Hykleri fra alle sider om lavalder

Ellen Trane Nørby (som er en af de mere sociale Venstre-politikere) skriver på sin Politiken-blog: Afskaf den kriminelle lavalder

Hun vil sætte den kriminelle lavalder ned til nul, men samtidig indføre ungdomsdomstole.

Det mest overraskende er reaktionen fra Politikens læsere. De er positive – selv om hendes forslag er langt mere vidtgående end DF, der kun vil sætte lavalderen ned til 12 år og også indføre ungdomsdomstole og bedre sociale ordninger.

Man kan derfor konstatere at bloglæserne er dybt hykleriske – de er kun imod DF’s  forslag, fordi det kommer fra DF. Men samtidig er de altovervejende glade for et mere ekstremt forslag.

DF har sociale straffe på programmet – men har glemt det?

DF skriver nemlig således i programmet (kap. 6 og 19):

Samfundet skal sætte ind så tidligt som muligt i den kriminelles ”karriere”. Misforstået overbærenhed fører ikke til lovlydighed, men skaber grobund for mere kriminalitet.  Derfor bør der gribes effektivt ind over for unge lovbrydere, f.eks. ved idømmelse af samfundstjeneste eller anden mærkbar sanktion, allerede første gang, straffeloven overtrædes.

Dansk Folkeparti finder det nødvendigt, at den kriminelle lavalder nedsættes til 12 år. Straffesager mod lovovertrædere inden for aldersgruppen 12-18 år bør behandles af særlige ungdomsdomstole. Den seksuelle lavalder skal fastholdes på 15 år.

Unge kriminelle bør ikke afsone deres frihedsstraf sammen med forhærdede kriminelle, der kan påvirke de unges videre livsforløb i afgørende negativ retning. Dansk Folkeparti vil derfor arbejde for, at der oprettes særlige institutioner, der kan sikre en fornuftig uddannelsesindsats over for denne gruppe af lovovertrædere.  …

Dansk Folkeparti mener, at kriminelle børn og unge skal imødekommes med et opsøgende pædagogisk arbejde, f.eks. SSP-samarbejdet. Unge under den kriminelle lavalder skal have hjælp og støtte til at komme ud af dårlige miljøer, men bør samtidig mærke konsekvenserne af deres gerninger. Dansk Folkeparti mener, at alvorlige kriminelle handlinger skal straffes efter forbrydelsens karakter. I de tilfælde, hvor forældrene til den kriminelle unge kan siges at have forsømt deres ansvar, er Dansk Folkeparti tilhænger af at straffe forældrene.

“Samfundet skal sætte ind så tidligt som muligt i den kriminelles ”karriere”. Misforstået overbærenhed fører ikke til lovlydighed, men skaber grobund for mere kriminalitet.  Derfor bør der gribes effektivt ind over for unge lovbrydere, f.eks. ved idømmelse af samfundstjeneste eller anden mærkbar sanktion, allerede første gang, straffeloven overtrædes.

Dansk Folkeparti finder det nødvendigt, at den kriminelle lavalder nedsættes til 12 år. Straffesager mod lovovertrædere inden for aldersgruppen 12-18 år bør behandles af særlige ungdomsdomstole. Den seksuelle lavalder skal fastholdes på 15 år.

Unge kriminelle bør ikke afsone deres frihedsstraf sammen med forhærdede kriminelle, der kan påvirke de unges videre livsforløb i afgørende negativ retning. Dansk Folkeparti vil derfor arbejde for, at der oprettes særlige institutioner, der kan sikre en fornuftig uddannelsesindsats over for denne gruppe af lovovertrædere.  …

Dansk Folkeparti mener, at kriminelle børn og unge skal imødekommes med et opsøgende pædagogisk arbejde, f.eks. SSP-samarbejdet. Unge under den kriminelle lavalder skal have hjælp og støtte til at komme ud af dårlige miljøer, men bør samtidig mærke konsekvenserne af deres gerninger. Dansk Folkeparti mener, at alvorlige kriminelle handlinger skal straffes efter forbrydelsens karakter. I de tilfælde, hvor forældrene til den kriminelle unge kan siges at have forsømt deres ansvar, er Dansk Folkeparti tilhænger af at straffe forældrene. “

Man må selvfølgelig erkende af DF ikke råber særlig højt om de sociale sider af forslaget. Det er en stor fejl. Når man vil give folk hårdere straffe, må man også arbejde for bedre straffe.

Forslaget eller “lovpakken” – som den er udformet af VK-regeringen – lægger alt for lidt vægt på social nytænkning, så det er simpelt hen ikke godt nok.

Her har det uheldige vist sig i at DF har stillet kravet, men den praktiske udformning er kommet fra en konservativ minister, og VK er som bekendt ikke så gode til socialpolitik, som de vil bilde os ind.

Lavalderen varierer stærkt på verdensplan

Ellen T. N.  mener i øvrigt at det er i tråd med FN’s anbefalinger, men det må hun have misforstået. FN ønsker ikke lavalderen sat ned, men accepterer en lavalder på 14 år, så vidt jeg ved. (Jeg har ikke kunnet finde den konkrete oplysning blandt de mange tågehorn i debatten).

Som sædvanlig er der mange der vil gøre os værre end udlandet, uden overhovedet at sætte sig ind i forholdene. Rundt om i den vestlige verden er lavalderen ganske forskellig: fra 7 år i Sydafrika og visse amerikanske stater, 8 år i Skotland, 10 i England, 14 i en lang række europæiske lande, 15 i Norden, 17 i Frankrig og 18 i Belgien (se liste).

Det er imidlertid svært at sammenligne, for det er bestemt ikke alle 7- eller 10-årige som vil blive retsforfulgt i de engelsktalende lande. Her gælder common law, som er sund fornuft uden faste regler, som siger at forbryderen skal være klar over hvad man har gjort, være egnet til straf og så videre. Det udelukker en hel del børn fra tiltale og straf. Men de kunne jo blive straffet, hvorved man har den præventive effekt ved f.eks. bandekriminalitet. I et land som Belgien er lavalderen på 18 også misvisende, da man godt kan give yngre en sanktion og et institutionsophold.

Derfor må det hele komme an på de faktiske forhold: hvordan man behandler den unge afviger.

Her er jeg ikke imod en lavere lavalder, men man skal absolut sørge for at de sociale forhold forbedres kraftigt i reformen. Ungdomsdomstole – som snarere skal ligne et uafhængigt nævn end en domstol – og bedre SSP, samfundstjeneste, uddannelsespligt, behandling af psykiske og sociale problemer, ret til at blive fjernet fra vanartede forældre og omgivelser.

Regeringens udspil er alt for uambitiøst og vil blot bevare status quo – med den ene forskel at 14-årige nu skal udsættes for domstole og straf.

Oppositionen går også ind for status quo, men blot med en lavalder på 15 år.

En bred reform burde være mulig

Man kunne begynde med at gribe ind over for voksne, der udnytter børn til forbrydelser. Det er allerede i dag en skærpende omstændighed, men den regel batter ikke noget – giver højst en lille strafforhøjelse på 25 %. Man burde hellere gøre det til en selvstændig straffelovsparagraf med en pænt stor strafferamme.

En bred reform på det ungdomskriminalle område burde kunne få støtte hele vejen fra DF via regeringen og til Socialdemokratiet og SF:

• en lavere lavalder for straf  (f.eks. 13-14 år) – eller i det mindste et udspil om styrkelse af de sociale sanktioner
• en højere lavalder for fængsel (18 år)
• et helt nyt system af ungdomssanktioner og ungdomsdomstole, fuldstændig adskilt fra voksenstrafferetsplejen
• unge skal ikke i fængsel, men have særligt tilpassede sanktioner

Manglende modspil til krav fra DF

Jeg ved ikke om DF ikke tager sit eget sociale program alvorligt, men noget kan tyde på en vis overbudspolitik, f.eks. også i dagens udspil om løbesedler der skal brændemærke tidligere pædofil-dømte.

Her har man så sandelig bevæget sig ud i sumpen. Og det vil i øvrigt ikke skabe mere tryghed, men utryghed og panik. Forslaget om “3 strikes and you’re out” var også svært at tage alvorligt.

Det er bare et problem at der ikke er kvalificeret modspil fra andre partier.

Den socialdemokratiske børneorganisation DSU har reageret ved at kræve advarsel til naboer, når en DF’er flytter ind. Det er jo meget morsomt, men der er ikke skyggen af argumenter eller seriøs kritik mod DF’s forslag.

En afstemning hos B.T. fortæller imidlertid at 51 % støtter DF’s forslag. Så socialdemokraterne burde komme op på dupperne og argumentere. Ellers kunne det ende med at forslaget engang bliver virkelighed.

DF har derfor endnu engang sat dagsordenen på dygtig vis og oppositionen har kvajet sig. DF har ikke engang forsøgt at være specielt snedig, men har blot sagt hvad partiet mener.

Hvad har VK og oppositionen egentlig tænkt sig at gøre ved kriminalitet?

CIA zapper en ø væk

Mexico efterlyser forsvunden ø     

Har havet eller CIA taget øen Bermeja, spørger politikere.

Engang i slutningen af 1990’erne forsvandt den 80 kvadratkilometer store ø Bermaja i den Mexicanske Golf fra havets overflade – men hvorfor og hvordan?

…den lavtliggende ø, var ikke en hvilken som helst lille landklat. Faktisk udgjorde den et grænseskel mellem mexicansk og internationalt farvand eller med andre ord grænsen for de mexicanske olierettigheder. Med øens forsvinden blev det mexicanske råderum væsentligt formindsket, og det er ved at blive ret prekært, fordi den amerikanske olieindustri står på den anden side og puster mexicanerne i nakken. …

Forsvandt den som følge af klimaforandringer og stigende vandstand? Eller står CIA bag? Sprængte de simpelthen øen væk, for at bane vejen for USA’s olieindustri? …

(Berlingske)

I Mexico tror de også på UFO’er.

DR’s version har også “den globale opvarmning” inde over. Søndagsavisen skriver at øen er lavtliggende og bringer et luftfoto af en klippeø.

USA er skyld i meget, og kan man ikke placere ansvaret for sammensværgelsen hos Bush eller andre navngivne politikere, så må det være det store, mystiske CIA som står bag.

Det er også dårlig styr man har på sine landområder i Mexico hvis en ø kan forsvinde uden at flypiloter, flåden, fiskere, handelsskibe og militæret opdager noget. Indtil ti år efter.

Øen Bermeja har sandsynligvis aldrig eksisteret. Den forsvandt fra nogle mexicanske landkort i 1997 – altså ikke fra havets overflade, men fra kortet. Allerede i 1844 ledte man forgæves efter øen, som var med på kort fra 1600-tallet.

Jeg har på min væg et landkort fra 1660, hvor Jyllands top laver nogle underlige knæk. Nogle af mine gæster har kigget på det og sagt: Tænk, det er da alligevel utroligt så meget landet har forandret sig siden dengang. Ikke alle mennesker er lige kvikke.

Kilde: bl.a. Wikipedia

Hvad Obama egentlig skrev om Danmark

Fulfill America’s Obligation to Accept Refugees: The State Department pledged to allow 7,000 Iraqi refugees into America, but has only let 190 into the United States. Obama would expedite the Department of Homeland Security’s review of Iraqi asylum applicants. Obama also would appeal to the Coalition’s original partners to expand their refugee quotas.  Coalition partners such as Great Britain, Australia, Italy, Spain, the Netherlands, Denmark, and Japan have done woefully little to meet the refugee crisis, and must be encouraged to do more. Arab governments, especially American allies such as Saudi Arabia and Kuwait, should also be enlisted.

Strengthen America Overseas, barackobama.com       

Efter kampagnen i medierne bøjede regeringen sig og hentede 200 irakiske tolke (inkl. familie) til Danmark. Den slags svulmer dog altid op, så det blev til 379. 100 af dem er rejst hjem igen, hvoraf man kan udlede at de ikke var så truede som medierne ville give indtryk af. Men irakerne har nok været lige så fejlinformerede som danske journalister er det.

USA har 56,6 gange flere indbyggere end Danmark.

De 379 irakere som Danmark modtog, svarer til at USA skulle modtage 21.450 irakere.

Hvis det ellers passer at USA kun modtog 190 irakere (hvilket jeg også tvivler på), så er Obamas udsagn om Danmark rent vrøvl. Sandsynligvis bygger det på oplysninger og gamle notater der ikke er opdateret siden forsommeren. Ganske som Obamas sejrstale på valgnatten, der var et opkog af hvad han plejer at sige. Man skal huske at hans udsagn retter sig mod den amerikanske opinion. Her er det meget behændigt – men uærligt – at skyde på koalitionspartnerne.

Tænk hvis McCain havde sagt noget lignende. Så ville dansk presse spille det anti-amerikanske kort. Pressen bruger ikke blot Obamas ord ukritisk, men tager dem også ud af sammenhængen. Alene fordi det kan bruges negativt i det daglige kævl mod regeringen.

I øvrigt er Obamas politik ikke så forskellig fra den danske. Obama vil også satse på hjælp i nærområderne:

Take Care of Refugees: Barack Obama would establish an international working group dedicated to addressing the Iraqi refugee crisis.  He would increase American investments in Iraq’s refugees and internally displaced people and to the neighboring countries that house them.  He would work with Jordan, Lebanon, Syria, and Egypt to dramatically increase access to social services for refugees. He also would work to create safe havens for Iraqis who remain in Iraq, but are displaced from their homes by violence.

Se selv siden hvor hele programmet er beskrevet – der er to sektioner, Strengthen America Overseas og Strengthen America at Home. Noget af det er forbløffende lig McCains politik, hvilket må være skuffende for nogle, betryggende for andre. En vigtig forskel er dog at Obama er en bureaukrat, der blandt andet tror at han kan planlægge sig ud af militære aktioner.

Nå ja, og så vil Obama hjælpe bilindustrien med statstilskud på 50 mia. Det er demokratisk politik helt efter bogen, et parti stærkt bundet til storindustrien og finansverdenen. Nu skal støtten i valgkampen betales tilbage. Hvem sagde klimapolitik?

Island i den russiske bjørns favn?

Jeg vil ikke skrive videre om det økonomiske som sker på Island, da det er dækket udmærket af andre. Men de strategiske følger er interessante. Dansk presse har som sædvanlig ikke brilleret med nogen dyb analyse.         

De skandinaviske venner 

Statsminister Geir Haarde:

“We have not received the kind of support that we were requesting from our friends. … So in a situation like that one has to look for new friends.” (Financial Times)

Det skal sikkert opfattes som et slag mod USA og Skandinavien – måske også mod Vesteuropa som sådan. Men bitterheden er også spil for galleriet over for den vrede, islandske befolkning. Politikere prøver i reglen at aflede opmærksomheden fra eget ansvar.

Det er ikke Skandinaviens og USA’s skyld at den islandske økonomi nu er i ruiner efter det uhæmmede eventyr, som den har gennemlevet. Festen varede kun 3-4 år. I hele verden har man i stigende grad (faktisk siden 1970′erne) dyrket en neoliberal casino-økonomi, hvor staterne, store virksomheder og bankerne har spillet sammen om at sælge varm luft til hinanden. Island er blot det mest ekstreme eksempel.

Skandinavien er ganske vist langt mindre hårdt ramt end USA, men til gengæld er vor finansielle styrke også mindre. Når alle er i knibe kan man ikke regne med at brødrene kommer til hjælp, selv om det er en smuk tanke. Stater og nationalbanker har først og fremmest til opgave at hjælpe sig selv.

Som ægte tilhænger af den nordiske idé vil jeg dog også pege på at manglen på et formelt økonomisk samarbejde her viser sine følger. Det nordiske fungerer glimrende på det uformelle plan. Men uden et fast, strukturelt, forpligtende samarbejde er der ingen garantier for gensidig hjælp. Havde man haft et nordisk økonomisk samarbejde, ville Island naturligvis også have været underlagt visse regler og begrænsninger. Det er hypotetisk og ville have set helt anderledes ud, på godt og ondt.

Kolonikompleks

I 2006 udgav Danske Bank en analyse, som bedømte at den islandske økonomi var uholdbar, overophedet og på vej mod en større krise. Islændingene reagerede med enorm vrede og afvisning. Ifølge en bekendt af mig, der arbejder i Danske Bank, blev man også bandlyst fra alle besøg og alt samarbejde med Island.

I februar 2008 mente Saxo Bank – der ellers ikke altid imponerer ved deres kritiske sans – at et kollaps i den største islandske bank, Kaupþing, kunne være nærtstående. Kaupþing reagerede med at kalde Saxo Bank for uansvarlige, dumme og uvidende.

Der er sikkert en del kolonikompleks bag fjendskabet. Jeg har aldrig forstået det. For mig har Island altid været et af de fem nordiske lande, ganske vist mindre end de fire andre, men på ingen måde underlegen i forhold til Skandinavien. Jeg ser op til islændingenes uafhængige og frie kultur, som ikke er så forskellig fra det jeg kender fra Thy. Jeg kan dog også se nogle svagheder, ligesom når mine frænder fra fiskerbyerne i Thy er kommet til penge. Hvad der kommer let, går let. Her ligner jyske kystboer og islændinge også hinanden. Bonde-danskerne inde i landet er forsigtigere og mere snusfornuftige med penge.

Ruslands strategiske interesse

Nu har de flinke russere meldt sig på banen med hjælp. Det forlød i første omgang at Rusland ville låne 5,4 mia. dollar til Island. (Det er 30 mia. DKR, og i forhold til landets størrelse svarer det til at Danmark skulle låne 510 mia. DKR). Islands nationalbank dementerede dog lånets størrelse. Måske havde man overdrevet lidt for at berolige debitorerne og omverdenen.

Man skal huske at alt kun er forhandlinger indtil videre. Island ønsker endvidere for alt i verden ikke en løsning via verdensbanken eller IMF. Et sådant u-landslån er absolut sidste udvej fordi det svækker tilliden til landet voldsomt og fordi det begrænser statens politiske handlefrihed.

Ud over ønsket om at tjene penge er Ruslands interesse strategisk. Amerikanernes omstridte base i Keflavík mistede efterhånden sin betydning efter den kolde krigs afslutning. Amerikanerne forlod Keflavík i 2006. Island driver nu selv den internationale lufthavn.

Det er næppe muligt at Rusland får lov til at åbne en luftbase i et Nato-land. Er Island virkelig i ekstreme vanskeligheder, kan man naturligvis melde sig ud af Nato – det er dog nok meget usandsynligt. Men russerne kan på mange andre måder bruge Island som brohoved. Selv om Island er i Nato, kan man modtage russiske flådeskibe og fly på venligt besøg. En gensidig fiskeriaftale mellem Rusland og Island er også en mulig følge, måske til ulempe for Norge og EU. Rusland vil endvidere få en unik fod indenfor i EU, hvis Island om få år ser sig nødsaget til at søge medlemskab. Russisk militær på EU’s jord?

Ruslands strategiske fordele ville ikke så meget være af praktiske, som af principielle årsager. Rusland stiler ikke mod nogen konflikt med USA og “vesten”, men vil gerne spille med musklerne. Rusland gennemfører i disse dage en enorm og kostbar militærøvelse, til ingen rationel nytte. Rusland er ikke forudsigeligt – i modsætning til hvad de fantasiløse teknokrater i DIIS og DUPI til stadighed tror.

Russisk forbrødring med Island ville være en enorm torn i øjet på USA. Også selv om der ikke kommer nogen ændring i Islands forhold til Nato eller nogen formel islandsk-russisk aftale.

Derfor skal den islandske imødekommenhed mod russerne også tages med et gran salt. Island vil gerne provokere amerikanerne til at være hjælpsomme – trods alt.

Hjælp til Island er en investering

Der er grund til at opfordre Islands traditionelle venner til at tænke langsigtet og geopolitisk. Nato har også en økonomisk dimension, som ofte glemmes – den bør træde i kraft.

Det islandske etablissement har udvist et skizofrent forhold til de nordiske venner, men det bør man se stort på nu. Også det nordiske samarbejde og alle de civile nordiske kontakter bør træde i karakter.

Begge dele kræver dog nok en mindre bitchy optræden fra den islandske regerings side.

Island er det mest hårdtarbejdende folk i Europa, og indbyggerne er vant til økonomiske udsving. Selv i det værst tænkelige tilfælde, en statsbankerot, vil det kun vare 4-5, allerhøjst 10 år, før de igen er blandt verdens rigeste lande. Selv om Island ikke har udvist finansiel forstand, udgør islændingene en prima kulturel og social kapital, som det kan betale sig at investere i.

Ingen danske medier ser ud til at have taget et strategisk kig på Rusland-Island, men udenlandske blogs har opfanget det:

Luke’s Blog (moderat engelsk Labour-politiker): Iceland and Russia

Naked Capitalism (økonomisk blog): Money Goes Geopolitical: Iceland Seeking Rescue From Russia

Sierra Faith (amerikansk konservativ): Russia Buys Iceland

Irakisk bøsse slagtet af islamister

Out & About (københavnske bøssers hyggelige svar på Se & Hør) skriver:

Irakisk homoaktivist henrettet

Den 27 årige Bashar, som var en af de mest fremtrædende irakiske homoaktivister er blevet brutalt henrettet, fortæller Peter Tatchell fra menneskerettighedsorganisationen Outrage. 

Bashar organiserede såkaldte ”sikre huse” for bøsser og lesbiske i Bagdad. 

”Bashars indsats har reddet mange mennesker”, skriver Tatchell i en udtalelse. 

Outrage beskylder islamistiske dødspatruljer for ”henretningen” af homoaktivisten. Selvom homoseksualitet ikke er illegalt i Irak, er det dog flere gange sket, at islamiske militsgrupper har udpeget og dræbt homoseksuelle, som led i en ”udrensning”. 

Her er der lidt kludder i ordvalget. Stater henretter folk, privatpersoner myrder dem. Faktisk troede jeg, første gang jeg læste overskriften, at det var i Iran.

Udenlandske netmedier skriver det mere direkte:

pinknews.co.uk: Gay leader assassinated in Baghdad

While homosexuality is in itself not illegal in Iraq, several laws are used to persecute gay people.

Laws against loitering, indecent exposure, spreading “dangerous diseases,” committing and indecent act in public and making “indecent” advances are all used.

However, of much more pressing threat to gay Iraqis are the actions of militia groups.

Advocate.com: Iraqi Gay Activist Murdered in Baghdad

Gays Without Borders: Sexual Cleansing in Iraq: Bashar, Coordinator of Iraqi LGBT in Baghdad Assassinated,

Islamist Death Squads Are Hunting Down Gay Iraqis and Summarily Executing Them…

Islamist death squads are engaged in a homophobic killing spree, with the active encouragement of leading Muslim clerics, such as Moqtada al-Sadr, as Newsweek recently revealed.

One of these clerics, Grand Ayatollah Ali al-Sistani, the spiritual leader of Shia Islam, issued a fatwa urging the killing of lesbians and gays in the “worst, most severe way possible.”

The short film, Queer Fear – Gay Life, Gay Death in Iraq, produced by David Grey for Village Film, documents the tragic fates of a several individual gay Iraqis. …

CNN: Gays in Iraq terrorized by threats, rape, murder - citerer en officiel FN-rapport:

“Armed Islamic groups and militias have been known to be particularly hostile toward homosexuals, frequently and openly engaging in violent campaigns against them,” the report said, adding that homosexuals have been murdered.

“Militias are reportedly threatening families of men believed to be homosexual, stating that they will begin killing family members unless the men are handed over or killed by the family,” it said.

The report was issued at the end of 2006 and is the last U.N. study to touch on the subject.

Human rights experts say homosexuals are targeted for cultural reasons as well.

“Gay men and lesbians in Iraq face a lot of risks right now, because homosexuality is sometimes interpreted by people in Iraq as being a Western import,” said Scott Portman with the Heartland Alliance, a group that promotes human rights worldwide. “So they can sometimes be targeted by insurgent groups or militias, in part, because of animosity toward the West and, in part, because homosexuality is not well-accepted in Iraqi society.”

Her i den fredelige del af verden er der små ting, som bøsser har ondt i røven over. Out & About skriver også:

McCains stabschef outet

Amerikanske bloggere har outet den republikanske præsidentkandidats John McCains stabschef Mark Buse. 

Homobloggerne Mike Rogers og Michael Signorile har på deres blog skrevet om Buses angivelige homoseksualitet. De nævner blandt andet Buses ekskæreste som kilde. De kritiserer videre Buse for at arbejde for en præsidentkandidat, som udbreder homofobi. 

McCains kampagnen har indtil videre valgt ikke at svare på pressens spørgsmål om dette emne. 

Buse, der er ud af en stenrig familie fra Arizona, begyndte sin karriere som praktikant hos senator McCain tilbage i 1994. 

McCains kampagnemedarbejder måtte ikke have sit privatliv for sig selv, men skulle nedgøres i ligegyldig smudsjournalistik! Bemærk detaljen om at han er “stenrig”. Homo homini lupus.

Selvfølgelig kan man kritisere McCains manglende anerkendelse af “homorettigheder” – det er dog ikke værre end at han mener staterne selv skal have lov til at bestemme. Obama er heller ikke for glad for bøsser.

Men samtidig er det USA’s engagement i Irak- som McCain støtter indtil videre – der sikrer at irakiske bøsser har fået et lille frirum, som de må kæmpe for med livet som indsats. Ligesom de mange andre irakiske borgere der arbejder for demokratiet.

Sat meget på spidsen: Man kan godt spørge sig selv om det ville gavne homorettighederne  i Mellemøsten, hvis Obama kommer til magten. En abrupt tilbagetrækning fra Irak vil ikke være gavnlig for irakiske bøssers liv og helbred. Det samme gælder formentlig Obamas politik over for Iran, der som bekendt lyder: “Jeg vil besøge Ahmajinedad, han er sikkert til at snakke med.”

Creme på drengen

Jamn alså… jeg fik denne reklame på Facebook:

“RestoreMax creme modvirker tørr og sår hud på mænds ædlere dele og tilfører den elasticitet og fugtighed”

En creme specielt til pikken… jamen, godt fundet på. Er der et område på kroppen som er godt beskyttet og har fin hud, som ikke bliver grimmere med alderen, så vidt jeg ved, og som ikke har brug for nogen særlig creme, så er det da netop de ædlere dele. Men det skal nok sælge godt til de metroseksuelle og andre narcissister. Hvis fjæset ikke bliver kønnere, uanset hvilke cremer man smører på, så må vi finde på en anden zone at forkæle. Så føler vi os lidt lækre alligevel.

I det mindste har de fundet på et pænere navn end Anusalve, som kan købes i Matas — som formentlig er en type numsecreme. Er det ikke rød hale man kalder det hos spædbørn? Den kan dog bruges andensteds, skulle man forveksle sine ender:

Kan denne creme bruges i ansigtet? – Ja – ANUSALVE™ er naturlig og kan bruges i ansigtet. Selvom det ikke er det tiltænkte område, har vi haft god feedback fra folk der har benyttet cremen til poser under øjnene.

Lidt research viser at peniscremen er et amerikansk produkt — hvilket forklarer sagen. Den er beregnet til de stakkels omskårne mænd der må lide under tørre og ødelagte slimhinder på penis.

Af samme grund kan man købe glidecreme, flere slags, i almindelige supermarkeder i USA. Alle de omskårne er nemlig nødt til at bruge det, både i det ægteskabelige samvær og når de tilfredsstiller sig selv (de har naturligvis ikke sex uden at være gift). Glidecremen sælges gerne under dæknavne såsom fugtgivende middel og lignende.

Drop hellere omskæring, så kan man undvære hjælpemidlerne.

Efter indholdsfortegnelsen at dømme er RestoreMax sikkert et ganske lødigt produkt, som man udmærket kan bruge som ansigtscreme. Dog til en lidt pebret pris à 189 norske kroner.

Jeg så gerne at man lavede en creme specielt til albuerne. Thi er nogen forsømt, tør, glemt og udsat så er det da dem. Men albuer er ikke lige så sexy. Eller hvad med nakken, som må finde sig i at blive konstant ignoreret qua sin uheldige bagsideposition?

Kvinden eller negeren: USA-valg set med europæiske øjne

 

Kvinden eller negeren er ikke det amerikanske valg i en nøddeskal. Men det udtrykker danske journalisters syn på valget.

De venstreorienterede europæere er nemlig i fuldstændig overdreven grad fikseret på køn og race, og derved gør de sig selv til racister og sexister. Politikken snakkes der ikke meget om. De politisk korrekte bliver slemt skuffede når hverken “kvinden” eller “negeren” bliver valgt, men John McCain.

I USA fik den ifølge egen selvopfattelse tolerante presse held til at feje Mitt Romney af banen fordi han er mormon. Selv om han var en ret liberal kandidat, og intet som helst tydede på at han ville slå op i Mormons bog før han traf sine politiske valg. Tolerance og tolerance er højst forskellige begreber, alt efter hvem der skal tolereres, kan vi så lære det!

Men jeg glæder mig til primærvalgene er overstået; måske kommer vi til at høre om politik frem for biologi.

Blodets bånd

Verden er lige nu lidt skuffet efter publiceringen af Geert Wilders’ lille film, der dels ikke viste noget nyt, dels ikke ser ud til at udløse det bebudede ragnarok. (Det kan nå at udvikle sig, men lad os nu se). Derfor vil jeg ikke kommentere den yderligere i dag, men henlede opmærksomheden på noget helt andet end religion.

Der tales meget om to aspekter ved indvandring/integration, nemlig islam og det kulturelt-socialt-økonomiske. Heraf mener folk at kunne udlede gode/onde effekter på samfundet, alt efter politisk ståsted.

Men der er noget andet som skaber sociale fællesskaber og samfund end disse flygtige ting.

Slægten er altings grundpille, om man så vil indse det eller ej. Uanset hvor lidt den fylder i lovgivningen, så er den stadig en ramme om næsten alle menneskers liv og identitet. For eksempel er vores infrastruktur stærkt belastet af mennesker der ønsker at pleje familietilknytningen, på trods af at det moderne samfund officielt er indrettet med stor ligegyldighed over for slægten. Folk rejser tværs gennem landet hver weekend eller får telefonlinjerne til at gløde daglig, bare for at bevare kontakten. Prøv at spørge folk i et IC-tog over Storebælt om hvor mange der er på vej til/fra noget familierelateret. Det er mange.

Slægterne hænger sammen i større netværk, ethnier, folk eller stammer. Liberalister, postmodernister, socialister, kulturalister og religiøse fundamentalister finder det dybt beklageligt, men der er ligesom ikke noget at gøre ved det! Slægtens bånd er simpelt hen det grundlag som folkeslagene er vokset frem af, og dermed er det også grundlaget for de moderne nationer.

Før man slagter mig, skal jeg lige sige at det ikke nødvendigvis indebærer at slægtsfællesskabet skal være en lukket kreds. Det betyder heller ikke at man skal tilstræbe en særlig renhed eller indavl. Og i videre forstand er alle mennesker på jorden i familie med hinanden, med venner og fjender - om end ikke lige meget med alle. En øget erkendelse af slægtskabets betydning kan derfor lige så godt underbygge en større bevidsthed om det globale som det modsatte. Vi er jo også i familie med dyr, planter og fysisk stof, så hvorfor ikke behandle hinanden ordentligt.

Blodets bånd er mere end bare genetisk slægtskab, da det også handler om fælles erfaring, historie og videregivelse af livsopfattelse. De fleste af os er ikke bare børn af vore forældre, vi er vokset op hos dem og har haft nær kontakt hele vort liv. Og vi er omgivet i det daglige af folk som vi er relativt nært beslægtet med, måske ikke at vi lige er klar over det, men man skal ikke mange led ud før man har tusindvis af slægtninge.

Moderne genetik giver ikke noget belæg for at konstruere “racer” i klassisk forstand, og slet ikke for at “racerne” skulle have bestemte karaktertræk. Der findes tusindvis af enkelttræk i generne, hvilket giver utallige kombinationsmuligheder, men naturligvis er verdens indbyggere stadig opdelt sådan at nogle er mere i familie med hinanden end med andre. Det er ikke noget der kan sættes i forenklede skemaer, men det har stor praktisk betydning for menneskenes sociale mønstre.

Det gælder også en forholdsvis ung nation som USA. Meget godt at blive mindet om at USA ikke kun er en idealistisk konstruktion, som vi plejer at se det, men også et rent konkret samfund befolket med væsener af kød og blod:

Obama og Clinton er i slægt med hinanden (Politiken) 

De to demokratiske præsidentkandidater er familiemæssigt forbundne via Brad Pitt og Angelina Jolie, påviser slægtsforskere.

Barack Obama er fætter i niende led til Brad Pitt. Og Hillary Clinton er kusine – ligeledes i niende led – til Brad Pitts kone, Angelina Jolie. Det påviser forskere fra The New England Historic Genealogical Society efter tre års studier i de to demokratiske præsidentkandidaters familiære fortid.

Slægtsforskningsinstituttet fandt også frem til, at den republikanske kandidat, John McCain, er fætter i sjette led til den nuværende førstedame i USA, Laura Bush.

»Præsidentkandidaterne fokuserer oftest på forskellene mellem dem. Men deres forfædre viser, at de har meget mere til fælles, end de tror«, siger slægtsforsker Christopher Child fra instituttet i New England til nyhedsbureauet AP.

Instituttets resultater viser tillige, at de musikalske gener er særdeles stærke i Hillary Clintons slægt. Hun er af fransk-canadisk herkomst på sin mors side og er herigennem fjern kusine til så prominente sangerinder som Madonna, Celine Dion og Alanis Morissette.

Obama på sin side er søn af en hvid kvinde fra Kansas og en farvet mand fra Kenya. Gennem sin mors slægt kan han regne sig i familie med ikke færre end seks tidligere amerikanske præsidenter. Det drejer sig om: George W. Bush, dennes far George H.W. Bush, Gerald Ford, Lyndon Johnson, Harry S. Truman og James Madison. Andre kendisser i Barack Obamas slægt er: Vicepræsident Dick Cheney, Sir Winston Churchill og sydstaternes general fra borgerkrigen Robert E. Lee.

I Clintons slægt finder man tillige forfatteren Jack Kerouac og prins Charles hustru Camilla Parker-Bowles. …

—

Jeg håber vi snart bliver fri for det vulgær-racistiske fokus på Obamas hudfarve og Clintons køn, som politisk korrekte journalister har svælget i gennem det seneste år. Nu må tiden efterhånden være kommet til at tale om deres politik.

Tanker om skilsmissens afskaffelse

I nat drømte jeg at jeg sad i en overfyldt bus med småfede journalist- eller fotografstuderende i hvide skjorter og krøllet, sort tøj. Vi kørte gennem min barndoms Thy, men ingen var interesseret i hvad de så ud af vinduet. Der blev snakket om jeg, mig, mig selv og storbyen, og der blev grinet ad en mand der talte i telefon med sin skat og derved brød den glatte, individualistiske facade.

Vi kørte forbi et gammelt, bevaringsværdigt hus som p.t. er blevet planlagt nedrevet  (jeg har, i det virkelige liv, klaget til statsforvaltningen over det). I drømmen var det revet halvt ned.

Jeg kom til mit barndomshjem hvor der var temmelig øde og tomt. En fremmed bil kørte ind på gårdspladsen, men den skulle bare vende, den drejede ved grøftekanten og forsvandt. Jeg gik langs husvæggen, ind i entréen eller garagen, mens jeg vågnede og tænkte over dengang hver flyttede til sit og vores hjem blev dobbelt så tyndt befolket, fra fem til to indbyggere.

Jeg hader skilsmisse. Der blev fred og ro, men mine forældre sank ind i sig selv og blev ikke så lykkelige som de havde håbet på. Det handler heller ikke om dem: uanset at de boede forholdsvis tæt på hinanden og kunne tale sammen, så blev mit hjem slået i stykker.

Nu til det upersonlige, der ikke nødvendigvis bygger på egne erfaringer.

Hvis jeg blev politiker ville jeg gøre alt for at forhindre skilsmisse:

• Skattesystemet skal ikke give fordele til enlige og i hvert fald slet ikke til fraskilte. Danmark er muligvis det eneste land i verden hvor der er skattefordel ved at være enlig og ulempe ved at være gift. Det er vanvittigt.
• Også andre økonomiske incitamenter der fremmer skilsmisse skal afskaffes. Staten skal ikke forgylde en enlig mor/far med offentlige ydelser.
• Er der børn i ægteskabet skal skilsmisse aldrig kunne bevilges umiddelbart. En mild stramning ville være ét års separation hvis parterne kan blive helt enige om bodeling og forældremyndighed, to år hvis de er uenige.
• Skilsmisse skal ikke betragtes som et privat anliggende, men en sag hvor samfundet og evt. de to familier inddrages. Der skal være særlige familiedomstole, en slags samråd med repræsentanter for loven (en dommer), socialforvaltning, de to parter, nogle som repræsenterer børnene (klasselærer, pædagoger eller familie) og evt. deltagelse af øvrige familiemedlemmer. Dommeren og det offentliges repræsentant skal være specialuddannede og have indsigt i mægling og familieproblemer. Deres empatiske evner skal bevises med en særlig test eller med anbefalinger. Disse samråd skal ikke kun bestemme vilkårene for en skilsmisse, men i første omgang søge at mægle eller henvise parret til mægling og rådgivning i privat eller halvoffentligt regi. De skal følge parret gennem separationstiden, med mindst et obligatorisk retsmøde ved separationens begyndelse og slutning eller evt. med et halvt års mellemrum. (Princippet om konfliktråd bør også indføres i alle straffesager, men det er en anden historie).
• Parterne skal betale for skilsmissen, en takst der naturligvis stiger med omkostningerne, ligesom i andre retssager. Kan de selv finde ud af vilkårene, er omkostningerne relativt lave. Er de uenige og ikke samarbejdsvillige, bliver det dyrt.

Der kan være tilfælde hvor skilsmisse er eneste gode løsning, men de er sjældne. Det må vurderes individuelt. Følgende kan være med til at skabe mere ordnede forhold når skilsmissen er en realitet:

• I dag er statsamtet *) barnepige for forældre der ikke kan eller vil tale med hinanden. I stedet skal folk krediteres for deres evne til selv at lave aftaler. Saboterer en af forældrene samværet eller viser hun (i sjældnere tilfælde han) ikke god vilje, så skal det have indflydelse på hvem der får forældremyndigheden. Intet barn er tjent med en mor (evt. far) der bagtaler og ødelægger samværet med den anden.
• Statsamtet skal opkræve betaling for sin mægling og indgriben i forældremyndighedsforhold. Dog ikke sådan at en velhavende part kan tryne en ikke-bemidlet.
• Barnet skal ikke være en postpakke der sendes frem og tilbage for at kreditere forældrenes forfængelige behov. Forældrene skal opfordres til bosætte sig tæt på hinanden. Flytter en af forældrene til den anden ende af landet, skal det have passende konsekvenser for forældremyndighed og samværsret.
• Skolelærere, pædagoger og andre der har ansvar for børn skal have pligt til at gribe ind (under strafansvar) hvis barnet vantrives. Hver kommune, eller evt. de pågældendens fagforening eller friskolernes brancheforening, skal have en kontaktperson som de pågældende lærere/pædagoger kan henvende sig til for råd og vejledning. Enhver privatperson, f.eks. naboer, familie og bekendte, der oplever børn vantrives skal også have pligt til at gribe ind (under strafansvar). Der skal evt. oprettes en børneombudsmand eller børnerådgivning hvor børn anonymt kan få hjælp og støtte. Børnegrupperne i Vejle og Åbenrå er et glimrende initiativ. Der vil altid være indvendinger om at staten blander sig i private anliggender, men her må de ideologiske hensyn vige. Det handler om at tage parti for barnet, som ellers ikke har nogen at gå til. Loven skal beskytte den svage.

Familedomstolene eller -samrådene kan virke som en dyr løsning, hvilket kun er en fordel, da sagens parter skal betale. Incitamentet for skilsmisse vil blive minimeret. Om brugerbetalingen skal være hel eller delvis må komme an på nærmere overvejelser. Betaler samfundet, så vil der være store besparelser på længere sigt (færre offentlige ydelser til de enlige forældre, mindre behov for boliger, færre skilsmissebørn med psykiske og sociale problemer). Der skal være mulighed for fri proces; der kan jo som sagt være tilfælde hvor skilsmisse er en nødvendighed. Sagsomkostningerne bør som hovedregel fordeles ligeligt mellem parterne. Vurderer retten at den ene part klart er mere skyld i skilsmissen end den anden, kan sagsomkostningerne forskydes til ⅓ mod ⅔. Kun i sjældne tilfælde skal de pålægges den ene part alene.

Har man ingen børn, så gælder ovenstående naturligvis ikke. Så kan man for min skyld trække sin skilsmisse i en automat eller via tast-selv.

Papirløst samliv inkl. børn har gammel hævd i Norden, og det skal også være en mulighed der tages hensyn til. Hvordan det kan sidestilles med ægteskab er et mere teknisk problem. Generelt handler det ikke om at gøre det svært at få selve den formelle skilsmisse – papirløse behøver jo ikke ansøge nogen myndighed før de bliver skilt – men om at fjerne de forgyldte vilkår som venter efter skilsmissen. De skal kunne betale sig at forliges og leve sammen.

Hvis vilkårene efter en skilsmisse er mindre lokkende, så vil der opstå behov for at løse uoverensstemmelser på en anden måde. Vi vil se privat par- og familierådgivning blomstre op, både mod betaling og i nonprofit-regi (formidlet af foreninger, kirkesamfund og frivillige organisationer). I private samtaler og i medierne vil man begynde at beskæftige sig med emnet: hvordan arbejder man for et godt ægteskab.

Bogen Myten om den lykkelige skilsmisse kan anbefales. Her skildrer en amerikansk psykolog langtidsvirkningerne af skilsmisse. Hun har fulgt en flok skilsmissebørn fra 1970′erne til i dag, og ingen af dem har helt undgået ar på sjælen, men nogle har naturligvis klaret det bedre end andre. Ifølge bogen finder den typiske skilsmisse sted efter ni års ægteskab. Det må være efter amerikanske forhold, for her i landet går der vel typisk kun 3-4 år. Et halvt års forelskelse + 1 års hyggeligt samvær + 1 års frustrationer + ½ års åbent had, og så udfylder man en blanket og sender den til statsamtet.

Ole Birk Olesen (manden bag 180 Grader) fortæller i Taberfabrikken blandt andet om hvordan staten belønner skilsmisse. Han fokuserer hovedsagelig på det økonomiske, og han er noget af en hård nød, idet hans analyser præges af ønsket om at bevise liberalismens fortræffeligheder. Men det kan også have sin plads at se bort fra sødsuppen af falsk medlidenhed for en stund.

*) Nu hedder det vel Statsforvaltningen – men jeg kan ikke få mig til at nævne dette udyr i to sammenhænge i samme blogindlæg.

Overraskelse: Obama har ingen politik

Gode mennesker med gode holdninger vrider og vender sig. Det er forbundet med store kvaler at vælge mellem en kvinde og en lysebrun mand. Da Hillary lå i spidsen, var det klagende budskab: USA er ikke klar til en sort præsident. Nu fører Obama, og så hedder det: USA er ikke klar til en kvindelig præsident.

I virkeligheden er det ren sexisme og racisme at vurdere kandidaterne på hudfarve og køn. Det er synd at John McCain ikke er en lesbisk neger, for så ville hun få alle de velmenende middelklasse-demokraters stemmer.

Her et ulideligt eksempel fra to Politiken-journalister, der har fået en dejlig rejse rundt i USA og kvitterer med en blog der handler om alt andet end politik:

Valgets jøde er ikke Barack

Las Vegas, Nevada – I USA kan en sort kandidat, Barack Obama, ende med at blive valgt på trods af sin hudfarve og fordi, han er mand – eller rettere fordi, hans modpart, Hillary Clinton, er kvinde. Er USA klar til en kvindelig præsident? Nej, har vi efterhånden hørt flere sige. Men så til en sort? Måske. I hvert fald før en kvinde. … [Lang beskrivelse af ferieoplevelser i det kvindeundertrykkende Las Vegas] … 

Når Hillary ikke klarer sig bedst, er en temmelig stor faktor med sikkerhed – at hun er kvinde. … Her i USA fik sorte mænd stemmeret halvfjerds år før, at kvinderne fik det. Og her fra Las Vegas undrer det mig ikke, hvis en del amerikanere føler sig mere trygge ved at vælge en sort mand, end en hvid kvinde. … Set fra the Strip er Hillary, ikke Barack, valgets jøde.  (Kampagnesporet 11/2).

—

Men – for første gang nogen sinde har jeg nu læst i dansk presse om Barack Obamas politik og ikke hans hudfarve. Jeg har skam længe bemærket at Obama ikke har præsteret noget politisk budskab ud over bedemølle-mantraet “change”. Men jeg var ikke stensikker på  at han ikke havde nogen holdninger. Hvordan kan man vide at han ikke har noget, som der ikke fortælles om? Det kunne jo være formidlernes skyld, altså pressen.

Medier og demokrater undrer sig over Obamas projekt

Hvad gør Obama, hvis han bliver præsident? Det er det spørgsmål som mange kommentatorer og ledende demokrater stiller sig selv i disse dage.

Pas på med, hvad du ønsker dig. Det kan gå i opfyldelse. Sådan lyder et gammelt mundheld, og sådan føler mange medier og demokrater det tydeligvis lige nu. … Men netop som det for alvor er lykkedes Barack Obama at blive den demokratiske favorit og han står på tærsklen til at blive USA’s første sorte præsidentkandidat, repræsentanten for en ny generation, er mange af de demokratiske kommentatorer, han skylder sin succes, pludselig begyndt at få kolde fødder og stoppe op og sige ’vent lige et øjeblik. Er han virkelig manden – eller er det hele lige lovligt luftigt?’

»Obamamysteriet«
Det gælder den indflydelsesrige demokratiske kommentator David Ignatius, der har været blandt Obamas største fans. I en klumme i weekenden bemærkede han under overskriften »Obamamysteriet«, at tiden er kommet til at se Obama nærmere efter i kortene:

»Hvad Obama rent faktisk ville gøre som præsident forbliver et mysterium. Og før han fuldfører, hvad der mere og mere ligner en march til den demokratiske nominering er det afgørende, at Obama mere klart definerer hvad der gemmer sig bag det forjættende slogan om ’forandring’«, skrev han. …

I avisen Newsday advarede journalisten James Klurfeld således Obama om, at »pressen nu vil komme efter dig«, og havde selv en række ubesvarede spørgsmål til kandidaten.

»Først og fremmest, hvordan vil Obama bringe landet sammen og finde enighed på de punkter, der har delt det i næste tre årtier. Bare at sige, at man vil bringe folk sammen er ikke nok. Hvordan finder man enighed mellem modstandere abort og tilhængere? Hvordan trækker man sig ud af Irak uden at styrke al-Qaeda?« …

Obama har indset faren. Til et vælgermøde hos General Motors i fredags … startede hans tale med at sige, at han ville gå »lidt mere i detaljer og tale lidt længere«.

Men det med at gå i detaljer kan vise sig sværere end som så for Obama. Ikke fordi han ikke kan. Manden har skrevet to bøger, er jurist fra Harvard og har været professionel politiker årevis. Men fordi hans succes på mange måder er baseret på ikke at være alt for konkret. … Som Sean Wilentz, en historiker på Princeton Universitet (og ven af familien Clinton) udtrykte det »Hvis du ikke taler om temaerne i særligt mange detaljer kan […] alle tro, at du vil gøre netop deres drømme til virkelighed«. …

»Det her minder mere om en kult end en politisk kampagne«, skrev Kathleen Geier – der selv er tilhænger af Obama – til ABC News. »Sproget er det samme som i en kristen bevægelse. De frivillige taler om hvordan de ‘kom til Obama’, på samme måde som kristne taler om at have ’fundet Jesus’«, skrev hun og opfordrede Obamas folk til at komme lidt ned på jorden igen. …

Efter Obamas sejrstale 12. februar sagde MSNBC’s studievært Chris Matthews, at han fik »en isnende fornemmelse« og at Obama efter hans mening mindede for meget om »Det Nye Testamente«.

I en kommentar skrev den amerikanske journalist og mediekritiker James Wolcott, at han »kunne se præsident Hillary for sig i Det Hvide Hus i konstant kamp med republikanerne, men ikke kunne se præsident Obama for sig i samme rolle, fordi hans henvisninger til historiens vingesus og opfordring til håb går ud over lovgivning og politiske studehandler«.

For Wolcott var det et minus, fordi han ikke søger det åndelige i sin præsident, men for mange af Obamas fans er det selvsagt lige det de, drømmer om. En præsident der forandrer hele det politiske spil. … (Politiken 19/1)

—

Amerikanere i Danmark vælger Obama  – men de vil helst have både og:

Suchi Jensen er sekretær for Democrats Abroad og stemte selv på Barack Obama.

»Begge kandidater er faktisk meget gode. Det ville være fantastisk både at have en sort og en kvinde som præsident, men jeg stemte alligevel på Obama, for han er en meget inspirerende figur, meget håbefuld og optimistisk. Efter otte år med Bush har vi lige præcis brug for en som ham«, fortæller hun.

Inden optællingen var hendes oplevelse, at løbet ville være tæt, da mange støttede både Hillary og Obama. (Politiken 5/2)

—

Den politisk korrektes dilemma når der pludselig er for meget at vælge imellem.

Det er naturligvis teoretisk muligt at Obama bluffer. Efter primærvalgene, hvis han kåres som kandidat, kunne han begynde at tale politik uden risiko for at støde vælgere over til Hillary. Men jeg tror det ikke.

En politiker er jo også et menneske, og man stiller sig naturligvis op og siger hvad man har på hjerte. Er der intet, så fortæller man intet. Obama er populist i sit udtryk, men en tør teknokrat og akademiker på bunden. En interessant kombination, men kan det bruges til noget? Som præsident uden holdninger er det ikke sandsynligt at han kan præstere change, tværtimod vil han være en svag præsident der ligger under for lobbyer, den traditionelle magtelite og for kongressen. Hvad der sker når han trækker USA ud af Irak er tvivlsomt – hvis han da overhovedet kan holde det løfte.

På trods af at Obama indtil videre er en joker eller et gråt papir, mener jeg dog at alle tre – Hillary, McCain og ham – er bedre end både George W. Bush, Al Gore og John Kerry.

Sjov med slik

    (Billede: DIY Happy/Not Martha)

Jeg er normalt imod sjov med mad. Mad er en alvorlig sag. Jeg hader når københavnere smider med råvarerne, tager om dem uden enhver respekt, holder på dem som om det var en ligegyldig ting. Eller når Mik Schack klaskede stege i bordet i sit tv-program. Hver gang han præsenterede et stykke kød blev det svunget i luften, hamret mod skærebrættet eller klappet på. Greven (nært beslægtet med prins Joachim) har nok ikke lært køkkenpli fra barnsben. Når han først gik i gang ved gryderne, var han dog ganske hengiven, og resultaterne var jo gode nok, så vidt man kunne følge på skærmen.

Men sukkerstads er til for sjov, og her må der gerne grines.

Dette forunderlige link præsenterer to kogebøger om sjov med mad (søde sager):

http://www.yummyfun.com/

En politisk vinkling på det er nok søgt, men jeg kunne sige noget rosende om amerikansk kreativitet. Og i USA er slik identitetsskabende, man gør noget ud af at have en type favoritslik.

Både kapitalisme og kommunisme fylder folk med sukker. I Sovjet elskede man søde kager. Herhjemme var det trist at opleve at man uddelte bolsjer på valgstedet da jeg stemte sidst – og det var ikke engang led i en indsamling eller propaganda. Det var formålsløst slikkeri.

Just say no til sukker! Undtagen en sjælden gang imellem.