Børn stemmer borgerligt

Ved kommunalvalget kunne man brevstemme på Københavns kommunes biblioteker, og samtidig havde de fundet på noget nyt: børnevalg.

Valgmodus var temmelig forenklet, ja, man fristes til at sige populistisk. Man skulle ikke vælge mellem partier og personer, men svare på spørgsmålet: Hvad ville du gøre hvis det var dig der blev valgt til borgmester i København?

Bibliotekarerne synes at det  “siger noget om engagement og interesse blandt børn og unge i forbindelse med valg og demokrati”. Det lugter alt sammen lidt af socialisme, hvor alle pinedød skal tvinges til at deltage, men svarene er givet på forhånd.

Men se nu hvad børnene stemte:

• Det skal være sikkert at gå på gaden – 125 stemmer
• Sund mad på alle skoler i København – 68 stemmer
• Det skal være gratis at gå til sport – 54 stemmer
• Der skal være flere cykelstier – 29 stemmer

Det virker meget fornuftigt – det vigtigste først.

At de kræver gratis sport frem for flere cykelstier, kan man så se gennem fingre med, for det er ikke sikkert de lige har tænkt på hvor pengene skal komme fra. Det blev de ikke spurgt om. Man kan desuden tolke det sådan at cykelstierne i København i forvejen er ganske godt udbygget. I øvrigt er gratis sport for børn ikke et urimeligt krav når man tænker hvor mange milliarder der bruges på konkurrencesport.

Den unavngivne børnebibliotekar som har skrevet artiklen på bibliotekernes hjemmeside tillader sig lidt frækt at relativere resultatet:

“Det kan være en hentydning til de mange skudepisoder i relation til de københavnske bandemiljøer, men generelt kan det også være udtryk for, at det betyder meget for børnene, at de kan færdes sikkert i det offentlige rum, fx til og fra skole eller i deres fritid.”

Altså: vi skal helst ikke tro at de små poder går ind for lov og orden. Så det må have noget med trafiksikkerhed at gøre!

Ifølge en meningsmåling for ca. tre år ville de fleste børn i øvrigt stemme på Dansk Folkeparti. Motiverne var dog ikke overbevisende. Jeg kan desværre ikke finde artiklen igen.

Hvad London gør

Fordomsfuld analyse af arketypisk homoseksuelle indtryk fra en tur til London.

Den bedste kur mod homoseksuel tankegang er for tiden at snakke med min ven S. i London. Jeg var i London i forrige uge umiddelbart efter Island. Søndag spiste jeg tør fisk med smeltet fåretalg hos en pinsekirkelig familie på Vestmannaøerne, mandag var jeg i storbyen Reykjavik for en stund, og tirsdag stod jeg i Gatwick. Det var en voldsom overgang.

London virkede ikke som det berømte sydende menneskemylder, men gjorde snarere et lidt kedeligt socialt indtryk. Forfængelige, overfladiske og stræbsomme middelklassemennesker af enhver form og farve samlet på et sted.

Da der for tiden ikke er særlig meget homonatteliv på Island, så jeg egentlig frem til sjov i London, men jeg kom der først og fremmest for at besøge min ven. Så jeg havde intet program, ikke engang en guidebog. Jeg ville egentlig bare slappe lidt af efter at have rendt op og ned ad vulkaner og fjelde på Island.

S. har altid snakket meget om sex. Han kommer fra Østeuropa og har boet et par år i London, hvor han har forandret sig til det værre. Nu er der frit løb for ham på Gaydar, Manhunt og andre netdatingsteder samt på alverdens sexklubber, og han har udviklet sig til sexafhængig i svær grad. Han skal have noget flere gange daglig, og han bruger timer på internettet at finde mændene og træffe aftaler.

Jeg har ikke noget imod at prøve lidt af hvert, når bare man ikke taber sig selv undervejs. Selv om hans snak ret hurtigt overskred mine grænser, så ville jeg gerne en tur med på The Vault, hvor jeg ganske vist mest gik rundt og kiggede, hvorefter jeg satte mig i baren med noget hvidvin. Jeg snakkede med en enkelt høj og pæn fyr, som desværre var på vej hjem. Senere snakkede jeg med en sød britisk neger, og vi gjorde det vi skulle.

Imens var S. i fuld gang. Han kom forbi et par gange og sagde bare: Six! Og næste gang: Nine! Da vi gik derfra, havde han været sammen med tolv. Han undlod dog ikke at fortælle mig at jeg er meget passiv, efter hans mening, hvilket han imidlertid ikke har nogen anledning til at mene noget om. Han er også sur over at nogle kalder ham en slut. Jeg svarede ham at han den dag havde været 1200 % mere slutty end mig, og at han ikke behøvede at udbrede sig om hvorvidt jeg er aktiv eller passiv.

En dag eller to senere skulle vi til det legendariske homo-paradis på Hampstead Heath, en stor park i det nordlige London. Jeg finder det ikke særlig erotisk at vade rundt i mørket, men jeg ville gerne lege turist, da det altid er interessant at se mennesker (jeg mener hvad jeg skriver, og jeg prøver ikke på at snakke udenom). I første omgang var det lidt svært at finde det rigtige område. S. havde fundet en vejbeskrivelse på nettet, men teksten var ret upræcis. S. mente han vidste bedst, og han lod mig ikke få et ord indført. Jeg spurgte om han havde stedsans, for det var tydeligt han ikke anede hvor vi var. Som vanligt svarede han ikke på spørgsmålet. (Jeg husker det også fra min tid i Skt. Petersborg: spørg en russer om en ting, og de svarer på noget helt andet). Jeg sagde at jeg er god til at finde vej, også i mørke, så hvis han lod mig tjekke Google maps på hans iPhone, var der måske en chance. Han mente ikke rigtig det havde noget formål, da ingen mennesker kan finde vej i mørke! Efter en god halv time på vildspor fik jeg dog ledt os på rette vej. Vi fandt de cruisende mænd, der gik lidt rundt. Og det var så det.

Ærlig talt syntes jeg vi selv var latterlige, men jeg havde også ondt af bøsserne på stedet. Tænk at være så sexbesat og samtidig skamfuld at man må gå rundt i en mørk park i jagt på sexpartnere uden ansigt. Nattesøvnen og intimiteten spoleret. Menneskelig elendighed. De kunne da i det mindste stille sig under en lygtepæl.

S. var grædefærdig da vi ventede på natbussen hjem, fordi han ikke havde fået noget.

Efter tre-fire dage sagde han til mig at han var ked af at vi ikke havde været sammen, for han havde håbet jeg ville smide mig på knæ, lægge mig fladt på maven og tigge om at få pik.

Nuvel, jeg havde ikke udelukket muligheden, men det var fuldstændig ude af billedet efter den kommentar. Pointen var at han ikke var skuffet over manglende interesse – og at han tilsyneladende ikke var interesseret i mig som menneske – men at hans enorme skuffelse bestod i hans bristede pornosexfantasi, som han i øvrigt tillagde mig ansvaret for at føre ud i livet, som om han bare skulle gå og vente på at få læst sine tanker. I højeste grad undvigende, indirekte, passivt og ansvarsforflygtigende. Man fristes til at sige: umandig adfærd. Og er det ikke ret typisk blandt bøsser?

S. fortalte mig også om sin fantasi, som gik ud på at dyrke usikker sex med en masse hiv-positive. Selv om han prøvede at lade være, kunne han ikke lade være med at tænke på det, så det var i egentlig forstand en tvangstanke. Jeg spurgte om han da virkelig havde lyst til at få hiv, for der findes jo nogle som har det ønske. Det mente han ikke. Jeg prøvede at tale med ham om det, men det var vanskeligt, da han hele tiden mente det modsatte af mig, også selv om det betød at han mente det modsatte af sig selv.

Problematikken er kendt fra kvinder, for eksempel min mor.

Vi besøgte et fitnesscenter, kun for bøsser, hvor S. kommer. Man må indrømme at beliggenheden var pittoresk, under jernbanebuerne midt i homobydelen Vauxhall. S.’s træner, en hollænder med stor kæft, veltrænede arme og en tilsvarende forsømt hjerne, så mig og udbrød: Hvad i alverden er han for en?

S. har fra naturens side en spinkel krop ligesom mig selv, men han vil gerne undgå den slags kommentarer. Han har fået en del muskler, men er for nylig begyndt at tage testosteron, bestilt på postordre fra Pakistan. Jeg prøvede at forklare ham at det ikke er sagen når man i forvejen lider af psykisk ustabilitet og abnorm sexdrift.

Vi diskuterede emnet gloryholes, og S. mente at jeg var underlig, da jeg ikke har lyst til sex gennem væggen.

Søndag morgen, da vi var kommet hjem fra byen, skulle han pludselig videre på sygehuset. Jeg troede der var noget psykisk på spil. Det viste sig at han om fredagen havde lavet en sexaftale med tre hiv-positive som skulle bolle ham. Nu havde han fundet ud af at han ville have PEP, antiviral medicin, som kan gives efter eksponering for hiv. Det skal helst gives inden for 24 timer og ikke senere end 72 timer, så det var på falderebet. Nu, en uge senere, brækker han sig hver halve time pga. medicinen, men han har stadig flere sexaftaler om dagen, til dels også ubeskyttet. (Trøsten er dog at det sandsynligvis ikke smitter så længe man får antiviral medicin, men det er dårlig stil, ikke sandt?)

Jeg er gammel nok til at lægge to og to sammen.

Man kan gå hen ad Old Compton Street i Soho og se bøssernes vage skikkelser, søgende kaninøjne, neurotisk velvalgte tøj og usikre ansigter smurt glatte af creme. Homoseksuelle i en homo-gade med homoseksuelle butikker og homo-barer. Læg dertil den adfærd, som udvises på internettet og i andre sexklubber (nettet er også en sexklub). Er det så underligt jeg er dødtræt af homoseksuelle efter et besøg i London, homoseksualitetens og den moderne middelklasses centrum? Det er indlysende at der er nogle særlige problemer forbundet med homoseksualitet, en adfærd og et selvbillede som uhyre mange bøsser giver sig hen til. Der mangler en form for ansvarsfuld selvrealisering.

London. Hver passer sit, og ellers er der altid et overvågningskamera som kigger med eller en højttalerbesked som giver venligt formulerede ordrer, så alle kan forstå det. De renvaskede, veltrænede borgere med enhver tænkelig pluralistisk baggrund drømmer om snavs – om den hæmningsløse selvrealisering og intimt samvær, men uden at komme for tæt på hinanden.

Misforstå mig ikke: sex er ikke beskidt, med mindre man føler det sådan. En hel del folk synes det er en fordel at føle sig syndig, fordi det tænder dem. Hvor meget godt man end kan sige om grisen, så har den næppe menneskets sjæleliv. Følgerne af at føle sig som svin er at man lever som svin, og det fungerer ikke i længden, da vi ikke er svin.

S. er måske ekstrem og ude af balance, men han dyrker blot den London-homoseksuelle kultur i rendyrket form. En væremåde som trives blandt bøsser (og et stigende antal heteroseksuelle) i hele den moderne verden. Det er på samme tid skamfuldt og skamløst, men det har under alle omstændigheder noget med skam at gøre. Det er ikke særlig frigjort eller hæmningsløst at være underlagt sin egen angst eller afhængighed.

Det er stadig sommer

En tilfældig nyhed i Politiken. De skriver om de grønlandske børn der i 1950′erne blev tvangsfjernet og flyttet til Danmark i plan-velfærdsstatens forsøg på at opdyrke en grønlandsk elite. Det er ganske vist ingen nyhed, da sagen har været kendt i nogle år.

Politiken skriver i en underrubrik: “DF vil ikke høre om fejl”

Lige bagefter står der det modsatte, nemlig at Martin Henriksen (DF) kræver at “socialminister Karen Ellemann (V) erkender, at eksperimentet var en »klar fejl fra den danske stats side«.”

Artiklens informationsværdi er under nul.

Aviser er til at pakke fisk ind i, men de folkevalgte kommer også med prøveballoner, sommertorsk og hvad det nu kaldes ifølge traditionen. Pia Kjærsgaard som kulturminister, og Morten Messerschmidts V.I.P.-vaccination. (Der var intet ulovligt ved den sag, bortset fra at nogen har brudt tavshedspligten).

Sådan er det hele vejen igennem, og derfor snakker jeg ikke politik om sommeren. Der er ingen emner det er værd at bruge krudt på.  Jeg undgår konsekvent diskussioner og vil hellere hygge mig med grøn te og nye venner.

Engang var folketingets ferie en dejlig periode, hvor alle var enige om at slappe af. Nu virker det som om pressen konstant pisker op i dødvandet. De burde hellere nøjes med at skrive om badevand og sommerkander.

Her er en forbilledlig agurketidsnyhed: Sådan vinder du i sten-saks-papir

Holder journalisterne aldrig ferie?

Fortsat god sommer!

Sex & Samfund kludrer i rundspørge og kårer de forkerte

Foreningen Sex & Samfund har kåret de “mest sexede kandidater”. Hvilket ikke handlede om deres udseende, men om holdninger til foreningens mærkesager. De to vindere var Britta Thomsen og Morten Løkkegaard.

Foto: Sex & Samfund

Morten Løkkegaard er helt sikkert den mest solbrændte, og han siger jo også at han plejer at være en tur i Italien, på Skagen m.v. med hele familien hver sommer. (Morten Løkkegaard på badehotel, Billed-Bladet 2008 – klik og se et endnu mere læder-solbrændt smil).

Men der må være et eller andet galt med foreningens argumenter, for hvis man går ind og ser på pointsummen fra det spørgeskema, som de har belemret kandidaterne med, så er der en hel række der har fået topscore – 4 points. Det vil sige at de har svaret “helt enig” på alle spørgsmål. Og vinderne er ikke iblandt dem:

• Henning A. Jensen (A)
• Claus Larsen-Jensen (A)
• Anna Mee Allerslev (B)
• Sofie Carsten Nielsen (B)
• Peter Norsk (C)
• Hanne Dahl (J)
• Ole Nors Nielsen (N)
• Poul F. Hansen (V)

Morten Løkkegaard fik derimod kun 3,94 point og Britta Thomsen fik 3,88.

Sex & Samfund må have kludret i noget, eller også har de helt bevidst fravalgt nogle af de mindre kendte kandidater (er Hanne Dahl virkelig så ukendt?) til fordel for den solbrændte studievært og den kønsaktuelle Britta Thomsen, der af TV2’s morgen-tv blev udråbt som mand. Eller også har Sex & Samfund handlet ud fra personlige, politiske sympatier.

TV2-vitsen var i øvrigt valgkampens absolutte lavpunkt, og det er ikke tilfældigt at denne uforskammede plathed ikke kom fra en modkandidat, men fra en journalist. Journalisterne tror nemlig de er vor tids paver, som tror de kan hvad som helst.

I anden række kommer lobbyorganisationerne, som bestemt også har et selvværd der siger spar to.

De spammer kandidaterne med spørgeskemaer i en lind strøm, oftest med ret banale og dårligt formulerede spørgsmål. Sex & Samfund kunne altså ikke engang finde ud af at behandle data korrekt. Når de først offentliggjorde resultatet få dage før valget, kunne det måske tyde på at de har haft rod i tingene.

Vil Sex & Samfund trække deres kåring tilbage, eller har de en forklaring?

Her kan man læse Sex & Samfunds artikler (bemærk overskrifterne der skal give billig opmærksomhed):

Der skal mere sex i EU-Parlamentet

Britta og Morten er Danmarks mest sexede EU-kandidater

Kandidaternes svar på spørgsmålene + points

Sidstnævnte link er et vildtvoksende excel-ark. For at se pointtallene skal man klikke på Sheet 1 i excel-vinduets nederste venstre hjørne.

Sluddervorne spørgsmål

Ud over den besynderlige kåring er selve udsagnene i testen ledende og grænser til det banale. Foreningen kommer bl.a. med følgende udsagn:

“Kriminalisering af overførsle af hiv-smitte er til skade for befolkningens sundhed og et brud på almene menneskerettigheder! Et stigende antal europæiske lande har har kriminaliseret overførslen af hiv-smitte. Konsekvensen heraf er yderligere stigmatisering af hiv-smittede, hvilket leder til en følelse af frygt i befolkningen: frygt for at blive testet for hiv, frygt for at fortælle andre (herunder nye partnere) om at være smittet og frygt for at opsøge en læge. Det er skadeligt for den generelle befolknings sundhed.”

Det er næppe kriminelt i noget land at være hiv-smittet eller overføre hiv. Den danske straffelov gør det kriminelt at overføre hiv bevidst og ved grov uansvarlighed, hvilket er anden sag.

Det undrer mig derfor at rigtig mange af de adspurgte kandidater (fra de fleste partier) har svaret “helt enig”.

Enten holder de meget mere end de kan love, eller også har Sex & Samfund rodet rundt i spørgsmål og svar. Udsagnet er nr. 5 på spørgelisten og på det ene excel-ark, men nr. 6 på det andet excel-ark. En datafejl alene kan dog ikke forklare svarene.

Britta Thomsen har lagt kommentarer til alle spørgsmål, fyldigt, men ukonkret og med mange floskler. F.eks. undlader hun at besvare spørgsmålet om kriminalisering, men svarer på diskrimination generelt. Hun vil nok gerne være en blød og altfavnende kandidat, der ikke sådan kriminaliserer folk:

“Som hiv-smittet er stigmatiseringen et af de største problemer, både i den vestlige verden og ikke mindst i udviklingslandene. I takt med at behandlingsmulighederne for hiv er blevet forbedret, er den sociale eksklusion et problem, vi skal give større opmærksomhed.”

Morten Løkkegaard kom nemmere til titlen. Han har ikke har skrevet en eneste kommentar til spørgeskemaet, og jeg har heller ikke hørt ham markere sig om emnet i øvrigt.

Sex & Samfund skriver på deres hjemmeside:

“… kåringen [har] slet intet med kandidaternes udseende eller hverv at gøre. Det handler udelukkende om holdninger. Sex & Samfund har således gennemført en stor spørgeskemaundersøgelse blandt samtlige EU-kandidater …”

og

“Tirsdag den 2. juni kårer foreningen derfor EU-Parlamentvalgets mest sexede kandidater. Det sker på baggrund af en undersøgelse af kandidaternes holdninger til en række væsentlige spørgsmål om europæernes sundhed og rettigheder i forbindelse med seksualitet, graviditet og fødsel”

Når jeg skriver kludrer i overskriften er det kun for at tage højde for risikoen for en fejl. Men det virker ærlig talt som om Sex & Samfund ikke har gennemført kåringen på de præmisser som de selv har opstillet. Det ligner snyd og bedrag.

Khat-forbud virker… med tiden

Khat-spiser i Sanaa, Jemen (F. Reus/Wikimedia)

Mange somaliske mænd i Europa er stærkt forfaldne til stoffet khat, som gør dem passive og mildt euforiske på samme tid. Det får ofte dagligdagen til at falde fra hinanden, så arbejdsløshed stort set er reglen, og mange ender endda som hjemløse.

Nu siger en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen at unge somaliere under 20 stort set ikke bruger stoffet. Det er altså lykkedes at gøre op med mønstret fra deres fædre. En generation af unge somaliere undgik at blive tabt på gulvet.

Forbudet har også efterhånden medført at kvinderne protesterer og smider deres khat-tyggende mænd ud.

Selv om en restriktiv narkotikapolitik ikke kan holde alle stoffer ude, så er det langt fra ligegyldigt, om samfundet tillader eller forbyder en adfærd. Vi lovliggør heller ikke vold og tyveri, bare fordi det forekommer.

På begge fløje findes der folk som ønsker liberalisering af narkotika, men de kommer oftest med teoretiske og idealistiske argumenter, ikke praktisk fornuft. Der kan siges meget dårligt om den nuværende politik, men hvad er alternativet?

Khat blev forbudt i Danmark fra 1993, men lige siden har de sædvanlige anarkister på begge fløje skræppet op om sagen:

“At gøre de her mennesker illegale, tror jeg ikke er løsningen,” siger Per Clausen (Enhedslisten)

“Det er ikke statens opgave at styre folks liv. Vi går ind for en legalisering, fordi khat skaber ligeså lidt afhængighed som kaffe” … siger landsformand Rune Kristensen fra KU, som dog efterlyser information om, hvor farligt khat er. [Bemærk de to selvmodsigelser: staten skal ikke styre os, men alligevel "informere", og khat er som kaffe, men farligt.]

Og kynikeren:

“… Det er jo en del af deres kultur at tygge det her, og det er der nok ikke noget, vi kan gøre ved,” siger Per Andersen fra Sønderjyllands Politi- og Toldgruppe.

(Fra Politiets jagt på khat er meningsløs, bragt i det “progressive” middelklasseblad Information, 17.7.2008).

Den radikale Nicolai Lang havde mere “humanistiske” argumenter i indlægget Forbud mod hash er kulturchauvinisme fra 2003, hvor han mente at khat var en del af afrikansk kultur, uskadeligt og kun ulovligt for at chikanere indvandrere. Herved udtrykker han samme holdning som det mindretal af somalierne som vil beholde deres khat. Og han afslører en essentialistisk holdning til såkaldt “afrikansk kultur”, for den er vel mange ting?

Blandt somalierne selv er sagen klar, for 64 % af dem ønsker at beholde det danske khat-forbud. Blandt ikke-misbrugerne ønsker hele 92 % at khat skal være forbudt.

Der er imidlertid også 64 % som opfatter khat som en del af somalisk kultur.

Konklusionen må være at somaliere i Danmark er integrationsvillige, for de er indstillet på at en del af somalisk kultur skal være forbudt, fordi den står i vejen for integration!

Der har hele tiden været stærke kræfter blandt danske somaliere som arbejder for bekæmpelse af khat, f.eks. khatforebyggelse.dk – et forbilledligt offentligt-frivilligt projekt i Århus (Gjellerup).

Khat-pause i en hule i bjergene nær Khulan, Jemen (A. de Leeuw/Wikimedia)

De salatlignende khat-blade ser ikke ud af meget og er vist nok et relativt mildt rusmiddel, men problemet er det hæmningsløse forbrug, som mange forfalder til. Mange somaliske mænd sidder og hygger sig, mens de tygger khat fra morgen til aften.  

Det viser at sociale og kulturelle faktorer er en vigtig del af de samlede effekter. Det bør man minde de liberale akademikere eller bankfolk fra socialgruppe 1 om, når de går ind for at lovliggøre hash, fordi de sagtens selv kan finde ud af at bruge det med omtanke. Det er nemlig – som altid – folk på samfundets bund som tager skraldet. Problemerne vender den tunge ende nedad.

Når det gælder khat, kan man lige så godt sige lige ud at det er et forbud mod en social adfærd. Staten har i højeste grad grebet ind i folks liv, og det har virket. Konservativ Ungdom og Enhedslisten kan tage og pakke deres liberale argumenter sammen.

(À propos, så bevirkede en kampagne siden 1997 også et markant fald i omskæringer af somaliske kvinder i Danmark (Ugeskrift for Læger, 2002). Heldigvis nøjes vi ikke mere med den “målrettet forebyggende oplysningsindsats”, som folketinget argumenterede med, da man nedstemte forbudmod kvindelig omskæring i 1997, men har siden 2005 fået indført en solid straffebestemmelse. De to ting bør følges ad).

I Jemen går 40 % af landets sparsomme vandmængder til khat-avl. Ud over Jemen og Somalia er bladene også populære i Etiopien.

N.B.: 65 % af somalierne i Danmark tygger ikke khat. Undersøgelsen erklærer stolt at 77 % af kvinderne aldrig har prøvet at tygge khat, mens den ikke fortæller det tilsvarende tal for mændenes vedkommende. Her kunne man godt have lagt tallene på bordet. Det hele virker noget optimistisk, men under alle omstændigheder har man udryddet misbruget blandt de helt unge.

Derfor er de fremhævet i den politisk korrekte pressemeddelelse fra Sundhedsstyrelsen, men undersøgelsen handlede rent faktisk om alle somaliere, ikke kun de unge:

Undersøgelse: Unge dansk-somaliere fravælger khat, Sundhedsstyrelsen

Kristeligt Dagblad har en anden overskrift:

 Somaliske mænd er storforbrugere af khat - Hver tredje somaliske mand er misbruger af stoffet khat …

Somaliere overfalder khat-modstander - Formand for den somaliske forening er blevet overfaldet af fire unge landsmænd. Politiet mener, det er fordi, han er kritisk over for rusmidlet khat. (Politiken, 2.11.2008)

Koner smider kat-tyggende mænd ud - Manden lovede flere gange at stoppe. Men han holdt ikke ord, så til sidst smed Fatima ham ud. Det var en lettelse, fortæller hun. … Efter at have levet hver for sig har Fatima og hendes mand igen fundet sammen. Og i dag går det meget bedre. (DR, 22.12.2008)

Universalgeni har en anden vinkel end mig: Kriminelle somaliere vælter tonsvis af khat ind i Danmark. Hver dag! (2007)

Men selv om khat-brugerne efterhånden får mindre og mindre forståelse i det somaliske miljø, så kan de fortsat støtte sig til utallige danskere, der mener rusmidler er sunde og uskadelige ting som skal være lovlige…

—

Dette indlæg handler ikke om EU, men jeg vil tilføje: flere tons khat kommer dagligt hertil fra Holland og Storbritannien, hvor det er lovligt. Det er altså et problem at have åbne grænser, når man ikke engang kan blive enige om at bruge EU til noget så vigtigt som en fælles narkotikapolitik.

Israels fornemmelse for svineinfluenza

Israels nye vicesundhedsminister har en plan mod svineinfluenza. I første omgang skal den omdøbes til mexicansk influenza.     

Yaakov Litzman kommer fra et af de ultraortodokse partier, som man desværre plejer at tage med i diverse regeringskoalitioner i Israel. Derved får det ultrareligiøse mindretal meget mere indflydelse end de har krav på – deres regler påtvinges flertallet.

I Israel er det ikke muligt at gifte sig borgerligt. Der findes separate religiøse domstole (jødiske, muslimske og kristne), og ikke mindst det magtfulde chef-rabbinat,  som bestemmer i familie- og ægteskabssager og meget andet. Israel har love om overholdelse af sabbat og forbud mod import af ikke-kosher-fødevarer. Siden en højesteretsdom fra 2004 har det dog været lovligt at købe svinekød,kaldet “hvidt kød” og opdrættet hos kristne arabere, så vidt jeg ved.

Disse regler er en vedvarende plet på staten Israel, eller i det mindste en grund til at Israel alligevel ikke er et helt almindeligt vestligt land, sådan som vi ellers gerne vil tro. Det er forståeligt at venner af Israel gerne vil støtte landet i kampen mod terrorisme, men mange pro-Israel-folk er så ukritiske, at de glemmer den interne konflikt mellem et religiøst fanatisk mindretal og det frisindede, humanistiske, sekulære flertal.

Israelerne kan dog finde ud af at snakke sig til en løsning, og det er lykkedes at finde en vis balance mellem hensynet til de sekulære og de religiøse – den såkaldte religiøse status quo. Men det betyder i sidste ende alligevel at de sekulære har indrettet sig efter religiøse krav. Og status quo dækker over at forholdene fra 1948 ikke må ændres hvilket i længden er uholdbart.

Det nationalpopulistiske parti Yisrael Beiteinu var en af de store vindere i valget for nylig. Partilederen Avigdor Lieberman endte som vicepremierminister. Partiet er en pudsig nyskabelse, da det vil skærpe linjen over for palæstinenserne og er pro-zionistisk, men ikke spor religiøst. Det bygger især på russiske jøder, som har barske holdninger, men for det meste er totalt ligeglade med kosher. Noget tyder altså på at det religiøse højres monopol på patriotisme er brudt.

En baggrundsartikel fra Berlingske fortæller om den voksende splittelse mellem ortodokse og sekulære og betydningen i Israel-Palæstina-konflikten:

»Skyd – og tænk ikke på konsekvenserne«

Israelske soldaters chokerende vidnesbyrd om drab på palæstinensere og destruktion af deres ejendom i Gaza udstiller Israels dybe splittelse mellem religiøse og sekulære kræfter. …

Hr. Litzmans krav om et nyt navn til svineinfluenzaen er et godt eksempel på den psykologiske mekanisme i en lovreligion. Først er det kun forbudt at spise gris, så er det forbudt at nævne dem eller afbilde dem, og til sidst også forbudt at tænke på dem. Det er samme tankegang som i totalitære regimer.

Dette skal nævnes, da det ikke kun er fra islam eller Vatikanet der kommer dumheder – men samtidig skal man huske at der også findes frisindede og fornuftige folk inden for alle religioner. For mig er det såmænd ligegyldigt om man er en dum lutheraner, katolik, jøde, muslim eller hindu (selv om hykleriet bestemt ikke er ligeligt fordelt blandt disse trosretninger). Man skal huske at ethvert individ selv er ansvarlig for det livssyn han vælger, og bruger man religionen til selvretfærdiggørelse og tvang over for andre, fortjener man kritik.

De store aviser Haaretz  og Jerusalem Post er tilsyneladende ikke enige med viceminister Litzman. De skriver fortsat swine flu i den engelske udgave. (Den hebraiske version kan jeg ikke læse).

Noget kan tyde på at Litzman havde en pludselig indskydelse, for fra officiel side afvises det at omdøbe sygdommen.

Jeg fandt en interessant artikel. En enkelt kibbutz i Israel avler svin (ved hjælp af en omgåelse af loven):

On Israel’s Only Jewish-Run Pig Farm, It’s The Swine That Bring Home the Bacon

EU er flæsk

De høje julegrise i EU-kommissionen har også omdøbt sygdommen, men helt uden religiøse idealer. Svinelobbyen har været på spil! Lige siden 1972 har det europæiske projekt handlet om flæskepriserne.

Sukkerafgiften er nu på bane officielt

Jeg har tidligere skrevet om sukkerafgift. Jeg er overrasket over at forebyggelseskommissionen nu har taget mit forslag op - OK, de har måske blot tænkt samme tanke, uden at læse min blog – men de kunne godt have gjort det for et par måneder siden, før regeringen kom med den mindre fornuftige fedtafgift.

Der er kommet kritik fra de sædvanlige fundamentalistiske liberale. Kritikken rammer lidt forbi, da kommissionen netop ikke er politisk.

En forebyggelseskommission har udelukkende til opgave at komme med kolde og teknokratiske forslag, men det er op til politikerne at bestemme hvor meget der skal gennemføres og hvordan det skal udformes.

Jeg begriber fortsat ikke hvorfor de liberale er mere bekymret over sukker-, tobaks- og alkoholskatter end over skat på arbejde og omsætning. De sidstnævnte skatter er meget mere skadelige og rammer flere mennesker.

Efter min mening er det god politik at flytte lidt af skattebyrden fra indkomstskat og moms over på gift- og miljøskatter.

Det hævdes tit at den fattigste del af befolkningen lever mest usundt og derfor vil blive hårdest ramt af sådanne afgifter. Det er en sandhed med modifikationer, da nyere tal tyder på at “Amarone-bæltet” i rige forstæder drikker mest – og vel også unge og studerende.

En skat på sundhedsskadelige ting skal naturligvis kombineres med en skattelettelse for de sociale grupper der rammes, så der ikke er nogen slagside.

Vi har gang på gang set hvordan en skatteomlægning ender med at den højere middelklasse skummer fløden, og det kan ikke være rigtigt.

Både ideologisk, menneskeligt og økonomisk er det fornuftigt at give de lavestlønnede (og også folk på overførselsindkomster!) nogle hundrede kroner mere i hånden hver måned, men samtidig lade dem vurdere selv om de vil spare pengene eller fyre dem af på dyre smøger, slik og sprut. At kunne råde over lidt flere penge selv er en myndiggørelse – det modsatte af en umyndiggørelse. Og kun myndige, selvstændige mennesker passer på sig selv.

Vi har derimod et ansvar over for de helt unge, som stadig har brug for venlig vejledning fordi de ikke er voksne endnu. Hvordan kan et samfund se på at 15-18-årige har et alkoholforbrug over alkoholikergrænsen – og fortsat debuterer som cigaretrygere, hvilket oftest giver en livslang afhængighed.

De fleste politikere afviser at hæve grænsen for køb af tobak til 18 år, men meget kunne nok opnås bare ved en højere afgift, da prisen virkelig er noget der kan afholde nye rygere fra at begynde.

Med en højere pris, der virkelig batter, kunne man såmænd også overflødiggøre debatten om rygeregler hist og her og spare sig nogle af de mest ydmygende advarsler. Den ret intetsigende sundhedsminister er begejstret for et nyt forslag om billeder af lig på cigaretpakkerne.

Regeringen har skudt forslaget om sukkerskat i sænk, men lad os nu se om det ikke kommer op igen.

Lars Løkke mener at sukkerafgift strider mod skattestoppet, men hvad så med den fedtafgift som man har besluttet at indføre?

Skattestoppet er vist efterhånden en udslidt gammel karklud af et argument, som benyttes og vrides efter behov. Den tror vi ikke på mere. Borgerlig bums lover at han fra nu af kun vil skrive “skattestop” i gåseøjne.

Kommissionen har tænkt sig at fortsætte med de separate punktafgifter på chokolade, sodavand osv. Systemet burde naturligvis hellere totalsaneres, så der kun var én skat på selve sukkeret, uanset om det sælges i løs vægt eller indgår som ingrediens i en vare. Jeg er sikker på at andre EU-lande snart ville følge efter.

Men det er vel egentlig meget naturligt at vi begynder i Danmark, da vort land har det højeste sukkerforbrug pr. person. Så vidt jeg husker er det p.t. 160 gram dagligt, svarende til 4,8 kg om måneden eller 58 kg årligt.  Det er mange poser sukker, og det er blot gennemsnittet.

Tidligere indlæg:

Hellere afgift på sukker end på fedt

Læg skat på sukker - med forklaring af de nuværende, alt for komplicerede punktafgifter

Avisen.dk: Liberale kæmper mod billig, sund mad - en kommentator skriver: “At sænke afgiften på sundere fødevarer er ikke formynderi. At gøre forskel på en marsbar og broccoli er sund fornuft. Det vil gøre det nemmere at vælge men det er selvfølgelig stadig ens eget valg at gøre det.”

EU forbyder effektivt malariamiddel

Her har vi et godt eksempel på at medierne fortier og fordrejer EU-historier. Og så beskylder de samtidig danskerne for at være uinteresserede og uengagerede i EU-politik. Ja, naturligvis – både de hurra-europæiske politikere og ditto medier prøver jo hele tiden at skjule og forvanske hvad der foregår.

Politiken hævder:

Danmark forbyder salg af malariasucces

Miljøstyrelsen forbyder læger at sælge malariabeskyttende net, der kan redde tusinder, og som anbefales globalt af WHO.

Læger nægter at adlyde myndighederne

Danske læger kalder forbud absurd og vil trodse myndighederne og fortsætte med at sælge myggenet mod malaria.

I virkeligheden er det ikke danske myndigheder, men EU som står bag. Det fremgår langt nede i artiklen, gemt godt væk fra pøbelens kritiske blikke.

Permethrin bruges imidlertid stadig som standardbehandling af fnat og lus. Man må formode at man optager langt mere af stoffet fra en creme eller shampoo end fra et myggenet. Hvis man ville forbyde brug af permethrin i stor stil i vore omgivelser, så kunne man have lavet en lille undtagelse for malaria-myggenet. Her er et godt eksempel på at EU’s centralisme og tilfældige embedsmandsgriller, styret af snart den ene, snart den anden lobby, ikke dur til virkeligheden. Det ville være bedre og mere smidigt, om hvert medlemsland kunne tilpasse reglerne. Det bliver ikke bedre i fremtiden med den nye EU-forfatning.

Borgerlig bums opfordrer til at man bruger hjernecellerne før EU-valget 7. juni.

I øvrigt siger en teori at Romerriget gik under på grund af malaria!

Se også det tidligere indlæg EU sikrer farver og striber om EU-kommissionens PR-kampagne mod de azo-farvestoffer, som EU selv har tilladt.

Hellere afgift på sukker end på fedt

Den nye afgift på mættet fedt (20 kroner pr. kg ex moms) kom helt uventet med i skatteforliget. Det er ikke en helt fornuftig skat.

Fordi:

1. Man fik for eksempel undtaget mælk efter at Mejeriforeningen havde blandet sig – selv om mælkeprodukter er en kilde til rigtig meget usundt fedt. Der er 35 gram mættet fedt i en liter sødmælk – og ca. 47 gram mælkesukker i en liter af alle mælketyper.
2. Afgiften er ikke kombineret med skattelettelser på sunde madvarer, f.eks. differentieret moms.
3. Man tog ikke fat på en totalskrotning af de mange mærkelige regler for konfektureafgift (selv om man gjorde afgiften på læskedrikke lidt mere fornuftig, en marginal ændring).
4. Afgiften er ikke tænkt ind i en sundhedspolitisk sammenhæng. Den kom med i skatteforliget i sidste øjeblik – ud af den blå luft – for at skrabe penge i statskassen. 
5. Fedtafgift er meget sværere at administrere end sukkerafgift. Skal der også være afgift på fedt i kød? Det bliver svært at beregne. Kødets fedtsammensætning afhænger bl.a. af foderet – et kreatur som har gået på græs indeholder masser af sunde omega 3-fedtsyrer, hvorimod et lynfodret stalddyr stort set kun indeholder usundt fedt. Skal de få sunde, mættede plantefedttyper (f.eks. kokosfedt) være omfattet?
6. Sukkeret er den store skurk – sukker er mere afhængighedsskabende, fedende og skadeligt end fedt. Det ved den nyeste forskning, men det tager åbenbart 15 år før denne viden siver op i regeringens korridorer.
7. Pengene bruges uansvarligt, f.eks. på det tåbelige byggetilskud til husejere, hvor man jo blot kunne have lempet skattetrykket med samme beløb – det ville i lige så høj grad have fremmet forbruget. Afgift på fedt, sukker, tobak og alkohol vil erfaringsmæssigt vende den tunge ende nedad. Derfor må de kombineres med en skattelettelse for samme gruppe – ellers er det etisk uforsvarligt. En sådan skattelettelse i bunden kommer ikke kun de fattigste til gode, men hele befolkningen.

Sukkerafgift er den afgift man burde starte med og afvente effekten i et par år.

Om der så skulle være behov for en fedtafgift også, er jeg tvivlende over for. Jeg vil helst begrænse den slags til det mest nødvendige og etisk forsvarlige.

Hensigten er ikke at skabe et stort kompleks af adfærdsregulering, men at skattebyrden lige så godt kan lægges om på varer vi alligevel gerne vil begrænse.

Afgiften er programsat til “medio 2010″. Den ubestemte dato tyder på at regeringen ikke har skyggen af idé om hvordan regler og kontrolapparat skal udformes i praksis.

Derfor: Tænk jer om – skrot fedtafgiften og læg den om til en sukkerafgift. Det kan nås endnu.

Mit indlæg om sukkerskat fra december kan læses her - jeg har også forklaret hvorfor de nuværende afgifter på slik, nødder, mandler, kakao og sodavand er usammenhængende og tåbelige: Læg skat på sukker

Prognose for de næste seks år

Diskussionsoplæg i krystalkuglens tegn. Nørder er velkomne til at tage del i snakken.

Den nuværende valgperiode løber til november 2011. Jeg gætter på at et eventuelt valg falder i 2010. Måske samtidig med en euro-afstemning.   

Hvordan det går med euroen er svært at sige, men lad os forestille os et S-SF-R-flertal ved valget. Den borgerlige regering er kørt træt, har mistet sit ideologiske blod og har haft for mange dårlige sager. Ligesom Obama blev valgt på grund af Bush, så vil Helle og Villy blive valgt på grund af Fogh. Tiden er for stemninger, og stemningen er Hope for change, Yes we can og Our moment is now.

Der kommer altså en S-SF-R-regering, muligvis kun med to af partierne og det tredje som støtteparti, men det er underordnet.

På den borgerlige side står V og K til tilbagegang, mens DF fortsat går svagt frem. Småpartierne Ø, Liberal Alliance og Borgerligt Centrum bliver udrenset.

Så meget siger meningsmålingerne. Men hvad sker der med partiernes roller, deres “adfærdsdynamik”? Jeg ser følgende scenario:

1. Magtskifte til venstrefløjen, som tegnes af Villy og Helle med de radikale som en lille påhængsvogn.
2. Færre partier, mindre grumset folketing.
3. Styrkemæssigt: V og K svækkes, oppositionen tegnes i højere grad af DF.
4. Ideologisk: Venstre dropper igen den socialliberale linje og vender tilbage til rødderne, rollen som borgerligt velfærdsparti overlades til DF.
5. Radikale svækkes i styrke og bindes politisk til venstrefløjen, midten af dansk politik tegnes i højere grad af DF.
6. En folkeafstemning vil varme debatten om euro og EU-forbehold op, og DF kan profitere på det – som eneste EU-skeptiske parti bortset fra Ø.

Venstre vil tegne den økonomisk borgerlige del af oppositionen – den stemme der altid siger “penge fosser ud af statskassen” og alt hvad vælgerne allerede har hørt før. I en tid med stagnerende økonomi vil dette traditionelle borgerlige budskab ikke være populært. Dog vil den fremvoksende generation også gøre Venstre mere værdiliberalt, hvilket imidlertid ikke er en fordel, da nogle vælgere så skifter til DF.

Venstre går ind i en krise og et rivegilde om formandskabet. Det er vel efterhånden klart for de fleste at Lars Løkke aldrig bliver formand, men man forsømmer i øjeblikket at finde en ny kronprins. Dermed udskyder man den uundgåelige konflikt, til skade for partiet fremover.

Til gengæld vil de små liberale afsplitningspartier blive overflødige, fordi Venstre vender tilbage til sine “liberale” rødder. Liberal Alliance og Borgerligt Centrum lider en hurtig død, hvis de ikke allerede har gjort det før valget, og de få hundrede medlemmer kan finde sig til rette i Venstre.

De konservatives rolle er svær at spå om, men i det mindste har partiet en ny leder der kan holde i mange år. De konservative vil nok prøve at lancere sig som et borgerligt midter-oppositionsparti, men næppe med meget held. Med mindre de kan føre sig frem på f.eks. bolig- og bilejernes privilegier, som et nyt CD. Det vil de kunne gøre, når venstrefløjsregeringen indfører roadpricing, bompenge osv., som vil oprøre det traditionelle FDM-segment. Men muligvis laver man et bredt forlig også med Venstre, og hvis de konservative som eneste parti står udenfor et forlig om “grøn trafik”, vil partiet fremstå som miljøfjendsk, altså mister man vælgere til gengæld for dem man får.

DF vil derimod tegne en mere social variant, som er langt mere spiselig for midtervælgerne. DF spiller allerede i dag rollen som vagthund for indvandrings- og værdipolitikken, og den rolle vil de naturligvis bevare. DF kommer altså i en nøglerolle i oppositionen – den bedst tænkelige position for et oppositionsparti. DF vil sandsynligvis også samarbejde med S-SF-R-regeringen på de punkter hvor det kan lade sig gøre. DF vil dermed kunne præsentere sig som et både kritisk og konstruktivt parti.

Er der faktorer som alligevel kan svække DF? Ja, hvis Pia K. går af, og der kommer et formandsopgør. Men jeg tvivler på voldsomheden. Et formandsvalg kunne godt gå hen og blive så stille og roligt at de blodtørstige journalister bliver skuffede. Der er ikke fløje og personfnidder i DF ligesom i Socialdemokratiet.

DF vil i stigende grad blive moderat og accepteret. Før eller siden vil vi se indvandrere som DF-politikere. En anden faktor som kunne svække DF, er derfor hvis der opstår et nationalkonservativt-liberalt parti ude på højrefløjen (i stil med Fremskridtspartiet) eller et tværpolitisk, hardcore anti-indvandringsparti (i stil med SIAD). Sådan et parti vil dog have svært ved at gøre sig gældende.  Som oppositionsparti vil DF ikke stå med ansvaret for en for “blød” indvandringspolitik, og dermed er der ikke basis for et oprør mod DF fra højre. Der er heller ikke megen basis for et nyt protestparti, da islam- og indvandringskritik i stigende grad spiller en rolle i alle partier, bortset fra Ø og R, hvor debatten også vil bryde ud før eller siden. Og endelig ville et sådan nyt anti-indvandringsparti overtage rollen som “rabiat” fra DF, hvorved DF bliver endnu mere spiseligt for de moderate vælgere, og pressens kritiske fokus på DF vil formindskes. Altså lige så meget fordel som ulempe for DF.

De radikales rolle som midterparti vil for alvor være slut, når de dels går tilbage til 3-4 %, og dels knytter sig fast i en venstrefløjsregering.

Det kildne politiske område bliver fortsat det som jeg blandt venner kalder “emnet”. Områder som indvandring, lov og orden, integration vil hurtigt blive et stort problem for S-SF-R-regeringen. Af to grunde:

• Dels fordi partierne slet ikke er enige. De radikale holder fast i en verdensfjern halalhippie-politik, men en mindre del af partiet vil blive skeptisk mod muslimer, og der vil derfor opstå nye splittelser i de radikale. Også internt i S og SF vil der komme store uenigheder om hvilken “hård/blød” kurs man skal føre.

• Dels fordi partierne ikke har gode bud på løsninger. Se blot på integrationspolitikken i de socialdemokratisk styrede kommuner København og Århus.

Etnisk uro, faldende integration og mere kriminalitet altså vil blive et stigende problem og altomfattende emne i medierne og i hverdagen, og regeringen vil være splittet og rådvild. Jeg siger ikke at vi får borgerkrig, men mindre kan jo være slemt nok.

DF – i sin politisk styrkede position som oppositions- og midterparti – vil derfor storme frem ved det næstfølgende folketingsvalg, som kommer senest i 2015, men sandsynligvis længe før, idet S-SF-R-regeringen ikke vil kunne holde sammen så længe.

Ligesom den nuværende regering i nogen grad har fået kritik for møg som er lavet under den forrige regering, så vil en kommende rød regering få kritik for dårlig service, skoler, politi osv. som er en følge af VKO’s strukturreform.

Sundhedspolitikken er for alle partiers vedkommende præget af total mangel på visioner; kostbare mega-sygehuse synes at være det eneste bud på en løsning, så en rød regering vil ikke ændre sundhedspolitikkens dødskurs. Dårlig sundhed er altid regeringens skyld, det mener pressen og vælgerne i hvert fald, og det vil de også mene efter et regeringsskifte.

Sammenfatning

Vi får en S-SF-R-regering ved næste valg, som holder i 2-3 år, men derefter stormer DF frem og kommer i en nøglerolle. Om der så kommer en V-K-DF-regering eller en DF-S-regering, det må tiden vise.

Midaldrende kvinder ville bytte valgret for udseende

Oliefabrikken Nivea har lavet en rundspørge blandt 45- til 60-årige kvinder. 18 % af dem ville opgive stemmeretten hvis det kunne få dem til at se ti år yngre ud.

64 % ville dog foretrække stemmeret frem for udseende. De øvrige kunne ikke bestemme sig.

19 % har overvejet at få en ansigtsløftning.

Der indgik 750 midaldrende, hollandske dåser. Bag undersøgelsen står smørelsesproduktet Visage Facelift.

(Kilde: foknieuws.nl/De Telegraaf)

Læg skat på sukker

Læg en afgift på sukker på 50-100 kroner pr. kg. Intet andet enkelttiltag vil have en større og mere dramatisk effekt på folkesundheden. 

Familie- og forbrugerministeren lancerede sidste år en “genstandsgrænse” for børns forbrug af sodavand. SF svarede igen med at kræve en afgiftsforhøjelse på 5 kr. pr. kg slik. Sidstnævnte er næsten lige så latterligt som det første, for 5 kroner pr. kg er alt for lidt. Og hvorfor skulle det ramme  slik, men ikke andre sukkerprodukter?

Sukker er vanedannende og meget sundhedsskadeligt, i hvert fald hvis det indtages i større mængder. Derfor kan en skat på sukker retfærdiggøres lige så meget som afgifter på alkohol og tobak. Sukkerskatten ville ramme sukkergrisene, så de satte deres forbrug kraftigt ned, men den ville ikke ramme folk med et fornuftigt forhold til sukker. Tænk dig f.eks. en ikke så sund børnefamilie med et dagligt sukkerforbrug på 500 g. Når sukkerskatten er indført vil de kunne spare 600-1200 kroner om måneden hvis de sætter deres forbrug ned til 100 g dagligt. Oveni vil de få det meget bedre.

Sukkerafgiften vil være nem at administrere, da den pålægges selve råvaren, ikke færdigprodukterne (med mindre de importeres færdige). Man kan sammenligne med de svært gennemskuelige afgifter på læskedrikke og chokolade.

Nuværende afgifter er bimmelim  

Punktafgiftsvejledningen fra Skat er underholdende læsning, der leder tanken hen på gamle danske film à la Olsenbanden og Den forsvundne fuldmægtig.

Skattepligtig kiks

Vidste du f.eks. at der er afgift på flødeboller, men ikke på kager? Der er afgift på små romkugler, men ikke på store. Der er afgift på kiks med chokoladeovertræk og fire lag, men ikke på chokoladekiks med to lag. Kandiseret frugt er afgiftsbelagt, undtagen citrusfrugt.

Afgiften på chokolade er 14,20 kr. pr. kg, og den gælder også for kakaopulver, dog ikke hvis det indeholder mindre end 30 % kakao. En producent kan altså spare penge ved at hælde mere sukker i, mens man må betale fuld afgift af mere lødige produkter med over 30 % kakao.

Skattefri kiks

Sukkerfri tyggegummi er afgiftsbelagt som slik, også den type som sælges med henblik på tandhygiejnen. Der er også fuld afgift på lakridsrod, som ellers er sundt.

Samme gælder mandler (21,30 kr. pr kg), hasselnødder (14,20 kr. pr. kg), men de fleste nødder i skal er skattefri. Kokosmel pålægges 4,25 kr. pr kg.

Der er 6,25 kr. afgift pr. kg te, selv om te anses for at være sundt. Danmark har et årligt forbrug på 1260 tons te, en skatteindtægt på kun 8 mio. kroner. Hver borger betaler 1,45 kr. i te-skat om året. Hvad mon det koster i administration at opretholde den slags pjat?

Mineralvand beskattes med 91 øre pr. liter, men små producenter der har fremstillet sodavand siden 1. januar 1984 kan få et nedslag på 9 øre pr. liter. Der er ikke afgift på danskvand uden citrus, men der er er afgift på danskvand med citrus. Afgiften på spiseis er 3,40 kr. pr. liter, og man skal også registreres hvis man fremstiller isen selv i restaurant, hotel eller kantine.

Konfektureafgiften stammer fra 1922 og mineralvandsafgiften fra 194o. Dengang handlede det ikke om sundhed, men om at skrabe penge ind til den altid sultne statskasse. Ligesom med afgifterne på grammofonplader, parfume og biler drejede det sig importvarer, da man samtidig ønskede at gavne betalingsbalancen.

Tiden er moden til at totalsanere dette bureaukratiske afgiftskompleks. Afsnittet om læskedrikke fylder 3700 ord, og om sukker- og chokoladevarer 8800 ord. (Se punktafgiftsvejledningen her).

En simpel afgift på sukker vil være en stor forenkling.

Sukkerskatten og markedet

Sukker er en billig og ernæringsmæssig værdiløs råvare. Den bruges næsten altid til at erstatte mere lødige og sunde ingredienser. En højere pris på sukker vil altså tilskynde producenterne til at vende tilbage til bedre råvarer.

En 2 liters cola (11 % sukker) vil koste 11-22 kroner ekstra. En discountcola vil altså komme til at koste det samme som en Coca-Cola eller Pepsi på nuværende tidspunkt. Det ville sandsynligvis betyde at 1 liters-flasker igen blev standard for sodavand. Der ville blive en klar prisforskel på sodavand og kildevand. Det ville også betyde at mærkevarecolaerne måtte sænke deres horrible avancer, så de er mere konkurrencedygtige. Og endelig er her en skat som de multinationale fødevareproducenter ikke kan omgå via kreativ bogføring.

Som alternativ ville der komme fut i udviklingen af alternative sødestoffer, så man får indført nogle midler som med garanti ikke er sundhedsskadelige og desuden smager godt (f.eks. stevia). Jeg tror dog aldrig man kommer til at konsumere sødestoffer i lige så høj grad som sukker, da sødestofferne ikke har den vanedannende effekt. Folk vil ganske enkelt vænne sig til at alting ikke skal være hvinende sødt.

Da sukker ofte ledsager fedt (i kager osv.) vil fedtforbruget også falde. Mange undersøgelser tyder på at indtagelse af fedt og sukker i kombination virker særlig fedende og vanedannende.

Ulødig alkohol bliver dyrere

Den mest usunde del af alkoholforbruget vil på helt naturlig vis blive hæmmet af sukkerskatten. De søde sukkerdrikke med alkohol glider alt for nemt ned, hvilket teenagere kan tale med om. Incitamentet til at drikke alkopops vil blive langt mindre, når de bliver 3-5 kr. dyrere pr. flaske. Indholdet af sukker er ofte større end i sodavand. Denne underlødige form for sprut i saftevand vil altså blive hårdt ramt. De yngste vil drikke lidt mindre eller vente et par år med deres drikkedebut, indtil de er gamle nok til at have smag for øl og vin.

Den såkaldte “cider” som skamløst markedsføres af bl.a. Carlsberg er i virkeligheden en saftdrik med tilsat sukker, alkohol og kulsyre. Denne fuskdrik vil blive dyrere pga. sukkerskatten. I stedet kan man begynde at sælge ægte cider, som er gæret på ren æblemost og derfor ikke belastet af sukkerskatten.

Men hvad med den danske sukkerroeavl? Dansk sukkerroeproduktion er egentlig ved at være passé, da man kan dyrke roer meget billigere andre steder. Produktionen holder sig kun oppe på nogle solide EU-tilskud. Den slags er økonomisk usundt og skal finde sit naturlige leje igen, så arealerne og arbejdspladserne kan bruges på noget bedre. Man må indstille sig på at dyrke andre og mere rentable afgrøder, men jeg gætter på at en vis nicheproduktion af roesukker vil fortsætte.

Branchen må satse på kvalitet og nyskabelse

Fødevareindustrien vil nok komme med et større ramaskrig end landbruget, da dansk fødevareproduktion i høj grad er indrettet på at producere store mængder mad af lav kvalitet. Men så må de bare omstille sig til noget andet end citronmåner, sodavand og slik. Den slags mad er alligevel på vej ud.

Med sukkerskat kommer 250 g slik til at koste 12-25 kroner ekstra. Det er da noget der kan mærkes. Især for familier med børn, og det er meningen. Man vil snart gå over til 100 grams-poser som standard. Man vil vende tilbage til de vaner man havde for årtier siden, hvor man konsumerede slik sjældnere og i mindre portioner end i dag.

Industriens lyst til at blande sukker i alt muligt vil blive bremset. Det er f.eks. blevet almindeligt at putte sukker i rugbrød. Det har vist sig at det giver pote at sigte efter forbrugernes søde tand. Det giver tilvænning. Så når en producent søder rugbrødet er konkurrenterne nødt til at følge trop. Hvis producenterne kan spare 1 krone i produktionsomkostninger for 500 g rugbrød ved at udelade sukker, er det noget der kan mærkes i deres udgifter til råvarer. Og derfor vil de holde op med at tilsætte sukker. Jeg så dog allerhelst et regelsæt for tilladte ingredienser i traditionelle madvarer. Noget i stil med det tyske reinheitsgebot, reglen om at øl kun må laves af malt, gær og humle.

Løftede pegefingre kan undværes

Kommunerne er begyndt at lave restriktioner for skolemad.  Både BUPL og Socialdemokratiet er på bane. Børn med Nutella-madder i madpakken risikerer at få et brev med hjem. 

Sukkerskatten vil gøre den slags moralske indgreb overflødige, da problemet løser sig selv. Man kan spare de formynderiske kampagner der ikke tjener til andet end at give folk skyldfølelse.

Lad mig lige vende den konservative ministers “genstandsgrænse” for sodavand igen. Den slags regler vil nok blive iagttaget til børnefødselsdage i Gentofte og Hørsholm, men ikke i samfundets nederste lag. Jeg forstår ikke logikken i argumentet: “Det er forældrenes eget ansvar, derfor skal vi ikke lave regler, men påvirke borgerne med kampagner”.

Jeg forstår heller ikke at staten laver ernæringskampagner når man samtidig kan købe junkmad alt for billigt. Blandt andet pga. statens tilskud til masseproduceret sukker, svinekød og mælkeprodukter.

Bliver sukkersmugling et problem? Det vil nok forekomme meget sporadisk. Det er ikke så ligetil at gemme 1 ton sukker i en personbil, og hvem skulle købe det? Privatpersoner har ikke et stort forbrug af stødt melis. Den allerstørste del af vort sukkerforbrug er fra færdigkøbte læskedrikke, kager, slik, snask, kræs, guf, gnask og knas.

En sukkerskat rammer rammer især billige, fabriksfremstillede søde sager. En konditorkage eller en fin dessert vil ikke blive belastet i samme grad, fordi sukkeret udgør en forholdsmæssig mindre del af kagens pris. Folk vil sandsynligvis give afkald på baljefulde blandet slik og en halv meter lange roulader, men til gengæld værdsætte søde sager af høj kvalitet. Når råvaren stiger i pris bliver den brugt med omtanke. Der vil stadig blive råd til at bage julesmåkager og lave en kande hyldeblomstdrik ude i de små hjem.

Kort sagt er sukker ikke en basisfødevare, men et nydelsesmiddel. Prisen skal være derefter. Løsningen er ikke forbud, ikke løftede pegefingre, men blot en nemt administrerbar skat. Kombineres den med en momslettelse på andre varer, kan skattestoppet overholdes.

Skattebyrden behøver ikke stige, selv om de bredeste skuldre bærer det tungeste læs.

Ris à l’amande for kernesunde kernefamilier

grødris
vand/rismælk/sojamælk/havremælk/mandelmælk
(1/4 tsk salt)
1 spsk vanillesukker
50-100 g smør
2 æg
½-1 dl sukker/xylitol
1 dl hakkede mandler

1. Kog risengrød.
2. Tilsæt smør og evt. en ganske lille smule salt.
3. To æggeblommer piskes hvide med sukker og vanillesukker.
4. Pisk æggeblommer i risengrøden (med håndmixer). Grøden bør stadig være varm.
5. Pisk æggehviderne stive med ½ tsk citronsaft/eddike og lidt sukker.
6. Vend de stive æggehvider og de hakkede mandler i grøden, som vi nu vil tillade os at kalde ris à l’amande.
7. Serveres med almindelig kirsebærsovs – eller med hjemmelavet, sukkerfri sovs. Hindbær er bedre end kirsebær, efter min mening, men det er et alvorligt brud på traditionen.

Idéen går ud på at erstatte fløde med smør + æggeblommer. Flødeskummets luftige konsistens erstattes med piskede æggehvider. Og det virker. Men man skal nok vende æggehviderne i umiddelbart før serveringen.

Smør tåles af de fleste som er intolerante mod mælkeprotein, men er man fanatisk, kan man bruge ghee (klaret smør). Sukker kan udelades eller rationeres efter ønske i hele opskriften.

Jeg har ikke målt hvor mange grødris jeg brugte, men det kommer jo også an på hvor stor familien er. Derimod har jeg angivet to æg, for det var det antal jeg brugte. Og ingen familie har vel råd til at ofre flere æg – i disse finanskrisetider, hvor Politiken hele tiden forsikrer os om at verdens undergang er på trapperne, og selv ikke den store Obama kan frelse os.

Man kan også erstatte ris à  l’amanden med risengrød og kanel – eller kokos-ris med mango, en kendt thai-dessert. Nu har man hele december til at diskutere og øve sig. risalamande ris alamande lamande kernesund glutenfri mælkefri uden mælk gluten

Grønkål for kernesunde metroseksuelle

200 g hakket grønkål
lidt vand
hønsebouillon eller salt

(1 tsk gelatinepulver)

½-1 tsk sukker/xylitol/honning
1-2 tsk æbleeddike/citronsaft
lidt peber, koriander, timian
ganske lidt muskat og kanel
mild olivenolie (f.eks. toscansk)

1. Frossen eller frisk grønkål koges i få minutter med salt eller bouillon. Skal ikke være for udkogt, men heller ikke for rå.
2. (Gelatinen giver en vis dybde i smag og konsistens og sikrer samtidig mod halal.:-) Jeg opfatter det som en lødigere form for jævning end mel, maizena og den slags. Edgar Cayce anbefalede at man altid spiste grøntsager med gelatine for at optage næringsstofferne bedre, især hvis man har mave-tarm-problemer. Han var clairvoyant, så det må være rigtigt – eller værd at prøve).
3. Før servering tilsættes lidt sukker, eddike/citron, krydderier. Olie kan tilsættes i gryden eller hældes over ved servering.
4. Æd.

Kan udmærket spises som forret. Vore forfædre spiste kål først, men dengang kaldte man dog alle slags bladgrønt for kål. De brugte mange flere slags end vi gør i dag.

Det smager endda udmærket som morgenmad! Prøv det.

Som variant kan man dampe spinat (frisk eller frossen) og putte blade af frisk koriander i til sidst. Jeg fatter ikke at folk stuver det med fløde, mel og mælk, det er en skam.

Efter syv magre år

Fedekuren er skudt i gang

Jeg har været ved specialist (gastroenterolog) fordi jeg tror jeg har fødevareintolerans mod mælk og gluten. Efter at have udtaget diverse prøver mener han ikke der er noget at komme efter. Han mener simpelt hen jeg spiser for lidt. Jeg har ført journal over hvad jeg spiser, og jeg kan godt se at det i perioder har været temmelig smal kost.  

I første halvdel af august var jeg en tur i Rusland, hvor jeg tolkede for en gruppe svenskere. Der var stort set daglige ædegilder; jeg elsker nemlig russisk mad. Men da jeg kom hjem igen skulle jeg klare mig for 40 kroner resten af måneden. Som en eller anden marginal personlighed i en Dostojevskij-roman som går rundt i Petersborg i sit støvede, sorte vadmelskostume. Jeg kan oplyse at der ikke er særlig mange penge at hente ved at samle flasker.

Dybest set tror jeg ikke på lægen, da jeg stadig oplever symptomer hver gang jeg indtager mælk og gluten. Der vil sikkert komme mere herom på bloggen, vent og se. Men foreløbig har jeg bøjet mig for sagkundskaben. Det kan jo ikke skade med lidt huld. Han synes jeg skal prøve at få solid morgenmad, frokost, aftensmad, natmad samt mellemmåltider.

I går blev det til:

Morgen: Arme riddere stegt i olie, med syltetøj, kaffe.
Formiddag: Sandwich med spegepølse, smoothie.
Frokost: To forårsruller, ris, grøntsager i fed, kinesisk sovs, grøn salat, te.
Eftermiddag: ½ liter cola, banan.

Da jeg kom hjem igen, måtte jeg kapitulere. Jeg kunne ikke rumme aftensmad og gik i seng for at slå mave. Men i morges vågnede jeg tidligt og kunne indhente natmaden:

Oksesteg, kartoffelmos med fløde og smør, sovs, grønne bønner med olivenolie (billedet).

Jeg håber økonomien holder, så jeg kan komme til at se resultater på vægten. Udgangspunktet var 61 for en måneds tid siden, men jeg tror allerede jeg er oppe på 63. (Jeg ejer ikke selv en vægt, så desværre kan jeg ikke følge det dagligt).

Visdom på det Kgl. Bibliotek

Mange akademikere, mange bøger, liden praktisk sans, men ikke uden charme.

Vælg indkomst

Vist er det dejligt at kunne vælge sin indkomst. Men tit er jeg ude for spørgeskemaer, hvor intervallerne begynder med 100.000-199.999. Det regnes altså for umuligt at man kan tjene under 100.000! Det er vel svært at forestille sig for de marketingfolk der sidder og laver den slags undersøgelser.

Men her var der endelig svarmuligheder for fattigfolk:

All pictures © Casper