EU uddeler gratis fødevarer til fattige – og nu forventes de at kvittere med EU-positive holdninger. Det skriver man helt åbenlyst i en betænkning fra EU-kommissionen og EU-Parlamentet.
Samtidig er der sat en ny PR-mølle i gang, nemlig en selvsmagende betænkning om “aktiv dialog med borgerne”.
Køb af de fattiges hengivenhed til gengæld for milde gaver er i så grov modstrid med dansk tradition, at selv den meget EU-positive avis Politiken nævner sagen: Gratis mad skal lokke fattige til at støtte EU.
Træk vejret. Det første dokument hedder:
Betænkning om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1290/2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik og forordning (EF) nr. 1234/2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen), for så vidt angår uddeling af fødevarer til de socialt dårligst stillede personer i Fællesskabet (KOM(2008)0563 – C6-0353/2008 – 2008/0183(CNS))
Det fremgår at ordningen har eksisteret i 22 år uden at få den ønskede effekt på de lavere klassers holdninger. De fattige er fortsat de mest “euroskeptiske” (et klart negativt begreb nede på de kanter – det er kun i Danmark og Storbritannien ordet kan opfattes positivt).
Kun ét dansk medlem, Niels Busk (V), har deltaget i udvalget. Hvad han har stemt – og hans begrundelse – kunne jeg godt tænke mig at kende til.
Nogle pluk fra betænkningen:
»Bortset fra de fordele, der er forbundet med uddelingen af fødevarer, såsom begrænsning af fattigdommen blandt Unionens dårligst stillede borgere, ændrer uddelingen endvidere deres forhold til og holdning over for Den Europæiske Union og den fælles landbrugspolitik«
»Derfor vil ethvert forsøg på at opgive programmet eller begrænse dets finansielle ressourcer kunne resultere i en mere negativ holdning blandt befolkningen og dermed øge antallet af euroskeptikere«.
Det andet papir, som blev vedtaget for nylig, hedder Betænkning om aktiv dialog med borgerne om EU(2008/2224(INI)).
Her rustes der op til propagandakrig for at styrke EU’s popularitet.
Afsnittet “Den offentlige mening” beretter:
“1. Europa-Parlamentet … minder om, at undersøgelser viser, at jo dårligere uddannet og mindre velhavende borgere i Unionen er, jo mere sandsynligt er det, at de modsætter sig yderligere europæisk integration, hvilket viser, at den europæiske tanke på trods af alle tidligere anstrengelser hovedsagelig når ud til det veluddannede og velhavende segment i det europæiske samfund; betragter aktiv dialog mellem EU og dets borgere som afgørende for en virkeliggørelse af EU-projektets principper og værdigrundlag, men erkender, at kommunikationen indtil videre ikke har været særlig vellykket;”
Måske er det selve projektet som ikke har været vellykket, thi borgerne har fået positiv kommunikation op til begge ører.
Parlamentet og kommissionen skamroser hinanden for deres “gode idéer”, samtidig med at man har den frækhed at nedgøre de irske vælgere for deres nej til Lissabon-traktaten:
“2. Europa-Parlamentet … beklager, at den succes, som er opnået i forbindelse med at øge de europæiske borgeres vidensniveau og interesse i europæiske emner, på trods af Kommissionens indsats og gode idéer har været meget begrænset, hvilket beklageligvis fremgik af den irske folkeafstemning;”
Disse uvidende kartoffelspisere. Men EU-politikerne har en plan:
“3. Europa-Parlamentet … understreger, at det er specielt vigtigt, at der etableres samhørighedsskabende kommunikationsforbindelser med målrettet indhold både mellem EU og regioner med særlige karakteristika og mellem EU og særlige samfundsgrupper;”
Samhørighedsskabende kommunikationsforbindelser med målrettet indhold betyder “propaganda”. Bemærk at man målrettet vil gå efter særlige regioner – måske de lande hvor de nationale forfatninger foreskriver folkeafstemninger, de EU-kritiske lande i almindelighed, eller blot de regioner der modtager mest EU-bistand? Og særlige samfundsgrupper – de fattige og sultne?
“4. Europa-Parlamentet … bemærker, at et stort flertal af de europæiske borgere ifølge nyere undersøgelser går ind for … [opremsning af gode EU-tiltag]; henleder opmærksomheden på, at det derfor også er vigtigt at rette blikket mod, hvad der kommunikeres gennem handlinger, og sammenligne, hvorledes dette afviger fra det budskab, EU ønsker at udsende til borgerne;”
EU har fået øje på at handlingerne ikke stemmer overens med de gode intentioner. Hatten af for denne erkendelse. Men så skal man jo ændre det man gør, ikke det man siger.
“5. Europa-Parlamentet … gør opmærksom på, at et flertal af de kvindelige vælgere har stemt “nej” ved de seneste folkeafstemninger om EU: 56 % i Frankrig …, 63 % i Nederlandene … og 56 % i Irland …; mener, at det negative resultat af afstemningerne bl.a. skyldes de europæiske institutioners begrænsede engagement i de politikker, der direkte berører kvinderne, og som ligger til grund for den fortsatte mangel på lige muligheder mellem mænd og kvinder, såsom politikkerne til forening af arbejds- og familieliv og støtte til plejekrævende personer;”
Dette afsnit er et vildskud som tyder på dyb desparation. Rent faktisk var der uhyre lidt forskel på mænd og kvinders stemmer ved folkeafstemningerne i de tre lande. De totale nej-stemmer (begge køn) udgjorde 55 % i Frankrig, 62 % i Nederlandene og 53 % i Irland.
Ovenfor (i punkt 2) påstår EU-parlamentarikerne at “nej” ved folkeafstemningen i Irland skyldtes vælgernes manglende viden. Men i punkt 5 hævdes det derimod at det skyldes EU’s manglende politik på visse områder. Løsning: flere EU-regler på mange flere områder.
Jeg tror ikke EU’s forsøg på at købe kvindernes stemmer vil falde heldigt ud. Hvis man skulle forsøge at indføre et virksomt EU-regelkompleks på så omfattende områder som “forening af arbejds- og familieliv og støtte til plejekrævende personer” - så ville det samtidig være så centralistisk og detaljeregulerende at det ville få den stik modsatte effekt.
Men nu er vi altså advaret om at EU vil forsøge sig på dette område også, ikke for at gøre os en tjeneste, men for at markedsføre unionen. Blandt de mest EU-skeptiske lande er samtidig nogle af dem der har den bedst fungerende velfærdsstat, og det er ikke ligefrem et folkekrav i Danmark at EU skal blande sig i velfærdsstaten.
EU ville derfor gøre sig selv en tjeneste ved at holde fingrene væk, men det kan de ikke forstå. Systemet er kun indrettet på en stadig voksende indblanding i nationale opgaver.
Der er dog også plads til selvkritik:
“20. Europa-Parlamentet … fremhæver nødvendigheden af, at Europa-Parlamentets medlemmer udviser større engagement i kommunikationen med EU’s borgere … ; håber, at Europa-Parlamentets medlemmer parallelt med de partipolitiske valgkampagner til valget til Europa-Parlamentet vil deltage aktivt i valgkampen på lokalt plan;”
Parlamentet opfordrer medlemmerne til at udvise større engagement – og deltage i deres egen valgkamp!
De enkelte politikeres indsats er dog kun et lille supplement til helheden, for det er tydeligvis betænkningens idé at EU-systemet som samlet maskine skal føre en PR-kampagne med ét budskab. Det er en totalitær fremgangsmåde, som er i modsætning til det vi kender fra demokratiske nationalstater, hvor partier og politikere deler sig efter anskuelser og fører hver deres kampagne.
Det vil føre for vidt at gøre rede for hele propaganda-betænkningen i dette indlæg, så jeg forbereder en selvstændig artikel, når jeg har læst alle de blomstrende tanker og forslag igennem.
Tilbage til betænkningen om fattigbespisning:
“Den 22. maj 2008 vedtog Europa-Parlamentet en beslutning om stigende fødevarepriser i EU og udviklingslandene, hvori det understreger, at retten til mad er en menneskeret, og at alle mennesker på alle tidspunkter bør have bedre adgang til tilstrækkelig mad, således at de kan leve et aktivt og sundt liv.”
Af sidstnævnte sætning ser man resultatet af at gøre alt til menneskerettigheder. Det er logisk at alle mennesker har brug for noget at spise. Det er ingen politiske ideologier uenige i. Men når det skrives ind i en liste over rettigheder, kan og vil det blive misbrugt politisk.
Bemærk også retten til “et aktivt og sundt liv”. Gad vide hvilke tvangstiltag vi kan vente os? Måske er en kampagne på trapperne med sloganet: EU sikrer dit aktive og sunde liv? Hvis man kender til EU’s regler om tilsætningsstoffer i mad, kemi i hverdagen og landbrugspolitikkens indvirkning på madkvaliteten, så vil man vide at det er en skarp fortolkning af virkeligheden.
Jeg kunne aldrig finde på at påstå at EU minder om dronning Marie Antoinette, der lod hånt om den plagede befolkning og anbefalede dem at spise kager hvis de ikke havde brød.
Brød og skuespil
Nej, EU’s socialpolitik er langt mere gennemtænkt og forankret i en politisk holdningskampagne. Det minder mere om tilstandene i Romerriget, hvor kejseren holdt pøbelen i ro med brød og skuespil. Og hvor lokale rigmænd købte sig til magten, til gengæld for at yde borgerne beskyttelse og arbejde. Det eneste de skulle gøre til gengæld var at stemme på ham, og så kunne de ellers komme til ham med alle deres sorger (også kendt som clientala-systemet – en lærerig, lille artikel kan læses her).
Den dumme Marie Antoinette blev halshugget fordi folk sultede. Det romerske interessefællesskab mellem en patron (magtfuld rigmand) og klienterne (loyale fattigfolk) trivedes derimod og regnes af mange for at være en forløber for den senere mafia. Det kan altså betale sig at være gavmild mod de lavere klasser.
Spørgsmålet er om det virker i dag hvor folk trods alt er mere oplyst end i gamle tider. Her er EU så på banen med “effektive kommunikationskampagner”, der skal banke pointen ind.
Om selve fødevarehjælpen skriver EU:
“Programmet for uddeling af fødevarer til de dårligst stillede i Fællesskabet har i de 22 år, det har eksisteret, bidraget til opfyldelsen af to af den fælles landbrugspolitiks vigtigste mål, nemlig dels at yde hjælp til at stabilisere markerne ved at reducere interventionslagrene og dels at sikre de nødvendige fødevareforsyninger til Unionens fattigste indbyggere.”
EU’s landbrugspolitik har som bekendt et blandet formål – som er i modstrid med sig selv.
Overproduktion, centralisme og omvendt u-landshjælp
På den ene side sørger politikken for en stor overproduktion. Det skal gavne forsyningssikkerhed og stabile leverancer til fødevareindustrien. Derfor støtter man storproduktion, centralisering og standardisering – til skade for småbønder, til skade for forskelligheden af de lokalt producerede varer, og til skade for kvaliteten. Det har vi mærket i Danmark i godt 35 år, og lige nu kan følgerne især mærkes i Polen, hvor små familiebrug udslettes og erstattes af storlandbrug. De tyske godsejere vender tilbage (suppleret af danske svinebaroner – hvoraf flere er skamløse nok til at stille op til EU-Parlamentsvalget).
På den anden side ønsker man at holde priserne oppe, på trods af overproduktionen. Derfor destruerer eller oplagrer EU mange fødevarer. Disse bruges så til eksempelvis fødevarehjælp til unionens fattige medborgere (mon ikke en del ryger af i svinget til svindel og fiflerier?) En anden del eksporteres til u-lande til dumpingpriser eller som fødevarehjælp, der smadrer de lokale markeder, som i øvrigt er afskåret fra selv at eksportere til EU på grund af solide toldmure.
Man kunne spørge sig selv om disse fattige borgere i EU ikke havde lige så meget gavn af lavere fødevarepriser – eller lavere skatter – eller forskellige lokale løsninger. EU’s budget finansieres blandt andet via 1 % af momsgrundlaget i medlemslandene, uanset om det er den fattiges havregryn eller den riges kaviar. Nødhjælp og andre former for “barmhjertighed” er altid med til at give den gavmilde prestige, men det er jo ikke en løsning af de underliggende problemer.
Set i lyset af at ordningen har eksisteret i 22 år og ikke formået at gøre de fattige mere EU-venlige eller mindre fattige, så ligner det en fiasko for EU.
Intet under at unionen konstant skruer op for propagandamaskinen i ren desparation.