Geert Wilders laver en “Camre” ved EU-valget

(Opdatering: Politiken skriver: Geert Wilders på vej mod Europaparlamentet . Men Politiken har åbenbart ikke læst Geert Wilders’ partis hjemmeside, hvor han erklærer at han ikke vil indtage mandatet hvis han vælges. For at læse mere om Geert Wilders’ nummer, spring ned til sidste afsnit i dette indlæg).

Oversættelse: "Gruppeformanden for Frihedspartiet i parlamentet er listeskubber (sidste kandidat på listen) ved valget til EU-parlamentet. Skulle han få personlige stemmer nok, så vil han ikke indtage sit mandat i EU-parlamentet. Enhver der vil give et signal om at den Europæiske Union ikke dur i sin nuværende form kan gøre det ved at stemme på Geert eller en af de andre kandidater."

Holland er debatten om islam hårdere og mere kontrastfyldt end her i Danmark. Problemerne er større, og viljen til at feje tingene ind under gulvtæppet er også større. Blot et eksempel:

I et øjeblik af vanvid har Rotterdams bystyre ansat den tvetungede islamist Tariq Ramadan som integrationskonsulent. Euro-islamisten Tariq Ramadan bor i Svejts og kan ikke engang tale hollandsk, men skal altså styre “dialogen” mellem muslimer og alle de andre i storbyen, som er plaget af kriminalitet og etnisk-religiøs uro.

Rent privat virker hollændere måske som direkte og ærlige mennesker der siger deres mening, men i politikken er der lang tradition for berøringsangst. Noget der måske stammer fra de historiske modsætninger mellem katolikker og protestanter, men også fra en skamfuldhed over landets kolonihistorie – og måske den delvise kollaboration med tyskerne under Anden Verdenskrig.

Hans Janmaat skulle brændes

Hans Janmaat sad fra 1982 til 1998 i parlamentet for sit parti Centrum-Demokraterne. Janmaat kan måske sammenlignes med en lidt forvirret og national udgave af Kristen Poulsgaard med briller. Han stod for meget værdikonservative standpunkter såsom dødsstraf og tvungen aids-testning, men også bedre miljøbeskyttelse og sociale forhold.

Det værste for etablissementet var dog hans kamp mod indvandringen.

Centrum-Demokraternes beskedne indtog i parlamentet udløste en hysterisk vrede fra omgivelserne. Når Janmaat talte i parlamentet, udvandrede alle de andre partier. Partiets 1-3 mandater (ud af 150) truede åbenbart det liberale samfunds fremtid – eller måske brød de snarere den politiske konsensus i det sumpede land.

Centrum-Demokraterne havde i 1986 også fået valgt et par folk ind i forskellige byråd, og det nært beslægtede Centrumparti havde fået et enkelt mandat i Amsterdam. “Antifascister” havde med held forstyrret de møder hvor partiernes repræsentanter tog plads, blandt andet med røgbomber.

I 1986 udartede det sig til et venstreekstremt brandattentat på et hotel, hvor partiet holdt møde. Janmaat undslap med nød og næppe ved at fire sig ned med et lagen, men hans senere hustru Wil Schuurman mistede det ene ben.

Et berømt pressefoto af den chokerede Janmaat foran det brændende hus kan ses her.

Janmaat var givetvis ikke den mest elegante politiker, og de fleste hollændere ville nok mene at hans fremtræden talte for sig selv. (Bortset fra de etniske hollændere i storbyernes fattigste områder, hvor op til 25 % stemte på Centrum-Demokraterne, fordi de så sig svigtet af alle andre partier).

Mod slutningen af hans karriere besluttede statsmagten alligevel at han skulle tværes ud med juridiske redskaber. Janmaat havde udtalt: ”Vi vil, så snart vi har mulighed og magt, afskaffe det multikulturelle samfund.”

For dette politiske budskab blev Janmaat i 1996 idømt en betinget fængselsstraf og en bøde på godt 25.000 kroner for diskrimination og “anstiftelse til etnisk udrensning”.

Den højeste pris

Fortuyn kom aldrig i gang med det politiske arbejde, men fik en statue

Vi behøver vel ikke nævne Pim Fortuyn, der også blev politisk udstødt og derefter måtte betale den højeste pris for sit engagement. Drabsmanden var ikke islamist med langt skæg og turban, men en rabiat hollænder, Volkert van der Graaf, dyreretsaktivist, vegetar og idealist. I morderens hus blev der yderligere fundet remedier til bombefremstilling.

I Danmark har den politiske terror ikke kostet politikeres liv som i Holland og Sverige, men dog formået at ødelægge karrierer og helbred.

Integrationsminister Rikke Hvilshøj blev udsat for et brandattentat mod hendes hjem, og følgen blev i sidste ende at hun trak sig ud af politik. Naser Khader har klaret sig trods dødstrusler og PET-beskyttelse i alle døgnets timer, men ikke uden omkostninger – hans parti gik op i limningen, blandt andet fordi Khader selv var tydelig stressplaget og angstpræget på dette afgørende tidspunkt i hans karriere.

Og når man kritiserer de sammenbidte politikere fra DF, skal man lige huske på at de ikke gør det for sjov, men at nogle af dem udfører deres hverv under konstant politibeskyttelse.

Hverken Rikke Hvilshøj eller Pia Kjærsgaard er blevet præmieret for deres indsats. Derimod har den politiske korrekthed valgt at tildele det sarte æggehoved Hans Jørgen Bonnichsen en pris for politisk mod.

Wilders er en ufin politiker med et væsentligt budskab

Den nuværende debat i Holland svarer nok til den kommende situation i Sverige efter valget om halvandet år, når Sverigedemokraterne springer ud i fuldt flor og sætter fokus på de problemer man har ladet ligge alt for længe.

I sådan et land kan man godt mene der skal skarp lud til skurvede hoveder. Det leverer Wilders.

De fleste danskere har hørt om den britiske regerings indrejseforbud og Wilders’ forgæves rejse til London den 12. februar. Men også i hjemlandet udsættes han for statslig chikane.

Den 21. januar i år besluttede en domstol i Amsterdam at indlede tiltale mod Wilders for “anstiftelse til had og diskrimination”. Systemet er blevet fanget af sine egne uhensigtsmæssige love mod ytringsfriheden. En meningsmåling viste at et stort flertal ikke regner med at en eventuel dom mod Wilders fører til at han ændrer sine synspunkter – eller får mindre tilslutning.

Der er brug for at nogen påpeger den afgrundskurs som de hollandske politikere har udsat landet for. Men man kunne ønske sig en bannerfører for de vestlige frihedsværdier med større format end Wilders.

Wilders er meget grov og personlig i sin retorik – som dog til dels blot er en gengældelse af de angreb og tricks han udsættes for fra de andre partiers side. Men meget tyder også på at han ikke er en statsmand af det format som venner i udlandet gerne vil ophøje ham til.

Geert Wilders Partij voor de Vrijheid (Frihedspartiet) er organiseret som en énmandsforening, der er totalt topstyret af Wilders selv. Man kan ikke blive medlem, men højst lade sig registrere som medhjælper og bidragsyder.

Trækplaster ved EU-parlamentsvalget

Partiejer Wilders stiller op EU-valget den 4. juni som nummer sjok på sit partis liste. Med sine personlige stemmer vil han muligvis sikre 1-2 ekstra mandater til Frihedspartiet, men han har på forhånd erklæret at han ikke vil indtage mandatet i EU, fordi han naturligvis hellere vil blive i parlamentet i Haag.

Ved nederlandske valg er hele landet én valgkreds, og partierne opstiller en landsdækkende liste. Listerne markeres som regel af to stemmeslugere. Øverst står partiformanden som lijsttrekker. Nederst en ikke-valgbar person som symbolsk lijstduwer (listeskubber), ofte en kulturpersonlighed eller en pensioneret politiker.

Det er muligt at stemme personligt, men listens rækkefølge kan kun sprænges hvis man får virkelig mange personlige stemmer: 25 % af prisen for et mandat. Ved EU-valget er der 25 pladser på spil, hvilket vil sige man kan sprænge listen med 1 % af de afgivne stemmer.

Ligesom i Danmark tegnes EU-valget af nogle ret ukendte andenrangspolitikere. Hvis nogen kan forvente at samle langt over 1 % af de afgivne stemmer på sin person, så er det netop Geert Wilders. Og denne risiko garderer han sig imod ved allerede nu at erklære at han ikke vil skifte til EU-Parlamentet, hvis han bliver valgt.

Det minder om Mogens Camres nummer ved sidste folketingsvalg, blot med omvendt fortegn. Dog er det umuligt at vide om Camres beslutning var kynisk planlagt, skyldtes pludseligt vægelsind, et ulladahlerupofobisk anfald eller at valget “kom hurtigere end ventet,” og det var “for bøvlet” at informere vælgerne, som han selv sagde (jeg gætter på en af de sidste årsager, men kun fordi jeg er flink).

Virkeligheden og antropologiens kødhakkemaskine

Jeg faldt over en artikel på videnskab.dk, et tilfældigt nedslag i den flom af papir der i øjeblikket flyder ud af universiteterne inden for disciplinen politisk anæstesiologi. Ligesom lægevidenskaben giver sprøjter, piller og lattergas, så er en mængde forskere, journalister og politikere parat til at rykke ud med smertestillende bortforklaringer, når dele af samfundskroppen gør ondt.

En antropolog har skrevet ph.d. om ungdomsbander. Den undskyldende og udglattende tone er understreget fra starten, idet der tales om marginaliserede unge, gadedrenge,  gadelivsstil, ungdomsfællesskaber eller blot “unge”. Bandezoner er blevet til “drengezoner”.

Nu kan man selvfølgelig i nogen grad forsvare et neutralt sprogbrug, men det går nemt over i det bevidst neutraliserende. Udtrykket “marginaliserede unge” indeholder i sig selv en påstand, nemlig at andre aktivt har marginaliseret disse stakkels unge; begrebet er altså ikke spor neutralt, men lægger skylden på det omgivende samfund.

Artiklen er garneret med nøje udvalgte billeder. Først to voldelige danske unge med lys hud, siden en gangsta-hiphopper af anden etnisk baggrund, meget ung, nyvasket og som taget ud af en musikvideo.

Hvis man havde byttet rundt på etnicitet eller hudfarve i de to billeder – nydelig dansker fra tøjkatalog sat op imod to truende indvandrere med hævet knytnæve – så tror jeg nogen ville skrige om racisme og manipulation.

(På tilsvarende måde bruger en anden artikel, Ingen forskning i den danske bandekrig, et foto af to danske Hells Angels-rockere, selv om artiklens emne egentlig er manglende forskning i de “etniske” bander).

Langt nede i artiklen afsløres det at drengegrupperne, i hvert fald i det eneste specifikke eksempel, var “18-22-årige mænd med kurdisk og tyrkisk baggrund”. Den aldersgruppe plejer ikke at blive betegnet som drenge, men det afslører blot den banaliserende sprogbrug fra forskerens og journalistens side.

Det fremgår ingen steder om hun også har beskæftiget sig med etnisk danske ungdomsbander, hvilket er ærgerligt, da det kunne have været interessant med en sammenlignende analyse på tværs af kulturel baggrund. Hun drager en sammenligning med “unge danskere … i 1970′erne og 1980′erne, da de mødtes på gaderne”. Mit forsigtige gæt er at forskeren ikke kender til nogen danske drengebander af samme kaliber – fordi de ikke eksisterer – og derfor går hun tilbage til sin egen ungdom for at finde en dårlig sammenligning. En mere oplagt parallel havde været fodboldhooligans og rockere, men dermed ville man have rubriceret de etniske “drengegrupper” i samme kategori som kriminelle, hvilket en anstændig antropolog naturligvis må undgå.

Først forsøger forskeren sig med en lille diskursanalyse hentet fra kønsforskningen:

“Kirsten Hviid fortæller, at sproget er med til at vise et maskulint tilhørsforhold til gruppen. Vil man være en rigtig gangsta, må man tale som en gangsta. Hvis man bruger macho-udtryk som ’stiv pik’ viser man mandighed, styrke og potens. Omvendt viser udtryk som ‘bøsse’ og ’svans’, at man er svag.”

“Det her lyder banalt,” siger forskeren. Det synes jeg da også. 

Det er velkendt for alle at macho-sprog (på ældre dansk: karlekammersnak) er med til at underbygge maskuline fællesskaber. Men der må være en misforståelse i den sidste sætning. Når man kalder andre for “bøsse” og “svans” er det for at styrke egen mandighed, så en macho-person bliver ikke svagere af at bruge sådanne udtryk.

Men til sagen, “drengegrupperne”:

“Sidst i 1990erne blev Nivå og Kokkedal i det daværende Karlebo Kommune hærget af grupper af 18-22-årige mænd med kurdisk og tyrkisk baggrund. Kommunen lavede et forsøg og gav bandemedlemmerne lov til at lave en klub helt fra bunden. De skulle selv styre klubben og stå for aktiviteterne mod, at de selv stoppede med at lave hærværk og var med til at hjælpe andre unge ud af problemer…. Forsøget blev en bragende succes. Kriminaliteten dalede til næsten ingenting, og samarbejdet mellem de unge, kommunen og politiet fungerede så godt, at politiet endda bad klubmedlemmerne om hjælp til at tale gemytterne ned, når der var ballade i byen.”

Så vidt jeg ved er der også i dag ballade, vold og hærværk i Nivå/Kokkedal. Så man kan bestride hvor stor en succes det var. Jeg kender ikke området godt nok til at kunne vurdere om det virkelig var en succes indtil klubberne lukkede i 2001, sådan som forskeren påstår.

Men jeg kan jo se at den forsøgte taktik var at skabe et lille parallelsamfund ­- en autonom celle, finansieret af det offentlige.

Det minder meget om Ungdomshus-modellen. Og her vil man jo nok også diskutere i mange år fremover – uden at nå til enighed – om denne model netop sikrede fred og ro eller tværtimod lagde kimen til voldelige konflikter med det omgivende samfund.

Parallelsamfundet i Kokkedal gik videre end Ungdomshuset i den forstand at det ligefrem blev udstyret med en særlig myndighed til at opretholde en slags ro og orden i samfundet:

“Politiet bad [endda] klubmedlemmerne om hjælp til at tale gemytterne ned, når der var ballade i byen.”

I princippet en mafia-model. Med kommunens og politiets velvillige hjælp blev der skabt en klan eller en særlig privilegeret klasse, som skulle holde justits med de andre.

De mindre privilegerede klaner blev naturligvis utilfredse og begik oprør.

Historien ligner den del- og hersk-taktik, som blev praktiseret af de britiske koloniherrer i Indien eller belgierne i Rwanda (tutsierne blev indsat som en adelsklasse, der skulle holde styr på hutuerne). Fredensborg kommune var måske nok lidt mindre bevidst om sin kulturkolonialistiske politik, men konsekvenserne var de samme, dog naturligvis i mindre målestok.

Det gik ikke i længden, fortæller forskeren, uden at forstå sammenhængen:

“Den dårlige nyhed er, at klubben lukkede efter fem år. Paradoksalt nok gav klubben problemer, fordi unge uden for målgruppen blev jaloux. De begik hærværk mod klubben, og et enkelt klubmedlem blev overfaldet. Efterhånden mistede kommunen troen på, at de unge kunne styre klubben, og i 2001 lukkede projektet. Karlebo Kommune forsøgte senere at åbne en ny klub under kommunens kontrol. Den måtte lukke efter et halvt år.”

Det fremgår ikke hvorfor den nye klub måtte lukke igen. Hvis kommunen skulle have fortsat den gamle taktik, så skulle man have bakket op om den privilegerede klan og hjulpet dem med at undertrykke de ikke-privilegerede. Det ville have sikret en slags ro og orden, baseret på vold og angst.

Det er nemlig sådan adskillige præ-moderne samfund fungerer, ikke mindst i Mellemøsten.

Forskeren siger:

“Når gruppen bliver truet, rykker man sammen og får efterhånden skabt et broderskab, som bygger på offervilje og blodsbånd.”

Ja, det er som taget ud af en beskrivelse af et klansamfund, men forskeren drager ikke selv ligheden.

Men måske opdagede kommunen hvad deres politik havde medført – en halvvejs åbenbaring er jo også en slags erkendelse.

Mærkeligt nok nævner forskeren mange faktorer som de unges gruppe- eller bandementalitet bygger på: maskulinitet, gangsta-rap og hiphop, modetøj, marginalisering, mangel på tillid og respekt, chikane fra politiet, trange boligforhold og at de “føler sig udenfor på grund af deres liv eller bare deres hudfarve”.

Kulturel, etnisk og religiøs baggrund er overhovedet ikke nævnt. Skal man have nogle ekstremt nærsynede briller for at blive antropolog?

Der er også en lille infobox i artiklen som siger:

“Du kan kende en ung mand uden for kontrol på, at han svinger mellem at være ekstremt aggressiv og voldelig for i næste sekund at opføre sig som et lille barn og søge om hjælp. Det er ifølge Kirsten Hviid et tegn på, at han er kommet så langt ud, at han ikke længere ved, hvordan han skal tackle sin situation.”

Ærlig talt, så er det nok det billede som de fleste danskere har af dårligt fungerende mellemøstlige indvandrere i almindelighed.

Eller mere specifikt, vort indtryk af den reaktion vi igen og igen ser fra  ”muslimer under pres”.

Hvis det billede skal bekæmpes, så er der brug for en forskning der skiller fårene fra bukkene. Samt en fri og ærlig demokratisk samtale, hvilket ikke er det samme som antropologisk samtaleterapi. Der skal slibes mange knaster væk, og jeg tror ikke den totale harmoni vil genopstå lige om hjørnet. Så har jeg sagt det på den mest mulig optimistiske måde.

Ovenstående er en kommentar til artiklen på videnskab.dk, ikke til Kirsten Hviids afhandling i sin helhed.

V-kandidat: Dialog med nazister og islamister, men ikke med EU-modstandere

Venstres kandidat til EU-parlamentet, den tidligere DR-journalist Poul F. Hansen, skriver i dag et indlæg på Facebook, hvor han nævner EU-skeptikere, nazister og islamister som eksempler på grupper han er meget uenig med.

Han mener dog at der kan være grund til at forstå de sidstnævnte, hvorimod han afviser at gå til møder med EU-kritikere.

Debat med EU-modstandere er ikke mulig, mener han, fordi de sætter “spørgsmålstegn ved det, som gennem 36 år har været grundlaget for vores samfunds udvikling”. EU-modstanderne ønsker ikke en “virkelig dialog … men blot til at få lidt reklame for deres møder” via Poul F. Hansens nærværelse.

Derimod er det “lidt mere speget” med nazisterne: 

“For på den ene side så kan en dialog opfattes som en slags anerkendelse, og det har de ikke fortjent. Men på den anden side, så år årsagen til at de er blevet nynazister måske, at de som mennesker føler sig sat uden for. Bumser, skæve tænder, svenskerhår, dårlig ånde, ingen pigetække.”

Her er indlægget i sin helhed (klik på overskrift for original):

Skal man snakke med sine fjender?

Nynazister, NEJ-til EU, Hisp-ut-Tahrir, Iran. Skal vi gå i dialog med mennesker og grupper, som vi er dundrende ueninge med?

Jeg tror ikke der er et entydigt svar. Man må tage stilling til det fra gang til gang. Jeg kan tage mig selv som eksempel. Jeg stiller op som kandidat til EU-parlamentet og langt inden valgkampen er skudt i gang har jeg fået henvendelser om debatmøder fra NEJ-siden. Jeg har sagt nej. Jeg synes, det er meningsløst, spild af alles tid og desuden forplumrende for debatten, at der igen og igen skal skal sættes spørgsmålstegn ved det, som gennem 36 år har været grundlaget for vores samfunds udvikling. Og hvis folk efter alle disse år, stadig er imod EU, er der nok ikke mange chancer for at jeg kan omvende dem. De ønsker altså ikke at komme i virkelig dialog med mig, men blot til at få lidt reklame for deres møder, som jeg har en mistanke ikke er særligt velbesøgte.

VU-Århus har fået et rap over fingrene for at tale med nynazister. Her er situationen lidt mere speget. For på den ene side så kan en dialog opfattes som en slags anerkendelse, og det har de ikke fortjent. Men på den anden side, så år årsagen til at de er blevet nynazister måske, at de som mennesker føler sig sat uden for. Bumser, skæve tænder, svenskerhår, dårlig ånde, ingen pigetække. Altsammen kan være med til at få dem til at sige: “Nåh I vil ikke acceptere mig! Så kan i rende mig…” Nøjagtigt det samme sker på venstrefløjen med punkere og autonome. Her er det nok på sin plads at træffe en beslutning ud fra hvad en professionel psykolog, ville foreslå. Og mit gæt er: “Snak med dem, forsøg at trække dem ind i fællesskabet igen.” For i Danmark har vi ikke den sociale eller økonomiske grobund for nazisme eller andre totalitære strømininger. 

Gælder det samme så for Hisb u-Tahrir? Jeg tror det desværre ikke. Noget tyder opå at den ekstreme islamisme ikke i første omgang “rammer” de udstødte 2.generationsindvandrere fra Ishøj. Her er det snarere de mere veluddannede, som, måske i en identitetskrise, splittet mellem en vestlig dekadent livsstil og en “ren” islamisk. bevidst vælger det sidste. De er overbeviste og fanatiske og rokker sig ikke ud af stedet. Jo mere man snakker med dem, jo mere vil de føle sig styrket i deres retfærdige kamp. Blekingegadebanden og Rote Arme Fraktion i Tyskland, tror jeg, var gjort af samme stof. 

Barak Obama har allede sendt sine første udsendinge afsted til Mellemøsten. Richard Holbrook taller med alle i Gaza-konflikten – undtagen Hamaz. Heller ikke Obama vil tale med terrorister. Men hans nye FN-ambassadør, Susan Rice, har erklæret sig parat til en direkte dialog med Iran, som om alle ved at Hamaz kun eksisterer takket være Iranske penge. Inkonsekvent! Ja, men rationelt. Den meget blodige israelske afstraffelse af palæstinenserne i Gaza kan få dem til at fortryde at de stemte Hamaz til magten, fordi deres tilværelse er blevet endnu mere ubærlig. En yderligere isolering af Iran vil ikke bringe Mujadinidads styre til fald, snarere styrke det.   

Der er altså ikke noget universelt svar på spørgsmålet: dialog eller afvisning.

(Mine fremhævelser)

Han skriver derefter i to kommentarer til sit indlæg: “jeg bruger blot forskellige eksempler på folk, som jeg er dundrendde uenige med … Selvfølgelig er de ikke sammenlignelige og det var heller ikke min pointe…”

Ikke sammenlignelige? Det må jeg give ham ret i. Han opfatter ikke de forskellige grupper som ét fedt. Han mener EU-modstanderne er værst:

• Klart nej til dialog med EU-modstandere
• Ja til dialog med nazister
• “Måske” til dialog med islamister

Konklusionen er mildt sagt overraskende. Hvordan kan man være så indædt imod sine EU-politiske modstandere, at man betragter dem som ekstremister? Og afslår deres opfordring til dialog.

Og hvordan kan man være så naiv mod nazister og islamister, at man uopfordret leverer en stribe banale undskyldninger for deres handlinger?

Problemet er ikke sammenligning, men mangel på samme. At sætte begreberne i perspektiv ud fra faste principper.

Naivt syn på ekstremister

I virkeligheden bliver ingen af modstanderne taget alvorligt, da “fjenderne” udnævnes til psykologiske vrag. Det er både mangel på respekt og en undervurdering:

• Nazister har psykologiske traumer og skæve tænder bag sig.
• Hizb-ut-tahrir er veluddannede mennesker med identitetskrise.
• Israel står for en “meget blodig afstraffelse” af palæstinenserne. (Hvilket vil medføre svækket opbakning til Hamas, mener han. Argumentationen kan undre).

Næppe det bedste udgangspunkt for dialog. Banaliseringen er en foruroligende holdning til demokratiets fjender, som tyder på naivitet og dårlig dømmekraft.

Dialog eller angst?

Den rationelle eller realpolitiske tilgang til forbryderiske regimer kan man altid diskutere. Men det virker som om Poul F. Hansen har følgende kriterier for dialog:

• Nej til debat med folk som “vi” er meget uenige med, og som er betydningsløse.
• Ja til dialog med dem vi er bange for. Dialogen bør indledes med at lægge forsvarende argumenter i munden på dem.

Ordet “dialog” har efterhånden fået betydningen: smigrende eller selvudslettende tale med folk som man er bange for.

Poul F. Hansen tilslutter sig de mange som har en svævende opfattelse af vold, had og ondskab. Man forstår det ikke rigtig. Derfor griber man til psykologiske bortforklaringer. Mennesket som et produkt af miljøpåvirkninger, som et stykke træ der flyder i vand. Her afsløres et menneskesyn som måske kan kaldes blødt socialt-dialektisk, men borgerligt er det i hvert fald ikke.

Poul F. Hansen glemmer en vigtig faktor, nemlig idéernes betydning.

Den vigtigste årsag til nazisternes og islamisternes adfærd er ikke deres dårlige ånde, men de ideologier som de tror på.

Vil man holde “dialog” med nazister og islamister, skal man hellere begynde med en monolog, en forsvarstale for det frie menneskesyn, ansvarlighed, demokrati og de øvrige værdier som vort samfund bygger på. Man skal simpelt hen vide hvad vi står for. Man skal være godt forberedt, da det ellers kan ende katastrofalt. Tænk hvis fjenderne vandt debatten fordi demokratiets repræsentant ikke var så dygtig eller velartikuleret. VU i Århus har bl.a. sammenlignet deres nazist-debatmøde med tidligere møder med ludere, Attac og venstrefløjen. Foreløbig tyder intet på at VU har styr på begreberne.

Gider ikke møder uden for sæsonen

Og endelig leverer Poul F. Hansen ikke noget godt billede af demokratiet, når han stiller op til EU-valg, men ikke gider diskutere med sine modstandere.

Han har misforstået formålet med debatmøder. Han skriver:

“langt inden valgkampen er skudt i gang har jeg fået henvendelser om debatmøder fra NEJ-siden. Jeg har sagt nej.

…der [er] nok ikke mange chancer for at jeg kan omvende dem. De ønsker altså ikke at komme i virkelig dialog med mig”.

Dialog handler ikke om at omvende forsamlingen, men snarere at lytte til deres synspunkter og svare igen.

En valgkamp skydes ikke i gang på et bestemt tidspunkt. Hvis man er så diskret en kandidat, at man ønsker at være fri for henvendelser, så må man få adressebeskyttelse eller hemmeligt telefonnummer.

De EU-begejstrede plejer at mene at EU-debatten fylder alt for lidt, så det burde være prisværdigt at borgere arrangerer debatmøder lang tid før valget. Men Poul F. Hansen gider ikke at komme og være med til at forplumre noget.

Hvis han kom til et af de nævnte møder, ville han netop være med til at diskutere alle detaljerne, ikke kun ja og nej. Jeg kender i øvrigt ikke til at EU-skeptikere betegner tilhængerne som deres “fjender”.

Angående debatmøderne, som Poul F. “har en mistanke ikke er særligt velbesøgte”, så har Folkebevægelsen mod EU på tre måneder noteret sig en fremgang på 123 medlemmer (FiB 02/09, side 7). Der er ingen tegn på at EU-modstanden er døende, selv efter 36 år.

Ja-sigerne undgår debat

Hvis EU-møder ikke er så spændende, kan det skyldes at arrangørerne ofte prøver at undgå reel debat.

Debatmødet ”EU – Hvad nu?” på Grundvigs Højskole den 1. december var et typisk eksempel.

Det var arrangeret af Europabevægelsen og omfattede såkaldt “Debat om de danske EU-forbehold” ved Margrethe Auken (SF), Niels Helveg (RV) og Michael Aastrup Jensen (V). Alle tre vil fjerne forbeholdene i større eller mindre grad.

Derefter var der debat om Lissabon-traktaten. Tilhængerne var repræsenteret ved formanden for den internationale Europabevægelse, og modstanderen var en politiker fra Sinn Fein, den politiske gren af IRA!

Arrangørerne havde altså valgt to forskellige taktikker: Dels at sørge for en skin-debat ved at invitere tre næsten enige politikere fra ja-siden. Dels at marginalisere “nej-sigeren” ved at vælge en ekstrem figur, som i øvrigt ikke var dansk politiker.

Her kunne man have inviteret nogle af de udmærkede folkevalgte fra et af de såkaldt “nej-partier”. Eller endnu bedre: en EU-skeptiker med meningers mod fra et af “ja-partierne”. Vi har jo faktisk i Danmark tre EU-kritiske bevægelser/partier som stiller op til valg og derved fuldt ud indgår i det demokratiske ansvar – og repræsenterer en stor del af vælgerne. Men man foretrækker altså at gå i dialog med Sinn Fein.

Pointen i dette er at man ikke valgte sin dialogpartner ud fra demokratiske spilleregler, men ud fra opportunisme og hovmod. Her er Poul F. Hansens budskab dybest set det samme.

Dette hovmod fører gang på gang til overraskelser når stemmerne er talt op. Det skete i Frankrig, Holland og Irland, og det var årsagen til at danskerne ikke måtte stemme om Lissabon. EU-skeptikerne har ved forskellige folkeafstemninger vist sig at udgøre op til 53 % af befolkningen (euro-afstemningen 2000).

EU-skeptikerne vil gerne have dialog

Så hvorfor ikke begynde dialogen? De EU-positive kan kun vinde på det, med mindre de fortsat ønsker at drive et elitært projekt.

Vi på den såkaldte nej-side har i årevis forsøgt at føre en dialog; det var blandt andet derfor vi ønskede en folkeafstemning om Lissabon.

Når man ligefrem afslår invitationer til debatmøder med sine modstandere – og er stolt over det – så har man for alvor gravet en skyttegrav mellem “ja-sigere” og “nej-sigere”.

Så får vi ikke én valgkamp, men to separate valgkampe, en for hver fløj. Det bliver politisk apartheid.

Alt tyder på at “nej-partierne” får det alt for nemt. Det begynder altså godt, men jeg havde hellere set en god, demokratisk debat.

Demokratisk arrogance kan man dog leve med.

Værre er det at etablissementets selvbevidsthed forsvinder som dug for solen, når den møder voldsideologier. Så er viljen til dialog og imødekommenhed næsten uden grænser.

Stort ja til partner med anden hudfarve

Racismen i Danmark er beskeden, bekræfter en undersøgelse i MetroXpress.

92 % af indbyggerne vil ikke afvise at de kunne have et parforhold med en person med anden hudfarve. Heraf siger de 71 % klart ja.

Kun 8 % siger nej til sådanne forhold, mens 4 % siger ved ikke.

Propagandisterne på MetroXpress fik den direkte modsatte konklusion ud af sagen:

Nej tak til anden hudfarve

Hver 10. fravælger en partner med anden hudfarve. Ekspert i racediskrimination er bekymret …

VALG AF PARTNER?
Ville du kunne være kæreste eller gift med en person, der har en anden hudfarve?
Ja: 69 procent.
Ja, allerede: 2 procent.
Nej: 8 procent.
Måske: 17 procent.

Ved ikke: 4 procent.

Den klassiske opskrift er fulgt: man bestiller en opinionsmåling, tilsætter en menneskerettighedsekspert og en ordentlig spand bekymring. Man afslutter med citat fra en borgerlig politiker, som man forsøger at give skylden for det hele.

Konklusion: danskerne er racister, og det er især regeringens skyld.

Det var vist givet på forhånd at artiklen skulle munde ud i det budskab, uanset hvad meningsmålingen nåede frem til.

Den 180° fordrejede vinkel er blevet gengivet ukritisk af flere andre medier. Det plejer ellers at være MetroXpress der skriver af fra de rigtige aviser, men nu er det altså omvendt.

Undersøgelsen handler i øvrigt ikke om synspunkter, men om folks personlige præferencer. Formentlig er deanskerne mindst lige så liberale – eller mere, når det gælder meninger om andres parforhold. Det giver jo ikke logisk mening at være imod “raceblanding” hos andre, hvis man ikke er det hos sig selv.

Det kunne naturligvis være interessant at vide hvad en meningsmåling ud fra partnerens rygning, hårfarve eller madvaner ville sige?

Tilsvarende må homofobien være et stort problem, hvis 90 % afviser at indgå i parforhold med en person af samme køn…?

Jeg kender mange som ikke tænder på asiater, og de bliver fra tid til anden skældt ud for at være racister, hvilket er helt til grin.

Journalister er neurotiske racister

Danske medier besluttede sig tidligt for at ødelægge dækningen af præsidentvalget i USA. De ellers spændende politiske meningsforskelle blev ignoreret eller nedtonet. Det eneste vi måtte høre om var hudfarve, race og køn i en lind strøm. Selv om Obama netop ikke spillede på sin race (i hvert fald kun subtilt), men blev valgt på grund af sit budskab, sine talegaver og organisationstalent. De danske journalisters race-vinkling var ikke blot ensidig, men også irrelevant og misvisende.

På samme måde har dansk udlændingedebat i 25 år været forpestet af journalisters racisme-vinkel. Religionskritik bliver gjort til et spørgsmål om racisme. Kritik af kriminalitet udlægges som racisme. International sikkerhedspolitik analyseres som racisme. Problemer affødt af tosprogethed (eller rettere sagt mangel på samme) gøres til en problematik om racisme.

For eksempel denne leder fra Politiken, som handler om at fordele børn med udenlandsk baggrund ud på flere skoler:

Børn bør ikke sorteres efter hår- og hudfarve

I denne Politiken-analyse blandes det hele sammen: politik, race og religion:

Obama kan udhule ‘muslimkortet’

… måske vil hans hudfarve blive hans største bidrag til historien. …

Obama hudfarve afgørende

Skal Danmark have en muslimsk statsminister? Næppe foreløbig, vil mange måske svare. Sådan har man i mange årtier ligeså svaret i USA, når nogen spurgte om det var tid til en sort præsident. Jesse Jackson forsøgte, men fejlede. Men pludselig er det en realitet. Racespørgsmålet er med Obama i den grad løftet ud af debatten og USA har taget den moralske førertrøje på.

Vi har i Europa længe set skævt til den indskrænkede racisme, som har trivedes i især de amerikanske sydstater, samtidig med, at vi i stadig flere lande har intensiveret vores egen udgave af samme debat, blot med muslimer i de sortes sted. …Sagt lige ud, så bliver det interessant at se, om danske vælgere til den tid [ved næste valg] er lige så skræmte over bl.a. muslimer, som de har været siden systemskiftet i 2001. Med Obama, som en dominerende global politiker over de næste tre år, er det ikke sikkert, at ‘udlændingekortet’ virker fuldt så effektivt i en valgkampagne som tidligere.

Her har vi et godt eksempel på hvad racisme-historier i pressen egentlig er beregnet til. Et beskidt indspark i den danske politisk debat.

Man kan vist konkludere at journalisterne er de største racister og sexister i Danmark. Der er god grund til at generalisere, for der er kun få saglige eksemplarer iblandt.

Jeg gruer for den dag vi får en partileder af udenlandsk etnisk oprindelse, for det vil betyde at nyhedsvinklingen bliver usaglig og uudholdelig. Alle der ikke stemmer på vedkommende, er racister. Hm… det har vi da forresten prøvet… Var der ikke en Naser Khader som blev partileder? Han var yderst populær blandt pressens folk fra starten, men det viste sig dog hurtigt at berømmelsen blegnede.

Khader passer dog ikke helt ind i skabelonen, fordi han er særdeles integreret. Han repræsenterer desuden holdninger, som er direkte modsat den rabiate del af de “ædle vilde” . Derved lever han ikke op til journalisternes racistisk-neurotiske kriterier om en eksotisk fremmed, som man kan være begejstret for. Desuden var der tale om et lille borgerligt parti.

Hvis et stort, centrum/venstreorienteret parti fik en sort partiformand, så ville det være en anden sag. Helle Thorning Schmidt har virkelig sin blege lød imod sig, for hvis hun var neger, ville journalisterne piske en stemning op til fordel for hende. Hun skulle også gerne være lesbisk og 15 år yngre. Det ville blive en klar succes blandt pressefolk og menneskerettighedseksperter.

Enhver ved jo at samfundet undertrykker unge, kvinder, homoseksuelle, udlændinge og muslimer. Det er børnelærdom – det er i hvert fald hvad man forsøger at bilde vore børn og unge ind i folkeskoler og på gymnasier.

Drop tvangsforestillinger

Pointen fra mig er naturligvis at det indre tæller, ikke det ydre. Det ved almindelige mennesker godt. Journalisterne har svært ved at slippe deres egne tvangsforestillinger.

Det rigtige svar på om man kan være kæreste med en person af anden hudfarve, eller om en sådan person kunne være statsminister i Danmark, ville derfor være: Det kommer an på personen.

Det samme gælder i princippet hvis spørgsmålet gik på religion eller politisk overbevisning, men her må man nok sige at disse ting kan hænge tæt sammen med personlighed og holdninger.

Såkaldte antiracister er ofte racister, idet de lægger alt for megen vægt på hudfarve. Ligesom ekstreme ateister kan virke ret religiøse.

Krigsbytte og kalkmalerier er bedre end skrot

DF vil have kortlagt svenske tyverier

Dansk Folkeparti kræver, at regeringen afsætter en halv million kroner i næste års finanslov til en undersøgelse af, hvilke kulturskatte svenskerne har røvet fra Danmark i de mange krige, og som i dag befinder sig i Sverige.

Kravet kommer samtidig med, at VK-regeringens støtteparti stiller et beslutningsforslag i Folketinget om at pålægge regeringen at indlede en udveksling mellem de to lande af sådanne gensidigt røvede kulturskatte…. De røvede danske kulturskatte har siden 1996 stået på Dansk Folkepartis ønskeseddel, og skiftende regeringer har – i større eller mindre grad – støttet ønsket. – (JP/Ritzau)

Politikens overskrift var:

DF vil tage Jyske Lov fra svenskerne

- avisen fordrejer og twister som bekendt alt hvad DF siger (bortset fra når Søren Krarup selv formår at komme med skæve udmeldinger)

Det korrekte begreb er dog hverken tyverier eller røverier, men krigsbytte. Og det rigtige ord for det modsatte er ikke at “tage noget fra svenskerne”, men tilbagelevering eller udveksling.

Venskabelig tilbagelevering er ikke helt uhørt i dag. England tilbageleverede dansk krigsbytte i 2007, ved 200-året for Københavns bombardement, som i øvrigt af det engelske parlament dengang blev erkendt som en krigsforbrydelse.

På samme måde overdrog Danmark fra 1971 og frem til 1997 de islandske håndskrifter til Island. En fin og venskabelig gestus som var fuldstændig frivillig. Håndskrifterne var købt og betalt af Arne Magnusson, en islænding som grundlagde samlingen i København. Københavns Universitet kunne uden videre have beholdt dem, men man skænkede dem som gave til Island, som var blevet en fri republik i 1944. Med i overvejelserne var at Island næsten ikke har gamle kulturskatte, bortset fra litteraturen som er meget vigtig for nordisk åndshistorie.

Overdragelse af de islandske håndskrifter var væsentlig mere kontroversiel, end en overdragelse af nogle få, vigtige kulturskatte fra Sverige til Danmark vil være. Hvis man støttede overdragelsen af de islandske håndskrifter, må man også støtte DF’s krav om en kortlægning af svensk krigsbytte – som minimum.

Datidens Sverige var en brutal stormagt

Hvis man undrer sig over hvorfor danske slotte og herregårde fra før 1700-tallet altid har et underligt bart og nøgent inventar, så er forklaringen at det meste blev ranet i svenskekrigene. En lille rundtur på Stockholms største museer – eller på svenske slotte – vil afsløre mange pudsige genstande, for eksempel Christian IV’s senge, Frederiks II’s bordhimmel, tekstiler, statuer og kunstgenstande. Noget som må formodes at være mere interessant for danskere end for svenskere at kigge på.

Drottningholm Slot - set af en dansk turist

Uno Röndahl: Stormaktstidens svenska plundringståg i Europa og i synnerhet i Danmark

Ved 750-årsjubilæet for Jyske Lov i 1992 søgte nogle danske museer om at låne originalhåndskriftet til Jyske Lov fra Sverige. Upsala Universitetsbibliotek sagde nej, da bogen angivelig blev brugt til forskning. Senere viste det sig dog at bogen slet ikke havde noget katalognummer, hvilket tyder på at den ikke blev brugt. 

Sverige er uhyre rigt på kunst og kultur fra 1600- og 1700-tallet – efter nordiske forhold. Det skyldes at Sverige gennem århundreder var en stormagt som plyndrede og udsugede nabolandene. Intet mindre

Sverige holder holocaust-konferencer og forsøger generelt at frelse hele verden for racisme og og dårligdomme, men det moderne Sverige har en ahistorisk bevidsthed. Det ville være mere relevant at Sverige forholder sig til landets egen, til dels grusomme og krigeriske fortid.

Også Danmark har haft sin imperietid, men den ligger nogle århundreder før den svenske.

Broderlig udveksling

En kortlægning af krigsbyttet vil være et fint historisk projekt. Derefter bør der komme en dialog om hvilke genstande der evt. kan blive udvekslet. Det vil klæde Sverige at tage initiativ til sådan en broderlig gestus.

Som alternativ kunne man samle genstandene i Skåne, eventuelt på et nyt dansk-skånsk-svensk historisk museum. Skåne er – kulturelt set – en provins som aldrig er kommet sig over krigens hærgen for 300-350 år siden. Der kunne være god grund til at give noget af den røvede historie tilbage!

Skrot hæver sig over byens silhouet…

I Københavns havn vil nogle ihærdige folk med penge og magt, men uden hjerne, banke en dynge rustent jern op som nyt vartegn. Eller også skal der være nogle mega-højhuse:

»Det bliver fantastisk. Tiden er klar til et monument«    

Monument over hvad? Skidt og kanel. Det er samme ideal som i nazistisk arkitektur – stort og voldsomt, men uden indhold.

… men kulturen beskides

Der desværre en løbende strøm af dårlige nyheder om den danske kulturarv:

Dybbøl Mølles lillebror rådner op. - Danmarks næststørste mølle, Skovsgårds Mølle, i Esholte ved Slagelse er rådden og utæt. Om et år står den ikke længere til at redde.

Kulturarven rådner stadig op. … 1/3 af museernes magasiner er i orden, 1/3 kan forbedres så de er egnede til opbevaring af kulturarven og 1/3 er helt uegnede til formålet…

Fugtige kældre og utætte loftsrum benyttes som opbevaringsrum for den danske kulturarv, der er tilknyttet de statsanerkendte museer rundt om i landet. …

Kulturarv går tabt i markens gravhøje. Fremtiden for ikke-fredede gravhøje på markerne i Østjylland ser grum ud. 

Hvilken fallit for en regering, som påstår at være bevidst om den danske kultur. Og hvilken fallit for et erhvervsliv som pumper millioner ud i ligegyldigheder (ganske vist ikke helt filantropisk, men via fonde med store skattefordele).

For relativt få penge kan man gøre meget. En solstrålehistorie:

Enestående kulturskat reddet. - I sidste øjeblik er kalkmalerier i Fanefjord Kirke på Møn sikret for eftertiden… 

Milliarder af offentlige og “private” penge (fra skattefrie fonde) puttes i konceptkunst, fjernsynsunderholdning, holdningskampagner, integrationsprojekter, dialogbænke, gratisaviser og hvad ved jeg.

Pressen og skolen er heller ikke for god til at formidle historie og kulturarv. Globaliseret multikultur og moderne egocentrisme betragtes som vigtigere. Det siger sig selv at man forsømmer det lokale og nationale fællesskabs kultur, når man har den prioritering. Historiens fylde står jo i vejen for den postmoderne tomhed som man ønsker at opnå.

Har man derimod ikke et globalistisk, men en mellemfolkeligt grundsynspunkt – så mener man at alle nationer har pligt til at bevare sin egen kulturarv som i sidste ende beriger hele menneskeheden. At ødelægge en nations kulturarv er kulturelt folkemord; at forsømme sin egen kulturarv er selvmord.

Det kan tage århundreder at bygge op, men ødelæggelse er langt nemmere. Vore oldebørn vil hade os for at lade kulturarven forfalde, mens budgetterne bugnede.

Politiken kræver ramadan-fri, K er forarget

Jammer og klynk i Politiken:   

Muslimer har svært ved at fejre eid

De danske muslimer fejrer i disse dage højtiden eid, men det kan godt være svært, når man har et arbejde at passe.

Det er dog ikke muslimerne som sådan der jamrer, men danske journalister – som så ofte før.

Politiken har strikket en klar politisk kampagneartikel sammen, der munder ud i at vi skal afskaffe Kristi Himmelfartsdag til fordel for en officiel, muslimsk helligdag.

Først er der en praktisk hindring som Politiken har overset. Eid er en bevægelig helligdag og kan ikke puttes ind i kalenderen på forhånd. En somali-dansk blogger skriver:

Sagen er, at ingen rent faktisk ved, hvornår det er Eid med 100 procent sikkerhed. Man ender altid med at gætte indtil det allersidste sekund. Grunden til det er noget med månens position og andre ting, der skal være på plads. 

Bl.a. Unicef nævnes af Politiken som eksempel på en arbejdsplads med multikulti-tolerance over for diverse religiøse højtider.  Unicef er imidlertid langtfra en normal arbejdsplads, men en international myndighed, hvor man ikke betaler dansk skat, ifølge min viden.

En anden meget ubehagelig ting ved artiklen er at den uden videre deler os op i “kristne danskere” og muslimske danskere. Det bliver mere og mere almindeligt med den sprogbrug.

I dag må man planlægge en fridag fra arbejdet. De interviewede muslimer siger faktisk at man godt kan klare sig på denne måde. Politiken har også fundet en muslimsk førtidspensionist som jo ikke har brug for nogen statslig helligdag.

(Indvandrere på førtidspension er der en del af, og igen skyldes deres tragiske skæbne først og fremmest idiotiske danske politikere og sagsbehandlere, der har kasseret dem fra arbejdsmarkedet og gjort dem til andenrangsborgere, fordi det var så synd for dem! Men det er en anden historie).

De eneste som ikke kan planlægge sig til en fridag er skoleeleverne.

Her er jeg faktisk ret pragmatisk. Hvorfor ikke give dem fri, hvis det vel at mærke begrænses til én dag om året.  Det er jo realiteten at de pjækker den dag. Det er dog noget som må besluttes lokalt, og dagen bør erstattes med at tage en dag fra ferierne eller en lørdag.

Vi holder ekstrem lang ferie i Danmark, både privat ansatte og i skolerne, så hvorfor ikke være lidt fleksibel.  Der er masser af feriedage at tage af.

De konservative mener derimod:

K raser over skolepjæk ved ramadan

De konservative langer ud efter muslimske familier, der holder deres børn hjemme på grund af den religiøse højtid ramadanen. Det sker, efter at flere folkeskoler melder om udbredt pjæk blandt muslimske elever her ved afslutningen af ramadanen i denne uge. 

»Samfundet må sige fra, når forældre pådutter deres børn religiøse skikke, som kan skade deres skolegang og integration«, siger Henriette Kjær. …

Gad vide om DF ikke ville få med grovfilen hvis de sagde det samme?

De konservative har fundet et emne, der typisk irriterer deres højborgerlige idealer, nemlig skolepjæk.

Selv har jeg gået på to udmærkede, landlige, jyske folkeskoler, hvor det var acceptabelt at man kunne få fri hvis man skulle hjælpe til i høsten, med fiskeriet eller hvis man skulle på en rejse med forældrene.

Lærerne var altid lidt mugne over det, da de syntes deres middelklasse-undervisning var vigtigere end det virkelige liv uden for skolen. I sidste ende følte de sig vel såret over at man valgte skolen fra til fordel for andre aktiviteter. Men man fandt en løsning.

Der var både fiskerbørn fra kysten, bondebørn fra indlandet og funktionærbørn fra byerne, så der var brug for en del gensidig tolerance mellem disse meget forskellige kulturer. Vi var dog i sidste ende alle etniske thyboer og danskere, så vi havde et fælles grundlag at stå på. I dag, kun 20 år senere, er det anderledes.

For min skyld kan muslimske børn godt få lov til at holde eid-fri – besluttet lokalt og gerne med en lokal erstatningsskoledag.

En betingelse er dog at man gør klart at det sker af praktiske grunde og ikke som tilpasning til islams religiøse krav. Hvis religiøse ledere blander sig, skal der ikke være nogen fridag!

En national helligdag ser jeg absolut ingen grund til at indføre.

Det er ganske vist rigtigt at der er alt for mange kristne helligdage om foråret, og det kunne være smart at flytte nogle af dem til perioden juli-november, som slet ikke har helligdage. Mest oplagt er Store Bededag, som er uden enhver kirkelig betydning. Man kan også bare droppe den. Så får vi en arbejdsdag mere, og det kan vi godt tåle i dette land med fem ugers lovbestemt ferie.

Men at kæde de to ting sammen – afskaffe en kristen helligdag til fordel for en muslimsk – ville være højst uheldigt.

Jeg kan leve med at Danmark er et kristent land, men det ville være mere end dobbelt så slemt at vi også skulle til at være et officielt islamisk land.

Dansk fjerkrægigant stolt over at være 100% halal – i Sverige

“Rose Poultry är Danmarks största kycklingslakteri. …

– Det som skiljer oss från de svenska kycklingproducenterna är att alla produkter som vi producerar på våra anläggningar är halalslaktade.

… eftersom den muslimska målgruppen är väldigt viktig för oss. Därför är också samtliga våra produkter markerade att de är halalslaktade, avslutar Ante Brixstedt.”

—

Det er vel efterhånden velkendt at (næsten?) alle danske kyllinger er halal-slagtede, men man kunne godt ønske at Rose Poultry reklamerede lige så stolt med dette faktum her i landet. De er nogle kyllinger. Nogen burde udsprede det rygte i hele den muslimske verden at Rose Poultry ejes af Flemming Rose.

Annoncen er fra stockholmsudgaven af Metro den 17. september. Det er den svenske udgave af vores MetroXpress, eller rettere sagt er det omvendt, da den svenske Metro-koncern udgiver sine gratisaviser i 21 lande, herunder i Danmark. Den 17. september havde Metro et Ramadan-tillæg med overskriften Ett mångkulturellt samhälle ud over forsiden. Sponsoreret af Svensk Handel, som er Sveriges store detailhandelsforening.

 (Klik for hele bladet i pdf - Ramadan begynder fra side 21)

Det ser dejligt ud. Tørrede frugter, silkepuder og en velklædt familie med barnet i centrum. Ikke så meget om religion her.

Men forsiden er bare sukkeret der skal få den bitre pille til at glide ned. Man taler om det mangekulturelle samfund, hvor der egentlig handler om et knæfald for islam. På den måde gør man alle indvandrere til gidsler i promoveringen af en religion. Desuden er en gammel kliché på spil: indvandrere er reduceret til at spille rollen som en slags spændende orientalsk kryddderi, der der sikrer fut og farver i det svenske samfund.

Inde i bladet siger Svensk Handel: “For nogle år siden fandtes der ikke friske dadler i de store supermarkeder”, og “handelen satser på ramadan”. At øge omsætningen er hele pointen i forsøget på at gøre ramadan til en svensk højtid.

Vi kender det fra Muhammedkrisen, hvor dansk erhvervsliv vred og vendte sig for at bevare eksporten af pumper, smør og falsk fetaost.

Der er også overdådige ramadan-opskrifter i bladet. Man beder bønner på tom mave om dagen og spiser bønner efter mørkets frembrud om aftenen. Jeg kan godt lide maden, men betakker mig for det andet.

På side 4 løftes lidt af sløret for at det handler om andet end dadler, nemlig religion:

 

Denne annonce spiller på svensk selvhad, som der findes meget af i Sverige:

- “I har en kultur, en identitet, en historie. Og hvad har vi? Vi har midsommeraften og sådan nogle fjollede ting”.  S-formand Mona Sahlin til det tyrkiske ungdomsforbund. (2002)

- “Ursvensk var kun barbariet. Resten af udviklingen er kommet udefra.”  Statsminister Reinfeldt (konservativ), sagt under besøg i en indvandrerghetto. (14.11.2006)

Dybest set er forklaringen vel at mange svenskere føler sig højt hævet over udlandet. “Bäst i världen” har i 100 år været svensk identitet. Så prøver man at kompensere ved at tilsvine sin egen kultur – som om der var noget høfligt i det. Det kendes også fra Danmark. Vi tror at målet med al udenrigs- og bistandspolitik er at udbrede de skandinaviske værdier til hele verden.

Jeg synes det er (mindst) lige så slemt at foragte sin egen kultur som at være respektløs mod andre. Det er ikke noget tegn på oprigtig interesse for fremmede kulturer, når man promoverer ramadan fordi det kan øge omsætningen eller fordi man synes Sverige er for farveløst. At man samtidig fremmer en undertrykkende religion er katastrofal dumhed.

Den iranske svensker og heavy metal-skribent Nima Daryamadj kan heller ikke lide det på sin blog: “Ramadumb”. Sveriges Radio P1 havde inviteret ham i studiet til Dagens ramadanvers, som månedens kritiske figenblad. Han valgte:

De som fornægter vore tegn skal vi sandelig stege i ilden; hver gang deres hud er gennemstegt, skal vi give dem en ny hud for at de skal smage straffen, thi Allah er den evigt ophøjede, mægtig og vis. (Sura 4:56)

Værd at tænke på når man griller sin halal-kylling.

Derefter måtte han svare på studieværtens forsøg på at tale udenom: om det ikke skulle forstås symbolsk, om ikke kristendommens helvede var lige så slemt osv. osv. (Læs hans blog om Dagens ramadanläsning eller lyt til indslaget fra 10/9 her, spol frem til 36:40).

 

Alderen trykker…

Jeg har fået mit nye studiekort -

- men jeg er født 10.10.1950? De har gjort mig lidt ældre end jeg er.

Når de nu var i gang kunne de godt have skrevet 1943, så folkepension og frynsegoder var blevet udløst.

Talende tørklæde 2

På en doven togtur griber man måske til Ud & Se, en tyndere og marginalt bedre variant af Samvirke. Bladets serie om eksildanskere er nået til vejs ende med Ulla Terkelsen:

… – I foråret tog jeg lufthavnstoget ind fra Kastrup og senere toget til Hillerød på vej op til min søsters sommerhus i Tisvilde. På Hellerup Station hang en plakat fra Dansk Folkeparti med teksten ‘Stram udlændingepolitik og ægte velfærd. Vi har sat Danmark på rette kurs’. Plakaten hang lige uden for togets vindue, da toget standsede. Det var, som om Pia Kjærsgaard og hendes kolleger på plakaten kiggede direkte ind ad togvinduet og hen på mig personligt. Så jeg rettede mig sporenstregs helt op i sædet, foldede hænderne i skødet og prøvede at se så respektabel ud, som det nu er muligt. Jeg skottede samtidig rundt til de andre passagerer for at se, om der var påfaldende udlændinge blandt dem, måske nogen fra lufthavnstoget, der skulle videre nordpå ligesom mig? Kunne de forstå teksten på plakaten? Skulle jeg oversætte den, hvis de spurgte? Hvad, hvis teksten forskrækkede dem? Skulle jeg tilbyde at skjule dem i min søsters sommerhus, hvis de fik problemer? Da jeg var ung, tog jeg til toget fra Danmark til Polen. Når toget var kommet syd for Warnemünde i det forhenværende DDR, standsede det. De østtyske grænsebetjente kom talstærke om bord og marcherede med våben og hunde gennem toget. De kiggede også ind i kupeerne på en utroligt kritisk måde. Vi passagerer sad helt ret og bad til, at grænsebetjentene ikke fandt et kontroversielt stempel i passet, en forkert udfyldt valucaerklæring, en vestlig avis – der var nemlig mange ting, DDRs grænsebetjente kunne tage fat på for at dæmpe deres medmenneskers gode humor og øge eksistensangsten. Situationen på Hellerup Station endte heldigvis godt. Jeg kom op til min søster i Tisvilde. Men hvis jeg nu havde været udlænding på vej ind fra lufthavnen med erfaringer i eksistensangst, så ville plakaten med den ‘stramme udlændingepolitik’ ikke have sendt noget særlig kærligt velkommen til Danmark-signal. Så hellere den gamle danske feel-good turistplakat med ænderne, der går over gaden, mens en venlig politimand holder trafikken i ave. Åh – those were the days my friend, som det hed i en sang, skrevet af Paul McCartney.

- Har eksilet ændret dit syn på udlandet som sådan?

- Nej. At veksle mellem lande og kulturer skærper synet. Det har jeg levet med – og på – hele mit voksne liv. Når man har været væk, ser man skarpere ved gensynet. Man ser sit lands og sine venners rynker. De ser mine.

Associationstricks er ikke kun tricks. Associationerne kan være en dårlig vane, eller de kan stamme fra et ægte forvirret og følsomt sind. Den kosmopolitiske dame var på transit fra Kastrup til middelklasseghettoen på Nordkysten. Danmark minder hende om DDR, det er slet ikke som det hyggelige hippie-rødgrøds-Danmark i hendes ungdom. Men situationen endte godt, der kom ingen grænsebetjente i Peter Skaarups skikkelse.

 På næste side sammenfatter Lasse Ellegaard serien om de 12 eksildanskere. Han sad for nylig i toget i England ved siden af et sort menneske, og det var så spændende og eksotisk at han blev “fornøjet over [sin] multikulturelle tilgang”. Selv om han holder sig til moderat politisk korrekthed, falder denne karakteristik:

Det er nemt at sidde uden for Danmark med skattefri sprut og kosmopolitiske meninger og gøre sig klog på folk i Avedøre, der ikke har lært at omfavne folk, de ikke kender. Og et blik i de danske aviser stiller spørgsmålet: Hvem skulle lære dem det? Der officielle Danmark taler om integration, men på en måde, der understreger de integreredes isolation.

Jeg kom i tanke om en kronik, forfatteren Carsten Jensen skrev i Politiken, hvor han gør nar ad en fiktiv Jens Hansen, der er fremmedhader hjemme i sin villahave, men glad globaliseret verdensborger, når han tjekker ind på internationale Hilton-hoteller. Billedet er en karikatur, og det er forkert — de fleste globale danskere er, som eksilserien viser, tolerante uden at være øllebrødssentimentale i synet på indvandrere. Og det skyldes faktisk deres provinsielle rødder. De ved, hvor de kommer fra, men også, at det ikke er nok at blive hængende, hvis horisonten skal udvides. Deres generelle afsmag for udlændingedebatten skyldes ikke, at danskere er provinsielle, men at nogle danskere ikke er det på en ordentlig måde.      (Ud & Se, december 2007)

Vi skal være provinsielle på en ordentlig måde. Ulla Terkelsens vision om en plakatkampagne for dansk udlændingepolitik:

    (Viggo Vagnby 1953)

Plakaten som skræmte Ulla Terkelsen hører ellers til de mest sobre og nydelige fra DF: