Da Danmark mistede Tingbjerg

TV2-nyhederne i aften bragte et indslag med en dansk gut fra Tingbjerg der tog bandernes parti. I hvert fald kom han med beskyldninger mod præsten.

tingbj

Martin, Tingbjerg

Se indslaget her.

Hvad mange vist nok ikke har gennemskuet, inklusive TV2, er at Tingbjerg er totalitært område. Det er simpelt hen uden for lands lov og ret. Ytringsfrihed og retten til liv og helbred gælder ikke på Tingbjerg.

Derfor er sandhedsværdien i drengens udsagn ikke stor. Man kan sammenligne det med at interviewe en tilfældig borger på gaden i Nordkorea.

Den unge dansker har en svagt arabisk påvirket udtale. Kunne det tænkes at hans mening om homoseksuelle også er påvirket af et mellemøstligt livssyn? Det er muligt, men jeg tvivler. Man kan naturligvis ikke vide om han er blevet truet til at lyve, men der er bestemt heller ingen grund til at tro han taler frit og sandt. Mit subjektive indtryk var angst, se især fra 1:16 til 1:32.

taarb

Højtlønnet journalist med slips og minister fra Tårbæk med smagfuldt tørklæde

De sidste sætninger (om præsten) lyder noget sammenflikket. Samtidig står den unge mands “venner” i baggrunden, men ingen af dem vil udtale sig.

Det er er ikke særlig repræsentativt at udvælge en etnisk dansker som pressetalsmand. Ifølge sogn.dk er kun 25 % af Tingbjergs indbyggere medlemmer af folkekirken. Der døbes 8 hvert år og konfirmeres 4.

Medierne er kun interesseret i at få nyheder i kassen. Egentlig burde TV2 slet ikke interviewe ham, for de bringer ham i fare. Tænk hvis “vennerne” alligevel var utilfredse med hans udsagn?

vinreklame

Meget symbolsk blev videoen på TV2's hjemmeside indledt af en reklame for rødvin. Bindingsværk og stokroser. Men vi har trods alt en ting at takke den midaldrende rødvinsklasse for: de har skabt det samfund vi har i dag... Kan de nå at rette op på fejltagelserne før de bliver gamle og mimrende? Og gider de?

At drengen fremstod uden efternavn kan virke uforståeligt, for han er vel kendt af sine “venner” uanset. Det er næppe fordi han er bange for menighedsrådets tæskehold. En årsag kan være at han ikke vil kendes af politi og myndigheder; en anden mulighed er at anonymiteten skal gøre historien mere troværdig.

Sidst i indslaget fik vi en kommentar fra en eller anden Venstre-ministerdame fra Tårbæk. Hun snakkede om udspillet Ny start, indsatser og redegørelser, og hun klappede politi og ministerkollegaer på skulderen.

Tingbjerg og Tårbæk, samfundets absolutte bund og top. Der er kun 9 km afstand. Hvad vil man gøre i Tårbæk, hvis problemerne nærmer sig.

Lukke ørerne? Bygge en mur? Man kan jo altid køre til Slotsholmen i armeret bil.

I Thisted er der fredeligt, og nu kommer min mor med en whisky til mig. Her er der ingen fare, men jeg ville ønske at Tingbjerg også var en del af Danmark og den frihed og sikkerhed vi lever under. Og jeg ville ønske at Tårbæk og TV2/DR’s redaktioner var en del af det danske ansvar og fællesskab.

Hykleri fra alle sider om lavalder

Ellen Trane Nørby (som er en af de mere sociale Venstre-politikere) skriver på sin Politiken-blog: Afskaf den kriminelle lavalder

Hun vil sætte den kriminelle lavalder ned til nul, men samtidig indføre ungdomsdomstole.

Det mest overraskende er reaktionen fra Politikens læsere. De er positive – selv om hendes forslag er langt mere vidtgående end DF, der kun vil sætte lavalderen ned til 12 år og også indføre ungdomsdomstole og bedre sociale ordninger.

Man kan derfor konstatere at bloglæserne er dybt hykleriske – de er kun imod DF’s  forslag, fordi det kommer fra DF. Men samtidig er de altovervejende glade for et mere ekstremt forslag.

DF har sociale straffe på programmet – men har glemt det?

DF skriver nemlig således i programmet (kap. 6 og 19):

Samfundet skal sætte ind så tidligt som muligt i den kriminelles ”karriere”. Misforstået overbærenhed fører ikke til lovlydighed, men skaber grobund for mere kriminalitet.  Derfor bør der gribes effektivt ind over for unge lovbrydere, f.eks. ved idømmelse af samfundstjeneste eller anden mærkbar sanktion, allerede første gang, straffeloven overtrædes.
Dansk Folkeparti finder det nødvendigt, at den kriminelle lavalder nedsættes til 12 år. Straffesager mod lovovertrædere inden for aldersgruppen 12-18 år bør behandles af særlige ungdomsdomstole. Den seksuelle lavalder skal fastholdes på 15 år.
Unge kriminelle bør ikke afsone deres frihedsstraf sammen med forhærdede kriminelle, der kan påvirke de unges videre livsforløb i afgørende negativ retning. Dansk Folkeparti vil derfor arbejde for, at der oprettes særlige institutioner, der kan sikre en fornuftig uddannelsesindsats over for denne gruppe af lovovertrædere.  …
Dansk Folkeparti mener, at kriminelle børn og unge skal imødekommes med et opsøgende pædagogisk arbejde, f.eks. SSP-samarbejdet. Unge under den kriminelle lavalder skal have hjælp og støtte til at komme ud af dårlige miljøer, men bør samtidig mærke konsekvenserne af deres gerninger. Dansk Folkeparti mener, at alvorlige kriminelle handlinger skal straffes efter forbrydelsens karakter. I de tilfælde, hvor forældrene til den kriminelle unge kan siges at have forsømt deres ansvar, er Dansk Folkeparti tilhænger af at straffe forældrene.

“Samfundet skal sætte ind så tidligt som muligt i den kriminelles ”karriere”. Misforstået overbærenhed fører ikke til lovlydighed, men skaber grobund for mere kriminalitet.  Derfor bør der gribes effektivt ind over for unge lovbrydere, f.eks. ved idømmelse af samfundstjeneste eller anden mærkbar sanktion, allerede første gang, straffeloven overtrædes.

Dansk Folkeparti finder det nødvendigt, at den kriminelle lavalder nedsættes til 12 år. Straffesager mod lovovertrædere inden for aldersgruppen 12-18 år bør behandles af særlige ungdomsdomstole. Den seksuelle lavalder skal fastholdes på 15 år.

Unge kriminelle bør ikke afsone deres frihedsstraf sammen med forhærdede kriminelle, der kan påvirke de unges videre livsforløb i afgørende negativ retning. Dansk Folkeparti vil derfor arbejde for, at der oprettes særlige institutioner, der kan sikre en fornuftig uddannelsesindsats over for denne gruppe af lovovertrædere.  …

Dansk Folkeparti mener, at kriminelle børn og unge skal imødekommes med et opsøgende pædagogisk arbejde, f.eks. SSP-samarbejdet. Unge under den kriminelle lavalder skal have hjælp og støtte til at komme ud af dårlige miljøer, men bør samtidig mærke konsekvenserne af deres gerninger. Dansk Folkeparti mener, at alvorlige kriminelle handlinger skal straffes efter forbrydelsens karakter. I de tilfælde, hvor forældrene til den kriminelle unge kan siges at have forsømt deres ansvar, er Dansk Folkeparti tilhænger af at straffe forældrene. “

Man må selvfølgelig erkende af DF ikke råber særlig højt om de sociale sider af forslaget. Det er en stor fejl. Når man vil give folk hårdere straffe, må man også arbejde for bedre straffe.

Forslaget eller “lovpakken” – som den er udformet af VK-regeringen – lægger alt for lidt vægt på social nytænkning, så det er simpelt hen ikke godt nok.

Her har det uheldige vist sig i at DF har stillet kravet, men den praktiske udformning er kommet fra en konservativ minister, og VK er som bekendt ikke så gode til socialpolitik, som de vil bilde os ind.

Lavalderen varierer stærkt på verdensplan

Ellen T. N.  mener i øvrigt at det er i tråd med FN’s anbefalinger, men det må hun have misforstået. FN ønsker ikke lavalderen sat ned, men accepterer en lavalder på 14 år, så vidt jeg ved. (Jeg har ikke kunnet finde den konkrete oplysning blandt de mange tågehorn i debatten).

Som sædvanlig er der mange der vil gøre os værre end udlandet, uden overhovedet at sætte sig ind i forholdene. Rundt om i den vestlige verden er lavalderen ganske forskellig: fra 7 år i Sydafrika og visse amerikanske stater, 8 år i Skotland, 10 i England, 14 i en lang række europæiske lande, 15 i Norden, 17 i Frankrig og 18 i Belgien (se liste).

Det er imidlertid svært at sammenligne, for det er bestemt ikke alle 7- eller 10-årige som vil blive retsforfulgt i de engelsktalende lande. Her gælder common law, som er sund fornuft uden faste regler, som siger at forbryderen skal være klar over hvad man har gjort, være egnet til straf og så videre. Det udelukker en hel del børn fra tiltale og straf. Men de kunne jo blive straffet, hvorved man har den præventive effekt ved f.eks. bandekriminalitet. I et land som Belgien er lavalderen på 18 også misvisende, da man godt kan give yngre en sanktion og et institutionsophold.

Derfor må det hele komme an på de faktiske forhold: hvordan man behandler den unge afviger.

Her er jeg ikke imod en lavere lavalder, men man skal absolut sørge for at de sociale forhold forbedres kraftigt i reformen. Ungdomsdomstole – som snarere skal ligne et uafhængigt nævn end en domstol – og bedre SSP, samfundstjeneste, uddannelsespligt, behandling af psykiske og sociale problemer, ret til at blive fjernet fra vanartede forældre og omgivelser.

Regeringens udspil er alt for uambitiøst og vil blot bevare status quo – med den ene forskel at 14-årige nu skal udsættes for domstole og straf.

Oppositionen går også ind for status quo, men blot med en lavalder på 15 år.

En bred reform burde være mulig

Man kunne begynde med at gribe ind over for voksne, der udnytter børn til forbrydelser. Det er allerede i dag en skærpende omstændighed, men den regel batter ikke noget – giver højst en lille strafforhøjelse på 25 %. Man burde hellere gøre det til en selvstændig straffelovsparagraf med en pænt stor strafferamme.

En bred reform på det ungdomskriminalle område burde kunne få støtte hele vejen fra DF via regeringen og til Socialdemokratiet og SF:

  • en lavere lavalder for straf  (f.eks. 13-14 år) – eller i det mindste et udspil om styrkelse af de sociale sanktioner
  • en højere lavalder for fængsel (18 år)
  • et helt nyt system af ungdomssanktioner og ungdomsdomstole, fuldstændig adskilt fra voksenstrafferetsplejen
  • unge skal ikke i fængsel, men have særligt tilpassede sanktioner

Manglende modspil til krav fra DF

Jeg ved ikke om DF ikke tager sit eget sociale program alvorligt, men noget kan tyde på en vis overbudspolitik, f.eks. også i dagens udspil om løbesedler der skal brændemærke tidligere pædofil-dømte.

Her har man så sandelig bevæget sig ud i sumpen. Og det vil i øvrigt ikke skabe mere tryghed, men utryghed og panik. Forslaget om “3 strikes and you’re out” var også svært at tage alvorligt.

Det er bare et problem at der ikke er kvalificeret modspil fra andre partier.

Den socialdemokratiske børneorganisation DSU har reageret ved at kræve advarsel til naboer, når en DF’er flytter ind. Det er jo meget morsomt, men der er ikke skyggen af argumenter eller seriøs kritik mod DF’s forslag.

En afstemning hos B.T. fortæller imidlertid at 51 % støtter DF’s forslag. Så socialdemokraterne burde komme op på dupperne og argumentere. Ellers kunne det ende med at forslaget engang bliver virkelighed.

DF har derfor endnu engang sat dagsordenen på dygtig vis og oppositionen har kvajet sig. DF har ikke engang forsøgt at være specielt snedig, men har blot sagt hvad partiet mener.

Hvad har VK og oppositionen egentlig tænkt sig at gøre ved kriminalitet?

Virkeligheden og antropologiens kødhakkemaskine

Jeg faldt over en artikel på videnskab.dk, et tilfældigt nedslag i den flom af papir der i øjeblikket flyder ud af universiteterne inden for disciplinen politisk anæstesiologi. Ligesom lægevidenskaben giver sprøjter, piller og lattergas, så er en mængde forskere, journalister og politikere parat til at rykke ud med smertestillende bortforklaringer, når dele af samfundskroppen gør ondt.

En antropolog har skrevet ph.d. om ungdomsbander. Den undskyldende og udglattende tone er understreget fra starten, idet der tales om marginaliserede unge, gadedrenge,  gadelivsstil, ungdomsfællesskaber eller blot “unge”. Bandezoner er blevet til “drengezoner”.

Nu kan man selvfølgelig i nogen grad forsvare et neutralt sprogbrug, men det går nemt over i det bevidst neutraliserende. Udtrykket “marginaliserede unge” indeholder i sig selv en påstand, nemlig at andre aktivt har marginaliseret disse stakkels unge; begrebet er altså ikke spor neutralt, men lægger skylden på det omgivende samfund.

Artiklen er garneret med nøje udvalgte billeder. Først to voldelige danske unge med lys hud, siden en gangsta-hiphopper af anden etnisk baggrund, meget ung, nyvasket og som taget ud af en musikvideo.

Hvis man havde byttet rundt på etnicitet eller hudfarve i de to billeder – nydelig dansker fra tøjkatalog sat op imod to truende indvandrere med hævet knytnæve – så tror jeg nogen ville skrige om racisme og manipulation.

(På tilsvarende måde bruger en anden artikel, Ingen forskning i den danske bandekrig, et foto af to danske Hells Angels-rockere, selv om artiklens emne egentlig er manglende forskning i de “etniske” bander).

Langt nede i artiklen afsløres det at drengegrupperne, i hvert fald i det eneste specifikke eksempel, var “18-22-årige mænd med kurdisk og tyrkisk baggrund”. Den aldersgruppe plejer ikke at blive betegnet som drenge, men det afslører blot den banaliserende sprogbrug fra forskerens og journalistens side.

Det fremgår ingen steder om hun også har beskæftiget sig med etnisk danske ungdomsbander, hvilket er ærgerligt, da det kunne have været interessant med en sammenlignende analyse på tværs af kulturel baggrund. Hun drager en sammenligning med “unge danskere … i 1970′erne og 1980′erne, da de mødtes på gaderne”. Mit forsigtige gæt er at forskeren ikke kender til nogen danske drengebander af samme kaliber – fordi de ikke eksisterer – og derfor går hun tilbage til sin egen ungdom for at finde en dårlig sammenligning. En mere oplagt parallel havde været fodboldhooligans og rockere, men dermed ville man have rubriceret de etniske “drengegrupper” i samme kategori som kriminelle, hvilket en anstændig antropolog naturligvis må undgå.

Først forsøger forskeren sig med en lille diskursanalyse hentet fra kønsforskningen:

“Kirsten Hviid fortæller, at sproget er med til at vise et maskulint tilhørsforhold til gruppen. Vil man være en rigtig gangsta, må man tale som en gangsta. Hvis man bruger macho-udtryk som ’stiv pik’ viser man mandighed, styrke og potens. Omvendt viser udtryk som ‘bøsse’ og ’svans’, at man er svag.”

“Det her lyder banalt,” siger forskeren. Det synes jeg da også. 

Det er velkendt for alle at macho-sprog (på ældre dansk: karlekammersnak) er med til at underbygge maskuline fællesskaber. Men der må være en misforståelse i den sidste sætning. Når man kalder andre for “bøsse” og “svans” er det for at styrke egen mandighed, så en macho-person bliver ikke svagere af at bruge sådanne udtryk.

Men til sagen, “drengegrupperne”:

“Sidst i 1990erne blev Nivå og Kokkedal i det daværende Karlebo Kommune hærget af grupper af 18-22-årige mænd med kurdisk og tyrkisk baggrund. Kommunen lavede et forsøg og gav bandemedlemmerne lov til at lave en klub helt fra bunden. De skulle selv styre klubben og stå for aktiviteterne mod, at de selv stoppede med at lave hærværk og var med til at hjælpe andre unge ud af problemer…. Forsøget blev en bragende succes. Kriminaliteten dalede til næsten ingenting, og samarbejdet mellem de unge, kommunen og politiet fungerede så godt, at politiet endda bad klubmedlemmerne om hjælp til at tale gemytterne ned, når der var ballade i byen.”

Så vidt jeg ved er der også i dag ballade, vold og hærværk i Nivå/Kokkedal. Så man kan bestride hvor stor en succes det var. Jeg kender ikke området godt nok til at kunne vurdere om det virkelig var en succes indtil klubberne lukkede i 2001, sådan som forskeren påstår.

Men jeg kan jo se at den forsøgte taktik var at skabe et lille parallelsamfund ­- en autonom celle, finansieret af det offentlige.

Det minder meget om Ungdomshus-modellen. Og her vil man jo nok også diskutere i mange år fremover – uden at nå til enighed – om denne model netop sikrede fred og ro eller tværtimod lagde kimen til voldelige konflikter med det omgivende samfund.

Parallelsamfundet i Kokkedal gik videre end Ungdomshuset i den forstand at det ligefrem blev udstyret med en særlig myndighed til at opretholde en slags ro og orden i samfundet:

“Politiet bad [endda] klubmedlemmerne om hjælp til at tale gemytterne ned, når der var ballade i byen.”

I princippet en mafia-model. Med kommunens og politiets velvillige hjælp blev der skabt en klan eller en særlig privilegeret klasse, som skulle holde justits med de andre.

De mindre privilegerede klaner blev naturligvis utilfredse og begik oprør.

Historien ligner den del- og hersk-taktik, som blev praktiseret af de britiske koloniherrer i Indien eller belgierne i Rwanda (tutsierne blev indsat som en adelsklasse, der skulle holde styr på hutuerne). Fredensborg kommune var måske nok lidt mindre bevidst om sin kulturkolonialistiske politik, men konsekvenserne var de samme, dog naturligvis i mindre målestok.

Det gik ikke i længden, fortæller forskeren, uden at forstå sammenhængen:

“Den dårlige nyhed er, at klubben lukkede efter fem år. Paradoksalt nok gav klubben problemer, fordi unge uden for målgruppen blev jaloux. De begik hærværk mod klubben, og et enkelt klubmedlem blev overfaldet. Efterhånden mistede kommunen troen på, at de unge kunne styre klubben, og i 2001 lukkede projektet. Karlebo Kommune forsøgte senere at åbne en ny klub under kommunens kontrol. Den måtte lukke efter et halvt år.”

Det fremgår ikke hvorfor den nye klub måtte lukke igen. Hvis kommunen skulle have fortsat den gamle taktik, så skulle man have bakket op om den privilegerede klan og hjulpet dem med at undertrykke de ikke-privilegerede. Det ville have sikret en slags ro og orden, baseret på vold og angst.

Det er nemlig sådan adskillige præ-moderne samfund fungerer, ikke mindst i Mellemøsten.

Forskeren siger:

“Når gruppen bliver truet, rykker man sammen og får efterhånden skabt et broderskab, som bygger på offervilje og blodsbånd.”

Ja, det er som taget ud af en beskrivelse af et klansamfund, men forskeren drager ikke selv ligheden.

Men måske opdagede kommunen hvad deres politik havde medført – en halvvejs åbenbaring er jo også en slags erkendelse.

Mærkeligt nok nævner forskeren mange faktorer som de unges gruppe- eller bandementalitet bygger på: maskulinitet, gangsta-rap og hiphop, modetøj, marginalisering, mangel på tillid og respekt, chikane fra politiet, trange boligforhold og at de “føler sig udenfor på grund af deres liv eller bare deres hudfarve”.

Kulturel, etnisk og religiøs baggrund er overhovedet ikke nævnt. Skal man have nogle ekstremt nærsynede briller for at blive antropolog?

Der er også en lille infobox i artiklen som siger:

“Du kan kende en ung mand uden for kontrol på, at han svinger mellem at være ekstremt aggressiv og voldelig for i næste sekund at opføre sig som et lille barn og søge om hjælp. Det er ifølge Kirsten Hviid et tegn på, at han er kommet så langt ud, at han ikke længere ved, hvordan han skal tackle sin situation.”

Ærlig talt, så er det nok det billede som de fleste danskere har af dårligt fungerende mellemøstlige indvandrere i almindelighed.

Eller mere specifikt, vort indtryk af den reaktion vi igen og igen ser fra  ”muslimer under pres”.

Hvis det billede skal bekæmpes, så er der brug for en forskning der skiller fårene fra bukkene. Samt en fri og ærlig demokratisk samtale, hvilket ikke er det samme som antropologisk samtaleterapi. Der skal slibes mange knaster væk, og jeg tror ikke den totale harmoni vil genopstå lige om hjørnet. Så har jeg sagt det på den mest mulig optimistiske måde.

Ovenstående er en kommentar til artiklen på videnskab.dk, ikke til Kirsten Hviids afhandling i sin helhed.

Læg skat på sukker

Læg en afgift på sukker på 50-100 kroner pr. kg. Intet andet enkelttiltag vil have en større og mere dramatisk effekt på folkesundheden. 

Familie- og forbrugerministeren lancerede sidste år en “genstandsgrænse” for børns forbrug af sodavand. SF svarede igen med at kræve en afgiftsforhøjelse på 5 kr. pr. kg slik. Sidstnævnte er næsten lige så latterligt som det første, for 5 kroner pr. kg er alt for lidt. Og hvorfor skulle det ramme  slik, men ikke andre sukkerprodukter?

Sukker er vanedannende og meget sundhedsskadeligt, i hvert fald hvis det indtages i større mængder. Derfor kan en skat på sukker retfærdiggøres lige så meget som afgifter på alkohol og tobak. Sukkerskatten ville ramme sukkergrisene, så de satte deres forbrug kraftigt ned, men den ville ikke ramme folk med et fornuftigt forhold til sukker. Tænk dig f.eks. en ikke så sund børnefamilie med et dagligt sukkerforbrug på 500 g. Når sukkerskatten er indført vil de kunne spare 600-1200 kroner om måneden hvis de sætter deres forbrug ned til 100 g dagligt. Oveni vil de få det meget bedre.

Sukkerafgiften vil være nem at administrere, da den pålægges selve råvaren, ikke færdigprodukterne (med mindre de importeres færdige). Man kan sammenligne med de svært gennemskuelige afgifter på læskedrikke og chokolade.

Nuværende afgifter er bimmelim  

Punktafgiftsvejledningen fra Skat er underholdende læsning, der leder tanken hen på gamle danske film à la Olsenbanden og Den forsvundne fuldmægtig.

Skattepligtig kiks

Skattepligtig kiks

Vidste du f.eks. at der er afgift på flødeboller, men ikke på kager? Der er afgift på små romkugler, men ikke på store. Der er afgift på kiks med chokoladeovertræk og fire lag, men ikke på chokoladekiks med to lag. Kandiseret frugt er afgiftsbelagt, undtagen citrusfrugt.

Afgiften på chokolade er 14,20 kr. pr. kg, og den gælder også for kakaopulver, dog ikke hvis det indeholder mindre end 30 % kakao. En producent kan altså spare penge ved at hælde mere sukker i, mens man må betale fuld afgift af mere lødige produkter med over 30 % kakao.

Skattefri kiks

Skattefri kiks

Sukkerfri tyggegummi er afgiftsbelagt som slik, også den type som sælges med henblik på tandhygiejnen. Der er også fuld afgift på lakridsrod, som ellers er sundt.

Samme gælder mandler (21,30 kr. pr kg), hasselnødder (14,20 kr. pr. kg), men de fleste nødder i skal er skattefri. Kokosmel pålægges 4,25 kr. pr kg.

Der er 6,25 kr. afgift pr. kg te, selv om te anses for at være sundt. Danmark har et årligt forbrug på 1260 tons te, en skatteindtægt på kun 8 mio. kroner. Hver borger betaler 1,45 kr. i te-skat om året. Hvad mon det koster i administration at opretholde den slags pjat?

Mineralvand beskattes med 91 øre pr. liter, men små producenter der har fremstillet sodavand siden 1. januar 1984 kan få et nedslag på 9 øre pr. liter. Der er ikke afgift på danskvand uden citrus, men der er er afgift på danskvand med citrus. Afgiften på spiseis er 3,40 kr. pr. liter, og man skal også registreres hvis man fremstiller isen selv i restaurant, hotel eller kantine.

Konfektureafgiften stammer fra 1922 og mineralvandsafgiften fra 194o. Dengang handlede det ikke om sundhed, men om at skrabe penge ind til den altid sultne statskasse. Ligesom med afgifterne på grammofonplader, parfume og biler drejede det sig importvarer, da man samtidig ønskede at gavne betalingsbalancen.

Tiden er moden til at totalsanere dette bureaukratiske afgiftskompleks. Afsnittet om læskedrikke fylder 3700 ord, og om sukker- og chokoladevarer 8800 ord. (Se punktafgiftsvejledningen her).

En simpel afgift på sukker vil være en stor forenkling.

Sukkerskatten og markedet

Sukker er en billig og ernæringsmæssig værdiløs råvare. Den bruges næsten altid til at erstatte mere lødige og sunde ingredienser. En højere pris på sukker vil altså tilskynde producenterne til at vende tilbage til bedre råvarer.

En 2 liters cola (11 % sukker) vil koste 11-22 kroner ekstra. En discountcola vil altså komme til at koste det samme som en Coca-Cola eller Pepsi på nuværende tidspunkt. Det ville sandsynligvis betyde at 1 liters-flasker igen blev standard for sodavand. Der ville blive en klar prisforskel på sodavand og kildevand. Det ville også betyde at mærkevarecolaerne måtte sænke deres horrible avancer, så de er mere konkurrencedygtige. Og endelig er her en skat som de multinationale fødevareproducenter ikke kan omgå via kreativ bogføring.

Som alternativ ville der komme fut i udviklingen af alternative sødestoffer, så man får indført nogle midler som med garanti ikke er sundhedsskadelige og desuden smager godt (f.eks. stevia). Jeg tror dog aldrig man kommer til at konsumere sødestoffer i lige så høj grad som sukker, da sødestofferne ikke har den vanedannende effekt. Folk vil ganske enkelt vænne sig til at alting ikke skal være hvinende sødt.

Da sukker ofte ledsager fedt (i kager osv.) vil fedtforbruget også falde. Mange undersøgelser tyder på at indtagelse af fedt og sukker i kombination virker særlig fedende og vanedannende.

Ulødig alkohol bliver dyrere

Den mest usunde del af alkoholforbruget vil på helt naturlig vis blive hæmmet af sukkerskatten. De søde sukkerdrikke med alkohol glider alt for nemt ned, hvilket teenagere kan tale med om. Incitamentet til at drikke alkopops vil blive langt mindre, når de bliver 3-5 kr. dyrere pr. flaske. Indholdet af sukker er ofte større end i sodavand. Denne underlødige form for sprut i saftevand vil altså blive hårdt ramt. De yngste vil drikke lidt mindre eller vente et par år med deres drikkedebut, indtil de er gamle nok til at have smag for øl og vin.

Den såkaldte “cider” som skamløst markedsføres af bl.a. Carlsberg er i virkeligheden en saftdrik med tilsat sukker, alkohol og kulsyre. Denne fuskdrik vil blive dyrere pga. sukkerskatten. I stedet kan man begynde at sælge ægte cider, som er gæret på ren æblemost og derfor ikke belastet af sukkerskatten.

Men hvad med den danske sukkerroeavl? Dansk sukkerroeproduktion er egentlig ved at være passé, da man kan dyrke roer meget billigere andre steder. Produktionen holder sig kun oppe på nogle solide EU-tilskud. Den slags er økonomisk usundt og skal finde sit naturlige leje igen, så arealerne og arbejdspladserne kan bruges på noget bedre. Man må indstille sig på at dyrke andre og mere rentable afgrøder, men jeg gætter på at en vis nicheproduktion af roesukker vil fortsætte.

Branchen må satse på kvalitet og nyskabelse

Fødevareindustrien vil nok komme med et større ramaskrig end landbruget, da dansk fødevareproduktion i høj grad er indrettet på at producere store mængder mad af lav kvalitet. Men så må de bare omstille sig til noget andet end citronmåner, sodavand og slik. Den slags mad er alligevel på vej ud.

Med sukkerskat kommer 250 g slik til at koste 12-25 kroner ekstra. Det er da noget der kan mærkes. Især for familier med børn, og det er meningen. Man vil snart gå over til 100 grams-poser som standard. Man vil vende tilbage til de vaner man havde for årtier siden, hvor man konsumerede slik sjældnere og i mindre portioner end i dag.

Industriens lyst til at blande sukker i alt muligt vil blive bremset. Det er f.eks. blevet almindeligt at putte sukker i rugbrød. Det har vist sig at det giver pote at sigte efter forbrugernes søde tand. Det giver tilvænning. Så når en producent søder rugbrødet er konkurrenterne nødt til at følge trop. Hvis producenterne kan spare 1 krone i produktionsomkostninger for 500 g rugbrød ved at udelade sukker, er det noget der kan mærkes i deres udgifter til råvarer. Og derfor vil de holde op med at tilsætte sukker. Jeg så dog allerhelst et regelsæt for tilladte ingredienser i traditionelle madvarer. Noget i stil med det tyske reinheitsgebot, reglen om at øl kun må laves af malt, gær og humle.

Løftede pegefingre kan undværes

Kommunerne er begyndt at lave restriktioner for skolemad.  Både BUPL og Socialdemokratiet er på bane. Børn med Nutella-madder i madpakken risikerer at få et brev med hjem. 

Sukkerskatten vil gøre den slags moralske indgreb overflødige, da problemet løser sig selv. Man kan spare de formynderiske kampagner der ikke tjener til andet end at give folk skyldfølelse.

Lad mig lige vende den konservative ministers “genstandsgrænse” for sodavand igen. Den slags regler vil nok blive iagttaget til børnefødselsdage i Gentofte og Hørsholm, men ikke i samfundets nederste lag. Jeg forstår ikke logikken i argumentet: “Det er forældrenes eget ansvar, derfor skal vi ikke lave regler, men påvirke borgerne med kampagner”.

Jeg forstår heller ikke at staten laver ernæringskampagner når man samtidig kan købe junkmad alt for billigt. Blandt andet pga. statens tilskud til masseproduceret sukker, svinekød og mælkeprodukter.

Bliver sukkersmugling et problem? Det vil nok forekomme meget sporadisk. Det er ikke så ligetil at gemme 1 ton sukker i en personbil, og hvem skulle købe det? Privatpersoner har ikke et stort forbrug af stødt melis. Den allerstørste del af vort sukkerforbrug er fra færdigkøbte læskedrikke, kager, slik, snask, kræs, guf, gnask og knas.

En sukkerskat rammer rammer især billige, fabriksfremstillede søde sager. En konditorkage eller en fin dessert vil ikke blive belastet i samme grad, fordi sukkeret udgør en forholdsmæssig mindre del af kagens pris. Folk vil sandsynligvis give afkald på baljefulde blandet slik og en halv meter lange roulader, men til gengæld værdsætte søde sager af høj kvalitet. Når råvaren stiger i pris bliver den brugt med omtanke. Der vil stadig blive råd til at bage julesmåkager og lave en kande hyldeblomstdrik ude i de små hjem.

Kort sagt er sukker ikke en basisfødevare, men et nydelsesmiddel. Prisen skal være derefter. Løsningen er ikke forbud, ikke løftede pegefingre, men blot en nemt administrerbar skat. Kombineres den med en momslettelse på andre varer, kan skattestoppet overholdes.

Skattebyrden behøver ikke stige, selv om de bredeste skuldre bærer det tungeste læs.

Kronik: Tre farlige tabuer om kriminalitet blandt indvandrere

Denne forbilledlige kronik er sakset fra Snaphanen. Forfatteren, Nicolai Sennels, arbejder selv med kriminelle unge. Han kræver at tre tabuer brydes, for at vi kan tage fat på de eksplosive problemer med dårlig integration og kriminalitet.    

Rul ned for den fulde tekst. Her er et resumé:

Det første tabu er … at kunne tale højt om at den dårlige integration og høje kriminalitet blandt indvandrere i Danmark ikke kun er et socialt problem, men i høj grad er et udslag af deres kulturelle baggrund. …

Det andet farlige tabu handler om at vi skal give ansvaret tilbage til dem som reelt skaber problemerne. Der skal med andre ord stilles krav. Derudover skal indvandrerne selv, deres sammenslutninger og disses talsmænd i langt højere grad komme på banen og byde ind med hvad de selv kan gøre for at forbedre situationen. …

Hvis de unge skal have mere respekt for vores samfund er de ganske enkelt nødt til at lære det bedre at kende. Dette gælder både vores historie, værdier og sociale normer, vores forskellige myndigheder og politiske institutioner osv. Vi skal sætte langt mere ind overfor indvandrerfamilier med vejledning i samfundets opbygning og hvordan man navigerer i det.

Samme metode skal bruges overfor de kriminelle unge. På samme måde som man kan blive idømt deltagelse i kurser i at håndtere sin vrede (såkaldt anger management), bør man kunne blive dømt til at modtage undervisning i hvordan vores samfund fungerer. Fordi forståelse skaber respekt. …

Det tredje farlige tabu angår den religiøse ekstremisme. …

Det er vigtigt at muslimer forstår at islams hellige skrifter skal ses i en historisk kontekst, og at ikke alle dens leveregler kan bruges i dag. … Muslimernes hellige skrifter bør lægges åbent frem og kendes af enhver. Dermed bliver det tydeligt for enhver, hvilke dele af disse bøger som kan bruges i et moderne samfund, og hvilke dele der er ubrugelige fordi de er kvindeundertrykkende, udtrykker modstand mod demokratiet eller ligefrem påbyder kriminelle handlinger. Det skal være muligt at kunne argumentere, pege fingre af, latterliggøre og eventuelt forbyde de dele af disse næsten 1.300 år gamle skrifter, som er åbenlyst middelalderlige eller kriminelle og derfor ubrugelige i vores samfund.

Det tredje tabu skal altså brydes ved at blotlægge religionens svagheder, også selvom den er hellig for nogen. Ekstremismen skal bekæmpes ved at vise at ingen religion kan være over grundloven, humanisme og almindelig sund fornuft. …

Kan vi sammen, det danske samfund og indvandrerne, bryde disse tre tabuer, så vil det åbne dørene for helt nye muligheder og redskaber til at løse de problemer som vi alle har lyst til at leve foruden.

Snaphanen skriver:

Politiken ville ikke publicere den. Det ville vi.

Nicolai Sennels arbejder som psykolog i et ungdomsfængsel. Gennem sit daglige arbejde får han et indblik i problemerne med integration og indvandrerkriminalitet, som er mere intimt end noget andet sted, nemlig i terapilokalet. Nicolai Sennels mener, at integrationsdebatten lider under en række farlige tabuer. Tabuerne er farlige, fordi de forhindrer os i at løse de voldsomme problemer med integration og indvandrerkriminalitet, som indtil nu kun er vokset sig større og større. Særligt Københavns Kommune synes at være hårdt ramt af disse tabuer.

 —

Kronik: Danmarks tre farligste tabuer

af Nicolai Sennels

“Kun ni procent af Københavns borgere mener at integrationen går godt”. Sådan åbnede Københavns borgmester for integration, Jacob Hougaard (S), sin integrationskonference på Københavns Rådhus den 27. februar 2008. Tilfredshedsundersøgelsen er vel og mærke lavet før danmarkshistoriens første indvandreroptøjer resulterede i hundredvis af påsatte brande i uge 7.

Den altdominerende holdning (jeg var selv tilstede) på konferencen var i øvrigt at den megen kriminalitet, arbejdsløshed og ekstremisme som findes i indvandrermiljøer ikke skyldes indvandrerne selv, men er et resultat af at samfundet ikke forstår og accepterer dem. Ikke en eneste af de mange tilstedeværende integrationskonsulenter, pædagoger, imamer eller talsmænd for indvandrerforeninger sagde noget om at indvandrerne selv har et ansvar i alt rodet. Konferencen endte desværre med en masse fine ord, mens nytænkning, konkrete forslag og især kritik af egen indsats glimrede ved deres fravær.

For nylig kom det endelig frem at vold og omsorgssvigt mod børn i etniske familier er ekstremt høj. 90 procent af samtlige tvangsfjernelser i Københavns Kommune sker således i etniske familier. Københavns socialborgmester Mikkel Warming (Enhedslisten) mener ikke at de mange børn som bliver banket og svigtet af deres forældre har at gøre med at indvandrerfamilier har en anden kultur. Han forklarer i stedet de ekstremt mange tvangsfjernelser fra etniske familier med at fattige mennesker oftere slår deres børn.

Til at starte med må man sige at påstanden om at fattige mennesker er dårligere til at opdrage deres børn mere end andre, er en hån mod ens fattige medborgere – især når det er sagt af en mand som sikkert tjener på den gode side af en halv million om året. Skulle Warming have ret i sin teori ligger løsningen jo lige til højrebenet: hvis det er fattigdom som er skyld i at forældre behandler deres børn værre end loven tillader, hvorfor tager vi så ikke bare de mange millioner som årligt bruges på plejefamilier og døgninstitutioner for tvangsfjernede børn og giver pengene direkte til forældrene selv? Alt afhængigt af hvilke instutioner børnene er placeret på koster det nemlig op mod 130.000 kr. om måneden (!) pr. barn. Så skulle den potte være ude, for rige forældre er jo ifølge vores socialborgmester bedre forældre end os andre.

Med den øverste ansvarlige for børn og unges ve og vel, socialborgmesteren, i spidsen, handicapper Københavns Kommune sine egne handlemuligheder med deres tabu om at kultur ikke har indflydelse på hvordan vi opdrager vores børn.

For blot at nævne nogle flere statistikker om børn af indvandrere, kan det nævnes at 67 procent af al kriminalitet i København begås af indvandrere, og at omkring 95 procent af disse indvandrere har muslimsk baggrund.[1] For dem der håber at tiden læger alle sår er der dårligt nyt. Indvandrernes børn er nemlig ikke mindre kriminelle end deres forældre, på trods af at de er født og opvoksede i Danmark, tværtimod. Kriminaliteten hos indvandrerne er på 8 procent, imens den hos 2. generationsindvandrerne er på hele 15 procent. Bare for en ordens skyld skal det nævnes at etniske danskere ligger på 5 procent i denne sammenhæng.[2]

Ifølge Danmarks Statistik begår indvandrere og efterkommere med vestlig baggrund forholdsvis langt mindre kriminalitet end gruppen af ikke-vestlige. Selv hvis man ved beregninger tager højde for at den ikke-vestlige gruppe er dårligere uddannet og tjener mindre, er voldskriminaliteten blandt gruppen 42 procent højere end blandt befolkningen generelt[3]. Så meget for Warmings påstande om at det er fattigdom og dårlig uddannelse og ikke kultur som er årsagen til den meget kriminalitet.

At kalde en skovl for en skovl

For at komme problemerne til livs bliver vi først nødt til at kalde en spade for en spade og en skovl for en skovl, og her ligger det første og farligste tabu. Vi er nødt til at se i øjnene at den enorme stigning i sociale problemer og integrationsproblemer ikke kun er et socialt problem, men at også den kultur som folk kommer fra, har en betydning – ganske som vores efterhånden alle sammens Villy Søvndal (SF) har sagt så højt og tydeligt for nyligt.

Alle som har arbejdet med grupper, hvad enten de er pædagoger, ledere eller en bare del af en helt almindelige gruppe af arbejdskolleger, ved at når der kommer nye folk til i en gruppe, så er det ikke ligegyldigt hvilken indstilling de nyankomne har. Nogle mennesker passer ganske enkelt bedre ind i en gruppe end andre. På samme måde passer nogle mennesker bedre ind i et givent samfund end andre.

Når to kulturer mødes og den ene kultur skal integreres i den anden, så har det stor betydning hvilke kulturer det er som mødes. Går det nemt, så er der ingen grund til at tænke meget over det. Vi har således titusindvis af svenskere, tyskere, englændere, amerikanere, polakker osv. som aldrig har været årsag til bekymrende statistikker, fortvivlede læserbreve eller utrygge medborgere.

Det er tydeligt – måske en dag også for førnævnte hr. Warming – at den kultur som har sværest ved at integrere sig i både Danmark og i den vestlige verden generelt er den muslimske. Folk fra muslimske lande behøver ikke nødvendigvis at være særligt religiøse, men de har det tilfælles at de er opvokset i en muslimsk kultur skabt på baggrund af islam. Dette er en ren konstatering og har intet med racisme eller mangel på humanisme at gøre.

Når først vi har givet os selv lov til at kalde tingene det de er kommer næste skridt. Vi bliver ganske enkelt nødt til at kigge på hvilke elementer i den muslimske kultur der gør at den har så svært ved at finde en plads i det danske samfund. Er det måden man opdrager børn på, synet på kvinder, familiemønstrene, forholdet til ikke-muslimer, opfattelsen af de danske myndigheder eller hvad? Når først vi har fået blotlagt de problematiske aspekter vil det være langt nemmere at sætte målrettet ind gennem oplysning, vejledning og om nødvendigt tvang.

Det første tabu er altså at kunne tale højt om at den dårlige integration og høje kriminalitet blandt indvandrere i Danmark ikke kun er et socialt problem, men i høj grad er et udslag af deres kulturelle baggrund.

Forståelse skaber respekt

Det andet farlige tabu handler om at vi skal give ansvaret tilbage til dem som reelt skaber problemerne. Der skal med andre ord stilles krav. Derudover skal indvandrerne selv, deres sammenslutninger og disses talsmænd i langt højere grad komme på banen og byde ind med hvad de selv kan gøre for at forbedre situationen.

En vigtig årsag til den høje kriminalitet blandt unge indvandrere er at mange af disse unge ikke forstår det danske samfund. De unge forstår ikke opbygningen af det danske samfund, vores værdier og normer og de føler ikke et fællesskab med den øvrige befolkning. Når der er noget man ikke forstår og som man ikke føler sig en del af, er det svært at have respekt for det. Og når man ikke respekterer samfundet, så er det mere naturligt at forbryde sig imod dets love.

Mange af vores efterkommere er vokset op i hjemmet i stedet for at være i vuggestue og børnehave, hvilket både påvirker sprogudvikling og integrationen negativt. Tiden i folkeskolen er også svær for mange indvandrerunge. 64 procent af alle børn med arabisk baggrund kan således hverken læse eller skrive efter 10 år i folkeskolen.[4] Forældrenes involvering i deres børns skolegang er desuden i mange tilfælde minimal, både hvad angår deltagelse i forældremøder, hjælp til lektierne osv. Unge muslimer har også et enormt stort frafald fra de videre uddannelser. For eksempel gennemfører 60 procent ikke deres erhvervsfaglige uddannelse. Indvandreres repræsentation på arbejdsmarkedet er også lavere end etniske danskere, og mange af dem som har et arbejde er i øvrigt selvstændige og når derfor aldrig at opleve et egentligt kollegafællesskab med danskere.

Mange indvandrerforældre prioriterer arbejde og penge over uddannelse og sætter deres børn til at bidrage til hjemmets økonomi ved at arbejde i stedet for at sende dem i skole eller satse på at de tager en uddannelse. Dette gør de fordi de er vant til at det er andre ting som er vigtige for at få mad på bordet. Forældrene har mange gange ikke forståelse for hvor vigtigt f.eks. uddannelse er for at være succesfuld i denne verden. Også forældrene skal derfor tilbydes vejledning i hvordan de bedst muligt kan støtte deres børn til at blive en konstruktiv del af vores fællesskab. Indvandrerforældre skal forstå vigtigheden af at tale dansk i hjemmet, af at støtte børnene i deres skolegang, at tilmelde dem idrætsklubber, at hjælpe deres børn til at vælge den rigtige uddannelse osv.

Hvis de unge skal have mere respekt for vores samfund er de ganske enkelt nødt til at lære det bedre at kende. Dette gælder både vores historie, værdier og sociale normer, vores forskellige myndigheder og politiske institutioner osv. Vi skal sætte langt mere ind overfor indvandrerfamilier med vejledning i samfundets opbygning og hvordan man navigerer i det.

Samme metode skal bruges overfor de kriminelle unge. På samme måde som man kan blive idømt deltagelse i kurser i at håndtere sin vrede (såkaldt anger management), bør man kunne blive dømt til at modtage undervisning i hvordan vores samfund fungerer. Fordi forståelse skaber respekt. Et andet konkret forslag er at ungdomssanktionen (en særlig toårig pædagogisk behandlingsdom rettet mod unge kriminelle) skal gøres langt mere struktureret og indebære langt flere krav til de dømte end den gør i dag. Som det er nu, er ungdomssanktionen nærmest spild af de rigtig mange millioner, eftersom over 80 procent af alle unge som gennemgår disse to år med behandling begår senere såkaldt grov kriminalitet.[5]

Kampen mod ekstremisme

Det tredje farlige tabu angår den religiøse ekstremisme. I kampen mod den voldelige ekstremisme er det først og fremmest vigtigt at forstå at det er en almen holdning blandt muslimer at jo mere bogstaveligt man tager Koranen, og jo mere man følger den, jo bedre en muslim er man. De mennesker som truer og udøver vold og terror i islams navn har ikke misforstået deres religion, tværtimod. Udover passager med råd om mådehold, venlighed og god stil, er islams skrifter nemlig fyldt med talrige opfordringer til vold, tortur, krig og terror. Den danske sprogforsker Tina Magaard har således i sin afhandling om vold i forskellige religioner sammenlignet de hellige skrifter fra verdens ti største religioner. Konklusionen er at islam er verdens absolut mest krigeriske religion, og at dens skrifter har langt flere opfordringer til vold og krig end nogen anden religion.[6]

Det er vigtigt at muslimer forstår at islams hellige skrifter skal ses i en historisk kontekst, og at ikke alle dens leveregler kan bruges i dag. Dette gælder for eksempel de barbariske straffe i sharia-lovene, opfordringen til at skabe et verdensomspændende kalifat, at demokrati er en hån mod Allah (fordi kun Allah har ret til at bestemme over menneskene) og profeten Muhammeds ekstremt fjendtlige holdninger til ikke-muslimer. Muslimernes hellige skrifter bør lægges åbent frem og kendes af enhver. Dermed bliver det tydeligt for enhver, hvilke dele af disse bøger som kan bruges i et moderne samfund, og hvilke dele der er ubrugelige fordi de er kvindeundertrykkende, udtrykker modstand mod demokratiet eller ligefrem påbyder kriminelle handlinger. Det skal være muligt at kunne argumentere, pege fingre af, latterliggøre og eventuelt forbyde de dele af disse næsten 1.300 år gamle skrifter, som er åbenlyst middelalderlige eller kriminelle og derfor ubrugelige i vores samfund.

Det tredje tabu skal altså brydes ved at blotlægge religionens svagheder, også selvom den er hellig for nogen. Ekstremismen skal bekæmpes ved at vise at ingen religion kan være over grundloven, humanisme og almindelig sund fornuft.

Både det danske samfund og indvandrerne selv bliver nødt til at forstå nogle ting, førend vi kan løse situationen. Vi skal som samfund erkende at det er indvandrere med muslimsk baggrund som står for langt størstedelen af integrationsproblemerne og kriminaliteten, for først da kan vi for alvor løse problemerne. Dernæst er indvandrerne nødt til selv at se i øjnene at vi hver især har ansvaret for de problemer vi selv laver. De har indtil nu været alt for passive i arbejdet for at løse situationen og bør i langt højere grad opbygge en følelse af pligt til at bidrage til samfundet. Endelig bliver vi nødt til at forstå at den religiøse fanatisme skal bekæmpes gennem oplysning og kritisk stillingtagen. Dette kræver dog at vi tør tage et nøgternt kig på noget som mange betragter som helligt, nemlig religion.

Kan vi sammen, det danske samfund og indvandrerne, bryde disse tre tabuer, så vil det åbne dørene for helt nye muligheder og redskaber til at løse de problemer som vi alle har lyst til at leve foruden.

[2] Kulturpsykolog Kirsten Damgaard og børneforsker Carsten Ringsmose: De voldelige efterkommere, altinget.dk, gengivet på Respublica
[3] Unge efterkommere er de mest kriminelle, Nyhedsavisen, 19. januar 2008
[4] 2 ud af 3 indvandrerbørn lærer aldrig at læse, citat fra Nyhedsavisen 10. marts 2007, gengivet på dr.dk
[5] Hjørnet: Ungdomssanktionen ikke væsentligt forbedret, Orientering, DR P1, 8. februar 2007

DSU’s regler om sex og druk (bonus: pikante detaljer og Sodoma)

DSU laver regler for sex og alkohol   (“Dansk Politik”, 29. juni 2007) 

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) har nedskrevet regler for sex og alkohol på organisationens aktiviteter. Det er blevet til “13 rigtige om alkohol” og “sex rigtige om kærlighed”, der bl.a. indeholder et konsekvent forbud mod at undervisere og kursister har sex med hinanden – uanset alder. Det er en stramning af de hidtidige regler der har forbudt sex mellem undervisere og kursister under 18. Skulle amors pile alligevel ramme må turtelduerne mødes udenfor DSUs kursussystem.

Der er desuden en opfordring til at bruge prævention: “Vi vil gerne have flere DSUere, men de skal helst ikke komme ved et uheld. Så derfor: Husk kondomet.”

Om omgangen med de våde varer står der bl.a.: “I DSU står vi tidligt op. Hver morgen bliver alle vækket, og der er ikke pauser til at sove i løbet af dagen. Hvis du er en supermand om aftenen, kan du også være en supermand næste morgen” lyder opsangen til medlemmerne.

Der er desuden ingen spiritus, ingen alkohol i undervisningstiden, ingen byture og ingen euforisende stoffer når de unge socialdemokrater skal på kursus i Blå Kors Ungdom.

- Vi håber, at I (medlemmerne, red.) alle vil læse retningslinierne og tage dem til jer, så vi i DSU fortsat kan sige, at vi lever op til det ansvar det er at være en ungdomsorganisation i Danmark anno 2007, skriver formanden for DSU’s kursusudvalg i en mail til medlemmerne.                        

sex-rigtige-om-kaerlighed-dsu.gif  (DSU’s kursusudvalg - pdf)

13-rigtige-om-alkohol-dsu.gif  (DSU’s kursusudvalg - pdf)  

Pikante detaljer

Egentlig ville jeg helst ikke svælge i de klart private oplysninger som Ekstra Bladet og BT i dag lægger frem. Men nu er det jo sket. Og det er en naturlig følge af DSU’s og Socialdemokraternes stærke panik-moralske fordømmelse. Befolkningen spørger jo sig selv om hvad der virkelig fandt sted.

Sagen handler om et meget vigtigt emne i Danmark i dag: moral. Men frisind er ikke mangel på moral, det er bare en anden moral end den som moralister tror på. Moralister fra både den kristne, den muslimske og den ikke-religiøse lejr kan blive enige om mere og mere, og man hører dem bakke hinanden op. Vi kan ikke bare være passive, mens de forsøger at nedbryde den danske moral byggende på frisind og ansvar, som vi har bygget op gennem generationer.

DSU-formand Jacob Bjerregaard udviser dårlig moral ved at offentliggøre et privat, seksuelt forhold og ved at sladre til pigens forældre. Jeppe Kofod udviser sådan set også dårlig moral ved ikke at stå fast på grænsen mellem det private og det offentlige. Hans unge partner fra weekenden fik smidt en våd klud i nakken i form af en offentlig undskyldning.

Da den overvejende folkestemning (undtagen blandt pressefolk og socialdemokrater) ikke mener at der er sket noget slemt, er der heller intet pinligt i at gå ind på detaljerne. I morgen er der andet som optager sindene.

Sexsagen deler Danmark (BT i dag, side 6)  

Et øjenvidne fra DSUs påsketræf, der fældede den populære socialdemokrat, mener selv, at den 15-årige pige gik frivilligt med Jeppe Kofod . 

»Jeppe Kofod gik over til baren, og købte to øl til ham selv og pigen. Kort efter forsvandt de sammen, mens nogen grinede sådan lidt »hø hø«. Andre så forargede ud, fordi hun var så ung,« siger han til B.T. 

Jeppe Kofod var inviteret som oplægsholder for 150 DSUere. Og han deltog i festen bagefter. 

»Det virkede helt sikkert som om, det var ganske frivilligt fra pigens side,« siger deltageren, der ønsker at være anonym. »Det er jo ikke første gang, Jeppe scorer en DSUer, men denne gang var der altså nogen, der rynkede panden. Måske fordi han var 19 år ældre end hende,« siger B.T.s kilde, der betegner den 15-årige DSUer som »en ganske køn, almindelig teenager med langt kommuneblond hår«. 

Efter dagens undervisning ved DSUs påsketræf på Esbjerg Højskole begyndte festen klokken 22 i højskolens krostue

[Højskole med krostue lyder meget socialdemokratisk :-) ]

»På et tidspunkt mellem 01 og 03 går Jeppe op til pigen, der står ved baren. Det virker som om, de har talt sammen tidligere, for han køber to øl til dem og kort tid efter forsvinder de ud af lokalet sammen.« 

- Lagde han an på hende på en aggressiv måde? 

Gik frivilligt med 

»Nej, nej slet ikke. Som jeg opfattede det, var hun helt med. Der var overhovedet ikke tale om pres eller noget, der kunne minde om det. Hun gik helt frivilligt med ham.« 

- Virkede de fulde? 

»Nej, såvidt jeg kunne se, var hun absolut i stand til at gå helt lige, og jeg ved ikke, hvor god han er til at bære en brandert, men han virkede også rimelig klar. Der var efter min bedste overbevisning ikke tale om et øjebliks fuldskab, men måske et øjebliks kådhed,« siger B.T.s kilde, der selv gik i seng omkring klokken 04, da festen var ved at ebbe helt ud. 

Næste morgen går vidnet til DSUs ledelse og herefter ruller lavinen. 

Mandag aften indkalder S-gruppeformand Carsten Hansen den formastelige Jeppe Kofod til en samtale under fire øjne. Da har Carsten Hansen allerede skrevet den pressemeddelelse, som Jeppe Kofod skal acceptere. Og som slår fast, at han fratages alle sine poster i partiet.

Efter et kort black-out i hændelsesforløbet fortsætter dagens Ekstra Blad, der også har placeret den på side sex:

Pigen måtte tage fortrydelsespille : Jeppe brugte ikke gummi 

… Flere unge fra DSU var nemlig så vrede og forargede over, at den 34-årige top-politiker havde forført en purung pige til deres påskekursus, at de gik op og bankede på døren til Jeppe Kofods værelse.

Her åbnede Kofod døren – kun iklædt et håndklæde omkring sine ædlere dele. Ifølge flere vidner benægtede Kofod – direkte adspurgt – at den unge pige skulle være på hans værelse. Men ingen var i tvivl om, at hun var derinde. Der opstod tumult foran døren, fordi de unge DSU’ere var vrede på Jeppe Kofod.

– Der var en masse tumult oppe foran Jeppes dør, og der var altså ingen, der syntes, at det var o.k., siger en deltager på påskekurset, der ønsker at være anonym.

Ifølge andre kilder er Jeppe Kofods opførsel stærkt forargelig.

– Han var et forbillede for mange DSUere. Han har gjort lynkarriere, vi så op til ham og havde meget store forventninger.

Det var de unge DSU’ere, som senere sladrede om Kofods hede nat til ledelsen i DSU. …

Sodoma

Det minder mig om scener fra det Gamle Testamente. Mængden stimler sammen om de syndige, der har overtrådt loven på DSU’s to hellige tavler…

Næppe var de gået til ro, før huset blev omringet af mændene i byen, alle Sodomas mænd fra den yngste til den ældste, hver eneste én. 

De råbte til Jeppe: »Hvor er den pige, der er kommet til dig i nat? Kom ud med hende til os! …

»Flyt dig!« sagde de og føjede til: »Her kommer han som fremmed og vil bestemme! Nu skal vi gøre noget ved dig, som er værre end det, vi vil gøre ved dem!« De trængte ind på manden Jeppe og var ved at sprænge døren. …

Da solen stod op over landet, og Jeppe var kommet til hægterne, lod formanden svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra S-ledelsen i himlen.  (frit efter 1. Mos. 19

En skam at der ikke var tale om sodomi, det ville ligesom være meget passende.

Jeppe Kofods straf er illustreret her (hold musen over linket). DSU skulle hellere have læst The Brick Testament end den almindelige, kedelige bibel.

Det gode for moralisterne er at nogle mennesker stadig reagerer som man gjorde i år 500 før Kristus. Verden er således ikke gået helt af lave.

Storvasken ruller – DSU åbnede Pandoras æske

Som forudsagt i sidste indlæg, så er der nu begyndt en kædereaktion omkring det ellers banale knald i Esbjerg.  

Kender du den 15-årige pige, der havde sex med Jeppe Kofod? Eller kender du en, der kender hende, hendes forældre eller blot hendes fornavn, efternavn, adresse eller andre oplysninger, der kan lede til hende. Eller var du måske til stede ved DSU-festen i Esbjerg i fredags, der kom til at koste Kofod karrieren?

Så kontakt SE og HØR – helt ANONYMT. Vi betaler TIPHONORAR for oplysninger, der kan lede til pigen. …

Læs i denne uges SE og HØR om de andre danske politikere, der har ladet sig styre af deres drifter.  (Se og Hor)

Det kan ikke undre at der bores i sagen. For som Henrik Qvortrup siger: “Vi vil gerne vide, hvad der skete den aften.” Vi andre er også blevet nysgerrige.

De ansvarlige har indhyllet affæren i en vis mystik. På den ene side har alle understreget at der ikke er noget ulovligt. *)

På den anden side har partiapparatet sat himmel og jord i bevægelse. DSU-formanden har fordømt Jeppe Kofod i kraftige vendinger. Han må ikke sætte sine ben i DSU mere. Partiet presser ham til at droppe ordførerskaber og tage “tænkepause”.

Der er altså et misforhold mellem handling og konsekvens. Tænkende mennesker undrer sig og søger en årsag:

  • Enten har S simpelt hen overreageret pga. puritansk angst for vælgerne og pressen. Der skal kompenseres for manglende politisk handlekraft ved at opføre sig ekstra moralsk.
  • Eller Jeppe Kofod har fjender som bruger chancen for at få ham udmanøvreret.
  • Eller også er der foregået noget rigtig snavs i Esbjerg. Et eller andet er kørt helt af sporet ved de fire dages drukfester.

Personlig tror jeg på hele tre overraskelser i én. Alle tre forklaringer er sandsynlige.

DSU-formanden kan ikke forstå at det er ham selv der har sat det hele i gang.

Se og Hør i klapjagt på 15-årig (JP)

Det er dybt rystende, at vi har medier i dette land, der vægter hensynet til profit og overskridelse af grænser højere end hensynet til en 15-årig pige, som kun ønsker at være være anonym og at kunne være i fred,” siger DSU’s forbundsformand, Jacob Bjerregaard.

DSU har taget skarp afstand fra affæren og gjort det klart, at Jeppe Kofod aldrig mere vil blive inviteret til at deltage i DSU’s arrangementer. DSU’s primære hensyn er dog den implicerede 15-årige kursist, og på DSU’s hjemmeside opfordres pressen til at vise hensyn til hende.

“Jeg kan ikke tage nok afstand fra Se og Hørs metoder, og jeg håber, at danskerne vil lade være med at købe bladet,” siger Jacob Bjerregaard.

Han kan tage afstand så meget han vil, men han skulle hellere have udvist konduite.

Heldigvis er der kommet afkølende meldinger fra andre partier. De skyhøje standarder for politikere som “rollemodeller” ender med at ramme dem selv, hvis tendensen fortsætter:

Politikere: Stop hysteriet om Kofod (JP/Ritzau)

… “Jeg tror, at hvis det havde været i Det Radikale Venstre, så havde man håndteret det på en langt mindre snerpet og nypuritansk måde, end jeg synes, man har gjort det,” siger den radikale Simon Emil Ammitzbøll.

“Han har været fuld og kvajet sig, men undskyld mig – det må der altså være ret mange herinde, der har gjort. Ikke bare én, men flere gange,” siger SF’s Anne Grete Holmsgaard.

“Han har dummet sig, men det er, hvad der sker for mennesker, og den forargelse, der rejser sig, finder jeg en smule hyklerisk,” siger Dansk Folkepartis Søren Krarup.

S-ledelsen/folketingsgruppen og pressen ser ikke ud at have tænkt så hurtigt som vælgerne:

Bornholm holder med Kofod  (Politiken)

DR Bornholms internetafstemning viser, at 70 procent fortsat har tillid til Jeppe Kofod (S) efter sexskandalen. …

DR Bornholm sendte onsdag morgen en radioudsendelse, hvor lytterne kunne ringe ind og give sin mening til kende. Ikke en eneste kritiserede Jeppe Kofod – tværtimod støtter de deres folketingsmedlem: »Dem som ringede ind sagde, at Kofod selvfølgelig har kvajet sig, men hvem har ikke gjort det? Derfor bakker de stadig op om ham« …

Det hele kan altså nå at ende smukt. Forsøget på at indføre puritanske standarder i dansk politik er blevet afvist af befolkningen. Taberne er Socialdemokratiet og DSU’s troværdighed. De var måske nødt til at reagere på en eller anden måde, men de kørte af sporet. Den 15-årige pige havde sikkert også helst været balladen foruden.

— 

*) Nogle aviser har kørt den forældede forførelsesparagraf i stilling, strfl. § 223 stk. 2. Den er brugt to gange siden 2. verdenskrig:  i 1959, hvor en 45-årig blev dømt for at forføre en 15-årig husassistent, gøre hende gravid og organisere ulovlig abort. Samt i 2003, hvor en taxachauffør blev dømt for besiddelse af børneporno og for at have “trukket bukserne af en 15-årig dreng og suttet på hans kønslem” (Karnov s. 5044).

Socialdemokrat plagierede partikammerat som plagierede pressen

Først lidt om den katastrofale tackling af Kofod-sagen…

Scroll ned for historien om hvordan to socialdemokrater begik plagiat på plagiat af en journalists hæderlige arbejde.

Kofod ser godt ud, er begavet, og den 15-årige pige har intet at skamme sig over. Men det gør hun måske alligevel nu, hvor hendes langfredagsscoring har været bekendtgjort i tv og aviser.  

Måske ville jeg skamme mig mere, hvis jeg vågnede op efter en brandert og havde været sammen med DSU-formand Jakob Bjerregaard (billedet). 

Borgelig bums mener derfor Jakob Bjerregaard – ikke Jeppe Kofod – burde gå af, fordi han hænger en af sine dygtigste partifæller ud, og især fordi han indfører snerpede moralske standarder her i landet.

Forargelse er som dominobrikker. Når én råber fy! så følger alle andre efter, for ingen tør stå tilbage og selv blive dømt som uanstændig. Laveste småborgerlige fællesnævner vinder, ligesom ved andre former for politisk korrekthed. At DSU har strenge, interne regler om seksualjustits vedkommer overhovedet ikke alle os andre. Det må de ordne privat.

Jakob Bjerregaards håndtering af sagen har måske voldt uoprettelig skade på fornuftig dansk moral. Vi er hastigt på vej til at blive lige så puritanske som i England – faktisk kræves der nu ikke kun pletfri vandel af politikerne, men af alle kendte. Husk f.eks. sagen om Jørgen Leth.

Kofod har ikke gjort noget ulovligt, og grænsen må gå ved lovligt over for strafbart.

Ellers skal vi også til at høre om alle andre tilfælde hvor en folkevalgt gør noget lovligt, men moralsk tvetydigt.

Var der forresten ikke noget om formanden for færdselssikkerhedskommissionen, der gerne måtte køre for stærkt – uden følger – for det gør alle alligevel!? Jeg kan ikke få øje på nogen logik. Færdselsmanden burde tage konsekvensen af sin strafbare handling, fordi han netop har ansvar for færdselsområdet. Men ellers er privat lort helt uvedkommende.

Vi kan snart forvente overskrifter som:

MF’er besøger ikke sin gamle mor

Helle Thorning glemte at fodre kanariefugl

Birthe Rønn H. sagde “sgu” foran børn

Mette Frederiksen har gammel opvask

Per Stig overfuser ung brillebutiks-praktikant

Man kan dybest set kun tage stilling til sådanne private, moralske sager hvis man selv er involveret. Ikke ud fra en omtale i pressen.

Man kan heller ikke løfte en flig af sagen og lægge låg på resten, sådan som DSU-formanden forsøger at gøre af hensyn til “ofret”. Lavinen ruller. I den næste tid vil der nok komme flere og flere pikante detaljer frem til storvask, for nu er offentligheden involveret, og så vil vi jo gerne vide hvad der egentlig er foregået.

Nok om afsnittet ”love vedrørende kønslivet” i den interne socialdemokratiske moselov. Jeg synes et par spørgsmål er mere relevante:

  • Hvorfor holder DSU fire dages påskekursus med druk-fest hver aften – med servering for teenagere?

Hvor fulde var de andre 13-, 14- og 15-årige deltagere?

Det er et faktum at de helt unge drikker mere og mere, og det er væsentlig mere usundt end sex. Bør en offentlig støttet ungdomsorganisation ligefrem fremme det? Alene det generelle DUF-tilskud for 2006 udgjorde kr. 2.848.037 til de 1.991 medlemmer af DSU.

  • Er der en politisk baggrund for den hårde justits mod Jeppe Kofod?

Ekstra Bladet skriver:

Jeppe Kofoed [var] meget sen til at vælge side mellem Helle Thorning og Frank Jensen. Det endte så med Helle Thorning, få dage før afgørelsen. Men sidste år blev han opfattet som rimeligt illoyal, da han, sammen med Mette Frederiksen, kritiserede ledelsen for at være usynlig og uinspirerende.” (EB 26/3, side 7)

———-

 

Socialdemokrat plagierede partikammerat som plagierede pressen

Det følgende indlæg skrev jeg i mandags, og det skulle egentlig have været gemt til 1. maj. Men det offentliggøres nu som min personlige spin-gave, der gerne må aflede opmærksomheden lidt fra Jeppe. Historien viser hvorfor S ikke har råd til at vrage Kofod, en af partiets få skarpe hjerner. Der foregår nemlig andre banale og umoralske ting på Esbjerg Højskole!

Den ene socialdemokrat stjæler ordene fra den anden, som igen har plagieret dem fra en journalist. Når den stjålne tekst samtidig handler om Venstre-politikeres forbrydelser, bliver det ekstra selvmodsigende og lidt morsomt.

Johannes Lundsfryd Jensen, socialdemokratisk kandidat på Fyn, holdt denne 1. maj-tale, som han lagde på sin hjemmeside den 15. august 2007. Bemærk teksten som jeg har markeret med orange:

johs-lundsfryd-4.gif

 

Partifælle Kim Mortensen skriver på sin blog 18. september 2007:

kimmortensen-4.gif

 

Selv om Kim Mortensen forfiner sammenhængen en smule, har han sakset den markerede tekst fra partikammeraten. Ord for ord.

De to socialdemokrater skrev dog i første omgang af fra pressen.

BT skrev den 12. april 2007, knap tre uger før kampdagen:

bt-artikel-a.gif (BT/Infomedia)

. . .

bt-artikel-b.gif (BT/Infomedia)

Her slutter sporet. BT-journalisten har tilsyneladende udført selvstændigt arbejde.

Hvad formår de to socialdemokrater så at sige i citaterne ovenfor, som de ikke har plagieret?

Johannes Lundsfryd:

“Regeringen har været ganske god til at vise, hvordan man ikke skal gøre – et pædagogisk fif, som sikkert har til formål at højne den generelle samfundsmoral.”

…”noget for noget” …

…”bandekriminalitet”…

Lundsfryds tale er bygget op om karakterskalaen. Det kan virke lidt uelegant, al den stund Socialdemokratiet kritiserer den sorte skole, hvor alle præstationer bedømmes med et tal, og han er selv ivrig højskolemand. Lad os se bort fra det platte ved at trække Alberti og Klaus Riskær frem af gemmerne. Det er jo en 1. maj-tale hvor man skal råbe folk op med øl i hånd. Ikke dagen hvor nye tanker præsenteres.

Kim Mortensen:

“Der har været for mange kedelige sager i den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Det skal jeg være den første til at erkende” –

[hvorefter han som modtræk stiller Søren Pind til regnskab for venstremanden P. A. Albertis forbrydelser fra 1908]

“Remsen af organiseret svindel fra partiet Venstre er lang – men det tjener jo ikke noget formål at kaste med mudder“.

Kim Mortensen og Johannes Lundsfryd har dog også forsøgt sig med at levere de politisk brugbare visioner som partiet kronisk hungrer efter. De to har arbejdet sammen på Esbjerg Højskole (arbejderbevægelsen).

De har skrevet en bog der hedder Opgør med egoismen, som er “solgt i 600 eksemplarer”. Helledusse da.

Den handler bl.a. om følgende:

Selv om de ikke direkte kritiserer partiets nye linje, er læserne ikke i tvivl om, hvor sympatien ligger: Den danske identitet er en politisk konstruktion – et blændværk, som udelukkende kommer op til overfladen i form af brændende nationalfølelser i perioder, hvor den ydre påvirkning er i vækst.

»Før 1814 var Danmark et multikulturelt samfund. 40 procent af befolkningen talte tysk og mange norsk og svensk. Der fandtes ikke noget dansk skriftsprog. Først da vi mister Norge i 1814, får vi den første folkeskolelov, og man forsøger at konstruere et fælles dansk skriftsprog og dermed kompensere for det tabte land,« forklarer Johannes Lundsfryd Jensen. »Efter nederlaget i krigen i 1864 får vi en bølge af højskoler, som skulle lære unge at være danske borgere. Man opretter folkemindesamlinger, indsamler folkeeventyr og folkeviser, som skal være med til at konstruere en national identitet og en fælles historie, som rækker tilbage til Gorm den Gamle. I dag sker der igen en voldsom forandring i vores tilværelse med globaliseringen, og det aktualiserer debatten om national identitet.«

Trods sin kritik af den blomstrende nationalfølelse mener højskolelederne ikke, at der er grund til at kritisere det nye socialdemokratiske principprogram, som er blevet kritiseret for at være meget nationalt orienteret. Det holder balancen, mener forfatterne. Men hvad så med den konkrete politiske virkelighed på Christiansborg?

»Ja, så er sagen anderledes. Vi har med vilje ikke skrevet så meget om indvandrere i bogen, fordi det er så politisk betændt. Og jeg er ikke sikker på, at der findes politiske svar på alle ting.«

(Ugebrevet A4, 10/2004, s. 10-12)

Altså: der fandtes ikke et dansk skriftsprog før 1814, og en del borgere i den danske helstat talte svensk!

At skrive en bog med så graverende fejl kan godt kaldes en forbrydelse. Ikke mindst når man er højskolelærer.

På trods af apologien for den multikulturelle stat tør de to ikke foreslå en aktuel politik om indvandring. Det kunne ellers være spændende at høre hvordan deres særprægede opfattelse af danmarkshistorien kunne underbygge en moderne politik.

Indvandring er tidens varmeste emne. De siger lige ud at de har undgået emnet netop fordi det er så aktuelt – og fordi de ikke har et politisk budskab om det!

Det er altså hverken en særlig folkeoplysende eller debatskabende bog.

Jeg må indrømme at jeg ikke har læst noget af den socialdemokratiske kulturideolog Julius Bomholt - som de to ser meget op til. Men forhåbentlig ville han græmme sig og anbefale dem at tage f.eks. et højskolekursus på den rigtige side af katederet.

Når de to sammenvoksede hjerners bogskrivning endte med et så jammerligt resultat, så forstår man at  de hellere vil holde sig til smudskastning med stjålet smuds fra BT.

Venstre har da helt sikkert en åre i retning af bondesnuhed, og jeg synes der har været mange ukrudtsblomster mellem Foghs håndplukkede ministre. Jeg regner EU-forfatningen og kommunalreformen for regeringens største fiflerier, men interesserer man sig for småtingene, er her et par samlinger:

  • forbryderalbum.dk - fra det stærkt venstreorienterede forlag Solidaritet, der også udgiver leksikon.org. De burde vel bruge tiden på at grunde over kommunismens og Blekingegadebandens forbrydelser. Men deres kritik af regeringen er, om ikke andet, værd at kigge på.
  • politikerlede.com - en herlig anarkistisk samling af svindel og humbug begået af politikere fra alle partier. Den anbefales på det varmeste. Ikke uden tør humor, men virker grundig og gennemarbejdet.

Advarsel: Sidstnævnte netsted tillader ikke plagiat. Folkene bag politikerlede.com har været forudseende og lavet en funktion der hindrer brug af copy-paste!

Strid om ord: racistisk drab eller ej?

Det viser sig nu at overfaldet/drabet på Amager måske alligevel ikke var så “racistisk” som det forlød i første omgang.

Politiet tvivler på racistisk motiv til drab (Politiken)

Politiet undersøger beskyldninger om at racisme var årsagen til drab på et 16-årig avisbud. Men drabschef og gadeplansarbejder tvivler.

Mistanke om racisme
Ifølge en af den dræbte drengs kammerater, som overværede overfaldet, råbte mindst én af de tre overfaldsmænd racistiske skældsord til ofret.

Blandt andet: »Hva’ glor du på, perkersvin«!, inden slagene faldt. Men drabschef Ove Dahl har »ingen bemærkninger« til, om drabet efterforskes som racistisk betinget:

»Det, som jeg kan læse i rapporterne, er, at vidner overhører noget i retning af, at der bliver sagt: »Hva’ glor du på«? At der så kommer nye rygter – eller der bliver bygget noget på, det har jeg slet ingen bemærkninger til«, siger Ove Dahl.

Politiken insisterer – de vil ikke opgive deres vinkling fra i går:

- Hvis en forbrydelse har racistiske over- eller undertoner, skal det indberettes til Politiets Efterretningstjeneste. Vil denne forbrydelse blive det?

»Det ved jeg slet ingenting om. Det har jeg ikke haft nogen overvejelser om endnu. Det er alt, alt, alt for tidligt at vide. Jeg mener, det er jo kun gisninger. Indtil videre vil jeg bruge de næste uger på at opklare den her sag«.

Henrik Vang Nielsen fra Projektbasen på Amager, som arbejder med unge på gadeplan – blandt andet i området, hvor overfaldet fandt sted onsdag – tror ikke på, at overfaldet er racistisk begrundet.

»Vi har de seneste måneder oplevet, at to bander jager hinanden på Amager i biler. De har flere gange forsøgt at køre hinanden ned. Men der er tale om blandede grupper af unge. Så det er ikke et racistisk opgør, der er i gang. Jeg tror simpelthen, at den 16-årige bare har været det forkerte sted på det forkerte tidspunkt«, siger Henrik Vang Nielsen.

De fleste konflikter hvor to etniske grupper står over for hinanden har “racistiske over- eller undertoner”, som Politiken så musikalsk kalder det.

Problemet er hvordan dette racistiske spøgelse egentlig skal defineres. Hvad skal det bruges til? Måske at skyde ansvaret videre på det racistiske samfund, racistiske politikere, den racistiske presse, den europæiske kultur osv.

Derved fjerner man fokus fra det konkrete. Fra den hverdag med klandannelse og daglige konflikter, som børn og unge i et udsat kvarter oplever.

Jeg er 32, fra landlig baggrund, med 14 år i København. Dem der er 20 år yngre og vokser op i en dansk storby i dag lever i et totalt anderledes miljø. Jeg er ikke i stand til at opleve deres situation på egen hånd, men jeg prøver at holde øjne og ører åbne. Jeg hører samtaler om: “ham der er muslim, ham den anden er ikke muslim”. De jonglerer med religiøse og etniske begreber som man ikke havde brug for da jeg var teenager. De er vokset op med masser af religiøst og etnisk besvær i det daglige som noget helt normalt. Prisen er et meget kompliceret og fragmenteret fællesskab, hvor konflikter lurer under overfladen.

Sæt det over for de midaldrende, håbløst selvgode og belærende typer, der benægter fakta og totalt svigter de unge, danske såvel som dem “af anden etnisk herkomst”.

Jeg finder det ikke så vigtigt om drabet i Polensgade skal lægges på PET’s racisme-hylde eller ej, da det er en strid om ord. Noget tyder på et rimelig stort svigt af et uregerligt barn med psykiske problemer (Ekstra Bladet). Skoleinspektøren i området advarer: Mere vold på vej (BT).

Nedskæringerne på det københavnske socialområde har i øvrigt en baggrund:

Socialborgmester rammes af ny hård kritik (Politiken 7. januar)

Overforbrug i socialforvaltningen i Københavns Kommune betyder massive besparelser på det forebyggende arbejde med udsatte børn. …

Årsagen er et eskalerende overforbrug i Warmings forvaltning, der nu medfører dramatiske nedskæringer på den forebyggende indsats i forhold til socialt udsatte børn og deres familier - vel vidende, at konsekvensen sandsynligvis bliver flere ødelagte børn, der senere må anbringes uden for hjemmet. …

(Socialborgmester Mikkel Warming er fra Enhedslisten).

De unge i etnisk blandede områder er vokset op med bruge ord som “perker”, “kartoffel”, “kaffirsvin” og meget andet over for hinanden. Den grove tone er måske noget de bruger næsten uden af tænke over det, men det afslører underliggende problemer. De lever midt i heksekedelen – eller spændingsfeltet, hvis et mildere synonym foretrækkes. Mens embedsmændene advarer mod stigmatisering og laver mangfoldighedspolitikker.

Uanset om nogen råbte “perkersvin” eller ej, så har en stor del af volden noget med multikulturelle spændinger og deraf følgende gensidig racisme at gøre. Dvs. racismen kan gå begge veje. Ofret befandt sig i dette tilfælde vistnok på det forkerte sted og var helt uskyldig, hvilket er særdeles tragisk, men det ændrer ikke på det store perspektiv.

For at genopfriske hukommelsen:

Knivdrab på Tingbjerg, 8. marts 2008 – det er 14 dage siden. En dansker blev dræbt af to 2. generationsindvandrere ved en planlagt aktion. Udløste ikke fakkeltog eller nogen større omtale.

Hue-mordet, 5. januar 2008. En dansk-afrikaner blev dræbt af en dansk “rigmandssøn“, en iraner og en brasilianer. Udløste fakkeltog, facebook-grupper og meget andet.

Hvorfor den forskel? Ønsker man i virkeligheden ikke at gøre noget ved problemerne, men kun reagere når den politiske korrekthed er truet? Jeg mener begge typer drab fortjener interesse og omtale. Og fakkeltog er smukt, men næppe interessant for at gøre noget ved kriminalitet.

Multikulturel vold går begge veje – pressen hykler, og de svage taber

Det er meget sjældent at Politiken stiller blodtørstige krav om hårde straffe til forbrydere og fokuserer på deres etnicitet. Det skyldes kun at gerningsmændene denne gang er danske racister, mens ofret er en uskyldig tyrk. En abnormitet, for det går stadig den modsatte vej i langt de fleste voldssager, men i de tilfælde tier man gerne om den etniske baggrund eller har travlt med undskyldninger.

Jeg skal ikke benægte det tragiske i sagen. Og når man påtaler indvandreres kriminalitet, skal man naturligvis ikke tie om et dansk-racistisk overfald. Derfor skal det omtales her på lige fod med vold fra andre sider.

Sagen er at den multikulturelle pærevælling medfører vold og kaos, både fra udenlandsk-etnisk og dansk-etnisk side.

Politikens omtale bygger på TV2 News: Forældre i sorg over hjernedød søn (se video).

TV2-indslaget fokuserer på det tragiske og de menneskelige reaktioner. De få sætninger med ønske om straf, som familien ytrer, fylder ikke meget i billedet.

Politiken drejer derimod historien nærmest til hævntørst, noget familien ikke selv giver udtryk for. Avisen fokuserer også på racisme:

Forældre til overfaldet avisbud: Skyldige skal straffes

[Moderen:] Jeg har mistet min søn. Jeg beder bare til Allah om, at ingen skal lide, som jeg gør lige nu«. …

Drengens far appelerer til, at de skyldige bliver straffet. …

»Vi har ingen fordomme mod tyrkere, danskere, kristne eller kurdere… det kendte vi ikke til, vi har altid kunnet snakke med alle«, siger hun.

»Hvordan kan man dræbe et menneske? Min søn havde krop og sjæl. Det, der er sket, er meget voldsomt, og jeg har kun et ønske: At de skyldige bliver straffet«, fortæller hun tydeligt medtaget af situationen.

Samtidig tilføjer hun, at hun ikke ønsker, at mødrene til overfaldsmændene mister deres børn og kommer til at lide, som hun gør nu. …

»Nu er det nok«

»Jeg har ikke opdraget min dreng til, at han skulle dø som 16-årig. Han sloges aldrig. Det er nok nu. Jeg appellerer til ambassaden om, at overfaldsmændene skal retsforfølges«, siger han i TV 2 News.

Racemotiv bag overfald?
Det 16-årige avisbud var sammen med en ven, da overfaldet fandt sted. Ifølge flere af de to drenges venner er der tale om et racemotiveret overfald.

Venner, der har talt med den dreng, der var med på avisruten, og som var vidne til overfaldet, siger, at gerningsmændene råbte racistiske skældsord ad de to drenge.

»De sad og spiste lidt, og så kom de hen og spurgte »hva’ glor du på, perkersvin?«. Så blev han (den 16-årige, red.) slået bagfra med en kølle. Han gik tre skridt og faldt om«, fortæller en af vennerne til TV2 News. …

Min kritik går selvfølgelig ikke på de stakkels forældre, men på Politiken, der vinkler og misbruger deres udsagn.

Overskriften “Nu er det nok” lægger ordene i munden på faderen og tager dem ud af sammenhæng. Hans ord bruges til at bære budskabet om at dansk-racistisk vold mod udlændinge er et eskalerende problem, som skal straffes hårdt nu! Noget han faktisk ikke har sagt.

(En interessant detalje i TV2-indslaget: Faderen, der desværre ikke taler dansk, appellerer til den tyrkiske ambassade i stedet for danske myndigheder).

De anstændige medier og gode mennesker taler ellers meget om at man skal se på årsagerne til problemet og ikke piske stemningen op. Politikens vinkling på udpenslede følelser og racehad kaster i værste fald benzin på et bål. Vi har en potentielt meget brandfarlig konflikt mellem to etniske grupper, hvor voldsspiralen i princippet kan fortsætte hvis den først kommer i gang.

Det er naturligvis værd at nævne årsagen til volden, som både er en relevant og skærpende omstændighed.

Derfor ville jeg ønske at Politiken også ville nævne når danskere er ofre for racistisk vold, og jeg ville ønske de beskrev ofrenes følelser lige så personligt (dog gerne uden fordrejelser).

Det vil nu komme en syndflod af analyser om at “vort racistiske samfund” er årsag til den type overfald. De vil kræve massepropaganda i skoler, aviser og tv, der skal bilde danskerne ind at vi er et racistisk folk med en ultrahøjre-regering, der skaber klimaet for sådanne overfald.

Det første eksempel – Carsten Koefoed på Frit Irak Blog, med fynd og klem:

Racemordets ideologiske bagmænd

Der går nemlig en lige linje fra islamhetz og ”gå ad helvede til”, over Vestens massemord på muslimer, ”undermenneskene”, i Irak og Afghanistan, til mordet på Deniz på Amager. De tre unge mordere er nemlig ikke født med had til ”perkere”. Det er skabt i et sygt samfund, hvor den åbenlyse racisme og islamofobi, en gryende fascisme, både har regeringsmagten, er i ”opposition” og sidder på langt størstedelen af medierne. Alle disse menneskefjendske kræfter er de ideologiske bagmænd til og medskyldige i det racistiske mord på Deniz. – (Frit Irak blog)

Racisme?

Racisme præger ikke det danske samfund, men derimod er samfundet – visse steder – blevet multikulturelt. Det er årsagen til de uundgåelige gnidninger, der somme tider fører til vold.

Danmark fører en relativt stram kurs over for indvandring – hvor man bl.a. forventer og kræver vilje til at opføre sig ordentligt. Det har ikke bevirket mere racisme eller mere vold, tværtimod. Prøv at sammenligne med Sverige. Sverige har stadig åbne porte for indvandring. Sverige har afslappede vilkår for folk på overførselsindkomster, et debatklima hvor ethvert tilløb til “uanstændighed” undertrykkes. Og i Sverige florerer etnisk vold.

Den frie debat i Danmark er ikke racistisk. Den har ikke bevirket mere vold og overgreb, tværtimod. Den har bl.a. medført at vi i Danmark ikke har nazister og højreekstremisme af betydning. Prøv igen at sammenligne med vore nabolande.

I dag i Vellinge ved Malmø:

Politiet fjernede truende nynazister (Skånska Dagbladet)

Det er en daglig foreteelse i Sverige. Ikke i Danmark.
De unge voldsmænd på Amager er ikke udtryk for nogen bølge af højreekstrem eller racistisk vold, de er snarere – indtil videre – en undtagelse fra reglen her i Danmark. Indtil videre, fordi det kan blive værre hvis ikke der sættes ind over for de problemer der er fulgt med multikulturalismen.

Nabolaget

oestrigsgade.jpg

Hvor ligger så Polensgade? Lidt længere ude på Amager, end der hvor “pæne mennesker” kommer. De nøjes med en eksotisk tur på Nørrebrogade i ny og næ.

“Østrigsgades Skole oplyser, at andelen af tosprogede elever udgør ca. 42 %, hvilket afspejler befolkningssammensætningen i skolens distrikt.” – (Sundpark Skole)

Samme skole har også en lyrisk målsætning:

“Målsætning

Østrigsgades Skole … afspejler det mangfoldige samfund, der omgiver den.
Vi forsøger at skabe en åben og tolerant atmosfære – en rummelig skole … ­

At det er en styrke, at vores skole er multikulturel ” (Østrigsgades Skole)

Smukke ord fra vridemaskinen – tyder på problemer.

De tre gerningsmænd er 15, 17 og 19 år, hvoraf de to yngste er brødre! Og de bor i en ghetto. Der er ganske vist ikke 80-100% indvandrere, som i Gjellerup og Vollsmose, men der er en pæn slant. De sociale alarmklokker burde ringe hos alle de venstreorienterede journalister. Hvorfor belyser ingen voldens baggrund, ligesom man søger at gøre ved 2. generationsindvandrere på Nørrebro. Det er lige så relevant her som der.

Tre årsager til vold

Lad os sige at der er tre årsager til at vold florerer i bestemte grupper. Det sociale, det kulturelle og det religiøse. Ingen af de tre aspekter skal overses, men vi må erkende at de ikke vejer lige tungt for alle grupper. Det forklarer hvorfor vold ikke er lige hyppigt i alle socialt belastede grupper. For danskeres vedkommende kan vi lade det religiøse aspekt ude af billedet. Den danske vold rettet mod udlændinge er relativt sjældnere end det modsatte – det er et faktum. Det kan forklares med at danskeres vold ikke er religiøst motiveret, men kun socialt motiveret. Det kulturelle motiv fylder også kun lidt, for ifølge dansk tradition omfatter acceptabel vold hovedsagelig kun værtshusslagsmål. Tænk på Sønderjylland, hvor over 100 års kraftige modsætninger mellem dansk og tysk kun yderst sjældent gav sig udslag i vold. Tænk på den relativt fredsommelige danske arbejderklasse over for f.eks. den engelske hooligan-kultur. Prøv så at sammenligne det med samfundstraditioner i Mellemøsten eller på Balkan.

For de voldsmænd, som har hjemme i arabisk macho-kultur, hvor drenge forkæles ud over rimelighedens grænser, og som i øjeblikket bliver påvirket af islamisk ekstremisme, ser det anderledes ud. Lige som de danske sociale tabere, så er de muslimske sociale taberes vold mod danskere (og grønlændere og hinanden) socialt betinget – men den er også kulturelt og religiøst betinget.

Og det forklarer hvorfor multikulturel vold fra dansk side – trods alt – er relativt sjældent. Der er kun én og ikke tre årsager.

Dermed ikke sagt at den højreekstreme eller dansk-racistiske vold ikke kan vokse. Vi har jo netop et begyndende multikulturelt samfund, og i multikulturelle samfund florerer den slags problemer, ikke mindst når en af multikulturens parter er islam. Politikerne er forvirrede og rådvilde, når de f.eks. taler om hvad man skal gøre ved vandalerne på Nørrebro (både ungdomshusaktivister og 2. generationsindvandrere). Ligesom man ikke har tæmmet unge muslimers vold, så vil også vold fra unge danske “white trash”-mennesker vokse i omfang.

Sådan er det på bunden af samfundet, hvor modsætningerne føles hver dag, især blandt de helt unge. Mens middelklassen nøjes med at drømme, holde debatmøder, læse og skrive aviser.

Det løsrevne menneske

Den sociale del af årsagen er at vort samfund styres efter materialistiske og neoliberale principper, der uundgåeligt fører til en større gruppe af marginaliserede tabere. Men også multikulturalismen er en del af samme neoliberale tankegang. Neoliberalismen forventer fejlagtigt at alle mennesker er stærke vindere der kan klare det hele, frigjorte fra tradition og sammenhæng. Tror man på dette ideologiske billede, så spiller kulturel og religiøs baggrund ingen rolle. I Danmark er alle partier neoliberale. Undtagelserne er detaljer: DF er kun neoliberalt i økonomisk henseende, Enhedslisten (og evt. SF) kun i kulturel henseende.

Og det på trods af at danskerne er et et meget konservativt folk. I ordets bedste betydning, hvor der både lægges vægt på frihed, fællesskab og en vis solidaritet. Måske derfor har Danmark trods alt ført an i at skabe en fri debat om det multikulturelle samfunds problemer. Men i stedet for at sigte isoleret på de enkelte etniske grupper (indvandrere, muslimer, danskere, “white trash”…), så burde man rette kritikken mod selve den bagvedliggende ideologi.

Den privilegerede øvre middelklasse må blive bevidst om at dette verdenssyn skaber flere problemer end det løser. At drømmen om den multikulturelle masse ikke er et egentligt menneskesyn, men et forsøg på at benægte problemerne ved det opløste og rodløse samfund. Det vil nok vare et årti endnu før man pudser de multikulturelle briller – i politik, presse og på universiteterne – og indser sine fejltagelser.

Multikulturel vold går begge veje – pressen hykler, og de svage taber

Birthe Rønn Hornbechs drømme

Det er muligt at Birthe Rønn Hornbech ligner en sænkekasse af beton eller en mine fra 1. verdenskrig, men hun er lige så tom og let som et vindæg. 

Hun er på mange måder en Fru Danmark. Præstedatter, fhv. politimester, vrangvillig politiker, foredragsholder, om noget en folkelig borger i statens tjeneste, og fuld af typisk danske, men selvmodsigende idealer. Hun svinger den verbale kagerulle for 117. gang, mens der er total mangel på idéer og handling mod social dumping, destruktivitet og islamisering. Konstruktive forslag følger nederst i mit indlæg.

Som minister har hun arrogant nægtet at udtale sig til pressen i stort set alle sager. Samtidig lufter hun sine evindelige personlige meninger når hun ikke bliver spurgt. F.eks. om udvisningen af de to tunesiere med mordplaner, på trods af at hun kendte regelværket da hun trådte til som minister. Hun tolker ministeransvarlighedsloven sådan at hun har pligt til at holde mund, når spørgsmålet ikke er stillet i folketinget, og grundloven tolkes som en pligt til at udbrede sin personlige overbevisning når den er modsat hendes parti og den regering hun er en del af.

Nu har hun kappet de sidste bånd til virkeligheden og er svævet ud i drømmenes verden. Folketingets spørgetime i går (Ritzau-artikel i flere aviser):

Det er “trist”, at SF hænger bestemte grupper ud, mener integrationsminister Birthe Rønn Hornbech i forbindelse med den seneste tids mange brande. »Det undrer mig, at det kommer fra SF«, siger hun til Ritzau efter et møde i dag i folketingssalen, hvor SF’s integrationsordfører, Astrid Krag, havde efterlyst netop integrationsministerens holdning i forbindelse med brandene:

»Nu skal indvandrere beskyldes for det hele« … 

Vi springer tilbage til Kalundborg den 14/2 (se indslag fra TV-avisen):

kalundborg.jpg

 

»Vi satte sådan en barnevogn her, og så satte vi en skraldespand derovre, og så satte vi ild her med benzin og sådan noget der.« -

kalundb2.jpg

 

»Vi har en stærk, du ved, religion, vi vil gerne… vores religion, ikke, den skal respekteres. Der er ingen der skal gøre grin med vores profet og sådan noget der. Det er det, sådan du ved… Det er derfor, når de gør det, så bliver vi nødt til at gøre det her.« -

»Ja, vi vil gerne tages alvorligt, vi vil gerne respekteres og sådan noget der.«

Journalist: Men tror I det er måden at gribe det an på, ved at kaste sten efter politi og brandbiler?

»Nej, det kan godt være det ikke er sådan man gør. Men stadigvæk, vi vil altid gøre det her. Indtil de begynder at respektere os. Vi vil altid gøre det her, det kommer til at ske mere og mere og mere. Og i dag, i aften kommer det til at ske meget mere.«

Samtidig, på en politistation i den danske bydel: 

kalpol.jpg

»Der er ikke nogen tendenser i det boligområde hen over den seneste tid der gør at det skal udvikle sig som det har gjort de sidste to dage. Og det er også det vi undersøger i dag og i aften.«

Integrationsministeren afviser at utilpassede 2. generationsindvandrere skulle have noget specielt med optøjerne at gøre, og hun henviser eventuelle problemer til justitsministerens område. Politiet kan naturligvis ikke føre integrationspolitik, og de har ingen speciel indsigt i bandernes tankegang. Efter afbrændingen af solcentret på Østerbro “undrede” poltitiet sig over gerningsmændenes koldblodige adfærd.

Samtidig har SF bevæget sig nogle gode skridt i realistisk retning. De er et parti i fremgang, mens S i øjeblikket ligner en kage i regn. Måske er SF’s udmeldinger motiveret af “populisme” – al politik er pr. definition mere eller mindre populistisk. Indvandring optager befolkningen, og selv SF’ere kan efterhånden ane at problemerne ikke går væk af sig selv. Deres analyser er dog stadig utilstrækkelige, og jeg tror ikke de kommer med så mange virkelig brugbare løsninger.

Ved at SF bytter position med Birthe Rønn Hornbech er der opstået en ny og spændende debatsituation – for nu at sige det på den måde.

Det handler ikke bare om at de unge skal for politi, dommer og i fængsel, som vores integrationsminister så fint henviser til for at skubbe det over på justitsministerens bord.

Det handler heller ikke kun om socialt udsatte stakler, krigs-traumatiserede forældre og hvad SF ellers holder fast i.

Det sociale og det religiøst-kulturelt-etniske er to sider af samme sag. Det burde absolut være en integrationsministers område at samle og koordinere integrationen - hvad ellers. Jeg foreslår følgende program:

  1. at kontrollere hvem der skal lukkes ind i landet
  2. at motivere etniske grupper til at tage del i samfundet, både arbejdsmæssigt og socialt, og uden at ynke dem
  3. at hanke op i de mest marginale grupper med målrettet hjælp og håndfaste principper
  4. at bremse indflydelsen fra religiøs fanatisme
  5. være regeringens talerør til presse og samfund, herunder optræde med autoritet over for indvandrere

Men Birthe Rønn Hornbech mener kun hun har to opgaver:

  • forvaltningschef for et kontor der stempler opholdstilladelser – her skinner juristen igennem
  • påtage sig rollen som hele Danmarks ærke-grundtvigianer i “dialog” med muslimske sektledere

Hvis man læser mellem linjerne i gårsdagens folketingsdebat, siger den noget om ministerens syn på sociale tiltag. Småborgerlige idealer skinner igennem mellem tomgangssnakken:

Det, jeg skal, er at sørge for, at vi, så godt vi overhovedet kan, hjælper folk til at få uddannelse og sprogfærdigheder og får de unge, de gamle og kvinderne ud på arbejdspladserne. Det gøres der en kæmpe indsats for, og statistikkerne viser, at det stadig går fremad, og at mange af de unge klarer sig utrolig godt og kommer på universiteterne og får høje uddannelser og gode stillinger.

V og K har en utrolig tro på at alle skal have universitetsuddannelse og høje stillinger.

Det har næppe relevans for den gruppe unge der brænder solcentre af, handler med hash, laver indbrud og smadrer bøsser.

Rollemodeller er et meget hot ord for tiden blandt politikere, journalister og pædagoger. Jeg tror ikke at et par veluddannede rollemodeller ændrer noget ved at den dårligst fungerende gruppe, der har total mangel på motivation og tilpasning. Forsvinder problemerne, fordi vi fortæller de gode historier? Næppe.

Lad os sige at de unge indvandrere har et A-hold, et B-hold og et C-hold.

A-holdet klarer sig selv. Det er ikke dansk integrationspolitiks fortjeneste, når der udklækkes pakistanske læger og tyrkiske revisorer. Det er helt naturligt at der sker en social opstigning blandt de velfungerende middelklasse-indvandrere. (Burde Kamal Qureshi i øvrigt ikke finde en tyrkisk revisor?)

B-holdet er den store gruppe af taxachauffører, shawarmarullere og lignende. Rigtig mange af dem mangler arbejde (det kan ikke betale sig for dem eller de kan ikke finde det). De kan godt indgå i samfundet, men der er også risiko for at nogle af dem daler ned til C-holdet. Kunsten er at få dem gjort til lavere middelklasse, hvilket i dag betyder faglærte arbejdere, sygeplejersker osv. Muligvis udsættes de for lettere diskrimination, hvilket sandsynligvis hænger sammen med manglende kendskab til koder i det danske samfund. Eller lavt selvværd, som kommer af mange års parkering i det sociale system eller af den islamiske offermentalitet.

Meget tyder på at den jævne mellemgruppe svinder ind og efterhånden siver over til enten A- eller C-holdet. Flere vindere og flere tabere, færre i midten. Det kaldes øget ulighed. Et udtryk der især bruges af socialt indignerede middelklasse-folk der ikke ønsker at søge egentlige forklaringer.

C-holdet er den type, som jeg så i byretten i går, hvor jeg var inde at kigge på et par retssager. De er højst middel begavede, taler rudimentært dansk og har næppe selvdisciplin eller kulturel indsigt til at gå på middelklassens skoler. Det ville faktisk heller ikke være godt for universiteterne og de høje stillinger, hvis de skulle besættes af den slags folk. Det kan man roligt overlade til A-holdet.

C-holdet er naturligvis også manden i TV-interviewet fra Kalundborg. Han er 17 år, og “deres gruppe kalder sig selv KLP”. (TVA)

Det værste var at journalisten ikke spurgte direkte: Hvordan tror du folk vil respektere jer, hvis I kun kommer med vold og ødelæggelse? Den dialog kom aldrig i gang, ikke i pressens dækning af optøjerne, ikke i debatten i Nørrebro-hallen (sendt 20/2 på TV2), og heller ikke i debatten i folketingssalen i går. Den foregår heller ikke i noget stort omfang inde bag ministeriets mure eller hos alle fagfolkene og konsulenterne.

Her er den virkelige mangel på respekt: man gider ikke engang høre på de kaotiske unge eller forlange noget af dem, ingen forventninger og ingen krav. På den måde har de helt ret, når de mener at de regnes for intet.

De dysfunktionelle på C-holdet skal ikke på universitetet, men i første omgang bare have en læreplads eller et fabriksjob. Det kræver måske nok “opsøgende indsatser”, men først og fremmmest at man banker næven i bordet og siger: du skal selv have viljen, du skal holde styr på dig selv, og du skal respektere andre.

I det etnisk danske samfund har middelklassen gennem årtier koncentreret sig om at hjælpe sig selv op. Mens samfundets virkelige bund parkeres på diverse ydelser og fyldes med ynk og dårlige undskyldninger. Denne politik gør sig nu gældende over for indvandrerne – for det er jo det samme socialsystem, udtænkt af samme embedsmænd og politikere, båret af samme velvillige medlidenhed. Man koncentrerer sig om at yde overflødig hjælp til middelklassen, men er totalt rådvild når det handler om C-holdet.

Samtidig indbyder vores integrationsminister religiøse ledere til møder, så de med det officielle Danmarks opbakning kan gå ud og rekruttere C-holdet til deres islamonazi-sekter.

Herunder et udpluk af citater fra en ganske interessant og afslørende debat.

Astrid Krag, SF: 

Vi er jo nogle, der har savnet integrationsministeren lidt i den seneste tid; det er ikke så meget, man har hørt til ministeren, mens brændende biler og skoler har gjort det klart, at vi altså står med nogle meget store og alvorlige integrationsproblemer i Danmark. De sidste ugers uroligheder står desværre ikke alene, der er nogle områder og bydele i Danmark, hvor påsatte brande er dagens orden, og hvor det ikke er særlig trygt at bo.

Derfor er jeg glad for, at ministeren er til stede ved spørgetimen, og jeg vil give ministeren en chance for at komme med et konstruktivt bidrag til debatten om, hvordan vi får løst problemerne. … Ville det ikke være oplagt, at integrationsministeren og Integrationsudvalget i fællesskab indkaldte alle relevante parter – politifolk, integrationskonsulenter, socialrådgivere, skolefolk osv. – til en række møder, hvor vi kunne få de bedste løsninger frem i lyset? Så det, jeg vil spørge om, er, om ministeren vil tage initiativ til sådan en form for bredt samarbejde sammen med Integrationsudvalget?

Svar fra Integrationsministeren : 

Nu er min kollega, fru Line Barfod, desværre gået, men jeg vil sige, at jeg helt deler fru Line Barfods opfattelse af, at man ikke som minister bare skal fare ud på grund af nogle pressehistorier.

[Line Barfod (Ø) havde talt om: "langsigtet indsats ... opbygge tilstrækkelig viden om, hvad man kan gøre ... se på det voldsforebyggende og se på, hvad man kan lære af de projekter ...." ] :-)

Jeg har den opfattelse, at integrationsspørgsmålet ikke er noget, man bare farer ud med, fordi der er lidt brand i gaden.

Så må jeg sige, at jeg sådan set ikke forstår fru Astrid Krags holdning, for jeg kan se, at det altså nu er indvandrere, der skal beskyldes for at al balladen, siden spørgsmålet bliver rejst til mig. Det synspunkt deler jeg slet ikke, og jeg mener faktisk, at det er med til at grave grøfter, at man hele tiden pukker på det, når det drejer sig om indvandrere, hvorimod det åbenbart ikke er lige så ubekvemt for SF, når det drejer sig om de autonome og deres forkælede forældre, der besætter ejendomme på grund af et bestemt politisk formål. Jeg synes, at det er meget uheldigt, at man på den måde antager det for at være en kendsgerning, at det altså nu indvandrere, det drejer sig om, og at integrationsministeren derfor skal spørges.

Jeg må altså sige, at integration for mig er et meget langt, sejt træk, … … at der løbende er utrolig mange initiativer i gang, som skal gavne integrationen, som har nogle bestemte formål, som drejer sig om de ressourcesvage, som drejer sig om de ressourcesvage forældre, som drejer sig om at få særligt kvinderne ud i samfundet, som drejer sig om at få særlige grupper i arbejde, som drejer sig om, at vi har mentorer for at få folk ud på arbejdspladserne, som drejer sig om at forstærke indsatsen over for mennesker med traumer osv.

Derudover har jeg jo udtalt, at jeg taler med alle grupper, og jeg har netop i de sidste dage haft besøg at flere muslimske organisationer, fordi jeg ved, at de kender til mange af de problemer, som nogle af disse mennesker oplever.

Astrid Krag:

Jeg tror nu, at folk gerne vil have en minister på banen, når der sker sådan nogle alvorlige ting, som vi har set i Danmark den sidste halvanden uge, og at de også gerne vil have ministeren på banen med nogle bud, både på det lange stræk, som jeg er meget enig med ministeren i at der er behov for, og altså også nogle bud på, hvad der skal til her og nu for at sikre, at gaderne ikke står i brand igen om nogle uger.

Men så må jeg måske spørge ministeren, om hun så også vil komme med et løfte om, at hun vil trække verdslige organisationer og forskellige fagfolk ind i samarbejdet om at finde løsninger og ikke kun holde møder med de muslimske organisationer, som ministeren selv er inde på at hun har mødtes med.

[og lidt senere - ] … når vi ser på, hvem det var, der i Århus Vest, i Kalundborg, på Nørrebro og andre steder var ude og brænde biler af, så er der også noget, der tyder på, at integrationsministeren også må på banen.

Mener ministeren, at de svar, der skal til, på de uroligheder, vi har set den sidste halvanden uge, alene er retspolitiske og alene ligger under justitsministerens område, eller vil ministeren godt anerkende, at der altså også skal nogle politiske svar på banen fra ministerens eget område, fra integrationsområdet?

Integrationsministeren: 

Det, jeg skal, er at sørge for, at vi, så godt vi overhovedet kan, hjælper folk til at få uddannelse og sprogfærdigheder og får de unge, de gamle og kvinderne ud på arbejdspladserne. Det gøres der en kæmpe indsats for, og statistikkerne viser, at det stadig går fremad, og at mange af de unge klarer sig utrolig godt og kommer på universiteterne og får høje uddannelser og gode stillinger.