Da Danmark mistede Tingbjerg

TV2-nyhederne i aften bragte et indslag med en dansk gut fra Tingbjerg der tog bandernes parti. I hvert fald kom han med beskyldninger mod præsten.

Martin, Tingbjerg

Se indslaget her.

Hvad mange vist nok ikke har gennemskuet, inklusive TV2, er at Tingbjerg er totalitært område. Det er simpelt hen uden for lands lov og ret. Ytringsfrihed og retten til liv og helbred gælder ikke på Tingbjerg.

Derfor er sandhedsværdien i drengens udsagn ikke stor. Man kan sammenligne det med at interviewe en tilfældig borger på gaden i Nordkorea.

Den unge dansker har en svagt arabisk påvirket udtale. Kunne det tænkes at hans mening om homoseksuelle også er påvirket af et mellemøstligt livssyn? Det er muligt, men jeg tvivler. Man kan naturligvis ikke vide om han er blevet truet til at lyve, men der er bestemt heller ingen grund til at tro han taler frit og sandt. Mit subjektive indtryk var angst, se især fra 1:16 til 1:32.

Højtlønnet journalist med slips og minister fra Tårbæk med smagfuldt tørklæde

De sidste sætninger (om præsten) lyder noget sammenflikket. Samtidig står den unge mands “venner” i baggrunden, men ingen af dem vil udtale sig.

Det er er ikke særlig repræsentativt at udvælge en etnisk dansker som pressetalsmand. Ifølge sogn.dk er kun 25 % af Tingbjergs indbyggere medlemmer af folkekirken. Der døbes 8 hvert år og konfirmeres 4.

Medierne er kun interesseret i at få nyheder i kassen. Egentlig burde TV2 slet ikke interviewe ham, for de bringer ham i fare. Tænk hvis “vennerne” alligevel var utilfredse med hans udsagn?

Meget symbolsk blev videoen på TV2's hjemmeside indledt af en reklame for rødvin. Bindingsværk og stokroser. Men vi har trods alt en ting at takke den midaldrende rødvinsklasse for: de har skabt det samfund vi har i dag... Kan de nå at rette op på fejltagelserne før de bliver gamle og mimrende? Og gider de?

At drengen fremstod uden efternavn kan virke uforståeligt, for han er vel kendt af sine “venner” uanset. Det er næppe fordi han er bange for menighedsrådets tæskehold. En årsag kan være at han ikke vil kendes af politi og myndigheder; en anden mulighed er at anonymiteten skal gøre historien mere troværdig.

Sidst i indslaget fik vi en kommentar fra en eller anden Venstre-ministerdame fra Tårbæk. Hun snakkede om udspillet Ny start, indsatser og redegørelser, og hun klappede politi og ministerkollegaer på skulderen.

Tingbjerg og Tårbæk, samfundets absolutte bund og top. Der er kun 9 km afstand. Hvad vil man gøre i Tårbæk, hvis problemerne nærmer sig.

Lukke ørerne? Bygge en mur? Man kan jo altid køre til Slotsholmen i armeret bil.

I Thisted er der fredeligt, og nu kommer min mor med en whisky til mig. Her er der ingen fare, men jeg ville ønske at Tingbjerg også var en del af Danmark og den frihed og sikkerhed vi lever under. Og jeg ville ønske at Tårbæk og TV2/DR’s redaktioner var en del af det danske ansvar og fællesskab.

Geert Wilders laver en “Camre” ved EU-valget

(Opdatering: Politiken skriver: Geert Wilders på vej mod Europaparlamentet . Men Politiken har åbenbart ikke læst Geert Wilders’ partis hjemmeside, hvor han erklærer at han ikke vil indtage mandatet hvis han vælges. For at læse mere om Geert Wilders’ nummer, spring ned til sidste afsnit i dette indlæg).

Oversættelse: "Gruppeformanden for Frihedspartiet i parlamentet er listeskubber (sidste kandidat på listen) ved valget til EU-parlamentet. Skulle han få personlige stemmer nok, så vil han ikke indtage sit mandat i EU-parlamentet. Enhver der vil give et signal om at den Europæiske Union ikke dur i sin nuværende form kan gøre det ved at stemme på Geert eller en af de andre kandidater."

Holland er debatten om islam hårdere og mere kontrastfyldt end her i Danmark. Problemerne er større, og viljen til at feje tingene ind under gulvtæppet er også større. Blot et eksempel:

I et øjeblik af vanvid har Rotterdams bystyre ansat den tvetungede islamist Tariq Ramadan som integrationskonsulent. Euro-islamisten Tariq Ramadan bor i Svejts og kan ikke engang tale hollandsk, men skal altså styre “dialogen” mellem muslimer og alle de andre i storbyen, som er plaget af kriminalitet og etnisk-religiøs uro.

Rent privat virker hollændere måske som direkte og ærlige mennesker der siger deres mening, men i politikken er der lang tradition for berøringsangst. Noget der måske stammer fra de historiske modsætninger mellem katolikker og protestanter, men også fra en skamfuldhed over landets kolonihistorie – og måske den delvise kollaboration med tyskerne under Anden Verdenskrig.

Hans Janmaat skulle brændes

Hans Janmaat sad fra 1982 til 1998 i parlamentet for sit parti Centrum-Demokraterne. Janmaat kan måske sammenlignes med en lidt forvirret og national udgave af Kristen Poulsgaard med briller. Han stod for meget værdikonservative standpunkter såsom dødsstraf og tvungen aids-testning, men også bedre miljøbeskyttelse og sociale forhold.

Det værste for etablissementet var dog hans kamp mod indvandringen.

Centrum-Demokraternes beskedne indtog i parlamentet udløste en hysterisk vrede fra omgivelserne. Når Janmaat talte i parlamentet, udvandrede alle de andre partier. Partiets 1-3 mandater (ud af 150) truede åbenbart det liberale samfunds fremtid – eller måske brød de snarere den politiske konsensus i det sumpede land.

Centrum-Demokraterne havde i 1986 også fået valgt et par folk ind i forskellige byråd, og det nært beslægtede Centrumparti havde fået et enkelt mandat i Amsterdam. “Antifascister” havde med held forstyrret de møder hvor partiernes repræsentanter tog plads, blandt andet med røgbomber.

I 1986 udartede det sig til et venstreekstremt brandattentat på et hotel, hvor partiet holdt møde. Janmaat undslap med nød og næppe ved at fire sig ned med et lagen, men hans senere hustru Wil Schuurman mistede det ene ben.

Et berømt pressefoto af den chokerede Janmaat foran det brændende hus kan ses her.

Janmaat var givetvis ikke den mest elegante politiker, og de fleste hollændere ville nok mene at hans fremtræden talte for sig selv. (Bortset fra de etniske hollændere i storbyernes fattigste områder, hvor op til 25 % stemte på Centrum-Demokraterne, fordi de så sig svigtet af alle andre partier).

Mod slutningen af hans karriere besluttede statsmagten alligevel at han skulle tværes ud med juridiske redskaber. Janmaat havde udtalt: ”Vi vil, så snart vi har mulighed og magt, afskaffe det multikulturelle samfund.”

For dette politiske budskab blev Janmaat i 1996 idømt en betinget fængselsstraf og en bøde på godt 25.000 kroner for diskrimination og “anstiftelse til etnisk udrensning”.

Den højeste pris

Fortuyn kom aldrig i gang med det politiske arbejde, men fik en statue

Vi behøver vel ikke nævne Pim Fortuyn, der også blev politisk udstødt og derefter måtte betale den højeste pris for sit engagement. Drabsmanden var ikke islamist med langt skæg og turban, men en rabiat hollænder, Volkert van der Graaf, dyreretsaktivist, vegetar og idealist. I morderens hus blev der yderligere fundet remedier til bombefremstilling.

I Danmark har den politiske terror ikke kostet politikeres liv som i Holland og Sverige, men dog formået at ødelægge karrierer og helbred.

Integrationsminister Rikke Hvilshøj blev udsat for et brandattentat mod hendes hjem, og følgen blev i sidste ende at hun trak sig ud af politik. Naser Khader har klaret sig trods dødstrusler og PET-beskyttelse i alle døgnets timer, men ikke uden omkostninger – hans parti gik op i limningen, blandt andet fordi Khader selv var tydelig stressplaget og angstpræget på dette afgørende tidspunkt i hans karriere.

Og når man kritiserer de sammenbidte politikere fra DF, skal man lige huske på at de ikke gør det for sjov, men at nogle af dem udfører deres hverv under konstant politibeskyttelse.

Hverken Rikke Hvilshøj eller Pia Kjærsgaard er blevet præmieret for deres indsats. Derimod har den politiske korrekthed valgt at tildele det sarte æggehoved Hans Jørgen Bonnichsen en pris for politisk mod.

Wilders er en ufin politiker med et væsentligt budskab

Den nuværende debat i Holland svarer nok til den kommende situation i Sverige efter valget om halvandet år, når Sverigedemokraterne springer ud i fuldt flor og sætter fokus på de problemer man har ladet ligge alt for længe.

I sådan et land kan man godt mene der skal skarp lud til skurvede hoveder. Det leverer Wilders.

De fleste danskere har hørt om den britiske regerings indrejseforbud og Wilders’ forgæves rejse til London den 12. februar. Men også i hjemlandet udsættes han for statslig chikane.

Den 21. januar i år besluttede en domstol i Amsterdam at indlede tiltale mod Wilders for “anstiftelse til had og diskrimination”. Systemet er blevet fanget af sine egne uhensigtsmæssige love mod ytringsfriheden. En meningsmåling viste at et stort flertal ikke regner med at en eventuel dom mod Wilders fører til at han ændrer sine synspunkter – eller får mindre tilslutning.

Der er brug for at nogen påpeger den afgrundskurs som de hollandske politikere har udsat landet for. Men man kunne ønske sig en bannerfører for de vestlige frihedsværdier med større format end Wilders.

Wilders er meget grov og personlig i sin retorik – som dog til dels blot er en gengældelse af de angreb og tricks han udsættes for fra de andre partiers side. Men meget tyder også på at han ikke er en statsmand af det format som venner i udlandet gerne vil ophøje ham til.

Geert Wilders Partij voor de Vrijheid (Frihedspartiet) er organiseret som en énmandsforening, der er totalt topstyret af Wilders selv. Man kan ikke blive medlem, men højst lade sig registrere som medhjælper og bidragsyder.

Trækplaster ved EU-parlamentsvalget

Partiejer Wilders stiller op EU-valget den 4. juni som nummer sjok på sit partis liste. Med sine personlige stemmer vil han muligvis sikre 1-2 ekstra mandater til Frihedspartiet, men han har på forhånd erklæret at han ikke vil indtage mandatet i EU, fordi han naturligvis hellere vil blive i parlamentet i Haag.

Ved nederlandske valg er hele landet én valgkreds, og partierne opstiller en landsdækkende liste. Listerne markeres som regel af to stemmeslugere. Øverst står partiformanden som lijsttrekker. Nederst en ikke-valgbar person som symbolsk lijstduwer (listeskubber), ofte en kulturpersonlighed eller en pensioneret politiker.

Det er muligt at stemme personligt, men listens rækkefølge kan kun sprænges hvis man får virkelig mange personlige stemmer: 25 % af prisen for et mandat. Ved EU-valget er der 25 pladser på spil, hvilket vil sige man kan sprænge listen med 1 % af de afgivne stemmer.

Ligesom i Danmark tegnes EU-valget af nogle ret ukendte andenrangspolitikere. Hvis nogen kan forvente at samle langt over 1 % af de afgivne stemmer på sin person, så er det netop Geert Wilders. Og denne risiko garderer han sig imod ved allerede nu at erklære at han ikke vil skifte til EU-Parlamentet, hvis han bliver valgt.

Det minder om Mogens Camres nummer ved sidste folketingsvalg, blot med omvendt fortegn. Dog er det umuligt at vide om Camres beslutning var kynisk planlagt, skyldtes pludseligt vægelsind, et ulladahlerupofobisk anfald eller at valget “kom hurtigere end ventet,” og det var “for bøvlet” at informere vælgerne, som han selv sagde (jeg gætter på en af de sidste årsager, men kun fordi jeg er flink).

Virkeligheden og antropologiens kødhakkemaskine

Jeg faldt over en artikel på videnskab.dk, et tilfældigt nedslag i den flom af papir der i øjeblikket flyder ud af universiteterne inden for disciplinen politisk anæstesiologi. Ligesom lægevidenskaben giver sprøjter, piller og lattergas, så er en mængde forskere, journalister og politikere parat til at rykke ud med smertestillende bortforklaringer, når dele af samfundskroppen gør ondt.

En antropolog har skrevet ph.d. om ungdomsbander. Den undskyldende og udglattende tone er understreget fra starten, idet der tales om marginaliserede unge, gadedrenge,  gadelivsstil, ungdomsfællesskaber eller blot “unge”. Bandezoner er blevet til “drengezoner”.

Nu kan man selvfølgelig i nogen grad forsvare et neutralt sprogbrug, men det går nemt over i det bevidst neutraliserende. Udtrykket “marginaliserede unge” indeholder i sig selv en påstand, nemlig at andre aktivt har marginaliseret disse stakkels unge; begrebet er altså ikke spor neutralt, men lægger skylden på det omgivende samfund.

Artiklen er garneret med nøje udvalgte billeder. Først to voldelige danske unge med lys hud, siden en gangsta-hiphopper af anden etnisk baggrund, meget ung, nyvasket og som taget ud af en musikvideo.

Hvis man havde byttet rundt på etnicitet eller hudfarve i de to billeder – nydelig dansker fra tøjkatalog sat op imod to truende indvandrere med hævet knytnæve – så tror jeg nogen ville skrige om racisme og manipulation.

(På tilsvarende måde bruger en anden artikel, Ingen forskning i den danske bandekrig, et foto af to danske Hells Angels-rockere, selv om artiklens emne egentlig er manglende forskning i de “etniske” bander).

Langt nede i artiklen afsløres det at drengegrupperne, i hvert fald i det eneste specifikke eksempel, var “18-22-årige mænd med kurdisk og tyrkisk baggrund”. Den aldersgruppe plejer ikke at blive betegnet som drenge, men det afslører blot den banaliserende sprogbrug fra forskerens og journalistens side.

Det fremgår ingen steder om hun også har beskæftiget sig med etnisk danske ungdomsbander, hvilket er ærgerligt, da det kunne have været interessant med en sammenlignende analyse på tværs af kulturel baggrund. Hun drager en sammenligning med “unge danskere … i 1970′erne og 1980′erne, da de mødtes på gaderne”. Mit forsigtige gæt er at forskeren ikke kender til nogen danske drengebander af samme kaliber – fordi de ikke eksisterer – og derfor går hun tilbage til sin egen ungdom for at finde en dårlig sammenligning. En mere oplagt parallel havde været fodboldhooligans og rockere, men dermed ville man have rubriceret de etniske “drengegrupper” i samme kategori som kriminelle, hvilket en anstændig antropolog naturligvis må undgå.

Først forsøger forskeren sig med en lille diskursanalyse hentet fra kønsforskningen:

“Kirsten Hviid fortæller, at sproget er med til at vise et maskulint tilhørsforhold til gruppen. Vil man være en rigtig gangsta, må man tale som en gangsta. Hvis man bruger macho-udtryk som ’stiv pik’ viser man mandighed, styrke og potens. Omvendt viser udtryk som ‘bøsse’ og ’svans’, at man er svag.”

“Det her lyder banalt,” siger forskeren. Det synes jeg da også. 

Det er velkendt for alle at macho-sprog (på ældre dansk: karlekammersnak) er med til at underbygge maskuline fællesskaber. Men der må være en misforståelse i den sidste sætning. Når man kalder andre for “bøsse” og “svans” er det for at styrke egen mandighed, så en macho-person bliver ikke svagere af at bruge sådanne udtryk.

Men til sagen, “drengegrupperne”:

“Sidst i 1990erne blev Nivå og Kokkedal i det daværende Karlebo Kommune hærget af grupper af 18-22-årige mænd med kurdisk og tyrkisk baggrund. Kommunen lavede et forsøg og gav bandemedlemmerne lov til at lave en klub helt fra bunden. De skulle selv styre klubben og stå for aktiviteterne mod, at de selv stoppede med at lave hærværk og var med til at hjælpe andre unge ud af problemer…. Forsøget blev en bragende succes. Kriminaliteten dalede til næsten ingenting, og samarbejdet mellem de unge, kommunen og politiet fungerede så godt, at politiet endda bad klubmedlemmerne om hjælp til at tale gemytterne ned, når der var ballade i byen.”

Så vidt jeg ved er der også i dag ballade, vold og hærværk i Nivå/Kokkedal. Så man kan bestride hvor stor en succes det var. Jeg kender ikke området godt nok til at kunne vurdere om det virkelig var en succes indtil klubberne lukkede i 2001, sådan som forskeren påstår.

Men jeg kan jo se at den forsøgte taktik var at skabe et lille parallelsamfund ­- en autonom celle, finansieret af det offentlige.

Det minder meget om Ungdomshus-modellen. Og her vil man jo nok også diskutere i mange år fremover – uden at nå til enighed – om denne model netop sikrede fred og ro eller tværtimod lagde kimen til voldelige konflikter med det omgivende samfund.

Parallelsamfundet i Kokkedal gik videre end Ungdomshuset i den forstand at det ligefrem blev udstyret med en særlig myndighed til at opretholde en slags ro og orden i samfundet:

“Politiet bad [endda] klubmedlemmerne om hjælp til at tale gemytterne ned, når der var ballade i byen.”

I princippet en mafia-model. Med kommunens og politiets velvillige hjælp blev der skabt en klan eller en særlig privilegeret klasse, som skulle holde justits med de andre.

De mindre privilegerede klaner blev naturligvis utilfredse og begik oprør.

Historien ligner den del- og hersk-taktik, som blev praktiseret af de britiske koloniherrer i Indien eller belgierne i Rwanda (tutsierne blev indsat som en adelsklasse, der skulle holde styr på hutuerne). Fredensborg kommune var måske nok lidt mindre bevidst om sin kulturkolonialistiske politik, men konsekvenserne var de samme, dog naturligvis i mindre målestok.

Det gik ikke i længden, fortæller forskeren, uden at forstå sammenhængen:

“Den dårlige nyhed er, at klubben lukkede efter fem år. Paradoksalt nok gav klubben problemer, fordi unge uden for målgruppen blev jaloux. De begik hærværk mod klubben, og et enkelt klubmedlem blev overfaldet. Efterhånden mistede kommunen troen på, at de unge kunne styre klubben, og i 2001 lukkede projektet. Karlebo Kommune forsøgte senere at åbne en ny klub under kommunens kontrol. Den måtte lukke efter et halvt år.”

Det fremgår ikke hvorfor den nye klub måtte lukke igen. Hvis kommunen skulle have fortsat den gamle taktik, så skulle man have bakket op om den privilegerede klan og hjulpet dem med at undertrykke de ikke-privilegerede. Det ville have sikret en slags ro og orden, baseret på vold og angst.

Det er nemlig sådan adskillige præ-moderne samfund fungerer, ikke mindst i Mellemøsten.

Forskeren siger:

“Når gruppen bliver truet, rykker man sammen og får efterhånden skabt et broderskab, som bygger på offervilje og blodsbånd.”

Ja, det er som taget ud af en beskrivelse af et klansamfund, men forskeren drager ikke selv ligheden.

Men måske opdagede kommunen hvad deres politik havde medført – en halvvejs åbenbaring er jo også en slags erkendelse.

Mærkeligt nok nævner forskeren mange faktorer som de unges gruppe- eller bandementalitet bygger på: maskulinitet, gangsta-rap og hiphop, modetøj, marginalisering, mangel på tillid og respekt, chikane fra politiet, trange boligforhold og at de “føler sig udenfor på grund af deres liv eller bare deres hudfarve”.

Kulturel, etnisk og religiøs baggrund er overhovedet ikke nævnt. Skal man have nogle ekstremt nærsynede briller for at blive antropolog?

Der er også en lille infobox i artiklen som siger:

“Du kan kende en ung mand uden for kontrol på, at han svinger mellem at være ekstremt aggressiv og voldelig for i næste sekund at opføre sig som et lille barn og søge om hjælp. Det er ifølge Kirsten Hviid et tegn på, at han er kommet så langt ud, at han ikke længere ved, hvordan han skal tackle sin situation.”

Ærlig talt, så er det nok det billede som de fleste danskere har af dårligt fungerende mellemøstlige indvandrere i almindelighed.

Eller mere specifikt, vort indtryk af den reaktion vi igen og igen ser fra  ”muslimer under pres”.

Hvis det billede skal bekæmpes, så er der brug for en forskning der skiller fårene fra bukkene. Samt en fri og ærlig demokratisk samtale, hvilket ikke er det samme som antropologisk samtaleterapi. Der skal slibes mange knaster væk, og jeg tror ikke den totale harmoni vil genopstå lige om hjørnet. Så har jeg sagt det på den mest mulig optimistiske måde.

Ovenstående er en kommentar til artiklen på videnskab.dk, ikke til Kirsten Hviids afhandling i sin helhed.

Makaber demonstration på Nørrebro?

Familien til den dræbte Mustafa Shakir Hsownay, der fredag den 27. februar i år blev dræbt af skud i Mjølnerparken, vil på lørdag bære hans kiste fra Nørrebro Station til Nørreport – en strækning på 3,5 km gennem København.

Og det skulle der ikke være noget problem i, oplyser Københavns Politi.

- Demonstrationen er anmeldt, og da der ikke står noget i reglerne om, at man ikke må bære på en kiste under en demonstration, så får de tilladelse, oplyser Jørgen Thomsen fra Tilladelses- & bevillingskontoret ved Københavns Politi til bt.dk

- Vi regner med måske at kunne blive 300-400 mennesker i mindeoptoget, som også er en protest mod bandekrigen. Jeg ved ikke præcis, hvordan man skal få stoppet skyderierne og volden, men det er måske nødvendigt, at politiet forstærker indsatsen for at finde frem til de våben, der er i omløb. Det har været for nemt at skaffe sig våben, har søsteren til den skuddræbte Mustafa, Somaya, tidligere fortalt B.T. … 

(B.T., med læserafstemning)

Med al respekt for afdøde, som var et uskyldigt offer for bandeskyderierne: min første reaktion på dette var at det lyder temmelig makabert. Vi har ikke tradition for at bruge lig i demonstrationer i Danmark. Vi har faktisk kun yderst sjældent større, offentlige ligtog – det plejer at være for konger og dronninger. Men noget er ændret på Nørrebro – nye tider, andre folk,  andre skikke. Striben fra Nørrebro station til Nørreport er stærkt demonstrationsplaget og ser ud til at blive regnet for et samfund for sig selv med egne normer. Spørgsmålet er blot hvem der skal styre de normer. Det slås man bl.a. om for tiden, ligesom man slås i Södertälje, Rosengård (Malmø), Gaza og Beirut.

DF er ude med riven og vil forbyde optoget. Det ved jeg nu ikke om man bør gøre. Kisten er lukket, så det er jo at betragte som et ligtog, og der er ikke tale om usømmelig omgang med lig i lovens forstand.

Hvis der derimod trækker op til uroligheder, så kan politiet overveje – med risiko for protester – at forbyde demonstrationen for at beskytte den offentlige orden. Det hører vi nok mere om i de følgende dage.

Multikultur har følger på godt og ondt, og de kan i sidste ende ikke holdes nede med tapre forsøg via love og tiltag. Uanset hvad man vælger fra offentlig side har vi et sammenstød mellem dansk kultur og noget nyt og farverigt, som vi ikke har været vant til. Måske skal man en tur til Nørrebro på lørdag kl. 14. I bedste fald bliver det kun et fredeligt mindeoptog, for jeg har ingen skudsikker vest.

Søndagen er hellig for kristne partier i Holland

Fra det nederlandske:

Kristelige: Banker bør ikke reddes om søndagen

HAAG: ChristenUnie og SGP i parlamentet kritiserer at finansminister Wouter Bos  for halvanden uge siden ringede til dem om søndagen angående en redningsoperation for banken ING [til 22 mia. euro]. Ifølge dem var der ikke tale om en nødsituation, som kunne retfærdiggøre brud på søndagshvilen.

Ifølge ChristenUnie og SGP var nationale interesser ikke på spil den søndag, og der var ikke tale om en nødsituation, som ikke kunne have ventet til mandagen.

- “Vi skal ikke snige os til også at inddrage søndagen også i vores mødekalender, for den er allerede rigelig fyldt op,” siger SGP-gruppeformand Bas van der Vlies henvendt til finansminister Bos og parlamentsformanden Gerdi Verbeet. ”Mandag morgen klokken 6 ville jeg også have været der.”

(ANP/Volkskrant i går)

André Rouvoet fra det venstrekristne CU

ChristenUnie er det mindste parti i regeringskoalitionen med CDA (kristelige demokrater) og PvdA (socialdemokrater).

ChristenUnie er en slags stærkt troende, glad, guitarspillende og lettere socialistisk udgave af de danske kristendemokrater.

André Rouvoet er leder af ChristenUnie, vicepremierminister og minister for ungdom og familie – naturligvis.

 

Bas van der Vlies, leder af det højrekristne SGP

SGP (Staatkundig Gereformeerde Partij: det politisk reformerte parti) er et ultra-kristeligt og teokratisk parti, som bygger sin politik på bibelen. Derfor går man bl.a. ind for dødsstraf. Kvinder kan ikke blive folkevalgte repræsentanter for partiet. Nogle kommuner har på SGP’s initiativ indført forbud mod at bande offentligt.

Men partiet udmærker sig også ved meget ærlige, klare og stabile holdninger. Partiet er borgerligt orienteret, støtter f.eks. en sund økonomi, landbrug, børnefamilier og Israel, og er ganske skeptisk mod islamisering og uhæmmet indvandring.

Som “samvittighedsparti” har det erklæret ikke at ville deltage i nogen regering. Stemmetallet er yderst stabilt; det vokser ganske langsomt i takt med befolkningen i de ultra-protestantiske miljøer. På landsplan får SGP altid omkring 1,6 % og to mandater.

SGP’s hjemmeside er lukket om søndagen.

Venstrefløjen kritiserer selvfølgelig hyppigt de kristne partiers manglende accept af kvinderettigheder og homoseksualitet, mens man ikke siger så meget til muslimer der mener det samme. I den forgangne måned blev der åbnet en satirisk udgave af SGP’s hjemmeside. Den er plat, men værd at se: www.staatkundiggereformeerdepartij.nl 

Premierminister Jan Pieter Balkenende (CDA), også kaldet Harry Potter

 

Det tredje kristelige parti er det store regeringsparti CDA, som nærmest svarer til Kristendemokraterne i Danmark eller CDU i Tyskland. Vælgerne hentes både blandt protestanter, katolikker og ikke-religiøse.

Balkenende har dog noget af det protestantiske look. Han kommer fra en reformert familie i Zeeland.

Et sekulært, konservativt parti har manglet i Nederlandene, måske fordi funktionen allerede er udfyldt af de kristelige partier.

Men Pim Fortuyn ruskede op i systemet, og i dag kan man sige at den iltre Geert Wilders er en populistisk-konservativ bannerfører med hans Parti for Friheden (PVV).

 

Det nederlandske bibelbælte

Mens CDA er et bredt folkeparti, får de to fundamentalistiske partier hovedsagelig stemmer i bibelbæltet fra Zeeland i sydvest over mod Overijssel i øst. Herunder ses tilslutningen til SGP ved valget i 2003:

Nord for bibelbæltet er flertallet ikke kristent. Syd for bibelbæltet er flertallet katolikker.

Den lille røde prik nord for midten af kortet er Urk, en meget traditionel fiskerby på en tidligere ø i Ijsselmeer. Med sit stærke sociale sammenhold og den isolerede beliggenhed kan man godt kalde det Hollands svar på Thyborøn.

På Urk fik de tre kristelige partier tilsammen 94 %, hvoraf SGP alene 34 % (valget i 2006). I fiskersamfundet Urk er man forståeligt nok også stærkt EU-kritisk, og 91 % stemte nej til EU-grundloven i 2005.

I Amsterdam, verdens liberale hovedstad og Europas mest hashrygende og friturelugtende by, får de tre kristelige partier tilsammen 11,2 % af stemmerne (2006).

Både i Amsterdam og den katolske provins Limburg i syd kan det ultraprotestantiske SGP notere sig under 0,1 % af stemmerne.

Også når det gælder fødselsraten er Urk og Limburg ekstremer: 2,3 børn pr. kvinde på Urk, 1,6 i Limburg og blot 1,1 i landets sydligste kommune, Vaals. Katolicismen er ikke hvad den har været.

De fire søjler

På trods af den religiøse opsplitning har man ikke haft religionskrige i Nederlandene. Frihedskrigen mod Spanien, der varede hele 80 år (1568-1648), handlede først og sidst om uafhængighed. Men bitterhed og voldsomhed i denne langvarige krig, hvor oprørerne oftest var calvinister, førte til en radikalisering af de religiøse anskuelser, som har præget landet siden.

Gennem 1800- og 1900-tallet vænnede man sig til at hver trosretning havde sine skoler, butikker, sportsforeninger, partier, aviser, universiteter og senere også radio- og tv-stationer. De katolske og protestantiske institutioner blev suppleret med to ikke-religiøse søjler: den “socialistiske” for arbejderbevægelsen og den “liberale” for borgerskabet.

Indtil ca. 1960 plejede protestanter således kun at handle hos den protestantiske bager og købmand. En ikke-katolik kunne ikke blive medlem af den katolske fodboldklub.

Systemet kaldes de fire søjler. En samfundskontrakt for fire parallelsamfund. Det apartheid-lignende system gik i opløsning fra 1960′erne. Søjlerne findes endnu, når det gælder institutionerne, men indbyggerne føler ikke noget tilhørsforhold til dem.

Det politiske system er ekstremt præget af konsensus. Regeringsdannelse tager som regel flere måneder, men så er alle knaster også slebet bort under forhandlinger bag lukkede døre. Det har givet stabilitet, men også politikerlede.

Islam som den femte søjle

Da islam begyndte at komme ind i billedet, havde hollandske politikere intet imod en femte søjle. Man kendte jo til paralllelsamfund i forvejen. Tolerancen mod anderledes tænkende var noget grundlæggende – det havde jo været nødvendigt for at kunne leve sammen.

Det provokerende ved Pim Fortuyn og siden Geert Wilders – for det politiske etablissement – er at de ikke accepterer konsensus, men udfordrer islams ret til at danne et parallelsamfund.

Årsagen er selvfølgelig at det i virkeligheden ikke er lykkedes at gøre islam og muslimske indvandrere til en femte søjle i det hollandske samfund. Det ville kræve at gruppen forsørgede sig selv og ikke levede af andres penge, at den ikke optrådte med vold og kriminalitet, og at udenforståendes værdier og privatliv blev respekteret.

Alle de fire oprindelige søjler i det hollandske samfund var nemlig enige om individets frihed, lov og orden som grundlag. Da islam ikke rigtig forstår disse begreber, er det umuligt at opbygge en fredelig sameksistens.

Holland er ikke Danmark

Men på den anden siden har Holland ingen tradition for en folkelig, “grundtvigsk” og fælles identitet, så det er svært at give indvandrere en nederlandskhed som de må forholde sig til.

I Danmark har den hårde debat fra årene før og efter 2001 lagt sig lidt, så der i dag er en ret bred forståelse af problemerne ved indvandring og islam, men også en stigende accept af fremmede, når blot de overholder grundlæggende normer. Den danske tradition for fri debat og fælles ansvar har været stærkere end de ideologiske modsætninger. Dermed ikke sagt at problemerne er løst, eller at der er enighed om løsningerne.

I Holland gætter jeg på at modsætningerne vil blive dybere og større. Både i politik og i hverdagslivet. Folk føler ikke noget tilhørsforhold til det gamle søjlesystem, som tidligere gav identitet og fællesskab.

Den tåbelige idé om at retsforfølge Geert Wilders for racistiske udtalelser vil næppe lukke munden på ham, men har foreløbig givet hans parti en stor fremgang i de seneste meningsmålinger. Samtidig graver de etablerede partier sig dybere ned i sandet og nægter at anerkende de problemer som Wilders gør opmærksom på.

V-kandidat: Dialog med nazister og islamister, men ikke med EU-modstandere

Venstres kandidat til EU-parlamentet, den tidligere DR-journalist Poul F. Hansen, skriver i dag et indlæg på Facebook, hvor han nævner EU-skeptikere, nazister og islamister som eksempler på grupper han er meget uenig med.

Han mener dog at der kan være grund til at forstå de sidstnævnte, hvorimod han afviser at gå til møder med EU-kritikere.

Debat med EU-modstandere er ikke mulig, mener han, fordi de sætter “spørgsmålstegn ved det, som gennem 36 år har været grundlaget for vores samfunds udvikling”. EU-modstanderne ønsker ikke en “virkelig dialog … men blot til at få lidt reklame for deres møder” via Poul F. Hansens nærværelse.

Derimod er det “lidt mere speget” med nazisterne: 

“For på den ene side så kan en dialog opfattes som en slags anerkendelse, og det har de ikke fortjent. Men på den anden side, så år årsagen til at de er blevet nynazister måske, at de som mennesker føler sig sat uden for. Bumser, skæve tænder, svenskerhår, dårlig ånde, ingen pigetække.”

Her er indlægget i sin helhed (klik på overskrift for original):

Skal man snakke med sine fjender?

Nynazister, NEJ-til EU, Hisp-ut-Tahrir, Iran. Skal vi gå i dialog med mennesker og grupper, som vi er dundrende ueninge med?

Jeg tror ikke der er et entydigt svar. Man må tage stilling til det fra gang til gang. Jeg kan tage mig selv som eksempel. Jeg stiller op som kandidat til EU-parlamentet og langt inden valgkampen er skudt i gang har jeg fået henvendelser om debatmøder fra NEJ-siden. Jeg har sagt nej. Jeg synes, det er meningsløst, spild af alles tid og desuden forplumrende for debatten, at der igen og igen skal skal sættes spørgsmålstegn ved det, som gennem 36 år har været grundlaget for vores samfunds udvikling. Og hvis folk efter alle disse år, stadig er imod EU, er der nok ikke mange chancer for at jeg kan omvende dem. De ønsker altså ikke at komme i virkelig dialog med mig, men blot til at få lidt reklame for deres møder, som jeg har en mistanke ikke er særligt velbesøgte.

VU-Århus har fået et rap over fingrene for at tale med nynazister. Her er situationen lidt mere speget. For på den ene side så kan en dialog opfattes som en slags anerkendelse, og det har de ikke fortjent. Men på den anden side, så år årsagen til at de er blevet nynazister måske, at de som mennesker føler sig sat uden for. Bumser, skæve tænder, svenskerhår, dårlig ånde, ingen pigetække. Altsammen kan være med til at få dem til at sige: “Nåh I vil ikke acceptere mig! Så kan i rende mig…” Nøjagtigt det samme sker på venstrefløjen med punkere og autonome. Her er det nok på sin plads at træffe en beslutning ud fra hvad en professionel psykolog, ville foreslå. Og mit gæt er: “Snak med dem, forsøg at trække dem ind i fællesskabet igen.” For i Danmark har vi ikke den sociale eller økonomiske grobund for nazisme eller andre totalitære strømininger. 

Gælder det samme så for Hisb u-Tahrir? Jeg tror det desværre ikke. Noget tyder opå at den ekstreme islamisme ikke i første omgang “rammer” de udstødte 2.generationsindvandrere fra Ishøj. Her er det snarere de mere veluddannede, som, måske i en identitetskrise, splittet mellem en vestlig dekadent livsstil og en “ren” islamisk. bevidst vælger det sidste. De er overbeviste og fanatiske og rokker sig ikke ud af stedet. Jo mere man snakker med dem, jo mere vil de føle sig styrket i deres retfærdige kamp. Blekingegadebanden og Rote Arme Fraktion i Tyskland, tror jeg, var gjort af samme stof. 

Barak Obama har allede sendt sine første udsendinge afsted til Mellemøsten. Richard Holbrook taller med alle i Gaza-konflikten – undtagen Hamaz. Heller ikke Obama vil tale med terrorister. Men hans nye FN-ambassadør, Susan Rice, har erklæret sig parat til en direkte dialog med Iran, som om alle ved at Hamaz kun eksisterer takket være Iranske penge. Inkonsekvent! Ja, men rationelt. Den meget blodige israelske afstraffelse af palæstinenserne i Gaza kan få dem til at fortryde at de stemte Hamaz til magten, fordi deres tilværelse er blevet endnu mere ubærlig. En yderligere isolering af Iran vil ikke bringe Mujadinidads styre til fald, snarere styrke det.   

Der er altså ikke noget universelt svar på spørgsmålet: dialog eller afvisning.

(Mine fremhævelser)

Han skriver derefter i to kommentarer til sit indlæg: “jeg bruger blot forskellige eksempler på folk, som jeg er dundrendde uenige med … Selvfølgelig er de ikke sammenlignelige og det var heller ikke min pointe…”

Ikke sammenlignelige? Det må jeg give ham ret i. Han opfatter ikke de forskellige grupper som ét fedt. Han mener EU-modstanderne er værst:

• Klart nej til dialog med EU-modstandere
• Ja til dialog med nazister
• “Måske” til dialog med islamister

Konklusionen er mildt sagt overraskende. Hvordan kan man være så indædt imod sine EU-politiske modstandere, at man betragter dem som ekstremister? Og afslår deres opfordring til dialog.

Og hvordan kan man være så naiv mod nazister og islamister, at man uopfordret leverer en stribe banale undskyldninger for deres handlinger?

Problemet er ikke sammenligning, men mangel på samme. At sætte begreberne i perspektiv ud fra faste principper.

Naivt syn på ekstremister

I virkeligheden bliver ingen af modstanderne taget alvorligt, da “fjenderne” udnævnes til psykologiske vrag. Det er både mangel på respekt og en undervurdering:

• Nazister har psykologiske traumer og skæve tænder bag sig.
• Hizb-ut-tahrir er veluddannede mennesker med identitetskrise.
• Israel står for en “meget blodig afstraffelse” af palæstinenserne. (Hvilket vil medføre svækket opbakning til Hamas, mener han. Argumentationen kan undre).

Næppe det bedste udgangspunkt for dialog. Banaliseringen er en foruroligende holdning til demokratiets fjender, som tyder på naivitet og dårlig dømmekraft.

Dialog eller angst?

Den rationelle eller realpolitiske tilgang til forbryderiske regimer kan man altid diskutere. Men det virker som om Poul F. Hansen har følgende kriterier for dialog:

• Nej til debat med folk som “vi” er meget uenige med, og som er betydningsløse.
• Ja til dialog med dem vi er bange for. Dialogen bør indledes med at lægge forsvarende argumenter i munden på dem.

Ordet “dialog” har efterhånden fået betydningen: smigrende eller selvudslettende tale med folk som man er bange for.

Poul F. Hansen tilslutter sig de mange som har en svævende opfattelse af vold, had og ondskab. Man forstår det ikke rigtig. Derfor griber man til psykologiske bortforklaringer. Mennesket som et produkt af miljøpåvirkninger, som et stykke træ der flyder i vand. Her afsløres et menneskesyn som måske kan kaldes blødt socialt-dialektisk, men borgerligt er det i hvert fald ikke.

Poul F. Hansen glemmer en vigtig faktor, nemlig idéernes betydning.

Den vigtigste årsag til nazisternes og islamisternes adfærd er ikke deres dårlige ånde, men de ideologier som de tror på.

Vil man holde “dialog” med nazister og islamister, skal man hellere begynde med en monolog, en forsvarstale for det frie menneskesyn, ansvarlighed, demokrati og de øvrige værdier som vort samfund bygger på. Man skal simpelt hen vide hvad vi står for. Man skal være godt forberedt, da det ellers kan ende katastrofalt. Tænk hvis fjenderne vandt debatten fordi demokratiets repræsentant ikke var så dygtig eller velartikuleret. VU i Århus har bl.a. sammenlignet deres nazist-debatmøde med tidligere møder med ludere, Attac og venstrefløjen. Foreløbig tyder intet på at VU har styr på begreberne.

Gider ikke møder uden for sæsonen

Og endelig leverer Poul F. Hansen ikke noget godt billede af demokratiet, når han stiller op til EU-valg, men ikke gider diskutere med sine modstandere.

Han har misforstået formålet med debatmøder. Han skriver:

“langt inden valgkampen er skudt i gang har jeg fået henvendelser om debatmøder fra NEJ-siden. Jeg har sagt nej.

…der [er] nok ikke mange chancer for at jeg kan omvende dem. De ønsker altså ikke at komme i virkelig dialog med mig”.

Dialog handler ikke om at omvende forsamlingen, men snarere at lytte til deres synspunkter og svare igen.

En valgkamp skydes ikke i gang på et bestemt tidspunkt. Hvis man er så diskret en kandidat, at man ønsker at være fri for henvendelser, så må man få adressebeskyttelse eller hemmeligt telefonnummer.

De EU-begejstrede plejer at mene at EU-debatten fylder alt for lidt, så det burde være prisværdigt at borgere arrangerer debatmøder lang tid før valget. Men Poul F. Hansen gider ikke at komme og være med til at forplumre noget.

Hvis han kom til et af de nævnte møder, ville han netop være med til at diskutere alle detaljerne, ikke kun ja og nej. Jeg kender i øvrigt ikke til at EU-skeptikere betegner tilhængerne som deres “fjender”.

Angående debatmøderne, som Poul F. “har en mistanke ikke er særligt velbesøgte”, så har Folkebevægelsen mod EU på tre måneder noteret sig en fremgang på 123 medlemmer (FiB 02/09, side 7). Der er ingen tegn på at EU-modstanden er døende, selv efter 36 år.

Ja-sigerne undgår debat

Hvis EU-møder ikke er så spændende, kan det skyldes at arrangørerne ofte prøver at undgå reel debat.

Debatmødet ”EU – Hvad nu?” på Grundvigs Højskole den 1. december var et typisk eksempel.

Det var arrangeret af Europabevægelsen og omfattede såkaldt “Debat om de danske EU-forbehold” ved Margrethe Auken (SF), Niels Helveg (RV) og Michael Aastrup Jensen (V). Alle tre vil fjerne forbeholdene i større eller mindre grad.

Derefter var der debat om Lissabon-traktaten. Tilhængerne var repræsenteret ved formanden for den internationale Europabevægelse, og modstanderen var en politiker fra Sinn Fein, den politiske gren af IRA!

Arrangørerne havde altså valgt to forskellige taktikker: Dels at sørge for en skin-debat ved at invitere tre næsten enige politikere fra ja-siden. Dels at marginalisere “nej-sigeren” ved at vælge en ekstrem figur, som i øvrigt ikke var dansk politiker.

Her kunne man have inviteret nogle af de udmærkede folkevalgte fra et af de såkaldt “nej-partier”. Eller endnu bedre: en EU-skeptiker med meningers mod fra et af “ja-partierne”. Vi har jo faktisk i Danmark tre EU-kritiske bevægelser/partier som stiller op til valg og derved fuldt ud indgår i det demokratiske ansvar – og repræsenterer en stor del af vælgerne. Men man foretrækker altså at gå i dialog med Sinn Fein.

Pointen i dette er at man ikke valgte sin dialogpartner ud fra demokratiske spilleregler, men ud fra opportunisme og hovmod. Her er Poul F. Hansens budskab dybest set det samme.

Dette hovmod fører gang på gang til overraskelser når stemmerne er talt op. Det skete i Frankrig, Holland og Irland, og det var årsagen til at danskerne ikke måtte stemme om Lissabon. EU-skeptikerne har ved forskellige folkeafstemninger vist sig at udgøre op til 53 % af befolkningen (euro-afstemningen 2000).

EU-skeptikerne vil gerne have dialog

Så hvorfor ikke begynde dialogen? De EU-positive kan kun vinde på det, med mindre de fortsat ønsker at drive et elitært projekt.

Vi på den såkaldte nej-side har i årevis forsøgt at føre en dialog; det var blandt andet derfor vi ønskede en folkeafstemning om Lissabon.

Når man ligefrem afslår invitationer til debatmøder med sine modstandere – og er stolt over det – så har man for alvor gravet en skyttegrav mellem “ja-sigere” og “nej-sigere”.

Så får vi ikke én valgkamp, men to separate valgkampe, en for hver fløj. Det bliver politisk apartheid.

Alt tyder på at “nej-partierne” får det alt for nemt. Det begynder altså godt, men jeg havde hellere set en god, demokratisk debat.

Demokratisk arrogance kan man dog leve med.

Værre er det at etablissementets selvbevidsthed forsvinder som dug for solen, når den møder voldsideologier. Så er viljen til dialog og imødekommenhed næsten uden grænser.

Stort ja til partner med anden hudfarve

Racismen i Danmark er beskeden, bekræfter en undersøgelse i MetroXpress.

92 % af indbyggerne vil ikke afvise at de kunne have et parforhold med en person med anden hudfarve. Heraf siger de 71 % klart ja.

Kun 8 % siger nej til sådanne forhold, mens 4 % siger ved ikke.

Propagandisterne på MetroXpress fik den direkte modsatte konklusion ud af sagen:

Nej tak til anden hudfarve

Hver 10. fravælger en partner med anden hudfarve. Ekspert i racediskrimination er bekymret …

VALG AF PARTNER?
Ville du kunne være kæreste eller gift med en person, der har en anden hudfarve?
Ja: 69 procent.
Ja, allerede: 2 procent.
Nej: 8 procent.
Måske: 17 procent.

Ved ikke: 4 procent.

Den klassiske opskrift er fulgt: man bestiller en opinionsmåling, tilsætter en menneskerettighedsekspert og en ordentlig spand bekymring. Man afslutter med citat fra en borgerlig politiker, som man forsøger at give skylden for det hele.

Konklusion: danskerne er racister, og det er især regeringens skyld.

Det var vist givet på forhånd at artiklen skulle munde ud i det budskab, uanset hvad meningsmålingen nåede frem til.

Den 180° fordrejede vinkel er blevet gengivet ukritisk af flere andre medier. Det plejer ellers at være MetroXpress der skriver af fra de rigtige aviser, men nu er det altså omvendt.

Undersøgelsen handler i øvrigt ikke om synspunkter, men om folks personlige præferencer. Formentlig er deanskerne mindst lige så liberale – eller mere, når det gælder meninger om andres parforhold. Det giver jo ikke logisk mening at være imod “raceblanding” hos andre, hvis man ikke er det hos sig selv.

Det kunne naturligvis være interessant at vide hvad en meningsmåling ud fra partnerens rygning, hårfarve eller madvaner ville sige?

Tilsvarende må homofobien være et stort problem, hvis 90 % afviser at indgå i parforhold med en person af samme køn…?

Jeg kender mange som ikke tænder på asiater, og de bliver fra tid til anden skældt ud for at være racister, hvilket er helt til grin.

Journalister er neurotiske racister

Danske medier besluttede sig tidligt for at ødelægge dækningen af præsidentvalget i USA. De ellers spændende politiske meningsforskelle blev ignoreret eller nedtonet. Det eneste vi måtte høre om var hudfarve, race og køn i en lind strøm. Selv om Obama netop ikke spillede på sin race (i hvert fald kun subtilt), men blev valgt på grund af sit budskab, sine talegaver og organisationstalent. De danske journalisters race-vinkling var ikke blot ensidig, men også irrelevant og misvisende.

På samme måde har dansk udlændingedebat i 25 år været forpestet af journalisters racisme-vinkel. Religionskritik bliver gjort til et spørgsmål om racisme. Kritik af kriminalitet udlægges som racisme. International sikkerhedspolitik analyseres som racisme. Problemer affødt af tosprogethed (eller rettere sagt mangel på samme) gøres til en problematik om racisme.

For eksempel denne leder fra Politiken, som handler om at fordele børn med udenlandsk baggrund ud på flere skoler:

Børn bør ikke sorteres efter hår- og hudfarve

I denne Politiken-analyse blandes det hele sammen: politik, race og religion:

Obama kan udhule ‘muslimkortet’

… måske vil hans hudfarve blive hans største bidrag til historien. …

Obama hudfarve afgørende

Skal Danmark have en muslimsk statsminister? Næppe foreløbig, vil mange måske svare. Sådan har man i mange årtier ligeså svaret i USA, når nogen spurgte om det var tid til en sort præsident. Jesse Jackson forsøgte, men fejlede. Men pludselig er det en realitet. Racespørgsmålet er med Obama i den grad løftet ud af debatten og USA har taget den moralske førertrøje på.

Vi har i Europa længe set skævt til den indskrænkede racisme, som har trivedes i især de amerikanske sydstater, samtidig med, at vi i stadig flere lande har intensiveret vores egen udgave af samme debat, blot med muslimer i de sortes sted. …Sagt lige ud, så bliver det interessant at se, om danske vælgere til den tid [ved næste valg] er lige så skræmte over bl.a. muslimer, som de har været siden systemskiftet i 2001. Med Obama, som en dominerende global politiker over de næste tre år, er det ikke sikkert, at ‘udlændingekortet’ virker fuldt så effektivt i en valgkampagne som tidligere.

Her har vi et godt eksempel på hvad racisme-historier i pressen egentlig er beregnet til. Et beskidt indspark i den danske politisk debat.

Man kan vist konkludere at journalisterne er de største racister og sexister i Danmark. Der er god grund til at generalisere, for der er kun få saglige eksemplarer iblandt.

Jeg gruer for den dag vi får en partileder af udenlandsk etnisk oprindelse, for det vil betyde at nyhedsvinklingen bliver usaglig og uudholdelig. Alle der ikke stemmer på vedkommende, er racister. Hm… det har vi da forresten prøvet… Var der ikke en Naser Khader som blev partileder? Han var yderst populær blandt pressens folk fra starten, men det viste sig dog hurtigt at berømmelsen blegnede.

Khader passer dog ikke helt ind i skabelonen, fordi han er særdeles integreret. Han repræsenterer desuden holdninger, som er direkte modsat den rabiate del af de “ædle vilde” . Derved lever han ikke op til journalisternes racistisk-neurotiske kriterier om en eksotisk fremmed, som man kan være begejstret for. Desuden var der tale om et lille borgerligt parti.

Hvis et stort, centrum/venstreorienteret parti fik en sort partiformand, så ville det være en anden sag. Helle Thorning Schmidt har virkelig sin blege lød imod sig, for hvis hun var neger, ville journalisterne piske en stemning op til fordel for hende. Hun skulle også gerne være lesbisk og 15 år yngre. Det ville blive en klar succes blandt pressefolk og menneskerettighedseksperter.

Enhver ved jo at samfundet undertrykker unge, kvinder, homoseksuelle, udlændinge og muslimer. Det er børnelærdom – det er i hvert fald hvad man forsøger at bilde vore børn og unge ind i folkeskoler og på gymnasier.

Drop tvangsforestillinger

Pointen fra mig er naturligvis at det indre tæller, ikke det ydre. Det ved almindelige mennesker godt. Journalisterne har svært ved at slippe deres egne tvangsforestillinger.

Det rigtige svar på om man kan være kæreste med en person af anden hudfarve, eller om en sådan person kunne være statsminister i Danmark, ville derfor være: Det kommer an på personen.

Det samme gælder i princippet hvis spørgsmålet gik på religion eller politisk overbevisning, men her må man nok sige at disse ting kan hænge tæt sammen med personlighed og holdninger.

Såkaldte antiracister er ofte racister, idet de lægger alt for megen vægt på hudfarve. Ligesom ekstreme ateister kan virke ret religiøse.

Velkommen til Borgerligt Centrum, men…

På dette billede har Simon Emil endnu ingen bag sig, bortset fra himlen, havet og vindmøllerne.

Så er Danmark blevet beriget med endnu et nyt parti.

Først og fremmest er det morsomt at se pressens reaktion i kontrast til lanceringen af Ny Alliance i maj 2007. Dengang var pressen grebet af ekstase.

Men i går skrev de for eksempel:

Mogensen: Ammitzbølls chancer er meget ringe – Simon Emil Ammitzbølls måske kommende parti får en hård medfart af Politikens Peter Mogensen.

Det hænger naturligvis sammen med at Simon Emil Ammitzbøll slet ikke har nogen stjernestatus, modsat Naser Khader. Pressen elsker sine stjerner. Khaders farvel i går fik en højere prioritering i nyhederne end det nye parti.

Der er også en anden stor forskel på Ny Alliance og Borgerligt Centrum. Alliancen opstod som en tom skal med lækkert ydre, men uden indhold. Det varede tre måneder før Alliancen formulerede partiprogram og vedtægter.  Da vedtægterne endelig kom, ophøjede de stifterne til partiejere: partiets formål var at konsolidere sig efter “stifternes grundholdninger“.  Det tog Alliancen et år at afholde det stiftende landsmøde. Indtil da eksisterede der ingen forening, og “medlemmerne” var ikke medlemmer.

Til sammenligning har Borgerligt Centrum gennemarbejdede vedtægter, første landsmøde er planlagt til november, og programmet er på plads.

Tonen er saglig og går ikke ud på at bashe DF mest muligt. Der er en tilbagevenden til ideologi og holdninger, som passer fint med formandens 1950′er-agtige fremtræden. Det vil jeg byde velkommen, selv om jeg ikke tror man kan appellere til vælgerne uden noget populisme.

Men hvad med politikken?

Et frisindet, progressivt borgerligt parti lyder umiddelbart tiltrækkende. Når man trækker humanismen ind som politisk grundlag bliver jeg skeptisk. Humanismen trives bedst i privatlivet. Som politisk begreb bliver den ofte til det rene vrøvl.

Simon Emil har dog ikke for vane at bruge sin egen humanisme til at slå andre i hovedet – ved at udnævne modstanderne til ikke-humane. Så indtil videre er hans humanisme af godartet karakter.

Det nye parti er lige så EU-liderligt som V, K, S, R og SF, og det bryder jeg mig naturligvis ikke om.

Tvetydig indvandringspolitik

Partiet vil indskrænke nye indvandreres rettigheder. Det er smukt at tidligere radikale kan komme til fornuft, men der er intet nyt i denne holdning. Det er efterhånden hvad alle fornuftige vælgere og politikere mener. Ikke fordi det er en smuk løsning, da den kan ramme mennesker med særlige behov, men det er nu engang nødvendigt for at bremse tilstrømningen.

Til gengæld vil man gøre det nemmere for nye og “dygtige” indvandrere:

“Vi har brug for kvalificeret arbejdskraft udefra, men vi har ret til at være selektive med, hvem vi inviterer indenfor, og vi har ret til at udvise de gæster, vi ikke ønsker. “

Vi har ret til at være selektive og udvise de “gæster”, vi ikke ønsker. En klokkeklar bekræftelse af den nationale suverænitet. Det er en total forandring i forhold til Det Radikale Venstre. Væk er henvisninger til menneskerettigheder og farverig multikuturalisme. Troen på åbne grænser er næsten udslettet fra dansk politik. 

Det hele kan dog ikke lade sig gøre samtidig med at man er EU-liderlig. Den korrekte formulering af partiets program ville derfor være:

EU har ret til at være selektive med, hvem Danmark inviterer indenfor, og vi har ret til at udvise de gæster, EU ikke ønsker.

Samt at man naturligvis har pligt til at modtage enhver gæst, som EU inviterer indenfor. En ansvarlig udlændingepolitik er gennemhullet fra starten.

Partiet er kraftigt imod 24-årsreglen. Hvordan det hænger sammen med en restriktiv udlændingepolitik forstår jeg ikke.

Jeg mener generelt at behovet for horder af velkvalificerede udlændinge er overvurderet. Selvfølgelig skal man invitere folk ind, hvis de kan bidrage med noget. Såmænd også hvis de bare overholder almindelige normer.

Men hvordan skal man screene masserne og skelne mellem velkomne og uvelkomne gæster?

Hvis det skal ske ud fra etniske, kulturelle og religiøse kriterier, så strider det mod almindelige retsprincipper. Der er i dag udmærkede ordninger for at få udenlandske specialister til Danmark – de tilbydes endda en særlig lav skat, som de fleste danskere ville skide grønt af misundelse over, hvis de havde hørt om reglerne.

Ideologi          

Begrebet “liberal” er endnu engang bragt på bane, men det er der intet som helst nyt i. De fleste danske politikere er liberale i en eller anden afskygning. Der er dog mange nuancer. Så sent som i går kom Khader med den utrolige udtalelelse: “Jeg er liberal, men ikke liberalist”.

På listen over de 53 godkendte nye partinavne er der fire partier der hedder noget med “liberal” og tolv med “demokrat”. Derfor er det naturligvis godt for variationen at Simon Emils parti ikke kalder sig “Liberale Demokrater”, men Borgerligt Centrum. I hvert fald i navnet. I programmet er det klart de liberale værdier som slår igennem, men de forklares på en hæderlig måde. Det lyder alt sammen meget radikalt.

Vi vil nok aldrig få at se i praksis om Borgerligt Centrum kan præstere noget andet end Det Radikale Venstre. Det ville kræve at partiet fik mandater og indflydelse, og det får de nok ikke.

Selv mener jeg at ingen af os kan sige sig fri for indflydelse fra liberalismen. Den rækker jo ind i alle partiers program. Vi har en liberal økonomi og liberale samfundsværdier. Derfor er der netop behov for at afbalancere med andre værdier, som jo også findes. Såsom fællesskab, solidaritet, ansvarlighed og tradition. De to førstnævnte er også socialismens værdier, mens alle fire er konservative værdier. De rent liberale mennesker tror kun på én af disse værdier, ansvaret, og kun i begrænset omfang. Så hvis der er brug for noget nyt i dansk politik, er det troen på menneskets og de frie fællesskabers selvstændighed. En drejning i frisindet-konservativ retning.

Det konservative kom ind fra sidst i 1990′erne og for alvor fra 2001. Det har præget alle partier, ikke kun VKO, og det er en udvikling jeg hilser velkommen. Modstanderne kalder det “højredrejning”. Nu mangler vi blot at de andre værdier også tages alvorligt: frisind og selvstændighed.

Det ville også være smukt hvis de store partier kunne formulere et lige så sprogligt og indholdsmæssigt sammenhængende program som Borgerligt Centrum. Men gerne med lidt mere bid i.

Borgerligt Centrum havde en midlertidig hjemmeside, som desværre meget lignede Borgerlig Bums. For ordens skyld vil jeg dementere at jeg skulle have noget som helst at gøre med det nye parti. Hjemmesiden var bygget over et WordPress-tema, som kan ses nedenfor:

Nu har de imidlertid justeret farver og indhold. Det er modigt at vælge grå/sort som partifarver, men hvem ved hvilken trend det kan skabe? Om et halvt år har vi måske alle Simon Emil-briller og Simon Emil-skjorter?

Ude i højre spalte har jeg bl.a. links til nogle  ”intelligente politikere”, som jeg ikke nødvendigvis er 100 % enig med. Det tynder alvorligt ud i folk med baggrund i Det Radikale Venstre på listen. Simon Emil må nu vige pladsen, da partiledere ikke kan være med. Det ville kunne misforstås.

VU-formand Thomas Banke skriver på Facebook: “Håber inderligt at Borgerligt Centrum vil erstatte de Radikale efter et valg”.

Og det er Borgerlig Bums helt enig i! Men desværre kommer det nok ikke så vidt. De radikales kernevælgere, brillekæderne og lektorerne i kultiverede pullovere, hænger godt fast. De dør ud med tiden, men det er en ringe trøst her og nu.

Om nogle årtier vil Liberal Alliance og Borgerligt Centrum sikkert kun blive husket for én ting: et led i Det Radikale Venstres dødskamp. En udvikling som de radikale naturligvis selv er skyld i.

Sammenhængskraft i praksis

Settle i Yorkshire (© MJ, Panoramio)

Social sammenhængskraft er ikke et tomt begreb, men noget altafgørende for hverdagen. Se blot hvad det kan gøre for en lille by i England:

jp.dk – Verdens mest lovlydige kunder?

Da butiksejeren Tom Algie fra den lille by Settle i England forlod sin butik 2. juledag, låste han ikke døren.

I vinduet til butikken efterlod han et skilt: “Tag hvad du vil, men betal venligst” …

På disken stillede han en tom æske fra et morgenmadsprodukt, hvor han havde lavet en lille tragt, som man kunne skubbe pengene i.

Da Tom Algie kom tilbage til butikken syv timer senere, var hans omsætning steget med godt 1.500 kr., og en hurtig gennemgang af beholdningen viste, at der ikke var stjålet noget.

“Jeg ville bruge helligdagen med min familie, men synes, at det ville være rart at holde butikken åben, så det var den bedste løsning. Settle er en rolig landsby, hvor der aldrig er problemer, så jeg har tillid til mine kunder”…

Settle er med sine 2400 indbyggere nu ikke en helt lille landsby. Jeg kan nævne mange jyske byer på samme størrelse, hvor man ikke føler sig tryg mere pga. de narkomaner m.v. som Låsby-Svendsen har placeret i faldefærdige huse. For ikke at tale om den sociale katatrofe som finder sted i storbyerne: Leicester, Gjellerup, Malmø, Tingbjerg, Bryssel, Paris’ forstæder… Sammenhængskraft er alt, med mindre man er eneboer, og det er mennesket ikke.

Jeg skal ikke kunne sige om Settle er en multietnisk by. Men multikulturel er den ikke, for hvis man kan få kunder til at betale for varerne i en ubemandet butik forudsætter det én fælles kultur, i hvert fald på det punkt. Det er naturligvis helt fint at have sine egne kulturer bag hjemmets fire vægge, men der kræves fælles vilkår i alle anliggender hvor man møder andre mennesker. Og dermed er multikulturalismen dømt ude, da flere kulturer (flere slags opførsel) nødvendigvis fører til flere samfund. Tillid og loyalitet kan ikke gradbøjes og er ikke afhængig af hudfarve og etnisk baggrund, i hvert fald ikke hvis folk ønsker at gøre en indsats.

Politiken kræver ramadan-fri, K er forarget

Jammer og klynk i Politiken:   

Muslimer har svært ved at fejre eid

De danske muslimer fejrer i disse dage højtiden eid, men det kan godt være svært, når man har et arbejde at passe.

Det er dog ikke muslimerne som sådan der jamrer, men danske journalister – som så ofte før.

Politiken har strikket en klar politisk kampagneartikel sammen, der munder ud i at vi skal afskaffe Kristi Himmelfartsdag til fordel for en officiel, muslimsk helligdag.

Først er der en praktisk hindring som Politiken har overset. Eid er en bevægelig helligdag og kan ikke puttes ind i kalenderen på forhånd. En somali-dansk blogger skriver:

Sagen er, at ingen rent faktisk ved, hvornår det er Eid med 100 procent sikkerhed. Man ender altid med at gætte indtil det allersidste sekund. Grunden til det er noget med månens position og andre ting, der skal være på plads. 

Bl.a. Unicef nævnes af Politiken som eksempel på en arbejdsplads med multikulti-tolerance over for diverse religiøse højtider.  Unicef er imidlertid langtfra en normal arbejdsplads, men en international myndighed, hvor man ikke betaler dansk skat, ifølge min viden.

En anden meget ubehagelig ting ved artiklen er at den uden videre deler os op i “kristne danskere” og muslimske danskere. Det bliver mere og mere almindeligt med den sprogbrug.

I dag må man planlægge en fridag fra arbejdet. De interviewede muslimer siger faktisk at man godt kan klare sig på denne måde. Politiken har også fundet en muslimsk førtidspensionist som jo ikke har brug for nogen statslig helligdag.

(Indvandrere på førtidspension er der en del af, og igen skyldes deres tragiske skæbne først og fremmest idiotiske danske politikere og sagsbehandlere, der har kasseret dem fra arbejdsmarkedet og gjort dem til andenrangsborgere, fordi det var så synd for dem! Men det er en anden historie).

De eneste som ikke kan planlægge sig til en fridag er skoleeleverne.

Her er jeg faktisk ret pragmatisk. Hvorfor ikke give dem fri, hvis det vel at mærke begrænses til én dag om året.  Det er jo realiteten at de pjækker den dag. Det er dog noget som må besluttes lokalt, og dagen bør erstattes med at tage en dag fra ferierne eller en lørdag.

Vi holder ekstrem lang ferie i Danmark, både privat ansatte og i skolerne, så hvorfor ikke være lidt fleksibel.  Der er masser af feriedage at tage af.

De konservative mener derimod:

K raser over skolepjæk ved ramadan

De konservative langer ud efter muslimske familier, der holder deres børn hjemme på grund af den religiøse højtid ramadanen. Det sker, efter at flere folkeskoler melder om udbredt pjæk blandt muslimske elever her ved afslutningen af ramadanen i denne uge. 

»Samfundet må sige fra, når forældre pådutter deres børn religiøse skikke, som kan skade deres skolegang og integration«, siger Henriette Kjær. …

Gad vide om DF ikke ville få med grovfilen hvis de sagde det samme?

De konservative har fundet et emne, der typisk irriterer deres højborgerlige idealer, nemlig skolepjæk.

Selv har jeg gået på to udmærkede, landlige, jyske folkeskoler, hvor det var acceptabelt at man kunne få fri hvis man skulle hjælpe til i høsten, med fiskeriet eller hvis man skulle på en rejse med forældrene.

Lærerne var altid lidt mugne over det, da de syntes deres middelklasse-undervisning var vigtigere end det virkelige liv uden for skolen. I sidste ende følte de sig vel såret over at man valgte skolen fra til fordel for andre aktiviteter. Men man fandt en løsning.

Der var både fiskerbørn fra kysten, bondebørn fra indlandet og funktionærbørn fra byerne, så der var brug for en del gensidig tolerance mellem disse meget forskellige kulturer. Vi var dog i sidste ende alle etniske thyboer og danskere, så vi havde et fælles grundlag at stå på. I dag, kun 20 år senere, er det anderledes.

For min skyld kan muslimske børn godt få lov til at holde eid-fri – besluttet lokalt og gerne med en lokal erstatningsskoledag.

En betingelse er dog at man gør klart at det sker af praktiske grunde og ikke som tilpasning til islams religiøse krav. Hvis religiøse ledere blander sig, skal der ikke være nogen fridag!

En national helligdag ser jeg absolut ingen grund til at indføre.

Det er ganske vist rigtigt at der er alt for mange kristne helligdage om foråret, og det kunne være smart at flytte nogle af dem til perioden juli-november, som slet ikke har helligdage. Mest oplagt er Store Bededag, som er uden enhver kirkelig betydning. Man kan også bare droppe den. Så får vi en arbejdsdag mere, og det kan vi godt tåle i dette land med fem ugers lovbestemt ferie.

Men at kæde de to ting sammen – afskaffe en kristen helligdag til fordel for en muslimsk – ville være højst uheldigt.

Jeg kan leve med at Danmark er et kristent land, men det ville være mere end dobbelt så slemt at vi også skulle til at være et officielt islamisk land.

Dansk fjerkrægigant stolt over at være 100% halal – i Sverige

“Rose Poultry är Danmarks största kycklingslakteri. …

– Det som skiljer oss från de svenska kycklingproducenterna är att alla produkter som vi producerar på våra anläggningar är halalslaktade.

… eftersom den muslimska målgruppen är väldigt viktig för oss. Därför är också samtliga våra produkter markerade att de är halalslaktade, avslutar Ante Brixstedt.”

—

Det er vel efterhånden velkendt at (næsten?) alle danske kyllinger er halal-slagtede, men man kunne godt ønske at Rose Poultry reklamerede lige så stolt med dette faktum her i landet. De er nogle kyllinger. Nogen burde udsprede det rygte i hele den muslimske verden at Rose Poultry ejes af Flemming Rose.

Annoncen er fra stockholmsudgaven af Metro den 17. september. Det er den svenske udgave af vores MetroXpress, eller rettere sagt er det omvendt, da den svenske Metro-koncern udgiver sine gratisaviser i 21 lande, herunder i Danmark. Den 17. september havde Metro et Ramadan-tillæg med overskriften Ett mångkulturellt samhälle ud over forsiden. Sponsoreret af Svensk Handel, som er Sveriges store detailhandelsforening.

 (Klik for hele bladet i pdf - Ramadan begynder fra side 21)

Det ser dejligt ud. Tørrede frugter, silkepuder og en velklædt familie med barnet i centrum. Ikke så meget om religion her.

Men forsiden er bare sukkeret der skal få den bitre pille til at glide ned. Man taler om det mangekulturelle samfund, hvor der egentlig handler om et knæfald for islam. På den måde gør man alle indvandrere til gidsler i promoveringen af en religion. Desuden er en gammel kliché på spil: indvandrere er reduceret til at spille rollen som en slags spændende orientalsk kryddderi, der der sikrer fut og farver i det svenske samfund.

Inde i bladet siger Svensk Handel: “For nogle år siden fandtes der ikke friske dadler i de store supermarkeder”, og “handelen satser på ramadan”. At øge omsætningen er hele pointen i forsøget på at gøre ramadan til en svensk højtid.

Vi kender det fra Muhammedkrisen, hvor dansk erhvervsliv vred og vendte sig for at bevare eksporten af pumper, smør og falsk fetaost.

Der er også overdådige ramadan-opskrifter i bladet. Man beder bønner på tom mave om dagen og spiser bønner efter mørkets frembrud om aftenen. Jeg kan godt lide maden, men betakker mig for det andet.

På side 4 løftes lidt af sløret for at det handler om andet end dadler, nemlig religion:

 

Denne annonce spiller på svensk selvhad, som der findes meget af i Sverige:

- “I har en kultur, en identitet, en historie. Og hvad har vi? Vi har midsommeraften og sådan nogle fjollede ting”.  S-formand Mona Sahlin til det tyrkiske ungdomsforbund. (2002)

- “Ursvensk var kun barbariet. Resten af udviklingen er kommet udefra.”  Statsminister Reinfeldt (konservativ), sagt under besøg i en indvandrerghetto. (14.11.2006)

Dybest set er forklaringen vel at mange svenskere føler sig højt hævet over udlandet. “Bäst i världen” har i 100 år været svensk identitet. Så prøver man at kompensere ved at tilsvine sin egen kultur – som om der var noget høfligt i det. Det kendes også fra Danmark. Vi tror at målet med al udenrigs- og bistandspolitik er at udbrede de skandinaviske værdier til hele verden.

Jeg synes det er (mindst) lige så slemt at foragte sin egen kultur som at være respektløs mod andre. Det er ikke noget tegn på oprigtig interesse for fremmede kulturer, når man promoverer ramadan fordi det kan øge omsætningen eller fordi man synes Sverige er for farveløst. At man samtidig fremmer en undertrykkende religion er katastrofal dumhed.

Den iranske svensker og heavy metal-skribent Nima Daryamadj kan heller ikke lide det på sin blog: “Ramadumb”. Sveriges Radio P1 havde inviteret ham i studiet til Dagens ramadanvers, som månedens kritiske figenblad. Han valgte:

De som fornægter vore tegn skal vi sandelig stege i ilden; hver gang deres hud er gennemstegt, skal vi give dem en ny hud for at de skal smage straffen, thi Allah er den evigt ophøjede, mægtig og vis. (Sura 4:56)

Værd at tænke på når man griller sin halal-kylling.

Derefter måtte han svare på studieværtens forsøg på at tale udenom: om det ikke skulle forstås symbolsk, om ikke kristendommens helvede var lige så slemt osv. osv. (Læs hans blog om Dagens ramadanläsning eller lyt til indslaget fra 10/9 her, spol frem til 36:40).

 

Alderen trykker…

Jeg har fået mit nye studiekort -

- men jeg er født 10.10.1950? De har gjort mig lidt ældre end jeg er.

Når de nu var i gang kunne de godt have skrevet 1943, så folkepension og frynsegoder var blevet udløst.

Kronik: Tre farlige tabuer om kriminalitet blandt indvandrere

Denne forbilledlige kronik er sakset fra Snaphanen. Forfatteren, Nicolai Sennels, arbejder selv med kriminelle unge. Han kræver at tre tabuer brydes, for at vi kan tage fat på de eksplosive problemer med dårlig integration og kriminalitet.    

Rul ned for den fulde tekst. Her er et resumé:

Det første tabu er … at kunne tale højt om at den dårlige integration og høje kriminalitet blandt indvandrere i Danmark ikke kun er et socialt problem, men i høj grad er et udslag af deres kulturelle baggrund. …

Det andet farlige tabu handler om at vi skal give ansvaret tilbage til dem som reelt skaber problemerne. Der skal med andre ord stilles krav. Derudover skal indvandrerne selv, deres sammenslutninger og disses talsmænd i langt højere grad komme på banen og byde ind med hvad de selv kan gøre for at forbedre situationen. …

Hvis de unge skal have mere respekt for vores samfund er de ganske enkelt nødt til at lære det bedre at kende. Dette gælder både vores historie, værdier og sociale normer, vores forskellige myndigheder og politiske institutioner osv. Vi skal sætte langt mere ind overfor indvandrerfamilier med vejledning i samfundets opbygning og hvordan man navigerer i det.

Samme metode skal bruges overfor de kriminelle unge. På samme måde som man kan blive idømt deltagelse i kurser i at håndtere sin vrede (såkaldt anger management), bør man kunne blive dømt til at modtage undervisning i hvordan vores samfund fungerer. Fordi forståelse skaber respekt. …

Det tredje farlige tabu angår den religiøse ekstremisme. …

Det er vigtigt at muslimer forstår at islams hellige skrifter skal ses i en historisk kontekst, og at ikke alle dens leveregler kan bruges i dag. … Muslimernes hellige skrifter bør lægges åbent frem og kendes af enhver. Dermed bliver det tydeligt for enhver, hvilke dele af disse bøger som kan bruges i et moderne samfund, og hvilke dele der er ubrugelige fordi de er kvindeundertrykkende, udtrykker modstand mod demokratiet eller ligefrem påbyder kriminelle handlinger. Det skal være muligt at kunne argumentere, pege fingre af, latterliggøre og eventuelt forbyde de dele af disse næsten 1.300 år gamle skrifter, som er åbenlyst middelalderlige eller kriminelle og derfor ubrugelige i vores samfund.

Det tredje tabu skal altså brydes ved at blotlægge religionens svagheder, også selvom den er hellig for nogen. Ekstremismen skal bekæmpes ved at vise at ingen religion kan være over grundloven, humanisme og almindelig sund fornuft. …

Kan vi sammen, det danske samfund og indvandrerne, bryde disse tre tabuer, så vil det åbne dørene for helt nye muligheder og redskaber til at løse de problemer som vi alle har lyst til at leve foruden.

Snaphanen skriver:

Politiken ville ikke publicere den. Det ville vi.

Nicolai Sennels arbejder som psykolog i et ungdomsfængsel. Gennem sit daglige arbejde får han et indblik i problemerne med integration og indvandrerkriminalitet, som er mere intimt end noget andet sted, nemlig i terapilokalet. Nicolai Sennels mener, at integrationsdebatten lider under en række farlige tabuer. Tabuerne er farlige, fordi de forhindrer os i at løse de voldsomme problemer med integration og indvandrerkriminalitet, som indtil nu kun er vokset sig større og større. Særligt Københavns Kommune synes at være hårdt ramt af disse tabuer.

 —

Kronik: Danmarks tre farligste tabuer

af Nicolai Sennels

“Kun ni procent af Københavns borgere mener at integrationen går godt”. Sådan åbnede Københavns borgmester for integration, Jacob Hougaard (S), sin integrationskonference på Københavns Rådhus den 27. februar 2008. Tilfredshedsundersøgelsen er vel og mærke lavet før danmarkshistoriens første indvandreroptøjer resulterede i hundredvis af påsatte brande i uge 7.

Den altdominerende holdning (jeg var selv tilstede) på konferencen var i øvrigt at den megen kriminalitet, arbejdsløshed og ekstremisme som findes i indvandrermiljøer ikke skyldes indvandrerne selv, men er et resultat af at samfundet ikke forstår og accepterer dem. Ikke en eneste af de mange tilstedeværende integrationskonsulenter, pædagoger, imamer eller talsmænd for indvandrerforeninger sagde noget om at indvandrerne selv har et ansvar i alt rodet. Konferencen endte desværre med en masse fine ord, mens nytænkning, konkrete forslag og især kritik af egen indsats glimrede ved deres fravær.

For nylig kom det endelig frem at vold og omsorgssvigt mod børn i etniske familier er ekstremt høj. 90 procent af samtlige tvangsfjernelser i Københavns Kommune sker således i etniske familier. Københavns socialborgmester Mikkel Warming (Enhedslisten) mener ikke at de mange børn som bliver banket og svigtet af deres forældre har at gøre med at indvandrerfamilier har en anden kultur. Han forklarer i stedet de ekstremt mange tvangsfjernelser fra etniske familier med at fattige mennesker oftere slår deres børn.

Til at starte med må man sige at påstanden om at fattige mennesker er dårligere til at opdrage deres børn mere end andre, er en hån mod ens fattige medborgere – især når det er sagt af en mand som sikkert tjener på den gode side af en halv million om året. Skulle Warming have ret i sin teori ligger løsningen jo lige til højrebenet: hvis det er fattigdom som er skyld i at forældre behandler deres børn værre end loven tillader, hvorfor tager vi så ikke bare de mange millioner som årligt bruges på plejefamilier og døgninstitutioner for tvangsfjernede børn og giver pengene direkte til forældrene selv? Alt afhængigt af hvilke instutioner børnene er placeret på koster det nemlig op mod 130.000 kr. om måneden (!) pr. barn. Så skulle den potte være ude, for rige forældre er jo ifølge vores socialborgmester bedre forældre end os andre.

Med den øverste ansvarlige for børn og unges ve og vel, socialborgmesteren, i spidsen, handicapper Københavns Kommune sine egne handlemuligheder med deres tabu om at kultur ikke har indflydelse på hvordan vi opdrager vores børn.

For blot at nævne nogle flere statistikker om børn af indvandrere, kan det nævnes at 67 procent af al kriminalitet i København begås af indvandrere, og at omkring 95 procent af disse indvandrere har muslimsk baggrund.[1] For dem der håber at tiden læger alle sår er der dårligt nyt. Indvandrernes børn er nemlig ikke mindre kriminelle end deres forældre, på trods af at de er født og opvoksede i Danmark, tværtimod. Kriminaliteten hos indvandrerne er på 8 procent, imens den hos 2. generationsindvandrerne er på hele 15 procent. Bare for en ordens skyld skal det nævnes at etniske danskere ligger på 5 procent i denne sammenhæng.[2]

Ifølge Danmarks Statistik begår indvandrere og efterkommere med vestlig baggrund forholdsvis langt mindre kriminalitet end gruppen af ikke-vestlige. Selv hvis man ved beregninger tager højde for at den ikke-vestlige gruppe er dårligere uddannet og tjener mindre, er voldskriminaliteten blandt gruppen 42 procent højere end blandt befolkningen generelt[3]. Så meget for Warmings påstande om at det er fattigdom og dårlig uddannelse og ikke kultur som er årsagen til den meget kriminalitet.

At kalde en skovl for en skovl

For at komme problemerne til livs bliver vi først nødt til at kalde en spade for en spade og en skovl for en skovl, og her ligger det første og farligste tabu. Vi er nødt til at se i øjnene at den enorme stigning i sociale problemer og integrationsproblemer ikke kun er et socialt problem, men at også den kultur som folk kommer fra, har en betydning – ganske som vores efterhånden alle sammens Villy Søvndal (SF) har sagt så højt og tydeligt for nyligt.

Alle som har arbejdet med grupper, hvad enten de er pædagoger, ledere eller en bare del af en helt almindelige gruppe af arbejdskolleger, ved at når der kommer nye folk til i en gruppe, så er det ikke ligegyldigt hvilken indstilling de nyankomne har. Nogle mennesker passer ganske enkelt bedre ind i en gruppe end andre. På samme måde passer nogle mennesker bedre ind i et givent samfund end andre.

Når to kulturer mødes og den ene kultur skal integreres i den anden, så har det stor betydning hvilke kulturer det er som mødes. Går det nemt, så er der ingen grund til at tænke meget over det. Vi har således titusindvis af svenskere, tyskere, englændere, amerikanere, polakker osv. som aldrig har været årsag til bekymrende statistikker, fortvivlede læserbreve eller utrygge medborgere.

Det er tydeligt – måske en dag også for førnævnte hr. Warming – at den kultur som har sværest ved at integrere sig i både Danmark og i den vestlige verden generelt er den muslimske. Folk fra muslimske lande behøver ikke nødvendigvis at være særligt religiøse, men de har det tilfælles at de er opvokset i en muslimsk kultur skabt på baggrund af islam. Dette er en ren konstatering og har intet med racisme eller mangel på humanisme at gøre.

Når først vi har givet os selv lov til at kalde tingene det de er kommer næste skridt. Vi bliver ganske enkelt nødt til at kigge på hvilke elementer i den muslimske kultur der gør at den har så svært ved at finde en plads i det danske samfund. Er det måden man opdrager børn på, synet på kvinder, familiemønstrene, forholdet til ikke-muslimer, opfattelsen af de danske myndigheder eller hvad? Når først vi har fået blotlagt de problematiske aspekter vil det være langt nemmere at sætte målrettet ind gennem oplysning, vejledning og om nødvendigt tvang.

Det første tabu er altså at kunne tale højt om at den dårlige integration og høje kriminalitet blandt indvandrere i Danmark ikke kun er et socialt problem, men i høj grad er et udslag af deres kulturelle baggrund.

Forståelse skaber respekt

Det andet farlige tabu handler om at vi skal give ansvaret tilbage til dem som reelt skaber problemerne. Der skal med andre ord stilles krav. Derudover skal indvandrerne selv, deres sammenslutninger og disses talsmænd i langt højere grad komme på banen og byde ind med hvad de selv kan gøre for at forbedre situationen.

En vigtig årsag til den høje kriminalitet blandt unge indvandrere er at mange af disse unge ikke forstår det danske samfund. De unge forstår ikke opbygningen af det danske samfund, vores værdier og normer og de føler ikke et fællesskab med den øvrige befolkning. Når der er noget man ikke forstår og som man ikke føler sig en del af, er det svært at have respekt for det. Og når man ikke respekterer samfundet, så er det mere naturligt at forbryde sig imod dets love.

Mange af vores efterkommere er vokset op i hjemmet i stedet for at være i vuggestue og børnehave, hvilket både påvirker sprogudvikling og integrationen negativt. Tiden i folkeskolen er også svær for mange indvandrerunge. 64 procent af alle børn med arabisk baggrund kan således hverken læse eller skrive efter 10 år i folkeskolen.[4] Forældrenes involvering i deres børns skolegang er desuden i mange tilfælde minimal, både hvad angår deltagelse i forældremøder, hjælp til lektierne osv. Unge muslimer har også et enormt stort frafald fra de videre uddannelser. For eksempel gennemfører 60 procent ikke deres erhvervsfaglige uddannelse. Indvandreres repræsentation på arbejdsmarkedet er også lavere end etniske danskere, og mange af dem som har et arbejde er i øvrigt selvstændige og når derfor aldrig at opleve et egentligt kollegafællesskab med danskere.

Mange indvandrerforældre prioriterer arbejde og penge over uddannelse og sætter deres børn til at bidrage til hjemmets økonomi ved at arbejde i stedet for at sende dem i skole eller satse på at de tager en uddannelse. Dette gør de fordi de er vant til at det er andre ting som er vigtige for at få mad på bordet. Forældrene har mange gange ikke forståelse for hvor vigtigt f.eks. uddannelse er for at være succesfuld i denne verden. Også forældrene skal derfor tilbydes vejledning i hvordan de bedst muligt kan støtte deres børn til at blive en konstruktiv del af vores fællesskab. Indvandrerforældre skal forstå vigtigheden af at tale dansk i hjemmet, af at støtte børnene i deres skolegang, at tilmelde dem idrætsklubber, at hjælpe deres børn til at vælge den rigtige uddannelse osv.

Hvis de unge skal have mere respekt for vores samfund er de ganske enkelt nødt til at lære det bedre at kende. Dette gælder både vores historie, værdier og sociale normer, vores forskellige myndigheder og politiske institutioner osv. Vi skal sætte langt mere ind overfor indvandrerfamilier med vejledning i samfundets opbygning og hvordan man navigerer i det.

Samme metode skal bruges overfor de kriminelle unge. På samme måde som man kan blive idømt deltagelse i kurser i at håndtere sin vrede (såkaldt anger management), bør man kunne blive dømt til at modtage undervisning i hvordan vores samfund fungerer. Fordi forståelse skaber respekt. Et andet konkret forslag er at ungdomssanktionen (en særlig toårig pædagogisk behandlingsdom rettet mod unge kriminelle) skal gøres langt mere struktureret og indebære langt flere krav til de dømte end den gør i dag. Som det er nu, er ungdomssanktionen nærmest spild af de rigtig mange millioner, eftersom over 80 procent af alle unge som gennemgår disse to år med behandling begår senere såkaldt grov kriminalitet.[5]

Kampen mod ekstremisme

Det tredje farlige tabu angår den religiøse ekstremisme. I kampen mod den voldelige ekstremisme er det først og fremmest vigtigt at forstå at det er en almen holdning blandt muslimer at jo mere bogstaveligt man tager Koranen, og jo mere man følger den, jo bedre en muslim er man. De mennesker som truer og udøver vold og terror i islams navn har ikke misforstået deres religion, tværtimod. Udover passager med råd om mådehold, venlighed og god stil, er islams skrifter nemlig fyldt med talrige opfordringer til vold, tortur, krig og terror. Den danske sprogforsker Tina Magaard har således i sin afhandling om vold i forskellige religioner sammenlignet de hellige skrifter fra verdens ti største religioner. Konklusionen er at islam er verdens absolut mest krigeriske religion, og at dens skrifter har langt flere opfordringer til vold og krig end nogen anden religion.[6]

Det er vigtigt at muslimer forstår at islams hellige skrifter skal ses i en historisk kontekst, og at ikke alle dens leveregler kan bruges i dag. Dette gælder for eksempel de barbariske straffe i sharia-lovene, opfordringen til at skabe et verdensomspændende kalifat, at demokrati er en hån mod Allah (fordi kun Allah har ret til at bestemme over menneskene) og profeten Muhammeds ekstremt fjendtlige holdninger til ikke-muslimer. Muslimernes hellige skrifter bør lægges åbent frem og kendes af enhver. Dermed bliver det tydeligt for enhver, hvilke dele af disse bøger som kan bruges i et moderne samfund, og hvilke dele der er ubrugelige fordi de er kvindeundertrykkende, udtrykker modstand mod demokratiet eller ligefrem påbyder kriminelle handlinger. Det skal være muligt at kunne argumentere, pege fingre af, latterliggøre og eventuelt forbyde de dele af disse næsten 1.300 år gamle skrifter, som er åbenlyst middelalderlige eller kriminelle og derfor ubrugelige i vores samfund.

Det tredje tabu skal altså brydes ved at blotlægge religionens svagheder, også selvom den er hellig for nogen. Ekstremismen skal bekæmpes ved at vise at ingen religion kan være over grundloven, humanisme og almindelig sund fornuft.

Både det danske samfund og indvandrerne selv bliver nødt til at forstå nogle ting, førend vi kan løse situationen. Vi skal som samfund erkende at det er indvandrere med muslimsk baggrund som står for langt størstedelen af integrationsproblemerne og kriminaliteten, for først da kan vi for alvor løse problemerne. Dernæst er indvandrerne nødt til selv at se i øjnene at vi hver især har ansvaret for de problemer vi selv laver. De har indtil nu været alt for passive i arbejdet for at løse situationen og bør i langt højere grad opbygge en følelse af pligt til at bidrage til samfundet. Endelig bliver vi nødt til at forstå at den religiøse fanatisme skal bekæmpes gennem oplysning og kritisk stillingtagen. Dette kræver dog at vi tør tage et nøgternt kig på noget som mange betragter som helligt, nemlig religion.

Kan vi sammen, det danske samfund og indvandrerne, bryde disse tre tabuer, så vil det åbne dørene for helt nye muligheder og redskaber til at løse de problemer som vi alle har lyst til at leve foruden.

—

[1] Seks af 10 unge i dommervagten af fremmed herkomst, BT, 4. marts 2008

[2] Kulturpsykolog Kirsten Damgaard og børneforsker Carsten Ringsmose: De voldelige efterkommere, altinget.dk, gengivet på Respublica

[3] Unge efterkommere er de mest kriminelle, Nyhedsavisen, 19. januar 2008

[4] 2 ud af 3 indvandrerbørn lærer aldrig at læse, citat fra Nyhedsavisen 10. marts 2007, gengivet på dr.dk

[5] Hjørnet: Ungdomssanktionen ikke væsentligt forbedret, Orientering, DR P1, 8. februar 2007

[6] Jyllandsposten, 10. september 2005

Strid om ord: racistisk drab eller ej?

Det viser sig nu at overfaldet/drabet på Amager måske alligevel ikke var så “racistisk” som det forlød i første omgang.

Politiet tvivler på racistisk motiv til drab (Politiken)

Politiet undersøger beskyldninger om at racisme var årsagen til drab på et 16-årig avisbud. Men drabschef og gadeplansarbejder tvivler. …

Mistanke om racisme
Ifølge en af den dræbte drengs kammerater, som overværede overfaldet, råbte mindst én af de tre overfaldsmænd racistiske skældsord til ofret.

Blandt andet: »Hva’ glor du på, perkersvin«!, inden slagene faldt. Men drabschef Ove Dahl har »ingen bemærkninger« til, om drabet efterforskes som racistisk betinget:

»Det, som jeg kan læse i rapporterne, er, at vidner overhører noget i retning af, at der bliver sagt: »Hva’ glor du på«? At der så kommer nye rygter – eller der bliver bygget noget på, det har jeg slet ingen bemærkninger til«, siger Ove Dahl.

Politiken insisterer – de vil ikke opgive deres vinkling fra i går:

- Hvis en forbrydelse har racistiske over- eller undertoner, skal det indberettes til Politiets Efterretningstjeneste. Vil denne forbrydelse blive det?

»Det ved jeg slet ingenting om. Det har jeg ikke haft nogen overvejelser om endnu. Det er alt, alt, alt for tidligt at vide. Jeg mener, det er jo kun gisninger. Indtil videre vil jeg bruge de næste uger på at opklare den her sag«.

Henrik Vang Nielsen fra Projektbasen på Amager, som arbejder med unge på gadeplan – blandt andet i området, hvor overfaldet fandt sted onsdag – tror ikke på, at overfaldet er racistisk begrundet.

»Vi har de seneste måneder oplevet, at to bander jager hinanden på Amager i biler. De har flere gange forsøgt at køre hinanden ned. Men der er tale om blandede grupper af unge. Så det er ikke et racistisk opgør, der er i gang. Jeg tror simpelthen, at den 16-årige bare har været det forkerte sted på det forkerte tidspunkt«, siger Henrik Vang Nielsen.

—

De fleste konflikter hvor to etniske grupper står over for hinanden har “racistiske over- eller undertoner”, som Politiken så musikalsk kalder det.

Problemet er hvordan dette racistiske spøgelse egentlig skal defineres. Hvad skal det bruges til? Måske at skyde ansvaret videre på det racistiske samfund, racistiske politikere, den racistiske presse, den europæiske kultur osv.

Derved fjerner man fokus fra det konkrete. Fra den hverdag med klandannelse og daglige konflikter, som børn og unge i et udsat kvarter oplever.

Jeg er 32, fra landlig baggrund, med 14 år i København. Dem der er 20 år yngre og vokser op i en dansk storby i dag lever i et totalt anderledes miljø. Jeg er ikke i stand til at opleve deres situation på egen hånd, men jeg prøver at holde øjne og ører åbne. Jeg hører samtaler om: “ham der er muslim, ham den anden er ikke muslim”. De jonglerer med religiøse og etniske begreber som man ikke havde brug for da jeg var teenager. De er vokset op med masser af religiøst og etnisk besvær i det daglige som noget helt normalt. Prisen er et meget kompliceret og fragmenteret fællesskab, hvor konflikter lurer under overfladen.

Sæt det over for de midaldrende, håbløst selvgode og belærende typer, der benægter fakta og totalt svigter de unge, danske såvel som dem “af anden etnisk herkomst”.

Jeg finder det ikke så vigtigt om drabet i Polensgade skal lægges på PET’s racisme-hylde eller ej, da det er en strid om ord. Noget tyder på et rimelig stort svigt af et uregerligt barn med psykiske problemer (Ekstra Bladet). Skoleinspektøren i området advarer: Mere vold på vej (BT).

Nedskæringerne på det københavnske socialområde har i øvrigt en baggrund:

Socialborgmester rammes af ny hård kritik (Politiken 7. januar)

Overforbrug i socialforvaltningen i Københavns Kommune betyder massive besparelser på det forebyggende arbejde med udsatte børn. …

Årsagen er et eskalerende overforbrug i Warmings forvaltning, der nu medfører dramatiske nedskæringer på den forebyggende indsats i forhold til socialt udsatte børn og deres familier - vel vidende, at konsekvensen sandsynligvis bliver flere ødelagte børn, der senere må anbringes uden for hjemmet. …

(Socialborgmester Mikkel Warming er fra Enhedslisten).

De unge i etnisk blandede områder er vokset op med bruge ord som “perker”, “kartoffel”, “kaffirsvin” og meget andet over for hinanden. Den grove tone er måske noget de bruger næsten uden af tænke over det, men det afslører underliggende problemer. De lever midt i heksekedelen – eller spændingsfeltet, hvis et mildere synonym foretrækkes. Mens embedsmændene advarer mod stigmatisering og laver mangfoldighedspolitikker.

Uanset om nogen råbte “perkersvin” eller ej, så har en stor del af volden noget med multikulturelle spændinger og deraf følgende gensidig racisme at gøre. Dvs. racismen kan gå begge veje. Ofret befandt sig i dette tilfælde vistnok på det forkerte sted og var helt uskyldig, hvilket er særdeles tragisk, men det ændrer ikke på det store perspektiv.

For at genopfriske hukommelsen:

Knivdrab på Tingbjerg, 8. marts 2008 – det er 14 dage siden. En dansker blev dræbt af to 2. generationsindvandrere ved en planlagt aktion. Udløste ikke fakkeltog eller nogen større omtale.

Hue-mordet, 5. januar 2008. En dansk-afrikaner blev dræbt af en dansk “rigmandssøn“, en iraner og en brasilianer. Udløste fakkeltog, facebook-grupper og meget andet.

Hvorfor den forskel? Ønsker man i virkeligheden ikke at gøre noget ved problemerne, men kun reagere når den politiske korrekthed er truet? Jeg mener begge typer drab fortjener interesse og omtale. Og fakkeltog er smukt, men næppe interessant for at gøre noget ved kriminalitet.

Tak for kommentarer + en danskers naivitet i de varme lande

Ytringsfrihed og omtanke

Borgerlig bums var den mest læste danske blog på wordpress i går, nr. 38 på internationalt plan.

Blandt kommentarerne var der beskyldninger for at forhåne ofrets familie, være “closet racist”, forkælet, rig, navlepillende, et kendt navn i højre-radikale kredse, uden empati, hoven, arrogant, belærende retorik, der minder om noget fra 30′ernes Tyskland, “vant til at kalde dem alle for perkere”. Samt: “Jeg gider ikke forklare dig hvorfor du er en idiot, for det vil være spild af min tid” og en der havde “mest lyst til at opsøge dig og fuck dig op.”

Mit udgangspunkt for at kommentere mordet var følgende: Man skal ikke fortie vold med dansk-racistisk fortegn, når nu pressen og bloggerne bruger så meget energi på at påpege vold fra indvandrere. Lige for lige. Jeg kan roligt sige at min hensigt er blevet totalt misforstået af nogle læsere med forudfattede meninger. Jeg bliver taget til indtægt for alverdens højrebloggere, som jeg ikke kender og ikke har refereret til. Jeg finder det ikke så interessant at bruge min tid på at tage afstand til gud og hvermand. Hvis man læser lidt i mine andre indlæg, vil man nok se jeg ikke er den klassiske danske højreorienterede eller borgerlige.

Jeg har også prøvet at fokusere lidt på gerningsmændenes dårlige sociale baggrund. Der er normalt god tone i centrum- og venstreorienterede kredse, hvor man gerne vil forstå menneskers handlinger før man farer ud med krav om hårdere straffe, lavere kriminel lavalder osv. Nogle læsere udlægger det som om jeg vil undskylde mordet! Jeg udpensler åbenbart ikke min sorg og min afstandtagen tilstrækkeligt

Jeg har for eksempel aldrig deltaget i fakkeltog. Er det et bevis for min manglende empati? Selvfølgelig er jeg berørt når jeg ser billedet af Deniz i sygesengen. Jeg kan bare ikke se det er interessant at læse om mine følelser. Ekstra Bladet gør det så glimrende, hvis man er til den slags. I øvrigt en smuk, ung mand, men det vil puritanerne vel heller ikke have at jeg skriver.

Tak for seriøs kritik, herunder fra indvandrere/nydanskere, som jeg lytter til med meget interesse – de kender jo problematikkerne på nært hold. De er i øvrigt indbyrdes uenige og naturligvis meget forskellige, selv om nogle vil tale på alles vegne.

—

En danskers naivitet i de varme lande

Følgende er meget interessant:

Torben Venning Says:
lørdag 22. marts 2008 – 09:41 at e

Hej Borgerlig Bums,
jeg skriver fra et multikulturelt land, Malaysia, hvor racistisk motiveret vold er yderst sjaelden. Samtidigt et land hvor det multikulturelle udgoer en stor rigdom og byder paa fremgang.
Overfaldet paa den unge avisdreng er modbydeligt og al sympati maa vaere med den draebtes familie. Der er ingen stoerre sorg end at miste et elsket barn.
Det er derfor chokerende at den gamle “blame the victim” metode er sat i brug her. Af dig lidt mere raffineret af andre modbydeligt ligefremt og kynisk.
Naar en gruppe unge med indvandrerbaggrund meningsloest slaar en italiensk turist ihjel eller de taever en anden ung til handicappet, lyder det fra jeres flok: Det er Islams eller det multikulturelle samfunds skyld. Underforstaaet: skrub hjem med jer, indvandrere med muslimsk baggrund. i er ikke oenskede her.
Naar en ung dreng af tyrkisk baggrund meningsloest slaas ihjel af 3 jaevnaldrende danskere.
Endnu engang: Det er det multietniske samfunds skyld og dermed underforstaaet: I skulle ikke vaere kommet her. Det er jeres egen skyld.
Det er dit budskab til foraeldrene.
Og undskyld mig. Det er egentlig modbydeligt og hjerteloest og at du pakker det paenere ind goer det ikke spor bedre.
Du boer overveje en stor undskyldning til familien paa dit naeste blogindlaeg.

—

Torben Venning:

Fra engelsk Wikipedia erfarer jeg:

• Ifølge forfatningen defineres en malaj som enhver muslimsk indbygger der praktiserer malajisk kultur. En person der kalder sig malaj (den største etniske gruppe) har altså pligt til at være muslim.
• 60 % er muslimer, 19.2 % buddhister; 9 % kristne; 6 % hinduer, 5 % andre religioner. Andre tal siger dog kun 57 % muslimer og 22 % buddhister.
• Indtil op i 1900-tallet praktiserede de fleste traditionel animisme (naturreligion).
• Der findes et parallelt sharia-retssystem der dømmer i sager med muslimer. Det kan dog kun dømme til højst tre års fængsel eller seks piskeslag…
• Alle ikke-muslimer som gifter sig med en muslim skal konvertere til islam.
• I nogle af Malaysias delstater er der begrænsninger i ikke-muslimers ret til religionsudøvelse (fx kirkebyggeri, fejring af højtider).
• Hvis en muslim vil afsværge islam, skal det gå gennem sharia-domstolen, og det er svært! En kvinde blev dømt til to års fængsel for det: Apostate From Islam Jailed For Two Years
• Mange eks-muslimer må leve et hemmeligt dobbeltliv. Alt dette mærker privilegerede udlændinge som dig, Torben Venning, ikke noget til.

Emnet diskuteres på denne side hos BBC: Your comments: Religion in Malaysia.

En malaj skriver:

“We are supposedly a multi-cultural and multi-race country but we lack freedom of speech as Malaysia regards this issue as being sensitive, and a threat to the Muslim community. The Westerners that live in Malaysia will not be exposed to the internal issues of Malaysia. “

En anden skriver:

“It is painful to know that my country prides itself in having racial harmony and religious freedom, yet one can hardly feel free in such a repressed society.”

Jeg kan konstatere at du er blevet fuppet dig til at tro på den malajiske stats officielle billede. Lever du i en europæisk ghetto? Som udenlandsk overklasse har du naturligvis mulighed for at rejse hjem den dag det brænder på.

Det er måske derfor du lukker øjnene for den religiøse konflikt domineret af islam, som man hurtigt kan få øje på ved at læse 20 minutters grundlæggende info om landet.

At Malaysia er gået til at blive et muslimsk domineret samfund på under 100 år gør det ret tankevækkende.

Også at islam med kun 57 % af befolkningen er i stand til at dominere totalt.

Det er også interessant at man ikke definerer sig pr. etnisk gruppe, men pr. religion. Samme udvikling har vi set i resten af verden hvor islam er involveret. For 20 år siden hed det Mellemøsten, i dag snakker man om den muslimske verden. I Danmark taler man om muslimer, og et stigende antal unge definerer sig selv som muslimer frem for tyrkere, palæstinensere osv.

Alt sammen tegn på en forkert udvikling hvor islam fylder mere og mere for den enkelte muslim og i de samfund hvor muslimer bor. Samtidig vinder de uforsonlige former for islam frem på bekostning af de mere åndelige eller fredelige retninger. Og sig ikke at det er det samme for alle religioner. Malaysias animisme, buddhisme, hinduisme og kristendom repræsenterer relativt tolerante religioner. Formentlig i den rækkefølge – det er ikke tilfældigt jeg nævner kristendom sidst, men den er dog i dag langt mere tolerant end islam og så er den ikke-voldelig. Disse religioner bukker under i mødet med den aggressive form for islam, også selv om muslimer til at begynde med er et lille mindretal.

Se på Thailand og Libanon, der er henholdsvis tidligt og sent i denne proces. Danmark som helhed er naturligvis ikke truet af en muslimsk magtovertagelse. Derfor kan man være fuldstændig ligeglad hvis man bor i Gentofte eller Risskov eller på anden måde er væk fra problemet. Bor man i en ghetto ser det anderledes ud. Gjellerup, Nørrebro og Tingbjerg er mikrosamfund som er meget præget af at dogmatiske muslimer der prøver at dominere hverdagen. Først tvinger man de mere frisindede muslimer til at makke ret, derefter må ikke-muslimerne indrette sig.

Prøv at tage en tur til Malmøs forstæder næste gang du er på visit i Danmark. I Sverige er processen nået lidt længere, og her havde muslimske ledere i 2006 mod til at kræve sharia indført: Muslimer vill ha egna lagar i Sverige.

Det er i øvrigt ikke så enkelt bare at give dem lov, for der er indbyrdes konflikter: Krav på muslimska lagar i Sverige skapar maktkamp.

Englands ærkebiskop Rowan Williams har foreslået visse dele af sharia indført i Storbritannien, og Lolland-Falsters biskop mener man godt kan diskutere det i Danmark.

Når jeg kritiserer multikulturalisme skal det særlig forstås som multikultur hvor én gruppe ser sig som hævet over de andre, for det fører naturligvis til spændinger. Den islamiske selvopfattelse giver det resultat.

Bevares, der findes da fredelige multikuturelle lande, hvor man har fundet ud af at omgås på lige fod: Finland og Schweiz. Ikke engang Belgien kommer i denne kategori.

Multikulturel vold går begge veje – pressen hykler, og de svage taber

Det er meget sjældent at Politiken stiller blodtørstige krav om hårde straffe til forbrydere og fokuserer på deres etnicitet. Det skyldes kun at gerningsmændene denne gang er danske racister, mens ofret er en uskyldig tyrk. En abnormitet, for det går stadig den modsatte vej i langt de fleste voldssager, men i de tilfælde tier man gerne om den etniske baggrund eller har travlt med undskyldninger.

Jeg skal ikke benægte det tragiske i sagen. Og når man påtaler indvandreres kriminalitet, skal man naturligvis ikke tie om et dansk-racistisk overfald. Derfor skal det omtales her på lige fod med vold fra andre sider.

Sagen er at den multikulturelle pærevælling medfører vold og kaos, både fra udenlandsk-etnisk og dansk-etnisk side.

(Politiken)

Politikens omtale bygger på TV2 News: Forældre i sorg over hjernedød søn (se video).

TV2-indslaget fokuserer på det tragiske og de menneskelige reaktioner. De få sætninger med ønske om straf, som familien ytrer, fylder ikke meget i billedet.

Politiken drejer derimod historien nærmest til hævntørst, noget familien ikke selv giver udtryk for. Avisen fokuserer også på racisme:

Forældre til overfaldet avisbud: Skyldige skal straffes

[Moderen:] Jeg har mistet min søn. Jeg beder bare til Allah om, at ingen skal lide, som jeg gør lige nu«. …

Drengens far appelerer til, at de skyldige bliver straffet. …

»Vi har ingen fordomme mod tyrkere, danskere, kristne eller kurdere… det kendte vi ikke til, vi har altid kunnet snakke med alle«, siger hun.

»Hvordan kan man dræbe et menneske? Min søn havde krop og sjæl. Det, der er sket, er meget voldsomt, og jeg har kun et ønske: At de skyldige bliver straffet«, fortæller hun tydeligt medtaget af situationen.

Samtidig tilføjer hun, at hun ikke ønsker, at mødrene til overfaldsmændene mister deres børn og kommer til at lide, som hun gør nu. …

»Nu er det nok« …

»Jeg har ikke opdraget min dreng til, at han skulle dø som 16-årig. Han sloges aldrig. Det er nok nu. Jeg appellerer til ambassaden om, at overfaldsmændene skal retsforfølges«, siger han i TV 2 News.

Racemotiv bag overfald?
Det 16-årige avisbud var sammen med en ven, da overfaldet fandt sted. Ifølge flere af de to drenges venner er der tale om et racemotiveret overfald.

Venner, der har talt med den dreng, der var med på avisruten, og som var vidne til overfaldet, siger, at gerningsmændene råbte racistiske skældsord ad de to drenge.

»De sad og spiste lidt, og så kom de hen og spurgte »hva’ glor du på, perkersvin?«. Så blev han (den 16-årige, red.) slået bagfra med en kølle. Han gik tre skridt og faldt om«, fortæller en af vennerne til TV2 News. …

—

Min kritik går selvfølgelig ikke på de stakkels forældre, men på Politiken, der vinkler og misbruger deres udsagn.

Overskriften “Nu er det nok” lægger ordene i munden på faderen og tager dem ud af sammenhæng. Hans ord bruges til at bære budskabet om at dansk-racistisk vold mod udlændinge er et eskalerende problem, som skal straffes hårdt nu! Noget han faktisk ikke har sagt.

(En interessant detalje i TV2-indslaget: Faderen, der desværre ikke taler dansk, appellerer til den tyrkiske ambassade i stedet for danske myndigheder).

De anstændige medier og gode mennesker taler ellers meget om at man skal se på årsagerne til problemet og ikke piske stemningen op. Politikens vinkling på udpenslede følelser og racehad kaster i værste fald benzin på et bål. Vi har en potentielt meget brandfarlig konflikt mellem to etniske grupper, hvor voldsspiralen i princippet kan fortsætte hvis den først kommer i gang.

Det er naturligvis værd at nævne årsagen til volden, som både er en relevant og skærpende omstændighed.

Derfor ville jeg ønske at Politiken også ville nævne når danskere er ofre for racistisk vold, og jeg ville ønske de beskrev ofrenes følelser lige så personligt (dog gerne uden fordrejelser).

Det vil nu komme en syndflod af analyser om at “vort racistiske samfund” er årsag til den type overfald. De vil kræve massepropaganda i skoler, aviser og tv, der skal bilde danskerne ind at vi er et racistisk folk med en ultrahøjre-regering, der skaber klimaet for sådanne overfald.

Det første eksempel – Carsten Koefoed på Frit Irak Blog, med fynd og klem:

Racemordets ideologiske bagmænd

… Der går nemlig en lige linje fra islamhetz og ”gå ad helvede til”, over Vestens massemord på muslimer, ”undermenneskene”, i Irak og Afghanistan, til mordet på Deniz på Amager. De tre unge mordere er nemlig ikke født med had til ”perkere”. Det er skabt i et sygt samfund, hvor den åbenlyse racisme og islamofobi, en gryende fascisme, både har regeringsmagten, er i ”opposition” og sidder på langt størstedelen af medierne. Alle disse menneskefjendske kræfter er de ideologiske bagmænd til og medskyldige i det racistiske mord på Deniz. – (Frit Irak blog)

—

Racisme?

Racisme præger ikke det danske samfund, men derimod er samfundet – visse steder – blevet multikulturelt. Det er årsagen til de uundgåelige gnidninger, der somme tider fører til vold.

Danmark fører en relativt stram kurs over for indvandring – hvor man bl.a. forventer og kræver vilje til at opføre sig ordentligt. Det har ikke bevirket mere racisme eller mere vold, tværtimod. Prøv at sammenligne med Sverige. Sverige har stadig åbne porte for indvandring. Sverige har afslappede vilkår for folk på overførselsindkomster, et debatklima hvor ethvert tilløb til “uanstændighed” undertrykkes. Og i Sverige florerer etnisk vold.

Den frie debat i Danmark er ikke racistisk. Den har ikke bevirket mere vold og overgreb, tværtimod. Den har bl.a. medført at vi i Danmark ikke har nazister og højreekstremisme af betydning. Prøv igen at sammenligne med vore nabolande.

I dag i Vellinge ved Malmø:

Politiet fjernede truende nynazister (Skånska Dagbladet)

Det er en daglig foreteelse i Sverige. Ikke i Danmark.
De unge voldsmænd på Amager er ikke udtryk for nogen bølge af højreekstrem eller racistisk vold, de er snarere – indtil videre – en undtagelse fra reglen her i Danmark. Indtil videre, fordi det kan blive værre hvis ikke der sættes ind over for de problemer der er fulgt med multikulturalismen.

Nabolaget

Hvor ligger så Polensgade? Lidt længere ude på Amager, end der hvor “pæne mennesker” kommer. De nøjes med en eksotisk tur på Nørrebrogade i ny og næ.

“Østrigsgades Skole oplyser, at andelen af tosprogede elever udgør ca. 42 %, hvilket afspejler befolkningssammensætningen i skolens distrikt.” – (Sundpark Skole)

Samme skole har også en lyrisk målsætning:

“Målsætning

Østrigsgades Skole … afspejler det mangfoldige samfund, der omgiver den.
Vi forsøger at skabe en åben og tolerant atmosfære – en rummelig skole … ­

At det er en styrke, at vores skole er multikulturel ” (Østrigsgades Skole)

Smukke ord fra vridemaskinen – tyder på problemer.

De tre gerningsmænd er 15, 17 og 19 år, hvoraf de to yngste er brødre! Og de bor i en ghetto. Der er ganske vist ikke 80-100% indvandrere, som i Gjellerup og Vollsmose, men der er en pæn slant. De sociale alarmklokker burde ringe hos alle de venstreorienterede journalister. Hvorfor belyser ingen voldens baggrund, ligesom man søger at gøre ved 2. generationsindvandrere på Nørrebro. Det er lige så relevant her som der.

Tre årsager til vold

Lad os sige at der er tre årsager til at vold florerer i bestemte grupper. Det sociale, det kulturelle og det religiøse. Ingen af de tre aspekter skal overses, men vi må erkende at de ikke vejer lige tungt for alle grupper. Det forklarer hvorfor vold ikke er lige hyppigt i alle socialt belastede grupper. For danskeres vedkommende kan vi lade det religiøse aspekt ude af billedet. Den danske vold rettet mod udlændinge er relativt sjældnere end det modsatte – det er et faktum. Det kan forklares med at danskeres vold ikke er religiøst motiveret, men kun socialt motiveret. Det kulturelle motiv fylder også kun lidt, for ifølge dansk tradition omfatter acceptabel vold hovedsagelig kun værtshusslagsmål. Tænk på Sønderjylland, hvor over 100 års kraftige modsætninger mellem dansk og tysk kun yderst sjældent gav sig udslag i vold. Tænk på den relativt fredsommelige danske arbejderklasse over for f.eks. den engelske hooligan-kultur. Prøv så at sammenligne det med samfundstraditioner i Mellemøsten eller på Balkan.

For de voldsmænd, som har hjemme i arabisk macho-kultur, hvor drenge forkæles ud over rimelighedens grænser, og som i øjeblikket bliver påvirket af islamisk ekstremisme, ser det anderledes ud. Lige som de danske sociale tabere, så er de muslimske sociale taberes vold mod danskere (og grønlændere og hinanden) socialt betinget – men den er også kulturelt og religiøst betinget.

Og det forklarer hvorfor multikulturel vold fra dansk side – trods alt – er relativt sjældent. Der er kun én og ikke tre årsager.

Dermed ikke sagt at den højreekstreme eller dansk-racistiske vold ikke kan vokse. Vi har jo netop et begyndende multikulturelt samfund, og i multikulturelle samfund florerer den slags problemer, ikke mindst når en af multikulturens parter er islam. Politikerne er forvirrede og rådvilde, når de f.eks. taler om hvad man skal gøre ved vandalerne på Nørrebro (både ungdomshusaktivister og 2. generationsindvandrere). Ligesom man ikke har tæmmet unge muslimers vold, så vil også vold fra unge danske “white trash”-mennesker vokse i omfang.

Sådan er det på bunden af samfundet, hvor modsætningerne føles hver dag, især blandt de helt unge. Mens middelklassen nøjes med at drømme, holde debatmøder, læse og skrive aviser.

Det løsrevne menneske

Den sociale del af årsagen er at vort samfund styres efter materialistiske og neoliberale principper, der uundgåeligt fører til en større gruppe af marginaliserede tabere. Men også multikulturalismen er en del af samme neoliberale tankegang. Neoliberalismen forventer fejlagtigt at alle mennesker er stærke vindere der kan klare det hele, frigjorte fra tradition og sammenhæng. Tror man på dette ideologiske billede, så spiller kulturel og religiøs baggrund ingen rolle. I Danmark er alle partier neoliberale. Undtagelserne er detaljer: DF er kun neoliberalt i økonomisk henseende, Enhedslisten (og evt. SF) kun i kulturel henseende.

Og det på trods af at danskerne er et et meget konservativt folk. I ordets bedste betydning, hvor der både lægges vægt på frihed, fællesskab og en vis solidaritet. Måske derfor har Danmark trods alt ført an i at skabe en fri debat om det multikulturelle samfunds problemer. Men i stedet for at sigte isoleret på de enkelte etniske grupper (indvandrere, muslimer, danskere, “white trash”…), så burde man rette kritikken mod selve den bagvedliggende ideologi.

Den privilegerede øvre middelklasse må blive bevidst om at dette verdenssyn skaber flere problemer end det løser. At drømmen om den multikulturelle masse ikke er et egentligt menneskesyn, men et forsøg på at benægte problemerne ved det opløste og rodløse samfund. Det vil nok vare et årti endnu før man pudser de multikulturelle briller – i politik, presse og på universiteterne – og indser sine fejltagelser.