke går i skole, en basal grunduddannelse. Udgiften svarer til omsætningen af flødeis og sodavandsis i Europa i år…

Absurd nok er de isolerede omkostninger til skoler, lærere og bøger til alle verdens børn ikke større, end at vi danske skatteborgere ville kunne finansiere projektet uden at mærke afsavn. … I dag må det være muligt at skabe en verden, hvor vi bruger mere på grunduddannelse og rent drikkevand end på flødeis og puddelhunde.

Pudsigt nok var det også emnet for bogen som Mogensen afleverede fire uger for sent.

Den havde titlen Fra utopi til virkelighed.

Privat bor han i det celebre kvarter på Galionsvej på Holmen med Operaen til nabo – ikke langt fra Christianshavn.

Trykkefrihedsselskabet giver ytringsfriheden et gok i nødden

Holocaust-revisionist ansat af DR

DR-journalist sætter spørgsmålstegn ved omfanget af 2. verdenskrigs jødeudryddelser. Nu er journalisten indkaldt til en kammeratlig samtale. …” (Uwe Max Jensen, Trykkefrihedsselskabets tiddskrift Sappho, 24. juni)

Trykkefrihedsselskabet er ude i et paradoksalt ærinde, når de kritiserer den journaliststuderende Samira Tavin for at sige sin mening.

Samira Tavin sagde den 22. juni i en diskussion i Deadline på DR 2 i at hun støtter Ahmadjinedad som Irans præsident, og at hun i øvrigt er enig med Ahmadjinedad i hans tvivl om folkemordet på jøderne under 2. verdenskrig.

Hendes indlæg var noget usammenhængende og springende. Jeg må hellere straks sige jeg ikke er enig med hende (hvis nogen kunne mistænke mig for det). Det handler imidlertid ikke om hendes politiske standpunkt, men om ytringsfrihed. Hun havde netop en pointe da hun sagde:

For hvis det var rigtigt at der døde seks millioner jøder, hvorfor må man så ikke forske i det i dag? Dem der stiller spørgsmålstegn og efterforsker det, de bliver sendt i retten. Og er det rigtigt? Er det demokrati? Er det ytringsfrihed? [Sproget forbedret af Borgerlig bums]

Såkaldt holokaustbenægtelse er strafbart i flere europæiske lande, men ikke i Danmark. Det er dog blot en detalje.

Samira Tavin antyder at forbudet beviser at der er fusket med fakta om holokaust. Det har hun naturligvis ikke ret i. Men man må erkende at indskrænkning af ytringsfriheden netop skaber den mistænksomhed, som hun gav udtryk for. Derfor er det tåbeligt og kontraproduktivt at det i en række europæiske lande er forbudt at benægte folkemordet på jøderne. Det gavner revisionisternes sag, fordi det gør dem til martyrer.

Af samme grund er jeg også skeptisk mod at en stribe vestlige parlamenter har vedtaget resolutioner om det tyrkiske folkemord på armenerne i 1915-17. Det kan ikke være parlamenternes opgave at udtale sig om noget som de folkevalgte ikke har forstand på. Det må overlades til historikerne. Politikerne bør derimod fuldt og helt kritisere den tyrkiske paragraf der forbyder omtale af folkemordet – fordi den indskrænker ytringsfriheden.

Ikke mindst EU-parlamentet, der er desparat for at demonstere sin egen vigtighed, udsender mange politiske erklæringer om vind og vejr. De har da også diskuteret at gøre Auschwitz-benægtelse strafbart i hele EU og forbyde nazistiske symboler. Det strandede foreløbig fordi østeuropæiske politikere krævede at hammer og segl også skulle være forbudt hvis hagekorset skulle være det.

Man skal ikke ad politisk vej definere sandheden, men skabe vilkår for at sandheden kan siges. Dermed må man acceptere at løgnere og fantaster også har ytringsfrihed. Grundtvig kaldte det Frihed for Loke som for Thor. Voltaires mening blev gengivet af Evelyn Beatrice Hall således: “I disapprove of what you say, but I will defend to the death your right to say it.”

DR-værten Nikolai Sommer gav også udtryk for en snert af politisk korrekthed, da han spurgte: “Kan du som en borger i Danmark støtte det?”

Borgere i Danmark har ikke pligt til at mene noget som helst. Det ville være totalitært. Men det overser Trykkefrihedsselskabet i sin artikel.

Formålet med debatten i Deadline var at anskueliggøre argumenter for og imod Musavi og Ahmadjinedad – og det lykkedes da også delvis. Et af de brugbare argumenter fra Samira Tavin var at Ahmadjinedad har støttet infrastrukturen og udviklingen i landdistrikter. Samira Tavin og Ahmadjinedads holokaustbenægtelse kan måske ikke skaffe stemmer i Danmark, men det kan den altså i Iran, hvorfor det var relevant at nævne det.

DR ønsker berufsverbot – Trykkefrihedsselskabet bakker op

Samira Tavin arbejder som journalistpraktikant hos DR Sporten. Det kan godt undre at DR’s Deadline så indkalder hende til et interview i egenskab af at være iraner, helt uden at nævne at hun allerede er ansat i firmaet. Hvis DR ikke gider bevæge sig uden for eget hus er de blevet en lokal-tv-station. Men nok om det.  Når de har valgt at interviewe hende skal hun naturligvis have lov at sige sin mening uden repressalier.

Helt galt bliver det derfor når Trykkefrihedsselskabet godter sig over at DR har indkaldt Samira Tavin til en kammeratlig samtale på grund af hendes synspunkter. Trykkefrihedsselskabet burde bestemt ikke støtte politisk berufsverbot. Tværtimod burde man kritisere DR for denne praksis.

Uwe Max Jensen lægger således ordene i munden på chefen for DR Sporten når han spørger hende: “Mener du, at Samira Tavins udtalelser om Holocaust matcher DR’s værdier?”

Svaret fra DR-chefen var: “… jeg har haft Samira inde til en kammeratlig samtale, da hun skal vide, at den slags gør man ikke som journalist. Der blander man ikke sine egne holdninger ind i faget. Man kan ikke både være meningsbærer og objektiv journalist.”

Men hun udtalte hun sig som privatperson, ikke som DR-ansat. Det fremgik ikke af Deadline-programmet at hun var DR-journalist. Underteksten beskrev hende som “studerende”.

Udtrykket “en kammeratlig samtale” kunne være sagt af Kammerat Napoleon i George Orwells Animal Farm. I sagens natur kan en chef-skideballe ikke være kammeratlig, da man ikke er kammerat med en chef. Det undertrykkende ses i selve den fordrejning af sproget som anvendes i udtrykket.

Det ville være væmmeligt hvis DR skal have lov til følgende:

  1. Bruge sine egne medarbejdere som interviewpersoner i nyhedsprogrammer
  2. Undlade at nævne de er repræsentanter for DR, men fremstille dem som om de er uafhængige eksperter eller privatpersoner
  3. Kontrollere at de giver udtryk for de rigtige holdninger, “matcher DR’s værdier”
  4. Udsætte dem for repressalier hvis de har forkerte meninger

DR har allerede begået fejl 1 og 2 ved overhovedet at invitere Samira Tavin i studiet.  Men det bliver mere end dobbelt så slemt, når DR begår fejl 3 og 4. Så er det ikke blot dårlig journalistik, men totalitær sindelagskontrol. Når alle punkterne 1-4 udføres, er de en opskrift på total iscenesættelse af virkeligheden, som i DDR.

Trykkefrihedsselskabet – Danmarks førende forening for ytringsfrihed – begår fejl nr. 5 ved at bakke op om sindelagskontrollen, ja, ligefrem kræve af DR at de giver kvinden sanktioner. Trykkefrihedsselskabet spiller her ikke rollen som uafhængig NGO, men snarere som østtysk blockpartei (de små ekstra partier i DDR, som skulle forestille at være garanter for mangfoldighed, men blot var systemets forlængede arm).

Trykkefrihedsselskabet har ellers ofte kritiseret DR, men selskabets holdning til ytringsfriheden er åbenbart afhængig af ytringens indhold.

Når både venstrefløjen (mange medier, akademikere og politikere) og højrefløjen (Trykkefrihedsselskabet) går ind for totalitær politisk korrekthed, så har friheden trange udsigter i fremtiden.

Uwe Max Jensen får også flettet ind i sin artikel at Samira Tavin dyrker skydning som hobby – hvad det end har med sagen at gøre.

Uwe Max Jensen har selv udfordret ytringsfrihedens grænser i sin kunst, og han har måttet mærke konsekvenser både i form af bødestraf og bortvisning fra kunstakademiet, det småborgerlige museum Aros og fra et stockholmsk hotel. Derfor kan det undre at han vil lynche politiske afvigere. Det er åbenbart ikke kun de venstreorienterede kunstnere der kan gå galt i byen når de blander sig i politik.

Hele interviewet kan ses på Snaphanen i artiklen Samira Tavin – holocaust-revisionist - som nøjes med at imødegå hendes synspunkt, hvilket er helt rimeligt.

Uriasposten: Samira Tavin, DR-praktikant – bakker op om Trykkefrihedsselskabets vinkel.

Note: Jeg staver ord fra fremmede alfabeter på dansk – derfor  skriver jeg holokaust, Ahmadjinedad og Musavi.

Spindoktor manipulerede artikel om Morten Løkkegaard på Wikipedia – og truede med konspirationsteori og retssag

Jeg er i gang med en længere dokumentation om kandidaters propaganda for sig selv på det brugerstyrede internetleksikon Wikipedia. Den bliver desværre ikke færdig før en af de nærmeste dage, da der er gået kage i min WordPress. Jeg har brugt nogle timer på det nu, men må lade det ligge indtil videre. Jeg skal jo også nå at stemme.

Men det er mere spændende at læse om den slags før valget end bagefter. Så her er i første omgang en kort omtale med link direkte til kilden.

Jeg har overvåget artiklerne om EP-kandidater på Wikipedia, og det vigtigste tilfælde af propaganda fandt sted allerede i februar/marts på artiklen om Morten Løkkegaard. Det var tilføjet af Løkkegaards nabo/ven/private spindoktor, IT- og mediemanden Anders Lautrup-Larsen, og han blev særdeles hidsig da jeg fjernede hans PR.

Jeg erstattede mandens propagandaartikel med en sober og objektiv artikel om alle Morten løkkegaards bedrifter. Desværre er Morten Løkkegaard ofte blevet husket for mindre flatterende sager, dog med hans bog om Tamilsagen som markant undtagelse. Det kunne jeg ikke gøre for, jeg skrev blot hvad pressen har skrevet om ham, og jeg byggede så vidt muligt på eksakt samme ordlyd som jeg fandt i de 44 kildehenvisninger.

Diskussionen mellem mig og Morten Løkkegaards spindoktor, Anders Lautrup-Larsen, kan læses her: Diskussion:Morten Løkkegaard/Arkiv1.

Diskussionen kan alle læse, men man skal nok have lidt erfaring med Wikipedia for at klikke sig frem og tilbage i versionshistorikkerne.

Som tak blev jeg truet med retssag – den slags er nok almindeligt som primær respons i Charlottenlund. Og som man kan læse i den arkiverede diskussion, så beskyldte manden mig for at handle på vegne af Dansk Folkeparti – hvilket jeg kan afvise. Han var gået ind på min blog, som han kaldte min “propagandaside”, og havde fundet et antal artikler om DF, men han har nok ikke læst dem, da de ikke nødvendigvis er entydigt positive – og jeg skriver om alle partier, men er naturligvis ikke lige glad for alle. Han havde også studeret mine facebook-grupper og mente at kunne bygge noget på det.

Til gengæld spurgte jeg om han var i lønnet ansættelsesforhold hos Morten Løkkegaard, men det fik jeg intet svar på. Faktum er imidlertid at han er Løkkegaards ven og nabo, har lavet kampagnesiden Send Morten til Bruxelles! på Facebook og publiceret ret professionelle kampagnevideoer for ham (Facebook , samt muligvis nogle af disse: Youtube / MortenTV). Jeg kom oprindelig på sporet fordi han havde udsendt denne pressemeddelelse om Løkkegaard fra 1. februar – på engelsk. Det var åbenbart vigtigt at gøre alverden opmærksom på kandidaturet.

Jeg skal snarest komme med en lang og fyldig artikel. Men klik på linket ovenfor, som er dokumentation nok – eller læs artiklen om Morten Løkkegaard på Wikipedia og døm selv.

Andre kandidater, som medarbejdere eller aktivister har lavet PR for på Wikipedia, er Dan Jørgensen, Christel Schaldemose og Emilie Turunen. Det var dog relativt uskyldigt, og de truede ikke med retssager da jeg fjernede propagandaen.

Sidste år skrev jeg om Saxo Banks informatonskontrol på Wikipedia:

Mine artikler |Afsløring: Saxo Bank fjerner kritik om sig selv fra nettet | Mere om Saxo Banks anonyme ændringer | Saxo Bank afviser informationskontrol | Sidste ord om Saxo-sagen

Pressen | Saxo Bank beskyldt for manipulation på nettet | Saxo Bank afviser propaganda på internettet | Blogger i nyt sammenstød med Saxo Bank | Blogger trækker kritik mod Saxo-direktør tilbage (NB: jeg trak ikke kritikken tilbage) | Saxo Bank-chef indrømmer censur (han ventede 2½ måned og erkendte så i B.T.)

P.S. Mit navn er Cаspеr Udеmark - og man har til enhver tid kunnet kontakte mig på mail, hvor jeg har svaret med mit fulde navn.

Sex & Samfund kludrer i rundspørge og kårer de forkerte

Foreningen Sex & Samfund har kåret de “mest sexede kandidater”. Hvilket ikke handlede om deres udseende, men om holdninger til foreningens mærkesager. De to vindere var Britta Thomsen og Morten Løkkegaard.

Foto: Sex & Samfund

Foto: Sex & Samfund

Morten Løkkegaard er helt sikkert den mest solbrændte, og han siger jo også at han plejer at være en tur i Italien, på Skagen m.v. med hele familien hver sommer. (Morten Løkkegaard på badehotel, Billed-Bladet 2008 – klik og se et endnu mere læder-solbrændt smil).

Men der må være et eller andet galt med foreningens argumenter, for hvis man går ind og ser på pointsummen fra det spørgeskema, som de har belemret kandidaterne med, så er der en hel række der har fået topscore – 4 points. Det vil sige at de har svaret “helt enig” på alle spørgsmål. Og vinderne er ikke iblandt dem:

  • Henning A. Jensen (A)
  • Claus Larsen-Jensen (A)
  • Anna Mee Allerslev (B)
  • Sofie Carsten Nielsen (B)
  • Peter Norsk (C)
  • Hanne Dahl (J)
  • Ole Nors Nielsen (N)
  • Poul F. Hansen (V)

Morten Løkkegaard fik derimod kun 3,94 point og Britta Thomsen fik 3,88.

Sex & Samfund må have kludret i noget, eller også har de helt bevidst fravalgt nogle af de mindre kendte kandidater (er Hanne Dahl virkelig så ukendt?) til fordel for den solbrændte studievært og den kønsaktuelle Britta Thomsen, der af TV2’s morgen-tv blev udråbt som mand. Eller også har Sex & Samfund handlet ud fra personlige, politiske sympatier.

TV2-vitsen var i øvrigt valgkampens absolutte lavpunkt, og det er ikke tilfældigt at denne uforskammede plathed ikke kom fra en modkandidat, men fra en journalist. Journalisterne tror nemlig de er vor tids paver, som tror de kan hvad som helst.

I anden række kommer lobbyorganisationerne, som bestemt også har et selvværd der siger spar to.

De spammer kandidaterne med spørgeskemaer i en lind strøm, oftest med ret banale og dårligt formulerede spørgsmål. Sex & Samfund kunne altså ikke engang finde ud af at behandle data korrekt. Når de først offentliggjorde resultatet få dage før valget, kunne det måske tyde på at de har haft rod i tingene.

Vil Sex & Samfund trække deres kåring tilbage, eller har de en forklaring?

Her kan man læse Sex & Samfunds artikler (bemærk overskrifterne der skal give billig opmærksomhed):

Der skal mere sex i EU-Parlamentet

Britta og Morten er Danmarks mest sexede EU-kandidater

Kandidaternes svar på spørgsmålene + points

Sidstnævnte link er et vildtvoksende excel-ark. For at se pointtallene skal man klikke på Sheet 1 i excel-vinduets nederste venstre hjørne.

Sluddervorne spørgsmål

Ud over den besynderlige kåring er selve udsagnene i testen ledende og grænser til det banale. Foreningen kommer bl.a. med følgende udsagn:

“Kriminalisering af overførsle af hiv-smitte er til skade for befolkningens sundhed og et brud på almene menneskerettigheder! Et stigende antal europæiske lande har har kriminaliseret overførslen af hiv-smitte. Konsekvensen heraf er yderligere stigmatisering af hiv-smittede, hvilket leder til en følelse af frygt i befolkningen: frygt for at blive testet for hiv, frygt for at fortælle andre (herunder nye partnere) om at være smittet og frygt for at opsøge en læge. Det er skadeligt for den generelle befolknings sundhed.”

Det er næppe kriminelt i noget land at være hiv-smittet eller overføre hiv. Den danske straffelov gør det kriminelt at overføre hiv bevidst og ved grov uansvarlighed, hvilket er anden sag.

Det undrer mig derfor at rigtig mange af de adspurgte kandidater (fra de fleste partier) har svaret “helt enig”.

Enten holder de meget mere end de kan love, eller også har Sex & Samfund rodet rundt i spørgsmål og svar. Udsagnet er nr. 5 på spørgelisten og på det ene excel-ark, men nr. 6 på det andet excel-ark. En datafejl alene kan dog ikke forklare svarene.

Britta Thomsen har lagt kommentarer til alle spørgsmål, fyldigt, men ukonkret og med mange floskler. F.eks. undlader hun at besvare spørgsmålet om kriminalisering, men svarer på diskrimination generelt. Hun vil nok gerne være en blød og altfavnende kandidat, der ikke sådan kriminaliserer folk:

“Som hiv-smittet er stigmatiseringen et af de største problemer, både i den vestlige verden og ikke mindst i udviklingslandene. I takt med at behandlingsmulighederne for hiv er blevet forbedret, er den sociale eksklusion et problem, vi skal give større opmærksomhed.”

Morten Løkkegaard kom nemmere til titlen. Han har ikke har skrevet en eneste kommentar til spørgeskemaet, og jeg har heller ikke hørt ham markere sig om emnet i øvrigt.

Sex & Samfund skriver på deres hjemmeside:

“… kåringen [har] slet intet med kandidaternes udseende eller hverv at gøre. Det handler udelukkende om holdninger. Sex & Samfund har således gennemført en stor spørgeskemaundersøgelse blandt samtlige EU-kandidater …”

og

“Tirsdag den 2. juni kårer foreningen derfor EU-Parlamentvalgets mest sexede kandidater. Det sker på baggrund af en undersøgelse af kandidaternes holdninger til en række væsentlige spørgsmål om europæernes sundhed og rettigheder i forbindelse med seksualitet, graviditet og fødsel”

Når jeg skriver kludrer i overskriften er det kun for at tage højde for risikoen for en fejl. Men det virker ærlig talt som om Sex & Samfund ikke har gennemført kåringen på de præmisser som de selv har opstillet. Det ligner snyd og bedrag.

Palæstinenser-loven fra 1992 som komisk opera

Villy Søvndal sagde engang til de ekstreme islamister i Hizb-ut-Tahrir: Gå ad helvede til!”

Det må have været spil for galleriet, for SF er nu tilbage i den traditionelle rolle igen:

S og SF vil genåbne irakeres asylsager (Politiken)

S og SF mener altså at man skal være åben over for pression. Enhver flok mennesker skal kunne få asyl hvis de besætter en dansk kirke.

Ved at genåbne asylsagerne siger man at der er begået fejl. S og SF har naturligvis ikke sat sig ind i de enkelte sager. Så hvordan kan de hævde at beslutningerne skal omgøres? En genoptagelse er en helt urimelig særbehandling, der i øvrigt vil belaste asylsystemet yderligere, så ventetiden forlænges for alle andre asylsøgere.

Hvad med de mange dårligt behandlede mennesker (blandt andet danskere) der ikke besætter en kirke, fordi de ikke er frække nok eller stærke nok? De får ikke megen opmærksomhed, de får ikke særlige tilbud fra politikerne, besøg af Arne Melchior eller støttegrupper på facebook med 4700 deltagere.

Nu vil man måske protestere mod min umage sammenligning af Hizb-ut-Tahrir og udviste irakere. Jeg er godt klar over at det ikke er det samme. Hizb-ut-Tahrir har nok væmmelige holdninger der undergraver Danmark, men de er indtil videre en lovlig organisation. Irakerne er derimod retligt udvist, og flere af dem har begået meget alvorlig kriminalitet.

Det er ret vanvittigt at SF vil sende de lovlige ad helvede til, men beholde de ulovlige.

Villy forvekslede form og indhold

Villy Søvndals forsøg på populisme bygger på en forkert analyse af DF’s succes.

Mange på venstrefløjen betragter DF som en sammensværgelse af folk uden egentlig politisk mission. Racisterne i DF har blot valgt nogle syndebukke for at få magt og opmærksomhed, lyder analysen. Nogle gange beskylder man endda DF’erne for at gøre det hele for personlig vindings skyld – som om politisk arbejde er noget man spinder guld på.

Villy Søvndal troede derfor han var genial, når han forsøgte at kopiere mønsteret. Han udvalgte nøje nogle syndebukke, som alle var enige om at hade, og stemmerne væltede ind. Indtil videre dog kun i meningsmålinger.

Men Villy, det er ikke nok at sige tingene. Det er faktisk vigtigere at mene dem. Dansk Folkeparti har en hæderlig indsats bag sig i deres arbejde for at stramme udlændingelovgivningen, bekæmpe kriminalitet med konsekvens og holde sammen på det danske samfund. Indholdet har gjort DF til en succes. Ikke den hårde retorik. Og så hård er den vel heller ikke altid, selv om der er fløjet et par snotklatter.

Villy har sans for genbrug, og han har for nylig sagt det samme om hærværksmændene ved graffitifesten i det indre København: autonome tosser, hjernedøde, bøller, gå ad helvede til. Dog hævdede han også at de ikke havde “noget som helst med venstrefløjen at gøre”.

Demagogisk designerpolitik

Villy Søvndal som barsk vicestatsminister og hans partifælle Anne Baastrup som blid justitsminister?

Det ville måske være et godt, demagogisk parløb. Men det ville være et mareridt for samfundet.

Villy ville piske en stemning op som i de værste folkedomstole, men justitsministeren ville ikke følge det op med nogen form for konsekvens. Vejen ville dermed være banet for konflikter og opløsning på to fronter.

SF har ikke nogen ideologisk baggrund for konsekvent retspolitik, og derfor kan de ikke pludselig opfinde den.

Reaktionen på kirkebesættelsen viser at SF heller aldrig vil få en konsekvent udlændingepolitik.

Jeg er lidt mere overrasket over at Socialdemokratiet bakker op. Henrik Dam Kristensen pakker det lidt ind:

” … selve asylafslaget [står] ikke til diskussion. Men hvis enkelte personers forhold har ændret sig væsentligt siden afslaget, så skal de have mulighed for at søge humanitær opholdstilladelse.”

Socialdemokratiet har åbenbart ikke mod på at overtage regeringsmagten i øjeblikket. De har fejlbedømt folkestemningen, og de vil blive straffet i næste meningsmåling, stol på det.

Palæstinenserloven genopfrisket

Efter 321 palæstinenseres kirkebesættelse i 1992 gennemførte socialdemokraterne, SF og de radikale en særlov, der gav asyl til samtlige aktivister med et pennestrøg.

Jeg går ind for politisk samtidskunst.

Jeg mener absolut palæstinenserloven egner sig til en opera i fem akter.

Den bør opføres i en af de selvsamme kirker der har lagt hus til kirkeasylet:

1. akt. De glade gæster ankommer: Palæstinenserne var rejst hertil fra Libanon i løbet af 1990-1991, hvor de søgte asyl på en påstand om at de var forfulgte i Libanon.

… 2. scene. Problemer opstår: Tidligere havde palæstinensere fra Libanon fået automatisk asyl uden nærmere vurdering. En mindre stramning af sagspraksis under KVR-regeringen i 1989 bevirkede at sagerne nu blev vurderet enkeltvis. 321 palæstinensere fik afslag, da de ikke var forfulgte.

2.akt. Oprør og pression: En gruppe på 50 til100 palæstinensere besatte 7. september 1991 Enghave Kirke og kort efter Blågårds Kirke, hvor sognepræst Lisbeth Søe inviterede dem indenfor. Besættelsen af Blågårds Kirke varede i over fem måneder.

3. akt. Hele menageriet i folkedans: 600 danske præster skrev under på en støtteskrivelse, BZ’ere besatte Udlændingedirektoratet og Justitsministeriet, Savage Rose, Kim Larsen, Anne Marie Helger og Lone Hertz støttede palæstinenserne, og Landsforeningen af Danske Flygtningevenner blev oprettet for at fremme sagen.

4. akt. Jackpot: Den 3. marts 1992 vedtog Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og SF uden om KV-regeringen en særlov, der ophævede udlændingemyndighedernes afgørelse og gav kollektiv opholdstilladelse til alle palæstinensere der havde opholdt sig i Danmark i mere end 12 måneder.

5. akt. Fest: Umiddelbart efter vedtagelsen tog over halvdelen af palæstinenserne tilbage til Libanon for at fejre at de havde fået opholdstilladelse i Danmark.

… 2. scene. Afsløring: Ugen efter kom det yderligere frem at 312 af de 321 palæstinensere havde rejst frem og tilbage mellem Danmark/Libanon/Syrien i løbet af 1990-1991, mens de havde søgt asyl i Danmark.

Efterspil – “tretten år senere”: I 2005 viste en undersøgelse:

  • at omkring 42% (135) af palæstinenserne i de efterfølgende år har været involveret i og dømt for kriminalitet.
  • at 74% (238) var på passiv forsørgelse.
  • gruppen på de 321 palæstinensere havde 110 børn, hvoraf 56% (62) havde været involveret i kriminalitet.

Tæppefald. De medvirkende 321 palæstinensere, 110 efterkommere, 600 præster, politikere, rockmusikere, kunstnere, BZ’ere, flygtningevenner bukker dybt og modtager stormende bifald. De få VK-politikere og grå embedsmænd holder sig diskret i baggrunden. Dengang var DF ikke opfundet, og Glistrup er død, så der er ingen skurke i forestillingen. Det var dengang Danmark var anstændigt og kunne være sig selv bekendt.

Derefter reception arrangeret af Center for Menneskerettigheder, men betalt af staten, halal-pindemadder og fed fest med multikulturel hiphop, mavedans og kristen rock.

(Kilde: min tekst bygger stort set ordret på artiklen om Palæstinenserloven, Wikipedia).

DR: Vi sender X-Factor for fællesskabet, men sjofler valgdækningen

tiggerbrev

Borgerlig bums har fundet et tiggerbrev fra DR - klik for fuldt format (pdf)

DR har sendt venlige trusselsbreve til flere af de fattige studerende her i huset. De er dog straks landet i den fælles papirkurv.

DR har længe udsendt trusler mod sortseere, men nu er mere gået over til tiggerbreve i stil med Røde Kors og den øvrige samvittighedsindustri.

Der står: “Kom med i fællesskabet … dine meddanskere har nemlig stor glæde af de elektroniske medier“.

(De nationale strenge slås an. Meddansker må være årets nye ord).

DR leverer virkelighed, underholdning.

Det bredeste, stærkeste, mest sete, populære og prisbelønnede af alting.

Og du kan ikke engang blive fri, med mindre du tilhører “et absolut mindretal”, som er lukket ude fra omverdenen. “Velkommen i fællesskabet og med venlig hilsen DR”.

Men kære DR, fjernsyn kan aldrig blive fællesskab, da det i sagens natur er eliteskabt, kunstigt, iscenesat og envejskommunikation.

Jeg indrømmer at ikke alle fællesskaber er frie. Der findes påtvungne fællesskaber, og det er ofte de bedste og mest givende: familien, fædrelandet og menneskeheden. Her får man altid menneskelig respons og har ofte mulighed for medbestemmelse. Sådan er det ikke hos DR. Der forventes ikke andre former for bidrag end 2200 kroner.

Medielicensen er en tvangsskat. Den er totalitær og altomfattende, da den pålægges alle kommunikationsmidler – radio, fjernsyn, mobiltelefoner, PC, lommecomputer, stort og småt. Kun en telefon lavet af sejlgarn og konservesdåser går fri.

Public service er blevet til Vild med dans

DR lægger stærke argumenter på bordet: “Tænk bare på X Factor“.

Sagen er imidlertid at DR har skåret sine pligter i den offentlige oplysning og debat ned til sokkeholderne. Ved EU-valget har DR afskaffet præsentationsprogrammer for det enkelte parti. Sidste EU-valg var velsignet med i alt 6½ times sendetid, men denne gang ville DR nøjes med to afslutningsdebatter à 45 minutter.

Kun efter pres fra de politiske partier er DR nu alligevel gået med til at sende nogle korte interviews med de enkelte partier:

DR vil alligevel ikke skære i EU-valgdækning

DR havde lagt op til den helt store neddrosling af optaktsudsendelser til EU-parlamentsvalget den 7. juni. … Men DR har sadlet om, og vil nu bruge mindst lige så meget tid på optakten som ved sidste valg. (TVnyt.com)

Hos DR selv er denne nyhed fordrejet til en succes:

Ambitiøs EU-valgdækning på DR

“Valget til EU-parlamentet er en vigtig opgave for DR. Derfor har vi lagt en ambitiøs plan for, hvor og hvordan vi kan dække valget til gavn for flest mulige vælgere. Vi har blandt andet prioriteret den bedste sendetid på DR1 søndag aften i ugerne op til valget til et nyt koncept med spidskandidaterne” (DR)

Der står ikke at den ambitiøse plan skyldes politisk pres og at det nye koncept er besluttet som en nødløsning i sidste øjeblik. Det virkelig uhyggelige er dog ikke at DR er for stolte til selvkritik, men at de fortier at de har måttet bøje sig. DR bøjer sig ikke for nogen!

Paverne i DR er de virkelige magthavere i Danmark. Det er de ikke berettiget til, hverken ud fra kløgt eller kulturniveau.

DR har måske nok en slagside til venstre, men det er ikke det værste. Vi har p.t. en borgerlig regering, og pressen skal jo være imod. Lidt mere kritik af venstrefløjens dårligdomme ville dog også være godt. Hvis jeg vil læse socialistisk journalistik med relevans, så kigger jeg i Dagbladet Arbejderen, og den mest rammende borgerlige kritik finder man hos de private blogs og 180 Grader på nettet.

Det er derfor skudt lidt ved siden af, når man igen og igen skælder ud på DR’s røde lejesvende. Der findes andre kriterier end ideologisk farve. Den politiske korrekthed er til stede, men ikke altdominerende.

Nej, det værste er at DR’s kvalitet slet ikke lever op til deres opblæste selvbillede. Produktet står ikke i forhold til milliardomsætningen.

Der er undtagelser, f.eks. børneprogrammerne, men heller ikke de har samme standard som for 20 år siden.

Journalistikken er fordummende og sjældent dybdeborende. Underholdning, fakta, kunst og politik blandes sammen i en ulækker vælling. Vi får stoppet politiserende serier à la Ørnen og Livvagterne ned i halsen. Altid garneret med nordisk, co-produceret tungsind og de typiske københavnske middelklasseskuespillere, der prøver at spille noget andet end sig selv, men ikke lykkes. Underholdningen præsenteres som virkelighed.

Journalister som hovedpersoner

Den nye serie Quatraro Mysteriet er en undtagelse, der umiddelbart virker lovende. Den handler om svindel i EU og et muligt mord, sanktioneret fra højeste sted. Men alligevel pakkes det alvorlige emne ind i en lidt usmagelig promovering af de to journalister Brügger og  Bertelsen, der gør sig selv til hovedpersoner. Virkeligheden præsenteres som underholdning.

I Krøniken påduttede man det danske folk at fjernsynets og DR’s historie var lig med danskernes historie.

Monopolets helte var det selvglade navn på en serie om DR’s mest magtfulde medarbejdere gennemtiden. Man kune passende have nøjedes med at skildre én eller to af de virkelige genier, f.eks. Poul Nesgaard.

Den hemmelige krig var et eksempel på en berettiget journalistik, som blev fremsat med uberettigede og uhæderlige filmiske virkemidler. Filmens politiske efterspil blev et klassisk dansk højre-venstre-slagsmål, men det burde hellere have været en diskussion af hvorfor politikerne og alle vi andre lader os tvære rundt i manegen af manipulation.

Medierne skal sætte dagsordenen, siger man. Men hvorfor skal de det?

Det er selvfølgelig ikke kun DR, men hele medieverdenen der overvurderer sig selv. Filmen Riskær, avantgardekapitalisten var et meget personligt og groft nedladende portræt, som ikke fortalte os mere om playboyen Klaus Riskær end vi vidste i forvejen, men derimod i svær grad udstillede instruktøren Christoffer Boes egne fordomme, dårlige moral, mangel på empati, misundelse, lommefilosofi og rene selvsmageri. Denne kapitalist-basher af en film blev ikke vist på DR, men TV2.

Så det var et eksempel på at rød journalistik nok skal overleve, også uden monopol og medielicens. I har intet at frygte, kære medieludere, fremtiden tilhører jer.

Flot men plat plakat fra DSU (Danmarks Stangstive Ungdom)

1242429886296(link til fuldt format, DSU)

DSU anerkender nu den danske kulturarv og kræver: giv os Morten Korch tilbage. Er det slut med at beskylde andre partier for Morten Korch-sympatier?

Plakaten er grafisk pæn og veludformet. Tillykke med det. Men æstetik bør handle om mere end pang-farver, for eksempel om humor.

Bendt Bendtsen er“krybskytten der helst vil pensioneres”. Her rammer man plet. Der er kun en nuance til forskel fra virkeligheden. Bendtsen er nemlig ikke krybskytte, men opbevarer blot sit gevær ulovligt og går gratis på jagt. Han sagde ved sin opstilling til EU-valget at han glæder sig til at få mere tid til jagt, golf og familien.

Morten Messerschmidt er afbildet som nazist i lange ridestøvler, “den højreorienterede galning”. Det er for billigt. DSU bruger et udslidt trick.

Jens Rohde er “storkapitalens lakaj” i studepranger-vest. Her skyder DSU langt hen over det lavtgående missil. Rohde har personlighed og mod. Men har han nogen sinde leveret politiske resultater til gavn for storkapitalen eller for noget som helst andet?

De konservatives afgående parlamentariker Chr. Rovsing har levet bedre op til rollen som storindustriens bedste ven i EU-parlamentet, da han altid har stemt for dårligere miljøstandarder, ja til genmodificering, længere transporttider for slagtedyr osv. Skillelinjen i dansk EU-politik har ofte gået mellem Chr. Rovsing og alle de andre.

Dan Jørgensen er udnævnt til “finanskrisens overmand”. Den var god. Den glade fynske gut er i sine debatter mere beskidt i munden, end man ville tillade i en gammel dansk film, men særlig vittig er han ikke. Hans taktik er altid et flabet og barnligt angreb på modparten. Her passer han glimrende sammen med Jens Rohde.

Retro-udtryk som “storkapitalens lakaj” og de røde kommunistiske EU-flag viser en ikke ringe selvironi. Men måske mere end DSU selv er klar over.

DSU har mange grunde til at drømme sig tilbage til Hans Hedtofts tid.

DSU synker mod bunden

De unge socialdemokrater i DSU er nede på 1.942 medlemmer. De er sakket  langt bagud i forhold til det moderigtige SFU, som er oppe på 3.162. (Tal fra 2008 – forskellen er sikkert vokset siden da).

De knap to tusind medlemmer udløste kun kr. 2.517.378 i tipsmidler fra Dansk Ungdoms Fællesråd. Alligevel er DSU i kraft af sin forbindelse til arbejderbevægelsen en af de mere velhavende organisationer. Som man skriver på hjemmesiden: “DSU har en lang række medarbejdere” – og jeg talte da tretten ansatte bare på den side.

Man bruger traditionelt nogle af de mange, gode penge til at udforme en sjov filmplakat i hver valgkamp. Med vekslende resultat.

Morten Messerschmidt kan trods alt drikke med schwung, og uden at ødelægge noget, men det kan DSU’erne ikke.

Tømmermændene fra det puritanske stunt efter Jeppe Kofod-sagen har måske fået medlemmerne til at sive væk? Er festerne blvet mindre vilde, siden dengang man hærgede Esbjerg Højskole for en kvart million kroner?

Stangstive DSU’ere smadrede højskole (Nyhedsavisen 27.3.2008)

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) har i årevis været kendt for sine abefester til de legendariske påskemøder for op mod 200 DSU-medlemmer ned til 13 år. … I 1990 smadrede en større flok stærkt berusede unge socialdemokrater inventar på Esbjerg Højskole for en kvart million kroner. …
- De gik grassat i fuldskab og ødelagde døre og inventar for, hvad der dengang kostede en kvart million kroner. Jeg ville simpelthen ikke finde mig i det, fordi de lånte højskolen gratis. Jeg forlangte, at DSU simpelthen ikke viste sig på højskolen igen, siger Bendt Drewsen, der var forstander på højskolen.

- Det værste var næsten, at DSU s ledelse aldrig betalte for alt det, de havde ødelagt i fuldskab. Det måtte vi afskrive på skolens budget, siger han.

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom … havde nuværende næstformand for Socialdemokraterne Henrik Sass Larsen som en central figur.

Begge husker i dag episoden, da Nyhedsavisen konfronterer dem med sagen. Henrik Sass Larsen kalder sagen underholdende. …Efter nogle år i landflygtighed på Roskilde Højskole fik de unge socialdemokrater lov til at vende tilbage til Esbjerg Højskole til ungdomsorganisationens årlige ugelange påskemøde.

Her fjerner man den dag i dag alt udstyr, der kan ødelægges, når 200 DSU er invaderer højskolen, fortæller en elev på skolen.

- Vi fik besked på at fjerne alt, der havde værdi, fordi socialdemokraterne nu kom. Og så kunne man ikke være sikker på, at det ville overleve, siger eleven, der fortæller, hvordan fulde 13-14 årige lå og brækkede sig af druk på gangene så sent som i 2005.

- Jeg så unge på 13-14 år ligge sanseløst berusede på gangene, fordi de havde fået serveret for meget alkohol. Mens de unge socialdemokrater i dagtimerne spillede hellige. …

Tidligere artikler om DSU her på bloggen (om Jeppe Kofod-panikken, marts 2008):

Israels fornemmelse for svineinfluenza

Israels nye vicesundhedsminister har en plan mod svineinfluenza. I første omgang skal den omdøbes til mexicansk influenza.     

Yaakov Litzman kommer fra et af de ultraortodokse partier, som man desværre plejer at tage med i diverse regeringskoalitioner i Israel. Derved får det ultrareligiøse mindretal meget mere indflydelse end de har krav på – deres regler påtvinges flertallet.

I Israel er det ikke muligt at gifte sig borgerligt. Der findes separate religiøse domstole (jødiske, muslimske og kristne), og ikke mindst det magtfulde chef-rabbinat,  som bestemmer i familie- og ægteskabssager og meget andet. Israel har love om overholdelse af sabbat og forbud mod import af ikke-kosher-fødevarer. Siden en højesteretsdom fra 2004 har det dog været lovligt at købe svinekød,kaldet “hvidt kød” og opdrættet hos kristne arabere, så vidt jeg ved.

Disse regler er en vedvarende plet på staten Israel, eller i det mindste en grund til at Israel alligevel ikke er et helt almindeligt vestligt land, sådan som vi ellers gerne vil tro. Det er forståeligt at venner af Israel gerne vil støtte landet i kampen mod terrorisme, men mange pro-Israel-folk er så ukritiske, at de glemmer den interne konflikt mellem et religiøst fanatisk mindretal og det frisindede, humanistiske, sekulære flertal.

Israelerne kan dog finde ud af at snakke sig til en løsning, og det er lykkedes at finde en vis balance mellem hensynet til de sekulære og de religiøse – den såkaldte religiøse status quo. Men det betyder i sidste ende alligevel at de sekulære har indrettet sig efter religiøse krav. Og status quo dækker over at forholdene fra 1948 ikke må ændres hvilket i længden er uholdbart.

Det nationalpopulistiske parti Yisrael Beiteinu var en af de store vindere i valget for nylig. Partilederen Avigdor Lieberman endte som vicepremierminister. Partiet er en pudsig nyskabelse, da det vil skærpe linjen over for palæstinenserne og er pro-zionistisk, men ikke spor religiøst. Det bygger især på russiske jøder, som har barske holdninger, men for det meste er totalt ligeglade med kosher. Noget tyder altså på at det religiøse højres monopol på patriotisme er brudt.

En baggrundsartikel fra Berlingske fortæller om den voksende splittelse mellem ortodokse og sekulære og betydningen i Israel-Palæstina-konflikten:

»Skyd – og tænk ikke på konsekvenserne«

Israelske soldaters chokerende vidnesbyrd om drab på palæstinensere og destruktion af deres ejendom i Gaza udstiller Israels dybe splittelse mellem religiøse og sekulære kræfter. …

Hr. Litzmans krav om et nyt navn til svineinfluenzaen er et godt eksempel på den psykologiske mekanisme i en lovreligion. Først er det kun forbudt at spise gris, så er det forbudt at nævne dem eller afbilde dem, og til sidst også forbudt at tænke på dem. Det er samme tankegang som i totalitære regimer.

Dette skal nævnes, da det ikke kun er fra islam eller Vatikanet der kommer dumheder – men samtidig skal man huske at der også findes frisindede og fornuftige folk inden for alle religioner. For mig er det såmænd ligegyldigt om man er en dum lutheraner, katolik, jøde, muslim eller hindu (selv om hykleriet bestemt ikke er ligeligt fordelt blandt disse trosretninger). Man skal huske at ethvert individ selv er ansvarlig for det livssyn han vælger, og bruger man religionen til selvretfærdiggørelse og tvang over for andre, fortjener man kritik.

De store aviser Haaretz  og Jerusalem Post er tilsyneladende ikke enige med viceminister Litzman. De skriver fortsat swine flu i den engelske udgave. (Den hebraiske version kan jeg ikke læse).

Noget kan tyde på at Litzman havde en pludselig indskydelse, for fra officiel side afvises det at omdøbe sygdommen.

Jeg fandt en interessant artikel. En enkelt kibbutz i Israel avler svin (ved hjælp af en omgåelse af loven):

On Israel’s Only Jewish-Run Pig Farm, It’s The Swine That Bring Home the Bacon

EU er flæsk

De høje julegrise i EU-kommissionen har også omdøbt sygdommen, men helt uden religiøse idealer. Svinelobbyen har været på spil! Lige siden 1972 har det europæiske projekt handlet om flæskepriserne.

EU bestikker fattige med gratis mad

EU uddeler gratis fødevarer til fattige – og nu forventes de at kvittere med EU-positive holdninger. Det skriver man helt åbenlyst i en betænkning fra EU-kommissionen og EU-Parlamentet.

Samtidig er der sat en ny PR-mølle i gang, nemlig en selvsmagende betænkning om “aktiv dialog med borgerne”.

Køb af de fattiges hengivenhed til gengæld for milde gaver er i så grov modstrid med dansk tradition, at selv den meget EU-positive avis Politiken nævner sagen: Gratis mad skal lokke fattige til at støtte EU.

Træk vejret. Det første dokument hedder:

Betænkning om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1290/2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik og forordning (EF) nr. 1234/2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen), for så vidt angår uddeling af fødevarer til de socialt dårligst stillede personer i Fællesskabet (KOM(2008)0563 – C6-0353/2008 – 2008/0183(CNS))

Det fremgår at ordningen har eksisteret i 22 år uden at få den ønskede effekt på de lavere klassers holdninger. De fattige er fortsat de mest “euroskeptiske” (et klart negativt begreb nede på de kanter – det er kun i Danmark og Storbritannien ordet kan opfattes positivt).

Kun ét dansk medlem, Niels Busk (V), har deltaget i udvalget. Hvad han har stemt – og hans begrundelse – kunne jeg godt tænke mig at kende til.

Nogle pluk fra betænkningen:

»Bortset fra de fordele, der er forbundet med uddelingen af fødevarer, såsom begrænsning af fattigdommen blandt Unionens dårligst stillede borgere, ændrer uddelingen endvidere deres forhold til og holdning over for Den Europæiske Union og den fælles landbrugspolitik«

»Derfor vil ethvert forsøg på at opgive programmet eller begrænse dets finansielle ressourcer kunne resultere i en mere negativ holdning blandt befolkningen og dermed øge antallet af euroskeptikere«. 

Det andet papir, som blev vedtaget for nylig, hedder Betænkning om aktiv dialog med borgerne om EU(2008/2224(INI)).

Her rustes der op til propagandakrig for at styrke EU’s popularitet.

Afsnittet “Den offentlige mening” beretter:

“1. Europa-Parlamentet …  minder om, at undersøgelser viser, at jo dårligere uddannet og mindre velhavende borgere i Unionen er, jo mere sandsynligt er det, at de modsætter sig yderligere europæisk integration, hvilket viser, at den europæiske tanke på trods af alle tidligere anstrengelser hovedsagelig når ud til det veluddannede og velhavende segment i det europæiske samfund; betragter aktiv dialog mellem EU og dets borgere som afgørende for en virkeliggørelse af EU-projektets principper og værdigrundlag, men erkender, at kommunikationen indtil videre ikke har været særlig vellykket;”

Måske er det selve projektet som ikke har været vellykket, thi borgerne har fået positiv kommunikation op til begge ører.

Parlamentet og kommissionen skamroser hinanden for deres “gode idéer”, samtidig med at man har den frækhed at nedgøre de irske vælgere for deres nej til Lissabon-traktaten:

“2. Europa-Parlamentet …   beklager, at den succes, som er opnået i forbindelse med at øge de europæiske borgeres vidensniveau og interesse i europæiske emner, på trods af Kommissionens indsats og gode idéer har været meget begrænset, hvilket beklageligvis fremgik af den irske folkeafstemning;”

Disse uvidende kartoffelspisere. Men EU-politikerne har en plan:

“3. Europa-Parlamentet …   understreger, at det er specielt vigtigt, at der etableres samhørighedsskabende kommunikationsforbindelser med målrettet indhold både mellem EU og regioner med særlige karakteristika og mellem EU og særlige samfundsgrupper;”

Samhørighedsskabende kommunikationsforbindelser med målrettet indhold betyder “propaganda”. Bemærk at man målrettet vil gå efter særlige regioner – måske de lande hvor de nationale forfatninger foreskriver folkeafstemninger, de EU-kritiske lande i almindelighed, eller blot de regioner der modtager mest EU-bistand? Og særlige samfundsgrupper – de fattige og sultne?

“4.  Europa-Parlamentet …  bemærker, at et stort flertal af de europæiske borgere ifølge nyere undersøgelser går ind for … [opremsning af gode EU-tiltag]; henleder opmærksomheden på, at det derfor også er vigtigt at rette blikket mod, hvad der kommunikeres gennem handlinger, og sammenligne, hvorledes dette afviger fra det budskab, EU ønsker at udsende til borgerne;”

EU har fået øje på at handlingerne ikke stemmer overens med de gode intentioner. Hatten af for denne erkendelse. Men så skal man jo ændre det man gør, ikke det man siger.

“5.   Europa-Parlamentet …   gør opmærksom på, at et flertal af de kvindelige vælgere har stemt “nej” ved de seneste folkeafstemninger om EU: 56 % i Frankrig …, 63 % i Nederlandene … og 56 % i Irland …; mener, at det negative resultat af afstemningerne bl.a. skyldes de europæiske institutioners begrænsede engagement i de politikker, der direkte berører kvinderne, og som ligger til grund for den fortsatte mangel på lige muligheder mellem mænd og kvinder, såsom politikkerne til forening af arbejds- og familieliv og støtte til plejekrævende personer;”

Dette afsnit er et vildskud som tyder på dyb desparation. Rent faktisk var der uhyre lidt forskel på mænd og kvinders stemmer ved folkeafstemningerne i de tre lande. De totale nej-stemmer (begge køn) udgjorde 55 % i Frankrig, 62 % i Nederlandene og 53 % i Irland.

Ovenfor (i punkt 2) påstår EU-parlamentarikerne at “nej” ved folkeafstemningen i Irland skyldtes vælgernes manglende viden. Men i punkt 5 hævdes det derimod at det skyldes EU’s manglende politik på visse områder. Løsning: flere EU-regler på mange flere områder.

Jeg tror ikke EU’s forsøg på at købe kvindernes stemmer vil falde heldigt ud. Hvis man skulle forsøge at indføre et virksomt EU-regelkompleks på så omfattende områder som “forening af arbejds- og familieliv og støtte til plejekrævende personer” - så ville det samtidig være så centralistisk og detaljeregulerende at det ville få den stik modsatte effekt.

Men nu er vi altså advaret om at EU vil forsøge sig på dette område også, ikke for at gøre os en tjeneste, men for at markedsføre unionen. Blandt de mest EU-skeptiske lande er samtidig nogle af dem der har den bedst fungerende velfærdsstat, og det er ikke ligefrem et folkekrav i Danmark at EU skal blande sig i velfærdsstaten.

EU ville derfor gøre sig selv en tjeneste ved at holde fingrene væk, men det kan de ikke forstå. Systemet er kun indrettet på en stadig voksende indblanding i nationale opgaver.

Der er dog også plads til selvkritik:

“20.   Europa-Parlamentet …  fremhæver nødvendigheden af, at Europa-Parlamentets medlemmer udviser større engagement i kommunikationen med EU’s borgere … ; håber, at Europa-Parlamentets medlemmer parallelt med de partipolitiske valgkampagner til valget til Europa-Parlamentet vil deltage aktivt i valgkampen på lokalt plan;”

Parlamentet opfordrer medlemmerne til at udvise større engagement – og deltage i deres egen valgkamp!

De enkelte politikeres indsats er dog kun et lille supplement til helheden, for det er tydeligvis betænkningens idé at EU-systemet som samlet maskine skal føre en PR-kampagne med ét budskab. Det er en totalitær fremgangsmåde, som er i modsætning til det vi kender fra demokratiske nationalstater, hvor partier og politikere deler sig efter anskuelser og fører hver deres kampagne.

Det vil føre for vidt at gøre rede for hele propaganda-betænkningen i dette indlæg, så jeg forbereder en selvstændig artikel, når jeg har læst alle de blomstrende tanker og forslag igennem.

Tilbage til betænkningen om fattigbespisning:

“Den 22. maj 2008 vedtog Europa-Parlamentet en beslutning om stigende fødevarepriser i EU og udviklingslandene, hvori det understreger, at retten til mad er en menneskeret, og at alle mennesker på alle tidspunkter bør have bedre adgang til tilstrækkelig mad, således at de kan leve et aktivt og sundt liv.”

Af sidstnævnte sætning ser man resultatet af at gøre alt til menneskerettigheder. Det er logisk at alle mennesker har brug for noget at spise. Det er ingen politiske ideologier uenige i. Men når det skrives ind i en liste over rettigheder, kan og vil det blive misbrugt politisk.

Bemærk også retten til “et aktivt og sundt liv”. Gad vide hvilke tvangstiltag vi kan vente os? Måske er en kampagne på trapperne med sloganet: EU sikrer dit aktive og sunde liv? Hvis man kender til EU’s regler om tilsætningsstoffer i mad, kemi i hverdagen og landbrugspolitikkens indvirkning på madkvaliteten, så vil man vide at det er en skarp fortolkning af virkeligheden.

Jeg kunne aldrig finde på at påstå at EU minder om dronning Marie Antoinette, der lod hånt om den plagede befolkning og anbefalede dem at spise kager hvis de ikke havde brød.

Brød og skuespil

Nej, EU’s socialpolitik er langt mere gennemtænkt og forankret i en politisk holdningskampagne. Det minder mere om tilstandene i Romerriget, hvor kejseren holdt pøbelen i ro med brød og skuespil. Og hvor lokale rigmænd købte sig til magten, til gengæld for at yde borgerne beskyttelse og arbejde. Det eneste de skulle gøre til gengæld var at stemme på ham, og så kunne de ellers komme til ham med alle deres sorger (også kendt som clientala-systemet – en lærerig, lille artikel kan læses her).

Den dumme Marie Antoinette blev halshugget fordi folk sultede. Det romerske interessefællesskab mellem en patron (magtfuld rigmand) og klienterne (loyale fattigfolk) trivedes derimod og regnes af mange for at være en forløber for den senere mafia. Det kan altså betale sig at være gavmild mod de lavere klasser.

Spørgsmålet er om det virker i dag hvor folk trods alt er mere oplyst end i gamle tider. Her er EU så på banen med “effektive kommunikationskampagner”, der skal banke pointen ind.

Om selve fødevarehjælpen skriver EU:

“Programmet for uddeling af fødevarer til de dårligst stillede i Fællesskabet har i de 22 år, det har eksisteret, bidraget til opfyldelsen af to af den fælles landbrugspolitiks vigtigste mål, nemlig dels at yde hjælp til at stabilisere markerne ved at reducere interventionslagrene og dels at sikre de nødvendige fødevareforsyninger til Unionens fattigste indbyggere.”

EU’s landbrugspolitik har som bekendt et blandet formål – som er i modstrid med sig selv.

Overproduktion, centralisme og omvendt u-landshjælp

På den ene side sørger politikken for en stor overproduktion. Det skal gavne forsyningssikkerhed og stabile leverancer til fødevareindustrien. Derfor støtter man storproduktion, centralisering og standardisering – til skade for småbønder, til skade for forskelligheden af de lokalt producerede varer, og til skade for kvaliteten. Det har vi mærket i Danmark i godt 35 år, og lige nu kan følgerne især mærkes i Polen, hvor små familiebrug udslettes og erstattes af storlandbrug. De tyske godsejere vender tilbage (suppleret af danske svinebaroner – hvoraf flere er skamløse nok til at stille op til EU-Parlamentsvalget).

På den anden side ønsker man at holde priserne oppe, på trods af overproduktionen. Derfor destruerer eller oplagrer EU mange fødevarer. Disse bruges så til eksempelvis fødevarehjælp til unionens fattige medborgere (mon ikke en del ryger af i svinget til svindel og fiflerier?) En anden del eksporteres til u-lande til dumpingpriser eller som fødevarehjælp, der smadrer de lokale markeder, som i øvrigt er afskåret fra selv at eksportere til EU på grund af solide toldmure.

Man kunne spørge sig selv om disse fattige borgere i EU ikke havde lige så meget gavn af lavere fødevarepriser – eller lavere skatter – eller forskellige lokale løsninger. EU’s budget finansieres blandt andet via 1 % af momsgrundlaget i medlemslandene, uanset om det er den fattiges havregryn eller den riges kaviar. Nødhjælp og andre former for “barmhjertighed” er altid med til at give den gavmilde prestige, men det er jo ikke en løsning af de underliggende problemer.

Set i lyset af at ordningen har eksisteret i 22 år og ikke formået at gøre de fattige mere EU-venlige eller mindre fattige, så ligner det en fiasko for EU.

Intet under at unionen konstant skruer op for propagandamaskinen i ren desparation.

Makaber demonstration på Nørrebro?

Familien til den dræbte Mustafa Shakir Hsownay, der fredag den 27. februar i år blev dræbt af skud i Mjølnerparken, vil på lørdag bære hans kiste fra Nørrebro Station til Nørreport – en strækning på 3,5 km gennem København.

Og det skulle der ikke være noget problem i, oplyser Københavns Politi.

- Demonstrationen er anmeldt, og da der ikke står noget i reglerne om, at man ikke må bære på en kiste under en demonstration, så får de tilladelse, oplyser Jørgen Thomsen fra Tilladelses- & bevillingskontoret ved Københavns Politi til bt.dk

- Vi regner med måske at kunne blive 300-400 mennesker i mindeoptoget, som også er en protest mod bandekrigen. Jeg ved ikke præcis, hvordan man skal få stoppet skyderierne og volden, men det er måske nødvendigt, at politiet forstærker indsatsen for at finde frem til de våben, der er i omløb. Det har været for nemt at skaffe sig våben, har søsteren til den skuddræbte Mustafa, Somaya, tidligere fortalt B.T. … 

(B.T., med læserafstemning)

Med al respekt for afdøde, som var et uskyldigt offer for bandeskyderierne: min første reaktion på dette var at det lyder temmelig makabert. Vi har ikke tradition for at bruge lig i demonstrationer i Danmark. Vi har faktisk kun yderst sjældent større, offentlige ligtog – det plejer at være for konger og dronninger. Men noget er ændret på Nørrebro – nye tider, andre folk,  andre skikke. Striben fra Nørrebro station til Nørreport er stærkt demonstrationsplaget og ser ud til at blive regnet for et samfund for sig selv med egne normer. Spørgsmålet er blot hvem der skal styre de normer. Det slås man bl.a. om for tiden, ligesom man slås i Södertälje, Rosengård (Malmø), Gaza og Beirut.

DF er ude med riven og vil forbyde optoget. Det ved jeg nu ikke om man bør gøre. Kisten er lukket, så det er jo at betragte som et ligtog, og der er ikke tale om usømmelig omgang med lig i lovens forstand.

Hvis der derimod trækker op til uroligheder, så kan politiet overveje – med risiko for protester – at forbyde demonstrationen for at beskytte den offentlige orden. Det hører vi nok mere om i de følgende dage.

Multikultur har følger på godt og ondt, og de kan i sidste ende ikke holdes nede med tapre forsøg via love og tiltag. Uanset hvad man vælger fra offentlig side har vi et sammenstød mellem dansk kultur og noget nyt og farverigt, som vi ikke har været vant til. Måske skal man en tur til Nørrebro på lørdag kl. 14. I bedste fald bliver det kun et fredeligt mindeoptog, for jeg har ingen skudsikker vest.

V-kandidat: Dialog med nazister og islamister, men ikke med EU-modstandere

poul-f-hansen

Venstres kandidat til EU-parlamentet, den tidligere DR-journalist Poul F. Hansen, skriver i dag et indlæg på Facebook, hvor han nævner EU-skeptikere, nazister og islamister som eksempler på grupper han er meget uenig med.

Han mener dog at der kan være grund til at forstå de sidstnævnte, hvorimod han afviser at gå til møder med EU-kritikere.

Debat med EU-modstandere er ikke mulig, mener han, fordi de sætter “spørgsmålstegn ved det, som gennem 36 år har været grundlaget for vores samfunds udvikling”. EU-modstanderne ønsker ikke en “virkelig dialog … men blot til at få lidt reklame for deres møder” via Poul F. Hansens nærværelse.

Derimod er det “lidt mere speget” med nazisterne: 

“For på den ene side så kan en dialog opfattes som en slags anerkendelse, og det har de ikke fortjent. Men på den anden side, så år årsagen til at de er blevet nynazister måske, at de som mennesker føler sig sat uden for. Bumser, skæve tænder, svenskerhår, dårlig ånde, ingen pigetække.”

Her er indlægget i sin helhed (klik på overskrift for original):

Skal man snakke med sine fjender?

Nynazister, NEJ-til EU, Hisp-ut-Tahrir, Iran. Skal vi gå i dialog med mennesker og grupper, som vi er dundrende ueninge med?

Jeg tror ikke der er et entydigt svar. Man må tage stilling til det fra gang til gang. Jeg kan tage mig selv som eksempel. Jeg stiller op som kandidat til EU-parlamentet og langt inden valgkampen er skudt i gang har jeg fået henvendelser om debatmøder fra NEJ-siden. Jeg har sagt nej. Jeg synes, det er meningsløst, spild af alles tid og desuden forplumrende for debatten, at der igen og igen skal skal sættes spørgsmålstegn ved det, som gennem 36 år har været grundlaget for vores samfunds udvikling. Og hvis folk efter alle disse år, stadig er imod EU, er der nok ikke mange chancer for at jeg kan omvende dem. De ønsker altså ikke at komme i virkelig dialog med mig, men blot til at få lidt reklame for deres møder, som jeg har en mistanke ikke er særligt velbesøgte.

VU-Århus har fået et rap over fingrene for at tale med nynazister. Her er situationen lidt mere speget. For på den ene side så kan en dialog opfattes som en slags anerkendelse, og det har de ikke fortjent. Men på den anden side, så år årsagen til at de er blevet nynazister måske, at de som mennesker føler sig sat uden for. Bumser, skæve tænder, svenskerhår, dårlig ånde, ingen pigetække. Altsammen kan være med til at få dem til at sige: “Nåh I vil ikke acceptere mig! Så kan i rende mig…” Nøjagtigt det samme sker på venstrefløjen med punkere og autonome. Her er det nok på sin plads at træffe en beslutning ud fra hvad en professionel psykolog, ville foreslå. Og mit gæt er: “Snak med dem, forsøg at trække dem ind i fællesskabet igen.” For i Danmark har vi ikke den sociale eller økonomiske grobund for nazisme eller andre totalitære strømininger. 

Gælder det samme så for Hisb u-Tahrir? Jeg tror det desværre ikke. Noget tyder opå at den ekstreme islamisme ikke i første omgang “rammer” de udstødte 2.generationsindvandrere fra Ishøj. Her er det snarere de mere veluddannede, som, måske i en identitetskrise, splittet mellem en vestlig dekadent livsstil og en “ren” islamisk. bevidst vælger det sidste. De er overbeviste og fanatiske og rokker sig ikke ud af stedet. Jo mere man snakker med dem, jo mere vil de føle sig styrket i deres retfærdige kamp. Blekingegadebanden og Rote Arme Fraktion i Tyskland, tror jeg, var gjort af samme stof. 

Barak Obama har allede sendt sine første udsendinge afsted til Mellemøsten. Richard Holbrook taller med alle i Gaza-konflikten – undtagen Hamaz. Heller ikke Obama vil tale med terrorister. Men hans nye FN-ambassadør, Susan Rice, har erklæret sig parat til en direkte dialog med Iran, som om alle ved at Hamaz kun eksisterer takket være Iranske penge. Inkonsekvent! Ja, men rationelt. Den meget blodige israelske afstraffelse af palæstinenserne i Gaza kan få dem til at fortryde at de stemte Hamaz til magten, fordi deres tilværelse er blevet endnu mere ubærlig. En yderligere isolering af Iran vil ikke bringe Mujadinidads styre til fald, snarere styrke det.   

Der er altså ikke noget universelt svar på spørgsmålet: dialog eller afvisning.

(Mine fremhævelser)

Han skriver derefter i to kommentarer til sit indlæg: “jeg bruger blot forskellige eksempler på folk, som jeg er dundrendde uenige med … Selvfølgelig er de ikke sammenlignelige og det var heller ikke min pointe…”

Ikke sammenlignelige? Det må jeg give ham ret i. Han opfatter ikke de forskellige grupper som ét fedt. Han mener EU-modstanderne er værst:

  • Klart nej til dialog med EU-modstandere
  • Ja til dialog med nazister
  • “Måske” til dialog med islamister

Konklusionen er mildt sagt overraskende. Hvordan kan man være så indædt imod sine EU-politiske modstandere, at man betragter dem som ekstremister? Og afslår deres opfordring til dialog.

Og hvordan kan man være så naiv mod nazister og islamister, at man uopfordret leverer en stribe banale undskyldninger for deres handlinger?

Problemet er ikke sammenligning, men mangel på samme. At sætte begreberne i perspektiv ud fra faste principper.

Naivt syn på ekstremister

I virkeligheden bliver ingen af modstanderne taget alvorligt, da “fjenderne” udnævnes til psykologiske vrag. Det er både mangel på respekt og en undervurdering:

  • Nazister har psykologiske traumer og skæve tænder bag sig.
  • Hizb-ut-tahrir er veluddannede mennesker med identitetskrise.
  • Israel står for en “meget blodig afstraffelse” af palæstinenserne. (Hvilket vil medføre svækket opbakning til Hamas, mener han. Argumentationen kan undre).

Næppe det bedste udgangspunkt for dialog. Banaliseringen er en foruroligende holdning til demokratiets fjender, som tyder på naivitet og dårlig dømmekraft.

Dialog eller angst?

Den rationelle eller realpolitiske tilgang til forbryderiske regimer kan man altid diskutere. Men det virker som om Poul F. Hansen har følgende kriterier for dialog:

  • Nej til debat med folk som “vi” er meget uenige med, og som er betydningsløse.
  • Ja til dialog med dem vi er bange for. Dialogen bør indledes med at lægge forsvarende argumenter i munden på dem.

Ordet “dialog” har efterhånden fået betydningen: smigrende eller selvudslettende tale med folk som man er bange for.

Poul F. Hansen tilslutter sig de mange som har en svævende opfattelse af vold, had og ondskab. Man forstår det ikke rigtig. Derfor griber man til psykologiske bortforklaringer. Mennesket som et produkt af miljøpåvirkninger, som et stykke træ der flyder i vand. Her afsløres et menneskesyn som måske kan kaldes blødt socialt-dialektisk, men borgerligt er det i hvert fald ikke.

Poul F. Hansen glemmer en vigtig faktor, nemlig idéernes betydning.

Den vigtigste årsag til nazisternes og islamisternes adfærd er ikke deres dårlige ånde, men de ideologier som de tror på.

Vil man holde “dialog” med nazister og islamister, skal man hellere begynde med en monolog, en forsvarstale for det frie menneskesyn, ansvarlighed, demokrati og de øvrige værdier som vort samfund bygger på. Man skal simpelt hen vide hvad vi står for. Man skal være godt forberedt, da det ellers kan ende katastrofalt. Tænk hvis fjenderne vandt debatten fordi demokratiets repræsentant ikke var så dygtig eller velartikuleret. VU i Århus har bl.a. sammenlignet deres nazist-debatmøde med tidligere møder med ludere, Attac og venstrefløjen. Foreløbig tyder intet på at VU har styr på begreberne.

Gider ikke møder uden for sæsonen

Og endelig leverer Poul F. Hansen ikke noget godt billede af demokratiet, når han stiller op til EU-valg, men ikke gider diskutere med sine modstandere.

Han har misforstået formålet med debatmøder. Han skriver:

“langt inden valgkampen er skudt i gang har jeg fået henvendelser om debatmøder fra NEJ-siden. Jeg har sagt nej.

…der [er] nok ikke mange chancer for at jeg kan omvende dem. De ønsker altså ikke at komme i virkelig dialog med mig”.

Dialog handler ikke om at omvende forsamlingen, men snarere at lytte til deres synspunkter og svare igen.

En valgkamp skydes ikke i gang på et bestemt tidspunkt. Hvis man er så diskret en kandidat, at man ønsker at være fri for henvendelser, så må man få adressebeskyttelse eller hemmeligt telefonnummer.

De EU-begejstrede plejer at mene at EU-debatten fylder alt for lidt, så det burde være prisværdigt at borgere arrangerer debatmøder lang tid før valget. Men Poul F. Hansen gider ikke at komme og være med til at forplumre noget.

Hvis han kom til et af de nævnte møder, ville han netop være med til at diskutere alle detaljerne, ikke kun ja og nej. Jeg kender i øvrigt ikke til at EU-skeptikere betegner tilhængerne som deres “fjender”.

Angående debatmøderne, som Poul F. “har en mistanke ikke er særligt velbesøgte”, så har Folkebevægelsen mod EU på tre måneder noteret sig en fremgang på 123 medlemmer (FiB 02/09, side 7). Der er ingen tegn på at EU-modstanden er døende, selv efter 36 år.

Ja-sigerne undgår debat

Hvis EU-møder ikke er så spændende, kan det skyldes at arrangørerne ofte prøver at undgå reel debat.

Debatmødet ”EU – Hvad nu?” på Grundvigs Højskole den 1. december var et typisk eksempel.

Det var arrangeret af Europabevægelsen og omfattede såkaldt “Debat om de danske EU-forbehold” ved Margrethe Auken (SF), Niels Helveg (RV) og Michael Aastrup Jensen (V). Alle tre vil fjerne forbeholdene i større eller mindre grad.

Derefter var der debat om Lissabon-traktaten. Tilhængerne var repræsenteret ved formanden for den internationale Europabevægelse, og modstanderen var en politiker fra Sinn Fein, den politiske gren af IRA!

Arrangørerne havde altså valgt to forskellige taktikker: Dels at sørge for en skin-debat ved at invitere tre næsten enige politikere fra ja-siden. Dels at marginalisere “nej-sigeren” ved at vælge en ekstrem figur, som i øvrigt ikke var dansk politiker.

Her kunne man have inviteret nogle af de udmærkede folkevalgte fra et af de såkaldt “nej-partier”. Eller endnu bedre: en EU-skeptiker med meningers mod fra et af “ja-partierne”. Vi har jo faktisk i Danmark tre EU-kritiske bevægelser/partier som stiller op til valg og derved fuldt ud indgår i det demokratiske ansvar – og repræsenterer en stor del af vælgerne. Men man foretrækker altså at gå i dialog med Sinn Fein.

Pointen i dette er at man ikke valgte sin dialogpartner ud fra demokratiske spilleregler, men ud fra opportunisme og hovmod. Her er Poul F. Hansens budskab dybest set det samme.

Dette hovmod fører gang på gang til overraskelser når stemmerne er talt op. Det skete i Frankrig, Holland og Irland, og det var årsagen til at danskerne ikke måtte stemme om Lissabon. EU-skeptikerne har ved forskellige folkeafstemninger vist sig at udgøre op til 53 % af befolkningen (euro-afstemningen 2000).

EU-skeptikerne vil gerne have dialog

Så hvorfor ikke begynde dialogen? De EU-positive kan kun vinde på det, med mindre de fortsat ønsker at drive et elitært projekt.

Vi på den såkaldte nej-side har i årevis forsøgt at føre en dialog; det var blandt andet derfor vi ønskede en folkeafstemning om Lissabon.

Når man ligefrem afslår invitationer til debatmøder med sine modstandere – og er stolt over det – så har man for alvor gravet en skyttegrav mellem “ja-sigere” og “nej-sigere”.

Så får vi ikke én valgkamp, men to separate valgkampe, en for hver fløj. Det bliver politisk apartheid.

Alt tyder på at “nej-partierne” får det alt for nemt. Det begynder altså godt, men jeg havde hellere set en god, demokratisk debat.

Demokratisk arrogance kan man dog leve med.

Værre er det at etablissementets selvbevidsthed forsvinder som dug for solen, når den møder voldsideologier. Så er viljen til dialog og imødekommenhed næsten uden grænser.

Sammenhængskraft i praksis

Settle i Yorkshire

Settle i Yorkshire (© MJ, Panoramio)

Social sammenhængskraft er ikke et tomt begreb, men noget altafgørende for hverdagen. Se blot hvad det kan gøre for en lille by i England:

jp.dk – Verdens mest lovlydige kunder?

Da butiksejeren Tom Algie fra den lille by Settle i England forlod sin butik 2. juledag, låste han ikke døren.

I vinduet til butikken efterlod han et skilt: “Tag hvad du vil, men betal venligst” …

På disken stillede han en tom æske fra et morgenmadsprodukt, hvor han havde lavet en lille tragt, som man kunne skubbe pengene i.

Da Tom Algie kom tilbage til butikken syv timer senere, var hans omsætning steget med godt 1.500 kr., og en hurtig gennemgang af beholdningen viste, at der ikke var stjålet noget.

“Jeg ville bruge helligdagen med min familie, men synes, at det ville være rart at holde butikken åben, så det var den bedste løsning. Settle er en rolig landsby, hvor der aldrig er problemer, så jeg har tillid til mine kunder”…

Settle er med sine 2400 indbyggere nu ikke en helt lille landsby. Jeg kan nævne mange jyske byer på samme størrelse, hvor man ikke føler sig tryg mere pga. de narkomaner m.v. som Låsby-Svendsen har placeret i faldefærdige huse. For ikke at tale om den sociale katatrofe som finder sted i storbyerne: Leicester, Gjellerup, Malmø, Tingbjerg, Bryssel, Paris’ forstæder… Sammenhængskraft er alt, med mindre man er eneboer, og det er mennesket ikke.

Jeg skal ikke kunne sige om Settle er en multietnisk by. Men multikulturel er den ikke, for hvis man kan få kunder til at betale for varerne i en ubemandet butik forudsætter det én fælles kultur, i hvert fald på det punkt. Det er naturligvis helt fint at have sine egne kulturer bag hjemmets fire vægge, men der kræves fælles vilkår i alle anliggender hvor man møder andre mennesker. Og dermed er multikulturalismen dømt ude, da flere kulturer (flere slags opførsel) nødvendigvis fører til flere samfund. Tillid og loyalitet kan ikke gradbøjes og er ikke afhængig af hudfarve og etnisk baggrund, i hvert fald ikke hvis folk ønsker at gøre en indsats.