Denne kronik er en samlet fremstilling af mine argumenter for nej – hvoraf en del har været bragt i tidligere indlæg. Ligesom mange andre blev jeg overrasket over den pludselige debat, som godt kunne have varet længere, da den foreløbig har været for useriøs. Desværre har Politiken i dag valgt at bringe en vrøvlet og barnlig kronik om at kongehuset strider mod menneskerettighederne – og 180 Grader bragte i går en klumme om at man skulle skrive “Leve republikken” på stemmesedlen, men uden nye argumenter.
Politiken og 180 Grader afviste mig til gengæld, da jeg var for sent ude. Så denne kronik kan kun læses her:
Forslaget om ny tronfølgelov blev i 2006 kaldt ”fiksfakseri” af oppositionen. Tronfølgeforslaget fører ikke til ligestilling i vort samfund, og ændringen er tvivlsom jura, som undergraver grundloven. Det kan føre til kommende ”grundlovsændringer light” eller retlig strid om arvefølgen.
Statsministeriet fører en kampagne, der skal få os til at vedtage den nye tronfølgelov. Folketinget vedtog loven med næsten sovjetisk enighed, og finansudvalget var enigt om at bevilge 5 mio. kroner til kampagnen. Med nostalgiske sort/hvide billeder, som minder om underholdningsserien Krøniken, advarer ministeriet om, at ligestilingen bankes tilbage til 1950’erne, hvis vi stemmer nej.
Kampagnefilmen handler faktisk på intet sted om den lovændring, vi nu skal stemme om. Filmen handler om loven af 1953, så det er en kampagne, som er 56 år forsinket.
Det er naturligvis svært at tale for sagen med nutidige argumenter, fordi lovændringen er overflødig. Der er tale om en symbolsk, politisk markering, som Anders Fogh og Lars Løkke har sat stor prestige ind på. Resten af folketinget var skeptisk, men sprang med på vognen, fordi de ikke kunne tillade sig at stemme imod ligestilling.
Der er fremsat forskellige argumenter for at stemme blankt, hvilket har samme virkning som nej, men det er efter min mening et lunkent valg. Vi må tage udgangspunkt i den retsordning vi har, og det er ikke en republik. Her er 18 gode grunde til at stemme NEJ til loven:
1. Lovændringen er symbolsk og uden nogen praktisk hensigt i mange årtier frem. Overflødige love er ikke blot uønskelige, men skadelige, da de afleder opmærksomheden fra virkelige problemer.
2. Ændringen handler ikke om ligestilling, men om ligestilling mellem prinser og prinsesser. Tronfølgeloven er den mest diskriminerende lov, vi har, fordi den bestemmer, at landets cheftitel og principielt mest magtfulde post nedarves i en bestemt slægt. Og sådan må det være, så længe vi har et arveligt kongedømme.
3. Grundlovens § 81 diskriminerer fortsat. I tilfælde af krig vil kun unge mænd blive sendt på slagmarken. Er mandlig værnepligt indlysende? I Israel har begge køn værnepligt. Man kan argumentere for og imod, men ikke benægte, at emnet er mere væsentligt end den symbolske ligestilling af prinser og prinsesser. I 2008 ramte den mandlige værnepligt 39.901 unge danske mænd, der måtte møde på session. I 2007 måtte 6.305 værnepligtige springe soldat i fire til tolv måneder, og 281 aftjente civil værnepligt.
Til sammenligning vil den nye tronfølgelov måske få betydning for en kvinde i hvert århundrede.
Man kan også nævne den solide diskriminering af fædre i skilsmisse- og samværssager, der strider mod moderne kønsprincipper, mod retssikkerheden og ofte mod barnets tarv. Eller den manglende stimulus fra mandlige forbilleder i opvæksten, som diskriminerer drenge.
Lov om ægteskabets retsvirkninger er fra 1925 - ligesom denne dame
Lov om ægteskabets retsvirkninger er stærkt diskriminerende. Den er jo også fra 1925. § 11 handler om ægtefællernes ret til at indgå aftaler på begges vegne – med den hjemmegående hustru som det tynde øl: ”Samme ret har hustruen med hensyn til sædvanlige retshandler til fyldestgørelse af sit særlige behov.” Når der ikke har været højlydte krav fra venstrefløjen om at sanere denne oldgamle lov, så skyldes det nok, at den giver kvinderne særrettigheder, men den gør dem også til andenrangs væsener.
Par af samme køn må finde sig i at blive til ”registrerede partnere”, mens andre kan indgå et ægte ægteskab. To ord, to love, to sæt blanketter for nøjagtig det samme. Er det ligestilling?
4. En gammel garder, Mads Schmidt Eriksen, skrev for nylig et læserbrev, der fjernede den sidste tvivl hos mig: hvis man har en konge, følger der altid en dronning med, som kan udfylde sin rolle som dronning fuldt og helt. Har man en regerende dronning, følger der kun en prinsgemal med, der ikke kan føre sig frem som mand. Valget står altså mellem en konge og en dronning – eller en dronning og et vedhæng. Dronningen har man alligevel, men mandens skæbne er forskellig.
En kvindelig tronarving kan derfor få problemer med at finde en mand.
Borgerlige politikere har for nylig stået i folketinget og sagt, at homoseksuelle medborgere ikke må adoptere, fordi et barn har behov for en far og en mor. De skulle skamme sig. Det er hykleri, for nu vil de samtidig afskaffe landsfaderen og landsmoderen – i den borgerlige ligestillings navn.
Der er mange eksempler på stærke, regerende dronninger: Victoria og Elizabeth II af England; Wilhelmina, Juliana, Beatrix af Nederlandene, og måske engang den kommende Victoria af Sverige. Men de har alle haft en vanskelig start.
5. Det hævdes uden videre, at ændringen i 1953 var en modernisering. Det er ikke helt rigtigt. Danmark havde faktisk en begrænset kvindelig arvefølge under Kongeloven, som gjaldt til 1853. Den så man sig nødsaget til at afskaffe for at holde sammen på monarkiet. Holsten var nemlig et tysk len under tysk ret, som kun havde mandlig arvefølge, og Danmark-Slesvig måtte indrette sig derefter. Dronning Louise skulle egentlig have været regent, men hun afgav tronen til sin mand, Christian 9. Efter krigen i 1864 mistede vi hertugdømmerne, og så faldt begrundelsen for den rent mandlige arvefølge væk, men loven bestod til 1953.
Ændringen i 1953 var altså på mange måder historisk korrekt og i samsvar med nordisk tradition. Dernæst handlede det om at forfremme den populære prinsesse Margrethe til tronfølger. Men det handlede ikke om ligestilling.
6. Det er en udbredt misforståelse, at demokratiet er Danmarks styreform, og at monarkiet er rent symbolsk. Men i virkeligheden har vi to systemer side om side: det enevældige, kongelige ceremoniel og så folkestyret. De kan godt fungere sammen, som vi har set i 160 år. Men når vi nu engang har valgt denne dobbelte styreform, så må vi være konsekvente. Det giver ingen mening at overføre demokratiets principper på et arveligt kongehus. I så fald skulle vi gå over til valgkongedømme eller republik, som der også kan gives argumenter for – men det er ikke vor statsform.
7. Danmark har det mest lukkede kongehus i Europa. Der betales ikke moms og skat, og regnskaberne er hemmelige (i det omfang de eksisterer?). Forskellige sager har antydet rodede forhold, løst forbrug og uklare ansættelsesforhold, der aldrig ville gå i en offentlig eller privat virksomhed. Folkestyret bevilger pengene, og vi har naturligvis krav på indsigt og ordnede forhold. Dette krav er intet nyt, for til alle tider har rigsråd og ting ønsket kontrol over pengestrømmen til kongens hof. Man kan ikke forvente, at reformer skal udgå fra kongehuset selv – de må hjælpes lidt på vej.
8. Kongen er ansvarsfri, står der i grundloven, men i praksis udstrækker denne regel sig til hele kongehuset. Ifølge en gammel paragraf i Kongeloven kan regenten straffe sine prinser, hvis de overtræder loven, men det har vi ikke set blive gjort. Hvad gør man, hvis en kongelig ikke blot er ansvarsfri, men ansvarsløs? Vil det ikke undergrave respekten med tiden?
Og hvad har alle disse ting så med tronfølgeloven at gøre, kan man spørge? Jo, de er relevante, fordi vi har fået at vide, at ”ligestillingen” er nødvendig for monarkiets fremtid og for, at vort land kan være sig selv bekendt. Men man kan nævne en stribe andre reformer, som er mere påkrævede, både for monarkiets og folkets skyld.
9. Regering og folketing har ladet sig løbe over ende af ugeblads-royalismen. Det hævdes, at ændring af tronfølgen var et folkekrav. Men kan man læse noget sådant ud af meningsmålinger, som er bestilt til lejligheden? Et af formiddagsbladene placerer nyheder om tronfølgeloven under rubrikken Royalt, ikke under Politik. Det er da sigende.
Prinsesse Elisabeth
10. Gennemgår man folketingsdebatten, finder man de sædvanlige floskler om kødgryder og bleskift. Jeg mindes at have set et gammelt filmklip, hvor Kronprinsesse Margrethe stod over de dampende gryder på en husholdningsskole. Hun undgik altså ikke kødgryderne, bare fordi hun blev tronfølger.
Også Prinsesse Elisabeth, der er nummer ni i tronfølgen, har taget et år over gryderne på en husholdningsskole og et år på maskinskrivningskursus, før hun gjorde karriere i udenrigsministeriet. Det kan man læse i hendes CV på kongehusets hjemmeside.
Dog tror jeg ikke, nogen af de kongelige bakser med kødgryder og bleskift i det daglige.
Der har ganske enkelt ikke været nogen diskussion og argumentation for ændringen af tronfølgeloven. Derfor reagerer folketingspolitikere som Henriette Kjær nu med bitterhed over de dumme vælgere, som vover at stemme nej (”det er fuldstændig barnagtigt og latterligt” – de må jo være mænd, som bare vil lave ballade!). Hun er nemlig overrasket over debatten, som kom i sidste øjeblik. Men hun – og de andre – skulle have tænkt sig om i steden for at hoppe med på bølgen.
En grundlovsprocedure må få det til at krible sødt i enhver folkevalgt. Det er spændende og historisk at være med til. Men hvad der skulle have været et symbolsk monument over vores nuværende regering og folketing, kan slå fejl, fordi det var overflødigt.
11. Nogle har foreslået at stemme blank, fordi de ønsker en gennemgribende grundlovsreform. Andre vil stemme ja, fordi de frygter sådan en reform. Men der er ingen grund til at stemme taktisk, for en grundlovsreform er kun mulig, hvis der er meget bred enighed i folketinget. Hvis bare ét mellemstort parti går imod en sådan reform, bliver den svær at få igennem.
Personlig tvivler jeg på behovet for en sproglig grundlovsrevision alene. Skiftende regeringers respekt for grundloven er ikke imponerende, og sproglig plastikkirurgi på grundloven vil næppe hjælpe. Justitsministeriet forklarede os i år 2000, at § 26 (kongen har ret til at slå mønt) skulle forstås som den ene side af euro-mønterne, ikke sedler eller valuta! Dertil kommer § 20 om suverænitetsafgivelse, der har udviklet sig til en bøjelig gummislasker af en paragraf. Indskrivning af menneskerettighederne er ikke påtrængende, da de allerede er gældende lov.
Men der kunne godt tænkes andre elementer, som bør komme med i grundloven, for eksempel en forfatningsdomstol, kommunalt selvstyre og åbenhed i forvaltningen. Den diskussion kan vi tage til den tid. Hvis tronfølgeændringen bliver nedstemt, så har vælgerne i hvert fald vist, at vi ikke er til salg for billige argumenter ved en eventuel fremtidig grundlovsændring. Vi vil have en seriøs og saglig debat.
12. I tronfølgelovforslaget er kongen blevet til ”kongen eller den regerende dronning”, og ordet ”han” er erstattet med ”den pågældende”. Forsøget på at gøre sproget kønsløst er absurd. Grundloven taler fortsat om tjenestemænd, mandskab, lægmænd, formænd og enkeltmandskredse. Selv om grundloven kun nævner ”kongen” og omtaler regenten som ”han”, har vi haft en regerende dronning siden 1972, uden at staten gik under. Det viser, at også de sproglige justeringer i tronfølgelovforslaget er unødvendige. Tronfølgeloven bør følge grundlovens sprogbrug, så forvirring undgås.
13. Regeringen har ikke fulgt den normale skik med bred debat og enighed forud for en grundlovsændring. Det foreliggende forslag er et afværgeforslag, der skulle lukke munden på oppositionen. Ordet ”ligestilling” har været nævnt lige fra starten – det står i lovforslagets titel – og det virkede. Oppositionen sprang på limpinden. Hvem kan stemme nej til ligestilling. Denne ligestilling, som for en sikkerheds skyld er nævnt bag på de udsendte valgkort.
14. Forslaget blev sendt hurtigt gennem folketinget og behandlet på blot fire møder i grundlovsudvalget. Betænkningen er papirstynd. Man har slet ikke fremsat argumenter for lovændringen, da alle syntes, det var indlysende. Holger K. Nielsens kommentar i folketinget var karakteristisk: ”SF kan støtte det her lovforslag, og det er såmænd ud fra almindelig sund fornuft.”
15. Vi lovgiver om noget, der er vore børnebørns og oldebørns anliggende. Man opgiver således muligheden for at regulere arvefølgen i fremtiden, sådan som man gjorde i 1953. Det vil for altid være politisk umuligt at genindføre den gamle tronfølgelov, selv hvis der kommer en uegnet tronfølger, da ingen politiker tør afskaffe “ligestilling”.
16. Proceduren er grundlovsstridig. Tronfølgen kan ikke ændres, uden at man ændrer grundlovens § 2, som direkte siger: Kongemagten nedarves til mænd og kvinder efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953 fastsatte regler.
Tronfølgeloven fra 1953 er et tillæg, som hænger fast sammen med grundlovens § 2. Denne paragraf bliver ikke ændret med den nye tronfølgelov. Fremgangsmåden minder om de amerikanske constitiutional amendments, forfatningstillæg, som er ukendte i dansk ret.
Afdelingschef i statsministeriet Sten Frimodt Nielsen sagde den 9.10.2003 til B.T., at man ikke kan ændre i tronfølgeloven uden at ændre i grundloven. Dette havde der hidtil været konsensus om. Men to år senere havde statsministeriets jurister ændret mening, sådan at Anders Fogh kunne komme igennem med sin genistreg. Derved ville han undgå at åbne en politisk debat om grundlovens indhold.
Oppositionen mente i 2006: ”fremgangsmåden er et unødvendigt fiksfakseri, der alene har det formål at få ændringen af tronfølgeloven til at se ud, som om man ikke ændrer grundloven, selv om det er det, man gør. Ofrene for denne fremgangsmåde er kommende generationer af grundlovslæsere, der nu skal lære, at grundlovens ord om tronfølgen er i strid med retstilstanden.”
Professor i offentlig ret ved Århus Universitet Jens Peter Christensen har sagt, at lovforslaget var ”sjusk, dårlig forbrugervejledning og noget rod”, at statsministerens fremgangsmåde var ”overfiffig”, og: ”Det er så oversmart udtænkt, at ingen jurist har tænkt tanken før – at man kan finde på at ændre den underliggende lov, her tronfølgeloven, uden at ændre de bestemmelser i grundloven, der henviser til den.”
Man bør derfor ændre teksten i grundlovens § 2, da de to love ellers er i modstrid med hinanden.
17. Konsekvensen af dette kan blive tvivl om arvefølgen i fremtiden. Lyder det usandsynligt? Vi kender ikke fremtiden og fremtidige juristers meninger. Der har været mange arvefølgestridigheder i verden.
Man skal forestille sig en situation, hvor en kvinde arver tronen ifølge den nye tronfølgelov, men en mand arver tronen ifølge den gamle tronfølgelov (som stadig gælder ifølge grundlovens § 2). Hvis der er samtidig er krise og magtkamp i landet, er det en oplagt mulighed, at de trækkes ind i politiske spil eller spekulationer. Formålet med arvekongedømmet er netop, at der aldrig må være tvivl om tronfølgen. Kongen er ikke valgt, men født, fordi kongen skal være en samlende og stabil figur. Krigen i 1864 var også en arvefølgekrig.
Inden det går så vidt, kan sagen dog nok ordnes i Højesteret, som eventuelt må afgøre, at lillebror skal arve tronen i stedet for storesøster, fordi tronfølgeloven af 2009 var grundlovsstridig.
18. Man risikerer at danne en ny norm, hvor man kan sætte grundlovsregler ud af kraft via almindelige love, når blot de sendes til folkeafstemning osv. Denne præcedens kan føre til fremtidige “grundlovsændringer light”. Hvis f.eks. en kommende EU-traktat kræver en grundlovsændring, så er det en oplagt mulighed, at man gentager nummeret; det vil sige, at man ikke ændrer selve grundlovens tekst, men laver en tillægslov, som ændrer budskabet i grundloven.
Og alternativet? Man kunne begynde med at gennemføre mere åbne forhold i kongehusets økonomi og administration. Ligestilling skal foregå ude i samfundet, ikke i kongehuset. Og endelig må en evt. ændring af tronfølgeloven naturligvis udformes, så den er juridisk holdbar. Det vil sige en rigtig ændring af grundlovens § 2.
Derfor: brug ligestillingskræfterne og snakketøjet på noget andet.
Man kan trygt stemme NEJ til fiksfakseri på søndag – ikke mindst for grundlovens skyld.
Casper Udemark, etnologistuderende, København K
—
Uddybende | Folkeafstemningen om tronfølgeloven, Wikipedia – historie, baggrund, folketingsbehandling, kampagne, holdninger og citater fra politikere, borgere, eksperter og presse | Arvefølge, Wikipedia – om tronfølgens historie i Europa (de to artikler er hovedsagelig skrevet af mig, men neutrale).
Facebook-gruppe | Nej til tronfølgeloven – af seriøse grunde.
Tidligere indlæg her på bloggen | Fiksfakseriet om tronfølgeloven og dets vej gennem folketinget - om Foghs taktiske manøvre og den manglende debat i folketinget | Derfor nej til ny tronfølgelov - om jura-sjusk og muligheden for arvefølgestrid.
Kilder | Grundloven.dk | Statistik fra Forsvarets rekruttering | Fakta om Forsvaret, 2008 | Nyhedsbrev fra Militærnægteradministrationen, feb. 2009 | Folketinget, betænkning om L3, 2005-06 | Mads Schmidt Eriksen: Stem nej 7. juni, Berlingske, 28. maj 2009 | Professor: Sjusk med tronfølgeloven, DR, 19.10.05 | Mary kan ændre grundloven, B.T., 9.10.2003 | Lovforslaget og folketingsdebatten 2009 /2005-06.
Skattebyrden behøver ikke stige, selv om de bredeste skuldre bærer det tungeste læs.
(Foto: Stephen Freiheit/
(
