Hykleri fra alle sider om lavalder

Ellen Trane Nørby (som er en af de mere sociale Venstre-politikere) skriver på sin Politiken-blog: Afskaf den kriminelle lavalder

Hun vil sætte den kriminelle lavalder ned til nul, men samtidig indføre ungdomsdomstole.

Det mest overraskende er reaktionen fra Politikens læsere. De er positive – selv om hendes forslag er langt mere vidtgående end DF, der kun vil sætte lavalderen ned til 12 år og også indføre ungdomsdomstole og bedre sociale ordninger.

Man kan derfor konstatere at bloglæserne er dybt hykleriske – de er kun imod DF’s  forslag, fordi det kommer fra DF. Men samtidig er de altovervejende glade for et mere ekstremt forslag.

DF har sociale straffe på programmet – men har glemt det?

DF skriver nemlig således i programmet (kap. 6 og 19):

Samfundet skal sætte ind så tidligt som muligt i den kriminelles ”karriere”. Misforstået overbærenhed fører ikke til lovlydighed, men skaber grobund for mere kriminalitet.  Derfor bør der gribes effektivt ind over for unge lovbrydere, f.eks. ved idømmelse af samfundstjeneste eller anden mærkbar sanktion, allerede første gang, straffeloven overtrædes.
Dansk Folkeparti finder det nødvendigt, at den kriminelle lavalder nedsættes til 12 år. Straffesager mod lovovertrædere inden for aldersgruppen 12-18 år bør behandles af særlige ungdomsdomstole. Den seksuelle lavalder skal fastholdes på 15 år.
Unge kriminelle bør ikke afsone deres frihedsstraf sammen med forhærdede kriminelle, der kan påvirke de unges videre livsforløb i afgørende negativ retning. Dansk Folkeparti vil derfor arbejde for, at der oprettes særlige institutioner, der kan sikre en fornuftig uddannelsesindsats over for denne gruppe af lovovertrædere.  …
Dansk Folkeparti mener, at kriminelle børn og unge skal imødekommes med et opsøgende pædagogisk arbejde, f.eks. SSP-samarbejdet. Unge under den kriminelle lavalder skal have hjælp og støtte til at komme ud af dårlige miljøer, men bør samtidig mærke konsekvenserne af deres gerninger. Dansk Folkeparti mener, at alvorlige kriminelle handlinger skal straffes efter forbrydelsens karakter. I de tilfælde, hvor forældrene til den kriminelle unge kan siges at have forsømt deres ansvar, er Dansk Folkeparti tilhænger af at straffe forældrene.

“Samfundet skal sætte ind så tidligt som muligt i den kriminelles ”karriere”. Misforstået overbærenhed fører ikke til lovlydighed, men skaber grobund for mere kriminalitet.  Derfor bør der gribes effektivt ind over for unge lovbrydere, f.eks. ved idømmelse af samfundstjeneste eller anden mærkbar sanktion, allerede første gang, straffeloven overtrædes.

Dansk Folkeparti finder det nødvendigt, at den kriminelle lavalder nedsættes til 12 år. Straffesager mod lovovertrædere inden for aldersgruppen 12-18 år bør behandles af særlige ungdomsdomstole. Den seksuelle lavalder skal fastholdes på 15 år.

Unge kriminelle bør ikke afsone deres frihedsstraf sammen med forhærdede kriminelle, der kan påvirke de unges videre livsforløb i afgørende negativ retning. Dansk Folkeparti vil derfor arbejde for, at der oprettes særlige institutioner, der kan sikre en fornuftig uddannelsesindsats over for denne gruppe af lovovertrædere.  …

Dansk Folkeparti mener, at kriminelle børn og unge skal imødekommes med et opsøgende pædagogisk arbejde, f.eks. SSP-samarbejdet. Unge under den kriminelle lavalder skal have hjælp og støtte til at komme ud af dårlige miljøer, men bør samtidig mærke konsekvenserne af deres gerninger. Dansk Folkeparti mener, at alvorlige kriminelle handlinger skal straffes efter forbrydelsens karakter. I de tilfælde, hvor forældrene til den kriminelle unge kan siges at have forsømt deres ansvar, er Dansk Folkeparti tilhænger af at straffe forældrene. “

Man må selvfølgelig erkende af DF ikke råber særlig højt om de sociale sider af forslaget. Det er en stor fejl. Når man vil give folk hårdere straffe, må man også arbejde for bedre straffe.

Forslaget eller “lovpakken” – som den er udformet af VK-regeringen – lægger alt for lidt vægt på social nytænkning, så det er simpelt hen ikke godt nok.

Her har det uheldige vist sig i at DF har stillet kravet, men den praktiske udformning er kommet fra en konservativ minister, og VK er som bekendt ikke så gode til socialpolitik, som de vil bilde os ind.

Lavalderen varierer stærkt på verdensplan

Ellen T. N.  mener i øvrigt at det er i tråd med FN’s anbefalinger, men det må hun have misforstået. FN ønsker ikke lavalderen sat ned, men accepterer en lavalder på 14 år, så vidt jeg ved. (Jeg har ikke kunnet finde den konkrete oplysning blandt de mange tågehorn i debatten).

Som sædvanlig er der mange der vil gøre os værre end udlandet, uden overhovedet at sætte sig ind i forholdene. Rundt om i den vestlige verden er lavalderen ganske forskellig: fra 7 år i Sydafrika og visse amerikanske stater, 8 år i Skotland, 10 i England, 14 i en lang række europæiske lande, 15 i Norden, 17 i Frankrig og 18 i Belgien (se liste).

Det er imidlertid svært at sammenligne, for det er bestemt ikke alle 7- eller 10-årige som vil blive retsforfulgt i de engelsktalende lande. Her gælder common law, som er sund fornuft uden faste regler, som siger at forbryderen skal være klar over hvad man har gjort, være egnet til straf og så videre. Det udelukker en hel del børn fra tiltale og straf. Men de kunne jo blive straffet, hvorved man har den præventive effekt ved f.eks. bandekriminalitet. I et land som Belgien er lavalderen på 18 også misvisende, da man godt kan give yngre en sanktion og et institutionsophold.

Derfor må det hele komme an på de faktiske forhold: hvordan man behandler den unge afviger.

Her er jeg ikke imod en lavere lavalder, men man skal absolut sørge for at de sociale forhold forbedres kraftigt i reformen. Ungdomsdomstole – som snarere skal ligne et uafhængigt nævn end en domstol – og bedre SSP, samfundstjeneste, uddannelsespligt, behandling af psykiske og sociale problemer, ret til at blive fjernet fra vanartede forældre og omgivelser.

Regeringens udspil er alt for uambitiøst og vil blot bevare status quo – med den ene forskel at 14-årige nu skal udsættes for domstole og straf.

Oppositionen går også ind for status quo, men blot med en lavalder på 15 år.

En bred reform burde være mulig

Man kunne begynde med at gribe ind over for voksne, der udnytter børn til forbrydelser. Det er allerede i dag en skærpende omstændighed, men den regel batter ikke noget – giver højst en lille strafforhøjelse på 25 %. Man burde hellere gøre det til en selvstændig straffelovsparagraf med en pænt stor strafferamme.

En bred reform på det ungdomskriminalle område burde kunne få støtte hele vejen fra DF via regeringen og til Socialdemokratiet og SF:

  • en lavere lavalder for straf  (f.eks. 13-14 år) – eller i det mindste et udspil om styrkelse af de sociale sanktioner
  • en højere lavalder for fængsel (18 år)
  • et helt nyt system af ungdomssanktioner og ungdomsdomstole, fuldstændig adskilt fra voksenstrafferetsplejen
  • unge skal ikke i fængsel, men have særligt tilpassede sanktioner

Manglende modspil til krav fra DF

Jeg ved ikke om DF ikke tager sit eget sociale program alvorligt, men noget kan tyde på en vis overbudspolitik, f.eks. også i dagens udspil om løbesedler der skal brændemærke tidligere pædofil-dømte.

Her har man så sandelig bevæget sig ud i sumpen. Og det vil i øvrigt ikke skabe mere tryghed, men utryghed og panik. Forslaget om “3 strikes and you’re out” var også svært at tage alvorligt.

Det er bare et problem at der ikke er kvalificeret modspil fra andre partier.

Den socialdemokratiske børneorganisation DSU har reageret ved at kræve advarsel til naboer, når en DF’er flytter ind. Det er jo meget morsomt, men der er ikke skyggen af argumenter eller seriøs kritik mod DF’s forslag.

En afstemning hos B.T. fortæller imidlertid at 51 % støtter DF’s forslag. Så socialdemokraterne burde komme op på dupperne og argumentere. Ellers kunne det ende med at forslaget engang bliver virkelighed.

DF har derfor endnu engang sat dagsordenen på dygtig vis og oppositionen har kvajet sig. DF har ikke engang forsøgt at være specielt snedig, men har blot sagt hvad partiet mener.

Hvad har VK og oppositionen egentlig tænkt sig at gøre ved kriminalitet?

Sex & Samfund kludrer i rundspørge og kårer de forkerte

Foreningen Sex & Samfund har kåret de “mest sexede kandidater”. Hvilket ikke handlede om deres udseende, men om holdninger til foreningens mærkesager. De to vindere var Britta Thomsen og Morten Løkkegaard.

Foto: Sex & Samfund

Foto: Sex & Samfund

Morten Løkkegaard er helt sikkert den mest solbrændte, og han siger jo også at han plejer at være en tur i Italien, på Skagen m.v. med hele familien hver sommer. (Morten Løkkegaard på badehotel, Billed-Bladet 2008 – klik og se et endnu mere læder-solbrændt smil).

Men der må være et eller andet galt med foreningens argumenter, for hvis man går ind og ser på pointsummen fra det spørgeskema, som de har belemret kandidaterne med, så er der en hel række der har fået topscore – 4 points. Det vil sige at de har svaret “helt enig” på alle spørgsmål. Og vinderne er ikke iblandt dem:

  • Henning A. Jensen (A)
  • Claus Larsen-Jensen (A)
  • Anna Mee Allerslev (B)
  • Sofie Carsten Nielsen (B)
  • Peter Norsk (C)
  • Hanne Dahl (J)
  • Ole Nors Nielsen (N)
  • Poul F. Hansen (V)

Morten Løkkegaard fik derimod kun 3,94 point og Britta Thomsen fik 3,88.

Sex & Samfund må have kludret i noget, eller også har de helt bevidst fravalgt nogle af de mindre kendte kandidater (er Hanne Dahl virkelig så ukendt?) til fordel for den solbrændte studievært og den kønsaktuelle Britta Thomsen, der af TV2’s morgen-tv blev udråbt som mand. Eller også har Sex & Samfund handlet ud fra personlige, politiske sympatier.

TV2-vitsen var i øvrigt valgkampens absolutte lavpunkt, og det er ikke tilfældigt at denne uforskammede plathed ikke kom fra en modkandidat, men fra en journalist. Journalisterne tror nemlig de er vor tids paver, som tror de kan hvad som helst.

I anden række kommer lobbyorganisationerne, som bestemt også har et selvværd der siger spar to.

De spammer kandidaterne med spørgeskemaer i en lind strøm, oftest med ret banale og dårligt formulerede spørgsmål. Sex & Samfund kunne altså ikke engang finde ud af at behandle data korrekt. Når de først offentliggjorde resultatet få dage før valget, kunne det måske tyde på at de har haft rod i tingene.

Vil Sex & Samfund trække deres kåring tilbage, eller har de en forklaring?

Her kan man læse Sex & Samfunds artikler (bemærk overskrifterne der skal give billig opmærksomhed):

Der skal mere sex i EU-Parlamentet

Britta og Morten er Danmarks mest sexede EU-kandidater

Kandidaternes svar på spørgsmålene + points

Sidstnævnte link er et vildtvoksende excel-ark. For at se pointtallene skal man klikke på Sheet 1 i excel-vinduets nederste venstre hjørne.

Sluddervorne spørgsmål

Ud over den besynderlige kåring er selve udsagnene i testen ledende og grænser til det banale. Foreningen kommer bl.a. med følgende udsagn:

“Kriminalisering af overførsle af hiv-smitte er til skade for befolkningens sundhed og et brud på almene menneskerettigheder! Et stigende antal europæiske lande har har kriminaliseret overførslen af hiv-smitte. Konsekvensen heraf er yderligere stigmatisering af hiv-smittede, hvilket leder til en følelse af frygt i befolkningen: frygt for at blive testet for hiv, frygt for at fortælle andre (herunder nye partnere) om at være smittet og frygt for at opsøge en læge. Det er skadeligt for den generelle befolknings sundhed.”

Det er næppe kriminelt i noget land at være hiv-smittet eller overføre hiv. Den danske straffelov gør det kriminelt at overføre hiv bevidst og ved grov uansvarlighed, hvilket er anden sag.

Det undrer mig derfor at rigtig mange af de adspurgte kandidater (fra de fleste partier) har svaret “helt enig”.

Enten holder de meget mere end de kan love, eller også har Sex & Samfund rodet rundt i spørgsmål og svar. Udsagnet er nr. 5 på spørgelisten og på det ene excel-ark, men nr. 6 på det andet excel-ark. En datafejl alene kan dog ikke forklare svarene.

Britta Thomsen har lagt kommentarer til alle spørgsmål, fyldigt, men ukonkret og med mange floskler. F.eks. undlader hun at besvare spørgsmålet om kriminalisering, men svarer på diskrimination generelt. Hun vil nok gerne være en blød og altfavnende kandidat, der ikke sådan kriminaliserer folk:

“Som hiv-smittet er stigmatiseringen et af de største problemer, både i den vestlige verden og ikke mindst i udviklingslandene. I takt med at behandlingsmulighederne for hiv er blevet forbedret, er den sociale eksklusion et problem, vi skal give større opmærksomhed.”

Morten Løkkegaard kom nemmere til titlen. Han har ikke har skrevet en eneste kommentar til spørgeskemaet, og jeg har heller ikke hørt ham markere sig om emnet i øvrigt.

Sex & Samfund skriver på deres hjemmeside:

“… kåringen [har] slet intet med kandidaternes udseende eller hverv at gøre. Det handler udelukkende om holdninger. Sex & Samfund har således gennemført en stor spørgeskemaundersøgelse blandt samtlige EU-kandidater …”

og

“Tirsdag den 2. juni kårer foreningen derfor EU-Parlamentvalgets mest sexede kandidater. Det sker på baggrund af en undersøgelse af kandidaternes holdninger til en række væsentlige spørgsmål om europæernes sundhed og rettigheder i forbindelse med seksualitet, graviditet og fødsel”

Når jeg skriver kludrer i overskriften er det kun for at tage højde for risikoen for en fejl. Men det virker ærlig talt som om Sex & Samfund ikke har gennemført kåringen på de præmisser som de selv har opstillet. Det ligner snyd og bedrag.

Alle meningsmålinger om EU-valget

EU-valg 2004 A&B/Altinget 26. marts-1.april Gallup/Berlingske 14.-15. maj Capacent/DR 22. maj Megafon/Pol./TV2 29. maj Catinet/Ritzau 3. juni

pct

mand

pct

mand

pct

mand

pct

mand

pct

mand

pct

mand

A Socdem

32,6

5

26,4

4

26,3

5

27,9

4

26,5

4

25,7

4

B Rad

6,4

1

3,9

 

5,0

 

4,4

 

4,5

 

2,9

 

C Kons

11,3

1

12,1

2

11,3

1

11,8

1

13,6

2

15,1

2

F SF

7,9

1

17,4

3

15,0

2

13,4

2

12,1

2

15,3

2

K Krdem

1,3

I Lib All

 

 

0,0

 

0,0

 

0,5

 

1,0

 

J Junibev

9,1

1

2,2

 

2,5

 

3,2

 

3,8

 

3,2

 

N Folkebev

5,2

1

4,0

 

6,3

1

6,3

1

5,3

1

4,8

1

O DF

6,8

1

12,0

1

12,5

1

8,6

1

10,2

1

12,7

1

V Venstre

19,4

3

22,0

3

21,3

3

24,4

4

23,5

3

19,4

3

 

ved ikke/blanke

1,4

 

 

20

 

16,8

 

 

 

 

 

vil stemme

47,9

83,5

 

80

 

 

 

 

 

 

 

antal adspurgte

 

 

1047

 

 

 

 

 

 

 

1065

 

  • Mandater er beregnet ud fra gældende valgforbund (ved dette valg: ABF, CIV, JN).
  • Meningsmålingen fra Gallup for Berlingske foretaget 14.-15. maj havde problemer med hovedregningen. Partierne fik tilsammen kun 80 pct. mens de sidste 20 pct. udgjordes af blanke og ved ikke. Målingen blev citeret i flere nyheder, som ikke opdagede den akavede måde at tælle til 100 på. I ovenstående tabel er tallene korrigeret, idet alle partiernes procenter er ganget med faktor 1,25, således at facit er 100. Avisens mandatberegning var desuden forkert.
  • Ved målingen fra Capacent/DR den 22. maj var mandatberegningen næsten rigtig – flot klaret, DR. Men der var dog fejlagtigt givet to mandater til C og tre mandater til V. Venstres 24,4 procent divideret med fire giver 6,1, hvilket er mere end de konservatives 11,8 procent divideret med to. Derfor får Venstre fire mandater. D’Hondts metode er ret simpel og beskrevet i valgloven, men den læser journalisterne ikke.

Valgdeltagelsen

  I tallene ovenfor angiver 80-83,5 pct. at de vil stemme. Ifølge en måling om valgdeltagelsen fra Interresearch/Søndagsavisen den17. april ville 84,5 procent stemme, og 39 pct. havde endnu ikke besluttet sig for et parti. En måling fra Megafon/Politiken/TV2 den 8. maj sagde at 82 pct. helt sikkert eller sandsynligvis forventer at stemme.

Der er således masser af vilje, og hverken EU-toppen, politikerne eller pressen har nogen grund til at skyde skylden på vælgerne hvis interessen fordufter undervejs.

Forudsigelserne er naturligvis urealistiske. Her skal man tænke på at målingerne generelt kun omfatter de folk der har indvilliget i at gennemføre undersøgelsen. Omkring 70 pct. siger nej tak til at medvirke ved telefoniske undersøgelser, og en hel del ikke-interesserede er således allerede sorteret fra.

Når man ringer og spørger folk hvilket parti de vil stemme på, så er det meget logisk at de samtidig svarer ja til at de vil stemme. Det er imidlertid påfaldende at interessen vedvarende ligger på 80-85 pct. Nedenstående afstemning på DR’s hjemmeside fortæller omtrent det samme som meningsmålingerne:

DR poll 26 maj

Hentet på dr.dk/nyheder den 26. maj

83 pct. vil stemme til EU-valget, og 70 pct. vil stemme om tronfølgeloven. Det gælder i hvert fald dem dem der har fundet vej til dr.dk/nyheder, og som bekendt har en del ikke valgt parti endnu.

Hvis man troede at tronfølgeloven skulle få folk til at myldre til stemmeurnerne må man tro om. Der er trods alt flere der er interesseret i EU-valget.

Mit eget gæt

Min egen prognose er at der kun sker små forskydninger i mandaterne i forhold til 2004:

  • Socialdemokratiet må aflevere et mandat til SF
  • de Radikales mandat forsvinder, fordi antallet af pladser skæres ned fra 14 til 13

Dansk Folkeparti vil næppe kunne mobilisere sofavælgere nok til at komme op på de ca. 13 pct. som udløser to mandater.

Jeg gætter faktisk på at det EU-kritiske valgforbund har mulighed for at bevare to mandater, da de to bevægelser vokser i meningsmålingerne – fuldstændig som de plejer at gøre umiddelbart før et EU-valg. Det skyldes at de normalt er kraftigt undereksponeret i medierne, men først får lov at komme til orde under valgkampen, og hovedsagelig i valgkampens sidste del.

Forud for valget i 2004 blev bevægelserne rutinemæssigt udraderet i meningsmålingerne. Kun en enkelt meningsmåling forudsagde det reelle resultat (1 mandat til Junibevægelsen og 1 til Folkebevægelsen). Målingen fra Sonar blev bragt i Søndagsavisen få dage før valget, men fortiet af resten af pressen. Se en analyse af Poul Nyrups triumf ved EU-valget 2004 hos APK.

Jeg er næsten blank om valgdeltagelsen, men gætter bare på et sted mellem 47 og 56 pct. Tiltrækningskraften hos S, V, K, R, SF og Junibevægelsen er mindre end magnetisk. De eventuelt dygtige kandidater er ukendte, de kendte er dårlige, og alle famler sig frem. Messerschmidt er en undtagelse, men han har til gengæld ikke været så synlig som han burde.

Amatøragtig EU-prognose med fejl

Prognosen Predict09.eu forudsiger valget i de enkelte EU-lande og sammensætningen af grupperne i det nye parlament. Der er ikke tale om en meningsmåling, men en matematisk model som bygger på en række kriterier for vælgeradfærd i de enkelte lande.

Forudsigelsen om det samlede parlament kan sikkert godt bruges (den tyder ikke på de store udsving mellem blokkene).

For Danmarks vedkommende har man derimod begået amatøragtige fejl. Alligevel er den citeret i dansk presse.

EUpredict09 havde følgende tal i den første version, som nu er fjernet fra hjemmesiden:

A Socdem 22,0
B Rad 4,6
C Kons 8,2
F SF 12,0
J Junibev 7,1
N Folkebev 4,3
O DF 12,0
V Venstre 20,0
Enhedslisten 4,7
Kristendem 3,1

Enhedslisten og Kristendemokraterne stiller som bekendt slet ikke op. Der mangler 2 procentpoint i ovenstående tal for at få et facit på 100. Desuden havde man glemt at bruge valgforbund i mandatberegningen.

Selv om prognosen er åbenlyst vildledende, er det altid en god historie at aflive nej-bevægelserne. En dansk journalist, der ikke kan have undersøgt målingen særlig grundigt, skrev helt ukritisk:

Radikale og nej-partier kan tabe, Berlingske, 25. april

“Både det Radikale Venstre og Folkebevægelsen mod EU står til at ryge ud af Europa-Parlamentet ved valget den 7.juni. Det spår en analyse udarbejdet af politiske forskere fra London School of Economics, der har set på meningsmålinger i alle medlemslande og lavet et skøn over det kommende valgs resultat. …”

Jeg har gjort opmærksom på fejlene. Der er kommet en opdateret version fra Predict09.eu:

Eupredicttabel

Facit bliver denne gang kun 96,8 pct. så der ligger 3,2 pct. og flagrer et sted. Også i den nye måling er mandatberegningen forkert, fordi man har ikke taget hensyn til valgforbund. Ovenstående prognose vil give følgende mandater:

Socdem 4
Venstre 3
SF 2
DF 1
Junibev 2
Kons 1

Et mandat er ganske tæt på at blive flyttet fra Soc.dem. over til Venstre, og Junibevægelsens andet mandat er tæt på at gå til Folkebevægelsen.

Professor Simon Hix skriver til mig den 21. maj: “We’ve just produced a new update of the predictions, which as you will see, includes many of the corrections you mention for the case of Denmark.”

Hans ord kan tolkes sådan at man har fodret hele prognosen med nye oplysninger. Men tallene er nøjagtig de samme for de fleste partier, der i øvrigt ender mistænkeligt på et rundt tal komma nul. Liberal Alliance er kommet på bane med vanvittigt usandsynlige 3,3 procent. Junibevægelsen er pludselig justeret op til 10 pct. Gad vide hvilke obskure oplysninger det hele bygger på?

Det ligner ikke en matematisk model, men gætteri. Modellen er udarbejdet af forskere ved statskundskab, et fag der rettelig burde hedde statskundsnak. Her må det vække rædsel at flere og flere af vore folkevalgte også er uddannet i statskundskab (f.eks. Dan Jørgensen). De har ofte hverken begreb om tal eller politik.

Junibevægelsen får 10 pct. i målingen. Den har brug for at gøre opmærksom på sin eksistens, og den bør forsøge at få presse på sagen. Traditionelt synes pressen dog kun at bevægelsernes død er gode nyheder. Så det er vel tvivlsomt om nogen avis vil skrive om den reviderede prognose.

I første version fik Enhedslisten og Folkebevægelsen tilsammen 9 pct. I den nye version er Enhedslisten fjernet, hvilket er korrekt, men Folkebevægelsen angives nu med kun 4,7 pct.

Centraliseret PR for unionen

Selv om projektet har det internet-smarte navn Predict09.eu skal der faktisk www foran adressen. Også det er en smule amatøragtigt.

Det er udarbejdet af forskere fra London School of Economics m.fl.,  forsynet med forord af EU-parlamentets formand Hans Gert Pöttering og sponsoreret af Burson-Marsteller, et af verdens største PR-bureauer, aktivt i 83 lande og eksperter i blandt andet krisestyring.

Det er Burson-Marsteller man ringer til hvis en supertanker knækker over (Exxon Valdez), hvis en kemisk fabrik springer i luften (Bhopal), atomkraftværk bløpper udslip ud (Tremileøen), eller da det private sikkerhedsfirma Blackwater kom til at dræbe 17 civile i Irak. Så kommer PR-folkene og redder stumperne af det ødelagte image. EU-parlamentet er måske bange for at den lave interesse for valget ender med en sådan nedsmeltning eller katastrofe. :-)

Lobby-PR i dobbeltrolle

Burson-Marstellers kontor i Bryssel laver lobbyarbejde for sig selv og for virksomheder samt PR-kampagner for EU. Det må siges at være noget af en dobbeltrolle. Burson-Marsteller har udsendt en pressemeddelelse om prognosen under overskriften Nyt Europa-Parlament åbner nye muligheder for danske virksomheder. Her afslører de altså at hensigten med meningsmålingen er at fremme deres foretagende – få flere kunder i butikken, som skal købe PR-og lobbytjenester fra Burson-Marsteller.

Tidligere nyt om foretagendet i dansk presse:

Pr-rådgiver i flere dobbeltroller - Stort trekantsforhold. Forbrugerrådet kørte sag mod kosmetikfirmaerne L’Oréal og Natusan, mens alle parterne var kunde hos Burson-Marsteller.

Hård kritik af Burson Marsteller - Har overtrådt brancheforeningens etiske regler på tre punkter.

PR-bureau snigløber Forbrugerrådet - Heftig kritik af Burson-Marstellers dobbeltrolle som først rådgiver og siden kritiker af Forbrugerrådet i vaskepulversag. “Skideballe om dårlig etik”.

Ud over Burson-Marstellers sponsorat, så har EU hyret det tyske reklamebureau Scholz & Friends til at føre en kampagne  der skal få flere til at stemme. Den koster 210 mio. kroner (ifølge Notat) eller 135 mio. kroner (ifølge Euractiv.com). Der er opsat videokabiner (Choice Boxes) rundt omkring, blandt andet på Kongens Nytorv, hvor borgerne kan sende en fortvivlet besked til Bryssel. Måske skal de hellere opsøge en af de listige biografer på Istedgade.

Kampagnen producerer indslag på MySpace, Facebook, Flickr og EUtube. Der bruges plakater som spiller på nationale politiske emner, således grænser og indvandring i Sydeuropa, men computere og sutteflasker i de skandinaviske lande. Ifølge PR-bureaets direktør Lutz Meyer har Europa-Parlamentet et stærkt brand, der genkendes af 85 % af befolkningen, mod f.eks. Armani, der kun genkendes af 67 %. Ville folketinget eller dronningen nogensinde nedlade sig selv til at være et varemærke? Nej. Selv om småkageeksporten til Japan ofte bruges som argument for monarkiet.

En ting er sikker – lobbyisterne og reklamebranchen vinder hvert valg!

[Tak til forskerne Hix, Marsh, Vivyan og Burson-Marsteller.]

Fiksfakseriet om tronfølgeloven og dets vej gennem folketinget

[Facebook-gruppe mod ny tronfølgelov
- klik her: groups.to/fiksfakseri]
Grundloven bliver ikke ændret, hvis den ny tronfølgelov vedtages. Grundlovens § 2 vil fortsat lyde: 
Kongemagten nedarves til mænd og kvinder efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953 fastsatte regler.     
Ved siden af denne regel har man af politiske grunde valgt at indføre en ny tronfølgelov af 2009 – som strengt taget er ugyldig, hvis man skal holde sig til grundlovens tekst. Grundloven har nemlig forrang frem for alle andre love. Der er ingen fortilfælde for denne mærkelige juridiske løsning.

For at ændre tronfølgen må man foretage en almindelig grundlovsændring af grundlovens § 2. Det var alle enige om indtil ca. 2006. Men så fandt Anders Fogh den “geniale” løsning at ændre grundloven uden at ændre i grundloven…

Regeringen pressede derefter den nye tronfølgelov igennem folketinget, selv om oppositionen har kaldt det for et “unødvendigt fiksfakseri”.

Der er tradition for bred enighed ved grundlovsændringer, men ikke i dette tilfælde. Oppositionen var sur over regeringens fremgangsmåde. De ville gerne have skrevet ind i grundloven at Danmark er et folkestyre og et retssamfund. Regeringen ville derimod helst undgå at lave noget om.

Når et folketingsudvalg tænker over en lov, skriver man en betænkning. Betænkninger om grundlovsændringer plejer naturligvis at være meget grundige. Men betænkningerne om tronfølgeloven er papirstynde.

Udvalget behandlede i 2006 forslaget på blot fire møder. Man har slet ikke diskuteret de mange ligestillingsmæssige og praktiske aspekter. Man har dog været kritisk mod det juridiske format.

Udvalget stillede elleve spørgsmål til statsministeren, som naturligvis fik sine embedsmænds opbakning til at støtte det juridiske fiksfakseri. Eksperten Sten Frimodt Nielsen fra Statsministeriet sagde i 2003 at man ikke kunne ændre tronfølgen uden at ændre grundlovens § 2. Tre år senere havde statsministeren fået sine embedsmænd til at ændre mening. Steen Frimodt Nielsen er i øvrigt væk fra statsministeriet, da han har fået nyt job i som dommer i EU-domstolen.

Spørgsmål og svar fra statsministeren til udvalget i 2006

Udvalgsbetænkning fra 2006

Oppositionspartierne fremsatte et alternativt forslag om en mindre grundlovsændring, hvor de bemærkede følgende:

Den af regeringen valgte fremgangsmåde kan formelt og juridisk ikke kaldes grundlovsstridig, da ændringen af tronfølgeloven sker efter reglerne om grundlovsændring i grundlovens § 88, men fremgangsmåden er et unødvendigt fiksfakseri, der alene har det formål at få ændringen af tronfølgeloven til at se ud, som om man ikke ændrer grundloven, selv om det er det, man gør. Ofrene for denne fremgangsmåde er kommende generationer af grundlovslæsere, der nu skal lære, at grundlovens ord om tronfølgen er i strid med retstilstanden.

(Betænkning om oppositionens grundlovsforslag fra 2006 - fylder kun ca. én A4-side).

Hvor mange grundlove har vi?

Regeringen hævder at man følger proceduren i grundlovens § 88:

Vedtager folketinget et forslag til en ny grundlovsbestemmelse, og regeringen vil fremme sagen, udskrives nyvalg til folketinget. Vedtages forslaget i uændret skikkelse af det efter valget følgende folketing, bliver det inden et halvt år efter den endelige vedtagelse at forelægge folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse ved direkte afstemning. De nærmere regler for denne afstemning fastsættes ved lov. Har et flertal af de i afstemningen deltagende og mindst 40 pct. af samtlige stemmeberettigede afgivet deres stemme for folketingets beslutning, og stadfæstes denne af kongen, er den grundlov.

Spørgsmålet er hvad begrebet “en ny grundlovsbestemmelse” dækker over. I sidste sætning står der ikke “Grundloven” eller “en grundlov”, men bare “grundlov”. Hidtil har man opfattet § 88 sådan, at den handler om at ændre Grundloven – at indsætte en ny eller ændret bestemmelse i denne lov, som kun findes i én gældende udgave. Det har ikke været på tale at vi skulle have flere ligestillede grundlove.

I USA ændrer man som regel forfatningen ved at vedtage et amendment, et tillæg til den oprindelige forfatning. Det gør vi ikke i Danmark.

Regeringens argumentation går imidlertid ud på at der findes flere love med “grundlovsrang”. I så fald har vi altså ikke blot én, men mindst to grundlove, der kan ændres uafhængigt af hinanden, hvilket vil overraske de fleste:

  1. Danmarks Riges Grundlov
  2. Tronfølgeloven

Hertil kommer måske de få gældende paragraffer i Kongeloven af 1665, internationale traktater m.v. – er de også grundlove?

Spørgsmålet om Danmark kan have “flere grundlove” har naturligvis været berørt i diskussionen om EU-forfatningen (som endte med at blive en “reformtraktat”). Men også i forbindelse med tanker om en færøsk grundlov. Det forrige landsstyre på Færøerne nedsatte en kommission, som leverede et forslag til en færøsk grundlov i 2004. Færøernes nuværende lagmand Kaj Leo Johannesen sagde dengang: “Jeg vil ikke have en grundlov. Vi har en grundlov, og det må være nok. Man kan heller ikke have flere grundlove”.

Han udtrykte dermed den generelle holdning til Grundloven, sådan som man normalt opfatter den i Danmark.

Hvis tronfølgeloven vedtages, vil dette princip blive historie, og der er åbnet for at man kan vedtage et ubegrænset antal ekstra fiksfakseri-love ved siden af den “gamle” Grundlov. Det vil kunne udnyttes på mange måder politisk.

F.eks. vil man kunne udforme en fremtidig bestemmelse om endegyldig suverænitetsafgivelse til en føderal Europæisk Union som en tillægslov, vedtaget efter folkeafstemningsproceduren i § 88. I denne tillægslov kan man så modificere og udhule den danske suverænitet i selve Grundloven. Man vil kunne sige til vælgerne at selve Grundlovens tekst ikke ændres, så de nemmere kan sluge den bitre pille.

I tilfælde af indre uro, krig eller besættelse vil magthavere måske ønske at udhule frihedsrettighederne i Grundloven. I så fald kan man vedtage en tillægslov, vedtaget efter folkeafstemningsproceduren i § 88. Regeringen kan hævde at det er en midlertidig lov, som derfor udformes som et tillæg til forfatningen. Det vil nemmere få befolkningen til at acceptere den.

Disse scenarier kan vi undgå hvis vi holder fast i at vi kun har én gældende Grundlov. Hvis tronfølgeloven skal ændres må det ske via en ændring af Grundlovens § 2.

Folketingets forretningsorden blev brudt

Det er en sandhed med modifikationer, at lovforslaget har fulgt reglerne for grundlovsændringer. Ifølge folketingets forretningsorden, § 16, skal grundlovsforslag udformes på en ganske bestemt måde:

Lovforslag, der indeholder forandringer i eller tillæg til grundloven (grl. § 88), skal i deres titel være betegnet som grundlovsforslag. Er de ikke betegnet således, afvises de af formanden.

Tronfølgelovforslaget opfylder ikke denne bestemmelse. Det er udformet som ethvert andet almindeligt lovforslag. Den fulde titel er:

Forslag til Lov om ændring af tronfølgeloven

Hvis man skal følge argumentationen om at der er tale om et grundlovsforslag, der kan få retsvirkning som grundlov, så skulle titlen naturligvis have været: “Grundlovsforslag til Lov om ændring af tronfølgeloven”.

Idéen med forretningsordenens § 16 er at man ikke skal kunne snige en grundlovsbestemmelse ind i et almindeligt lovforslag. Grundlovsforslag skal behandles med særlig omhu.

Det er måske en detalje, men det viser hvor lemfældigt folketinget har behandlet denne sag. De har ladet sig trække rundt af statsministeriets embedsmænd på en måde, som aldrig ville kunne finde sted under forfatningskampene i 1800-tallet. Folketingets præsidium har sovet i timen. Enighed gør stærk, siger man, men den kan også gøre søvnig.

Forretningsordenens § 16, stk. 3, siger endvidere:

Lovforslag eller ændringsforslag, der strider mod grundloven, skal afvises. Mener formanden efter forhandling med Udvalget for Forretningsordenen, at en sådan modstrid foreligger, indstiller formanden til Tinget, at forslaget afvises. Der finder ingen forhandling sted om en sådan afvisning.

Grundloven fastsætter at Tronfølgeloven af 1953 er Danmarks tronfølgelov, og derved strider det nye forslag mod Grundloven. Jeg kan ikke se hvordan man kan komme uden om dette.

Bemærk også at folketingets forretningsorden taler om “grundloven”, ikke grundlovene. Der er kun én Grundlov.

Lyntur gennem folketinget

Grundlovsforslag skal igennem to folketingsbehandlinger, en på hver side af et valg, og anden tur gennem folketinget skete i 2008-09.

Den nye tronfølgelov igen ekspederet gennem udvalget, og den nye betænkning var et ark papir uden egentligt indhold. Forhandling havde ikke fundet sted.

Frank Aaen fra Enhedslisten, der er imod monarkiet, stillede dog en række spørgsmål. Desværre virker det som om han mest bare ville irritere regeringen. Han gik ikke ret meget ind på det juridisk uholdbare. (Enhedslistens 9 spørgsmål og svar fra statsministeren)

Der var kritik fra mange sider, både S, SF, DF, de Radikale og Enhedslisten, men oppositionen endte dog alligevel med at støtte fiksfakseriet, da de ikke turde at stemme “imod ligestilling”.

Ved 1. vedtagelse den 2. juni 2006 stemte alle partier i folketinget for; kun Simon Emil Ammitzbøll undlod at stemme.

Ved 2. vedtagelse den 24. februar 2009 stemte alle for, undtagen Enhedslisten, der undlod at stemme.

Ungdomsorganisationer er imod

Konservativ Ungdom fører dog kampagne mod den ny Tronfølgelov nu. Radikal Ungdom har også udtalt sig kritisk.

Der kræves at mindst 40 procent af alle stemmeberettigede skal stemme ja (sofavælgerne tæller i praksis som nej). Derfor kan blot 10-20 pct. nejstemmer forhindre forslaget, alt afhængig af valgdeltagelsen.

Baggrundsartikel: Derfor nej til ny tronfølgelov - 10 juridiske, praktiske og politiske grunde til nej.

Wikipedia

Artiklen Folkeafstemningen om tronfølgeloven giver en grundig dækning af emnet inkl. historisk baggrund, regler i andre monarkier og forskellige citater fra pressen og folketingsbehandlingen. Artiklen er stort set er skrevet af undertegnede, men tilstræbt neutral.

Palæstinenser-loven fra 1992 som komisk opera

Villy Søvndal sagde engang til de ekstreme islamister i Hizb-ut-Tahrir: Gå ad helvede til!”

Det må have været spil for galleriet, for SF er nu tilbage i den traditionelle rolle igen:

S og SF vil genåbne irakeres asylsager (Politiken)

S og SF mener altså at man skal være åben over for pression. Enhver flok mennesker skal kunne få asyl hvis de besætter en dansk kirke.

Ved at genåbne asylsagerne siger man at der er begået fejl. S og SF har naturligvis ikke sat sig ind i de enkelte sager. Så hvordan kan de hævde at beslutningerne skal omgøres? En genoptagelse er en helt urimelig særbehandling, der i øvrigt vil belaste asylsystemet yderligere, så ventetiden forlænges for alle andre asylsøgere.

Hvad med de mange dårligt behandlede mennesker (blandt andet danskere) der ikke besætter en kirke, fordi de ikke er frække nok eller stærke nok? De får ikke megen opmærksomhed, de får ikke særlige tilbud fra politikerne, besøg af Arne Melchior eller støttegrupper på facebook med 4700 deltagere.

Nu vil man måske protestere mod min umage sammenligning af Hizb-ut-Tahrir og udviste irakere. Jeg er godt klar over at det ikke er det samme. Hizb-ut-Tahrir har nok væmmelige holdninger der undergraver Danmark, men de er indtil videre en lovlig organisation. Irakerne er derimod retligt udvist, og flere af dem har begået meget alvorlig kriminalitet.

Det er ret vanvittigt at SF vil sende de lovlige ad helvede til, men beholde de ulovlige.

Villy forvekslede form og indhold

Villy Søvndals forsøg på populisme bygger på en forkert analyse af DF’s succes.

Mange på venstrefløjen betragter DF som en sammensværgelse af folk uden egentlig politisk mission. Racisterne i DF har blot valgt nogle syndebukke for at få magt og opmærksomhed, lyder analysen. Nogle gange beskylder man endda DF’erne for at gøre det hele for personlig vindings skyld – som om politisk arbejde er noget man spinder guld på.

Villy Søvndal troede derfor han var genial, når han forsøgte at kopiere mønsteret. Han udvalgte nøje nogle syndebukke, som alle var enige om at hade, og stemmerne væltede ind. Indtil videre dog kun i meningsmålinger.

Men Villy, det er ikke nok at sige tingene. Det er faktisk vigtigere at mene dem. Dansk Folkeparti har en hæderlig indsats bag sig i deres arbejde for at stramme udlændingelovgivningen, bekæmpe kriminalitet med konsekvens og holde sammen på det danske samfund. Indholdet har gjort DF til en succes. Ikke den hårde retorik. Og så hård er den vel heller ikke altid, selv om der er fløjet et par snotklatter.

Villy har sans for genbrug, og han har for nylig sagt det samme om hærværksmændene ved graffitifesten i det indre København: autonome tosser, hjernedøde, bøller, gå ad helvede til. Dog hævdede han også at de ikke havde “noget som helst med venstrefløjen at gøre”.

Demagogisk designerpolitik

Villy Søvndal som barsk vicestatsminister og hans partifælle Anne Baastrup som blid justitsminister?

Det ville måske være et godt, demagogisk parløb. Men det ville være et mareridt for samfundet.

Villy ville piske en stemning op som i de værste folkedomstole, men justitsministeren ville ikke følge det op med nogen form for konsekvens. Vejen ville dermed være banet for konflikter og opløsning på to fronter.

SF har ikke nogen ideologisk baggrund for konsekvent retspolitik, og derfor kan de ikke pludselig opfinde den.

Reaktionen på kirkebesættelsen viser at SF heller aldrig vil få en konsekvent udlændingepolitik.

Jeg er lidt mere overrasket over at Socialdemokratiet bakker op. Henrik Dam Kristensen pakker det lidt ind:

” … selve asylafslaget [står] ikke til diskussion. Men hvis enkelte personers forhold har ændret sig væsentligt siden afslaget, så skal de have mulighed for at søge humanitær opholdstilladelse.”

Socialdemokratiet har åbenbart ikke mod på at overtage regeringsmagten i øjeblikket. De har fejlbedømt folkestemningen, og de vil blive straffet i næste meningsmåling, stol på det.

Palæstinenserloven genopfrisket

Efter 321 palæstinenseres kirkebesættelse i 1992 gennemførte socialdemokraterne, SF og de radikale en særlov, der gav asyl til samtlige aktivister med et pennestrøg.

Jeg går ind for politisk samtidskunst.

Jeg mener absolut palæstinenserloven egner sig til en opera i fem akter.

Den bør opføres i en af de selvsamme kirker der har lagt hus til kirkeasylet:

1. akt. De glade gæster ankommer: Palæstinenserne var rejst hertil fra Libanon i løbet af 1990-1991, hvor de søgte asyl på en påstand om at de var forfulgte i Libanon.

… 2. scene. Problemer opstår: Tidligere havde palæstinensere fra Libanon fået automatisk asyl uden nærmere vurdering. En mindre stramning af sagspraksis under KVR-regeringen i 1989 bevirkede at sagerne nu blev vurderet enkeltvis. 321 palæstinensere fik afslag, da de ikke var forfulgte.

2.akt. Oprør og pression: En gruppe på 50 til100 palæstinensere besatte 7. september 1991 Enghave Kirke og kort efter Blågårds Kirke, hvor sognepræst Lisbeth Søe inviterede dem indenfor. Besættelsen af Blågårds Kirke varede i over fem måneder.

3. akt. Hele menageriet i folkedans: 600 danske præster skrev under på en støtteskrivelse, BZ’ere besatte Udlændingedirektoratet og Justitsministeriet, Savage Rose, Kim Larsen, Anne Marie Helger og Lone Hertz støttede palæstinenserne, og Landsforeningen af Danske Flygtningevenner blev oprettet for at fremme sagen.

4. akt. Jackpot: Den 3. marts 1992 vedtog Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og SF uden om KV-regeringen en særlov, der ophævede udlændingemyndighedernes afgørelse og gav kollektiv opholdstilladelse til alle palæstinensere der havde opholdt sig i Danmark i mere end 12 måneder.

5. akt. Fest: Umiddelbart efter vedtagelsen tog over halvdelen af palæstinenserne tilbage til Libanon for at fejre at de havde fået opholdstilladelse i Danmark.

… 2. scene. Afsløring: Ugen efter kom det yderligere frem at 312 af de 321 palæstinensere havde rejst frem og tilbage mellem Danmark/Libanon/Syrien i løbet af 1990-1991, mens de havde søgt asyl i Danmark.

Efterspil – “tretten år senere”: I 2005 viste en undersøgelse:

  • at omkring 42% (135) af palæstinenserne i de efterfølgende år har været involveret i og dømt for kriminalitet.
  • at 74% (238) var på passiv forsørgelse.
  • gruppen på de 321 palæstinensere havde 110 børn, hvoraf 56% (62) havde været involveret i kriminalitet.

Tæppefald. De medvirkende 321 palæstinensere, 110 efterkommere, 600 præster, politikere, rockmusikere, kunstnere, BZ’ere, flygtningevenner bukker dybt og modtager stormende bifald. De få VK-politikere og grå embedsmænd holder sig diskret i baggrunden. Dengang var DF ikke opfundet, og Glistrup er død, så der er ingen skurke i forestillingen. Det var dengang Danmark var anstændigt og kunne være sig selv bekendt.

Derefter reception arrangeret af Center for Menneskerettigheder, men betalt af staten, halal-pindemadder og fed fest med multikulturel hiphop, mavedans og kristen rock.

(Kilde: min tekst bygger stort set ordret på artiklen om Palæstinenserloven, Wikipedia).

Det virkede ellers lige så seriøst hos DF…

DF har en meget stor goodwill i øjeblikket, tre uger før EU-valget. EU-kritiske danskere lige fra Socialdemokratiet og over til den borgerlige fløj pønser på at stemme DF. Hjulpet godt på vej af de borgerliges dårlige kandidater og deres ynkelige forsøg på at springe ud som EU-kritikere én måned før valget. (Selv mener jeg Folkebevægelsen giver den bedste vare, også for borgerlige og nationale EU-kritikere, hvilket jeg vil skrive mere om i den kommende tid).

Valgkampen begynder dog først nu, og slaget er ikke vundet. Folk skal jo lige bestemme sig. Sofaen er dyb og blød.

DF har nu lavet kampagnestart i tivoli-stil. Min første reaktion var: vil man tabe den gode opbakning på gulvet?

Masser af nitter og kun én vinder … I over 50 byer vil der være lejlighed for danskerne til at møde DF’s kandidater, trække et lod i den gigantiske EU-tombola og få en snak med kandidaterne om EU’s overstatslige dominans på dansk politik. I løbet af kampagnen udloddes fem stk. kroophold for to personer på en dansk kro, ligesom der vil være rigeligt med trøstepræmier.”  (Foto: Carsten Lundager/DF)

Men på den anden side. Hvem ved? Messerschmidt er ægte; han er ikke en falsk humorist som den helikopterflyvende Dan Jørgensen. Måske kan et folkeligt tivoli-træk gennem landet være det der mangler for at få begejstring i valgkampen. DF er garanteret eneste parti der kan levere netop den vare.

karikatur mess

DSU's karikatur af Messerschmidt er en gammel kliché

Akilleshælen?

DF-modstandernes typiske retorik er blevet sjældnere. Nazi-kortet vil dog utvivlsomt blive spillet igen i valgkampen, ligesom på DSU’s plakat. Tricket er naturligvis dybt uretfærdigt og useriøst, men hvad vigtigere er: det har mistet enhver effekt. Sangen i Grøften er glemt og borte, bortset fra at den var med til at vise Morten som menneskelig. Det kan danskerne godt lide. Men det er fortid.

Morten Messerschmidts akilleshæl ligger efter min bedømmelse et helt andet sted. Han er nu ganske tæt på at virke alt for perfekt, hvilket er et potentielt problem. Hans karriere er vokset hurtigt. Han kom i folketinget som 24-årig efter at være blevet kendt i Big Brother og via det mediebevidste projekt “Foreningen Kritiske Licensbetalere”.  Medierne tildelte ham rollen som den unge stjerne i DF’s folketingsgruppe. Man skal ikke tage fejl af den lidt konservative og gammelkloge fremtræden. Han er et barn af sin selvbevidste generation.

Mess

Manden der kan det hele? Fra DF's kampagneside danskfolkeparti.eu

Træd varsomt

Karisma er ofte en fordel, når man er helt ung. Den unge Messerschmidt blev opfattet som en pudsig charmør med personlighed, en begavet, ung fløs, men ufarlig for modstanderne. Nu er han blot 28 år, færdig jurist og spidskandidat. Han får reel magt og bliver derved bedømt helt anderledes. Den voksne Messerschmidt risikerer at blive bedømt som en overlegen type der minder for meget om Camre. Fortjent eller ej.

At han er meget vidende og velformuleret kan næsten blive en ulempe. For eksempel vil en for hurtig kommentar, en lidt for hård afklapsning af modstanderne i en tv-runde, for elegant påklædning, kunne udløse en jantelovs-agtig modvilje i befolkningen.

Pressegalleriet på DF’s hjemmeside viser Messerschmidt som dressman:

       

Messerschmidt har for megen stil og personlighed til at den brede befolkning kan identificere sig med ham alene.

DF burde derfor huske at promovere de “øvrige kandidater”. Man har faktisk et godt hold, som bestemt kan leve op til kvaliteten i andre partier. Men de er gemt godt væk:

andre kand

Det er ret tydeligt hvem man gerne vil have valgt som nummer to. Bemærk hans fremhævede placering:

DF kandidater

Flot men plat plakat fra DSU (Danmarks Stangstive Ungdom)

1242429886296(link til fuldt format, DSU)

DSU anerkender nu den danske kulturarv og kræver: giv os Morten Korch tilbage. Er det slut med at beskylde andre partier for Morten Korch-sympatier?

Plakaten er grafisk pæn og veludformet. Tillykke med det. Men æstetik bør handle om mere end pang-farver, for eksempel om humor.

Bendt Bendtsen er“krybskytten der helst vil pensioneres”. Her rammer man plet. Der er kun en nuance til forskel fra virkeligheden. Bendtsen er nemlig ikke krybskytte, men opbevarer blot sit gevær ulovligt og går gratis på jagt. Han sagde ved sin opstilling til EU-valget at han glæder sig til at få mere tid til jagt, golf og familien.

Morten Messerschmidt er afbildet som nazist i lange ridestøvler, “den højreorienterede galning”. Det er for billigt. DSU bruger et udslidt trick.

Jens Rohde er “storkapitalens lakaj” i studepranger-vest. Her skyder DSU langt hen over det lavtgående missil. Rohde har personlighed og mod. Men har han nogen sinde leveret politiske resultater til gavn for storkapitalen eller for noget som helst andet?

De konservatives afgående parlamentariker Chr. Rovsing har levet bedre op til rollen som storindustriens bedste ven i EU-parlamentet, da han altid har stemt for dårligere miljøstandarder, ja til genmodificering, længere transporttider for slagtedyr osv. Skillelinjen i dansk EU-politik har ofte gået mellem Chr. Rovsing og alle de andre.

Dan Jørgensen er udnævnt til “finanskrisens overmand”. Den var god. Den glade fynske gut er i sine debatter mere beskidt i munden, end man ville tillade i en gammel dansk film, men særlig vittig er han ikke. Hans taktik er altid et flabet og barnligt angreb på modparten. Her passer han glimrende sammen med Jens Rohde.

Retro-udtryk som “storkapitalens lakaj” og de røde kommunistiske EU-flag viser en ikke ringe selvironi. Men måske mere end DSU selv er klar over.

DSU har mange grunde til at drømme sig tilbage til Hans Hedtofts tid.

DSU synker mod bunden

De unge socialdemokrater i DSU er nede på 1.942 medlemmer. De er sakket  langt bagud i forhold til det moderigtige SFU, som er oppe på 3.162. (Tal fra 2008 – forskellen er sikkert vokset siden da).

De knap to tusind medlemmer udløste kun kr. 2.517.378 i tipsmidler fra Dansk Ungdoms Fællesråd. Alligevel er DSU i kraft af sin forbindelse til arbejderbevægelsen en af de mere velhavende organisationer. Som man skriver på hjemmesiden: “DSU har en lang række medarbejdere” – og jeg talte da tretten ansatte bare på den side.

Man bruger traditionelt nogle af de mange, gode penge til at udforme en sjov filmplakat i hver valgkamp. Med vekslende resultat.

Morten Messerschmidt kan trods alt drikke med schwung, og uden at ødelægge noget, men det kan DSU’erne ikke.

Tømmermændene fra det puritanske stunt efter Jeppe Kofod-sagen har måske fået medlemmerne til at sive væk? Er festerne blvet mindre vilde, siden dengang man hærgede Esbjerg Højskole for en kvart million kroner?

Stangstive DSU’ere smadrede højskole (Nyhedsavisen 27.3.2008)

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) har i årevis været kendt for sine abefester til de legendariske påskemøder for op mod 200 DSU-medlemmer ned til 13 år. … I 1990 smadrede en større flok stærkt berusede unge socialdemokrater inventar på Esbjerg Højskole for en kvart million kroner. …
- De gik grassat i fuldskab og ødelagde døre og inventar for, hvad der dengang kostede en kvart million kroner. Jeg ville simpelthen ikke finde mig i det, fordi de lånte højskolen gratis. Jeg forlangte, at DSU simpelthen ikke viste sig på højskolen igen, siger Bendt Drewsen, der var forstander på højskolen.

- Det værste var næsten, at DSU s ledelse aldrig betalte for alt det, de havde ødelagt i fuldskab. Det måtte vi afskrive på skolens budget, siger han.

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom … havde nuværende næstformand for Socialdemokraterne Henrik Sass Larsen som en central figur.

Begge husker i dag episoden, da Nyhedsavisen konfronterer dem med sagen. Henrik Sass Larsen kalder sagen underholdende. …Efter nogle år i landflygtighed på Roskilde Højskole fik de unge socialdemokrater lov til at vende tilbage til Esbjerg Højskole til ungdomsorganisationens årlige ugelange påskemøde.

Her fjerner man den dag i dag alt udstyr, der kan ødelægges, når 200 DSU er invaderer højskolen, fortæller en elev på skolen.

- Vi fik besked på at fjerne alt, der havde værdi, fordi socialdemokraterne nu kom. Og så kunne man ikke være sikker på, at det ville overleve, siger eleven, der fortæller, hvordan fulde 13-14 årige lå og brækkede sig af druk på gangene så sent som i 2005.

- Jeg så unge på 13-14 år ligge sanseløst berusede på gangene, fordi de havde fået serveret for meget alkohol. Mens de unge socialdemokrater i dagtimerne spillede hellige. …

Tidligere artikler om DSU her på bloggen (om Jeppe Kofod-panikken, marts 2008):

Meningsmåling: De fleste VK-vælgere er tilfredse med DF

Et flertal af de konservative vælgere og et stort flertal af Venstre-vælgerne ønsker uændret eller mere indflydelse til Dansk Folkeparti. Generelt set bakker halvdelen af de danske vælgere op om Dansk Folkepartis indflydelse på dansk politik.

Det viser en meningsmåling foretaget af Megafon for Politiken og TV2.

Politiken og Ritzau (og dermed mange dagblade) har bragt nyheden, men fordrejet budskabet til det stik modsatte. Det hænger dog ikke logisk sammen med resultaterne. Bemærk overskriften:

VK-vælgere vil mindske DFs magt (Politiken)

En stor andel af Venstres og de konservatives vælgere så gerne, at Dansk Folkeparti fik mindre indflydelse i fremtiden.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bør arbejde for, at Dansk Folkeparti får mindre indflydelse i fremtiden. 

Det mener en stor andel af Venstres og de konservatives vælgere. 

Næsten halvdelen af de konservative vælgere så gerne, at støttepartiets indflydelse blev mindre under den nye statsminister, mens 22 procent af Venstres vælgere foretrækker mindre magt til Dansk Folkeparti. Det viser en meningsmåling, som Megafon har foretaget for Politiken og TV 2.

Det er især, når politikken handler om EU, udlændinge og skat, at VK-vælgerne gerne så en mindre indflydelse fra støttepartiet.

Næsten halvdelen af de konservative vælgere vil mindske Dansk Folkepartis indflydelse, når det gælder EU- og udlændingepolitikken, mens 37 procent ønsker mindre indgriben fra støttepartiet, når der skal tages beslutninger om den fremtidige skatte- og udlændingepolitik. … 

[Borgerlig bums:  Øh - har man spurgt to gange om udlændingepolitik med forskelligt resultat?]

Men også vælgerne i Lars Løkke Rasmussens eget parti er skeptiske. 

29 procent ønsker mindre indflydelse på EU-politikken, mens henholdsvis 22 og 18 procent gerne så mindre indflydelse til Dansk Folkeparti på udlændinge- og skattepolitikken. …

Generelt set ønsker halvdelen af vælgerne at mindske Dansk Folkepartis indflydelse på dansk politik. 

 

Artiklen bringer ikke de eksakte tal, men man kan udlede at halvdelen af vælgerne er tilfredse eller ligeglade. Holdningen til DF er overraskende positiv.

Det er næsten helt skræmmende – her går man selv og forsøger at være en kritisk tilhænger af VKO, og så er det slet ikke nødvendigt at dukke sig.

En interessant oplysning, som gemmer sig i ovenstående, er at 71 % af Venstre-vælgerne og godt halvdelen af de konservative er rimelig tilfredse med den EU-skeptiske indflydelse fra DF. Her er noget at tænke over før EU-valget. Mere overraskende er det at så mange er tilfredse med DF’s manglende vilje til skattelettelser. Men det er også muligt at folk har misforstået spørgsmålet. Eller at spørgemodus på disse punkter har været sådan at man ikke kan bruge resultatet til noget.

Også de borgerlige på Christiansborg er tilfredse, selv om de er forsøgt fremstillet som utilfredse via en snedig opbygning af artiklen:

“Fra vores stole på Christiansborg er vi ikke irriteret over samarbejdet med Dansk Folkeparti. Hvis ikke Dansk Folkeparti havde støttet skattereformen, så er det slet ikke sikkert, vi var nået så langt, som vi gjorde. …” siger de konservatives politiske ordfører, Henriette Kjær. 
(Personlig har jeg dog oplevet et arrangement i KU, hvor Henriette Kjær brugte det meste af tiden på at rakke ned på Venstre, dernæst DF, en lille smule kritik af de Radikale og endnu mindre af Socialdemokratiet).
Men når vi ikke kan [få 90 mandater], så synes jeg, vi er nået langt i vores samarbejde med Dansk Folkeparti«, siger politisk ordfører i Venstre, Peter Christensen, og understreger, at det ikke er et mål for regeringen at mindske Dansk Folkepartis indflydelse. … “Når jeg har lyttet til debatten, så hører jeg en meget fasttømret rød blok, som selv de radikale har meldt sig helt ind i. Derfor tror jeg, at det bliver meget vanskeligt at få mere bredt samarbejde”.
Henrik Sass Larsen fra Socialdemokratiet afleverer en længere svada i artiklen:
»Jeg tror, der er aflagt en hemmelig ed mellem Lars Løkke Rasmussen og Pia Kjærsgaard om, at alle store fremtidige aftaler udelukkende skal laves sammen med Dansk Folkeparti. … Jeg tror, der er en stigende irritation og væmmelse over, hvordan Dansk Folkeparti opfører sig. De tager en magtbrynje på og buser frem på en måde, som man normalt ikke ser i dansk politik. Det tror jeg, at mange anstændige, borgerlige vælgere ikke kan med.”
“Næsten halvdelen”
Vi har i nogle år set en uheldig tendens til at enormt mange “nyheder” konstrueres af pressen selv. Jeg har hørt en anslåelse af at en tredjedel af nyhederne på den ene eller anden måde bygger på en meningsmåling.
 

Det nye er imidlertid at medierne ikke engang fortolker deres selviscenesatte undersøgelser rigtigt, men fordrejer konklusionen fuldstændig skamløst til det ønskede budskab, uden smålig skelen til målingens resultat.

Hele artiklen er syltet grundigt ind i en vinkling, som må siges at være direkte løgn, intet mindre.

I forgårs hed det: Hver tredje dansker: Jeg er socialist  (68 % var ikke, og 32 % var socialist).

Næsten halvdelen stemte ja til euroen, næsten halvdelen stemte ja til Maastricht, næsten halvdelen foretrak John McCain som præsident. Sådan kunne man blive ved. Det var faktisk dybt udemokratisk at flertallet fik så meget indflydelse. Godt vi har Ritzau og Politiken til at justere sandheden.

Den er imidlertid nem at gennemskue.

Må jeg minde om denne leder, som Tøger Seidenfaden skrev på valgdagen 2007, da Socialdemokraterne gik to mandater tilbage og endnu engang tabte valget:

Helle Thorning-Schmidt står som en af valgkampens største vindere – uanset at Anders Fogh stadig er kneben favorit til statsministerposten, og uanset at Socialdemokraterne ikke står til nogen entydig fremgang …

Prognose for de næste seks år

Diskussionsoplæg i krystalkuglens tegn. Nørder er velkomne til at tage del i snakken.

Den nuværende valgperiode løber til november 2011. Jeg gætter på at et eventuelt valg falder i 2010. Måske samtidig med en euro-afstemning.   

Hvordan det går med euroen er svært at sige, men lad os forestille os et S-SF-R-flertal ved valget. Den borgerlige regering er kørt træt, har mistet sit ideologiske blod og har haft for mange dårlige sager. Ligesom Obama blev valgt på grund af Bush, så vil Helle og Villy blive valgt på grund af Fogh. Tiden er for stemninger, og stemningen er Hope for change, Yes we can og Our moment is now.

Der kommer altså en S-SF-R-regering, muligvis kun med to af partierne og det tredje som støtteparti, men det er underordnet.

På den borgerlige side står V og K til tilbagegang, mens DF fortsat går svagt frem. Småpartierne Ø, Liberal Alliance og Borgerligt Centrum bliver udrenset.

Så meget siger meningsmålingerne. Men hvad sker der med partiernes roller, deres “adfærdsdynamik”? Jeg ser følgende scenario:

  1. Magtskifte til venstrefløjen, som tegnes af Villy og Helle med de radikale som en lille påhængsvogn.
  2. Færre partier, mindre grumset folketing.
  3. Styrkemæssigt: V og K svækkes, oppositionen tegnes i højere grad af DF.
  4. Ideologisk: Venstre dropper igen den socialliberale linje og vender tilbage til rødderne, rollen som borgerligt velfærdsparti overlades til DF.
  5. Radikale svækkes i styrke og bindes politisk til venstrefløjen, midten af dansk politik tegnes i højere grad af DF.
  6. En folkeafstemning vil varme debatten om euro og EU-forbehold op, og DF kan profitere på det – som eneste EU-skeptiske parti bortset fra Ø.

Venstre vil tegne den økonomisk borgerlige del af oppositionen – den stemme der altid siger “penge fosser ud af statskassen” og alt hvad vælgerne allerede har hørt før. I en tid med stagnerende økonomi vil dette traditionelle borgerlige budskab ikke være populært. Dog vil den fremvoksende generation også gøre Venstre mere værdiliberalt, hvilket imidlertid ikke er en fordel, da nogle vælgere så skifter til DF.

Venstre går ind i en krise og et rivegilde om formandskabet. Det er vel efterhånden klart for de fleste at Lars Løkke aldrig bliver formand, men man forsømmer i øjeblikket at finde en ny kronprins. Dermed udskyder man den uundgåelige konflikt, til skade for partiet fremover.

Til gengæld vil de små liberale afsplitningspartier blive overflødige, fordi Venstre vender tilbage til sine “liberale” rødder. Liberal Alliance og Borgerligt Centrum lider en hurtig død, hvis de ikke allerede har gjort det før valget, og de få hundrede medlemmer kan finde sig til rette i Venstre.

De konservatives rolle er svær at spå om, men i det mindste har partiet en ny leder der kan holde i mange år. De konservative vil nok prøve at lancere sig som et borgerligt midter-oppositionsparti, men næppe med meget held. Med mindre de kan føre sig frem på f.eks. bolig- og bilejernes privilegier, som et nyt CD. Det vil de kunne gøre, når venstrefløjsregeringen indfører roadpricing, bompenge osv., som vil oprøre det traditionelle FDM-segment. Men muligvis laver man et bredt forlig også med Venstre, og hvis de konservative som eneste parti står udenfor et forlig om “grøn trafik”, vil partiet fremstå som miljøfjendsk, altså mister man vælgere til gengæld for dem man får.

DF vil derimod tegne en mere social variant, som er langt mere spiselig for midtervælgerne. DF spiller allerede i dag rollen som vagthund for indvandrings- og værdipolitikken, og den rolle vil de naturligvis bevare. DF kommer altså i en nøglerolle i oppositionen – den bedst tænkelige position for et oppositionsparti. DF vil sandsynligvis også samarbejde med S-SF-R-regeringen på de punkter hvor det kan lade sig gøre. DF vil dermed kunne præsentere sig som et både kritisk og konstruktivt parti.

Er der faktorer som alligevel kan svække DF? Ja, hvis Pia K. går af, og der kommer et formandsopgør. Men jeg tvivler på voldsomheden. Et formandsvalg kunne godt gå hen og blive så stille og roligt at de blodtørstige journalister bliver skuffede. Der er ikke fløje og personfnidder i DF ligesom i Socialdemokratiet.

DF vil i stigende grad blive moderat og accepteret. Før eller siden vil vi se indvandrere som DF-politikere. En anden faktor som kunne svække DF, er derfor hvis der opstår et nationalkonservativt-liberalt parti ude på højrefløjen (i stil med Fremskridtspartiet) eller et tværpolitisk, hardcore anti-indvandringsparti (i stil med SIAD). Sådan et parti vil dog have svært ved at gøre sig gældende.  Som oppositionsparti vil DF ikke stå med ansvaret for en for “blød” indvandringspolitik, og dermed er der ikke basis for et oprør mod DF fra højre. Der er heller ikke megen basis for et nyt protestparti, da islam- og indvandringskritik i stigende grad spiller en rolle i alle partier, bortset fra Ø og R, hvor debatten også vil bryde ud før eller siden. Og endelig ville et sådan nyt anti-indvandringsparti overtage rollen som “rabiat” fra DF, hvorved DF bliver endnu mere spiseligt for de moderate vælgere, og pressens kritiske fokus på DF vil formindskes. Altså lige så meget fordel som ulempe for DF.

De radikales rolle som midterparti vil for alvor være slut, når de dels går tilbage til 3-4 %, og dels knytter sig fast i en venstrefløjsregering.

Det kildne politiske område bliver fortsat det som jeg blandt venner kalder “emnet”. Områder som indvandring, lov og orden, integration vil hurtigt blive et stort problem for S-SF-R-regeringen. Af to grunde:

  • Dels fordi partierne slet ikke er enige. De radikale holder fast i en verdensfjern halalhippie-politik, men en mindre del af partiet vil blive skeptisk mod muslimer, og der vil derfor opstå nye splittelser i de radikale. Også internt i S og SF vil der komme store uenigheder om hvilken “hård/blød” kurs man skal føre.
  • Dels fordi partierne ikke har gode bud på løsninger. Se blot på integrationspolitikken i de socialdemokratisk styrede kommuner København og Århus.

Etnisk uro, faldende integration og mere kriminalitet altså vil blive et stigende problem og altomfattende emne i medierne og i hverdagen, og regeringen vil være splittet og rådvild. Jeg siger ikke at vi får borgerkrig, men mindre kan jo være slemt nok.

DF – i sin politisk styrkede position som oppositions- og midterparti – vil derfor storme frem ved det næstfølgende folketingsvalg, som kommer senest i 2015, men sandsynligvis længe før, idet S-SF-R-regeringen ikke vil kunne holde sammen så længe.

Ligesom den nuværende regering i nogen grad har fået kritik for møg som er lavet under den forrige regering, så vil en kommende rød regering få kritik for dårlig service, skoler, politi osv. som er en følge af VKO’s strukturreform.

Sundhedspolitikken er for alle partiers vedkommende præget af total mangel på visioner; kostbare mega-sygehuse synes at være det eneste bud på en løsning, så en rød regering vil ikke ændre sundhedspolitikkens dødskurs. Dårlig sundhed er altid regeringens skyld, det mener pressen og vælgerne i hvert fald, og det vil de også mene efter et regeringsskifte.

Sammenfatning

Vi får en S-SF-R-regering ved næste valg, som holder i 2-3 år, men derefter stormer DF frem og kommer i en nøglerolle. Om der så kommer en V-K-DF-regering eller en DF-S-regering, det må tiden vise.

Censur og bimmelim hos Tøger Seidenfaden

På valgdagen 13. november 2007 skrev Tøger Seidenfaden under overskriften Helles Sejr:

Det er paradoksalt, men ikke desto mindre sandt, at Helle Thorning-Schmidt står som en af valgkampens største vindere – uanset at Anders Fogh stadig er kneben favorit til statsministerposten, og uanset at Socialdemokraterne ikke står til nogen entydig fremgang i meningsmålingerne. …

Uanset hvor vi alle sætter vores kryds i dag, har Helle Thorning dermed vundet en sejr, der peger fremad mod statsministerstolen.

Helle gik kun to mandater tilbage, altså en kneben fremgang…

Bemærk sprogstilen – det lille ord “uanset” kan vende minus til plus i enhver sammenhæng. “Det er paradoksalt, men ikke desto mindre sandt…” Det er talekunst fuldt på højde med en vis østrigsk malersvend der skrev: “Der ligger hundredtusindvis af Columbusæg og flyder, men man møder sjældnere en Columbus.”

Vi springer frem til 10. maj:

Tøgers blog: Dansk Folkeparti kommer ikke ud af stedet 

Det er ikke deres størrelse, men deres placering, der giver dem magt. …

Når det gælder folkelig tilslutning og vælgertilslutning, så kommer Dansk Folkeparti ikke ud af stedet. Siden de kom til fadet i 2001 har de ikke haft nævneværdig fremgang. Mellem 10 og 13 procent af danskerne støtter dem. Den vælgerskare svigter dem ikke, men der kommer heller ikke flere til. …

Tøger er ikke kendt for at lægge vægt på kendsgerninger, men han kunne godt have fået en af sine assistenter til at slå op i en håndbog. Dansk Folkeparti er det eneste parti der kun er gået frem i sin levetid:

  • valg 1998:    7,4 %
  • valg 2001:  12,0 %
  • valg 2005:  13,3 %
  • valg 2007:  13,8 %

Ifølge Politikens egen tjeneste, Meningsmåleren, har seks opinionsinstitutter i marts-april 2008 givet DF mellem 12,9 og 15 %.

Objektivt fortolket: fremgangen er fladet ud, men opbakningen er stabil og nærmest svagt stigende.

At fordreje valgresultater er lige så meningsløst som at fordreje vejret fra i går; det er jo nemt at påvise fejlen.

Heldigvis kan man på god demokratisk vis lægge en kommentar på Tøgers blog. Visse kriterier skal opfyldes:

Læg også mærke til ordene “prioriteres ved godkendelse”. Man skal altså prioriteres og godkendes, man må ikke bare sådan skrive noget.

De første to kommentarer var enige med Tøger, hvis ikke ligefrem skamrosende, så de blev godkendt:

Men ak. Borgerlig bums var ikke så heldig: 

Mine kommentarer er nr. 3 og 4 på siden, og de “afventer” stadig godkendelse. Mens der er i alt 10 godkendte kommentarer. Seidenfadens assistenter granskede, vejede og fandt for let.

Ham her gik derimod gennem nåleøjet:

Uffe Ellemann som snedig fascist. Argumenter og facts. :D

Filmen som han linker til er TerrorStorm. Den handler om at CIA stod bag 9/11, den britiske regering stod bag London-bomberne i juli 2005 og mange andre vilde konspirationsplot. Vi tager lige lektien igen:

Læserkommentarer der vægter argumenter og facts prioriteres ved godkendelse af kommentarer, mens indlæg der er rent “støj” bliver forsøgt holdt ude.

Censur egner sig måske til en kunstudstilling, men ikke til en debat i en avis, som i øvrigt er momsfritaget fordi den forventes at fremme oplysning og demokrati.

Og hvis censurpraksis fra Seidenfadens blog skulle overføres til en kunstudstilling, så ville der blive banket æggemadder op på væggene, mens de relevante værker ville blive brændt.

Politiken har ført sig frem på “frankofil petitjournalistik”, “venstreorienteret propaganda” og “fascistoidt pis”. Det er alt sammen meget rigtigt, men de må gerne tilføje narcissistisk savleri. Den politiske kritik af VKO kunne godt være mere kvalificeret end de ret uinteressante omskrivninger af virkeligheden som Tøger trækker ud af navlen.

Måske skulle bladet udskifte Viggo Hørups billede med Goebbels eller L. Ron Hubbard. Det er faktisk ikke spor morsomt, men ret uhyggeligt hvor ensidigt og skævt debatten styres på Politiken.

Her er et bud på en psykologisk forklaring: Gode mennesker snyder mest.

Såkaldt forargelse giver medvind for DF

(DF)

DF’s lille annoncekampagne har skabt en bølge af beskyldninger og afstandtagen, helt efter bogen. At kalde det oprigtig forargelse er en vanvittig overdrivelse. Der er tale om en reaktion helt nede fra reptilhjernen.

Forargelsens vinde har noget til fælles med det ægte vindfænomen, hvor én retning nede på jorden skaber en stik modsat vindretning oppe i højere luftlag. De andre partier spræller, men meget snart vil de som vanligt dreje ind på DF’s kurs, fordi DF igen har sat fingeren på et ømt sted.     

De tre annoncer, hvoraf én faktisk viser en kvinde kun med tørklæde og ikke slør, er forsynet med en relativt lang argumenterende tekst. Den kan man blot læse, og så har man DF’s holdning. Selvfølgelig stiller man budskabet på spidsen, hvad ellers? Enhver god kampagne skal provokere. Som en buddhistisk leder sagde om blasfemi: Vi støtter det, for det får folk til at tænke (Robert Irwin, JP 12/4, side 17). Jeg tør godt udelukke at DF skulle være i stand til at spekulere bevidst med provokation som eneste formål. Reaktioner er nemlig ikke så enkle at forudsige. Forargelsens mod- og medvind kan være en bieffekt, men i første omgang handler det om at formidle sit budskab, og det gør DF på meget enkel og troværdig måde. Det er udelukkende de politiske modstanderes eget ansvar, når de kvajer sig hver gang og gør deres angreb på DF til selvmål.

DF’s kampagnestrategi                     

DF udmærker sig ikke kun ved sin konsekvente kritik af islamisering, men også via sin måde at føre kampagner på. DF bruger hovedsagelig penge på annoncer og plakater mellem valgene. I modsætning til alle andre partier der brænder det hele af under valgkampen. Der findes en konsensus om at tonen godt må være hård i en valgkamp, men DF fører altså på en måde valgkamp hele tiden, i den forstand at de konstant viser klare holdninger. Hvilket de andre partier og pressen vist aldrig har accepteret, endsige taget ved lære af. Det er altså ikke kun DF’s holdninger og stil men også kampagnepraksis der provokerer.

Den lange og seje strategi har også givet pote – i form af støt og rolig fremgang ved hvert valg. Uanset politisk farve må man mene at det er godt klaret af et kun tretten år gammelt parti, som i den grad var lukket ude af det gode selskab fra starten.

Hvis man skal efterligne DF’s strategi kræver det naturligvis at der er et noget at formidle. Løbende reklamer for pakker uden indhold sælger ikke noget. En lille gætteleg – hvilke partier har følgende budskaber? Alle er sakset fra partiernes hjemmesider i dag.

Hold musen over sætningerne for at få svar.

Kig selv på hjemmesiderne. De er ens helt ned i selve opbygningen. Det er kommet på mode at inddele siderne efter de 4 p’er: politik, parti, personer, presse. Også her er det stort set kun DF der skiller sig ud fra de andre.

Ved sidste valg var alle partiers plakatdesign udformet moderigtigt af førende reklamebureauer – undtagen DF der holdt fast i en gammeldags, usmart og kedelig grafik, som imidlertid må have understreget noget troværdigt. Det samme ser man i DF’s annoncer – de kunne have været hjemmelavet (se flere af dem her). Men de virker, fordi der er et budskab.

Pointen er at indpakning ikke betyder noget, med mindre man konkurrerer om at sælge samme vare som alle andre.

Forargelsespropaganda

er modtrækket til DF’s kampagne. Forargelsen er en refleks ligesom at bøvse efter måltidet eller hyggeprutte i søvne. Der er dog tegn på at Politiken indstiller kampen efter at have dækket ikke-nyheden fra alle ender og kanter i nogle dage. Som afskedssalut har der været en afstemning for Politiken-læsere! Det er ligesom når en diskussion løber af sporet, og man siger: “Nå, men selv om vi ikke kan få ret, er vi hvert fald enige med os selv.”

På trods af den håndfaste argumentation stemte kun 83 % af Politiken-læserne ja, så der er et stykke vej til forbilledet fra 1938 på 99,7 %:

 (Wikipedia)

Som i øvrigt var både valg af rigsdag, fører og godkendelse af Østrigs indlemmelse (efter den havde fundet sted). Tre folkeafstemninger i ét, måske et eksempel til efterfølgelse for Anders Fogh? Men det er en anden historie.

Hvad jeg i øvrigt mener om tørklæderne vil jeg vende tilbage til, da dette indlæg skulle handle om mediestrategier og indpakninger. Og jeg har vel lov til at have “betænkningstid” ligesom socialdemokraterne, der i øvrigt har excelleret i en total forvirret udmelding: Først blev DF’s annonce udskreget som nazistisk, men senere ville S gange tørklædeforbudet med en faktor 100:

Socialdemokraterne vil ikke bare forbyde muslimske tørklæder hos dommere. Partiet vil også forhindre, at andre offentlige myndighedspersoner går med religiøse symboler. Efter flere dages betænkningstid erklærer Socialdemokraternes integrationsordfører, Henrik Dam Kristensen, sig enig med Dansk Folkeparti, som har foreslået at udvide tørklædeforbuddet til f.eks. sygeplejersker og lærere.

Hvilket Politiken skrev under den meget formildende overskrift “S siger nej til religion i det offentlige rum”. Prøv at sammenligne det med overskrifterne om det samme forslag fra DF.

Sidste: Radioavisen fortæller netop at Henrik Dam Kristensen trækker forslaget tilbage, idet han

“har været for upræcis og givet udtryk for holdninger han ikke har.”

Udpakket betyder det: Jeg har været for præcis og givet udtryk for en holdning jeg havde, men jeg har ændret holdning og/eller partiet er ikke enige. (S splittet om tørklædeforbud, DR).

DF har igen trukket et meget langt strå, udelukkende ved at tage en af samfundets udfordringer op, lave tre simple annoncer og stå fast på en klar holdning. Så enkel er vejen til politisk succes, og så svær at finde for de andre partier. Det bliver spændende at se DF og S i næste meningsmåling.

DSU’s regler om sex og druk (bonus: pikante detaljer og Sodoma)

DSU laver regler for sex og alkohol   (“Dansk Politik”, 29. juni 2007) 

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) har nedskrevet regler for sex og alkohol på organisationens aktiviteter. Det er blevet til “13 rigtige om alkohol” og “sex rigtige om kærlighed”, der bl.a. indeholder et konsekvent forbud mod at undervisere og kursister har sex med hinanden – uanset alder. Det er en stramning af de hidtidige regler der har forbudt sex mellem undervisere og kursister under 18. Skulle amors pile alligevel ramme må turtelduerne mødes udenfor DSUs kursussystem.

Der er desuden en opfordring til at bruge prævention: “Vi vil gerne have flere DSUere, men de skal helst ikke komme ved et uheld. Så derfor: Husk kondomet.”

Om omgangen med de våde varer står der bl.a.: “I DSU står vi tidligt op. Hver morgen bliver alle vækket, og der er ikke pauser til at sove i løbet af dagen. Hvis du er en supermand om aftenen, kan du også være en supermand næste morgen” lyder opsangen til medlemmerne.

Der er desuden ingen spiritus, ingen alkohol i undervisningstiden, ingen byture og ingen euforisende stoffer når de unge socialdemokrater skal på kursus i Blå Kors Ungdom.

- Vi håber, at I (medlemmerne, red.) alle vil læse retningslinierne og tage dem til jer, så vi i DSU fortsat kan sige, at vi lever op til det ansvar det er at være en ungdomsorganisation i Danmark anno 2007, skriver formanden for DSU’s kursusudvalg i en mail til medlemmerne.                        

sex-rigtige-om-kaerlighed-dsu.gif  (DSU’s kursusudvalg - pdf)

13-rigtige-om-alkohol-dsu.gif  (DSU’s kursusudvalg - pdf)  

Pikante detaljer

Egentlig ville jeg helst ikke svælge i de klart private oplysninger som Ekstra Bladet og BT i dag lægger frem. Men nu er det jo sket. Og det er en naturlig følge af DSU’s og Socialdemokraternes stærke panik-moralske fordømmelse. Befolkningen spørger jo sig selv om hvad der virkelig fandt sted.

Sagen handler om et meget vigtigt emne i Danmark i dag: moral. Men frisind er ikke mangel på moral, det er bare en anden moral end den som moralister tror på. Moralister fra både den kristne, den muslimske og den ikke-religiøse lejr kan blive enige om mere og mere, og man hører dem bakke hinanden op. Vi kan ikke bare være passive, mens de forsøger at nedbryde den danske moral byggende på frisind og ansvar, som vi har bygget op gennem generationer.

DSU-formand Jacob Bjerregaard udviser dårlig moral ved at offentliggøre et privat, seksuelt forhold og ved at sladre til pigens forældre. Jeppe Kofod udviser sådan set også dårlig moral ved ikke at stå fast på grænsen mellem det private og det offentlige. Hans unge partner fra weekenden fik smidt en våd klud i nakken i form af en offentlig undskyldning.

Da den overvejende folkestemning (undtagen blandt pressefolk og socialdemokrater) ikke mener at der er sket noget slemt, er der heller intet pinligt i at gå ind på detaljerne. I morgen er der andet som optager sindene.

Sexsagen deler Danmark (BT i dag, side 6)  

Et øjenvidne fra DSUs påsketræf, der fældede den populære socialdemokrat, mener selv, at den 15-årige pige gik frivilligt med Jeppe Kofod . 

»Jeppe Kofod gik over til baren, og købte to øl til ham selv og pigen. Kort efter forsvandt de sammen, mens nogen grinede sådan lidt »hø hø«. Andre så forargede ud, fordi hun var så ung,« siger han til B.T. 

Jeppe Kofod var inviteret som oplægsholder for 150 DSUere. Og han deltog i festen bagefter. 

»Det virkede helt sikkert som om, det var ganske frivilligt fra pigens side,« siger deltageren, der ønsker at være anonym. »Det er jo ikke første gang, Jeppe scorer en DSUer, men denne gang var der altså nogen, der rynkede panden. Måske fordi han var 19 år ældre end hende,« siger B.T.s kilde, der betegner den 15-årige DSUer som »en ganske køn, almindelig teenager med langt kommuneblond hår«. 

Efter dagens undervisning ved DSUs påsketræf på Esbjerg Højskole begyndte festen klokken 22 i højskolens krostue

[Højskole med krostue lyder meget socialdemokratisk :-) ]

»På et tidspunkt mellem 01 og 03 går Jeppe op til pigen, der står ved baren. Det virker som om, de har talt sammen tidligere, for han køber to øl til dem og kort tid efter forsvinder de ud af lokalet sammen.« 

- Lagde han an på hende på en aggressiv måde? 

Gik frivilligt med 

»Nej, nej slet ikke. Som jeg opfattede det, var hun helt med. Der var overhovedet ikke tale om pres eller noget, der kunne minde om det. Hun gik helt frivilligt med ham.« 

- Virkede de fulde? 

»Nej, såvidt jeg kunne se, var hun absolut i stand til at gå helt lige, og jeg ved ikke, hvor god han er til at bære en brandert, men han virkede også rimelig klar. Der var efter min bedste overbevisning ikke tale om et øjebliks fuldskab, men måske et øjebliks kådhed,« siger B.T.s kilde, der selv gik i seng omkring klokken 04, da festen var ved at ebbe helt ud. 

Næste morgen går vidnet til DSUs ledelse og herefter ruller lavinen. 

Mandag aften indkalder S-gruppeformand Carsten Hansen den formastelige Jeppe Kofod til en samtale under fire øjne. Da har Carsten Hansen allerede skrevet den pressemeddelelse, som Jeppe Kofod skal acceptere. Og som slår fast, at han fratages alle sine poster i partiet.

Efter et kort black-out i hændelsesforløbet fortsætter dagens Ekstra Blad, der også har placeret den på side sex:

Pigen måtte tage fortrydelsespille : Jeppe brugte ikke gummi 

… Flere unge fra DSU var nemlig så vrede og forargede over, at den 34-årige top-politiker havde forført en purung pige til deres påskekursus, at de gik op og bankede på døren til Jeppe Kofods værelse.

Her åbnede Kofod døren – kun iklædt et håndklæde omkring sine ædlere dele. Ifølge flere vidner benægtede Kofod – direkte adspurgt – at den unge pige skulle være på hans værelse. Men ingen var i tvivl om, at hun var derinde. Der opstod tumult foran døren, fordi de unge DSU’ere var vrede på Jeppe Kofod.

– Der var en masse tumult oppe foran Jeppes dør, og der var altså ingen, der syntes, at det var o.k., siger en deltager på påskekurset, der ønsker at være anonym.

Ifølge andre kilder er Jeppe Kofods opførsel stærkt forargelig.

– Han var et forbillede for mange DSUere. Han har gjort lynkarriere, vi så op til ham og havde meget store forventninger.

Det var de unge DSU’ere, som senere sladrede om Kofods hede nat til ledelsen i DSU. …

Sodoma

Det minder mig om scener fra det Gamle Testamente. Mængden stimler sammen om de syndige, der har overtrådt loven på DSU’s to hellige tavler…

Næppe var de gået til ro, før huset blev omringet af mændene i byen, alle Sodomas mænd fra den yngste til den ældste, hver eneste én. 

De råbte til Jeppe: »Hvor er den pige, der er kommet til dig i nat? Kom ud med hende til os! …

»Flyt dig!« sagde de og føjede til: »Her kommer han som fremmed og vil bestemme! Nu skal vi gøre noget ved dig, som er værre end det, vi vil gøre ved dem!« De trængte ind på manden Jeppe og var ved at sprænge døren. …

Da solen stod op over landet, og Jeppe var kommet til hægterne, lod formanden svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra S-ledelsen i himlen.  (frit efter 1. Mos. 19

En skam at der ikke var tale om sodomi, det ville ligesom være meget passende.

Jeppe Kofods straf er illustreret her (hold musen over linket). DSU skulle hellere have læst The Brick Testament end den almindelige, kedelige bibel.

Det gode for moralisterne er at nogle mennesker stadig reagerer som man gjorde i år 500 før Kristus. Verden er således ikke gået helt af lave.

Storvasken ruller – DSU åbnede Pandoras æske

Som forudsagt i sidste indlæg, så er der nu begyndt en kædereaktion omkring det ellers banale knald i Esbjerg.  

Kender du den 15-årige pige, der havde sex med Jeppe Kofod? Eller kender du en, der kender hende, hendes forældre eller blot hendes fornavn, efternavn, adresse eller andre oplysninger, der kan lede til hende. Eller var du måske til stede ved DSU-festen i Esbjerg i fredags, der kom til at koste Kofod karrieren?

Så kontakt SE og HØR – helt ANONYMT. Vi betaler TIPHONORAR for oplysninger, der kan lede til pigen. …

Læs i denne uges SE og HØR om de andre danske politikere, der har ladet sig styre af deres drifter.  (Se og Hor)

Det kan ikke undre at der bores i sagen. For som Henrik Qvortrup siger: “Vi vil gerne vide, hvad der skete den aften.” Vi andre er også blevet nysgerrige.

De ansvarlige har indhyllet affæren i en vis mystik. På den ene side har alle understreget at der ikke er noget ulovligt. *)

På den anden side har partiapparatet sat himmel og jord i bevægelse. DSU-formanden har fordømt Jeppe Kofod i kraftige vendinger. Han må ikke sætte sine ben i DSU mere. Partiet presser ham til at droppe ordførerskaber og tage “tænkepause”.

Der er altså et misforhold mellem handling og konsekvens. Tænkende mennesker undrer sig og søger en årsag:

  • Enten har S simpelt hen overreageret pga. puritansk angst for vælgerne og pressen. Der skal kompenseres for manglende politisk handlekraft ved at opføre sig ekstra moralsk.
  • Eller Jeppe Kofod har fjender som bruger chancen for at få ham udmanøvreret.
  • Eller også er der foregået noget rigtig snavs i Esbjerg. Et eller andet er kørt helt af sporet ved de fire dages drukfester.

Personlig tror jeg på hele tre overraskelser i én. Alle tre forklaringer er sandsynlige.

DSU-formanden kan ikke forstå at det er ham selv der har sat det hele i gang.

Se og Hør i klapjagt på 15-årig (JP)

Det er dybt rystende, at vi har medier i dette land, der vægter hensynet til profit og overskridelse af grænser højere end hensynet til en 15-årig pige, som kun ønsker at være være anonym og at kunne være i fred,” siger DSU’s forbundsformand, Jacob Bjerregaard.

DSU har taget skarp afstand fra affæren og gjort det klart, at Jeppe Kofod aldrig mere vil blive inviteret til at deltage i DSU’s arrangementer. DSU’s primære hensyn er dog den implicerede 15-årige kursist, og på DSU’s hjemmeside opfordres pressen til at vise hensyn til hende.

“Jeg kan ikke tage nok afstand fra Se og Hørs metoder, og jeg håber, at danskerne vil lade være med at købe bladet,” siger Jacob Bjerregaard.

Han kan tage afstand så meget han vil, men han skulle hellere have udvist konduite.

Heldigvis er der kommet afkølende meldinger fra andre partier. De skyhøje standarder for politikere som “rollemodeller” ender med at ramme dem selv, hvis tendensen fortsætter:

Politikere: Stop hysteriet om Kofod (JP/Ritzau)

… “Jeg tror, at hvis det havde været i Det Radikale Venstre, så havde man håndteret det på en langt mindre snerpet og nypuritansk måde, end jeg synes, man har gjort det,” siger den radikale Simon Emil Ammitzbøll.

“Han har været fuld og kvajet sig, men undskyld mig – det må der altså være ret mange herinde, der har gjort. Ikke bare én, men flere gange,” siger SF’s Anne Grete Holmsgaard.

“Han har dummet sig, men det er, hvad der sker for mennesker, og den forargelse, der rejser sig, finder jeg en smule hyklerisk,” siger Dansk Folkepartis Søren Krarup.

S-ledelsen/folketingsgruppen og pressen ser ikke ud at have tænkt så hurtigt som vælgerne:

Bornholm holder med Kofod  (Politiken)

DR Bornholms internetafstemning viser, at 70 procent fortsat har tillid til Jeppe Kofod (S) efter sexskandalen. …

DR Bornholm sendte onsdag morgen en radioudsendelse, hvor lytterne kunne ringe ind og give sin mening til kende. Ikke en eneste kritiserede Jeppe Kofod – tværtimod støtter de deres folketingsmedlem: »Dem som ringede ind sagde, at Kofod selvfølgelig har kvajet sig, men hvem har ikke gjort det? Derfor bakker de stadig op om ham« …

Det hele kan altså nå at ende smukt. Forsøget på at indføre puritanske standarder i dansk politik er blevet afvist af befolkningen. Taberne er Socialdemokratiet og DSU’s troværdighed. De var måske nødt til at reagere på en eller anden måde, men de kørte af sporet. Den 15-årige pige havde sikkert også helst været balladen foruden.

— 

*) Nogle aviser har kørt den forældede forførelsesparagraf i stilling, strfl. § 223 stk. 2. Den er brugt to gange siden 2. verdenskrig:  i 1959, hvor en 45-årig blev dømt for at forføre en 15-årig husassistent, gøre hende gravid og organisere ulovlig abort. Samt i 2003, hvor en taxachauffør blev dømt for besiddelse af børneporno og for at have “trukket bukserne af en 15-årig dreng og suttet på hans kønslem” (Karnov s. 5044).

Socialdemokrat plagierede partikammerat som plagierede pressen

Først lidt om den katastrofale tackling af Kofod-sagen…

Scroll ned for historien om hvordan to socialdemokrater begik plagiat på plagiat af en journalists hæderlige arbejde.

Kofod ser godt ud, er begavet, og den 15-årige pige har intet at skamme sig over. Men det gør hun måske alligevel nu, hvor hendes langfredagsscoring har været bekendtgjort i tv og aviser.  

Måske ville jeg skamme mig mere, hvis jeg vågnede op efter en brandert og havde været sammen med DSU-formand Jakob Bjerregaard (billedet). 

Borgelig bums mener derfor Jakob Bjerregaard – ikke Jeppe Kofod – burde gå af, fordi han hænger en af sine dygtigste partifæller ud, og især fordi han indfører snerpede moralske standarder her i landet.

Forargelse er som dominobrikker. Når én råber fy! så følger alle andre efter, for ingen tør stå tilbage og selv blive dømt som uanstændig. Laveste småborgerlige fællesnævner vinder, ligesom ved andre former for politisk korrekthed. At DSU har strenge, interne regler om seksualjustits vedkommer overhovedet ikke alle os andre. Det må de ordne privat.

Jakob Bjerregaards håndtering af sagen har måske voldt uoprettelig skade på fornuftig dansk moral. Vi er hastigt på vej til at blive lige så puritanske som i England – faktisk kræves der nu ikke kun pletfri vandel af politikerne, men af alle kendte. Husk f.eks. sagen om Jørgen Leth.

Kofod har ikke gjort noget ulovligt, og grænsen må gå ved lovligt over for strafbart.

Ellers skal vi også til at høre om alle andre tilfælde hvor en folkevalgt gør noget lovligt, men moralsk tvetydigt.

Var der forresten ikke noget om formanden for færdselssikkerhedskommissionen, der gerne måtte køre for stærkt – uden følger – for det gør alle alligevel!? Jeg kan ikke få øje på nogen logik. Færdselsmanden burde tage konsekvensen af sin strafbare handling, fordi han netop har ansvar for færdselsområdet. Men ellers er privat lort helt uvedkommende.

Vi kan snart forvente overskrifter som:

MF’er besøger ikke sin gamle mor

Helle Thorning glemte at fodre kanariefugl

Birthe Rønn H. sagde “sgu” foran børn

Mette Frederiksen har gammel opvask

Per Stig overfuser ung brillebutiks-praktikant

Man kan dybest set kun tage stilling til sådanne private, moralske sager hvis man selv er involveret. Ikke ud fra en omtale i pressen.

Man kan heller ikke løfte en flig af sagen og lægge låg på resten, sådan som DSU-formanden forsøger at gøre af hensyn til “ofret”. Lavinen ruller. I den næste tid vil der nok komme flere og flere pikante detaljer frem til storvask, for nu er offentligheden involveret, og så vil vi jo gerne vide hvad der egentlig er foregået.

Nok om afsnittet ”love vedrørende kønslivet” i den interne socialdemokratiske moselov. Jeg synes et par spørgsmål er mere relevante:

  • Hvorfor holder DSU fire dages påskekursus med druk-fest hver aften – med servering for teenagere?

Hvor fulde var de andre 13-, 14- og 15-årige deltagere?

Det er et faktum at de helt unge drikker mere og mere, og det er væsentlig mere usundt end sex. Bør en offentlig støttet ungdomsorganisation ligefrem fremme det? Alene det generelle DUF-tilskud for 2006 udgjorde kr. 2.848.037 til de 1.991 medlemmer af DSU.

  • Er der en politisk baggrund for den hårde justits mod Jeppe Kofod?

Ekstra Bladet skriver:

Jeppe Kofoed [var] meget sen til at vælge side mellem Helle Thorning og Frank Jensen. Det endte så med Helle Thorning, få dage før afgørelsen. Men sidste år blev han opfattet som rimeligt illoyal, da han, sammen med Mette Frederiksen, kritiserede ledelsen for at være usynlig og uinspirerende.” (EB 26/3, side 7)

———-

 

Socialdemokrat plagierede partikammerat som plagierede pressen

Det følgende indlæg skrev jeg i mandags, og det skulle egentlig have været gemt til 1. maj. Men det offentliggøres nu som min personlige spin-gave, der gerne må aflede opmærksomheden lidt fra Jeppe. Historien viser hvorfor S ikke har råd til at vrage Kofod, en af partiets få skarpe hjerner. Der foregår nemlig andre banale og umoralske ting på Esbjerg Højskole!

Den ene socialdemokrat stjæler ordene fra den anden, som igen har plagieret dem fra en journalist. Når den stjålne tekst samtidig handler om Venstre-politikeres forbrydelser, bliver det ekstra selvmodsigende og lidt morsomt.

Johannes Lundsfryd Jensen, socialdemokratisk kandidat på Fyn, holdt denne 1. maj-tale, som han lagde på sin hjemmeside den 15. august 2007. Bemærk teksten som jeg har markeret med orange:

johs-lundsfryd-4.gif

 

Partifælle Kim Mortensen skriver på sin blog 18. september 2007:

kimmortensen-4.gif

 

Selv om Kim Mortensen forfiner sammenhængen en smule, har han sakset den markerede tekst fra partikammeraten. Ord for ord.

De to socialdemokrater skrev dog i første omgang af fra pressen.

BT skrev den 12. april 2007, knap tre uger før kampdagen:

bt-artikel-a.gif (BT/Infomedia)

. . .

bt-artikel-b.gif (BT/Infomedia)

Her slutter sporet. BT-journalisten har tilsyneladende udført selvstændigt arbejde.

Hvad formår de to socialdemokrater så at sige i citaterne ovenfor, som de ikke har plagieret?

Johannes Lundsfryd:

“Regeringen har været ganske god til at vise, hvordan man ikke skal gøre – et pædagogisk fif, som sikkert har til formål at højne den generelle samfundsmoral.”

…”noget for noget” …

…”bandekriminalitet”…

Lundsfryds tale er bygget op om karakterskalaen. Det kan virke lidt uelegant, al den stund Socialdemokratiet kritiserer den sorte skole, hvor alle præstationer bedømmes med et tal, og han er selv ivrig højskolemand. Lad os se bort fra det platte ved at trække Alberti og Klaus Riskær frem af gemmerne. Det er jo en 1. maj-tale hvor man skal råbe folk op med øl i hånd. Ikke dagen hvor nye tanker præsenteres.

Kim Mortensen:

“Der har været for mange kedelige sager i den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Det skal jeg være den første til at erkende” –

[hvorefter han som modtræk stiller Søren Pind til regnskab for venstremanden P. A. Albertis forbrydelser fra 1908]

“Remsen af organiseret svindel fra partiet Venstre er lang – men det tjener jo ikke noget formål at kaste med mudder“.

Kim Mortensen og Johannes Lundsfryd har dog også forsøgt sig med at levere de politisk brugbare visioner som partiet kronisk hungrer efter. De to har arbejdet sammen på Esbjerg Højskole (arbejderbevægelsen).

De har skrevet en bog der hedder Opgør med egoismen, som er “solgt i 600 eksemplarer”. Helledusse da.

Den handler bl.a. om følgende:

Selv om de ikke direkte kritiserer partiets nye linje, er læserne ikke i tvivl om, hvor sympatien ligger: Den danske identitet er en politisk konstruktion – et blændværk, som udelukkende kommer op til overfladen i form af brændende nationalfølelser i perioder, hvor den ydre påvirkning er i vækst.

»Før 1814 var Danmark et multikulturelt samfund. 40 procent af befolkningen talte tysk og mange norsk og svensk. Der fandtes ikke noget dansk skriftsprog. Først da vi mister Norge i 1814, får vi den første folkeskolelov, og man forsøger at konstruere et fælles dansk skriftsprog og dermed kompensere for det tabte land,« forklarer Johannes Lundsfryd Jensen. »Efter nederlaget i krigen i 1864 får vi en bølge af højskoler, som skulle lære unge at være danske borgere. Man opretter folkemindesamlinger, indsamler folkeeventyr og folkeviser, som skal være med til at konstruere en national identitet og en fælles historie, som rækker tilbage til Gorm den Gamle. I dag sker der igen en voldsom forandring i vores tilværelse med globaliseringen, og det aktualiserer debatten om national identitet.«

Trods sin kritik af den blomstrende nationalfølelse mener højskolelederne ikke, at der er grund til at kritisere det nye socialdemokratiske principprogram, som er blevet kritiseret for at være meget nationalt orienteret. Det holder balancen, mener forfatterne. Men hvad så med den konkrete politiske virkelighed på Christiansborg?

»Ja, så er sagen anderledes. Vi har med vilje ikke skrevet så meget om indvandrere i bogen, fordi det er så politisk betændt. Og jeg er ikke sikker på, at der findes politiske svar på alle ting.«

(Ugebrevet A4, 10/2004, s. 10-12)

Altså: der fandtes ikke et dansk skriftsprog før 1814, og en del borgere i den danske helstat talte svensk!

At skrive en bog med så graverende fejl kan godt kaldes en forbrydelse. Ikke mindst når man er højskolelærer.

På trods af apologien for den multikulturelle stat tør de to ikke foreslå en aktuel politik om indvandring. Det kunne ellers være spændende at høre hvordan deres særprægede opfattelse af danmarkshistorien kunne underbygge en moderne politik.

Indvandring er tidens varmeste emne. De siger lige ud at de har undgået emnet netop fordi det er så aktuelt – og fordi de ikke har et politisk budskab om det!

Det er altså hverken en særlig folkeoplysende eller debatskabende bog.

Jeg må indrømme at jeg ikke har læst noget af den socialdemokratiske kulturideolog Julius Bomholt - som de to ser meget op til. Men forhåbentlig ville han græmme sig og anbefale dem at tage f.eks. et højskolekursus på den rigtige side af katederet.

Når de to sammenvoksede hjerners bogskrivning endte med et så jammerligt resultat, så forstår man at  de hellere vil holde sig til smudskastning med stjålet smuds fra BT.

Venstre har da helt sikkert en åre i retning af bondesnuhed, og jeg synes der har været mange ukrudtsblomster mellem Foghs håndplukkede ministre. Jeg regner EU-forfatningen og kommunalreformen for regeringens største fiflerier, men interesserer man sig for småtingene, er her et par samlinger:

  • forbryderalbum.dk - fra det stærkt venstreorienterede forlag Solidaritet, der også udgiver leksikon.org. De burde vel bruge tiden på at grunde over kommunismens og Blekingegadebandens forbrydelser. Men deres kritik af regeringen er, om ikke andet, værd at kigge på.
  • politikerlede.com - en herlig anarkistisk samling af svindel og humbug begået af politikere fra alle partier. Den anbefales på det varmeste. Ikke uden tør humor, men virker grundig og gennemarbejdet.

Advarsel: Sidstnævnte netsted tillader ikke plagiat. Folkene bag politikerlede.com har været forudseende og lavet en funktion der hindrer brug af copy-paste!