Her er Folkebevægelsen mod EU’s 6 borgerlige kandidater

Sidste nyt: en meningsmåling fra Gallup 5. juni giver Folkebevægelsen 8,2 pct. Der er dermed mulighed for at valgforbundet mellem Folke- og Junibevægelsen får 2 mandater. Hvis Folkebevægelsen bliver mere end dobbelt så stor som Junibevægelsen, vil den tage begge mandater. Nummer to kan blive en borgerlig kandidat.

> Rul ned for at se de seks borgerlige på liste N… og et par midterfolk

Den borgerlige net-avis 180 Grader bemærkede allerede kort tid efter Folkebevægelsens landsmøde i oktober:

“Folkebevægelsen mod EU har ved næste EU-Parlamentsvalg en politisk bredere opstillingsliste end tidligere. …” (Folkebevægelsen mod EU opstiller tidligere konservativ)

Folkebevægelsen har imidlertid altid været tværpolitisk. I Idet daglige arbejde i bevægelsen spiller det ikke nogen større rolle, hvilken politisk farve man har ved folketingsvalg. Kandidaterne er ikke opstillet for et parti, men er udelukkende forpligtet på Folkebevægelsens valggrundlag (klik og læs).

Folkebevægelsen opstiller det maksimale antal, nemlig 20 kandidater.

Langt de fleste har været engageret i EU-modstanden i mange år og har derfor en viden og indsigt om EU der sætter mange af de andre partiers kandidater til vægs. De er ikke alle kendte i den brede offentlighed, men mange af dem har solid erfaring fra folkelige organisationer og fra tidligere valg.

Hver medlemsorganisation i Folkebevægelsen sender to delegerede til landsmødet – så f.eks. Enhedslisten har ikke mere direkte indflydelse end Retsforbundet, Dansk Samling eller Radikalt EU-kritisk Netværk. Det er ganske vist rigtigt at mange af Folkebevægelsens menige medlemmer er venstreorienterede, men de borgerlige og midterfolkene er særdeles aktive i forskellige udvalg og grupper. I det daglige tænker man ikke altid over hvilken partibog folk har – det er privat og relativt uvedkommende, men man prøver at sikre en balance når der stemmes til forretningsudvalg og opstilles kandidater.

Kandidaterne blev valgt på landsmødet i 2008, og rækkefølgen tyder ikke på at Folkebevægelsen skulle være specielt kommunistisk infiltreret. Tværtimod er kandidaterne godt og grundigt blandet. Og det er jo ikke kun politisk farve der betyder noget – personlighed, politisk tæft, indsigt og gennemslagskraft er vigtigere.

Nederst i dette indlæg er der lidt statistik over kandidaterne, men først vil jeg præsentere de 6 borgerlige hos Folkebevægelsen:

—

Ditte Staun er nr. 2 på listen. Ved sidste EU-valg fik hun 7.514 personlige stemmer. Som øverste kvinde har hun reelle chancer for valg.

Ditte Staun er jordbunden radikal fra Nordvestjylland og fortaler for global udvikling

Hun er uddannet i statskundskab i Århus. Hun har derefter været konsulent til fremme for landdistrikterne i Landbo Limfjord og for erhvervslivet i Skiveegnens Erhvervsråd, og nu som udviklingskonsulent i Skive Kommune. Hun bor på landet i sin fødeby Bærs lidt uden for Skive.

Hun er mangeårig aktiv i Radikalt EU-kritisk Netværk. Ved kommunalvalget til efteråret er hun spidskandidat for det Radikale Venstre i Skive. Hun har arbejde som rådgiver for det britiske uafhængighedsparti UKIP i Bryssel (et parti med en relativt konservativ profil, som fik 2,7 mio. stemmer ved sidste valg og har ti mandater i EU-parlamentet). Folkebevægelsen indgår i et netværk af europæiske EU-kritikere, og Ditte Staun har også været aktiv for nej til EU-medlemskab i Malta og Slovenien. Hun ønsker at EU skal skrotte sin protektionistiske handelspolitik, der holder udviklingslandene nede i fattigdom, da frihandel med den tredje verden vil være hjælp til selvhjælp.

Ditte Staun har en jordbunden og folkelig baggrund, der er sjælden hos de Radikale i dag. Det må være derfor hun var nødt til at blive aktiv i Folkebevægelsen.

Citat fra Ditte Staun: EU er er så udemokratisk, at unionen ikke ville kunne blive optaget – i EU.

[Personlig kampagneside | Ditte Staun på Facebook]

—

Hans-Henrik Larsen -konservativ officer fra Hørsholm

Hans Henrik Larsen er den konservative officer, der passer på finanserne. Han er chefsergent og har en MBA i virksomhedsledelse (business administration). Han var medlem af Det Konservative Folkeparti indtil 2007, men meldte sig ud pga. partiets EU-linje.

Som mangeårig financial controller i forsvaret - for den internationale styrke SHIRBRIG – er han formentlig kvalificeret til at holde et skarpt øje med EU’s finanser.

SHIRBRIG er en fredsbevarende brigade  med hovedkvarter på Høvelte Kaserne i Nordsjælland. 16 lande fra hele verden sender styrker til SHIRBRIG, men kan selv beslutte om de vil deltage i den pågældende aktion, og indsats kræver FN- mandat. Desværre har man – med den danske regering i spidsen – besluttet at nedlægge styrken. På den måde vil man bilde folk ind at vi er nødt til at deltage i en EU-hær for at kunne være med til fredsbevarende indsatser – for alternativet er fjernet! (Fogh vil ofre FN-styrke til fordel for EU-hær)

[Kampagneside: mindreeu.dk | Hans Henrik Larsen på Facebook]

—

Thorkild Sohn - grundtvigsk vestjyde og liberalist

Thorkil Sohn har baggrund i det solide, grundtvigske landskab. Hans far var gårdejer og radikal borgmester i Salling. Thorkil Sohn er uddannet jurist, har i 30 år været efterskoleforstander og er nu selvstændig konsulent og revisorassistent (folk der kan regne er en mangelvare i politik).

Han er formand for Husby menighedsråd og nuværende eller tidligere aktiv i Foreningen af Frie Ungdoms- og Efterskoler, bestyrelsen for Grundtvigsk Forum, Midt- og Vestjyder mod Unionen og Nødvendigt Forum – initiativ til bevarelse af Danmarks selvstændighed.

Thorkil Sohn var medlem af Venstre indtil 1983, men har derefter været et kendt ansigt i Retsforbundet, herunder som partiets næstformand. I Retsforbundet har han været fortaler for en liberalistisk, ideologisk bevidst linje med kritik af den skadelige virkning af indkomstskat og moms. Han er desuden medlem af den kristelig-nationale forening Dansk Samling, der havde sit udgangspunkt i bekæmpelsen af nazismen, bl.a. i modstandskampen under krigen.

[Thorkil Sohn på Facebook]

—

Johanne Langdal

Johanne Langdal Kristiansen er sønderjyde og  studerer teologi i København.

Hun er medlem af Retsforbundet og aktiv i Studentermenigheden i Indre By.

Citat: Hvis atomvåben bliver en del af EU-militæret, så vil Danmark blive medejer og medansvarlig for håndteringen af masseødelæggelsesvåben såfremt vi opgiver forsvarsundtagelsen.

[Dagbog fra en dag under EU-valgkampen | Johanne på Facebook]

—

Sven Skovmand

Sven Skovmand er historiker, journalist, forfatter og veteran i EU-modstanden.

Han var medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen fra 1979 til 1984 og har været radikal folketingsmand 1968-73.

Han har skrevet bl.a. 80 bøger til undervisningsbrug, Politikens etbinds Verdenshistorie og Denmark - en foto- og oversigtsbog om Danmark for et udenlandsk publikum. Han er redaktør for forlaget Hedeskov, hvor han også udgiver avisen Samtid, der formidler samfundsnyheder for folkeskolens ældste klasser.

Sven Skovmand citerer historikeren Palle Lauring: Jeg mindes, hvad Palle Lauring sagde forud for folkeafstemningen om EU i 1972: Der står i Rom-traktaten, at EU kun optager demokratiske stater. Men hvad gør man, hvis staterne holder op med at være demokratiske?

—

Mette Langdal

Mette Langdal er folkeskolelærer og tidligere landsformand for Retsforbundet.

Hun er medlem af bestyrelsen for Nødvendigt Forum og af bestyrelsen for Rødding Højskole.

[Mette Langdal på Facebook]

—

De følgende kandidater skal også nævnes. De er ikke medlem af noget parti, men står nærmest på den politiske midte eller lidt til venstre for den, uden dog at være socialister:

—

Helge Rørtoft-Madsen

Helge Rørtoft-Madsen er forhenværende præst og gymnasielærer og kæmper mod EU’s politisering af kirkerne.

Han er for dansk folkestyre og imod EU’s sammenblanding af religion og politik (se hans debatindlæg). Gennem flere år har han gennem bøger og artikler prøvet at råbe danske folkekirkemedlemmer op og advare om EU’s kirkelige “dialog”, der bruger kirkerne som redskab til at fremme den folkelige opbakning til EU. Denne dialog er indskrevet i Lissabon-traktaten.

Her på bloggen er der en uddybende artikel om emnet, som vil overraske de fleste: Kirker læser forbøn for EU-valget – og EU-ledere holder religiøst topmøde.

Han er også aktiv i Borgerinitiativet Nej til EU-forfatningen.

Citat fra Helge Rørtoft-Madsen: EU er en moderne form for ene-vældigt topstyre, hvor de europæiske ”konger” – statscheferne – sammen med de magtfulde bureaukrater i Kommissionen træffer de afgørende beslutninger om, hvad der skal være gældende lov i EU. Og EU-domstolen bakker dem så vidt muligt op eller skaber selv lov og ret, hvis der mangler noget.  - For mig er den allervigtigste grund til at krydse ved liste N, at vi skal befri Danmark og Europa fra Unionens vanvittigt udemokratiske system, så vi en dag kan komme til at samarbejde på en anden måde om det, der er fælles og vigtigt at samarbejde om på demokratiske betingelser.

—

Ebba Bigler

Ebba Bigler er tidligere lærer, redaktør og radiovært.

Ligesom Helge Rørtoft-Madsen har hun tidligere været opstillet for Junibevægelsen, men de to har opgivet håbet om en demokratisering af EU-systemet og er gået over til den klare og troværdige EU-modstand i Folkebevægelsen.

Ebba Bigler har været aktiv i De Grønne, Minoritetspartiet og Solidarisk Alternativ. De to sidstnævnte er så vidt jeg ved nedlagt, og hun er ikke medlem af et parti. Man kan naturligvis mene om De Grønne og Minoritetspartiet hvad man vil, men de er/var erklæret ikke-socialistiske.

Citat: Jeg stiller op for at bekæmpe unionsudviklingen, og endemålet er frigørelse fra unionen. I stedet vil jeg arbejde for et forpligtende og fleksibelt samarbejde mellem selvstændige og ligeværdige stater, når der skal findes løsninger på grænseoverskridende problemer.

[Ebba Bigler på Facebook]

—

Desuden er der Povl Kristensen, som heller ikke er medlem af noget parti og har været aktiv i det overvejende midterorienterede Nødvendigt Forum. Han anbefales af bl.a. Jens Rosendal fra Dansk Samling.

—

Folkebevægelsens kandidater i tal

Demografi: De to yngste er 23, den ældste 72. Gennemsnitsalderen er 48,8 år. Der er 8 kvinder og 12  mænd. 2 er indvandrere (en kurder og en iraner) og 18 er etniske danskere.

Uddannelse: 7 akademikere, 4 med kort videregående uddannelse, 2 ufaglærte, 2 faglærte, 3 studerende, 1 med både faglært og kort videregående udd., 1 er både officer og akademiker.

Erhverv: Privat/selvstændig 4, offentlig ansat 6, organisationsansat 4, studerende 3, pensionister 2, samt Søren Søndergaard der er nuværende MEP på fuld tid.

Landsdel: Nordjylland 2, Midtjylland 5, Sydddanmark 2, Sjælland 3, Hovedstaden 8 (af de sidstnævnte er nogle eksil-jyder).

Privat partimedlemskab: Partiløse 5, ex-konservativ 1, medlem af de Radikale 2, Retsforbundet 3, SF 1, Enhedslisten 6, Kommunistisk Parti 2.

Fagligt aktive: 3 af de 20 kandidater er aktive i fagbevægelsen, heraf er en partiløs, en er i Enhedslisten, og en er kommunist. Ingen af dem tilhører således den typiske socialdemokratiske kategori, men den mere uafhængige røst i fagbevægelsen.

(I øvrigt er de borgerlige og venstrefløjen i Folkebevægelsen rørende enige om at bevare den danske aftalemodel på arbejdsmarkedet, strejkeretten og at undgå løntrykning pga. ubegrænset arbejdskraft fra lavtlønslande. Det handler nemlig om at bevare den danske samfundsmodel).

—

Internationalt samarbejde

I EU-parlamentet er Søren Søndergaard teknisk associeret med (men ikke direkte medlem af) venstrefløjsgruppen GUE/NGL. Det skyldes at gruppen giver fuld politisk handlefrihed og ingen stemmetvang. Folkebevægelsen var tidligere i gruppe med Junibevægelsen, IND/DEM, men det blev vanskeligt pga. Jens-Peter Bondes udvikling til føderalist. Det er ikke givet at Folkebevægelsen bliver i venstrefløjsgruppen efter valget – det kommer an på hvilke konstellationer der viser sig i det nye parlament. (Dansk Samling har stillet otte skarpe spørgsmål til Søren Søndergaard, bl.a. om gruppesamarbejdet).

Dansk Folkeparti deltager i UEN, og Junibevægelsen i ID-gruppen, som begge omfatter nogle ret aparte politikere. Men gruppemedlemskab betyder ikke alverden, og der er ingen perfekte grupper uden brodne kar. De værste er dog de store kristendemokratiske og socialdemokratiske grupper, som bekæmper demokrati og åbenhed med alle midler og tricks. Den grønne gruppe (med SF) er til gengæld ledet af Daniel Cohn-Bendit, gammel pro-pædofil revolutionær og ultraføderalist (læs herom på Emilie Turunens blog).

På europæisk plan samarbejder Folkebevægelsen i TEAM, The Alliance of EU-critical Movements, som har medlemmer både fra højre- og venstrefløjen. Folkebevægelsen arbejder naturligvis særlig nært sammen med de nordiske nej-bevægelser, ikke minds Nei til EU i Norge. Jeg havde fornøjelsen af at mødes med europæiske EU-kritikere i London i april og med nordmændene på deres landsmøde i Trondhjem i oktober.

Det er ikke kun i Danmark vi er trætte af EU.

Folkebevægelsen er hvad alle partier burde være – en folkelig bevægelse – og der er brug for dens arbejde i parlamentet, oplysningsarbejdet herhjemme, og en uafhængig kritisk stemme om EU.

[www.folkebevaegelsen.dk | Folkebevægelsen på Facebook]

—

Hvis du stadig tænker på at stemme DF, så læs: DF har fiflet med partiprogrammet og er nu EU-tilhængere. DF bøjer generelt sin EU-politik, fordi de drømmer om at komme i regering.

—

Interessante anti-grupper på Facebook: JuniBevægelsen og Folkebevægelsen mod EU burde ikke kunne opstille til EP” – “Folkebevægelsen mod EU, er lige til at lukke op og skide i!”

Alle meningsmålinger om EU-valget

	EU-valg 2004		A&B/Altinget 26. marts-1.april		Gallup/Berlingske 14.-15. maj		Capacent/DR 22. maj		Megafon/Pol./TV2 29. maj		Catinet/Ritzau 3. juni
	pct	mand	pct	mand	pct	mand	pct	mand	pct	mand	pct	mand
A Socdem	32,6	5	26,4	4	26,3	5	27,9	4	26,5	4	25,7	4
B Rad	6,4	1	3,9		5,0		4,4		4,5		2,9
C Kons	11,3	1	12,1	2	11,3	1	11,8	1	13,6	2	15,1	2
F SF	7,9	1	17,4	3	15,0	2	13,4	2	12,1	2	15,3	2
K Krdem	1,3
I Lib All					0,0		0,0		0,5		1,0
J Junibev	9,1	1	2,2		2,5		3,2		3,8		3,2
N Folkebev	5,2	1	4,0		6,3	1	6,3	1	5,3	1	4,8	1
O DF	6,8	1	12,0	1	12,5	1	8,6	1	10,2	1	12,7	1
V Venstre	19,4	3	22,0	3	21,3	3	24,4	4	23,5	3	19,4	3
ved ikke/blanke	1,4				20		16,8
vil stemme	47,9		83,5		80
antal adspurgte			1047								1065

• Mandater er beregnet ud fra gældende valgforbund (ved dette valg: ABF, CIV, JN).
• Meningsmålingen fra Gallup for Berlingske foretaget 14.-15. maj havde problemer med hovedregningen. Partierne fik tilsammen kun 80 pct. mens de sidste 20 pct. udgjordes af blanke og ved ikke. Målingen blev citeret i flere nyheder, som ikke opdagede den akavede måde at tælle til 100 på. I ovenstående tabel er tallene korrigeret, idet alle partiernes procenter er ganget med faktor 1,25, således at facit er 100. Avisens mandatberegning var desuden forkert.
• Ved målingen fra Capacent/DR den 22. maj var mandatberegningen næsten rigtig – flot klaret, DR. Men der var dog fejlagtigt givet to mandater til C og tre mandater til V. Venstres 24,4 procent divideret med fire giver 6,1, hvilket er mere end de konservatives 11,8 procent divideret med to. Derfor får Venstre fire mandater. D’Hondts metode er ret simpel og beskrevet i valgloven, men den læser journalisterne ikke.

Valgdeltagelsen

  I tallene ovenfor angiver 80-83,5 pct. at de vil stemme. Ifølge en måling om valgdeltagelsen fra Interresearch/Søndagsavisen den17. april ville 84,5 procent stemme, og 39 pct. havde endnu ikke besluttet sig for et parti. En måling fra Megafon/Politiken/TV2 den 8. maj sagde at 82 pct. helt sikkert eller sandsynligvis forventer at stemme.

Der er således masser af vilje, og hverken EU-toppen, politikerne eller pressen har nogen grund til at skyde skylden på vælgerne hvis interessen fordufter undervejs.

Forudsigelserne er naturligvis urealistiske. Her skal man tænke på at målingerne generelt kun omfatter de folk der har indvilliget i at gennemføre undersøgelsen. Omkring 70 pct. siger nej tak til at medvirke ved telefoniske undersøgelser, og en hel del ikke-interesserede er således allerede sorteret fra.

Når man ringer og spørger folk hvilket parti de vil stemme på, så er det meget logisk at de samtidig svarer ja til at de vil stemme. Det er imidlertid påfaldende at interessen vedvarende ligger på 80-85 pct. Nedenstående afstemning på DR’s hjemmeside fortæller omtrent det samme som meningsmålingerne:

Hentet på dr.dk/nyheder den 26. maj

83 pct. vil stemme til EU-valget, og 70 pct. vil stemme om tronfølgeloven. Det gælder i hvert fald dem dem der har fundet vej til dr.dk/nyheder, og som bekendt har en del ikke valgt parti endnu.

Hvis man troede at tronfølgeloven skulle få folk til at myldre til stemmeurnerne må man tro om. Der er trods alt flere der er interesseret i EU-valget.

Mit eget gæt

Min egen prognose er at der kun sker små forskydninger i mandaterne i forhold til 2004:

• Socialdemokratiet må aflevere et mandat til SF
• de Radikales mandat forsvinder, fordi antallet af pladser skæres ned fra 14 til 13

Dansk Folkeparti vil næppe kunne mobilisere sofavælgere nok til at komme op på de ca. 13 pct. som udløser to mandater.

Jeg gætter faktisk på at det EU-kritiske valgforbund har mulighed for at bevare to mandater, da de to bevægelser vokser i meningsmålingerne – fuldstændig som de plejer at gøre umiddelbart før et EU-valg. Det skyldes at de normalt er kraftigt undereksponeret i medierne, men først får lov at komme til orde under valgkampen, og hovedsagelig i valgkampens sidste del.

Forud for valget i 2004 blev bevægelserne rutinemæssigt udraderet i meningsmålingerne. Kun en enkelt meningsmåling forudsagde det reelle resultat (1 mandat til Junibevægelsen og 1 til Folkebevægelsen). Målingen fra Sonar blev bragt i Søndagsavisen få dage før valget, men fortiet af resten af pressen. Se en analyse af Poul Nyrups triumf ved EU-valget 2004 hos APK.

Jeg er næsten blank om valgdeltagelsen, men gætter bare på et sted mellem 47 og 56 pct. Tiltrækningskraften hos S, V, K, R, SF og Junibevægelsen er mindre end magnetisk. De eventuelt dygtige kandidater er ukendte, de kendte er dårlige, og alle famler sig frem. Messerschmidt er en undtagelse, men han har til gengæld ikke været så synlig som han burde.

Amatøragtig EU-prognose med fejl

Prognosen Predict09.eu forudsiger valget i de enkelte EU-lande og sammensætningen af grupperne i det nye parlament. Der er ikke tale om en meningsmåling, men en matematisk model som bygger på en række kriterier for vælgeradfærd i de enkelte lande.

Forudsigelsen om det samlede parlament kan sikkert godt bruges (den tyder ikke på de store udsving mellem blokkene).

For Danmarks vedkommende har man derimod begået amatøragtige fejl. Alligevel er den citeret i dansk presse.

EUpredict09 havde følgende tal i den første version, som nu er fjernet fra hjemmesiden:

A Socdem	22,0
B Rad	4,6
C Kons	8,2
F SF	12,0
J Junibev	7,1
N Folkebev	4,3
O DF	12,0
V Venstre	20,0
Enhedslisten	4,7
Kristendem	3,1

Enhedslisten og Kristendemokraterne stiller som bekendt slet ikke op. Der mangler 2 procentpoint i ovenstående tal for at få et facit på 100. Desuden havde man glemt at bruge valgforbund i mandatberegningen.

Selv om prognosen er åbenlyst vildledende, er det altid en god historie at aflive nej-bevægelserne. En dansk journalist, der ikke kan have undersøgt målingen særlig grundigt, skrev helt ukritisk:

Radikale og nej-partier kan tabe, Berlingske, 25. april

“Både det Radikale Venstre og Folkebevægelsen mod EU står til at ryge ud af Europa-Parlamentet ved valget den 7.juni. Det spår en analyse udarbejdet af politiske forskere fra London School of Economics, der har set på meningsmålinger i alle medlemslande og lavet et skøn over det kommende valgs resultat. …”

Jeg har gjort opmærksom på fejlene. Der er kommet en opdateret version fra Predict09.eu:

Facit bliver denne gang kun 96,8 pct. så der ligger 3,2 pct. og flagrer et sted. Også i den nye måling er mandatberegningen forkert, fordi man har ikke taget hensyn til valgforbund. Ovenstående prognose vil give følgende mandater:

Socdem	4
Venstre	3
SF	2
DF	1
Junibev	2
Kons	1

Et mandat er ganske tæt på at blive flyttet fra Soc.dem. over til Venstre, og Junibevægelsens andet mandat er tæt på at gå til Folkebevægelsen.

Professor Simon Hix skriver til mig den 21. maj: “We’ve just produced a new update of the predictions, which as you will see, includes many of the corrections you mention for the case of Denmark.”

Hans ord kan tolkes sådan at man har fodret hele prognosen med nye oplysninger. Men tallene er nøjagtig de samme for de fleste partier, der i øvrigt ender mistænkeligt på et rundt tal komma nul. Liberal Alliance er kommet på bane med vanvittigt usandsynlige 3,3 procent. Junibevægelsen er pludselig justeret op til 10 pct. Gad vide hvilke obskure oplysninger det hele bygger på?

Det ligner ikke en matematisk model, men gætteri. Modellen er udarbejdet af forskere ved statskundskab, et fag der rettelig burde hedde statskundsnak. Her må det vække rædsel at flere og flere af vore folkevalgte også er uddannet i statskundskab (f.eks. Dan Jørgensen). De har ofte hverken begreb om tal eller politik.

Junibevægelsen får 10 pct. i målingen. Den har brug for at gøre opmærksom på sin eksistens, og den bør forsøge at få presse på sagen. Traditionelt synes pressen dog kun at bevægelsernes død er gode nyheder. Så det er vel tvivlsomt om nogen avis vil skrive om den reviderede prognose.

I første version fik Enhedslisten og Folkebevægelsen tilsammen 9 pct. I den nye version er Enhedslisten fjernet, hvilket er korrekt, men Folkebevægelsen angives nu med kun 4,7 pct.

Centraliseret PR for unionen

Selv om projektet har det internet-smarte navn Predict09.eu skal der faktisk www foran adressen. Også det er en smule amatøragtigt.

Det er udarbejdet af forskere fra London School of Economics m.fl.,  forsynet med forord af EU-parlamentets formand Hans Gert Pöttering og sponsoreret af Burson-Marsteller, et af verdens største PR-bureauer, aktivt i 83 lande og eksperter i blandt andet krisestyring.

Det er Burson-Marsteller man ringer til hvis en supertanker knækker over (Exxon Valdez), hvis en kemisk fabrik springer i luften (Bhopal), atomkraftværk bløpper udslip ud (Tremileøen), eller da det private sikkerhedsfirma Blackwater kom til at dræbe 17 civile i Irak. Så kommer PR-folkene og redder stumperne af det ødelagte image. EU-parlamentet er måske bange for at den lave interesse for valget ender med en sådan nedsmeltning eller katastrofe.

Lobby-PR i dobbeltrolle

Burson-Marstellers kontor i Bryssel laver lobbyarbejde for sig selv og for virksomheder samt PR-kampagner for EU. Det må siges at være noget af en dobbeltrolle. Burson-Marsteller har udsendt en pressemeddelelse om prognosen under overskriften Nyt Europa-Parlament åbner nye muligheder for danske virksomheder. Her afslører de altså at hensigten med meningsmålingen er at fremme deres foretagende – få flere kunder i butikken, som skal købe PR-og lobbytjenester fra Burson-Marsteller.

Tidligere nyt om foretagendet i dansk presse:

Pr-rådgiver i flere dobbeltroller - Stort trekantsforhold. Forbrugerrådet kørte sag mod kosmetikfirmaerne L’Oréal og Natusan, mens alle parterne var kunde hos Burson-Marsteller.

Hård kritik af Burson Marsteller - Har overtrådt brancheforeningens etiske regler på tre punkter.

PR-bureau snigløber Forbrugerrådet - Heftig kritik af Burson-Marstellers dobbeltrolle som først rådgiver og siden kritiker af Forbrugerrådet i vaskepulversag. “Skideballe om dårlig etik”.

Ud over Burson-Marstellers sponsorat, så har EU hyret det tyske reklamebureau Scholz & Friends til at føre en kampagne  der skal få flere til at stemme. Den koster 210 mio. kroner (ifølge Notat) eller 135 mio. kroner (ifølge Euractiv.com). Der er opsat videokabiner (Choice Boxes) rundt omkring, blandt andet på Kongens Nytorv, hvor borgerne kan sende en fortvivlet besked til Bryssel. Måske skal de hellere opsøge en af de listige biografer på Istedgade.

Kampagnen producerer indslag på MySpace, Facebook, Flickr og EUtube. Der bruges plakater som spiller på nationale politiske emner, således grænser og indvandring i Sydeuropa, men computere og sutteflasker i de skandinaviske lande. Ifølge PR-bureaets direktør Lutz Meyer har Europa-Parlamentet et stærkt brand, der genkendes af 85 % af befolkningen, mod f.eks. Armani, der kun genkendes af 67 %. Ville folketinget eller dronningen nogensinde nedlade sig selv til at være et varemærke? Nej. Selv om småkageeksporten til Japan ofte bruges som argument for monarkiet.

En ting er sikker – lobbyisterne og reklamebranchen vinder hvert valg!

[Tak til forskerne Hix, Marsh, Vivyan og Burson-Marsteller.]

Fiksfakseriet om tronfølgeloven og dets vej gennem folketinget

[Facebook-gruppe mod ny tronfølgelov
- klik her: groups.to/fiksfakseri]

Grundloven bliver ikke ændret, hvis den ny tronfølgelov vedtages. Grundlovens § 2 vil fortsat lyde: 

Kongemagten nedarves til mænd og kvinder efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953 fastsatte regler.     

Ved siden af denne regel har man af politiske grunde valgt at indføre en ny tronfølgelov af 2009 – som strengt taget er ugyldig, hvis man skal holde sig til grundlovens tekst. Grundloven har nemlig forrang frem for alle andre love. Der er ingen fortilfælde for denne mærkelige juridiske løsning.

For at ændre tronfølgen må man foretage en almindelig grundlovsændring af grundlovens § 2. Det var alle enige om indtil ca. 2006. Men så fandt Anders Fogh den “geniale” løsning at ændre grundloven uden at ændre i grundloven…

Regeringen pressede derefter den nye tronfølgelov igennem folketinget, selv om oppositionen har kaldt det for et “unødvendigt fiksfakseri”.

Der er tradition for bred enighed ved grundlovsændringer, men ikke i dette tilfælde. Oppositionen var sur over regeringens fremgangsmåde. De ville gerne have skrevet ind i grundloven at Danmark er et folkestyre og et retssamfund. Regeringen ville derimod helst undgå at lave noget om.

Når et folketingsudvalg tænker over en lov, skriver man en betænkning. Betænkninger om grundlovsændringer plejer naturligvis at være meget grundige. Men betænkningerne om tronfølgeloven er papirstynde.

Udvalget behandlede i 2006 forslaget på blot fire møder. Man har slet ikke diskuteret de mange ligestillingsmæssige og praktiske aspekter. Man har dog været kritisk mod det juridiske format.

Udvalget stillede elleve spørgsmål til statsministeren, som naturligvis fik sine embedsmænds opbakning til at støtte det juridiske fiksfakseri. Eksperten Sten Frimodt Nielsen fra Statsministeriet sagde i 2003 at man ikke kunne ændre tronfølgen uden at ændre grundlovens § 2. Tre år senere havde statsministeren fået sine embedsmænd til at ændre mening. Steen Frimodt Nielsen er i øvrigt væk fra statsministeriet, da han har fået nyt job i som dommer i EU-domstolen.

Spørgsmål og svar fra statsministeren til udvalget i 2006

Udvalgsbetænkning fra 2006

Oppositionspartierne fremsatte et alternativt forslag om en mindre grundlovsændring, hvor de bemærkede følgende:

Den af regeringen valgte fremgangsmåde kan formelt og juridisk ikke kaldes grundlovsstridig, da ændringen af tronfølgeloven sker efter reglerne om grundlovsændring i grundlovens § 88, men fremgangsmåden er et unødvendigt fiksfakseri, der alene har det formål at få ændringen af tronfølgeloven til at se ud, som om man ikke ændrer grundloven, selv om det er det, man gør. Ofrene for denne fremgangsmåde er kommende generationer af grundlovslæsere, der nu skal lære, at grundlovens ord om tronfølgen er i strid med retstilstanden.

(Betænkning om oppositionens grundlovsforslag fra 2006 - fylder kun ca. én A4-side).

Hvor mange grundlove har vi?

Regeringen hævder at man følger proceduren i grundlovens § 88:

Vedtager folketinget et forslag til en ny grundlovsbestemmelse, og regeringen vil fremme sagen, udskrives nyvalg til folketinget. Vedtages forslaget i uændret skikkelse af det efter valget følgende folketing, bliver det inden et halvt år efter den endelige vedtagelse at forelægge folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse ved direkte afstemning. De nærmere regler for denne afstemning fastsættes ved lov. Har et flertal af de i afstemningen deltagende og mindst 40 pct. af samtlige stemmeberettigede afgivet deres stemme for folketingets beslutning, og stadfæstes denne af kongen, er den grundlov.

Spørgsmålet er hvad begrebet “en ny grundlovsbestemmelse” dækker over. I sidste sætning står der ikke “Grundloven” eller “en grundlov”, men bare “grundlov”. Hidtil har man opfattet § 88 sådan, at den handler om at ændre Grundloven – at indsætte en ny eller ændret bestemmelse i denne lov, som kun findes i én gældende udgave. Det har ikke været på tale at vi skulle have flere ligestillede grundlove.

I USA ændrer man som regel forfatningen ved at vedtage et amendment, et tillæg til den oprindelige forfatning. Det gør vi ikke i Danmark.

Regeringens argumentation går imidlertid ud på at der findes flere love med “grundlovsrang”. I så fald har vi altså ikke blot én, men mindst to grundlove, der kan ændres uafhængigt af hinanden, hvilket vil overraske de fleste:

1. Danmarks Riges Grundlov
2. Tronfølgeloven

Hertil kommer måske de få gældende paragraffer i Kongeloven af 1665, internationale traktater m.v. – er de også grundlove?

Spørgsmålet om Danmark kan have “flere grundlove” har naturligvis været berørt i diskussionen om EU-forfatningen (som endte med at blive en “reformtraktat”). Men også i forbindelse med tanker om en færøsk grundlov. Det forrige landsstyre på Færøerne nedsatte en kommission, som leverede et forslag til en færøsk grundlov i 2004. Færøernes nuværende lagmand Kaj Leo Johannesen sagde dengang: “Jeg vil ikke have en grundlov. Vi har en grundlov, og det må være nok. Man kan heller ikke have flere grundlove”.

Han udtrykte dermed den generelle holdning til Grundloven, sådan som man normalt opfatter den i Danmark.

Hvis tronfølgeloven vedtages, vil dette princip blive historie, og der er åbnet for at man kan vedtage et ubegrænset antal ekstra fiksfakseri-love ved siden af den “gamle” Grundlov. Det vil kunne udnyttes på mange måder politisk.

F.eks. vil man kunne udforme en fremtidig bestemmelse om endegyldig suverænitetsafgivelse til en føderal Europæisk Union som en tillægslov, vedtaget efter folkeafstemningsproceduren i § 88. I denne tillægslov kan man så modificere og udhule den danske suverænitet i selve Grundloven. Man vil kunne sige til vælgerne at selve Grundlovens tekst ikke ændres, så de nemmere kan sluge den bitre pille.

I tilfælde af indre uro, krig eller besættelse vil magthavere måske ønske at udhule frihedsrettighederne i Grundloven. I så fald kan man vedtage en tillægslov, vedtaget efter folkeafstemningsproceduren i § 88. Regeringen kan hævde at det er en midlertidig lov, som derfor udformes som et tillæg til forfatningen. Det vil nemmere få befolkningen til at acceptere den.

Disse scenarier kan vi undgå hvis vi holder fast i at vi kun har én gældende Grundlov. Hvis tronfølgeloven skal ændres må det ske via en ændring af Grundlovens § 2.

Folketingets forretningsorden blev brudt

Det er en sandhed med modifikationer, at lovforslaget har fulgt reglerne for grundlovsændringer. Ifølge folketingets forretningsorden, § 16, skal grundlovsforslag udformes på en ganske bestemt måde:

Lovforslag, der indeholder forandringer i eller tillæg til grundloven (grl. § 88), skal i deres titel være betegnet som grundlovsforslag. Er de ikke betegnet således, afvises de af formanden.

Tronfølgelovforslaget opfylder ikke denne bestemmelse. Det er udformet som ethvert andet almindeligt lovforslag. Den fulde titel er:

Forslag til Lov om ændring af tronfølgeloven

Hvis man skal følge argumentationen om at der er tale om et grundlovsforslag, der kan få retsvirkning som grundlov, så skulle titlen naturligvis have været: “Grundlovsforslag til Lov om ændring af tronfølgeloven”.

Idéen med forretningsordenens § 16 er at man ikke skal kunne snige en grundlovsbestemmelse ind i et almindeligt lovforslag. Grundlovsforslag skal behandles med særlig omhu.

Det er måske en detalje, men det viser hvor lemfældigt folketinget har behandlet denne sag. De har ladet sig trække rundt af statsministeriets embedsmænd på en måde, som aldrig ville kunne finde sted under forfatningskampene i 1800-tallet. Folketingets præsidium har sovet i timen. Enighed gør stærk, siger man, men den kan også gøre søvnig.

Forretningsordenens § 16, stk. 3, siger endvidere:

Lovforslag eller ændringsforslag, der strider mod grundloven, skal afvises. Mener formanden efter forhandling med Udvalget for Forretningsordenen, at en sådan modstrid foreligger, indstiller formanden til Tinget, at forslaget afvises. Der finder ingen forhandling sted om en sådan afvisning.

Grundloven fastsætter at Tronfølgeloven af 1953 er Danmarks tronfølgelov, og derved strider det nye forslag mod Grundloven. Jeg kan ikke se hvordan man kan komme uden om dette.

Bemærk også at folketingets forretningsorden taler om “grundloven”, ikke grundlovene. Der er kun én Grundlov.

Lyntur gennem folketinget

Grundlovsforslag skal igennem to folketingsbehandlinger, en på hver side af et valg, og anden tur gennem folketinget skete i 2008-09.

Den nye tronfølgelov igen ekspederet gennem udvalget, og den nye betænkning var et ark papir uden egentligt indhold. Forhandling havde ikke fundet sted.

Frank Aaen fra Enhedslisten, der er imod monarkiet, stillede dog en række spørgsmål. Desværre virker det som om han mest bare ville irritere regeringen. Han gik ikke ret meget ind på det juridisk uholdbare. (Enhedslistens 9 spørgsmål og svar fra statsministeren)

Der var kritik fra mange sider, både S, SF, DF, de Radikale og Enhedslisten, men oppositionen endte dog alligevel med at støtte fiksfakseriet, da de ikke turde at stemme “imod ligestilling”.

Ved 1. vedtagelse den 2. juni 2006 stemte alle partier i folketinget for; kun Simon Emil Ammitzbøll undlod at stemme.

Ved 2. vedtagelse den 24. februar 2009 stemte alle for, undtagen Enhedslisten, der undlod at stemme.

Ungdomsorganisationer er imod

Konservativ Ungdom fører dog kampagne mod den ny Tronfølgelov nu. Radikal Ungdom har også udtalt sig kritisk.

Der kræves at mindst 40 procent af alle stemmeberettigede skal stemme ja (sofavælgerne tæller i praksis som nej). Derfor kan blot 10-20 pct. nejstemmer forhindre forslaget, alt afhængig af valgdeltagelsen.

Baggrundsartikel: Derfor nej til ny tronfølgelov - 10 juridiske, praktiske og politiske grunde til nej.

Wikipedia

Artiklen Folkeafstemningen om tronfølgeloven giver en grundig dækning af emnet inkl. historisk baggrund, regler i andre monarkier og forskellige citater fra pressen og folketingsbehandlingen. Artiklen er stort set er skrevet af undertegnede, men tilstræbt neutral.

Palæstinenser-loven fra 1992 som komisk opera

Villy Søvndal sagde engang til de ekstreme islamister i Hizb-ut-Tahrir: “Gå ad helvede til!”

Det må have været spil for galleriet, for SF er nu tilbage i den traditionelle rolle igen:

S og SF vil genåbne irakeres asylsager (Politiken)

S og SF mener altså at man skal være åben over for pression. Enhver flok mennesker skal kunne få asyl hvis de besætter en dansk kirke.

Ved at genåbne asylsagerne siger man at der er begået fejl. S og SF har naturligvis ikke sat sig ind i de enkelte sager. Så hvordan kan de hævde at beslutningerne skal omgøres? En genoptagelse er en helt urimelig særbehandling, der i øvrigt vil belaste asylsystemet yderligere, så ventetiden forlænges for alle andre asylsøgere.

Hvad med de mange dårligt behandlede mennesker (blandt andet danskere) der ikke besætter en kirke, fordi de ikke er frække nok eller stærke nok? De får ikke megen opmærksomhed, de får ikke særlige tilbud fra politikerne, besøg af Arne Melchior eller støttegrupper på facebook med 4700 deltagere.

Nu vil man måske protestere mod min umage sammenligning af Hizb-ut-Tahrir og udviste irakere. Jeg er godt klar over at det ikke er det samme. Hizb-ut-Tahrir har nok væmmelige holdninger der undergraver Danmark, men de er indtil videre en lovlig organisation. Irakerne er derimod retligt udvist, og flere af dem har begået meget alvorlig kriminalitet.

Det er ret vanvittigt at SF vil sende de lovlige ad helvede til, men beholde de ulovlige.

Villy forvekslede form og indhold

Villy Søvndals forsøg på populisme bygger på en forkert analyse af DF’s succes.

Mange på venstrefløjen betragter DF som en sammensværgelse af folk uden egentlig politisk mission. Racisterne i DF har blot valgt nogle syndebukke for at få magt og opmærksomhed, lyder analysen. Nogle gange beskylder man endda DF’erne for at gøre det hele for personlig vindings skyld – som om politisk arbejde er noget man spinder guld på.

Villy Søvndal troede derfor han var genial, når han forsøgte at kopiere mønsteret. Han udvalgte nøje nogle syndebukke, som alle var enige om at hade, og stemmerne væltede ind. Indtil videre dog kun i meningsmålinger.

Men Villy, det er ikke nok at sige tingene. Det er faktisk vigtigere at mene dem. Dansk Folkeparti har en hæderlig indsats bag sig i deres arbejde for at stramme udlændingelovgivningen, bekæmpe kriminalitet med konsekvens og holde sammen på det danske samfund. Indholdet har gjort DF til en succes. Ikke den hårde retorik. Og så hård er den vel heller ikke altid, selv om der er fløjet et par snotklatter.

Villy har sans for genbrug, og han har for nylig sagt det samme om hærværksmændene ved graffitifesten i det indre København: autonome tosser, hjernedøde, bøller, gå ad helvede til. Dog hævdede han også at de ikke havde “noget som helst med venstrefløjen at gøre”.

Demagogisk designerpolitik

Villy Søvndal som barsk vicestatsminister og hans partifælle Anne Baastrup som blid justitsminister?

Det ville måske være et godt, demagogisk parløb. Men det ville være et mareridt for samfundet.

Villy ville piske en stemning op som i de værste folkedomstole, men justitsministeren ville ikke følge det op med nogen form for konsekvens. Vejen ville dermed være banet for konflikter og opløsning på to fronter.

SF har ikke nogen ideologisk baggrund for konsekvent retspolitik, og derfor kan de ikke pludselig opfinde den.

Reaktionen på kirkebesættelsen viser at SF heller aldrig vil få en konsekvent udlændingepolitik.

Jeg er lidt mere overrasket over at Socialdemokratiet bakker op. Henrik Dam Kristensen pakker det lidt ind:

” … selve asylafslaget [står] ikke til diskussion. Men hvis enkelte personers forhold har ændret sig væsentligt siden afslaget, så skal de have mulighed for at søge humanitær opholdstilladelse.”

Socialdemokratiet har åbenbart ikke mod på at overtage regeringsmagten i øjeblikket. De har fejlbedømt folkestemningen, og de vil blive straffet i næste meningsmåling, stol på det.

Palæstinenserloven genopfrisket

Efter 321 palæstinenseres kirkebesættelse i 1992 gennemførte socialdemokraterne, SF og de radikale en særlov, der gav asyl til samtlige aktivister med et pennestrøg.

Jeg går ind for politisk samtidskunst.

Jeg mener absolut palæstinenserloven egner sig til en opera i fem akter.

Den bør opføres i en af de selvsamme kirker der har lagt hus til kirkeasylet:

1. akt. De glade gæster ankommer: Palæstinenserne var rejst hertil fra Libanon i løbet af 1990-1991, hvor de søgte asyl på en påstand om at de var forfulgte i Libanon.

… 2. scene. Problemer opstår: Tidligere havde palæstinensere fra Libanon fået automatisk asyl uden nærmere vurdering. En mindre stramning af sagspraksis under KVR-regeringen i 1989 bevirkede at sagerne nu blev vurderet enkeltvis. 321 palæstinensere fik afslag, da de ikke var forfulgte.

2.akt. Oprør og pression: En gruppe på 50 til100 palæstinensere besatte 7. september 1991 Enghave Kirke og kort efter Blågårds Kirke, hvor sognepræst Lisbeth Søe inviterede dem indenfor. Besættelsen af Blågårds Kirke varede i over fem måneder.

3. akt. Hele menageriet i folkedans: 600 danske præster skrev under på en støtteskrivelse, BZ’ere besatte Udlændingedirektoratet og Justitsministeriet, Savage Rose, Kim Larsen, Anne Marie Helger og Lone Hertz støttede palæstinenserne, og Landsforeningen af Danske Flygtningevenner blev oprettet for at fremme sagen.

4. akt. Jackpot: Den 3. marts 1992 vedtog Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og SF uden om KV-regeringen en særlov, der ophævede udlændingemyndighedernes afgørelse og gav kollektiv opholdstilladelse til alle palæstinensere der havde opholdt sig i Danmark i mere end 12 måneder.

5. akt. Fest: Umiddelbart efter vedtagelsen tog over halvdelen af palæstinenserne tilbage til Libanon for at fejre at de havde fået opholdstilladelse i Danmark.

… 2. scene. Afsløring: Ugen efter kom det yderligere frem at 312 af de 321 palæstinensere havde rejst frem og tilbage mellem Danmark/Libanon/Syrien i løbet af 1990-1991, mens de havde søgt asyl i Danmark.

Efterspil – “tretten år senere”: I 2005 viste en undersøgelse:

• at omkring 42% (135) af palæstinenserne i de efterfølgende år har været involveret i og dømt for kriminalitet.
• at 74% (238) var på passiv forsørgelse.
• gruppen på de 321 palæstinensere havde 110 børn, hvoraf 56% (62) havde været involveret i kriminalitet.

Tæppefald. De medvirkende 321 palæstinensere, 110 efterkommere, 600 præster, politikere, rockmusikere, kunstnere, BZ’ere, flygtningevenner bukker dybt og modtager stormende bifald. De få VK-politikere og grå embedsmænd holder sig diskret i baggrunden. Dengang var DF ikke opfundet, og Glistrup er død, så der er ingen skurke i forestillingen. Det var dengang Danmark var anstændigt og kunne være sig selv bekendt.

Derefter reception arrangeret af Center for Menneskerettigheder, men betalt af staten, halal-pindemadder og fed fest med multikulturel hiphop, mavedans og kristen rock.

(Kilde: min tekst bygger stort set ordret på artiklen om Palæstinenserloven, Wikipedia).

Borgerligt Centrum udelukker EU-skeptikere

Jeg støtter ikke Borgerligt Centrum, men jeg synes da bestemt de er et frisk pust – sammenlignet med de Radikale. Nu har Simon Emil desuden fået vedtaget adoption for registrerede partnere; muligvis første gang i 100 år at en løsgænger i folketinget har fremlagt et forslag som vedtages. Det fortjener en vis respekt.

Derfor er det fælt skuffende at Borgerligt Centrum på et punkt er langt mindre tolerante end det radikale ophav.

Borgerligt Centrum kæmper på sin hjemmeside mod Big Mother-samfundet  - Anmeld en tåbelig regel.

Jeg har anmeldt § 3, stk. 2 i partiets egne vedtægter som siger:

“Personer, der er medlem af andre partier, lister eller bevægelser, der stiller op til folkevalgte forsamlinger, kan ikke blive eller være medlem af Borgerligt Centrum.”

Jeg kan ikke læse dette som andet end en klar udelukkelse af folk som har valgt at engagere sig i Junibevægelsen og Folkebevægelsen. Så vidt jeg ved har intet andet parti skrevet en så skrap regel ind i vedtægterne.

I Danmark er der tradition for et vist frisind på dette meget vigtige punkt. Man plejer at kunne være med i en af “bevægelserne” som supplement til et parti. Det er naturligvis ikke ensbetydende med at man ikke bliver undertrykt, som f.eks. Radikalt EU-kritisk netværk er et eksempel på. Radikale EU-kritikere får ikke lov til at opstille til folketinget på en valgbar plads, men de får dog lov til at være medlemmer af partiet.

Borgerlige EU-kritikere (som er vokset fra det EU-skeptiske KU) har i dag kun den mulighed at støtte Dansk Folkeparti. Jeg kunne godt tænke mig at DF og BC kan samarbejde på mange punkter og få noget godt ud af det, men det kræver bl.a. at BC anerkender plads til forskellige visioner om EU. Der er ikke brug for endnu et føderalistisk parti som knægter den folkelige EU-skepsis.

Borgerligt Centrum har i øvrigt som det første parti fundet ud af at systematisere indsamling af underskrifter. Mest muligt indtastes på nettet, hvorfra man kan printe en færdig blanket ud med egne data, fiks og færdig med adresse på den pågældende kommunes folkeregister. Det er dygtig logistik som sparer besvær og porto for partiet. Men de skal nok have flere politiske visioner hvis projektet skal lykkes. Foreløbig virker det bare som en opdatering af det Radikale Venstre i realistisk retning. Det er fornuftigt nok, men ikke nok til at bygge et parti på, med mindre de Radikale skulle komme under spærregrænsen, så BC kan overtage deres plads. Og BC vil afskaffe 24-årsreglen – hvad er alternativet?

Prognose for de næste seks år

Diskussionsoplæg i krystalkuglens tegn. Nørder er velkomne til at tage del i snakken.

Den nuværende valgperiode løber til november 2011. Jeg gætter på at et eventuelt valg falder i 2010. Måske samtidig med en euro-afstemning.   

Hvordan det går med euroen er svært at sige, men lad os forestille os et S-SF-R-flertal ved valget. Den borgerlige regering er kørt træt, har mistet sit ideologiske blod og har haft for mange dårlige sager. Ligesom Obama blev valgt på grund af Bush, så vil Helle og Villy blive valgt på grund af Fogh. Tiden er for stemninger, og stemningen er Hope for change, Yes we can og Our moment is now.

Der kommer altså en S-SF-R-regering, muligvis kun med to af partierne og det tredje som støtteparti, men det er underordnet.

På den borgerlige side står V og K til tilbagegang, mens DF fortsat går svagt frem. Småpartierne Ø, Liberal Alliance og Borgerligt Centrum bliver udrenset.

Så meget siger meningsmålingerne. Men hvad sker der med partiernes roller, deres “adfærdsdynamik”? Jeg ser følgende scenario:

1. Magtskifte til venstrefløjen, som tegnes af Villy og Helle med de radikale som en lille påhængsvogn.
2. Færre partier, mindre grumset folketing.
3. Styrkemæssigt: V og K svækkes, oppositionen tegnes i højere grad af DF.
4. Ideologisk: Venstre dropper igen den socialliberale linje og vender tilbage til rødderne, rollen som borgerligt velfærdsparti overlades til DF.
5. Radikale svækkes i styrke og bindes politisk til venstrefløjen, midten af dansk politik tegnes i højere grad af DF.
6. En folkeafstemning vil varme debatten om euro og EU-forbehold op, og DF kan profitere på det – som eneste EU-skeptiske parti bortset fra Ø.

Venstre vil tegne den økonomisk borgerlige del af oppositionen – den stemme der altid siger “penge fosser ud af statskassen” og alt hvad vælgerne allerede har hørt før. I en tid med stagnerende økonomi vil dette traditionelle borgerlige budskab ikke være populært. Dog vil den fremvoksende generation også gøre Venstre mere værdiliberalt, hvilket imidlertid ikke er en fordel, da nogle vælgere så skifter til DF.

Venstre går ind i en krise og et rivegilde om formandskabet. Det er vel efterhånden klart for de fleste at Lars Løkke aldrig bliver formand, men man forsømmer i øjeblikket at finde en ny kronprins. Dermed udskyder man den uundgåelige konflikt, til skade for partiet fremover.

Til gengæld vil de små liberale afsplitningspartier blive overflødige, fordi Venstre vender tilbage til sine “liberale” rødder. Liberal Alliance og Borgerligt Centrum lider en hurtig død, hvis de ikke allerede har gjort det før valget, og de få hundrede medlemmer kan finde sig til rette i Venstre.

De konservatives rolle er svær at spå om, men i det mindste har partiet en ny leder der kan holde i mange år. De konservative vil nok prøve at lancere sig som et borgerligt midter-oppositionsparti, men næppe med meget held. Med mindre de kan føre sig frem på f.eks. bolig- og bilejernes privilegier, som et nyt CD. Det vil de kunne gøre, når venstrefløjsregeringen indfører roadpricing, bompenge osv., som vil oprøre det traditionelle FDM-segment. Men muligvis laver man et bredt forlig også med Venstre, og hvis de konservative som eneste parti står udenfor et forlig om “grøn trafik”, vil partiet fremstå som miljøfjendsk, altså mister man vælgere til gengæld for dem man får.

DF vil derimod tegne en mere social variant, som er langt mere spiselig for midtervælgerne. DF spiller allerede i dag rollen som vagthund for indvandrings- og værdipolitikken, og den rolle vil de naturligvis bevare. DF kommer altså i en nøglerolle i oppositionen – den bedst tænkelige position for et oppositionsparti. DF vil sandsynligvis også samarbejde med S-SF-R-regeringen på de punkter hvor det kan lade sig gøre. DF vil dermed kunne præsentere sig som et både kritisk og konstruktivt parti.

Er der faktorer som alligevel kan svække DF? Ja, hvis Pia K. går af, og der kommer et formandsopgør. Men jeg tvivler på voldsomheden. Et formandsvalg kunne godt gå hen og blive så stille og roligt at de blodtørstige journalister bliver skuffede. Der er ikke fløje og personfnidder i DF ligesom i Socialdemokratiet.

DF vil i stigende grad blive moderat og accepteret. Før eller siden vil vi se indvandrere som DF-politikere. En anden faktor som kunne svække DF, er derfor hvis der opstår et nationalkonservativt-liberalt parti ude på højrefløjen (i stil med Fremskridtspartiet) eller et tværpolitisk, hardcore anti-indvandringsparti (i stil med SIAD). Sådan et parti vil dog have svært ved at gøre sig gældende.  Som oppositionsparti vil DF ikke stå med ansvaret for en for “blød” indvandringspolitik, og dermed er der ikke basis for et oprør mod DF fra højre. Der er heller ikke megen basis for et nyt protestparti, da islam- og indvandringskritik i stigende grad spiller en rolle i alle partier, bortset fra Ø og R, hvor debatten også vil bryde ud før eller siden. Og endelig ville et sådan nyt anti-indvandringsparti overtage rollen som “rabiat” fra DF, hvorved DF bliver endnu mere spiseligt for de moderate vælgere, og pressens kritiske fokus på DF vil formindskes. Altså lige så meget fordel som ulempe for DF.

De radikales rolle som midterparti vil for alvor være slut, når de dels går tilbage til 3-4 %, og dels knytter sig fast i en venstrefløjsregering.

Det kildne politiske område bliver fortsat det som jeg blandt venner kalder “emnet”. Områder som indvandring, lov og orden, integration vil hurtigt blive et stort problem for S-SF-R-regeringen. Af to grunde:

• Dels fordi partierne slet ikke er enige. De radikale holder fast i en verdensfjern halalhippie-politik, men en mindre del af partiet vil blive skeptisk mod muslimer, og der vil derfor opstå nye splittelser i de radikale. Også internt i S og SF vil der komme store uenigheder om hvilken “hård/blød” kurs man skal føre.

• Dels fordi partierne ikke har gode bud på løsninger. Se blot på integrationspolitikken i de socialdemokratisk styrede kommuner København og Århus.

Etnisk uro, faldende integration og mere kriminalitet altså vil blive et stigende problem og altomfattende emne i medierne og i hverdagen, og regeringen vil være splittet og rådvild. Jeg siger ikke at vi får borgerkrig, men mindre kan jo være slemt nok.

DF – i sin politisk styrkede position som oppositions- og midterparti – vil derfor storme frem ved det næstfølgende folketingsvalg, som kommer senest i 2015, men sandsynligvis længe før, idet S-SF-R-regeringen ikke vil kunne holde sammen så længe.

Ligesom den nuværende regering i nogen grad har fået kritik for møg som er lavet under den forrige regering, så vil en kommende rød regering få kritik for dårlig service, skoler, politi osv. som er en følge af VKO’s strukturreform.

Sundhedspolitikken er for alle partiers vedkommende præget af total mangel på visioner; kostbare mega-sygehuse synes at være det eneste bud på en løsning, så en rød regering vil ikke ændre sundhedspolitikkens dødskurs. Dårlig sundhed er altid regeringens skyld, det mener pressen og vælgerne i hvert fald, og det vil de også mene efter et regeringsskifte.

Sammenfatning

Vi får en S-SF-R-regering ved næste valg, som holder i 2-3 år, men derefter stormer DF frem og kommer i en nøglerolle. Om der så kommer en V-K-DF-regering eller en DF-S-regering, det må tiden vise.

Velkommen til Borgerligt Centrum, men…

På dette billede har Simon Emil endnu ingen bag sig, bortset fra himlen, havet og vindmøllerne.

Så er Danmark blevet beriget med endnu et nyt parti.

Først og fremmest er det morsomt at se pressens reaktion i kontrast til lanceringen af Ny Alliance i maj 2007. Dengang var pressen grebet af ekstase.

Men i går skrev de for eksempel:

Mogensen: Ammitzbølls chancer er meget ringe – Simon Emil Ammitzbølls måske kommende parti får en hård medfart af Politikens Peter Mogensen.

Det hænger naturligvis sammen med at Simon Emil Ammitzbøll slet ikke har nogen stjernestatus, modsat Naser Khader. Pressen elsker sine stjerner. Khaders farvel i går fik en højere prioritering i nyhederne end det nye parti.

Der er også en anden stor forskel på Ny Alliance og Borgerligt Centrum. Alliancen opstod som en tom skal med lækkert ydre, men uden indhold. Det varede tre måneder før Alliancen formulerede partiprogram og vedtægter.  Da vedtægterne endelig kom, ophøjede de stifterne til partiejere: partiets formål var at konsolidere sig efter “stifternes grundholdninger“.  Det tog Alliancen et år at afholde det stiftende landsmøde. Indtil da eksisterede der ingen forening, og “medlemmerne” var ikke medlemmer.

Til sammenligning har Borgerligt Centrum gennemarbejdede vedtægter, første landsmøde er planlagt til november, og programmet er på plads.

Tonen er saglig og går ikke ud på at bashe DF mest muligt. Der er en tilbagevenden til ideologi og holdninger, som passer fint med formandens 1950′er-agtige fremtræden. Det vil jeg byde velkommen, selv om jeg ikke tror man kan appellere til vælgerne uden noget populisme.

Men hvad med politikken?

Et frisindet, progressivt borgerligt parti lyder umiddelbart tiltrækkende. Når man trækker humanismen ind som politisk grundlag bliver jeg skeptisk. Humanismen trives bedst i privatlivet. Som politisk begreb bliver den ofte til det rene vrøvl.

Simon Emil har dog ikke for vane at bruge sin egen humanisme til at slå andre i hovedet – ved at udnævne modstanderne til ikke-humane. Så indtil videre er hans humanisme af godartet karakter.

Det nye parti er lige så EU-liderligt som V, K, S, R og SF, og det bryder jeg mig naturligvis ikke om.

Tvetydig indvandringspolitik

Partiet vil indskrænke nye indvandreres rettigheder. Det er smukt at tidligere radikale kan komme til fornuft, men der er intet nyt i denne holdning. Det er efterhånden hvad alle fornuftige vælgere og politikere mener. Ikke fordi det er en smuk løsning, da den kan ramme mennesker med særlige behov, men det er nu engang nødvendigt for at bremse tilstrømningen.

Til gengæld vil man gøre det nemmere for nye og “dygtige” indvandrere:

“Vi har brug for kvalificeret arbejdskraft udefra, men vi har ret til at være selektive med, hvem vi inviterer indenfor, og vi har ret til at udvise de gæster, vi ikke ønsker. “

Vi har ret til at være selektive og udvise de “gæster”, vi ikke ønsker. En klokkeklar bekræftelse af den nationale suverænitet. Det er en total forandring i forhold til Det Radikale Venstre. Væk er henvisninger til menneskerettigheder og farverig multikuturalisme. Troen på åbne grænser er næsten udslettet fra dansk politik. 

Det hele kan dog ikke lade sig gøre samtidig med at man er EU-liderlig. Den korrekte formulering af partiets program ville derfor være:

EU har ret til at være selektive med, hvem Danmark inviterer indenfor, og vi har ret til at udvise de gæster, EU ikke ønsker.

Samt at man naturligvis har pligt til at modtage enhver gæst, som EU inviterer indenfor. En ansvarlig udlændingepolitik er gennemhullet fra starten.

Partiet er kraftigt imod 24-årsreglen. Hvordan det hænger sammen med en restriktiv udlændingepolitik forstår jeg ikke.

Jeg mener generelt at behovet for horder af velkvalificerede udlændinge er overvurderet. Selvfølgelig skal man invitere folk ind, hvis de kan bidrage med noget. Såmænd også hvis de bare overholder almindelige normer.

Men hvordan skal man screene masserne og skelne mellem velkomne og uvelkomne gæster?

Hvis det skal ske ud fra etniske, kulturelle og religiøse kriterier, så strider det mod almindelige retsprincipper. Der er i dag udmærkede ordninger for at få udenlandske specialister til Danmark – de tilbydes endda en særlig lav skat, som de fleste danskere ville skide grønt af misundelse over, hvis de havde hørt om reglerne.

Ideologi          

Begrebet “liberal” er endnu engang bragt på bane, men det er der intet som helst nyt i. De fleste danske politikere er liberale i en eller anden afskygning. Der er dog mange nuancer. Så sent som i går kom Khader med den utrolige udtalelelse: “Jeg er liberal, men ikke liberalist”.

På listen over de 53 godkendte nye partinavne er der fire partier der hedder noget med “liberal” og tolv med “demokrat”. Derfor er det naturligvis godt for variationen at Simon Emils parti ikke kalder sig “Liberale Demokrater”, men Borgerligt Centrum. I hvert fald i navnet. I programmet er det klart de liberale værdier som slår igennem, men de forklares på en hæderlig måde. Det lyder alt sammen meget radikalt.

Vi vil nok aldrig få at se i praksis om Borgerligt Centrum kan præstere noget andet end Det Radikale Venstre. Det ville kræve at partiet fik mandater og indflydelse, og det får de nok ikke.

Selv mener jeg at ingen af os kan sige sig fri for indflydelse fra liberalismen. Den rækker jo ind i alle partiers program. Vi har en liberal økonomi og liberale samfundsværdier. Derfor er der netop behov for at afbalancere med andre værdier, som jo også findes. Såsom fællesskab, solidaritet, ansvarlighed og tradition. De to førstnævnte er også socialismens værdier, mens alle fire er konservative værdier. De rent liberale mennesker tror kun på én af disse værdier, ansvaret, og kun i begrænset omfang. Så hvis der er brug for noget nyt i dansk politik, er det troen på menneskets og de frie fællesskabers selvstændighed. En drejning i frisindet-konservativ retning.

Det konservative kom ind fra sidst i 1990′erne og for alvor fra 2001. Det har præget alle partier, ikke kun VKO, og det er en udvikling jeg hilser velkommen. Modstanderne kalder det “højredrejning”. Nu mangler vi blot at de andre værdier også tages alvorligt: frisind og selvstændighed.

Det ville også være smukt hvis de store partier kunne formulere et lige så sprogligt og indholdsmæssigt sammenhængende program som Borgerligt Centrum. Men gerne med lidt mere bid i.

Borgerligt Centrum havde en midlertidig hjemmeside, som desværre meget lignede Borgerlig Bums. For ordens skyld vil jeg dementere at jeg skulle have noget som helst at gøre med det nye parti. Hjemmesiden var bygget over et WordPress-tema, som kan ses nedenfor:

Nu har de imidlertid justeret farver og indhold. Det er modigt at vælge grå/sort som partifarver, men hvem ved hvilken trend det kan skabe? Om et halvt år har vi måske alle Simon Emil-briller og Simon Emil-skjorter?

Ude i højre spalte har jeg bl.a. links til nogle  ”intelligente politikere”, som jeg ikke nødvendigvis er 100 % enig med. Det tynder alvorligt ud i folk med baggrund i Det Radikale Venstre på listen. Simon Emil må nu vige pladsen, da partiledere ikke kan være med. Det ville kunne misforstås.

VU-formand Thomas Banke skriver på Facebook: “Håber inderligt at Borgerligt Centrum vil erstatte de Radikale efter et valg”.

Og det er Borgerlig Bums helt enig i! Men desværre kommer det nok ikke så vidt. De radikales kernevælgere, brillekæderne og lektorerne i kultiverede pullovere, hænger godt fast. De dør ud med tiden, men det er en ringe trøst her og nu.

Om nogle årtier vil Liberal Alliance og Borgerligt Centrum sikkert kun blive husket for én ting: et led i Det Radikale Venstres dødskamp. En udvikling som de radikale naturligvis selv er skyld i.

Nu også Malou Aamund

Malou Aamund har nu også forladt Alliancen. Jeg opfattede hende ellers som nr. 2 på rangstigen over Ny Alliance-folkenes duelighed (Anders Samuelsen er stadig nr. 1). Jeg ved ikke hvor jeg fik det positive indtryk fra, hun har jo intet konkret præsteret, men på den anden side undgået deciderede pauseklovnerier.

Faktisk er Malou den første som springer fra bare fordi hun ikke har lyst. Gitte Seeberg havde sine grunde, ligesom diverse kredsformænd og folketingskandidater. Malou svigter dermed 100 % sine vælgere. Hun opfatter det ligesom at skifte job. Firmaet skranter, hun går over til konkurrenten. Men jeg byder det velkomment at VKO er styrket.

At Malou går over til Venstre, som er pot og pande med DF, viser jo at Alliance-folkene har tolket modstanden mod DF meget forskelligt. For nogle var det hele projektets fundament, for andre en uforpligtende glasur. Ny Alliance er et hus som er bygget ovenfra og ned, men jeg er alligevel overrasket over at levetiden ser ud til at blive under et år.

Det eneste som holder Anders Samuelsen og Khader tilbage i partiet er:

1) at Khader næppe ønsker at degradere sig selv fra at være partiejer til et alm. udueligt folketingsmedlem, og

2) at de ikke så godt kan skifte tilbage til de radikale, uanset at det nok er det eneste parti som ville byde frafaldne medlemmer inden for igen (den radikale følelseskulde og pragmatisme har nemlig den positive side at ingen bærer nag).

Og ikke et ord om Jørgen Poulsen, som ingen vil eje eller have. Mon ikke Alliancens gruppemøder fortsat vil være et gedemarked, indtil der kun er én tilbage.

Allergisk dame

    (Ud & Se, september 2007).

Indrømmet, DSB’s plasticlignende frugt er ikke af den mest indbydende slags. Men hvem kan hyperallergikeren med den særlig følsomme næse være?

Den nu forhenværende MF Elsebeth Gerner Nielsen. Hun så også altid plaget ud.